Dagbog fra Madeira (2019)

Vi har fået en afbestillingsrejse til en forholdsvis billig pris, så i stedet for at lave rejsen selv, har vi valgt at tage med Apollo Rejser på en pakkerejse, hvor der indgår fly og hotel. Vi har oveni selv lejet en bil, så vi kan komme rundt på øen uden at være afhængig af rejseselskab eller offentlig transport. Ingen af os har været på Madeira før, men vi har hørt meget godt om øen, så vi glæder os til at komme ned og opleve den og forhåbentlig få lidt sol og varme.
Vi regner med at komme hele øen rundt og vandre til det højeste bjerg Pico de Ruivo (1862 meter) og langs levadaerne, men nu må vi se, hvad vi kan nå. Det er trods alt kun en uge vi skal være dernede.

11. november (CPH – Madeira): Vi skal tidligt hjemmefra, da flyet går fra Kastrup kl. 8.00. Vi må faktisk op allerede kl. 4.15 for at køre kl. 5.00. Heldigvis er der ikke så meget trafik på den tid af morgenen, så turen går fint ind til lufthavnen, hvor vi har reserveret plads på P19. Vi skal derfor også med lufthavnsbus retur til terminal 3, da P19 ligger flere km uden for lufthavnen.
Vi må stå og vente lidt på bussen, men ellers klapper alt. Det er hurtig tjek ind for det er selvbetjening, så vi skal kun stå lidt i kø for at aflevere kufferterne, men snart er vi oppe i loungen og hygger os med morgenmad og Gammel Dansk til at ønske hinanden god ferie 🙂
Flyvetiden er ca. 4,5 time og forløber ganske rolig, men landingen er lidt speciel på Madeira. Selv om de har fået forlænget og udbygget landingsbanen så den ikke mere er Europas farligste lufthavn, så er landingen ikke for førstegangsflyvende :-). Kaptajnen fortæller pænt at der kan være lidt turbolens p.g.a. vinde, men han fortæller ikke at han også skal lave en 180 graders vending, så han stort set lægger flyveren ned på siden for at komme ind på landingsbanen fra den rigtige ende. Flyveren hopper og danser og bliver som sagt lagt ned på siden. Det er bestemt ikke nogen blid landing. Det virker dog som om han har prøvet det før og vi kommer også sikkert ned på jorden.
Inde i ankomsthallen er kufferterne hurtigt fremme og vi kan afhente vores udlejningsbil hos Sixt. Det går også forholdsvis hurtigt, så vi er snart ude i trafikken og inde midt i Funchal. GPSen viser os direkte til vores hotel Four Views Baia, hvor hotelværelset er klart til os. Alt har bare gået så fint og hurtigt og nu kan vi starte ferien med at sidde på vores altan og kikke ud over Funchal og havnen med de store cruise-skibe. Solen skinner og der er 23 grader. Det er da pragtfuldt 🙂
Vi har dog ikke ro på så længe. Vi må ud og se på omgivelserne. Det bliver til en forholdsvis lang gåtur langs havnen og vandet ud mod Lidoen. Vi havde regnet med, at vi kunne gå nede langs vandet, men det kan man ikke. Der er klipper og hoteller, som ligger yderst mod vandet, så vi går ret langt langs landevejen, inden vi kan komme helt ud til vandet. Her finder vi en restaurant, hvor vi kan få lidt sen frokost og kikke ud over vandet og et havvandssvømmebassin.
Solen går først ned kl. 18.12 hernede så vi har en lang eftermiddag i modsætning til derhjemme. Det er skønt. Vi er dog trætte da vi når tilbage til hotellet, så aftensmaden bliver indtaget på det nærmeste spisested, som vi kan finde. Vi skal blot have noget let, da vi jo har fået sen frokost, men vi ender med at få det skønneste tapas-bræt med både rejer, fisk og kød og melon og vindruer. Det smager pragtfuldt, men vi er som sagt trætte efter at have været tidligt oppe i nat, så kl. 21 er vi hjemme og i seng.

12. november: Vi vil jo gerne ud at vandre, så vi står tidligt op og er nede og spise morgenmad, så snart de åbner kl. 7:30. Det er en flot stor morgenbuffet, så vi kommer bestemt ikke til at sulte 🙂
Vi har læst, at der kun er få parkeringspladser ved udgangspunkterne for vandreruterne, så man skal helst være tidligt ude. Vi har bestemt, at vores første vandretur skal være til øens højeste punkt, som er Pico de Ruivo på 1.862 meter. Der er en rute (PR1), som går fra Pico do Arieiro og derop. Ruten på ca. 6,5 km hver vej. Den  er i guidebøgerne karakteriseret som hård, men vi mener nok, at vi kan klare den alligevel.
