Dagbog fra Thailand (2018)

8. – 9. december (CPH – Bangkok): Vi begynder vores ferie stille og roligt over morgenmaden og kører selv i lufthavnen kl. 10.30 og stiller bilen på den lukkede parkeringsplads, som vi har bestilt plads på i forvejen. Vi skal først flyve med Thai Airways kl. 13.50 direkte til Bangkok. Alt går som planlagt bortset fra at jeg bliver stoppet i security-kontrollen. Min rygsæk bliver testet positiv for sprængstoffer!! Det har jeg ikke prøvet før. Hele rygsækken bliver endevendt og alt indhold lagt ud på bordet. Det er lidt grænseoverskridende, men damen er meget sød og hun gør jo kun sit job, så vi står pænt og ser til 🙂 Da alt er ude og hun ikke har fundet nogen sprængstoffer, kan jeg selv få lov at pakke tasken igen. Tjekket her tager en del tid, så vi får ikke lang tid i loungen, men vi når da lige op og får en kop kaffe og lidt sodavand. Der er ingen alkohol mere, så vi kan ikke engang skåle og ønske hinanden god ferie. Det er efterhånden en skrabet lounge.

Da vi kommer ombord på TG951 mod Bangkok er der derimod ingen smalle steder. Her kan vi få vores gin-tonic og så er ferien for alvor begyndt.
Flyveturen tager lige knap 10 timer og vi er fremme i Bangkok kl. 5.45 lokal tid. Det regner og er “kun” 25 grader. Det var ikke lige hvad vi havde drømt om, men forhåbentlig bliver det bedre op af dagen.
En time senere har vi fået vores bagage, hævet penge i en ATM og kommet ud, hvor vores forudbestilte taxi skulle hente os. Vi kan ikke finde vores navn på noget skilt, så vi må lige ringe til taxiselskabet for at blive guidet det rigtige sted hen, hvor Kim står med et stort skilt og tager imod os.
Der er ikke meget trafik sådan en søndag morgen, så vi er ude på vores hotel Chatrium Riverside kl. 6.30. Vi har fået garanteret at vi kan få vores værelse kl. 11, men håber selvfølgelig at få det med det samme. Det er imidlertid ikke færdigt endnu, så vi må hygge med en velkomstdrink, en lille lur ved poolen og en tur på Starbuck før værelset er klart kl. 10, så vi kan komme op og sove et par timer. Det trænger vi efterhånden til. Vi har ikke sovet meget på flyveren.
Det er iøvrigt et lækkert 70 kvm stort værelse med stor balkon, køkken og opholdstue ud over soveværelset og med udsigt ud over Chao Phaya floden. Beliggende på 32. etage. Det kan ikke fåes bedre :-). Vi er meget tilfredse, da vi ligger os på sengen.
Om eftermiddagen ligger vi og slapper af ved poolen og får afternoon-tea i Club-loungen og senere cocktails og småretter samme sted. Vi får så meget at spise og drikke, at vi ikke har behov for mere, så vi forlader slet ikke hotellet. Det er en ren afslapningsdag, hvor vi blot skal lande rigtigt. Det regner iøvrigt ikke mere efter vi forlader lufthavnen og temperatueren sniger sig også op på 31 grader, så det er dejligt.
Vi sidder og nyder vores udsigt over Bangkok og trafikken på floden. Der er en evig strøm at cruisebåde med aftenselskaber og turbådene, som sejler turisterne frem og tilbage over og langs floden. Det er et flot syn.
Vi går tidligt i seng og regner med at vi skal ud og se lidt af Bangkok i morgen, hvor vi er mere udhvilede 🙂

