Dagbog fra Alaska (2022)

Vi har i mange år ønsket os at komme til Alaska og se den storslåede natur, men dels har det været svært at få det passet ind med arbejde og ferieplaner og dels er det ikke specielt billigt at besøge Alaska.
Alt gik op i en højere enhed, da vi i foråret 2019 valgte at sige vores job op pr. 1/9 for at blive livsnydere. Nu skulle vi realisere drømmen om Alaska. Alt var planlagt og flybilletter og camper m.v. bestilt, men så kom Corona-virussen og ødelagde alle rejseplaner i 2020 og igen i 2021!

Nu næsten 3 år efter vi startede med at planlægge vores tur til Alaska, ser det ud til, at vi endelig kan komme afsted. For hver gang vi har planlagt turen bliver den længere og længere, da der er så meget vi gerne vi se og opleve. I første omgang var det alene en tur på 4 uger med udgangspunkt i Anchorage. Året efter havde vi forlænget turen til 5 uger og nu har vi afsat lidt over 2 måneder, men til gengæld starter vi turen i Seattle og kører igennem Canada og af Alaska Highway hele vejen til Alaska og så selvfølgelig en rundtur i Alaska. Det bliver formentlig en tur på omkring 8.000 km, så der skal lidt længere tid til at gennemføre den.

Lidt facts om Alaska:
Alaska er USA’s største delstat arealmæssigt. Der bor ca. 736.000 indbyggere på et areal, som er mere end dobbelt så stort som Texas, der er den næststørste delstat i USA. Alaska er den 49. stat i USA og blev indlemmet i 1959. The Alaska Territory blev købt fra Rusland i 1867 for $7,2 millioner.
Hovedstaden er Juneau med ca. 33.000 indbyggere og den er lidt speciel, idet man kun kan komme til den med båd eller fly. Der er ingen veje der fører til Juneau.
Alaska har ikke mange mennesker, men der er natur! 17 af Nordamerikas 20 højeste bjerge ligger i Alaska med Denali som det højeste med sine 6.194 m. Der er 100.000 gletsjere, 130 vulkaner, 3.000.000 søer, 2.600 øer og næsten 75.000 km kystlinie. Hertil kommer 32.000 brune bjørne, 175.000-200.000 elge, 7.000-11.000 ulve, 70.000 tyndhornet får og 750.000 rensdyr. Derudover kommer selvfølgelig alle hvalerne og øvrige havdyr og ikke mindst alle fuglene.

Alaska er bestemt en drømmedestination for os og vi glæder os vildt til at skulle udforske det. Det største problem bliver nok at begrænse os, for selv om vi har 5-6 uger, alt efter hvor lang tid vi bruger igennem Canada/Yukon, så kan vi kun nå en brøkdel af det store land. Dels på grund af landets størrelse selvfølgelig, men også fordi infrastrukturen er sparsom. Mange veje er ikke asfalteret og derfor ikke egnet til camperkørsel og store områder har slet ingen veje. Transporten hertil foregår med små fly og som alt andet i Alaska er også flyture dyre!

Vores tur starter som sagt i Seattle og via Canada, så første del af turen kan du læse om under Canada/Yukon 2022 i Dagbogsmenuen eller trykke her.

Den foreløbige rute for hele turen kan du se her.

10. juni (Tok – Glennallen): Vi krydsede i går grænsen mellem Canada og Alaska ved Little Gold / Poker Creek via Top of the World Highway. Så vi vågner i dag i Alaska på en lille naturcampingplads lige uden for Tok. Det har været en kold og regnfuld nat og det regner fortsat her til morgen. Ikke den bedste begyndelse på vores tur rundt i Alaska, som på billeder næsten altid har blå himmel, men et er brochurer, noget andet er virkeligheden. Vi kan glæde os over de små egern som piler rundt omkring camperen og samler forråd, mens vi får vores morgenmad og prøver at blive enige om hvilken vej, vi skal køre. Vi har en plan, men vejret ser ikke så godt ud, så skal vi ændre planen eller holde fast ved den og håbe på at vejret arter sig? Vi ender med, at holde fast ved planen. Hvilket betyder, at vi i dag kører mod sydvest. Først skal vi dog have tanket den tørstige herre (som kører 4,6 km pr. liter benzin) og vi skal også have købt lidt mad ind, da vi jo næsten tømte køleskabet, inden vi skulle over grænsen, så maden ikke blev konfiskeret. Vi vil også gerne lige forbi Visitor Centret for at få noget info om, hvad vi skal se og opleve på vejen sydvestover. 
Vores gøremål tager det meste af formiddagen, så klokken er næsten 12, inden vi kører sydvestover af Tok Cutoff Highway. Det er en strækning på ca. 200 km af fin vej.
Det er en flot tur mod Glennallen af Tok Cut off Highway. Vi kører med store vådområder på begge sider og vejen og spejder ivrigt efter elge, som burde være på sådanne områder, men vi ser ingen. Derimod ser vi en Cross Fox, en ræv, som løber på kanten af vådområdet. 
Vi besøger Ranger stationen i Slana. De er til frokostpause, så det får vi ikke noget ud af, men vi kører videre ned mod Glennallen langs Copper River og nyder de flotte udsigter til de sneklædte Wrangell Mountains, som har nogel af de højeste bjerge i Alaska med højder på op til 4996 meter – Mount Blackburn.
Vi har et par fotostops undervejs, hvor vi prøver at fange egern, sommerfugle og hvidhovede ørne. De er ikke så lette at indfange med linsen, men vi hygger os med det og sammenligner efterfølgende, hvem der har fået de bedste skud 🙂
Ved Glennallen tjekker vi ind på Northern Nights Campground. Laver aftensmad på grillen og går tidligt i seng, mens regnen trommer på taget. Vi krydser fingre for, at vejret bliver bedre i morgen.

11. juni (Glennallen – Valdez): Det er fortsat gråt og regnfuldt, da vi vågner til morgen. Vi nyder for en gang skyld at få et længere bad i et større baderum på campingpladsen i stedet for i camperen. Camperbadet virker udmærket, men vi har jo begrænset varmt vand, så det bliver forholdsvis korte bade 🙂
Da vejret ikke er særlig godt kniber det med at få os samlet sammen til at køre videre. Der er ikke så meget ved at køre i regnvejr eller med lavthængende skyer, når vi skal køre igennem bjergrigt område. Efter et par timer er vi endelig klar til at forlade campingpladsen. Dagens tur går til Valdez af Richardson Highway. Det er en tur på 190 km og skulle være noget af det smukkeste efter, hvad vi har læst, men spørgsmålet er jo om den også er smuk, når skyerne hænger lavt, som de i hvert fald gør nu til morgen.
Vi starter med at køre i Visitor Centret for Wrangell-St. Elias. Det er et imponerende kompleks med 5-6 forskellige bygninger, hvor der bl.a. er biograf og Ahtna Cultural Center, som dog har lukket i dag, men vi ser en meget flot film om Wrangell-St. Elias Nationalpark og går lidt rundt i centret og får et par brochurer om bl.a. Wildlife i Valdez. Der skulle også være fantastiske udsigter til Wrangel Mountains, men vi kan kun se bunden af bjergene. Resten er indhyldet i skyer. Det ser dog ud til, at solen kan bryde igennem senere. 
Vi tager en lille afstikker fra Richardson Highway ind over Copper Center, som er et meget lille udsted med få, men meget specielle huse. Det ser meget alternativt ud. Noget af det kunne godt ligne noget fra Route 66!
Længer sydpå når vi til Worthington Glacier og vi er bare så heldige. Lige som vi får øje på gletsjeren, bryder solen igennem og der er et stykke blå himmel lige over gletsjeren. Det er så smukt. Der er flere “tunger” ned fra selve gletsjeren og det ene kan man køre op til og der er et par trails, som leder til en gletsjersø neden for tungen. Det er mægtig flot. Både gletsjeren og de omkringliggende bjerge, som nu også glimter i solen. De sidste 40-50 km ned til Valdez er helt forrygende. Det er den ene Wauw oplevelse efter den anden og kan slet ikke beskrives med ord. Vi kører over Thomson Pass i 816 m og igennem Keystone Canyon med flere flotte vandfald bla. Bridal Veil Falls og Horsetail Falls. 
Lige før vi kommer til Valdez kører vi ned af Dayville Road, som fører langs fjorden og ud til Gulch Fish Hatchery, hvor der er fisketrappe til laksene, som kommer i stort antal her fra midt i juni. På grund af den hårde vinter er de desværre forsinket og ikke ankommet endnu. Det skulle ellers være et fantastisk skue, når laksene kæmper om at komme op og bjørne og andre som kan lide laks tager for sig af dem. Vi ser en havodder, som ligger på ryggen i vandet og hygger sig 🙂
Vi fortsætter ind til Valdez, som ligger ud til Prince Willian Sound og er omgivet af nogle af verdens højeste kystnære bjerge. Den har 4.498 indbyggere. Men er nok mest kendt for at være den sydlige terminal for trans-Alaska oil pipeline.
Byen blev totalt udslettet af tsunamien i kølvandet på jordskælvet i 1964 og blev genopbygget 4 miles vest for oprindelige placering. 
Efter at have tjekket ind på Valdez RV Park, får vi en gin/tonic i solen. Her er utrolig flot. Der er bjerge hele vejen rundt om os med sne på og nu, hvor solen skinner, kan det næsten ikke blive smukkere. Vi går senere en tur rundt omkring havnen, hvor de er ved at filettere og rense dagens fangst, og ender på The Fat Mermaid, hvor vi spiser aftensmad udenfor i solen, mens der svæver hvidhovede ørne hen over os.
Hov, jeg glemte at skrive, at vi lige så ryggen af en bjørn, som vandrede ned af en cykelsti i udkanten af Valdez. Iflg. damen som tjekkede os ind er det meget almindeligt, at der er bjørne der, da der er en lille creek, hvor der kommer laks.

12. juni (Valdez): Det er den flotteste dag at vågne til. Solen skinner fra en næsten skyfri himmel. Det er bedre end vejrudsigterne forudså, men det er vi bestemt ikke kede af 🙂 Det bliver en total slapper-dag, hvor vi får opdateret hjemmesiden med de seneste dage og sat billeder på og så tager vi ellers cyklerne og cykler rundt på havnen og rundt i byen. Det er en mega dejlig by/havn, hvor alt er laid back. Alle hilser på hinanden, men det er svært at finde forretninger. Der er masser af restauranter eller cafeer, men det er meget uhøjtideligt. Vi finder hen til Valdez brewery og får 2 taster-menuer, så vi smager ialt 8 forskellige af deres 11 slags øl. Der er kun en enkelt som vi synes er rigtig god. De øvrige er lidt bitre, men meget sjovt at smage.
Efterfølgende er vi sultne, så vi cykler ned til Potato og får en burger med curly fries. Det smager godt for en gang skyld. Vi har ellers fået fisk, hver gang vi spist ude.
Vi sidder lige over for landingspladsen, hvor fiskebådene kommer ind med turisterne, som har betalt i dyre domme for at komme ud at fiske. Fra 2.500 kr. pr. person! Der er netop kommet en familie ind og deres fisk bliver hængt op til fotografering sammen med de glade fiskere. 
Resten af dagen slapper vi af i camperen og prøver at fotografere hvidhovede ørne, som flyver rundt over hovederne på os og sætter sig i træerne højt over os. De er desværre svære at fange med linserne, men vi øver os igen og igen. En dag lykkes det vel at få et godt skud 🙂 

13. juni (Valdez – Chitina): Skyerne ligger som en dyne over bjergene og er tåget. Termometeret viser 13 grader, men det føles koldere og fuldstændig anderledes end i går.
Iflg. vejrudsigterne skulle der være sol på den anden side af bjergene (nordpå), så der må vi op, men først skal vi lige op og se Valdez Glacier Lake og selvfølgelig også have tanket camperen. Her kører man ingen steder medmindre man har mere end en halv tank, og vi er lige på grænsen 🙂
Valdez Glacier Lake ligger naturligvis neden for Valdez Glacier, men når man kommer op til søen, kan man faktisk ikke se gletsjeren, da den har trukket sig et godt stykke op i bjergene. Søen er ikke særlig stor, men der flyder isklodser rundt i dens mælkehvide vand. Nogle af isklodserne har den flotte blå farve, nogle er hvide og andre gennemsigtige eller dækket af et sort lag støv. Selv på en dag som i dag, hvor solen ikke skinner, er det alligevel en flot syn, når isklodserne og de rå bjergvægge omkring søen spejler sig i det mælkehvide vand og de lavthængende skyerne giver et lidt dystert skær over bjergene.
Turen op mod Chitina, som er vores mål i dag, er absolut ikke lige så flot, som da vi kørte herned for et par dage siden. Skyerne dækker alle de flotte gletsjere, som vi nød solen spille i. Det er utroligt, hvordan vejret kan ændre hele indtrykket af en rute. Det kommer selvfølgelig ikke som nogen overraskelse, men her er det virkelig fra en wauw-oplevelse til en lidt øv-oplevelse. Vi ved hvor flot det kan være og nu kan man bare slet ikke se det 🙂
Efter 40-50 miles er vi over bjergene og som forudsagt, er der sol på den anden side. Jubii. Det var godt, så kan vi godt fortsætte ud til Chitina, som skal være vores indgang til Wrangell-St. Elias Nationalparken.
Wrangell-St. Elias National Park. Parken blev etableret 2. december 1980 og er med sine 53.321 km² den største nationalpark i USA. Det bjergrige landskab er stedet, hvor bjergkæderne Alaska, Chugach og Wrangell-Saint Elias mødes, og som indeholder 9 af de 16 højeste bjerge i United States, bl.a. Mount Saint Elias. Andre attraktioner er Bagley isbræen, vulkanen på Mount Wrangell og de nedlagte kobberminer i Kennecott. Flere end 25 procent af parkens vulkanske bjergtoppe er dækket af gletsjere. Det meste af parken er vildmark. Parken blev i 1979 opført på UNESCOs verdensarvsliste.
Der er kun 2 veje ind i parken. Den nordlige ved Slana, som vi lige var inde og vende på, på vejen ned til Valdez og McCarthy Road, som er den vi i dag kører ind af til Chitina.
Chitina er et lille udsted med kun ca. 126 indbyggere. Den største attraktion ud over skilte, som bruges som skydeskiver, er fiskehjulene i floden, som fanger laks.
Fiskehjulene er flåder, som flyder i floden med store kurve på et hjul ligesom en vandmølle. Kurvene bliver drevet rundt af strømmen i floden og da kurvene graver ned i flodbunden, så der kommer huller, vil laksen automatisk søge derned for at få et hvil for strømmen og dermed bliver de fanget af kurvene og smidt over i et hyttefad på siden af flåden.
Vi kører lige igennem Chitina og ned til Copper River, hvor vi forsøger at finde en plads på en lille campingplads, som er gratis, men som heller ikke rigtig bliver vedligeholdt. Den er vist nok ejet af natives og bliver vist mest brugt af dem, som skal ned og fiske laks i floden. Vi kører en runde, men kan ikke finde en plads, hvor vi kan holde lige med vores store camper, så vi må tilbage til Chitina for at høre på Ranger stationen om andre campingmuligheder.
På vejen tilbage stopper vi lige efter broen, hvor vi kan se en gruppe mænd gå at fiske med lange stænger med store net for enden. De går halvt ude i vandet og fører stænger så langt ud, som de kan nå og så går de op mod strømmen. Nogle er heldige, når de trækker stængerne ind, ligger der 1 eller 2 store laks og spræller i nettet. Vi går ned og snakker med en af mændene, som lige har trukket 2 store King Salmon op. Han har allerede flere liggende, så han er åbenbart speciel god til at fange laksene. Han fortæller, at der først for 3 dage siden er åbnet for, at de må fange laksene og tilladelsen løber kun til den 19. juni, så det er altså kun et vindue på små 10 dage. Herefter måtte de vist kun fiske de små King Salmon, indtil de andre typer af laks kommer i store mængder i juli og august. Her hvor disse mænd stod, måtte de kun fange med net. På den anden side af broen, måtte man også fiske med de såkaldte fiskehjul, som vi kunne se lidt længere oppe af floden. Dem vil vi forsøge at komme ned og se på i morgen.
Oppe på Ranger stationen forhører vi os om campingpladser, men får at vide, at vi bare kan parkere på et pullout på en vej over for Ranger stationen! Vi vil også gerne vide, hvor vi kan bestille transport ud til den gamle mineby Kennecott og McCarthy, hvortil hun svarer, at det skal man gøre mindst en dag før. Vi vil gerne afsted i morgen og der er ingen tlf.-forbindelse her, så hvad gør vi så? Hun har wifi, som vi kan koble os på. OK. Vi forsøger os, men samtidig begynder hun at ringe til forskellige hun kender for at se, om hun kan hjælpe os. Da jeg viser hende min mail fra et selskab, som vi har haft kontakt med, ringer hun straks til dem. De har ikke plads i morgen. Desværre først på onsdag. Hun overvejer nu om hun skal køre os derud, for hun kan godt bruge pengene – 200 USD! Hun har netop 2 fridage, så hun kunne godt sætte den ene dag af til en tur derud. Hun har store overvejelser, men ender med at sige, at hun ikke har tid, så hun ringer op til vores bureau igen, og vi får bestilt til på onsdag, så må vi finde på noget at lave i morgen.
Vi kører derefter ned på sidevejen og finder et pullout, hvor vi kan holde i nat. Vi er helt alene på den del af vejen, vi kan se, da vi parkerer, men som vi har oplevet så mange gange før, så varer det ikke længe før, der kommer flere biler, som øjensynlig er lokale for de har både spændt efter bilerne. De parkerer også i vejkanten og går lidt ind i træerne bag ved og slår deres telte op. Det er åbenbart meget normalt her, så vi føler os absolut ikke alene mere, da vi går til ro. Havde det været mørkt, kan det godt være, at vi havde opfattet det anderledes, men her er det jo lyst hele døgnet, så det føles overhovedet ikke utrygt.

