Dagbog fra Italien (2019)

Dette er fortsættelsen af vores tur i Frankrig, som du kan læse her.

24. august (Chamonix – Cogne): Det er en pragtfuld morgen at stå op til. Solen skinner fra en skyfri himmel og solen står op på Mont Blanc og de omkringliggende gletsjere. Det viser sig fra sin bedste side her på vores sidste morgen i Chamonix. Vi har besluttet os for at køre ind i Italien til Cogne, som ligger ved Gran Paradiso nationalpark, hvor der også skulle være nogle skønne vandreture.
Vi har haft en skøn uge i Chamonix området og hvis liften Flegere havde kørt, var vi nok blevet et par dage mere. Flegere liften fører op til det område, som er det mest populære og ligger lige oven for Argentiere, hvor vores lejlighed ligger, så hvis den havde kørt, havde vi haft mulighed for at vandre nogle flere skønne ture.
Vi pakker bilen, afleverer nøgler og kører via Mont Blanc tunnelen til Cogne. Det er kun en tur på 78 km og tager ca. 2 timer. Da vi kører ind i tunnelen har vi flot solskin og blå himmel, da vi kommer ud på den anden side, er det fuldstændig overskyet og ser ud til at der vil komme regn. Øv øv – vi havde hellere set at det var omvendt, så vi kom over til solskin.
Vi kører af en flot rute af små bjergveje, da vi har valgt motorvejen fra. Bjergene vi køre imellem er meget anderledes end på den anden side af Mont Blanc. Her er der træer hele vejen op til toppen og vi ser kun meget lidt sne/gletsjere. De virker ikke lige så rå, som omkring Chamonix. Bebyggelsen har også ændret karakter. Næsten alle huse her har skiffer tag og ligner mere eller mindre tyrolerhytter. Det er meget hyggeligt.
Vi er fremme ved vores hotel Bouton d´or allerede kl. 11.30. Normalt er tjek ind omkring kl. 15, men vi møder en flink mand i receptionen, som straks giver os nøglen til værelset og sørger for at vi får en parkeringsplads lige ved hotellet. Det er et meget hyggeligt lille familie-eget hotel og vores værelse er stort og flot og med en balkon der vender ud mod bjergene, et stort grønt område og byen 100 meter længere af vejen. Det er helt perfekt.
Solen er nu kommet frem og vi går en tur ned igennem byen og spiser frokost og dasker derefter hjem og slapper af på balkonen. Byen er ikke særlig stor, men den er meget hyggelig og pæn og der er et helt andet roligt og afslappet tempo her i forhold til Chamonix. 

25.august (Cogne): Solen skinner og lyser bjergene flot op omkring os. Vi kan først få morgenmad fra kl. 8:30, hvilket er lidt irriterende, når vi gerne vil op og vandre fra morgenstunden, men sådan er det at bo på hotel, man må indrette sig efter deres spisetider 🙂
Vores første vandretur her i Gran Paradiso tager udgangspunkt i Lillaz, en lille bjergby, som ligger endnu længere inde i dalen end Cogne. Vi kører selv derud, så vi ikke er afhængig af bustider. Da vi er uden for sæsonen, er det ikke noget problem at finde parkeringspladser.
Vi har valgt en tur som går op til Lago de Loie. Turen skulle iflg. guidebogen være 10,1 km og 760 højdemeter. Det synes overkommeligt for os.
Turen starter ud ved det pænt store vandfald i Lillaz og herefter går det stejlt opad i ca. 2,5 time, hvor vi når til Lago di Loie. Det er en smuk sø med høje bjerge rundt om. Vi holder en lille pause her efter den lange opstigning. Det er der en del andre som også gør. Nogle er åbenbart blevet så varme af turen herop, at de føler trang til en hurtig dukkert. Det går vi bestemt ikke. Vandet er meget koldt, men det ser selvfølgelig dejligt ud og solen kan varme dem bagefter.
Efter søen skifter landskabet konstant. Fra rå klipper oppe på udsigtspunkt, hvor vi bl.a. kan se Mont Blanc, til vådområder og græssletter og hele tiden med de flotte bjerge omkring. Nogle enkelte med sne og et par gletsjere kan vi da også se.
Vi har ikke set nogle dyr på turen op, men heroppe på sletterne og vådområdet er der masser af liv. Det vrimler med græshopper. I starten synes vi det er sjovt, at de hopper omkring os i flere forskellige størrelser og farver, men efterhånden er det ulækkert fordi der er så mange. På en kvm er der vel 50-100 stk. Det er helt vildt. Det må være fordi de ikke har nogle fjender heroppe. Vi ser ingen fugle overhovedet, men der er en masse flotte sommerfugle og ligeledes flotte blomster, så her er nok at se på 🙂
Oppe over vådområdet i Vallon de Bardoney, er der en flot gammel gård bygget i natursten – Alpe Bardoney, som stadig er i brug – kan vi lugte og se. Køerne er p.t. i stalden og det skulle iflg. dagbogen betyde, at vi skulle kunne se stenbukke og murmeldyr. Vi ser nu ikke nogen stenbukke men nogle enkelte murmeldyr. Murmuldyrene er velvoksne her. Vi har set mange af dem i USA, men ikke nær så store som dem her. Måske har det noget med sæsonen at gøre, at de nu har spist sig store og tykke for at klare vinteren.
Der løber en flod igennem vådområdet og den følger vi stort set hele vejen ned. Den har nogle flotte vandfald og store grøn-blå pools, som ser fristende ud til svømmeture, men det er gletsjervand, så det er nok ikke behageligt temperaturmæssigt.
Det er ikke så hårdt at gå ned, som det var at gå op. Det er ikke nær så stejlt og der er meget at se på indtil vi når ned i skoven, hvor der selvfølgelig er knap så gode udsigter. Vi nyder rigtig meget turen og naturen og er glade for at vi ikke har presset med, at vi skal nå den sidste lift ned. Her er ingen lifte, så det står os frit for, hvornår vi vil være nede. Det er kun kræfterne der sætter begrænsningerne 🙂
Da vi kommer ned har vi gået 15,2 km og 848 højdemeter, så vi er godt brugte og vælger derfor at spise i hotellets restaurant. Det er nu ikke den store succes. Vi har svært ved at forså menukortet, som er på italiensk, og tjeneren taler ikke engelsk, så vi får kun bestilt et stykke kød med champignon, som i øvrigt smager godt, men vi skulle tilsyneladende også have bestilt tilbehør til. Vi får i stedet en dessert, så vi bliver nogenlunde mætte inden vi går op i seng 🙂

