Dagbog fra Frankrig (2019)

Vi gentager successen fra de foregående 2 år og holder sommerferie i egen bil i Europa. I år starter vi i Alsace, hvor vi møder min søster og svoger og hygger os med dem og derefter kører vi alene videre til Chamonix, hvor vi skal op og vandre i bjergene. Efter Chamonix har vi ikke planlagt noget. Vi ser hvordan vejret er og hvad vi så har lyst til. I år har vi jo den fordel, at vi ingen deadline har for, hvornår vi skal være retur i Danmark. Med vores nyvundne tilværelse som livsnydere, kan vi jo helt selv bestemme, hvornår vi vender snuden hjemaf 🙂 

08. august (DK – Hameln): Ferien begynder rigtigt i dag. Vi kørte godt nok hjemmefra i går og besøgte svigerforældrene i Sønderjylland og overnattede hos min søster og svoger, men i dag kører vi sydover og forhåbentlig ned til sol og sommer.
Susanne og Ove har lavet stort morgenbord til os og jeg bliver fejret i anledning af min fødselsdag – hyggeligt. Vi kommer først ud af døren kl. 10 og vi skal også lige forbi grænsebutikken for at få fyldt bilen op med sodavand m.v. til ferien. Klokken 12 vender vi bilen sydover af motorvej A7. Regnen står ned. Det er ikke just sådan, vi havde forventet at ferien skulle starte, men forhåbentlig bliver det bedre længere sydpå.
Regnen er ikke det eneste, vi må kæmpe med. Ved Hamborg rammer vi også køen. Det tager os en hel time at komme de sidste 16 km til Elb-tunnellen! Det er træls. På den måde er der langt ned til Hameln, som er vores første overnatningssted.
Efter Elb-tunnellen går det glat et stykke, men så kan vi se, at der kommer længere og længere kø omkring Hannover, så efter frokost vælger vi at forlade motorvejen og køre af de mindre hovedveje. Det er ikke særlig interessant landskab, men vi er heldige at se både små rådyr og storke, så det er trods alt mere spændende end at køre på motorvejen, men det tager også længere tid.Vi er først fremme i Hameln omkring kl. 19. Vi har altså være næsten 7 timer om at køre de ca. 450 km, som ellers skulle have taget 4,5 time. Vi er lidt trætte, men vejret er rigtig fint nu – sol og 27 grader – og det er jo min fødselsdag, så vi skal ud at spise fødselsdagsmiddag.
Vi går en pæn lang tur i byen, som er kendt som rotterfænger-byen. Historien fortæller af byen i 1284 er blevet invaderet af rotter. En mand tilbyder befolkningen sin hjælp. Rottefængeren lokker med sit fløjtespil rotterne ud i floden Weser. Rotterne drukner, men han får ikke sin betaling og forlader byen i vrede. Flere dage senere vender han tilbage, og mens byens borgere er i kirke, spiller han igen på sin fløjte og lokker byens børn ind i en grotte uden for byen, hvor de forsvinder.Historien om rotterfængeren har levet siden år 1300, men der er ikke rigtig nogen beviser for om den er rigtig med hensyn til børnenes forsvinden, men der er mange teorier. Byen har imidlertid ikke glemt hverken rotterne eller rottefængeren. Begge dele er afbilledet alle steder og der er adskillige statuer og skulpturer af ham spillende på sin fløjte og alle rotterne. Ud over rotterne og rottefængeren er der også mange flotte gamle bindingsværkshuse, men byen skuffer os lidt i forhold til andre gamle byer i Tyskland. Der er ikke så megen sjæl i denne by. 
Vi får dog en god wienerschnitzel og en mørk øl på den ældste kro i byen, hvor vi kan sidde udenfor. Det er en god afslutning på en lang dag i bilen.
Vi overnatter på Hotel Mercure. Et pænt hotel ikke langt fra den gamle bydel.

9. august (Hameln – Rüdesheim): Vi sover lidt længe og spiser lækker morgenmad på hotellet, inden vi kl. 10 sætter os til rette i bilen igen. Dagens mål er Rüdesheim ved Rhinen. Det er flot vejr til morgen, men det er mindre godt med trafikken på motorvejen. Vi opgiver på forhånd og sætter GPS’en til at føre os uden om motorvejene.

Vi kommer igennem et meget smukt bakket, skovrigt område med snoede veje og en masse små landsbyer med hvide bindingsværkshuse og skifer-tage. Det er meget idylisk.
Vejret er meget blandet med sol, skyer og byger, men da vi kommer til Rhinen ved Barubach kommer solen helt frem og skinner i

vandet og på de mange smukke borge og vinmarkerne langs Rhinen. Det er meget smukt. Vi stopper ved Loreley og går de 400 trin op til klippen, hvorfra man har en skøn udsigt ud over Rhinen, de små byer og bjergene med vinmarkerne. Desværre trækker skyerne pludselig sammen og vi må skynde os ned inden regnen indhenter os. Vi fortsætter til Rüdesheim, hvor vi er fremme kl. 18.30 og tjekker ind på Historische hotel zum Grüner Kranz. Det er et hyggeligt gammelt hotel med små værelser og en meget central beliggenhed.
Regnen står ned men til trods for det holder temperaturen sig stadig på 28 grader. Vi finder parablyen frem, da vi går ud for at finde et spisested. Det bliver næsten lige ved siden af hotellet, hvor der ligger et meget hyggeligt spisested, hvor man sidder udenfor under en markisen, som holder det meste regn ude 🙂
Vi får schweine haxe, som smager rigtig godt. Efter aftensmaden er regnen hørt op og vi kan gå en tur i byen med bl.a. Drosselgasse, hvor der er levende musik og dans. Der er rigtig tysk schlagerstemning og bæreklang 🙂 Resten af byen er ret stille selv om det er fredag aften. Måske er det regnen eller også er vi uden for sæsonen. Da vi var her i juni 2006, var der meget mere liv, men på det tidspunkt var der også Harley Davidson motorcykel-træf. MC´er stod linet op overalt, hvor der var plads langs vejene. Det var det syn, der i sin tid inspirerede mig til at få MC-kørekort og vi købte senere på året vores motorcykler!
På trods af manglende liv, er det stadig en utrolig flot og hyggelig by med bindingsværkshuse, toppede brosten og masser af blomster og vindruer. Den er et besøg værd selv om vi selvfølgelig helst havde set den i solskinsvejr.

