Dagbog fra Italien (2018)

29. Juni (Malcesine): Vi vågner til en skyfri himmel og 24 grader. Wauw. Det var lige det vi håbede på. Sol og varme. Det trænger vi til efter et par dage med regn og kun 11-15 grader. Det blæser pænt og det udnytter vind-surfere og kite-surfere her til morgen. Gardasøen er fyldt med

farverige surfere, som drøner hen over søen fra side til side. Det er et herligt syn 🙂 Vi spiser morgenmad på hotellets terrasse, hvor vi også kan sidde og se ud over søen og mylderet af surfere og de høje stejle bjerge på den anden side af søen og desuden byen Limone, som ligger ned til søen lige overfor. Søen er ikke mere end et par kilometer bred her oppe i den nordlige ende og der er høje bjerge på begge sider. Det er utrolig smukt. Vi bor som sagt i Malcesine, som ligger på den østlige side, hvilket er en stor fordel for det er solsiden. Den vestlige side har kun morgensolen og henligger resten af dagen i skygge.
Efter morgenmaden er vi ivrige for at komme ud at udnytte det dejlige vejr, så vi går straks op til svævebanen, som i 2 tempi bringer os op til toppen af Monte Baldo i 1745 meters højde. Den sidste del er med en kabine, som drejer rundt, mens den kører op, så vi alle får lov at nyde den skønne udsigt ud over Malcesine med den gamle borg, den flotte blå sø og de grønne bjerge og stejle klippevægge på den anden side af søen og da vi er helt oppe også bjergtoppe i det fjerne med sne på og så selvfølgelig den blå skyfri himmel. Det er så smukt.
 På toppen er der mange vandreruter at vælge imellem, men de fleste går ned på den anden side, så det duer ikke for os. Vi går lidt frem og tilbage på toppen og ud til forskellige udsigtspunkter. Der er et stort rimeligt fladt platou, så både gamle og unge og klapvogne kan komme rundt uden de store anstrengelser, så der er rigtig mange mennesker heroppe. Vi hører også de første danske stemmer her. Vi har ellers kun set et par danske biler siden vi kom til Østrig og nu Italien. 
Efter at have set, hvad vi vil heroppe på toppen, beslutter vi os til en rute ned af bjerget. Når vi kombinerer nogle forskellige ruter kan vi komme helt ned til, hvor vi bor. 
Det er en rigtig flot tur til at begynde med, hvor vi går ned over store områder, hvor der kun er græs og alperoser og enkelte træer og med den pragtfulde udsigt ned over søen, hvor surferne nu er afløst af de mange turbåde, som krydser frem og tilbage mellem byerne og derudover de mange paraglidere, som i en lind strøm flyver hen over hovedet på os.

Senere fortryder vi dog den valgte rute. Vi kommer ind imellem træer, hvor der intet er at se og det går bare ned og ned. Det er rigtig hårdt for knæene udelukkende at skulle gå ned og selv om vi har vores vandrestave at støtte os til, så bliver vi sindssyg trætte i knæene og tæerne.:-) Vi må opgive at gå hele vejen ned. Det gør simpelt hen for ondt, så vi stopper vores vandring, da vi når til mellemstationen, men da har vi også gået 1285 højdemeter ned og 109 meter op! 🙂 Efter en velfortjent stor øl og en is på en restaurant ved siden af svævebanen, kører vi med svævebanen ned og går hjem og prøver at blødgøre musklerne med en tur i poolen og ellers afslapning resten af dagen. Vi orker ikke engang at gå ned til byen og spise aftensmad, så det bliver lidt brød og pålæg på altanen.