Det er flot vejr i Funchal, men vi kan godt se, at der er lidt skyer oppe over bjergene bag byen. Vi kører dog ufortrødent op mod den første lille bjergby – Monte. Det er en meget stejl vej derop. Jeg er rigtig glad for, at vi har lejet en bil med automatgear, for ellers tror jeg ikke, at jeg havde turdet køre på denne her vej. Jeg ville have været bange for at misse et gear og dermed rulle tilbage eller ikke kunne finde koblingspunktet for at komme i gang. Med automatgearet går det som en leg. Overhovedet ingen panik selv om vi skal holde tilbage for modkørende el.lign.
Oppe fra Monte skulle der være en skøn udsigt ud over hele Funchal, men vi kører direkte ind i en sky og kan absolut ingenting se! Øv, men vi skal jo højere op, så muligvis en det kun en enkelt sky eller også ligger skyerne lavt, så vi kommer op over dem, når vi når op til Pico do Areeiro. Der er mange muligheder, så vi kører blot videre op selv om vi ikke kan se så meget af landskabet, som vi kører igennem.
Da vi er næsten oppe, åbner skyerne sig, og vi har et pragtfuld bjerglandskab foran os, som vi glæder os til at komme ud og vandre i. Vi parkerer bilen, hvor vi får en af se sidste parkeringspladser. Det er nu helt tåget og det regner lidt og blæser. Her er kun 8 grader. Det ser ikke specielt lovende ud, men vi gør os alligevel klar og går op i en lille cafe og får en kop kakao, mens vi venter på, at skyerne skal lette. Det sker bare ikke!
Efter en halv times venten opgiver vi. Jeg har læst, at uanset hvordan vejret er andre steder på øen, så er der altid sol på den østlige spids, hvor der også er en vandrerute, som vi gerne vil gå. Vi må derfor ty til plan B og køre ud til Ponta de Sao Lourenco, hvorfra vi kan gå en tur (PR8) på ca. 7 km frem og tilbage.
Vi sætter GPSen i bilen og lader den vise vej. Det skulle vi måske ikke have gjort! Det kan godt være at det var den korteste vej, men det er også den stejleste og smalleste vej vi nogensinde har kørt. Hold da op. Endnu engang priser jeg mig lykkelig for at have valgt en bil med automatgear. Det var en flot og sjov tur, men vi ville nok have valgt en større vej, hvis vi havde et ordentligt kort.
Vi nåede dog fint frem og gik en flot tur ud over det meget golde landskab med lodrette klippevægge ned til havet. Det er nærmest øde klipper og lava herude i modsætning til resten af Madeira, som er utrolig frodig og selv på denne årstid fyldt med blomster. Til gengæld er her sol og varmt, mens skyerne ligger tungt oppe over bjergene 🙂
Efter vores vandretur kører vi retur mod Funchal med et stop ved Cristos Rei. En statue af Kristus lige som den, der står i Rio de Janeiro.
Et par af vores bekendte er også på Madeira nu, og de har skrevet, at de er i den gamle by i Funchal i dag og spørger, om vi skal mødes. Det synes vi er en god ide, så vi skynder os hjem til hotellet for at få smidt vandreskoene og mødes med dem nede ved havnen. Det bliver en hygge aften med dem, hvor vi går lidt rundt i byen og spiser uden for på en lille restaurant.

13. november: Vi står igen tidligt op, så vi kan være i restauranten så snart de åbner for morgenmaden kl. 7:30. Vi vil gøre endnu et forsøg på at komme op og gå PR1 fra Pico do Arieiro til Pico de Ruivo. Vejret er nogenlunde det samme i Funchal som i går, men det ser ud til, at der er mindre skyet op over bjergene. Vi krydser fingre for, at det vil lykkes i dag 🙂
Der er en klar forbedring fra i går. Da vi kommer til Monte, kan vi se den flotte udsigt ned over Funchal, hvor vi i går kørte direkte ind i skyerne. Helt oppe ved Pico do Arieiro er der nogle skyer, men de ligger højt, så vi kan sagtens se de flotte bjerge omkring os, som vi kun så i glimt i går. Vi tager igen det varme og vindtække tøj på, da det blæser temmelig meget heroppe og der er kun 8 grader, men det bliver formentlig varmere op af dagen. Når vi har knoklet op og ned af bjergsiderne, skal vi nok få varmen uanset om, temperaturen ikke skulle stige 🙂
Turen er iflg. beskrivelser i diverse guidebøger på 11-13 km ialt frem og tilbage, og der er en højdeforskel mellem laveste og højeste punkt på 320 meter. Det burde være overkommeligt selv om, der står, den er hård. Vi lægger pænt ud og nyder de skønne udsigter ud over bjergene og dalene. Dybt nede kan vi se bitte små huse og terrasser. Guderne må vide, hvordan man kommer ned til de huse for bjergene tårner sig op rundt om dem!
