Dagbog fra Østrig (2018)

Efter vores skønne tur ned igennem Europa sidste år i egen bil vil vi i år gentage successen. Vi tager ikke helt samme rute, men kommer alligevel til nogle af de samme områder. Turen er ikke på forhånd lagt fast, da vejret kan ændre vores planer. Vi har kun booket de første 4 overnatninger og ligeledes 4 i den sidste ende af ferien men ind imellem vil vi finde hoteller eller gasthaus, når vi kommer frem og finder ud af hvor længe vi vil være hvert sted. Vi starter med at køre ned gennem Tyskland med en enkelt overnatning, hvorefter vi kører ind i Østrig – Salzkammergut. Efter en uge eller mere kører vi videre ned i Dolomitterne, hvor vi bl.a. vil til Cortina Dámpezzo, som vi ikke fik så meget ud af sidste år p.g.a. dårligt vejr, men vi prøver igen i år. Tiden vil vise hvor meget vi kommer rundt i Dolomitterne, men vi glæder os i hvert fald til at komme ned og vandre igen i dette fantastisk smukke og rå område.

16. Juni (Hjem – Quedlinburg): Så er det blevet tid til sommerferie. En hel måned foran. Skøøøønt. Vi starter hjemmefra kl. 7:30 for at nå færgen fra Rødby kl. 9.45. Der er ikke så megen trafik en lørdag morgen, så vi når Rødby før tid og kommer lige i tid til at nå den tidligere færge. 
På den anden side kører vi til Fleegaard i Burg og får købt ind hvad vi skal bruge af vin og sodavand m.v. Det er rart at have et lille lager i bilen.
Så begynder turen ned igennem Tyskland. Den første del af turen er ikke speciel interessant, så det skal bare overstås. Vi kører dels på hovedveje og dels på motorvej. Oprindelig ville vi kun køre på hovedveje, men da der som sagt ikke er meget at se på den første flade skrækning, så vælger vi også at køre på A7, så vi kommer hurtigere frem.
Vejret er noget blandet undervejs med både sol og regn, men da vi kommer frem til Quidlinburg kl. 16.40 skinner solen og der er 27 grader. Det er helt perfekt. Sådan et vejr vil vi gerne have de næste 4 uger 🙂
Vi tjekker ind på Best Western Schlossmühle, som ligger lige neden for den flotte gamle borg/kirke, så vi kan sidde i hotellet skønne gård og kikke op på borgen.
Vi har siddet ned hele dagen i bilen, så vi trænger til at røre os, så vi går en tur i denne skønne middelalderby med dens flotte gamle bindingsværkshuse og smalle brostensbelagte gader. Her er rigtig flot og hyggeligt og forbavsende få mennesker for en lørdag aften i højt solskin. 
Vi finder et bryggeri med store kobberkedler inde i lokalet, hvor der også er bar og restaurant. I det gode vejr vil vi dog hellere sidde udenfor og det er der heldigvis også mulighed for. Vi har hele dagen snakket om at vi skulle have wienerschnitzel til aftensmad, når vi nu er kommet til wienerschnizel-land, men hvor underligt det end lyder, så er den faktisk ikke på menu-kortet, så vi må finde på noget andet. Jeg prøver en haxe, som er et stort stykke skank med skin, som er ovn-stegt og så selvfølgelig bratkartoflen und sauerkraut. Sauerkraut er jeg ikke vild med, men resten smagte rigtig godt. Ulrich fik en svinekottelet, som var lidt tør, men den blev skyldet ned med deres gode lokale mørke øl og når man kan sidde uden for i 25 graders varme og nyde den første ferieaften, så er alt bare godt.
Vi er hjemme på hotellet allerede kl. 20, men selv om vi er trætte oven på en lang køredag, nænner vi ikke at gå op på værelset, så vi sidder og nyder vejret og en radler i gården inden vores senge kalder på os.

