Dagbog fra Hawaii 2023

Det bliver et lidt speciel tur for os denne gang. Vi har rejst en del rundt i USA. For det meste i camper. Denne gang bliver det en kombination af  at bo privat og på hoteller. Det har vi ikke prøvet før og vi kører rundt i en alm. personbil og flyver imellem øerne.
Vi skal besøge 4 af Hawaii´s 132 øer, hvoraf 7 er beboet. Vi starter på Kauai, hvor vi er det meste af tiden, men fortsætter derefter til Oahu, Maui og Big Island.
På Kauai skal vi bo i Hanapepe, som ligger på sydkysten af øen, hvor vi skal bo privat hos Dennis, som vi mødte sidste år i Alaska. Dennis er fra Alaska – Fairbanks, men han bor nu på Kauai og er kun i Alaska i 4 måneder om sommeren, hvor han bor og kører rundt i en camper. Vi mødte ham og et andet par – Elaine og Pete – på en lille naturcampingplads ved en skøn sø i Alaska, da vi også kørte rundt i camper i Alaska sidste år. De var utrolig søde alle 3 og Dennis inviterede os til at bo hos ham, hvis vi kom til Hawaii og det har vi nu taget imod og er meget spændte på, hvad det er, der venter os. Elaine og Pete kommer også over til Kauai fra Alaska og er sammen med os i nogle dage, så det bliver rigtig hyggeligt at se dem alle 3 igen.

2. oktober (hjemmefra – Los Angeles): Vækkeuret ringer kl. 5. Vi skal først flyve fra Kastrup kl. 9:35, men vi vil være sikre på ikke at hænge morgen-myldretrafikken, så vi kører allerede kl. 6. Der er mange biler på vejen, men der er ingen køer, så vi kører lige igennem og får god tid til at få morgenmad i loungen.
Vi flyver direkte fra København til Los Angeles med SAS og tager en overnatning her. Dels kan vi ikke få flybilletter der passer sammen med fly videre til Kauai og dels vil vi gerne bide turen over med en overnatning, hvor vi kan rette ryggen ud, da det er en lang tur. Først 10-11 timer til LA og derefter 6 timer til Kauai.
Turen til LAX går fint uden forsinkelser eller andet uforudset, hvilket betyder at vi lander kl. 11:45. Jeg har bestilt ekstra benplads, hvilket er meget behageligt – specielt for Ulrich med hans lange ben og derudover har jeg også opgraderet måltidet, så vi får mad fra 1. klasse, hvilket er noget bedre end den almindelige for økonomiklasse, så alt i alt er det pengene værd. 
Fremme i LAX kører vi med shuttlebus ud til vores hotel for natten – Hyatt House hotel og får et flot stort værelse, hvor vi lige tager en lille nap, inden vi tager med 2 lokale busser ned til Venice Beach. Vi kunne godt have sovet mere efter den lange tur, men det vil være bedst, hvis vi kan holde os vågne indtil i aften, da det så vil være lettere at komme over tidsforskellen på 9 timer her til LA og yderligere 3 timer til Hawaii.
Venice Beach er et sjovt sted. Det er lidt hippi-agtigt med en masse souvenier-butikker og restauranter og der sælger både cannabis og marijuana. Der bliver kørt på skateboards og rulleskøjter på store skaterbaner og løftet jern i specielle åbne træningscentrer. Selve stranden en enorm bred med hvidt sand og palmer. Her er meget flot. 
Vi går en tur op og ned af strandpromenaden og kikker på alle butikkerne og de mange forskellige typer mennesker, som færdes her. Vi ender på en restaurant, hvor vi får en burger, inden vi tager med busserne tilbage til hotellet. Busserne er iøvrigt utrolig billige her. Det koster kun en dollar pr. strækning og da vi ikke har nogen 1 dollars, så får vi lov at køre med uden at betale noget som helst. Den var ikke gået i DK.
Tilbage på hotellet går vi i seng kl. 19 og sover næsten uafbrudt indtil vækkeuret ringer kl. 6. Vi har trængt til at sove!

3. oktober (Los Angeles – Kauai): Vi skal flyve kl. 9:10, men vil gerne være i god tid, så vi skynder os at tage et bad og spiser morgenmad og kl. 7 står vi ved shuttlebussen, som snart kommer og kører os de 2-3 km til lufthavnen.
Efter 6 timer lander vi rettidigt i Lihue lufthavn på Kauai. Det har været en udmærket tur, hvor vi på trods af den gode nats søvn, har fået sovet endnu et par timer, så da vi lander, er vi i hvert fald udhvilet.
Vi er spændt på, om vi kan kende og finde Dennis, som vi ikke har set siden Alaska sidste år, men vi behøver ikke at spekulere så meget. Han står og tager imod os ved bagagebåndet og hænger 2 flotte lei om halsen på os. Det er blomsterkranse lavet af orkideer – utrolig flotte 🙂 Det var en flot gestus af ham.
Fra lufthavnen kører vi til Safeway for, at vi lige kan få handlet, hvad vi skal have til morgenmad de næste dage og vin og øl m.v. 
Det tager en lille time at køre ud til Dennis´hjem i Hanapepe. På vejen fortæller Dennis om alt det vi kører forbi, hvilket bl.a. er den største kaffe-plantage i USA og den 2. største cattle-range i USA. Lihue, hvor lufthavnen ligger, er på østsiden af øen og her er meget frodigt og grønt. Nu længere vi kommer sydover jo mere tørt bliver det. Over bjergene falder der en del regn. Det er faktisk det vådeste sted på jorden. Der falder op til 13 meter regn på et år!
Dennis ved tilsyneladende en del om øen og er en god fortæller, så vi har fået en god guide, mens vi er på Kauai.
Vi er meget spændte på, hvad der venter os, da vi nærmer os Dennis´ hus. Han har blot skrevet, at han har et hus med 3 værelser, hvor vi får det ene og Elaine og Pete får det andet og han selv sover i det tredje. På vejen hjem fortæller han, at han bor i et arbejderkvarter, men da vi kommer frem, ligner det ikke et typisk arbejderkvarter, som vi forestiller os det. Det er flotte huse med pæne haver foran. Dennis´ hus er også et flot træhus med en fin terrasse foran, hvor Elaine og Pete sidder og venter på os, da vi kører ind af indkørslen. Det er så hyggeligt og vi snakker, som om det var i går, vi skiltes i Fairbanks i Alaska selv om, der er gået over et år.
Vi får mai tai og sidder i skyggen på græsplænen. Det er for varmt ude i solen, som skinner fra en skyfri himmel og der er 28 grader i skyggen.
Elaine kører os efterfølgende ned til stranden et par kilometrer fra Dennis´ hus. Her er en pragtfuld strand, hvor vi snorkler og ser en masse fisk. Vandet er ikke så klart, da der er bølger, som vender sandbunden, men som sagt ser vi masse mest små, men farverige fisk. Vandet er omkring 28 grader, så det er bestemt ikke nogen kold fornøjelse – det er skønt.
Hjemme igen tager vi et bad under den udendørs bruser inden, vi kører ned på en restaurant i nærheden og får aftensmad. Det er et lokalt bryggeri med rigtig god øl og stort udvalg. Maden er dog ikke nogen stor kulinarisk oplevelse men OK. Vi får en mahi mahi sandwich med pommes frites. Fisken er lidt tør – desværre.
Vi forlader restauranten efter maden og sidder hjemme i stuen hos Dennis og snakker et par timer, inden vi er trætte efter en dejlig første dag på Kauai og går til ro.

4. oktober (Hanapepe): Vi har sovet godt selv der er varmt – ca. 25 grader. Der er en loftvifte, som køler os lidt og vinduerne er åbne, men da der ikke er en vind der rører sig udenfor, så hjælper det ikke på temperaturen. Den må vi nok bare vænne os til 🙂
Der har været helt stille i løbet af natten, men så snart det bliver lyst, galer hanerne. Det vrimler med høns over hele på øen. Før 1991 var der ingen løse høns, men mange havde haner til brug for hanekamp. Den voldsomme ødelæggende orkan, som ramte øen i 1991 væltede imidlertid huse og ødelagde også alle hønsehusene, så hønsene slap fri og de er aldrig blevet indfanget efterfølgende, så nu lever de frit over hele øen.
Dennis har lagt et program for de første 3-4 dage, men vi kan selvfølgelig selv byde ind, hvis vi vil noget andet, men det lyder alt sammen godt, hvad han foreslår, så vi siger blot ja og følger med. I dag har han planlagt et hike ude langs kysten. Det er ikke så langt kun 6-7 km, men det er mægtig flot med det blå vand og en grøn flot golfbane, som vi også krydser. I vandet ser vi havskildpadder og delfiner, som springer lystigt op af vandet. Som sagt er turen ikke så lang, men den er varm. Solen skinner fra en skyfri himmel og der er mindst 28 grader i skyggen, så sveden driver af os. Selv om vi går langs vandet, er der ikke ret megen vind, så vi må hele tiden sørge for at få drukket noget vand, så vi ikke dehydrerer. Du kan se ruten vi gik her!
Efter hiket kører vi til en strand, hvor der er en lille take-away foodstore. Her køber vi sandwich og øl, som vi spiser og drikker under et halvtag på stranden. Det er dejligt at sidde her og kikke på alle strandgæsterne og hønsene, som løber rundt og tikker mad! På trods af at det er onsdag, er der mange mennesker på stranden. Vi er også heldige at se en monk-seal, som lå og solede sig på stranden. Det er en truet art, så når de kommer op på stranden, bliver de straks indhegnet, så vi ikke kan komme for tæt på dem og de dermed får ro.
Det er blevet tid til at køre hjem og slappe af i haven med mai tai og gin tonic og pu pu, som er små snacks.
På vejen hjem er Dennis inde ved en fiskehandler og købe lobster, som han senere tilbereder på grillen med en salat og majs til. Det smager himmelsk. Hvis det er standarden for maden her, så er det da helt vildt luksus. 

5. oktober (Hanapepe): Det har været en rigtig dårlig nat. Jeg blev syg ved 4-5 tiden, så der blev ikke megen søvn. Mave og hoved værker. Er ikke helt klar over, hvad det er kommet af, men måske er det fordi jeg har drukket det lokale vand i stedet for købevand, som vi ellers altid gør. Dennis har et fancy køleskab, hvor man kan tappe koldt vand direkte ud af siden på køleskabet, hvor vandet har været igennem et filter, så det burde være rent, men måske har jeg ikke kunnet tåle det. 
Jeg ligger næsten hele dagen på værelset og har det skidt, så vi får ikke set eller foretaget os noget som helst i dag.

