Dagbog fra Østrig (2021)

Da vi endnu engang har måtte aflyse vores tur til Alaska p.g.a. Covid-19 og heraf følgende rejserestriktioner, har vi måtte finde på noget andet. I første omgang blev det til en tur til Bornholm i begyndelsen af  maj og en tur til Nordjylland i slutningen af maj. Turen til Nordjylland blev dog kun på 3 dage, da det regnede konstant. Det er ikke sjovt! Vi havde overvejet nogle flere ture til Nordjylland, men da rejserestriktionerne blev ophævet til Tyskland, Italien og Østrig fra den 5. juni, så var vi ikke i tvivl. Vi må sydpå i håb om sol og varme og i hvert fald bjerge at vandre i 🙂 Vi har ikke booket noget på forhånd, så vi må se, hvor vi ender, men vi starter i hvert fald at køre mod Østrig omkring Salzburg, så må vejret afgøre, hvor vi kører hen.

30. juni: Vi skulle have været kørt tidligt til morgen og taget færgen fra Gedser til Rostock kl. 9. Vores planer blev dog ændret i aftes. Vi lige skulle ned og testes for Covid-19, da det kræves for at komme ind i Tyskland, fordi der endnu ikke er gået 14 siden vores 2. vaccinationsstik. Vi har bestilt tid til PCR-test, da den gælder i 72 timer, men for at være sikre på at resultatet foreligger inden vi skal med færgen, starter vi med en kviktest, som jo kun er gældende i 48 timer.
Da de fleste efterhånden er vaccineret, er der ikke kø ved kviktesten, så det går hurtigt og vi fortsætter til PCR-testen. Da vi parkerer kommer resultatet af kviktesten. Ulrichs er som ventet negativ, men det er min IKKE! Min test er positiv. Jeg tror simpelt hen ikke mine egne øjne. Det må være en fejl! Jeg er overbevist om, at det må være en fejl for jeg har absolut ingen symptomer og det kan jo iøvrigt fuldstændig ødelægge vores ferie.
Som sagt tror jeg ikke det er rigtigt. Der er jo mange fejlvisninger ved kviktestene, så vi går roligt ind og får foretaget PCR-testen.
Da vi kommer hjem pakker vi kufferterne og bilen færdig og venter så på, at vi får resultatet af PCR-testen. Vi ved jo, at Ulrich vil få et negativt svar, men pludselig bliver vi lidt nervøse for min. Det bliver en urolig nat. Jeg får ikke sovet så meget. Vågner hele tiden og tjekker telefonen for, om der skulle være kommet svar.
Resultatet kommer først kl.10. Min er positiv. Men det er jeg bestemt ikke. Vores ferie er fra det ene øjeblik til det andet aflyst. Smitteopsporingen ringer. Det gjorde de faktisk allerede i går og bad os om at gå direkte i isolation. Nu er det alvor. Vi kommer ikke til Østrig. Ulrich skal testes igen om 4 og 6 dage og hvis han fortsat er negativ kan han rejse. Jeg er også fri efter 7 dage, men jeg får ikke mit coronapas før om 14 dage, så jeg kan ingen steder komme indtil da. Ikke engang på restaurant i Danmark! Det er godt nok en streg i regningen. Endelig er der åbent for rejser til syden og så bliver jeg smittet uden, at jeg overhovedet ved hvornår eller hvordan. Det er virkelig utur!!!
Vi har overholdt vores isolation til punkt og prikke selv om det er noget kedeligt, at skulle holde sig inden for matriklen og ikke en engang kunne gå ud at handle. Vi har brug Bilka to go, hvor de sætter varerne ind i bagagerummet og en veninde har været sød at købe lidt ind til os, så vi ikke har skullet sulte.
Ulrich er blevet testet 2 gange og begge gange med negativt resultat, så tirsdag den 6. juni er vi fri af isolationen og kan frit gå ud i samfundet bortset fra at jeg ikke har fået mit coronapas tilbage endnu. Jeg har til EU, men jeg har ikke til DK. Efter nøjere studier har jeg fundet frem til at jeg får det på dag 11 og ikke på dag 14, som der ellers står i Coronapas-appen. Ser frem til at få den også. 

9. juli (Hjemmefra – Braunsdorf nord for Leipzig): Nu kan vi ikke styre os mere. Det danske coronapas skal komme i morgen, men som sagt har jeg coronapas til EU, da det nu er mere end 14 dage siden jeg fik det sidste stik og det er kravet for at kunne rejse ind i Tyskland uden at skulle i karantæne. Vækkeuret ringer kl. 5 og bilen er pakket, så vi kan køre sydover kl. 6 og nå færge i Gedser kl. 9. Jeg havde en forventning om, at der ville være kontrol af coronapas for at køre ombord, men det er der ikke og godt det samme, for selvfølgelig kan vi ikke få coronapas-appen til at virke, hverken mit eller Ulrichs coronapas til EU vil komme frem. Heldigvis har vi skrevet dem ud på papir for en sikkerheds skyld, men vi bliver alligevel nervøse. Der er imidlertid ingen kontrol. Vi kører direkte ombord.
Så meget desto større er nervøsiteten, da vi kører fra borde i Rostock for hvis de ikke vil godkende vores papirudgave bliver vi så sendt tilbage og får lov til at betale en færgebillet mere, eller hvad vil der ske?
Endnu engang har vi eller rettere jeg være nervøs til ingen verdens nytte. Der er overhovedet ingen kontrol, så vi kører direkte fra borde og ned af motorvejen mod Leipzig, som vi har sat som dagens mål. Vi skal først være i Østrig på mandag, så vi har rigelig tid til at køre de ca. 1250 km.
Vi skulle ilfg. GPSén kunne være fremme kl. 14:30, men det holder jo normalt ikke og det gør det heller ikke i dag. Det går fint de første par timer, men så siger GPS´en pludselig, at det vil tage 3 timer at køre 100 km på motorvejen. Det hænger ikke helt sammen eller gør det? For det første begynder det at regne temmelig kraftigt, hvilket nedsætter farten væsentligt og derudover er der vejarbejde og der er sket en ulykke, som skulle forsinke turen med 2 timer og 23 minutter! Vi vælger derfor at køre af de små veje og så kommer det næsten til at passe. Vi finder et hotel i en lille by Braunsdorf lidt uden for Wittenberg og nord for Leipzig kl. 17. Vi er ikke helt nået vores mål, men som sagt har vi god tid og det er også rart ikke at blive for træt til at køre.
De er søde på hotel Luther Birke og finder et værelse til os selv om vi ikke har reserveret i forvejen. Det er tilsyneladende det sidste værelse, som de normalt bruger som eneværelse, men der er 2 enkeltsenge, så det er fint for os.

10. juli (Braunsdorf – Ingolstadt): Vi gik tidligt i seng i går og sov igennem til kl. 8, så vi har trængt til at sove efter den lange dag i går. Solen skinner fra en skyfri himmel, så det er ikke svært at komme op.
Vi får dejlig morgenbuffet inden vi kører ind til Wittenberg, som ligger ved Elben i den tyske delstat Sachsen-Anhalt og har ca. 45.000 (2020) indbyggere. Byen er mest kendt på grund af Martin Luther, der i 1517 offentliggjorde sine 95 teser på døren til Slotskirken, hvilket blev indledningen til reformationen.
Vi går en tur i byen, som er meget flot med de gamle bygninger og kirke og man er ikke i tvilv om at Martin Luther har været her. Han står på torvet i bronse og Slotskirken er fyldt med ham og hans 95 teser er gengivet på bronsedøren til slotskirken. Den oprinde dør, hvor han skrev dem på var af træ, men den brændte i 1760 og er erstattet af en ny bronsedør. Vi er inde i kirken, som er mægtig flot og også oppe i kirketårnet, hvor man kan se ud over hele byen. Flot syn.
Efter et par timer må vi videre. Vi har reserveret hotel i Ingolstadt, som også skulle have en flot Alt stadt, som vi gerne vil se. Vi gjorde også stop i Ingolstadt sidste år, men den gang havde vi ikke tid til at komme ind i den gamle by, så nu skal det være.
Der er ca. 400 km at køre og i modsætning til i går, så går alt glat. Næsten ingen vejarbejde og absolut ingen køer, så efter ca. 4 timer er vi fremme ved vores hotel Adler, som ligger lige midt i den gamle by. Det er en perfekt beliggenhed og vi kan oven i købet få vores bil parkeret inde i hotellets gård, så den også står trygt. Vi sætter blot kufferterne op på værelset og går derefter ud i byen, hvor der er mange mennesker, da det er lørdag. Her er meget hyggeligt. Det er ikke en rigtig gammel by med toppede brosten og bindingsværkshuse, som jeg troede, men dog alligevel hyggelig med en masse cafeer og restauranter, som jo specielt i dette skønne vejr – sol og 27 grader – er fyldt op. Vi sidder først og får en øl og kikker på folk og efterfølgende finder vi en biergarten, hvor vi kan få vores elskede wienerschnitzel. Tilbage i gaden ud for vores hotel er vi ikke i tvivl om, at vi er i byen for Audifabrikkerne. Der kører den ene flotte Audi efter den anden forbi. Det er rigtig show of tid, sådan en lørdag aften, så vi får set alle modellerne 🙂