Turen er let i starten, da det stort set kun går ned af, men man skal ikke lide for meget af højdeskræk for, der er stejle afgrunde, og stien er nogle steder under en meter bred og med kun 2 wirer på hver side til at markere stien fra afgrunden! Psykologisk virker wirerne på os. Vi er ikke på noget tidspunkt bange, men havde de ikke været der, havde vi nok haft svært ved at gå på nogle af passagerne.
Oprindelig har der været 2 stier fra Pico do Arieiro til Pico de Ruivo. En på den østlige side, hvor man skulle gå hele turen ude langs klippevæggene og en vestlig rute, hvor man går igennem 4-5 tunneller. Nu er der kun den vestlige rute igennem tunnellerne, så vi behøver ikke at vælge 🙂
Det er en utrolig flot tur hele vejen, men efterhånden forstår vi godt hvorfor den i guidebøgerne er karakteriseret som hård. Der er ret mange højdemeter, og når man stort set hele tiden går på trapper op og ned, så tærer det på kræfterne, så vi trænger virkelig til en pause, da vi når toppen, men det er bestemt besværet værd at gå herop. Der er en pragtfuld udsigt 360 grader rundt fra Pico de Ruivo. Der er imidlertid ved at samle sig skyer, men det sætter kun højden i perspektiv, når vi er oppe over skyerne.
Vi sidder og nyder solen og får lidt mad ved den lille hytte, hvor de sælger meget dyre sodavand og vand m.v. Efterhånden kommer der flere og flere mennesker efterhånden, som også de store grupper når frem, så vi fortrækker og begynder tilbageturen til Pico do Arieiro. Vi vil ikke risikere, at skulle gå i halen af en stor gruppe.
Turen tilbage er hård. Specielt de sidste 2 km. Der er kræfterne ved at slippe op og benene kramper. Det er dog stadig en flot oplevelse og anderledes end da vi gik ud, for nu er der kommet skyer, som suser hen over bjergkammene og nogle ligger under os. Det lukker ikke helt til, som i går, så vi kan stadig se bjergene, men de virker på en eller anden måde mere dramatiske.
Vi er fuldstændig færdige, da vi når retur til Pico do Arieiro og benene gør ondt. Vores ure viser, at vi har gået næsten 16 km og 488 højdemetrer. Det har været en hård, men absolut flot og god tur.
Hjemme på hotellet lægger vi os lidt med benene oppe, inden vi skal ud og finde et sted at spise aftensmad. Vi er sultne efter vores vandretur, men vi orker ikke at gå for langt 🙂 Vi nyder ellers, at vores hotel ligger lidt oppe bag i byen, men nu hvor vi har trætte ben, er det absolut ikke godt. Vi finder dog en god restaurant (Londres) ikke så langt fra hotellet, hvor de serverer god og rigelig mad. Den er også godt besøgt. Vi kommer som nogle af de første, men i løbet af en halv time er der fyldt op og vi får oven i købet selskab af Anne Dorte Michelsen, som kommer helt alene ind i restauranten og sætter sig ved et bord lige bag mig 🙂

14. november:  Vi har meget ømme ben, da vi vågner og har svært ved at komme ud af sengen, men det kan ikke nytte noget at pive. Vi skal bare have gang i dem igen 🙂
Vi har aftalt med vores bekendte – Bjarne og Ulla – at vi henter dem på deres hotel og kører vi op til Rabacal midt på øen, hvorfra vi går turen til 25 Fontes og Risco (PR 6 og PR 6.1). Det er en tur på levadaerne, som Madeira er så berømt for.