6. oktober (Hanapepe): Efter en god nats søvn har jeg fået det meget bedre, så i dag tager vi ned til en strand, hvorfra vi kan både dykke og snorkle. Det er meningen, at jeg skal dykke med Dennis, men da jeg ikke synes, at jeg er helt på toppen endnu, nøjes jeg med at snorkle. Det er så kun Dennis som dykker med flaske. Vi andre ligger i overfladen med maske og snorkel. Sigtbarheden er ikke helt så god, men vi ser masser af fisk og en stor havskildpadde får vi også lejlighed til at svømme lige hen over og følge et stykke. Det er altid en oplevelse at se dem ligesom “flyve” igennem vandet med langsomme luffeslag.
Det er fredag, så Hanapepes hovedgade er lavet til gågade. Alle kunstgallerierne har åbent fredag aften. Der er opsat madboder langs vejen og der er levende musik i gaden. Der er bl.a. en 10-12 damer, som spiller på ukulele og synger hawaiianske sange og danser. Det er meget hyggeligt at høre på.
Vi køber aftensmad ved en af boderne og sidder på en stenkant over for damerne og spiser, mens solen går ned og det bliver sort nat.

Hanapepe er en historisk by med en masse gamle bygninger, som i dag bliver brugt til kunst-gallerier og butikker. På grund af sin mange gamle bygninger har den været brugt til optagelser til Tornfuglene og andre film. Der består kun af en enkelt gade, men er meget hyggelig. 

7. oktober (Hanapepe): Det er lørdag og både vi og Elaine og Pete skal hente vores udlejningsbiler, så vi ikke er afhængige af, at blive kørt rundt af Dennis. Vi skal hente vores i lufthavnen kl. 11 og Dennis kører os derind. Vi havde regnet med, at vi det kun var en lille ting at hente den, men der var en lang kø foran Avis og kun 3 damer til at ekspedere bag skranken, så det kom til at tage godt en time i kø inden vi fik vores Jeep. 
Vi følger Dennis ned til hans favorit kinesiske restaurant. Et sjovt sted, hvor man sidder ved meget lave borde, som er u-formet. Vi får kyllinge-spyd og den mest fantastiske suppe med nudler, kødstrimler, oksekød, fisk og kål. Det er den bedste kinesiske suppe, jeg nogensinde har fået – yummi. Vi får kun en medium size portion, men det er alt rigeligt. Jeg kan ikke engang spise min portion op.
Efter frokost kører Ulrich og jeg selv ud langs kysten til et fuglereservat ved en sø. Der skulle iflg. Dennis være en masse forskellige fugle. Vi ser dog ikke så mange fugle måske fordi det er i eftermiddagsheden. Der er over 30 grader, så vi har det også varmt. En af fuglene vi ser er endemisk på Kauai. Den minder lidt om en strandskade.
Efter en tur rundt i fuglereservatet kommer vi forbi et historisk sted, hvor der har været et gammelt fort. Det ser fint ud på plancherne, men det er helt groet til, så man ikke kan se, hvad det har været. Lidt synd, men der er også rejst en flot statue af den sidste konge for Kauai og de 4 omkringliggende små øen, som han står og spejder ud over. Hele Hawaii var oprindelig en kongedømme inden amerikanerne gik ind og overtog øriget og gjorde det til den 50. stat i USA.
Vi går ned til stranden neden for fortet, hvor der er en fuldstændig sort strand. De 2 strande vi ellers har været på, har været hvide.
Vi fortsætter til Salt Pond stranden, hvor vi badet og snorklet de første dage, men lige som vi kører ned til stranden starter det med at regne – ret kraftigt faktisk, så vi har ikke lyst til at gå ud af bilen. Vi ser også Elaine og Pete, som pakker deres ting sammen og kører hjem. Der er ikke så meget ved at være på stranden i regnvejr. 
Det sjove er så, at da vi kommer hjem til Dennis´ hus, som kun ligger et par km lidt oppe af en bakke, så skinner solen fra en næsten skyfri himmel og her er der ikke kommet nogen regn. Vejret her på øen er yderst lokalt!
Dennis laver burgere til os på grillen til aftensmad. Vi sidder indenfor og spiser selv om det er varmt både ude og inde. Så snart det bliver mørkt, er der myg i haven, så det er ikke til at sidde udenfor – desværre.

8. oktober (Hanalei): Vi står tidligt op i dag. Vi skal op til Hanalei og sejle kanoer på Hanalei River og Dennis mener det er bedst, at vi kører kl. 7, da der er ca. 1,5 times kørsel derop. Vi spiser hurtigt morgenmad og kører så afsted i 2 biler. Ulrich og jeg kører med Dennis, som har læsset sin kano op på ladet af hans truck.
Det er en flot tur op til Hanalei, hvor vi kommer igennem en del små byer og landskab og vegetation ændrer sig hele tiden. Der bliver mere og mere frodigt jo længere nordpå vi kommer. Det regner næsten altid heroppe bortset fra om sommeren, men Dennis har valgt den helt rigtige dag at tage herop. Solen skinner fra en skyfri himmel.
Vi ankommer til Hanalei kajak-udlejning, hvor vi får udleveret redningsveste og pagaj og gør os klar til at komme i kajakkerne, mens Dennis gør sin kajak sejlklar. Han har en fin kajak, hvor han har pedaler i stedet for pagaj, så han sidder stille og roligt og “cykler”, mens vi andre knokler med pagajerne og siz-saz´er os op af Hanalei river.
Wauw – det er en flot tur op af floden. Der er en masse hejrer, som sidder og gemmer sig i skyggen under træerne. Vi ser også en enkelt skildpadde, men det er vegetationen og landskaberne omkring os, der er imponerende og det skifter hele tiden. Nogen gange må vi igennem meget smalle steder, hvor grene hænger ned langs kajakken og andre steder er det en bred åben flod, hvor vi kan se op til de flotte grønne bjerge på midten af øen.
Vi sejler op og ned af floden i 2-3 timer. Det er begrænset, hvor langt vi kan komme op af floden, da den på et tidspunkt bliver meget lavvandet og der er småsten på bunden, som vi skraber imod.
Undervejs er der et lille vandfald, som vi padler ind til, men der er så smalt, at vi må bakke ud og vandfaldet er iøvrigt ikke særlig højt.
Tilbage ved kajakudlejningsstedet har vi mulighed for at fortsætte ned af floden til havet, men Ulrich er træt i armene, da han har padlet mest, så vi springer den del over i dag og afleverer kajakken, som vi betalte 75 USD (kr. 530) for at leje. Det var en af de billigere fornøjelser her på øen 🙂
Efter at have læsset Dennis´ kajak tilbage på trucken kørte vi retur mod Hanapepe, men havde et par stop ved flotte udsigtspunkter bl.a. ned over Hanalei Bay og  stoppede i Kapaa og spiste frokost på Olympic Cafe. Et rigtig godt spisested med flotte store retter. 
Vi var hjemme ved 4-tiden og pænt trætte, så den stod på afslapning og dagbogsskrivning resten af dagen. Dennis, Elaine og Pete tog ned og hørte musik på en lokal bar om aftenen, men vi blev hjemme alene.

9. oktober (Hanapepe – Waimea Canyon): Vi har været på en fantastisk tur op til Waimea Canyon. Vi og Elaine og Pete kørte i hver vores bil op til Kokee museum af rute 550, hvor vi mødtes. Vi havde en masse stop undervejs, hvor vi kunne se ned i kløften og ud over vandet sydpå. Det er et utrolig flot landskab med røde klipper og grønne dale, hvor floden skulle løbe, men pt er både vandfald og flod total tørre. Det har ikke for alvor regnet i mange måneder, så det er ved at blive et problem for øen.
Vi er nødt til at springe nogle udsigtspunkter over, da tiden løber fra os i forhold til at møde Elaine og Pete, men da vi kommer frem til Kokee state parks museum viser det sig at de først lige er ankommet, så timingen har været perfekt bortset fra at museet ikke har åbnet endnu og vi havde regnet med at kunne få info omkring de forskellige trails, så vi ikke våger os ud på nogle, som ikke er farbare.
Vi tager chancen og kører op til enden af rute 550, hvorfra vi kan tage Pihea trail, som skulle være et hike på kun ca. 3,5 km ialt frem og tilbage og føre os op til et udsigtspunkt over et vandfald, som der dog nok ikke er vand i p.t.
Allerede inden vi er kommet ud på trailet er der flotte udsigter ud over en canyon og havet mod nord og ud over de enormt høje træer og havet mod syd. Det er virkelig et smukt område.
Trailet fører os igennem meget forskellig vegetation fra høje træer til bregner og en masse forskellige blomster, som vi slet ikke kender. Kauai er ikke kaldt The garden island for ingenting. Her er virkelig mange forskellige planter og blomster overalt.
Vi starter på hel tør og lidt støvet rød jord og klipper, men efterhånden som vi når længere ud på trailet, bliver der mere og mere mudret og der kommer stigninger, hvor jeg er virkelig glad for, at jeg har taget mine vandrestave med, så jeg kan holde mig fast i dem og ikke glide. Samtidig med at trailet snævrer ind, bliver det også stejlere samtidig med, at det er glat. Ca. 100 meter før vi når toppen, må vi kapitulere. Det bliver for stejlt og glat til, at vi vil risikere vores lemmer. Vi kan måske godt komme op, men hvordan skal vi komme ned igen uden at komme til skade?
Vi stopper som skrevet og går tilbage til udgangspunktet. Det har været en meget god tur selv om vi ikke når til toppen og udsigtspunktet. Vi kan på afstand se at nogle andre har nået udsigtspunktet over os, men det ser ud til at have været meget stejlt det sidste stykke op, så vi er glade for at vi stoppede inden det blev for farligt for os. Du kan se ruten vi gik her.
Tilbage ved Kokee museet er der en restaurant, hvor vi spiser frokost med Elaine og Pete, inden vi kører ned igen hver for sig. Vi vælger en anden rute ned (552) for at prøve noget andet end på vejen op. Den er nu ikke speciel flot i forhold til 550, men vi ser da en lille flok sorte vildsvin, som render rundt i vejsiden og leder efter mad. De er faktisk meget søde at se på og helt rene.