14. Juni (Chitina): Vi har sovet uforstyrret hele natten indtil kl. 5:30, hvor naboerne riggede deres både til og kørte mod floden. Vi blev liggende og først kl. 8:30 synes vi, at være udsovet og klar til at stå op 🙂
Vinden fra i går har lagt sig og solen skinner, så vi må ud at se lidt nærmere på Chitina og fiskeriet i Copper River.
Vi starter med at køre ned for enden af den vej, hvor vi har holdt hele natten for at se, hvor de andre er kørt hen tidlig i morges. Det viser sig at være et sted, hvor de kan sætte deres både i vandet og sejle ud. Der står kun 3 yngre mennesker og fisker med lange stænger, men overhovedet ikke så lange, som dem vi så i går. De går heller ikke ud i vandet i vaders. De står blot på bredden. Da vi spørger, om de har fanget noget, er svaret nej. Det er første gang, de er ude at fiske på den her måde, så de ved ikke så meget om det, selvom de kun bor en halv times kørsel herfra. De ser meget fredelige ud og vil gerne snakke, som vi i øvrigt oplever at rigtig mange gerne vil, men begge de unge mænd har en pistol stikkende op af lommen. For os er det lidt uvant at se folk gå med våben, men det er tilsyneladende normalt her!
Vi går tilbage til camperen og kører til Chitina, hvor vi parkerer og går de 500 m ned til broen over Copper River, hvor der også står en masse og fisker med de lange stænger ligesom i går. Vejkanten ligner en hel campingplads. Biler og telte står side om side.
På den anden side af broen, er der fiskehjul på den ene side og vi forsøger at komme ud til dem, så vi kan se, hvordan de fungerer i praksis, men må desværre opgive. Der løber små floder imellem sandbankerne og vi har hverken vaders eller gummistøvler på, så det vil ikke være muligt at komme derud. Selv kassen, hvor man skal lægge sin betaling i, hvis man skal campere her, står under vand, så det vil ikke være muligt at komme af med sine penge uden af få våde fødder, men det meste af campingarealet er også oversvømmet, så der er nok ikke så mange kunder 🙂
Tilbage ved fiskerne med de lange stænger kommer vi i snak med en dame, som har sin gamle mor siddende oppe på vejen, hvor hun følger sin familie, som alle fisker. De fortæller, at de nu bor i Anchorage, men at de oprindelig kommer oppe nordfra. De er natives – eskimoer, siger damen med stolthed i stemmen. Sjovt at hun gerne vil fremhæve, at hun er eskimo, når vi i Danmark ikke må bruge ordet eskimo om de folkeslag, som kommer oppe fra de nordligste egne. Den gamle mor vil også gerne snakke og høre, hvor vi er fra og hun udpeger stolt sin familie nede på bredden. De må kun fange EN King Salmon per husstand fortæller hun og 25 laks i alt pr. husstand på hele sæsonen. Det er lidt andre tal end, hvad manden i går fortalte, men han havde også lidt travlt med at få gemt dem væk, han havde fanget, så måske var han allerede over kvoten i hvert fald på King Salmon, som iflg. damen her, er den bedste af laksene. Den skulle være lidt mere fed og juicy end de øvrige.
Vi har set nok på fiskere og vender tilbage til camperen. Vi er dog lige forbi Ranger Stationen, da der er wifi og vi har ellers ingen telefondækning, så det rart lige at kunne tjekke mails mv. Der er et skilt lige, hvor vi har parkeret, som viser vej mod downtown! Da der kun bor 126 indbyggere i byen, er vi spændt på at se Downtown. Det viser sig at være et hotel, som er lukket og står til salg, et galleri, som også ser lukket ud og noget, der måske har været en antikvitetshandler og omme bagved, er der et gammelt autoværksted, som vi ikke kan se om stadig er i brug. Alt ser temmelig forfaldent og forladt ud, så guder må vide, hvad indbyggerne lever af!
Vi skal i morgen ind til McCarthy og Kennecott – den gamle kobbermineby – og bliver hentet ved Chitina lufthavn, hvor vi også kan overnatte i camperen, så der kører vi ud og parkerer. Det er ikke nogen stor lufthavn. Nærmest kun en grusparkeringsplads og en landingsbane til små flyvere. Vi ser 2 lande og lette. Det er små 4-5 personers propelmaskiner, som flyver mellem Chitina og McCarthy.
Der er meget stille efter den sidste flyver lettede og tog de 4 turister med, som havde ventet i 2 timer. Måske bliver vi helt alene her i nat. Vi får se 🙂

15. juni (Chitina – Kennecott): Vi bliver hentet kl. 8:15, som aftalt. Det er en van med plads til 12 personer, men vi bliver kun 9. Det er ret heldigt for chaufføren har sin store husky-lignende hund med, som fylder benpladsen for de 2 forreste pladser, så der vil ingen sidde. Jeg får forsædepladsen ved siden af chaufføren og det indebærer en hel del hundehår og en hund, som meget gerne vil kæles for. Det er OK, da jeg godt kan li` hunde, men jeg tænker, at det da godt kunne give problemer, hvis der kom en passager, som havde allergi over for hunde!
Vi har hørt meget om vejens beskaffenhed ud til Kennecott. Det skulle være en grusvej med mange huller og kun egnet for 4-hjulstrækkere med stor frihøjde. Vi har derfor ikke turde at løbe an på at køre derind selv i camperen. Vi ser dog nogle komme ud derinde fra i campere næsten lige som store som vores!
Vejen er faktisk asfalteret på de første 17 ud af de 60 miles og derefter går den over i grusvej, men det er en pæn grusvej. Den er i hvert fald ikke værre end Top of the World highway, som vi snilt kunne køre på. Man vil dog være ilde stedt, hvis man punkterer på vejen, da man så vil have svært ved at få hjælp, så vi er alligevel glade for, at vi ikke kørte selv og i stedet betalt de 200 $ for at blive kørt frem og tilbage.
Der er ikke så meget, at se på vejen ind til Kennecott. Vi stopper ved et par gamle broen, som er bygget omkring 1910 til jernbanen, som oprindelig kørte med forsyninger mellem Chitina og Kennecott, da den store mine var i brug. Den ene er højst hævet over terrænet, hvor vi kører nu, så vi ser op på den gamle trækonstruktion. Den anden – Kuskulana River Bridge – har fået lidt forstærkninger og lagt bjælker hen over i stedet for skinner og så fungerer den som bro for bilerne i dag.
Vi bliver sat af ved Kennecott River og går over en bro, som kun er for gående og på den anden side, holder der en gammel skolebus, som kører os de sidste 7 km op til Kennecott minebyen. Attraktionen her er måske for de fleste at se de gamle bygninger, hvori kobberen blev udvundet og hvor der, da kobberudvindingen var på sit højeste, arbejdede 600 mænd. Der er en masse udstillinger om, hvordan byen blev til og hvordan kobberet blev udvundet, men vi har kun 4,5 time inden bussen kører os tilbage til Chitina og vi har læst, at man kan gå ud til Root Glacier, så det prioriter vi højest og kikker kun overfladisk på bygningerne.
Der er 3,2 km at gå ud til gletsjerkanten, men allerede fra vi bliver sat af, kan vi se ud over et utrolig specielt bjerglandskab i flere farver og med en masse små bjergtoppe. Det er også en del af gletsjeren, men den er dækket af sten, som den har slæbt med sig på din vej ned igennem bjergene. Efter et par km kan vi se det vi forstår ved en gletsjer, nemlig den hvide is og nu nærmere vi kommer, nu flottere bliver det. Oprindelig ville vi bare gå til kanten, da vi kun har vores vandrestøvler på og ikke piksko, men vi kan se, at der går mange mennesker oppe på selve gletsjeren, så vi tænker, at det kan vi også.
Det er en vild oplevelse, jo højere vi kommer op, jo flottere er det. Vi går på knasende sprød is, som heldigvis ikke er glat og nyder de skønneste isformationer. Det ligner nærmest store bølger, med blå og hvid is. Det er ubeskriveligt flot og meget anderledes end de gletsjere vi ellers har gået på i Canada og Frankrig.
Vi har svært ved at løsrive os. Vil gerne videre op for at se om der er endnu mere at se, men tiden tillader det desværre ikke. Vi skal jo nå bussen tilbage til Chitina.
Tilbage i Kennecott kan vi lige nå at få en lækker lakse-sandwich ved en Food-truck inden skolebussen henter os og kører os ned til broen over floden, hvor vores van holder og venter på at køre os de 90 km tilbage til Chitina.
Vi bliver sat af, som de sidste kl. 19, lige ved siden af vores camper ved lufthavnen og kort efter kommer endnu en van fra samme selskab og sætter nogle andre af. Chaufføren på denne van er meget snaksalig og han har fortalt, at han har en part i et fiskehjul, som fisker laks til ham i Copper River. Da vi har set en del biler køre ned til floden ved lufthavnen spørger vi ham, om det er dernede, at fiskehjulene står. Ja, hans står lige dernede og hvis vi har lyst, så kan vi hoppe ind i hans van, så kører han os en tur derned. Det tilbud kan vi ikke lade gå fra os, så vi hopper ind og kører med. Hans fiskehjul er ikke i gang i aften, men der står 3 andre, som drejer rundt. Vi kan ikke se, om de har fanget noget, da eventuel fangst via en sliske ryger ned i hyttefade på flodsiden af fiskehjulet og vi må ikke gå ud på fiskehjulene. Det er strengt forbudt og hele området er kamera-overvåget, så vi skal ikke nyde noget. Vi går kun ned og ser på hjulene og fotograferer og så går vi op til den flinke chauffør og får et lift tilbage til camperen. Skønt at vi fik set nogle fiskehjul i aktion. Nu har vi set hele 2 fangstmetoder, som vi ikke ser i Danmark. Fiskehjul og Dipnet.
Det har været en fantastisk dag, hvor vejret endnu engang har været med os. Vi skulle egentlig have flyttet os fra lufthavnen, hvor vi sov i nat, men vi er trætte efter en lang dag, og hvem skulle kontrollere om vi var der en eller 2 nætter? Der kommer faktisk også en senere og slår et lille telt op, så det er åbenbart almindelig kendt, at her kan man bare campere. Her er fredeligt og vi har dejlig udsigt til bjergene. Vi napper en nat mere her.

16. juni (Chitina – Matanuska Glacier): Wauw. Endnu en eventyrlig dag med gletsjervandring 🙂
Vi sover helt til kl. 8. Det var en lang men skøn dag i går. I dag vil vi køre mod Palmer af Glenn Highway, som i 2012 blev udnævnt til National Scenic byway.
Vi skal dog først lige op til Glennallen og have tanket op af benzin og lidt fødevarer. Glenn Highway er 200 miles lang og løber fra Glennallen i øst til Anchorage i vest. Vi har dog ikke tænkt os at køre hele vejen i dag.
I første omgang forstår vi ikke, at den kan være udnævnt til Scenic Byway. Vi synes faktisk, den er lidt kedelig. Der er næsten kun skov på begge sider af vejen, men da vi kører op mod Eureka Summit, som er det højeste punkt (ca. 1.000 m) på Glenn Highway ændrer landskabet fuldstændig karakter. Vi får nu øje på Nelchina Glacier, som smyger sig ud mellem bjergene, som en hvid flod. Desværre er det lidt diset, så vi kan ikke fotografere den. Oppe ved Summit er der fantastisk udsigt til 4 bjergkæder og en stor slette nede omkring Nelchina River. Herefter får vi Sheep Mountain på vores højre side. Meget farverige flotte bjerge, hvor man skulle kunne se bjerggeder, men vi kan ikke få øje på nogen.
Kort efter kan vi derimod se Matanuska Glacier, som er den eneste gletsjer, hvortil man kan køre i bil. Matanuska Glacier har sit udløb fra Chugach Mountains og er hele 43 km lang. For omkring 18.000 år siden gik gletsjeren helt ned til Palmer området. Den er gennemsnitlig 3 km bred, men ved slugningen er den ca. 6,5 km bred. Gletsjeren har forblevet forholdsvis stabil de sidste 400 år. Den smeltevand løber ned i en flod som løber videre ud i Matanuska River.
Det er en stejl og bumpy road ned til gletsjeren og ikke helt egnet for en camper, men med lidt forsigtig kørsel går det. Vi og camperen kommer helskinnet ned til udgangspunktet for guidede ture ud på gletsjeren. Man kan ikke få lov til selv af gå ud på gletsjeren selv om det står i The Milepost!
En guidet tur koster $125 pr. person og turen varer 2,5 til 3 timer. Vi hopper på og det bliver en fantastisk tur. Vi har en forholdsvis ung kvindelig guide, som ved en masse om gletsjeren, så vi bliver stopfodret med interessant viden, mens vi går ud over gletsjeren. Vi har altid opfattet det hvide eller blå is, som gletsjeren, men der er typisk, i hvert fald for de gletsjere, som løber over land, en stor ”tunge” foran den hvide gletsjer, som er dækket af sten. Denne del af gletsjeren, kan hun fortælle en masse om og ligeledes gletsjerspalterne, som vi springer hen over. Nogle med rindende vand og andre blot dybe blå spalter. Det er enorm flot. Det største wauw kommer imidlertid, da vi kommer rundt om en stor bakke af is og går ned til en sø, hvor den hvide og blå is står op til alle sider, så det bliver en hel gryde med vand i bunden. Det kan slet ikke beskrives. Det skal ses og opleves. Det er så smukt. Alle bliver helt stille, da vi står og nyder synet. Wauw. Endnu engang står vi og taber kæberne over et gletsjerlandskab.
Denne tur har været alle pengene værd, selv om vi synes, at det var mange penge for 3 timer 🙂
Vi er færdige med vores tur kl. 18 og kører få kilometer videre af Glenn Highway til Matanuska Glacier State Recreation Site, hvor vi finder en fin campingplads for natten mellem træerne.
Vi laver aftensmad og spiser og imens hopper egern rundt i træerne omkring os, men da jeg senere sidder og skriver denne dagbog og lige har lukket døren ud til, ser jeg ud af øjenkrogen noget bevæge sig forbi vinduet. Jeg vender mig om og der går en elg med sin kalv lige forbi vores vogn. Nu har vi den sidste uge kikket efter elge, når vi har kørt forbi søer og vådområder og ikke set en eneste og så kommer der nu en gående lige forbi camperen. Det er bare stort, som Peter Ingemann ville have sagt 🙂

17. juni (Matanuska – Palmer): Vi har sovet dejligt oven på vores gletsjer og elg eventyr 🙂 og vi er ovenikøbet så heldige, at se mor og kalv igen her til morgen, lige inden vi skal til at forlade campingpladsen. De går og spiser lige over for vores site. Det er nu hyggeligt, at se dyrene så tæt på i deres naturlige omgivelser. Selv om vi godt ved, at vi skal være meget forsigtige med elge, specielt når de har kalve. De kan blive meget aggresive, hvis vi kommer for tæt på eller værst af alt hvis vi kommer imellem mor og kalv.
Vi forlader campingpladsen og kører videre af Glenn Highway i det spor som Matanuska-gletsjeren har gravet i sin tid. Vejen snoer sig igennem Chugach og Talkeetna Mountains og følger Matanuska River indtil vi kører ned i Matanuska-Susitna Valley, hvor det er mere befolkede områder.
Vi havde set frem til denne del af strækningen, da det er den flotteste del af ruten med høje bjerge og floden og gletsjere, men da skyerne hænger tungt i dag, kan vi desværre ikke se så meget. Forhåbentlig kan vi så se det, når vi om nogle dage, kører den anden vej.
Vi har ikke mere end ca. 75 km til Palmer, så vi er fremme i løbet af et par timer.
Palmer blev grundlagt i 1916 som en stationsby på Alaska Railroad. Indtil da havde området været brugt af Athabascan Indianere og i 1890 blev det en handelspost bestyret af George Palmer.
I 1935 blev den genstand for et usædvanligt eksperiment i amerikansk historie. 203 landbrugsfamilier af fortrinsvis skandinavisk herkomst, blev flyttet fra Midtwesten til Alaska, hvor de skulle starte et nyt landbrugsområde. Man mente at familierne, som kom fra de nordiske lande havde nogle naturlige forudsætninger for den slags landbrug, frem for andre etniske grupper. Jorden var god, men da vækst-sæsonen er meget kort, var der ikke plads til nogen fejltagelser.
Landbrugsfamiliernes ihærdighed gav pote. I dag er Mat-Su-dalen, hvori Palmer ligger, Alaskas spisekammer. Her produceres 75% af statens samlede landbrugsproduktion. Palmer er berømt for sine 45-kilos kålhoveder, 3,5 kilos majroer og andre monsterrodfrugter, hvilket er resultatet af midnatssolen, som skinner op til 20 timer i døgnet i sommermånederne.
Vi så ikke så meget til landbrugsområderne den vej, vi kom ind til Palmer. Men vi fik handlet ind i Fred Meyers, som havde en meget flot grønt afdeling, men vildt dyrt. En rød peber koster 20 kr. og et salathoved 42 kr. Med de priser kan jeg godt forstå, hvis folk køber usundt mad i stedet. Det mærkelige er nemlig at søde sager, som syltetøj og peanutbutter ikke er særlig dyrt!!
Vi har været uden internet og telefonforbindelse i 4 dage, da der ikke har været noget telefonnet i de småbyer, vi har været igennem og efterfølgende er vores abonnement for udlandstelefoni/data udløbet, så vi hungrer efter nyheder og at tjekke mails m.v., så vi tjekker ind på en campingplads – Mountain View RV park i Palmer – som har wifi og har ”kontor-dag” resten af dagen. D.v.s. vi bliver opdateret på, hvad der er sket derhjemme og får opdateret vores egen hjemmeside og får lavet nogle opgaver, som presser sig på for golfklubben i forbindelse med, at den nye bane er blevet færdig. Det tager imidlertid rimelig lang tid, da internettet er meget langsomt og vi bliver smidt af gang på gang. Lidt frustrerende at arbejde med, når det er godt vejr og man hellere vil sidde ude i solen.

18. juni (Palmer – Eagle River): Det er lidt gråvejr og skyerne hænger over bjergene til morgen, så vi fortsætter med lidt kontorarbejde, mens vi internet. Der går lige et par dage, før vi kan aktivere vores telefonabonnementer og få nye 30 dages udlandstelefoni, så der er til resten af ferien.
Ved 11-tiden, hvor vi skal forlade campingpladsen, er vejret heldigvis klaret lidt op, så det passer fint, at vi kan køre op til Hatcher Pass og kikke på Independence Mine State Historical Park (guldmineby) eller resterne af den. Det er en utrolig flot tur op igennem dalen, hvor Talkeetna Mountains tårner sig op på begge sider af vejen. Vi bliver igen lidt overrasket over, at der stadig ligger sne i store driver flere steder langs vejen. Vinteren er lang heroppe!
Vi kører så langt, vi kan op mod minebyen og parkerer. Vejen over Hatcher pas fortsætter, men som grusvej, der absolut ikke skulle være egnet for campere og den er i øvrigt heller ikke åbnet endnu efter vinteren. Der er flere vejspærringer, så vi kan heller ikke kommer op til et trailhead, hvorfra vi ville være hiket længere op i bjergene til en sø og en fantastisk udsigt. Vi får også, at vide at hiket ikke er muligt nu p.g.a. is og sne. Det vil være for farligt.
Vi må nøjes med at gå rundt og se på minebyen, som var aktiv fra 1907 til 1943, hvor minedriften brat blev indstillet på grund af anden verdenskrig, hvor arbejderne skulle bruges andet steds og efter krigens afslutning, var der tilsyneladende ikke økonomi i at genoptage driften. Da minedriften var på sit højeste i 1941 var der beskæftiget 204 mænd, som sprængte næsten 19 km tunneller og udvandt ca. 975 kg guld.
En del af bygningerne står intakte og bliver fortsat restaureret og der er en masse maskineri brugt til udvinding af guldet, men der er også meget, der blot ligger i ruiner med rustent jern og træ i store bunker.
Efter at have studeret minebyen og udstillingerne går vi så langt op på bjerget bag byen, som det er muligt før vi skal gå igennem sne og is og nyder udsigten over Mat-su Valley og de sneklædte bjerge bag den.
Nede fra Hatcher Pass og Independence state mine kører vi til en Musk Ox farm. Vi trænger til at se nogle dyr 🙂 En rigmand fik ideen om at lave en moskusokse farm, da moskusoksen ellers var næsten udryddet i 1865 p.g.a. jagt. Rigmanden er nu død, men hans farm lever videre og der er i dag 79 moskusokser, som går rundt på et stort område, hvor vi kan komme og se og høre om dem. Vi får en guidet tur rundt på farmen, hvor hun fortæller alt hvad der er værd at vide om moskusokser. Farmen løber lige rundt ved at være besøgs-farm og ved, at de bruger oksernes under uld til produktion af det lækreste bløde uldgarn.
Vi kører efterfølgende mod Anchorage, hvor vi finder en natur-campingplads Eagle River Campground, som desværre er fuld, da det er lørdag, men der er et overflow areal, hvor vi kan holde. Ikke så charmerende, men det kan gå for en nat og vi gider ikke køre længere 🙂

19. juni (Eagle River – Anchorage): Det regner til morgen. Det bryder vi os ikke om, men vi kører ind til Anchorage for at se på byen. Vi kan vel altid finde en cafe og sidde på, hvis det fortsat skulle regne 🙂
Det holder heldigvis op med at regne, men det er lidt koldt, så vi hopper på en Trolley-city-bus, som kører os rundt i en time, hvor vi ser og hører om byen og dens historie. Vi har en meget ivrig og god guide/chauffør, som er skolebus-chauffør, når hun ikke kører denne guidede bustur.
Anchorage er Alaskas største by med næsten 300.000 indbyggere. Den er først officielt grundlagt i 1915 selv om James Cook i 1779 sejlede forbi og guldgravere havde også allerede sidst i 1800-tallet fundet dertil, men det var først da Alaska Railroad opsatte sin konstruktionslejr, at byen blev etableret, som en teltlejr for 2.000 mennesker.
Anchorage viste sig at være det ideelle center for Alaskas jernbane, luft- og highway-system, som blev opbygget under 2. verdenskrig og oliefundene i Cook Inlet i 1950erne skabte yderligere vækst.
Byen blev genopbygget efter det store jordskælv i 1964, da man fandt en kæmpe olie reserve i Prudhoe Bay og byggede Trans-Alaska Pipeline, som fører olien ned til kysten ved Valdez. Selv om olieledningen ikke fører til Anchorage, så har Anchorage alligevel et utal af hovedkvarterer for olie og service firmaer.
Anchorage ligger mellem Cook Inlet´s vand og Chugach State Park´s næsten 2.000 meter høje tinder.
Anchorage´s Lake Hood har i øvrigt verdens travleste vandflyverbase, hvorfra der dagligt letter og lander 500 flyvere.
Bortset fra guidens morsomme historier er Lake Hood og vandflyverne det mest interessante sted vi kører forbi. Byen er ikke særlig spændende. Den er spredt ud over et kæmpe område og har ikke nogen rigtig bykerne, hvor man kan gå rundt og hygge. Vi finder ned til Ship Creek, hvor der står en masse fiskere og håber på at fange laks, men de er tilsyneladende heller ikke rigtig nået herop endnu. Vi ser i hvert fald kun 4, som har laks liggende ved siden af sig, som de har fanget. Om sommeren skulle det ellers vrimle med laks og til tider skulle det også lokke bjørnene herned. Efter sigende skulle der være næsten 250 sortbjørne og 60 grizzly bjørne inden for bygrænsen og derudover op mod 1500 elge. Vi er dog ikke heldige at se nogen af dem.
Vi kører lidt rundt i byen og finder en Starbuck cafe, hvor vi kan få en god kop kaffe og brownie og wifi, inden vi til sidst ender på en campingplads i udkanten af byen Centennial Park Campground. Her kan vi bo til $25. Tættere på midtbyen koster det $65.

