Dagbog fra Arizona (2019)

14. april (CPH – Los Angeles): Så er 3 ugers forårsferie startet – skønt. Vi flyver med British Airways via London til Los Angeles. Da vi først skal flyve fra Kastrup kl. 13.40 har vi en stille og rolig morgen med morgenmad og hygge inden vi kører til lufthavnen i vores egen bil. Det er noget lettere end med det offentlige, når vi skal have golfbaggen med :-).

Alt går planmæssigt med besøg i loungen i Kastrup og videre til London, men i London bliver vi desværre forsinket. Først er flyet kommet sent ind og de mangler catering og da vi endelig er kommet ombord og begyndt at køre ud til startbanen, bliver vi stoppet, da flyvelederne har set gummispor under flyet, som de ikke er sikre på om stammer fra vores fly eller et andet, så det skal undersøges inden take off. Det er åbenbart ikke fra vores fly for vi får da til sidst lov at lette, men på det tidspunkt er vi næsten 3 timer forsinket! Ærgerligt for så forsvinder vores aften i Los Angeles.
Flyveturen er lidt urolig på trods af, at vi flyver i den store 380er, men vi når da frem til LA kl. 21, hvor vi skal igennem det store cirkus, som det altid er i USA ved immigration. De har nu fået lavet selvbetjeningsautomater til paskontrol, som virker udmærket men efter at have stået i kø til dem, skal man efterfølgende stå i kø til personlig paskontrol, hvor der bliver stemplet i passet! Virker lidt skørt, men der er nok en mening med galskaben.
Vi har lejet bil, som vi henter hos Alamo. Det går til gengæld meget hurtigt, så vi er snart på vej af de befærdede veje til vores hotel på Sunset Boulevard – hotel SureStay Collection by Best Western. Det er ikke noget luksushotel, men ligger godt, er nyrenoveret og har gratis parkering.
Vi er efterhånden godt trætte, da vi har været oppe i omkring 24 timer og kun sovet lidt i flyveren. Sengen kalder derfor på os efter vi lige har været i et supermarked og købe lidt vand, da hotellets automat var løbet før!

15. april (Los Angeles): Vi vågner tidligt dels p.g.a. jetlag og dels p.g.a. trafikken, som starter tidligt. Vi føler os ikke udhvilede, men da vi jo ikke fik set noget af LA i går p.g.a. flyforsinkelsen, så skal vi ud at se byen nu. Vi bor på Sunset Boulevard, som kører parallelt med Hollywood Boulevard, så vi skal selvfølgelig op at se alle stjernene med de kendtes navne på Walk of Fame og The chinese Theatre, hvor de kendte også har skrevet deres navne i fliserne og lavet fod- og håndaftryk. Der er rimelig roligt her fra tidlig formiddag. Vi genkender en masse gamle skuespillere foran teatret og også på Walk of Fame.
Vi har ikke så meget tid, da vi har aftalt med Cruise America, at vi skal hente camperen kl. 14 og vi vil gerne se det man nu skal se, når man er i Los Angeles, så vi tager den nemme løsning og køber billet til Sightseeing hop on – hop of bussen og kører den røde og den gule rute. Det tager ca. 4 timer og så har man været en stor del af LA rundt. Man ser selvfølgelig ikke det hele fra bussen, men man får en godt overblik og der bliver fortalt en del om, hvor de kendte bor eller boede og hvor der har været filmet til hvilke film og hvis man skulle have interesse i at møde/se de kendte, så er der fif til, hvor de kommer. Det er selvfølgelig meget sjovt at høre og se, men når vi ellers har været på disse busture rundt omkring i verdens byer, så plejer der også at være en del historie med, men det var meget småt med det på denne tur.
Vi fik set en del og samtidig slappet af og fik sol i ansigterne, så det var OK. Vi var dog i gevaldig tidsnød, så vi måtte udsætte hentningen af camperen til kl. 15.00. Da vi kom tilbage til Hollywood Boulevard, var der alt andet end roligt, som i formiddags. Der var stopfyldt med mennesker/turister og der var musik på gaden og foran bl.a. Chinese Theater var der udklædte personer, som skulle ligne Michael Jackson, Supermand, Hulken m.v. De rendte rundt og hilste på folk og ville fotograferes sammen med turisterne i håb om at få en skilling bagefter 🙂
Det er lidt af et show, men på en eller anden måde kan man ikke lade være med at blive lidt facineret af den måde som amerikanerne fører sig frem. Det er crazy, men også sjovt.
Vi skal som sagt hente camperen kl. 15, hvilket vi næsten når. Trafikken er heftig igennem LA her om eftermiddagen selv om det ikke burde være rush-hour endnu. Selv om vi kommer en time senere end først aftalt, så er camperen ikke klar! Den har ikke fået tømt tankene og vores køkkenudstyr og sengetøj, som vi har lejet er heller ikke fundet frem, så der går endnu en time før vi kan forlade Cruise America for at køre over til den nærliggende lufthavn og aflevere vores udlejningsbil.
Så er det tid til at proviantere i nærmeste Wallmart. Vi har en lang huskeseddel, som vi bare skal følge, men vi er begge trætte og det kniber med at holde hovedet klart til at overskue, hvad vi skal have og til vores store undren, kan vi ikke få en lille gasgrill, som vi ellers altid plejer at kunne få. Det er jo nærmest en katastrofe! Vi har set frem til at skulle leve af grillmad og har faktisk allerede lagt de store bøffer i indkøbsvognen. Vi må finde et andet varehus i morgen, så vi kan få vores grill.
Det er næsten mørkt, da vi kommer ud af Wallmart og vi er sultne. Der ligger en McDonald lige på den anden side af vejen. Det bliver vores aftensmad, når vi nu ikke kan få vores dejlige store bøffer på grillen 🙂
En burger gør godt og vi får mod på at køre til Banning, hvor det hele tiden har været vores plan at nå i dag. Det er godt nok en køretur på næsten 1,5 time, men det går nok. På denne tid af aftenen er trafikken ikke så slem, som den vil være, hvis vi venter til i morgen tidlig. Vi er fremme på campingpladsen kl. 21.30 og lægger os straks til at sove. Det har været en lang dag og vi er stadig ikke ovre jetlag og manglende søvn de seneste 2 nætter.

