Dagbog fra Tyskland/Østrig (2020)

Efter at alle vores forårs- og sommer-ferier er blevet aflyst p.g.a. covid-19, har vi nu fundet en løsning, som vi håber, vi kan gennemføre uden de store problemer. Vi har lejet en camper i Tyskland, som vi skal hente i Flensburg. Planen er herefter at køre syd-øst-over til Sächsische Schweiz lige syd for Dresden, hvor der skulle være nogle skønne vandreområder. Derefter vil vi køre igennem Tjekkiet til Østrig og vestpå til Ellmau og Westendorf. Camperen giver os friheden til at køre, hvorhen vi vil uden at skulle reservere hoteller og samtidig kan vi isolere os i forhold til andre mennesker og derved mindske risikoen for Covid-19 smitte.

9. august (Hjemmefra til Flensburg): Vi har været til golfturneringer hele ugen i HGK med afsluttende fællesspisning i aftes, så vi har ikke nået at få pakket alle vores ting. Vi har derfor travlt fra morgenstunden med at pakke kufferterne og få samlet og pakket alt ned i bilen. Der er rigtig meget bagage. Ikke så meget tøj m.v., men vi skal også have dyner, campingstole, grill, golfudstyr og cykler med.
Det lykkes at få alt sammen pakket sammen og turen går så til Flensburg med et lille stop hos min bror og svigerinde, hvor vi skal se deres nye store lækre camper. Den er noget større og mere luksuriøst udstyret end dem vi hidtil har lejet.
I Flensburg tjekker vi ind på Hotel des Nordens, hvor vi får aftensmad og går tidligt i seng. Vi er trætte oven på den travle golfuge og en travl dag i dag med pakning og køretur.

10. august (Flensburg – Lüneburger Heide): Vi får morgenmad på hotellet og kører derefter til Købmandsgården og Fleggaard for at proviantere. Vi ville gerne have købt både mad og drikkevarer m.v. til den første uges tid, men på grund af den extreme varme vi har i øjeblikket (30-32 grader), så tør vi ikke købe madvarer, som risikerer at tage skade, inden vi kan få dem lagt i camperens køleskab og fryser.
Efter indkøb og en lille gåtur i Flensburg langs havnen og i gågaden kan vi endelig hente camperen. Den står klar til os, men inden vi har fået læsset alle vores ting over i den og så småt indrettet os, er der alligevel gået et par timer, men så har vi også fået underholdning! Der er 2 andre par, som skal hente campere samtidig med os. Det ene par har kørt deres personbil hen foran de 2 campere og jeg ved ikke helt hvordan tingene sker, men i hvert fald starter det ene par deres camper, mens den står i gear, så den hopper frem og lige ind i siden på de andres personbil. Vi ser det ikke ske, men hører et gevaldigt brag og en dreng, som begynder at græde. Vi tror, der er kommet nogen til skade, men det er heldigvis ikke tilfældet, det er kun matrielle skader på både camperens forskærm og siden på den næsten nye personbil. Ejeren af personbilen er grædefærdig. Det var ikke lige den start på sommerferien, som de havde ønsket sig.
Vi efterlader vores bil hos udlejer og kører sydover i vores camper (Weinsberg cc600 MEG Pepper Edition) og rammer den sædvanlig kø omkring Hamborg, men ellers går turen fint og vi tjekker ind på en campingplads syd for Lüneburger Heide ved 19-tiden.

11. august (Lüneburger Heide – Dresden): Vi har sovet fint i nat. Temperaturen faldt heldigvis noget i løbet af natten, men her til morgen er der allerede 23 grader og solen skinner fra en skyfri himmel, så det bliver endnu en hed dag.
Det er en ren transportdag i dag. Vi havde egentlig regnet med at køre hele vejen til Bad Schandau i Sächsische Schweiz, men da vi ikke fik købt nogen madvarer i går p.g.a. varmen, så er vi nødt til at gøre det i dag. Så vi når kun til Dresden, hvor vi finder en fin plads, som ligger ikke ret langt fra Elben.

12. august (Dresden – Bad Schandau): Det var meget varmt, da vi gik til køjs i aftes, men heldigvis faldt temperaturen igen hen over natten, så vi har haft fået en god nats søvn.
Når vi nu er i Dresden, må vi også hellere få set byen. Det var ellers ikke planen. Vi er ikke til de store byer, men på den anden side har vi hørt så meget om hvor dejlig en by Dresden er, så efter morgenmaden tager vi cyklerne frem og kører langs Elben ind til Alt Stadt, hvor vi hopper på en sight seeing bus, som i halvanden time kører os rundt i hele byen. Det er en afsindig varm tur med en tysk guide, som snakker uafbrudt. Vi får set alle dele af Dresden, men vi forstår desværre ikke alt, hvad guiden siger, enten fordi hun snakker for hurtigt eller fordi vi mister koncentrationen p.g.a. varmen. Her er over 32 grader i skyggen og fordi solen brænder så kraftigt i øjeblikket, så har de valgt at overdække busserne. Vi bliver så ikke forbrændte, men det er stadig varmt og p.g.a. Covid-19 SKAL vi have mundbind på på hele turen!
Vi får frokost indenfor i restaurant med aircon inden vi igen sætter os på cyklerne og kører tilbage til campingpladsen.
Vi tjekker ud og kører den sidste times tid, som vi ikke nåede i går. Ned til Bad Schandau. Vi havde regnet med bare at køre ind på en stellplatz den første nat indtil vi havde fået set på nogle rigtige campingpladser, men alle vores fine apps på telefonerne har vi ingen glæde af, da der ikke er internetforbindelse. Så ville man ønske, at man havde skrevet en masse ting ned eller printet noget ud, men mine forberedelser har jeg gemt via links til alverdens hjemmesider, som jeg nu ikke kan få forbindelse til! Vi må bare køre og håbe på, at der er skilte til campingpladser. Vi finder en, men den er ikke speciel hyggelig og de har kun en plads tilbage og kun for en nat. Vi må tage den og så se om vi kan finde noget bedre i morgen.
Resten af dagen slapper vi af.