10. oktober (Hanapepe): Vi har kørt lidt rundt for os selv i omegnen af Hanapepe. Vi var bl.a. nede ved Poʻipū og se Spouting Horn blowhole, et af de mest fotograferede steder på Kauai. Bølgerne ved Poʻipū slår ind i et lava rør og presses op igennem et lille hul, hvor vandet kan sprøjte helt op til 15 meters højde. Der lyder både hvæs og brølen, når vandet sprøjtes op og lyden danner grundlag for en Hawaiiansk sagn.
Sagnet fortæller, at kystlinjen her engang blev bevogtet af en gigantisk drage kaldet Kaikapu. Alle var bange for øglen, fordi den ville spise enhver, som prøvede af fiske eller svømme i området. En dag sprang en dreng kaldet Liko i havet for at bekæmpe dragen. Kaikapu angreb ham, men Liko kastede et skarpt spyd in i dens mund og svømmede ind under et lava fremspring og slap op til overfladen igennem et lille hul. Dragen fulgte efter Liko men sad fast i lavarøret. I dag kan man stadig høre dragens brølen og se dens ånde sprøjte fra hullet.
Om sagnet giver mening eller ej, så er det et flot syn at se vandet blive presset op i en vandsøjle og høre dets hvæsen og brølen.
Vi var også ude ved et fyrtårn nær lufthavnen. Vi var ikke klar over at fyrtårnet var lige for enden af landingsbanen, så da der pludselig kom et fly lige imod os og fyrtårnet og drønede lige hen over hovederne og heldigvis ikke ramte fyrtårnet, blev vi lidt rystede, men da der kom flere på stribe, blev vi vant til dem og nød synet af at flyene, der kom direkte imod os!
Vi havde regnet med at køre mere rundt, men vi prøvede fra morgenstunden at bestille en helikopter-tur til den 13. oktober og den bestilling vendte de tilbage på, men kunne alene bekræfte den, hvis de fik vores kreditkortoplysninger på en underskrevet formular! I disse digitale tider synes det noget gammeldags, men det kræver altså, at vi kører hjem og får udskrevet, udfyldt, underskrevet og returneret den på mail!
Vi må altså hjem før tid og få det klaret. Det lykkes, men da der var gået nogle tider, kunne de ikke mere bekræfte den oprindelige tur, som var om morgenen. De havde kun en om eftermiddagen, hvilket vi ikke ville have, da skyerne typisk bygges op i løbet af dagen og samler sig omkring bjergtoppene. Vi afviser derfor deres forslag om eftermiddagstur og skriver, at vi vil finde en anden udbyder. Så kommer de pludselig et andet tilbud fra dem, hvor vi får en privat tur med kun os 2 og piloten og til en billigere pris end den vi oprindelig havde bestilt. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men efter at have skrevet lidt frem og tilbage, accepterer vi tilbudet.
Vi modtager bekræftelsen på bookingen og kan tjekke selskabet på Tripadvisor, hvor det får rigtig gode anmeldelser, så vi er trygge ved vores bestilling. Der går dog kludder i betalingen, da Nets lukker mit Mastercard, fordi der kommer 2 forespørgsler på mit kort fra 2 forskellige selskaber inden for 2 minutter. Det synes de er meget mistænkeligt. Samtidig når bureauet vi har bestilt hos at lukke inden vi kan få deres forklaring på hvorfor der er 2 forespørgsler på kortet. Vi kan derfor ikke få klaring på kortproblematikker før i morgen.
Efter at have brugt rigtig meget tid på mastercard problemerne kører vi med Dennis ned til havnen ved Poʻipū, hvor vi også var tidligere på dagen. Elaine og Pete er allerede dernede og Dennis har aftalt med en af sine venner – Zack, at vi skal mødes til pupu (snacks), vin og solnedgang. Det er en sjov mand, som kan fortælle en masse røverhistorier fra bl.a. sin tid som divemaster.
Det bliver en meget hyggelig aften med en utrolig flot solnedgang, som vi ser fra en lille græsareal ned til vandet. Dennis har som sædvanlig lavet en masse små snacks – pupu, som vi nyder sammen med en rigtig god vin.
Det er tilsyneladende måden, man her møder sine venner på. Det er ikke hjemme over en middag eller en kop kaffe, men på stranden til hygge et par timer og så går man hver til sit igen, så vi allerede hjemme omkring kl. 20 og vi mødtes kl. 17:30.

11. – 12. oktober (camping – Polihale Beach): Dennis har inviteret hos på camping-tur til Polihale Beach, som er den længste strand på hele Hawaii. Den strækker sig over hele 27 km af uafbrudt hvid sandstrand med store klitter. Den støder op til Napali coast mod nordvest og der er udsigt til den forbudte ø Niihau. 
Dennis brugte det meste af i går til at forberede og købe ind til denne campingtur, som er lidt af et udstyrsstykke. 3 telte med luftmadrasser og lagner og puder, så vi kan sove godt. Strandstole, bord og grill så vi kan sidde godt og han kan lave mad til os og en hulens masse mad, som han har forberedt hjemme i sit køkken og taget med i køleboxe med is. Det eneste, vi selv har skulle sørge for er, at have drikkevarer med, så vi kan klare os i 18 timer 🙂 Vi har gentagne gange spurgt om vi kunne få lov at hjælpe med noget, men han vil helst selv klare det hele selv, så vi kan kun få lov til at hjælpe med at læsse alle tingene op og af hans truck.
Elaine og Pete kører med Dennis ud til stranden og vi kører i vores udlejningsbil. Vi har kørt det meste af strækningen før, men de sidste 5 miles ville vi aldrig selv have kørt ud på. Det er dirt-road. Det første stykke er nogenlunde plant, men efterhånden kommer der flere og flere huller og det allersidste stykke ud til hvor vi skal campere, kører vi på en meget bulet sandvej/sti, hvor der kun er plads til en bil. Vi har heldigvis en firhjulstrækker, så det er ikke noget problem at køre på vejen, når vi blot kører forsigtigt. 
Dennis havde regnet med, at vi ville være næsten alene ude på stranden, men det holder ikke helt stik og er faktisk nogen, som har taget den plads, som han plejer at være på, men vi finder en anden ved siden af, hvor vi kan være med bord og bænke, som er overdækket, så vi kan sidde i ly for solen, som brænder ubarmhjertig ned og der er over 30 grader, da vi ankommer omkring kl. 13 og det bliver varmere hen af eftermiddagen, hvorefter temperaturen falder, når solen går ned omkring 18:30.
Vi starter med at læsse alle tingene af Dennis´ truck og skal passe på ikke at brænde fødderne i sandet. Man går IKKE barfodet her selv om det er fristende, da det ganske fint sand. Derefter må vi have noget at drikke og spise. Sveden driver af os alle, så vi slappe lidt af inden vi tager fat på at sætte teltene op. Alt skal være på plads og “sengene” redt inden det bliver mørkt for derefter kan man ikke se en hånd for sig! 
Dennis laver mad til os, så vi kan nå at spise inden vi skal se solnedgang. Vi når det lige, men solnedgangen er ikke helt så flot, som den vi så ved stranden i Poʻipū i aftes, men til gengæld er stjernehimlen, som vi sidder og kikker på rundt om lejrbålet senere noget at det smukkeste man kan forestille sig. Der er tusindevis af stjerner og ikke en sky. Vi kan se mælkevejen hen over himlen og genkende stjernebillederne og med jævne mellemrum se satelitter, som som farer hen om os. Alt mens vi sidder i shorts og t-shirts og tæerne i sandet, som nu har fået en tilpas temperatur, med et glas rødvin eller en kold øl. Det er så skønt og vi hygger os med at fortælle historier fra vores forskellige ferier og hører om vores forskellige lande og traditioner.
Efter at lejrbålet er brændt ud går vi til ro i hver vores telte, hvorfra vi også kan kikke op i stjernehimlen og falder i søvn til lyden af bølgerne, som slår ind mod stranden.
Da vi vågner næste morgen, har Dennis allerede pakket sit telt sammen og begyndt at samle alt det andet habengut sammen bortset fra det, som han skal bruge til at lave morgenmad til os. Elaine og Pete er også først lige vågnet, så det er ikke fordi vi har sovet for længe – heldigvis.
Det har været en lille smule koldt i løbet af morgenen, så jeg har haft brug for min lille indersovepose. Den var nok til at holde mig varm. Temperaturen har sikkert ikke været under 20 grader, men der har været en del vind.
Så snart solen kommer frem stiger temperaturen hurtigt og snart har vi igen om mod 30 grader i skyggen og vi bevæger os ikke meget ud i solen. Kun for lige at gå ned og mærke temperaturen på vandet og nyde udsigten ned over den uendelige strand. Der er nogen, som bader, men Dennis fraråder os at gøre det, da strømmen og bølgerne kan være uhyggelig stærke her, så man bliver trukket ud til havs og have meget svært ved at komme ind igen og der er ikke nogen livredningstjeneste på vagt her!
Efter lækker morgenmad med franske toast og jordbær m.m. pakker vi teltene sammen og gør klar til at køre hjem igen. 
Det er været en pragtfuld oplevelse, at være på camping med Dennis, Elaine og Pete.
På vejen hjem til Dennis stopper vi i Waimea og får en shave ice. Vi vælger en lille is, men den er stadig enorm. Det er knust is, som tilsættes smagsstoffer og farver, så det ser rigtig flot ud. Det også godt og køler dejligt i varmen 30+ grader i skyggen.
Glemte iøvrigt at fortælle at inden vi kørte i går, havde jeg igen fat i både bureauet, som vi havde bestilt vores helikoptertur ved og med Nets for at få klarhed over hvilke transaktioner der var forsøgt gennemført på mit Mastercard. Det viste sig at alt var i orden, så jeg kunne blot bede Mastercard om at åbne mit kort igen. Det var ikke forsøgt misbrugt!