10. dec. (Bangkok): Vi vågner tidligt. Det har været en urolig nat, hvor vi har været vågen adskillige gange på grund af tidsforskellen. Solen skinner fra en skyfri himmel og der er 27 grader, da vi vågner. Det er Thailand, som vi kender det. Vi spiser morgenmad i loungen, hvor der er dejlig stille i modsætning til nede i restauranten, hvor der er et mylder af mennesker. I loungen er der kun os og et andet par og tjenerne står på spring for os. Det er en dejlig måde at starte sin dag på og sidde og kikke ud over floden og byen.
Efter morgenmaden tager vi hotellets shuttlebåd til Taksin Bridge og videre herfra med expres-båden op mod Kaosan Road (backpacker-kvarteret). Der er rigtig mange med båden, som er det lokale transportmiddel. Det koster kun 15 bath mod turistbådens pris på 50 bath. Vi synes det er sjovere at tage med den lokale båd, som vist også er lidt hurtigere. Vi passerer på vejen ØKs gamle hovedkvarter, som desværre ser lidt forfalden ud og hotel Oriental, som ligger lige ved siden af og længere oppe af floden er Wat Arun (Morgenrødens tempel), de kongelige skibshaller, marinens dokker og Grand Palace og Wat Po inden vi til sidst ankommer til stationen, hvor vi skal af.
Når vi er i Bangkok er det næsten en tradition for os at tage til Kaosan Road. Det er som sagt backpacker-kvarteret for man kan få overnatninger til 40 kr. og opefter, så der er alle mulige sjove mennesker at se på. Vi går først lidt rundt og kikker inden vi beslutter os for at tage en gang massage. Der er et stort udvalg, så det er svært at beslutte sig, men priserne er det samme. 250 bath (50 kr.) for en times Thai massage pr. person. Det er til at overkomme 🙂
Det er nogle små piger/damer, som masserer os, men man skal ikke tage fejl. De kan godt tage fat! Vi er begge ved at ryge op i loftet af smerte, da de tager fat i lægmusklerne. Ulrich bliver ved at jamre sig, men min massør finder et leje, hvor jeg synes det er OK og til at holde ud, selv om hun ælter musklerne godt igennem. Det er utroligt så mange ømme muskler hun kan finde, selv i hårbunden 🙂
Efter en time får vi te og småkager at slutte af på. Jeg synes det har været dejligt at blive masseret igennem. Ulrich er lidt mere forbeholdende med sine udtalelser 🙂
Vi er ikke helt færdige med at gøre noget godt for os selv. Vi skal også have noget blidt, så da vi kommer til et massagested, hvor de også har fiskebade til fødderne, må vi også lige prøve det. Vi får vasket fødderne og derefter stikker vi fødderne ned i et stort akvarium med hundredevis af fisk (5-15 cm lange). Man kan undrer sig over hvorfor, men fiskene angriber straks fødder og lægge. Det er en sjov fornemmelse, når de napper. Det er ligesom at se sugemallerne i et akvarium, som normalt går efter algerne. Her går de efter de døde hudceller på ben og fødder. 15 minutter sidder vi og kikker på fisk og nyder at blive nappet i :-). Det er vist nok temmelig dyrt derhjemme, men her koster det kun 150 bath pr. person (30 kr.).
Nu er vi så også blevet tørstig, så næste stop er en lille restaurant, hvor vi har været før. Den ligger midt på Kaosan Road og der er udsyn til de sjove og mærkelige mennesker, som trasker op og ned af gaden. God beskæftigelse at se på.
På vej ned mod floden og båden må vi lige have et pit-stop mere med en øl og lidt frokost. Man går ikke så langt på literen her i varmen (31 grader). Solen er igen gået bag et skydække, men det gør ikke så meget, når vi alligevel går inde i de små gader.
Turen hjem til hotellet med expresbåden er lidt mere behagelig end opturen, da der ikke er så mange mennesker med nu, så vi får en siddeplads fra starten af. Da vi igen passerer ØK’s hovedkvarter og jeg tager billeder, vender manden, der sidder foran os, sig om og fortæller, at det er en meget gammel og berømt bygning og en berømt mand, som har bygget den. Vi nikker og siger, at han er dansker, men det ved den thailandske mand åbenbart ikke for han ryster på hovedet og siger et andet navn. Da vi efterfølgende slår navnet op på internettet viser det sig at være navnet på det skib, som ØKs grundlægger H.N. Andersen sejlede på inden han startede ØK. Thoon Kramon, som skibet hed, var eget af kongen.
Fra Taksin Bridge går vi hjem til vores hotel og er på vejen inde omkring et flot tempelområde, som ligger lige ned til floden.  Det er tilsyneladende et samlingssted for folk, som gerne vil fodre fisk. Der bliver fodret med toastbrød og kæmpe store fisk slås i vandet om at få brødet. Der er så mange at de bliver løftet helt op af vandet i deres kamp for føden 🙂
Hjemme på hotellet igen ligger vi os ned og slapper af ved poolen indtil det er tid til en drink i loungen og efterfølgende en skøn buffetmiddag nede på terrassen ved floden. Det blæser en lille smule, hvilket er dejligt for os da temperaturen ellers er lige i overkanten. Men blæsten er åbenbart for meget til at starte grillen op på terrassen, så de har i stedet nogle små indendørs kulvarmere, som de store rejer og små steaks bliver grillet over. Vi får nu mest sushi, som der er rigeligt af og som smager fantastisk 🙂 Det er en skøn måde at sige farvel og tak til Bangkok på for denne gang.

11. december (Bangkok – Koh Lanta): Vi sover længe og hygger os over morgenmaden inden vi tjekker ud og tager en taxi til lufthavnen kl. 11. I modsætning til da vi ankom, har vi ikke booket taxien i forvejen, men får blot hotellet til at ringe efter en. Det er væsentligt billigere! Den prebookede betalte vi ca. 200 kr. for. Taxameter-taxien her betaler vi kun 375 bath for inkl. vejafgifter. Hvilket svarer til 75 kr.
Ude i lufthaven går alt glat og fra vi har forladt hotellet til vi sidder i gaten og venter er der kun gået 1 time. Det er vist rekord for check in og security og kørsel. Det er blevet væsentlig lettere at komme igennem Bangkoks trafik efter at alle de store express-veje er blevet bygget oppe over de travle gader.
Der er iøvrigt sket rigtig meget i Bangkok siden vi har været her sidst for 5 år siden. De bygger og bygger. Ikke kun store motorveje igennem byen, men også høje bygninger. Det er næsten ikke til at kende mere.
Flyveturen til Krabi tager 1 time og 10 minutter, så vi er fremme kl. 15, hvor vores prebookede chauffør fra Krabi Shuttle står og venter på os. Han koster 2400 bath (480 kr.). Det kunne sikkert også være gjort billigere ved at arrangere det, når vi kom frem, men det er nu meget rart ikke at skulle bekymre sig om transporten, når man ikke har været der før og det er trods alt en køre og sejltur på 2-3 timer iflg. diverse selskaber. Vi er heldige og er allerede fremme efter 1,5 time. Der var stort set ingen trafik og vi kørte lige ombord på færgen. Turen er iøvrigt ikke særlig spændende. Vejen fører igennem kokus og gummiplantager, så der er ikke meget se på og der hvor færgen sejler over er det mangrove.
På vores hotel Twin Lotus får vi anvist vores værelse, som er et private deluxe pool værelse, så vi har egen pool og badeværelset er iøvrigt også udenfor. Det er et meget pænt værelse, men vi føler os alligevel lidt skuffede. Det så mere lækkert ud på billederne! Måske er vi bare trætte og skal lige vende os til varmen hernede. Her er fugtigvarmt og 31 grader. Vi sætter kufferterne og tager en tur i vores pool og bliver kølet lidt ned inden vi går en lang tur ned af stranden, som er rigtig dejlig. Fint sand og stille og roligt. Ingen høj musik – dejligt.
Vi ender i den sydlige ende af stranden, hvor Time for Lime restauranten ligger. Den ser ikke ud af noget særligt, men en kollega har anbefalet den, så der sætter vi os og ser det sidste af solnedgangen over havet, mens vi får en øl og en Pinacolada – uhmm.
Vi er sultne, men de har kun set-menu her og det lyder meget stærkt ud fra beskrivelse, så jeg er ikke helt klar til den slags nu. Vi tager i første omgang bare et par små forårsruller, som smager rigtig godt og imens vi spiser dem, får nabobordet menuen. Det ser rigtig lækkert ud, så jeg ombestemmer mig. Det smager pragtfuldt. Noget af det er lidt stærkt, men det går alligevel 🙂 Der er en grund til, at de er rated nr. 1 på tripadviser. Det er fuldt fortjent og en appetizer og 3 mindre retter + forårsrullerne koster 100 kr. per person, så man bliver bestemt heller ikke ruineret.
Det er helt mørkt, da vi går hjem over stranden. Der er ikke mange mennesker. Hverken på stranden eller på restauranterne, som ligger helt ned til stranden. Nogle er faktisk helt tomme. Man må ikke håbe for ejerne, at det er deres højsæson nu for så lever de ikke særlig godt!
Vi udser os nogle restauranter, som ser hyggelige ud til de næste aftener. Der er særligt 2 som er godt besøgte og hvor der er levende musik. Det kunne godt være en mulighed i morgen.
Hjemme nyder vi en tur i vores private pool inden sengen kalder.

