Dagbog fra Canada/Yukon (2022)

Vores store Canada/Alaska eventyr starter faktisk i Seattle i Washington, hvortil vi flyver og henter camperen. Vi krydser grænsen til Canada og kører op over Rocky Mountain for at støde til Alaska Highway eller Alcan Highway, som den også hedder. Den har milepost 0 i Dawson Creek og fører via Yukon til Alaska. Dagbogn starter under Canada, men når vi krydser grænsen mellem Yukon og Alaska skifter vi også dagbogsside fra Canada til Alaska.
Da vi kommer igennem mange områder uden tlf- og internet-dækning, vil siden her dog ikke altid være opdateret. Vores foreløbige rute kan du se her.

Når vi krydsen grænsen ind til Alaska fortsætter dagbogen her.

19. maj (København – Seattle): Jubii. Vi er nået til Kastrup lufthavn og sidder i loungen og får en Gammel Dansk og ønsker hinanden god ferie. Vi har hele tiden været bange eller i hvert fald mig for at der skulle komme noget i vejen igen, så vi ikke kom afsted og dagen i går var mega lang. Vi skulle have taget en corona-test inden for 24 timer inden afrejse og den fik vi taget i går kl. 9:12 og så var det ellers at vente på svaret. Var den positiv kunne vi pakke kufferterne ud igen og aflyse turen i hvert fald de næste 11 dage! Vi har stadig i erindring af det var, hvad vi måtte gøre sidste sommer, hvor jeg blev testet positiv dagen inden afrejse, men det må simpelt hen ikke ske denne gang! Først kl. 21:32 i går bliver spændingen udløst. Vi får heldigvis begge en negativ test. Ferien er reddet 🙂
På vej ned til bussen stopper vi lige ved Torben og Lise, som er så søde at passe vores hus mens vi er væk. Vi mødte dem i corona-test-køen i går, hvor de også skulle testes, da de havde været sammen med nogen med corona. Vi når kun til havelågen, hvor de straks kommer ud i haven og holder behørig afstand. De er begge testet positiv!! Vi var hos dem for 2 dage siden, men sad uden for og det er vi rigtige glade for. De kunne uforvarende have kommet til at smitte os.
Det var tæt på, men nu har vi en negativ test og vi er på vej på vores drømmetur over-there. Mere følger naturligvis, når vi er kommet til Seattle. Nu skal vi bare overstå de 12 timer med Iceland air via Island til Seattle.
Flyveturen via Island til Seattle gik planmæssigt med et ophold på ca. 1,5 time i Keflavik, hvor vi fik den skønneste fish and chips og cola, som kostede den nette sum af 4.996 kroner! Altså islandske kroner, hvilket omregnet svarer til ca. 270 danske kroner 🙂
Da vi skulle ud til flyveren og igennem paskontrol, blev jeg hevet til siden. Jeg skulle igennem et extra tjek! Jeg blev ført ind i et rum, hvor jeg fik udleveret et nummer og besked på at sætte mig og vente til det blev min tur. Der var på det tidspunkt kun 25 minutter til flyet skulle gå videre til Seattle, og jeg vidste ikke hvad tjekket gik ud på, så jeg må indrømme, at jeg blev lidt nervøs. Ulrich havde blot fået besked på, at han ville møde mig igen ved gaten til flyet! Efter 5 minutter blev det så min tur. Ind i et andet rum og besked på at smide sko og trøje og tage al elektronik ud af min håndbagage. Det var en meget sød ung mand, som skulle stå for inspektionen og han var meget høflig, men jeg måtte spørge, hvad inspektionen gik ud på. Det var tilsyneladende en random kontrol, hvor de søgte efter explosiver. Jeg troede i første omgang, at det var drugs, men det var det åbenbart ikke. Det gik rimelig hurtigt, og der var selvfølgelig ikke noget at komme efter, så jeg blev sluppet fri igen og kunne gå ned til gaten, hvor vi igen var sammen og klar til at boarde flyet 5 minutter før afgang. Flyet var dog lidt forsinket, så vi nåede det hele og landede på trods af forsinket afgang til tiden i Seattle, hvor vi dog igen blev udtaget til kontrol, fordi jeg sagde, at jeg havde mel med i kufferten til at bage rugbrød af 🙂 Efter at have set adskellige udsendelse i fjernsynet omkring borderkontrol og manglende angivelse af fødevarer, turde jeg ikke lade være med at sige noget. Også her var kontrollørerne meget søde og venlige og det gik også hurtigt med inspektionen. De gad ikke engang at få åbnet vores kufferter, men gik mere op i at vi havde en sandwich hver i håndbagagen, som dog også gik igennem inspektionen, da der kun var kylling i 🙂
Således endelig igennem al kontrol kunne vi finde en taxi og køre til vores hotel i Seattle forstaden Auburn, hvor vi bare ville op på værelset og sove. Vi havde trods alt været undervejs i ca. 20 timer og klokken var 3 om natten dansk tid.

20. maj (Seattle – Abbortsford, Canada): Vi vågner selvfølgelig tidligt – faktisk før kl. 6. Vi skal jo lige ind i døgnrytmen herovre. Vi får morgenmad på hotellet og begynder at forberede dagens program. 
Vi skal hente camperen 500 m fra hotellet, så vi kan gå derhen, men kan først hente den kl. 12 hos GoNorth. Vi har selv valgt det lidt sene tidspunkt, da vi også skal have det til at passe med, når vi skal aflevere den igen.
Vores plan er, at vi, efter at have hentet camperen, skal i Walmart og købe 2 cykler, som vi kan have med rundt og derefter skal vi over grænsen til Canada og så igen i Walmart og have fyldt camperen op med mad og andre fornødenheder, så vi kan klare os i hvert fald en uges tid. Der er restriktioner for, hvad man må have ind over den canadiske grænse, så derfor fylder vi ikke camperen op, før vi har krydset grænsen.
Vi tjekker ud fra hotellet kl. 11 og går de 500 m over til GoNorth, hvor vores camper allerede står klar uden for døren. Damen konstaterer, at vi er tidlig på den, men at det ikke gør noget, da vognen jo er klar, så vi kan godt få overstået papirarbejdet og gennemgået camperen for evt. skader, som vi gerne vil have ført ind i kontrakten. Der er nogle få ydre skrammer og en manglende markise, men derudover ser den fin ud og har kun kørt 35.700 miles, så vi er rimelig tilfredse bortset fra at det ikke er den model, som vi har set på billederne, da vi bestilte. Denne her er både længere (27 fod) og den har slide på den ene side. Vi har bestilt en 22-24 fod uden slides. Det gør nu ikke noget. Det gør den indre kabine en del større med mere gulvplads at komme rundt på, så helt fint med os. Håber bare ikke at længden på hele 27 fod eller 8 meter kommer til at give os problemer. Vi er kun vant til 25 fod. Efter gennemgangen af vognen og ekstra betaling for bjørnespray, økse og lidt andre ting, er vi klar til at komme ud på landevejen.
Vores første stop er Walmart i Everett, som ligger en times kørsel fra GoNorth. Vi skal have købt 2 fine mountain bikes, som vi har set på internettet til ca. 900 kr. stykket. Det kommer til at tage langt mere tid end vi havde forventet at købe de 2 cykler. Dels kører vi først til den forkerte Walmart og dels skal de bestilles via internettet for, at vi kan få dem til den billige pris og ved bestilling på internettet kan vi først hente dem 4 timer senere. Det gider vi ikke vente på!
Det bliver simpelt hen for bøvlet, så vi ender med at købe 2 andre cykler, som ikke er helt så fancie, men det er samme pris og de er sikkert gode nok til det behov vi får her på turen.
Ude igen fra Walmart får vi spændt cyklerne bag på camperen og så er det ellers nordpå mod grænsen til Canada ved Sumas. Det er ikke nogen stor grænseovergang, men til gengæld er der som regel ikke lang ventetid, så det passer os fint.
Vi har set en del youtube-videoer med folk som skal krydse grænsen, hvor de forbereder sig på alle de spørgsmål de kan få og hvad de i hvert fald ikke skal svare eksempelvis at de skal arbejde under vejs i Canada for så bliver de afvist. Man må heller ikke have visse fødevarer ind over grænsen og en hel masse andre ting, som kan resultere i afvisning. Af samme grund har vi intet spiseligt eller drikkeligt købt inden vi skal krydse grænsen.
Der er kun 4 biler foran os og vi mener, at vi har gjort vores forarbejde med at udfylde alle oplysninger omkring bl.a.vaccinationer i app´en ArriveCAN, så vi er fortrøstningsfulde, da vi når grænsen, men tænker alligevel over alle de ting vi har set på videoerne. Vi har dog ingen grund til bekymringer. Vi afleverer vores pas og får et par spørgsmål og så er vi ellers godkendte og kan krydse grænsen. Det tager ikke mere end et par minutter og så er vi i Canada og kan fortsætte mod næste Walmart 🙂
Klokken er efterhånden blevet 7 om aftenen og vi har ikke fået noget at spise siden morgenmaden og i øvrigt heller ikke noget at drikke, så vi er ved at gå sukkerkolde. Vi er nødt til at besøge McDonald, som ligger i tilknytning til Walmart. Det hjælper lidt. Vi får fornyet energi til at starte den store indkøbstur, hvor vi skal have handlet alt, hvad vi skal bruge den næste uges tid.
Vi får handlet rigtig meget, men vi er trætte. Jetlaget indhenter os og koncentrationen svigter. Vi er nødt til at stoppe med at handle selv om vi fortsat mangler næsten alle fødevarerne.
I stedet for at finde en campingplads vælger vi at blive på parkeringspladsen uden for Walmart og sove her. På youtube har vi set, at det er meget almindeligt og helt lovligt. Vi har ikke prøvet det før, men kan se at der også er andre campere, som holder her, så vi kører hen ved siden af dem og ligger os til at sove. Det har været endnu en lang dag.
Vi har kun kørt ca. 200 km og haft al slags vejr. Overskyet, fuld sol og regn. Ca. 14 grader.

21. maj (Abbortsford – Princeton): Det har været en meget kold nat. Vi har ud over de alm. dyner også haft tæpper over os. Vi vågner lidt før 6 ved, at der begynder at komme de store lastvogne med varer til Walmart. Der har ellers været rimelig roligt hele natten bortset fra toget som har vækket os et par gange med sine meget høje trut i hornet. Toget kunne også have generet os andre steder, så vi er ikke skræmt fra at sove på Walmarts parkeringsplads en anden gang, hvis vi bliver for trætte til at finde et mere idylisk sted 🙂
Den store fordel er nu, at vi blot kan finde en indkøbsvogn og få købt det sidste ind i Walmart og så er vi ellers på vej videre østover mod bjergene.
Vi starter dagens tur langs Fraser River i landbrugsområde. Der er masser af frugtplantager, fortrinsvis bær men også gulerødder og andre grøntsager. Det er lørdag, så der er farmers market i de fleste små byer eller ude på gårdene. Det er et meget flot område at køre igennem og vi har bjergene med sne på toppene som pejlemærke i det fjerne.
Efterhånden når vi bjergene og det ændrer ud over landskabet også vejret. Vi har ellers haft fuld sol, men skyerne ligger tungt over bjergene og vi får også nogle små byger. Det er lidt ærgerligt for her er ellers meget flot – det vi kan se 🙂 Da vi kører hen over et pas ligger der meter højt sne i vejkanten og der er hvidt mellem træerne.
Da vi kan se at der nu er bjørnesikret skraldespande på restpladserne begynder vi at kikke efter vildlife. Vi ser ingen bjørne og ved slet ikke om de er kommet ud af deres hi endnu eller om der er ret mange i området her. Vi ser nogle enkelte rådyr eller bambier, som vi kalder dem, da vi ikke ved nøjagtig, hvad det er for nogle 🙂
Som sagt en smuk tur i bjergene. Vi stopper tidligt i dag et sted mellem Princeton og Penticton. Omkring kl. 16 finder vi en naturcampingplads, hvor vi ligger dejligt omgivet af træer og ned til en lille flod. Her kan vi sidde lidt ude i solen og får en gin-tonic, mens Ulrich får samlet grillen, så den er klar til aftensmadens store bøffer og majskolber. Det bliver en dejlig middag og roen begynder at falde over os. Vi er stadig ramt af jetlag, så allerede omkring kl. 9 kryber vi til køjs og får en god lang nats søvn uden støj af nogen art. Ahhh.