16. april (Banning – Palm Springs): Det var nogenlunde vejr i går i LA. Solen skinnede det meste af dagen og vi blev godt røde i ansigterne, men temperaturen var kun omkring 15-20 grader. I nat har det imidlertid været hundekoldt. Jeg måtte op og tage mere tøj på i løbet af natten for at holde varmen og her til morgen er den hel gal! Det småregner og der er kun 6-8 grader. Det var ikke, hvad vi havde regnet med hjemmefra og derfor har vi heller ikke tøj med til sådan en kulde.
For at kompencere for den manglende varme og sol, må vi foretage os noget som kan gøre os glade og det er, at køre i Outlet centeret. Der er et kæmpe et af slagsen kun 10 km fra campingpladsen. Det bliver til en shop-amok-dag, hvor vi får købt en masse dejligt tøj og ikke foretaget os noget som helst andet. Det vil sige, vi finder en wallmart, hvor de heldigvis har en gasgrill, så vi kan få de store bøffer på grillen til aftensmad 🙂
Ulrich har dog svært ved at holde gang i grillen for det blæser helt vildt i Palm Springs. Måske er det altid sådan for rundt omkring byen er der i hvert fald flere kæmpe vindmølleparker og de står der vel p.g.a. vinden! Vi håber dog, at vinden må lægge sig, mens vi er her for det er temmelig belastende med så kraftig en vind. Nogle steder var det faktisk svært at holde camperen på vejen og der stod en sandstorm hen over vejen, så vi var glade for, at det ikke var vores egen bil, der blev sandblæst.

17. april (Palm Springs / Hot Desert Springs): Det er Ulrichs fødselsdag og hvilken morgen at vågne op til. Solen skinner fra en skyfri himmel og der er allerede 17 grader kl. 7. Vi ligger på KOA Palm Springs/Joshua Tree campingplads, hvor der er palmer og udsigt til de omkringliggende bjerge, hvoraf der er sne på 2 af toppene selv om de ikke er højere end ca. 4.000 meter. Det siger lidt om temperaturen. Det er stadig forår med nattemperaturer ned til frysepunktet nogle steder.
Det er utroligt, som vejret har ændret sig siden i går i Banning, hvor det var overskyet og småregnede og var hundekoldt og til her, hvor der nok skal blive varmt i løbet af dagen. Det er Banning Passet, som vi passerede i går, som danner skillelinien mellem den kolde luft ude fra havet og varmen inde fra ørkenen omkring Palm Springs.
Vi kører ind til Palm Springs Tramway, som går op til San Jacinto Mountain i 3516 meters højde. Vi må dog køre en omvej, da den normale vej er spærret på grund af sandflugt. Blæsten i går har fået sandet til at fyge hen over vejen og lægge sig i store bunker, lige som vi herhjemme oplever det med sne om vinteren.
Palm Springs Tramway er verdens største roterende svævebane og blev etableret tilbage i 1963. Det tager ca. 10 minutter at køre op til toppen og den går meget stejlt op via 5 tårne og udsigten bliver mere og mere storslået efterhånden, som vi kommer op. På toppen har vi udsigt over store dele af San Andreas forkastningen hvori bl.a. Palm Springs ligger og bjergene på den anden side. Heroppefra kan man også se de kæmpe store vindmølle-parker, som udnytter vinden, som bliver presset op igennem Banning Passet ude fra havet.
Vi går af Desert view Trail, som er en flot tur rundt til 5 forskellige udsigtspunkter. Det ene flotterede end det andet. Der ligger endnu lidt sne på ruten, men det er ikke meget. Solen er ved at få magt og vi har også svært ved at finde ud af om vi skal have trøje på eller ej, da temperaturen svinger meget om vi er i læ og i sol eller skygge.
Vi spiser frokoste på toppen og får bestilt bord til en god restaurant til aftensmaden. Vi skal jo ud og fejre Ulrichs runde fødselsdag.
Vi er nede fra bjerget sidst på eftermiddagen og går en ture igennem hovedgaden i Palm Springs. Det er en meget flot by med palmer langs hovedgaden og i fortorvet er der stjerner med kendte personers navne fra området ligesom Hollywood Boulevard i Los Angeles med Walk of Fame.
Der er rigtig mange restauranter i hovedgaden, som ser hyggelige ud, men den, vi har bestilt bord på, er bestemt en af de bedre med en hyggelig gårdhave, hvor vi får bord oppe på en terrasse, hvor vi kan sidde og kikke ned til de øvrige borde. Det er ikke så ringe. Restauranten bliver snart fyldt op og det forstås. Der er en rigtig god stemning og betjeningen er venlig og maden er fantastisk.
Det har været en rigtig dejlig dag, og Ulrich er tilfreds med fejringen. Hjemme på campingpladsen slutter vi dagen af med en tur i Hot pool, så kan det vist ikke blive bedre 🙂

18. april (Palm Springs / Hot Desert Spring – Joshua Tree NP): Lige som I går vågner vi til skyfri himmel og kan tage shortsne på fra morgenstunden. Det bliver sikkert lige så varmt i dag, som i går, hvor vi rundede de 32 grader.
Ulrich fik ikke sin fødselsdagsgave i går, da den skulle købes herovre, så vi starter dagen med at køre til Desert Palm, hvor der ligger en Best Buy, som har det apple watch, som han har ønsket sig. Det viser sig imidlertid at der ikke er den store besparelse i forhold til Danmark, så han beslutter sig for at vente med at få det til vi komme hjem, da det så er lettere med garantien. Det bliver med andre ord en forgæves tur på 50 km. Ærgerligt, men så fik vi set lidt mere af dalen og endnu flere af de omkring 100 golfbaner, der omkring Palm Springs 🙂
Tilbage på sporet kører vi mod Joshua Tree Nationalpark, men stopper ved Big Morongo Reserve, som skulle være et godt sted til fugle-spotning. Vi går en lang tur og hører en del fugle, men ser ikke ret mange og de eneste vi kan genkende er et par colibier. Vi ser derimod en del forskellige firben og en enkelt slange – en Californisk kingsnake. Ved ikke om den er giftig! Vi havde håbet på at se rattlesnakes, men de holdt sig væk!
I Joshua Tree er vi inde på Visitor-centeret og købe nationalpark-pas og få lidt informationsmateriale om nationalparken, hvorefter vi kører til vores campingplads – Black Rock og tjekker ind. Jeg har reserveret plads til os i 2 nætter og det viser sig at være godt, for pladsen er helt fyldt op.
Vi slapper af resten af dagen på campingpladsen. Jeg trænger til en middagslur og Ulrich hygger sig med at kikke på de andre campister og en stor skildpadde, som spiste trækul fra en af bålpladserne. En ranger fortalte, at det var godt for skildpaddens fordøjelsessystem! Ud over skildpadden var der i øvrigt også kaniner og nogle sjove flotte fugle – Gambel´s quail, som pilede hen over jorden sammen med roadrunners.
Det er endnu en varm dag, hvor vi runder 33 grader, men så snart solen går ned, så daler temperaturen drastisk. Det er lidt koldt at sove, men hellere det end for varmt.
Det er i øvrigt fuldmåne, så der bliver ikke rigtig mørkt. Vi kan se alle de flotte Joshua træer, som står og strækker deres arme i månelyset.