10. august 2019 (Rüdesheim – Strassbourg): Regnen er hørt op til morgen og solen kikker frem. Det er tid til at få shorts på igen 🙂
Vi skal ikke køre mere end 200 km i dag, så vi har ikke så travlt – heldigvis.
Efter morgenmaden kører vi ned til nærmeste færge over Rhinen og kører herefter på motorvej til Strassbourg. Det er ikke nogen oplevelsestur. Det er rent transport – intet at se!
Da vi kommer ind i Strassbourg, er det en helt anden sag. Det er små krogede gader ned til vores hotel og den vej, GPS´en siger, vi skal køre på, er spærret p.g.a. vejarbejde!
Vi kommer ind i meget små gader, hvor der er parkerede biler, så der kun er 15-20 cm på hver sige af bilen. Det er ikke sjovt! Der bliver lidt varmt i bilen 🙂
Heldigvis ringer min søster Susanne, mens vi kører rundt og giver os et tip om, hvilket P-hus vi skal køre til. Lige netop det P-hus har vi allerede set 2 gange, men nu står Susanne og Ove og vinker til os lige overfor. Det var rigtig dejligt, så behøver vi ikke at køre mere rundt. Hotel Le Roses ligger kun 50 m derfra, men det havde vi overset!
Klokken er kun 13, så vi kan ikke tjekke ind, men vi går en tur i byen og finder et sted at spise frokost.
Strassbourg er en fantastisk smuk og hyggelig by med kanaler og flotte gamle bygninger og masser af blomster.
Specielt Petit France er nærmest eventyragtig med alle sine skæve bindingsværkshuse ned til kanalerne. Man kan slet ikke få nok.
Katedralen er også storslået set udefra med alle sine utallige udskæringer, spidsbuer og ornamenteringer. Notre Dame-katedralen i Strasbourg var i flere århundreder (1647-1874) den vestlige verdens højeste bygning med sit 142 meter høje kirketårn, som kan ses fra store dele af byen. Biskop Werner von Habsburg lagde i 1015 den første sten til en basilika, som dog brændte ned i 1176. Biskoppen på daværende tidspunkt, Heinrich von Hasenburg, besluttede sig for at opføre en ny katedral på resterne af den gamle. Byggeriet varede i flere århundreder, og først i 1439 stod det færdigt, som vi ser det i dag.
Vi orker ikke at stå i kø i varmen for at komme ind i katedralen, men vil prøve i morgen. Måske er køen da kortere.
Sidst på eftermiddagen tjekker vi ind på Hotel Le Roses og slapper lidt af inden det er tid til aftensmad.
Solen skinner fortsat og der er 26 grader, da vi går ud kl. 19 for at finde et spisested. Vi ender i Petit France, hvor vi sidder ned til kanalen under et kæmpe stort træ. Det er så hyggeligt et sted.
Mørket er faldet på, da vi går hjem til hotellet. Det giver byen endnu en skøn dimention med de gamle smedejernslamper, der lyser gaderne op. Vi er alle totalt forelsket i Strassbourg 🙂

11. august (Strassbourg): Vi har sovet dejligt i vores store, pæne og hyggelige værelse og vågner til en skyfri himmel. Fra værelset har vi udsigt ned til kanalen. Kan man ønske sig mere? 
Vi spiser morgenmad på hotellet. Det er ikke nogen overdådig morgenmadsbuffet, men der er hvad vi har brug for og mere end vi normalt får derhjemme :-).
Vi bestilte billetter online i går til kanalrundfart med Batorama bådene (€13,50 pr. pers.) med afgang kl. 9:45. Der var lange køer til bådene i går, men i dag hvor vi har bestilt til første båd og er der som nogle af de første, kan få lige de pladser, vi gerne vil have i båden.
Turen tager 5 kvarter og er en fin tur gennem kanalerne og 2 sluser, hvor vi nyder at sidde i solen og sejle stille og roligt forbi Petit France og gennem Neustadt og helt ud til Europa Parlamentet. Turen er en fin tur, som viser hvor forskellig byen er i forhold til, hvornår bygningerne er opført – nogle under fransk herredømme og nogle under tysk/nazistisk herredømme. Vi hører grufulde historier om de gamle henrettelsespladser m.v.
Efter bådfarten skynder vi os op til katedralen, hvor vi lusker os ind til en messe. Så slår vi 2 fluer med et smæk. Vi får set den imponerende katedral indvendig og vi får overværet en katolsk messe. Messen er en oplevelse selv om vi ikke forstår så meget, da den foregår på fransk, men det er meget stemningsfuldt.
Katedralen er ikke lige så fantastisk indvendig, som den er udvendig. Den er selvfølgelig meget stor og der er flotte vinduesmosaikker, men derudover er der ikke megen udsmykning.
Efter en times messe i katedralen fortsætter vi til den næste kirke Egliese St. Paul. Den er også flot udefra, men ikke noget særligt indvendig.
Vi er efterhånden blevet sultne og leder længe efter et spisested. Vores søgen bringer os igennem forretningsgader, hvor det er alle de dyre mærkevare-butikker, som holder til. Det er dog et lidt dødt område i dag, da det er søndag og alt er lukket.
Vi ender til sidst i Petit France, hvor vi spiser fantastisk mad på et udendørs-restaurant ned til floden og under et stort træ. Det er ikke det samme sted, som i går selv om det kunne lyde sådan. Maden er væsentlig bedre her 🙂 Solen har skinnet hele dagen, men da vi næsten er færdige med at spise, trækker skyerne sig sammen og det begynder at dryppe.
Vi skynder os hjem og lige som vi kommer op på værelset lukkes der op for sluserne og regnen vælter ned, så vi vælger at slappe af resten af dagen og finder til aften en lille lokal restaurant på nettet, hvor vi får aftensmad. Det er et hyggeligt lille bryggeri, hvor det vist mest er lokale franskmænd der kommer.