13. august (Bad Schandau – Königstein): Vi har ikke haft sat vækkeuret og har åbenbart trængt til søvn for vi vågner først kl. 9! Vi skal være ude af campingpladsen kl. 10, så vi har lidt travlt. Vi bader hurtigt og får morgenmad og kører derefter op til udgangspunktet for en vandretur til Kuhstahl og Himmelleiter + Lichtenheiner Wasserfall. Vi er her før den store tilstrømning, men kan ikke finde P-plads til camperen. Lidt frustrerende, men må køre videre. Vi ender oppe i nogle små bjergbyer, som tilsyneladende også er udgangspunkt for vandreture, men vi har ikke forberedt os, så vi ved ikke hvor vi skal gå fra og til. Der er en campingplads, men den er desværre fuldt optaget, så vi må køre tilbage og finder så heldigvis en p-plads til camperen og får gået en skøn om end varm tur op til Kuhstahl og Himmelleiter. Vi troede også vi skulle gå langt til Lichtenheiner Wasserfall, men det viser sig at være lige op af vejen. Det er et meget specielt vandfald for der er lavet en dæmning oven for faldet og med jævne mellemrum åbnes der for en lem så vandet fosser ned og for at gøre folk opmærksom på at det er tid spilles der et stykke marchmusik lige inden lemmen åbnes! Meget specielt 🙂
Efter vores vandretur, som ikke er en lang en af slagsen, men så er vi i gang, kører vi ned til Bad Schandau og videre langs Elben i vores jagt på en campingplads. Ved Königstein lykkes det, der ligger 2 pladser lige op af hinanden, kun med et hegn imellem. Vi får plads på den første vi spørger, men igen er der kun plads i 1 nat. Vi må nøjes med det for vi tør ikke satse på at kunne finde en anden.
Vi får en fin plads i anden række ned til Elben, hvor vi slapper af et par timer inden vi tager cyklerne og kører ind til Königstein et par kilometer nede af Elben. Vi er nødt til at finde en pengeautomat, da vi må konstatere, at Tyskland stadig ikke er så langt fremme med teknologien. Det er fortsat ikke alle steder vi kan bruge vores visa og master-cards. De vil kun have kontanter!
Det er hamrende varmt 32-33 grader i skyggen, så vi nyder en radler i skyggen på en restaurant lige neden for Königstein borgen. Det er samlingssted for at alle turisterne, som har besøgt borgen, så der er pænt mange mennesker.
Hjemme igen er det tid til aftensmad og så er vi ellers grydeklar. Varmen tager på kræfterne 🙂

14. august (Königstein – Rathen): Vi har sovet godt på vores campingplads, som ligger lige ned til Elben, hvor hjuldampere sejler frem og tilbage med turister. Det ser meget hyggeligt ud og det eneste man hører, når de sejler forbi, er hjulenes pisken i vandet og så et gevaldigt fløjt, når de ligger fra land og slipper dampen ud.
Vi har sat vækkeuret til kl. 6, da vi vil op til Bastei Brücke og jeg har læst, at der kan blive temmelig crowded op ad dagen. Ulrich er dog ikke så hurtig her til morgen, så der går næsten 2 timer, før vi kommer ud af campingpladsen og sætter kursen mod Kurort Rathen. Det er kun en køretur på små 15 km og vi er heldige at finde en parkeringsplads med det samme. Oven i købet en stellplatz, hvor vi må parkere og overnatte. Det er dejlig bekvemt for jeg ringede i går 6 gange til en campingplads for at reservere plads, men kom ikke igennem.
Vi stiller camperen og går ned til Elben, som løber lige nedenfor og tager en lille færge over til den anden side, hvor der er en rigtig lille hyggelig og rolig by. Herfra begynder vi opstigningen til Bastei Brücke, som ligger i 305 meters højde. Det er op og op og det er varmt og fugtigt. Sveden driver af os, men da vi kommer op til udsigtspunkter over Elben, Felsenbrüne (et gammelt fæstningsanlæg) og over de mange flotte kalkstensklippeformationer og ikke mindst Bastei Brücke, er det al sveden værd. Det er bare så flot og lige det vi kom for at se. Det er som brochurerne viser bortset fra, at vi for første gang på ferien ikke har blå himmel. Skyerne samler sig i dag og de har lovet regn og torden i eftermiddag. Efter Bastei går vi videre ned igennem et område der hedder Swedenlöcher, hvor indbyggerene i området under 30-årskrigen gemte sig for svenskerne. Det er et utrolig flot område med stejle klipper, som er beklædt med mos og andet grønt. Stien ned igennem Swedenlöcher er meget smal og består kun af trin. Der skulle være omkring 900 af slagsen! Vi er rigtig glade for, at vi nu kun skal gå ned. Her er meget fugtigt og det ses tydeligt på dem som går op at det trækker sveden frem. De er gennemblødte 🙂
Nede ved Elben igen trænger vi virkelig til en kold radler og lidt at spise. For at finde et sted med skygge og en let brise, går vi langs Elben til et lille hyggeligt gasthaus med terrasse ud mod floden. Her er skønt at sidde og se på hjuldamperne og kajakroerne, som sejler med strømmen ned til næste by, som er Wehlen.
Efter frokosten samler skyerne sig og bliver mørkere. Den lovede regn og torden er på vej, så vi tager færgen retur. De første tordenbrag høres og da vi er 50 meter fra camperen begynder det at regne. Det har vi virkelig timet godt.
Resten af dagen slapper vi af i camperen, mens regnen trommer på taget. Det er meget hyggeligt, bare det ikke bliver ved i flere dage!!

15. august (Königstein – Krems an der Donau): Det er helt overskyet her til morgen og temperaturen er faldet gevaldigt. Der er kun 18 grader og de lover desværre også regn i dag.
Det gør ikke så meget, at solen ikke bager ned i dag, for vi skal blot sidde i bilen. Det er en ren transportdag på ca. 400 km igennem Tjekkiet til Østrig. Der er ikke meget at fortælle om turen igennem Tjekkiet, da vi kører på motorvej det meste af tiden og derfra er der ikke meget at se. Det er dog meget sjovt lige da vi kører over grænsen fra Tyskland. Der er nemlig grænsehandelsbutikker. Så tænker vi alle på billig vin, øl og sodavand mv. men sådan er det ikke her! Her er det fuglehuse, havemøller og en masse plastikting og så er der et hav af frisører og neglesaloner! Gud ved hvem der handler her?
Det holder tørvejr det meste af vejen, men da vi kommer til campingpladsen i Krems an der Donau bliver der lukket op for sluserne. Efter et par timer holder det dog op og vi kan gå en lille tur rundt i byen. Det er en meget hyggelig by med brostensbelagte smalle gader, men der er stort set øde selv om det er lørdag aften. Selv restauranterne er lukkede. Måske p.g.a. corona.
Det er i øvrigt en dejlig campingplads vi er kommet til, som ligger lige ned til Donau og med fine faciliteter. Det er en noget anden standard end i det tidligere østtyskland, hvor alt endnu ikke er helt up to date endnu.