19. april (Joshua Tree NP): En forrygende dag i Joshua Tree NP. Vækkeuret er sat til kl. 5. Solen er ikke stået op endnu, men vi vil gerne nå ud i parken inden varmen bliver for slem og inden der kommer for mange mennesker. Vores campingplads ligger på parkens område, men der er ikke veje ind i parken herfra, så vi skal køre over 20 km for at komme til indgangen til parken. Det er lidt træls, men da jeg bestilte plads hjemmefra, var jeg ikke klar over, at der var så langt!
Vi kører ind i parken omkring kl. 7. Der er ikke nogen rangere til at kontrollere parkpas, så vi kører bare ind. Vi har stort set parken for os selv. Der er meget flot med de mange Joshua Træer, som står som store kaktusser og strækker deres arme mod himlen. Mange af dem blomstrer nu og det samme gør alle blomsterne på jorden og yuccaerne ligeledes, så der er et spil af hvide, gule, røde, blå og lilla farver. Forårets blomsterflor er virkelig på sit højeste nu. Fra mit i maj bliver varmen for kraftig og det meste vil være tørt og kedeligt at se på.
Parken er temmelig stor, men kan køres igennem på omkring 2 timer. Det er ikke vores mål at se den på 2 timer. Vi kører stille og roligt og nyder morgenlysets bløde farver og går 3 længere ture. Den ene ud til Wall Street Mill, som er resterne af en valse, som blev brugt til at knuse de guldholdige sten med, da man gravede guld i parken. Der var også en gammel brønd og nogle rustne bilvrag.
Efterhånden kommer der flere mennesker/biler og da vi går den lidt mere anstrengende tur op på Ryan Mountain er vi ikke alene mere. Det er den mest populære tur og det kan vi godt forstå. Det er en tur på 5 km med 304 højdemeter, som enden på toppen af Ryan Mountain. Hvorfra der er 360 graders udsigt ud over parken. Det er en vidunderlig udsigt og absolut den varme tur værd derop.
Nede igen kører til den sydlige del af parken til Cholla Cactus Garden. Det er et område, hvor der er en særlig høj koncentration af denne specielle kaktus art, som også kaldes teddybjørne, men det anbefales absolut ikke at kramme dem!
Herefter er vi lidt trætte efter at have været tidligt oppe, så vi spiser frokost og tager os derefter en lur. Det er en af fordelene ved at køre rundt i camper. Der er altid mad og en seng inden for rækkevidde 🙂
Efter vores sene middagslur er det ved at tynde ud i menneskene igen og vi går en tur på ca. 3 km rundt imellem de flotte klipper ved Skull Rock, der som navnet siger ligner et kranium. Det er ikke alle klipperne, der har lige så dramatisk udtryk, men de er flotte.
Sidste stop er solnedgang ved Keys View, hvor man ser ud over San Andreas forkastningen og Palm Springs. En storslået udsigt, men p.g.a. smog er det ikke nogen klar udsigt. Vi ankommer ca. 1,5 time før solnedgang og udnytte ventetiden med at spise aftensmad, som vi jo kan tilberede i camperen. Jo, det er den ultimative frihed at rejse i camper .-)
Da vi efter en meget lang, men skøn dag kommer tilbage til campingpladsen, holder der til vores store overraskelse en bil på vores plads! Da Ulrich venlig gør opmærksom på at det er vores plads vil han ikke flytte sig, da rangeren har sagt til ham, at det er first come, first served! Det ved vi ikke er rigtigt, idet pladsen er fuldt optaget, men først da vi finder vores reservation frem og viser ham sort på hvidt, vil han give sig og kører væk.
En lidt underlig oplevelse, men vi får da vores plads og kan gå til ro.

20. april (Joshua Tree NP – Cottenwood Cove): I dag behøvede vi ikke at sætte vækkeuret. På pladsen overfor er der i går aftes ankommet en gruppe med omkring 10 meget støjende unger, som åbenbart kender reglerne om at der skal være stille fra 22 til 6, men klokken er heller ikke mere end lige blevet 6, før de råber og skriger og løber rundt!
Det får også os ud af sengen og kl. 7 er vi allerede på landevejen. Vi skal have benzin på og købt aftensmad til de næste par dage og så kører vi op til Pioneer town, som er en gammel western by, der alene er bygget som kulisse for filmoptagelser. Den er hurtig overset og vi kører videre.
Det bliver en lang transport-dag op mod Hoover Dam. Vi kører en smule på Route 66 og er inde omkring Roys Cafe i Amboy og en gammel skole i Goff, som er lavet om til museum. Vi gør holdt i Laughlin, som er et mini Las Vegas med luksus-hoteller og casinoer ned til Colorado River. Vi har læst, at der skulle være et Outlet center, som vi lige kunne se på. Det viser sig dog, at det ikke er et Outlet Center, med de forretninger, som vi ellers går efter, så det er lidt en skuffelse. I stedet vil vi gå en tur i byen, men det er simpelt hen for varmt! Der er vel omkring 40 grader og en vind, så man føler man går i en hårtørrer. Efter 100 meter opgiver vi og vender tilbage til camperen og kører videre. I camperen har vi aircon, så der kan vi holde ud at være 🙂
Ved 5-tiden gider vi ikke at køre mere og kører ned til Cottenwood Cove, som ligger helt ned til Colorado River. Det er 20 km ned af en sidevej til et rekreativt område, hvor der er en campingplads, men vi ved ikke om der er plads, så det er lidt et sats, men heldigvis er der ledigt. Det er et dejligt sted, hvor der er en skøn lille lystbådehavn og en lille strand, hvorfra der bliver badet. Vandets temperatur er dog ikke så det frister os til en badetur!
Det er en first come, first served plads og vi finder hurtigt en plads mellem en masse mexicanske familier, som er på påskeweekend. De er mange på hver plads og de griller og spiller musik – ikke høj, men da klokken er 22 skruer de ned, så det har kun været hyggeligt med spansk musik 🙂
Vi kan sidde ude at spise. Det bliver ikke koldt her, når solen går ned, som vi ellers har været vant til – skønt.