12. august (Strassbourg – Colmar): Solen skinner, da vi ruller gardinerne fra. Det er altid rart. Det giver lige humøret et ekstra hak op af 🙂 Vi kører kun til Colmar i dag, hvilket er en strækning på ca. 75 km, hvis man kører den hurtigste vej. Det gør vi imidlertid ikke. Vi kører af den berømte vinrute. 
Vi forlader hotellet omkring kl. 10 og skal hente nøglen til vores lejlighed i Colmar kl. 16. Det regner vi med er rigelig tid til at kunne nyde turen i stille og roligt tempo. Vi kører ind på vinruten i Marlenheim, som ligger ca. 20 km sydvest for Strassbourg. Herfra snoer vinruten sig mellem vin- og majsmarker og de skønneste små byer med bindingsværkshuse og torve med fontæner og flotte kirker og alle steder er der selvfølgelig mulighed for at købe vin, kager, pølser, oste og foie gras mv. De har så mange forskellige specialiteter på menuen i butikkerne. De fleste byer er også blomsterbyer “Ville de fleurie” hvilket betyder at de af staten er blevet belønnet for deres bestræbelser for at højne livskvaliteten for beboerne og for at tiltrække turister til byen ved at vedligeholde og forskønne byerne med blomster og grønne områder. Der er virkelig gjort noget ud af byerne. De er bare så flotte og hyggelige. Vi spiser frokost på en skøn lille kro i Itterswiller. Byen ligger lidt højt og der er flot udsigt ud over vinmarkerne.
Vi nyder at køre af denne skønne rute og får nogle gange ikke set alle skiltene, som skulle vise vej, eller også mangler der en del skilte. Vi kører i hvert fald uden for ruten en del gange og kæmper med at finde tilbage til ruten. Det giver os nogle omveje, men vi får også set vinmarkerne fra nogle andre vinkler, så det er måske ikke så tosset alligevel 🙂 Imidlertid løber vi tør for tid og må forlade ruten til fordel for motorvejen, så vi kan overholde vores aftale med udlejer af lejligheden og være i Colmar kl. 16. Det betyder desværre at vi ikke får set Kayserberg, Ribeauville og Riquewihr, som ellers skulle være nogle af de flotteste byer på ruten. Dem må vi køre tilbage til en af de næste dage.
I Colmar finder vi ind til vores lejlighed, men vi bliver noget overrasket over byen. Det er næsten umuligt af køre igennem den gamle bymidte, hvor lejligheden ligger, da der er virkelig mange mennesker og finde en parkeringsplads mindst lige så svært, men vi heldige og finde 2, så både vi og Susanne og Ove kan komme af med bilen, mens vi får nøglen og får lidt information om lejligheden og ikke mindst om, hvor vi kan finde parkeringspladser, som er gratis. Det er nyttig info, da det ellers er meget dyrt at parkere i den gamle bymidte.
Vores lejligheder er flotte og nyrestaurede, så selv om de ligger i en meget gammel bygning, så står de helt moderne i indretningen. Her skal vi nok blive glade for at bo 4 nætter.
Efter at have fundet de gratis parkeringspladser og slæbt vores bagage tilbage til lejligheden er det tid til et bad og en gin tonic inden vi går lang tur og ser på byen og for at finde et passende sted at spise. Colmar er en meget flot by med gamle flotte huse og kanaler og blomster og der er mange spisesteder, men der er også mange mennesker, så det er svært at finde et sted, hvor der både er plads og hvor de serverer det mad, vi gerne vil have. 
Det bliver sent inden vi endelig finder en hyggelig restaurant, hvor de bl.a. serverer moules frites. Vi venter længe på vores muslinger, men heldigvis var de værd at vente på og imens kan vi lytte på gademusikanter, som står lige ude for restauranten og spille på violin og harmonika. Det lægger lidt ekstra til den franske stemning.

13. august (Colmar og golf): Vi har gået og set en masse de seneste dage, så nu er det tid til at slappe af 🙂 Vi sover længe og mødes først kl. 9 med Susanne og Ove. Ove har fundet en golfbane i nærheden, hvor vi kan booke en tid kl. 12. Det passer os fint, så behøver vi ikke at skynde os vildt meget, men kan nusse rundt og smøre madpakker til at tage med på golfbanen. 
Banen ligger i Ammerschwihr ca. 12 km fra Colmar, så det tager ikke lang tid at køre dertil, men da vi måtte springe Kayserberg over i går p.g.a. tidsnød, så vælger vi med at køre derop på vejen til golfbanen og gå en tur i byen. Kayserberg er endnu en flot middelalderby med brostensbelagte gader og bindingsværkshuse. Meget idylisk og vi kunne godt have brugt mere tid her end vi havde, men golfbanen venter 🙂
Det er en flot bane, som ligger på en bjergskråning, så allerede da vi kører op til klubhuset bliver vi nervøse. Det er absolut ikke nogen parkbane. Der er ikke et hul, som bare går ligeud. Det er op og ned af bakker og de fleste af hullerne er blinde, så vi aner ikke, hvad vi skal sigte efter og heller ikke hvad, der venter os, når vi finder bolden. Det bliver en meget spændende og anstrengende runde, hvor ingen af os kan spille op til vores handicap 🙂 Men det har været sjovt alligevel.
Hjemme igen vælger vi at købe nogle pølser, skinker og brød og vin i et supermarked og hygge os i vores lejlighed i stedet for igen at skulle ud at finde et spisested i byen. Vi orker ikke at gå længere efter den anstrengende golfrunde.
Vi sover helt sikkert godt i nat.