26. august (Cogne): Sol igen fra morgenstunden – skønt. Efter morgenmaden kører vi ud til Valnontey en lille by for enden af dalen.
Dagens tur går op til Refugio Vittorio Sella i 2.584 meters højde. Det er en sindssyg hård tur, som tager ca. 2 timer og 45 minutter og det går bare op og op i zig zag. Vi går meget langsomt, men alligevel er hjertet på overarbejde. Vi sveder så tøjet er gennemblødt og vi får ikke set meget på turen op. Andet end stien foran os og man tænker lidt. Hvorfor er det, at vi gør det her?
Da vi endelige er oppe ved Refugio Vittorio Sella, ved vi godt, hvorfor vi gør det. Det er super skønt at sidde først i skyggen for at køle ned og derefter i solen og få en velfortjent frokost og en stor øl og sidde og kikke ud over bjergene og lade benene falde til ro. Det er stort, som Peter Ingemann ville have sagt 🙂
Vi har mod på lidt mere efter frokosten, så vi fortsætter endnu en halv time op til Lago di Lauson, som ligger i 2.656 meters højde. Det er absolut ikke nogen stor sø, men søer er altid flotte i bjergene, da vandet som regel er helt stille og derfor giver flotte spejlinger af de omkringliggende bjerge.
Det er sidst på eftermiddagen, da vi begynder nedstigninger fra søen og det betyder af dyrene begynder at komme frem. Dels er det ikke så varmt mere og dels er der ikke så mange mennesker. Vi ser ikke mindre end 8-10 stenbukke, som græsser på bjergsiden. De er temmelig sky, så vi kan ikke komme tæt på dem. Murmeldyrene kommer også op af deres huller og græsser ligeledes. Det er bestemt værd at være heroppe sidst på eftermiddagen og først på aftenen.
Da vi kommer retur til Refugio Vittorio Sella, kan vi også se, at der kommer flere og flere vandrere, som skal overnatte på refugiet. Det er netop for at få den specielle oplevelse af dyrene, som kommer frem om aftenen og morgenen og så selvfølgelig for at kunne bide turen over i 2 dele. Turen kan fortsættes videre hen over bjergene og ned, men den skulle være vanskeligere end den vi er kommet op ad og længere, så den tør vi ikke binde an på.
Vi går ned samme vej, som vi kom op. Det er en hel anden oplevelse af gå ned. Nu er pulsen ikke oppe i det røde felt, så man kan virkelig nyde omgivelserne og ikke kun stien foran sig. Det er en meget flot tur.
Da vi kommer ned har vi gået 16,4 km og 1.043 højdemeter. Det kan godt mærkes i benene, men vi har alligevel kræfter til at gå op i byen og spise på et lille pizzaria, hvor man sidder udenfor på en terrasse. Meget hyggeligt sted, hvor de lokale også samles. De kender i hvert fald alle hinanden og selv vores krofatter kommer og henter pizza 🙂 Han hilser pænt på os og vi føler ikke vi behøver gemme os, selv om vi ikke spiser på hans hotel, når han ikke engang selv får aftensmaden på sit eget hotel!

