Dagbog fra Vietnam (2009)

27. jan. (Saigon): Vi kom til Saigon i nat. Landede kl. 00.30 og tog en taxa ind til vores hotel, som vi bestilte på nettet i går. Det er et udmærket hotel, som ligger meget centralt finder vi ud af da vi går ud i byen efter morgenmaden! Vi har et kvarters gang ned til Nguyen Huè, som er hovedstrøget med city hall og alle de store hoteller omkring. Det er kinesisk nytår eller Tet som det kaldes i Vietnam og alle har fri, så der er rigtig mange mennesker på gaderne omkring Nguyen Huè, som er pyntet op med blomster overalt. Vi har aldrig set noget så flot og så i Saigon, som vi ellers ikke har det bedste indtryk af fra vores tidligere besøg, men pyntet op i anledning af Tet, er det en rigtig dejlig by at gå rundt i og alle menneskene er glade og smiler og siger happy new year til os. Vi får købt en Lonely Planet over Vietnam, så vi kan få planlagt, hvor vi skal hen de næste par uger. Vi købte den af en gadesælger for 5 us dollars! Det er tilsyneladende en kopivare, men der står jo det samme som i originalen, så det kan vi godt leve med 😉 Sætter os på en cafe ved Hotel Continental, hvor vi boede sidst og ser på livet omkring os med en kold fadbamse. Senere finder vi en rigtig god restaurant Lemongrass og får forårsruller og kæmperejer i kokusmælk og andre små retter. Dejlig mad!
Hjemme på hotellet får vi booket flybilletter til Danang og Phu Quoc.

(Sol og let skyet. 28 grader)

