Dagbog fra Dolomitterne 2017

Vores sommerferie i år er roadtrip ned gennem Tyskland, Østrig og Italien. Vi kører i vores egen bil og indlogerer os på hoteller undervejs. Ruten er ikke helt fastlagt men vil formentlig komme til at gå via Romantische Strasse og Alpen Strasse i Sydtyskland og derefter ned til Zell am See i Østrig og over Grossglockner til Italien og Dolomitterne. Vi tager golfbagen med, så vi kan spille lidt golf undervejs og vi skal selvfølgelig også vandre undervejs, men nok specielt i Dolomitterne.

17. Juni (Hjemmefra – Goslar): Vi har ikke fået sovet meget da væggeuret ringer kl. 3.30! Jeg har været til personalefest og kommet sent hjem og Ulrich har haft travlt med at pakke, så det er ikke de mest friske mennesker, som sætter sig ud i bilen kl. 4.30 for at køre sydover.
Vi kommer med færgen Rødby-Puttgarten kl. 6.45 og runder lige Fleggaard i Burg for at købe lidt forsyninger til turen.
Det holder hårdt med at holde os vågne og vi kommer hurtigt til den erkendelse, at det ikke er forsvarligt at køre helt til Würzburg, som vi ellers havde planlagt. Vi skærer et par timers kørsel fra og stopper ved middagstid i Goslar i Harzen.
Det er en fantastisk hyggelig by. I hvert fald den gamle bymidte, hvor vi også finder et hotel at bo på (Hotel Brusttuch). Den gamle by består at brostensbelagte, smalle gader og bindingsværkshuse, hvorimellem små kanaler løber. Det er så hyggeligt at gå rundt her og sidde på torvet og få den første wienerschnitzel mit bratkartoflen und swartzbier 🙂
Efter frokost får vi nøglen til vores hotelværelse og kan få en tiltrængt lur!
Til aften nyder vi endnu en gåtur rundt i byen og sidder ude og nyder aftensmaden på torvet inden dynen kalder igen. 

18. juni (Goslar – Wurzburg): Vi mangler stadig søvn fra ugen der er gået og den korte nat i går, så vi sover længe og hygger med lang morgenmad på torvet på Butterhanne, hvor vi får en stor gang morgenmad. Det er skønt at sidde mellem den store kirke og de flotte gamle bygninger og se på folk der går forbi. Her er en dejlig afslappet stemning. Enten er alle på ferie eller også er de pensionister. Det ser i hvert fald ikke ud til at der er nogen, som har travlt 🙂
Efter morgenmaden stiger vi op i kirketårnet af Himmel Leiter. Der er over 200 trin op til toppen af klokketårnet, hvor man har en pragtfuld udsigt ud over hele Goslar og de omkringliggende bjerge. Da vi køber billet til trappen får vi en hilsen med på vejen. Den unge mand siger pænt Grüss Gott til os. Vi møder ham nu ikke, så vi kan ikke hilse, men vi får meget sjov ud af hans hilsen.
Ud over Goslar har jeg som barn også været i Bad Harzburg og Sankt Andreasberg, så når vi nu alligevel er i Harzen, så kan vi jo lige køre forbi de 2 byer og se om jeg kan kende dem. Det er ikke så stor en omvej umiddelbart, men det bliver det alligevel, da vi render ind i en masse umleitung, så vi på et tidspunkt kommer igennem den samme by 3 gange inden vi finder en vej ud! Det minder nærmest om en labyrint. Hver gang vi tror vi har fundet ud, så støder vi ind i en vej, som er spærret! Jeg kan iøvrigt heller ikke kende hverken Bad Harzburg eller Sankt Andreasberg, så det bliver en lang tur, hvor vi dog får set en del af Harzen, inden vi kommer ud til motorvejen og kan fortsætte til Würzburg.
Vi er fremme i Würzburg kl. 18.30. Vi er trætte, men da solen skinner fra en skyfri himmel og der er 25 grader, så kan vi ikke lade være med at gå en tur ned gennem den charmerende gamle bymidte og ned til Alte Mainbrücke. Den samme ide er der mange andre, der også har fået! Det vrimler med mennesker, som går og står på broen og nyder det dejlige vejr og et glas hvidvin, mens de ser ud over floden og bjergene med vinmarkerne, som omgiver byen. Der er en sluse lige neden for broen, hvor der tilfældigvis lige er 2 lange hollandske flodpramme, som skal igennem slusen, så vi får set, hvordan de i løbet af et lille kvarter bliver “løftet” op af vandmasserne og kan sejle videre.
Vi nyder den skønne aften, så det bliver alligevel sent inden vi er hjemme på hotellet (Ghotel).

19. juni (Würzburg – Füssen): Vi har fået god nats søvn og er klar til at opleve Romantische Strasse, som er den bedst kendte og mest populære turistrute i Tyskland (nr. 13 på top 100 listen over Tysklands mest besøgte seværdigheder). Den har 24 millioner dagturister og 5 millioner overnattende gæster om året og strækker sig over 365 km mellem Würzburg i nord og Füssen i syd. Den snor sig gennem vinlandet i nord og gennem de skønneste middelalderbyer med borge og kirker så flotte og ender i alperne i syd.
Vi starter ud kl. 8 fra hotellet og finder snart ud til de første skilte der fortæller os, at vi er på rette vej. Vi kører af forholdsvis små veje, som snoer sig langs små floder og vi kommer igennem den ene lille soveby efter den anden med flotte gamle huse og vinmarkerne står flotte oppe på bjergskråningerne. Det er en flot tur. Vi har ikke spist morgenmad på hotellet, da vi hellere ville finde et “romantisk sted” på vores vej, men det viser sig ikke at være så let. Der er ikke mange steder der er åbne, men efter et par timer lykkes det at finde en lille kro, hvor vi får serveret det helt store morgenbord af kro-fatter. Det er altsammen meget lækkert og kro-fatter underholder os også med små historier, så det tager sin tid at spise morgenmad, men det er meget hyggeligt og vi er måske de eneste gæster, han ser den dag. Der er i hvert fald ikke andre, mens vi er der!
Efter morgenmaden eller vi skal måske hellere kalde det brunch fortsætter vi af Romantische Strasse og når frem til Rothenburg o.d. Tauber. Det er den skønneste og flotteste by vi nogensinde har set. Alle de gamle huse fra middelalderen er velholdte og man går rundt på de brostensbelagte gader og føler sig hensat til en svunden tid. Man kan gå rundt på bymuren og se ud over byens røde tage, flotte kirker og tårne og de omkringliggende vinmarker og Tauber-dalen. Det er bare så flot og charmerende.
Sidst på eftermiddagen må vi forlade denne perle af en by og fortsætte vores vej sydpå. Vi når dog ikke så langt af Romantische Strasse for igen løber vi ind i, at der er Umleitung og denne gang bliver vi ført langt væk fra den oprindelige rute, så vi ender med at opgive at komme tilbage på sporet, men fortsætter i stedet af motorvejen til Füssen, så vi får ikke set flere middelalderlige byer, men vi tvivler også på at nogen vil kunne slå Rothenburg o.d. Tauber på charme 🙂
Vi er fremme i Füssen kl. 20, så det er blevet en lang dag, men til gengæld er vi nået helt ned til alperne, så nu skal vi nyde bjergene og naturen i stedet for byerne. Det har vi også set frem til.
Vi tjekker ind på vores hotel (Hotel Luitpoldpark) og går en tur rundt i byen og finder et godt italiensk spisested. Solen skinner stadig fra en skyfri himmel og der er 26 grader. Det kan ikke være bedre 🙂