27. august (Cogne): Sover længe. Vågner først kl. 8.30. Det er første gang vi har sovet så længe. Vi må virkelig have trængt til det efter gårsdagens strabadser 🙂 Det gør nu ikke så meget for det overskyet og det er lidt svært at se om solen kan komme til at brænde igennem eller det bliver til regn.
I spisesalen er vi snart de eneste. Kun 3 andre par er eller har været til morgenmad. Det er ved at være sidst på sæsonen.
Vi kravler op på værelset igen efter morgenmaden. Da vejret ikke er så godt, har vi ikke så travlt med at komme afsted. Vi synes heller ikke, at vi har kræfter til den helt lange tur i dag efter de seneste 2 dages lange ture, så vi sætter os til at planlægge de næste dage i stedet for. Vi skal finde ud af, hvor vi vil hen i morgen. Vi mener umiddelbart, at vi har set nok her for denne gang og vejrudsigten lover heller ikke så godt vejr de nærmeste dage.
Vi ender med at booke et hotel i Cervinia, hvor Italiens højes beliggende 18-huls golfbane ligger. Den ligger i 2005 meters højde og skulle have udsigt til Matterhorn, så det bliver forhåbentlig stort at spille der 🙂
Tilbage til dagens vandretur. Som sagt er benene stadig lidt brugte, så vi går blot op i byen og tager svævebanen op til Belvedere i 2.064 meters højde og derfra troede vi, at det blot var en lille tur op til et udsigtspunkt, men det højeste udsigtspunkt ligger i 2.332 meters højde og det går ret stejlt derop til, så mit pumpeværk kommer i hvert fald på prøve igen i dag, selv om det ikke er over så lang tid.
Der er flot udsigt ud over Cogne og dalen og over til Valnontey, hvorfra vi gik op i går og da vi først er oppe ved Montseue (2.332 m) er det en let og flot tur resten af vejen, som er på i alt 4 km. Der er dog lige en smal passage oppe ved Montseue, hvor der er brat fald ned til begge sider, så man skal holde tungen lige i munden og ikke kikke for meget ned 🙂
På vejen ned møder vi et dansk par. Vi har ellers ikke set andre danskere før her i Italien og de bliver lige så overraskede. De har været i området flere gange og stort set ikke mødt danskere her. Gran Paradiso nationalparken er ikke så opreklameret derhjemme, så der kommer ikke mange danskere. Eller måske ikke så mange andre nationaliteter end italienere og franskmænd i det hele taget. Det er i hvert fald svært at læse menukort og skilte m.v. for de står alene på italiensk og måske på fransk.
Ned med svævebanen igen og hjem på hotellet og slappe af indtil det er tid til aftensmad, som vi indtager på det samme lille pizzaria, som i går.

28. august (Cogne – Cervinia): Det småregner, da vi vågner og bjergene omkring os er indhyllet i skyer. Godt vi skal videre i dag. Forhåbentlig er vejret bedre i Cervinia, hvortil vi skal i dag, selv om det kun er 88 km fra Cogne. Vi har jo set hvor stor forskel der er på Chamonix og på den anden side af Mont Blanc tunnelen og der er kun ca. 20 km 🙂
Vi spiser morgenmad og pakker bilen og kører derefter ud af Cogne-dalen mod Aosta og videre af motorvejen A5. Vi er klar over, at motorvej er betalingsvej i Italien, men vi bliver lidt overrasket over hvor dyrt det er at køre på den. Vi kører vel 40-50 km på motorvejen og det koste €15,90 omregnet kr. 120. Det synes vi er temmelig dyrt!
Fra motorvejen er det igen op ad de snoede bjergveje til Cervinia, som ligger lige for foden af Matterhorn, som ingen af os har set før, ud over selvfølgelig på billeder. Desværre er Matterhorn eller Cervino, som italienerne kalder bjerget på 4.478 m, indhyldet i skyer i dag, så vi ser overhovedet ikke toppen med det karakteristiske knæk.
Vi tjekker straks ind på vores hotel Europa, da vi skal have en voucher til golfbanen, som vi har bestilt tid på til kl. 13. I første omgang får vi at vide, at værelset ikke er færdig til os, men kort tid efter får vi det alligevel, så vi lige kan nå at stille kufferterne op, inden vi skal ned på golfbanen, som ligger få hundrede meter fra hotellet.
Golfbanen er den højest beliggende 18-huls bane i Italien. Den ligger i 2005 meters højde. Den er blandt de 15 ældste klubber i landet. Den er grundlagt i 1955 med 9 huller og blev i 2009 udvidet til 18 huller.
Vi er spændt på, at se om det er en rigtig bjergbane med store højdeforskelle, som er næsten umulig at spille og trækker tænder ud at gå. Den ser umiddelbart ikke afskrækkende ud, men der er selvfølgelig højdeforskelle, når vi er i bjergene, så vi tager en cart i dag, så må vi vurdere om vi kan gå den i morgen, hvor vi også har en tid.
Det er en meget sjov bane at spille. Der er ikke så mange bunkers, men vi må krydse flere floder eller spille langs dem, så der er nok af forhindringer og flere af hullerne er også blinde, så vi aner ikke, hvor vi skal spille hen. Vi opnår dog pæne scores og selv om det på et tidspunkt regner lidt, så nyder vi turen og de meget flotte omgivelser og så er det meget sjovt at spille med murmeldyrene som tilskuere. De dukker pludselig op af deres huller midt i banen. Vi kan se op mod Matterhorn, som ligger lige oven for banen, men den forbliver desværre indhyllet i skyer.
Efter golfrunden slapper vi lidt af på værelset inden vi går en tur i byen. Den er ikke så stor, men der er mange hoteller, sportsbutikker og barer/restauranter. Det er en skisportsby om vinteren og til dels også her om sommeren, hvor der kan stås på ski på en gletsjer.
Det er lidt koldt, så vi tyer til værelset igen med en gin-tonic inden aftensmaden.
Vi har halvpension på hotellet og det nyder vi for hold da op, hvor de kan lave velsmagende mad og der er rigeligt af det. Forretten er en buffet med mindst 25 forskellige ting og derefter er der 2 hovedretter fra menukort og derefter en dessertbuffet. Det er bare så godt. Vi triller nærmest op i seng 🙂