28. jan. (Saigon): Dagen starter rigtig godt. Solen skinner og vi har fået en god nats søvn og fået læst lidt i Lonely Planet om hvad der er at se i Saigon. Vi vil hen til et tempel, som skulle være specielt i forhold til andre templer! Det hedder Jade Imperor Pagoda og ligger i gåafstand fra vores hotel. Vi har lidt svært ved at finde det og må spørge om vej et par gange, men til gengæld får vi set lidt mere af det “rigtige” Saigon med små gader og gadekøkkener og frugtboder m.v. så det har vi det helt fint med i stedet for kun at se hovedstrøgene med de flotte hoteller og dyre forretninger.
Da vi er lige omkring templet er vi ikke i tvivl. Det er et virvar af motorcykler/scootere. Der er ikke mange, som går her i Saigon. Det gængse transportmiddel er en lille motorcykel eller en scooter og der er typisk 2-4 personer på dem. Der kan være en hel familie med små børn også. Man er ikke så bange af sig. Derhjemme ville vi nok betakke os for at have en baby eller en 2-3 årig med på motorcyklen!
Templet er specielt. Det er kinesisk og det vrimler med kinesere, som alle skal ind og bede en lille bøn i anledning af Tet og alle har de røgelsespinde i hænderne, som de sætter foran den statue eller gudebillede, som de tilbeder. Jeg ved ikke, om I kan forestille jer hvor meget røg der kommer fra 100 kinesere med hver deres 10 røgelsespinde i hænderne og som står tætpakket i et lille rum! Der er fuldstændig tåget af røg og det svier i øjnene. Vi vil gerne hurtigt igennem for at komme ud i den friske luft igen, men det er ikke muligt. Vi må pænt følge strømmen gennem nogle små gange med mulighed for at bede til nogle flere gudebilleder! Man skal ikke lide af claustofobi her!
Puha—Ude i luften igen, vil ikke helt kalde det frisk luft for der er også mange røgelsespinde uden for templet, men her svier det dog ikke i øjnene. Vi kæmper os igennem alle menneskene og scooterne og ud på gaden igen. Der sidder tiggere uden for templet med deres spidse hatte i hænderne og beder om penge. Vi tør ikke give dem noget, da vi så vil være omgivet af endnu flere, som vil have penge! I dette virvar er det vist heller ikke det rigtige sted at tage pungen frem!Vi tager i smug nogle billeder af dem med vores lille kamera og holder i øvrigt godt fast på alle vores egendele. Alt er bag lynlåse i lommer og rygsæk. Det eneste vi har fremme er vores 2 kameraer. Vi kommer ud af den store folkemængde og går på venstre fortorv op mod en større gade. Jeg går inderst og Ulrich lige skråt bag mig. Jeg har mit kamera i begge hænder og remmen rundt om hånden, da der pludselig kommer en mand på motorcykel og kører ind foran Ulrich og får fat i noget af remmen på mit kamera og flår kameraet ud af hænderne på mig samtidig med, at han kører videre i høj fart ud i et kryds og forsvinder mellem biler og andre motorcykler. Vi står måbende tilbage og ser på linseskjoldet, som ruller hen af gaden og ligger sig foran os. Det er det eneste, vi har tilbage af mit næsten nye kamera!!! Vi er lige ud for et gadekøkken og dem som sidder her ser lige så forstenede ud som os. Det er bare gået så hurtigt, at vi knap nok har fattet, hvad der er sket. Da det langsomt går op for os, hvad der er sket, begynder vi begge at ryste. Der er heldigvis ikke sket os noget ud over, at jeg har fået nogle blå mærker, hvor remmen har været rundt om hånden, men det er utrolig krænkende at være udsat for sådan et røveri!
En mand fra gadekøkkenet hjælper os med telefonnummer og adresse på den nærmeste politistation og prajer en taxa til os, så vi kan komme hen og anmelde tyveriet, så vi forhåbentlig kan få erstatning fra vores forsikring. Besøget på politistationen er også en speciel oplevelse! Vi er der ved 12-tiden og det er lige, hvor de skal til at spise frokost, så vi kommer vist meget til ulejlighed. Vi går lige forbi et bord, hvor kyllingen og suppen står parat og bliver vist ind i et bart rum med et langt bord med stole omkring og et fjernsyn for enden, som kører for fuld lydstyrke. Vi får besked på at sætte os ned på vietnamesisk. Ingen taler engelsk!! Da vi bliver alene skruer jeg ned for fjernsynet. Det går mig på nerverne!! Efter et stykke tid kommer en betjent med en blanket, som jeg skal udfylde med personlige data og en beskrivelse af, hvad der sket. Da det er gjort finder han tilsyneladende ud af, at det er den forkerte blanket, for han kommer med en ny og beder mig også udfylde den. De er stort set ens!! Der er nu samlet 6 betjente i rummet ved siden af, hvor de sidder og spiser og de har ikke rigtig tid til os. Jeg går 2 gange ind for at gøre opmærksom på, at jeg er færdig med at udfylde blanketterne. Efter anden gang kommer der en ind, som kan en lille smule engelsk og siger, at vi skal gå tilbage til vores hotel med blanketten og få receptionen til at oversætte min beskrivelse af hændelsesforløbet til vietnamesisk og så kan vi komme tilbage til stationen. Det er vi ikke tilfredse med, så vi spiller fuldstændig uforstående. Til sidst opgiver han og ringer selv til hotellet og får en sikkerhedsvagt til at komme over på stationen. Det passer os rigtig fint for så har vi da en, vi kan kommunikere med. Sikkerhedsvagten er rigtig sød og undskylder på sit lands vegne, hvad vi har været udsat for og får hurtigt klaret oversættelsen og er tolk for os med de yderligere spørgsmål, som politiet har til os. Vi kommer ud med en kopi af rapporten og sikkerhedsvagten kører os tilbage til hotellet på sin scooter. Det er første gang vi har været 3 på en scooter, men vi klarer den!
Hjemme på hotellet spørger vi om han ved, hvor vi eventuelt kan købe et nyt kamera. Han er ikke sikker på om forretningerne, han kender, har åbent p.g.a. Tet, men han tilbyder at køre en af os ned for at se.Ulrich hopper bag på scooteren igen og så kører de ellers rundt i bymidten og prøver adskillige fotoforretninger, men ingen har et kamera magen til. Det er alt sammen gamle modeller, så de kommer tilbage med uforrettet sag. Ærgerligt for vi har stadig en måned tilbage af vores rejse, men foreløbig må vi klare os med vores gamle minikamera. Heldigvis har vi løbende kopieret vores billeder fra kamera til PC, så vi har stadig alle vores billeder i behold ;-))
Vi sunder os lidt på hotelværelset. inde, vi går ud i byen igen. Alle smykker er blevet afmonteret og lagt i boksen. Vi har fået en skræk i livet. Var ellers begyndt at synes om Saigon, men nu er vi ikke helt så trygge mere!! Efter at have fået betalt vores flybilletter til i morgen til Da Nang, sætter vi os på en restaurant på taget af hotel Rex i 5. sals højde og kikker ud over byen. Her kan vi da ikke blive røvet af en scooter-kører 😉 Vi går tilbage til hotellet lidt over 6. Det er næsten mørkt nu og gaderne fyldes med motorcykler og scootere. Det er som om de alle skal ud nu, hvor temperaturen er faldet. Det er godt de ikke har så mange biler her endnu for så ville det være et endnu større trafikalt kaos end Bangkok!

(Sol og 34 grader)

29. jan. (Saigon-Hué): Vi er på hotelværelset hele formiddagen. Har ikke rigtig lyst til at komme ud i byen! Vi kører ud i lufthavnen kl. 12, da vi vil prøve at få vores flybillet til Danang lavet om til Huè, som vi ellers skal køre 3 timer i bus for at nå. Vi vil forsøge at stå stand by. I første omgang får vi at vide, at den er fully booked, så det kan ikke nytte noget, men et andet sted siger de ok for stand by og vi sætter os til at vente i en halv time for igen at henvende os. Vi skal vente lidt endnu. 10 minutter senere har de plads, men da vi skal have bagage checket in, så kan det pludselig ikke lade sig gøre. Så må jeg op at markere! Det kunne de jo have fortalt os i første omgang. Det ender med, at hele kontoret er i gang og til sidst lykkes det at komme med, hvis vi løber op af trapper og overtaler en securityvagt til at sætte os foran i køen og løber hen til gaten. Vi er noget forpustet, da vi kommer frem. Blot for at få at vide at flyet er forsinket, så der går en halv time inden vi kan borde!! Vi er glade for, at vi kommer med fly til Hué i stedet for Danang, da vi som sagt herved sparer en bustur på 3 timer, men kan heller ikke lade være med at grine over alt det postyr i afgangshallen og security, som kunne være undgået, hvis de havde talt sammen i Vietnam airlines og dermed vist, at der var rigelig tid på grund af den forsinkede afgang 😉
Da vi kommer til Hué holder der taxa lige uden for lufthavnen, som for 42 kr. kører os til vores hotel i Hué, en køretur på 14 km. Vi har ikke booket værelse, men vi får et flot stort værelse for 140 kr. i døgnet på hotel Thai Binh II, som ligger meget centralt i byen.
Efter at have smidt bagagen på værelset går vi en tur rundt i byen og prøver at orientere os i forhold til det hotel vi boede på for 8 år siden. Byen har udviklet sig gevaldigt siden sidst med bl.a. en masse store hoteller, men vi har dog nogle enkelte ting, vi kan kende. Bl.a. en restaurant hvor vi sidste gang ikke kunne bestemme os til hvilken dessert vi skulle have, så vi bestilte hele menukortets desserter, hvilket blev til 12 forskellige kager mv. (vi var 4 personer!) det kostede den gang 41 kr. nu var det steget til 72 kr. så priserne er gået noget op, men stadig er det meget billigt at leve her. Vi får en menu med 6 retter for 34 kr., en øl koster mellem 3 og 6 kr. og vi har bestilt en heldagstur med bus i morgen incl. frokost for 65 kr.