21. april (Cottenwood Cove – Kingman): Vi har sovet dejligt. Det har hverken været for koldt eller for varmt. Solen skinner igen fra en skyfri himmel og vi kan spise vores morgenmad udenfor i solen og se på alle mexicanerne, som skal pakke al der happengut og telte sammen og forlade pladsen. For dem er det jo arbejdsdag i morgen. Godt det ikke er os 🙂
Vi kører mod Hoover Dam, men kører lige fra for at se en gammel guldmine, som en kollega har anbefalet, at vi skulle se. Stedet hedder Techatticup Mine. Det er et virkelig spøjst sted. Der er autentiske bygninger fra der blev gravet guld i sin tid, men derudover er der samlet alverdens junk. Det er 2 mænd på vel omkring 50 år, som tager imod os og fortæller om stedet og indkasserer de 10 dollers, som de vil have for, at vi må fotografere på området. Det er første gang, at vi er blevet afkrævet penge for at fotografere, men det er OK, for det er virkelig et specielt sted 🙂 Inden vi går rundt på området får vi at vide, hvor vi må gå og hvad vi skal passe på. Der er Cholla kaktusser, som vi skal passe på og så er der også rattlesnakes! Manden siger, at de kan være over alt og at de fanger omkring 20 om året, hvoraf en enkelt blev fanget inde i det rum, hvor vi står! Iøvrigt har de rattlesnake liggende i fryseren, som vi kan kikke på! Vi tror det er en joke, da han peger på fryseren, hvor der sodavand nedenunder, men da vi åbner fryseren ligger der virkelig 10-15 frosne rattlesnakes!!
Vi går rundt på området i en halv times tid og ser på alle de mærkelige ting, som er samlet. Det må have taget flere generationer at samle så meget gammelt junk!
Vi kom egentlig for at få en tur ned i minen, men de kører kun en enkelt tur derned i dag og det er først om 1,5 time. Det har vi ikke tålmodig hed til at vente på, da vi har en del på programmet i dag, så vi springer turen ned i minen over. Vi har oplevet meget allerede ved bare at have gået rundt på området.
Vores tur fortsætter mod Hoover Dam. Vi har ikke været der før og regner egentlig med, at det blot er et kik på en dæmning, men der er virkelig gjort noget ud lige denne dæmning. Det er en kæmpe anlagt attraktion, hvor man skal igennem sikkerhedskontrol og parkering er i mange forskellige niveauer, så inden man har gået over dæmningen og set det hele er der gået et par timer. Det er et enormt bygningsværk og spændende at se, så det er OK, men det er bare typisk amerikansk, at gøre så meget ud af en dæmning 🙂
Det er sen eftermiddag inden vi kører videre mod Kingman, som er vores næste overnatningssted. Vi havde egentlig regnet med at køre til Grand Canyon West rim, hvor vi endnu ikke har været, men nærigheden vinder 🙂 Det specielle ved West rim i modsætning til North og South Rim, hvor vi har været, er at der er bygget en glas-ring ud over afgrunden, som man kan gå på og se de ca. 1600 meter ned til Colorado River. Det skulle være en meget specielt oplevelse, men det er også dyrt. En skywalk-tur koster kr. 400 pr. person. Vi springer over denne gang og kører i stedet direkte til Kingman og tjekker ind på KOA campingpladsen og nyder en GT i solen. Det er bare dejligt 🙂

22.april (Kingman – Seligman): Vi vågner til en overskyet himmel og der er ikke så megen varme i luften, så vi må have lidt varmere tøj på i dag dvs. Ulrich mener stadig det er vejr til shorts, så han nøjes med en varmere trøje.
Dagens program står i route 66´s navn. Vi starter ud i Kingmans historiske centrum, hvor der bl.a. er et Route 66 museum og en del bygninger, som har påmalet logoet og så er der selvfølgelig en diner, som ud over udsmykning fra 50érne også spiller musik fra den tid.
Fra Kingman kører vi af den nok mest autentiske del af Route 66 forstået på den måde at det er den gamle vej og der er stadig temmelig øde. Der er kun nogle småflækker, som til gengæld forsøger at holde liv i The Mother Road med gamle biler og tankstandere og malerier på bygningsfacaderne. Det er virkelig sjovt at se hvor meget gammelt ragelse man kan samle og få det til at være en attraktion 🙂 Der kommer i hvert fald mange mennesker for at fotografere og der bliver helt sikkert også solgt mange souvenir-genstande. Lige som alle de andre synes vi på en eller anden måde også at det er hyggeligt og sjovt at se og opleve nogle af de gamle ting, som vi ellers kun har set på film.
Cirka midtvejs mellem Kingman og Seligman ligger Grand Canyon Caverns. Grotterne er de største tørre grotter i USA. De ligger i 65-100 meters dybde og kommer ned til dem med en elevator. Vi tager en guidet tur på 45 minutter, hvor vi ser de største grotter, som bl.a. har været brugt til bryllupper og restaurant. Et af rummene er forsynet med overlevelsesforsyninger til 2000 mennesker i 2 uger. Det blev bragt derned under Cuba-krisen, hvor man i tilfælde af bomber skulle have et sted, hvortil folk kunne søge dækning. Forsyningerne har ikke været rørt siden, så det er spørgsmålet, hvor meget af det, som ville kunne spises og drikkes!
Efter rundvisningen spiser vi frokost i restauranten – oppe på overfladen vel at mærke 🙂 Vi får de lækreste burgere. Der er næsten mere end vi kan spise, så der bliver ikke plads til aftensmad.
Det er koldt, da vi kommer op fra grotterne og det ser også ud til at der kunne komme regn, men vi er heldige og kører lige i en bane, hvor solen kikker frem og regnen falder over bjergene på begge sidder af os.
Den sidste by i dagens tur er Seligman, hvor der er rigtig mange Route 66 festligheder! Det er helt vildt, hvad de her har gjort ud af udstillingerne/butikkerne.
Vi overnatter på KOA i Seligman.

23. april (Seligman – Holbrook): Det har været en hamrende kold nat. Varmen i camperen måtte køre hele natten, hvilket ikke giver så meget søvn, da den larmer en del.
Klokken 7 står vi op. Solen skinner nu fra en skyfri himmel, men det har regnet lidt i går aftes. Inden vi får badet og spist morgenmad, er der kommet skyer på himlen, og vi kan mærke, at temperaturen i dag nok ikke kommer over 20 grader. Det gør ikke så meget, da vi har en del kørsel i dag.
Vi kører videre af Route 66, men det meste af vejen er på I-40, som har overtaget den gamle vej, så der er ikke rigtig nogle underlige steder at se. Det eneste sted er i Ash Fork, hvor ejeren af DeSoto´s Salon ville prøve at lokke folk til ved at placere en Chrysler fra 1960érne på taget af forretningen. Da det i dag er et yndet foto-mål, virkede det med at lokke folk til, men desværre lykkedes det ikke at få kunder i butikken, for den er i dag lukket, men bilen holder stadig på taget og er faktisk ret flot 🙂
Da vi skulle ud på I-40 igen, så vi et skilt til Walnut Canyon National Monument. Vi vidste ikke, hvad det var, men vi kunne jo lige køre derud og se på det.
Det viste sig at være et rigtig interesant sted med et par stier, som førte ned til boliger bygget under klippeafsatser af Sinagua (spansk = uden vand) folket for over 800 år siden. Det var et folk, som levede som farmere. De dyrkede deres afgrøder oppe på overfladen, men boede i disse klippe-boliger på klippevæggene nede i kløften. I dag kunne vi gå på gode stier, men det må have været temmelig besværligt for datidens folk at komme ned til deres boliger og ikke mindst at få byggemateriale ned til at bygge boligerne af. Sinaqua folket boede her i ca. 100 år. Det vises ikke hvorfor de forlod boligerne, men de flyttede længere sydpå og er formentlig blevet en del af Hopi-stammen.
Vi fortsætter af I-40 og tager en afstikker til Meteor Crater også kaldet Barringer-krateret. Meteor Crater er et kæmpe hul med en diameter på 1.200 meter og en dybde på over 150 meter. Krateret blev dannet for 50.000 år siden ved at en stor meteor med en fart af 40.000 km/t ramte jorden og eksploderede. Krateret er i dag det bedst bevarede i verden, da det ikke har været udsat for større nedbrydning på grund af ørkenklimaet.
Vi så først en lille film om krateret og dets tilblivelse og var derefter ude at gå på kanten på en guidet tur, med en meget vidende tur-guide, som virkelig brændte for at fortælle om krateret og om hvordan de siden det blev opdaget (af hvid mand) i 1871 har kæmpet med at bevise, at det er et meteor-krater og ikke et vulkan-krater.
Det var meget spændende at se krateret og høre tur-guidens fortællinger og iøvrigt havde man også en fantastisk udsigt ud over det omkringliggende landskab, som er en del af Colorado-plateauet.
Vores tur fortsatte herefter til Holbrook, hvor vi havde reserveret plads på KOA. Det har holdt tørt hele dagen og solen har til tider været fremme, men på det sidste stykke mod Holbrook får vi en lille regnbyge og temperaturen falder igen, så vi kan nok se frem til endnu en kold nat.