20.juni (Anchorage – Sourdough Creek): Vi har sovet nogenlunde, men ikke optimalt. Der er utrolig meget støj fra hovedvej 1, som campingpladsen ligger tæt op af. Det er absolut heller ikke en campingplads, som vi kan anbefale til andre. Toiletter og bad er ulækre, så vi benytter alene camperens og kunne dermed lige så godt have parkeret på en parkeringsplads og sparet de 25 $, men i Anchorage er der en kommunal lov, som forbyder forretningerne at lade deres kunder bo på parkeringspladserne, så selv om Walmart og Fred Meyer normalt giver lov til boondocking, som det også kaldes, så må de ikke tillade det her i Anchorage.
Vi får handlet lidt ind og tanket og kører så ellers tilbage af Glenn Highway mod Glennallen, hvorfra vi også kom fra for et par dage siden. Heldigvis er vejret flot, da vi starter ud, så det stykke vi ikke rigtig kunne nyde på vej vestover, kan vi i dag se uden så forfærdelig mange skyer, men da vi passerer Matanuska Gletsjeren, hvor vi var nede og få en guidet tur, begynder skyerne at samle sig og det bliver mørkere og mørkere og regnen kommer.
Dagen bliver mest af alt en transportdag, da vi kører på vej, som vi har set før og vejret er ikke særlig godt. Vi har fundet en campingplads lige efter Glennallen, som vi vil benytte, men da vi kommer frem og kører ind af en meget hullet vej, står myggene i kø uden for vinduerne for at komme ind til os. Det er IKKE fedt. Vi kører lidt rundt for at finde en egnet plads, men myggene flokkes i store sværme, så til sidst vælger vi at køre videre. Vi magter ikke, at skulle kæmpe med så mange myg, når vi skal lave aftensmad på grillen.
Den næste campingplads, som vi kommer til, viser sig at være en privat plads, hvor det kun er medlemmer, som har adgang, så der kan vi heller ikke være! Ud på Richardson Highway igen mod Delta Junction. Vi render ind i et vejarbejde med 18 km løse sten, hvor vi skal køre efter en pacecar, inden vi kommer til den 3. campingplads efter, at have kørt 1-1,5 time længere end vi havde planlagt. Det er lidt træls.
Her er også mange myg, men vi finder en fin plads og bestemmer os til at lave mad inde i camperen i dag, så vi ikke skal kæmpe med myggene. Det var et ret heldigt valg for kort efter, at vi er landet, vælter regnen ned og det tordner. Det er faktisk meget hyggeligt, at sidde inde i camperen og se på uvejret. Det varer kun en times tid, så kommer solen frem og fuglene synger så flot for os.

21. juni (Sourdough Creek – Delta Junction): Det har regnet en del i nattens løb og regner også her til morgen. Vi har natten igennem haft vores kampe med Alaskas nationalfugl – myggen. Vi troede, at vi havde fået bugt med alle dem, som var sluppet ind, da vi lige skulle i bagagerummet efter nogle varer, men de kommer frem efter vi har lagt os og til morgen, er den hel gal. Vi slår mindst 10 ihjel og det føles også, som om de har taget for sig af retterne i hovedbunden, som er det eneste, vi har haft uden for dynen i nattens løb 🙂 Håber virkelig ikke, at det er sådan her, vi skal plages resten af ferien.
Vi forlader dette myggehelvede og kører videre op mod Delta Junction af Richardson Highway. Der er ikke meget at se på, men snart kommer vi til endnu et vejarbejde, hvor vi må køre efter pacecar omkring 12 km. Her er de ved at lave en hel ny vej ved at springe sig ved igennem klipperne, så der bliver flyttet nogle tons klipper.
Ved Paxson kommer Denali Highway, som fører næsten direkte over til Denali Nationalpark mod vest. Det skulle være en flot tur med masser af wildlife, men er desværre ikke tilgængelig for en camper. Der skal en højbenet 4-hjulstrækker til for at klare den vej. Lige ved krydset ligger Paxson Lodge, som sikkert har været en pænt overnatningssted – engang, men det ser ud til, at den sidste gæst er gået ud af døren for en del år siden. Det er lukket og meget forfaldent lige som det seneste roadhouse, som vi kørte forbi. Der er i det hele taget ikke meget, som stadig er i funktion ved de veje, vi kører på. Hvis man ikke kører i camper med egen seng og køleskab, så ved jeg ikke, hvordan man skal kunne opleve Alaska uden for de store byer. Der er i hvert fald ikke mange overnatnings- og spisesteder undervejs.
Vi kører langs Alyeska Pipeline, som vi med jævne mellemrum kan se bugte sig langs vejen og over bjergene. Den er næsten 1.300 km lang og 48 tommer i diameter. Den løber fra Prudhoe Bay i nord til Valdez i syd og på sin vej krydser den 3 bjergkæder og 500 floder. Den kostede $ 8 milliarder i 1977 og var det største privat financieret projekt på det tidspunkt. Projektet startede 27. marts 1975 og var tilendebragt 31. maj 1977.
Som sagt er der ikke meget at se til at starte med, men det ændrer sig, da vi kommer til Summit Lake, som stadig er frosset i den ene ende selv om vi kun er oppe i ca. 1.000 meters højde. Herfra er det en fantastisk flot tur med farverige bjerge, gletsjere, søer og floder. Vejret er meget skiftende, men det holder heldigvis tørt på de steder, hvor vi gerne vil ud og nyde udsigterne i stedet for kun at sidde inde i camperen. Vi er heldige at spotte en enkelt elg i vejsiden, men ellers forstår de virkelig at gemme sig for os. Måske tror de vi har jagttegn 🙂
Vi ender i Delta Junction, hvor vi forsøger at komme ind på visitor centret, men det er desværre lukket, så vi må udskyde det besøg til i morgen. 
Vi kan alene tage nogle billeder af slutmarkeringen for Alaska Highway, som vi med nogle få afvigelser har kørt fra ende til anden dvs fra Dawson Creek i Canada til Delta Junction i Alaska ialt 1.422 miles (2.275 km).
Regnen vælter nu pludselig ned og det tordner, så vi finder den nærmeste campingplads og slår os ned for natten. Det har virkelig været et underligt vejr i dag. Det ene øjeblik er der sol og det næste er den regn og torden.

22. juni (Delta Junction – Quartz Lake): Det har regnet det meste af natten og det er overskyet her til morgen. Vi prøver igen lykken med Visitor Centret, som nu er åbent og det er man ikke i tvivl om. Parkeringspladsen er næsten hel fuld og der kommer flere til. Der kommer en hel konvoj af store busser med biler spændt efter. De rejser tilsyneladende sammen. Guderne må vide hvordan de finder campingspladser til så mange store rigs på en gang.
Det er ikke noget stort Visitor Center, men vi får udstedt vores certifikat, som siger, at vi har fuldført The Alaska Highway fra Dawson Creek og til Delta Junction 1.422 miles. Vi tager selvfølgelig også billeder af os selv foran monumentet, som stater at det er enden på Alaska Highway, som nu fortsætter over i Richardson Highway op til Fairbanks.
På forspørgsel om hvad man skal se i Delta Junction får vi at vide, at vi kan se det lille museum, som ligger lige ved siden af Visitor Centret. Det er et roadhouse fra 1905, som er flyttet fra sin oprindelige placering på den anden side af vejen og floden, hvor der nu er militært område. Der er udstillet en masse tidstypiske ting og billeder taget fra roadhouset blev brugt, som spisested for stagecoachens passagerer.
Derudover lyder det ikke til, at der er noget særligt at se i Delta Junction for damen henviser derefter til et andet roadhouse længere oppe af Richardson Highway mod Fairbanks. Vi kører til Rika Roadhouse, som det hedder, men bliver noget skuffet. Det står ellers som et MUST SEE i The Milepost, men det er ikke noget, der tager mere end 5 minutter af se. Det sjove er jo, at for en amerikaner er en bygning fra omkring 1900 af høj historisk betydning, men for os europæer er det jo ikke ret gammelt. Vi er vant til en historie, som går meget længere tilbage i tiden.
Lige efter Rika Roadhouse er der en bro over Tanana River til biler, men lige ved siden af er der en specielbygget bro til olie pipelinen, som næsten er flottere end bilbroen. Alt omkring pipelinen er bygget til at kunne modstå jordskælv, som er er meget normalt i Alaska. Der er et jordskælv hver 15. minut et eller andet sted i Alaska. De er selvfølgelig ikke lige store alle sammen, så nogle bliver knap nok bemærket.
Vores tur i dag er ikke særlig lang. Vi har set en you-tube video, hvor nogle roadtrippere anbefalede Quartz Lake. Det må vi tjekke ud. Vi kører de 10 km ned af en lille sidevej og ender på en lille campingplads mellem træerne, hvor myggene straks flokkes om os. Ikke i så store sværme, som vi ellers har set, men de er der! Vi parkerer og går så ned til søen, hvor der er kanoudlejning og bådbro og ser rigtig dejligt ud. Vi skal have vekslet, så vi har lige penge til camping-fee og det får vi hos en sød dame ved kano-udlejningen.
Vi ser samtidig, at der også er campingpladser helt nede ved søen. Godt nok er pladserne meget tæt på hinanden, men der er ikke andre, så her vil vi hellere holde, da der ingen myg er 🙂 Vejret er blevet meget bedre end i morges. Vi kan nu sidde ude i solen og læse og se på søen. Det er så dejligt og fredfyldt.
Efter et par timer går vi hen for at se på det projekt, som den søde dame ved kano-udlejningen og hendes mand er i gang med. De sætter en ponton-bro sammen af elementer, som legoklodser. Meget smart system.
Vi snakker lidt med dem og fortæller at vi er fra Danmark. Det synes de er meget spændende og skal høre om vores planer i Alaska. De fortæller om de mange vilde dyr de har og vi fortæller skuffet, at vi kun har set en bjørn og en elg siden vi er kommet til Alaska for over en uge siden. Det kan de simpelthen ikke tro og de lover at banke på vores camper, når de ser en elg, for der går nogle stykker rundt i området. Mens vi står og snakker, ser vi faktisk noget brunt stå i græsset langs bredden af søen, men det er for langt væk til at vi kan se tydeligt, om det er bjørn eller elg.
Manden er hurtig. Vi skal da ned og se elgen, så han beder konen om at gøre en motorbåd klar til os, så vi kan sejle ned og se på sagerne. De er vildt søde. Det er kun for sjov siger de, så vi skal ikke betale for det. Vi skal bare skrive under på en erklæring om at vi ikke kan gøre dem ansvarlige for noget som helst, der måtte hænde os, mens vi låner deres båd. Det gør vi selvfølgelig gerne. Derefter får vi redningsveste på og instruktioner om hvordan og hvor vi skal sejle og så er vi ellers på sejltur ned mod elgene, som det viser sig at være. Det er en mor med sin teenager-datter, som går og fouragerer i vandkanten.
Helt nede ved de 2, ser vi en tredje, også en hun, som står 100 m derfra. Da vi sejler tættere på den, tager den flugten ud i vandet! Den svømmer faktisk helt over på den anden side af søen, hvilket er i hvert fald 1 km. Vi følger den et stykke, men lader den så være i fred og sejler retur til kano-udlejningen, men de står begge og sender os afsted igen. Det er en dejlig aften, så vi skal bare nyde det ude på vandet. Vi kan evt. sejle over på den anden side af søen og se deres lodge og hytter, som de lejer ud med all-inclusiv.
Det tilbud lader vi ikke gå fra os. Det er en skøn aften, hvor solen skinner og vandet er helt blankt, man kan næsten ikke forestille sig et bedre sted at være end her ude på søen 🙂 Der er også nogle andre både, men det er hovedsageligt folk med egne både og fiskestænger. Der skulle være en masse fisk her i søen. Vi ser dem også springe op af vandet, men vi ser ikke nogen, der fanger dem.
Efter 1,5 time sejler vi retur og på vejen tilbage, ser vi endnu en elg. Pludselig vrimler det med dem 🙂 Det her er også en hun, så nu mangler vi bare at se en han med stort gevir.
Damen og manden fra kano-udlejningen er så glade på vores vegne over, at vi har fået hele 4 elge at se og vi er superglade for deres gæstfrihed og gratis udlejning af deres motorbåd. Til gengæld får vi en brochure om deres lodge og de beder om vi vil være rare at poste nogle billeder fra vores lille sejltur. Det er sjældent, at de har udlændinge på besøg og de vil så gerne promovere deres lodge i udlandet også og når vi kommer helt fra Danmark, er det jo ekstra interessant. Det er da det mindste, vi kan gøre. Vi skal bare lige have en ordentlig internetforbindelse inden, det kan lade sig gøre. Her er telefonforbindelsen meget springende.
Tilbage ved camperen begynder vi at lave aftensmad og straks kommer et par herrer over og snakker med Ulrich. De har lige parkeret og skal høre, hvad vi er for nogle. Da jeg også kommer ud, kommer der også en dame over og skal snakke. Det er er ægtepar fra Fairbanks og deres ven, som bor på Hawai, men kommer herover om sommeren. De er meget søde og vil meget gerne hjælpe os, hvis vi har spørgsmål om Alaska.
Senere på aftenen, hvor vi sidder på en bænk og kikker ud over søen, kommer damen igen hen til os og vil snakke lidt. Hun fortæller bl.a., at de har set en tv-serie fra Danmark – ”Seaside”. Hun fortæller lidt om serien og vi finder ud af, at det er Badehotellet, som tilsyneladende har været sendt helt herovre. Det er da sjovt 🙂 De elskede serien og havde set alle afsnittene.
Det er en skøn aften og vi har svært ved at finde ind i seng. Vi har fået så mange gode oplevelser i dag og mødt de skønneste og gæstfrie mennesker. We love Alaska 🙂

23. juni (Quartz Lake): Jeg var oppe i nat for at tage billeder af søen. Den var simpelt hen så flot. Det bliver jo ikke mørkt her om natten, men det bliver alligevel lidt koldere, så søen emmede i det dimre lys. Fiskene sprang og fuglene pippede. Den eneste forstyrrelse var myggene, som synes de skulle have mig som morgenmad. Hvilket jeg ikke var helt tilfreds med, så jeg måtte krybe ind i køjen igen. Væk fra de bæster og sove videre.
Vi har haft en total slapperdag. Har alene gået en lille tur langs søen og blev inviteret til kl. 16-drink hos vores alaska-venner fra i går. Meget hyggeligt 🙂 De inviterer også på middag, men det kan vi ikke lide at tage imod.
Dennis, den ene af de nye venner, skal ud at fiske på søen senere i aften og tilbyder at fange et par regnbue-ørreder til os. Det kan vi selvfølgelig ikke sige nej til. En friskfanget ørred på grillen, lyder da godt som aftensmad i morgen.

24. juni (Quartz Lake – Fairbanks): Vi får lige åbnet døren op til camperen her til morgen, så står Dennis der med 4 pæne regnbue-ørreder, som han har fanget i aftes. De er pænt rengjorte og lagt i en pose, så vi kan lægge dem lige i køleskabet, til vi skal bruge dem i aften. 
Vi snakker en sidste gang med dem, mens de får pakket deres kanoer sammen og gjort klar til at køre. De skal mod Tok i dag. Dennis synes vi skal have hans tlf.-nr., hvis vi har spørgsmål, eller vi skulle komme i knibe, så kan vi altid ringe til ham. Han har også et værelse på Hawai, som han låner ud, som vi da er velkommen til at benytte, hvis vi kommer til Hawai 🙂 Vi får også Elaines tlf. nr. . Hun og Pete bor i North Pole, hvor julemandens hus også er. Inden vi kører, har hun også lige et par ekstra adresser i Fairbanks på vand, dumpstation og propane og ikke at forglemme et vaskeri, som hun kan anbefale. Hun har også lige en plastik-dug, som hun vil forære os, da hun åbenbart har set, at vi har siddet ved campingpladsens borde uden dug. De er simpelt hen så søde og ved ikke alt det gode, de kan gøre for os.
Vi får også pakket os sammen og kører mod Fairbanks. Vi stopper undervejs ved en lille flot vejside-bjælkehytte – The Knotty shop, hvor man kan købe alle mulige Alaska-souvenier og så har de nogle dejlige store isvafler, som vi mæsker os i. Vi stopper her egentlig kun fordi det er en flot hytte med træstammer, som har svulster på, som gør dem flotte og de har lavet dyr af træstammer med de samme svulster på. Meget kunstfærdigt og det trækker virkelig kunder til, som skal fotografere og så lige have en is, nu de er stoppet. 
Næste stop er North Pole, som er en by, der er mest kendt, fordi den har julemandens hus. Et rigt juleudsmykket hus, hvori der er proppet med juleting og julemanden står udenfor i kæmpe størrelse med sin lille kane foran og hans rensdyr går i en indhegning ved siden af. Mod et gebyr kan man komme ind og klappe dem. Vi nøjes dog med at se dem igennem indhegningen. De lugter fælt, så vi har ikke brug for at komme tættere på dem 🙂
I Fairbanks kører vi direkte til campingpladsen River Edge RV park, som vi har reserveret for de næste 2 nætter. Vi trænger til at få et langt bad under en varm bruser og ladet al vores elektronik op. Det er er meget pæne faciliteter her, men personalet er noget af det sureste, vi endnu har oplevet. Det virker nærmest, som om vi kommer til ulejlighed. Vi får ikke et smil, eller et velkommen eller how are you. De er meget underlige. Vi læser senere anmeldelser, hvor vi kan se, at vi ikke er de eneste, der har haft den oplevelse. Nogle kalder dem ligefrem uforskammede!
Desværre har vi allerede betalt i dyre domme for 2 overnatninger (kr. 900), så vi synes ikke lige, at vi vil smide de penge ud af vinduet, så vi bliver.
Resten af dagen slapper vi af efter et dejligt brusebad. Efter aftensmaden tager vi cyklerne frem og køre en tur ned til downtown Fairbanks. Dvs der står på skilte at det er downtown, men lige som i Anchorage synes vi ikke lige vi kan se nogen bykerne, men vi finder da en bar, hvor vi kan sidde udenfor at få en velfortjent øl oven på cykelturen.