16. august (Krems an der Donau – Marbach): Vejrudsigten for i dag er ikke speciel god, men den viser sig heldigvis ikke at holde stik. Fra kl. 10 og resten af dagen har vi sol fra en skyfri himmel og 24-26 grader. Det er helt perfekt.
Vi kører igennem den skønne Wachau-dal langs Donau. Her står vinstokkene tæt på terrasser bygget op af klippesiderne. Hver en kvadratmeter er udnyttet og der er små borge eller ruinerne af dem på bjergtoppene på strategiske steder langs Donau og på floden sejler lange luksuspramme med turister. Det er virkelig et smukt syn.
Vi standser i Dürnstein, som er en rigtig hyggelig lille by med en velbevaret middelalderlig by-struktur og ridderborgen beliggende på klipperne over byen. Borgen og den oprindelige by er fra 1100-tallet og blev internationalt berømt, da den engelske konge Richard Løvehjerte blev holdt fanget der i en periode, fordi han havde fornærmet den østrigske konge under korstogene til Jerusalem. Under 30-års-krigen sprængte svenske tropper i 1645 borgen i luften. Det er derfor kun ruiner af borgen, som står der i dag, men der er en fantastisk udsigt deroppefra ud over byen og Donau og de mange vinmarker.
Vi krydser Donau en enkelt gang for at se Melk og det enorm store og flotte Kloster Stift Melk. Klosteret har en 1000 årig historie bag sig. Det har huset den første østrigske kongefamilie Babenbergerne, men blev senere omdannet til kloster og udvidet adskellige gange, så det i dag indeholder over 500 værelser. Det er i dag både museum, kloster og gymnasium. Det er et imponerende bygningsværk at se på og det lyser helt op, som det ligger oppe på en bakketop med frit udsyn til Donau.
Vi har ikke kørt langt i dag kun ca. 60 km, da vi sidst på eftermiddagen kører ind på en lille campingplads i Marbach. Det har været en skøn dag i et meget smukt område.

17. august (Marbach – St. Veit im Pongau): I modsætning til i går så holder vejrudsigten stik. Det er overskyet fra morgenstunden og der kommer lidt byger i løbet af dagen. Det er virkelig surt, når vi ved at solen skinner derhjemme og der er 30 grader!
Vi lader os dog ikke slå ud efter den skønne dag i går. Det bliver nok godt igen – håber vi 🙂 Vi kører mod vest og efterhånden kommer vi ind i mere bjergrigt område og bjergene bliver væsentligt højere. Vi nærmer os Tirol og det vi elsker ved Østrig, nemlig alle de flotte udsmykkede huse og alle blomsterne. Det er en hel anden byggestil, man har i den østlige del af Østrig, mere kedelig/traditionel.
Vores mål i dag er Lichtensteinerklamm, som er en af de længste og dybeste (300 meter) klamm i alperne. En klamm er en kløft gravet af vandet igennem årtusinder. Den var lukket sidst vi var her i området p.g.a. stenskred, men nu er den altså åben igen og der er som noget nyt bygget en kæmpe vindeltrappe inde i kløften, så man nu ikke kun går på stier og broer på siderne af kløften, men også ude midt i kløften. Det er en flot tur igennem kløften, men det ødelægger noget af oplevelsen, at vi p.g.a. coved-19 skal bære mundbind og når man puster igennem et mundbind og der er høj luftfugtighed, så er det en stor ulempe at bære briller. De dugger konstant, så man ikke kan se en brik 🙂
Da vi er færdige i Lichtensteinerklamm begynder det at regne og da vi tjekker ind på campingpladsen i St. Veit im Pongau høvler det ned og senere lyner og tordner det. Øv øv.

18. august (St. Veit im Pongau – Westendorf): Campingpladsen Sonnenterrasse som vi er tjekket ind på var en tilfældig en vi fandt på en app. Det er mest fastlæggere som er her og det bærer toilet- og bade-faciliteterne også præg af. Det er enormt flot, men det mest specielle er, at man ikke må have udendørs sko på indenfor. Der er et rum til hver stellplatz, hvor man kan have et par skiftesko stående!
Vi nyder de flotte badefaciliteter til morgenbadet inden vi kører. Vi skal videre til vandreområderne i bjergene, som vi har set så meget frem til. Der er kun en lille times kørsel til Dientner Sattel, som ligger ved Hochkönig og Steinernes Meer, som skulle være et vandreparadis. Jeg har udset mig nogle ruter, som udgår fra Dientner Sattel, så vi parkerer camperen på en stor og iøvrigt næsten tom parkeringsplads. Det er helt uvandt, at det går så let. Det skal hertil siges, at skyerne hænger lavt, så det er bestemt ikke det bedste vandrevejr, men vi vil tage chancen alligevel.
Det er noget koldere heroppe – kun 13 grader, så vi må skifte tøj til de lange bukser og langærmede trøjer og så selvfølgelig vandrestøvlerne. Da vi endelig er klar, er hænger skyerne længere nede og vi synes også at de er blevet mørkere, men vi går alligevel. Det bliver bare ikke ret langt for da vi er kommet 500 meter væk fra camperen begynder det at regne og det blæser også op. Vi ville så gerne op at vandre, men det her går bare ikke. Det vil blive alt for koldt og vådt, så vi vender tilbage til camperen og kører i stedet videre af rute 164, som går mellem Bischofshofen og Saalfelden. Det er et utrolig smukt område, som vi gerne ville være blevet i, men der er ikke nogen campingpladser tæt på, så vi vil hellere satse på at finde en campingplads ved Wilder Kaiser området, hvor der også skulle være godt at vandre og hvor der er campingpladser tættere på vandreområdet.
Vi kører således til Wilder Kaiser, som er kendt for dem, der som os ser TV-serien Bergdoktor. Serien er optaget på forskellige lokationer og vi kører til nogle af dem. I Going ser på torvet med kirken, apoteket og Susannes gasthaus og i udkanten af Ellmau ser vi lægepraksisen. Det er meget sjovt at se det hele i virkeligheden, men det virker på en eller anden måde større på TV end det er. Vi er ikke de eneste der gerne vil se lokationerne. Der er ret mange mennesker og der er ligefrem lavet specielle parkeringspladser til folk, som vi se lægepraksisen og der er skilte, som viser vej 🙂
Det er blevet hen på eftermiddagen og vi skal til at finde en campingplads for natten. Det er lettere sagt end gjort. Det er først på den tredie campingplads vi besøger, at der er plads til os!! Det er i Westendorf, som desværre ligger 20-25 km fra, hvor vi gerne vil vandre. Vi havde ikke forventet, at det skulle være et problem at finde campingplads, men det er det åbenbart. Nu tager vi foreløbig 2 overnatninger i Westendorf og så må se, hvad vi så gør og hvordan vejret bliver. Det er heldigvis klaret helt op, da vi tjekker ind på campingpladsen, så vi kan sidde og nyde en gin/tonic i solen og gå en tur ind til Westendorf inden aftensmaden.