17. Juni (Quedlinburg – St. Wolfgang): Vi vågner op til højt solskin, så det er bare dejligt, sådan skal det være, når man har ferie 🙂
Vi får dejlig morgenmad på hotellet inden vi sætter os i bilen for at køre endnu små 700 km til vores næste destination i St. Wolfgang i Østrig – Salzkammergut. Jeg har booket hotel hjemmefra de første 3 nætter, så vi kan få et par rolige dage at starte på og se vejret an i forhold til om vi vil blive i Østrig, som jo desværre er kendt for regnvejr, men som også er fantastisk smukt.
Vi kører igen halvdelen af tiden på motorvej og halvdelen på hovedveje. Det er søndag, så lastbilerne holder stille på rastepladserne og nogle af rastepladserne ligner næsten sigøjnerlejrer. Der er rigtig mange polske lastbiler og om det kun er dem eller også andre der ikke kan finde ud af at rydde op skal være usagt, men der er bestemt ikke rent og et sted må vi køre videre uden at få forrettet hvad vi kommer efter. Der er simpelthen for ulækkert!
Nå men bortset fra den oplevelse, så går turen fint uden uheld og uden at ramme ind i køer. Vejret er blandet, men mest tørt og lidt sol, men lige som vi krydser grænsen til Østrig, så begynder det at regne!!! Øv – alle rygter om regnvejr i Østrig viser sig at være rigtige! Heldigvis er det kun en kort byge, så klarer det op igen og vi kan se de flotte bjerge og søer, som vi kører langs med. Her er virkelig skønt.
Vi er fremme i St. Wolfgang og Garni Anzengruber, som ligger lige midt i byen, der iøvrigt ikke er særlig stor og ligger på en klippeskråning lige ned til søen St. Wolfgang see. Der er dårlig plads til at parkere bilen i gaden foran hotellet og da vi tjekker ind starter mutter også med at give os et kort, som vi kan lukke os ind i et parkeringshus overfor hotellet, så bilen ikke står i vejen. Det er den store parkeringsprøve at komme til at parke i det meget lille parkeringshus, men det lykkes og derefter kan vi så få vores værelse, som er rigtig pænt og med balkon, hvorfra vi kan se ud over søen og bjergene på den anden side. Det er et smukt syn.
Klokken er næsten 19, så vi er sultne og efter en lille rundtur i denne hyggelige lille by, finder vi et spisested, hvor vi kan sidde og se ud over søen og endelig kan vi så vores wienerschnitzel 🙂 og der er ikke kun en men hele 2 store schnitzler på tallerkenen og så selvfølgelig bratkartoflen, som vi elsker. Det er skønt at sidde her og lade roen falde på efter endnu en lang dag i bilen, men herfra skal vi ikke køre så lange stræk før vi skal hjem igen. Det er dejligt selv om bilen har klaret det flot. Den kører upåklageligt og let 150 km/t på motorvejen uden man mærker det!
Vi går en tur rundt i byen efter middagen. Også her er der meget få mennesker. Vi er tilsyneladende kommet helt uden for sæsonen. Der er kun kinesere i gaderne og så nogle enkelte lokale. 
Som vi godt ved, kan vejret hurtigt skifte i bjergene og det får vi at mærke! Vi har siddet i solskin og lidt skyer og spist aftensmad, men vi er kun lige kommet op på værelset og regner med, at vi skal sidde på balkonen med en godnatdrink, da himlen åbner sig og regnen styrter ned. Det er helt vildt. Godt vi lige nåede at komme indenfor, så vi ikke skal starte med at tøre tøj 🙂

18. juni (St. Wolfgang): Det har regnet det meste af natten. Heldigvis er det holdt op, da vi vågner, men skyerne hænger tungt omkring bjergene. Det var ikke lige sådan vi havde forestillet os vejret skulle være, men forhåbentlig klarer det op i løbet af dagen.
Vi får dejlig morgenmad på hotellet, som er ganske lille. Vi er kun 8-10 personer til morgenmaden og vi sidder ved spiseborde i 2 stuer ensuite. Det er næsten som at sidde i familiens spisestue. Der er familiebilleder på væggene og masser af nips i vindueskarmene og klunkegardiner. 
Efter morgenmaden sætter vi os på værelset og undersøger på internettet hvad man kan foretage sig i St. Wolfgang i evt. regnvejr. Vi finder ikke noget specielt lige i St. Wolfgang, men heldigvis klarer vejret op, så ved tolvtiden begiver vi os ud med vandrestøvlerne på og stavene i hånden. Vi har fundet 2 ture, som er på henholdvis 2 og 4 timer. Så må vi se hvilken en det bliver, når vi har gået lidt. Vi skal jo lige fornemme om vi har gode ben 🙂 og turene har samme udgangspunkt.
Vi går i første omgang efter en tur til Swarzensee, men da stien deler sig, mener vi godt, at vi kan tage den længere tur op til Formaueralm og evt. Formauerstein. Det er en tur på ca. 12 km og 900 højdemeter og den starter nogenlunde blidt, men så tager den til i stigning og vi er glade for, at det trods alt kun er omkring 20 grader og overskyet for vi sveder som bare pokker. Stien går igennem skov og over lidt åbene stykker, hvor vi har pragtfulde udsyn ud over bjergene og søen. Det er så flot.
Efter små 3 timer er på nået op til Formaueralm, hvor vi kan se ud over endnu en sø – Mondsee, som vi kørte langs i går og op til Scharfberg, hvor vi regner med at skulle op i morgen eller overmorgen alt efter vejret. Det er egentlig dette, altså Formaueralm, som er turens mål, men der er mulighed for at tage en afstikker op til Formauerstein i 1426m, som er yderligere ca. 100 højdemeter. Vi ser nogle unge mennesker gå hurtigt deropaf og tænker, at det må vi også kunne. Vi har rimelig gode ben selv om det er vores første tur i år!
Turen op til Formauerstein er rimelig let i starten, men det sidste stykke må vi tage hænderne til hjælp og klatre op, men det er så sandelig anstrengelserne værd. På toppen bliver man næsten helt stum. Hold da op en udsigt. Vi står på en klippe og har 360 graders udsigt rundt til bjergene og søerne. Det er fanstastik flot og vi er glade for at vi tog de sidste 100 højdemeter. Det syn er vidunderligt. Havde vi haft en blå himmel ville det have sat prikken over i´et, men selv i skyet vejr er det vidunderligt.
Vi har svært ved at løsrive os, men der er en lang tur ned ca. 7 km, så vi må afsted. Nedturen er via rute 26, som viser sig at være en grusvej hele vejen og med et pænt fald hele vejen, så den trækker noget i lårbasserne, men det er afsindig kedelig at gå på, da det som sagt bare er en grusvej igennem skoven og der er ikke nogen udsigtspunkter. Vi møder en enkelt mand, som er på vej op denne vej. Vi er glade for, at vi er gået op via rute 28 og 27 for de er væsentlig flottere end denne her. Han ser også noget træt ud, hvilket vi også er da vi endelig når ned efter små 2 timer. Det har været en lidt sej begyndertur, men når vi har kunnet klare den uden at være overtrætte, så lover det godt for de næste ture både her i Østrig og senere i Dolomitterne 🙂
Nede i byen får vi en bratwurst at styrke os på inden vi går op og bader og slapper af med en gin/tonic inden det er tid til aftensmad og herefter tidligt i seng 🙂 Vi har været heldige med vejret. Det har ikke regnet overhovedet undervejs. Solen har forsøgt at komme igennem, men det er desværre ikke rigtig lykkes for den.