25. juni (Fairbanks): Cykelturen i går har åbenbart gjort os trætte. Vi sover i hvert fald helt til kl. 9, hvor vi kan høre at vores naboer er ved at bryde op og forlade campingpladsen. Da vi har pladsen i 2 dage, har vi ikke travlt med at komme afsted. Vi er faktisk ikke sikre på, hvad dagen skal gå med.
Over morgenmaden bestemmer vi os for at tage cyklerne igen og køre ud til Farmers Market, som kun er åbent onsdag og lørdag. Det er lørdag i dag og markedet har åbent til kl. 4, så vi har rigelig tid. Det er en tur på ca. 5 km, så det er let klaret bortset fra at vi er lidt ømme i bagdelen efter i går. Vi er jo ikke vant til de her sadler eller nogen sadler for den sags skyld. Det er længe siden vi også har cyklet i DK. Vi når frem til market, som skulle være et marked for alle de lokale, som kan komme og sælge deres grøntsager. Vi tænker, at vi måske kan få nogle grøntsager her, som er til at betale i stedet for de horible priser i supermarkederne. 
Det er virkelig et tilløbsstykke. Parkeringspladsen er fuld, så det er godt, at vi er på cykler. Det er åbenbart et udflugtsmål om lørdagen. Selve markedet er da meget sjovt at se, men det er mere, hvad vi vil kalde et kræmmermarket. Der er alt muligt. Grøntsager, stenmalerier, garn, malerier, træskærearbejder m.v. som er til salg fra små boder, men det er bestemt ikke billigt Vi forstår simpelt hen ikke, hvordan en almindelig borger i Alaska, har råd til at købe til de priser. De må have en afsindig høj gennemsnitsløn her!
Vi køber ikke noget – heller ikke grøntsager. Det er bare for dyrt. Et lille bundt forårsløg koster $5 = 36 kr. 5 rabarberstængler koster ligeledes $5! 
Vi fortsætter på vores cykler til Pioneer Park, som er en samling af forskellige museer i gamle bygninger, som er flyttet hertil eller er bygget efter gamle tegninger. Det er meget hyggeligt at gå rundt her selv om vi er løbet ind i en meget varm og lummer dag. Her er 24 grader og solen har svært ved at komme fuldstændig igennem. Byen er nemlig ud over varmen også ramt af skovbrænde vest for byen, som sender røg ind over byen. Vi kunne allerede se røgen i går ved Quartz Lake, hvor bjergene for enden af søen forsvandt i en dis og her til morgen kunne vi faktisk også lugte røgen, selv om brandene er langt væk herfra. Vi håber ikke, at det bliver værre end det er nu, for så vil vi måske heller ikke kunne se Denali, når vi kommer derned om nogle dage.
Nå, men tilbage til Pioneer Park. Der ligger også den største hjuldamper bygget uden for Missisippi – Nenana. Den ligger vel at mærke ikke i vandet, men er i tørdok og virker desværre noget forsømt. Den skriger gori, men det er åbenbart ikke kun maling den mangler. Der er også lukket for at man kan komme ombord, da den ikke er sikker at gå på mere. Synd at tingene står og forfalder, hvilket vi desværre har set rigtig meget gøre her i Alaska og iøvrigt også langs med Alaska highway.
Vi snakker lidt med en ældre herre, som sidder uden for en af hytterne med sin fasanlignende fugl og en stor grand danoir. Han fortæller lidt om sit liv og inde i hytten har han lavet en masse træskære-arbejder og andet kunst. Han er meget hyggelig.
Vi havde regnet med at vi kunne slutte besøget af med en stykke laks på Salmon Bake, som skulle være meget populært, men det er desværre ikke åbent endnu. Det åbner først til aften, så vi må køre hjem og spise frokost i camperen.
Senere går vi ned i Fred Meyer og køber nogle store lækre bøffer og majs, som vi tilbereder på grillen og får til aftensmad. Det smager bare så godt og dejligt, at vi kan sidde udenfor at spise.

26. juni (Fairbanks – Chena Hot Springs): Vi har flot vejr fra morgenstunden og det vidner om endnu en varm dag. Vi forlader Fairbanks for en dag eller 2. Vi vil ud til Chena Hot Springs, som ligger ca. 90 km nordøst for Fairbanks. Der skulle være rig mulighed for at se elge og andet wildlife på vejen derud og der er også nogle hikes, som vi vil gå, hvis vejret tillader det.
Det er en meget fin vej op til Chena Hot Springs med asfalt hele vejen og af nyere dato, så der er ikke så mange frostskader endnu. Vi var faktisk ikke klar over, at hele Alaska har permafrost, så jorden er bundfrosen allerede en meter til halvanden nede, hvilket bl.a. gør det vanskeligt at bygge veje, som jo helst skal have en godt fundament. Derfor er det, at man ser så mange skader i vejene. De kan simpelthen ikke bygges solidt nok oven på permafrosten og vil over tid få frostskader efter som den frosne jord hæver og sænker sig ved tø og frost. Permafrosten gør det også svært at lave vandforsyninger og kloaksystemer til husene, så de fleste huse har egen vandboring og septiktank, men da vandboringerne også kan være et problem, ser vi tankbiler køre rundt med rent vand og i de små byer er der vandautomater, hvor man kan køre sit kreditkort igennem og derefter tanke rent vand i medbragte dunke. Vi har rent vand tanket på camperen, men køber alligevel vand i supermarkederne til at drikke. Vand fra hanen bruger vi alene til bad og opvask og madlavning, hvor vandet bliver kogt.
Tilbage til turen op til Chena. Vejen går igennem skov på begge sider af vejen, så der er ikke så meget at se bortset fra alle de gange vi krydser Chena North Fork River, som snoer sig som et slange igennem området og enkelte steder, hvor skoven åbner sig for en sø eller vådområde. I en af disse søer er vi heldige at se en elg-ko stå og fouragere, mens hendes kalv står på en lille halvø ude i søen. Den ville ikke kunne bunde, der hvor moren står. Det er utroligt, så længe elg-koen kan holde hovedet under vandet og samtidig så samlet græs eller vandplanter fra bunden, som den efterfølgende gumler på, når den får hovedet op over vandet igen. Den er helt klar over, at vi står og betragter den, for den holder øje med os, hver gang den er oppe over vandet, men den er tilsyneladende også klar over, at vi ikke er nogen trussel, for den flytter sig ikke ud af stedet, men gumler blot videre.
Fremme ved Chena Hot Springs finder vi et campingspot og tjekker ind. Koster $20 at overnatte her og dertil kommer så indgangen til badene, som koster $13 for seniorer dvs. folk over 60 år. Jeg tager lidt forskud på aldersrabatten 🙂 Det koster ellers $15 per voksen.
Vi hopper straks i badetøjet og hopper i den udendørs pool, som kun er for voksne. De indendørs pools er fyldt med støjende børn og deres forældre og bedsteforældre. Det er ikke noget for os.
Den udendørs pool er en naturlig pool, men der er sat store sten/klipper rundt om den, så den er skærmet for dyrene i området. Det er meeeget varmt vand. Man kan se på kroppen, hvad der har været under vand og hvad der ikke har. Det der har været under er rødt, som en kogt krebs 🙂 Heldigvis bliver der sprøjtet noget lidt koldere vand ud over poolen i den ene, så der trækker vi ned for ikke at komme til at koge. Egentlig skulle vi måske hellere være hoppet i en kold pool for det er rimeligt varmt i luften. Hen på eftermiddagen har vi 27-28 grader, så vi fryser ikke.
Da vi har helt rynket hud på fingrene, lægger vi os op på en terrasse og får lidt sol på den blege krop, som ikke rigtig har været luftet før nu. Der er dejligt her på terrassen ved poolen for at en eller anden årsag, så er der hverken myg eller fluer, som der ellers var nede, hvor vi har stillet camperen.
Vi tager en dukkert mere i det varme vand inden, vi går en lille tur i området. En meget lille hermelin driller os med at komme frem og gemme sig ved en lille sø. Den er flot, men vi kan ikke nå at fotografere den. En elg kommer og drikker af en anden lille sø, hvor der udtrykkeligt står at søen kun er elge og ænder! Det er en han elg med et lille gevir. Det er faktisk den første han elg, som vi ser, så nu kan den også krydses af på listen, selv om vi nu gerne vil se en med de helt store gevirer 🙂
Resten af eftermiddagen slapper vi af og læser og får nyheder ved hjælp fra wifi i receptionen til hotellet. Der er ikke telefonforbindelse i området.
Efter aftensmaden må vi lige i poolen en gang mere. Vi havde en forventning om at der ville være færre om aftenen, da endagsturisterne fra Fairbanks, så er væk, men det var ikke tilfældet. Der var bare kommet nye gæster, som skulle overnatte, så der var stadig en del.

27. juni (Chena hot springs – Fairbanks): Vi har sat vækkeuret til kl. 6, da vi vil ud at hike inden vi kører tilbage mod Fairbanks. Det er endnu en flot dag med blå himmel men der er desværre også kommet mere røg i luften. Vi kan både lugte og se røgen, der ligger som et slør over bjergene omkring os.
Vi kører de ca. 15 km til parkeringspladsen hvorfra vi skal hike til Angel Rocks, som er en af de mest populære hikes i området. Det er et hike på ca. 5-6 km og med kun 350 højdemeter, så det burde være let overkommeligt. Hvad vi imidlertid ikke har taget i betragtning, er Alaskas nationalfugl – myggen! Vi har klædt os på med lange bukser og lange ærmer, men da vi holder på parkeringspladsen og er ved at gøre os klar, sværmer myggene tæt omkring camperen. Det er for meget. Vi kan godt klare nogle enkelte myg, som der jo altid er i skovområder, men det her antal er for overvældende. De vil æde os op eller i hvert flad finde ethvert sted på kroppen, hvor de vil kunne suge vores blod og efterlade de kløende stik. Det bliver ikke til noget hike i dag. Vi magter ikke alle de myg 🙂
Vi bliver inde i camperen og kører videre mod Fairbanks. Elgene fra i går er ikke i søen, men vi ser 2 andre, hvoraf den ene er en han, så nu har vi set hele 2 hanner, men det er stadig ikke en med stort gevir, så vi mener stadig vi har noget til gode.
Inden vi kommer helt ind til Fairbanks drejer vi fra, da jeg har set, at der skulle være Nordamerikas nordligste USGA 18-huls bane og den vil vi gerne spille. Vi er dog ikke helt sikre på hvor den ligger, så vi kører ind til siden af vejen og vil lade en personbil passere os, men den kører blot op på siden af os og ruller vinduet ned og spørger om vi er lost? Ja, måske. Vi leder efter en golfbane. Ok, men så skal I blot fortsætte, så kommer den lidt fremme på venstre hånd.
Det er utrolig, hvilken hjælpsomhed vi møder her. Jeg tvivler på, at turisterne i Danmark møder den samme hjælpsomhed.
Vi finder herefter let golfbanen og kører af en grusvej ned til den. Vi kan nogle gange være lidt utilfreds med hvordan vores golfbane derhjemme ser ud, men den er super flot på alle måder i forhold til den, vi her møder. Vi går ned til 1. tee-sted, men har i først omgang svært ved at se, hvor vi skal gå hen. Der er ingen henvisninger, og når vi kikker på græsset, er der heller ikke noget, der som sådan indikerer, at her er der tee-sted, fairway og greens! Efter lidt søgen finder vi 1. tee-sted, men vi finder ikke greenen. Det ser ud til, at der er rough eller semi-rough over det hele. Der kører godt nok en green-keeper og slår græs, men det ligner heller ikke fairway, der hvor han slår. Vi bliver hurtigt enige om, at det vist ikke er en golfbane for os. Den vil være al for svær at navigere på og vi vil sandsynligvis miste en masse bolde, som ikke vil være til at finde i græsset. Ærgerligt. Jeg havde lige glædet mig til at spille en runde.
Vi er kommet inden for rækkevidden af telefonnettet i Fairbanks og straks tikker der en SMS ind på min tlf. Det er fra Dennis, vores nye Alaska-ven, som fiskede regnbueørreder til os. Han inviterer os til det lokale bryggeri Hoodoo i Fairbanks, hvis vi har lyst sammen med Elaine og Pete. De har været så søde, så selvfølgelig vil vi gerne møde dem igen. Så vi takker ja. Lidt senere kommer der dog en ny SMS. Der er lukket om mandagen, så vi må udsætte det til i morgen. Helt OK. Vi finder på noget andet at lave i dag.
Først kører vi til Morris Thomsen Cultural and Visitor center. Hvor der udover det almindelige visitor-center også er en masse udstillinger om Alaska og Alaskas historie. Det er flot sat op og meget informative skilte, som er tilpas overskuelige og ikke med alen lange beskrivelser, som man alligevel ikke kan overkomme at læse. Det er et virkelig et besøg værd.
Vi er blevet anbefalet at tage en tur med hjuldamperen ned af Chena River og det havde vi også set på hjemmefra. Vi kører derfor ud til dens landingsplads og kan her se, at vi ikke er de eneste, som skal ud at sejle. Den ene turistbus efter den anden triller op foran landingspladsen, hvor der er et flot gammelt modtagecenter med hotel, restaurant og souvenir-butik. Vi skal med Discovery 3, som kan tage op til 900 passagerer fordelt over 4 dæk. Vi er heldigvis ikke helt så mange, men 500 skal der nok være. Det er den samme familie, som har eget og sejlet hjuldamperne de sidste 100 år. Det var vores kaptajns bedstefar, som startede sejladserne og den første hjuldamper Discovery, ser vi ligge lidt oppe af floden. Det er den sidste autentiske hjuldamper, som er tilbage i Alaska.
Vi glider langsomt ned ad floden. Hjulet i bagenden af damperen, bliver nu fremdrevet af en dieselmotor, men oprindelige var det en brændefyret dampmaskine. Vi hører en masse historie om floden, hjuldamperne og livet før i tiden kontra nu. Meget spændende og pludselig bliver vi indhentet af en lille gul Piper vandflyver, som sejler op på siden af os, hvorpå vi får historien om den fremført af piloten, som stiller sig ud på en af pontonerne. På grund af røgen som desværre ligger over området, så kan piloten ikke få tilladelse til at lette med sin lille flyver, men senere på turen gives der tilladelse og han laver en fin fly-by 2 gange, så vi kan se den lille flyver i luften.
Når vi har kørt rundt i camperen, har vi undret os over hvor de rige mennesker i Alaska bor, for det har bestemt ikke været de store flotte villaer vi har kørt forbi, men nu ser vi hvor de bor. Der ligger den ene skønne villa efter den anden med store klippede græsplæner ned til floden. Enkelte har også flyveren liggende ved en lille dok i floden for enden af haven.
Kaptajnen standser hjuldamperen ud for en slædehunde-kennel, som tilsyneladende er meget kendt p.g.a. kennelens ejer Susan Butcher, som har vundet flere af de store hundeslæde races, som køres fra Fairbanks. Vi hører historien om kennellen og hvordan de træner hundene og ser en demonstration af hvor hurtigt hundene kan trække en ATV rundt.
Vi sejler ud til enden af Chena River, hvor den flyder over i Tanana River. Det er tydeligt at se, at det er en stilleflydende flod som Chena River er, som flyder over i den meget større Tanana River. Tanana River er brun af mudder, som hvirvles op i den stærke strøm og Chena River har mere klart eller grønligt vand.
På vejen tilbage lægger hjuldamperen til ved en Atabasca village, hvor vi får lov til at komme i land og se hvordan en sådan landsby er indrettet og hvordan atabascaerne til dels stadig lever i dag af fiskeri og jagt og hvordan de laver deres klædedragter af skindene fra de nedlagte dyr.
Efter 3 dejlige timer på floden er vi tilbage ved landingspladsen.
Vi kører herfra ud til Creamers Fields, hvor vi har hørt at der skulle være traner. Det er et meget stort naturområde, som de migrerende fugle bruger som mellemstation nord eller syd på. Lige nu er det tranerne, som bruger området og der er mange. Vi har aldrig set så mange traner samlet på et sted. Desværre går de rundt et godt stykke ude på marken, så vores linser er ikke lange nok til rigtig at kunne fange dem skønt vi prøver alt vi kan 🙂
Vi er ved at være trætte og sultne nu, så vi kører til Walmart for at købe noget aftensmad og ender med at boondocke på deres parkeringsplads sammen med ca. 20 andre campere. Det er lovligt at holde her i 24 timer, så vi overtræder ikke nogen love ved at slå os ned her.

28. juni (Fairbanks): Vi kan ikke anbefale andre at sove på Walmarts parkeringsplads i Fairbanks. Den ligger lige ud til Johansen Expressvej og den er meget befærdet – også om aftenen. Der var kun stille et par timer omkring kl. 3 i nat, så vi har ikke sovet så godt.
Her til morgen er den helt gal med røgen. Vi kan tydelig lugte røgen og vi kan næsten ikke se den anden ende af parkeringspladsen, så meget røg er der. Vi kan læse, at der er en del skovbrænde lige vest for Fairbanks og myndighederne skriver, at luften er direkte sundhedsskadelig! Det er absolut ikke rart, men det skulle blive bedre i morgen.
Vi bliver i camperen det meste af formiddagen og får skrevet dagbog og læst nyheder og senere får vi fyldt tanken op sammen med vandtanken og får købt ind, så vi kan klare os den næste uges tid, hvor vi skal ind i Denali Nationalpark, hvor vi ikke får mulighed for at få nye forsyninger.
Først på eftermiddagen kører vi ned og parkere ved Pioneer Park, hvor vi kan holde natten over for $ 12 og derfra er der ikke så langt til microbryggeriet Hoodoo, hvor vi skal mødes med vores Alaska-venner kl. 15.
Det bliver en forrygende aften sammen med Dennis, Elaine og Pete. De er bare så søde og hyggelige og lette at snakke med, så vi fortsætter ud på en restaurant udenfor byen – Ivory Jacks. Et meget sjovt sted med alverdens ting og plakater hængende rundt på væggene og i loftet og de laver også god mad. Vi får endnu engang halibut med kryllede fritter til.
Denis kører os hjem til camperen og inden vi tager afsked, gør han endnu engang opmærksom på, at han har et værelse med eget bad og toilet på Hawaii, som vi kan låne en uge for en six-pack. Vi skal bare sige til i god tid for det er tit booket 🙂 Det lyder tillokkende, men vi ved ikke lige, hvornår vores vej skulle falde forbi Hawaii.