14. august (Colmar): De har lovet godt vejr i dag og mindre godt i morgen, så hvis vi skal nå op i bjergene Vogeserne og køre på ruten, som går hen over højderyggen, så skal det være i dag. Route de Cretes hedder ruten, som er ca. 80 km. Vi støder på den ved bjergpasset Col du Bonhomme i 949 meters højde, som ligger 27 km vest for Colmar. Herfra snor ruten sig sydpå mod Col de la Schlucht og Grand Ballon og ender i Cernay. Ruten fungerede under 1. verdenskrig som forsyningsrute og der er også et mindesmærke/museum på ruten, som vi dog springer over. Vi nyder udsigter ud over Vogeserne, dalene og søerne og tager et par afstikkere til bl.a. Hohneck, der med sine 1.362 meter er et af de højeste bjerge i Vogeserne. Herfra kan man se helt ned til Alperne. 
Nede fra bjergene ved Cernay kører vi retur nordpå mod Colmar af vinruten. I dag er skiltningen bedre eller også er vi mere opmærksomme. I hvert fald holder vi pænt ruten og kommer igennem alle de smukke byer, men specielt en må fremhæves. Det er Eguisheim, hvor vi parkerer og går en lang tur og iøvrigt også er til vinsmagning på Cave Wolfberger. De har et meget flot showroom med vine i alle afskygninger. Det er svært at vælge, hvad man skal smage, da der er så meget. Jeg smager en Crement og 4 hvidvine, men ingen af dem falder rigtig i min smag, så det bliver et billigt besøg 🙂
Byen Eguisheim derimod falder absolut i vores smag 🙂 Det er den skønneste by, man kan forestille sig. Aldrig har vi oplevet så flot en by. Den er som taget ud af en film. Gaderne snoer sig rundt inden for bymuren i cirkler. Den yderste ring er den flotteste. Her ligger de bitte små krumme og krogede huse tæt op af hinanden, på begge sider af den smalle brostensbelagt gade. Det er så idylisk. Man kan slet ikke få nok af at gå rundt her og blot nyde synet 🙂
Vi er hjemme i Colmar ved 6-tiden og skynder os ned til en restaurant, hvor vi har set at de serverer nogle lækre brædder med pølser, skinker, ost og oliven m.v. Forleden aften kunne vi ikke få plads her, men det lykkes i dag, da vi er tidlig på den, men det passer os fint at spise tidligt. Vi har haft en lang dag, så vi hygger os på torvet og nyder at se på alle de passerende mennesker og en harmonika-spillende musikant spiller også for os. Det er meget hyggeligt.

15. august (Colmar): Det er knap så godt vejr i dag. Solen skinner ikke fra en skyfri himmel, men det er stadig varmt og det regner ikke, som de ellers havde truet med i vejrudsigten. Vi havde en lang tur i går, så vi skal ikke have for meget på programmet i dag, men da vi p.g.a. tidsnød forleden dag ikke nåede de bedste byer på vinruten i nord, vil vi besøge dem i dag. Det drejer sig om Ribeauville og Riquewihr, som begge ligger inden for 18 km fra Colmar.
Vi starter i Ribeauville, som er meget større end Equisheim, som vi så i går. Den er også meget flot og ligger skønt for foden af Vogeserne omgivet af vinmarker og med 3 slotte lige oven for byen, men den er også meget turistet. Alle forretninger er baseret på turister og deres hang til at købe pølser, oste, kager, vin og tøj-storke. Hvor der ikke er forretninger med lokale produkter, er der restauranter. 
Vi bliver selvfølgelig også fristet af alle delikatesserne og køber nogle lækre pølser, som vi senere nyder til aftensmad.
Den næste by, som vi besøger, er Riquewihr. Den er lille og smuk og velbevaret. Næsten alle husene er fra 15- og 1600-tallet med fine træudskæringer og byen er omkrænset af en fæstningsmur fra 1500-tallet. Her nyder vi også at gå en lang tur rundt og beundre alle de gamle bygninger, men vi har efterhånden også fået set nok gamle byer, selv om de hver især er utrolig smukke og hyggelige, så dette bliver den sidste i denne omgang 🙂
Susanne har nogle tøj-butikker, som hun gerne vil se i Colmar og Ulrich og jeg vil gerne på en vingård, hvorfra vi har smagt en rigtig god Pinot Gris, så de kører tilbage til Colmar og vi kører til Ingersheim, hvor Jean Geiler har sin vingård. Vi bliver dog skuffede. Der er lukket og det har alt andet iøvrigt også. Det viser sig at det er helligdag i Frankrig, så det er kun fordi Ribeauville og Riquewihr er så turistet, at forretninger holder åbent, i alle almindelige byer er forretningerne lukket. 
Vi overvejer at køre op til Haut Koenigsbourg, men tænker så at der vil være overfyldt, når de lokale også har fri, så vi kører i stedet hjem til lejligheden og slapper af til vi mødes over aftensmaden med Susanne og Ove.