20. juni (Füssen – Garmisch Partenkirchen): Vi står op kl. 7 og går ned i hotellets restaurant og får den skønneste morgenbuffet. Det er rigtig lækkert og der er meget fin betjening.
Efter morgenmaden kører vi ud til Schloss Neuschwanstein, som mest af alt ligner et eventyrslot fra Walt Disneys verden. Højtbeliggende på en bjergtop med en masse tårne. Det er bygget af Ludvig den II og påbegyndt i 1869, men det nåede ikke at blive færdigt før han døde.
Vi har læst at det ses flottest fra Marienbrücke, så vi går den stejle ved op gennem skoven. Det går virkelig op, op, så vi er lidt svedige, da vi når frem efter en lille halv time, men det er absolut gåturen værd. Det er et eventyrligt syn der møder os og da vi er der forholdvis tidligt, så er der ikke så mange mennesker, hvilket der ellers godt kan være, da det er Tysklands mest besøgte seværdighed! Slottet ligger som sagt højt på en klippe og fra Marienbrücke tager det sig specielt godt ud, da man ser slottet højt hævet over dalen og søen bagved.
Fra broen går vi helt hen til slottet og op til hovedindgangen. Tæt på ser det næsten ud som om det er nybygget. Facaderne er flotte hvide og ser ikke specielt gamle ud. Der pågår også nogen restaurering, så måske har de været hele vejen rundt. Vi nøjes med at se det udefra. Vi gider ikke stå i kø sammen med kineserne! Fra slottet her har vi fin udsigt ud dalen og ned til Schloss Hohenschwangau, som ligger og lyser gult op i skoven oven for Füssen.
Da vi kommer ned til parkeringspladsen igen må vi have en lille pause i skyggen. Solen skinner fra en skyfri himmel og der er over 30 grader, så vi skal lige dampe af inden vi sætter os ind i bilen og fortsætter af Deutsche Alpenstrasse.
Fra Füssen og Schloss Neuschwanstein går turen videre langs med alperne. Vi kommer først rigtigt ind mellem bjergene, da vi kører ind til Garmisch Partenkirchen, som de fleste kender fra skihop 1. nytårsdag! Vi er her allerede omkring kl. 13, men da vi ikke har planlagt mere for i dag, så vælger vi at finde et gasthaus (Rheinischer Hof) og slappe af resten af dagen. Det viser sig at være en rigtig god disposition for da vi sidder og slapper af på vores balkon begynder regnen pludselig at styrte ned og det tordner også i det fjerne, så vi er glade for at vi ikke er ude at gå i det vejr eller køre på små bjergveje for den sags skyld!
Sidst på eftermiddagen klarer det igen op og vi kan gå en tur ned i byen inden aftensmaden, som vi indtager på vores gasthaus. De serverer en fin 4 retters menu, så vi kan dårligt rokke med ørene, da vi er færdige og ruller op i seng 🙂

21. juni (Garmisch Partenkirchen – Ostin): Da vi gik tidligt i seng i går er vi veludhvilede, da vækkeuret ringer kl. 6.30. Vi har sat os for at vi vil tage det første tog op til Zugspitze, Tysklands højeste bjerg på 2.963 meter. Svævebanen, som ellers har kørt fra dalen og helt til toppen, er desværre lukket. De er ved at bygge en ny, så i stedet for svævebane, kører vi med en tandhjulsbane det meste af vejen op. Det første stykke er op imellem træerne på ydersiden af bjerget, men snart kører vi ind i bjerget i et smalt rør, hvor der kun lige er plads til toget. Det er en mørk tur! En svævebanetur ville helt sikkert have været flottere 🙂
Næsten oppe ved toppen kommer vi ud af mørket igen og kan fortsætte det sidste stykke hen over en gletscher og op til toppen med en svævebane. Vejrudsigten havde lovet fuldstændig klart vejr her til morgen/formiddag, men da vi når toppen kan vi ikke se en hånd for os. Skyerne ligger tungt omkring os, så vi går ind i cafeteriet og køber en glühewein og sætter os til at vente på at skyerne forsvinder.
Efter en times tid begynder de at lette og vi får set mere og mere af de omkringliggende bjergtinder og dale. Det er virkeligt et betagende syn. Ifølge brochurerne omkring Zugspitze, så skal man heroppefra kunne se ud over 400 bjergtinder og 4 forskellige lande. På toppen er vi dels i Tyskland og dels i Østrig, så de 2 lande ser vi i hvert fald, men hvor Italien og Sweits begynder har vi svært ved at se og vi tæller heller ikke alle tinderne, men der er mange :-).
Selve toppen af Zugspitze er markeret med et guldkors på en stander og det er ikke helt lige til at kommer derop. Det kræver at man klatrer op af klipperne med hjælp af en jernvejre og en jernstige og ikke lider for meget af højreskræk for der er langt ned!
Efter at have set et par andre klatre op tager jeg mod til mig. Ulrich vil ikke med, så jeg må tage turen alene. Det er lidt angstprovokerende, men da jeg er kommet over det første stykke, hvor der er sne og is og jeg har fået et godt tag i jernvejren, så går det stødt og roligt der op ad. Jeg skal bare koncentrere mig om trinene på stigen og klipperne og ikke kikke ned, så går det, selv om hjertet pumper på højtryk 🙂
Da jeg først står oppe ved guldkorset og hjertet er kommet i ro, kan jeg nyde en fabelagtig udsigt 360 grader rundt over bjergtinderne og dalene imellem. Der er desværre stadig nogle skyer, men det er heldigvis helt vindstille, så det er pragtfuldt at stå på en alpetop 🙂
Tilbage igen med sikker grund under fødderne på udsigtsplatformen, nyder vi højfjeldssolen med en bratwurst og en cola. Nu hvor solen er kommet helt igennem er det varmt og vi kan smide de varme trøjer.
Ved middagstid tager vi svævebanen og toget ned igen og kommer ned til 32 graders varme. Det er helt vildt, hvor varmt det er. Vi rundede også de 30 grader i går. Det havde vi bestemt ikke regnet med her i bjergene, men dejligt er det 🙂
Vores næste seværdighed er Skihop-bakkerne, som Garmisch Partenkirchen nok er mest kendt for, i hvert fald i Danmark. Vi kører egentlig for at finde Partnachklamm, som er en smal kløft på 700 i længden og hvor vandet, som strømmer igennem den har boret sig 80 meter ned. Kløften ligger tilfældigvis lige ved siden af skihopbakkerne, så vi slår 2 fluer med et smæk 🙂 Både skihop-bakkerne og kløften var værd at se.
Det er svært at forestille sig hvor høje bakkerne er, når man ser dem i fjernsynet, men når man står her nedenfor og kikker op på dem, så er jeg glad for at det ikke er mig, som skal køre ned helt der oppe fra. Det er højt at falde!
Partnachklamm er flot at gå igennem. Der er en øresønderrivende larm fra vandet som fosser ned gennem den smalle kløft. Det er ikke mærkeligt at vandet kan grave sig ned igennem klipperne for der er virkelig tryk på. Man går på en smal klippeafsats langs hele kløften og kan se hvordan vandet har arbejdet sig ned og udhulet klipperne og fortsat graver sig dybere. Der er kun lidt lys fra oven og det kolde vand i floden gør det til en kølig tur på en ellers varm dag.
Ude igen nyder vi en is og en kop kaffe inden vi kører videre. Klokken er efterhånden blevet halv fem men vi bliver alligevel enige om at vi godt kan køre et par timer videre af Alpenstrasse inden vi finder et gasthaus.
Det næste stykke af Alpenstrasse går over et par pas og forbi et par skønne søer og det er meget snoede veje, så vi er ved at blive køresyge af al den svingen fra side til side 🙂 Vi holder til næsten 3 timer, men så er vi også trætte og finder et gasthaus (Landhotel “Zum Kistlerwirt”), hvor vi kan sidde udenfor på terrassen og få aftensmad og får et dejligt værelse. Hvad kan man så forlange mere?

22. juni (Ostin – Königssee): Vi står op til en fuldstændig skyfri himmel og 23 grader. Det er bare så dejligt at begynde dagen sådan. Dejlig morgenbuffet på vores gasthaus og derefter ud at køre på små bjergveje op og ned og igennem den ene lille bjergby efter den anden. De er ikke alle lige charmerende, men da vi kommer til Reit im Winkel, så er vi i hvert fald ikke i tvivl om at vi er i Tirol. Det er så skøn og flot en by med små ensrettede gader og masser af tirolerhytter med balkoner og udskæringer og blomsterkasser hængende overalt. Her er vi nødt til at stoppe og nyde synet og stemningen, så vi sætter os i haven foran Gasthof zur Post i skyggen under store kastanietræer og får en kop kaffe. Det er desværre for tidligt til at få frokost ellers ville det have været et ideelt sted 🙂
Efter kaffepausen og en tur rundt i byen fortsætter vi af Deutsche alpenstrasse og ender først på eftermiddagen i Schönau am Königssee. Det er en ganske lille by, som næsten kun består af hoteller men ligger lige ned til Königssee. Vi får værelse på Hotel Königssee, som ligger lige ned til søen og vi er oven i købet så heldige at vi får et værelse med balkon, hvorfra vi kan se ud over søen. Det kan næste ikke være bedre 🙂
Det er for varmt til at vi kan foretage os andet end at sidde på balkonen og drikke en gin/tonic, men det er vel heller ikke at foragte 🙂
Sidst på eftermiddagen da temperaturen daler en smule tager vi en sejltur på søen. Frem og tilbage over den 8 km lange sø, som er den reneste i Tyskland. Vandet er også meget klart, men da søen er op til 192 meter dyb kan vi ikke se bunden hele vejen. Det er en skøn tur forbi vandfald og St. Bartholomä, som er en valfartskirke, der daterer sig tilbage til det 12. århunderede. Vi kan ikke stå af og se på kirken, da det er den sidste båd for i dag. Undervejs stopper bådføren båden og tager sin trompet frem. Det er tilsyneladende en tradition, de har at båden passerer et bestemt sted, så spiller han et lille stykke musik og ekkoet svarer ham, så det lyder som om der er flere trompeter, der spiller. Det lyder meget sjovt. Vi fandt ikke helt ud af hvad der ligger til grund for traditionen, da guiden på båden dels talte meget lavt og dels talte en dialekt, som vi ikke forstod alt af!
Da vi kommer tilbage til byen er den med et trylleslag næsten mennesketom! Der har været et mylder af mennesker hele dagen, men nu til aften er de alle væk. Der er kun dem tilbage, som bor på hoteller og det er tydeligvis ikke mange 🙂
Vi nyder vores aftensmad i en Biergarten, som ligger lige ned til søen, så vi sidder og ser på folk som svømmer i søen eller går aftentur langs søen. Det er meget hyggeligt og temperaturen holder sig også pænt højt selv efter solen er gået ned er der 24 grader! Det er bare skønt, håber det varer ved 🙂