22. maj (Princeton – Bear Creek Falls trailhead): Vi vågner til den dejligste blå himmel og sol. Det lover godt for dagen. Det har også været koldt i nat, men med tæpperne godt rundt om os ud over dynerne, så har vi det fint varmt og tænder først for varmen om morgenen, når vi skal til at stå op og i bad. Vi er tilsyneladende de første, som står op på pladsen. Der er helt dødt rundt omkring os. Først da vi har spist morgenmad og er klar til at køre ved halv ni tiden begynder der at komme liv rundt om os.
Vi har en lang transport-dag foran os. Vi vil gerne nå så langt op mod Banff som muligt, da det ligesom er derfra, vi regner med at vores tur for alvor begynder, da vi ved at turen derfra og nordpå af Icefield Parkway er fantastisk smuk og vi regner selvfølgelig med, at det vil vare ved det meste af turen til Alaska.
Vi kører på hovedvej 3/3A ned Penticton. Det er er flot tur i bjergene og i dalene, hvor der er frugtplantager og vinmarker. Vi kører af en vinrute, som fortsætter da vi kommer ud på hovedvej 97 op langs den meget, meget lange Okanagan Lake. Her er utrolig smukt med vinmarkerne og bjergene på den anden side af søen. Vi ender i Highway 1, som fører os op i bjergene igen, hvor der ingen byer er, men masser af træer og høje bjergtinder med sne på. Det er så betagende flot. Det vi havde regnet med bare skulle være en transport-dag ender med at være en virkelig skøn tur, som lige bliver toppet op med synet af en grizzly bjørn, som går i vejkanten og spiser græs. Det var simpelt hen næsten for godt til at være sandt. Allerede på dag 3 ser vi den første bjørn. Vi kører selvfølgelig ind til siden af vejen, hvor der heldigvis er et vigespor, så vi ikke holder i vejen for de øvrige trafikanter. Desværre går den på modsatte side af vejen, så vores udsyn bliver hele tiden forstyrret af forbipasserende biler. Vi er dog ikke de eneste, der standser. Snart holder der 5 biler og kikker på den store bjørn, som dog ikke lader sig forstyrre. Den spiser blot videre og vender ryggen til os.
Vi fortsætter opløftet op af highway 1, hvor vi skal have fundet en campingplads for natten. Vi har efterhånden kørt 400 km, så det er på tide af stoppe for i dag. Der er imidlertid ikke nogen campingpladser, som har åbent. Der er for meget sne og der står skilte med lavinefare, så det er nok ikke så mærkeligt, at de er lukket.
Da vi er kommet over Rogers Pas er der knap så meget sne og vi finder et trailhead Bear Creek Falls, hvor der er en lille parkeringsplads og toiletbygning. Det er den perfekte plads for os og der står ikke, at man ikke må overnatte, så her slår vi os ned for natten. Til at begynde med er vi helt alene, men senere kommer en dame alene i en personbil, som åbenbart også har tænkt sig af overnatte her. Da vi lige har set grizzly bjørnen, har vi ikke lyst til at stå udenfor og lave aftensmad på grillen, så det bliver mad fra komfuret inde i camperen 🙂
Vi har haft sol hele dagen og helt op til 21 grader 🙂

23. maj (Rogers Pass – Lake Louise): Vi har sovet fortrinligt på vores lille parkeringsplads med udsigt til de sneklædte bjerge og et græsareal med borde og bænke. Det er sjældent man finder så fin en campingplads, hvor der oven i købet ikke er naboer tæt på! Vi er ikke blevet forstyrret i nattens løb af hverken rangere eller bjørne.
Vi får vores morgenbad og morgenmad og kører så mod Lake Louise, hvor vi i går fik reserveret en campingplads, hvilket vi ellers tidligere ikke har kunnet få, da det er helligdag i dag i Canada – nemlig Victoria day, som er en fejring af dronning Victorias fødselsdag. Hun levede fra 1819 til 1901.
Vi har i går og til dels også i dag kørt i Glacier National Park, hvilket vi selvfølgelig gerne må, men hvis vi i går ville have gået til vandfaldet, som vores overnatningssted var udgangspunkt for, så skulle vi have haft et Nationalpark-pas, hvilket vi ikke har fået købt endnu, så det skal vi have købt i dag.
Vi følger highway 1 hele vejen til Lake Louise, men vi har ikke kørt langt før vi ser en sort bjørn. Det begynder rigtig godt. I går en grizzly og i dag en sort bjørn. Lige som i går, så går bjørnen i vejkanten. Desværre er der ikke mulighed for at holde ind til siden uden at være til gene for den øvrige trafik, så vi må blot køre videre – desværre!
I Field kører vi ind til visitor centret og får købt vores nationalpark pas til 145 CAD = 800 kr., så kan vi besøge alle nationalparker i Canada i 1 år. Hvis man skal opholde sig i mere end 6 dage i en eller flere nationalparken, så kan det bedst betale sig at købe et årskort.
Således lovlige kan vi kører ud til Emerald Lake og Natural Bridge i Yoho Nationalpark. Vi har været her før, kan vi se, da vi kommer derud, men her er meget smukt, så det kan godt gentages. Der er lidt sne mellem træerne, men søen er tøet op og der sejler en masse kanoer rundt på den og det er iøvrigt også dejlig varmt, da solen kommer igennem skyerne.
Vi går rundt og fotograferer. Jeg har lige købt nyt kamera, som jeg absolut ikke er blevet dus med endnu, selv om jeg fik et lyn-kursus af en veninde, som er meget foto-kyndig, inden vi tog hjemmefra. 
Den videre tur op til Lake Louise kører vi langs floder og vandløb, som ikke er tøet op endnu. Vi er spændt på at se, om Lake Louise heller ikke er tøet. Ulrich havde set nogle billeder inden vi tog hjemmefra, hvor søen var helt frossen, men han var ikke sikker på, hvor gamle billederne var.
Vi tjekker ind på campingpladsen i Lake Louise først på eftermiddagen. Vi får en fin plads med bålsted og tilslutning til elektricitet, så vi kan få ladet al vores elektronik op 🙂 Vi kan godt lade noget af det op ved hjælp af batterierne i camperen, men det er rart at få alt fuldt ladet op.
Vi er trætte, så vi må have en middagslur og slappe lidt af inden aftensmaden. Desværre kan vi ikke sidde udenfor. Det er for koldt. Der ligger endnu store snedriver omkring os. 
Jeg får bagt rugbrød, da vi nu endelig har strøm til micro-ovnen. Man kan ikke købe rugbrød herovre og vi bliver hurtigt trætte af hvidt brød, så et hjemmebagt rugbrød er altid dejligt.
Efter aftensmaden kører vi for første gang en lille tur på vores ny-indkøbte cykler. Det bliver bare en lille tur ned til byen, som iøvrigt ikke er noget særligt, men vi får prøvet cyklerne, som kan bruges, men det er noget billigt skrammel. Min har jeg meget svært ved at skifte gear på. Der skal virkelig lægges kræfter i, men de holder vel til det behov, vi har de næste 2 måneder!
Hjemme igen får vi tømt tankene på camperen og fyldt vandtanken op, så vi har til opvask og bade de næste dage. Vi har set at vejrudsigten for i morgen tidlig er rigtig god med sol, så vi skal tidligt op og ud til Lake Louise og Moraine Lake inden skyerne kommer ind over, så vi får ikke tid til al det praktiske med tømning og fyldning af tanke.

24. maj (Lake Louise – Columbia Icefield): Vækkeuret er sat til kl. 6! Det har været en rimelig kold nat. Vi er oppe i ca. 1500 meters højde og det kan godt mærkes på temperaturen. Den har været nede omkring frysepunktet i løbet af natten og der er 1 grad, da vi vågner. Vejrudsigten holder stik. Der er høj blå himmel og da vi går ned for at bade, er det næsten som at være på skiferie. Luften er kold og klar og solen skinner på de sneklædte bjerge. Det er bare så smukt.
Efter bad og morgenmad er vi på vej til Moraine Lake, som vi har de skønneste minder om. Når solen fanger sedimenterne i vandet, får søen den skønneste blå farve. Det må vi bare opleve igen.
Vi bliver dog slemt skuffet. Vejen ud til Moraine Lake er lukket! Vi kører videre til Lake Louise, hvor vi får opklaret, hvorfor vejen er lukket. Der er for megen sne og lavine-fare, så den vil først blive åbnet omkring midt juni! Vi er altså kommet alt for tidligt på året til at opleve de flotte blå søer. 
Vi bliver dog ikke skuffet over Lake Louise. Den er hverken blå eller grøn. Den er hvid. Den er frosset og den er flot. Vi er igen på foto-safari. Det er sjovt, men også svært at eksperimentere med blænde, tid og iso for at få de helt rigtige billeder af blå himmel, mørke klipper og hvid sne og is. Vi får taget rigtig mange billeder, men spørgsmålet er, hvor mange der kan bruges, når vi kommer hjem og ser billederne på computerskærmen.
Desværre trækker skyerne ind over os og det magiske morgenlys forsvinder og samtidig er folk også kommet ud af fjererne, så der kommer flere og flere mennesker, som render rundt og tager selfier. Vores alene-tid er slut og vi kører videre.
Vi kører af Icefield Parkway mod Jasper. Det er en utrolig smuk vej både om sommeren, som vi har oplevet den før og nu, hvor det nærmest er vinter i forhold til hvor meget sne og is der er. Der er jo altid sne på bjergtoppene, men nu er der sne hele vejen ned af bjergsiderne og langs vejen. Nogle steder mere end andre. Vi gør bl.a. stop og går en tur ved Bov summit. På parkeringspladsen ligger der 2 meter høje sne-driver og vi går i meter høj sne op til udsigtspunktet over Peyto Lake. Vi tog ikke vores vandrestave med, men det skulle vi nok have gjort. Det ville have hjulpet os, så vi ikke havde gledet så meget rundt i sneen! Det var lidt anstrengende at gå i sneen, men det var anstrengelserne værd. Det var en fantastisk smuk udsigt ud over Peyto Lake, iklædt sin hvide vinter-frakke og de ligeledes hvide sneklædte bjerge.
Ved Mistaya Canyon så vi hvordan flodens vand gennem århundrede har skåret sig ned igennem klipperne og lavet de flotteste potholes. På parkeringspladsen fortæller en inder, at der er en sort bjørn længere nede af Icefield Parkway. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Skal vi virkelig se en bjørn på tredie dag i træk?
Jo, den er god nok. Længere nede af vejen Saskatchewan River Crossing, hvor der bla. er restaurant og tankstation m.v. vader en sort bjørn rundt på en græseng og spiser af blomsterne fuldstændig uanfægtet af det postyr den laver. Alle vil jo tæt på kræet og fotografere og en bil med 2 rangere kører rundt på parkeringspladsen og forsøger at få folk til at blive inde i deres biler og ikke komme for tæt på bjørnen. Vi sidder på behørig afstand og betragter den store bamse, men da vi kører derfra og lige vil køre stille og roligt forbi den, så Ulrich kan fotografere den ud af sideruden, får vi også med fagter besked på at køre videre! Det gør vi så. Vi har set nok for nu. Der kommer sikkert flere bjørne – håber vi.
Vi spiser frokost med den skønneste udsigt omkring Sunset Pas og som bonus får vi oven i købet besøg af 2 bighorn sheep. Efter frokost fortsætter vi til Columbia Icefield, hvor vi går den lange vej ud til Athabasca gletsjeren, som er en udløber fra det store ishav Columbia Icefield, og tilbage igen. Turen bliver længere og længere for hver gang vi er her, da gletsjeren jo desværre smelter, som følge af den globale opvarmning vil nogle sige, men iflg. skiltene, som viser gletsjerens tilbagetrækning, så er det ikke noget nyt fænomen. Det forgik også så tidligt som i 1925 – 35, men måske går det lidt hurtigere nu. Jeg ved det ikke.
Sidst vi var her, tog vi også turen ud på gletsjeren med den speciel lavede bus med monstor store gummi-hjul, men denne gang springer vi over. Vi kan tage ud på en gletsjer i Alaska, når vi kommer så langt.
Vi gider ikke rigtig køre længere i dag, så vi overnatter på Columbia Icefield RV-park, hvor vi har den mest fantastiske udsigt over på gletsjeren. Den eneste ulempe ved at overnatte heroppe er, at her er pokkers koldt, men vi må smyge dyner og tæpper en ekstra gang rundt om os i nat.