24. april (Holbrook og Petrified Forest NP): Det blev endnu en kold nat! Men til gengæld vågnede vi til en skyfri himmel og temperaturen steg hurtigt, så det er shorts-dag igen. Dagens udflugt går til Petrified Forest National Park. Parken ligger langt ude for lands lov og ret i ørkenen. Alligevel besøges parken af omkring 600.000 besøgene om året og de får bestemt set et spændende landskab. Parken er delt i 2 områder dels Petrified Forest og dels Painted desert. Begge områder er flotte og spændende. Petrified Forest har en af verdens største koncentrationer af forstenet træ. De ligger spredt over et område på 346 square miles, men de ligger tæt, så man skal ikke lede efter dem! De forstenede træer stammer fra for omkring 218 millioner år siden, hvor de strækte sig mod himlen i højder op omkring 60 meter. Under deres grene har der formentlig løbet dinosaurer rundt. På det tidspunkt lå området her omkring ækvator, der hvor Costa Rica ligger i dag og det var regnskov og fugtigt, meget anderledes end det vi ser i dag. Træer er faldet og hurtigt blevet dækket af vand og en masse forskellige mineraler er trukket ind i træet og sørget for at bevare det i stedet for, at det har gået i forrådnelse. De forskellige mineraler, som er aflejret i træet, er det, som i dag kan ses som forskellige farver i de forstenede træstammer. Stammerne blev som sagt dækket af vand og mineraler og har været gravet nede i millioner af år, men erosion gør at stammerne efterhånden kommer op til overfladen igen. Der kommer stadig nye op af jorden!
Vi starter sydfra i parken, hvor koncentrationen af træer er størst. Vi bliver overrasket over, hvor tæt de ligger. Vi har før set et enkelt forstenet træ, men her ligger de overalt, som om de er smidt rundt. Nogle er lange stammer, som ser ud, som om de er skåret i stykker med en sav, men stadig ligger de, så man kan se, hvor store træerne har været. Andre er småstykker på 1 meter, men de er alle med en anselig diameter på fra 50 cm til op over en meter og de har alle regnbuens farver, men man er ikke i tvivl om, at det er forstenede træer, for man kan se åreringene, og barken er også tydelig.
Et sted ligger der nogle stammer, som er meget lysere end de øvrige og ved siden af ligger små stykker træ eller flis. Det ser virkelig ud, som om det er træflis. Jeg må hen og føle på flisene for at konstatere, at det ikke er træ, men rent faktisk forstenet træ.
Ud over de forstenene træer, er der også ruiner af huse, som Hopi-folket har bygget for omkring 800 år siden, og det er også et fantastisk flot landskab. Vi går af nogle forskellige ruter ud i landskabet bl.a. Trail til Long Log og Agates House og Blue Mesa. Blue Mesa er en tur ned mellem klipperne. Det er badlands, som vi ikke har noget dansk ord for, men klipperne har været udsat for stor erosion og løs ler/sten dækker overfladen så det ser ud som om regnen har løbet ned over det og lavet aftegninger. I Blue Mesa er farverne på klippevæggene blå, deraf navnet. Her er meget flot. Også hernede ligger der forstenede træstammer.
Sidst på dagen er vi nået til den nordlige del af parken, som er Painted Desert. Det passer fint, at vi først er her sidst på eftermiddagen for det er røde klipper, også Badlands, som er flottest, når solen er på vej ned og der kommer blødere lys på dem.
Vi laver en kop kaffe og sætter os ud og nyder det flotte syn, mens solen stille går ned og skyggerne bliver længere og længere.
Først kl. 19 kører vi tilbage mod Holbrook og checker ind på KOA campingspladsen igen. Vi havde ikke regnet med at vores lille udflugt ville tage hele dagen, men det har været en fantastisk dag, hvor vi også har fået meget sol, da vi bare har gået og nydt naturen og ikke tænkt så meget på, at solen har megen magt på vores forårsblege hud.

25. april (Holbrook – Flagstaff): Vi har sovet rigtig dejligt i nat. Det var ikke koldt, så vi kunne sove igennem og det resulterede i, at vi sov helt til kl. 8.30. Det er første gang, at vi har sovet så længe :-). Men vi må har trængt til det.
Vi tager det stille og roligt med at komme afsted. Vi har ikke lagt planer for dagen, men der er ikke mere at se herude på prærien/ørkenen, så vi sætter kursen vestover igen mod Flagstaff. Det er en tur på ca. 200 km, så vi er fremme lidt over middag.
Vi har taget vores golfbag med, men endnu ikke været ude at spille, så nu må det være på tide, at vi kommer på græs 🙂  Vi booker tid på Continental Golf Club i Flagstaff.
Vi har kørt i solskin hele vejen og det er også solskin og dejlig varmt, da vi kommer til golfklubben, men da vi har spist frokost og skal til at gøre vores udstyr klar til at tee off, så vælter skyerne ind over os og det blæser op, så vi må have trøjer på, og da vi er klar til at få ud, begynder det dælme også at regne. Det er virkelig nedtur, når det ellers har været så godt vejr hele formiddagen, men vi har betalt, og det holder vel også op, så vi starter ud. Det er ikke så slemt til at starte med. Regnen kommer og går, men vi har regntøj på, så det går fint. Det går faktisk så fint, at Ulrich laver Hole-in-One på hul 4 🙂 Det var et helt fantastisk flot slag, og når vi så oven i købet kan se, at bolden forsvinder ned i hullet, så bryder jublen løs. Ingen af os har prøvet det før og havde måske heller ikke regnet med at opnå det og så her på en helt ukendt bane og i regnvejr. Det bliver ikke større 🙂 Det kneb også for Ulrich at holde koncentrationen resten af turen.
Da vi afleverede carten spurgte vi, om der var speciel tradition på banen for Hole-in-One, ligesom vi derhjemme får en flaske whiskey. De 2 rare mennesker lød ikke til at vide noget om det, men ønskede stort tillykke og henviste os til proshoppen. I proshoppen ønskede manageren også tillykke. Han havde selv spillet i 30 år og endnu ikke lavet Hole-in-One. Der var ingen whiskey, men han lavede et flag fra klubben, hvorpå der blev skrevet dato, hul og jern og Hole-in-One. Det var deres måde at fejre det på. Det var også et bedre minde for Ulrich end en flaske whiskey.
Mr. Hole-in-One må jeg nu kalde ham 🙂