23. juni (Königssee – Zell am See): Vi ville egentlig gerne have været her i Königssee en nat mere, men da vi kun kan få et lille bitte værelse uden balkon, så vælger vi at pakke vores ting efter en iøvrig god morgenmad. Vi ved ikke helt hvor vi så skal sove i nat, men det må vi se på senere, hvad vi føler for.
Vi har i hvert fald bestemt os for, at vi skal op og se Ørnereden – Kehlsteinhaus, som ligger højt på en bjergtop i 1834 meters højde og hvorfra man har den skønneste udsigt ud over bjergene og også Königssee.
Kehlsteinhaus stod færdigt i 1938 og var officielt en gave til Hitler fra National Socialist partiet til hans 50 års fødselsdag. Flere tusinde arbejdere var involveret i dette gigantiske projekt og byggeriet blev foretaget under extreme forhold. Arbejderne skulle færdiggøre det på rekordtid i uvejsomt terræn og med store logistiske udfordringer. Det sindsyge prestige projekt løb op i en sum af omkring 30 millioner Reichmarks og det stod færdigt efter mindre end 2 år. Ud over selve huset blev der bygget en 6 km lang vej op til et plato hvorfra en 124 meter lang tunnel er boret ind i bjerget til en 124 meter høj skakt, hvori der kører en messingbeklædt elevator op til huset. Sidstenævnte blev bygget med det formål, at Hitler skulle kunne blive transporteret op til sit bjergtop-recidens så behageligt som muligt! Efter sigende besøgte Hitler dog kun huset 4-5 gange, da han led af højdeskræk!
Man kan ikke selv køre op til Ørnereden. Der kører specielle busser op – 5 af gangen – da der kun er et enkelt sted på den 6 km lange vej, hvor de kan passere hinanden. Ud over at det er en smal vej (4 m), så er den også meget stejl og der er masser af hårnålesving, så jeg er glad for, at vi ikke skulle køre op selv, men kunne sidde og nyde turen i bussen. Fra platoet, hvor busserne vendte, gik vi ind igennem den 124 meter lange tunnel, som var både kold og våd, men iøvrigt flot beklædt med sten både gulvet og i siderne. Elevatoren var fantastisk flot. Fuldstændig beklædt med flot poleret messing. Det var en fornøjelse at køre op i den, men underligt at tænke på, at den har Hitler også kørt i!
Huset er i dag en privateget restaurant, der betjener alle turisterne, der valfarter derop og så er der et lille museum med historien omkring stedet. Det ligger som sagt på en bjergtop, hvor der er 360 graders udsigt ud over Berchtesgardener Land. Pragtfuld udsigt.
Efter en times tid på toppen og radler i restauranten kører vi ned igen. Vi har besluttet os til at køre videre til Østrig og Zell am See, som kun ligger 90 kms kørsel herfra. Vi tager dog en lille omvej over Rossfeld panorama strasse, som er en scenic rute over en bjergtop, hvor der bl.a. har været optaget nogle af scenerne til Sound of music. Det er et meget smukt område.
Nede igen går det meste af turen på motorvej, som ikke er særlig spændende og det begynder tillige at regne, så det var på sin vis OK, at vi så bare bruger tiden på transport.
Sidst på eftermiddagen er vi fremme i Schüttdorf, som ligge lige uden for Zell am See. Jeg får lidt et chok ved at køre ind til byen. Jeg har været her for ca. 30 år siden på skiferie og dengang var det bare en lille by, men det er det bestemt ikke mere. Jeg har svært ved at kende noget overhovedet bortset fra Hotel Latini, som vi skal bo på og nabo-hotellet Schütthof, som var vores afterski-sted for 30 år siden 🙂 Det ligger lige ved siden af Areitbahn, som førte os op i skiterrænet, men den er desværre lukket p.t., så den får jeg ikke lov at genopleve 🙂
Vi får en dejlig suite på Hotel Latini og slapper af på balkonen indtil solen kommer derover og det bliver for varmt. Ja, vejret skifter hurtigt fra vi har kørt i regnvejr til at solen skinner fra en skyfri himmel og der er 30 grader!
Aftensmaden indtager vi på hotellet, da den er inkluderet. Vi føler os i den forbindelse rimelig dumme. Vi har hidtil kunnet klare os fint med at grave vores skoletysk frem og både forstået og kunnet tale med dem vi har mødt, men her på hotellet får vi problemer! De taler til os, men vi forstår ikke et kuk! Det lyder som en blanding mellem hollandsk og tysk og noget helt tredie. Fuldstændig uforståeligt. Vi ligner tilsyneladende spørgsmålstegn for når vi ikke reagerer slår de heldigvis over i tysk, som vi kender det og så forstår vi igen :-).
Vi indtjekning får vi udleveret et Sommer Karte, som giver rabatter på forskellige attraktioner og det betyder bl.a. at lifterne er gratis, hvilket er et kæmpe plus i budgettet, da f.eks. Kirsteinhorn liften til toppen koster 41 EUR pr. person.

24. juni (Schüttdorf): Vi har haft en pragtfuld dag, hvor vi har været oppe på Kirsteinhorn med panoramaplatformen “Top of Salzburg” i 3.029 meters højde og set ud over gud ved hvor mange bjergtoppe med og uden sne. De fleste er uden sne lige nu, men her på Kirsteinhorn er der en gletcher, så her er sne og der er faktisk også mulighed for at stå på ski omkring en enkelt slæbelift.
Vi tager en vandretur på små 5 km ned af bjerget fra 2.500m til 2.000m. Det er en dejlig tur af små stier mellem en masse små flotte blomster og alperoser og så selvfølgelig udsigten ned i dalen og op til toppen. Her er smukt.
Vi nyder frokosten i 2500 meters højde, hvor solen skinner og varmer, så vi må trække i skyggen. Vi kan ikke tåle mere højfjeldssol i dag 🙂
Vi er hjemme på hotellet sidst på eftermiddagen og slapper af.
Om aftenene bryder der et gevaldigt uvejr løs. Regnen står ned og det lyner og tordner. Det måtte næsten komme oven på de varme dage (over 30 grader), som vi har haft, men forhåbentlig bliver det godt vejr igen i morgen 🙂

25. juni (Schüttdorf): Uvejret er desværre ikke ovre endnu. Da vi vågner styrter regnen fortsat ned og det buldrer lidt i det fjerne og vi kan overhovedet ikke se bjergene omkring os. De er indhyldet i mørke skyer. Øv, så bliver der ikke nogen tur op på Schmittenhöhe i dag, som vi ellers havde planlagt i aftes. Det bliver vist en total slapperdag på hotelværelset med læsning eller hvad vi ellers kan finde på.
Vejrudsigten for i morgen er heldigvis fuld sol, så det sætter vi vores lid til 🙂
Hen på eftermiddagen klarede det heldigvis op og vi kunne køre de få kilometrer ind til Zell am See og gå en tur langs søen og oppe i gågaden, som iøvrigt er meget hyggelig med restauranter. Vi satte os og nød lidt sen frokost inden vi igen kørte hjem til hotellet og gik en tur i Schüttdorf. Jeg ville prøve at finde det hotel, som jeg boede på, da jeg var på skiferie hertil for mange år siden. Det lykkedes nu ikke. Måske fordi jeg ikke helt kan huske, hvor det lå eller også fordi det rent faktisk er revet ned. Der er i hvert fald bygget en del nyt i området, hvor jeg mener, det skulle ligge.