19. august (Westendorf): Wauw en dag! Det har regnet det meste af natten og det småregner også her til morgen, så vi regner med at det bliver en indedag med afslapning, dagbogsskrivning og læsning, men ved 11-12-tiden ændrer vejret sig pludselig. Skyerne, der ellers har ligget lav og dækket alle bjergene omkrig os, letter og solen kommer frem. Det ændrer straks vores planer fra indedag til udedag :-).
Mountainbikerne blever taget af stativet bag på camperen og vi skifter til cykelbukserne m.v. Vi har læst og hørt om en skøn tur, hvor man kører hele vejen rundt om Hohe Salve. Det er en tur på ca. 50 km og hvis vi anstrenger os, så burde vi kunne køre det, selv om vi ikke har trænet overhovedet 🙂
Vi tager turen modsat uret efter at have studeret højdemeter. Det ser ud til at være den letteste vej rundt!
Klokken 12 begiver vi os ud og kører mod Kitzbühel. Det kniber med at finde ind på ruten, men det lykkes til sidst og så kører vi ellers derudaf. Det er en mægtig flot rute og man nyder rigtig de omkringliggende bjerge, når man sidder på cyklen i stedet for inde i bilen og kan standse når man vil og nyde det.
Efter et par timer er vi i Ellmau, hvilket er efter 24 km på ruten. Det et gået forholdsvis let, så vi sætter os og nyder en frokost på en hyggelig lille restaurant, hvor vi sidder i en dejlig have.
De næste 12 km går også meget let, det er næsten kun ned af bakke. Så er det ingen sag at køre i bjerge. Men man kan selvfølgelig ikke blive ved med at køre ned. Det flader også ud og desværre overser vi et skilt, hvor vi skal dreje og kører temmelig langt før vi finder ud af at vi er på gale veje! Vi må vende om og køre tilbage. Ærgerligt for benene begynder at værke. Tilbage på sporet igen begynder det at gå op og mine ben har snart ikke flere kræfter at gøre godt med. Vi tror vi snart er hjemme, men et skilt, hvor der står 18 km til Westendorf er ved at tage pusten fuldstændig fra os begge. Dels orker vi ikke så mange km nu og dels synes vi ikke det kan passe. Vi må have telefonerne frem og gang i google map. Heldigvis er google ikke enig med skiltet. Puha. Der er “kun” 8,4 km. Det letter lidt oppe i hovedet, men efter et par km kommer der småstigninger og benene vil ikke rigtig mere. Ved den mindste stigning, går jeg næsten i stå selv om jeg er i de mindste gear. Da der er 4 km tilbage går det for alvor op ad og ingen af os kan mere. Vi må kapitulere og trække cyklerne. Det er lidt ydmygende, når der kommer adskillige cykler og overhaler os, men de fleste er elcykler og dem giver vi ikke så meget for og så er der cykelrytterne, som nok har trænet i forvejen! Måske ville det også have hjulpet os nu, men det er for sent. Vi må som sagt trække og lade os overhale 🙂
Den sidste km går heldigvis nedad igen og vi kan se campingpladsen. Det er en kæmpe forløsning. Endelig hjemme igen. Klokken er 19 og vores tracker siger, at vi har kørt 62,47 km! Det har været en fantastisk flot tur, men de sidste 10-12 km, de var dælme svære at komme igennem og vi er spændte på, hvordan benene vil have det de næste par dage. Vi skulle jo gerne op og vandre, da vejrudsigten kun lover godt vejr de næste 2 dage og derefter regn og regn!
Vi bader og laver os et godt aftensmåltid med store bøffer og rødvin og så er det ellers godnat 🙂

20. august (Westendorf – Kitzbühel): Endnu en wauw dag 🙂 Det var gråvejr, da vi vågnede, men vejrudsigten lovede bedre vejr op af dagen, så vi tog chancen og kørte op til Wanderstartplatz Hüttling, Going, hvorfra vi gik turen Tauernblick Panorama-Rundweg med nogle små afvigelser. Det skulle iflg. beskrivelsen være en tur på 13,2 km og 960 højdemeter. Vi gik lidt på tværs på vejen ned, men alligevel fik vi gået over 15 km og 979 højdemeter. Det var en fantastisk flot tur og vejret viste sig fra sin bedste side. Efter en times tid kom solen frem og vi havde de skønneste udsigter og omgivelser mens vi stred os op ad. Jeg startede i lange bukser og langærmet bluse, iøvrig første gang på ferien, men vi var ikke nået langt før både den langærmet bluse og buksebenene måtte af. Vi svedte som svin. Vi har gået mange runder på golfbanen i år, men der er jo ikke mange højdemeter på golfbanen, så den træning gør os ikke til de perfekte bjergvandrere, selv om jeg har en tro på, at vi trods alt har fået nogle benmuskler af at gå rundt på golfbanen. Det vil vise sig de næste par dage, hvor ømme vi bliver i benene 🙂
Men som sagt vi anstrengte os en del, men vi blev så rigeligt belønnet med udsigter til bjergne omkring os og vandfald og åbne almer med græssende køer med bjælder og hele tiden kunne vi se op til de grå forrevne klipper på Wilder Kaiser, som vi har set så mange gange i fjernsynet i Bergdoktor-serien. Det er fuldstændig lige så flot i virkeligheden, som det er på fjernsynet og specielt i dag med blå himmel som baggrund.
Turen tog noget længere tid end de 6 timer i beskrivelsen, men vi havde også 2 længere pauser, så klokken var næsten 18, da vi endelig nåede tilbage til camperen og kunne køre til Schwarzsee campingplads, hvor vi skal være de næste 2 nætter.
Et køligt glas hvidvin og et tiltrængt bad og så var vi klar til aftensmad og tidligt i seng efter en anstrengende og varm, men fantastisk dag.

21. august (Kitzbühel): Solen har skinnet fra en skyfri himmel hele dagen og der har været omkring 30 grader. Det var også, hvad vejrudsigterne havde lovet. Vi tænkte derfor, at vi ikke skulle have en al for anstrende vandretur i dag, så vi kørte op til Hintersteinersee, hvor der skulle være nogle småture rundt om søen. Det viste sig at være en dårlig ide, for det var der rigtig mange andre, som også havde tænkt eller i hvert fald ville de gerne op til søen for at bade i det gode vejr. Vi havde kæmpet os op af den lidt smalle vej, som ikke rigtig er egnet til en stor camper og helt frem til parkeringspladsen blot for at konstatere, at der ikke var nogen ledige pladser, i hvert fald ikke til en camper. Vi var der omkring kl. 10 og det var alt for sent. Vi skulle nok have været der en time før for at have haft en chance!
Vi måtte kæmpe os tilbage igen af den smalle vej og ned til Scheffau, hvorfra vi istedet tog svævebanen op til Brandstandl, hvorfra vi kunne gå lidt rundt i området, som om vinteren er skiområde. Der var masser af lifte, men desværre kører de ikke om sommeren, så vi gik ikke så langt rundt pga varmen, som selv heroppe var kvælende. Vi nød dog områdets storslåethed med udsigter til bjergene rundt om os og helt ned til Gross Glockner og andre høje bjerge med sne på.
I stedet for at bruge alle vores kræfter og bliver solskoldede fandt vi et hyggeligt spisested – Jochstubn – hvor vi kunne sidde i skyggen og få en kold radler og brettljause og Tiroler Gröstl. Det var så godt 🙂
Pga varmen kørte vi allerede ned igen kl. 15 og tilbage til campingpladsen og slappede af i skyggen.