19. juni (St. Wolfgang): Det er flot vejr, da vi vågner, men efter vi har spist morgenmad er der kommet skyer, men det regner ikke. Vi sidder og læser og skriver dagbog på værelset, inden vi daffer rundt i byen og langs søen. Her er virkelig hyggeligt og flot og vejret bliver også bedre og bedre. Solen får bugt med nogle af skyerne, så vi ligger os ned i hotellets private have ved søen, hvor der er liggestole og eget lille hus med toilet og vand. Det er skønt at ligge her og slappe af og se på bådene som sejler rundt på søen og vi tager os da også et par dukkerter i vandet. Det er lidt koldt at komme under, men når man først er kommet under er det dejligt. Jeg vil tro det er 20-22 grader.
Vi får også ekstra underholdning, da der kommer en gammel katalina-vandflyver og lægger an til landing på søen med en helikopter svævende rundt om hele tiden. I andet forsøg lander den på søen og sejler hen til en af de store hoteller. Det er et gammelt amerikansk militærfly, som stadig har det amerikanske flag på haleroret, men iflg. vores hotelværtinde er flyet eget af direktøren for RedBull og det kommer af og til til søen og byen, når direktøren har et ærinde 🙂
Iøvrigt er der ikke meget at berette fra dagen. Det har været en ren afslapningsdag, hvor vi har nydt solen og vandet og fået lidt farve på kroppen. Måske lidt mere end godt er. Solen er skarp her i bjergene selv om vi kun er oppe i omkring 500 meters højde.

20. juni (St. Wolfgang – Hallstatt): Det er næsten skyfrit, da vi vågner, hvilket er helt fint for vi har udskudt vores tur op til Scharfberg til i dag, da vejrudsigterne har lovet skyfrit vejr. Det er også tid til at forlade St. Wolfgang for at køre videre til Hallstatt, så efter morgenmaden pakker vi bilen og tjekker ud.
Vi skal som sagt op på Scharfberg, som er 1783 meter højt. Det er muligt at hike op til toppen, hvilket er en tur på ca. 20 km og 1250 højdemeter, men vi tager den langt hurtigere og mindre anstrengende tur med tandhjulsbanen. Scharfbergbahn er den stejleste tandhjulsbane i Østrig og den har kørt siden 1893. Det er stadig damplokomotiver, som skubber togvognene op, men de er fyret med diesel, så det er ikke helt som i gamle dage. Vi kører i adstadigt tempo op kl. 9.20 og efter 35 minutter, hvor vi er blevet rystet godt igennem, når vi toppen. Det er en flot tur op, hvor banen snoer sig op af bjergsiden med den dybe afgrund på den anden side og efterhånden som vi kommer højere og højere op, kan vi se flere af søerne og bjergtinderne omkring os. Et enkelt sted kommer vi også igennem en tunnel. Det har været et kæmpe arbejde at bygge denne bane, som alene fører op til et hotel og Himmelporten på toppen. Det tog dog kun 1 år at bygge den ved hjælp af næsten 350 italienske gæste-arbejdere, som fik bragt materialer op på muldyr. 6000 muldyrslæs skulle der til! Idemanden bag banen døde inden den blev ført ud i livet, men han skulle bruge endnu en attraktion til at tiltrække passagerer til hans dampskibe, som sejlede på St. Wolfgang see og man må sige at det er lykkes at tiltrække passagerer. Det første år banen var åben altså i 1893 kørte 19.000 passagerer op til toppen. I dag kommer der på en god dag 2.000 passagerer op til toppen.
Da vi er med det første tog i dag, er der ikke så mange mennesker på toppen til at starte med, så vi kan gå rundt og nyde den fantastiske udsigt ud over bjergene og søerne næsten uforstyrret af andre mennesker. Vi var imponeret forleden dag, da vi stod på Formauerstein og så ud over området, men i dag er vi kommet endnu højere op og kan se ned på Formauerstein og samtidig har vi den glæde at solen skinner i dag og vi har næsten blå himmel. Det er et kæmpe plus. Det er bestemt alle pengene værd at tage herop. (36€ pr. person)
Vi går rundt på toppen og nyder en kop kaffe på hotellet inden vi 2 timer senere kører ned igen. På det tidspunkt vrimler det med mennesker og specielt mange kinesere. 
Nede igen kører vi de ca. 40 km til Hallstatt, hvor vi indlogerer os på et lille gasthaus Bergfried. Det er ikke noget særligt, men det var hvad vi lige kunne finde med et ledigt værelse og til en rimelig pris. Det ligger lige ved den ældste saltmine i verden. Der blev gravet salt op fra minen for 7000 år siden.
Hallstatt er en fantastisk flot og charmerende by, som nærmest hænger på en klippevæg ned til Hallstatt see, men desværre er den i vores øjne blevet for turistet. Der er et mylder af mennesker overalt og restauranterne serverer kun hurtig mad, som kan laves i en frituregryde og alle menu-kort er ens. Det er synd!
Vi går rundt i byen langs søen og op i gaderne eller nærmere gyderne længere oppe af bjergsiden og nyder udsigten over søen og bjergene og er inde i en kirke og ser Ben-huset, som er en lidt sær attraktion. Det er et lille hus, hvor man opbevarer knogler og kranier fra byens afdøde borgere. For at man kan få sit kranie opbevaret i huset skal man have skrevet testamente og udtrykkeligt have bedt om at komme til at ligge i huset og man skal have været død i 15 år inden kraniet bliver renset og sat i huset. Det er også en tradition at ens navn bliver skrevet på kraniet og der bliver malet en blomsterkrans eller lignende på kraniet af en kunstner, som har specialiseret sig i dette markabre malerarbejde. Det er en lidt underlig oplevelse at stå og se på alle disse kranier, som er sat op så familierne er samlet!
Vi får aftensmad på et lille sted væk fra søen, hvor vi får en fin betjening og nogenlunde mad, som dog ikke skriver sig ind i historien for det sublime 🙂