30. juni (Malcesine): Skyfrit igen og vind fra morgenstunden, så surferne får endnu en god morgen. Vi er ikke til vind- eller kite-surfing, men nyder gerne synet af dem. Det er jo specielt flot, når de er så mange og man kan undre sig over, hvordan kite-surferne undgår at få viklet snorene sammen. Vi vil køre søen rundt eller næsten. Vi starter med at køre nordover omkring Riva og i Limone på vestsiden kører vi op i bjergene af små bjergveje. De er virkelig små. Der er ikke midterstribe og nogle steder kan 2 biler ikke passere hinanden. Vi kører pænt stille omkring hårdnåle-svingene, men gang på gang kommer der motorcykler med stor fart imod os. De kører uden omtanke for at der også er andre på vejen. Lidt uhyggeligt. Vi kommer heldigvis igennem uden at have en motorcyklist på køleren. 😉 Der er utrolig flot udsigt heroppe fra og byerne heroppe er meget anderledes end dem nede ved søen. Her leves livet stille og roligt og der ser ikke ud til at komme mange turister. Der kan i hvert fald ikke komme busser herop p.g.a. de små veje! 😉 Ulrich har ikke været ved Gardasøen før og har haft indtryk af, at det bare var en sø og det nok var som Costa del sol med masser af turister. Jo her er mange turister, men her er også utrolig smukt og han har på bare det lille døgn vi har været her fået øjnene op for det. 
Nede ved søen igen kommer vi pludselig til at holde i kø. Da vi langt om længe kommer til at køre, viser det sig at være en motorcyklist, som er forulykket. Med den kørsel vi ser dem udføre kommer det absolut ikke bag på os. De lever livet farligt og ham her lever måske ikke mere. Der var i hvert fald tegnet en krop på vejen og motorcyklen lå i vejsiden og så ikke for køn ud.
Vi spiser frokost i Gardone, hvor jeg har været for 45 år siden. Hotellet vi boede på den gang – Savoy Palace – eksisterer fortsat og ligner sig selv udvendigt, men indenfor har det fået en gevaldig opgradering. Det er et virkelig flot 4 stjernet hotel. Når man ser hvordan meget andet får lov at forfalde er det sjovt at se hvordan dette hotel har fået lov at leve og oven i købet blevet opgraderet.
Der er Ikke så megen by, men Gardone har en rigtig flot strandpromenade med restauranter og boder og oppe bagved er der beboelse af den mondæne slags og museer.
Vi har brugt en del tid oppe i bjergene og på at spise frokost, så det vil blive sent, hvis vi skal hele søen rundt, så vi springer den sydlige og flade ende over og kører i stedet lidt tilbage til Moderna og tager færgen over til Torri del Benaco. Det er en sejltur på ca. 35 minutter og den skærer 75 km af rundturen.
Vi er hjemme i Malcesine sidst på eftermiddagen, hvor temperaturen har sneget sig op på 36 grader!! Så høje temperaturer havde vi ikke ventet. Vi må have gang i airconditionen på værelset for at holde det ud og så en tur i poolen, som vi har helt for os selv.
 Aftensmad i byen på en dejlig lille restaurant, hvor vi kan sidde og se på alle de folk som traver rundt og nyder den varme aften. Det er lørdag, så der er ekstra mange mennesker i gaderne.

1. juli (Malcesine – Cortina): Det er tid at forlade Gardasøen. Nu har vi fået varmen og det ser ud til at vejret er blevet bedre i Dolomitterne, så vi vender snuden mod Cortina d`Ampezzo. Vi får dog først morgenmad på terrassen. Det blæser overhovedet ikke i dag, så søen er helt blank og øde. Der er ikke vind til surferne, så for en gang skyld ser vi en fuldstændig tom sø. Turbådene begynder først af sejle ved 9-tiden.:-) Vi tjekker ud og kører nordøst mod Dolomitterne. Det er ind over veje, vi ikke har kørt før det første lange stykke og det sidste stykke føles også som en ny vej, idet vi ikke har kørt her før i solskin. Det er pragtfuldt. Det er et natursceneri uden lige. Alle de flotte rå bjergtoppe, som vi før kun har set delvist igennem skyer og regn. For pokker hvor er her flot. Vi stopper utallige gange for lige at komme ud af bilen og nyde synet og ved Passo Rollo går vi en pæn lang tur op i terrænet for at nyde de flotte bjerge. Vi glæder os vildt til i morgen, hvor vi har mere tid til at komme ud og vandre.:-) På grund af alle vores stop og valg af alle de små bjergveje, hvor jeg er ekstrem glad for vores nye bils automatgear, så tager det lang tid at køre de små 300 km. Vi er først fremme ved Hotel Mirage kl. 17.30. Vi havde glædet os til en flot suite med balkon, hvor vi kunne sidde og nyde udsigten med en gin-tonic, men hotellet har opgraderet os til et meget større værelse, fortæller de os. Vi går op og ser på det. Det falder absolut ikke i vores smag. Det er godt nok stort, men blot for at have plads til 2 ekstra senge, som vi jo ikke skal bruge og så er der ikke balkon. Det er vi ikke tilfredse med, så vi går ned til receptionen igen og beder om det værelse, som vi har bestilt, men det kan vi ikke få! De har ikke nogen suite med balkon ledig og det skulle vi have bedt særskilt om. Det havde vi sådan set også gjort, idet det stod i beskrivelsen af værelset, som vi bookede via Hotels.com, men det kunne de ikke tage sig af. Det udartede sig til lidt af en diskussion om de selv eller hotels.com havde ansvaret for beskrivelserne af værelset, som vi havde bestilt. Enden blev at vi måtte opgive at få det værelse vi havde bestilt for i nat, men så ville vi få det rigtige i morgen. Det var en ærgerlig ankomst til et ellers pænt hotel og det betød også, at vi ikke havde lyst til at spise aftensmad der men fandt en restaurant, som lå smukt ned til en lille så, men som også var temmelig dyr.