22. august (KItzbühel – Hopfgarten): Solen skinner her til morgen, men der er ikke den samme varme i luften, som i går og de lover regn senere i dag. Vi håber, de ikke får ret. Det er som sagt en meget flot morgen med høj blå himmel og vi er så heldige at se hele 8 luftballoner, som flyver hen over hovederne på os. Nogle meget højt oppe, men andre ser ud som om de vil lande meget tæt på og vi kan høre og se, når de tænder brænderne.
Vi er ikke så begejstret for denne campingplads – Schwarzsee, hvor faciliteterne er noget slidte, hvilket bestemt ikke afspejler sig i prisen. Det er den dyreste vi har boet på – 51 EUR i døgnet. Vi har derfor booket en anden CP, som ligger mellem Hopfgarten og Wørgl. Den håber vi er bedre 🙂
Vi mangler et campingbord, så vi kører til Jysk i Kitzbühel, men de har desværre udsolgt, så de sender os til Wørgl, hvor der muligvis er et. De har også udsolgt, så vi får ikke noget campingbord i dag, men kører i stedet til Rattenberg, som er en middelalderby med tradition for glaskunst. Vi var inde i firmaet Kisslinger, som igennem gennerationer har fremstillet glaskunst. Der var åbent værksted, hvor en glaspuster stod og arbejdede og der var utrolig mange flotte ting i udstillingen.
Vi var også inde i en sjov lille butik, som nærmest var en grotte, hvor de havde alle mulige specialiteter fra sæbe over pølser, spæk, ost og gin, snaps og chokolade og der var smagsprøver på en del af delicatesserne. Vi smagte både pølser og spæk og gin og chokolade. Det var et dejligt lille mellemmåltid 🙂 Vi blev selvfølgelig også fristet til at købe et stykke røget vildsvineskinke, som vi syntes smagte vildt godt.
Jeg havde læst om en lille by, som er kåret til Østrigs smukkeste blomsterby. Byen hedder Alpbach og ligger ikke så langt fra Rattenberg, så det var naturligt at fortsætte vores tur dertil, da vejret alligevel ikke var til at vandre. Skyerne trækker mere og mere sammen og bliver mørkere, så det er kun et spørgsmål om tid, hvornår de slipper regnen løs!
Alpbach ligger højt oppe af en snoet og stejl vej, så camperen måtte arbejde for sagen! Vi kunne ikke se på vores kort om der var parkeringspladser i byen, så vi holdt ind på en plads et stykke neden for byen, hvor også en anden camper søgte ind. Vi skulle ikke risikere at hænge på en bakke og skulle vende!
Det var en hyggelig lille by med næsten lutter tyrolerhytter bygget i træ og med blomster overalt. Det var virkelig flot, men vi synes nu nok at vi har set lige så flotte byer andre steder 🙂 Vi var heldige at se et brudepar, som kom fra gemeindeamt og skulle over i kirken og vies. Uden for kirken stod deres brudekaret, som var lidt ud over det sædvanlige. Det var en pyntet gammel traktor med hænger 🙂
Den var nok ikke gået i Danmark, men her holder man meget fast i traditioner. Om traktoren er en tradition ved jeg ikke, men de fleste af gæsterne var klædt i for mændenes vedkommende lederhosen og damerne dirndl. Det så flot ud.
Vi nåede tilbage til camperen inden regnen kom. Først ganske lidt, men da vi tjekkede ind på campingpladsen – Terrassencamping Schlossberg – stod regnen ned i stænger og der kom også enkelte lyn. Godt det er en camper vi har og ikke et telt 🙂
Resten af dagen og aftenen var afslapning indendøre med regnen trommende på taget.

23. august (Hopfgarten): Heldigvis er regnen holdt op til morgen, men det er stadig fuldstændig overskyet. Vi sidder længe over morgenmaden og håber på, at vejret skal blive bedre. Solen prøver at komme lidt igennem, men det lykkes ikke så godt. Klokken 11 bestemmer vi os dog til at vi vil tage en cykeltur op til Hotel Gruberhof, hvor Mette fra arbejde har boet 20 år i træk på skiferie. Inden vi bestemte os for at tage på camperferie, havde jeg kikket på det hotel som destination, så det kunne være meget rart at se det. Måske det kunne være destination næste gang vi kommer på disse kanter?
Der er kun ca. 12 km op til Hotel Gruberhof, så det burde være en lille fornuftig tur, men der også lige 750 højdemeter, som vi skal forcere! Det bliver en sindsyg hård tur op, hvor hjertet pumper maximalt og vi må gå en del af vejen. Vi kan simpelhen ikke holde tempo op ad stigningerne.
Næsten oppe er der skilt til Bjergdoktorens Gruberhof (Köpfing). Når vi nu er kommet så tæt på, så kan vi ikke lade være med at køre/gå derop også. Man må ikke køre derop i bil, men på cykel eller til fods er det OK, men man kan kun komme til indkørslen, hvor der er spærret af. Vi finder bagefter ud af, at havde vi valgt en hverdag kunne vi være kommet ind i huset på rundvisning, men altså ikke på en søndag, som vi har valgt. Det er nu også nok for os at se det udefra, hvor genkendelsen fra TV-serien Bergdoktor er til at få øje på. Vi kan næsten se Lisbeth stå med sine grøntsager uden for stalddøren og Martin komme kørende i sin gamle grønne Mercedes 🙂
Vi trækker cyklerne med op over en lille vandresti og kommer ud til vejen med de sidste hårnålesving op til hotel Gruberhof, hvor vi sætter os på terrassen med den skønneste udsigt ud over bjergene. Det er lise for sjælen. Solen kikker lidt frem og tører vores bluser, som er temmelig fugtige efter strabadserne op ad bjerget og en iskold radler læsker ganerne, mens vi venter på vores schnitzel – wiener art mit bratkartoflen.
Vi får overbragt vores hilsen fra Mette til værtsparret Connie og Peter, som bliver meget glade for hilsenen fra deres stamgæst igennem 20 år! Da vi går hen til cyklerne, kommer Connie endnu engang over til os og takker og siger pænt farvel og beder os hilse igen.
Det har taget os 2,5 time at køre op til hotel Gruberhof, men det tager os kun 1 time at køre ned. Vi kunne godt have kørt hurtigere ned, men det turde vi ikke. Vejen er temmelig stejl og der er det ene hårnålesving efter det andet. Vi bremsede så meget at bremserne begyndte at lugte varme! Jeg var lidt bange for at de på et tidspunkt skulle svigte p.g.a. varmen!
Vi kommer ned i god behold og tilbage på campingpladsen får vi en gin/tonic til at falde ned på inden et tiltrængt bad og tørt tøj venter 🙂