11. juli (Ingolstadt – Salzburg): Efter en skøn eftermiddag og aften i går med sol og varme, er vejret helt anderledes her til morgen. 17 grader og regnvejr – øv. Vi får skøn morgenmad på hotellet og bliver enige om at med det vejr, så skal vi finde en indendørs aktivitet. Da vi nu er i Audi-land her i Ingolstadt, så vælger vi at tage ud til Audi Forum, hvor der bl.a. er Audi-museum. Vi ville gerne have været på fabriksbesøg, men det viser sig at fabrikkerne er lukket ned p.g.a. Corona, så der er kun virtuelle rundvisninger på fabrikkerne. Vi må altså nøjes med museet. Det er nu ikke så ringe endda. Der er biler tilbage fra 1928 og op til i dag og derudover motorcykler fra NSU og DKV. Lige da vi kommer ind af døren til museet bliver vi mødt af Tom Kristensen på storskærm, det er da en velkomst man kan glæde sig over 🙂
Efter et par timer rundt mellem de flotte gamle og nye biler må vi videre. Vi sætter GPSen til Salzburg. Det skulle være en køretur på ca. 2,5 time plus/minus.
Det kører fint i starten, men vi løber snart ind i elastikkørsel, hvor vi er helt nede at holde stille. Der er egentlig ikke så mange biler på vejen, men alligevel er der nedsat fartgrænse og kødannelse ind i mellem. Det ender med at tage næsten 4 timer at nå vores hotel Am Neutor i Salzburg. For første gang på turen skal vi vise vores coronapas ved indtjekning på hotellet men til gengæld er det ikke nødvendigt med mundbind. Vi får et udmærket værelse og mens vi lige sidder og tjekker restauranter ud for aftensmad, kommer solen lige så stille igennem og temperaturen stiger. Vi bevæger os ud i byen. Det viser sig, at vi kun bor 3-400 meter fra den gamle by. Vi skal blot gå igennem bjerget i en tunnel, så er vi lige i smørhullet. Salzburg er virkelig en skøn by. Alt er flot og velholdt selv om det er gamle bygninger. Her er bare så skønt og hyggeligt med store flotte pladser og bygninger og oppe over det hele på Festungsberg knejser Festung Hohensalzburg, som er byens vartegn. Med en længde på 250 meter og en bredde på 150, er det et de største middelalder borganlæg i Europa.
Da vi ikke er sikkre på, hvordan vejret er i morgen, og vi gerne vil op og se fæstningen Hohensalzburg, så sætter vi kurs mod tandhjulsbanen, som kører op til borgen. Det virker dog noget besværligt med coronaregistreringer for at komme med banen op, så vi vælger i stedet at gå derop. Det er en stejl og varm tur på et lille kvarter, men vi trænger til motion efter de seneste dage i bilen, så vi tager turen i stiv arm. Oppe ved borgen slipper vi dog ikke for coronaregistrering og minutiøs gennemgang af vores coronapas inden vi bliver sluppet ind.
Inden for murerne er vi blevet tørstige, så vi starter med at få en dejlig stor kold øl inden vi begiver os rundt på borgen. Det er et meget imponerende bygningsværk, men udsigten er mindst lige så imponerende. På toppen er der 360 grader udsigt ud over Salzburg og de omkringsliggende bjerge. De sydligste med sne på toppen. Vi bliver lige betaget at synet af bjergene hver gang vi ser dem. De er bare så flotte og her i eftermiddags/aftensolen og den helt blå himmel er det et helt fantastisk syn, som man ikke kan blive træt af.
Kl. 19 forlader vi borgen for at gå ned at finde noget aftensmad. Borgen lukker kl. 20, så vi er nogen af de sidste deroppe. Nede i gaderne er der ikke mange mennesker. De er formentlig ved at gøre klar til at se EM-finalen i fodbold mellem Italien og England. Vi ender på en italiensk restaurant på et stort torv. Vi får vores mad, men tjenerne har travlt med at på lukket ned, så de også kan komme ind og se fodbold, så vi sidder der ikke længe. Vi føler lidt at vi er til besvær!
Hjemme på hotelværelset ser vi også den spændende finale, som heldigvis bliver vundet af Italien efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

12. juli (Salzburg – Mühlbach): Solen skinner fra en skyfri himmel, da vi vågner. Det er bare så dejligt. Vi frygter altid regn, når vi er i Østrig :-). Vi får dejlig morgenmad på hotellet inden vi sætter os i bilen for at køre til Mühlbach, hvor vi har lejet en lejlighed for de næste 6 nætter.
Det er en virkelig skøn tur sydover af hovedvej 159, som snoer sig mellem bjergene og igennem små flotte byer. Der er også en motorvej, som vi næsten kører parallelt med, men vi vil hellere køre af hovedvejen. Herfra ser vi mere og kan nyde turen.
Da vejret er så fint, som det er, vil vi gerne op at vandre. Vi har sagt til udlejer af lejligheden, at vi først kommer kl. 15, men da vi nu alligevel kører lige forbi lejligheden, prøver vi at køre ind og se om vi kan få nøglen. Det er slet ikke noget problem. Hun er simpelthen så sød og får hurtigt vist os lejligheden og udstedt Hochkönig Card til os, så vi bl.a. kan komme gratis med svævebanerne i området. Lejligheden, som ligger i et lille kompleks med 6 lejligheder kaldet Bergtraum, er virkelig flot. Næsten ny og flot indrettet med 2 soveværelser og stor altan og køkken og stue i et. Vi er meget tilfredse.
Som sagt vil vi gerne ud at vandre i det fine vejr, så vi tager straks vandreskoene på og rygsækkene på ryggen og går de 20 minutter op til svævebanen Karbachalm.
Der er en restaurant oppe, hvor svævebanen ender, men der er også et lille vandområde til børn, så der er selvfølgelig mange børn og deres forældre. Det er sikkert dejligt for dem, men vi foretrækker mere ro, så vi kikker på vandrekortet og finder en rute, som ikke ser hverken lang ikke svær ud. Det er jo altid sin side af sagen af se på et fladt kort og så komme ud på ruten! Det er ikke en svær rute op til Schneeberg 1921 m og Schneeberg kreutz 1938 m, men der er dog alligevel små 400 højdemeter og da vi overhovedet ikke er i form, så puster vi noget på vejen op og sveder også ganske pænt 🙂 Men anstrengelserne er jo fuldstændig glemt, når man står på toppen og kikker ud over bjergene. Det giver på en eller anden måde en indre ro at stå og kikke ud over de høje bjerge, som ligger i både Østrig, Tyskland og Italien.
Fra Schneeberg går turen ned på den anden side af bjerget til Klinglalm, som er et sødt lille spisested drevet af et ungt par. Her får vi hver et speckbrot og en radler. Det smager fantastisk og det er dejligt at sidde på dette lille sted, hvor der kun kommer enkelte vandrere. Vi er kommet langt væk fra horderne – skønt 🙂
Efter en times tid må vi desværre videre. Vi skal gerne nå den sidste svævebane ned fra Karbackalm, da vi ellers skal gå hele vejen ned og det er jeg ikke sikker på, at vores ben kan klare i dag. Iflg. skiltene skulle det tage 50 minutter at gå tilbage og vi har 90 minutter, så det skulle være rigelig med tid, men vi har allerede i dag set at tidsangivelserne kan være meget forskellige fra vores tempo både til den ene og den anden side, så vi sætter det hurtige ben forrest. Det meste af vejen er igennem skov med mange rødder, som skal forceres, men i modsætning til det sidste stykke ned til Klinglalm, så er stien her nogenlunde tør, så vi kan gå i et pænt tempo og vi når da også frem til svævebanen i god tid inden den lukker kl. 17.
Det har været en skøn første vandretur omend den har været varm i den stegende sol og 27 grader. Vi har tilbagelagt 8,3 km og 538 højdemeter. Se turen her.
Hjemme i lejligheden sætter vi os på terrassen med en velfortjent gin-tonic, men det ender med at vi må gå indenfor. Der er for varmt på altanen. Det havde vi ikke lige ventet 🙂
Aftensmaden indtager vi på hotel Alpenrose lige ovre på den anden side af vejen. Det kan ikke være lettere og de har en dejlig stor terrasse, hvor man sidder udenfor og nyder den varme sommeraften.
Hvis hver dag i Østrig bliver som denne, så skal vi bestemt ikke klage.

13. juli (Mühlbach): Træerne vokser ikke ind i himlen! Det er skyet til morgen og vejrudsigten lover regn hen på eftermiddagen. Vi er i Østrig. Vi kan ikke forvente sol fra en skyfri himmel hver dag, selv om det selvfølgelig ville være at foretrække.
Vi lader dog ikke vejret skræmme os. Vi har stadig formiddagen til at komme ud at vandre, så efter morgenmaden, som iøvrigt er ganske udmærket her på vores aparthotel, går vi op og tager vandrebussen op til Arthurhaus, som ligger 20 minutters kørsel oppe af bjerget. Arthurhaus er et hotel, men også udgangspunkt for en del vandreruter.
Vi har valgt en rute, som går lige neden for de mere barske grå klippeskrænter op mod Hochkönig massivet. Det er ikke en speciel krævende rute, da der ikke er så mange højdemeter i den, men det er passende til os, da vi jo lige skal have gang i benene, som ikke for alvor har vandret det sidste år. Vores motion/gang har mest været på golfbanerne. Det er en panoramarute og da den som sagt ikke er så krævende er der rigtig mange mennesker, som går den. Der er ikke fuld gang i turismen p.g.a. corona, så jeg tør ikke tænke på hvor mange mennesker, der ville være hvis det var “højsæson” uden corona.
Det er en flot tur selv om der ikke er fuld sol og blå himmel, og temperaturen er også passende til vandring og vi får ikke nogen regn overhovedet på turen. Efter 3 timer har vi tilbagelagt de ca. 9,5 km til Erichhütte, hvor vi passende kan få frokost. Undervejs har vi passeret 3 hytter, men ingen af dem har været åbne. De har ruhetag om tirsdagen! En enkelt har dog været så venlig at sætte en kasse radler og en kasse limonade i et vandtrug med rindende koldt vand, så de er dejlig kolde og kan købes ved at lægge penge i en lille box. Vi får os en radler og snakker med et hollandsk par, som også bor på vores aparthotel. De har taget bussen til Erichhütte og dermed gået turen den modsatte vej.
Vi sidder og spiser i halvsol, men hurtigt skifter vejret. Skyerne trækker sammen og det begynder at blæse. Vi får hurtigt benene på nakken og gået de sidste par kilometer ned til hovedvejen, hvor vi kan tage bussen tilbage til Mühlbach. Vi får stadig ikke nogen regn og hjemme på hotellet sidder vi og slapper af på altanen. Først ved 6-tiden kommer der pludselig lyn, torden og regn, men det driver dog forholdsvis hurtigt over.
Vi er nede i Spar, som ligger lige ved siden af lejligheden og købe lækkert spæk, forskellige små pølser og flute m.v. til tapas og hvidvin og hygger os med det på altanen. Det er rart at kunne lave lidt mad selv i stedet for at skulle ud på restaurant til alle måltider.
Dagens vandrerute kan ses her.