12. december (Koh Lanta): Vi har sovet meget lidt i nat. Det har været utroligt varmt og vi er ikke gode til at sove med aircon, så vi faldt først rigtigt i søvn ved 4-tiden, hvor temperaturen var faldet til 25-26 grader.
Jeg vågner først kl. 8 og sengen ved siden af er tom! Ulrich er stået op uden at jeg har hørt det og ligger og flyder ude i poolen med et stort smil om munden. Det kan han godt vende sig til, mener han 🙂
Jeg er nu stadig ikke helt tilfreds med værelset. Jeg tror, det er fordi vi er isoleret inde bag en mur. Vi kan hverken se eller høre andre mennesker.
Vi går ned og får morgenmad og bliver enige om, at vi da i hvert fald kan se om der er nogle andre værelser, som vi hellere vil bo på, så efter morgenmaden går vi først rundt på hotelområdet og udser os nogle værelser og henvender os derefter til receptionen for at høre om vi kan få lov at se et par værelser. De er meget hjælpsomme og kører os i golfvogn rundt til 2 forskellige værelser, som vi synes begge er bedre end det vi har, selv om det ene er billigere og det andet dyrere. Det ender med at receptionen vil opgradere os til det dyrere værelse, som er en garden villa, hvor vi har førstesalen. Her føler vi os meget bedre til rette og pakker straks vores kufferter, så vi kan flytte, når det nye værelse er gjort klart til os.
Således i meget bedre humør ligger vi os ned til poolen og senere går vi tur langs stranden og sidder og får frokost på en lille restaurant direkte på stranden. Det er helt overskyet, men vi må alligevel op og have solbeskyttelse på for ikke at blive forbrændte. Måske var det allerede for sent. Vi er i hvert fald begge blevet lidt røde på de blege kroppe.
Aftensmaden indtager vi også på en strandrestaurant. Det er rigtig rart blot at slentre langs stranden i bare tæer og finde en sted, der ser godt ud. Menuerne er stort set ens, så det er mest at finde det sted, hvor der ser hyggeligst ud.

13. december (Koh Lanta): Der er ikke meget at berette. Vi har alene daset ved poolen og gået op og ned af stranden og fået dejlig mad på et par af de små strandrestauranter. Det er ren afslapning 🙂 jo for resten vi var også oppe ved hovedvejen bag ved hotellet i et lille supermarked og købe tonic til vores gin og en is. Det var den dags eventyr 🙂

14. december (Koh Lanta): Det er underligt igen at skulle skrive, at vi ikke rigtig har foretaget os andet end slappet af ved poolen og gået på stranden. Det er ikke lige den måde vi plejer at holde ferie på og hen på eftermiddagen, blev det også lidt for megen dasen for mig 🙂 Lidt skulle der trods alt ske, så vi lejede et par cykler til den fyrstelige pris af 30 kr. pr. cykel pr. dag. Det var nogle udmærkede mountainbikes, som dog havde en lidt lav sadel til Ulrich, men vi skal jo ikke køre de lange ture, så det går nok.
Vi har endnu ikke været oppe i den by, som skulle ligge tæt ved, men dog for langt til at gå, så den skal nu udforskes. Der er ikke mere end et par kilometer, så vi kunne godt være gået. Det gør vi måske i morgen eller tager en tuk-tuk. Byen hedder Saladan og der er egentlig meget hyggeligt. Den er ikke særlig stor eller i hvert fald ikke den del vi så, men der er de sædvanlige markeder og butikker og restauranter, men lige som på stranden er det stadig meget stille og roligt. Der er ikke høj musik eller barer med letlevende damer. Eller det ved vi selvfølgelig ikke om der er, men de er i hvert fald ikke fremherskende i gadebilledet 🙂
Der er specielt en gade, som ligger parallelt med vandet, hvor der er restauranter, som ligger på pæle ud i vandet. Der er rigtig hyggeligt. Vi sidder først på en og får en cola og kikker ud over vandet, hvor bådene kommer ind med turister og hummerbure. Bagefter får vi en times massage for at fordrive tiden inden det er tid til, at vi skal have aftensmad. Vi vil gerne spise på en af restauranterne på pæle. De ser gode og hyggelige ud. De er umiddelbart meget ens og menukortene er også meget ens, så det er svært at vælge!
Vi vælger en tilfældig og er meget tilfreds med vores valg. Vi får skøn thai-mad, som dog ikke er stærk, så den er vist tillavet i forhold til vores smagsløg, men de sætter selvfølgelig diverse sovse med chili på bordet, så vi selv kan vælge, hvor udfordret vi vil være. Jeg er ikke til stærk mad, så jeg springer over!
Vi sidder og nyder vores mad og drikke et par timer, men der kommer heller ikke her ret mange mennesker. Vi sidder højst 7 på vores restaurant og det samme er tilfældet på restauranterne ved siden af. Her er meget tomt. Det er meget rart for os, men selvfølgelig lidt synd for dem, som skal leve af turisterne.
Det er helt mørkt, da vi kører hjem til hotellet på vores cykler uden lys på. Heldigvis er der gadelygter langs hele vejen hjem, så vi kan finde vejen og de øvrige trafikanter kan se os. Vi kommer godt hjem uden uheld.