29. juni (Fairbanks – Healy): Vi har sovet godt. Der var ikke så megen støj fra biler her ved Pioneer Park, som ved Walmart sidste nat 🙂
Det ser ud til at røgen har lettet lidt her til morgen. Vi kan da i hvert fald se den anden ende af parkeringspladsen og det er fremskridt i forhold til i går.
Vi vil prøve at komme væk fra røgen, som kommer fra skovbrænde vest for Fairbanks. Faktisk er en enkelt af brandene, for der er flere, tæt ved Park highway, hvor vi skal køre i dag, når vi kører ned mod Denali Nationalpark. Forhåbentlig forstyrrer det ikke trafikken.
Vi begiver os afsted og kører snart op i bjergene, hvor der er en masse udsigtspunkter, hvor man kan parkere for at nyde udsigterne, men vi kan absolut ikke se en disse. Røgen er IKKE forsvundet her. Det er som at køre i tåge eller i skyerne. Vi kan se vejen og de nærmeste træer, men bjergene omkring os er i bedste fald silhuetter. Det er så ærgerligt, men vi må bare håbe, at vi kan komme igennem røgen og at den ikke også ligger omkring Denali NP.
Vi kommer ned til Nenana, en lille by, som er mest kendt for sin specielle tradition med at stille en træ-konstruktion ud på isen på Nenana River i marts måned. Hele byen har så væddemål om hvornår konstruktionen (en trekant) vælter og det bliver overvåget nøje fra et tårn på bredden. Når konstruktionen vælter betyder det at foråret er på vej, idet isen er i opbrud.
Byen består ikke af så meget andet end en gammel stationsbygning, som nu er museum, en generalstore og et gammelt hotel og et par andre faldefærdige bygninger, så den er hurtigt overset 🙂
Da vi når Healy, er vi dels tørstige og dels skal vi have fundet en campingplads, så vi standser ved et mikrobryggeri 49 State, hvor de har wifi. Det er et meget sjovt sted med en stor gårdhave, hvor man kan sidde og nyde sin øl og evt. også mad. Vi går dog indenfor. Det er for varmt ude i solen, som her kommer lidt igennem røgen.
Ude i gårdhaven har de bussen stående, som blev brugt i filmen Into the Wild, som skildrer en ung mands håbløse forsøg på at stå af samfundet og leve for sig selv ude i vildmarken. Han bor i en forladt bus, hvor han kan søge dækning for vind og vejr, men han er ikke god til at skaffe sig føde. Han lever alene af fugle, egern og andre smådyr, som han kan fange. Efter 113 dage dør han af sult eller måske forgiftning. Det vides ikke med sikkerhed. Bussen der står her er en replica af den rigtige bus står på et museum i Fairbanks.
Vi får en god øl, men finder desværre ikke nogen campingplads. Alt i området er optaget med mindre vi vil køre 50 km syd for indgangen til Denali Nationalpark, som vi skal ind i i morgen og det har vi ikke lyst til.
Vi ender med at boondocke på en pullout ved en bro over Muddy River. Her i mægtig flot og det ville sikkert være endnu flottere uden røgen, som ligger som en dis over de nu temmelig høje bjerge. Vi krydser fingre for at røgen blæser væk til i morgen. Det blæser faktisk lidt op, så måske lykkes det.
Solen går jo ikke ned før vi går i seng. I dag eller i nat skulle jeg måske hellere skrive for den går først ned kl. 00:21 og står op igen kl. 3:37 og derimellem bliver det så iøvrigt ikke mørkt. Men i aften inden vi går i seng kikker vi lige op på solen og den er fuldstændig knald rød. Den er flot, men den ser helt unaturligt ud. Det må have noget med røgen at gøre ellers kan jeg ikke forklare hvad der gør det, men sjovt ser det ud.

30. juni (Healy – Denali NP): Det er flot solskinsvejr, da vi vågner og det ser også ud til, at røgen er lettet lidt.
Vi kører det sidste stykke ned til indgangen til Denali Nationalpark. Det er en utrolig flot tur langs Nenana floden og igennem Nenana Canyon med bjergene, der tårner sig op på begge sider af vejen i alle mulige nuancer.
Efter det traditionelle foto af nationalparkskiltet kører vi direkte til Visitor centret for at høre, hvordan vi skal forholde os til at få vores camp-site her i udkanten af nationalparken på Riley Creek Campground og til i morgen, hvor vi skal ind til Teklanika Campground, som ligger 29 miles inde i parken, hvor man kun må køre ind med special-tilladelse, som kommer med bestilling af overnatning i mindst 3 nætter. Det kan være rigtig svært at få overnatninger inde i parken, så jeg har allerede, da de åbnede for online bestilling den 1. dec. 2021 bestilt 4 nætter.
Visitor centeret kan imidlertid ikke hjælpe os med nogen ting omkring camping, busser og nationalparkpas. Der skal vi videre til Riley Creek Mercantile.
Vi må jo så fortsætte til Riley Creek Mercantile, hvor damen alene vil give os vores indgangsbillet til campingpladsen ved Riley Creek og opkræve os for indgang til nationalparken. For at få vores busbillet og campsite til de efterfølgende 4 nætter må vi komme tilbage i morgen! Det virker utrolig bureaukratisk!
Vi kører til Riley Creek Campground med vores indgangsbillet og finder en plads for natten. På vejen ind bliver vi i øvrigt mødt af en elg. Dejlig begyndelse 🙂 Der er meget stille og fredeligt på campingpladsen. Vi har dog ikke ro på. Vi skal ud at se noget af parken efter den meget ustrukturerede indtjekning, som vi så åbenbart også skal bruge tid på i morgen, selv om alt er bestilt for over et halvt år siden.
Vi går ned til bus-depotet, hvorfra busserne kører videre ind i parken. Det er tilladt at køre med egen bil eller camper ind til Savage River, som ligger 15 miles inde, men der kan være svært at få plads på parkeringspladsen, så de anbefaler, at man tager bussen derind. Vi gider ikke bruge benzin på at køre ind og risikere, ikke at kunne få plads, så vi tager bussen.
Inden vi hopper på bussen går vi dog lige ind for at høre, om vi kan få vores busbillet ind i parken hos dem, da der står i vores bekræftelse, at den kan hentes en til to dage før den bekræftede tid.
I modsætning til det første sted, står der her en sød ung dame, som med det samme siger, at hun ligeså godt kan udstede både vores TEK-pas, som vores busbillet hedder og vores campsite og indkørselstilladelse, så det hele er klaret til i morgen. Skønt, endelig en serviceminded dame.
Således udstyret med alle tilladelser til i morgen, kan vi sætte os ud i bussen, som kører os de 15 miles ind til Savage River.
Vi går Savage Alpine Trail, som er et skønt om end lidt anstrengende hike den første halvdel, hvor det det går temmelig stejlt opad, men der er også skøn udsigt undervejs op, hvor man ser mere og mere af parken efterhånden som man kommer højere op. Det er virkelig en skøn tur med masser af blomster og udkik, men ikke meget wildlife. Vi ser kun nogle enkelte fugle, en pika og nogle artic ground squirrels. Det tager ca. 3 timer og vi går 7,4 km og 494 højdemeter. Du kan se flere billeder fra turen her!
Vi venter kun kort på bussen, da vi kommer ned fra vores hike, så det passer perfekt. Hjemme på campingpladsen får vi et tiltrængt bad, hvorefter vi får fyldt vand på tanken og tømt black og gray-watertankene, så vi er klar til at køre ind til Teklanika Campground i morgen,
Herefter er det tid for aftensmad.
Vi er bortset fra morgenens bureaukrati meget tilfreds med vores første dag i Denali og ser virkelig frem til de næste 4 dage i vildmarken.

1. juli (Denali): Vi har sovet så godt. Her er helt stille. Vågner til fuldstændig blå himmel. Det ser ud til at røgen næsten helt er forsvunden. Så skønt. Måske kan vi være heldige, at se Denali i det flotte vejr. Det er kun en trediedel af de besøgende i Denali Nationalpark, som får bjerget af se, da der næsten altid er skyer omkring toppen af Nordamerikas højeste bjerg, som er 6190 m højt. Tidligere kendt som Mount Mckinley.
Vi giver os god tid til morgen, da vi først kan tjekke ind på Teklanika Campground kl. 11 og vi ved egentlig ikke, hvor tidligt vi må kører igennem kontrollen ved Savage River (15 miles).
Vi nyder turen ud til Savage River i roligt tempo og pludselig omkring 9 miles inde af vejen dukker Denali op. Vi er først i tvivl om det nu er Denali, som så få er heldige at se, men vi bliver snart overbevist, da flere og flere bussen og biler holder ind og kameraerne bliver rettet mod det hvide bjerg i horisonten. Det er stort og smukt, men der er langt ud til det og der er stadig en smule røg/dis i luften, så vores billeder bliver ikke helt klare – desværre.
Ude på Teklanika Campground, som ligger 29 miles ude af parkvejen finder vi en fin plads mellem træerne. Der er god plads mellem pladserne, men man kan intet se af parken eller bjergene, da træerne tager al udsyn.
Vi sidder og læser lidt og går tur på pladsen og finder en lille sti, som fører ned til Teklanika floden, som flyder forbi i en meget stor flodseng, men ikke har ret meget vand.
kl. 15:45 tager vi bussen ind til East Fork, som ligger 43 miles inde i parken. Normalt kan man køre med nationalparkbusserne helt ind til Kantishna, som ligger 90 miles inde i parken, men i august 2021 var der et kæmpe jordskred, som tog vejen med sig ned, så der nu er et gab på 50-100m i vejen, som ikke er til at forceres. De foreløbige planer for genopbygning af vejen siger, at der vil gå 2 år før projektet er færdigt og vejen igen kan benyttes.
Vi må altså nøjes med at se det halve af nationalparken. Turen ind til East Fork er fantastisk smuk og vi ser endnu engang Denali, som knejser flot i horisonten. Det er helt vildt i forhold til, hvor mange som ikke får et eneste glimt af det. Til gengæld ser vi kun et par caribou langt oppe på en sneklædt bjergside og en grizzly-bjørn, som en lille plet også oppe på bjergsiden. Det er lidt skuffende. Vi har jo læst om alle de bjørne, elge, ulve, ræve og caribou, som skulle være her.
Vi prøver igen i morgen tidlig og der vil vi også hike fra East Fork og ud til Poly Chrome m.v.

2. juli (Denali): Vækkeuret er sat til kl. 5:45, da vi vil med den første bus ud til East Fork, som passerer Teklanika Campground, hvor vi bor, kl. 07:10. Det var varmt, da vi lagde os til at sove, men her til morgen er det rimeligt koldt. Vi har dog sovet virkelig godt. Der har været helt stille hele natten.
Vi bader og får morgenmad, inden vi begiver os op til bussen. Vi er spændt på om der er plads til os. Man er alene garanteret plads på den første tur, man tager med bussen. Herefter er man stand-by og da der kun er garanteret 4 ledige pladser, når den forlader bus-depotet og der er 2 campingpladser før den når til os. Kan de 4 pladser hurtigt være optaget, så vi må vente på den næste.
Der står kun en mand, da vi kommer op til busstoppe-stedet, så vi tænker, at vi er nok heldige at komme med, men lige som vi kan se bussen, dukker er 5 personer mere op. De har imidlertid alle garanteret plads, da det er deres første tur, så vi er de eneste stand-by og får heldigvis plads, på den ellers næsten helt fulde bus.
Luften er helt klar her til morgen og der er også blå himmel og sol, så da vi kommer til punktet, hvor man skal kunne se Denali, hvis der ellers ikke er skyer, stråler hun os i møde 🙂 Det er så smukt et syn og tænk sig. Nu er det tredje gang, at vi får bjerget at se og det bliver klarere og klarere for hver gang. Det er fantastisk. Vi kan ikke være mere tilfredse.
Vi bliver sat af ved East Fork (43 mile) og fortsætter gående ud af grusvejen til mile 45, hvor vi har afsindig flot udsigt ud over vildmarken med flodsengen i bunden og bjergene rundt om. Nogle med sne på og de flotte bjerge kaldet Polychrome p.g.a. deres mange farver. Vi har efterhånden set mange bjerge rundt om i verden, men de her er alligevel noget særligt. Måske er det tanken om, at det bare er vildmark det hele. Der bor absolut ingen mennesker herude. Det er urørt natur så langt øjet rækker og mere til.
Da vi står her og nyder synet, får jeg øje på en lille lys plet neden for, som bevæger sig. Jeg tænker i første omgang, at det må være et får, men da jeg får kikkerten frem og retter den mod pletten, er det ikke et får, men en stor lysebrun grizzly-bjørn. Vi betragter den længe igennem kikkerten og senere også med det blotte øje, da den krydser flodsengen under os, men den kommer aldrig rigtig tæt på os, så vi får ikke brug for vores bear-spray, som vi ellers har hængende foran på rygsækken, så den altid er inden for rækkevidde.
Lidt længere fremme på grusvejen, når vi til stedet hvor jordskredet var sidste år og vejen ender temmelig brat. Vi kan se over på den anden side, hvor vejen fortsætter, men der er absolut ingen mulighed for at kommer derover med mindre man kan flyve!
Vi går tilbage af grusvejen, som i øvrigt er meget smal, så det er ikke for sarte sjæle at køre på den i bus. Der er klippevæggen på den ene side og afgrunden på den anden og busserne kører jo begge veje, så de må skulle passere hinanden fra tid til anden. Guderne må vide, hvordan det kan lade sig gøre! Du kan se lidt flere billeder fra turen her!
Tilbage ved East Fork har vi ikke fået set og gået nok, så vi tager en tur ned igennem flodsengen. Det er lidt mere krævende for fødder og ben at gå på de mange sten og forcere de små bække, men ud over at der også er flot hernede, så er det også sjovt at gå og se på dyre-spor. Der er ret mange spor efter Caribou, men vi ser ingen overhovedet. Vi finder også et par store spor efter en grizzly-bjørn, som har gået her for nylig, men vi møder den heldigvis ikke. Måske har det været fra den vi så tidligere. 
Vi havde regnet med at gå helt ud til der, hvor jordskredet havde taget vejen med sig ned, men ca. 500 meter før vi når dertil, kan vi ikke komme længere. Vi kan ikke komme videre p.g.a. floden. Den er dybere her og strømmen er også ret kraftig og derudover er det mudret vand, så vi kan ikke se, hvad bunden byder på, så vi skal ikke nyde noget af at prøve at forcere den – desværre. Vi må gå tilbage uden at have set jordskredet nedefra. Du kan se flere billeder fra turen her!
Vi tager bussen tilbage til campingpladsen og slapper af resten af dagen. Vi har været tidligt oppe og gået 13 km i varmen og solen, så vi er trætte 🙂 Fra bussen ser vi en enkelt elg i vejsiden og en caribou, som ligger og køler sig i sneen lidt oppe af bjergsiden.

3. juli (Denali – Cantwell): Da vi vågner og kikker ud af vinduerne, er det et trist syn, som møder os. De omkringliggende bjerge er kun synlige som silhouetter mod himlen. Der lugter af røg og vi ser den anden ende af parkeringspladsen igennem en dis af røg. Det er ikke sjovt. Vi er åbenbart blevet indhentet af røgen, som også generede os i Fairbanks og på vejen herned til Denali.
Vi tager en hurtig beslutning. Vi forlader Denali Nationalpark selv om vi har bestilt og betalt for at være her 2 nætter mere. Dels vil vi ikke udsætte os selv for røgen og dels vil det ikke være muligt at se noget, som er mere end 50-100 meter væk, så det giver ikke mening af blive her.
Der opstår imidlertid et lille problem, da vi skal køre vores slide ind. Vi har brugt al strømmen på batterierne til at oplade vores elektronik, så nu er der ikke nok til, at sliden kan køres ind! Vi prøver at starte bilen for at se, om det kan generere strøm nok, men det kan det ikke. Heldigvis har vi den forhadte generator, som vi må ty til for lige, at kunne lade batterierne så meget op, at sliden kan komme ind. Når jeg skriver forhadte generator, så er det fordi, vi hader, når vi kommer til nogle campingpladser, hvor der ikke er elektricitet og de øvrige campere så starter deres generatorer. De larmer af h….. til og det er desværre ikke alle, som overholder de gængse regler omkring, hvilke tidsrum en generator må køre.
Efter et kvarters tid har vi strøm nok og sliden kommer ind, så vi kan køre ud af Nationalparken. Vi stopper på vejen ud ved Savage River, hvor vi går et lille hike – Savage River Loop, som er på 3,5 km langs floden/creeken. Det er en flot tur og mærkelig nok, så er der faktisk ikke så røget her, selv om vi kun er kørt ca. 23 km væk fra campingpladsen! Du kan se flere billeder fra turen her!
Da vi fortsætter de sidste 15 miles ud af parken er der steder, hvor man i klart vejr kan se Denali, hvilket vi kunne på vejen herind, men nu er det fuldstændig umuligt. Der er stort set ingen bjerge at se i retning af Denali p.g.a. røgen.
Vi kører sydover til Cantwell, hvor vi bookede en campingplads, inden vi forlod området ved visitorcentret, hvor der var telefonadgang. Det er med at udnytte de steder, hvor der er adgang til internet for man skal ikke langt væk fra byerne før tlf.erne mister forbindelsen.
Det er utroligt varmt – 27-28 grader – så vi sidder i skyggen af camperen resten af dagen og læser og slapper af og får vasket vores tøj og ladet vores elektronik op. Det meste er på et meget lavt niveau, da vi har været uden tilslutning til strøm i 4 dage.
Om aftenen får vi en lille regnbyge, men snart skinner solen igen. Meget mærkeligt vejr.

4. juli (Cantwell – Talkeetna): Solen skinner fra en skyfri himmel, da vi vågner. Dejligt.
Vi fortsætter sydover igennem bl.a. Broad Pass, som er noget af det smukkeste på Park Highway, som strækker sig fra Fairbanks til Anchorage. Det er en dal, hvor man kører med bjerge på begge sider af vejen og store områder med søer. Det er mægtig flot. Broad Pass Summit ligger i kun ca. 700 meters højde, så det er bestemt ikke noget højt pas. De første ca. 100 km vi kører, er i det hele taget meget flotte og afvekslende i landskaber og vegetation. Desværre forsvinder solen bag skyerne, men der kommer ingen regn.
Vi har et par stop undervejs. Bl.a. ved Iglo City, som var et ambitiøst projekt, der blev startet op i 1973. Der skulle være hotel, restaurant, souvenir shop, benzinstation og dæk- og bugseringsservice, men det blev aldrig færdigt. Det skiftede ejer nogle gange, men blev for alvor lukket ned i 2005 og det eneste der står der nu, er en skal af et hotel, som er fuldstændig tomt inden i. Det sjove ved hotellet er, at det ligner en iglo. Det er en stor rund hvid skal med vinduer i.
Derudover stopper vi også ved The Alaska Veterans Memorial. Amerikanerne er generelt meget stolte af deres militær og gør meget ud af at lave mindesmærker for de faldne i militærets tjeneste. Det her er ikke noget stort område, men det er meget pænt og der er en masse mindetavler, der fortæller om forskellige slag, hvor soldater er faldet i tjenesten.
Vi ender i Talkeetna, som er en meget lille by med kun èn asfalteret vej – nemlig hovedgaden! Den ligger ved sammenløbet af floderne Talkeetna og Susitna og den var sidst i 1800-tallet anløbsby for dampskibene på floderne og forsyningsby for guldgravere og pelsjægere. Byen var på sit højeste under 1. verdenskrig, hvor den havde 1.000 indbyggere. Dette antal faldt dog kraftigt efter at Alaska Railroad var færdigbygget. I dag er byen mest af alt udgangspunkt for bjergbestigerne af de højeste bjerge i Alaska og andre adrenalinpumpende aktiviteter og her bor også mange kunstnere, som også lader sig inspirere af de høje tinder.
Vi tjekker ind på en lille campingplads ned til floden og går straks ned i byen, hvor det vrimler med mennesker. Her er rigtig hyggeligt med en masse små cafeer, beergardens, kunstbutikker og souvenirbutikker og ikke mindst bureauer, hvor der arrangeres ture i luften og på floderne m.v.
Vi nyder endelig at være et sted, hvor der foregår noget på et koncentreret område, så vi finder først et sted og får noget at spise og derefter et andet, hvor vi kan sidde og få en øl og lytte til levende musik. Vi havde regnet med, at der ville være en masse festivitas i forbindelse med 4. juli, men det var ikke tilfældet. Der havde været en parade igennem hovedgaden kl. 12, men den havde vi misset og derefter var det alene den levende musik, som var fejringen her i byen af 4. juli. Vi nød musikken og sad og betragtede de sjove typer, som var mødt op. Det var helt klart de lokale, som sad rundt ved bordene og som også benyttede dansegulvet til en lille svingom.
Da vi parkerede vores camper ved floden, var vi stort set alene, men da vi kommer tilbage, er der kommet en del flere og desværre også nogle af dem, som jeg tidligere har omtalt. Dem som skal have generatoren kørende og ikke overholder de gængse tider. Der er en generator, som kører hele natten!!