14. juli (Mühlbach): Efter aftenens torden er det flot vejr da vi vågner med sol og blå himmel, men da vi har været i bad og spist morgenmad er skyerne trukket sammen og solen væk – øv. Heldigvis regner det ikke, men det er ikke specielt varmt. Vi vil stadig op og vandre, så vi går op til Karbackalm kabineliften og tager den op. Regina, værtinden på hotellet, har anbefalet en rute den modsatte vej af forleden, og den har vi valgt. Den går via en smal lille skovsti, hvor der er rigtig hyggeligt og en masse blåbær-buske, så det tager sin tid at komme frem. De små blåbær smager godt, så vi spiser en del. Måske p.g.a. vejret er der ikke så mange mennesker. Vi føler næsten, at vi har bjerget for os selv og vi hører kun fuglene og små bække, der klukker. Efter en times tid kommer vi desværre ud på en grus-skovvej, som ikke er særlig spændende og samtidig går den op, op og op. Det er lidt kedeligt, men heldigvis er der da med mellemrum udsigt ud over dalen ned til Mühlbach og Hochkönig kan også ses en i mellem, når skyerne ikke dækker dem.
Vi når Pronebenalm efter ca. 3 time. Det er vores frokoststed. Et hyggeligt lille sted med køer, æsler og kaniner og en fantastisk udsigt ud over Mühlback og bjergene. Regina har anbefalet dette sted fordi de laver almindelig husmandskost og ikke pommes frites og cafe latte 🙂 Vi prøver deres kaspresknödelsuppe og speckknödelsuppe. De smager begge rigtig godt og de koster kun 5,5 euro stykket. I det hele taget er vi overrasket over prisniveauet på de forskellige spisesteder oppe i terrænet. Det er forbavsende billigt og utrolig lækkert. Når vi spiser frokost inkl. 2 halvliters radler kommer vi ikke over 20 euro.
Desværre er det lidt koldt at sidde her, da solen ikke rigtig kan komme igennem og iflg. vejrudsigten skal der komme regn og torden inden for et par timer, så vi må se at komme ned af bjerget inden da. Det første stykke ned er igen på en hyggelig skovsti, men det sidste stykke er på asfaltvej.
På vejen ned kommer solen og det ser bestemt ikke ud til at blive hverken regn eller torden, men vi tager fejl. Da vi kommer hjem og lige tager en lille lur, bliver vi vækket ved tordenbrag og hagl, som hamrer ned! Godt vi er nået indendørs. Det ville have været en kold omgang. En time senere kommer solen dog frem igen. Det er virkelig et omskifteligt vejr her i bjergene.
Vi har i dag tilbagelagt ca. 13 km på ruten mellem Karbachalm og Mühlbach. Ruten kan ses her.

15. juli (Mühlbach): Flot vejr da vi vågner, men skyerne begynder at komme, da vi har spist morgenmad.
Vi tager vandrebussen op til Arthurhaus, hvorfra dagens rute går op over Mitterfeldalm. Det er på grusvej hele vejen derop og med en jævn stigning, så vi får gang i benene uden af blive overanstrengt. Efter 45 minutter er vi fremme ved Mitterfeldalm. Her er lidt koldt og der ligger store hvide flader med 1,5 cm store hagl fra gårsdagens haglbyge. Det må have været meget voldsomt heroppe med alle de hagl, der fortsat ligger. Da det som sagt er lidt koldt og det også er tidligt på formiddagen springer vi pausen over og går videre. Vi har set at vi kan gå en tur på omkring 9 km, som virker overkommelig mht højdemeter. Da vi har gået 3-400 meter tjekker Ulrich lige sin GPS og opdager at vi er på den forkerte rute. Vi er på vej op mod Matrashütte i 2914 meters højde! Det var absolut ikke planen, og slet ikke med de usikre vejrudsigter vi har, hvor der kan komme regn fra middagstid. Vi vender derfor om og finder den rigtige rute, som vi er overbevist om at vi er ene om at gå. Det er ned over en våd eng, hvor køerne har trådt dybe spor, så vi må hoppe fra tue til tue for ikke at få våde fødder og der er tilmed temmelig stejlt ned!
Efter at have kæmpet os ned af tue-engen kommer vi ind på en hyggelig men meget smal skovsti. Det er noget bedre end den våde hullede eng 🙂
Resten af turen giver ikke de store udfordringer ud over lidt højdemeter. Vi møder kun 1 par på hele turen, men det er måske også forståeligt. Dels var nedgangen svær at finde fra Mitterfeldalm og dels er den svær og våd til start.
For første gang i år er vi i et område med Murmeldyr. Den første vi ser har indtaget en lille hygge, hvor den sidder i døråbningen og holder vagt og da jeg nærmer mig fpr at fotografere den giver den et øredøvende højt skrig, så jeg bliver vildt forskrækket, og forsvinder. Da jeg går væk, kommer den dog frem igen for at se hvad der foregår 🙂 Senere på ruten ser vi mange af de små pelsdyr som popper op af jorden og forsvinder lige så hurtigt.
Tilbage ved Arthurhaus og Sweizerhütte får vi en hurtig radler. Det er blevet lidt koldt. Skyerne har trukket sammen og der er lidt vind. Vi venter med frokost. Det er vist bedre at komme ned fra bjerget inden regnen kommer.
Lige da vi står ind i bussen for at køre ned begynder det at regne og da vi er hjemme i lejligheden vælter regnen ned, så vi fik timet nedturen perfekt.
En time senere kan vi dog sidde på altanen og nyde en gintonic i strålende sol. Bjergvejr er forunderligt 🙂
Vores vandretur inklusiv lidt billeder kan ses her.

16. juli (Mühlbach): Det er overskyet og de lover ikke så godt vejr i dag, så vi skal finde på noget andet end at vandre oppe i terrænet. Vi har i forbindelse med hotelovernatningerne fået et Hochkönig card, som bla giver gratis ture med busser og svævebaner og rabatter diverse andre steder. Vi går nu i gang med at se hele den tilhørende guidebog igennem for at finde inspiration til en dag med måske regn. Vi vælger at køre de ca. 30 km til Kitzloch klamm. En kløft der iflg. guidebogen er en af de smukkeste og mest imponerende kløfter.
Selv om solen ikke skinner er det en flot tur gennem bjergene til Kitzloch klamm og det er også en meget flot kløft, hvor man får på dels udhuggede stier og tunneller i klippevæggene og dels træbroer, som er hæftet på klippevæggene.
Der er også mulighed for at prøve kræfter med klatring. Det er nu ikke noget for os, men vi kan se hvor klatrene kan hæfte sig op af de lodrette klippesider og wirerne, som er spændt ud over kløften, som de kan gå på for at krydse dybet. Det ser vildt angstprovokerende ud!
Vi nøjes som sagt med at gå på de mere sikre gangbroer og nyde udsigten ned og op. Det er nogle meget fine hulninger, som vandet har lavet i bunden.
Efter denne skønne tur igennem kløften kører vi rundt i området, som du kan se her. Vi skal have fundet et nyt overnatningssted til om 2 dage, hvor vi skal forlade Mühlbach og vores skønne lejlighed. Når man sidder derhjemme og kikker på google map og surfer på internettet er der uendelig mange muligheder, men det er svært at forestille sig, hvordan områderne er i den virkelige verden, så det er rart at efterprøve nogle at stederne inden man får låst sig fast på et overnatningssted. Jeg havde hjemmefra set på Dortgastein og Bad Hofgastein, som skulle have nogle gode vandreområder og vi starter derfor med at køre dertil. Dorfgastein er en hyggelig lille by, hvor vi vælger at spise frokost, og kunne godt være en kandidat, men vi kører alligevel videre til Bad Hofgastein længere inde i dalen. Det er nu begyndt at regne temmelig meget og måske farver det også vores indtryg, men i hvert fald er Bad Hofgastein ikke en kandidat. Det er al for stor en by og ligner for meget en almindelig by. Vi vil hellere have de mindre hyggelige byer med små snoede gader.
Da vi kører ud af dalen og tilbage mod Bischofhofen og Mühlbach kommer der stilte til Wagrain og det er i hvert fald et godt skisportssted, så det er formodentlig også et godt vandreområde. Vi skal i hvert fald lige tjekke det ud 🙂 Desværre regner det stadig, så vi har ikke lyst til at gå tur i byen, men det vi ser fra bilen kan vi rigtig godt lide og vi har en bekendt, som altid poster billeder fra Wagrainerhof, hvor han tager på skiferie. Det kører vi lige forbi og synes også godt om det vi ser, så hvis der ellers er ledigt, så ved vi, hvor vi skal bo fra om 2 dage, hvor vejret også skulle blive bedre med sol og varme.
Afklaret med hvor vi skal bo, kører vi hjem til Mühlbach. Vi har haft en god dag på trods af, at vejret ikke har været helt optimalt. Vi kan jo heller ikke forlange sol fra en skyfri himmel hver dag, men det er lidt irriterende at læse om hedebølge i Danmark, når vi har snusket vejr 🙂
Bortset fra det så skal vi være ret tilfredse, når vi ser billeder fra de store regnmægder og katastrofale ødelæggelser, som oversvømmelser har medført i det vestlige Tyskland og Belgien. Store områder er ødelagte, huse er revet med af vandmasserne og op mod 100 mennesker er døde og 1200 er savnet.
Vi skulle få en snert af regnvejret de næste 2 dage, men forhåbentlig bliver det ikke så slemt, som i Tyskland!