15. december (Koh Lanta): Vi har stadig cyklerne, som vi lejede i går og vi trænger til motion. At gå op og ned af standen giver ikke meget motion, så en rask cykeltur vil være godt 🙂
Vi kører ned igennem byen Ban Saladan og videre ned af østkysten, hvor der ligger nogle småbyen og også den gamle “hovedstad” på øen kaldet Old Town, men der er 15 km ned og så langt orker vi trods alt ikke at køre i 30 graders varme, så vi nøjes med at køre ned mod Tung Yee Peng, som skulle være en lille meget lokal by, hvor de stadig lever, som man oprindelig gjorde på øen før turisternes kommen! Vi ser by-skiltet men synes ikke rigtig vi kommer til en by. Der er nogle enkelte primitive huse, som man også ser andre steder i Thailand, når man kommer uden for byerne og så kører vi iøvrigt igennem gummiplantager, hvor den hvide saft løber ud af de skårne riller i barken og ned i en små opsamlingsspande.
Koh Lantas oprindelige befolkning er formentlig havsigøjnere, som kom hertil for over 500 år siden fra Banda Aceh, Indonesien. De var egentlig nomader, som flyttede fra ø til ø, men slog sig altså ned på Koh Lanta. For omkring 300 år siden begyndte der at komme muslimer fra Malaysia, Indonesien og Sydthailand. De var oprindelig fiskere, men gik også ind i anden form for handel efterhånden som øen udviklede sig. Endelig for 200 år siden kom kineserne, der som tin arbejdere, fiskere og handelsfolk, så deres muligheder for hurtigt at udvikle handelspost for deres samarbejdspartnere i andre asiatiske havne. Der blev handlet tin, grillkul, tørret fisk og senere også vestlige varer fra de britiske kolonier. Koh Lantas Old town er beboet af efterfølgende af disse Thai-kinesiske familier.
Det er først i firserne, at der kom backpackere, dykkere og skandinaviske turister til øen, som har gjort øen til den populære ferieø, som den er i dag. Dog ikke overrendt endnu 🙂 I 1996 blev elektriciteten hægtet sammen med fastlandet og først i 2001 blev den første telefonlinje etableret! I 2016 kom der en bro mellem de 2 øer, som sammen kaldes Koh Lanta og der er også en plan om en bro mellem fastlandet og den nordlige ø, så man slipper for færgetransporten. Når den bliver færdig, er det nok også slut med den hyggelige stille ø! Det vil bliver meget lettere at komme til øen og dermed også mere attraktivt for etablering af store hoteller og masseturisme.
Nå, men nok om historien og tilbage til vores cykeltur 🙂
Vi finder et skilt til Natural Study & Eco Tourism Centre, som peger ned af en betonvej. Der kører vi ned og ender ved et lille center, hvorfra man kan komme med longtailboat ud i mangroven eller man kan gå på betonstier igennem mangroven og læse om naturen her. Vi vælger at tage en tur med longtailboat i en time (1000 bath). Vi får en bådfører, som ikke taler andet end thai og hans lille barnebarn med på turen. Han peger lidt undervejs, når han ser en fugl, men ellers får vi ikke noget at vide på turen, som går af små og store kanaler imellem mangroven. Tidligere leverede beboerne i Teng Yee Peng af at skære mangroven ned og lave trækul af rødderne, men det er nu forbudt, så nogle har i stedet kastet sig over turisterne og sejler dem rundt.
Da vi har set mangrove før er der ikke så meget nyt. Vi havde håbet at se isfugle og mangefarvede krabber, men dem så vi ingen af overhovedet. Vi så en stor ørnefugl, som vi også ser svæve over stranden, hvor vi bor, så vi er egentlig lidt skuffede over turen indtil vi er næsten tilbage ved udgangspunktet. Her ser vi aber inde imellem mangroven, men de løber hurtigt væk og vores bådfører sejler bare videre. Det viser sig at han har sit eget sted, hvor han ved aberne holder til og der sejler han helt ind til bredden og spørger os om det er OK, hvis aberne kommer over på båden. Det synes vi selvfølgelig er OK og lidt sjovt. Der går ikke mange splitsekunder, så er der 4-5 aber ombord, som hopper rundt. Pludselig har jeg en på skødet og så på ryggen og så sidder der en på skulderen af mig. Det er lidt grænseoverskridende, men de meget søde og ikke agressive overhovedet. Bådføreren har nogle majs stænger med som ligner bananer. Dem er de helt vilde med og kan slet ikke få nok. De hugger til sig og propper kinderne med dem, som om de var hamstere.
Efterhånden tager strømmen vores båd og fører den væk fra bredden og det er åbenbart signalet for aberne til at forlade båden. En eller en hopper de i vandet og svømmer ind til mangroven igen. De vil åbenbart ikke for langt væk fra deres område. Vi har fået en speciel oplevelse og den har sat sine spor. Mine bukser og bluse er fyldt med små mudderfodaftryk. Der skal helt sikker vaskes tøj i aften 🙂
Det der ellers var en lidt kedelig tur endte med at være meget sjov p.g.a. nærkontakten med aberne.
Tilbage på centret får vi os en tiltrængt cola inden vi kører tilbage til Ban Saladan og får sen frokost på en af fiskerestauranterne på pæle.
Vi er hjemme igen sidst på eftermiddagen og kan få et dejligt bad og en drink på altanen. Det har været en aktiv dag i forhold til de øvrige dage. Vi har trods alt kørt omkring 15 km på cykel 🙂
Vi får aftensmad på en restaurant på stranden. Vi er de sidste gæster der selv om klokken kun er omkring 21. Der er ikke meget natteliv her 🙂

16. december (Koh Lanta): Vi sover længe. Regnen har stået ned det meste af natten, så vi har ikke så meget at skulle op efter. Havde egentlig troet, at vi skulle leje motorcykler, så vi kunne komme øen rundt, men med tungthængende skyer over hovederne og en vejrudsigt der ikke lover bedring i løbet af dagen, så opgiver at tage øen rundt. Ærgerligt, men der er ikke meget ved at blive fanget i troperegnskyl, når man kører rundt på 2 hjul.
Vi tager i stedet endnu en dasedag på altanen og ved poolen og går lidt op og ned af stranden i badetøj, selv om det småregner. Det er jo stadig varmt.
Vi får set nogle af hotellets husdyr. Der er en del forskellige fugle og så er der de store varaner, som holder til omkring en lille flod, som skærer igennem grunden, men som også bevæger sig op på græsplænerne nogle gange. Vi ser bl.a. en stor krabat på over en meter.