Levadaerne blev oprindeligt opført af mauriske slaver, som den portugisiske kolonimagt bragte til Madeira – men de fleste levadaer er opført i begyndelsen af det 20. århundrede. Den sidste store levada, der blev opført, kaldet Levada dos Tornos, blev taget i brug i 1966 og er 106 kilometer lang. Igennem Madeiras ca. 500 år lange historie har levadaerne haft en stor historisk og kulturel betydning. Først udgjorde de et kompliceret kunstvandingssystem. Herefter bragte de vand til Madeiras sukkerrørsfabrikker, da sukkerrrørsproduktionen stod på sit højeste og indtil midten af sidste århundrede var levadaerne og stierne i forbindelse med dem, Madeiras vigtigste transportnetværk.
I dag bliver levadaerne, som udgør et netværk på 2500 km, passet og plejet af professionelle levadeiros, der sørger for, at nedfaldne blade fjernes om efteråret og at jordskred ikke stopper vandets vedvarende rislen. Derfor kan man, som turist uden fare gå på levadaerne.
Vejret er flot i Funchal. Letskyet og 21 grader, men oppe Paul de Serra platauet stormer det, og skyerne ligger lavt og det småregner. Det er ikke det mest ideelle vejr til en vandretur, men nu er vi kommet derop, og vi har regntøj med, så vi går turen. Den er på ca. 13 km og 350 højdemeter, så vi får gang i de ømme benmuskler igen 🙂 Regnen og skyerne tager lidt af fornøjelsen af turen, da udsigterne er begrænsede, men vi får da gået på og ved levadaerne og der er en speciel flora og fauna omkring dem p.g.a. fugtigheden. Risco vandfaldet er højt og flot og den lille lagune ved de 25 små vandfald er også meget flot, men da regnen tager til, mens vi står ved lagunen og der kommer flere større selskaber bliver pladsen for trang, så vi går retur mod bilen og tørvejret.
Det er en flot tur, men vi kunne godt have ønsket os bedre vejr.
Klokken er omkring 14, da vi er retur ved bilen og sulten begynder at melde sig. Vi kører via Encumeada passet op til Sao Vincente. En lille by på nordkysten, hvor vi finder en fin resturant med den skønneste udsigt over havet, hvor store bølger slår ind mod den stenfyldte strand. Det er en rigtig flot tur ad en meget snoet vej, hvor vi stopper en del gange for at nyde udsigten over bjerge og slugter og små landsbyer. Heroppe nordpå bliver der bl.a. dyrket vindruer, hvilket vi ikke har set endnu på sydkysten. Det til trods for, at der er meget mere sol sydpå!
Fra Sao Vicente har jeg læst, at man skal køre på den gamle hovedvej ER101 op til Porto Moniz. Det skulle være en meget spetakulær vej, som ligger helt ude på de stejle klippevægge. Vi kører på den nye vej og prøver adskellige gange at komme ud på ER101, som kaldes den antique vej, men det lykkes kun at køre ca. 200 meter på den. Resten af afkørslerne er spærret af, og vi kan se, at vejen ikke har været vedligeholdt. Der ligger klipper og grene på den og et enkelt sted er vejen helt væk. Den er revet i havet af et stort stenskred! Guidebøgerne trænger vist til en opdatering. Den vej bliver ikke åbnet igen.
Vi må nøjes med at tage afkørslerne ned til de små byer, som indtil vejen kom, var meget afsondrede. Man kunne kun komme til dem med båd eller ved at gå på de mange veradaer (stier). Byerne er meget hyggelige og kyststrækningen er også flot, men dramatisk med høje klipper, som falder lodret ned i havet.
Vores tur ender i Porto Moniz, hvor vi bl.a. ser de store naturlige havvands-pools, hvor der sikkert er rart at svømme på en solskinsdag, men i dag hvor himlen er tung af mørke skyer og bølgerne med stor kraft slår ind over klipperne, er det en helt anden sag.
Klokken har passeret 17 og solen går ned kl. 18.07, så vi er desværre nødt til at køre retur mod Funchal. Jeg har ikke lyst til at køre på bjergveje i mørke!
Det når at blive mørkt inden vi når Funchal, men de store veje er oplyste, så det går fint.
Ulla og Bjarne anbefaler en brasiliansk restaurant i nærheden af deres hotel, som vi skal prøve. Her får man serveret store bøffer på en varm sten og man skal så selv skære bøffen ud og stege den færdig på den varme sten. Det smager super godt og er en dejlig afslutning på en lang dag, hvor vejret ikke helt har været med os.