17. juli (Mühlbach): Der er regn fra morgenstunden og det bliver ikke bedre i løbet af dagen, så der er dømt indedag og afslapning i lejligheden. Når vi kikker ud af vinduerne, er der ikke en eneste bjergtop at se. Alt er indhyldet i lavthængende skyer. Vi læser og ser fjernsyn hele dagen og er kun ude sidst på eftermiddagen, hvor der er et kort optog af byens frivillige brandfolk, som også skulle have holdt en kæmpe fest på pladsen lige ved siden af vores lejlighed, men den er heldigvis flyttet til et andet sted under tag på grund af regnvejret. Det er vi ikke kede af 🙂 Iflg. Regina vores værtinde ville det have været fest og høj musik hele aftenen og natten!
Derudover er vi ude at spise til aften på en restaurant lige tæt på som hedder Anderlwirt. Det er et meget hyggeligt lille sted og man spiser rigtig godt. Det er Østrigsk husmandskost og vi får Gröstl med spejlæg og apfelstrudel med flødeskum.
Det har regnet det meste af dagen og det tager til til aften. Vi begynder at blive nervøse for vi kan se at vandstanden i floden, som vi bor lige op af, stiger meget hurtigt og vandet buldrer voldsomt, så vi kan høre det oppe i lejligheden.
Det bliver en lang nat. Vi er oppe flere gange for at tjekke vandstanden i floden! Først ved 2-tiden er det som om vandstanden har stabiliseret sig og måske en lille smule faldende. Vi falder i søvn og vågner igen ved 5-tiden. Der kan vi se at vandstanden er faldet, så vi kan roligt sove videre.

18. juli (Mühlbach – Wagrain): Vi har som sagt ikke sovet så meget i nat p.g.a. vandstanden i floden og da vi ser nyhederne, har vores bekymringer ikke været helt uden grund. Floden i Salzburg (Salzach) er gået over sine bredder flere steder og skabt store ødelæggelse. Biler svømmer rundt i gaderne og huse er oversvømmede. Flere veje bl.a. hovedvej 159 igennem Hallein er spærret og der er store ødelæggelser i byen. Vi kørte igennem selv samme by på vores vej herned og den ligger kun 40-50 km herfra. Vi er glad for, at vi skal væk fra floden her i Mühlbach i dag. Vi skal videre til Wagrain, som ligger lidt højere end Mühlbach og der er ikke nogen flod lige op af vores hotel. Vi er så forhåbentlig uden for fare!
Vi tjekker ud og siger farvel til Regina. Bortset fra floden her det sidste døgns tid, så har det været et skønt sted at bo. Meget flot og stor lejlighed og roligt beliggende. Alt har klappet.
Vi kan først tjekke ind på Wagrainer Hof kl. 14, så vi skal fordrive tiden indtil da. Det regner fortsat om end ikke så meget, så vi vælger at køre rundt i området. Vi er helt nede i bunden af nabodalen og også i vores egen dal, som ender ved Jägersee. Begge dale er mægtig flotte med de høje bjerge på begge sider. Det er ikke alle bjergtoppene vi kan se p.g.a. skyerne, men til gengæld er der en masse vandfald, som har rigelig med vand.
Vi tjekker ind på Wagrainer Hof kl. 13 og får et dejligt værelse. Det er selvfølgelig ikke så stort som lejligheden vi kommer fra, men mindre kan også gøre det :-).
Det er et all inclusiv hotel, hvilket vi egentlig ikke er interesseret i. Da vi bare skal have morgenmad og aftensmad. Om dagen er vi alligevel ikke på hotellet, men hvis vi kun vil have morgenmad skal vi betale mere, så det giver ikke mening!
Vi går en lille tur i byen og slapper af på værelset inden vi går ned til aftensmaden. Det er dels buffet og dels valg af hovedret mellem 3 ting og dessert mellem 2 ting. Det er rigtig lækker mad og der er også fri drikkevarer til, så alt ville være godt, hvis det ikke lige var fordi vi har en familie med 3 børn siddende ved siden af, som skal til buffetten konstant og hænger ind over vores bord hver gang. Det passe os bestemt ikke og slet ikke i denne corona-tid, hvor der godt må være lidt afstand til andre mennesker, selv om vi er vaccineret fuldt ud. Så da overtjeneren kommer og spørger os om alt er som det skal være, kan vi ikke lade være med at gøre opmærksom på at vi synes vi sidder for tæt. Det tager han meget seriøst og vil finde en andet bord til os. Inden vi er færdig med at spise kommer han tilbage og siger at vi har et andet bord fra i morgen tidlig. Det er i et andet lokale og vi får oven i købet et 4-mandsbord, så det ser fint ud. Vi går fortrøstningsfuldt derfra og sætter os op i sky baren på 7. sal, hvor man sidder uden for og kikker ud over bjergene. Det er så skønt med en gin tonic at slutte dagen af med.

19. juli (Wagrain): Juhuuu. Det regner ikke, da vi vågner og der er huller i skyerne. Solen prøver at komme igennem og det lykkes også fra tid til anden.
Morgenmaden indtager vi ved vores nye bord. Vi har et lokale helt for os selv, hvilket er skønt, men overtjeneren skynder sig at sige, at der altså kommer flere gæster til aften. Det må vi så finde os i 🙂 Det er iøvrigt en flot morgenbuffet med alt, hvad man kan ønske sig.
Vi har planlagt en vandretur på ca. 15 km fra Jägersee inde i bunden af dalen og op til Kappenkarsee. Det er lidt længere end vores tidligere ture og der er også lidt flere højdemeter, men vi har ikke haft problemer efter de andre ture, så vi føler godt, at vi kan lægge lidt på. Der er vandrebusser ud til Jägersee, men da busserne ikke er gratis, vil vi hellere have friheden ved selv af køre og kunne komme hjem, når det passer os. Vi pakker derfor rygsækkene med det fornødne og kører ud til Jägersee. Der er kun 2 biler på parkeringspladsen, så vi tænker, at vi næsten får stien for os selv.
Jägersee er utrolig flot her til morgen. Den er spejlblank og der lægger en dis hen over den og bjergene spejler sig. Det er så flot og så er der næsten helt stille. Vi hører kun fuglene og et nærliggende lille vandfald. Det er en skøn stemning.
Efter 4 km er der en parkeringsplads, som man kan køre ind til, hvis man vil korte turen af op til Kappenkarsee. Det viser sig, at det er der rigtig mange, der gerne vil, for her holder der mindst 20 biler, så vi bliver ikke helt så alene på stien, som vi havde troet 🙂
Det er en flot omend lidt anstrengende tur op til Kappenkarsee. Der er ca. 700 højdemeter som er forholdsvis koncentreret over nogle få kilometre, så vi får bestemt varmen, hvis vi ikke havde den i forvejen. På vejen op har vi skønne udsigter ud over bjergene og ned igennem hele dalen til Kleinarl og vi passerer store og små vandfald. Et må vi endnu krydse med våde støvler og strømper til følge. Det er umuligt at passere uden at få våde sko og strømper med mindre man selvfølgelig tager dem af, hvilket nogle gør, men det tør vi ikke. Man kan jo ikke se om der er skarpe klipper under vandet, så hellere få våde støvler end skadede fødder. Vandet er koldt, og det køler fødderne dejligt.
Kappenkarsee ligger flot mellem bratte høje forrevne bjerge på den ene side og mere bløde grønne bjerge på de øvrige sider. Det er et skønt syn. Der er en lille hytte i starten af søen Kappenkarseealm, men Ulrich synes vi skal få videre til den næste hytte, som ligger i den anden ende af søen – Kappenkarseehütte. Her får vi dejlig frokost siddende på en terrasse med udsigt til søen og de høje bjerge omkring. Det er bare så flot og heldigvis bryder solen også rigtig igennem nu, så vi kan tørre vores våde bluser og strømper! Når man sidder her i solen, så er det alle anstrengelserne værd.
Vi ser bla. op på en bjergtop, hvor en vandrerute fører op. Vi kan se bitte små mennesker, der snoer sig op af bjerget og en belgier, som sidder ved siden af os, beslutter sig også for at han skal derop. Det er yderligere 600-700 højdemeter. Det bliver ikke os. Vi skal også kunne gå i morgen.
Efter en dejlig frokost og pause går vi tilbage til bilen igen. Det er næste samme vej tilbage, så vi kender turen. Vi er tilbage ved bilen ved 4-tiden efter en skøn tur, men med lidt trætte ben efter 19 km. Du kan se turen her.
Hjemme på hotellet sætter vi os op i sky bar på et par liggestole og hviler benene og kikker ud over bjergene. Solen er fremme og det er lige ved at være for varmt at sidde her og vi bliver da også lidt forbrændte, da vi har svedt solcremen af.
Vi trækker tiden til aftensmaden, så vi forhåbentlig kan sidde lidt for os selv i stedet for som i går, hvor vi kom lige da, der blev åbnet og alle skulle have mad. Vi bliver dog overrasket. I salen hvor vi har fået vores nye bord sidder der 3 børnefamilier. En med en baby på under et år, en anden familie med en på 3-4 år og en tredie familie med 5 børn!!!! Vi tror det er løgn. Vi skal spise midt i en børnehave og de er bestemt ikke færdige med at spise selv om det er en time siden der blev åbnet. Det bliver en meget hurtig aftensmad. Vi er de sidste der kom, men også de første der går. Det her går bare ikke. Vi skal ALDRIG mere på et all inclusiv hotel. Der er bare alt for mange børn. som ikke kan sidde stille.