21. juni (Hallstatt): En af vores formål med at komme til Hallstatt er at komme op på Dachstein Krippenstein, hvor der dels skulle være flot med udsigt til gletchere, men også Dachstein Giant Ice Cave og Mammut Caves og 5 fingre udsigtsplatform + nogle flere ting. Det er altsammen muligt at se på en tur op med svævebanen fra nabobyen Obertraun. Iflg. vejrudsigten skulle det blive en fin formiddag med høj sol, så vi skal op fra morgenstunden.
Det er første gang vi ligefrem vågner ved at solen skinner ind på os, så det er den helt perfekte dag at tage op på Dachstein Krippenstein. Morgenmaden bliver hurtigt indtaget, så vi kan komme afsted. Der er kun små 5 km hen til svævebanen og der er ikke mange mennesker, så vi kommer op med det samme.
Isgrotten og Mammut grotterne er ved mellem stationen, men vi vil op på toppen, mens solen skinner fra en skyfri himmel, så må grotterne vente. Toppen ligger i ca. 2000 meters højde og det er alpint område med kun små blomster og mos til at dække klipperne. Der ligger endnu sne i fordybninger mellem klipperne, men der er næsten ingen vind i dag og solen brager ned, så vi kan gå i shorts og t-shirt – skønt. Første stop er ved en udsigtsplatform, som er formet som en spiral – Welterbespirale. Herfra har vi skøn udsigt til både Hallstatt søen og til alle bjergtoppene, bl.a. Hoher Dachstein, som har endnu mere sne end vi har her og så iøvrigt også til flere gletsjere. Det er mægtig flot.
Næste stop er 5 fingers platformen. Det er lidt angstprovokerende at gå ud på den. Det er metalkonstruktioner, som hænger frit ud over en 400 meter dyb afgrund. Også her er der fantastisk udsigt ud over området. Så smukt og da vi er nogle af de første oppe på bjerget, så er vi næsten alene. Det gør oplevelsen ekstra skøn at der er stille omkring os 🙂
Vi havde snakket om at gå ud til Heilbronner Kreuz – endnu er højtbelliggende udsigtspunkt, men da vi når til Hajen. En 8 meter høj metalopsats, som man kan kravle op i og se ud igennem gabet, vender vi om. Vi skal også nå grotterne i dag, så vi har travlt! Hajen er  iøvrigt et symbol på, at der hvor den står kan man af aflejringer i klipperne se, at det er gammel havbund, som igennem millioner af år har rejst sig.
Tilbage ved svævebanen tager vi den ned til mellemstationen, hvor vi registrerer os til rundvisning i både is- og Mammutgrotterne. Indgangen til begge grotter ligger temmelig højt oppe af bjergsiden, så det kræver endnu nogle højdemeter at komme op og indgangene ligger ikke ved siden af hinanden, så det er 2 ture op og ned. Det er absolut ikke for gangbesværede at komme op til og iøvrigt heller ikke at bevæge sig rundt inde i grotterne. Vi møder en ret tyk/fed mand på vej op til is-grotten. Vi er i tvivl om han i det hele taget vil nå der op. Han puster og stønner og sveder som et svin og må holde pause hele tiden. Respekt for at han prøver!
Vi er en temmelig stor gruppe, som skal ind og se is-grotterne, så der bliver en del ventetid undervejs for at få alle samlet, så det bliver lidt langsommeligt, men det er absolut en oplevelse af se dette store system af grotter. Der er koldt hele vejen rundt, men det er ikke alle grotterne, som har is. Det er kun de sidste 2, som er enorm store og har op til 25 meter tyk is, som er formet i mange flotte formationer og stalakitter og stalamitter. De har lavet en del effekter for at gøre det ekstra interessant bl.a. med nogle bjørne, som rejser sig foran os og en del lys- og lydeffekter. Det er efter min mening lidt for poppet, men der skal nok fornyelse til for at tiltrække nye gæster 🙂 Jeg synes formationerne i sig selv var flotte, men smag og behag er forskellig.
Lidt fakts om Dachstein Giant Ice Cave: Grottesystemet blev opdaget i 1910. Indgangen ligger i 1480 meters højde og systemet er 2,7 km langt. Vi se de ca. 800 meter på vores tur. Man troede i første omgang at isen var en rest fra den seneste istid, men det viste sig ikke at være rigtig. Isen er kun 5-600 år gammel og det opbygges stadig. Om vinteren når den kolde luft kommer igennem grottesystemet, så køler den klipperne ned til minus 3 grader og når sneen om foråret smelter og vandet siver ned igennem klipperne, så fryser det, når det når grotterne, som vedbliver at være under frysepunktet og derved opbygges ismasserne herinde.
Det er dejligt at komme ud i varmen igen efter at have gået rundt i frostvejr en lille time. Vi har godt nok taget tykke trøjer på, men at gå fra 26 grader uden for og ind i minus 3 grader det får os til at fryse 🙂
Varmen kommer dog hurtigt igen, når vi skal gå ned og op igen til indgangen til Mammut caves.
Mammut caves har intet at gøre med mamutter. De hedder Mammut Caves på grund af størrelsen. Der er foreløbig fundet 75 km sammenhængende grotter og der bliver stadig fundet nye grotter, så systemet vokser år for år siden de første blev opdaget i 1910. Grottesystemet er ikke alene langt, det strækker sig også dybt og højt. Det laveste punkt er i højde med dalen under os og det højeste er 2 meter under hvor liften stopper. Vi får kun ca. 1 km at se, men det er også nok for her er også koldt ca. 2 grader. Grotterne er meget store og tørre nu, men det er vand som igennem millioner af år har gravet grotterne ud. Det er en flot tur igennem grotterne, men ikke nær så flot som is-grotterne.
Ude i varmen igen kører vi ned med svævebanen. Klokken er efterhånden blevet 15 og vi er sultne. Vi kører ind til en lille kro på vejen retur mod Hallstatt og sidder udenfor. Det er stadig dejlig varmt ca. 27 grader, men vi kan se at skyerne hurtigt trækker sammen oppe omkring bjergtoppene og lige pludselig kommer vinden og vi må skynde os at samle maden sammen og trække indenfor, inden regnen vælter ned og det tordner. Det er uhyggeligt hvor hurtigt vejret skifter fra sol og vindstille til styrtregn og masser af vind. Det er ikke underligt, at folk kan blive fanget på bjergene i pludseligt dårligt vejr!
Efter en halv times tid stilner både vind og regn af og vi kører hjem til vores hotel og slapper af resten af dagen. Regnen kommer og går, så det er ikke rigtig vejr til at være uden for, men det gør ikke så meget. Vi har haft en dejlig dag på bjerget med skønt vejr, så vi klager ikke 🙂