24. august (Hopfgarten – Saalfelden): Vi gik tidligt i seng i går og har sovet godt oven på vores bjergtur. Vi har planlagt at køre op mod Rüdesheim og videre til Mosel i dag, men da vi sidder over morgenmaden og kikker vejrudsigterne, er de ændret. I går lovede de dårligt vejr her men godt vejr ved Mosel. Nu er det lige omvendt. I dag er lidt tvivlsom med skyer, sol og regn, men de næste 3 dage skulle blive gode her. Vi vil gerne vandre lidt mere i bjergene, så det bliver ikke Mosel i dag. Vi kører i stedet til Saalfelden med Hochkönig og Steinernes Meer, som også skulle være et vandreparadis.
Der er et par timers kørsel inden vi er fremme ved Maria Alm, hvor vi fundet en stellplatz på en gård, hvor der kun er plads til 6 campere.
Vi snakker med en sød dame, som viser sig at være dansk, og får anvist en plads, hvor vi sætter camperen og spiser frokost. Vi kan ikke rigtig bestemme os for om vi bare skal slappe af eller finde en lille vandrerute og mens vi sidder og er i tvivl kommer der flere og flere fluer i vognen. Det kan jeg bare ikke ha´! Her vil jeg ikke bo.
Via vores app med stellplatzen finder jeg en anden plads ved et lille gasthaus mellem Saalfelden og Maria Alm, som ser hyggelig ud og som har bade- og toiletfaciliteter mv, som det nuværende sted ikke har. Det ligger kun 5 km væk, men for at være sikre på at have et sted at bo, ringer jeg, inden vi kører. Der er plads til os og snart efter har vi tjekket ind på Theurerhof, som ligger et skønt sted med golfbane lige ved siden af og en lille sø og udsigt til bjergene hele vejen rundt. Det er perfekt og her er ingen fluer 🙂
Solen prøver at komme igennem, men den har det svært for der er tunge skyer, men det lykkes ind i mellem. Vi tager cyklerne frem og kører hen og kikker nærmere på golfbanen. Vi vil lige se om det er en human bane som kan gåes rundt eller det er en som kræver buggy. Den ser rimelig flad ud. Det passer fint til vores brugte ben 🙂 Vi forhører os om priser og tider og bliver enige om at vi vil prøve den i morgen, hvor vejret er mere sikkert end nu, så vi sætter os blot på terrassen og nyder at kikke ud over banen og bjergene med en kold radler. Der er ikke mange på banen, så vi forventer at vi kan komme til at spille alene i morgen eftermiddag.
Resten af dagen er afslapning og dagbogsskrivning.

25. august (Saalfelden/Maria Alm): Det er overskyet til morgen, men det skulle blive bedre op ad dagen.
Vi skal have købt lidt ind og vil gerne have nogle vandrekort, så op af formiddagen tager vi cyklerne og kører ind til Maria Alm, som ligger ca. 2 km fra campingpladsen. Det er en meget hyggelig lille by med en masse små hoteller, da det også er en skisportsby, hvilket stort set alle byer her i området er. De er meget hjælpsomme på turistkontoret med at give os nogle ideer til vandreture op i terrænet og vi får også købt et vandrekort, så vi ved, hvor vi skal gå og har gået 🙂 
Vi slapper af på campingpladsen til hen på eftermiddagen, hvor vi finder vores golfudstyr frem og går hen til golfbanen – Urslautal, som er en meget flot mesterskabsbane. I går var der næsten ikke nogen spillere på banen, men det er anderledes i dag, måske fordi vejret er noget bedre. Solen skinner fra en skyfri himmel og det er temmelig varmt. Vi havde håbet, at vi kunne spille for os selv, men for at det skal kunne lade sig gøre skal vi vente 40 minutter og så kan det blive svært at nå banen rundt inden det bliver mørkt! Vi må derfor slå os sammen med et par fra Tjekkiet. Det er et ungt par, som er lidt forbeholdende i starten. De havde nok også håbet på at kunne gå alene, men efterhånden tøer de begge op og det bliver en rigtig hyggelig runde. Det er pragtfuld bane med helt fantastiske omgivelser. Vi føler næsten, at vi går i en filmkulisse, så smukt er det rundt om os med det barske bjergmassiv Steinernes Meer nord for banen, som skifter farver efterhånden som solen går ned og de bløde grønne bjerge Hochkönig på de tre andre sider. Det er de smukkeste omgivelser, vi nogensinde har spillet i. Banen så ved første øjekast flad og nogenlunde let ud, men det er noget helt andet, når man faktisk skal spille den. Den er udfordrende og æder en del bolde for os, men skidt vi nyder runden og når lige hjem inden det er for mørkt til at se boldene. Så det var godt vi valgte at slå os sammen med det tjekkiske par ellers havde vi ikke nået alle 18 huller.

26. august (Saalfelden/Maria Alm): Juhuuu. Solen skinner fra en skyfri himmel, da vi vågner. Det er bare så dejligt at se den blå himmel igennem tagvinduerne.
Vi har fundet en vandretur, som tager sit udgangspunkt på toppen af stoleliften Schwarzeckalm, som kører op fra Hintermoos. Det er ca. 7 km fra vores campingplads, så vi tager camperen og kører ud til liften. Vi er ikke sikre på, at vores ben vil kunne holde til både at cykle ud til liften og tilbage igen, når vi også skal vandre en tur med en del højdemeter.
Igen er vi kommet lidt sent hjemmefra, så parkeringspladsen er ved at være fyldt, men heldigvis er der lige en plads til os 🙂
Allerede da vi kører op med liften nyder vi udsigten. Det er så smukt et område vi er kommet til og det er både når man er i dalen og ser op på bjergene og når man er oppe i bjergene og ser ned over dalene.
Vores tur går først op til Dirndl Alm med en skøn lille træhytte og terrasse, hvor vi lige gør et pit-stop og får en radler, inden vi går videre op til turens højeste punkt, som er Hundstein i 2117 meters højde. Her ligger der også en restaurant i Statzer-haus, hvor vi får gullashsuppe og endnu en radler, mens vi sidder og nyder udsigten helt ned til de sneklædte tinder syd for os. Vi kan bl.a. se Gross Glockner og Kitzteinhorn, som vi har besøgt på tidligere ferier.
Vi havde regnet med, at det ville være en hård tur, men selv om der er næsten 800 højdemeter, så går det forbavsende let. Enten er vi ved at komme i form eller også er det fordi det meste af turen er på veje som snoer sig op med en jævn stigning. Men selv om det ikke er en hård tur er det alligevel en skøn tur med pragtfulde udsigter, som vi slet ikke kan få nok af 🙂
Da vi er nede igen har vi gået 13 km og 793 højdemeter.