25. maj (Columbia Icefield – Hinton): Det har været en hunde kold nat. Formentlig under frysepunktet og da vi vågner er der sne i luften og 0 grader og vi kan ikke få gang i varme-apparatet, da vi holder skævt på parkeringspladsen. Vi var nødt til at flytte i aftes, da naboen syntes, han skulle køre med generator hele natten og det havde vi ikke lyst til at høre på. Det var svært nok at falde i søvn på grund af kulden 🙂
Vi vælger at køre med det samme uden bad og uden morgenmad. Vi skal bare have gang i camperen, så vi kan få noget varme. Vi kører en lille halv time, hvorefter vognen er varmet op og vi finder en parkeringsplads med flot udsigt til flod og bjerge og vi er kommet længere ned i terrænet, hvor temperaturen er lidt højere. Vi kom oppe fra 2.200 meters højde.
En varm kop kaffe og lidt morgenmad hjælper, så har vi det fint igen og klar til at køre videre af Icefield Parkway. 
Vores første stop bliver ved Sunwapta Falls, hvor vi holder vores egen lille foto-tour. Det er udfordrende for os at få de helt rigtige billeder, men efter nogle uger, begynder det nok at sidde bedre fast – håber vi. Vi er vores egne største kritikere og bliver måske nok lidt nørdede 🙂 Vi ser både upper og lower falls inden vi kører videre.
På vejen mod Athabasca Falls, som er næste stop, ser vi både et rådyr og 2 krondyr, som går langs vejen og senere også flere dyr og geder. Det er så skønt at se alle disse dyr. Det er lige hvad vi har glædet os til. Det bliver desværre ikke til nogen bjørne i dag, men der skal nok komme flere hen af vejen.
Athabasca Falls er super flotte og det er et dejligt område med kløfter og tilmed den stille flydende flod efter faldene. Vi nyder virkelig dette sted.
Hvad vi imidlertid ikke nyder er, da vi kommer tilbage til parkeringspladsen og ser at vores ene baghjul er fladt. Det har vi ikke været ude for før selv om vi efterhånden sammenlagt har kørt rundt i campere i mere end 1,5 år. 
Vi har et reservehjul, men ikke nogen donkraft, så vi kan ikke selv skifte hjulet. Vi ringer til GoNorth, som har sagt, at hvis vi får brug for reservehjulet, så sender de en mand ud til os. Helt så simpelt er det imidlertid ikke nu, hvor vi har brug for det. Det er ikke dækket under alm. vedligeholdelse, så at de skal sende en mand ud, skal vi betale for! Det ville være ulige meget lettere og billigere, hvis vi selv kunne skifte hjulet, men det må/kan vi altså ikke uden en donkraft. Gode råd er dyre. Vi har et fladt hjul og 27 km til nærmeste by, Jasper. Vi har heller ikke nogen pumpe, så vi farer rundt på parkeringspladsen og spørger alle folk med campere og store biler, om de tilfældigvis har en pumpe. Det er der ingen der har! Endelig kommer der en stor turistbus, hvor jeg får fat i chaufføren og spørger, om han har en pumpe. Det har han ikke, men han mener nok, at han kan hjælpe, så hvis vi lige vil vente til han har fået alle sine passagerer ombord, så vil han køre op omkring os og hjælpe. Skønt.
Der går ikke lang tid, så kommer han kørende op på siden af vores camper og ruller en slange ud med luft i og efter 10 minutter har han pumpet vores hjul op. En meget hjælpsom herre og han har en kvindelig guide med, som jeg snakker med, mens mændene klarer hjulet. Guiden er en ældre dame, som spørger, hvor vi kommer fra og da jeg fortæller, at vi er fra Danmark, rækker hun mig hånden og siger “Go-dav” på dansk :-). Hun fortæller, at hun i 1965 tog herover som landbrugsmedhjælper og siden blev hængende og er imigreret til Canada. 
Da bussen er kørt, får vi travlt med at komme afsted. Vi skal nå til Jasper, inden hjulet er fladt igen og der er som sagt 27 km. Det er lidt stressende. Vi må køre forbi alle de skønne steder, som vi gerne ville have set igen på den sidste del af Icefield Parkway. Vi kan jo ikke være sikker på igen at møde en rar buschauffør, som kan pumpe vores hjul op!
Vi når ind til Jasper og et dækcenter uden, at luften er gået af hjulet. Lufttrykket er faldet, men det er ikke fladt. Inde på dækcentret bliver vi mødt af en stresset mand, som blot meddeler, at han ikke kan se på vores hjul før på fredag, (det er onsdag i dag) og iøvrigt er han den eneste  i Jasper, som reparerer dæk. Han henviser til et dækcenter, som ligger i den næste by, 79 km op af vejen. Vi tror i første omgang, at vi har hørt forkert, men det er rigtigt. Der ligger ikke noget dækcenter tættere på end det i Hinton! Heldigvis er det i den retning vi skal, men vi havde ikke regnet med at vi allerede nu skulle så langt. Vi ville godt have brugt en dag mere i Jasper, men det får vi ikke mulighed for nu, da vi ikke ved hvor længe vi kan holde dæktrykket.
Vi må altså hurtigt videre og håbe trykket holder til 79 km yderligere. Det er efterhånden lidt nervepirrende. Jeg har svært ved at nyde at vejret faktisk er klaret op og solen skinner og der er forskellige geder og råvildt i vejsiden og vi kører på en fantastisk flot strækning. Specielt lige uden for Jasper og op til Miette er helt vidunderlig smuk med blå/grønne søer og meget høje bjerge, hvor det kun er toppene, som har sne på. Der er megen mere variation i farvespektret her end det vi har set på Icefield Parkway, så det er næsten flottere her end på den berømte strækning 🙂
Vi er heldige og når frem til et dækcenter i Hinton, hvor vi får en meget venlig betjening og ekspedition med det samme. I løbet af en time, har vi fået lappet hjulet. Det var en lille sten, som havde boret sig godt ind i gummiet og forårsaget lækken. Vi kommer af med 54 CAD svarende til 300 kr., så det er rimeligt nok. Vi er glade. Nu kan vi komme videre uden at skulle tænke på om dæktrykket holder, men vi skal i hvert fald have købt en pumpe, så vi selv kan komme videre hvis uheldet skulle være ude igen.
Det har været en begivenhedsrig dag og presset har taget lidt på kræfterne, så vi skal ikke køre meget længere i dag. Det lokker derfor voldsomt, da vi på parkeringspladsen ved Safeway, hvor vi er inde og handle, ser et skilt, hvor der står, at campere er velkommen til at overnatte en enkelt nat på parkeringspladsen. Efter at have handlet er vi ikke i tvivl. Vi bliver her for natten.

26. maj (Hinton – Beaverlodge): Vi har sovet dejligt i nat uden at fryse og solen skinner fra en skyfri himmel, da vi vågner. Det er rart at få en god nats søvn, specielt efter sidste nats kulde, hvor vi mere koncentrerede os om at holde varmen end at sove!
Efter at have købt både elektrisk pumpe og et lappesæt er vi klar til at køre videre. Vi skal ikke være lige så uforberedte på en punktering, som i går!
I dag går turen nordvest på. Vi skal så langt op mod Dawson Creek som muligt, da det er herfra Alaskan highway starter. 
Vi kører af rute 40, som kaldes Bighorn Highway og strækker sig over 1000 km fra det sydlige Alberta og op til Grande Prairie. Det skulle være en scenic rute. Det har vi imidlertid svært ved at se. Vi synes den er temmelig kedelig. Den starter godt med, at vi kan se Rocky Mountains hvide silhouetter i bagspejlet og vi kører igennem en skov af aspe-træer, som lige er sprunget ud, så de har fine lysegrønne blade og bjergene bliver også mere grønne end vi ellers har set dem, men efterhånden bliver det blot fyr- og gran-træer på begge sider af vejen og den eneste fornøjelse vi har er når nogle geder krydser vejen eller nogle enkelte rådyr står i vejkanten. 
Vi stopper i Grande Cache ved turistbureauet for at få lidt materiale om vores videre tur og ligeledes i Grande Prairie. Vi havde egentlig planer om at overnatte i Grande Prairie, men det er en al for stor og larmende by for os (68.500 indbyggere), så vi kører videre mod Dawson Creek og ender i Beaverlodge, hvor der er en lille campingplads, som passer os fint.
Det har været en lang transportdag, hvor vi har tilbagelagt 375 km, så vi nyder blot at kunne sidde udenfor med en gintonic og læse. Senere hugger Ulrich brænde til og tænder op i lejr-bålet, så vi kan stege pølser over gløderne til aftensmad 🙂

27. maj (Beaverlodge – Sikanni): Det er overskyet, men 14 grader til morgen. Vi har sovet dejligt og er klar til at skulle op og tage hul på Alaskan Highway fra Dawson Creek, som ligger en times kørset nord-vest fra hvor vi er nu.
Vi skal dog lige have tømt vores tanke og fyldt vand på. Sidst vi tømte vores graywater kom det hele ikke ud og det er tilsyneladende det samme problem i dag. Det løber uhyggeligt langsomt. Efter megen tålmodighed bliver vandslangen med rent vand stukket op i afløbet og så kommer der pludselig gang i udløbet. Der må have siddet en prop af fedt eller lignende, men nu er det løst – dejligt.
Vi kører mod Dawson Creek. Det er igennem fladt landbrugsjord og ikke særlig spændende. Lige inden vi krydser grænsen mellem Alberta og British Columbia fylder vi tanken op. Der er stor prisforskel på benzinen i de 2 stater. Op til 2,90 kr. pr. liter og det er væsentlig, når man kører i en tørstig herre, som denne camper. Vi kører ikke over 5 km pr. liter og i Alberta har vi givet ca. 9,50 kr. pr. liter og i British Columbia 12,40 kr.
I Dawson Creek parkerer vi ved turistkontoret, som er lige ved det berømte skilt, som markerer starten på Alaska Highway – Mile 0. Vi er alene, da vi kommer, men det varer ikke længe før camperne holder i kø, da de fleste vil fotograferes foran skiltet og med deres camper i baggrunden. Inde på turistkontoret får vi en liste over campingpladser og tankstationer langs hele ruten, så man kan disponere sin køretid og ikke løbe tør på benzin!
Således informeret om campingpladser og tankstationer og iøvrigt også meget andet materiale begiver os ud på The Alaska Highway, som er en 2.224 km lang landevej der forbinder Dawson Creek, BC i Canada med Delta Junction i Alaska. Vejen er fuldt asfalteret nu og åben året rundt. Den passerer gennem det bjergrige nordlige landskab i British Columbia, Yukon og Alaska.
The Alaska Highway var anden Verdenskrigs ingeniørvidunder og blev engang beskrevet som det største og sværeste konstruktionsarbejde siden Panama-kanalen. Den blev bygget på kun 8 måneder i 1942 via et samarbejde mellem USA og Canada. Bombningen af Pearl Harbor i 1941 aktualiserede projektet. Den blev en militær nødvendighed som forsyningsvej og forsvar af Nordamerika mod japanerne. I dag er den en vigtig forsyningsvej for varer mellem Canada og Alaska.
Inden vi forlader Dawson Creek besøger vi Walter Wright Pioneer Village, som viser er en samling af originale og replica bygninger fra Dawson Creek, som byen så ud inden man begyndte at bygge Alaskan highway.
Efter 26 km er der en strækning af den gamle Alaska Highway, hvor man kan se Kiskatinaw Bridge, som er den eneste originale træbro på Alaska Highway, som stadig er i brug. Den 162 meter lange kurvede konstruktion er en af de første af sin slags, som blev bygget i Canada.
Vi kører fra for at tage denne lille parallel-strækning, som mødes med den nuværende Alaska Highway efter 10 km, men det viser sig, at vejen er lukket ved broen, så man kan ikke få lov at køre over den gamle træbro, som der ellers står i alle turistbrochurerne. Vi må nøjes med at gå en tur over den og køre retur af samme vej, som vi kom. Det er en meget dårlig vej, som kun er delvist asfalteret, så vi er glade for, at det ikke er sådan en vej, vi skal køre på helt til Alaska!
Vejen vi kører på er meget fin, bred og asfalteret og det skal den også være, for der er temmelig megen tung trafik. Der kommer ofte store lastbiler med høj fart op og ligger lige bag os, så vi må trække ud for at give dem plads til at passere. Desværre slynger en modkørende lastbil også en sten op i vores forrude og laver en pæn stor stjerne! Vi er temmelig uheldige, synes vi. På kun en uge har vi allerede oplevet en punktering og et stort stenslag i forruden. Håber ikke uheldet vil følge os resten af turen 🙂
Fra Dawson Creek til Sikanni River, hvortil vi kører i dag er en rimelig kedelig strækning. Det er mest fladt land og først de sidste 20-25 km er der kommet lidt bakker og vi får også et kik til Rocky Mountains bjergtoppe med sne på. Vi er kørt igennem hjertet af olie- og gasudvindingen og kører med jævne mellemrum forbi barakbyer og store anlæg, hvor olien og gassen pumpes op af undergrunden.
Vi tjekker ind på en lille campingplads, som har været lukket ned de sidste 2 år og først åbnet igen for kun en uge siden. Det bærer den også præg af. Alt ser lidt forfalden ud, men vi har kørt længe nok i dag og der er langt til den næste campingplads. Værtinden er meget sød og vil gerne snakke, så vi får en lille snak om hvordan man har taklet covid i Canada. Hvilket i øvrigt minder meget om hvordan vi har taklet det i Danmark.