(I Saigon 32 grader og sol, men i Hué kun 22 og overskyet)

30. jan. (Hué): Det er koldt synes vi. “Kun” omkring 20 grader og overskyet. Vi er kommet et godt stykke nordpå og det kan mærkes. Vi må desværre have de lange bukser og langærmede bluser på igen. Vi havde ellers vænnet os til kun at gå i shorts og t-shirts 😉
Vi bliver hentet på hotellet og kørt rundt til de 3 kongegrave, som ligger i udkanten af byen. Den ene har vi set før, så den springer vi over, men de andre er vi inde og se. Den ene Khai Dinh Tomb var ikke særlig stor men et flot bygningsværk, som var velbevaret. Det var en blanding af vietnamesisk, indisk, fransk og italiensk arkitektur, da denne konge havde rejst meget. Det andet Minh Mang Tomb var bestemt ikke noget særligt at se på. Der var ikke meget tilbage og det, som var der, var forfaldent. Der var dog en meget flot park omkring med små søer, så det har sikkert været imponerende engang.
Efter en kaotisk frokost, hvor vietnameserne, som også var med vores bus, absolut ikke kender til køkultur og tilsyneladende alle ville have mad først, kørte vi videre til citadellet.
Citadellet, som er omgivet af en 10 km lang mur og en voldgrav, ligner meget den forbudte by i Beijing i Kina, blot i mindre målestok og den vietnamesiske udgave er ikke nær så velbevaret som den kinesiske. Store dele af citadellet her er bombet i stykker under de mange krige med franskmændene, amerikanerne og nord/syd borgerkrigen, så det er begrænset, hvad der er at se. Et restaureringsprojekt er dog i gang, hvor de opfører nogle af de gamle bygninger, men da det koster mange penge og det skal ske i de samme materialer m.v. som oprindeligt, så tager det rigtig lang tid!
Efter Citadellet tog vi ud til Thien Mu pagoden, som vi har set før. Her havde udviklingen betydet at der var fyldt med sovenierboder uden for pagoden og motorcyklerne var også over det hele. Sidst vi var her kunne man kun komme hertil af floden, så det gav sine begrænsninger for sælgerne og dermed var der også en hel anden atmosfære!
Vi sejlede tilbage til Hué af Parfumefloden på en “drageflåde” og tilbage på hotellet fik vi booket bus til Hoi An i overmorgen og ligeledes fundet et hotel på internettet. Vi håber, at der er lidt bedre vejr i Hoi An, som ligger på den anden side af Hai Van passet, som siges at være skildelinien for det gode og det dårlige vejr. Vi håber på, at se solen syd for, men ellers må vi jo flyve videre sydpå til varmen og solen!

(18-20 grader, overskyet og støvregn)

31. jan. (Hué): En stille dag uden det store at berette. Gik tur i byen og så bl.a. Dong Ba markedet.

(20-25 grader overskyet og lidt sol)