29. august (Cervinia): Solen skinner fra morgenstunden. Så skønt og vi får for første gang toppen af Matterhorn at se. Vi kan dog ikke kende toppen. Når Matterhorn er afbilledet er det åbenbart altid fra den Schweiziske side. Herfra har den i hvert fald ikke det karakteristiske knæk.
Vi glæder os til at komme ned til morgenmaden for at se om den er lige så overdådig som aftensmaden. Og ja, det er den. Der er alt hvad man kan ønske sig. Oven i købet også champagne 🙂 Det er svært at vælge, hvad man skal spise for øjene kan mere end maven.
Vi er igen godt forspiste, da vi gør klar til endnu en runde golf. Vi har bestilt tid til kl. 11, men går derned før og får også lov til at gå ud en halv time før. I modsætning til i går er der dog andre spillere i dag. Måske fordi vejret er så godt. Vi går runden i dag i stedet for at køre i cart. Det er sjovere at gå og vi synes ikke den så så slem ud i går. Vi er jo vant til at gå/vandre.
Det bliver en rigtig skøn tur i fuld sol hele runden, men vi er ikke alene. På de fleste huller løber der 4-5 murmeldyr rundt. Vi er flere gange lige ved at ramme dem, men heldigvis sker det ikke. De ser meget søde ud, men de er nok lige så stor en plage for golfbanen, som muldvapper er derhjemme. Murmeldyrene graver store huller i banen.
Vi går banen på 3,5 time, så det tog ikke meget længere tid end i går med carten. Damen i administrationen havde ellers sagt at vi skulle regne med 5 timer, men vi må have været gode 🙂
Efter turen kan vi sidde og nyde en øl i solen og se de øvrige spiller komme ind og spille ud og nyde bjergene, som dog igen tiltrækker lidt skyer – specielt omkring Matterhorn!
Vi går senere en tur i byen og op til liften for at undersøge nærmere, hvordan vi kan komme op til bl.a. sommerskistedet, men vi er åbenbart for sent på. Alt er lukket og der er intet materiale at hente. Vi må vente med at se til i morgen, hvor vi har tænkt os at komme lidt op i terrænet og vandre lidt.
Aftensmaden er endnu engang overdådig på hotellet.

30. august (Cervinia): Yes. Solen skinner og der er fuldstændig blå himmel og vi kan se toppen af Matterhorn. Det er helt perfekt, når vi vil op med svævebanen til sommerskisportsstedet på Plateau Rosa i 3.480 meters højde. Det er 3 etaper med svævebane for at nå derop og det koster €64 for os begge. Der er mange med svævebanen og 90% af dem skal op at stå på ski. Resten er turister som os, der bare skal op og se det og nyde solen og sneen.
Der er virkelig flot på Plateau Rose. Det er en stor gletsjer, så det er med at holde sig inde for de afmærkede områder, så man ikke risikerer at falde i gletsjer-spalterne. Ski-området er temmelig stort og der er mange skiløbere og snowboardere på løjperne.
Vi går en tur ud på gletsjeren og nyder synet af Matterhorn tæt på og selvfølgelig alle de andre bjergtinder. Vi kan faktisk se helt til Mont Blanc fordi det er så klart i vejret. Vi skal passe på, når vi går herude for skiløberne har fart på, når de passerer os, så vi fortrækker op til en restaurant, hvor vi kan sidde i solen og nyde udsigten og varmen. Det er lidt specielt at se på skiløbere i august 🙂 Jeg kunne godt tænke mig at prøve at løbe på ski her, men det bliver desværre nok lidt for dyrt, når vi hverken har tøj eller udstyr med.
Vi kan se skyerne begynder at trække op fra dalen, så vi tager svævebanen et par etaper ned for at gå en tur omkring en opdæmmet sø, der har den flotte blå farve, som gletsjervand har, men desværre er skydækket her så tungt, at de kun er i glimt at vi kan se de blå farver og vinden, som kommer oppe fra gletsjerne er kold, så vi vender hurtigt om og tager svævebanen ned til byen, hvor temperaturen er højere og solen kommer frem, så vi kan sidde ude på en restaurant ved golfbanen og nyde vores frokost. Det er bare dejligt 🙂
Resten af dagen er ren afslapning bortset fra at vi skal finde ud af, hvor vi nu vil hen. Vores beslutning bliver at vi kører ned fra bjergene, så benene kan få lidt hvile og vi også kan få lidt mere varme. Vi kører i morgen til Lucca i Toscana, som jeg har hørt en masse godt om. Det er en tur på ca. 430 km.