16. august (Colmar – Chamonix): Der er igen næsten skyfri himmel, da vi vågner og storken sidder oppe i sin rede på huset ved siden af og pudser sine fjer. Susanne og Ove stod op i nat og kørte nordpå, så nu er vi alene. Vi forlader også Colmar i dag, men på et mere humant tidspunkt. Vi skal lige nyde morgenmaden og pakket det sidste. Vi når også lige at gå en tur i byen, som er dejlig stille her om morgenen. Der er kun et kinesisk selskab, som render rundt og tager billeder og så selvfølgelig det arbejdende folk, som er på vej til arbejde. Da det var helligdag i går kunne vi ikke komme ind i Marche de Cuvert, som er et overdækket marked, som skulle have en masse små forretninger med egnspecialiteter, så derfor skal vi lige forbi i dag inden vi kører for at se om de har nogle af de dejlige pølser og vine, som vi har købt forskellige steder. 
Vi bliver noget skuffet over markedet. Det er almindelige forretninger, som dem ude i gadebilledet, og de har nøjagtig de samme varer. Den eneste forskel er, at der her også er grønthandlere med en masse flotte frugter og grøntsager, men det er ikke lige det, vi er på udkik efter, så markedet er hurtigt overset og vi vender tilbage til lejligheden for at tage vores bagage og låse af. Det har været et skønt ophold og lejlighed og vi kunne måske godt have brugt en dag eller 2 mere, men vi har bestilt lejlighed i Chamonix, så vi må videre 🙂
Som sagt skal vi videre til Chamonix, men da vi ikke gider race afsted og vi ikke ved, hvordan trafikken er, har vi sat 2 dage af, så vi kan tage en overnatning i Schweiz, hvis vi føler for det. Vi sætter GPS´en til at køre uden om motorvejene, da vi gerne vil se noget undervejs og ikke bare race fra A til B. Det første stykke er igennem vinmarkerne i Alsace og vi kommer ind på en del af vinruten, som vi også kørte forleden dag. Det er bare så flot, men derefter tynder det ud i vinmarkerne, som afløses af majsmarker, som fortsætter, da vi kører ind i Schweiz. Det er ikke specielt spændende. Jeg havde en forventning om, at Schweiz var meget mondæn, men det gør sig bestemt ikke gældende med de byer vi kommer igennem ude mellem majsmarkerne. Vi er vist kommet til et rimelig fattigt område, hvor husene er forfaldne.
Efterhånden som vi kommer længere sydpå kommer vi op i bløde grønne bjerge, som er meget flotte og der er også fint omkring Lac Neuchatel, hvor vi kører langs den nord-vestlige bred, men da vi kommer til Lausanne og Montreux, som ligger ned til Lac Leman eller Geneve-søen, som vi kalder den, så er der wauw effekt. Hold da op, hvor er der smukt. Sikke paladser der er i byerne og imellem dem, er der vinmarkerne, som strækker sig op af bjergsiderne på terrasser og søen, med lystbådehavne og de høje bjerge på den anden side – nogle med sne på. Det er bare flot. Vi ville godt have boet her i nat, men da vi ser hotelpriserne dæmper det lysten. Prisen for en overnatning starter ved kr. 3.000. Det har vi ikke lyst til at give, så vi må nøjes med at nyde udsigten og køre videre. Prisniveauet i Schweiz er ikke for vores pengepung 🙂
Klokken halv fem har vi forladt Genevesøen og er på vej op i de rigtige bjerge. Vi standser og får lidt at spise og søger lidt på hoteller i nærheden. Der er nogle få, men de ser ikke særlig pæne ud, og da vi ser at der kun er lidt over en times kørsel til Chamonix, så fortsætter vi. Vi vil i hvert fald ind over grænsen til Frankring, hvor priserne er lidt mere til at betale.
Vi standser på toppen af et pas, hvor der er et lille hotel, som ser meget hyggeligt ud udefra. Det er typisk vandrere, som bor her og der sidder mange af dem udenfor i solen. Der er et enkelt ledigt værelse, som vi er oppe at se, men det tiltaler os ikke, så vi fortsætter til en lille by i udkanten af Chamonix og Hotel Les Lancher, hvor vi får et lille værelse med den skønneste udsigt op til Mont Blanc og Aiguille du Midi, som er badet i aftensolen. En bedre udsigt fåes vist ikke.
Vi sætter os straks på balkonen med en gin tonic og nyder udsigten, hvor lyset hele tiden skifter efterhånden, som solen går ned. Det er meget smukt og en dejlig måde at slutte dagen af på.

17. august (Chamonix): Solen skinner heldigvis også i dag. Der er lidt skyer fra morgenstunden, men de blever hurtigt brændt af og kommer først lidt tilbage hen på eftermiddagen, men temperaturen holder sig hele dagen på ca. 26 grader. Det er så dejligt.
Der er egentlig ikke så meget at berette om i dag. Vi har brugt dagen på at orientere os i Chamonix-dalen. Vi bor i den nordlige del af dalen i Argentiere, og vi har været nede i Chamonix og se på den og fået vores multipass til svævebaner m.v., som gælder fra i morgen. Passet har jeg købt på internettet, hvor man fik en ekstra dag gratis i forhold til at købe det ved svævebanen.
Chamonix er en rimelig stor by, men hyggelig alligevel med alle sine torve og så har den jo en pragtfuld udsigt op til Mont Blanc. Specielt den ældre del af byen med store gamle hoteller med udsmykninger er flot. Ud over restauranter og barer er der rigtig mange special butikker med vin og ost og egnens øvrige produkter og så selvfølgelig alle de kendte mærkevare-tøjbutikker. Alt sportstøj kan fåes her, men det er ikke specielt billigt.
Inden vi henter nøglen til vores lejlighed – Residence Grand Roc, Bruyéres 112 – er vi i Carrefour og handle ind, så vi har mad og drikke til de næste par dage. Lejligheden er ikke prangende. Den så flottere ud på billederne, men den har, hvad vi skal bruge og er også pænere end den gængse skilejlighed, men dens største aktiv er balkonen og udsigten. Vi ser lige op på Mont Blanc og Aiguille du Midi. Det er så flot, så flot.  