2. juli (Cortina): Det er trist at vågne til skyer over det hele efter den pragtfulde tur vi havde hertil i går, men forhåbentlig klarer det op, så vi kan komme op og vandre. Det havde vi jo glædet os til efter, at vi sidste år helt måtte opgive at komme op i terrænet p.g.a. regn og lavt hængende skyer. Morgenmaden er OK, men ikke prangende og betjeningen er meget overlegen. Vi er enige om, at vi for fremtiden vil gå efter de små hoteller/pensioner, hvor de er til for kunderne og ikke omvendt. Vi har fået så god og venlig betjening på hele turen, men her er de bestemt specielle og ikke på den gode måde!
 Efter morgenmaden er vores nye værelse klart, så vi flytter med det samme. Det er et godt værelse og lige som vi havde forestillet os, så det var dejligt. Vejret er også klaret noget op, så vi tager chancen og kører op til en parkeringsplads neden for svævebanen-stationen Col Druscie. Der er små 100 højdemeter op til stationen, så vi starter med at få pulsen helt op og ligeledes varmet musklerne op. Svævebanen, som vi i øvrigt er helt alene i selv om den er beregnet til 80 personer, kører os op til Ra Valles, som ligger i 2470 meter. 🙂 Heroppe fra er der en fantastisk udsigt ud over de meget høje bjerge på den anden side af dalen og ned over Cortina. Der er ikke helt skyfrit, men det er OK og der er varmt ca. 23 grader selv heroppe, så vi har ikke gået langt før vi må tage de lange ben af så vi går i shorts og t-shirts. Det er rart.:-) Vi går som altid forkert i første omgang, da skiltningen ikke er speciel god, men efter et stykke tid og brug af diverse apps på telefonerne lykkes det os at finde den rigtige sti, som fører os på en skøn tur op over en højderyg med flot, flot udsigt ud over bjergtoppene og senere ned igennem et knapt så spændende skovområde og tilbage af en grusvej til vores udgangspunkt. Det var som sagt en flot tur hen over højderyggen, men der var dele af turen, som bestemt ikke var for personer med højdeskræk. En strækning på ca. 100 højdemeter gik meget stejlt op og med løse sten, så man skulle være meget koncentreret og helst ikke kikke ned. Den var lidt hård.
 Da vi var ca. halvvejs begyndte det at tordne i det fjerne og kort tid efter kom regnen, så vi måtte skynde os at have regnslagene frem, så vi ikke blev helt gennemblødte. Regnslagene har vi på denne ferie haft ret meget glæde af. De har været i brug flere gange og er på nogle områder bedre end regntøj, da slagene hurtigt kan tages af og på og fordi de kan komme ud over rygsækken, så den også er beskyttet.
Vi skynder os ned til bilen og kommer i tørvejr. Vi har på det tidspunkt tilbagelagt ca. 15 km og ca. 1150 højdemeter. De fleste højdemeter er dog ned ad, idet vi endte nede i 1658 meters højde.
Lige som vi sætter os ind i bilen, åbner vor herre for alvor igen for sluserne, så vi får vasket bilen. Det trængte den i øvrigt også til. 🙂 Hjemme på hotellet slapper vi af resten af aftenen. Benene trænger til blot at være i vandret stilling.