13. oktober (Helikoptertur over Kauai): Vækkeuret ringer allerede kl. 5:45, hvor det stadig er mørkt. Vi skal tjekke ind for vores helikopter-tur kl. 7:15 i Lihue på Manua Loa Helicopters kontor. 
Vi bliver mødt på kontoret af en mand fra Schweiz, som skal tjekke os ind og trække det sidste beløb for vores tur over øen. (Pris 718 USD i alt). Vi skal også se en sikkerhedsfilm inden, vi får en kørevejledning ud til helikopter landingsbanen, som ligger lige ved siden af den internationale lufthavn i Lihue. Vi har været forbi stedet for et par dage siden med Dennis, så vi finder det let. 
Vi bliver mødt af en sød dame, som viser os, hvilken helikopter vi skal med og introducerer os for vores pilot – Marcus.
Vi har valgt at flyve uden dørene, så vi har frit udsyn og ingen reflekser fra vinduer. Det har vi ikke prøvet før, så vi er begge lidt spændte på, hvordan det føles at  sidde og kikke lige ned i afgrunden uden nogen væg imellem!
Piloten – Marcus giver os endnu en sikkerhedsinstruktion og vi får redningsveste spændt om livet inden vi kryber ind ved siden af hinanden bag piloten. En af os kan sætte sig på forsædet ved siden af piloten, men så vil vi ikke kunne se hinanden og der vil være vinduer for udsigten, så det vælger vi fra.
Spændt fast med sikkerhedsbælte og med headphones og mikrofon på plads, er vi klar til at lette. Propellen starter med at snore rundt over os og ved de langsomme bevægelser i starten, rykker det noget i helikopteren. Det går dog over, da propellen er kommet op i fart og vi letter. Det er en super fornemmelse lige så stille at lette fra jorden og starte vores 1 time lange flyvetur rundt om og over hele øen.
Vi starter med at flyve vestover lidt nord for Hanapepe, hvor vi bor hos Dennis og videre over Waimea Canyon, hvor vi var oppe at vandre forleden dag. Det er fantastisk flot her oppe fra luften og vi har valgt den helt rigtige dag for denne tur. Vi har høj blå himmel og ikke en sky så vi kan se langt omkring.
Turen går videre op forbi bl.a. vandfaldet, som er med i Jurassic Park filmen (Manawaiopuna Falls) og videre op forbi Napali kysten med sine høje lodrette klipper ned til vandet og de små hvide strande, hvor man kun kan komme til med båd eller en lang anstrengende vandretur.
Marcus fortæller os historier om alt, hvad vi passerer og er selv helt overstadig over vejret, som sjældent er så klart som i dag. Han kan næsten ikke vente med at skulle op over Top of the world, som de kalder det højeste sted på øen, hvilket er 5.230 feet højt ca. 1.500 meter.
Det er en utrolig flot tur langs nordkysten og hen over toppen og ned i Mt. Waiale’ale Crater, som er kendt for at være det vådeste sted på jorden, hvor propellen næsten rører ved klippevæggene. Vi kommer helt ned i bunden og rundt og efterfølgende ned i en anden slugt, hvor der er en masse vandfald rundt om os. Det er smukt og fascinerende at flyve her som en fugl. Da vi kort tid efter flyver mod lufthavnen og helikopter landingsbanen har vi svært ved at forstå, at der allerede er gået en time. Vi synes lige, vi er kommet i luften. Det har været en meget intens og smuk oplevelse og vi er helt høje, da Marcus igen sætter helikopteren på jorden og beder os om at blive siddende, mens propellen langsomt går ned i omdrejninger og motoren køler ned. Efter ca. 5 minutter kan vi tage headsettene af og slippe den bløde musik, som ellers har fulgt os hele vejen rundt på turen. Vi står ud og Marcus tager nogle billeder af os foran den lille gule helikopter. Vores fantastiske lufttur er desværre slut.
Nu har vi set stort set hele Kauai fra luften, men vi mangler stadig at se nogle steder nede i jordhøjde. Da vi forleden var ude at ro kajak, havde vi regnet med også at komme helt op til det nordligste punkt, som man kan komme i bil, men det nåede vi ikke, så den tur vil vi tage i dag. Vi har trods alt ikke så mange dage tilbage på Kauai og vi vil gerne se det hele. 
Vi starter med at køre op til fyrtårnet ved Kilauea, hvor der ud over fyrtårnet også er et fuglereservat. Vi stopper først ved udsigtspunktet, hvorfra vi kan se ud på fyrtårnet og alle fuglene, som svæver rundt over hovederne på os, men som vi ikke kan fange med vores linser desværre. Bagefter kører vi ned mod fyrtårnet, men kun for at blive stoppet ved et lille hus, hvor der sidder en dame og meget striks beder om vores reserverede tid. Vi vidste ikke at vi skulle reservere tid for at komme ud til fyrtårnet. Vi troede kun det var for at komme op i tårnet og det var vi ligeglad med, men reservationen gjaldt åbenbart for i det hele taget at kunne komme ud til tårnet, så vi får stukket en seddel i hånden med en internetside, hvor vi kan reservere tid og så komme igen om ca. en time, hvor der sandsynligvis vil være en ledig parkeringsplads, hvis vi reserverer!
Det gider vi ikke, så meget brænder vi ikke for at komme helt ud til fyrtårnet. Vi kører i stedet længere op mod nordvest langs kysten og kommer til de skønneste strande og igennem områder, hvor de rige har kæmpe store grunde og huse ned til vandet. Bl.a. skulle Silvester Stallone og Mark Zuckerberg have huse her. Vi ser dog ingen af dem 🙂
Vi ender ved Hana State Park for enden af vejen, hvor vi også skal have billet for at komme ind, så der vender vi om og kører tilbage til Hanalei, hvor vi spiser frokost. Hanalei er en meget turistet by men også meget hyggelig. Det er som en typisk badeby i Danmark. Det var herfra vi lejede kajakker forleden dag og padlede op af Hanalei River.
Det har taget ret lang tid at køre herop, da der har været en masse stop undervejs p.g.a. vejarbejder, så vi må til at køre hjemover, hvis vi skal nå at komme hjem til pu pu og gin tonic, som vi har lovet.
Der er ikke så meget vejarbejde på hjemvejen, så vi kan nå i Safeway og køber 6 flasker rigtig god vin og øl til Dennis. Han bliver meget glad for rødvinen og ved næsten ikke hvad han skal sige. Han vil ikke have noget af os for vi er hans gæster, siger han. Vi har dog fået lov at betale nogle af regningerne, når vi har været ude at spise, men det kræver megen overtalelse!
For en gang skyld spiser vi ikke hjemme. Dennis kører os alle ud på en tidligere sukkerrørsplantage – The Cottage Plantation, hvor der stadig står nogle af de gamle boliger (bygget i 1880 -1930), som formændene boede i. De er nu moderniseret indvendigt og lejes ud som ferieboliger. Det er et meget skønt sted med store gamle træer og palmer og restauranten Chicken in a Barrel BBQ er også god og så har de en speciel tappe-væg, hvorfra man kan tappe sin øl selv. Der er vel 25 forskellige øl, så det er bare med at smage sig frem til den man ønsker sig. Man betaler til sidst for hvor meget man har tappet.

14. oktober (Hanapepe): Vi har kun 2 dage tilbage på Kauai og vi har endnu ikke set nogen af de store vandfald, som øen ellers er kendt for. Kun fra helikopteren, så i dag kører vi først op til Wailua vandfaldet, som er et af det lettest tilgængelige. I hvert fald oppe fra. Man kan se det fra vejen. Hvis man vil tæt på det, kræver det en meget stejl vandretur ned og op eller at man padler op af floden og vandrer det sidste stykke op til vandfaldet. Det skulle iøvrigt være en skøn tur og så kan man blive belønnet med en svømmetur i poolen neden for vandfaldet. Vi nøjes i dag med at se det fra vejen, men kajak-turen op af floden lyder også meget godt.
Det næste vandfald vi kører op til, er Opaekaa vandfaldet. Det kan man til gengæld ikke komme så tæt på fra vejen, så det er lidt skuffende, men vi får en fin tur videre op af vejen op til en lille park, hvor man tilsyneladende laver nogle forsøg med planter og træer. Det er et meget smukt område med bl.a. regnbue-eucalyptus. Sådan nogle har vi ikke set før. De er utrolig flotte i barken, som har alle regnbuens farver.
Parken her bliver også brugt til picnic område. Der er flere familier, som har slået sig ned med party-telte og grill og hygge sig, mens børnene bader i en lille flod. Familien betyder meget for hawaiianerne og de samles tit til picnic i naturen eller ved stranden.
Efter vores besøg ved vandfaldene kører vi ned til Lydgate Beach Park. En virkelig flot park ned til stranden. Her er palmer og borde og bænke i skyggen og toilet/bruse faciliteter og store grønne græsplæner, hvor folk slår sig ned i deres medbragte strandstole eller på tæpper. Vi spiser frokost her og er også ude at svømme og snorkle lidt og ser en masse fisk, men desværre er vandet lidt uroligt, så når bølgerne slår ind over klippegærderne, så hvirvles sandet op og ødelægger sigtbarheden. Vi nyder dog til fulde at kunne svømme rundt i 27-28 grader varmt vand:-)
Vores sidste stop i dag er Glass Beach ved Port Allen Harbor. Det er en lille strand, hvor der ikke er meget sand med derimod glas-stykker! Det lyder som et farligt sted at gå med bare fødder, men alle glasstykkerne er rundet af at have ligget mange år i vandet. Glasset stammer fra en gammel losseplads med flasker.
Vi er hjemme først på eftermiddagen, så vi kan køre Elaine og Pete til Kaloa, hvor de skal aflevere deres udlejningsbil.
Da vi komme hjem igen har Dennis forberedt pu pu og aftensmad, som altid og kræser om os med store steaks på grillen inden han skal køre Elaine og Pete i lufthavnen. De skal hjem til Alaska i aften.