31. august (Cervinia – Lucca): Det er flot vejr at stå op til, så vi får et flot udsyn til Matterhorn inden vi efter morgenmaden pakker bilen for at køre til Lucca i Toscana.
Vi bruger det meste af dagen (6 timer) på at køre derned. Den første del af turen er ned igennem Aosta dalen, som er meget flot med bjergene til begge sider og efterhånden, som vi kommer længere ned også vinmarker. Da vi forlader dalen og bjergene, bliver det en meget kedelig strækning over fladt landbrugsland indtil, vi nærmer os kysten og Genova, hvor der igen er bjerge, men vi ser ikke så meget, da halvdelen af vejen er igennem gud ved hvor mange tunneller. Det er ikke mærkeligt at italienerne er experter i at bore huller i bjerge og til metroer. De har øvet sig en del med deres vejføring 🙂
Fra vi forlod Cervinia med 10 grader er temperaturen steget stødt og roligt og kl. 15, da vi ankommer til Lucca er der 34 grader. Det er måske lige i overkanten af, hvad der er behageligt, men det er en tør varme, så vi klarer det nok 🙂
Vi tjekker ind i vores lejlighed, som er rigtig pæn og lys og næsten ny. Bygningen er opført i 2017. Den ligger lige uden for bymuren til den historiske bymidte i Lucca. Vi har valgt den specielt, fordi den så godt ud på billederne, men også fordi vi kunne parkere på lejlighedens egen parkeringsplads. I midtbyen inden for bymuren kan man ikke parkere!
Vi sunder os lidt over varmen og hviler efter den lange køretur, inden vi begiver os ud i byen. Der er kun 500 m ned til porten ind til den historiske bymidte, så det er nemt. Vi går en lang tur i byen, som er rigtig hyggelig. Det er lidt a la Rom med gamle bygninger, smalle gader og små og store torve med udendørs restauranter og der er underholdning med gademusikanter. Nogle bedre end andre 🙂
Vi sætter os på det store torv Piazza dell’Anfiteatro, som oprindeligt var et colosseum. Rester af ydermurene står der stadig og udgør murværket i de huse, som er bygget indvendigt af og på resterne af fundamentet. Husene i elipsen rundt om den oprindelige gladiator-plads indeholder nu restauranter og butikker i stuen og beboelse oven over. Det er et rigtig hyggeligt torv og minder os om Piazza Navona i Rom bare uden fontæne og skulpturer. Med en aperol Spritz og bruchettaer på bordet, kan roen falde på og vi sidder bare lige så stille og nyder aftenen, varmen og stemningen med de mange mennesker, som går forbi og sidder og hygger sig med mad og drikke.

1. september (Lucca): Det har været en varm nat med lidt tordenvejr, men der er ikke kommet nogen regn og solen skinner fra en skyfri himmel og der er 25 grader, da vi vågner kl. 7.
Morgenmaden bliver bragt til os på en bakke kl. 8. Det er lidt atypisk, at der er morgenmad med, når man lejer en lejlighed, men det er der altså her. Det er nok ikke lige den morgenmad vi helst starter dagen på, da den er rimelig usund og kaloriefyldt. Vi har bidt mærke i at italienerne er rigtig glade for kage og søde ting til morgenmad. På de seneste 2 hoteller har vi kunnet udpege italienere og øvrige nationaliteter ud fra deres valg af morgenmad. Italienerne har kastet sig over kagerne og kaffe og vi andre har spist brød med pålæg og yogurt og frugt 🙂
Tilbage til vores morgenmadsbakke. Den består af 2 croissanter og 2 søde boller med skinke og derudover er der nogle små tørre toastagtige brød og syltetøj, honning og Nutella og en lille yogurt til hver. Vi er mætte efter sådan et morgenmåltid, men vi er også sikre på, at vi har fået hele dagens sukkerbehov opfyldt og lidt til 🙂
Det er søndag og vi vil blot bruge dagen på at slentre rundt og se yderligere på byen. Vi starter med at gå rundt på bymuren, som er ca. 4 km lang. Det er vi ikke alene om. Det er tilsyneladende den fortrukne beskæftigelse søndag formiddag. Folk går, løber og cykler rundt på bymuren, hvor der er store træer, så der også er behagelig skygge det meste af vejen rundt.
Efter turen rundt er vi tørstige, så vi finder en lille restaurant i en lille gade, hvor vi kan få en tår øl og sidde og kikke på folk, der går forbi. Det er ganske afslappende og hyggeligt 🙂
Senere spiser vi frokost på et andet lille torv, hvorefter vi mener det er tid til siesta, så vi går hjem i lejligheden og slapper af til det er tid til at finde et sted for aftensmad.