1. febr. (Hue—Hoi An): Vi bliver hentet på hotellet kl. 8 for at køre ned til Hoi An, som ligger 140 km sydpå. Det er en tur på 4 timer. Selv om det er af hovedvej 1 hele vejen, så kører vi ikke særlig stærkt for det foregår mellem de alle steds nærværende scootere. Det er en tur, hvor man får set en del af Vietnam, da vejen går gennem både byer, langs vandet med alle fiskerbådene og netfiskerne og gennem rismarkerne, hvor nogle har høje grønne planter, andre er lige tilplantede og andre igen er ved at blive pløjet og klargjort til næste tilplantning. Pløjningen foregår med vandbøfler foran en træplov. De er ikke blevet motoriseret endnu!
Vi kommer ikke over Hai Van passet, som vi gjorde for 8 år siden, da der er gravet en tunnel gennem bjerget, som bussen benytter. Det er OK for det sparer os for en times kørsel og det er ikke den bedste bus vi kører i. Det er ikke alverden man får for 11 dollars selv om de praler af, at det er flotte aircon busser!
Vi kommer gennem Danang, som var en af de byer, som blev benyttet af amerikanerne under krigen med bl.a. airbase. Man kan stadig se nogle af hangarerne fra dengang. De står dog øde hen nu. Byen er ved at få en opblomstring nu, hvor der bliver smidt en masse penge i at lave store brede boulevarder med træer og grønne områder og store hoteller skyder op langs stranden.
Vi bliver sat af ved busselskabet kontor i Hoi An og må så selv finde hen til vores hotel Pho Hoi Riverside Resort. Heldigvis er det ikke længere væk end at vi kan gå med vores kufferter. Vi er spændte på at se, hvad det er for noget vi har booket på internettet. Billeder og beskrivelser er jo taknemmelige! Det ligger meget centralt i forhold til den gamle by, men på den anden siden af floden. Da vi var her sidst, var der kun en fiskerlandsby der. Vi bliver meget positivt overrasket. Det er et rigtig flot hotel med have, restaurant og swimmingpool lige ned til floden. Vi får et dejligt værelse, hvor vi kan sidde på terrassen og se ud over floden og det koster kun 230 kr. i døgnet. Det er simpelt hen rørende billigt.
Efter at have smidt bagagen på værelset går vi en tur over i byen. Det er utrolig hvad der er sket på 8 år. Der er selvfølgelig nogle holdepunkter, så som den japanske bro og de gamle franske og kinesiske handelshuse og fiskemarkedet, som vi kan kende, men så er det også sagt. Der er sket en rivende udvikling, hvor der før var øde, er der nu masser af butikker mest skræddere og rimelig pæne restauranter. Sidst måtte vi virkelig lede for at finde en, vi synes så ren nok ud til, at vi turde spise der. Nu er det slet ikke noget problem. Alt ser pænt ud og priserne har også fået et nyk opad, men det er stadig utrolig billigt at spise og drikke her. Det dyreste på menukortene er omkring 25 kr. 😉
Det eneste sted, som er dyrt er Brothers Cafe, hvor vi lige sidder og får en øl. Den var også dyrere end andre steder sidst, men nu koster den 3 til 4 gange mere! Den har fået nykker af at være nævnt i Lonely Planet!

(Overskyet om morgenen men sol fra middag. 25 grader.)

2. febr. (Hoi An): Da vi vågner regner det. Det var ikke lige hvad vi havde håbet på her. Vi skulle jo være kommet ned i det solrige syd! Efter vi har spist morgenmad er det dog klaret op og det ser ud til at solen prøver at komme igennem skyerne. Vi går over på den anden side af gaden og lejer et par cykler (6 kr. for begge for en dag), så vi kan komme lidt rundt i området. Vi vil gerne lidt ud for byen og alle souvenirbutikkerne og se det lokale liv med fiskere og bønder, hvis der efterhånden er sådan noget tilbage heromkring. Når man ser byen, kan man godt få den tanke at alle må leve af turisterne. Det lyder meget negativt, når jeg skriver sådan, men det skal siges, at vi stadig synes, at det er en utrolig hyggelig by på trods af den udvikling der er sket, men Hoi An er ikke så “autentisk” mere, som den var for 8 år siden.
Vi kører gennem de små gader og ud mod stranden Cua Dai. Det var engang en øde landevej gennem rismarkerne. Det er det ikke mere! Der er huse næsten hele vejen og små hoteller. Ude ved stranden er der også skudt en masse restauranter op og der er ved at blive bygget flere hoteller, men Hoi An Beach Resort, hvor vi boede sidst, står stadig flot og er ved at lave egen strandpark på den anden side af vejen. Vi fortsætter ud til det der tidligere var en fattig fiskerlandsby med bambushuse, hvor de kikkede meget på os, når vi kom igennem. De kikker stadig på os og råber helloo, men det er ikke bambushytter mere. De har virkelig fået et løft i levestandarden. Nu er det alle stenhuse med små overdækkede terrasser foran og der er cementvej i stedet for jordvej. Det er utroligt, at se hvor meget der kan ske på bare 8 år.
På tilbagevejen kører vi en anden vej og kommer ud i et landbrugsområde, med rismarker og mænd, som går bag deres vandbøfler og plove og kvinder, som går med spidshatte og tygger cat, så de er helt røde om munden og tænderne sorte! Der er virkelig forskel på folks levevis her!
Hjemme på hotellet ligger vi lidt med vores bøger ved swimmingpoolen indtil det bliver for koldt og solen er ved at gå ned.

(Regn om morgenen, men ellers sol og 25 grader)

3. febr. (Hoi An): Det er lidt kedeligt gråt da vi vågner, så efter morgenmaden sætter vi os til PCen for at skrive lidt mails og få booket hotel på Phu Quoc, hvor vi skal ned i over morgen. Det er en meget langsom internetadgang og vi har svært ved at bestemme os til hvad for et hotel vi vil have, så der går det meste af formiddagen med at få surfet og booket det vi skal, men til gengæld er vejret klaret op, så vi går over i byen og finder en restaurant, hvor vi kan sidde oppe på en balkon i 1. sals højde og kikke ud over floden og livet omkring den. Vi får rigtig god vietnamesisk mad. De har meget store menukort med både internationale og vietnamesiske retter, men indtil videre har vi alene valgt mellem de vietnamesiske retter og sjældent blevet skuffet selv om vi altid er spændt på, hvad der gemmer sig bag retterne på menukortet. Fordelen specielt for mig er at maden i Vietnam ikke er stærk, så jeg kan vælge frit uden at tænke på hvor meget chili, der nu er puttet i og om jeg i det hele taget kan spise det!
Efter frokost og tur rundt i byen er det tid til afslapning ved poolen et par timer inden vi skal over og spise aftensmad. Det er et hårdt liv vi fører 😉