26. juni (Schüttdorf – Grossglockner Hochalpenstrasse – Fusch): Vejrudsigten for i dag var ikke den allerbedste, men vi har alligevel taget chancen og reserveret en tid på golfbanen kl. 8.20. Da vi vågner er det fuldstændig overskyet og vi frygter det værste, så vi pakker baggen med regntøjet og kører ud til Zell am See – Kaprun Golfclub. De har 2 18-huls mesterskabsbaner, Kirsteinhorn og Schmittenhöhe. Vi har fået tid på Kirsteinhorn og skal heldigvis kun spille en 2-bold. Mens vi venter på at det bliver vores tid forsvinder skyerne lige så langsomt omkring bjergtinderne og efter 4 huller er der helt skyfrit. Det er en fantastisk bane at spille og omgivelserne ligeså. Der er bare så flot med søer og springvand og bjergene rundt omkring og solen. Det kan simpelt hen ikke blive bedre. Vores spil er også super godt, så vi er glade 🙂 Efter runden sidder vi og nyder udsigten over banen og bjergene fra klubhusets restaurant og får serveret frokost. Da vejrudsigten for i morgen også er dårlig med regn og torden, så bliver vi enige om at udnytte det gode vejr og køre turen op over Grossglockner Hochalpenstrasse. Det vil være ærgerligt at skulle køre over den i morgen, hvis det er dårligt vejr med tungthængende skyer, så man intet kan se. Grossglockner Hochalpenstrasse er en 48 km lang strækning, der kører langt op i bjergene med store stigninger og ikke mindre end 36 hårnålesving. Det er en rigtig scenic vej med mange flotte udsigtspunkter undervejs ud over bjergene med sne på og gletsjere og dalene og ikke mindst ned over den snoede vej man kører på. Den ender som navnet siger med udsigt til Grossglockner, som er Østrigs højeste bjerg på 3.798m, og ved siden af Pasterze gletsjeren, som er den største gletsjer i de østlige alper med sine 9 km. Grossglockner Hochalpenstrasse blev åbnet i 1935, men meget er ændret siden. Den er bl.a. gjort bredere og mere sikker og der er kommet en masse restauranter og udstillinger til. I dag er den et yndet mål for speciel motorcyklister, men selvfølgelig også bilister som os. Der kommer ca. 900.000 besøgene årligt. Motorcyklisterne kører, som om de skal have det overstået hurtigst muligt! De kører virkelig vildt, mens vi andre uerfarne bjergkørere har svært ved bare at komme op i fart op af bakke og bange for at køre for hurtigt ned af i hårnålesvingene. Jeg får i hvert fald min sag for, da Volvoen og jeg ikke før har kørt i bjerge og den skal have nogle omdrejninger før den trækker, hvilket efter et stop gav mig gevaldige problemer med at komme igang igen. Den gik i stå selv om jeg gav den fuld pedal og jeg holdt halvt ude på vejen, så nogle forbipasserende dyttede af mig. Det gjorde det selvfølgelig ikke lettere og der blev pludselig meeeget varmt i bilen 🙂 Efter et par dybe indåndinger og håndbremsen i brug lykkes det at komme i gang igen og vi trillede videre, men der var meget stille i bilen det næste stykke tid indtil vi kom op til et fladt stykke, hvor vi kunne holde ind og få nerverne i ro. Efterfølgende gik det rigtig godt med at køre. Jeg fik lært at give den tilstrækkelig gas og fart på opad, men da vi ca. midtvejs kom til en lille sidevej, som gav mulighed for at køre op til  vejens højeste punkt nemlig Edelweisspitze på lige over 2500 m kikkede vi på hinanden og blev hurtigt enige om, at der skulle vi IKKE op. Vejen derop var meget smal og den gik meeget stejlt op med adskellige sving. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis vi gik i stå midt på vejen! Vi nøjes derfor med at kikke derop og nyde udsigten ud over de øvrige bjerge.
Efter en fantastisk tur iøvrigt nåede vi frem til enden af ruten, hvor Grossglockner rejser sig højt mod himlen med sne og gletsjere omkring. Det var et flot syn og det var også et flot område at gå rundt i omkring besøgscentret, hvor der bygget et parkeringshus så stort i 4 etager, men der var nu ikke mange biler i dag. Vi er vist kommet inden den store sommerferie starter, så der er forholdsvis roligt på turiststederne og plads, hvilket er rigtig dejligt. Da det er sidst på eftermiddagen er folk ved at forlade området, så vi kan gå stille rundt og nyde udsigterne og marmotterne komme frem på klipperne og selv 2 store stenbukke viser sig oppe på en bjergskråning. Det havde vi ikke lige forventet at se, så det var en fin bonus ved at være nogle af de sidste på dagen 🙂
Turen tilbage mod Zell am See er også dejlig. Der er ikke ret mange biler, dog stadig hurtigkørende motorcykler, men vi har masser af plads på alle udsigtspunkter, så vi nyder rigtig turen selv om det nu er anden gang vi kører den. Vi havde bestilt overnatning i Fusch i forvejen, da vi først regnede med at skulle køre over Grossglockner i morgen, så derfor kører vi tilbage igen i stedet for at fortsætte ind i Italien. Vi tjekker ind på vores hotel Lampenhäusl kl. 20 og får aftensmad og så er vi ellers grydeklar. Det har været en lang men fantastisk skøn dag med både golf og naturoplevelser ud over det sædvanlige.

27. juni (Fusch – Cortina d´ampezzo)  I dag lever vejret op til vejrudsigterne, som lovede dårligt vejr. Skyerne hænger lavt og det småregner. Vi er rigtig glade for at vi kørte op til Grossglockner i går for i dag havde det absolut ikke givet nogen mening at køre derop. Vi ville intet have kunnet se.
Vi kører sydpå igen men af en vej som kører nogenlunde parallelt med Grossglockner Hochalpenstrasse. Den er ikke så populær. Vi møder stort set ikke andre biler og slet ikke motorcykler, så selv om det er en fin vej, så har vi den næsten for os selv. Den er nu heller ikke så spetakulær, så det er ikke så mærkeligt.
Vi er fremme i Cortina d´ampezzo ved middagstid og booker os ind på hotel Europa, som ligger næsten i centrum og med flot udsigt til bjergene, men da skyerne hænger lavt og det iøvrigt er begyndt at styrte ned, så har vi ikke megen glæde af udsigten. Humøret er p.g.a. vejret heller ikke så højt, så vi tager os en middagslur og sidst på eftermiddagen letter skyerne, så vi kan se de skønne omgivelser, vi er havnet i og samtidig stiger humøret også, så vi kan gå en tur i byen og få noget aftensmad, hvilket nu ikke er den store oplevelse, men vi bliver da mætte!
I morgen bliver vejret forhåbentlig bedre, så vi kan komme ud at vandre i de flotte bjerge.

28. juni (Cortina d´ampezzo): Det er stadig ikke det bedste vejr, men det regner i det mindste ikke og det ser også ud til, at solen kan komme lidt igennem og få skyerne til at gå i opløsning, så efter morgenmaden kører vi op forbi Misurina søen og op til Refugio Auronzo, som er udgangspunktet for vores vandring rundt om Die Drei Zinnen. Vi har hørt og læst meget om, at det er en skøn tur, men at der er alt for mange mennesker.
Der er kun få biler og ingen busser, da vi kommer frem og som anbefalet i Sunflowers vandrebog, så tager vi turen vestom i stedet for østom, som de fleste andre gør. Det viser sig at være en god anbefaling. Vi kan gå turen stort set alene helt frem til Drei Zinnen Hütte, men så er det også slut med at være alene. Vi kan se at busserne nu er kommet og at der kommer mange kinesere og japanere, som går i gåsegang af stien mod os, men stadig er der til at være i området. Vi er vist trods alt kommet før sæsonen for alvor går i gang.
Turen rundt er meget flot og ikke speciel hård. Det er kun det sidste stykke op mod Drei Zinnen Hütte, som får sveden frem på panden og åndedrættet til at blive tungt, men med udsigten over til Drei Zinnen og de øvrige bjerge og slugter, så er det slet ikke noget problem. Vi er også rigtig heldige med vejret. Lige som vi starter vores tur bryder solen igennem skyerne. Det bliver ikke helt skyfrit, men den varmer og det gør oplevelsen så meget bedre end hvis det havde været gråvejr 🙂
Vel oppe ved Drei Zinnen Hütte får vi en kop kaffe at styrke os på og sidder udenfor og nyder udsigten. Solen er fremme med mellemrum, men vinden er kold, så vi fortsætter snart vores tur tilbage til Rif. Auronzo mod strømmen og tager en lille afstikker ud til en stor statue (rute 101a) hvorfra man har den skønneste udsigt ned i dalen, hvor en flod snoer sig og en skinnende blå sø lyser op i det fjerne. Herude kan vi være helt for os selv. Ingen har tilsyneladende mod på at gøre gåturen længere selv om det absolut kan anbefales 🙂
Efter en pragtfuld tur rundt om Drei Zinnen kører vi ned til Misurina søen og får sen frokost inden turen går tilbage til Cortina.