15. november: Det har været en forholdsvis stille dag. Vi har kun gået rundt og set på Funchal, med den gamle by, Farmers Market og borgen nede ved vandet og slappet af. Funchal er en meget flot og hyggelig by, men man skal være godt gående for, der er ikke meget af byen, som ligger plant. Det går op og ned på brostensbelagte gader. På Farmers Market var der utrolig mange forskellige frugter og grøntsager og faktisk også en del, som vi ikke har set før. Vi fik smagsprøver af mange af frugterne og måtte så til gengæld selvfølgelig købe et par stykker til svimlende priser 🙂 I bunden af Farmers Market er der et fiskemarked, hvor vi bl.a. ser enorm store tun og der specielle kårdefisk eller espada, som de hedder på portugisisk. De fanges på dybt vand 800-1200 meter. De har meget store øjne og sylespidse tænder, så de ser ikke særlig venlige/delicate ud, men vi har smagt dem og de smager faktisk godt 🙂
Vejret har været meget blandet. Lidt sol og lidt regn.

16. november: Det er rimelig flot vejr nede ved kysten, men skyerne ligger tungt over bjergene. Vi har ikke flere planlagte vandreture, som vi skal nå, så vi tager en køretur langs syd-vest-kysten, hvor vejret forhåbentlig holder hele dagen.
Vores første stop er Camara de Lobos – en lille fiskerby lidt vest for Funchal. Man skulle kunne gå via en promenade fra Funchal, men der er langt for os, som bor næsten midt i Funchal. Vi kører derfor derud. Det er en hyggelig lille by omkring et fiskerleje. Så prominente gæster, som Winston Churchill har besøgt byen og siddet på stranden og malet et billede. Stedet, hvor han sad, hedder nu Churchill viewpoint og et hotel bagved er navngivet Churchill Bay.
Næste stop er udsigtspunktet Cabo Girao, som er den højste klint i Europa med lodret fald til havet. Klippen er 580 meter høj og der er lavet en udsigtsplatform med glasgulv (skywalk), hvorpå man kan stå og se de 580 meter direkte ned til vandet og de små marker neden for på stranden. I modsætning til andre steder, hvor der er lavet lignende konstruktioner, så er denne helt gratis 🙂
Vi spiser frokost på en restaurant ved vandet i Ribeira Brava. Ulrich får grillede sardiner og jeg får Bacalhau (tørret og saltet torsk) med 2 store rejer på. Det smager pragtfuldt begge dele.
Efter frokost fortsætter vi langs kysten vestpå. Det er bitte små landsbyer, som vi kører igennem af små snoede veje. Der er ikke mange turister herude og da det er lørdag, er der heller ikke mange lokale på vejene, så vi er rimelig for os selv. Der er mange udsigtspunkter og vi er ude ved et fyr, som formentlig er det vestligste punkt på Madeira.
Da vejret forsat er solrigt selv om vi nærmer os nordkysten, vælger vi at køre helt op til Porto Moniz for at se byen og de naturlige svømmebassiner i solskin. Forleden dag, da vi var her med Ulla og Bjarne, var det jo meget overskyet. Kysten og badene er flotte i solskin, men bølgerne er bestemt ikke mindre i dag. Vandet vælter ind over klipperne og fornyer konstant vandet i poolsene, men det er ikke muligt at bade i dag. Bølgerne er for voldsomme, men synet er flot.
Vi kører hjem langs kysten til Sao Vicente, hvilket er en flot tur med de høje klipper, som falder lodret ned i vandet. Når vi kører mod øst, kan vi mange steder se den gamle vej ER101, som har snoet sig på ydersiden af de lodrette klipper. Den har været meget smal og stejl, så godt det samme, at den er lukket. Jeg tror ikke, at det ville være en tur, vi havde nydt!
Vi er tilbage i Funchal allerede kl. 17, så det er endnu lyst og vi kan slappe lidt af inden det er tid til aftensmad. Vi gider ikke så meget mad i dag, da vi fik stor frokost, så det bliver blot en tur på McDonalds 🙂

17. november: Det er den sidste dag på Madeira og vi har stort set krydset alt af på min bucket-listen. Vi mangler kun Nonnernes dal og en lille del af den nord\østlige ø, så dertil går turen i dag.