(Overskyet formiddag men fuld sol resten af dagen 27 grader)

4.febr. (Hoi An): Solen skinner fra morgenstunden. Sådan har vi det bedst. Det må være tid til en slapperdag på stranden. Vi skulle jo nødigt komme blege hjem 😉
En taxa kører os de 4 km ud til Cua Dai stranden, hvor vi var forleden dag på cykel. Taxaen sætter os af ud for en lille strandbar/restaurant—meget primitiv– og så er vi ellers i kløerne på damerne her. Vi bliver fulgt ned på stranden til deres liggestole og de slipper os ikke før vi har lagt os på lige nøjagtig dem som hører til deres restaurant! Herefter kommer strandsælgerne på stribe og vil sælge perlekæder, tigerbalsam, aviser, silketørklæder, saronger, små tasker og punge og frugt. Der er stort set ikke grænser for hvad de vil sælge. De er lidt svære at komme af med. Et smil og no thanks respekterer de ikke, så til sidst må vi simpelt hen ignorere dem selv om det er svært, hver gang de kommer og det forstår de så! Vi får rigtig slappet af og læst bøger og mærker først for sent, hvor stærk solen er! Vi er blevet godt røde i ansigterne og på maven. Vi undrer os over, hvordan vi kan blive ved med at blive skoldet i ansigterne, når vi trods alt har været ude i mere eller mindre sol hver dag i 3 måneder.
Vi spiser frokost på stranden. Damerne fra restauranten har jo selvfølgelig diskret lagt et menukort ned til os, da det er ved at være spisetid! De laver en fin frokost til os med grillstegte rejer og ris med grøntsager og vandspinat med masser af hvidløg. Det er utrolig, hvad de kan lave over et lille ildsted med kul 😉
Til aften er vi inde i byen og finde et fint lille spisehus, hvor vi får Hoi An specieliteter. Det er en set menu til ca. 30 kr. hvor vi får White Rose, Wonton, calamari, grøntsagssuppe og frugt til dessert. Det smager utrolig godt og dertil deres lokale fadøl til 3 kr. Pengene rækker virkelig langt her selv om vi vælger de pæne steder og ikke kun gadekøkkenerne.

5. febr. (Ho Chi Minh City—Phu Quoc): Vi er tidligt oppe—før solen er stået op. Vækkeuret ringer kl. 5.30. Vi skal flyve ned til Phu Quoc i dag fra Danang via Ho chi Minh City. Det er kun 2 flyveture a 1 time, men pga af krav til tid mellem connecting flights kommer det alligevel til at tage til hen på eftermiddagen før vi er fremme ved vores hotel.
Mens vi sidder og spiser morgenmad står solen op og da taxaen henter os for at køre os til lufthavnen, er det helt lyst og der er liv på gader og stræder. Da vi krydser floden kan vi se ned til fiskemarkedet, hvor der er fuldt gang i losning af fisk fra nattens fangster. Der er fyldt med små både, som alle vil af med deres fisk på samme tid. Der bliver helt sikkert råbt og skreget meget dernede lige nu, men desværre har vi ikke tænkt på at stå tidligt op og gå derned de foregående dage. Det kunne ellers have været en fin oplevelse.
Da vi kommer uden for byen, er vejene her også ved at blive fyldt op og det er ikke de larmende scootere og motorcykler eller biler. Nej, det er cyklerne! Det er som om alle skal ind til byen på en gang og de alle har valgt cyklen som transportmiddel. Vi troede ellers, at alle cyklerne var skiftet ud med scootere, men det kan vi nu konstatere, at de ikke er. Vi skal bare stå tidligere op for at se dem 😉
Vores flyvninger går upåklageligt og vi lander planmæssigt på Phu Quoc kl. 13. Phu Quoc er en ø på størrelse med Bornholm og ligger kun ca. 15 km fra Cambodias kyst og 45 km fra Vietnams kyst og tilhører Vietnam selv om Cambodia gerne så den tilhørte dem! Der er 85.000 indbyggere på øen og de ernærer sig næsten alle af fiskeri og fremstilling af fiske sauce og dyrkning af sort peber.
Vi bliver hentet i lufthavnen og kørt de 5 km ud til resortet. Vi kommer igennem hovedbyen Duong Dong, som absolut ikke bærer præg af, at der kommer turister. Den er meget “lokal” med masser af scootere, markeder og små beskidte butikker og gadekøkkener og en fiskerihavn fyldt med både, hvorpå fiskerne også bor. Da vi kommer lidt uden for byen ophører asfalten på vejen og vi kører på en hel rød grusvej med store huller og bump. Vi er meget skeptiske, hvor i alverden havner vi henne. Vores ressort Tropicana så meget flot og eksotisk ud på internettet! Vi kører ned af en lille bumpet sidevej og så er vi der. Det ser ikke helt ud som på billederne på internettet, men vi må jo lige give det en chance. Vi får en Ok bungalow i haven. Der er ikke noget luksus over den, men den kan gå an. Ressortet ligger i øvrigt skønt lige ned til en flot sandstrand, som vi senere erfarer er 20 km lang, så der er basis for at gå lange ture langs vandet! Men som sagt det er ikke luksus og da vi oplever betjeningen, som temmelig doven og tilfældig, er det ikke et sted, vi ønsker at være så forfærdelig lang tid. Måske har vi/jeg meget negative briller på efter en lang rejsedag, men jeg sætter mig i hvert fald straks til PC´en og får booket flybilletter væk herfra igen. Vi kan komme videre den 10. februar, så vi får 4 dage her. Det er vel til at overse. Om ikke andet kan vi ligge og læse på stranden og bade.
Mens jeg har siddet i restauranten, som er næsten hel åben, og booket flybilletter, er jeg blevet stukket op og ned af benene af myg. 25-30 store røde plamager pynter mine ben og de klør. Det gør bestemt ikke humøret bedre 😉
Vi får lidt mad, som ikke er værd at skrive om og går så tidligt i seng!