29. juni (Cortina d´ampezzo – Colfosco): Det regner, da vi vågner, så vi sover lidt videre. Vi har planlagt, at vi skal op og gå i Tofana området, men når det regner giver det ingen mening at tage op i højderne. Vi vil ikke kunne se noget alligevel. Da vi vågner en time senere regner det ikke mere, men skyerne hænger stadig tungt. Vi spiser morgenmad og tjekker ud og kører ned til liften. Det ser ud til at skyerne er lettet lidt.
Da vi vil købe billetter til liften er damen i lugen meget sød. For det første fortæller hun at liften i dag ikke kører helt til toppen p.g.a. vejret og hvis vi tager op til mellemstationen Ra Valles, hvor vi havde regnet med at gå fra, så vil vi intet kunne se og der er iøvrigt kun 3 grader deroppe, så vi skal have rigtig meget tøj på! Hun viser os også webcam billeder oppe fra Ra Valles og der er helt gråt. Med andre ord. Det giver ingen mening at købe billet. Vi må finde på noget andet – øv. Vi tager fat i alle vores kort og bøger for at finde nogle områder, som måske ikke ligger helt så højt, men så kommer Ulrich med det glimrende forslag, at vi kan tage ud og spille lidt golf. skyerne hænger dog trods alt ikke så langt nede, at vi ikke vil kunne se bolden 🙂
Vi har lidt svært ved at finde golfbanen, da den ligger oppe på en bjergside af en meget snoet og dårlig vej og ikke er særlig godt skiltet. Vi finder den dog til sidst. Det er kun en 9 hullers bane, men det passer os fint. Selv om det kun er 9 huller er det ikke specielt billigt. Vi må af med 90 EUR i green-fee inkl. trolley til vores bags.
Det er en forholdsvis ny bane, anlagt i 2010 og det var tydeligvis ikke en mesterskabsbane, da greens var fyldt med græsskader og græsset iøvrigt var heller ikke særlig ensartet, men det var en sjov bane at spille. Stort set alle huller var blinde og det var en bedre hiking-tur at komme fra hul til hul. Det gik op og ned, så hver gang man kom frem til sin bold måtte man lige have vejret inden man kunne slå. Efter 3 huller begyndte det at styrtregne, så vi måtte tage en pause under træerne, men heldigvis var det kun et kvarters tid, så kunne vi spille videre, men banen var temmelig våd. Vi havde tilsyneladende alle odds imod os, men vi spillede begge godt det til trods. Jeg tror aldrig, at jeg har lavet 26 point på 9 huller og så på en fremmed bane. Så gjorde det ikke noget, at det regnede 🙂
Frokosten indtog vi klubhusets restaurant. Vi var de eneste i restauranten og vi havde også banen næsten for os selv. Vi så kun 2 mænd undervejs, så der var i hvert fald ikke pladsmangel.
Vejret var stadig ikke til at tage op i højderne og udsigten for de nærmeste dage ser heller ikke for god ud, så det nytter ikke at blive her og vente på solen. Vi beslutter derfor at køre videre mod vest af Dolomitttervejen, som skulle være den smukkeste tur man kan køre gennem Dolomitterne. Den er 110 km lang og går fra Cortina D´ampezzo til Bolzano. Vi kører af den snoede og højt beliggende vej og kan godt se, at vi kører i et flot område, men hvor ville vi ønske at solen kom frem og at skyerne forsvandt, så vi kunne se alle bjergtoppene. Det bliver meget gråt i gråt, når det småregner og skyerne hænger lavt. Efter Cinque Torri, som vi øvrigt heller ikke kunne se meget af, drejer vi af mod nord og kommer op i et helt eventyrligt flot område, hvor vi beslutter os for at overnatte og håbe på bedre vejr i morgen. Vi finder et  fint gasthaus i en lille by Colfosco. Gasthauset var utrolig kitchet udefra med glasblomster alle vegne og små tirolerhuse hængt op i træerne som fuglehuse og gamle kælke og ski. Men de var mægtig søde og værelset var også af en fin størrelse og standard. Værten anbefaler os et spisested, som vi går op til. Det var en god anbefaling. Vi får det bedste mad, vi overhovedet har fået på hele turen 🙂

30. juni (Colfosco – Arabba): Det er rimeligt vejr, da vi vågner. Det regner i hvert fald ikke og det ser ud til at solen måske kan kikke igennem skyerne, så vi kører mod Cinque Torri for at hike der, men på vejen kommer vi til passet Falzarego, hvor der er rigtig flot og herfra kører der en svævebane op til Rif. Lagazuoi, som ligger i 2752 meters højde. Det bliver i stedet for Cinque Torri vores udgangspunkt for dagens hike – Selares Runde (rute 11 i Dolomiten 6 – Rother wanderführer).
Da vi kommer op med liften (11 EUR pr. person) har vi fin udsigt ud over bjergene og dalene, men hurtigt lukker skyerne sig fuldstændig omkring os og det begynder oven i købet af hagle! Vi tænker, at det vel er en hurtigt byge og begynder friskt vores hike efter at have taget flere lag tøj på og hue og vanter. Vi har efterhånden fundet ud af at vores sommerferier nogle gange kræver vintertøj, når vi gerne vil op i bjergene 🙂 Lige neden for Rif. Lagazuoi er der en masse huler og tunneller ind i klippevæggen og når man går ind i dem, så er der små åbninger ned mod dalen – skydehuller! Det er levn fra første verdenskrig, hvor der var heftige krig mellem Italienerne og Østrigerne. Det er den gamle grænse mellem Østrig og Italien, som Østrigerne forsvarede fra disse bjerghuler. Et enkelt af hullerne bliver karakteriseret som officersmesse, men det ser nu ikke særlig officersagtigt ud. Det er også bare en rå klippehule. Det må have været et hårdt liv, at være soldat den gang.
Vi fortsætter vores hike. Det går heldigvis kun nedad, hvilket selvfølgelig godt kan være hårdt for knæene, men det kræver ikke så meget kondition 🙂 Det er en flot tur langs en høj lige bjergside til den ene side, men udsigt til de øvrige sider. Vi kommer forbi en lille sø, hvor vi holder hvil og hygger os med at fodre en masse små fisk. De slås vildt om vores små stykker brød. Inden vi når ned til det laveste sted på ruten og også ca. halvvejs må vi igennem en ret stejl slugt med et vandfald, hvor vi må gå zig-zag p.g.a. faldet på ruten.
Nede ved Scotoni Hütte holder vi endnu et hvil og får den pragtfuld gulash-suppe. Nøj, hvor smagte den godt og når man oven i købet kunne sidde udenfor og nyde den og se ud over en lille slette, hvor der gik et par lamaer rundt, så kan det næsten ikke bliver bedre 🙂
Det fortsætter dog ikke helt med at være godt for da vi er færdige med at spise og skal fortsætte går vi den gale vej. Det er ikke smart, når man bruger sine sparsomme kræfter på at gå 100 højdemeter ned for blot at skulle gå dem op igen!! Det var ved at tage pusten fra os, men vi havde jo intet valg. Vi skulle tilbage til vores udgangspunkt, hvor bilen står, så vi måtte tilbage på sporet og for at det ikke skal være løgn, så var den rigtige del af ruten nu kun op, op og atter op. Eller sådan føltes det. Men selvfølgelig gik det også ned igen og det var gennem endnu en stejl slugt endnu stejlere end den første vi var ned igennem, men midt i kløften fandt Ulrich de første Edelweiss og så var vi glade igen og det tog lidt af trætheden væk at koncentrere sig lidt om dem 🙂 Vel nede gennem slugten, som iøvrigt også havde mange løse sten og derfor var ekstra anstrengende at gå på gik ruten parallelt med vejen, så den var knap så interessant, som resten af ruten. Måske skyldes det også at vi nu var ret trætte og bare ville hen og sidde ned i bilen! Iflg. vores ure havde vi gået omkring 18 km og 1220 højdemeter op og 1150 ned.
Efter et rigtig godt hike, hvor vi dog godt kunne have ønsket os lidt bedre vejr, da vi havde lidt småregn på den sidste del af turen og skyerne lukkede for noget af udsynet, så tjekkede vi ind på et lille gasthaus i Arabba.
Til aftensmaden var vi rigtig sultne efter det lange hike, og fandt heldigvis et rigtig godt spisested, som havde været i Michelin bogen siden 2005. Der serverede de nogle skønne store bøffer tilberedt over åben ild – mums.