Vi starter med at køre op til Nonnernes dal via udsigtspunktet Eira do Serrado, som ligger 800 meter over byen nede i dalen. Vi er nogle af de første her, hvor der ellers, har vi læst, kan være temmelig mange mennesker, når turistbusserne kommer med deres store grupper. Her er koldt og blæsende selv om solen er fremme, men der er flot udsigt op til bjergtoppene og ned i dalen, hvor byen ligger og klamrer sig op af skrænterne. Nonnernes dal eller Curral das Freiras, som dalen og byen hedder på portugisisk, kan historisk føres tilbage til 1566. Ifølge de historiske overleveringer blev Madeira plyndret af en gruppe franske pirater i 1566. Funchal med dens havn gjorde øen tilgængelig for piraternes flåde. Den gang var det almindeligt, at pirater gik på hugst i klostre og kirker, der ofte indeholdte store rigdomme, og derfor valgte en gruppe nonner fra det lokale Santa Clara kloster i Funchal at søge ly i den afsides-beliggende og utilgængelige dal, som senere er blevet kendt under navnet Curral das Freiras, 20 kilometer fra Funchal by. Nonnerne vendte senere tilbage til Funchal by, men deres asyl i dalen skabte grobunden for den landsby, som de fleste rejsende på Madeira i dag kender til. Omkranset af stejle og ufremkommelige bjerge gemmer dalen på den lille landsby, hvor man producerer den berømte Madeira-vin, og hvor man hovedsageligt ernærer sig af det lokale landbrug. Ud over dens historiske betydning er byen blevet kendt for sine mange kastanjetræer, hvorfra byens indbyggere producerer velsmagende kastanjebrød og kastanjelikør.
Vi kører ned i byen og ser på kirken og lidt souvenir-butikker og nyder en kop kaffe og en madeira-kage inde på en restaurant, hvorfra vi kan se ud over dalen. Der er ikke meget andet at komme efter.
Vi kører tilbage til Funchal og videre op i bjergene nordpå til Ribeiro Frio, hvor vi går en lille tur langs levadaer (PR11) og ud til udsigtspunktet Balcoes, hvorfra man kan se op til Pico de Arieiro, Pico Ruivo og de andre bjergtoppe, som vi gik på forleden dag og helt ud til kysten. Det er en lille let vandretur på 2,7 km uden stigninger, så her er forholdsvis mange mennesker 🙂
Vi fortsætter vores tur ud til Santana på nord-øst-kysten, hvor man kan se de gamle A-huse, som næsten altid er affotograferet på turistbrochurer fra Madeira. Herfra går turen videre langs kysten vestover til Sao Vicente. Det er en virkelig flot tur, hvor vi kører på mange små snoede veje og stopper ved adskillige udsigtspunkter, hvor man kan nyde de barske klippeskrænter og de store bølger, som slår ind mod kysten.
Tilbage i Funchal finder vi en dejlig lille restaurant – Trigal, hvor vi nyder afskedsmiddagen. I morgen er det hjemrejsedag.

18. november: Solen skinner fra en skyfri himmel. Vi har ikke set så flot en himmel før og så er det vores hjemrejsedag – øv. Det ville have været rart, hvis vi kunne have nydt et par dage mere, specielt hvis denne høje blå himmel holder.
Vi skal flyve hjem kl. 13, så det bliver en rolig formiddag, hvor vi blot sidder på vores balkon og nyder solen og udsigten over havnen og byen. Halv elleve kører vi til lufthavnen, hvor vi også skal returnere udlejningsbilen, så det er let.
Der bliver lige tid til en gin-tonic i loungen inden vi boarder flyveren og flyver de 4,5 time hjem til København.
Alt går også hurtigt med bagage-afhentning i København, så vi er hurtigt hjemme igen efter en skøn tur til Madeira.
Vi kunne godt have brugt et par dage mere dernede. Der var bare så meget at se, så vi slet ikke fik tid til blot at sidde og hygge i solen, som stort set hele tiden var i Funchal og sydkysten, men som ofte var dækket af skyer oppe i bjergene og på nordkysten.
Madeira er en skøn ø og det er ikke uden grund, at den bliver kaldt for blomsterøen. Selv her i november var der rigtig mange blomster og i det hele taget meget flodigt. Øen har også ry for at være for pensionister og der var også mange af dem på hotellet og i flyveren, men det er absolut ikke udelukkende for pensionister, da der er rigtig mange muligheder for vandring på øen og selv i Funchal skal man bestemt ikke være gangbesværet for det går også op og ned af stejle bakker i byen.
Vi vil ikke udelukke, at vi kommer tilbage til Madeira.