28. maj (Sikanni River – Toad River): Det regnede i går da vi gik i seng og her til morgen hænger skyerne også tungt over os og der kommer lidt småregn. Vi er tidligt oppe og klar til at køre fra campingpladsen kl. 8. Vi har en temmelig lang dag foran os, da vi har sat som mål at nå til Summit Lake, som ligger 330 km nordpå. Umiddelbart ville man nok regne med at kunne køre 330 km på omkring 3-3,5 time, men i camper tager det væsentlig længere tid. Vi regner, som tommelfingerregel med, at vi kan køre 50-60 km i timen, så 330 km vil tage det meste af dagen.
Vi starter med at fylde tanken på camperen op. Vi skal være sikre på ikke at løbe tør og vi er nede på en halv tank. Herefter begiver vi os ud på den lange tur. Vi håber den bliver mere spændende end i går!
Det første stykke ændrer vejen og landskabet sig nu ikke meget. Det er en smule bakket, men det er ikke specielt afvekslende eller smukt. Tværd imod er det faktisk afbrændt i store områder. Det kunne se ud som om der for nylig har været nogle temmelig store skovbrænde.
Efter nogle timers kørsel standser vi ved en lille sø og nyder en stille kop kaffe til lyden af kvækkende frøer og legende ænder i vandet. Det er meget fredfyldt og smukt.
Vi higer efter at se nogle dyr, når nu landskabet ikke er specielt flot, men vi ser kun et par rådyr og nogle traner, som dog er ganske flotte.
Den eneste by vi kommer til i dag, er Fort Nelson, som oprindeligt blev grundlagt, som en Hudson Bay handelsstation i 1805 og opkaldt efter Admiral Nelson fra the British Navy.
Den forblev en lille handelsstation indtil the US Army ankom i begyndelsen af 1942, hvor de byggede Alaska Highway fra Fort Nelson og ned til Dawson Creek. Dengang var byen hjem for 2000 soldater, som byggede vejen. I dag har den ca. 4.700 indbyggere, men tiltrækker om sommeren ca. 320.000 turister.
I alle vores turistbrochurer står der, at Museet i byen er et must, så der stopper vi naturligvis.
Fort Nelson Heritage Museum er en af de mest unikke museer på Alaska Highway. Samlingen startede med en antik bil og lastbil eget af Marl Brown – en lokal beboer fra Fort Nelson. Marl kan efter sigende stadig ses på museet, hvor han går og restorerer. Hundredevis af nummerplader doneret af lokal og tilrejsende er nu i samlingen sammen med bl.a. tungt udstyr brugt under bygning af Alaska Highway.
Allerede udefra kan vi se, at museet ikke er et museum, som alle andre. Det her er en gigantisk samling af alt muligt gammelt skrammel. Der er ikke nogen speciel orden eller systematik eller forklaring til effekterne. Det er bare en samling af ting, som man kan gå rundt og se på i 4-5 forskellige bygninger og udenfor. Meget speciel, men egentlig også meget sjov oplevelse.
Vi får tanket op endnu engang inden vi fortsætter ud af byen. Der er 174 km til næste tankstation!
Efter Fort Nelson sker der noget. Landskabet bliver mere spændende. Vi begynder at køre lidt op af og så står der pludselig en bjørn i vejkanten. En sort bjørn. Det er nummer 4 bjørn vi ser. Den er i den modsatte side af vejen, så vi kan ikke se den, da den går lidt ned af skrænten i vejkanten. Vi kører lidt frem til en rasteplads og vender og kører tilbage. Nu er den lige neden for os. Ulrich ruller vinduet ned og fotograferer og video-filmer den og jeg sidder klar med fingeren på knappen til at lukke vinduet. Den går stille og roligt og spiser mælkebøtter og tager ikke synderlig notits af os. Vi betragter den 5-10 minutter og kører så videre, men der går faktisk ikke længe før vi ser endnu en sort bjørn og for det ikke skal være løgn så ser vi også en tredje bjørn inden for en time. Det er helt vildt. Vi er nu oppe på at have set 5 sorte bjørne og 1 grizzly. Hvad skal det ikke ende med?
Vi er helt oppe at køre. Nu bliver det alligevel en god dag 🙂
Men ikke nok med at vi ser bjørne. Landskabet ændrer sig pludselig. Vi kører op i bjergene og ned i dale. Over floder og det er bare så ubeskriveligt smukt. Det er som om vi sidder og ser en af de bedste naturfilm i fjernsynet. Her er vi bare midt i det hele. Wauw hvor det er flot.
Vi havde sat Summit Lake som vores mål for dagen tur, men da vi når Summit, som er det højeste punkt på Alaska Highway – 1295 meter, er campingpladsen lukket og Summit Lake frosset. Vi ville ellers have boet her et par nætter og taget på et hike, som jeg har læst om skulle være så flot, men de planer er hurtigt spoleret. Vi må finde på noget andet.
Da vi ikke kan overnatte heroppe, hvor der i øvrigt nok også ville have været koldt, må vi fortsætte. Næste campingplads er om 35 km. Det er 35 yderligere fantastisk smukke kilometer. Det vil slet ingen ende tage, men efter 35 km kommer vi til Toad River Lodge og RV Park. Det bliver vores overnatningssted i stedet for Summit og det gør bestemt ikke noget. Det er et pragtfuldt sted lige ned til en sø, hvor vi ser en bæver svømme rundt og der er flotte faciliteter. Oven i købet en lille restaurant, hvis man ikke selv gider lave mad.
Vi sidder ved søen og nyder udsigten og roen til det er tid til at lave aftensmad. Det har været en hel vidunderlig dag med så mange synsindtryk. Vejret har været lidt skiftende, men op af dagen har det mest været sol.
Vi har haft wifi på campingpladen, så derfor har jeg kunnet opdatere hjemmesiden, men fremover bliver det nok svært at få den opdateret dagligt, da der kun er telefonsignal i de større byer og dem er der langt imellem, men så snart vi har adgang, skal jeg nok sørge for opdatering.

29. maj (Toad River – Liard Hot Springs): Skyerne hænger tungt over bjergene og det regner let til morgen (10 grader), men det klarer heldigvis op i løbet af dagen.
Den vildt flotte naturfilm vi så i går, ser vi del 2 af i dag 🙂 Det er fantastiske landskaber, som dog ikke er helt så skønne fra morgenstunden p.g.a. regnen, men det ændrer sig heldigvis. Vi har ikke så langt til Muncho Lake, som skulle være utrolig flot om sommeren. Det er den også nu. Den er ikke helt tøet op, men den er blå og den har de mest fantastiske flotte hvide iskrystaller, som er skruet op af isen. Har aldrig set så flotte isskruninger.
Vi overvejer at overnatte her ved Muncho Lake, hvor der ligger en dejlig campingplads (natur), men sites lige ned til vandet og i øvrigt omgivet af træer, men her er for koldt – desværre. Vi vil ikke kunne holde varmen i nat. Der er også kun en enkelt RV på pladsen.
Vi kører videre til Liard Hot Springs, hvor vi ved at vi i hvert fald kan få et varmt bad i de varme kilder.
På vejen til Liard Hot Springs er det nærmest en dyresafari ud over de smukke landskaber. Vi ser porcupines (store pindsvin), hvor det ene klatrer op i et træ, da vi nærmer os for at fotografere det. Vi vidste slet ikke, at de kunne klatre, men det kan de altså. Det er nogle gevaldige pigge, den er udstyret med, så det er nok ikke sådan en, man skal køre over! Derudover ser vi en marmot (murmeldyr), Stone sheeps som går og slikker salt i vejsiden og rensdyr, som krydser vejen foran os. Der er også skilte, hvor der bliver advaret om bisoner, men vi ser ikke nogen. Vi ser kun deres efterladenskaber i vejsiden 🙂
Fremme ved Liard Hot Springs er der nærmest trafikkaos. Vi finder ikke rigtig ud, hvad det skyldes, men vi må vente en rum tid for at komme ind på campingpladsen, som ligger i tilknytning til de varme kilder. Vi får en af de sidste pladser. Måske man skulle have reserveret i forvejen for at være sikre på en plads, men vi havde jo ikke regnet med, at være nået så langt i dag, så det har vi ikke tænkt på og vi er heller ikke så meget for at være begrænset af stramme planer. Vi vil helst kunne standse, når det det passer os og vi synes, der er rart og ikke koldt 🙂
Vi får en meget fin plads mellem de nyligt udsprungne asp. Vi sidder ude og nyder at bliver varmet af solen, som nu skinner fra en næsten skyfri himmel. Det er herligt, men vi bliver også lidt trætte, så vi ender med at tage en middagslur, mens det i øvrigt pludselig begynder at regne, men da vi vågner igen, er det flot solskin og vi tager badetøjet på og går ned til de varme kilder og tager et langt bad i det dejligt varme vand. Poolen er ikke så stor, men temperaturen varierer meget fra den ene ende til den anden og også fra overfladevandet og til bunden. Der er ligesom en skillelinje i vandet, hvor de øverste 30 cm er meget varme og under 30 cm er der et koldt lag, da der både kommer vand til poolen fra jordens indre, men også fra overfladen, hvilket er koldt vand. Det lagdeles i poolen, så det er med at holde sig i overfladen, hvor det varme vand er 🙂
Efter en times tid er vi opløste og går tilbage til camperen, hvor det ved at være tid for aftensmad.

30. maj (Liard Hot Springs – Big Creek camperground): Himlen er skøn blå til morgen uden en sky og iflg. vejrudsigten skal det fortsætte de næste 3 dage. I hvert fald her ved Liard Hot Springs.
Vi starter dagen med et dejlig varmt bad i den naturlige pool. Vi troede, at vi ville være næsten alene kl. 8 om morgenen, men det er absolut ikke tilfældet. Der er 15-20 andre, som også skal have deres morgenbad i det varme vand. Der er nu plads nok, så det betyder ikke noget.
Vi kan se på sedlerne på campsitene, at nogle bliver her flere dage i træk. Det har vi ikke tænkt os. Her er dejligt, men ikke andet at foretage sig end at bade, så vi må videre 🙂
Vi har set flere skilte med ”pas på bisons”, men endnu ikke set nogen. Vi kan høre, at andre har set dem lige over for campingpladsen i går efter, at vi er kørt ind på pladsen. Der går dog ikke langt før vi også kan krydse dem af på listen over dyr, som vi har set. En stor flok står og græsser eller ligger og tygger drøv på et græsareal i vejkanten. Der er også 3 små kalve, som er helt lysebrune i modsætning til de store, som er mørkebrune og sorte. De har næsten alle flotte tykke vinterpelse indtakte. Det er åbenbart for koldt endnu til, at de begynder at smide den.
Vi ser flere små flokke efterfølgende. I hver flok er der en, som er mærket. Det ser umiddelbart ud til at det er føreren – den største han i flokken som er mærket.
Terrænet er ikke så spetakulært i dag, som de 2 forgående dage, så det er godt, at vi har dyr at se på og det skal jeg love for at vi har i dag. I løbet af de næste par timer ser vi hele 7 bjørne, her i blandt en mor med sine 2 små næsten nyfødte unger. I første omgang ser vi ikke de små unger, da de er kravlet op i et træ, mens mor går og græsser, men pludselig kan vi se deres små hoveder stikke frem imellem grenene oppe i 5-6 meters højde. Langsomt kravler de ned og forenes med mor. De er meget vagtsomme og hver gang, der kommer en stor lastbil, så hopper de sammen væk fra vejen, men kommer snart tilbage igen, så de ikke er langt fra mor. De er virkelig søde og underholdende at se på.
Efter vores bjørne-eventyr krydser på grænsen mellem British Columbia og Yukon. Yukon er det nordvestligste canadiske territorium ved Yukon-floden. Yukon grænser op til Alaska mod vest, til Britisk Columbia mod syd og til Northwest Territories mod øst. Yukon er især kendt for det store guldfund ved Klondike, som i 1896 medførte stor indvandring. Hovedstaden hedder Whitehorse. Vi vil de næste dage passere igennem Yukon på vores vej mod Alaska og vi skal også igennem Whitehorse.
Vores første stop i Yukon er i Watson Lake. Watson Lake er ikke speciel stor, men skulle være den næststørste by i Yukon. Den voksede fra en lille isoleret forpost til et blomstrende samfund, da Alaska Highway blev ført gennem dens centrum. Det blev bolig- og forsyningscenter for bygningen af ​​den del af hovedvejen.
Watson Lakes mest berømte attraktion er The Sign Post Forest. Den blev startet i 1942 af Carl Lindley, en GI med hjemve, mens han arbejdede på Alaska Highway. Da han reparerede en retningspost, besluttede han at tilføje et skilt til sin hjemby Danville, IL, og startede uforvarende den enorme samling af skilte. Der bliver stadig tilføjet nye skilte hvert år af besøgende, der ønsker at promovere deres egne lokalsamfund. Byen Watson Lake vedligeholder Sign Post Forest, som er kendt som et af Yukons mest berømte vartegn med over 75.000 unikke skilte. Vi talte ikke efter, men der var vildt mange skilte og vi så også et enkelt, som var fra Danmark. Vi havde desværre ikke noget skilt med, som vi kunne sætte op, men vi så nogle som stod med stige og boremaskine for at sætte deres skilt op.
Det var ved at være sent, så vi skulle finde en campingplads. Der lå en 25 km efter Watson Lake som så pæn ud – Baby Nuggets RV Park, men da de ved indtjekning fortalte, at prisen var 57 CAD og deres vandforsyning i øvrigt var frosset, og der derfor ikke var nogen åbne toiletter eller baderum, så synes vi ikke den var interessant. Vi kørte yderligere 35km og fandt den skønneste lille naturcampingplads lige ned til en flod. Den var mere interessant selv om den heller ikke havde nogen faciliteter ud over et pit-toilet, da den kun kostede 20 dollars inkl. brænde 🙂
Vi hyggede os med at tænde bål og nyde en gin-tonic inden aftensmaden. Det var rart at kunne sidde ude uden at fryse. Det bliver køligere til natten, men vi har haft helt op til 21 grader i dag for første gang. Det må gerne blive ved sådan med varme, sol og blå himmel.