(Sol hele dagen og 28 grader)

6. febr. (Phu Quoc): Solen skinner fra morgenstunden og her er dejlig varmt 28-30 grader. Efter et meget simpelt morgenmåltid lejer vi en scooter for vi skal ind til Vietnam airlines i Duong Dong for at betale vores flybilletter, som vi bestilte på internettet i går. Det er en af personalets scootere, som vi får nøglen til og så kører vi ellers ind til byen. Ulrich kører og jeg sidder bagpå. Det går fint, selv om man virkelig skal være vågen i denne trafik. De kommer fra alle sider og der er tilsyneladende ikke så mange regler, så det er bare med at passe på og ikke køre for stærkt.
Inde hos Vietnam Airlines bliver vi noget varme i kinderne. For det første kan vi ikke lige komme til, men må stå at vente. Det er for så vidt OK, men når der så kommer vietnamesere ind og blot træder ind foran os og bliver betjent, så bliver jeg gal. Det er ikke første gang, vi oplever det. Hvor vi er vant til, at man pænt står og venter i kø om man skal til kassen eller på toilettet eller what ever, så har de overhovedet ingen skrupler. De maser sig blot ind foran og lader, som om der ikke eksisterer en kø!! Nå men vi kommer frem til skranken og damen siger venligt, at de billetter vi har bestilt ikke er bekræftet. Vi er alene på venteliste og alle fly den dag er fully booked! Så er jeg ved at gå i baglås for vi har bestilt og betalt fly videre til Singapore samme dag, så vi skal have et fly til Saigon. Heldigvis har vi vores lille PC med, hvor vi har en mail fra Vietnam Airlines, hvor de bekræfter vores reservation og at vi bare skal betale inden 24 timer. Den graver vi frem og viser damen og så kan hun efter en telefonopringning godt få os med det reserverede fly—underligt, men vi er selvfølgelig glade bortset fra, at det næste hun siger er, at vi må komme tilbage på kontoret i morgen for hendes system til betaling virker ikke! Fandens også, så skal vi leje scooter igen og bruge tid på at køre ind til byen. Der er ikke noget at gøre. Vi må gå med uforrettet sag 🙁
Vi kører lidt rundt i byen og ser havnen og et stort marked, men der er ikke rigtig noget vi har lyst til at dyrke yderligere, så vi kører hjem til ressortet, hvor vi går en tur langs stranden for at se, hvad der ligger rundt omkring os. Efter at have fået en god nats søvn, ser vi meget lysere på tingene end i går på trods af vanskelighederne hos Vietnam Airlines! Det er en skøn strand og der ligger en del hoteller hen af den. Ikke mange luksushoteller, men der er da nogle stykker, som ser mere moderne og luksuriøse ud end vores. Vi overvejer at flytte til lidt mere luksus, men bliver enige om, at vi ikke kommer til at bruge hotellet ret meget, så vi bliver, hvor vi er. Vi sætter os på en dejlig restaurant (Eden) og får noget godt at spise og nyder at her er rent og pænt og en fin betjening. Vi får også en brochure over ture man kan tage på øen. Det er ikke mange, men der er en snorkletur, som vi godt kan føle os fristet af.
Resten af dagen ligger vi på stranden og læser og jeg får en omgang massage til de ømme rejse-muskler. Det koster den fyrstelige sum af 18 kr. for en time. Det er til at overkomme og det er godt om end hun finder en del ømme punkter!
Aftensmad spiser vi igen på Eden. Efter solnedgang rykker de borde ud på selve stranden og tænder fakler. Det er rigtig hyggeligt at sidde her under stjernehimlen og høre bølgernes skvulpen og se fiskernes lanterne ude på havet, hvor de fanger blæksprutter.

(Sol og 30 grader)