15. oktober (golf): Vi har udfordret Dennis, da vi så, at han havde et golfsæt stående i vores værelse hos ham. Han har ikke spillet i 6-8 år siger han, men på daværende tidspunkt havde han handicap 10, så han kan ikke være helt ringe 🙂
Han kender en lille lokal klub – Kukuiolono park and golf club, hvor man kan spille kan spille 9 huller for 15 USD. Det er ikke nogen championship bane, men den skulle være ok, så der kører vi op. Man kan ikke bestille tid. Det er first come, first served. Da det er søndag idag, håber vi, at vi kan komme til at spille, mens andre er i kirke.
Vi kommer heller ikke til at vente mere end på et par herrer, som går ud før os. 
Da vi ikke har vores eget udstyr med, må vi leje et sæt hver. Det er ikke sæt af nyere dato og det er med stålskafter! De er meget tunge og stive, så jeg har da i hvert fald undskyldninger nok, hvis jeg ikke laver nogen god score 🙂
Det går nu OK for os begge 2 og også Dennis. Vi har lejet buggies og det er vi rigtig glade for. Selv om vi spiller ud kl. 9 er der 28 grader og temperaturen stiger til 31, mens vi spiller. Solen bager ned på os, så vi er glade for at sidde lidt i skygge i buggyen.
Banens stand er ikke den bedste. Den er tør og greens er meget hårde, så det er umuligt at lande bolden på greens, men vi hygger os med at spille med Dennis. 
Der er mange palmer på banen, som man har en tendens til at ramme, men at man ligefrem kan få boldene til at blive oppe i palmerne er en gåde, men vi ser en enkelt palme, som i hvert fald må føle sig meget udsat! Den er fyldt med golfbolde højt oppe 🙂
Efter runden spiser vi tidlig frokost på golfbanens restaurant, som er mexicansk. Heldigvis er maden ikke så stærk, så jeg kan godt spise den!
Om eftermiddagen kører vi ned til Salt Pond stranden og tager en svømmetur. Vi kan ikke holde ud at være i Dennis´ hus i dag. Der er kvælende varmt. Han har ikke aircondition, men alene åbne vinduer og faner i loftet og det er ikke nok i dag.
Ved stranden er den noget mere behageligt. Der er en lille brise og en svømmetur hjælper også. Der er rigtig mange familier samlet på stranden under pavilloner. Det er søndag og picnic-dag for hawaiianerne.
På stranden ligger en monkseal og sover og der er sat skilte op rundt om den, så ingen går hen og forstyrrer den, men mange ikke lokale tager billeder af den, her i blandt os 🙂
Da vi kommer hjem til Dennis, har han fået besøg. Det er hans kammerat Bobbie fra Alaska, som er kommet for at bo i Dennis hus, mens Dennis tager til Egypten og andre steder de næste 2 måneder. Så snart vi kører i morgen, har han travlt med at få pakket m.v. til ferien. Han er været meget nervøs omkring rejsens gennemførelse pga den nylig opstået krise mellem Hamas i Gaza og Israel.
Vi har en hyggelig sidste aften med Bobbie og Dennis, hvor Dennis endnu engang har lavet dejlig mad til os.

16. oktober (Hanapepe – Honolulu): Det er desværre afrejse-dag fra Kauai, Hanapepe og Dennis. Vi skal videre til Oahu og Waikiki Beach i dag. 
Det er lidt hårdt at sige farvel til Dennis for vi har haft det så utrolig dejligt sammen med ham. Han er en super hyggelig fyr, som virkelig forstår at tage sig af sine gæster og venner. Vi har nydt hver en time her. Inden vi skulle herover var vi lidt skeptiske for om vi ville kunne holde ud at være så tætte over så lang tid, men vores skepsis er gjort totalt til skamme. Vi har haft det pragtfuldt 🙂
Men alt får en ende. Klokken 9 har vi pakket bilen og siger farvel. Vi skal først flyve kl. 11:45, men vil være sikker på, at vi har god tid til at komme igennem trafikken og aflevere bilen hos Avis og ikke mindst sikkerhedskontrollen i lufthavnen.
Der opstår dog ingen problemer overhovedet, så vi er i god tid, da vi sidder i gaten og venter på at komme med Hawaiian Airlines til Oahu.
Flyveturen på 40 minutter forløb stille og roligt og vi landede rettidigt i Honolulu airport på Oahu, hvor vi havde bestilt shuttlebus ud til vores hotel. Det var åbenbart ikke den bedste løsning. Den var godt nok noget billiger end en taxi, men vi måtte vente en halv time, fordi vi også skulle have nogle andre med i shuttlebussen. 
Vi bliver kørt lige til døren og til vores held, er vores værelse klart selv om der egentlig først er tjek-in 2 timer senere og vi har oven i købet fået en opgradering af værelset på hotel Ohana Waikiki East. Det er ikke et luksushotel, men det er OK og vi skal kun bo her 3 nætter.
Vi går straks en tur. Vi bor meget centralt ved Waikiki Beach i 2. række til stranden. Det er en super flot strand, men det er godt nok et kulturchok at komme til Oahu efter at have været på naturskønne, laidback Kauai. Det er som at komme fra Jylland til Las Vegas. Der er mennesker over alt og barer og restauranter på hvert et gadehjørne og skyskrabere af hoteller over det hele. Det er meget sjovt at se og opleve, men som sagt noget helt andet end stille Kauai med de små hyggelige byer. Utrolig at der kan være så stor forskel på 2 øer, som hører til samme stat og ligger kun 40 minutters flyvetur fra hinanden. 
Vi finder et sted og spiser sen frokost og slapper derefter af et par timer på værelset, inden vi går en tur efter at solen er gået ned og temperaturen dermed også faldet til 25 grader. Der er endnu flere mennesker ude efter at solen er gået ned og der er musik på gaden og på de store hoteller og også hula-dans på de store hoteller. Det kræver dog, at man har bestilt plads og betalt dyrt for at se disse hula-shows eller luaus, som det hedder her.

17. oktober (Waikiki beach): Vækkeuret er sat til kl. 7. Vi har bestilt en tur til Pearl Harbor, som starter kl. 10, men vi skal først finde et sted og spise morgenmad, som ikke er inkluderet i hotelværelset. Det er nu ikke det store problem at finde. Alle restauranter har morgenmad.
kl. 10 bliver vi hentet af en stor dobbeltdækkerbus. Vi er det sidste sted på afhentningsruten, så vi kører direkte ud til Pearl Harbour. På vejen får vi informationer om alt, hvad vi passerer og til sidst hele historien om, hvad der gik forud for japanernes angreb på Pearl Harbor den 7. december 1941.
Ved ankomsten til Pearl Harbor National Memorial går vi direkte til køen til båden, som skal sejle os ud til monumentet bygget over USS Arizona, som var et af skibene som japanerne bombede ved deres angreb. USS Arizona blev ramt af 2 bomber på 800 kg hver og sank på kun 9 minutter. Det står på bunden af Pearl Harbor hvor det sank og er gravsted for de 1107 sømænd, som gik ned med skibet. 
Det er en sejltur på 10 minutter ud til monumentet. Det er et marine-fartøj, som sejler os derud. Vi får besked på at betragte monumentet som en gravplads og respektere det som sådan. Altså tale dæmpet og ikke tale i telefon m.v. 
Der er i virkeligheden ikke så meget at se derude. Enkelte dele af USS Arizona stikker op af vandet og man se lidt af det rustne skib under vandet, men man skal se skibet oppe fra en luften, hvis man skal se hele formen. Skibet lækker stadig olie og man forventer at det vil det gøre de næste 500 år! 
Selv om der som sagt ikke er så meget at se, så er det alligevel bevægende at gå rundt herude og se væggen med alle ofrenes navne og rang listet. Det synes så meningsløst.
Tilbage på land går vi rundt og ser museerne, som fortæller om optakten til angrebet og i hvert fald 2 menneskelige fejl, som måske kunne have forhindret at det gik så galt, som det gjorde. Den første var da et marine-skib havde registreret og beskudt ubåde ud for kysten og rapporteret til deres chef, som blot slog det hen og senere rapporterede radar-folk, at de så en hel sværm af flyvere komme imod øen. Det blev også slået hen, da øverstbefalende forventede, at der skulle komme amerikanske flyvere til øen samme morgen og de havde ikke nogen folk på arbejde, som kunne identificere flyverne! Få timer efter kom første bølge af japanske flyvere og bombede luftbasen med alle de amerikanske flyvere og senere anden bølge, som bombede flåden, som lå linet op i havnen.
Det blev en meget tragisk dag med store menneskelige tab og sendte med øjeblikkelig virkning USA ind i 2. verdenskrig.
Efter 3 timer i “krigs-mode” forlader vi Pearl Harbor og bliver kørt tilbage til Waikiki, hvor vi får frokost og går langs stranden inden vi tager en slapper ved poolen på hotellet.
Klokken 18 går vi ned til stranden for at se solnedgangen og en åben/gratis hula-dans på stranden. Det er ikke den store oplevelse. Musikerne er meget gode, men danserne er ikke de bedste.

18. oktober (ø-rundtur – Oahu): Vi har kun 2 hele dage her på Oahu og vil gerne se noget andet end kun Waikiki Beach og Pearl Habor og da jeg ikke havde lyst til at køre bil i Honolulu med de mange 4 sporede motorveje og ensrettede gader, så er eneste anden mulighed at tage på en arrangeret tur rundt på øen.
Vi bliver hentet kl. 7:25 på nabohotellet. Det er en lille bus og vi er kun 11 der skal på tur, så umiddelbart er det fint. Vi hader at rende rundt i store grupper, hvor man hele tiden skal vente på nogen.
Vi får de første pladser i højre side af bussen, men det viser sig at være rigtig dårlige pladser. Vi kan næsten ikke se noget ud af forruden og der er en stor sprosse til højre for os, så der ikke er frit vindue. Hamrende irriterende!
Vi har valgt en tur, som hedder Sights and bites, hvilket skulle være en tur, hvor man ser en masse og også får smagt nogle lokale specialiteter.
På grund af den dårlige indretning af bussen ser vi ikke så meget undervejs. Kun når vi stopper og kan komme ud af bussen. 
De lokale specialiteter, som er inkluderet i turen er OK, men heller ikke mere. Guiden er desværre ikke den bedste. Han taler meget hurtigt og snøvler lidt, så han er meget svær at forstå for os. Han er født og opvokset på Hawaii og meget negativ over for amerikanerne, som han mener ulovligt har annekteret Hawaii og han holder ikke tilbage med sine synspunkter om hvad amerikanerne er skyld i på Hawaii!
Vi kommer det meste af øen rundt og får et fint indtryk af hvad øen har at byde på. Den er faktisk meget flot med vilde strande på nordkysten, hvor bølgerne netop i dag er op mod 7 meter høje. Det er ikke normalt at de er så høje på denne årstid, men det er flot at se dem rulle ind mod kysten. På nogle af strandene er der også surfere, som udnytter de høje bølger og får nogle fantastiske ture ind mod stranden. Hvis vi selv havde kørt rundt ville vi have stoppet en masse gange og nydt synet af bølgerne og bjergene op mod midten af øen, men på denne tur er der desværre ikke indlagt så mange stop på naturstederne.
Vi har stop ved et par frugtstande, hvor ananas-mandens stand er den sjoveste. Ananas-manden er tilsyneladende vores guides fætter. Det er en stor bodybuildertype med tatoveringer over hele kroppen og han har kun et klæde om lænden, så han er virkelig et syn værd og så sælger han de lækreste ananas, som vi får smagsprøver af, men også køber en bakke af, da de smager af mere 🙂
Besøgene på en macadamia nødde farm og Dole ananas plantagen kunne vi godt have sprunget over. I stedet for at vise os hvordan de producerer nødderne og ananaserne, så var det alene et stop ved deres souvenir-butikker – skuffende.
Vi er hjemme igen ved hotellet omkring kl. 15:30 godt trætte, så vi må lige have en time på øjet, inden vi går ned på stranden og nyder solnedgangen sammen med tusinder af andre. Det er virkelig et tilløbsstykke. Der sidder mennesker langs hele stranden og vandet er fyldt med surfere, som lige skal have de sidste bølger med inden mørket falder på. Det er et meget smukt syn og en dejlig måde at slutte en dag, som ellers ikke har levet helt op til vores forventninger 🙂