31. maj (Big Creek camperground – Squanga Lake): Vi gik tidligt i seng i går aftes, men blev snart vækket af gas-alarmen, som kom med en infernal hylen. Vi kunne ikke lugte gas, men åbnede selvfølgelig døre og vinduer, så der blev luftet ud. Det fik alarmen til at tie stille, men efter en halv times tid gik den i gang igen. Ulrich rodede med alarmen og læste brugsanvisning, men lige lidt hjalp det. Den startede efter kort tid atter. Vi turde ikke bare slå den fra, da det jo er en sikkerhedsforanstaltning, så vi ikke ligger og bliver gasforgivet om natten. Pludselig får Ulrich kikket på komfuret og kan se at en af knapperne ikke står på OFF. Alarmen har altså ikke været falsk. Vi har bare ikke kunnet lugte gassen og heller ikke kunnet høre, at den har sivet. Efter endnu en udluftning er der ro og vi kan sove.
Vækkeuret er sat til kl. 6, da vi gerne ville videre fra morgenstunden og så holde lidt tidligere. Det er en skøn morgen med sol fra en skyfri himmel, så det tegner til at blive en god dag. Vi har ikke sat noget endeligt mål, men vil køre til vi ikke gider mere eller vi finder et rart sted at overnatte.
Vi har ikke kørt langt før landskabet viser sig fra sin flotte side. Vi får udsigt til adskillige høje bjerge med sne på toppen og vi kører mellem små mørke spejlsøer og pludselig er der en caribou på vej ud over vejen, men da den ser os vender den om og løber ind i skoven. Ærgerligt, det var ellers en pæn stor en med flot gevir med pels på.
Lidt senere ser vi et af de store porcupines og en lille kanin i vejsiden. Vi ser også en del af begge dele, som ikke har nået over vejen. Det mest uhyggelige er ,når vi kan se en stor blodpøl på vejen og ved, at formentlig en lastbil har ramt et stort dyr. Mærkelig nok, så ser vi ikke nogen store dyr ligge i vejkanten, så enten tager lastbilchaufførerne dem med sig eller også er der andre dyr, som tager dem – måske bjørnene?
Vi stopper ved Rancheria Falls og går en tur ned til vandfaldene. Det er ikke nogen vildt store vandfald, men det er en meget fin lille tur, hvor der er bygget træbroer mellem træerne, som vi går på.
Ved Swan Lake, som er en temmelig stor sø, er vi oppe i ca. 900 meters højde og der er stadig is på vandet. I området deromkring er der store vådområder og småsøer og vi er heldige at se vores første Moose (elg), men den er meget sky og løber hurtigt ind og gemmer sig i træerne.
Vejen har hidtil været meget fin asfalteret, men på det næste stykke op til Teslin, kommer vi ud på 2 lange stykker, hvor det er grusvej. Det er ikke rart at køre på, når vi har fået et stenslag i forruden. Når der kommer modkørende, specielt lastbiler, sidder vi lidt med nerverne uden på tøjet. Kommer der nu endnu en sten flyvende? Heldigvis sker der ikke noget i dag.
Vi bliver i stedet belønnet med 3 sortbjørne, så vi nu i alt er oppe på at have set 16 stk. Vores rekord fra 2010 er 17 stk. på en hel ferie, så den rekord bliver da i hvert fald slået denne gang!
Lige før Teslin kører vi over Nisutlin Bridge. Broen har med sine 584 meter det længste spænd over vand på hele Alaska Highway og den er et flot syn. Den fører over Teslin Lake til Teslin, som er en lille by med 125 indbyggere, en tankstation, en campingplads, motel og en general store. I forbindelse med at vi tanker, er vi også inde i butikken, som er pæn stor og har mange kunder, men nogle afsindige priser. Vi køber alene noget mælk, men ville også have købt vand indtil vi så prisen. De ville have 12,79 CAD for en gallon vand, som vi gav 1,87 for i Walmart! Det var helt tydeligt turistpris 🙂
Vi kører lidt uden for Teslin, hvor der er en rasteplads ned til søen med den mest vidunderlige udsigt ud over søen, hvor bjergene på den anden side spejler sig i den blanke overflade. Det er et postkort værdigt. Her nyder vi vores frokost og får lige læst de seneste mails og lidt nyheder, da vi endelig har telefonforbindelse. Det er en luksus, som vi ikke har hver dag nu og nok må vende os til den næste månedstid.
Klokken er 2, da vi kører videre. Vi vil ikke for sent ind på campingplads i dag, da vi gerne vil nå at nyde solen, som stadig skinner fra en næsten skyfri himmel og der er over 20 grader. Vores valg falder på en government camperground, som ligger lige ned til Squanga Lake en times kørsel vest for Teslin. Her slapper vi af i solen resten af eftermiddagen og får vasket camperen og vores cykler, som hænger bag på camperen. Begge dele er efterhånden blevet brune af støv. Cyklerne har vi prøver at spule rene med en vandslange, men det var ikke nok. Der skulle en klud til for at løsne støvet/mudderet. Vand og sæbe og en klud gjorde underværker. Nu kan vi se, at de faktisk er blå og ikke brune.

1. juni (Squanga Lake – Atlin): WAUW. Så kort kan den dag beskrives 🙂 arhh OK. Det er måske lige kort nok, hvis det skal give mening senere hen eller for den udenforstående, men hold da op. Vi er blæst bagover af skønhed!
Solen skinner fra en skyfri himmel, da vi forlader vores lille naturcampingplads. Det har været en kold nat og vi forstår nu, hvorfor der stadig ligger sne rundt omkring os på pladsen. Temperaturen har nok været under eller tæt på frysepunktet i nat, så varmeapparatet måtte i gang ved 4-tiden i nat.
Vi skal ikke køre ret langt i dag – kun ca. 120 km. Vi tager en afstikker fra Alaska Highway ned til Atlin. Det er en anbefaling, vi fik af campingfatter i Beaverlodge. Han havde besøgt byen i forbindelse med en begravelse af en onkel og fundet denne gemte perle, som han kaldte den. Og vi må give ham ret. Det er en one-way tur på 98 km hver vej, men det er alle kilometerne værd. Hold op, hvor er det bare flot. Vi kører langs Atlin Lake, som er den største naturlige sø i British Columbia, og på den anden side af søen tårner bjergene sig op. Nogle med sne på og i det fjerne kan vi se helt sneklædte bjerge med gletsjere. Vi må standse adskillige gang blot for at stå og nyde disse scenerier med den blå himmel, hvide sne, mørke bjerge og grønne forgrund. Kort sagt Wauw.
Fremme ved Atlin kører vi direkte til en RV-park, hvor vi bliver mødt af en gammel mand med stor hat, cowboybukser og brede seler. Han hilser os velkommen og vil høre hvad han kan hjælpe os med. Skal vi bruge en plads til udgangen af september? Nej, vi kan godt nøjes med en nat. OK, så kan vi få penthouse-pladsen, som han straks viser os hen til. Den ligger på en mole ude i søen og i sagens natur er der vand på 3 sider. Derudover har vi den mest enestående udsigt ud til 2 øer og Atlin-bjergene på den anden side af søen med sne på og gletsjerne mod syd. Vi kan ikke ønske os noget skønnere sted. Det er pladsens dyreste site, men med en pris på 35 CAD (kr. 200) inkl. el og vand, klager vi bestemt ikke. Det er rørende billigt selv om der ikke er nogen badefaciliteter og kun et enkelt toilet. Vi har vores egne faciliteter med 🙂
Lige som vi er kørt ud på pladsen svømmer en odder rundt neden for molen og fiskene springer i vandet. Vi kan ikke få en bedre velkomst.
Efter en kop kaffe ved vores eget lille bord ude på molen, finder vi cyklerne frem og kører en tur rundt i byen. Den er ikke særlig stor, men består af nogle få gamle bygninger helt tilbage fra byens grundlæggelse omkring The gold Rush i 1898. På det tidspunkt voksede byen hurtigt og havde omkring 5.000 indbyggere. Dengang blev der fundet guld ved Pine Creek, som ikke er langt fra byens centrum og der er stadig minedrift den dag i dag. Byen er dog brændt ned 2 gange med få års mellemrum først i 1900-tallet, så der er ikke så meget tilbage af den helt gamle by fra guldgravernes tid.
På grund af guldfundet og skønheden i området fandt White Pass & Yukon Route området interessant og oprettede både jernbane og hotel og satte et luksus cruise-skib i søen, som kunne fragte velhavende besøgende rundt på søen og ned til de 3 gletsjere, som sørger for vand til søen. Skibet Tarahne og hotellet havde deres storhed fra 1919 til 1936, hvor begge dele blev lukket ned og forfaldt. Hotellet brændte senere ned, men et nyt er bygget på samme grund. Dog ikke så stort og luksuriøst som det første. Skibet er blevet overtaget af byen og med frivilliges hænder og hjælp fra funde er det blevet restaureret og står vi havnen foran det nyværende hotel.
Vi spiser frokost på hotellet med panorama-udsigt over søen og Atlin mountains. Efterfølgende kører vi hjem og sidder og nyder vores egen udsigt fra vores penthouse-plads 🙂

2. juni (Atlin – Skagway): Solen skinner igen fra en skyfri himmel. Det er fantastisk at vågne til fuldstændig blankt vand, hvor den blå himmel og Atlin Mountains spejler sig i overfladen og det eneste, der kan “forstyrre” billedet er et par ænder, som svømmer rundt og fiskene, som springer efter insekter i overfladen. 
Morgenbadet bliver lidt mere besværligt i dag end det normalt er. Vi har fået vand tilsluttet, men ikke afløb og vores graywater-tank er desværre fuld, så badevandet må manuelt tømmes ud af bundkarret med en kop og en spand. Ikke så godt, men vi kan ikke køre med et fuldt bundkar, så risikerer vi vand over hele gulvet i camperen.
Vores første stop i dag er derfor naturligt nok en dumpstation, så vi kan få tømt tanken og igen have plads til bade- og opvaskevandet 🙂
Vi forlader denne lille perle og kører mod Skagway, hvilket er en tur på ca. 250 km. De første omkring 100km kender vi jo fra turen ned til Atlin, men tilbageturen bliver krydret med 2 grizzly-bjørne. Det er nyt. Vi har ellers kun set 1 grizzly før resten af de nu 18 bjørne har været sortbjørne. Grizzly-bjørnen er noget større end sortbjørnen og så er den brun og har en pukkel på ryggen, så den er nem af genkende. Den ene forsvinder ret hurtigt, da vi stopper, men den anden bliver lidt oppe på en skråning og holder øje med os, indtil vi kører. Ulrich synes ikke den ser helt tilfreds ud med at vi bliver holdende, så vi fortrækker 🙂
Vi Jakes Corner tager vi en lille smutvej via Tagish til Carcross i stedet for at køre helt op til Alaska Highway. Det sparer os for en del km ned til Skagway. Hvad vi imidlertid ikke er opmærksom på er, at en stor del af strækningen til Carcross, som er på 53 km, er under vedligeholdelse. Det betyder, at der ikke er nogen asfalt men en hulens masse løse sten, som først skal køres ned før det bliver en vej, som er behagelig at køre på. Heldigvis er vejen ikke så befærdet, så risikoen for stenslag er minimal og vi klarer da også turen uden hverken stenslag eller punkteringer 🙂
Carcross er en hyggelig lille by med togstation, oprindeligt kendt som Caribou Crossing. Den er et ikke-inkorporeret samfund i Yukon, Canada, ved Bennett Lake og Nares Lake og hjemsted for Carcross/Tagish First Nation. Byen bærer tydeligt præg af First Nation folket. Der er totempæle og stærke farver på husene, som er lavet til glæde for turisterne. Der museer og butikker med deres håndværk og menneskene her har indianske træk. 
Fra Carcross kører vi sydover af Klondike Highway til Skagway. Dens forløb svarer nogenlunde til den rute, der blev brugt af guldgraverne i 1898´s Klondike Gold Rush. Det er endnu en underskøn vej med høje bjerge, søer og masser af sne. Vi kommer op i 1.003 meters højde, inden vi igen kører ret stejlt ned mod Skagway. Der er et helt snelandskab oppe på en højslette. Utrolig flot og det mærkelige er, at vi faktisk står her i korte ærmer. Der er 19 grader og varmt, da ikke en vind rører sig. 
Vi krydser grænsen til Alaska og sætter for gang vores ben i Alaska. Vi ville have fotograferet os ved det store Velkommen til Alaska-skilt, men lige som vi ankommer til skilten ankommer også 3 busser med kinesiske turister fra en af cruise-skibene i Skagway, så vi opgiver!
Vi kører videre mod Skagway og tænker, at det var da let at krydse den grænsen her mellem Canada og Alaska. Men vi bliver klogere! Grænsekontrollen kommer først senere og her må vi stå til regnskab for vores rute og formål med rejsen og ikke mindst hvad vi medbringer af fødevarer. Vi var meget opmærksom på, hvad vi måtte have med ind i Canada, da vi krydsede grænsen ved Abbortsford, men regnede ikke med at der ville være det store problem heroppe, hvor vi kun lige kommer ind i Alaska og forlader det igen 1-2 dage senere. Da jeg svarer ja til, at vi har æg med, får vi besked på at parkere lige på den anden side af grænseposten, hvor en inspektør vil komme og tjekke vores camper, og vi får ikke vores pas, før det er gjort.
Inspektøren kommer med en stor spand og handsker og maske på. Han skal se vores køleskab og fryser og vide om vi har fødevarer andre steder. I køleskabet har vi de nævnte æg og en skinke, som vi har spist af, men lagt resten i en ny pose. At vi ikke har den oprindelige indpakning, kommer til at koste os skinken. De skal kunne se, hvor skinken er produceret! og er den ikke produceret i Canada, så er den ulovlig at medtage. Vi får dermed konfiskeret vores æg og skinken, men vi må godt beholde vores dåsemad, frosne rejer og kartofler og gulerødder 🙂 Vi var spændt på, om vi også ville få bøde, men det var der slet ikke tale om og inspektører var også flink nok.
Således lettet for æg og skinke kører vi det sidste stykke til Skagway og finder en campingplads helt nede ved cruise-skibshavnen, hvor der p.t. ligger 4 store skibe. Campingfatter kan fortælle at iflg. skibenes angivelser skulle der være 12.000 passagerer ombord, som potientelt nu kan gå rundt i Skagways få gader! Det lyder helt vanvittigt. Inden Covid-19 anløb mere end 400 cruise-skibe havnen om året, men alt har været lukket ned i næsten 2 år og er nu tilsyneladende ved at være oppe i gear igen.
Vi starter med at gå ned på færgeterminalen for at booke vores færgebillet til i morgen til Haines. Vi er åbenbart meget heldige for vi får den sidste plads på færgen. Vi tjekker senere og kan se, at der ikke er ledige pladser før den 10. juni! Jeg havde overhovedet ikke regnet med, at det kunne være et problem med pladsen, men der er rigtig kommet gang i turismen igen efter Covid-19, så der er travlt på denne færge. Hvis vi ikke havde fået plads, var det ikke værre end, at vi kunne være kørt den samme vej tilbage, men det havde kostet os en del extra km og tid.
Da vi går ned mod bymidten fra færgeterminalen, møder vi en hel del af de 12.000 cruise-passagerer. Der er nærmest en folkevandring imod os. Godt vi først kom her sidst på eftermiddagen for ellers ville der da ikke være til at komme frem i byen. Vi går som sagt mod strømmen og får set os om i byen. I 1897 var Skagway og den nærliggende dal Dyea udgangspunktet for mere end 40.000 guldgravere, der tog til Yukon primært via Chilkoot Trail under Klondike Gold Rush. I dag er det mere en kulisse med falske facader, som er meget sjove af se, men det er meget turistet og halvdelen af butikkerne er guld- og smykke-butikker.
Det er en meget varm dag. Den varmeste vi har haft endnu med over 25 grader, så vi går ind i Red Onion Saloon for at få en tår at drikke. Red Onion Saloon er oprindelig bygget i 1897 og var en rigtig saloon med bordel på 1. sal. Bordellet er der ikke mere, men 1. salen er nu et museums-bordel, hvor man kan få en rundvisning for $ 10. Vi bliver nu nede i saloonen, som også er holdt i stilen fra guldgravertiden og servitrisserne går rundt i tidstypiske kjoler og ser lidt frække ud 🙂
Ude på gaden igen går vi lidt mere rundt og ender nede på havnen, hvor Ulrich har set at der er en fiskerestaurant, som vi lige skal se om kan friste os. Det kan den, så vi sidder på terrassen og ser på havnen og de flotte bjerge der tårner sig op bagved. Her er varmt men dejligt og vi får en dejlig Halibut fish and chips.
Efterfølgende går vi ud på molen hvor cruise-skibene tidligere lå, men de er nu sejlet og mens vi går her og kikker ud over vandet, ser og hører vi et blåst fra en stor hval, som svømmer rundt lige neden for molen. Inden vi når at få vores telefoner frem for at fotografere den, er den desværre svømmet lidt længere væk fra molen, så billederne bliver ikke så gode, men vi er helt høje. Endnu en oplevelse at tilføje. At se en hval lige neden for molen, havde vi bestemt ikke regnet med. Vi har faktisk bestilt en sejltur senere på turen, hvor vi skal ud for bl.a. at se hvaler, men det er åbenbart ikke nødvendigt at tage ud med båd for at se dem 🙂
Hjemme på campingpladsen går vi tidligt i seng. De lange ture med mange synsindtryg og oplevelser gør os trætte, men vi har svært ved at komme i seng de flest aftener, da solen først går ned omkring kl. 23. I aften er klokken dog ikke mere end 8 før vi går i seng!