5. juli (Talkeetna – Tangle Pond ved Girdwood): Vækkeuret er sat til kl. 6. Vi skal køre langt i dag, da vi gerne vil nå helt ned til Girdwood ved Turnagain Arm. Vi gider ikke at overnatte i Anchorage igen, da vi har set byen og i hvert fald ikke synes om den campingplads, vi boede på sidst.
Vi kører lige ned igennem hovedgaden i Talkeetna inden vi forlader byen. I modsætning til i går er der nu helt mennesketomt. De er åbenbart ikke vågne så tidligt. Nede ved floden får vi det syn, vi ikke fik i går. Vi kan se Denali, og hun står flot imod den blå himmel. Det er et smukt syn.
Vi kører til Anchorage og får handlet ind i Fred Meyer og fortsætter af Seward Highway mod Kenai halvøen.
Vi har kun lige forladt Anchorage, da landskabet åbner sig og vi kører langs vandet i Turnagain Arm og har de skønne bjerge med sne og gletsjere omkring os. Det er så smukt.
Turnagain Arm er havbugten med verdens næsthøjeste tidevandsforskel på mere end 9 meter!
Vi kører til Alyeska Resort i Girdwood, som er en lille skisportsby med Alaskas største skiområde.
Vi parkerer ved hotellet og tager kabineliften op til ca. 750 meter højde, hvor vi går en tur lidt længere op og nyder udsigten ud over Girdwood, Turnagain Arm, de omkringliggende gletsjere og Chugach Mountains. Vi slutter af med en øl i solen på terrassen. Skønt at kunne sidde her i solen i shorts og nyde udsigten.
Efter et par timer på toppen kører vi ned igen med kabineliften og kører mod Whittier. I vores app med gode boondocking steder, har vi set et sted, som lyder meget tiltalende ved en sø og det vil vi lige tjekke ud.
Det viser sig at være et helt vidunderligt sted ved Tangle Pond. Det er et lille grusbelagt areal ned til Tangle Pond, hvor der allerede er et lille telt og der står nogle stole, så nogen har allerede taget plads her. Der er imidlertid rigelig plads, så vi parkerer i den modsatte ende af arealet ved et lille bålsted og tager vores stole ud, så vi kan sidde i solen og kikke ud over søen og de omkringliggende bjerge. Her er noget så skønt. Vi kunne ikke have fundet et bedre sted.
Vi sidder og hygger os med et glas rødvin, men vi er ikke alene så længe. Snart kommer der flere ned og kikker. Nogle i personbiler men også andre i campere. Det er åbenbart et velbesøgt sted. De fleste kører igen, da de ser, at vi allerede holder der, men tre biler med unge mennesker bliver og tager deres kajakker og paddleboard frem og sejler ud på søen. De er stille og rolige, så vi nyder blot at se dem sejle rundt. De bliver nogle timer og kører så igen og vi bliver alene indtil de første med teltet kommer hjem og yderligere en camper slår sig ned.
På et tidspunkt kommer der også 10 kinesere, som ikke er helt så stille, men de kører heldigvis igen efter en par timer. De skulle blot prøve at fange fisk i søen, hvilket vist ikke gik så godt.
Det er et af de smukkeste steder vi har camperet indtil videre og vi har svært ved at komme i seng.

6. juli (Tangle Pond – Whittier): Skyerne hænger tungt til morgen – øv. Her var så eventyrlig flot i går og vi havde glædet os til at vågne op i dette lille paradis. Her er fortsat pænt, men alt er altså pænere i solskin.
Vi er ikke alene. 2 andre campere og 2 telte har også overnattet her, men vi har intet hørt til dem.
Inden vi kører, snakker vi lidt med det ene par, som er lokale fra Soldotna og får et par tips til andre gode steder for boondocking og skøn natur.
Fra Tangle Pond kører vi videre mod Whittier, men stopper ved Begich Boggs Visitor center, som ligger lige ned til Portage Lake og indtil for få år siden kunne man også se Portage Glacier fra centret. Gletsjeren er imidlertid smeltet og har trukket sig op rundt om et bjerg, så i dag må man tage med en turbåd, hvis man skal se gletsjeren fra denne side. Vi må nøjes med at se nogle isklodser fra gletsjeren, som flyder rundt i søen. Vi regner med at hike op til gletsjeren fra Whittier i morgen.
I dag går vi kun en lille tur på 3,5 km op til Byron Glacier, som dog ikke er særlig spetakulær. Se turen her!
Begich Boggs Visitor Center er flot og har nogle gode udstillinger og en lille film om Portage Valley, men det er det første visitor center, hvor vi er blevet opkrævet gebyr for at komme ind. Vi måtte betale $5 per person.
For at komme til Whittier, skal man køre igennem The Anton Anderson Memorial Tunnel. Tunnelen blev bygget i 1941-43, som en del af en jernbanestrækning, som skulle sikre flowet af militære forsyninger fra Whittiers havn. Den er 4 km lang og som sagt oprindelig en jernbanetunnel, men i 2000 blev den ændret således, at der nu både kan køre toge og biler igennem tunnelen, dog ikke på samme tid, da der kun er et spor! Det er den længste highway-tunnel og den længste kombinerede jernbane og biltunnel i Nordamerika.
Det koster $13 at køre igennem tunnelen fra vest mod øst og er gratis den anden vej. Da kørslen igennem tunnelen skal passes sammen med togtrafikken, er der faste tider, hvor man kan køre den ene og den anden vej og man kører i samlet cortege igennem.
Der er åbent for gennemkørsel en gang i timen og vi er heldige, at komme lige som der bliver åbnet og venter derfor ikke. Det er lidt specielt at køre gennem tunnelen. Dels ligner det et hus, man kører ind i, hvor åbningen ikke er særlig bred og dels kører man på skinnerne, så hjulene skrider lidt på skinnerne ind imellem, hvilket ikke er rart, når man i forvejen synes, at man er ved at ramme klippevæggene på begge sider med sidespejlene 🙂
Det regner en del, da vi kommer ud på den anden side og kører ind til Whittier, så vi kører direkte til en campingplads midt i byen.
Whittier blev bygget af den amerikanske hær under 2. verdenskrig, som havn og petroleums forsyningscenter for baser beliggende længere mod nord. Jernbanen til Portage blev færdig i 1943 og Whittier blev dermed det primære landsætningsted for gods og tropper m.v. til Alaskas hær. De 2 store bygninger, der i dag dominerer Whittier blev bygget i 1948-1954. Den ene – Buckner Building, der i dag står som en kæmpe forfalden betonklods med brædder for vindueshullerne, var oprindelig hovedkvarter for al militær personel og Begich Towers, var beboelse for deres familier. Whittier forblev af strategisk værdi indtil 1960 p.g.a. sin isfri dybvandshavn. På det tidspunkt var der 1.200 indbyggere.   
I dag er der kun ca. 250 indbyggere, hvoraf halvdelen bor i Begich Towers og den anden halvdel bor i Whittier Manor, som blev bygget i 1950. De ernærer sig fortrinsvis ved fiskeri og turisme.
Da regnen stilner af, går vi byen rundt flere gange, inden vi finder ind på byens bedste hotel og får aftensmad med fin udsigt til havnen, hvor der er livlig trafik ud og ind af små turbåde med lystfiskere og enkelte større fiskerbåde. Det er meget hyggeligt at sidde og kikke på havnen, men det er iøvrigt ikke den mest spændende by.

7. juli (Whittier – Hope): Det har regnet hele natten og det regner også her til morgen, så vi sover længe. Der er ingen grund til at stå tidligt op. Vi havde ellers regnet med, at vi skulle hike op til Portage Glacier, men det aflyser vi. Det giver ikke nogen mening i regnvejr.
I stedet forlader vi Whittier via tunnelen og kører mod Hope. Vi har reserveret plads på Seaview RV park.
Hope har omkring 200 indbyggere og er som så mange andre små byer opstået p.g.a. guldfund og kan dateres tilbage til 1896. Der er stadig en del huse tilbage fra dens grundlæggelse eller i hvert fald fra 1900 og 1902 og de benyttes stadig. Bl.a. er der Social Hall fra 1902, som i dag stadig benyttes som forsamlingshus.
Vi tjekker ind og får den yderste plads ned mod vandet og med en creek på den ene side. Her er virkelig dejligt. Vi kan sidde og se ud over et stort græsareal ned mod Turnagain Arm og over på bjergene, hvor vi var i går ved Girdwood. Det er flot, men desværre er vejret ikke så godt. Det er overskyet og der kommer byger. Vi får dog mulighed for at gå en tur ud på græsarealet og ser på fuglelivet og går ligeledes rundt i de 2-3 gader, som byen består af, inden vi sætter os på Seaview bar og får et par øl, mens vi bl.a. snakker med et par fra Schweiz, som har rejst rundt i 3 måneder, startende i Las Vegas. Det er meget sjovt at høre om andres oplevelser og hvor de har været m.v.
Resten af dagen står på afslapning og dagbogsskrivning, som jeg er kommet en del bagefter med!

8. juli (Hope – Cooper Landing): Regnvejr og trist, da vi vågner og vejrudsigterne ser ikke for lovende ud for de nærmeste dage. Vi har svært ved at få gjort os færdige og komme videre.
Vi kører de ca. 80 km til Russian River, hvor der skulle være gang i laksefiskeriet nu og dermed skulle der også være mulighed for at se bjørne, som tiltrækkes af laksene.
Vi kan ikke få plads på Russian River Campground. Alle 83 pladser er optaget! Vi kan dog betale $11 og få lov at parkere i 12 timer, hvilket vil sige, at det udløber kl. 11 i aften. Det giver os dermed ikke lov til at overnatte, så det må vi finde en løsning på senere.
Vi går straks ned til floden, hvor vi dog hverken kan se fiskere eller laks til at begynde med. Vi ser dog en masse måger, som spiser rester af laks og pludselig dukker der også en masse bald eagles op. De er så flotte og store og inden for en rimelig afstand til, at vi kan fotografere dem. Det er ikke lige så godt som bjørne, men vi må nøjes 🙂
Da vi når hen hvor Russian River løber sammen med Kenai River, er der masser af lystfiskere, som står og svinger deres fluestænger. Vi ser ikke nogen, der fanger en laks, men vi kan se, at de fileterer dem ude i floden, hvor der er sat et bord op til formålet, så nogen må de jo hive hjem.
Vi har fået fortalt, at der skulle være bjørne her, men ikke mens vi står der. Der havde også været bjørne oppe på parkeringspladsen i går, hvor rangeren havde måtte skyde en, som jagtede nogle mennesker ind på toiletterne! Vi har et stort ønske om at se bjørne tæt på, men ikke på den måde!
Vi går tilbage til camperen og spiser frokost og går derefter et 9 km langt hike ud til Russian River Falls, hvor der også skulle være mulighed for at se bjørne, men heller ikke her har vi heldet med os. Vi ser nogle laks, som kæmper med at springe op igennem vandfaldene, men det ser ud til at være en hård tur for dem. De skal springe ret højt for at komme op på næste niveau og der er mange niveauer i vandfaldet. Vi læser os til, at ud af hver 400 laks som udklækkes i Lower Russian Lake, er der kun 2 som overlever deres vej ud til havet og retur igen op til Lower Russian Lake for at gyde.
Vi er tilbage ved camperen omkring kl. 18 og skal nu ud at finde en campingplads eller boondocking sted, hvor vi kan holde for i nat. Det er lidt sent at skulle finde et sted, men vi må køre og se, hvad der viser sig.
Vi kører ikke mange km før, der viser sig en parkeringsplads, hvor vi faktisk kan parkere næsten helt nede ved floden mod at betale $15. Det er helt fint for os. Mærkeligt at det ikke står opført som campingplads, da der er toiletter og specielle RV-pladser.
Vi parkerer sammen med en del andre campere og får lavet aftensmad og kan sidde og kikke ud på fiskerne, som kommer op fra floden og en mægtig flot regnbue.
Det har været et mærkeligt vejr i dag. Det startede som sagt med regnvejr, men op ad dagen kom solen igennem skyerne og der var næsten blå himmel, men samtidig småregnede det. Derfor også denne meget flotte regnbue over floden.
Vi havde håbet på, at se bjørne i dag, men desværre. Det skal åbenbart ikke lykkes for os i Alaska!

9. juli (Cooper Landing – Ninilchik): Det er overskyet til morgen og der kommer små byger. Kedeligt vejr. Vi går ned til floden, hvor lystfiskerne har været i gang siden kl. 6 i morges. Vi ser en enkelt af dem fange en pæn stor laks, som han får hjælp til at få i land. Det er åbenbart ikke muligt at hive den helt op på land med snøren, så en af de andre lystfiskere står klar med et net, som holdes under laksen, så den kommer sikkert i land.
Vi har ikke planlagt, hvor langt vi skal køre i dag, men vi ender med at køre ca. halvvejen til Homer. Vi kører igennem nogle små-byer, men der er ikke noget, som får os til at stoppe. Der er flotte beskrivelser i alle turistbladene, men når man kommer frem, er det ikke altid, at man kan genkende beskrivelsen 🙂
Ved Ninilchik (Deep Creek) kan vi komme ned til en campingplads, som ligger helt ud til vandet og med udsigt over til de sneklædte bjerge og vulkaner på den anden side af Cook Inlet. Her ser dejligt ud selv om vi ikke kan få øje på byen, som skulle være den ældste by på Kenai-halvøen. Det Russisk-Amerikanske Kompagni grundlagde byen i 1820erne til sine ældre ansatte, der ikke var i stand til at rejse den lange vej til Rusland. Snart fulgte flere tilflyttere og i 1901 blev byens russisk-ortodokse kirke bygget.
Vi vil prøve at finde byen og kirken i morgen, men i dag går vi blot tur på stranden og nyder de mange fugle her er. Vi er specielt fascineret af de store bald eagles, som svæver hen over hovederne på os og sætter sig på stranden, når de kan finde nogle fiskerester eller lignende, de kan spise. Der er rigtig mange både voksne og ungfugle. En enkelt ungfugl lykkes det os at komme helt tæt på og få nogle skønne billeder af.
Det er et herligt sted for fugleinteresserede eller bare nogle fototosser, som os. Nogle gange er det tilfældigheder der får en de bedste steder hen. Vi drejede bare fra ad en tilfældig vej, som så ud til at føre os ned til vandet 🙂

10. juli (Ninilchik – Homer): Vi vågner til flot vejr. Meget bedre end i går, hvor det var lidt blandet og med småregn. Det er lidt svært at forlade dette skønne sted, men vi har også store forventninger til Homer. Vi har ikke så langt at køre – kun ca. 60 km, så vi standser nogle gange og nyder udsigterne ud over Cook Inlet og de store vulkaner på den anden side af vandet.
Ved Anchor Point er vi ude og gå en lille tur, og ser flere bald eagles. Stranden minder os om Gutterne på kutterne ved Torup Strand, da der er en traktor, som kører ud i og op af vandet, hvor den trækker små fiskerbåde op 🙂
Ved bygrænsen til Homer er der en stor parkeringsplads med flotte bede med blomster og udsigtsplatform. Der er virkelig gjort noget ud af det, så vi føler virkelig, at vi er kommet til en moderne turistby, hvor man bliver budt velkommen. Der flot udsigt ud over vandet og vulkanerne og ud over byen, hvor det specielt er The spit, som man kan se – en 4 km lang tange ud i vandet. 
Homer er ikke specielt stor, der er kun ca. 5.400 indbyggere, men den ligger smukt mellem Kenaibjergene og Kachemak Bay. Byen er kendt for sine fremragende muligheder for at fiske kongelaks og helleflyndere – så store som stalddøre! Den kaldes også ”Helleflyndernes hovedstad”. Derudover der den også det nærmeste udgangspunkt for ture til Katmai og Brooks Falls, hvor man kan se grizzly bjørnene fange laks i vandfaldet og det er specielt derfor vi også gerne vil hertil 🙂
Vi er ikke sikre på, at vi kan få vand og tømt greywater på den campingplads, som vi har bestilt plads på, så vi er lige forbi Chevron tanken og få klaret det. Vi skal bo alleryderst på The Spit på Homer Spit Campground. Da vi kører ud på The Spit bliver vi i første omgang lidt usikre på om det er det rigtige at bestille plads herude. Det første der møder os er en skibskirkegård og nogle områder med alt muligt ragelse. Det ser bestemt ikke hyggeligt ud og igen er vi i tvivl om hvor turistbrochurerne har deres billeder fra 🙂 Da vi kommer længere ud ændrer vi dog holdning. Her er faktisk rigtig hyggeligt med butikker og restauranter på pæle og lystbåde- og fiskerihavn, men på en eller anden måde er det også meget klondike-agtigt. Der er ikke rigtig så megen orden. Campingpladserne er bare nogle grus-arealer, hvor der er smidt nogle gamle træstammer til adskillelse mellem pladserne og der er ikke særlig jævnt, så det er med at finde det rigtige sted på pladsen, hvor man kan holde lige! Men bortset fra det, så får vi en plads med fin udsigt og nærhed til vandet. Vi ligger i anden række, da første række ikke har el og det ville vi have, når vi skal være her i 3 nætter.
Vi får parkeret camperen og går straks ud og kikker på butikkerne og restauranterne, hvor man går på boardwalks fra den ene til den anden. Når vi nu er kommet til helleflyndernes hovedstad, så skal vi selvfølgelig have helleflynder, som vi elsker. Vi finder et godt sted til Fish & chips og bestiller 2 gange Halibut fish & chips. Der står at halibut er markedspris og pris er dermed ikke angivet, så vi bliver lidt overrasket, da damen siger, at det bliver $ 60 (ca. 450 kr.) for 2 gange fish & chips! Det skal så siges, at det smager himmelsk, så vi fortryder ikke vores bestilling 🙂
Efterfølgende ser vi fiskepladsen, hvor dagens landede fisk kommer ind og bliver renset, fileteret og solgt. Det er vildt store fisk. Både helleflyndere, torsk, rockfish og andre, som vi ikke kender navnene på. Fiskepladsen er lige ved siden af Salty Dawg Saloon, som er et meget specielt sted, som skal besøges, når man er i Homer. Det er blevet et af byens landmarks. Det er en gammel bjælkehytte, som indeholder en bar, hvor vægge og loft er totalt dækket af one dollar sedler med hilsner på fra gæsterne, som besøger baren. Det giver et huleagtigt og halvmørkt rum med en god stemning. Nogle går alene igennem baren for at fotografere den, men mange lige som os, sætter sig også lige og får en øl, mens man kikker på alle pengesedlerne. Vi kan ikke se nogen fra Danmark, men det laver vi om på. Der hænger nu også en med Tina & Ulrich fra Danmark 🙂
Om aftenen går vi en tur langs stranden og ser på alle lystfiskerne, som står her. Nogle hiver den ene fisk op efter den anden og andre ser ikke ud til at fange en eneste. Nogle har åbenbart mere held end andre eller også er de bare dygtigere?