18. august (Chamonix): Wauw – sikke en skøn dag. Vi stod op kl. 5.15 for at komme ned og stå i kø for at komme op på Aiguille du Midi. Vi prøvede at booke tid på internettet forleden aften, men det var åbenbart allerede for sent, når vejrudsigten for i dag søndag lovede fuld sol. Der var ikke en eneste ledig afgang med svævebanen op. Vi kunne få mandag og tirsdag, hvor de lover dårligt vejr, men det gider vi ikke, så nu prøver vi bare at køre derned og stå i kø til første afgang med svævebanen op kl. 6.30.
Det er helt mørkt, da vi kører fra lejligheden og der er ikke mange biler på vejen, men da vi har parkeret og kommer over til svævebanen er vi ikke alene mere 🙂 Der er åbenbart mange andre, der har fået samme ide som os.
Vi står i kø i 20 minutter ved kassen blot for at få at vide, at vi bare skal gå direkte ind i køen til svævebanen. Vores Multi-pass giver åbenbart priority adgang, så efter endnu et kvarter er vi på vej op i svævebanen. Det er blevet helt lyst nu og solen skinner fra en skyfri himmel, så vi ser både Aiguille du Midi og Mont Blanc og gletsjerne, der løber ned deroppefra med den flotteste blå himmel som baggrund. Det fåes vist ikke bedre. Det er som taget ud af en turistbrochure. Det er kun et syn, vi har kunnet drømme om.
Turen helt op til Aiguille du Midi i 3.842 meters højde forgår med 2 svævebaner i forlængelse af hinanden. Vi tager begge op med det samme, så vi kan drive fordel af at være nogle af de første på toppen. Det er skønt for vi kan gå rundt og nyde udsigterne og oven i købet komme ud i glasburet, hvor man er fuldstændig omgivet af glas og kan se direkte ned i afgrunden under fødderne. Det er lidt angstprovokerende, men folkene som holder styr på, at man har overtrækssko på og ikke slæber rygsække med ud i buret, er så søde at tage billeder af os med vores egne kameraer og det hele går så stille og roligt og alligevel hurtigt, at man ikke når at tænke over, at der kun er glas mellem os og afgrunden med ca. 1.000 meter ned 🙂
Efter at have gået rundt på toppen i en times tid eller 2 og været på alle udsigtsplatformene og vi fryser (der er 0 grader) tager vi svævebanen ned til mellemstationen Plan de l´Aiguille i 2.317 meters højde. Herfra er der vandreruter ned til Chamonix og på langs af bjergryggen til Montenvers Mer de Glace og den lille sø Lac Blue. 
Vi starter med at gå ned til Lac Blue, som tager en lille times tid. Solen er ikke noget over bjergkammen endnu, så der er ikke sol på søen, men den har spejleffekt på overfladen, hvor Aiguille de Midi spejler sig. Det er mægtig flot.
Tilbage ved Plan de l´Aiguille tager vi en kop morgenkaffe, som vi ikke nåede inden vi tog hjemmefra. Solen er nået op over bjergkammen, så det er dejlig varmt her og vi kan begynde at smide noget af det varme tøj, som vi har haft på til at modstå kulden på toppen.
Næste vandretur er noget længere. Vi går til Montenvers Mer de Glace (ishavet). Vi havde egentlig planlagt at køre med tandhjulsbanen op til Mer de Glace i eftermiddag, men har fået et tip om at turen hen over bjergsiden er en skøn tur, så den tager vi. 
Det er en skøn tur, som tager 2-3 timer. Iflg. en vandrebog som vi har lånt skulle der kun være 5 km og 120 højdemeter, men det passer absolut ikke. Der er både længere og flere højdemeter, men det er stadig en god tur, hvor man hele tiden kan se ned i Chamonix-dalen og bjergene på den anden side og i ryggen har vi hele vejen den flotte udsigt op til Mont Blanc og Aiguille de Midi og gletsjerne og ikke at forglemme den flotte blå himmel over os. 
Vi tager turen op over Signal Forbes, så vi får lidt ekstra højdemeter på, men også en ekstra flot udsigt ud over Mer de Glace.
Kræfterne er nu ved at være brugt op. Det er lang tid siden vi har været ude at vandre og det skulle kun have været en lille opvarmningstur, men med vores små ekstra afstikkere, er det blevet en pæn lang tur, men vi vil også gerne lige ned i is-grotten, som er gravet ind i gletsjeren, så vi tager svævebanen ned til gletsjeren tror vi! Det viser sig at svævebanen kun går ca. halvvejen ned til gletsjeren, da gletsjeren er smeltet kraftigt over de seneste 50 år. Resten af vejen ned til gletsjeren er trapper! Det er ikke det bedste for trætte ben, men nu er vi jo halvvejen, så vi fortsætter selvfølgelig, men det er lidt skræmmende at se hvor meget gletsjeren er smeltet ned. Der er lavet markeringer langs trappen ned, så man kan følge niveauerne, hvor den har været de forskellige årstal. Med den fart nedsmeltningen har haft er det ikke underligt, at de ikke har kunnet følge med og forlænge svævebanen. Det er lettere med trapper, men det er til gengæld hårdt for benene.
I bunden af trappen er der som sagt gravet en isgrotte eller rettere en tunnel ind i gletsjeren, hvor man kan gå ind og se og føle på den tusindårige is, som er helt klar og i yderkanten har den et flot blåt skær.
Oppe igen af de mange trappetrin, kommer vi lige til togafgang med tandhjulsbanen, som kører os retur til Chamonix og vores meget varme bil. Termometeret står på 42 grader, da vi starter bilen, men den falder til 32 grader, da vi er hjemme igen. Det har været varmt oppe på bjerget, men hernede i dalen må det have været ulideligt, når der her kl. 16 stadig er 32 grader.
Vi kører direkte hjem. Vi skal hjem og have benene op. Vi har gået omkring 15,5 km og 746 højdemeter op og 1.131 ned, så fødderne og benene trænger til hvile.
Resten af dagen er ren afslapning i lejligheden.

19. august (Chamonix): Øv øv. Regnen vælter ned og vi kan stort set ikke se bjergene omkring os for lavthængende skyer. Det er skærende kontrast til vejret i går med høj blå himmel.
Det fortsætter stort set hele dagen, så der bliver ingen vandring i dag. Jeg er lige oppe i byen og blive klippet og om eftermiddagen går vi op til en lift i nærheden for at orientere os til vejret bliver bedre, men ellers er det en dag indendøre med tøjvask og færdiggørelse af denne dagbog med billeder. 
De lover desværre ikke bedre vejr i morgen, men det er jo før set at metrologerne har taget fejl, så vi krydser fingre og håber på tørvejr 🙂

20. august (Chamonix): Øv. Endnu en dag med heldagsregn og ikke kun let regn. Det har væltet ned hele dagen og floden, som vi har udsigt til, har haft pæn høj vandstand det meste af dagen, så det er ikke kun her i byen, at det regner. 
Vi måtte have gang i Netflix til at underholde os med, da tv-programmerne på fjernsynet alle er fransksproget, så det får vi ikke så meget ud af. Så skiftevis film og læsning til at få tiden til at gå 🙂 Det er ikke lige sådan, vi ønsker at holde sommerferie, men pyt. Det bliver nok godt vejr i morgen, så vi kan komme ud og vandre igen.