17. december (Koh Lanta – Koh Mook): Vi har via hotellet bestilt speedbådstransport til Koh Mook (1700 bath for os begge), så efter morgenmaden bliver vi hentet i en songtau, som er temmelig fyldt i forvejen, men der bliver lige plads til os 2 også og vores bagage bliver smidt op på taget. Vi kører de 2-3 km ind til molen i Ban Saladan, hvorfra speedbåden sejler. Vores båd har passagerer med til Koh Ngai og Koh Mook. Det skulle tage en time at sejle til Koh Mook, men efter ca. en time er vi kun ved Koh Ngai, så der kommer til at gå næsten halvanden time, men det OK. Det er en god båd og vandet er forholdsvis roligt, så vi nyder at sejle mellem alle de toppede øer. Desværre er det overskyet, så der ser ikke helt så eksotisk, som det ellers kunne have gjort.
Fremme på Koh Mook bliver vi lidt overraskede. Vi havde forstået, at vi blev sat af på den strand, hvor vores resort Sivalai ligger, men det viser sig, at båden sejler ind til Charlie Beach, som er på den modsatte side af øen og iøvrigt skal vi gå i land i ca. 75 cm vand, så vores shorts får en vandtur. De var ellers lige blevet vasket efter abefødderne!
Koh Mook er ikke særlig stor, men der er alligevel langt hen over øen med bagage, så der holder en stribe tuk-tuk´er, som kører os og bagagen over på den anden side. Det er en meget sjov tur, hvor vi får set det meste af den fremkommelige del af øen. Meget er høje klipper og jungle og derfor ikke muligt at færdes i. Der ligger små restauranter og overnatningssteder af tvivlsom standard imellem træerne og vi kører dels på en sti af beton og dels på en mudret sti. Tuk-tuk´er er de eneste motoriserer køretøjer på øen, så der er ikke nogen rigtige veje.
Det sidste stykke inden vi kører ind på vores resorts område, er igennem øens skole, hvor børnene leger udenfor. Vi bliver sat af tuk-tuk´en ved en vagt og bliver bedt om at vente på en golfvogn, som kører os ned til receptionen, hvor vi får en velkomstdrink og tjekker ind. Vores værelse eller villa er klar til os, så vi kan komme på plads med det samme. Der var ellers et par timer til officiel tjek-ind-tid. Det var skønt. Så kunne vi med det samme skifte til badetøjet og lægge os på liggestolene på vores terrasse og nyde udsigten ud over vandet mod de øvrige øer. Vores villa ligger i første række til vandet med pudderagtig hvidt sand og palmer foran og min yndlingsblomst frangipani. Det eneste der mangler er at solen skulle skinne fra en skyfri himmel. Det gør den desværre ikke. Faktisk kommer der nogle regndråber og himlen er helt overskyet.
Aftensmaden indtager vi i resortes restaurant, hvor der er international-buffet. Det smager udmærket, men udvalget er ikke så stort. Til gengæld er prisen stor 🙂 Vi bliver ramt af ø-priser, hvor der ikke er nogen konkurrence 🙂

18. december (Koh Mook): Det har regnet i løbet af natten, men da vi vågner skinner solen og vi kan rigtig nyde dette lille tropiske paradis. Her er virkelig skønt. Vi er næsten kede af at vi skal ud at dykke, men det er jo også rart at vejret er godt, når vi ud af sejle.
Vi er kun 3, som skal ud sammen med dykkeinstruktøren. Det er rart at der ikke er så mange. Det gør det hele lidt mere roligt og det har vi brug for, da det er næsten 3 år siden vi sidst har dykket. Den 3. er en ung pige fra Sweiz, som har 70 dyk bag sig, så hun kan klare sig selv. Der er virkelig service på fra instruktørens side. Han gør alt vores udstyr klart og afprøver det. Det er vi ikke vant til. Vi plejer selv at skulle samle det hele og sørge for afprøvning. Afprøvning af  regulatorer m.v. gør vi selvfølgelig også selv endnu en gang for at være sikre på at det fungerer, som det skal, inden vi begiver os ned i dybet.
Vi har som sagt købt 2 dyk, som begge er ved Koh Wain, som kun er ca. 20 minutters sejlads fra Koh Mook. Det første er lige op af øen, hvor der er en masse bløde koraler, hvilket vi ikke har mange af før. Der er ikke så mange fisk men er er nudi branchs. De er ikke ret store, men instruktøren er ret god til at finde dem til os. Han har både lygte og forstørrelsesglas med ned. Vi ser også frog fish og scorpion fish. Der er en rimelig sigtbarhed på 10-15 meter og vi er kun nede på 12-14 meter, så det er et godt genopfriskningsdyk, hvor vi begge føler os trygge.
Efter 1,5 time oppe i båden sejler vi lidt ud fra Koh Wain til Train Wreck, hvortil vores næste dyk skal gå. Det er lidt specielt. De thailandske myndigheder har den 28. april 2015 sænket et tog ned på 15-16 meters dybde i håb om at få lavet et kunstigt rev med koraler og fisk med tiden. Der ligger 4 sæt togskinner ved siden af hinanden og på det ene er der et lokomotiv og på et andet er der 2-3 vogne.
Der er meget ringe sigt omkring tog vraget. Vi kan kun se 3-4 meter frem for os, så det er med at holde øje med hinanden hele tiden, så vi ikke bliver væk fra hinanden og instruktøren for uden ham, er vi lost. Vi har fået en briefing om hvordan skinner og toget ligger, men da vi kommer ned i den dårlige sigt går der ikke mange minutter, før vi har tabt retningssansen. Det er lidt skræmmende, men vi følger lige i enden af instruktøren og bliver heldigvis ikke væk. Vi svømmer igennem lokomotivet på tværs, men vi skal ikke have noget af at svømme ind i vognene. Der er for smalt igennem vinduerne og vi er ikke uddannet i vragdykning, så det holder vi os fra. Vi kan godt nøjes med at se ind af vinduerne. Allerede efter 3 år er det blevet samlingssted for rigtig mange fisk. Der er store stimer af yellowtailed snappers, som er omkring os hele tiden og der er også mange andre fisk. Ikke så mange store fisk, men både trickerfish og leonfish ser vi og nudibranchs og en stor kuffertfisk eller kuglefisk.
Det er ikke det bedste dyk p.g.a. sigtbarheden, men de 53 minutter vi er nede går lynhurtigt. Jeg bliver faktisk lidt overrasket, da instruktøren gør tegn til at vi skal op. Vi bliver dog endnu mere overraskede, da vi kommer op til overfladen! Regnen står ned og det er blæst op, så det er lidt svært at komme op i båden, men heldigvis er både bådfører og instruktør utrolig hjælpsomme med at hjælpe os al udstyr af nede i vandet, så vi kun skal have os selv bakset op at stigen og op i båden.
Det bliver en sindsyg kold tur hjem. Vi ryster af kulde og er helt blå om læber og hænder. Vi har mest lyst til at springe i vandet igen. Dernede er der 29-30 grader, men det er der bestemt ikke heroppe i regn og blæst. Vi er meget glade da vi kan hoppe i vandet hjemme ved resortet og få varmen igen.
Det er meget skiftende vejr vi har på denne ferie. Der burde være sol fra morgen til aften på denne årstid i Thailand, selv vores instruktør siger at det er usædvanligt at have regn i december, men det er nok de generelle klimaforandringerne, som også slår igennem.
Vi får noteret vores 2 dyk med stempler i vores logbøger og så er det ellers over i hytten og få et varmt bad og ligge lidt og kikke ud på regnen, som holder op efter et par timer, hvorefter det  igen bliver roligt på vandet og varmen vender tilbage.
Aftensmaden får vi igen i ressortets restaurant. Denne gang er det fisk på grill. Det er også lidt dyrt, men det smager til gengæld rigtig godt. Jeg får en talapia og Ulrich en seabass. Mums.