20. juli (Wagrain): Der er desværre skyer, da vi vågner, men de lover lidt opklaring op af dagen. Vi har sat vækkeuret til en halv time tidligere, så vi kan komme ned inden børnefamilierne forhåbentlig er oppe. Vores plan lykkes. Vi sidder næsten for os selv og kan nyde morgenmaden uden skrigende eller støjende unger 🙂
Efter mogenmaden gør vi klar til at komme op at vandre. Vi vil køre over i dalen ved siden af til Flachau og tage liften op, da Flying Mozart lige bag hotellet er lukket p.g.a. ombygning. Hvilket den iøvriget har været i 2 år!
Vi er helt klar, men da vi står ved bilen og kikker op over bjergene, ser det absolut ikke lovende ud. Der hænger meget mørke skyer over alle toppene, så det er vist ikke i dag, at vi skal op i højderne. Desværre.
Vi ændrer hurtigt plan og kører en tur i området i stedet for. Først til et outletcenter i Eben im Pongau, hvor jeg får købt et par shorts og en cykelhjelm 🙂 Herefter kører vi videre op til Ramsau am Dachstein, hvor vi også var for nogle år siden. Det er der, hvor tv-serien Bergretter, er optaget. Det er et flot område med Dachstenmassivet som baggrund. 
Efter Ramsau fortsætter vi til Radstadt, hvor vi også har boet før og spillet golf, men vi har ikke været inde i selve byen. Den får vi nu set og spist frokost inden vi fortsætter at små bjergveje hjem igen. Det er en meget smuk tur og vejret bliver også bedre og bedre, så vi kunne nok godt være kommet op og vandre, men nu blev det til en køretur i stedet og vi fik hvilet benene, så der er flere kræfter til i morgen, hvor de lover godt vejr hele dagen.
Hjemme på hotellet, starter vi i skybar og kommer sent til aftensmad i håb om at børnefamilierne er færdige. Det er de imidlertig ikke, så det bliver en meget hutig aftensmad og så ellers op på værelset, hvor vi kan hygge os uden støj fra børn!

21. juli (Wagrain): Juhuuu. Solen skinner fra en skyfri himmel, som der også var lovet. Herligt, så kan vi komme op og vandre. Vi har gentaget successen fra i går og stået tidligt op, så vi kan være i restauranten kl. 7.30, hvor de åbner og nyde vores morgenmad uden børnefamilierne.
Straks efter morgenmaden er vi klar til at gå ned til liften Grafenbergbahn, som ligger ca. 500 m fra hotellet. Det er en kabinelift som bringer os op i ca.1700 meter. Herfra har vi valgt en rute, som går over 2 højdepunkter – Kirzstein/Gabel og Penkkopf. Kirzstein/Gabel er på 2.039 m og det er en temmelig krævende tur at gå derop. Stien er meget stejl og vi må stoppe flere gange for at få vejret og sveden springer frem og løber ned af panden.
Det er dog alle anstrengelserne værd, da vi når toppen. Der har været flotte udsigter hele vejen op, men på toppen kan vi se 360 grader rundt til alle bjergtoppene, nogle med sne på. Det er så skønt at stå der og smukt er det hele vejen rundt.
En top er ikke nok for os, så vi går lidt ned fra den første og derefter op igen og hen over bjergkammen til Penkkopf i 2.011 m. Den er ikke så hård at komme op til men vi går på nogle stier, som er meget smalle og der er dybt og stejlt ned, så man skal ikke lide for meget af højdeskræk eller også skal man lade være med at kikke ned og kun koncentrere sig om det næste skridt og få sat vandrestokkene, så der er godt fæste 🙂
Udsigten fra Penkkopf er jo ikke meget anderledes end fra Kirzstein/Gabel, men alligevel er det betagende at stå på endnu en bjergtop og se 360 grader rundt.
Vi er ved at blive sultne og vi har ikke passeret nogle hytter med mad og drikke på vores vej op til toppene og vi skulle egentlig gå samme vej tilbage iflg. rutebeskrivelsen, men det er jeg ikke indstillet på. Uden mand og drikke duer helten ikke 🙂 Når vi studerer vores sparsomme kortmateriale på papir og tlf ser det ikke umiddelbart ud til, at vi kan få alt til at gå op, så vi også kan nå tilbage til Grafenbergbahn til sidste nedfart kl. 17! Vi må derfor tage et valg. Enten skal vi knokle tilbage uden at kunne hygge os på en bjerghytte og håbe på, at vi kan nå tilbage på de 3 timer, der står angivet på de gule vejvisningsskilte eller også skal vi gå efter en hytte vel vidende, at vi så også er nødt til at gå hele vejen ned til en by efterfølgende og tage bussen tilbage til Wagrain.
Valget falder på den sidste løsning. Vi tør ikke løbe an på at kunne nå tilbage og så skal vi alligevel gå ned efter også at have brugt kræfter på at gå hen over bjerget med en del højdemeter og uden andet mad end nogle energibarer og lidt frugt. Vi går derfor ned til den nærmeste hytte, hvorfra vi også kan høre musik. Der er kun ca. 20 minutters gang nedad bjerget til Kurzeggalm. Her står et 3-mands orkester og spiller og synger og folk sidder og klapper og synger med. Der er virkelig god stemning. Musikerne fortæller også små historier og vittigheder ind imellem, men de taler med en dialekt, som vi desværre ikke forstår en lyd af, så vi er lidt lost. Det er dog stadig en sjov og hyggelig oplevelse at sidde her på bjerget og nyde en speck jause og en radler og høre tyrolermusik.
Efter en times tid må vi dog bryde op. Vi skal være sikre på, at vi nu også kan nå ned til Kleinarl, som er den nærmeste by nede i dalen, hvor vi kan få en vandrebus tilbage til Wagrain.
Det er en hård tur ned til Kleinarl. Der er over 1300 meter ned og det går hele tiden ned, så knæene får stort set ingen pauser. Du kan se vores tur her. Da vi endelig er nede, er vi både trætte og ømme i knæene. De har ydet en del i dag, men vi når heldigvis en bus, så vi kan komme kørende tilbage til hotellet og få et tiltrængt bad og hvilet lidt inden vi skal ned til aftensmad. Når vi trækker tiden, er børnefamilierne forhåbentlig færdige!
Der er kun en børnefamilie i aften, men de har en unge som skriger i 10 minutter inden de bærer ham ud!! Vi er glade for at det er sidste aften her. Det er et godt hotel og virkelig god mad, men der er bare for mange børn, som ikke kan finde ud af at sidde stille og spise. Efter middagen, som også i dag går ret hurtig, går vi op i sky baren og får en velfortjent gin tonic eller 2. Det er en god måde at slutte dagen af på 🙂

22. juli (Wagrain – Kaprun): Det er flyttedag. Vi skal væk fra alle børnene :-). Vi vælger samtidig at tage videre til et nyt område med nye oplevelser. Valget er faldet på Kaprun, hvor vi har været for 3 år siden. Vi ved, at der i hvert fald er en dejlig golfbane for den testede vi sidst. Vi har booket et værelse for 2 nætter på hotel Mitteregger. Det er ikke så stort hotel og der er kun morgenmad med i prisen, så der regner vi ikke med at blive forstyrret af børnefamilier.
Der skønt vejr, så vi kan rigtig nyde bjergene, da vi kører de ca. 75 km til Kaprun. Vi er fremme ved 12-tiden og prøver at tjekke ind, men der er helt tomt i receptionen og de tager heller ikke telefonen, så vi bliver lidt urolig over, hvad det er for et hotel vi har booket!
Vi går ned i byen og spiser frokost. Her er også meget stille. Måske er alle turisterne oppe i bjergene eller også holder de siesta for her er meget varmt – omkring 30 grader. Det varmeste vi indtil videre har haft hernede.
Efter frokost går vi igen op på hotellet og nu er der bid. Damen i receptionen er meget hjælpsom og tjekker os ind med det samme selv om der stadig er en time til vi har ret til at tjekke ind. Hun bestiller også en golftid til os, så vi kan komme ud at spille allerede om en time. Vi har været væk hjemmefra i næsten 14 dage og ikke spillet golf i al den tid, så vi har lidt abstinenser 🙂
Vi går en dejlig runde på Schmittenhöhe-banen, hvor vi næsten er alene, så vi bliver bestemt ikke presset, hvilket er rart, når man går på en ukendt bane. For 3 år siden spillede vi deres anden bane kaldet Kirzsteinhorn. Som vi husker det, var den anden bane smukkere end denne, men Schmittenhöhe er bestemt også en flot bane med mange små detaljer, som Hillerød kunne lære af 🙂
Efter runden sætter vi os op på terrassen ved restauranten og får en dejlig kold radler. Det er torsdag aften, men alligevel er her levende musik og folk sidder og hygger sig med vin, drinks og mad. Vi vælger dog at køre hjem og sætte bilen og spise i byen i stedet.