26. april (Flagstaff – Sedona): Det er nogenlunde fint vejr da vi vågner. Nogle sidder ude og spiser morgenmad, men det synes vi nu er for koldt eller også skulle vi i hvert flad have de lange bukser på 🙂
Vi starter dagen med at køre nordpå af 89 og tager herfra ind omkring Sunset Crater Volcano National Monument og Wupatki National Monument, som er forbundet af et skønt loop på ca. 55 km med skønne udsigter. I starten af loopet er det vulkanerne, som dominerer. Specielt Sunset Crater som er den ungste vulkan, der havde sit sidste udbrud for omkring 950 år siden. Der er stadig områder omkring den, som er rå lava, hvor der endnu ikke kan gro noget. Vi går en tur nede i det, som engang var glødende lava, som løb ned af vulkanen som en flod. I dag er det sort lava med meget skarpe kanter, så man skal bestemt ikke falde ned i det! Vi var også oppe at gå på kraterkanten af det noget ældre Lenox Crater. Det er lidt sværre at se at det har været en vulkan. Det ligner mere en forsænkning i landskabet, men vi har udsigt op til de større omkringliggende vulkaner med sne på toppene.
Vores tur fortsætter op til Wupatki National Monument, som er en samling af ruiner af huse bygget af puebloindianerne fra Anasazikulturen. Wupatki-ruinen stammer fra det 12. århundrede, og er det største kendte bygningsværk på det nordamerikanske kontinent. Her boede mellem 85 og 100 mennesker.
Efter Wupatki-ruiner kører vi sydover igen. Skyerne trækker snart sammen over os, og vi får lidt regn undervejs mod Sedona, men da vi kommer til 89A, som er scenic vej til Sedona, klarer vejret op og snart skinner solen fra en skyfri himmel og lyser de fantastiske flotte røde klipper op, som kendetegner området omkring Sedona. Vejen snoer sig i en slugt og vi kikker op på de flotte klippeformationer, som rejser sig højt op over os på begge sider af vejen. Vi har været på denne vej før, men den er stadig lige imponerende hver gang.
Vi har ikke kunnet booke plads på en campingplads på forhånd. Alt var optaget, da det er weekend og folk kommer fra både Phoenix og Flagstaff for at nyde weekenden i Sedona. Vi har alligevel taget chancen og kørt herned i håb om at kunne få en plads på en af naturpladserne, som ligger på vejen ind til Sedona. Den første vi møder – Pine Flat – ligger ca. 20 km fra Sedona, og den har plads, så vi skynder os at finde en passende plads og betale for den, hvorefter vi fortsætter i håb om at finde en tættere på byen. En naturcampingplads uden nogen faciliteter ud over et toilet og vand koster kun 22 USD, så det er ikke nogen herregård, hvis vi finder noget bedre. Det gør vi imidlertid ikke. Alt andet er optaget, så godt at vi satsede på den første, den bedste 🙂
Vi kører som sagt videre ind til byen. Det vil sige, vi kæmper om at komme ind til byen sammen med alle de andre, som kommer fra Flagstaff-siden. Der er en lang kø og det tager os ca. en halv time at kommer til centrum, hvor vi så må køre rundt i lang tid for til sidst at spørge en lokal om, hvor vi kan parkere vores store camper. Der er lige som ikke plads på de almindelige p-pladser! Han kan heldigvis henvise os til en p-plads, hvor der står at campers er velkomne.
Herefter kan vi gå en tur i den flotte by. Det er lidt et turistmekka, med restauranter og souvenirbutikker og tur-bureauer, hvoraf nogle er bygget med lidt westernpræg, men alt er smagfuldt, forstået på den måde, at der ikke er bygget i højden og alle bygninger er i dæmpede jordfarver eller de røde nuancer fra de omkringsliggende bjerge.
Vi falder for et tilbud om golf for 49 dollars for 2 personer. Det lyder næsten for godt til at være sandt, og det er det også, for da vi kommer tilsidst i registreringen, hvor manden skal have vores kreditkortoplysninger, så spørger han om, hvornår vi så vil have en rundvisning på hans hotel, som er en del af pakken. Det havde ingen af os forstået fra første færd. Vi skal for at få den billige golf-pris udsættes for en 2 timer lang rundvisning på et hotel, som vi iøvrigt ikke har tænkt os at bo på, da vi jo har camperen at bo i, så der står vi af. Vi gider ikke bruge 2 timer på sådan en rundvisning, så vil vi hellere betale en højere pris for vores golfrunde.
Vi går videre og finder en dejlig fortovsrestaurant, hvor vi kan sidder og se på folk og de flotte omgivelser og nyder en tidlig aftensmand og en dejlig kold øl.
Senere kører vi ud for at finde en campingplads tættere på byen, men det bliver mørkt og vi må opgive og kører de 20 km tilbage til Pine Flat campingpladsen, hvor vi jo heldigvis havde fået en plads.
Vi er møre efter en lang dag med op til 27 grader, så vi går tidligt i seng. Der er dejlig varmt i vognen, da vi går i seng, så vi tænker ikke, at det gør noget, at vi ikke har strøm til varmen.

27. april (Sedona): Da vi gik tidligt i seng, vågner vi også tidligt. Solen skiner igen – skønt. Det har været en dejlig nat, hvor det overhovedet ikke har været koldt og der har været utrolig stille her ude i skoven mellem bjergene.
Vi kører ned til visitor-centret for at få nogle tip omkring gode hiking-ruter. Vi får en masse tip, som vi sætter os udenfor for at vurdere. Det ender med, at vi kører lidt på må og få, men det er ligemeget, hvor vi kører hen for det er lørdag og alle parkeringspladser ved vandreruterne er forlængst fyldt op og der er i hvert fald ikke plads til vores store camper. Det eneste sted, hvor vi kan være er ved Fay Canyon, hvor vi kan se at der er 3-4 trails ud fra. Vi vælger det, der går op igennem Fay Canyon. Det er en flot tur op igennem kløften, hvor de røde klipper rejser sig højt på begge sider af stien, men det flotteste kommer efter, at den almindelige flade sti ophører og man kan fortsætte op af klippe væggen. Nogen stopper her og andre fortsætter. Vi ser en del komme ned oppefra, som fortæller, at der er den flotteste udsigt længere oppe, så det må vi også se.
Vi klatrer op af klipperne, og de andre havde helt ret. Der er den fantastiske udsigt ud igennem kløften og helt ud til Bell Rock. Godt at vi fortsatte 🙂
Tilbage ved camperen er vi sultne og trætte selv om det ikke har været noget langt hike. Kun omkring 5-6 km, men det er varmt – omkring 27 grader. Vi får frokost og ligger os og sover lidt, da vi føler os utilpas måske p.g.a varmen, højden og for lidt væske.
Efter en lille lur fortsætter vi ud til Bell Rock og Holy Cross Church og derefter hjemover, mens det endnu er lyst.
Selv da vi kører hjemover er der fyldt op på parkeringspladserne ved hiking-ruternes udgangspunkter. Det er åbenbart håbløst at komme til her i weekenden.