19. december (Koh Mook – Koh Ngai/Koh Hai): Det er desværre tid til at bryde op fra Koh Mook. Vi har kun bestilt 2 nætter på dette lille paradisiske ressort med den skønneste hytte lige ud til vandet. Den eneste slange her i paradis er sandfluer, som bider os som bare pokker og de kløer efterfølgende i flere dage!
Vi har bestilt speedbåd videre til Koh Ngai (Koh Hai) via receptionen. Det er de grønne speedbåde fra Lanta Garden Hill Speedboats. (450 bath pr. pers.) Der er kun en halv times sejlads mellem de 2 øer og det er våde fødder både ved påstigning og afsætning. Det foregår direkte fra stranden, hvor båden blot lægger bagenden så langt ind som muligt. Belært af landgangen på Koh Mook, har vi denne gang kun badetøj og t-shirts på. Så bliver shortsene da ikke våde 
Vi bliver taget imod på Fantasy Resort med det sædvanlige store smil og et sawadee kaa og får straks nøglen til vores værelse, som vi har bestilt online aftenen i forvejen. En lille fyr viser os hen til værelset, som vi kun vender rundt i. Der vil vi ikke bo. Værelset (109) er meget spartansk og ligger lige op af en mur og med en anden bygning lige foran. Det var ikke, hvad vi havde forestillet os ud fra beskrivelsen, hvor det skulle ligge lige ved vandet! Vi går straks op i receptionen og beder dem finde nogle alternativer til os, hvor der er havudsigt. De har 2 muligheder. Desværre er værelserne i første række til vandet alle optaget, men der er et i anden række, som har udsigt imellem dem i første række og et andet længere tilbage. Vi tager hytten med udsigt mellem de forreste (nr. 822). Det er en helt anden standard end det først tildelte værelse og koster også noget mere, men det er helt OK. Vi vil ikke bo i en ”baggård”. 
Således tilfreds med vores boligsituation kan vi udforske øen eller rettere stranden. Der er ikke andet end en strand. Ingen veje, ingen biler ingen mulighed for at komme op over klipperne bagved. Man er virkelig isoleret og som der står i beskrivelsen af øen. Den er til strand og afslapning og måske dykning og snorkling. Det er helt fint for os. Det er det vi er kommet efter – blot at slappe af. Vi smider t-shirten og går en lang tur langs stranden og ser på de andre muligheder for indkvartering. Der er 6-7 muligheder, men kun en enkelt anden – Thanya, som er vores nabohotel, som kunne være attraktiv for os. Resten er vist for primitive. Man kan oven i købet bo i telt. Der er en campingplads lige ved siden af os Det må være en virkelig varm fornøjelse. Vi må i hvert fald have gang i vores aircon for at få en nogenlunde nattesøvn og den mulighed er der ikke i teltene, men til gengæld kan det være at vinden lufter lidt i teltene. 
Ved campingpladsen er der en strandbar/restaurant, hvor vi sætter os og får frokost. De laver fantastisk mad til næsten ingen penge, så her kommer der også mange mennesker og spiser fra de andre hoteller Fried rice with chicken, seafood or prawns koster kun 120 bath (kr. 24) og en stor Chang øl (62 cl) ligeledes 120 bath. Vi bliver også vilde med Morning Glory, som vist nok er seaweed vendt i oaster-sauce og hvidløg.
Resten af dagen er blot at sidde på stranden med en bog og kikke ud over vandet og følge bådene, som sejler ud og ind med nye turister og dykkere. Det lyder som om der er mange mennesker. Det er her absolut ikke, men der er en del danskere og mange svenskere, som vist kommer herned på charterrejse med TUI. 
Aftensmaden forsøger vi os med på resortes restaurant, men det er ikke den store succes. Det er dyrt og ikke særlig godt, så det bliver helt sikkert campingpladsens restaurant fremover.