23. juli (Kaprun): Solen skinner igen i dag, men det er ikke helt så varmt, som i går, hvilket er helt OK. Det kan også blive for varmt. Fra vores værelsesbalkon har vi udsigt op til Kirzsteinhorn og her til morgen er der ikke en sky omkring toppen og vi kan tydeligt se gletsjeren omkring den. I går samlede skyerne sig mere og mere omkring toppen og det rumlede også lidt på et tidspunkt, men der kom aldrig noget regn hernede i byen.
Vi får dejlig morgenmad fra buffet og sidder næsten alene i spisesalen. Det er vidunderligt igen at kunne nyde maden i fred og ro.
I tilknytning til hotelreservationen har vi fået udleveret et gæste-kort Zell am See – Kaprun Summercard, som giver gratis adgang til en rækker attraktioner bla. til Kaprun Hochgebirgsstauseen (dæmning). Den vil vi gerne op og se. Det er kun en lille køretur på 7 km op til parkeringshuset og herfra transporteres man i busser op til europas største skråtstående åbne lift, som kan tage op til 185 personer. Liften fragter os 431 meter op og herefter transporteres vi igen i busser igennem talrige tunneller op til 2044 meters højde, hvor den største af de 2 dæmninger ligger. Den er 107 meter høj, 495 meter lang, 7 meter bred i toppen og 70 meter bred i bunden. Det er et pænt stort bygningsværk, som blev bygget lige efter 2. verdenskrig med hjælp fra italienske gæstearbejdere.
I dag er dæmningen og turbinerne m.v. en af de største producenter af strøm i Østrig. Østrig får 70% af sin strøm fra vandkraft og 10% fra vindenergi. De eksporterer desuden en del el til resten af Europa.
Vi går rundt omkring og på dæmningen og går også med på en rundvisning, hvor en meget engageret guide fortæller os om hele historien bag dæmningen og vandkraftværket. Han har en masse tal og detaljer, som vi ikke alle får med, da det foregår på tysk med lidt dialekt, som vi ikke helt forstår, men det er meget interessant at høre alligevel. Vi er også nede i selve dæmningen, hvor der er 3 gange på tværs af hele dæmningen. De bliver brugt til at overvåge dæmningens tilstand. Vi er kun nede i den første, som er 18 meter under overkanten. Her ser vi nogle af de målepunkter, som bliver overvåget og et lod, som ligeledes bruges til at overvåge om dæmningen rykker sig lodret. Beregninger viser at hvis dæmningen skulle bryde sammen, så ville det skabe en 28 meter høj flodbølge ned igennem dalen og Kaprun ville være oversvømmet i løbet af 7 minutter!!
Efter en times rundvisning/foredrag går vi selv rundt lidt mere rundt, inden vi går ned til et spisested Fürthermoaralm, som ligger næsten nede ved overfladen af den næste opdæmmede sø Stausee Wasserfallboden. Det er en gård som selv laver næsten alle produkterne, som de sælger bl.a. mælk, ost og speck. Værtinden på vores hotel har fortalt at de er specielt kendt for deres gode oste. Det får Ulrich lov at vurdere, da han får en käse-jause, mens jeg holder mig til speck-jausen. Begge dele er virkelig gode. Vi nyder at sidde i solen på dette skønne sted mellem bjergene og de opdæmmede søer.
Efter frokosten kører vi ned med bussen/liften/bussen og er nede ved bilen igen ved 16:30-tiden og hjemme på hotellet lige til kl. 17 drinken, som i dag er en gt på vores balkon. Det er ikke så ringe endda.
Senere går vi ned på hotellet terrasse og spiser aftensmad. Det er temmelig varmt til at begynde med, så vi gider ikke gå ud i byen. Så snart solen går ned bag bjergene bliver det hurtigt koldere, så en trøje er nødvendig.
Da vi senere sidder oppe på værelset lyder der meget høje sirener flere gange efter hinanden fra flere forskellige steder i byen. Det er lidt uhyggeligt at høre på, for vi ved ikke hvad de betyder. Vi ser ud på folk nede på gaden, men alt virker roligt. Vi er dog ikke helt trygge, så Ulrich går ned i receptionen og spørger, hvad sirenerne betyder. Det er brandalarm til samling af byens frivillige brandmænd. Lidt senere hører vi også brandbilerne komme en efter en sandsynligvis efterhånden som de er blevet bemandet. Vi kan dog ikke se nogen brænde.

24. juli (Kaprun): Vi vågner til endnu en skøn morgen med sol og ingen skyer oppe omkring Kitzsteinhorn. Det er heldigt for vi har bestemt, at lige nøjagtig Kitzsteinhorn er dagens udflugtsmål.
Vi spiser igen morgenmad i fred og ro. Der er kun 2 andre par og ingen børn 🙂 Efter morgenmaden pakker vi bilen og tjekker ud og får da den sørgelige nyhed, at branden i går aftes var oppe på Fürthermoaralm, hvor vi spiste frokost i går. Gården er total udbrændt og en er død og en anden svært tilskadekommen. Det er virkelig uhyggeligt, at stedet er gået op i flammer få timer efter, at vi har forladt det. 
Vi kører ud til liften op til Kitzsteinhorn, som også er gratis med vores gæstekort. Ikke så ringe. Turen koster ellers 48 euro per person. Der er ingen kø overhovedet selv om det er lørdag, hvor måske også nogle af de lokale kunne tænkes at skulle op og måske stå på ski på gletsjeren. Vi var her også for 3 år siden, men en tur op til 3.029 meter, hvor der er udsigtsplatforme kan godt tåle gentagelse. Der er en fantastisk udsigt deroppe fra. Sidst vi var her, var der uhyggelig koldt, men det er heldigvis ikke tilfældet i dag. Vi kan gå rundt i korte bukser uden at fryse. Vi er oven i købet nede og gå på gletsjeren og køre på bobslæde og ligger i solstolene og får lidt højfjeldssol og en kop kaffe. Det er ikke rigtig afterski, men det minder lidt om skiferie 🙂
Pludselig er der vejrskifte. Sorte skyer kommer væltende ind fra syd. Det ser virkelig ud til torden og regn, hvorfor vi skynder os til liften og kører ned til en mellemstation, hvor vi skal skifte til næste lift. Vi bliver i midlertid fanget ind i en sportsbutik, hvor vi ender med at købe 2 par bukser, så det bliver en lidt dyr pause mellem 2 lifter, men da vi kommer ud fra sportsbutikken er vejret skiftet igen. Solen skinner nu igen og det er dejlig varmt. Så er der jo ingen grund til at køre ned fra bjerget. Vi sætter os i stedet på en restaurant i solen og får frokost. Det er ganske behageligt.
Efter frokost kører vi et stykke op med liften og går de 3-4 km ned igennem det flotte terræn. Vi skal jo have lidt motion efter en stor frokost med biksemad og en halv kylling!
Vi er nede fra bjerget til gt tid, som i dag er på balkonen til vores nye hotel Martini, som også ligger i Kaprun. Det er et meget lille hotel, hvor vi ikke har så god udsigt fra værelset, som på Mitteregger, men til gengæld ligger det mere roligt væk fra indfaldsvejene til byen.
Vi er ikke så sultne efter vores store frokost så vi trækker tiden med at gå ned i byen til aftensmad, hvilket måske var en fejldisposition for pludselig bryder et frygteligt uvejr løs. Det tordner og lyner og regnen vælter ned. Det er bestemt ikke et vejr, som vi ønsker os ud i, så vi må klare os med nogle mandler og peanuts og frugt, som vi har til vores vandreture. Det går fint. Vi har lidt depoter at tære på 🙂

25. juli (Kaprun): Vejret er nogenlunde. Det er ikke skyfrit, men solen forsøger at komme igennem og vejrudsigten siger først risiko for regn omkring kl. 14. Vi kan godt nå en tur op på Schmittenhöhe, hvor jeg for snart 40 år siden lærte at stå på ski!
Vi kører ind til Zell am See, hvorfra liften går op til Schmittenhöhe. Schmittenhöhebahn er desværre lukket, så vi må tage trassXpress, som bringer os op i 1901 meters højde, med Schmittenhöhebahn ville vi være kommet til 1955 meters højde. Vi tænker, at vi gemmer selve Schmittenhöhe til, når vi kommer tilbage fra vores tur hen over højderykken, så kan det evt. være vores frokoststed eller eftermiddagskaffepause. Vi går i stedet straks ned i 1800 meters højde for at fortsætte op igen mod højderyggen, som bla. fører os op til Maurerkogel i 2.074 meters højde. Den trækker lidt på vejrtrækningen, men der er nogle fantastiske udsigter ud over bjergene, så man glemmer hurtigt, at det er lidt hårdt og iøvrigt er det også rimelig hurtigt overstået. Så snart vi har nået højderyggen er det næsten lige ud og oven i købet lidt nedad, så alt i alt er det en rimelig let tur, som for en dels vedkommende er en del af Pinzgauerspazigang, som er ialt 19 km og ender i Saalbach. Vi går en rundtur på lidt over 10 km og 524 m op. Du kan følge turen her.
Vi holder frokostpause på Eder Hütte i 1800 meters højde. Det er et rart sted, hvor vi kan sidde og se på de andre vanderer, som var været ude på kortere eller længere ture og nu skal knokle de sidste 100 højdemeter op til liften eller måske hele 200 højdemeter op til Schmittenhöhes højeste punkt. Vi får dejlig suppe og radler og samler kræfter, til vi skal tage de sidste højdemeter op, men pludselig bliver det presserende at komme op. Vejret skifter meget hurtigt fra sol til regn og skyerne bliver mere og mere sorte, så vi kan ikke vente for længe med at komme op til liften. Vi må derfor skynde os at drikke ud og få betalt, mens tjernerne farer rundt og samler alt løst inventar sammen og sætter indenfor. De venter åbenbart det værste!
Det er en hård tur op. Det føles, som om det er næsten lodret op, så igen kommer hjertet på overarbejde, men med lidt pauser, hvor regntøjet bl.a. kommer på, så går det trods alt. Vi kommer op til liften inden, det for alvor begynder at regne. Det mærkelige er, at da vi når ned med liften, så er det holdt op med at regne og solen skinner!
Vi kører derfor ned og parkerer i Zell am See og går en tur gennem den hyggelige og flotte by ved søen, men endnu engang skifter vejret på få minutter fra sol til regn. Vi har heldigvis fundet os en plads på en cafe, da der rigtig bliver lukket op for sluserne og vandet høvler ned. Efter en halv times tid er det overstået og vi kan gå tilbage til bilen og køre hjem til hotellet og slappe lidt af inden det er tid til aftensmad. I dag vil vi ikke nøjes med mandler og peanuts, som i går, så vi går lidt ned af vejen, hvor der ligger en restaurant, Dorfstadl. Det ser meget godt ud udefra, men når man kommer ind er det helt fantastisk. Det er gamle store træplanker i vægge og loft og kunne godt ligne en meget gammel stald og der hænger en masse udstoppede fugle og dyr og dyrekranier med gevirer og gamle redskaber. Det er virkelig som at træde ind i et museum, men meget hyggeligt. Der udover finder vi ud af, at de laver fantastisk god mad. Det er det bedste vi har fået indtil videre.