28. april (Sedona): Det har været en fin nat indtil kl. 5, hvor kulden kommer snigende. Vi kryber sammen og holder ud til kl. 7, hvor der bliver tændt for det varme vand og varmeapparatet, så der er klart til at vi kan få et varmt bad og få gang i lemmerne 🙂
Vi har booket tee-of på The Oakcreek Country Club – en championship bane, som ligger noget så skønt op til de flotte røde klippeformationer.
Vi bliver sat sammen med et canadisk par fra Quebec, som er mægtig søde at snakke med. Hun er ikke så erfaren golfspille, så det kræver lidt tålmodighed, men vi går eller retter kører en dejlig runde i cart og nyder solen og varmen og de skønne omgivelser. Det er en meget flot bane.
Efterfølgende får vi endelig booket en campingplads med hook-up, så vi kan få opladt vores telefoner, ure og computere og få adgang til internet, så vi kan få opdateret dagbogen her 🙂 Denne campingplads ligger også ca. 20 km fra Sedona, men sydpå i modsætning til den anden, som lå nordpå. Vi får kørt nogle km, når vi ikke bor centralt, men der er kun 1 campingplads i Sedona og den er temmelig svær at få plads på.
Det er tid til en GT ude i solen og selvfølgelig store bøffer på grillen inden det er sengetid 🙂 efter en dejlig dag på golfbanen, hvor Ulrich klarede sig nogenlunde, men han kunne ikke følge op med endnu en Hole-in-One 🙂

29. april (Sedona): Vi har ikke foretaget os ret meget i dag. Vejret har ikke været det bedste. Overskyet hele dagen og byger ind imellem. Vi kørte Lower og Upper Red Rock loop lidt syd for Sedona, hvor der er udsigt til bl.a. Cathedral Rock. Det er en mægtig flot rute, men når skyerne hænger tungt, så tager det lidt af oplevelsen. Vi går en tur i Red Rock state park og senere en tur ved Red Rock crossing, hvor der er en flot udsigt over Oak creek og op til Cathedral Rock. Det regner en del her, så vi må forsøge os et par gange for at få det helt rigtige blik op til Cathedral Rock, som er en af de mest fotograferede klipper i Sedona området.
Ved 5-tiden kører vi op til Airport Road for at nyde synet ud over hele Sedona og de omkringliggende bjerge. Det er det bedste sted i byen at se solnedgangen. Desværre er der ikke megen solnedgang at nyde i dag, da solen er indhyllet i skyer og der kommer spredte byger. Vi går blot op på toppen af klipperne og nyder den storslåede udsigt og ærger os over, at vi ikke kom herop i går, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel, men man kan ikke være heldig hver gang 🙂 Der er temmelig meget blæst på toppen, så vi går hurtigt ned igen og kører til vores campingplads og slapper af med en GT og dejlige bøffer på grillen.
Sedona er iøvrigt også kendt for sine Vortex spots, som er bestemte steder, hvor nogle tror, at der er en speciel samling af energi, som har healende effekt og får folk til at blive mere kreative. Området har derfor gennem mange år tiltrukket kunstnere og healere og der er mange klinikker, hvor man kan få behandlinger. Klipperne her på Airport Road er et Vortex spot og dermed et område med speciel megen energi. Vi kan nu ikke mærke noget specielt og de øvrige mennesker, som vi møder her, ser heller ikke ud til, at det er det, som har trukket dem til området. De skal bare op og nyde udsigten 🙂

30. april (Sedona – Salome): Det regnede rigtig meget i aftes og også en del af natten, og torden kom der også, men herefter var natten dejlig stille her ude på landet i Cottenwood på Lo Lo Mais campingplads syd for Sedona.
Vi skal til at vende snuden mod Los Angeles, hvorfra vi skal flyve hjem om 3 dage. Dagens rute er mest transport mod vest, men vi udnytter selvfølgelig turen til at se, hvad der måtte være på vejen. Her syd for Sedona, er der et lille vinområde, som vi kører igennem. Der er en del steder, hvor man kan komme til vinsmagning, men det hænger desværre ikke så godt sammen med at skulle køre camper, så vi må nøjes med at se på vinmarker, som vi kører forbi.
Vi har valgt en scenic rute, som fører os igennem bl.a. Clarksdale og Jerome. Det er begge historiske byer, med nogle få gamle bygninger, som kan føres tilbage til omkring 1900. Jerome er en skøn lille by, som ligger op af en bjergskråning og opringelig var en guld- og kobbermine-by. Minerne er nu for længst lukkede, men byen lever videre på sin unikke beliggenhed på bjergskråningen med en fantastisk udsigt ud over dalen og op mod Sedonas røde klipper.
Næste by er Prescott, som også er historisk. Den brændte stort set ned den 14. juli år 1900, men der en enkelte bygninger tilbage fra før den tid. I Whiskey Row nedbrændte red district, 5 hoteller og 25 barer ud af 40. Nogle snarrådige bargæster nåede dog at redde den 24 feet lange Brunswick bar i Palace Saloon. De bar den ud på Courthouse Plaza og fortsatte deres drukparty. Da Palace Saloon blev genopbygget året efter, blev barer genplaceret og den står der stadig den dag i dag. Bl.a. Doc Holliday og Wyatt Earp har siddet og drukket ved den bar, og nu har vi også eller det vil sige. Vi sad faktisk ved et bord og fik en øl og en burger, men det var det samme lokale som i 1901 og den samme bar, som har stået der siden 1877. Der var en masse opslag og billeder i saloonen, som dokumenterede, hvordan saloonen så ud, og hvem der havde gæstet den og der er også flere gamle film, som er optaget netop i denne saloon. Tjenerne i saloonen var klædt ud, som man så ud omkring år 1900. Den mandlige tjener med cowboyhat og pistolbælte med en stor gun og en stor kniv og pigerne med netstrømper og lange støvler og korsage og strutskørte bagtil. De så alle meget autentiske ud og var med til at give den rette stemning af en saloon 🙂
Efter frokost og øl på saloonen fortsatte vi vores lange køretur sydvest-over. I Congres en lille flække, havde vi et kort stop ved en blandet landhandel, hvor der var samlet alt muligt fra western-tiden og lidt Route 66 og 3 lidt skøre gutter, som lavede møbler og andre ting i træ. De sagde vi kunne gå ind i deres hus og se, hvad det var for ting, de havde lavet. Hvis vi gik derind, ville de slå os ned og stjæle vores penge, sagde de. Da vi grinede og sagde, at vi ingen penge havde, var svaret, at det havde de heller ikke, men de samlede på hoveder 🙂
I congres er der også en klippe, som er malet grøn som en stor frø, som står lige ud til hovedvej 89. Den blev malet i 1920, hvor man ikke havde andet at lave her i byen og man har tilsyneladende stadig ikke meget andet at lave, for man sørger da i hvert fald for at frøen bliver malet op med jævne mellemrum, så den sidder og ser pæn ud 🙂
Vejen har indtil nu været igennem og op og ned af snoede bjergveje, men efterhånden kommer vi ned på en tør slette og store kaktusser er fremherskende. Temperaturen er også steget mærkbart siden vi er kommet ned fra bjergene. Nu er vi oppe sidst i tyverne, og solen skinner fra en skyfri himmel.
Da klokken er omkring kl. 17.30 gider vi ikke at køre mere, så vi kører ind på en campingplads, hvor der kun er 5 andre campere, og kontoret er også lukket, så der er selvbetjening. Det har vi nu efterhånden været ude for mange gange. Så tjekker man bare selv ind og smider en kuvert i en postkasse med sine kreditkortoplysninger mv. og finder en plads at sætte camperen på.
Det er som sagt dejlig varmt, så vi sidder udenfor i solen og får en GT inden aftensmaden.
Da jeg senere er på toilettet, læser jeg et opslag om at man skal gå med støvler og lygte og helst også en stav, da der er mange slanger! Da vi ingen lygte har, så bliver det svært, så vi holder os indenfor, da det bliver mørkt og vi ikke kan se, om der er slanger omkring os! 