11. juli (Homer): Vejret er nogenlunde. Ingen sol men heller ikke regn. Vi har ikke foretaget os så meget, blot siddet og læst og kørt en lille tur på cyklerne, hvor vi bl.a. kørte tilbage af The Spit og så “skibskirkegården”, hvor der bor mennesker i gamle usødygtige både. Vi har spist fish & chips – dog ikke halibut denne gang, men torsk, som er til en mere overkommelig pris 🙂
Til aften gik vi en tur langs stranden, hvor der står en mase og fisker og vi møder for første gang på turen her i Alaska nogle danskere. Det er 2 modne par, som bor i samme camper og har kørt fra Vancouver og herop og skal retur igen til Vancouver på 5 uger!! De er også kun i Homer i 3-4 timer mere tid har de ikke. Det lyder mere hektisk end vores tur har været 🙂

12. juli (Homer): Vi er enormt spændt på vejret for i dag, da det er i dag, vi skal på en af de helt store ture, som vi har tårnhøje forventninger til. Vi skal med vandflyver til Katmai Nationalpark og se bjørnene, som fanger fisk i Brooks Falls. Vi var nede og blive vejet og tjekket ind på bureauets kontor i går, så vi er klar til at stige ombord på vandflyveren i dag, når bagagen er vejet.
Vejret er desværre ikke det bedste. Det er fuldstændig overskyet og kunne godt se ud til regn og når vi tjekker vejrudsigterne for Katmai NP ser det ud til regn der.
Vi skal flyve kl. 11:15, men vi kører op til Beluga Lake, hvorfra vi skal flyve, allerede en time før. Vi er spændte og vil gerne tage nogle billeder af flyveren inden vi letter.
Der er imidlertid hverken nogen flyver eller nogen mennesker på kontoret, da vi ankommer. Det varer dog ikke længe, før der kommer en ung mand og lukker kontoret op og sørger for at veje vores bagage og vi skriver under på nogle papirer omkring ansvar og deres ret til at måtte fotografere os. Herefter stiller vi os udenfor at venter på at flyveren skal komme. Vi undrer os dog over at der står 4 personer vi siden af os, som også skal flyve kl. 11:15 og os bekendt, er der kun plads til 6 inkl. pilot! Det får vi dog hurtigt opklaret. Den unge mand siger at der kommer 2 flyvere og han venter også at der kommer 1-3 personer mere.
Efter en halv times tid kommer den unge mand og siger, at på grund af vejret, så er vores flyvning udsat. Vi skal komme igen kl. 12:30. 
Vi kører en tur ud til Bishop strand og i Safeway og får købt lidt ind og kører så retur. Nu får vi at vide at de 4 andre skal flyve kl. 13, men vores flyver skal først lette kl. 14! Arrhh nu synes vi ikke det er så sjovt mere. Vi bliver på pladsen, hvor jeg sidder og læser og Ulrich går lidt rundt. Snart kommer Ulrich og siger at nu har han snakket med en af dem som skulle flyve kl. 13 og deres flyver er aflyst! OK, men hvad så med vores? Vi får desværre samme nedslående meddelse. Vi kan få vores penge retur eller vi kan vente til kl. 16:30, så vil de se om de kan sende en flyver afsted. Da vores tur tager omkring 6 timer i alt, så vil det blive temmelig sent vi er hjemme med en afgangstid kl. 16:30, men vi har jo fordelen ved, at det ikke bliver mørkt her, så det er i hvert fald ikke noget problem.
Vi er så opsat på at få de bjørne at se, at vi siger ja til at forsøge med kl. 16:30, men vi udveksler tlf. numre, så vi kan ringe eller de kan kontakte os, hvis de har nyt. Vi kører herefter retur til campingpladsen og sidder og snakker om, hvad vi skal gøre. Vejret ser stadig ikke godt ud og det ser ud til, at det blæser op. Det er jo heller ikke sjovt at stå i regnvejr og se på bjørne og vi er temmelig ømme omkring vores fotoudstyr! Vi er næsten kommet til den konklusion, at vi ikke vil afsted i dag, da der tikker en SMS ind. Turen er aflyst i dag, men de vil sætte en tur op til os kl. 6:15 i morgen, hvis vi er friske på det? OM vi er. Ja, selvfølgelig er vi friske. Det ser iøvrigt ud til, at vejret bliver meget bedre i morgen, så det er helt perfekt 🙂
Humøret stiger nu gevaldigt. Det ser ud til, at vi får vores bjørnetur i morgen – juhuuu.
Resten af dagen får vi til at gå med at sortere i billeder og skrive dagbog og sætte billeder ind i dagbogen. Det er et tidskrævende arbejde både sortering af billeder og dagbogsskrivning 🙂

13. juli (Homer – Katmai NP – Johnson Lake): Det var en trist og frustrerende dag i går med udsættelse på udsættelse og til sidst aflysning af vores store bjørnetur, som vi har set frem til i et halvt år. Vi var trætte efter dagens nedtur, så vi gik tidligt i seng. Til gengæld skal vi så tidligt op her til morgen. Vækkeuret er sat til kl. 5, så vi lige hurtigt kan få et bad og lidt morgenmad inden vi igen kører op til Baluga Lake, hvorfra det er meningen, at vandflyveren skal lette kl. 6:15.
Vi er de første gæster, som ankommer, men Sphinx, som damen hedder, der aflyste vores tur i går, sidder allerede og venter på os og snart kommer der flere, som også fik aflyst deres tur i går. Vi er alle spændte på, hvilken melding hun nu vil komme med, men hun er et stort smil og beder os endnu engang underskrive diverse papirer og indveje vores bagage, så vi er klar, når piloten kommer med flyveren.
Der er 2 flyvere, som skal afsted. En meget gammel Beaver fra 1952 og vores lidt nyere Cessna fra halvfjerserne. Beaveren bliver først sendt afsted. Den larmer utrolig meget, men den kommer i luften og flyver ud mod Katmai.
Vores maskine kommer tøffende fra et sted længere nede af søen og lægger til ved bredden af søen, hvor en planke bliver lagt ud til den ene ponton, som vi skal gå ud på og klatre ind på vores pladser, som piloten Ben har valgt for os. Vi er kun 4 passagerer. En foran ved siden af piloten. En bagi og Ulrich og jeg i midten. Der er ikke meget plads, men vi har alle vinduespladser 🙂
Vi bliver udstyret med små redningsbælter om livet og høreværn og piloten gennemgår de få sikkerhedsprocedurer, som gælder for sådan en lille maskine og så er vi ellers klar til at lette.
Ben taxier ud midt på søen og så kommer der ellers gang i propellen og vi får fart på hen over søen med stort sprøjt ud til siderne inden han letter.
Vel oppe får vi lige en hurtig rundtur hen over Homer inden vi fortsætter ud over vandet med retning mod Katmai.
Den første halve times tid er vi ude over vandet, hvor der ikke er så meget at se, men da vi kommer ind over land på den anden side af Cook Inlet er det bare så flot, så flot. Det er vulkankratere, gletsjere, blå gletsjersøer, grønne dale og floder der snoer sig, som slanger i dalene og store søer. Når vi normalt flyver, er det i store maskiner, som flyver i 10 km højde, men den her lille vandflyver flyver kun i 1.700-2.000 meters højde, hvilket vil sige, at vi flyver lige hen over bjergtoppene og nogle gange har vi bjergene lige uden for vinduerne. Det er på en gang skræmmende og fascinerende at flyve så tæt på klipperne.
Efter ca. 1,5 time lander vi på søen ud for Brooks Camp i Katmai Nationalpark. Det er en lidt hård landing, som at køre på en meget ujævn landingsbane og en alarm går og da motoren næsten stopper læner flyveren sig bagover på pontonerne og derpå op til ret position. Det er en lidt ubehagelig fornemmelse, men piloten ser helt rolig ud, så det er åbenbart normalt og så er vi også rolige.
Vi glemmer dog hurtigt alt om landingen for inde på stranden går der 4 brune bjørne. En stor han og en mor med sine 2 unger. Sikke en velkomstkomite! Vi havde godt set billeder af bjørne på stranden, men havde måske ikke regnet med, at det var almindeligt. Ben taxier flyveren ind til stranden, hvor bjørnene er gået op i den anden ende, så vi kan stige ud og få vores rygsække udleveret, men inden vi kan når at få pakket kameraerne ud, får vi besked på at komme tilbage på flyveren og stå på pontonerne. En bjørn er på vej tilbage af stranden, og vi må ikke stå i vejen for den, da det er dens territorium!
Jeg kommer som den sidste retur på flyveren, så jeg står tættest på stranden på pontonen og dermed også tættest på bjørnen, da den kommer gående lige forbi os. Vi står helt stille og kikker på den og jeg filmer den med min telefon. Den er højst 2 meter fra mig, da den passerer og kort kikker ud på mig. Den går roligt forbi og vi ånder vores tilbageholdte åndedrag ud, men da den er 5-6 meter forbi os stopper den pludselig op og stikker snuden i vejret, som om den vejrer noget og vender om og går lidt tilbage mod os og snuser op i luften. Nej, der var ikke noget. Den går videre væk fra os. Vi var åbenbart ikke på den menu-kort i dag – heldigvis. Vi kan ånde lettet op. Det var lidt af en oplevelse at starte med. Spændende, men det behøver ikke at være lige så intenst alle 4 timer, som vi har her i Katmai NP. Du kan se bjørnen komme gående her.
Efter at være kommet sikkert op over stranden og op til informationscentret bliver vi mødt af en ranger, som fortæller os om parken og hvordan vi skal forholde os, hvis vi møder en bjørn på stierne.
Katmai Nationalpark er på ca. 15.000 kvadratkilometer, hvilket svarer til 2 gange Sjælland og der er ca. 2.200 brune bjørne. I det område som vi besøger, kaldet Brooks Camp, er der ca. 200 brune bjørne og de er på ingen måde spærret inde, så de kan gå, hvor det passer dem og det er os, som må give bjørnene den plads, som de behøver, hvis vi ikke skal bringe os selv i fare. Der kommer mellem 25.000 og 37.000 besøgende i nationalparken om året, så bjørnene er vant til at se mennesker, men det betyder absolut ikke, at de ikke er farlige. Det er vilde dyr, men så længe der er laks nok og de ikke føler sig truet ved at vi kommer for tæt på dem, så burde der ikke ske noget!
Vi er kun lige blevet færdige med at få sikkerhedssnakken med rangeren og begyndt at gå hen mod vandfaldene, hvor vi skal se bjørnene fange laks, da vi bliver stoppet, da der lige er gået en bjørn over stien, som vi skal gå på og den skal lige være længere væk, før vi må gå videre.
Vi ser de næste 2 bjørne 50 m længere fremme, hvor vi skal over en bro. Her bliver vi igen holdt tilbage af rangere indtil bjørnene er på vej væk. Selv om vi kan se lige hen på bjørnene er det alligevel lidt uvirkeligt at gå her imellem dem uden at der er hegn imellem dem og os.
Vi skal gå ca. en kilometer ud til vandfaldene på stier mellem træer, hvor vi ikke kan se, hvad der er rundt om svingene, så vi skal helst gå og snakke eller synge, så vi ikke kommer til at overraske en bjørn. Vi kommer til at følges med en dame, som har været her før, så hun fører an ud af stierne. Det viser sig at være en rigtig dårlig ide for hun leder os den forkerte vej, så vi må gå 2 km tilbage og kommer dermed ikke først ud til vandfaldene, som vi ellers kunne være kommet, da der kun var landet 2 små flyvere før os.
Vi må vente en halv times tid før vi kan komme ud på udsigtsplatformen ved vandfaldene, hvor bjørnene står og fanger laksene, som springer for at komme op over vandfaldene, så de kan komme op til deres gydepladser. Der er kun plads til 40 personer ad gangen på platformen, så vi bliver lukket ud i hold.
Ventetiden er dog ikke blot spildtid. Der er også en anden udsigtsplatform, hvor man også kan se bjørnene stå i floden og fange laks, men her er der ikke vandfald, så man kan ikke se laksene før bjørnene har fanget dem ved at hoppe rundt i vandet og fange laksen med munden eller ved at træde på dem.
Det er et utrolig flot og underholdende syn at se dem fange laks og stjæle laksene fra hinanden og de små unger, som ikke selv kan fange laks endnu, men holder et vågent øje med mor og straks er henne ved hende, når hun har fået bid, så de kan få en lille smule fisk. Hun er ikke altid meget for at dele med dem, så de må være om sig.
Efter en halv times tid er det blevet vores tur til at komme op på platformen ved vandfaldene. Det er bare så spændende. 40 mennesker lyder ikke af så mange mennesker, men når alle gerne vil stå op af rækværket tættest på bjørnene, er det alligevel mange, som kæmper om pladsen. I første omgang står jeg i anden række, hvilket ikke giver nogen mening, for derfra kan jeg, med min højde, næsten kun se rygge selv om jeg prøver at snige min linse ind imellem skuldrene på dem, der står forrest. Efter 5 minutter er der dog en dame, som rykker lidt og spørger om jeg vil til, hvilket jeg selvfølgelig mega gerne vil og derefter står jeg fast på den plads indtil mit navn bliver råbt op og det er slut med mit og Ulrichs ophold på platformen. En time går utrolig hurtigt, når man står og betragter bjørnene og prøver at få de bedste situationer ind på kamera-linsen. Mærkelig nok er der ikke så mange laks som springer i vandfaldet, så bjørnene skal være meget tålmodige for at få deres daglige ration af laks. De er også meget tålmodige. I hvert fald er der 4 bjørne, som i al den tid vi er på platformene, hvilket er 2,5 -3 timer, står på stort set det samme sted og prøver lykken med at fange laksene i deres forsøg på at komme højere op ad floden. Andre bjørne kommer og går. På et tidspunkt tæller jeg hele 21 bjørne ude i floden på samme tid og det er kun på en strækning af ca. 100 meter her omkring vandfaldene.
Da vi nødtvungen p.g.a. tiden må gå tilbage mod stranden og vores vandflyver, stopper vi på den sidste bro over floden. Her er der 4-6 bjørne, som har fundet ud af, at der er laks og de plasker rundt for at fange dem. Det er tilsyneladende ikke let, selv om laksene står tæt i det lave vand. Vi kan se deres rygfinner i vandoverfladen, og de springer også lystigt op af vandet. Det ser ud til, at de alle er samlet hernede og venter på en god lejlighed eller samler kræfter til i samlet flok at kæmpe sig videre op i floden og forbi de mange bjørne, som står oppe ved vandfaldene og venter på dem.
Vores tid sammen med bjørnene er desværre slut for denne gang, men det har været en kæmpe oplevelse, som vi er glade for lykkes i dag, hvor vejret har været meget bedre end i går. Det har været rimelig varmt og solen har skinnet ind i mellem og ingen vind, så vi kan ikke være mere tilfredse. Det har været alle pengene værd.
Flyveturen hjem er lige så flot som turen ud, men da vi kommer ud over vandet falder vi alle, undtagen piloten selvfølgelig, i søvn. Det har været en begivenhedsrig dag og det trætter.
Hjemme på Baluga Lake er landingen ikke så hård, som ude ved Brooks Camp og vi kommer hurtigt ind til land og siger farvel til Ben – piloten. Han har endnu en tur foran sig, men vi skal forlade Homer og videre mod Seward.
Vi har fået oplevelser nok for i dag, så vi kører blot omkring 100 km inden vi finder en campingplads ved Johnson Lake, hvor vi slår os ned og ivrigt ser på billeder og videoer fra dagens oplevelser med bjørnene. Vi er så tilfredse 🙂

14. Juli (Johnson Lake – Exit Glacier): Vi har sovet længe. Vejret er ikke særlig godt. Gråt og kedeligt og det har regnet lidt i nat, men det er heldigvis tørvejr nu. Vi har ikke noget specielt mål for i dag, da vi har 2 dage til at køre til Seward, hvilket er ca. 170 km.
Vi bestemmer os for at køre via Kenai, da det er en by vi ikke så på vejen ned til Homer, men i øvrigt skal vi samme vej tilbage helt op forbi Cooper Landing før vejen drejer fra mod syd til Seward.
Kenai er en større by og det er faktisk en by med en del forretninger, men vi leder efter den gamle by. Det viser sig at være nogle få gamle forfaldne bygninger og en ortodoks kirke fra russernes tid i byen. Der er et par små mindeparker, som sjovt nok hedder Erik Hansens og Leif Hansens mindeparker. Vi kan ikke nogen steder læse om det rent faktisk er danskere, men navnene er i hvert fald danskklingende. Der er også en Hansen Lane og Petersen Avenue, så det kunne tyde på, at der har været danskere, som har været udvandret hertil og på en eller anden måde sat sit præg på byen.
Kenaifloden munder her ud i Cook Inlet og nede på bredderne af floden kan vi se en masse lystfiskere, som står med dipnet og prøver at fange laks. Vi ser dog ikke nogen få gevinst.
Vi fortsætter mod Soldotna, hvor vi får handlet lidt ind inden turen går videre af Sterling Highway, hvor vi prøver at finde en campingplads for natten. Vi er inde på en enkelt, men den har vi ikke lyst til at bo på. Den ligger i et skønt område med sø og flod, men pladserne er fuldstændig indelukket i træer og der er myg! Det sidste er det største problem. Vi gider ikke at have myggene sværmende om os, når vi ved at vi kan undgå dem ved ikke at vælge steder med for mange træer.
I Cooper Landing standser vi ved byens bryggeri. De fleste byer, små som store har deres eget bryggeri og de brygger godt øl. Vejret er klaret op og vi kan sidde udenfor i solen og nyde en af deres dejlige øl, mens vi prøver at finde ud af, hvor vi kan få en campingplads. Tlf-nettet er dog ikke stærkt nok, så vi kan ikke surfe og der er ikke internet på bryggeriet.
Efter øl-pausen kører vi blot mod Seward og så må vi se, hvad der viser sig. Da vi nærmer os Seward, kører vi fra Sterling Highway op mod Exit Glacier, da vejret nu er rigtig flot med sol og blå himmel og vi havde allerede planlagt, at vi ville op at Exit Glacier, mens vi er i Seward, så det kan vi lige så godt gøre nu. Der står også i The Milepost at der er gode parkeringspladser, langs vejen, hvor man gerne må overnatte, så vi kan slå 2 fluer med et smæk. Både se gletsjeren og finde overnatningssted.
Det er en meget flot tur op til Exit Glacier, hvor vi kører mellem høje bjerge og langs en flod. Klokken er 7, da vi når frem til gletsjeren, men her er stadig mange biler/RVer og mennesker. Måske der er mange der lige som os synes at de skal udnytte det gode vejr og gå en aftentur op til gletsjeren.
Det er en kort tur på ca. 3 km frem og tilbage til et par udsigtspunkter, hvorfra man kan se gletsjeren. Efter at vi har set og gået på både Root og Matanuska gletsjerne, er vi svære at imponere. Den her er ikke særlig stor og man kan ikke komme helt tæt på den, så det er hurtigt overset og det er bestemt ikke en wauw oplevelse, men vi fik da lidt motion 🙂
Vores overnatningssted er derimod et wauw sted. Vi finder sammen med i øvrigt en del andre campere en parkeringsplads lige ned til floden med den skønneste udsigt op til bjergene der omgiver os og der står ikke, at man ikke må overnatte – ergo er det tilladt. Grillen frem og aftensmaden tilberedes, mens vi nyder udsigten. Her er dejligt.

15. juli (Exit Glacier – Seward): Vi har sat vækkeuret til kl. 7, så vi kan komme op og hike til Hardinger Icefield, hvilket er et hike på ca. 13 km. Da vi vågner ligger skyerne imidlertid lavt, så det giver ikke nogen mening at hike op til Hardinger Icefield. Vi giver os god tid med morgenmaden og får skrevet dagbog for de seneste 2 dage i håb om at skyerne så letter. Det er dog ikke tilfældet. De bliver liggende lavt, så vi må finde på en plan B.
Vi kører ned til Seward og parkerer ved Alaska Sealife center. Da det regner er det perfekt at bruge et par timer inde i dette flotte center, som har akvarier med alle de fisk, som man også vil kunne se i havet uden for vinduerne. Der er søløver og sæler og søpapegøjer og andre fugle, som også kan ses lige uden for. Der er meget informative skilte ved alle akvarier, så man kan lære lidt om de fisk m.v. som man står og ser på. Meget interessant og absolut et besøg værd. Vi er der et par timer og går derefter en tur igennem byen. Det er faktisk det vi vil kalde en rigtig by, med forretninger og restauranter og beboelse i alm. ”parcel”-huse og flere gader. Det lyder som en selvfølgelighed, men det er en af de første byer, som vi har besøgt som ligner mere eller mindre en europæisk by. Der er selvfølgelig også en kæmpe stor lystbåde/lystfisker-havn og der ligger også et enkelt stort krydstogtskib.
Vi finder en restaurant, hvor vi får fish & chips. Det smager rigtig godt. Det skulle være halibut, men det er vi absolut ikke sikre på, at det er. Det ligner mere torsk, men tjeneren påstår, at det er halibut!
Efterfølgende tager vi en øl på Sewards lokale bryggeri. Øllet smager godt, men det minder mere om en legestue med børn, der spiller på flippermaskiner, end et bryggeri, hvor man kan sidde og nyde sin øl.
Det øser desværre ned, så vi har ikke lyst til at gå mere rundt i byen selv om der ellers var meget at se på. Vi kører derfor ud til vores campingplads – Millers Landing, som ligger lidt uden for byen lige ud til vandet, hvor man skulle kunne se hvaler og sæler og søløver m.v. Det glæder vi os til at se, men i første omgang vil vi bare gerne have, at det holder op med at regne.
Vejen ud til Millers Landing er en grusvej og det var åbenbart her, hvor der var et stort landslide for et par måneder siden, som spærrede vejen. Der er ryddet op nu, men det er tydeligt, hvor vejen har været dækket af jord fra bjergsiden. I det vejr vi har nu, pisker vi mudder op fra vejen, så vores camper ser ikke for godt ud, da vi kommer ud til campingpladsen. Selve campingpladsen har et underlag af sten og skærver, så her er der knap så meget mudder.