2. september (Lucca): Det er endnu en morgen med skyfri himmel og 25 grader. Vi kører til Pisa ved 9-tiden og ankommer før de fleste turister, som kommer for at se det skæve tårn. Vi er dog ikke alene 🙂 Der bliver taget mange selfies med det skæve tårn i baggrunden og ikke så mærkeligt. Ud over at det er skævt er det også i sig et flot tårn bygget i lys marmor. Det skæve tårn ligger på Piazza dei Miracoli og er et fritstående klokketårn tilhørende katedralen, som det ligger bagved. Det blev bygget i det 12. århundrede over en periode på 177 år.
Som følge af blød jord og utilstrækkelig fundering begyndte tårnet at blive skævt allerede kort tid efter opførelsens start i august 1173. Tårnet er 55,86 m højt på den laveste side og 56,70 m på den højeste og det har i dag en hældning på ca. 4 meter. Det var lukket for offentligheden fra 1990 til 2001, hvor man understøttede tårnet og stabiliserede det. Det blev dermed 40 cm mindre skævt, men man ønskede ikke at gøre det helt lige, da det så ville miste sin store tiltrækningskraft for turismen 🙂 I dag er det muligt at komme op i tårnet og se ud over Pisa og omegn.
Som sagt er det et meget flot tårn og katedralen og de øvrige bygninger omkring er også utrolig flotte og skinner med deres flotte hvide marmor-mure. Vi blev begge meget overraskede over, hvor flot det er og når man står og ser på tårnet forundres man også over hvor stor hældningen er og at det i det hele taget kan stå. Det er noget andet at se det i virkeligheden i forhold til de utallige billeder man har set.
Vi havde også læst om en anden lille kirke ved Arno-floden – Santa Maria della Spina, som man skulle se, når man besøger Pisa, så der gik vi selvfølgelig ned. Det var nu ikke noget særligt i forhold til Det skæve tårn, men da vi kom tilbage til tårnet, var vi glade for, at vi var kommet tidligt for hold op, hvor var der pludselig mange mennesker.
Vi havde set, hvad vi skulle se, så vi kørte i stedet til Livorno. Ulrich ville gerne besøge en af sine forretningsforbindelser her – Mauro fra Gas and heat. Det var et rigtig hyggeligt besøg, hvor vi snakkede længe med Mauro og hilste på hans søn og sekretær, som Ulrich også har haft en del af gøre med. Vi fik også en masse tips om hvilke steder vi skulle besøge i området. Vi når nok ikke det hele denne gang, men så er der jo en begrundelse for at komme retur 🙂
Det er rigtig varmt i dag – 33 grader i skyggen, så vi orker ikke mere, men kører hjem og slapper af i lejligheden til varmen har lagt sig lidt og det er tid til aftensmad.

3. september (Lucca – Siena – Lucca): Endnu en perfekt dag med solskin og omkring 30 grader. Ud fra de tips vi fik af Mauro i går, har vi valgt at køre til Siena i dag. Det er en tur på 118 km derned, men vi vil kombinere den med også at køre igennem vinområdet Chianti, så det både bliver by og natur og forhåbentlig også noget af det flotte Toscana landskab, som vi indtil videre ikke har set meget af, men som vi har hørt så meget om og set en masse billeder af.
Turen fra Lucca til Siena foregår af en hovedvej, som bestemt ikke viser det flotte Toscana. Det er en rimelig kedelig tur igennem intetsigende små landsbyer, men da vi kommer til Siena og følger GPSen mod centrum, kan vi godt se, at nu nærmer vi os en flot gammel by. Byen er stor med sine ca. 60.000 indbyggere, men det er det historiske centrum, der er med på UNESCOs verdensarvsliste, som er det spændende ved byen. Vi finder en parkeringsplads lige neden for den historiske bymidte, så vi faktisk tager rullende trapper op til byen.
Vi har jo ikke forberedt os på, at vi skulle til Toscana, så jeg har ikke lavet noget reseach i forhold byerne m.v. så vi køber et bykort i en automat. Kortet har kun en lille kort beskrivelse af byen på engelsk, men der er markeret nogle ruter, som fører os igennem byen til de seværdigheder, som man i hvert fald skal se.
Siena er en fantastisk by, som havde sin storhedstid op til 1348, hvor den var en af Europas største byer med 100.000 indbyggere. Den blev grundlagt i 1125 og i 1200- og 1300-tallet var det en blomstrende handelsby. Byens købmænd og bankierer finansierede det ene store byggeprojekt efter det andet og de imponerende kirker og paladser i gotisk stil står her endnu, som de blev bygget. Røde murstenshuse med røde tegltage er harmonisk strikket sammen langs de snævre brostensbelagte gader, der bugter sig op og ned af Sienas tre bakker og omkring det hele er en 6 km lang bymur. At det altsammen står her i dag, som da det blev bygget er tildels p.g.a. katastrofen, som ramte byen i 1348 nemlig den sorte død. Pesten med bylder og blåfarvet hud gnavede befolkningstallet ned fra næsten 100.000 til blot 20.000-30.000. Alt gik i stå og Siena genvandt aldrig til fordums storhed. En senere belejring af den spanske Karl den 5. og Firenzes Cosimo den 1. i 1554-55 blev bystatens endelige fald og efterlod kun ca. 8.000 overleverende sienesere!
Al den ulykke for bystaten er dog vores held i dag, hvor vi kan se på en af Europas smukkeste middelalderbyer.
Vi går rundt i de smukke snoede og snævre gader og beundrer byen. Den har de flotteste kirker og byens rådhusplads er fantastisk. Rådhuset ligger på Piazza del Campo, som er byens centrum. Efter sigende skulle rådhuset have været inspiration til Københavns Rådhus og der er også visse lighedspunkter. Piazza del Campo er som en muslingeskal, der skråner ned mod rådhuset. Der er ni forskellige belægninger i muslingeskallen, som symboliserer de 9´s Styre, som regerede under Sienas storhedstid fra 1287 til 1355. Pladsen er omgivet af flotte gamle velbevarede huse og der er også en flot fontaine. Pladsen danner to gange hver sommer rammen om en traditionsrig palio – hestvæddeløb. Vi kan se plakater alle vegne, som viser billeder fra hestevæddeløbet, som er en stor begivenhed i byen. Det er hver bydel, som stiller med sine heste og så kæmper de mod hinanden. Når vi går rundt i gaderne, kan vi se, at vi går i forskellige bydele, som hver i sær har deres eget flag, som hænger ud fra boliger og butikker og nogle kvarterer har også malet deres gadelamper, så de matcher med deres flag. Det er meget farverigt.
Vi må desværre forlade Siena efter små 3 timer, da vi har en lang tur tilbage til Lucca og vi vil også gerne se vinområdet Chianti.
Turen igennem vinområdet er meget flot. Her ser vi noget af det toscanske landskab, som vi har savnet. Det er bløde bakker og vinmarkerne strækker sig så langt øjet rækker. Vi gør holdt i en lille by på vinruten og får en lækker frokost med lokal vin til.
Vi er tilbage i Lucca først på aftenen og havde egentlig planlagt, at vi skulle ud og have en god afskedsmiddag i Lucca, men vi er for trætte, så det bliver blot til en burger ved en lille burgerbar og så ellers hjem i lejligheden og slappe af og sove. Det har været en skøn, men lang dag rundt i Toscana. 