26. juli (Kaprun – Ellmau): Vi vågner til regnvejr. Det er ikke så rart, men vi har flyttedag i dag, så det gør knap så meget, når vi skal køre i bil, selv om solskin selvfølgelig er at foretrække. Vi skal videre til Ellmau, som vi også besøgte sidste år, men ikke boede i, da der ikke er campingplads og vi kørte i camper sidste år. Det er en ret hyggelig by, så denne gang vil vi gerne bo der et par dage.
Den lige ved til Ellmau er på 67 km, men vi tager en tur over Saalbach-Hinterglemm, som vi altid hører så meget om som skisportsted, men vi har aldrig været der, så det vil vi lige se, når vi nu er i nærheden. Det er kun en lille omvej på 30-40 km.
Vi har ikke kørt langt før vejret klarer op og da vi kører igennem Saalbach og ind til Hinterglemm skinner solen fra en skyfri himmel, så vi parkerer bilen og går en tur rundt i byen og nyder en kop kaffe på en cafe i solen. Det er så skønt at sidde her og se på vandrene og de mange mountainbikere. Det må virkelig være et mekka for mountainbikere, så mange som kører forbi, mens vi sidder her.
Da solen nu skinner, kan vi jo godt komme op og vandre og jeg kan huske, at nogle tjekkere, som vi spillede golf med sidste år, fortalte om et god og flot vandretur, som de havde været på fra Leogang og op til Birnbachloch. Den skulle ikke være så lang, så jeg tænker, at den kan vi lige tage på vejen til Ellmau, hvor vi alligevel kører igennem Leogang.
Det er en lille kort tur på kun 2,5 km frem og tilbage ialt 5 km, men hvad jeg ikke vidste var, at den havde 420 højdemeter, hvilket er relativt meget på 2,5 km og vi har valgt at gå lige i middagsheden, hvor solen nu bager ned fra en skyfri himmel. Sveden løb af os og hjertet var også oppe at arbejde mere end almindeligt, men det var en flot tur op langs en slugt med sten til et vandfald og op forbi centraleuropas lavest beliggende gletsjer Birnbachgletsjeren og op til Birnbachloch, som er en stor grotte med dybt vand i bunden. Det lyder måske ikke at så meget, men det var vældig flot og vandet som formentlig var gletsjervand var iskoldt, men kølede dejligt efter den hede tur derop, så vi fik vasket arme og ansigt i det, så vi blev friske til nedturen 🙂
Der er iøvrigt en spændende historie omkring området og slugten vi går langs. Tidligere hang en større gletsjer ned fra Birnhorn i 2634 meters højde. Isen fra gletsjeren udnyttede man i 1884 til omkring 1900 til at køle øllagrene ned i München. Op til 1000 vognlæs is blev af Müncherner Eiswerke hugget ud herfra og fragtet til München. I tunneller og minegange på 2 til 15 meters dybde blev isen sprunget ud i store isblokke af omkring 100 arbejdere fra lokalområdet. Isen blev herefter transporteret ned i dalen på en 1,6 km lang træslidske og herfra videre med hestevogn og togbane til lagerrummene på Münchens bryggerier.
Efter vores “lille” vandretur, som du kan se her, kørte vi direkte til Ellmau (Bjergdoktorens by) og tjekkede ind på Landhaus Kaiserblick. Vi fik et dejligt stort værelse med en enorm stor altan. Desværre ikke med udsigt til Wilden Kaiser men som værten sagde. “I er jo ude hele dagen og når I kommer hjem skal I lukke øjenene og så ser I ikke Wilden Kaiser alligevel” 🙂
Vi går en tur i byen, som er meget hyggelig og her er pænt mange mennesker, så vi spiser tidligt på Alte Post, som ligger lige neden for vores hotel, som kun har morgenmadsrestaurant. Vi får rigtig god mad og går veltilfredse lidt mere rundt i byen inden vi finder tilbage på værelset og hygger til det er sengetid. Det regner, da vi går i seng, så vi er spændte på i morgen.

27. juli (Ellmau): Regnvejret er drevet over i løbet af natter og solen skinner fra en skyfri himmel til morgen. Skønt, så kan vi komme ud at vandre.
Vi spiser dejlig morgenmad på hotellet og kører derefter ud til Hintersteinersee, hvorfra dagens tur skal gå. Vi forsøgte også at komme ud til denne sø sidste år, da vi kørte i camper, men det var fuldstændig umuligt at komme af med camperen ude ved søen. Camperen var for stor, så de ville ikke have den ind på P-pladsen, som iøvrigt var pænt fyldt op i forvejen. I år har vi mere held. Dels er vi kun i vores egen lille bil og dels er det tidligere på dagen, så parkeringspladsen er ikke nær fyldt, men det går stærkt. Bilerne kommer i en lind strøm.
De fleste går tilsyneladende nord om søen, men vi vælger at gå sydom, så vi går næsten for os selv. I starten er der lidt børnefamilier, men dem får vi hurtigt rystet af os. Vi går mest mellem fyrtræer, hvilket er meget rart for det er temmelig varmt i dag og der er lidt stigning på ruten, så vi bliver hurtigt varme. For enden af søen går vi mod nord og så kommer der endnu mere stigning på ruten, men vi er efterhånden kommet i en rimelig form, så det går støt deropaf. Vi sveder, ja, men benene og pulsen kan sagtens følge med. Ved Wallen alm gør vi pitstop og får en radler. Det er for tidligt til frokost, så efter drikkepausen går vi videre op af Jagersteig (823) til Steiner Hoch alm i 1257 meters højde. Det er en noget knudret sti på rødder og klipper mest inde i skov, men med mellemrum er der eventyrlige udsigter ud over Hintersteinersee og Hohe Salve overfor og ned i dalen. Det er mægtig flot. Ved Steiner Hoch alm skal jeg på toilettet og vi er også tørstige, så vi sætter os og får endnu en radler og jeg finder toilettet, som er lidt af en oplevelse. Det er blot et træskur med et hul i en plade, hvor der er sat et toiletbræt på. Det er ret ulækkert og lugter! Vand eller sprit er der heller ikke noget af!
Radleren smager dejligt og vi har en flot udsigt. Det er et ældre ægtepar, som har stedet, men de kan åbenbart ikke overkomme at lave mad, så der er kun drikkevarer at købe. Til gengæld griber gammelfar med mellemrum harpen og spiller og synger småfrække sange, tror vi. Vi kan ikke forstå det hele han synger, da det er på dialekt.
Efter vores lille drikkepause går det nedaf og nedaf indtil vi er tilbage ved Hintersteinersee. Det har været en tur på over 14 km og 751 højdemeter op og vi er lidt varme, så vi finder badetøjet frem og går ned og tager en dukkert i søen. Der står at vandet er 21 grader, men det føles noget koldere lige da vi går i, men efter lidt tid er det skønt og ligge og flyde her efter en varm og svedig vandretur 🙂 Du kan se dagens tur her.
Hjemme på hotellet får vi lige et varmt bad og skifter tøj inden vi går over på Alte Post igen og får dejlig mad igen, siddende ude i deres have foran hotellet. Det er virkelig et skønt sted og det er også godt besøgt. Der står næsten hele tiden kø for at komme ind og få et bord og tjeneren må afvise rigtig mange.