20. og 21. december (Koh Hai): Ikke stort at berette. Vi ligger blot i liggestole med vores bøger og soler os. Vi er vist kommet helt ned i gear, som vi ikke har prøvet i mange år. Vi kan affinde os med absolut ikke at foretage os noget ud over at læse og spise og slappe af Vi er lige ude at bade og snorkle. Der er nu ikke så meget af se, når man snorkler. Der ligger godt nok et rev lige ude for stranden, men det ligger for langt nede til at man kan se noget fra overfladen og vandet er ikke klart. Der er enkelte områder med nogle døde koraler/sten og lidt planter, hvor der er nogle farvestrålende fisk, som vi kan ligge og kikke på.
Vi overvejede om vi skal ud at dykke igen, men vandet er uroligt og uklart, så vi synes det er lidt spild af penge. Thailand plejer at være billig at dykke i, men det er det ikke her i området. Vi gav næste 800 kr. for 2 dyk pr. person sidst og hvis sigtbarheden så ikke er i top er det småt med fornøjelsen.
Så hellere nyde solen, som endelig er kommet frem og skinner fra en næsten skyfri himmel hele dagen. Det er pragtfuldt. En enkelt tur op og ned ad stranden bliver det da også til og en gang massage og vi er også heldige at se horn-fugle, som kommer flyvende om eftermiddagen og spiser frugterne på et træ på stranden, så lidt wildlife ser vi da – ud over fiskene i vandet og på grillen 
Vi får julehilsner hjemmefra, men det er lidt svært at finde julestemningen frem her, hvor vi ligger og sveder i omkring 30 grader. Ressortet har pyntet op med juletræ og julestjerne og en snemand på stranden og spille julemelodier i receptionsområdet, men det virker lige som ikke.



22. december (Koh Hai – Ao Nang): Endnu en gang er det tid til at bryde op. Vi har nydt roen på Koh Hai, men desværre er ferien ved at være slut og der en langt til lufthavnen i Krabi, hvorfra vi skal flyve hjem, så vi har valgt at bryde turen op i 2 etaper, så vi ikke får en meget lang tur med stress over om vi kan nå flyveren. Vi overnatter derfor i Ao Nang, hvor vi også var på en af vores ture for omkring 20 år siden. Fra Ao Nang er der kun 28 km til lufthavnen i Krabi over land.
Igennem hotellet, som var billigst, har vi booket sejlturen, som går med speedbåd mellem Koh Hai og Koh Lanta og derefter med færge fra Koh Lanta til Ao Nang (i alt 1200 bath pr. person = kr. 240). Første del med speedbåd tager en times tid, hvorefter vi har et par timer i Ban Saladan, så vi kan hygge os med en tidlig frokost på en af de små pælerestauranter, som vi også spiste på, mens vi boede på Koh Lanta. Der er stadigvæk ikke ret mange mennesker selv om det burde være højsæson med alle de turister, der skal fejre jul hernede!
Færgen til Ao Nang er heller ikke fyldt. Der er kun omkring 50 passagerer, men der er vel plads til 250, så vi har plads nok. Turen med færgen tager et par timer og har et enkelt stop ved Railay-stranden som ligger lige før Ao Nang. Der er meget flot ved Railay-stranden, som er omgivet af de meget høje sandstensklipper, som er kendetegnende for hele bugten mellem Phuket og fastlandstangen, som ender nede i Malaysia og Singapore. Ved Railay er der ingen mole, så passagerne, som skal af her, bliver hentet af longtailboats ude ved færgen og sejlet ind til stranden.
Vi havde regnet med at blive sat af ved Ao Nang-stranden neden for vores hotel, men færgen sejler langt forbi og sætter os af op af en flod nord for byen, hvilket betyder at vi er nødt til at tage en tuk-tuk tilbage langs stranden. Det giver os lejlighed til at få en tur igennem hele byen, som overhovedet ikke er til at kende i forhold til for 20 år siden. Den gang var der som vi husker det kun en grusvej eller i hvert fald en mindre vej hvor der lå små restauranter ud til. Nu er der en stor asfalteret vej 10 gange så lang med masser af biler, tuk-tukker og knallerter og en strandpromenade og de små restauranter er blevet til store hoteller, store restauranter, souvenir-butikker og selv McDonald og BurgerKing har slået sig op her. Det er totalt forandret og efter vores mening ikke til det bedre!
Vi tager som sagt en tuk-tuk op til vores hotel – DusitD2 – , hvor vi har bestilt et D´Luxe værelse med havudsigt. Vi er der kl. 15:45 og bliver modtaget med velkomstdrink og et smilende personale, men vores smil stivner snart, da vi venter og venter på at få vores nøgle. Efter 3 kvarter får vi at vide, at vi skal tale med chefen om noget kompensation for vores værelse er ikke færdigt! Utrolig, når vi skulle kunne checke ind fra kl. 14. Et kvarter senere kommer så chefen og beklager at værelset ikke er færdigt. De har lidt problemer med airconnen, men vi kan få et midlertidigt værelse indtil kl. 19, hvor vores bookede værelse skulle være færdigt og som kompensation vil de give os middag på hotellet på deres regning. Det er vi ikke interesseret i, da vi hellere vil ud i byen og se på den end sidde på hotellet, som i øvrigt er meget flot. Det er lige åbnet igen efter en større renovering og vist også ombygning. Vi ender med at forhandle os frem til at vi får en reduktion i værelsesprisen i stedet for middagen, så vi kun betaler for et standardværelse i stedet for suiten, som de lover os klar til kl. 19.
Vi går op og tager et bad på vores midlertidige standardværelse, som er meget flot, og går derefter ned igennem byen og finder det hotel vi boede for 20 år siden. Det ligger der endnu, men nu meget mere indeklemt og med et spillested foran, som spiller høj speciel musik, som ikke er noget for os, så det var godt vi ikke valgte det igen På ”vores” øde strand for 20 år siden er der nu den ene strandbar efter den anden og 20-25 massage-steder! Det er en utrolig forandring. Vi sætter os på en af strandbarerne for at nyde solnedgangen med en drink. Det bliver nu så som så med nydelsen. Der er en konstant larm af longtailboats uden lyddæmpning, som sejler frem og tilbage mellem Railay beach og Ao Nang og i øvrigt også ude fra alle de øde øer uden for kysten, som vi også var ude på for 20 år siden bl.a. Chicken Island og Poda Island. Det er helt vildt, hvor mange både der sejler i fast rutefart og larmer. I modsætning til de øer vi har besøgt, så er der rigtig mange mennesker her. For mange i vores øjne 
Vi finder en lille hyggelig restaurant på 1. sal, hvor vi er lidt væk fra menneskemængden, men kan sidde ugenert og se ned på hurlumhejet. Det passer os fint. Her får vi serveret små forårsruller, grillede tigerrejer med fried rice og morning glory. Det smager himmelsk, men bliver også noget af det dyreste vi har fået – 1650 bath for os begge med 2 store øl (kr. 330) 
På vejen hjem til hotellet får vi os en halv annanas og pomolo fra en lille bod, hvor vi kan sidde på små plastiktaburetter. Det er lidt som i ”gamle” dage.
Hjemme på hotellet får vi om sider nøglen til det værelse, som vi har bestilt eller måske et bedre. Det ved jeg ikke helt, men i hvert fald giver det med at værelset ikke var færdigt, da vi kom, en anden mening end vi havde forestillet os. Vi troede, at det bare ikke var klargjort efter de sidste gæster og at de skulle reparere airconnen, men da vi kommer op på gangen, hvor værelset ligger, er det håndværkere og rengøringspersonale over alt. Værelset har simpelt hen ikke været færdig-indrettet, da vi kom! Slutrengøringen efter håndværkerne var i hvert fald endnu ikke færdig! Det har vi alligevel ikke prøvet før, at man dagen før kan bestille et værelse, som endnu ikke er bygget færdigt! Det er kun vores værelse som nu er færdigt. De øvrige arbejdes der fortsat på.
Det vi kommer ind til er imidlertid i orden. Det er en stor suite med opholdsrum og soveværelse. Kæmpe badeværelse med både kar og brus og derudover en enorm altan. Det er bare i orden. Ærgerligt at vi kun skal være her en enkelt nat. 