3. juli (Cortina): Wauw en morgen 🙂 Solen skinner ikke fra en skyfri himmel, men der er mange huller i skyerne og vi kan se en masse bjergtoppe omkring os fra vores balkon. Det er et skønt syn. Vi bliver specielt glade og overraskede, da vejrudsigterne ikke havde været særlig lovende og det har regnet, tordenet og lynet hele aftenen i går. Desværre kan ikke få morgenmad før kl. 8, så vi må have tålmodighed med at komme op i terrænet 🙂
I går kørte vi op med Tofana svævebanen, som kører op i bjergene på den vestlige side af Cortina. I dag vælger vi at køre op med Faloria svævebanen, som kører op på den modsatte side af byen. Vi kører til toppen, som ligger i 2123 meters højde. Herfra går vi i første omgang en lille rundtur ud til Clifhanger lodge, som er en ruin, der har været med i filmen Clifhanger med Silvester Stallone. Stien derud går langs afgrunden, så der er pragtfulde udsigter ned over Cortina og de omkringliggende bjerge. Der er skyer, men de fleste ligger under os, så det er som at kikke ud over et vatlandskab, hvor der rager bjergtoppe op igennem. Det er bare så flot, at man slet ikke kan få nok.
Efter denne lille afslappende tur starter strabadserne 🙂 Vi vil gå en tur, som ikke skal være så lang  og heller ikke for mange højdemeter, da vi har trætte ben fra i går. Vi har en plan om at gå af rute 223 og 213, som ikke skulle have så mange højdemeter og så er der flere muligheder for at forlænge/forkorte turen alt efter hvordan benene har det. Det er dog en rimelig hård start, hvor vi fra liften skal gå de første lidt over 200 højdemeter for at komme op til Rif. Tondi, hvor ruten egentlig først starter. Vi får i den grad varmet op, da solen her bager ned over os, da vi som sagt er kommet op over de fleste skyer. Vi sveder som jeg ved ikke hvad og da vi når op til Rif. Tondi må vi lige sidde og nye udsigten og få en cola inden vi har fået pusten og er klar til at gå videre.
Vi går ud af rute 223 og nyder det helt fantastiske bjerglandskab. Ruten er ikke speciel udfordrende, men vi kommer til et meget smalt stykke, hvor det går nedad i løse sten. Der er jeg ved at gå i baglås. Normalt ville det ikke røre mig, men lige i dag bliver jeg bange, da mine ben er usikre og jeg tænker på, at jeg faldt 2 gange i går og det må bare ikke ske her, for der er meget langt ned. I går faldt jeg den ene gang på løse sten ned igennem en stejl slugt og så senere på en våd trærod, hvor jeg ville skynde mig at komme i ly for regnen i bilen! Nå, men jeg kommer over det lidt udfordrende stykke og så går det fint indtil vi ser hvordan stien bare går op og op og ser meget smal ud. Vi kan se et andet par, som er vendt om og nu næsten kravler ned over bjergsiden for at komme ned til en sti, der ser mere human ud.
Vi ser lidt på det andet pars udfordringer med at komme ned og ender med at gå direkte ned mod den anden sti, så vi ikke ender i samme situation som dem. Vores vej går iøvrigt ned over et stykke sne, som vi vurderer er lettere at komme over end de løse sten og det gør ikke så ondt, hvis vi skulle falde i sneen 🙂
Da vi er vel nede ved rute 213 holder vi et lille hvil og nyder udsigterne, men desværre må vi brat afbryde vores hvil, da mørke skyer pludselig vælter ind over bjergtoppene og kommer imod os. De ser ud til at have meget regn i sig! Vi er ca. 4 km fra liften, så der er langt til ly. Vi tager benene på nakken for at komme tilbage, men inden længe hører vi den første tordenrumlen og ved at regnen snart kommer. På med regnslaget og videre i en fart. Regnen er ubehagelig, men torden er direkte farlig, så vi skal i ly hurtigst muligt.
Vi når på ca. 45 minuter tilbage til liften. Tordenen rumler omkring os, men vi ser ikke nogen lyn, så den er ikke lige over os, men regnen kommer og den tager for alvor til, da vi står inde i liften på vej ned. Den skønne udsigt vi havde da vi kørte op, er der intet af nu. Vi er helt indhyldet i skyer og kan intet se ud.
Vi er nede i byen igen ca. kl. 14.30. Det har været en kort tur på bjerget i dag i forhold til i går, men det har været en eventyrlig flot tur. Regnen vælter ned og vi kører over til liften fra i går og prøver at efterlyse mine briller. Det kan jo være at nogen har fundet dem og indleveret dem. Det er desværre ikke tilfældet. Der er indleveret et par, men det er ikke mine.
Ud at købe lidt ind og så eller hjem og slappe af på værelset. Der er ikke så meget andet at foretage sig, når regnen vælter ned.