4. september (Lucca – Maranello): Flot vejr igen. Vi skal til at køre nordpå. Vores første stop skal være Maranello, hvor Ulrich har et stort ønske om at se Ferrari museet 🙂 Det er en tur på kun 180 km, så vi giver os god tid og spiser frokost under vejs, så vi er først fremme i Maranello og Maranello Village, som hotellet hedder omkring kl. 15. Det er rigtig et hotel for Ferrari fans. Alt er i Ferraris røde farve. Bag receptionsskranken står en ægte Ferrari på skrå. Væggene er udsmykket med plakater og billeder af Ferrarier i forskellige situationer og lande. Selv værelsesfløjene relaterer sig til Ferrari. Vi kommer til at bo på LeMans 207 a.
Efter indtjekning er Ulrich i tvivl om vi kan nå Ferrari museet i dag. Der er “kun” 3 timer til det lukker og det ligger få km fra hotellet.
Vi bliver enige om at prøve, hvis der ikke er tid nok, må vi kommer igen i morgen. Så snart vi nærmer os museet bliver vi vist ind på en parkeringsplads, hvor der er gratis parkering, siger damen, som viser os ind! Det er der også, men der står også 2 flotte røde Ferrarier, som de gerne vil sælge os en prøvetur i. Det koster 100€ for 10 minutters kørsel, men så må også selv køre bilen, mens co-driveren er en fra firmaet. Ulrich er ikke interesseret, men vi skyder tilbuddet til hjørne ved at sige, at vi først skal på museet og så må vi se bagefter.
Der er kun 100 meter til museet, men vi møder endnu en som gerne vil sælge en prøvetur. Det er åbenbart en god forretning her. Museet koster 15€ per person. Det ser umiddelbart ikke så stort ud, men det er i flere etager og mange showrooms, hvor man kan se de flotte biler udstillet efter alder. Der er modeller fra de første, som ligner sæbekassebiler til de nyeste. Der er også en speciel-designet model, som kun er lavet til indkarnerede samlere og den må vi ikke engang fotograferes. Der står en mand og passer på den!
Enzo Ferraries kontor er også udstillet og der står pokaler i rækkevis, som er vundet igennem årene og et galleri med deres mest kendte kørere, her i blandt Niki Lauda og Michael Schumacher, er her også. Det er meget sjovt at gå rundt og se og Ulrich smiler over hele femøren over alle de dejlige biler, men han forsikrer mig om, at han ikke bliver omvendt fra Jaguar til Ferrari 🙂
Vi fik set hele museet inden for de 3 timer uden at bliver presset, så vi behøver ikke at komme igen i morgen. Ulrich er glad og har taget en masse billeder, som jeg nok kommer til at lave et specielt album til i fotogalleriet, så drengerøvene kan fordybe sig i det 🙂
Vi er efterfølgende nede i Maranello midtby, som også er mærket af Ferrari. Der er skilte og monumenter med Ferrari-biler og af Enzo Ferrari – grundlæggeren af Ferrari og formel 1-teamet Scuderia Ferrari.

5. september (Maranello – Gardasøen): Kørte fra Maranello i flot vejr. Iflg. vejrudsigterne er det tilsyneladende den sidste dag med godt vejr den næste uges tid i hele Europa! Vi vil derfor udnytte den til en runde golf ved Gardasøen i stedet for at sidde i bilen hele dagen og køre nordpå. Der er kun små 2 timers kørsel til den sydlige del af Gardasøen, hvor vi har fundet et golfhotel i Peschiera. Hotellet hedder Active Hotel Paradiso & Golf og har egen golfbane tilknyttet.
Vi er allerede fremme kl. 11.10 og derfor er vores værelse ikke klart, men da vi kan få en golftid med det samme, er det slet ikke noget problem 🙂 Vi pakker vores golfbags ud med det samme og går banen i 3,5 time. Det er en lidt speciel bane med mange små bakker og blinde huller, så vi har lidt svært ved at finde ud af hvor vi skal hen og par 5 hullerne er rigtig lange, så alt i alt er det en lidt svær bane for os og det bærer vores score også præg af :-), men det er rart at få rørt sig og det er jo dejligt at gå rundt i høj sol og 28 grader.
Efter runden hygger vi os med en stor kold øl i skyggen. Vores ansigter kan ikke tåle mere sol i dag. I farten glemte vi at bruge solcreme!
Skyerne er ved at trække sammen og da vi tager en svømmetur i poolen og ligger lidt og slapper af inden aftensmaden er det helt overskyet, men heldigvis stadig varmt.
Aftensmaden kan vi spise udenfor på en terrasse med udsigt til bjergene i det fjerne op mod Garda by. Vi kan desværre ikke se Gardasøen. Den ligger ca. 3 km herfra. Vi har halvpension og glæder os til at få god mad ligesom vi gjorde oppe i Cervinia, så vi starter med at bestille en god Amarone rødvin. Vi bliver dog slemt skuffede. Den første Amarone vi smager på, er dårlig og må gå ud. Den næste er fin, men maden lever helt bestemt ikke op til et 4-stjernet golfhotel! Dels er der ikke noget at vælge imellem og det vi får kunne vi lige så godt have købt på et lokalt lille pizzaria. Hovedretten er en schnitzel fra friture-gryden med pommes frites til. Det er ikke værdigt sammen med vores gode rødvin!