28. juli (Ellmau – Sölden): Der er fuldstændig overskyet til morgen og de lover regn fra middagstid. Vi er lidt i tvivl om vi skal tage en nat mere her i Ellmau eller vi skal køre videre til Sölden. Begge steder skulle det bliver rigtig fint vejr i morgen og derefter er det igen usikkert regn/skyer/sol? Vi vælger at køre videre til Sölden, da det trods alt er bedre at sidde i bilen, hvis det begynder at regne end at stå oppe på en bjergtop!
Vi kører af hovedvejen igennem de forskellige småbyer til Hall, hvor vi ved at en del af optagelserne til Bergdoktor er skudt. Der er en flot altstadt, hvor vi går en tur og får en kop kaffe på en cafe. Vi ser også tilfældigt et af de huse, som vi kan kende fra Bergdoktor, men ellers kan vi ikke genkende noget. Det er iøvrigt fint vejr, mens vi går rundt i byen og sidder udendørs på cafeen, men da vi er tilbage i bilen og finder ud på motorvejen mod Sölden begynder det at regne. Godt vi nu sidder i bilen. Bjergene bliver indhyldet i skyer, men her er stadig utrolig flot. Vi bliver aldrig trætte af bjergene uanset, at det nu regner.
Der er ikke motorvej hele vejen til Sölden, da det ligger oppe i bjergene, så de sidste 30-40 km er på alm. vej, som kører højere og højere op. Sölden ligger på vejen op til Timmels joch pas (2.509 m), som danner grænsen til Italien. Vi har kørt her før bare den modsatte vej på vej hjem fra Dolomitterne. Det er en meget smuk og snoet vej op over passet og en yndet vej for motorcyklister. Vi møder også en del af dem i dag selv om vejret absolut ikke er optimalt for at køre på motorcykel.
Vi har endnu ikke reserveret noget hotel, da vi først vil se hvor i byen vi gerne vil bo og det er svært ud fra et kort på telefonen. Vi kører lidt frem og tilbage i byen og standser så for at se hvilke hoteller der har plads til os ved at lede på diverse booking-portaler. Det er en jungle at finde lige det man vil have for der er uendelig mange muligheder og priser. Vi bliver dog tilsidst enige om et hotel og kører ud for at se det tæt på. Det ser fint ud, så det tager vi. Det hedder Garni Hainbacherhof og ligger lidt i udkanten af byen og væk fra både flod og hovedvej, så der er ganske fredeligt. Vi får et pænt stort værelse med balkon og udsigt ud over byen og bjergene. Så nu har vi logi for de næste 3 nætter. Herefter må vi se om vi vender snuden hjemad eller vi tager et par dage mere. Det kommer an på hvordan vejret arter sig 🙂
Det regner fortsat, så vi sidder blot på værelset og får en gt inden det bliver tid til aftensmad, som vi indtager på en rigtig god restaurant lige neden for hotellet. Efterfølgende er det holdt op med at regne, så vi kan gå en tur ned i byen, hvor der netop marcherer et hornorkester gennem gaden og ender på en overdækket koncertplads. Vi følger efter og sidder lidt og hører dem spille, men det bliver hurtigt ensformigt at høre på, så vi fortrækker og går tilbage til hotellet.

29. juli (Sölden): Wauw en dag. Solen har skinnet fra en skyfri himmel hele dagen, så vi har set Sölden og bjergene omkring byen fra den skønneste side.
Vi starter selvfølgelig dagen med morgenmad på hotellet, som er en skøn buffet og vi er tidligt nede, så der er ikke andre gæster. Dejlig ro og fred 🙂
Så er det ellers på med vandre-støvlerne og rygsækken og ned til busstoppestedet lige neden for hotellet. Vi har fået Summer Card Premium gratis med i vores ophold på hotellet, så vi kan køre gratis med busser og lifter m.v. Det er et meget farvorabel kort at have. Med bussen kører vi hele vejen op til Rettenbachgletscher, som ligger i 2.674 meters højde eller rettere det er i den højde vi bliver sat af bussen, men herfra tager vi Schwarze Schneide liften op til 3.247 meter. Herfra er der yderligere 90 højdemeter op til en udsigtsplatform, hvorfra man har den skønneste udsigt 360 grader rundt til alle bjergtoppene og ned over gletscheren. Det er så smukt. Det kan slet ikke beskrives. Det er lidt hårdt at gå de 90 højdemeter op, da luften er tynd heroppe og vejen lidt stejl hen over sten, klipper og sne, men det så sandelig anstrengelserne værd, når man står på toppen og kikker ud over dette skønne landskab, som man føler sig helt på toppen af selv om der er bjergtoppe som er højere.
Vi tager liften ned til 2.674 meters højde, der hvor bussen satte os af og går herfra herover og ned til Rotelkogelhütte, hvor vi spiser dejlig gullasch-suppe og samler kræfter til at gå op til Schwarz-see og tilbage igen og derefter videre ned til Giggijoch-liften. Det er en meget smuk tur og specielt i dette hel fantastiske vejr med sol og ingen skyer overhovedet.
Ved Giggijoch slapper vi af i liggestolene og får en velfortjent Aperol spitz. Benene er godt møre og ikke mindst storetæerne er ømme efter en lang stejl nedfart. Du kan se vores tur her.
Ned med Gigijoch-liften og hjem og slappe yderligere af inden vi går ned i byen og spiser aftensmad på en italiensk restaurant Corso, som også laver udmærket mad.

30. juli (Sölden): I dag er vejret ikke helt så godt som i går. Det er fint til morgen med sol og lidt skyer, men de lover regn op af dagen og jeg har det ikke helt så godt i dag. Måske fik jeg for meget sol i går. I hvert fald føler jeg mig lidt dvask i dag, så vi skal ikke ud på de store vandreture. Vi går i stedet ned til liften Gaislach, som ligger i den anden ende af byen og tager den op til 3.000 meters højde. Heroppe er der lavet et James Bond museum, som skulle være det største af sin art i verden. Det er lavet netop her, da en stor del af den seneste James Bond film er skudt netop her på bjerget og på vejen herop og museet og restauranten heroppe indgår også i filmen – Spektra. Da den først får premiere i oktober, så har vi i sagens natur ikke set den, men museet viser en del klip fra filmen, så man kan genkende lokationerne, når man står her. Vi har stor fornøjelse af museet, da vi er store James Bond fans.
Efterfølgende sidder vi på restauranten, hvor der er en pragtfuld udsigt, men også nogle skyhøje priser, som måske skal passe til James Bond standard 🙂
Skyerne trækker sammen og vi tager liften ned til byen, hvor vi finder en restaurant, hvor vi kan få frokost inden vi går hjem og jeg får et par timer på øjet. Det er faktisk svært at finde en restaurant, som har åbent. Byen er lidt død. Måske p.g.a. corona eller måske er den altid sådan om sommeren. Det er jo nok vinteren, som er højsæson her.
Jeg har vist iøvrigt ikke skrevet så meget om corona her. Det er jo efterhånden blevet en del af hverdagen med diverse restriktioner, men i Østrig er reglerne egentlig ganske enkle. I busser og butikker skal du have mundbind på og holde 1 m afstand, hvor det er muligt. På restauranter skal du vise corona-test, bevis for overstået sygdom eller bevis for vaccination. Har du ikke nogen af delene så må du forlade restauranten og kravet gælder uanset om du sidder udenfor eller indenfor. De er meget strikse. Du kan heller ikke checke ind på hotel uden at vise corona-test eller coronapas!
Nogle venner hjemmefra skal ankomme her til Sölden i dag og har booket en lejlighed 100 fra vores hotel. Dem mødes vi med til aftensmad på restaurant Salino og efterfølgende hygger vi os i deres lejlighed. En super hyggelig aften.

31. juli (Sölden – Denkendorf): Det er desværre tid til, at vi skal vende snuden hjemad. Vejret skifter hele tiden. Det ene øjeblik er der skyfrit og det næste er der skyet. Vi er lidt i tvivl om, hvad vi skal. Vi ender dog med at tage chancen og køre op til Timmelsjoch passet i 2.509 meters højde. Der er lave skyer på vej der op, men de letter kortvarigt, da vi er på toppen, så vi kan nyde udsigten ned over Italiens bjerge og ned over dalen mod Sölden. Det er virkelig flot, men vejret skifter meget hurtigt. Skyerne ligger sig omkring os og det blæser op. Det er hundekoldt. Vi har jo kun shorts på 🙂

På vejen ned til Sölden igen letter skyerne, så vi kan nyde bjergene og vi kører igennem Sölden for sidste gang i år, men vi kan ikke udelukke at vi kommer tilbage. Næste stop er Stuibenfall der med sine 159 meter er Tirols største vandfald. Der er en lang trappe op langs vandfaldet, så man kan komme helt tæt på, men dels er parkeringspladsen overfyldt og dels har vi ikke så meget tid, da vi også gerne vil nå et stykke op i Tyskland i løbet af i dag, så vi kører op af en stejl, snoet bjergvej overfor vandfaldet og ser herfra ned på det. Det er et ganske imponerende syn.
Ude af ötztal fanger vi motorvejen og følger den helt op til Denkendorf, som ligger nord for Ingolstadt. Vi booker os ind på Gasthaus Pension Post, hvor vi får et skønt stort lyst værelse med morgenmad for kun 105€. Aftensmaden får vi også her og herefter er det i seng. Det har været en lang dag og den bliver mindst lige så lang i morgen, hvor det bliver en ren transport dag op ad 9éren.

1. august (Denkendorf – Timmeldorfer strand): En kedelig og lang transportdag på motorvej A9.

Ville egentlig kun have kørt til Berlin eller omegn, men kørte fra motorvejen før Berlin for at undgå diverse vejarbejder og deraf følgende kødannelse og kørte så på hovedveje helt op til Timmeldorfer Strand, hvor vi fik et lille kedeligt værelse på Plaza Premium til over kr. 1.500. Der er virkelig stor prisforskel på syd/midt-tyskland og nordtyskland.
Vi kom sent, så vi gik straks en tur ned i byen og fandt et spisested, så vi kunne få noget aftensmad inden sengen kaldte. Forstår ikke hvordan nogle kan køre fra Østrig og hele vejen hjem i et huk. Jeg synes de 750 km vi har kørt i dag er rigeligt i et stræk!

2. august (Timmeldorfer Strand og hjem): Vi spiser en skøn morgenmad og kører så op til Fleegaard i Burg og får købt lidt øl og vand til at supplere lageret derhjemme og derefter til færgen i Puttgarden. Nu vil vi bare godt hjem og der er vi hen på eftermiddagen.
Vi har haft en skøn ferie, hvor vejret i forhold til, hvordan Østrig kan være, har været meget fint. Enkelte regnvejrsdage, men de fleste dage har været skønne med masser af sol, så vi har fået det fulde ud af vores elskede bjerge og nydt dagene med dejlige vandreture og god mad og Coronaen har ikke været nogen ulempe, næsten tværd imod, da der ikke har været så mange turister, så vi har kunnet få hoteller uden problemer selv om, vi ikke havde booket i forvejen, men bookede undervejs fra dag til dag.