1. juli (Arabba – Canazei): I dag vågner vi til det helt perfekte vejr. Solen skinner fra en skyfri himmel og vi kan dermed se alle bjergene omkring os fra den skønneste side. Det er som at være midt i et maleri. Det vejr skal vi naturligvis udnytte, så vi kører af de snoede bjergveje op til Passo di Pordoi og tager liften op til toppen i 2950 meters højde. Solen skinner da vi kører op, men vi kører lige op i skyerne. Der er fuldstændig lukket til, så vi ser ud i en grå masse og hvad værre er. Der går en mand og skovler sne væk fra terrassen! Der ligger 7 cm nyfalden sne og dækker alt heroppe på toppen. Det havde vi lige godt ikke regnet med, men vi har selvfølgelig mere tøj med i rygsækken, så vi må frem med trøjer, huer og vanter endnu engang 🙂 Vi venter lidt for at se, om solen ikke skulle komme igen. Det var jo trods solskin, da vi kørte op. Solen kommer igen og bjerglandskabet åbner sig for os, men skyerne ruller også ind, så det er meget blandet, hvor meget vi kan se, men vi har besluttet os for en kort tur i dag, da vores ben er lidt brugte fra i gårsdagens tur og ifølge vores kort, så skulle der kun være ca. 4 km hen til Rif. Boe. Vi ville gerne have været op på Piz Boe, men der var alt for megen sne, så der var glat og skyerne lå også tungt om toppen, så udbyttet ville sandsynligvis ikke stå mål med anstrengelser. Turen over til Rif. Boe er mere lige, så knæene kan hvile!
Det bliver en flot tur, hvor vi glider lidt rundt i sneen på vej hen til Rif. Boe, hvor vi får os en Glühwein. Det er jo næsten som at være på skiferie. Vi går i sne og har skistave i hånden, så hvorfor ikke fuldende illusionen. Solen kommer frem mens vi sidder og nyder vores Glühwein, så da vi går tilbage igen er sneen næsten væk på stien og vi kan se dybt ned i dalen og ud over bjergene. Det er bare så smukt. Tilbage ved liften har skyerne igen lukket sig omkring os, så vi intet kan se på vejen ned og det sidste stykke vi går er også i haglvejr. Nede i Pordoi passet igen får vi frokost og går en lille tur mellem de få hoteller og souvenir-butikker og kører så ned til Canazei, hvor vi har booket et hotel – Albergo Azola. Vi får et skønt værelse med balkon og udsigt over hele dalen mod Alba. Det er virkelig flot. Solen kommer og går, men når den er fremme, kan vi sidde på balkonen og nyde den og når den forsvinder er det ret koldt, så vi må trække indenfor.
Til aften går vi tur i Canazei, som er en flot ski-by i tirolerstil. Der er huse med flotte vækmalerier over det hele og balkoner med blomster i alle mulige farver. Det er sjovt, at se de byer her, som jeg kun har set på vinterferie ellers. De er også flotte om vinteren, men det er alligevel noget andet nu med alle farverne i stedet for klædt i hvidt.

2. juli (Canazei – Tiers): I dag vågner vi til skyet vejr, men det ser dog ud til at solen vil kunne komme igennem, så vi håber på en god dag uden tunge skyer 🙂
Benene skal have ro i dag, så de er klar til at gå nogle lange hikes, når vi kommer til Rosengarten. Vi planlægger derfor en køretur i dag. Vi vil køre rundt om Sella, som skulle være en ca. 4 timers lang køretur med skønne udsigter. Vi kommer imidlertid ikke så langt, idet vi har valgt en meget uheldig dag. De foregående 2 dage har vi kæmpet med cykelryttere om pladsen på vejene. Der er utrolig mange, som kører op og ned af serpentinervejene og de kører som død og helvede, i hvert fald ned af bakke 🙂 og de fylder temmelig meget på vejen, da de selvfølgelig heller ikke vil risikere at køre ud over bjergsiderne. I dag får vi imidlertid en anden udfordring. Det viser sig at der er et marathonløb i området, så nogle veje er helt lukket! Efter at have holdt i kø ved en lukket ved i 20 minutter vælger vi at lægge vores planer om og køre en anden rute, som er en rute jeg har læst om skulle være meget smuk, men den er ikke vist som en scenic rute på diverse vejkort. Efter at have kørt turen kan vi godt forstå hvorfor. Det er en utrolig flot rute over bjergpas og gennem dale og de skønneste små tirolerlandsbyer på stribe, men vejen er meeeget smal. Visse steder er der kun plads til en bil og det meste af vejen foregår i 2. gear på grund af stigningerne, men som sagt det er en flot rute. Vi spiser frokost på en skøn lille restaurant højt beliggende med udsigt til bjerge og dalene under. (Ruten kan ses ved tryk på det blå link udfor 2. juli.)
Fra Canazei til Tiers, hvor vi skal overnatte de næste 5 nætter er der kun 38 km, men med vores “lille” rundtur lidt tilbage af Dolomittervejen og sydover, så tager det os hele dagen. Vi er først fremme ved Hotel Stefaner kl. 17, men der ankommer vi til gengæld i strålende solskin. Så vi bliver modtaget med en stor kold øl, som vi kan sidde ude på terrassen og nyde i solskinsvejret, mens vi kikker ud over Tiersdalen. Det er bare dejligt efter vi ellers har kørt rundt i overskyet vejr det meste af dagen og lidt småregn ind i mellem.
Vi får et dejligt værelse, hvor vi har udsigt op til Rosengarten, som bliver fanget flot af

solen og lyser op. Vores ophold er inkl. halvpension og vi bliver bestemt ikke skuffet over menuen selv om den er fast. Vi får hele 5 retter og bliver over i købet spurgt om vi vil have mere hovedret eller dessert 🙂 Det smager altsammen rigtig godt og er flot anrettet. Godt vi kun skal bo her 5 nætter for det bliver da vist en fedekur uden lige 🙂 Mathilde, som værtinden hedder, er meget hjælpsom med at foreslå ruter vi kan gå i morgen, men det er svært at holde styr på alle informationerne, så vi må prøve selv at få styr på ruterne og skele til de ruter, som Birthe og Finn har gået.

3. juli (Tiers): “En dag som bjergged”. Det er vist den bedste overskrift for dagens udfordringer 🙂 Solen skinner fra en næste skyfri himmel, da vi slår gardinerne fra på vores dejlige værelse på Hotel Stefaner i Tiers. Vi ser lige op på de flotte blege, savtakkede bjerge. Det er en vidunderlig udsigt at stå op til.Efter en fin morgenbuffet tager vi vandre støvlerne på, rygsækken på rygger og stavene i hånden. Vi skal på en længere tur – 15 km – iflg. vores vandrebog. Da vi ikke har samme start og slutpunkt, tager vi bussen op til udgangspunktet ved Frommer Alm og vi skulle så gerne ende nede ved vores hotel – 6 timer senere! Dagens hike går Around Passo delle Coronelle (Tschagerjoch) Pass og skulle som sagt være 15 km lang og stige 730 meter og falde 1890 meter. Det burde vi kunne klare selv om den er karakteriseret som svær 🙂
Vi tager stoleliften op fra Frommer Alm og står af ved Kölner Hütte, som ligger i 2.337 m højde. Der er en fantastisk udsigt fra Kölner Hütte ud over dalen og Schlern Massif. Herfra begynder vores dag som bjergged! Den beskrivelse vi havde af ruten, sagde ikke noget om, at vi skulle klatre stejlt op til Tschagerjoch pass ved hjælp af jernwirer! Specielt Ulrich lider af højdeskræk, så måske det var meget godt, at vi ikke vidste det på forhånd, for så var vi nok ikke kommet derop. Vi står en del og kikker op af klipperne og er ikke sikre på, at det er den rigtige vej, men efter at have kikket på diverse vandrekort, så blev vi enige om, at det måtte være den rigtige vej og så begyndte vi opstigningen. Det tog måske 15-20 minutter at komme op, hvor hænderne var lidt klamme undervejs og det var bare med at koncentrere sig om at kikke op og ikke ned og klamre sig til jernwiren. Da vi endelig var oppe, mødte der os en ubeskrivelige flot udsigt. Det var alle nerverne og anstrengelser værd 🙂
Når man er oppe i et pas, er der også en tur ned! Den var nu ikke så slem, men dog krævende. Stavene hjalp os ikke her. De var nærmest i vejen, når man skulle kravle/klatre, men efterhånden gik den over i en fin sti over til Vajolet Hütte (2.243 m), hvor vi holdt et lille hvil inden vi begyndte opstigningen til Grasleiterpas Hütte i 2601 m højde. Det var op igennem en slugt, hvor stien blot gik op og op og med løse sten, så her kom stavene i brug. Endnu en lille pause på Grasleiterpas Hütte for at få benene til at slappe af inden vi skulle begynde nedstigningen.