19. oktober (Oahu – Maui): Det er igen tid til at flyve videre. Vi skal til Maui. Vi har bestilt shuttlebus til lufthavnen og det fungerer helt fint. Vi bliver hentet til tiden og flyveturen på 40 minutter går også efter planen. Der er kø ved Avis, da vi skal have udleveret vores udlejningsbil, men det går trods alt hurtigt, så vi er snart ude på vej til vores hotel Maui Schooner i Kihei. 
Vi skulle oprindelig have boet i Lahaina en gammel hvalfangerby på vestkysten af Maui, men hele byen og dermed også vores hotel brændte ned ved den katastrofale wildfire, som brød ud den 8. august på grund af tørke.
Der er kun en halv times kørsel ud til hotellet, hvor vi får en dejlig lejlighed. 
Da vi nu har vores egen bil, har vi ikke ro på os. Vi må straks ud at se på omgivelserne. Der er kun 2,5 time til solnedgang efter, at vi har været i Safeway og købt lidt mad og drikke, så det er begrænset, hvor langt vi kan komme omkring, men vi kører ned langs Kihei kysten. Nu længere sydpå vi kommer nu større bliver husene og de skønneste grønne golfbaner ligger på række. Det er et imponerende flot område og helt sikkert ikke et sted for almindelige mennesker med almindelige lønninger 🙂
Vi kører så langt, vi kan komme langs kysten og når ud til nogle små strande og til sidst går vejen fra asfalteret vej til en bulet lavavej, hvor der ligger bunker af lava på begge sider af vejen. Det er rester fra det seneste vulkanudbrud på øen i 1790.
Da vi vender bilen for at køre tilbage får vi den skønneste naturoplevelse. Det regner oppe over bjergene over os og langsomt vokser den smukkeste regnbue op. Det ser ud som om den vokser op at jorden og efterhånden går den hele vejen hen over himlen i utrolig flotte og stærke farver og en svagere regnbue kommer uden på den første. Aldrig har vi set en regnbue i så stærke farver. Wauw. Sikke en flot velkomst til Maui. 
Vi har ikke set så meget af øen, men vi føler os allerede mere tilpas her end på Oahu. Her er meget mere roligt. Vi glæder os til i morgen, hvor vi skal mere rundt på øen.

20. oktober (Road to Hana – Maui): Vækkeuret ringede allerede kl. 5:45, da vi ville køre den lange og snoede vej til Hana på nordkysten af Maui inden alle andre var ude på vejen. Det er en af de mest kørte turistruter på Maui og har derfor tendens til at blive overfyldt op af dagen.
Selv om vi var tidlig oppe lykkedes det os ikke at komme så tidligt afsted som planlagt, men vi havde dog ikke problemer med for mange på vejen eller på parkeringspladserne ved udsigtspunkterne. Jeg havde downloaded en app, som guidede os hele vejen. Den var GPS styret, så efterhånden som vi kom frem på vejen, så fortalte en mand, hvad der var must see og hvad vi godt kunne springe over og historier om området og småbyerne, som vi kørte igennem. Det var meget rart at have en guide med i bilen, som man kunne lytte til eller lade være og vi kørte helt i vores eget tempo og stoppede, hvor vi havde lyst og brugte så meget tid, som vi synes, der skulle bruges hvert sted. Det passer meget bedre til vores temperament end at være på en bustur, som forleden dag på Oahu 🙂
Road to Hana er som sagt en ca. 100 km lang vejstrækning langs den nordøstlige kyst af Maui. Den har omkring 600 sving og 57 broer og fører os igennem den skønneste natur og med udsigter over havet og strande. Det første stykke af vejen er langs kysten, som er kendt for sine meget høje bølger og derfor et paradis for surfere og det er rimelig åbent landskab, så man kan se langt langs kysten. 
Senere kører man ind i regnskovslignende vegetation med masser af blomster og variation i træer og planter. Der er vildt flot, men det er også anstrengende at køre på den snoede smalle vej, hvor man må køre helt op i planterne/klipperne langs vejen, når der kommer en modkørende bil og alle broer er kun bygget til en bil i bredden, så det er med at holde øje med, om der kommer modkørende inden man kører ud på en bro, så man ikke ender med at skulle bakke!
Vi er nået til Hana omkring kl. 13 efter rigtig mange stop undervejs. Vi har dog undladt at tage de stop, som krævede at vi skulle gå mere end 300-400 m. Jeg har desværre fortsat problemer med min achillessene og kan ikke gå så langt.
Lidt uden for Hana bliver vi guidet til en lille foodtruck – Braddah Hutt´s , som laver fantastisk god mad til rimelige priser. Vi får en Kalua Plate, som er ris med pulled pork, gulerødder og salat og en BBQ-sauce over. Det smager himmelsk.
Det var egentlig meningen at vi herefter skulle køre samme ved tilbage, hvilket de fleste gør, men da vores app-guide fortæller at man sagtens kan køre hele vejen rundt om øen i stedet for at køre samme vej tilbage, så prøver vi det. Der er dog et lille problem. Vi må kun køre på asfalterede veje og ikke bumbi roads med vores udlejningsbil! Iflg. google er der et stykke af vejen på ca. 10 km, som ikke er asfalteret, men det skulle være farbart selv om man har en almindelig personbil uden 4-hjuls-træk.
Vi tager chancen. Det er slet ikke noget problem. Vejen er godt nok noget hullet et par steder, men ikke mere end at vi også ville have kørt på den med vores egen hjemlige bil.
Vejen efter Hana er meget anderledes end vejen til Hana. Da vi kommer over på østkysten og kører sydover åbner landskabet sig totalt. Regnskoven forsvinder og vi kører igennem lava-ørken og totalt tørre områder. Det er også flot, men noget helt andet end nordpå. Det er utrolig, hvor stor forskel der kan være på så lille en ø. 
Vi kan ikke køre langs kysten sydpå. Her fører vejen op over bjergene, så vi kommer op, hvor skyerne hænger tungt og vi får også regn. Vi har ellers kørt i fuld sol og 30 grader hele dagen.
Vi når lige hjem til at kunne se solnedgangen på vores egen strand neden for hotellet kl. 18. Godt at vi nåede hjem inden solnedgang. Det er virkelig træls at køre i mørke og det bliver virkelig mørkt her bare et kvarter efter at solen er gået ned under horisonten.
Det har været en lang dag, men også en god dag. Nu trænger vi bare til at slappe af med et godt glas rødvin og lidt aftensmad.

21. oktober (Maui – på vulkaner): Wauw. En fantastisk dag, hvor vi har været på vulkaner. Maui har det mest fantastiske vulkan-landskab med et væld af farver. Det ligger midt på øen, fylder 3/4 af øens areal og rejser sig op i 3055 meters højde. Det er en af verdens største sovende vulkaner. Området kaldes Haleakala Crater. Den optimale oplevelse, som tiltrækker 1,5 millioner besøgende om året, er at se solen stå op over vulkan-krateret. Det kræver imidlertid, at man har reserveret plads i forvejen, hvis man vil op på vulkanen og se solen stå op og det har vi desværre ikke været opmærksom på og da vi fandt ud af det, var der udsolgt, så vi må nøjes med at besøge vulkankrateret efter solen er stået op.
Haleakala Crater er nationalpark, så det koster enten en parkeringsafgift på 30 USD for 7 dage eller et American the Beautiful Nationalpark Pass til 80 USD gældende 1 år. En reservation til solopgangstid koster 1 USD!
Vi køber et pass til 1 år, da det jo kan være, at vi kommer tilbage til USA i løbet af det næste år og hvis ikke, så har det været alle pengene værd. Vi har en vidunderlig formiddag og kan næsten ikke lade fingeren stå stille på udløserknappen på kameraet. Det er bare så flot. Vi nøjes med med at gå nogle korte ture omkring kraterkanten. Vi ville gerne have gået ned i krateret også, men som tidligere nævnt har vi desværre problemer med knæ og achillessene, så vi må nøjes med de små ture.
Over middag begynder skyerne at dannes og trækker ind over krateret, så bunden forsvinder og vi ser i stedet kun kraterkanterne, som stikker op over skyerne og det bliver straks køligere. Vi kunne være blevet til mørket falder på og håbe på at nyde nattehimlen, som også skulle være helt fantastisk heroppe, hvor der ikke er nogen lyspåvirkninger, men der er stadig 4 timer til det bliver mørkt og med de skyer, som trækker op, kan vi ikke være sikre på at der bliver en klar himmel, så vi vælger at køre ned.
Det begynder at regne på vejen ned, så vi kører ned til Maui Ocean Center – et akvarium, som alene har fisk, som lever omkring Hawaii. Det er et meget imponerende og stort akvarium, som vi er meget optaget af at gå rundt og studere. Vi er ikke kommet helt rundt, da en vagt kommer og fortæller, at nu lukker de snart, så vi skal til at finde udgangen. Lidt ærgerligt. Vi kunne godt have brugt mere tid, men vi kører hjem og ser solnedgangen på stranden neden for vores lejlighed.
Vi har slet ikke haft tid til at bade på stranden og i morgen skal vi videre til Big Island. Vi kunne nok godt have brugt en dag eller 2 mere her på Maui.