27. august (Saalfelden/Maria Alm – Ingolstadt): Ulrich synes ikke, at vi har gået nogle rigtig barske ture i år med masser af højdemeter og op i de rå klipper, så han har fundet en tur, der virkelig går op. Den er ikke så lang. Kun ca. 6 km op og det sammen ned, men der er over 1.000 højdemeter! Turen går op til Riemannshaus. Den kan startes helt nede fra Maria Alm, men så er der ca. 1.500 højdemeter, så vi vælger at køre op til den højes beliggende parkeringsplads for dermed ”kun” at have ca. 1.000 højdemeter.
Parkeringspladsen ligger inde i skoven oppe af en grusvej, som ikke er så camper-egnet p.g.a. ujævnheder og stigning, men det lykkes at komme op og finde en plads uden at skade vognen. Den første parkeringsplads vi kørte mod måtte vi opgive, da vejen blev for stejl og hullet, så jeg måtte bakke ned, men den næste plads lykkedes det at komme frem til og få en fin plads, hvor det også ville være muligt at komme ud igen 🙂
Vi havde læst nogle advarsler om at man helst skulle gå turen fra morgenstunden for at undgå solen og varmen midt på dagen, da der ikke var skygge at finde på turen. Vi var ikke kommet helt så tidligt afsted, så da vi gik op, mødte vi flere på vej ned igen! Turen var lidt en mandomsprøve. De første 2,5 km var på grusvej med konstant stigning af en grad så vi undrede os over, hvordan det var muligt for biler at køre op. Herefter blev det en smal stejl sti på sten og klipper og de sidste 5-700 meter op til hytten var så stejl, at der var metalwire langs stien, så man kunne holde fast og trække sig op! Vi kom allerede på grusvejen ind i et godt om end langsomt tråd, som vi kunne holde nogenlunde konstant tråd uden at krænge lungerne helt ud. Vi pustede selvfølgelig og svedte som bare pokker, men det føltes alligevel ikke så hårdt og vi klarede turen op på 2,5 timer, hvilket var en halv time under den estimerede tid. Det var vi ret stolte af. Vi er trods alt fra et land uden høje bjerge 🙂 De tidligere vandre- og mountainbiketure må have styrket vores form.
Mens vi gik op snakkede vi om, hvorfor vi i det hele taget gav os i lag men den slags vandreture. Vi kom ikke til nogen sikker konklusion ud over, at det var en rar fornemmelse at få brugt sin krop og bevise over for sig selv, hvad man kan præstere og så samtidig få nogle utrolig flotte naturscenerier. For det var virkelig en flot tur, hvor udsigten blev mere og mere stopslået jo højere op man kom. Vi endte i 2.176 meters højde, hvor Riemannshaus ligger. Der var restaurant og også mulighed for overnatning. Jeg havde glædet mig til at skulle have en gullash-supper og en radler, når vi nåede op, men lige inden vi når toppen, kommer vi i tanke om, at vi ikke havde ret mange kontante penge på os. Da vi tjekkede ud på Theurerhof campingplads, ville de kun have kontanter, så der brugte vi næsten alt, hvad vi havde. Det er virkelig uvant for os, at vi ikke kan betale med kort. Ikke engang på en campingplads/hotel! Vi krydser fingre for, at de vil tage kort her på toppen, men det hjælper ikke. De tager ikke imod kreditkort! Vores beholdning af mønter beløber sig til 8 Euro og det rækker lige til 2 små radler, så det er, hvad vi må nøjes med 🙂 og så har vi selvfølgelig energibarer med, som vi kan spise.
Vinden er lidt kold her oppe på toppen, så vi drikker ud og begynder vores nedstigning af samme rute som opstigninger. Vi kunne også være gået ned på den anden side af bjerget, så var vi efter ca. 8 timer endt ved Königsee i Tyskland, hvor vi var for et par år siden.
Turen ned er næsten hårdere end opturen. Ikke så meget for vejrtrækningen, men for knæene. Vi er glade for vores stave, som vi kan bruge til at stemme imod med, så knæene bliver lidt aflastet, men de bliver ømme alligevel.
Tilbage i camperen får vi en kold frokost i stedet for gullash-suppen, som vi ikke havde kontanter til og så begynder vi ellers vores tur nordpå/hjemaf. Vi har sat Ingolstadt, som et foreløbig mål for i dag, hvilket er 250 km.
Det er en meget smuk tur mellem bjergene på den første del af turen, men snart må vi sige farvel til de høje bjerge for denne gang. De fortoner sig langsomt i sidespejlene og snart er de helt væk. Vi er i stedet kommet ud på uendelige marker med humle. Vi er jo i Bayern, hvor ølproduktionen er høj 🙂
Fremme i Ingolstadt prøver vi at få plads på en stellplatz lige ved den gamle by, men vi kommer desværre for sent. Der er kun 13 pladser og de er optaget, da vi kommer ved 19-tiden. Vi må derfor søge ud til en campingplads, som ligger uden for byen og herfra er der for langt ind til byen til at vi gider at gå/cykle derind, så vi må nøjes med at få en wienerschnitzel på campingpladsens egen restaurant/biergarten. Det er nu et meget hyggeligt sted og maden er god, men jeg havde set frem til at gå tur i den gamle by og spise derinde 🙂

28. august (Ingolstadt – Rüdesheim): Solen skinner, men det er ikke så varmt, hvilket er meget rart, når vi skal køre de ca. 400 km til Rüdesheim. Det er ikke den lige vej hjemover, men vi kan godt li´ byen, som vi også besøgte sidste år, hvor det desværre regnede, men i dag lover vejrudsigter fint vejr.
Turen går fint og vi er fremme ved campingpladsen, som ligger lige i udkanten af byen. Vi har ikke kunnet reservere plads, da det kun er muligt, hvis man skal have 7 eller flere overnatninger, så vi krydser fingre for at vi får en plads selv om det er fredag. Vi er der allerede ved 2-tiden, men der er allerede kø ved indtjekningen, så vi bliver lidt nervøse, men heldigvis er der en plads til os på denne meget flotte campingplads, som ligger lige ned til Rhinen og som sagt tæt på byen.
Vi får lige sat strøm til camperen og går så ind i byen. Den er stadig lige hyggelig med små stejle gader og hyggelige restauranter og beværtninger, men i modsætning til de andre gange vi har besøgt byen er der ikke så mange mennesker. Corona har også sat sit præg her. Campingpladsen var godt nok næsten fuld, men det er hotellerne tilsyneladende ikke, for gaderne er absolut ikke overfyldte, som de ellers godt kan være og det er også muligt at få bord på restauranterne. Vi er inde forskellige steder og få Rüdesheimer kaffe og sweine-haxe og slutter aftenen af med et dejligt glas hvidvin på terrassen ved Zum Grüner Kranz, hvilket er det hotel, vi boede på sidst. De har egen vinproduktion og det er gode vine.