6. september (Gardasøen – Seefeld in Tirol): Det har tordnet og lynet og regnet det meste af natten og gør det stadig her til morgen – øv. Det ødelægger vores planer. Vi havde regnet med at køre ned til søen og se på dels Perschiera og dels på Sirmione, hvor jeg har været da jeg var 12-13 år 🙂 Men der er ikke meget ved at gå rundt i øsregnvejr.
Vi nyder i stedet en dejlig morgenmad fra en stor buffet. Morgenmaden er væsentlig bedre end aftensmaden var!
Vi tjekker ud kl. 10 og kører mod motorvejen, så vi kan æde nogle af kilometerne nordpå i en fart. I regnvejr er der alligevel ikke så meget at se i bjergene.
Også her går det ikke helt som vi planlægger. Der er kø for at komme på motorvejen! Det tager 1,5 time at køre 4 kilometer!! Det er træls. Da vi endelig kommer ud på motorvejen, er den også meget langsom kørende, så vi fortryder virkelig, at vi ikke valgte at tage de mindre hovedveje, som vi plejer at gøre, men det er for sent i første omgang. Vi er fanget i køerne og der er ikke mange frakørsler. Først 50 km før Brennerpasset lykkes det os at komme af motorvejen og ned på SS12, som kører næsten parallelt med motorvejen. Her går det bedre, men igen i Innsbruck havner vi i kø og der tager det 45 minutter at komme igennem.
Vi regnede med at kunne nå til Ingolstadt, hvilket er ca. 500 km, men vi må sætte ambitionerne ned og finder et hotel i Seefeld, hvor vi når frem kl. 18.00 efter at have kørt kun 280 km. Det har virkelig været en lang dag på vejene i regnvejr det meste af tiden!
Vi tjekker ind på Haus Stefanie, som er et lille hyggeligt hotel/gasthaus, hvor vi får et stort værelse oppe under taget.
Aftensmaden, som vi har bestilt med, skal vi have på hotel Schönruh, som ligger lige overfor. Det er et meget stort flot hotel og her lever maden og betjeningen absolut op til hotellets 4 stjerner. Det er superlækker mad 🙂
Seefeld er også et skisportssted om vinteren og tilsyneladende også et vandreområde om sommeren. På denne tid af sæsonen er området mest besøgt af pensionister og så lige os 🙂
Hvis vejret havde været til det kunne vi godt være blevet her nogle dage, men med regn og lavthængende skyer er det ikke særlig attraktivt.

7. september (Seefeld in Tirol – Werder/Havel): Regnen har øset ned hele natten og gør det fortsat her til morgen. Så tanken om en forlængelse af opholdet er ikke aktuel. Morgenmaden er lidt kaotisk. Som jeg skrev i går, så er det mest pensionister som er her og de er punktlige til morgenmaden. Når der står at morgenmaden er fra kl. 8, så står de der alle som en kl. 8.00! Det skaber kaos ved buffetten, som er i nogle små rum. Vi må virkelig have tålmodighed, da vi kommer lidt over 8. Pensionisterne skal lige have fyldt deres tallerkener op, så der bliver ro på 🙂
Det er iøvrigt en udmærket morgenmadsbuffet. Vi kan se, at vi er kommet til Østrig. De italienske kager er skiftet ud med friske og bløde rundstykker.
Godt mætte pakker vi bilen og sætter os til rette i bilen. Det bliver endnu en lang dag på vejene, men i dag rykker det dog i de tilbagelagte km. Vi kører knap 700 km. Først på flotte bjergveje igennem de tyske alper og forbi flotte søer, men derefter på motorvej. Nu vil vi blot hjem. Vi gider ikke mere ferie i regnvejr. Lidt før Berlin kører vi fra motorvejen og finder et lille hotel Zur Insel i Werder/Havel, hvor de lige har et sidste værelse til os. Vi er trætte efter endnu en lang dag  i bilen, så vi får blot en afslappende gin-tonic på værelset inden vi går ned i restauranten og får en wienerschnitzel.

8. september (Werder/Havel – hjem): Vi kører det sidste lange stykke hjem med et enkelt stop hos Fleegaard i Burg, så vi lige kan få købt sodavand m.v. Vi er hjemme først på aftenen efter endnu en skøn ferie 🙂