22. oktober (Maui – Big Island): Det er endnu engang rejsedag. Da vi efter at have bestilt flybilletter herud flere gange ændrede rejseplaner, fordi Dennis mente, vi havde planlagt for lidt tid hos ham på Kauai, så har vi ikke så mange dage, at gøre godt med på de øvrige øer. Vi har dog ikke fortrudt, at vi lyttede til ham, for vi havde nogle fantastiske dage på Kauai, men som sagt så bliver der en del rejsedage her sidst på ferien. 
Vi skal flyve fra Maui kl. 11:40 og det tager 40 minutter til Big Island. Alt klapper. Vi har en rolig morgen og kører i lufthavnen og afleverer bilen og tjekker ind.
Flyveturen går også fint. Vi får set vulkankrateret, som vi kørte op til i går fra luften, da vi flyver næsten hen over det.
På Big Island kan vi allerede i lufthavnen mærke, at det er anderledes end både Maui og Oahu. Det meste af lufthavnen er udendørs. Der er ikke nogen lukkede bygninger. Det er kun tage med flotte haver imellem. Det virker alt sammen meget afslappet og skønt.
Vi får vores bil hos Avis og kører til Kona, hvor vi forsøger at tjekke ind. Desværre kan vi ikke få værelset før kl. 16, så vi finder en restaurant og får frokost og nyder at sidde og kikke ud over vandet i skyggen. Det er for varmt i solen.
Klokke 16 er vi tilbage på hotellet og får vores værelse. Det vil sige. Vi prøver lige et par stykker før vi er tilfredse. Det første har udsigt til et træ og et tag. Det næste er højere oppe, men med udsigt til en parkeringsplads. Det gider vi ikke, så vi betaler for en opgradering og får det skønneste ocean-front værelse, hvor vi kan sidde på balkonen og lytte til bølgerne, der slår mod klipperne lige under os og se ud over havet og byen. Det er helt perfekt.

23. oktober (Big Island): Vi har ikke været så langt omkring i dag. Vejret har været lidt tvivlsomt. Det var helt overskyet til morgen, så det kunne ikke nytte noget at køre op på vulkanen, for den ville nok være dækket af skyerne.
Efter morgenmaden klarede det lidt op langs kysten og vi kørte derfor ned til Kahalu’u Beach Park, som skulle være en af de mest populære steder at snorkle. Vi havde forventet, at det derfor ville være svært at få en parkeringsplads, men det var ikke tilfældet. Der var rigelig med pladser. Måske fordi det var mod betaling – 12 USD for 4 timer.
Der var borde og bænke under halvtag, hvor man kunne sidde i skygge og lægge sine ting fra sig, mens man var ude at snorkle. Det var lidt svært at komme i vandet, da der var klipper inde ved stranden, som man skulle ud over, helst uden af falde, men når de var forceret, var der en rende, hvor man kunne svømme ud på dybere vand og undgå at blive slået mod klipper og koraller, når bølgerne slog ind. Bølgerne var heldigvis ikke så store, men der var alligevel strøm, som førte en frem og tilbage i vandet, så det var med at holde hele kroppen i overfladen, hvis man ikke ville have skrammer af slag mod klipperne.
Der var ikke så mange levende koraller, men de var ved at bygge sig op iflg. et opslag på stranden. Der var til gengæld mange fisk i alle regnbuens farver og vandet var klart i modsætning til på Kauai, hvor sandet blev hvirvlet op. Det var virkelig en fornøjelse blot at ligge i overfladen og se på alt det liv under en og kun høre sin egen vejrtrækning. 
Desværre har vi ikke vores nyindkøbte DJI kamera med ude af snorkle første gang, men efter at haft en pause på land, henter Ulrich kameraet i bilen. Det skal have sin første tur under vand. Hidtil har det kun været prøvet i luften på helikoptertur over Kauai.
Bølgerne er blevet lidt højere, da vi går ud anden gang og solen er også forsvundet, så sigtbarheden er ikke helt så god denne gang, men Ulrich får prøvet kameraet og taget nogle gode videoer af de farverige fisk og da vi er på vej ind til stranden, ser jeg pludselig en havskildpadde lige foran mig. Ulrich er på vej den anden vej, så jeg må prøve med alle mulige lyde under vandet for at få hans opmærksomhed 🙂 Det lykkes heldigvis og han komme hen til mig og ser også havskildpadden, som forsøger at finde noget af spise på klipperne/korallerne. Den er ikke så stor (50-60 cm) og den kæmper også med bølgerne, som skubber den frem og tilbage over klipperne. Det er virkelig fascinerende at ligger og svømme sammen med en havskildpadde. Vi har prøvet det før, men det er lige sjovt hver gang. Der er ikke nogen andre, som har fået øje på den, så vi ligger kun os 2 og betragter den og Ulrich filmer. Man kan få en kæmpe bøde, hvis man rører en havskildpadde og skilte siger, at man skal holde en afstand på 3 meter. Jeg er ikke helt sikker på, at vi hele tiden er 3 meter fra den, men vi rører den ikke og den lader ikke til at være generet af os. Efter 5-10 minutter forlader vi den og svømmer ind. Oppe fra land kan vi ikke se den og der er tilsyneladende heller ikke andre snorklere, som har set den, så den kan få lov at spise i fred. Vi er glade over, at vi fik lov at svømme med den, som sagt er det altid en oplevelse 🙂
Vi kører videre ned af kysten og stopper ved Two Steps. Det er også en strand, hvor det skulle være godt at snorkle.
Her er det knap så svært at komme i vandet, da der er 2 naturlige trin i lavaen, som man kan gå ned ad. Heraf navnet på stranden 🙂
Vandet er meget klart her, men også dybere end ved den forrige strand. Der er også rigtig mange flotte farverige fisk, men ikke så stor variation i arterne og ingen havskildpadde 🙂
Det er efterhånden blevet sen eftermiddag efter vores 3 snorkle-ture, så vi kører hjem til hotellet og slapper af inden vi skal på endnu en snorkle-tur!
Vi har bestilt en nattur med båd, hvor vi skal ud at snorkle og se på manta-rays (djævlerokker). Vi er vildt spændte, da vi kører ud til en nærliggende havn kl. 19.  Vi skal sejle ud kl. 20, men vil gerne være i god tid. Vi er også de første, som ankommer til Kona Snorkel Trips havneplads. Vi ser faktisk det forrige hold komme ind efter deres tur og de ser vildt glade ud og snakker løs om mantaerne, de har set. Det lover godt for vores tur.
Efterhånden ankommer der flere. Vi er 19 i alt, som skal på tur. Vi bliver alle udstyret med våddragter og flydebælte og dem, som ikke har egen maske og snorkel får også udleveret dem. Vi har vores egne masker med, som vi har styrke i og synes iøvrigt også, at det er mest hygiejnisk med vores egen snorkel, hvor mundstykket jo skal ind i munden!
Efter en grundig briefing om regler i omgangen med mantaerne og sikkerhed ombord i den forholdsvise lille navy seal gummibåd, er vi klar til at stævne ud i mørket.
Vi har en 20 minutters sejlads ud til pladsen, som ligger ud for lufthavnen, hvor vi skal snorkle med mantaerne.
Det er heldigvis en stille aften uden de store bølger, så ingen bliver søsyge. Ude på pladsen får vores 2 guider de 2 boards i vandet. Det ligner et par surfboards med håndtag på lang-siderne. Under boardsene er der monteret lys, som skal tiltrække planton og krill, som er mantaernes fortrukne føde.
Guiderne beder os om at tage vores masker og snorkel på og lade os glide ud over bådens pontoner og ned i vandet. Vi får hver 2 håndtag at holde fast i og skal så bare ligge fladt og stille i vandet. Der går et par minutter, hvor guiderne flytter lidt rundt på boardsene og vi blot ligger og kikker ned mod bunden, som er omkring 10 meter under os. Vandet virker meget uklart men med en masse små bitte fisk og formentlig planton og krill. Pludselig kommer en skygge ind fra siden. Det er den første manta ray, som skal hen og have mad. Den ved at lyset tiltrækker planton og krill, som den lever af, så det er det helt store tag-selv-bord her neden under os. Der går ikke lang tid, så kommer endnu en manta og tager for sig af retterne. Det er begge hunner, som vel har et vingefang på 3-4 meter. De ligner store fugle, der flyver meget yndefuldt igennem vandet. De laver en hel vandballet under os, hvor de cirkler rundt i store rundkredse mellem bunden og os. De kommer flyvende hen over bunden og vender så gabet lige op imod os og i sidste øjeblik glider de rundt og næsten rører vores arme og kroppe med undersiden af deres kroppe. Wauw, det flot. Undersiden af mantaerne er hvid, men har pletter, der er forskellig fra manta til manta ligesom vores finger-aftryk, så man kan kende hver enkelt manta på pletterne og de bliver faktisk også registreret i et register, hvor havbiologerne kan følge dem.
Vi får lov og ligge og betragte disse yndefulde mantaer og deres undervandsballet i 30-40 minutter inden vi en efter en bliver dirigeret tilbage til gummibåden og lyset bliver slukket under boardsene. Det har været en kæmpe oplevelse, som er alle pengene værd. Vi er alle helt høje, da vi sidder i gummibåden og bliver sejlet tilbage til udgangspunktet. Selv guiderne påstår at det har været en enestående oplevelse for dem. De siger, at det er sjældent, at mantaerne kommer så tæt på, som de har været i aften. Flere af os er ligefrem blevet snittet af dem. Vi måtte ikke selv røre ved dem med hænderne, da det kan skade dem, men vi kan jo ikke gøre for, at de kommer til at røre ved os 🙂 Ulrich mærkede en af dem på den hånd, som han holdt kameraer i, så der er i hvert fald kommet nogle nærbilleder ud af optagelserne 🙂
Vi glæder os allerede til at komme hjem og se video-optagelserne og opleve showet igen!