Det lyder altid som det letteste at skulle gå ned. Det er det umiddelbart også fordi man ikke anstrenger sig så meget med at løfte sin egen vægt og dermed kommer pulsen heller ikke så højt op, men det er uhyre anstrengende for knæene. Når det så som her er lutter løse sten og temmelig kraftigt fald ned igennem en slugt, der ligner noget som en gletsjer i sin tid har formet, så er det ikke helt let. Det er en flot tur ned igennem slugten omgivet af de høje bratte klippevægge, men det er dælme anstrengende. Vi må konstant zig-zagge og bruge stavene foran os, så vi ikke skrider ned gennem de løse sten. Det tager lige så lang tid at komme ned, som det tog os at komme op og vores knæ er temmelig ømme, da vi når Grasleiten alpine Hütte (2.137 m), som også ligger med en smuk udsigt. Vi synes umiddelbart, at vi er bag efter tidsplanen på dette tidspunkt, men vi har brug for et hvil og noget mad, så vi holder sen frokostpause med en sandwich og en sodavand. Det bekommer os vel, både maden og pausen 🙂 Ud over udsigten ud over dalen kan vi også se stien, som vi skal videre af. Det ligner en smal dyresti, som går helt ude på kanten af bjerget og oppe på klippevæggen bag os kan vi se 5 bjerggeder, som ligger op hver deres lille hylde. Det er formentlig deres sti, som vi skal ud på 🙂
Efter frokostpausen skal vi endnu nogle højdemeter op af den smalle dyresti. Det er nu ikke så slemt, som det så ud fra Grasleiten alpine Hütte og vi har gode ben efter pausen, så det er en smal sag, men herefter begynder så nedstigningen, som går gennem Tschamintal. Der viser sig at være 8-9 km inden vi er hjemme ved hotellet og stien er ikke speciel spændende. Den går gennem skov og der er ikke så meget udsigt ud over en flod, som løber igennem nogle meget hvide klipper, hvilket undrer os, da klippevæggene iøvrigt ikke er hvide, men flot ser det ud og så kommer vi forbi 3 kilder, hvor vi kan få frisk klart koldt kildevand i vores flasker. Det skulle have helbredende effekt, så vi håber det også kan holde vores ben friske i morgen 🙂 Vi er hjemme ved hotellet kl. 18.15 godt 8 timer efter vi startede. Vi er rigtig møre og trænger til en stor kold øl, som vi får serveret på terrassen. Herefter en hurtigt koldt bad og rent tøj på og ned til aftensmad lidt over syv. Vi er så trætte, at vi ikke er sultne. Vi har trods alt gået omkring 21 km med 825 meter op og 2.058 m ned. Det er en sjat, når vi kun er vant til at gå 8-10 km af gangen på golfbanen 🙂 Vi springer salaten over og må give op, da vi er halvt igennem hovedretten. Vi skal bare op på værelset og have benene op og lukke øjnene.

4. juli (Tiers): Vi gik tidligt i seng i går og har sovet længe til morgen. Vi trængte efter gårsdagen strabadser. 
I dag kører vi blot en lille tur ned til Carezza søen, som er utrolig smuk med sine blå og grønne farver og gik en tur rundt om den, hvorefter vi kørte til Carezza Golfclub og gik 9 huller. Det er kun en 9-hullers bane og vi er glade for at vi kun tog 9 huller i stedet for 18, som ville have været banen rundt 2 gange for da vi har gået de første 6 huller er vi allerede trætte. Det er en meget hård bane, som går op og ned i terrænet og i øvrigt også svær at spille fordi mange af hullerne går op og der er ikke megen regulær fairway. Sidst på eftermiddagen er vi hjemme på hotellet og sidder og slapper af på terrassen inden aftensmaden, som vi i dag kommer hele vejen igennem :-)Da vi kom til hotellet og stod og læste første aftens menu-kort igennem konstateret jeg, at der heldigvis ikke var ost i retterne. Mathilde spurgte i den forbindelse om menuen var ok, hvilket jeg svarede ja til, da der ikke var ost i. Hun noterede sig, at jeg ikke kunne lide ost og efterfølgende har jeg fået noget andet, hver gang der var været en ret med ost. Det er virkelig service, at bliver forkælet på den måde 🙂
5. juli (Tiers): Tredje kapitel i ”Mit liv som bjergged”. Klatreturene bliver hårdere og hårdere. Vi prøver i dag at finde en skånsom tur, som ikke kræver så meget af vores ben og knæ, som efterhånden er noget ømme. En bjergged har 4 ben og vi har kun 2, måske det er det som gør forskellen. Den kan springe rundt dag efter dag og vi andre har det sværere. Vi prøver at kompensere med stave, men det er ikke helt godt 🙂
Det er overskyet, da vi vågner, så vi er ikke så hurtige ude af sengen, men Mathilde forsikrer os om, at det bliver en varm og solrig dag. Solen skal blot have fat kl. 10, så vil al disen og skyerne være væk. Det vælger vi så at tro på og kører op til Frommer Alm og tager stoleliften op til Kölner Hütte, hvorfra vi også gik i forgårs. I dag bliver vi ikke overrasket over, at vi skal op over Coronelle passet ved hjælp af stålwirer, men vi kan dog ikke huske, hvor langt der var op til passet og at det kun går op og op 🙂 Det går rimeligt for os og på toppen bliver vi igen overvældet af den flotte udsigt. Solen er ved at brænde igennem, men der ligger dog en dis ud over det hele.
I forgårs gik vi til venstre efter passet, men i dag skal vi til højre for vi skal rundt om bjerget via Rotwand Hütte. Ifølge diverse beskrivelse i vandrebøger og apps, så skulle det være en tur på ca. 7 km og tage omkring 4 timer. Den skulle ikke være krævende ud over Coronelle passet, som vi lige har forceret og der skulle kun være 400 højdemeter. Enten kan vi ikke læse beskrivelserne ordentligt eller også går vi forkert. Vores tur bliver i hvert fald meget længere. Vi går ganske vist forkert, da vi tror, at vi kan skyde genvej og det koster os ca. en ekstra km. Alternativt skulle vi være rapellet ned af en brat klippevæk eller fløjet! Så vi valgte at gå tilbage og finde den rigtige rute. Derefter skulle det være en næsten lige tur rundt om bjerget med få op og ned stigninger. Vi kommer imidlertid ikke langt før vi står foran en væg, der går stort set lodret op. Vi er ikke alene og de andre finder lige som os deres vandrekort frem for at se om det virkelig kan være rigtigt, at vi skal op af den væg! Efter at have læst kortet og i øvrigt konsulteret andre som klatrede ned af samme væg, kommer vi til den konklusion, at det må være den rigtige vej. Det blev en regulær klatretur op og der var ingen stålwire til hjælp og efter den første klatretur gik det yderligere op en halv time inden vi nåede toppen og Pas da le Zigolade (2579m). Herefter gik det heldigvis nedad til Rotwand Hütte, hvor vi kunne slappe af med frokost efter ca. 4 timers gang! Nu skulle vi så have været færdige iflg. den tur vi havde læst os til, men der var fortsat 2 timers gang, hvoraf de sidste 2 km gik pænt op efter, at vi havde rundet Paolina. Da vi kommer hjem finder vi ud af, at vi faktisk har gået forkert. Lige efter den flotte store bronze-ørn drejer vi af mod Paulina Hütte, men vi skulle være fortsat mod Kölner Hütte. Det kostede os en del højdemetrer, som vi godt kunne have undværet på det sidste stykke, hvor vi var ret trætte og ømme. Men vi nåede selvfølgelig i mål ved Kölner Hütte inden den sidste lift kørte ned kl. 18 og var hjemme ved hotellet kl. 18.15. Øllen på terrassen smagte ekstra godt i dag, hvor vi var ømme og lidt skoldede og trætte.
Igen dejlig 5-retters aftensmad og så ellers op i seng. Det er hårdt at lege bjergged 🙂 Vi nåede dog lige at se solens sidste strålet oppe på bjergene, som i dag gav navnet Rosengarten mening. De sidste solstråler giver bjergene et orange-rødt skær. Mægtig flot.