23. december (hjemrejse-dag): Vækkeuret ringer kl. 6. Vi skal nå at have en god morgenmad inden vores taxi, som vi bookede i går på gaden, kommer og henter os kl. 8.15. 
Som jeg skrev var vores værelser virkelig flotte og det er resten af hotellet også. Der er åbenbart bare nogle problemer med at få det hele færdigt før man sælger værelserne, men morgenmaden er også i orden. Det er en kæmpe buffet med både koldt og varmt. Alt samme sat flot og lækkert op. Det bliver helt sikkert et dyrt hotel, når de rigtig kommer i gang. 
Vi er spændte på om vores taxi fra i aftes kommer til tiden, men der er ingen problemer. Han kommer 5 minutter før og kører os til lufthavnen på en halv time som han også havde sat det ville tage (500 bath). 
Check in går hurtigt og let, så vi har rigelig tid inden vi skal flyve kl. 10.20. Vi er dog ikke så heldige med flyveren. Den er forsinket, hvilket absolut ikke er gode tegn for os, da vi kun har 1 time og 10 minutter i Bangkok inden næste fly til København! Den er forsinket en halv time, men det er iflg. personalet hos Thai ikke noget problem. Vi skal nok nå vores fly videre! Vi er ikke overbeviste, men vi kan jo ikke rigtig gøre hverken fra eller til. Heldigvis er begge fly med Thai, så de burde kunne koordinere.
Inden vi letter fra Krabi er vi en time forsinket. Det ser virkelig sort ud for os. I tankerne er jeg allerede ved at repetere vores rettigheder for hotelindkvartering m.v. Ulrich bliver ved med at sige at vi nok skal nå det næste fly. Super-optimisten Da vi holder helt stille på landingsbanen i Bangkok og ikke får lov til at taxie helt ind til terminalen og tiden overskrider afgangstiden for vores næste fly begynder han dog også at tvivle på, at vi når det!
Ved forespørgsel til personalet i flyet om vi når det, siger de blot, at vi sammen med de øvrige 15, der skal nå connecting flights, må sætte os op på første klasse, så vi hurtigt kan komme af flyveren, når vi kommer ind til terminalen.
Da vi endelig kommer ind og bliver lukket ud af flyet er det 15 minutter siden vores fly skulle være lettet. Der står dog en mand med vores navne på et skilt og tager imod os inde i lufthavnsbygningen og han følger os igennem security og ud til gaten, hvor en anden tager imod os og løber sammen med os ud til vores gate. Her får vi at vide at vores bagage desværre først kan komme med et fly senere på aftenen, men vi kan komme med nu. Fyyy haa vi er helt forpustede af at løbe igennem terminalen, men vi når vores fly, som åbenbart er blevet holdt tilbage for os. Dørene lukkes efter os og vi kan lette en halv time forsinket. Det er godt for os, men måske ikke for det øvrige passagerer, som bliver forsinket.
Vi bliver dog meget overraskede, da vi kommer ind i flyet. Vi bliver mødt med ”køb en billet og få 3 sæder” hvilket vi ikke helt forstår indtil vi kommer ind i kabinen. Der er næsten mennesketomt. Der er højst 20 andre passagerer på economi-class. Vi kan vælge hvilket sæder vi vil have og brede os over 3 sæder, hvis vi vil det. Aldrig har vi set så få passagerer. Det kan bestemt ikke være nogen overskudsforretning for Thai at foretage denne flyvning, men vi er heldige. Vi når hjem til juleaften, hvilket ville have været tvivlsomt, hvis vi ikke have nået denne flyver.
Vi kommer til Kastrup til den oprindelige fastsatte tid, så ingen er blevet forsinket, selv om de ventede på os i Bangkok.
Vi går straks til bagage-claimen for at efterlyse vores bagage, som jo iflg. personalet i Bangkok ikke ville komme med vores fly, men med det næste fra Bangkok senere på aftenen. De er søde og efterlyse vores bagage og vi aftaler, at de sender dem hjem til os så snart den ankommer. Vi skal dog lige kikke på bagagebåndet, inden vi forlader lufthavnen. De få kufferterne fra vores fly kører rundt på bagagebåndet. Vi slår lige for en sikkers skyld blikket derover, selv om vi godt ved, at det er urealistisk, at de skulle komme på båndet, da der kun var ca. 20 minutter fra vi kom ind til terminaler og vi løb igennem lufthavnen til de lukkede dørene på flyet ud af bangkok. Stor er overraskelsen derfor, da vi ser vores kufferter komme rullende på båndet. Det er simpelt hen utroligt, at det kan lade sig gøre. Tak Thai Airways. De har været uovertrufne 🙂

Vi har haft lidt udfordringer med vores værelser og nu også vores fly undervejs, men alt er lykkes til vores fulde tilfredsstillelse til sidst og vi har haft en pragtfuld afslappende ferie, som vi begge trængte til, så kan man vel ikke ønske sig mere af en ferie.

Fotoalbum med yderligere billeder kan ses via menuen i toppen.