24. oktober (Big Island – vulkaner): I dag har vi været på vulkaner eller rettere. Vi har set en masse kratere og lava efter de mange vulkan-udbrud, der har været på Big Island. 
Vi stod op kl. 7, men inden vi havde fået gjort os færdige og spist morgenmad, var klokken blevet 9 og da der er over 2 timers kørsel op til Hawaii Vulcanoes National Park var vi først fremme ved 11:30 tiden. Det var lidt sent i forhold til hvor meget vi gerne ville se!
Vi startede ved visitor centeret, hvor vi lige kunne danne os et overblik over området og vandrestierne og begav os derefter ud på en 8-9 km lang vandretur, hvor vi gik langs Kilauea krateret. Kilauea er den mest aktive vulkan i verden. Den havde sit seneste lille udbrud for en måned siden den 23. september, hvor den spyede rødglødende lava op i 6 dage, men faldt så til ro igen. Vi kan se de 5-6 nye små vulkaner, som udbruddet har efterladt nede i krateret. Krateret er i konstant forandring med hvert lille udbrud. Vi ser billeder af krateret før et stort udbrud i 2018, hvor store dele af krater-bunden sank sammen. Det er store kræfter og varmegrader, som er på spil under overfladen. Vi kan se varmen i form af dampe, som konstant stiger op fra bunden. En ranger fortæller at selv om lavaen i bunden ser ud som fuldt størknet og grå lava, så er den glohed og man vil ikke kunne overleve at gå på den!
Desværre har vi ikke så godt vejr deroppe. Vi tog nede fra hotellet i Kona i fuld solskin, men heroppe er der fuldstændig overskyet og diset. Det ødelægger lidt udsynet over krateret, som er kæmpe stort og dybt.
Oppe hvor vi går ligger varmen heller ikke så dybt. Jorden damper fra varme kilder med sulfur dampe og jorden er helt gul omkring hullerne.
Selv om krateret er stort og stadig aktivt er vi ikke så imponeret over det. Krateret vi så på Maui var væsentligt flottere med et stort farve-spekter. Det her er gråt i gråt. Vi havde håbet på at se lidt rødt lava efter det senest udbrud, men som sagt er det gået i sig selv igen.
Efter at have spist frokost kører vi af Chain of Crater Road, hvor der er en masse kratere af varierende størrelse. Vejret er imidlertid ikke med os. Det begynder at regne og vi kører i tåge eller skyer, så vi kan stort set intet se, så det giver ikke mening at fortsætte. Der er kun 2 timer til det bliver mørkt, så vi beslutter at det er nok for i dag. Vi kører mod Kona og vores hotel. Vi har over 2 timers kørsel hjem, så vi ved at vi under alle omstændigheder vil komme til at køre i mørke, men nu mindre nu bedre. Vi stopper undervejs for at se solnedgangen og er først hjemme lang tid efter solen er gået ned, men heldigvis regner det ikke ved kysten, så det er ikke så slemt at køre i mørket.

25. oktober (Big Island): Det er vores sidste dag på Hawaii. Vi kunne godt have brugt et par dage mere for, der er stadig ting, vi ikke har set her på Big Island, men det giver os selvfølgelig en grund til at vende tilbage en anden gang 🙂
Solen skinner som altid, vil jeg næsten sige, fra en skyfri himmel. Eventuelle skyer samler sig oppe omkring vulkanerne og ikke ved kysten. Vi har tænkt os at blive ved kysten i dag.
Vi har læst om en grøn strand, som der kun skulle være 4 af i verden. Den ene – Papakōlea Green Sand Beach – ligger omkring en times kørsel fra Kona, hvor vi bor. Den er grøn p.g.a. et mineral i lavaen som hedder olivine.
Vi kører sydover til stranden, som iøvrigt også ligger ved det sydligste punkt på både Hawaii og i hele USA. Nogle vil nok sige, at det sydligste punkt i USA er på The Keys i Florida, men her påstår de, at dette punkt på Big Island er det sydligeste!
Der er ikke gjort meget ud af at markere at det skulle være det sydligste punkt. Det er en bumbi road derned til og man ender på et meget støvet areal, hvor man også helst skal have en højbenet bil for at køre. Der er høje klipper ned til det klare blå vand og der er lavet små udspringsbroer til de overmodigede, som tør at springe de 20-30 meter ned i havet. Der er ikke nogen i dag, som har tænkt sig at springe, men der sidder en lystfisker med sin stang. Han fanger makreller. Vi ser ham hive en stor en op.
Efter at have gået lidt rundt og set på de store bølger, som slår ind mod stranden ved siden af de høje klipper kører vi videre ud til parkeringspladsen, hvorfra man kan hike ud til den grønne strand. Det er et hike på ca. 4 km hver vej og solen steger ned fra en skyfri himmel og der er ca. 30 grader i skyggen. Der er bare ikke nogen skygge på vejen derud, så det er virkelig et ubarmhjertigt hike. Det er absolut ikke et hike vi skal på og slet ikke med vores skavanker med knæ og achillessene betændelse. 
Heldigvis har vi læst og hørt om, at der altid er nogle lokale, som for 20 USD vil køre dig frem og tilbage til stranden. Det er ganske vist ikke lovligt, at de kører der og sikkerheden er det også småt med, da man står på ladet af nogle gamle trucks, hvor der er sat et gelænder på, som man kan holde i. Det er ikke for sarte sjæle erfarer vi, da vi stiller os op på ladet af en truck. Man skal virkelig kunne holde fast for vejen er fuldstændig umulig. Der er huller på 50-60 cm, store sten og klipper og sandbunker, som skal forceres. Hvis vi ikke selv havde kørt turen med en dygtig kvindelig chauffør, som havde kørt turen op til flere gange om dagen i 9 år, havde vi ikke troet, at det overhovedet var muligt at køre her. Støddæmperne var helt i bund og gav nogle brag, så vi troede, at de ville komme op igennem bunden, men vi nåede frem og alene turen herud, var de 20 USD værd 🙂 Men at se stranden var bestemt også turen værd. Det var så flot. Den var virkelig grøn og glimtede med små krystaller, når man var tæt på.
Vi havde badetøj på og soppede lidt, men bølgerne var for voldsomme til, at vi skulle nyde noget af at bade. Der var nogle som sprang ud i bølgerne, men vi kunne også se, hvordan de blev kastet rundt og hevet væk fra stranden. Der er iøvrigt ikke nogen form for livredningstjeneste her, så man er helt på egen hånd, hvis der skulle ske noget!
Vi nøjes som sagt med at nyde synet af stranden og de andre badende og soppede. 
Vi havde en meget sjov oplevelse efter at vi blev sat af trucken. Vi var 10 personer på ladet. De andre var amerikanere fra forskellige stater, som også var på ferie her på Hawaii. De bliver altid meget interesserede, når vi siger, at vi kommer fra Danmark og de har næsten altid en eller anden forbindelse til Danmark. Enten har de besøgt Danmark eller de har fjerne slægtninge, som kommer fra eller bor i Danmark. En af mændene i dag havde haft en udvekslingsstudent fra Vejle – Ellen Johansen, som han gerne ville sende en video-hilsen til, så vi måtte stille os op og sige hej til Ellen på engelsk og dansk og fortælle, at vi var sammen med hendes ven All på det sydligste punkt på Hawaii 🙂 De er utrolig søde og imødekommende og meget lette at komme i kontakt med. 
Efter en time har vi aftalt med vores chauffør, at vi gerne vil hentes og hun kommer heldigvis også som aftalt. På tilbagevejen møder vi en del, som har valgt at gå ud til stranden. De ser meget varme og svedige ud. Håber de har taget rigeligt med vand med for der er intet at få på stranden!
Vi overlever også turen tilbage uden skrammer, men er godt ømme i hænder og arme af at holde fast i gelænderet på trucken. Vi er også godt støvede og varme, men nok ikke nær så meget, som dem der har gået frem og tilbage!
På stranden snakkede jeg med et par, som var på bryllupsrejse hertil. De anbefalede den sorte strand, som ligger en en halv times kørsel herfra, som også skulle være et besøg værd. Den må vi selvfølgelig også se 🙂
På vejen til næste strand holder vi ind ved en lille foodtruck og får super lækker burger.
I modsætning til den grønne strand er den sorte – Punaluʻu – meget lettere tilgængelig. Der er en parkeringsplads lige ned til stranden. Det er en flot strand med palmer og et par kiosker med mad og souvenirs og borde og bænke. Den er fuldstændig sort, hvilket faktisk er flot, men det er lidt uhyggeligt, når man går ud i vandet for man kan ikke se hvad man træder på og i første omgang må vi gå ind igen, da vi forsøger at komme ud at snorkle. Der er sten på bunden, som er meget ubehagelige at gå på, så jeg må op at hente mine sandaler og gå ud med dem på. Så går det. Ulrich opgiver! Jeg kommer ud og der er mange fisk og de er større end de andre steder vi har snorklet. Jeg er også heldig at se en grøn havskildpadde, men da vandet er lagdelt med kolde og varme bælter, hvor de varme er uklare, så forsvinder den desværre for øjnene af mig.
Senere ser vi havskildpadden oppe fra stranden, når den stikker hovedet op for at trække vejret og så går det lettere at lokalisere den igen og jeg svømmer sammen med den i 10 minutter. Den prøver at finde føde mellem klipperne på bunden, men p.g.a. dønningerne bliver den kastet frem og tilbage og har svært ved at holde balancen. Det er lidt synd for den, når den pludselig ligger på ryggen 🙂
Vi ser senere, at der ligger en havskildpadde oppe på stranden og hviler sig og en anden forsøger at komme op, men opgiver tilsyneladende. Den svømmer i hvert fald ud på åbent vand efter at have kæmpet lidt med bølgerne mellem klipperne. Den hvilende havskildpadde ligger på et beskyttet område på stranden, hvor der er bygget en lille mur af lava rundt om den, så vi må ikke gå helt tæt på den.
Igen i dag når vi ikke hjem før det er mørkt. Solen går ned kl. 18. Vi er først hjemme omkring kl. 19.
Det er sidste aften, så vi synes at vi skal have en ordentlig steak. Vi går på restaurant – Outback – hvor de serverer nogle store saftige steaks. Mums.
Vi er der kl. 20, men de lukker allerede kl. 21, så inden vi har spist færdig, er restauranten tom. Det er lidt mærkeligt her i byen. Man spiser tidligt og allerede kl. 21 er byen ved at være tom for mennesker. 

26. – 27. oktober (Big Island – Los Angeles – København): Det er hjemrejsedag eller dage. Vi har valgt også at bide hjemrejsen over, så vi har en overnatning i Los Angeles. 
Vi skal være ude af værelset kl. 11 og først flyve kl. 15:30, så vi sidder lidt ved poolen og får den sidste sol inden vi kører i lufthavnen.
Flyveturen til LA forløber planmæssigt og p.g.a. tidsforskellen lander vi først omkring midnat i LA, så det er sengetid, da vi kommer til vores hotel – Hyatt House, som ligger lige ved lufthavnen.
Efter en god nats søvn får vi morgenmad og slapper af på værelset inden det igen er tid til at køre i lufthavnen for at tage den sidste lange flyvetur på næsten 10 timer til København. Den tur forløber også planmæssigt, så vi lander omkring kl. 10.
Det er en lang tur hjem, men det føles OK, når man har fået en nat i en rigtig seng mellem de 2 flyveture på henholdsvis 5,5 time og 10 timer.

Du kan se flere billeder fra vores tur her!