22. juni (Hallstatt – Ramsau am Dachstein): Regnen er hørt op da vi vågner, men skyerne hænger tungt og solen kommer kun sporatisk igennem, da vi vågner. Øv vi vil helst have sol og varme, når vi har sommerferie også selv om vi er i Østrig 🙂
Vejret gør nu ikke så meget her til formiddag for vi har planlagt at tage i Salzwelten – den ældste saltmine i verden. Så det bliver endnu en dag, hvor vi ser indersiden af bjergene.
Salzwelten er som sagt den ældste saltmine i verden og der graves stadig salt op fra minen. Der er fundet beviser for, at der har været mennesker i minen helt tilbage for 7000 år siden og verdens ældste underjordiske trætrappe er også fundet her. Den er ca. 3000 år gammel. Rundvisningen er sat meget fint op, så der er oplevelser for alle både store og små. Vi går igennem snævre tunneller ca. 200 meter ind i bjerget og kører ned på træslidsker mellem etagerne lige som arbejderne iøvrigt også gør og slutter af med at køre på et lille tog ud af minen igen. Undervejs har vi fået fortalt om hvordan salten er kommet til at ligge i bjerget og hvordan man udvinder det via vores guides fortællinger og via shows med speciel effekts. De har virkelig forstået at gøre det til en totaloplevelse af se en saltmine.
Efter et par timer er vi ude igen. Vejret er klaret lidt op og solen kommer lidt igennem, så vi kan sidde udenfor ved Rudolfs turm og nyde en dejlig gullash-suppe og se ude over Hallstatt see og bjergene. Vi kan slet ikke få nok at denne skønne natur :-).
Vi kører de ca. 500 meter ned med togbanen og kører derefter mod vores næste destination. Vi havde oprindelig planlagt at blive en nat mere her i Hallstatt, men da hverken hotellet eller vejret er noget at råbe hurra for og der iøvrig er al for mange kinesere her i byen, så vil vi videre. Vi har booket hotel for de næste 2 nætter i Ramsau am Dachstein, som vi kender fra tv-serien Bjergredderne, som har kørt fra ZDF. Det er et utrolig smukt område på sydsiden af Dachstein massivet, som vi gerne vil se i virkeligheden og ikke kun på tv 🙂
Det er en køretur på ca. 80 km, så vi er fremme ved Hotel Lärchenhof omkring kl. 15 og tjekker ind på et dejligt værelse på det skønneste lille hotel. Her føler vi os vel tilpas fra vi træder ind af døren. Desværre er vejret ikke med os. Vi troede, at vi skulle ud at gå og se på den lille by, men så snart vi har sat kufferterne op på værelset begynder det at regne – øv.
Vi har halvpension på hotellet og er spændt på hvordan maden er efter hvad vi har oplevet i Hallstatt, men det tåler ingen sammenligning. Her får vi en 5-retters menu, som er virkelig velsmagende og dejlig hvidvin til. Det er bare dejligt 🙂