3. juni (Skagway – Haines): Vi gik tidligt i seng i aftes, men alligevel sover vi helt til kl. 8, så nu må vi da være udhvilede skulle man synes 🙂 Det bliver en total slapperdag, hvor jeg får skrevet lidt dagbog og sat nogle billeder på hjemmesiden. Vi forlader campingpladsen kl. 11 og liner op ved færgen til Haines, som afgår kl. 14. Mens vi venter på færgen får vi lavet lidt mere ”kontorarbejde”, så vi er mere eller mindre ajour. Det er jo med at udnytte tiden, når der er internet-adgang for det er ikke hver dag vi har det.
Vi kan sidde og se på de 2 nyankomne cruiseskibe og folk der myldrer fra borde for at se Skagway og evt. nå en tur med det gamle tog op til White Pass.
Endelig kommer vores færge. Den er godt nok lille i forhold til cruise-skibene og når jeg ser den smalle bro, som fører ned til en flydende ponton, hvor man skal dreje 90 grader for at køre ind af lugen i siden af færgen, kan jeg godt få lidt ondt i maven. Så er camperen på 8 meter pludselig meget stor! Det går heldigvis fint. Der er hele tiden folk fra færgeselskabet som dirigerer på en rolig måde, så det er slet ikke så slemt som frygtet og vi kommer både på og af færgen uden nogen former for skrammer.
Færgeturen fra Skagway til Haines tager 1 time og er en flot tur, hvor vi kan stå oppe på dækket i det flotte vejr og spejde efter hvaler og havoddere. Hvalen fra i går er væk og vi ser heller ikke andre men lige inden vi lægger til ved Haines ser vi hovedet af en havodder. Det er alt.
På vej hen til campingpladsen i Haines holder vi ind på en rasteplads for at nyde udsigten ud over fjorden og bjergene og her kommer der så en hval. Vi ser først et blåst og derefter kaster den sig op af vandet. Det er et fantastisk syn, som vi bliver stående for at få mere af, men den svømmer desværre længere og længere væk, så vi ser kun dens blåst og hale i det fjerne.
Vi finder en hel ny campingplads beliggende lige ned til vandet, hvor vi kan sidde og spejde ud over vandet efter hvaler og hvidhovedet ørne. Hvalen viser sig dog ikke igen, men vi ser et par hvidhovedet ørne flyve ude over vandet.
Det er det perfekte sted og sidde og nyde en gin/tonic i solen, mens vasketøjet er sat over og da vasketøjet er færdig, går vi over på en lille restaurant, som serverer en virkelig god halibut fish & chips. Vi er vilde med halibut, så vi skal have det ved enhver given lejlighed.

4. juni (Haines – Haines Junction): Vi har sovet så godt i nat. Det har været tilpas varmt, så vi har slet ikke haft brug for varmeapparatet. Solen skinner, som den nu efterhånden har gjort mange dage i træk og det er så varmt, at vi faktisk tager shorts på fra morgenstunden. Det er første dag, at det har været den foretrukne påklædning.
Vi har ikke travlt med at komme videre i dag for her er bare så rart og flot på vores campingplads lige ud til vandet. Lige som i går eftermiddags kommer der en hval svømmende, og vi kan se dens blåst og en enkelt gang kaster den sig også helt ud af vandet med hovedet. Desværre er det lidt for langt væk til at vi kan fange det med vores kamera-linser. Vi må nøjes med lagring imellem ørerne 🙂
Jeg har nogle opgaver for golfklubben, som jeg lige skal have klaret mens vi har internetforbindelse, så jeg sidder mest indenfor, mens Ulrich får fyldt vand på camperen og tømt tankene, så vi er klar til nogle dage på naturcampingpladser.
Da vi endelig forlader Haines skal vi som altid, hvor der er mulighed for det, have fyldt benzin-tanken op. Der er typisk 150 – 185 km mellem benzintankene, så det er vigtigt altid at få fyldt op. Specielt med så tørstig en herre som denne camper!
Vi har også spist det sidste havregryn, så vi skal lige forbi det lokale supermarked. Det er de dyreste havregryn, vi nogensinde har købt. En pakke med 1,2 kg. koster 61 kr.! Vi ville også have købt vand, da vi ikke har så meget tilbage, men det kostede også 4 gange så meget som vi gav i Walmart for 2 uger siden, så vi blev enige om at udskyde købet til Whitehorse, hvor der er en Walmart. Så må vi se hvad priserne er der. Her ude i de små flækker er alting i hvert fald sindsygt dyrt.
Dagens rute går til Haines Junction via Haines Highway, som skulle være en af de mest spektakulære køreture i nord. I 2009 blev den tildelt udmærkelsen National Scenic Byway. Vi er spændte på, om den er lige så flot, som turen ned til Skagway.
Highwayen er 235 km lang og forbinder Haines med Haines Junction. Den følger i det væsentlige sporet brugt af Chilkat / Tinglit First Nations, som handlede med Athabascan First Nations i det indre af Yukon. Den blev oprindeligt kaldt “Grease Trail”, da hovedhandelsvaren var olie fra stearinlysfiskene, som lever i havet nær Haines. I slutningen af ​​1800-tallet blev vejen forbedret af Jack Dalton, en opdagelsesrejsende og hvid handelsmand, som så vigtigheden af ​​ruten og etablerede flere handelsposter. Vejen blev udviklet før Klondike Gold Rush, og iværksætteren Dalton opkrævede et gebyr fra håbefulde minearbejdere på vej til Klondike. Den nuværende vej blev bygget i 1943 som militær forsyningsvej under anden verdenskrig.
Fra Haines snoer vejen sig langs Chilkat Rivers flade flodleje inden den begynder sit lange seje stræk op til Chilkat Pass i 1.070 meters højde. Heroppe krydser den en bred alpin slette inden den igen falder ned mod Haines Junction. Landskabet ændrer sig konstant på de første 150 km fra flodsengen med lyse grønne aspen-træer og mørkegrønne fyrtræer til oppe på højsletten, hvor der ikke er et træ men kun små buske og sne. Det er nærmest et tundra-landskab, men som vi også oplevede forleden dag, så er det overhovedet ikke koldt, når vi står ud af bilen. Vi er oppe omkring de 20 grader i hvert fald. Det er meget flotte landskaber vi kører igennem med sne og bjerge og floder og frosne søer højest oppe, men det kan ikke helt måle sig med turen ned til Skagway. Måske er vi allerede blevet alt for forvent med skønne landskaber 🙂
Efter ca. 45 km skal vi krydse grænseovergangen mellem Alaska og Canada. Vi regner med at det er en formsag denne gang, da vi stort set har tømt køleskab og fryser, så vi ikke kan få flere varer konfiskeret. Hvad vi imidlertid ikke har forberedt os på er, at vi skulle have udfyldt ArrivCan, ligesom vi gjorde, da vi krydsede grænsen mellem USA og Canada den første dag. For pokker da også hvordan kunne vi glemme det? Tolderen beder os om at hoppe på deres wifi og få udfyldt appen så han kan få os ekspederet igennem. I mens er han og en kollega ved at endevende en enlig dames bil foran os. Hver en taske bliver taget ud af bilen og gennemrodet og hun står 10 meter derfra og ser meget brødbetynget ud. Vi ved ikke hvad de eventuelt leder efter, men de er i hvert fald meget grundige!
Vi prøver og prøver at komme på deres wifi, men det vil ikke lykkes, så jeg må have fat i tolderen. Han prøver også 4-5 gange, men til sidst må han opgive at få os på og så ser han også igennem fingrene med, at vi ikke har udfyldt ArrivCan-formularen. Vi skal bare huske det næste gang vi krydser grænsen til Canada! Vi får vores pas retur med et stempel i og så kan vi ellers køre videre, mens den stakkels dame, stadig står og ser på at hendes ting bliver rodet igennem. Puha godt det ikke er os. Vi har ikke noget at skjule, men det ville da være ærgerligt at skulle have alt rodet igennem.
Vi kører som skrevet helt op til Haines Junction, hvor vi i øvrigt  kommer igennem 3 forskellige tidszoner, som vi ikke rigtig kan holde styr på, men det klarer vores ure heldigvis selv. I Haines Junction fylder vi igen tanken op og kører så lidt uden for byen, hvor der er en naturcampingplads, som vi vil bo på i nat. Det var bare ikke så let! Det er lørdag og klokken er over 17, så alt er optaget. Det er første gang vi er ude for at vi ikke kan få plads, men vi må køre videre med uforrettet sag.
Efter 15-20 km kommer der en rasteplads, hvor der ikke står noget om, at man ikke må overnatte, så her holder vi ind og parkerer lidt nede for vejen mellem nogle træer og tæt ved en flod. Faciliteterne er ikke meget anderledes end hvis vi havde fået plads på campingpladsen. Her er der også toiletter og rent og pænt.
Vejret har skiftet lidt hen på eftermiddagen. Der er kommet flere skyer og mens vi sidder og spiser kommer der også en regnbyge. Vi håber skyerne og regnen er drevet over til i morgen.
Jeg har vist ikke skrevet noget om dagslængderne. I dag er dagslængden på lige knap 19 timer og solen går ned kl. 23:30. Det giver lidt udfordringer om aftenen. Det er svært at komme i seng og i det hele taget at finde ud af, at det er sengetid, når det næsten hele tiden er lyst og det skulle bliver “værre” endnu, når vi kommer op til Fairbanks i Alaska. Vi skal vist til at se os om efter noget mørkt at sætte for vinduerne, så vi får noget mørke.