16. juli (Seward): Vi har været rigtig heldige med vejret på vores efterhånden 8 uger lange tur, men nu ser det desværre ud til, at vores held er sluppet op! Det regnede hele dagen i går og det fortsætter i dag og det er ikke kun en let regn. Det høvler ned, så vi har absolut ikke lyst til at gå ud i det, selv om vi har regntøj med. Vi sidder blot i camperen og drikker kaffe og ser på billeder og krydser fingre for, at det snart vil klare op, men iflg. vejrudsigterne ser det desværre ikke sådan ud – øv.
Vi skal ud at sejle på fjordene i morgen. En 7,5 time lang tur som går til forskellige gletsjere og der skulle være rig mulighed for at se diverse hvaler, sæler, søløver, havoddere og fugle, men hvis vejret fortsætter som nu, så bliver det nok ikke til at se ret meget. Vi kan i hvert fald ikke se ret langt ud over vandet i dag.
Jeg tager fat i selskabet, som vi har booket turen hos, og hører om vi kan udsætte turen en dag, da vejrudsigten for i overmorgen ser ud til at blive lidt bedre. Det skulle i hvert fald ikke regne! De er heldigvis flexible, så vores tur bliver straks ombooket til den 18. juli i stedet.
I løbet af aftenen bliver det opholdsvejr et par timer og vi kan lige komme ud og gå en tur langs stranden og se hvor det i det hele taget er vi bor. Det er et lidt specielt sted, som i hvert fald i regnvejr er lidt klondike-agtigt 🙂 
Vi ser lidt wildlife. 4 bald eagles flyver hen over hovederne på os og sætter sig på stranden og i træerne bag os, 2 sæler svømmer forbi og en havodder ligger og hygger sig på ryggen ude i vandet ud for os. Det kan vi godt li´ at se. 

17. juli (Seward): Det var i dag vi skulle have været på sejltur ude i fjordene, men heldigvis har vi fået ændret det til i morgen. Det regner stadig meget og vi har kun 13 grader, så det er ikke så rart at sidde her og kikke ud, men det ville trods alt have været værre at være ude på vandet og formentlig ikke kunne se så meget.
Vi må prøve at holde os varme og hygge med læsning og film og så krydse fingre for at vejret bliver bedre i morgen.
Vejret bliver heldigvis meget bedre hen under aften. Solen kikker frem og der bliver blå himmel, så vi kan se de smukke bjerge, som omgiver os. Der bliver pludselig et helt andet liv på campingpladsen. Folk kommer ud af vognene og griller eller tænder bål og nogen går så vidt, at de tager badetøj på og går ud i vandet! Det er helt vildt. Vandet er ikke mere end 13-14 grader, men det er åbenbart nok for de lokale. Det er bestemt ikke noget for os. Vi sidder i vores lange bukser og dunjakker for at holde varmen. De må have en anden kropsvarmen end os!
Vi nøjes med at sidde og se på dem og går en tur langs stranden. Da det er ebbe, kan vi kommer væsentlig længere end forleden dag, men pludselig må vi også skynde os tilbage, da vi kan se at vandet er på vej tilbage og det går ret hurtigt. Der er selvfølgelig også en forskel på 7-9 meter mellem flod og ebbe her, men med den hurtighed det kommer her, så kan vi pludselig godt forstå at nogen bliver fanget af tidevandet.
Vi når dog hjem inden vandet er nået helt op, så vi kommer tørskoet tilbage til camperen :-).

18. juli (Seward): Vejret er ikke helt så godt her til morgen, som da vi gik i seng i går. Skyerne hænger lidt langt nede, men det er i det mindste ikke regnvejr og det blæser heller ikke. Vejrudsigterne lover bedre vejr op af dagen, så det sætter vi vores lid til.
Det er i dag vi skal på vores 7,5 time lang sejltur ud på fjordene for at se gletsjere og wildlife. Vi skal tjekke ind kl. 8:30 og sejle kl. 9:30. Da vi ikke har bestilt flere dage på campingpladsen i Millers Landing, kører vi ned i midtbyen og finder en parkeringsplads, hvor vi i hvert fald kan holde mens vi er ude at sejle, så må vi finde overnatningssted, når vi kommer ind igen omkring kl. 17.
Det er en forholdsvis stor båd, vi skal med. Der er plads til 200 passagerer men vi er kun 144, så vi burde have fin plads til at gå rundt. Vi får alle tildelt en fast plads indendørs, men er selvfølgelig velkommen til at gå udenfor og stå  på dækket, hvor der både er plads på øverste dæk, i stævnen og agter. Vi er udenfor i hvert fald halvdelen af tiden, da det ikke er til at fotografere igennem vinduerne. Det er dog lidt koldt udenfor, så vi må ind og få varmen engang imellem. 
Da vi kommer helt ud til det åbne hav, hvor søen godt kan være lidt hård, har vi været forudseende og købt søsygeplaster hjemmefra, som vi satte bag ørene i går aftes. Det er desværre ikke alle som har tænkt så langt. Besætningen har derfor travlt med at uddele brækposer og give gode råd til, hvor man helst skal stå for at få frisk luft og kunne følge horisonten. Det hjælper dog ikke alle. Der står rigtig mange på agterdækket med poser i hånden og de bliver også flittigt brugt, da vi kommer ud hvor søen er højest. Ulrich og jeg har det fint selv om båden godt nok vugger noget frem og tilbage, men heldigvis kommer der 3 spækhuggere, som kan aflede opmærksomheden på bølgerne. De er ganske vist lidt langt væk, men vi kan da se deres blæs. Det er en enkelt han med meget høj rygfinne og 2 hunner med knap så høj rygfinne. Kaptainen er meget ivrigt for at vise os dem, men vi kommer aldrig rigtig tæt på dem. Det samme gælder sælerne og søløverne, som ligger inde på klipperne. Vi skal have kikkerter for at se dem rigtigt. Det var ikke helt det vi havde regnet med, når vi tog på en wildlife og gletsjertur på fjordene. Tilgengæld er det en flot tur mellem bjergene. Det kan minde lidt om Norges fjorde, blot er bjergene ikke så stejle her som i Norge.
Vi ser flere gletsjere undervejs, som alle kommer ned fra Hardinger Icefield, men 2 kommer vi helt tæt på, da de ender nede i fjorden. Først Holgate og efterfølgende Aialik. Holgate er ikke så stor, men den er flot og da vejret samtidig har ændret sig fra overskyet til blå himmel, så kan vi ikke ønske mere. Holgate sørger ovenikøbet for underholdning til os, idet det kælver flere gange, mens vi står og ser på den. Store stykker is falder ned i vandet, men det mest uhyggelige er lyden. Det giver nogle gevaldige brag, når isstykkerne knækker af og falder ned. Stykkerne flyder efterfølgende rundt omkring os og nogle af de store stykker udnytter sælerne til at ligge på. 
Aialik Glacier er meget stor og imponerende og vi kommer også helt tæt op af den, så vi kan se den blå is og de store stykker is, som sansynligvis snart vi brække af. Vi får virkelig valuta for pengene her. Den kælver adskellige gange. Nogle er kun små isstykker, men vi får også et par virkelig store stykker, hvor der efterfølgende kommer en flodbølge mod os, så vi får en gevaldig vuggetur. Ved den største kælving, er der heldigvis en klippe imellem os og gletsjeren, som tager noget af kræften af flodbølge. Hvis det ikke havde været tilfældet ville kaptainen have været nødt til at sejle væk i en hulens fart, men som sagt. Der er en klippe, som tager fra og vi kan blive liggende og nyde synet. Det er hundekoldt selv om vi har dunjakker og vanter på, da vinden kommer oppe fra gletsjeren og fejer ned over os, men vi kan ikke få nok af synet, så vi bliver på fordækket i forreste række.
Besætningen synes vi skal have lejlighed til at røre ved den mange hundrede år gamle is, så de fisker ved hjælp af bådshage og net en pæn stor isklump op af vandet, som de lader gå på omgang mellem os, så vi kan blive fotograferet med den. Efterfølgende bliver den skyllet og bragt ned i kabyssen, hvor de hugger stykker af den, så vi også kan få lov at smage isen rå eller i en margarita. Vi vælger at smage den i en margarita 🙂 Ved ikke om det gav nogen forskel i smagen, men tanken om et så gammelt stykke is i drinken, var da sjov.
På turen hjemover får kaptajnen melding om at der er set en humpback hval uden for fjorden, så den sejler han efter. Han vil så gerne vise os nogle af de store havdyr og ikke kun sæler og havoddere, som vi ser en del af. Humpback hvalen er imidlertid ikke så let at komme tæt på, da den kan være under vandet i meget lang tid, så man ved aldrig hvor den vil dukke op efter en neddykning. Vi ser den et par gange. Eller rettere vi ser dens blæs et par gange og halen en enkelt gang, men det er på lang afstand, så det kunne være en hvilken som helst hval.
Vi er tilbage i havnen i Seward kl. 17 efter en skøn tur med dejligt vejr. Endnu engang har vi fået det gode vejr på det rigtige tidspunkt efter, at vi vel at mærke udsatte turen en dag 🙂
Efter en lang dag på havet gider vi ikke at køre så langt, så vi kører blot op til den parkeringsplads ved floden op mod Exit Glacier, som vi også holdt på inden Seward. Her er bare så flot og stille og roligt. Der holder kun en enkelt camper ud over os, da vi ankommer, men der kommer flere i løbet af aftenen.
Vi er ved at gå i afrejsemode, da vi skal flyve hjem fra Anchorage om 3 dage og vi kan se, at vi har for meget mad tilbage. Det er mest noget mad på dåse. Flåede tomater, supper og bønner, men vi synes det er synd blot at smide ud, så vi samler sammen og går over til den første camper, hvor der sidder en mand på forsædet. Han ruller straks vinduet ned, da vi nærmer os og da han hører at vi vil forære dem vores mad, hvis de vil have det, dukker konen også op. De bliver meget overraskede og glade over vores tilbud og tager gladeligt imod. De vil oven i købet også gerne have nogle ris og pasta, selv om vi har taget hul på pakkerne. Det er et modent ægtepar oprindelig fra Irland, men nu bosiddende i Californien. De er rejst hjemmefra den 1. maj og har fulgt stort set samme rute som os op igennem Canada, men de har boondocket hele vejen. De skal være væk hjemmefra indtil en gang sidst i september eller først i oktober. De kører tilsyneladende på lavt budget, men hygger sig. Så søde mennesker at snakke med. Vi misunder dem lidt, at de skal køre rundt yderligere et par måneder, men i princippet kunne vi jo bare gøre det samme og måske gør vi det også senere. Lige nu har vi imidlertid en flyver vi skal nå og en camper, som snart skal afleveres, så det må blive næste gang 🙂

19. juli (Seward – Anchorage): Det dårlige vejr er vendt tilbage. Skyerne hænger tungt over bjergene. Vi havde håbet på, at vi i dag kunne hike op til Hardinger Icefield, men det giver ikke nogen mening med skyerne hængende så lavt. Vi vil ingen ting kunne se.
Da vi har spist morgenmad og skal til at pakke os sammen for at køre, kan vi se at Bridget og Joel, som vores venner fra i går hedder, er ved at køre. Vi lukker lige døren op for at ønske dem god rejse videre og straks stopper de og ruller vinduet ned og takker os endnu engang for, at vi kom over og gav dem vores mad. Det er de meget taknemmelig for og Joel vil gerne give os en lille ting. Han synes goldpanning er vildt spændende og har flere gange været ude i floderne for at finde guld. Han viser os en lille beholder, hvor der ligger nogle små stykker guld i, som han har stået 6 timer ude i floden i bare tæer for at finde og nu vil han give os en lille smule af det guld, så vi kan fortælle hjemme, at vi har mødt en rigtig gold prospektor, som har givet os noget af sine fund til gengæld for noget mad. Det er simpelt hen så rørende.
Endnu engang har vi mødt nogle fantastiske mennesker. Hvor er det dejligt, at der er så mange søde mennesker og hvor er det let at komme i kontakt med dem herovre. Vi havde iøvrigt også sagt til dem at de kunne overtage vores cykler, hvis de kunne bruge dem, men de havde desværre ikke plads til dem, men de havde i løbet af natten tænkt over det og gav os navnene på nogel velgørende organisationer, som helt sikkert tog imod donationer i form af et par cykler. Det vil vi arbejde videre på, når vi adgang til internet og kan søge deres adresser.
Da Bridget og Joel er kørt får vi også samlet os sammen og sætter snuden mod Anchorage. Vi vil finde et sted ned til Turnagain Arm, så vi kan se tidevandsbølgen, som kommer ind her med stor kraft nogle dage. Desværre kan vi ikke rigtig finde nogle steder, hvor vi har adgang til vandet. Campingpladserne ligger inde imellem træerne, hvorfra vi ikke vil kunne se vandet, så vi dropper det og kører hele vejen til Anchorage, hvor vi skal aflevere camperen i morgen.
Campingpladserne herinde er vanvittig dyre og ikke særlig gode og den eneste vi kunne tænke os. Den tager ikke imod flere bestillinger, da personalet er ramt af Covid-19 og formentlig ikke vil være på arbejde den næste uges tid! Trist at der er kommet en opblussen af Covid specielt i Anchorage på det sidste. 
Vi ender derfor med at boondocke på en parkeringsplads ved Cabela, som er en meget stor outdoorbutik. Her holde vi med mindst 25 andre campere. Det rygtes via forskellige apps, hvor der er mulighed for at boondocke. Vi har specielt brugt en, som hedder Campendium. Den lister både gratis og betalingssteder og nogle gange også både priser og anmeldelser, så den er meget god at bruge.

20. juli (Anchorage): Det er vores sidste dag i Alaska. Vi skal aflevere camperen inden kl. 12. Det er en lidt vedmodig dag. Vi har godt nok rejst rundt i 9 uger, men hvis vejret ellers havde artet sig, så kunne vi godt være fortsat. Vi har haft så mange gode oplevelser på den her rejse og mødt en masse spændende og søde mennesker. Det er helt vildt, men det bliver nu også rart at komme hjem til sommeren i Danmark og få spillet lidt golf, som vi overhovedet ikke har fået gjort herovre, så måske er vi lidt rustne, når vi kommer hjem 🙂
Vi pakkede kufferterne i aftes, så vi er egentlig klar til aflevering af camperen. Vi skal blot forbi en tankstation og få fyldt benzintanken op og have tømt vandtankene. Go North hvor vi har lejet camperen åbner først kl. 10, så vi er lidt tidligt på den og kan lige nå en lille tur ned til Lake Hood, hvor alle vandflyverne letter og lander. Det skulle være verdens travleste vandflyversø, men lige nu hvor vi er der ser vi kun 3-4 stykke lette.
Da Go North åbner får vi afleveret camperen. Vi er lidt spændt på, hvor meget de vil have vi skal betale for stenslaget i forruden og om de vil tage rengøringsgebyr. Der står i kontrakten, at man skal vaske camperen både ind- og udvendig. Indenfor er vi vant til, men vi har ikke været vant til, at den også skal være vasket udvendig. Vi har brugt lidt tid på at vaske det meste af støvet af udvendig, men vi har ikke været i vaskehal, hvor man efter sigende kan komme til at betale op mod 100 dollars for at bruge højtryksrenser og sæbebørste. Vi har løbende tørret det værste væk, men den har på intet tidspunkt været meget beskidt. Vores arbejde bliver da også godkendt. Den er flot siger de og vi slipper for at skulle betale noget til rengøring. Vi slipper dog ikke for at betale 95 dollars for stenslaget. Det er ærgerlige penge, når vi ikke selv er skyld i det, men vi kan ikke gøre så meget andet end betale 🙂
Med afsluttet regning og et farvel til vores hjem igennem 9 uger, går vi over til vores hotel, som ligger et par blokke oppe af vejen. Vi skal først flyve hjem i morgen, så vi må tage en enkelt nat på hotel. Desværre kan vi ikke tjekke ind her før kl. 15, så vi skal have dagen til at gå med noget.
Vi vil finde en kaffebar, men ender på en sjov gammel restaurant Gwennies Old Alaska Restaurant. Det er et meget specielt sted, hvor det er lokale, som kommer. Der er en hyggelig lille bar/krostue med barstole og små borde og ved siden af er der en stor restaurant med en udstoppet grizzly bjørn midt på gulvet og på første sal er ligeledes restaurant.
Vi står lidt tøvende, da vi kommer ind af døren, men straks er bartenderen der. Hvad kan vi hjælpe jer med? Vi kunne bare godt tænke os en kop kaffe. Ja, så er vi da kommet til det rigtige sted. Sæt jer ned her ved baren, og straks kommer kaffekopperne sat foran os og vand hvis vi vil have det. Ved siden af os sidder en ældre dame. Hun kikker lidt på os og spørger så, hvor vi kommer fra. Hun har aldrig mødt nogen fra Danmark, så det synes hun er spændende. Hun skal høre om vores rejse, men hun hører ikke så godt og jeg tror heller ikke at hun er så hurtigtænkende mere. Hun spørger i hvert fald flere gange til det samme. Bartenderen skal også lige høre lidt, så det er meget hyggeligt, man føler sig i hvert fald velkommen og vi bliver hele tiden budt på mere kaffe, men til sidst kan vi ikke drikke mere. Vi trænger mere til noget mad, så vi flytter ind i restauranten, hvor vi får en dejlig burger. Efterfølgende går vi tilbage til krostuen, men nu er alle pladserne ved bare optaget og der sidder også en ved hvert af de fire små borde. Bar-damen er der med det samme. I kan bare sætte jer ved et af bordene. Her kommer vi hinanden ved 🙂 Vi sætter os tøvende ved en mand, som sidder og spiser. Han byder os med det samme velkommen og skal høre hvor vi kommer fra, om vores tur og lidt omkring Danmark. Det er ganske hyggeligt at sidde her og få en øl og efterhånden er der også andre, som lige kommer med et par bemærkninger til os. Manden som vi deler bord med, kan ikke blive så længe for han er faktisk ved at flytte og skal hjem og fylde flyttekasser, men da han betaler sin egen mad, betaler han også vores øl. Det var hyggeligt at møde os siger han og så er han ude af døren. Endnu engang overvældes vi af den imødekommenhed, vi møder. Det er et skønt land og folkefærd vi er kommet til. Vi har jo rejst meget i USA, og også mødt søde mennesker, men det har måske virket mere overfladisk end det vi møder her. Der er en oprigtig interesse og kæren for hinanden her.
Efter et par øl bryder vi op og går tilbage til hotellet, hvor vi nu kan tjekke ind og få vores værelse. Det er ikke noget særligt, men her er rent og pænt og det ligger ikke langt fra lufthavnen og så har de oven i købet transport til lufthavnen hver time døgnet rundt, så vi skal ikke tænke på taxa i morgen tidlig, når vi skal afsted.

21. juli (hjemrejsedag): Vi får morgenmad på hotellet, som nu ikke er noget særligt. Det er meget motelagtigt med donots og toastbrød! 
Vi må vente og rykke et par gange før vi får hotellet til at starte en bil og køre os til lufthavnen, men vi kommer til lufthavnen i tide og bliver tjekket ind.
Vores tur hjem bliver noget længere end oprindelig planlagt ved bestilling af flybilletterne, da Iceland Air pludselig nedlagde deres direkte rute fra Anchorage til Reykjavik. Vi må i stedet tilbage over Seattle, hvilket gør turen ca. 5 timer længere med ophold i lufthavn, men bortset fra det så forløber turen hjem uden nogen bemærkninger og vi lander i Kastrup til planlagt tid.

Du kan se flere billeder via Fotoalbums i topmenuen og som noget nyt også videoer ligeledes via topmenuen.