7. febr. (Phu Quoc): Det har regnet i løbet af natten, så vi er spændt på at trække gardinerne fra, da vi vågner. Det er lidt skyet, men det ser ud til, at solen kan brænde dem væk! Vi har lejet en scooter for hele dagen, så vi kan komme rundt på øen på egen hånd (24 kr.). Vi har et lille kort over øen og iflg. det kan vi i hvert fald ikke fare vild for det er begrænset hvor mange veje, der i det hele taget, er! Der er en langs vestkysten, hvor vi bor, og en som går inde midt på øen og så nogle små stikveje ud til nogle strande og fiskerlandsbyer. Vi vælger at køre på den som går ned midt på øen, da den er asfalteret! Først må vi dog ind til Vietnam Airlines og betale flybilletter. Det bliver en rigtig positiv oplevelse denne gang. Vi bliver betjent af en sød dame, som taler nogenlunde engelsk og synes, at det er en meget høj pris, vi skal betale for billetterne, så hun vil lige se, hvad hun kan gøre. Det lyder dejligt og da hun kommer tilbage med en pris på det halve af hvad vi kunne få billetterne til på internettet, er vi rigtig godt tilfredse. Det var alligevel værd at køre ind på kontoret 2 gange 😉
Vi fortsætter ned til den sydligste by An Thoi med en afstikker til et vandfald og til Sao Beach, som vi har hørt skulle være en meget skøn strand, hvor man kan være helt for sig selv. Hvad vi ikke har tænkt på er, at det er søndag og det betyder, at alle vietnameserne også vil til stranden, så de 2 små restauranter, som ligger på denne ellers øde strand er fulde af mennesker og vandet ligeså. Det er en flot strand med helt hvidt pulversand og klart vand, men den er absolut ikke øde i dag. Vi sidder og får en øl og kikker på alle vietnameserne, som enten bader i cowboybukser og t-shirts og har redningsveste på, da de ikke kan svømme eller ligger og slænger sig i hængekøjer eller spiser. De ser meget afslappede ud alle sammen. Vi synes ikke, at maden her frister, så vi nøjes med en øl inden vi kører videre til An Thoi. Det er som nævnt den sydligste by på øen. En nogenlunde stor by med fiskerihavn. Vi kører lidt rundt i gaderne og på havnen, men det er ikke en by, som vi har lyst til gå rundt i. Vi har set nok ved at køre lidt rundt.
Vi fortsætter op langs vestkysten mod Duong Dong. Det er en rød grusvej, som kører langs den 20 km lange strand. En flot tur men næsten øde. Det er utrolig at se så flot en kyststrækning uden hoteller, men jeg er sikker på, at kommer vi herned igen om bare 5 år, så ser det meget anderledes ud. Lige nu ser vi kun små hytter lavet af bambus og palmeblade eller af blå plastik presening eller af bølgeblik. De er meget fattige på materielle ting her. De lever tilsyneladende af de fisk og blæksprutter de kan fange og sælge på markedet for der ligger små fiskerbåde ud for alle hytterne.
Da vi kommer nærmere vores eget resort kan vi se, at der er ved at blive bygget flere nye store hoteller og vejen er også ved at blive lavet bredere, så måske bliver det næste, at der kommer asfalt på! Det er i hvert fald i støvet affære at køre på den nuværende vej. Når der kommer en taxa eller en lastbil kan vi stort set ikke se en hånd for os, da den røde jord hvirvles op og kun langsomt lægger sig igen.
Vi er tilbage ved resortet ved 2 tiden godt ømme bagi efter at have kørt ca. 70 km på ujævne veje. Vi har kun været på den sydlige del af øen, men den nordlige er stort set lukket land, idet det er militært område.
Sen frokost på Eden og læsning resten af dagen.

(Sol og 30 grader)