5. juni (Haines Junction – Fox Lake): Det regner til morgen og vi må finde de lange bukser frem igen. Lidt ærgerligt. Vi kan hurtigt vænne os til de korte bukser 🙂
Vi har boet ved en historisk bro – Canyon Creek Bridge, som vi lige må ned og kikke på, inden vi kører. Det er en meget fin gammel træbro, som er lukket p.g.a. højvande i floden!
Det grå vejr og småregnen fortsætter hele formiddagen, hvor vi kører de ca. 125 km op til Whitehorse. Selve vejstrækningen op til Whitehorse er ikke noget specielt, faktisk lidt kedelig, men Whitehorse, har jeg store forventninger til.
Whitehorse er Yukons hovedstad og over to tredjedele af Yukons indbyggere bor i Whitehorse, som har en helårsbefolkning på omkring 36.000.
I slutningen af ​​1800-tallet gav ørkenen på den østlige side af Yukon-floden plads til to bebyggelser med hytter, Closeleigh nær det nuværende Whitehorse og Canyon City fem miles op ad floden.
Den 8. juni 1900 blev White Pass & Yukon Railway fra Skagway færdiggjort på den vestlige side af floden, og Closeleigh blev flyttet til den nuværende byside og blev til Whitehorse. Den tyndt befolkede telt-og-hytte-by boomede og blev terminalen for gods, der blev overført fra jernbane til flodbåd for forsendelse til Dawson City.
I over 50 år fortsatte Whitehorse i denne vitale rolle.
Whitehorse har fået sit navn fra strømfaldene ved Yukon-floden, hvor det frådende vand lignede manker fra hvide heste.
Den anden store befolkningsstigning fulgte den amerikanske og canadiske regerings aftale om at bygge Alaska Highway i 1942. I løbet af den ni måneder lange konstruktion voksede befolkningen fra 500 til 8000. Efter krigen fastholdt Whitehorse sin betydning som et transport- og kommunikationscenter for Yukon. Den 1. april 1953 blev hovedstaden i Yukon officielt overført fra Dawson City til Whitehorse.
I dag er grundpillerne i Whitehorse-økonomien turisme, regering og minedrift.
Vi kører lidt rundt i Whitehorse og kommer bl.a. igennem hovedgaden, hvor der er nogle westernlignende bygninger, men ellers ligner byen en hvilken som helst anden forvokset provinsby. Vi er ikke imponeret. Vi parkerer ved SS Klondike, som er en gammel hjuldamper, som har sejlet på Yukon River, men den er lukket for besøgende, som rigtig meget andet også har været langs Alaska Highway. Noget står der lukket for the season, selv om man skulle synes at deres sommersæson burde været startet nu, hvor vi er inde i juni-måned. Andet står der blot lukket. Måske har Canada eller i hvert fald Yukon været hårdt ramt af Covid-19 nedlukningerne, da Yukon jo lever meget af turisme. De fleste private campingpladser og landevejskroer/moteller, som vi har passeret, har i hvert fald været lukket.
Vi havde regnet med at skulle bo nogle dage i Whitehorse, men som sagt, vi er ikke imponerede, så vi handler ind i Walmart og Safe-on-foods og får tanket op og kørt lidt rundt for at finde et sted, hvor vi kan få fyldt vores propan-tank op. Det er ikke let at finde et sted, som er åbent på en søndag, men det lykkes til sidst og så er vi ellers på vejen igen. Efter 35 km finder vi en skøn naturcampingplads ned til Fox Lake, hvor vi kan parkere for natten. Vi er der omkring kl. 17, men i dag, hvor det er søndag, er det ikke noget problem. Der er nogle som laver bål og spiser og hygger sig med både på søen, men snart forlader de pladsen og vi er næsten alene tilbage. Det er blevet rigtig flot vejr, så vi sidder i solen og læser og slapper af.
Jeg får dækket nogle af vinduerne til med sort plastik, så vi kan få lidt mere mørke til natten. Vi går i seng kl. 23, men på det tidspunkt er solen ikke engang gået ned endnu, så der er helt lyst. I aften går den først ned kl. 23:30.

6. juni (Fox Lake – Pelly Crossing): Det er igen en flot morgen med blå himmel og sol og vi må lige ned til søen endnu engang og nyde udsigten inden vi kører.
Vi kører mod Carmacks, som måske kunne være vores næste overnatningssted, hvis der er nok at se på. Vejen derop er der ikke så meget at sige om. Vi kører igennem områder, som har været ramt af skovbrænde og forbi nogle flotte søer og laver et par stop ved bl.a. Montagne Roadhouse, som var en af stoppestederne på hestevognsruten mellem Whitehorse og Dawson City. I dag står der alene ydervæggene i kraftige tømmerstokke tilbage.
I Carmacks får vi fyldt benzintanken op og besøger et lille Tagé Cho Hudan Interpretive center, hvor der er udstilling af dagligdags ting fra en indianers liv bl.a. jakker, skov, handsker og redskaber. En udhulet træ-kano og en kano lavet i skind på et træskelet. Museet er ikke så stort men der er mange fine effekter. Der skulle også have været en sti ned til floden med undendørs-ting, men da stien ikke havde været vedligeholdt i 3 år p.g.a. Covid-19, så var den iflg. damerne i museet fuldstændig tilgroet!
Vi fortsætter til Five Finger Rapids, hvor vi går ned af Yukons længste trappe for at komme ned til stien, som fører ud til kanten af klipperne, hvorfra man kan se de 5 kanaler (fingre) mellem klippeblokkene i floden, hvor man kan sejle igennem. Den bredeste og dybeste er tættest på og det var her hjuldamperne i sin tid sejlede med gods og passagerer. Passagen er i tiden fra 1900 til 1920 sprængt bredere, da flere hjuldampere blev skadet under turen mellem klipperne.
Oppe igen spiser vi frokost, mens vi nyder udsigten over floden og bjergene og flere og flere campere kommer til på rastepladsen, så vi fortrækker og kører til Pelly Crossing, hvor vi finder en campingplads ned til floden, hvor vi til at begynde med er helt alene, men snart vælter det ind med campere og vi bliver helt omringet. Måske er det alle dem, som vi også så ved Five Finger Rapids 🙂 Der står i øvrigt at campingpladsen er lukket, men en mand vinker os ind og da vi spørger, hvor vi skal registrere os, siger han, at det behøver vi ikke og det er gratis at overnatte her, så vi skal blot finde en plads.
Vejret er fortsat flot, så vi kan sidde ude i solen og læse og slappe af og se på floden, som er ret højvandet og strømmen er stærk. En håndværker, som sidder og nyder sin frokost ved floden, fortæller at flodens vandstand er steget med 3 meter på 3 uger, så der er gang i smeltningen af sneen højere oppe. Han fortæller i øvrigt også at der lå sne her for 3 uger siden, men i sidste uge havde temperaturen været oppe på 28 grader 3 dage i træk.

7. juni (Pelly Crossing – Dawson): Det har regnet det meste af natten, men her til morgen har vi heldigvis flot blå himmel igen. Ulrich var lidt bekymret over flodens voldsomme løb i går for der skal ikke meget mere vand i floden før den breder sig ind over campingpladsen, hvor vi holder. Han satte derfor en pind i flodbredden, hvor vandet gik til i går aftes, da vi gik i seng. Da han nu går ned for af se, hvortil vandet går, kan han i første omgang ikke finde pinden. Den står nu 2 meter ude i floden! Vandet er altså steget omkring 20 cm bare på i nat. Det er lidt skræmmende. Godt vi skal videre i dag, så vi ikke pludselig står med hjulene under vand 🙂
Vi fortsætte mod Dawson, som er målet i dag. Der er ca. 250 km. Det er ikke den mest spændende vejstrækning. Vi kører mellem de 2 store berømte skove i Canada. Den på højre side af vejen og den på venstre side af vejen 🙂 Vi passerer 3-4 voldsomt brede floder, som alle flyder ud i Yukon River på et tidspunkt, så den må også være voldsom p.t. De lokale siger, at der aldrig har været faldet så meget sne, som i denne vinter og det ses så nu på vandstanden i floderne, når sneen smelter.
Vejens beskaffenhed ændrer sig lidt undervejs. Det har hidtil været en meget fin vej at køre på uden de store ujævnheder, men i dag må vi slingre lidt fra side til side for at undgå de værste frostskader. Heldigvis er der også meget færre biler og lastbiler end vi har været vant til, selv om det nu ikke ligefrem har været mange vi ellers har set. Det har nærmest været som en jysk motorvej 🙂
Vejvæsenet er ved at udbedre vejen og det betyder, at vi render ind i 3 forskellige strækninger med vejarbejde. De 2 hvor vi skal køre efter en “Follow me” vogn, som sætter farten og anviser kørespor. Det første stykke er over 10-15 km, hvor vi kører på løse sten. Det næste er knap så langt og der er ikke kommet sten på endnu, så der kører vi i dybe spor, som desværre også er lidt mudret p.g.a. regn, så dels bliver camperen temmelig beskidt og dels skrider den i sporene, så det er ikke så rart at køre i. Det sidste er kun 5 km og bare løse sten, som man kan vende sig til bare, der ikke kommer modkørende lastbiler og kaster stenene op!
Som skrevet ikke den mest spændende rute, men lige inden vi kommer til Dawson, ser vi både en sortbjørn (nr. 19) og en lille ræveunge, som står på en stor klippe i vejsiden og ser på os. Det muntrer os lidt op 🙂
På de sidste 3-4 km ind mod Dawson ligger der kæmpe stendynger langs vejen. Det er helt tydeligt menneskeskabte stendynger, men vi er ikke helt klar over, hvad de skal til for. Da vi senere får læst på lektien finder vi ud af, at bunkerne er lavet af gravemaskinerne (dredges), som man bruger til at grave efter guld. Når man ser området oppefra kan man se, at hele området er fyldt med noget som ligner slanger. De har gået meget systematisk til værks og indevendt hele området ved hjælp af dredges for at finde guld og ikke brugt tid og penge på at slette sporerne efterfølgende!
Dawson City i Yukon var stedet for det berømte Klondike Gold Rush i 1898. Den historiske guldfeber varede kun et par korte år, men dens arv lever videre. Mere end 100 år senere er guldminedrift fortsat en økonomisk grundpille, men turisme er den vigtigste økonomiske drivkraft i denne guldfeberby.
Dawson City-området har produceret tæt på 14 millioner ounces guld i de sidste 120 år.
Det hele begyndte med Robert Henderson, en pelsfanger og deltidsguldgraver, som i 1894 fandt guld i Rabbit Creek (senere omdøbt til Bonanza Creek) ikke langt fra hvor Klondike-floden munder ud i Yukon. Da han var færdig med at udforske det klare, lavvandede vandløb, var han sikker på, at han var tæt på et stort fund.
Der gik dog to år, før han kunne overtale sin ven, George Carmack, til at tage ind i området. Carmack og hans indfødte ledsagere, Tagish (Dawson) Charlie og Skookum Jim, udforskede området omkring floden, som First Nations-folkene kaldte “Tr’ondek” – eller Klondike på engelsk. De tre heldige guldgravere opdagede guld på Bonanza Creek den 16. august 1896, og Klondike Gold Rush var i gang!
Carmack registrerede hurtigt kravet i den nærliggende minelejr Fortymile, men han fortalte det ikke til Henderson, som endte med at gå glip af de rigeste fund.
30.000 minearbejdere, guldgravere, lagerholdere, salonholdere, bankfolk, spillere, prostituerede og svindlere fra alle hjørner af kontinentet strømmede gennem sneklædte bjergpas og ned ad Yukon-floden for at satse deres formue på vandløb med navne som Eldorado, Bonanza, Last Chance og Too Much Gold. Størstedelen fandt ingen guld overhovedet. Men udsigten til pludselige rigdomme var ikke alt. For mange af dem, der foretog den utrolige rejse, repræsenterede Klondike flugten fra et trist liv og eventyret om en ny tilværelse.
Dawson City voksede op i skyggen af ​​bjerget kaldet Midnight Dome. På de flade flodbredder opstod en by med nedtrampede muddergader, saloner, kirker, spillehuse og teaterforestillinger. White Pass & Yukon dampskibe kunne normalt findes ved kaj ved floden. Disse smukke både var en del af en flåde på 250 hjuldampere, som sejlede på Yukon-floden.
Klondike Gold Rush havde en stor indflydelse på de lokale First Nations, The Han. De beboede landet omkring Yukon-, Stewart- og Klondike-floden i flere tusinde år og var en af ​​de få Yukon-stammer, der udviklede permanente landsbyer i Yukon. I dag er de koncentreret i Dawson City, hvor de driver Dänojà Zho Cultural Center.
I Dawson kører vi direkte til Turistbureauet for at høre om, hvad de vil foreslå, vi skal se i byen, hvis vi bliver en dag og for at få de seneste meldinger om Top of the World Highways tilstand. På turistkontoret er de meget hurtige til at få os på en rundvisning på The Palace GrandTheater. Vi troede, at det var en mini forestilling, vi skulle ind til, men det var en rundvisning, hvor Fred vores guide fortalte om teatrets historie og opståen tilbage i 1899. Det oprindelig teater er dog revet ned, da det var i for dårlig stand, men den er en tro kopi, som står der i dag. Fred var en god fortæller og gjorde rundvisningen meget levende, så vi fortrød ikke at vi brugte tid på det 🙂 Efterfølgende var vi tilbage på turistkontoret og fik lidt mere information om, hvad vi kunne foretage os i byen, hvilket i deres optik var at komme til yderligere rundvisninger. Det gad vi ikke, men vi fik også lidt info om Top of the World highway, som vi kan bruge, når vi kører den i overmorgen. Faktisk blev vi lidt overraskede over, at vejen først var åbnet den 1. juni efter vinterlukningen. Den plejer ellers at åbne midt i maj. Vi havde slet ikke forestillet os, at det kunne blive et isue! 
Vi får anbefalet en campingplads midt i byen, hvis vi gerne vil kunne gå til alt ting. Der ligger yderligere 2 campingpladser i byen, men de ligger 3 km uden for bygrænsen ude ved guldminefelterne. Vi vælger den midt i byen. Vi har vores cykler, som vi kan cykle på, men da det har regnet og gaderne ikke er asfalteret, er de temmelig mudrede, så vi ville sikkert ikke se særlig pæne ud efter at have kørt på cykler uden skærme!
Vi går en tur i byen og nyder alle de gamle bygninger. Det her er en autentisk by. Det er ikke bare kulisser, som i Skagway. Nede ved floden Klondike River møder vi Andrew, en sjov fætter. Det er en mand på omkring de 75 år, som har sin egen fragtbåd liggende på floden. Det er en gammel flad træbåd, som han har haft i 43 år og han brænder virkelig for den båd, men lige nu er han voldsom bekymret for båden på grund af vandstanden i floden og det pres der er på vandet, som slæber hele store træer med i strømmen. Hvis et sådan træ rammer hans båd, så vil det smadre den, så han sover på båden om natten i førehuset for at holde øje med om der kommer træstammer flydende. Pludselig mens vi står og snakker får han øje på en træstamme og må skynde sig over på båden. Vi møder ham senere, hvor han fortæller, at træstammen ikke blev noget problem – heldigvis. 
Det er lidt koldt, så vi går tilbage til campingpladsen, hvor vi til vores skræk ser, at der er kommet en flok børn og deres pædagoger, som er ved at slå telte op lige ved siden af vores camper. Det havde vi ikke set komme. De holder åbenbart lejrskole på campingpladsen! Vi er noget bekymrede for vores nattesøvn, men det viser sig, at vi bekymrer os unødigt. Vi hører dem overhovedet ikke. Det kunne danske skolebørn lære af 🙂
Vi har besluttet at blive 2 nætter her i Dawson, da vi synes det er en hyggelig by og vi skal nok finde på noget at foretage os. I aften vil vi dog blot tidligt i seng.