29. august (Rüdesheim – Goslar): Tjekker ud på den skønne campingplads i Rüdesheim og parkerer lige uden for porten. Vi skal lige nyde lidt mere af området her ved Rhinen. Vi har en skøn formiddag med vandretur mellem vinstokkene op til den store statue Niederwalddenkmal over Rüdesheim, som er opført i forbindelse med samlingen af det tyske rige i 1800-tallet, og nyder et glas vin på en restaurant med udsigt ned over Rüdesheim, Rhinen og vinmarkerne. Det er meget smukt på trods af, at solen ikke helt kan trænge skyerne væk.
Ved 2-tiden er vi nødt til at vende tilbage til camperen og køre nordpå. Vi har ganske vist et par dage endnu, inden vi skal aflevere camperen, men vi gider ikke at skulle køre en hel dag på motorvejen. Vi vil helst holde køretiden nede på omkring 4-5 timer om dagen og så fordele det over nogle dage.
Det kører fint derop af. Det er lørdag og der er ikke ret mange bilen på vejen og lastbilerne holder også weekend, så der er dejlig fri bane. De første 3 timer, men så stopper trafikken totalt. Der er vejarbejde og bilerne skal ledes af motorvejen og tilbage senere, men det går helt galt. Alt stopper. Det tager os 2 timer at komme 5 km!!! Herefter kommer vi til afkørslen, hvor alle ledes af motorvejen og her vælger vi at tage en alternativ vej mod Goslar. Det bliver ind over de små veje for vi orker ikke at skulle køre mere i kø. Det ville have været rart, hvis vi bare kunne køre ind på den nærmeste campingplads, men jeg har bestilt en i Goslar, fordi vi regnede med at være fremme i god tid, så vi lige kunne gå en tur i byen og spise aftensmad, men med alt den kø og omvej af de små veje, så er vi først fremme ved campingpladsen omkring 20:30 – godt trætte. Så vi får blot en drink og slapper lidt af inden sengen kalder. Dagen startede rigtig godt, men sluttede lidt træls.

30. august (Goslar – Husum): Det er virkelig koldt her til morgen. Solen skinner, men der er kun 13 grader. Det er søndag og butikkerne er lukkede og vi er blevet lidt skræmte af gårsdagens lange kø-kørsel, så vi springer vores strøgtur over i Goslar. Det er meget ærgerligt for vi kan godt lide byen, som vi har besøgt flere gange, men vi vil ikke risikere, at vi først kommer sent frem til næste overnatningssted. Vi kommer derfor overhovedet ikke ind til Goslar, men kører lige i udkanten og ud på motorvejen igen, som heldigvis ser fin ud i dag, uden kø-kørsel. Ulrich holder dog hele tiden øje med google map for at se om, der skulle opstå køer og vi lytter også meget nøje til trafikradioen. Det betyder også, at vi omkring Celle kører af motorvejen, da der er kø forude. Det afstedkommer en del omveje, men hellere det end sidde i kø i timevis.
Vores alternative plan virker og vi er fremme i Husum omkring kl. 15 en time senere end estimeret, men det er OK. Vi må trods alt kun køre 110 km/t med camperen, så det tager noget længere tid end, hvis vi havde kørt i vores egen personbil.
Vi får plads på en stellplatz lige op til byen, så vi kan gå til både havnen og dens restauranter og den gamle by, som jeg havde kørt skulle være så hyggelig, men den blev vi nu lidt skuffede over. Jeg havde forestilles mig noget i retning af Friedrichstadt, som ligger ikke så langt fra Husum, men de 2 byer kan slet ikke sammenlignes. Friedrichstadt er meget mere hyggelig med sine små kanaler og torve.
Vi tager cyklerne frem og kører en tur ud langs kanalen til slusen og stranden. Det er fladt marskland med en masse får, som går og græsser på digerne.
Aftensmaden bliver en skøn fisketallerken og en stor kold øl og så er det ellers tid til at få pakket vores ting sammen i kufferter og poser m.m. Det har fungeret fint med at tingene har ligget i skabe og på hylder i camperen, men nu hvor vi skal have det hele samlet sammen, så det er let at på over vi vores egen bil i morgen, undrer vi os over hvor vi har haft det alt sammen. Det lykkes dog til sidst, at få det hele samlet i bagagerummet. 

31. august (Husum – Flensborg – hjem): Vi står forholdsvis tidligt op, da vi vil være sikre på at kunne nå frem til at aflevere camperen i Flensborg inden kl. 10. Det er imidlertid fin vej og ingen trafik, så vi er allerede fremme kl. 9 og tror at det bare lige er en formsag at få vores ting over i vores bil og aflevere nøglerne til camperen. Men der tager vi fejl! Vi bliver sat til at støvsuge camperens bagagerum og førerkabinen. Det er normalt ikke noget vi plejer selv at skulle gøre, men det skal vi her. Det går nu også nok. Det er straks værre, da Tina fra IMC skal inspicere camperen. Hun finder en mørk stribe på ca. 50 cm på markisen, som hun mener, vi har forårsaget! Vi har på intet tidspunkt været tæt på noget som helst, så vi er totalt uforstående over for, at vi skulle have lavet striben, som ser ud til at være maling eller gummi. Desværre har vi ikke taget billeder af camperen, da vi hentede den, så vi har ingen dokumentation for at striben måske allerede har været der, da vi overtog camperen. Tina har åbenbart set en sådan skade før, for hun siger, at det højst sandsynligt er en lastbil eller bus, som har været for tæt på med sine spejle!
Det er en super ærgerlig afslutning på vores første tur i camper i Europa. Vi er aldrig blevet beskyldt for eller for den sags skyld lavet nogle skader på de biler og campere, som vi har lejet. Havde vi i det mindste bare set skaden/striben, så kunne vi måske selv have poleret den væk og dermed være sluppet for at skulle betale for at IMC polerer den og modregner prisen ca. 750 kr. i vores kontante depositum på kr. 9.000. Men som det er nu, så må vi bare siger, at det er ærgerligt og køre uden at få vores depositum retur. De vil sætte det resterende beløb ind på vores konto, når de har udbedret skaden. Det sker først 10 dage senere.