21. august (Chamonix): Juhuuu. Solen skinner fra en næsten skyfri himmel, da vi trækker gardinerne fra. Sådan skal det være 🙂 Humøret er straks godt igen og vi skynder os med badning og morgenmad, så vi kan komme ud.
Turen i dag går op med Telecabine de Plan Joran, som kører få hundrede meter fra hvor vi bor, så vi kan gå hen til den. 
Da vi er de eneste kunder, får vi en grundig gennemgang af vores vandremuligheder på toppen af den søde dame, som sender os op med sværebanen. Vores mål i dag er Argentiere gletsjeren, som har en tunge, der ender i ca. 2.200 meters højde. Vi kunne se op til den, da vi kørte ind i byen nordfra og den så mægtig flot ud. 
Der er et par muligheder for at komme op til udsigtspunkter og helt tæt på gletsjeren. Vi vælger på anbefaling af den søde dame en “gedesti”, som ligger temmelig højt, så vi hele tiden har udsigt ned over dalen i modsætning til den officielle sti, som er en vej, der går nede mellem træerne. Stien er lidt smattet efter de seneste 2 dages regn, men ikke så vi ikke kan gå på den og den er virkelig flot, men det er intet i forhold til da vi kommer frem til gletsjeren. Wauw – det er flot. Der er både blå is, hvor den netop har brækket og store spalter og formationer, der ligner hoodooer og oven over den blå, blå himmel. Vi er bare så heldige. Det er helt perfekt vejr nu. Vi startede ud med lange bunkser og store trøjer og jakker, men nu går vi i shorts og kortærmede bluser og sveder ligefrem. Måske sveden skyldes vores dårlige form. Vi har i hvert fald problemer med vejrtrækningen, når vi går opaf 🙂 Til vores forsvar skal det nævnes at vi nu er oppe i omkring 23-2400 meters højde, så luften er lidt tyndere end vi er vant til.
Vi er så betaget af synet af gletsjeren at vi vælger at gå længe op langs med gletsjeren, og da vi på et tidspunkt er helt nede ved kanten, bevæger vi os også ud på den. Det er en lidt sjov fornemmelse at gå på flere tusinde år gammel is. Vi er meget forsigtige med hvor vi går, da der er dybe vandfyldte huller og store sprækker i isen. Der er ikke nyfalden sne, så vi behøver ikke at være bange for, at vi falder i en sprække, vi ikke kan se, men vi har ikke lyst til at gå for langt ud på isen, selv om vi kan se andre gå længere ude, men måske har de issko på.
Efter vores gletsjervandring vender vi snuden nedad til der hvor gletsjeren har sit store fald. Lige som vi kommer dertil hører vi den karakteristiske rumlen og knækken og et stort stykke brækker af og knuses til 1000 stykker på vej ned over klipperne. Det en uhyggelig lyd, men også facinerende at være vidne til at en så kæmpe stor gletsjer rykker sig ned af bjerget og brækker i stykker.
Som forleden dag ved den anden gletsjer kan vi også her se, at den er blevet væsentlig mindre over årene. I kløften foran gletsjeren kan man se skuresporene, som den har lavet på sin vej ned i dalen og de ligger nu helt frit i over 100 meters højde. Ingen tvivl om at der er klimaforandringer, men årsagerne til klimaforandringerne kan være mange.
Vi tager svævebanen ned igen og er hjemme omkring kl. 16 efter en virkelig skøn dag på gletsjervandring m.v. Det har ikke været nogen speciel hård tur, men vi synes, at vi fortjener en gin tonic på altanen mens vi ser op på Aiguille du Midi og Mont Blanc. Det syn kan man ikke blive træt af 🙂