8. juni (Dawson): Endnu engang vågner vi til en flot morgen, hvor det virker lidt varmere end i aftes. Vi har sovet længe og bruger lidt tid på at finde ud af, hvad dagen skal gå med. Det er helt uvant for os ikke at skulle køre videre. Det er første gang på snart 3 uger, at vi har 2 overnatninger det samme sted.
Vi beslutter os for et hike op til Midnight Dome, som er bjerger, der rejser sig op lige bag byen, og hvorfra der skulle være en fin udsigt ud over byen, floden og de gamle guldminefelter. 
Det er et lille hike på 8 km frem og tilbage og 564 højdemeter. Det burde vi kunne klare, selv om det er første hike på turen. Det er mest op igennem skov, hvor vi ikke kan se så meget, men da vi kommer op over træerne, har vi en skøn udsigt, som har været besværet værd. De sidste 4-500 meter var virkelig stejle og svarede ikke helt til den beskrivelse vi havde, men når det er overstået, og man står og nyder udsigten, så glemmer man hurtigt, at det har været lidt hårdt. Tur og lidt fotos kan du se her.
Nede igen er vi sultne, så vi får os en frokost inden vi starter camperen og kører ud til Claim 33 Gold Panning og Mining Museum. Vi vil se hvordan det har været at grave og vaske guld under det gode gamle Klondike gold rush.
Der står en masse gammelt materiel fra guldgravertiden og der er også mulighed for selv at lære at vaske guld. Det er egentlig Ulrich, som er mest nysgerrig for at lære at vaske guld, men det ender med, at det er mig, som står med et fad i hænderne med en passende mængde sand og grus i, som skal vaskes for at se om der skulle være noget guld gemt deri. Det er en meget ivrig læremester jeg får, som går meget op i, at jeg skal gøre det helt rigtigt, så han fører nærmest mine hænder og bevægelser, så vandet og sandet bliver rystet rigtigt fra side til side og fadet bliver hældt i den helt rigtige vinkel, så vandet tager sandet med ud, men lader evt. guld blive tilbage i fadet. Det er faktisk ret spændende, må jeg indrømme og jeg er helt bange for at miste de tre stykker guld, som ligger tilbage i fadet til sidst. Det skal være usagt om de er placeret i fadet eller det er tilfældigt, men vi får i hvert fald lov til at beholde guldet i en lille beholder med vand, så vi har et evigt minde. 
Således oplært i guldvaskning bliver vi udstyret med en spade og 2 guldvaskefade og en anvisning om at køre ud til Claim #6, som ligger 5 minutters kørsel fra museet. Claim #6 ligger ned til Bonanza Creek, som faktisk er den creek, hvor de først guldfund blev gjort i 1898, så der har i hvert fald været guld. Spørgsmålet er, om der stadig er noget? Vi skal da i hvert fald give det et forsøg. Vi vasker og vasker og det begynder at regne og vi vasker videre indtil det bliver for voldsomt og vi må krybe i lå i camperen til det stilner af, hvorefter vi vasker igen. Vi er blevet lidt grebet af det og der kommer også andre turister, som os og vasker, men vi hører ingen jubelskrig. Måske holder man det bare for sig selv, når man finder guld! Vi jubler desværre heller ikke. Efter 2-3 timer må vi se i øjene, at der enten ikke er noget guld eller også er vi bare ikke gode nok til at vaske, så guldet bliver tilbage. Vi finder i hvert fald ikke noget guld – øv. Det kunne ellers have været sjovt 🙂
Vi kører tilbage og standser ved Dredge nr. 6, som er den sidste gravemaskine af sin art, som har været brugt i Dawson-området. Det er en kæmpe gravemaskine, som har lavet alle de grusbunker, som man bliver mødt af når man kører ind til Dawson.
Hjemme på campingpladsen får vi aftensmad og går tidligt i seng igen. Det har været en hård dag med både hike op til Midnight Dome og guldvaskning og desuden skal vi tidligt op i morgen, da vi skal køre over Top of the World highway og gerne vil have god tid til det.
Det er iøvrigt svært at vide om man går tidligt eller sent i seng for det er lyst stort set hele tiden. Vi går typisk i seng inden solen går ned! I aften går solen ned kl. 00:34 og står op igen kl. 3:58.

9. juni (Dawson – Tok): Vækkeuret ringer allerede kl. 5:30 og for en gangs skyld er det ikke en flot morgen! Der er skyer og det er koldt – kun 5 grader. Mens vi spiser morgenmad, kommer der også lidt regn. Det er bare så ærgerligt, når vi skal op og køre i højderne og nyde udsigten ud over “toppen af verden”. Vi havde valgt netop i dag, da den så bedst ud i vejrudsigten, men lige nu tyder det på, at i går ville have været langt bedre.
Vi kan ikke gøre noget ved det, så vi må bare håbe på, at regnen ikke tager til og at skyerne ikke hænger for langt nede, så vi intet kan se.
Vi kører ned til færgen, som ligger 200 m fra campingpladsen. Det er en lille bitte færge, som sejler biler og personer over Yukon-floden hele døgnet og den er gratis. Den sejler så længe, der er isfrit og når isen kommer, så kan man ikke komme over floden mere med mindre der er så meget is, at der kan laves vej hen over isen!
Vi er de eneste, som skal med færgen, men de sejler os alligevel over. Ikke noget med at vente på at der evt. kommer flere. Det tager kun ca. 10 minutter fra vi er kørt ombord til vi skal fra borde igen. På grund af den meget høje vandstand, har de tilsyneladende måtte smide mere sten og grus på landingsstedet og det giver en meget ujævn afkørsel og vi skraber da også bagenden af camperen mod jorden en enkelt gang, men der sker heldigvis ikke noget.
Vel ovre på den anden side kører vi op af den asfalterede vej. Vi har læst rigtig meget om denne vej – Top of the world highway – og der står meget forskelligt om dens beskaffenhed. Nogle steder står der, at den er asfalteret hele vejen og andre steder står der, at det kun er noget af den, som er asfalteret og resten er grusvej med masser af huller. Vi får se, men en ting er sikkert. Alle der har kørt ruten, beskriver den som meget smuk, så det kan de i hvert fald blive enige om og det er også det, vi har forholdt os til og så må vi se hvor slet vejen er! Håber bare ikke at vi punkterer.
Top of the Worlde highway begyndte blot som en transportvej ud af Dawson kort efter The Gold Rush. Den forbandt Sixtymile og de nærliggende guldfelter. Den blev gradvist forbedret og blev kendt som Ridge Road. I 1930érne blev den forlænget til grænsen og videre til Jack Wade og Chicken, som dermed blev forbundet til Dawson i Canada. I slutningen af 1940érne gav Alaskas Taylor Highway de små samfund adgang til den omkringliggende verden via den nylig færdigbyggede Alaska Highway.
Vejret klarer heldigvis op, men det er meget koldt, så vi vil helst ikke ud af camperen. På nogle af de højeste steder ligger der stadig flere meter høje snedriver, så det er ikke så mærkeligt, at vejen først er åbnet for nylig. Det er en meget flot tur og vi føler virkelig, at vi kører on the top of the world. Vi kører på en højderyg med stejle sider ned til begge sider, men det er heldigvis en bred vej, så det er ikke så skræmmende. Vi kan se til verdens ende eller sådan føles det. Vi ser ud over både grønne træklædte bjerge og hvide snedækkede toppe og så desværre også enorme områder, som har været ramt af skovbrænde og derfor ligner afbrændte tændstikker. Skovbrænde heroppe opstår typisk på grund af lynnedslag og da der ikke er fare for mennesker eller ejendomme, så gør man som regel ikke noget for at stoppe dem. De får blot lov at race ud og bliver kun overvåget, så de kan inddæmmes, hvis de nærmer sig beboelser eller lignende.
Som sagt er det en smuk tur, hvor vi dog kunne have ønsket os lidt mere sol og blå himmel og vejen er IKKE asfalteret hele vejen. Højst halvdelen er asfalteret, men resten er temmelig fladt tilkørt grusvej og enkelte steder med løse sten, så det er ikke noget problem at køre der, selv med en camper. 
Efter ca. 125 km er vi nået til grænsen mellem Canada og Alaska ved Little Gold eller Poker Creek. Vi har forberedt os grundigt denne gang og spist alt det, som vi ved ellers vil blive konfiskeret, såsom kylling og æg og visse grøntsager og vi har set igennem, hvad vi har tilbage af madvarer, så vi kan svare helt rigtigt på alle spørgsmål. Og det eneste tolderen så spørger os om er, hvornår vi er ankommet, hvilken rute vi kører og hvornår vi skal hjem og om vi har købt noget i Canada, som skal fortoldes! Alle vores forberedelser er spildte 🙂 men vi får et fint stempel i vores pas, hvor der er et billed af en elg og står Poker Creek / Alaska.
Efter grænsen er der et flot stykke på 20 km med ny asfalt. Det er en nydelse af køre på efter den mere rå asfalt og larmende grusvej, som vi ellers har kørt på, men det varer ikke ved. Efter de gode 20 km bliver vejen både smallere, mere snoet og den går over i en temmelig hullet grusvej. Vi må sætte farten ned og højst køre 50 km i timen og køre lidt fra side til side, så vi undgår de største huller, men det er heller ikke noget problem for vi møder stort set ingen modkørende. 
Chicken er den eneste by på vejen, hvis man kan kalde det en by. Der er 23 indbyggere om sommeren og 7 om vinteren! Vi kommer dagen før den årlige musikfestival Chickenstock, så der er lidt flere mennesker og telte end der ellers normalt er i byen. Det er et sjovt sted, som egentlig kun består af et par campingpladser med tilhørende cafeer og et par barer og en butik med alverdens ting med kyllinger på. Byens vartegn er selvfølgelig også en kæmpe stor kylling lavet af gamle metal skabe fra en skole.
Vi går lidt rundt og ser på de sjove ting i butikken og er inde på baren, som er udsmykket med caps. De dækker alle vægge og hænger ned fra loftet. I cafeen køber vi en enorm kanelbolle, som vi må dele og kaffe til at skylde den ned med 🙂 Vi nyder den udenfor, hvor vi kan sidde i solen, som heldigvis er kommet frem. Her foran cafeen møder vi for tredie gang et ægtepar, som også rejser rundt i camper. Vi har hilst på dem i Skagway og Haines og nu også her, men ikke snakket med dem, men nu kommer de over og sætter sig ved siden af os og vil snakke. De er fra Schweiz og rejser lige som os rundt i 2 måneder. De skal dog ikke videre ind i Alaska, men vender og kører tilbage til Canada.
Efter endnu en tur rundt til Pedro Dredge nr. 4 (guldgravemaskine) og op til den store kylling, sætter vi os bag rettet igen. Vi har ikke tænkt os at blive til musikfestivalen. Her bliver vist temmelig overfyldt hen over weekenden.
Fra Chicken og ned til Tok er det asfalteret vej, så vi er formentlig færdige med at køre på grus og sten vejen fra nu af, bortset fra når vi skal ind i Denali Nationalpark, men den tid den glæde 🙂
Da vi når til Tok er vejret igen skiftet. Det er blæsende, koldt og det regner – øv. Vi finder en naturcampingplads, hvor vi næsten er alene. Eller i hvert fald den første time, for så vælter det pludselig ind med campere, så pladsen vist bliver helt fyldt.
Det har været en lang dag, så vi får kun lige aftensmad og så går vi under dynen.

Vi har jo nu krydset grænsen til Alaska og derfor fortsætter dagbogen under en ny side. Se Alaska dagbogen her.