8. febr. (Phu Quoc): Solen skinner igen dejligt og perfekt for vores tur. Vi skal på snorkling-tur omkring de 12 små øer, som ligger lige syd for Phu quoc. Iflg. Lonely Planet og diverse brochure skulle det være rigtig godt at snorkle her med krystalklart vand og mange fisk og koraler.
Vi bliver hentet i minibus ud for vores resort og kørt ned til An Thoi på sydspidsen, hvor vi også var i går. Vi er 12 i bussen, hvoraf vi er 5 hvide, 2 svenskere, 1 britte og os og 7 vietnamesere. Vi er lidt spændte på, hvordan det vil gå, men vi kommer ombord på en flot stor båd med 2 dæk, så man både kan sidde i skygge og få sol på topdækket. Vi sejler en times tid og kommer til en ø, hvor der ligger masser af fiskerbåde og flydende “huse” med store net under, som hyttefade, ud for. Vi lægger til ved et af de flydende “huse” og går ombord for at se på deres fisk i nettene. Der er både store og små fisk og krabber og store ækle søsnegle med en lille skal på toppen. Det skulle være en delikat og fin spise, som tidligere var forbeholdt kongen, men for os ser de bare ækle ud 😉 Vietnameserne er ivrige for at fortælle os om fiskene og sneglene og siger, at vi bare skal købe nogle, så vil besætningen tilberede dem for os. Vi køber dog ikke nogle. Der er frokost med i turen, så vi behøver ikke mere mad.
Da vi sejler videre, snakker vi med nogle af vietnameserne, specielt en far og hans datter og veninde, som kommer fra Saigon og taler rigtig godt engelsk. Faren har købt nogle af de ækle søsnegle og kommer stolt op til os efter at besætningen har tilberedt dem. Dvs. skåret skallen af dem og skåret dem i skiver og vist nok kogt dem lidt. Han tilbyder os “hvide” at smage dem. I første omgang siger jeg nej, men da jeg er den eneste er det lidt pinligt, så jeg tager alligevel en skive og dypper den i en blanding af salt, peber og lemon. Det går fint med den første bid, men så kommer jeg til at tænke på, hvad det er jeg spiser og så er det ved at vende sig i mig og jeg må skynde mig at sluge, hvad jeg har i munden og skylde efter med vand. Ulrich spiser den med velbehag, siger han, men skal kun have den ene skive! Svenskeren kaster sit stykke ud over siden, da ingen ser på ham!
Vi standser ud for en anden lille ø og besætningen giver os alle en fiskeline med krog og lod, rullet på en plastikspole og siger, at nu skal vi fiske vores frokost. Ingen fisk—ingen frokost! Vi kaster alle linerne ud og der går ikke ret lang tid før Ulrich har bid, som den første. Det er en fisk på 15 cm 😉 hvis det er den størrelse vi fanger, så skal der rigtig mange til for at vi bliver mætte 😉 Den næste der bliver fanget er dog noget større ca. 25 cm, så der er lidt mere mad! Vi bliver ved en halv times tid og fanger næsten alle en eller 2, men stadig er der ikke meget mad, så vi er spændt på, hvad vi får til frokost.
De næste par øer vi kommer til er for at snorkle. Det er små øde øer med flotte strande, men vi får ikke så meget tid, at vi kan nå at nyde strandene. Vi plasker alene rundt og ser på koraler og fisk. Sigtbarheden er fin inde på lavt vand og vi ser en del fisk og koraler, men det kan ikke helt måle sig med Philipinerne og Great Barrier Reef 😉 Vi er vist efterhånden for forvente og svære at imponere 😉
Det er tid for frokost. Besætningen har haft travlt og tilberedt en flot frokost til os bestående af ris, nudler med grøntsager, suppe med grøntsager, vandspinat, krabber, fisk, blæksprutter, søsnegle og søpindsvin og til dessert ananas. Det smagte helt fantastisk. Søpindsvin har vi aldrig smagt før, så det skulle selvfølgelig også prøves. De smagte godt, men der er ikke meget mad i et søpindsvin og det er et stort arbejde at tilberede dem, så det er ikke så mærkeligt, at det er en dyr spise. Vi så besætningen fange dem med et langt spyd, som de stak igennem dem og inden de tog dem ombord på båden klippede de pikkene af med en saks. Senere blev de klippet endnu tættere, så man kunne holde på dem og klippe bunden ud af dem og rense dem med en lille pind. Det eneste som er tilbage herefter er nogle små “muskler”, som sidder tilbage i skallen, og det er dem, som man spiser direkte af skallen med lidt grønt på!Krabbekløerne måtte vi knække med tænderne. De smagte også fint, som alt det andet, men kroppen afholdt vi os fra, da vi ikke helt kunne se, hvad vi skulle spise og hvad der var affald!
Det var som sagt en rigtig dejlig frokost og vietnameserne var ivrige efter at lære os, hvordan det forskellige skulle spises, både dem som kunne engelsk og de øvrige, så det var alt i alt en god oplevelse at spise sammen med de lokale og få lidt mere viden, som vi ikke får, når vi ellers går på restaurant.
Efter frokost sejlede vi til endnu et par øer for snorkling og herefter tilbage til An Thoi. På vejen tilbage så Ulrich en mantaray, som kom helt op over vandet og slog med sin lange halepisk. Jeg så desværre kun plasket, da den forsvandt under overfladen igen 🙁 Fra An Thoi blev vi kørt til Sao Beach på sydøstkysten, hvor vi også var på Scooter i går. Denne gang havde vi imidlertid stranden næsten for os selv og da vandet havde trukket sig tilbage, var der en rigtig flot kridhvid bred strand og klart vand. Vi havde på tidspunkt badet nok, så vi gik blot lidt rundt og sad og nød synet. Efter en halv time var det tid til at køre tilbage til vores ressort efter en skøn dag i solen og vandet og nogle spiseoplevelser rigere 😉

(Sol og 30 grader)

9. febr. (Phu Quoc): Solen skinner og vi har set, hvad vi mener er værd at se på Phu Quoc, så det er en ren slapperdag på stranden med vores bøger og en gang massage om eftermiddagen, så den røde hud kan få masseret noget olie ind, så den ikke tørrer helt ud og skaller!
Aftensmad på Eden, hvor alle andre på stranden vist også har søgt hen i dag. Der er i hvert fald travlhed og personalet må hele tiden sætte flere borde op, men heldigvis er der jo plads nok på stranden!

(Sol og 32 grader)

10. febr. (Phu Quoc-Singapore): Det er afrejsedag fra Phu Quoc. Flyet går kl. 8.35 til Saigon og herfra videre til Singapore. Vi har valgt at tage over Singapore til Phuket, dels fordi det er billigere end over Bangkok og dels fordi vi vil prøve at få købt et nyt kamera i Singapore, som burde være konkurrencedygtige på priserne, men nu må vi se! Flyene går efter planen. Vi har desværre en ventetid i Saigon på 5 timer, hvor vi godt kunne være nået ind til byen, men vi har ikke lyst! Så vi sætter os på en lille cafe og læser og skriver dagbog m.v. Vi er fremme i Singapore først på aftenen og indlogerer os på Copthorne Kings hotel og går straks over til Funan Digital Mall, hvor vi ved, der er kameraer, da vi også kikkede lidt på dem i august, hvor vi havde et par dage her i Singapore på vej til Bali. Vi får et tilbud, som er rimeligt fordelagtigt, men vil godt lige forhøre os et par andre steder inden vi slår til. Selv om Singapore er en stor by med ordnede forhold er priserne i butikkerne op til forhandling. Sjovt men også anstrengende altid at skulle tinge om prisen. Da butikkerne nu er lukket går vi en tur ned omkring Clarke Qayes og får noget at spise. Vi nyder at gå her langs floden og se på aftenlivet. Her er en dejlig stemning og utrolig flot og rent. En dejlig by, som ikke ville være det værste sted at være udstationeret!

(sol og 32 grader)