23. juni (Ramsau am Dachstein): Det har regnet hele natten og det regner fortsat, da vi vågner. Det er lidt trist. Vi vil jo gerne ud og nyde bjergene, men her til morgen kan vi end ikke se toppene!
Ved morgenmaden spørger vi hotelværten om han kan anbefale nogle gode vandreture, når vejret er som det er. Han har 2 forslag. Det ene er en rundtur omkring Rittisberg og det andet er Silberkarklamm.
Vi overvejer hvad vi skal. Det er klarer lidt op i løbet af formiddagen, så vi beslutter at gå rundt om Rittisberg som anbefalet. Det er en tur på 12-15 km, hvor man kommer forbi 3 forskellige små hytter med udskænkning og med mulighed for at komme i tørvejr, hvis regnen tager til 🙁 
Vi er nu heldige med vejret. Det regner overhovedet ikke, men til gengæld er turen meget kedelig. Næsten hele turen er på en grusvej i skov, så der er ikke nogen udsigter at nyde. Den første hytte vi kommer til er lidt speciel, idet den er over 400 år gammel, men den ser ikke særlig imødekommende ud, så vi går ikke ind. Den næste derimod – Sonnenalm – den er hyggelig. Vi synes det er for koldt at sidde udenfor, så vi går ind. Det er der også mange andre som har gjort. Her er næsten fyldt op og der er en skøn stemning. Det er lørdag, så det er åbenbart et yndet udflugtsmål i weekenden. Mange sidder og spiser og hygger og der er en mand, som spiller på harmonika og synger. Vi sidder og hygger os lidt og får noget at drikke inden vi skal videre. Vi har langt at gå endnu.
Da vi når hjem til hotellet er kl. 14 og det er klaret så meget op, at vi nu kan se Dachsteins top og svævebanen, som kører derop. Selv om det er lidt sent at køre derop gør vi det alligevel for det er med at udnytte at der nu næsten er skyfrit.
I diverse brochurer og på internettet, står der at man helst skal bestille tid for at køre op og ned med svævebanen. Det har vi ikke gjort, da vi ville se hvordan vejret er, inden vi vil binde os. Det viser sig ikke at være noget problem overhovedet. Vi er de eneste som skal op med svævebanen 🙂 og der er vel plads til 50-60 mennesker!
Da vi kommer op på toppen i ca. 3000 meters højde kan vi godt forstå, at det ikke er noget tilløbsstykke lige i dag. Vi har fin udsigt, men der er minus 2 grader og med chilfaktor føles det som minus 10. Vi er på sommerferie og har tøj med som sådan, men det her er som at være på vinterferie. Jeg må have vanterne på, som jeg heldigvis har taget med. Ulrich har ladet sine ligge i bilen, så han fryser med anstand!
Det går hurtigt med at gå rundt omkring svævebanehuset, hvor man har fantastiske udsigter ud over hele dalen og over toppene og Dachstein gletsjeren, hvor der også er nogle enkelte, som står på ski. Vi er også over hængebroen, som er helt hvid at frost og ude på “trappen ud i ingenting”. Både hængebroen og trappen er specielle at gå på idet de hænger ud over afgunden og man kan se lige ned igennem trådnettet, som man går på. Man skal ikke lide for meget at højdeskræk!
For enden af hængebroen er der et ispalads, hvor de har lavet gange igennem isen og hugget/skåret flotte monumenter ud af isen. Der er forskellige temaer fra år til år. I år er det Europas byer, så der er bl.a. Brandenburger Tor fra Berlin og Eifeltårnet fra Paris. Det er meget flot lavet, men det er også meget koldt at gå rundt inde i en ishule. Efter at have set de nævnte ting hundefryser vi. Der var ellers mulighed for at vandre et par små ture heroppe, men det er simpelt hen for koldt. Vi må ned i varmen igen, så vi hopper på næste svævebane ned igen.
Efter den lidt kedelige formiddagstur og flotte men kolde eftermiddagstur trænger vi til et varmt bad og noget godt at spise. Vi får begge dele og kravler tidligt i seng, men vi får desværre ikke sovet. Der er bryllupsfest på hotellet og de har levende musik med, som spiller og synger og tramper og klasker på lår til kl. 2 om natten og det er lige neden under vores værelse!!!!!