1. maj (Salome – Banning): Vi bliver vækket af en lastbil, som står lige uden for campingpladsen og larmer med en generator. Klokken er kun 5.30, så det er absolut før vi havde planlagt, men den larmer så meget, at enhver tanke om at sove videre er udelukket. Det er iøvrigt en pragtfuld morgen med fuld sol, så i princippet kan det jo være ligemeget om klokken er 5 eller 7, når vi står op, så vi ender med at stå op og gå i bad og nyde solopgangen over bjergene, som omkrænser os. Vi ser iøvrigt ingen slanger overhovedet. Kun et par kaniner, som hopper rundt og ser søde og uskyldige ud 🙂
Klokken 8 er vi på vejen igen. Vi har ca. 300 km at køre til Banning og det er stort set lige ud af I-10. Efter ca. 3 timer er vi nået til Palm Springs, hvor vi kører ind til Indian Canyon Golf Club og kører en runde golf. Der er stort set ikke andre på golfbanen end os. Det er dejlig, for så kan vi holde vores eget tempo uden at blive stresset. Det bliver en dejlig runde, hvor vores scorer ikke er noget at skrive hjem om, men vi hygger os og slapper af og det er rart, på en dag, hvor vi ellers bare har siddet bag rettet og er ved at indstille os på, at ferien snart er forbi.
Da vi afleverer carten, spørger vi, om der aldrig er flere golfspillere på denne ellers skønne championshipbane og svaret er, at det er der, men det sidst på sæsonen, så de er ved at lukke ned! Inden for de næste 14 dage vil det være for varmt til at spille og de fleste har allerede pakket køllerne sammen. Det er noget anderledes end i DK, hvor sæsonen først lige er ved at begynde 🙂
Fra golfbanen kører vi til Banning, hvor vi igen bor på KOA Stagecoach, hvor vi også boede på vejen ud.
Denne gang er det fint vejr, men temperaturen er faldet med ca. 10 grader siden vi forlod Palm Springs og golfbanen, selv om der kun er 35 km imellem.
Vi får en velfortjent GT i solen og efterfølgende laver Ulrich dejlige bøffer på grillen. De sidste for denne gang – desværre. Det lyder iøvrigt som vi kun har fået bøffer til aftensmad, men vi har altså også fået andet. Bl.a. store tigerrejer 🙂
Vi har set en anden camper fra Cruise America og går ned og snakker med dem og hører om de har lyst til at overtage vores grill. I stedet for at vi smider den ud, kan andre lige så godt få glæde af den. Det er et tysk ægtepar, som allerede har kørt rundt i 3 uger, men de har stadig 1 uge tilbage, så de vil gerne overtage grillen.

2. maj (Banning – Los Angeles): Vi har haft en dejlig stille nat og ikke speciel kold, selv om vi er kommet tilbage til Banning, hvor der var meget koldt, da vi var her for næsten 3 uger siden.
Dagen er alene sat af til at shoppe i Outlet 🙂 Vi skal dog først lige tilbagelægge ca. 75 km til Ontario Mills Outlet i udkanten af San Bernadino.
Ontario Mills Outlet er kæmpestort og indendørs, så det er ikke så hyggeligt, som de øvrige outlet-centrer vi har været i. Grunden, til at det er indendørs, er sandsynligvis varmen her. Der ville være for varmt om sommeren. Vi går lidt rundt, men da vi når til Under Amour butikken bliver der shoppet igennem med bukser, t-shirts og skjorter. Vi er ellers ikke de store shoppere, men lige her har vi svært ved at modstå de gode tilbud på lækkert og behageligt tøj. Dejligt for her kan jeg også få Ulrich til at købe nyt tøj 🙂
Først på eftermiddagen kører vi ca. 65 km videre til Anaheim i LA, hvor vi er nogenlunde tæt på Cruise America, hvor vi skal aflevere camperen i morgen. Anaheim Resort RV park er nok den dyreste campingplads vi har boet på. Den koster 86 USD i døgnet og så ligger den lige om af motorvejen, hvor bilerne drønner forbi hele døgnet. Det bliver ikke en stille nat! Årsagen til at campingpladsen er så dyr, er formentlig at den ligger lige i nærheden af Disneyland og Knotts Berry Farm m.v. Vi har dog ikke tænkt os at besøge de steder denne gang. Vi skulle blot have et sted at overnatte den sidste nat, inden vi skal hjem i morgen.
Vi tager en stille aften i camperen, men bliver dog lige gjort opmærksom på, at vi er i nærheden af Disneyland, da et kæmpe fyrværkeri pludselig lyser himlen op, som om det var nytårsaften 🙂

3. maj – 4. maj (Los Angeles – CPH): Det er desværre hjemrejsedag. Ferien er slut for denne gang. Det har været skønt med en forårsferie og så er der heldigvis kun 3 måneder til sommerferie, så det er lige til at holde ud 🙂
Vi skal aflevere camperen hos Cruise America kl. 11 og først flyve fra LAX kl. 16.55, men vi kan ikke rigtig udnytte dagen til noget som helst, da vi ikke har noget bil, så vi kan kommer rundt. Vi må derfor blot aflevere camperen og tage en taxa direkte i lufthavnen.
Vi havde regnet med at kunne sidde i loungen og hygge os, men det viser sig, at der ikke er nogen lounge i den terminal, hvorfra vi skal flyve, så det er lidt en bet at komme så tidligt, men vi finder et nogenlunde stille sted at sidde og læse og skrive dagbog m.v.
Flyveturen går planmæssigt hjem og vi lander til tiden i CPH, hvor vi hurtigt får vores bagage og kan hente vores bil i parkeringshuset lige over for terminal 2 og køre hjem.