22. august (Chamonix): Der er let skyet, da vi trækker gardinerne fra, men det ser ud til at solen kan brænde dem af, når den kommer helt op over bjergene. Det skal nok blive en god dag 🙂
Vi kører ned og parkerer bilen ved svævebanen Plan Praz. Der kører os op i ca. 2.000 meters højde. Det er en flot tur op og ikke mindst flot, da vi kommer op til toppen. Derfra ser vi over på Aiguilles du Midi og Mont Blanc og de øvrige bjergtoppe og gletsjere og så selvfølgelig ned over Chamonix og en stor del af dalen. 
Vi har planlagt at gå en pæn lang tur i dag og egentlig slå 2 ture sammen, idet vi har det problem, at en af svævebanerne, som fører op til det område, som ligger næsten lige over Argentíere, hvor vi bor, er lukket p.g.a. ombygning. Det drejer sig om Flegere. 
Vi starter vores tur med at gå til Lac Cornu, som ligger oppe i ca. 2.300 meters højde. Det er en lidt hård tur op og det ser ud til at mange stopper her og spiser deres medbragte mad. Her er også mægtig flot og man kan se langt ud over bjergene modsat Mont Blanc. Sjovt nok møder vi her en dansker, som rigtig gerne vil snakke. Han bor i Geneve og er på tur med sin amerikanske kone og en flok andre amerikanere. Jeg ved ikke helt hvordan ordene falder, men i hvert fald kommer vi til at snakke Trump og salg af Grønland, hvor han kan fortælle, at der har været en del artikler i de amerikanske aviser, hvor man gør grin med Trump og er på Danmarks side. Da vi går videre synes han lige, at hans amerikanske venner skal hilse på hans danske venner, så de råber alle hi til os og vi hilser selvfølgelig tilbage og jeg kan ikke lade være med at sige “we do not sell Greenland”. Det vækker stor morskab. De går helt i selvsving og vi kan høre dem grine og snakke bag os, da vi fortsætter op af ruten, som iøvrigt bliver noget sværere tilgængelig. Det er store klipper og sten, som skal forceres, så vi tvivler at amerikanerne vil følge os, for de så ikke alle lige mobile ud 🙂
Vi fortsætter op til Lac Noirs (Noir den Bas og Noir den Haut) i 2.500 meters højde, hvor der er den mest fantastiske udsigt. Desværre er det ikke lykkes solen at brænde skyerne af. En blå himmel ville have gjort synet helt eventyrligt, men vi er stadig imponeret. Vi spiser vores medbragte mad ved søen ligesom en del andre også gør det, men her er absolut ikke overrendt og vi ser heller ikke vores nyfundne amerikanske venner igen. De må have opgivet 🙂 Til gengæld er vi heldige at der pludselig står en stenbuk på klipperne lige oven over os. Det er den første vi ser.
Efter den velfortjente frokost fortsætter vi mod stoleliften Index. Den rute starter lidt barsk med 20-25 meter, hvor stien er så smal eller nærmere manglende, at man skal have fat i et jern-gelænder, som er sat fast i klippevæggen, for ikke at risikere at falde ned i dybet! Vi har prøvet det før og det her er ikke den værste, men det kræver lige lidt koncentration og at man ikke kikker for meget nedad, men blot tager et skridt af gangen og hele tiden holder fast med mindst en hånd.
Vi har ikke fået tjekket hvornår sidste tur ned med Index-liften er, men vi ved at vi har lidt travlt for at nå retur til Plan Praz for at nå den sidste tur ned med den, så da klokken bliver 15 og vi har ca 50 meter op til liften og den så pludselig stopper og vi kan høre at motoren også bliver stoppet, så hamrer hjertet ekstra meget. Har vi nu gået så langt blot for komme til en lukket lift!!! Vi nærmest løber op til liften og der er en mand, som blot kikker på os og spørger om vi har billet. Ja, svarer vi og så går han over i lifthuset og ringer. Han siger ikke noget, men vi får nu øje på et skilt, hvor der står at den har åben til kl. 17, så den er altså ikke lukket, men den kører åbenbart kun, når der er kunder, så han er ved at ringe ned til den anden station for at få dem til at starte op igen. Efter 5 minutter startes liften og vi ånder lettet op og kører ned til Flegere, hvorfra vi skal videre tilbage til Plan Praz via Grand Balcon Sud. Manden der tager imod os ved Flegere er mægtig flink, da vi spørger hvilken vej vi skal gå og giver os oven i købet en flaske vand med hver 🙂
Klokken er 15.20 og Plan Praz svævebanen har sidste nedkørsel kl. 17.30. Iflg. vandrebogen tager turen hen over Grand Balcon Sud 2 timer! Vi har travlt. Det er absolut ikke nogen rar situation at være i, når man samtidig er ved at være lidt træt i benene. Vi synes, at vi går rigtig hurtigt den første time og har næsten ikke tid til også at nyde udsigten, men vi er kun nået lidt over halvdelen af vejen og nu begynder det at gå opad i stedet for næsten lige ud eller nedad. Jeg bliver noget presset. Vi skal nå den sidste svævebane ned ellers skal vi gå yderligere 1.000 højdemeter ned til Chamonix og det har jeg ganske enkelt ikke kræfter til!
Det bliver en hård tur. Der er fuldstændig solgt ud i mine kræfter, da vi endelig når op til svævebanen. Der er 10 minutter til lukketid. Det var snært på og jeg er overordentlig lettet, da vi sidder i cabinen på vej ned.
Vi har gået 16,1 km og 1.074 højdemeter op og 1.066 højdemeter ned.
Vi kører lige hjem. Bader og får lidt og spise og så kalder sengen. Vi sover vist godt i nat.

23. august (Chamonix): Solen skinner fra en skyfri himmel, da vi vågner tidligt. Det er vores sidste dag i Chamonix. Danskeren vi mødte i går anbefalede os at gå en tur oppe fra Brevent svævebanen ned til et lille refugie, hvor der skulle være en skøn udsigt. Det er ikke så lang en tur, så det passer os fint i dag efter den anstrengende tur i går.
Vi tager igen turen op med Plan Praz og fortsætte videre op med Brévent svævebanen, så vi ender oppe i 2.523 meters højde. Heroppefra er der 360 graders udsigt. Så flot, så flot. 
Vi kan ikke nøjes med at gå til refugiet, så vi går først ned til Lac du Brévent og derefter ud til Bel Lachat refugiet, hvor vi spiste frokost. Det var ikke den store oplevelse madmæssigt, men vi sad med en skøn udsigt i solen med en hel blå himmel. Så kan man næsten ikke forlange mere, men da vi skal betale regningen, bliver vi meget små. De tager ikke kreditkort! Det havde vi ikke forestillet os og vi har kun 20 € i kontanter, men regningen lyder på 36,50€. Så er gode råd dyre. Vi må fortælle manden at vi ikke har 36,50€ og derfor ikke kan betale. Det er pinligt, men hvad skal vi gøre? Måske har han prøvet det før, for han kommer med konto-oplysninger og siger at vi kan overføre til hans bankkonto og det lover vi så at gøre. 
Efter vores “lille” formiddagstur på lidt over 7 km og ca. 500 højdemeter kører vi en tur ned igennem Chamonix dalen til Servoz, hvor Ulrich har været på campingferie i sine yngre dage og hjem igen for at sidde med benene oppe på balkonen. De er stadig lidt trætte fra i går og har godt af lidt hvile, mens vi nyder en gin/tonic og udsigten til Mont Blanc for sidste gang.
I morgen går turen videre til Italien.

Dagbogen fortsætter under Italien 2019