24. juni (Ramsau – Radstadt): Vi står sent op. Det er ikke blevet til megen søvn med al den larm og vi er ikke alt for friske, så da vi skal tjekke ud og den unge mand bag skranken pænt spørger om alt har været i orden, får han det glatte lag! Jeg er sur og træt og kræver kompensation for manglende søvn. Den unge mand henter straks værtinden, som tilbyder os 10 % rabat. Det er jeg ikke tilfreds med, hvilket hun tydeligt kan se, så hun skynder at ændre det til at vi får refunderet den ene nat. Det er måske nok lidt mere end jeg havde forventet, men så er vi tilfredse omend stadig trætte 🙂
Det småregner, men vi kører alligevel ud til Silberkarklamm for at gå en tur der. Det er en virkelig skøn tur op igennem en kløft, som er skåret ved vandets kraft igennem mange år og vandet fosser stadig lystigt ned. Vi går på træbroer langs og over vandet. Her er meget flot. For enden af kløften går vi hen over bjergsiden og ned igen til parkeringspladsen. Det er en meget lille sti, som er pænt krævende, da der er en del højdemeter og trærødder, som er glatte, så vi skal passe på hvor vi sætter fødderne. Der er langt at falde ned, men der også skønne udsigter, så vi nyder turen. Vi starter i regn, men slutter i flot solskin.
Ved indgangen til Silberkarklamm lå der en brochure omhandlende Die Bergretter – tv-serien. Brochuren lå der, da kløften her bl.a. har været brugt til nogle af optagelserne, hvilket vi også kan genkende. Der er også henvisning til andre optagelses-steder, som vi også gerne vil se. Vi kører derfor videre til Stoderzinken Alpenstrasse, som er en højtbeliggende snoet og stejl alpevej med vidunderlige udsigtspunkter. Den fører op til en område, hvor der er en masse vandrestier, men det er begrænset, hvor meget vi kan nå, da klokken er 15, da vi når toppen. 
Vi tager en tur på små 5 km, som går ud til en skøn lille trækirke på 4-5 kvm – Friedenskircherl, som er klistret op af klippevæggen og det er kun en lille sti som fører ud til den. Den blev bygget i 1902 af Emil Ritter von Horsig d`Aubigny.
Fra kirken går vi videre op til toppen af bjerget, som vi iøvrigt også kan genkende fra Bergretter. Det er her helikopteren flyver rundt omkring korset, som indledning til afsnittene 🙂 Vi ser undervejs også nogle af de hængerbroer, som kun består af nogle enkelte wirer, som går fra klippe til klippe ud over dybe afgrunde. De er dele af ferrata-stier og når vi ser de broer og iøvrigt også wirerne, som går næsten lodret op af klipperne, så er vi sikre på at det aldrig bliver en del af vores bjergeventyrer. De er ganske enkelt for udfordrende!
Fra toppen har vi igen en fantastisk 360 graders udsigt – så smukt og de eneste andre heroppe er en flok får, som vi forventer vil flygte, når vi nærmer os dem, men det sker ikke. I stedet kommer de til os og vil kløes bag ørerne :-).
Efter ca. 5 km og 500 højdemeter er vi tilbage ved bilen og kan køre ned af den flotte snoede Stoderzinken Alpenstrasse og videre til vores næste overnatningssted, som er i Radstadt. Det ligger ikke mere end ca. 25 km fra Ramsau, så vi bliver lidt i samme område.
Vi tjekker ind på det meget flotte Zum Jungen Römer, som ligger lige op ad Radstadt Golfbane 🙂 Vi får en dejlig velkomst, hvor der lige frem bliver givet hånd til velkomst. Det har vi ikke været ude for, men det er da meget hyggeligt. Vores værelse ligger på 1. sal med stor balkon til 2 sider og udsigt til bjergene. 
Vi stiller kun kufferterne op på værelset og går derefter ned i restauranten, hvor vi får den skønneste 6 retters gourmet-menu og en fantastisk betjening. De forstår at hygge om gæsterne.
Efter sidste nat, hvor vi ikke fik meget søvn, er vi noget trætte, så det bliver tidlig sengetid og her er der dejlig stille 🙂

25. juni (Radstadt): Vi har sovet dejligt, men desværre regner det, så det ligger lidt en dæmper på humøret. Vi sover lidt længere inden vi går ned og nyder en skøn morgenbuffet. Vejret klarer lidt op. Det regner i hvert fald ikke, så vi bestiller en golftid på Radstadt golfbane, som er en mesterskabsbane og specielt kendt for at være den eneste bane i verden, som har et udslagssted, hvor man skal med svævebane op for at slå ud :-). Der er en højdeforskel på ca. 100 m fra tee-sted til fairway. Det skal være et rimeligt lige slag for at man kan følge bolden ned til fairway, men det lykkes til fulde for os begge. Vi ligger midt på fairway og Ulrich måler sit drive til 246 meter. Så langt har han aldrig slået før 🙂 Men det spil er iøvrigt kendetegnende for hele runden. Vi spiller begge godt, men Ulrich oven i købet til nedskrivning. Det er jo ikke så tosset på en fremmed bane. Vi får noget regn undervejs, men det ødelægger ikke en god golfoplevelse på en flot bane.
Tilbage på hotellet går vi i spa-området og nyder svømmetur, jacuzzi, sauna og infrarød-kabine. Det er ren afslapning inden vi indtager endnu en skøn gourmet-middag og går en aftentur, da solen til en forandring er kommet frem.

26. juni (Radstadt): Der er lidt sol da vi vågner i dag, men der er mange skyer og iflg. vejrudsigten kan der også blive regn i løbet af dagen. Det er ved at blive lidt deprimerende med alle de skyer og udsigt til regn hele tiden, men heldigvis regner det da ikke her til formiddag, så vi bestiller tee off på golfbanen kl. 11.40, som er den første tid vi kan få, når vi gerne vil spille alene. Det bliver endnu en god runde, hvor vi kan spille med korte ærmer og uden regntøj, så det er bestemt fremskridt i forhold til i går, hvor vi måtte have regntøjet på og paraplyerne frem 🙂
Både før og efter golfturen er ren afslapning, så der er ikke meget at berette.