6. juli (Tiers): Skyfri himmel fra morgenstunden og 16 grader, som blot stiger og stiger op til 32 grader i løbet af dagen. Der bliver ikke skrevet flere kapitler i ”Mit liv som bjergged” under de temperaturer J Nej, spøg til side. Det er skønt at stå op til sådan et vejr, men vores ben er ikke til flere klatre/kravleture. Vi skal have en afslappende dag uden for megen op og ned og heller ikke for mange kilometre. Det sidste lykkedes ikke helt!
Vi kører op til Seis og tager liften op til Seiser Alm, hvor vi vil gå panoramaruten rundt. Den er kun ca. 7 km og 330 højdemeter, hvilket skulle være til at overkomme, da der heller ikke er ret mange højdemeter.På trods af at vi i går blev enige om, at vi nok måtte forberede os lidt bedre på ruterne, så vi ikke kom til at gå forkert, så lykkedes det os igen at gå den forkerte vej, så vi kom til at gå 5 km for langt og det oven i købet med en del højdemetre. Det var ikke nogen god start for vores ømme lårmuskler 🙂Tilbage til udgangspunktet og op den rigtige vej fik vi en dejlig tur rundt med skønne udsigter ud over bjerglandskabet og Seiser Alm, som er Europas største sæter. Det er almindelige stier man går på, så der er intet udfordrende, hvilket også viser sig tydeligt i klientellet, som går rundt. Der er mange børnefamilier og ældre mennesker! Vi får ikke engang vores vandrestave op af rygsækken. De har ellers været brugt flittigt de andre dage, som et par ekstra ben til at holde balancen. Vi spiser frokost på Puflatsch hütte og i en af de mange sportsbutikker, der er i forbindelse med liftstationen får Ulrich endelig købt sig et par vandrestøvler, som han forhåbentlig kan stå fast i, så jeg ikke skal være bange for, at han skrider hvert andet øjeblik.
Hjemme igen på Stefaner får vi en gin tonic på balkonen inden vi går ned og får endnu en fantastisk middag (5 retter). Lidt ærgerligt at det er sidste aften her på hotellet for vi har levet rigtigt godt og Mathilde har været en sød værtinde. Kan på det varmeste anbefale dette lille hotel.Efter maden nyde vi en aperol på terrassen inden vi må op og pakke vores kufferter, så vi er klar til at køre nordpå i morgen tidlig efter morgenmaden.

7. juli (Tiers –Donauwörth): Der er dis oppe omkring Rosengarten men ikke en sky, så det bliver endnu er varm dag. Desværre er det tid til, at vi skal forlade Tiers og Mathildes dejlige lille hotel Stefaner. Vi starter på arbejde igen på mandag og vi vil gerne tage hjemturen i rolige etaper i stedet for at køre i en lang tur. Der er trods alt omkring 1.400 – 1500 km hjem og en del af den er bjergkørsel.Vi spiser morgenmad i ro og mag og siger pænt farvel til Mathilde, hvorefter vi begiver os nordpå. Ulrich vil gerne omkring Merano, hvor han har været som barn, så det er vores første mål. Vi har desværre ikke så mange mønter til parkometeret, så vi går blot en lille tur i byen på en times tid. Det er virkelig en dejlig og flot by, som ligger omkring Passer floden og omgivet af høje bjerge. Vi kunne godt have brugt mere tid her, hvis vi havde haft den 🙂 Bo og Anne Marie (vores naboer) har foreslået os at køre over Timmelsjoch passet, som ligger i 2.509 meters højde. Det skulle være en flot tur op i højderne. Det passer fint med at køre over grænsen til Østrig via det pas, selv om vi godt ved, at det vil tage sin tid, da der er 30 hårnålesving, som skal forceres, men jeg er efterhånden blevet god til det, synes jeg selv 🙂 Jeg har ikke spurgt Ulrich, om han er af samme opfattelse 🙂Det går fint deropad og det er en flot tur selv om vejret ændrer sig drastisk. Skyerne samler sig og temperaturen daler væsentligt og som på alle de andre udfordrende bjergveje, så er også her mange motorcykler, som efter vores opfattelse kører fuldstændig vanvittigt og sætter både deres eget og andres liv på spil med deres kørsel. De overhaler på stedet hvor de overhovedet ikke har overblik og holder ikke deres bane i svingene, så vi andre er bange for pludselig at have dem hængende oppe på køleren!
Ud over hårnålesvingene og motorcyklisterne får vi også en anden ting at tænke på mens vi kører op. Dieselmåleren på bilen! Da vi kører fra Merano overvejer vi at fylde tanken op, men da der på det tidspunkt skulle være diesel nok til 120 km og vi kun skal køre ca. 25 km inden vi er i Østrig, hvor dieselen er en del billigere, så venter vi. Hvis vi skulle have haft ro i maven under opturen, skulle vi nok have fyldt tanken op inden vi kørte op på Timmelsjoch hochalpestrasse! Da vi først kommer op på de virkelig seje opstigninger, så tæller resterende kilometer hurtigt ned på måleren. Snart står der, at der kun er diesel til 50 km og vi har stadig 15 km at køre. Nerverne begynder at kunne mærkes. Hvor langt er der til toppen, hvorfra vi kan køre friløb ned? Vi når heldigvis toppen i fin stil uden at løbe tør og vi kan ånde lettet op og nyde udsigten ud over bjergene og lade bilen rulle ned på den anden side til Sølden, hvor vi triller ind på en tankstation og fylder op. Der var 3 litrer tilbage, så vi havde rigeligt 🙂 Frokosten indtager vi i Sølden, som er en pæn stor skisportsby, men tilsyneladende også for vandre- og cykel-folket. Klokken er hen af 2, da vi kører videre fra Sølden. Det er begyndt at småregne. Det er utroligt hvor stor forskel der er på vejret på at være på den ene side af alperne og på den anden. Vi er på et par timer kommet fra høj sol og 32 grader til regn og 23 grader! Det varer ikke lang tid før vi er helt nede fra bjergene og kører ud i temmelig kedeligt og ensformigt landskab. Vi har valgt at køre af hovedveje i stedet for at tage motorvejene, da der er meldinger om kødannelser omkring alle de store byer. Vi kører derimod med pæn fart igennem det hele. Der er kun nogle lastbiler, som til tider sænker vores fremdrift. Kl. 18.30 er vi ved at være trætte og kører ind til en lille by Donauwörth, hvor vi booker os ind på et tilfældigt hotel via booking.com og går ud og får lidt at spise. Det er et temmelig intetsigende hotel vi får booket, men da vi skal finde et hotel eller gasthaus kan vi ingen finde, som har åbent og det øser i øvrigt ned, så vi kan heller ikke se så meget, men da vi har booket via booking.com og kører igennem byen til hotellet, så dukker der det ene gasthaus op efter det andet og vi ærger os over, at vi har booket via internettet.
Vi spiser wienerschnitzel mit bratkartoflen til aftensmad, da vi nu er tilbage i Tyskland. Det hører sig ligesom til 🙂 og går efterfølgende en tur rundt i byens gader, som er flotte med gamle huse, men helt øde.

8. juli (Donauwörth – Celle): Vi har sovet godt efter den lange dag på farten i går. Solen skinner, men det er ikke så varmt igen, så det er perfekt kørevejr. I princippet kunne vi køre hele vejen hjem i dag, men vi gider ikke sidder i bilen en hel dag til, så vi kører “kun” ca. 5 timer af hovedveje op til Celle, som ligger lidt nord-øst for Hannover.
Vi er i den meget flotte gamle by først på eftermiddagen, så vi tuller lidt rundt og kikker på byen og nyder en øl, mens vi kikker på alle de andre, som tuller rundt. Det er lørdag, så alle har fri og fortovsrestauranterne er fyldte. Vist mest med turister, men også lokale. For første gang på de 3 uger møder vi danskere. Vi har set et par enkelte biler og en flok motorcykler med danske nummerplader, men ellers er vi ikke stødt på danskere. Her er de første vi hører snakke, da vi står ud af bilen danskere! Det er en flot by og der er kun ca. 3 timers kørsel til grænsen, så det er måske ikke så mærkeligt.
Det er vores sidste aften, så vi vil gerne slutte ferien af med en god middag, men da vi ikke har booket i forvejen og der er rigtig mange mennesker, bliver det en lang gåtur rundt i byen, inden vi finder et sted, hvor vi kan sidde udenfor og nyde sommeraftenen. Restauranten har fået rimelige anmeldelser på tripadvisor, men det er nu ikke den store kulinariske oplevelse og betjeningen er heller ikke den hurtigste, men vi nyder at sidde og spise udenfor.

9. juli (Celle – hjem): Sidste feriedag – trist. Vi kunne som sædvanlig godt have haft meget mere tid, men vi har haft 3 skønne uger og fået slappet af på vores måde. Væk fra hverdagens stress og jag og ud i bjergene og fået vandret en del og spillet lidt golf. Det har været en dejlig ferie og det er helt sikkert ikke sidste gang, at vi kommer i de områder, vi har besøgt. Der er utrolig smukt.
Vi har lidt travlt, da vi skal nå en færge kl. 12.45 fra Puttgarten og gps´en siger 3 timers kørsel, men man ved aldrig om der er køer – specielt omkring Hamborg kan det være et problem. Vi får imidlertid ingen problemer overhovedet. Vi kører lige igennem, får handlet lidt i Fleeggård og når oven i købet en færge før tid, så kl. 15 er vi helt hjemme og kan få tømt bilen og vasket tøj og slappet af inden det i morgen igen er arbejdsdag. Denne gang har vi i hvert fald ikke jetlag!

Ud over billederne her i dagbogen, har jeg oprettet et fotoalbum, hvor der er lidt flere billeder tryk her for at komme direkte til albummet eller se det via fotogalleriet i topmenuen.