27. juni (Radstadt – Zell am Ziller): Det regner fra morgenstunden og vores tålmodighed med Østrigs vejr er brugt op. Det er et fantastisk smukt land, men vejret det har de altså ikke været for heldige med og måske skal vi være glad for, at vi trods alt har haft nogle gode dage, men nu må det stoppe. Vi skal finde et sted, hvor vejret er bedre. Vores oprindelige plan var at køre til Cortina D`Ampezzo i Dolomitterne, men der er vejrudsigterne heller ikke for gode. Der ligger et kæmpe lavtryk over alperne og Dolomitterne, som giver ustadigt vejr, så vi skal syd herfor for at få godt vejr. Gardasøen bliver vores mål. Der er ikke så langt og der skinner solen 🙂
I første omgang kører vi mod Zell am Ziller. Vi vil gerne se Krimmler vandfaldet og køre over Gerlos Alpenstrasse, som skulle være mægtig flot. 
Regnen står ned, så vi ser ikke meget på turen til Krimmler, men da vi har taget vandrestøvlerne på og gjort os klar til at gå den ca. 5 km lange tur op langs Krimmler vandfaldet, som med sine 380 m fald over 3 trin, er Østrigs højeste vandfald og det 5. højeste vandfald i verden, kikker solen pludselig igennem skyerne. Det kan ikke være bedre. Vi ville se vandfaldet under alle omstændigheder, men det er da rarest at gå i tørvejr og helst også solskinsvejr 🙂
Fra parkeringspladsen og hen til indgangen er 10 minutters gang, hvor der er restauranter og souvenirbutikker. Det er tydeligt at her kommer mange besøgende også nu, hvor vi er lidt uden for den store sommertilstrømning. Vi stiller os i kø og når efter 10-15 minutter frem til kassen. MEN vi har ikke kontanter. Vi er vant til at kunne betale alt med vores kort eller applewatch, men her tager de kun kontanter! Det er sgu irriterende. På forespørgsel om hvor den nærmeste pengeautomat er, får vi at vide at den ligger 6 km derfra i Krimml. Damen giver os dog en lille hint om at vi kan spørge i den nærliggende souvenir-butik. Måske vil de hjælpe os. Det er forsøget værd! Det er et par unge piger, som er søde og vil hjælpe os, men de har en meget dårlig internetforbindelse, så det tager 10 forsøg at komme igennem og få hævet de 10 euro, som vi skal bruge og imens er køen vokset, så det tager os denne gang 20 minutter at komme igennem køen!
Endelig kan vi begynde opstigningen langs vandfaldet. Det er en ret hård tur med mange højdemeter på en kort rute. Specielt det sidste stykke op langs det øvre fald er hård og da det samtidig begynder at regne og må have regntøj på, så bliver vi både våde ude og inde fra 🙂 Vandfaldet er flot, men da vandet også begynde at komme ikke kun som støvvand fra vandfaldet, men også oppe fra, så tager det lidt at fornøjelsen og da vi kommer ned til restauranten, som ligger lige inden øvre vandfald søger vi ly og det er rigtig heldigt for kort tid efter styrter regnen ned og restauranten bliver hurtigt fyldt op. Vi nyder en øl og en schnitzel, og hygger os med at se på tjenerne som styrter rundt for at få flest mulige kunder igennem restauranten, men det gør det på en sød og underholdende måde, så folk bliver ikke sure over at blive stuvet sammen med fremmede mennesker ved bordene.
Da vi forlader restauranten er regnen stilnet af, men det drypper stadig, så vi skynder os ned til bilen. Vi bliver her enige om at det ikke giver nogen mening at køre over Gerlos Alpenstrasse, da skyerne hænger lavt og det regner, så vi vil ikke kunne se langt. Vi kører derfor af den gamle hovedvej, som kører lidt lavere i bjergene. Det bliver en prøvelse. Vejen er meget smal og er ikke vedligeholdt i mange år, så den er faldet sammen og er meget ujævn. På et tidspunkt må vi bakke et godt stykke ned, da der kommer en modkørende, som ikke har til hensigt at bakke. Heldigvis kører vi inderst, så vi skal ikke ud at holde på en afgrund, men kan finde en lille vigeplads mod bjergsiden.
Vel fremme i Zell am Ziller indlogerer vi os på et lille hotel og går ud og spiser aftensmad på et andet nærliggende hotel. Regnen er hørt op og der kommer lidt blå himmel. Måske vi får en god dag i morgen?

28. juni (Zell am Ziller – Malcesine ved Gardasøen): Skyerne hænger lavt omkring bjergene. Den blå himmel fra i går aftes er total forsvundet. Efter morgenmaden sætter vi os i bilen. Vi har en pæn lang køredag foran os. Der er kun 285 km til Malcesine, hvilket iflg. GPSen tager 3,5 timer, men det er via motorvej og vi har besluttet at køre af hovedvej 182/SS12, så det skulle tage omkring 6 timer, men også være en væsentlig smukkere tur.
Det er en virkelig smuk tur, hvor vi flere gange krydser under motorvejen. Bl.a. ser vi op på Europa Brücke i stedet for at køre på den. Det er et imponerende syn nedefra. 
Vi starter i regnvejr, men efterhånden som vi kommer sydpå skifter vejret. Regnen ophører, da vi krydser grænsen til Italien og skyerne bliver lettere og temperaturen stiger drastisk. I Zell am Ziller var den 11 grader til morgen. Da vi når til Malcesine er den oppe på 27 grader. Det kan vi li` 🙂 Efter at have krydset grænsen til Italien skifter landskabet karakter. Hver en lille plet er udnyttet med enten frugttræer eller vinstokke. Det er et meget flot område med Adige floden i bunden af dalen og ellers høje bjerge med masser af borge bygget på de mest ufremkommelige klippetoppe.
Vi prøvede i går at bestille et værelse på et hotel, som desværre ikke havde plads til os, men de henviste os til et andet, som vi har booket – Villa Lisa. Det så pænt ud på billederne på internettet og da vi kommer frem, bliver vi bestemt ikke skuffede. Vi får et skønt værelse med en stor balkon med udsigt ud over søen til Limone og Malcesine med borgen og vi kan også se helt op til Riva del Garda i den nordlige ende af søen. Det kan ikke være bedre og så ligger det lidt uden for byen mellem olivenlunde, men vi kan let gå ind til byen. Her er dejligt og vejret er godt.
Vi klæder straks om til shorts og går ned og kikker på byen, som er rigtig hyggelig med små krogede gader og bilfri. Aftensmaden bliver indtaget på en restaurant, hvor vi sidder og kikker ud på søen med turbådene, som kommer og ligger til og ind i et lille havnebassin, hvor ænder svømmer rundt. Det er virkelig malerisk skønt.

Læs videre i dagbogen fra Italien/Dolomitterne her.