4. juli (Cortina – Malga Ciapela ved Marmolada): Det er fint vejr, da vi vågner, men vejrudsigten lover regn allerede fra kl. 11, så vi skal skynde os, hvis vi vil ud at vandre i dag. Vi kører til Cinque Torri, hvor der skulle være en lille tur på omkring et par timer med skønne udsigter til Cinque Torri og Piz Boe.
Da vi nærmer os stoleliften, som skal bringe os op i terrænet, holder der biler over det hele langs vejkanten og det er de mest utrolige parkeringer, som er praktiseret her. Hen over grøfter og op af skrænter! Parkeringspladserne er lukket af og der står mænd i grønne veste og siger desværre, her kan i ikke parkere! Vi kører forbi liften og er ved at opgive, men så er der alligevel en parkeringsplads, hvor vi lige kan få glemt os ind, som en af de sidste. 
Tilbage ved liften er der lang kø og der er sat telte op med millitær tøj og udstyr. Vi forstår ikke, hvad det er der foregår, men da vi kommer frem i køen til liften får vi stukket en brochure og en flaske vand i hånden og liften er gratis! Det viser sig, at vi har valgt dagen på året, hvor der er opvisning i bjerg-millitærets kunnen.
Oppe på bjerget er der allerede forsamlet en masse mennesker og et millitær-orkester står og spiller. Jeg vil egentlig bare ud at vandre, men Ulrich vil gerne se flyve opvisningen, hvor der er helikoptere og jægerfly. Vi finder derfor en plads, hvor jeg kan ligge i en liggestol og Ulrich har et fint udsyn til hvad der end må skulle ske.
Vi må vente en times tid, men det er godt vejr. Solen skinner og her er varmt, så det gør ikke så meget. Jeg ligger godt 
Vi kan ikke se det hele fra vores plads, men der er nogle som rapeller ned fra Cinque Torri tinderne og helikoptere kommer og sender folk ned af liner. En bergretter helikopter samler en tilskadekommen op i båre og den ene efter den anden helikopter kommer og står stille i luften lige ud for hvor vi sidder og agerer angreb på en anden helikopter. Med mellemrum kommer der også 2 jægerfly i lav højde hen over området. Det var lidt af en opvisning vi her bliver tilskuer til uden at vi vidste det skulle finde sted. 
Efter en times tid er det hele forbi og de fleste folk kører ned med liften igen. Det gør vi imidlertid ikke. Vi er jo kommet for at vandre og selv om vi er blevet et par timer forsinket, så skal vi ud på vores tur. Der er kommet nogle enkelte skyer, men det ser ikke truende ud, så vi starter ud. Det er en rigtig flot tur op i højderne og rundt om en bjergtop med flotte udsigter og da vi kommer længere ned på den anden side går vi i en skønt terræn med masser af alperoser og andre blomster. Det er meget flot, men desværre begynder det også at dryppe og skyerne trækker sig hurtigt sammen omkring os. 
De første tordenbrag lyder og vi er klar over at nu skal vi skynde os for at nå tilbage til bilen. Vi kommer dog ikke ret langt før der virkelig bliver åbnet for sluserne. Regnen vælter ned. Regntøj og regnslag kan ikke holde os tørre. Vi bliver gennemblødte og det lyner og tordner omkring os. Vi er fanget i et frygteligt uvejr. Et lyn slår ned inden for 100 meter fra os. Det er virkelig uhyggeligt og skræmmende, men vi kan ikke gøre andet end at skynde os videre, så vi kan komme i ly i bilen. Det tager os en lille halv time inden vi er i sikkerhed og tørvejr i bilen. 
Vi smider det meste af tøjet og kører så til vores næste hotel Baita Dovich ved Marmolada, hvor vi får en venlig modtagelse og et dejligt værelse med en stor balkon og udsigt til bjergene. Her føler vi os velkomne. Det er ikke som på hotel Mirage i Cortina! Desværre er kokken på hotellet syg, så restauranten har ikke åben og vi må derfor indtage aftensmaden på et nærliggende hotel.

5. Juli (Malga Ciapela): Det regner da vi vågner – øv. Vi havde regnet med, at vi skulle op på Marmolada, men det giver ingen mening, hvis det ikke er klart i vejret. 
Efter morgenmaden er regnen hørt op, men det er stadig overskyet. Vi kører til Serrai di Sottoguda, som er en kløft, hvor man går 2,5 km mellem høje klippevægge og langs en lille flod. Det er en flot lille tur, som absolut ikke er krævende, da man går på en asfalteret vej. Der er en lille kirke og et par hellige steder under vejs og et par huler, som har været benyttet dels til beskyttelsesrum og dels til ammunitionsopbevaring under første verdenskrig. 
Vejret er stadig ikke blevet godt nok til at vi tår løbe an på et hike, så vi vælger at køre Sella Ronda. Det er en meget smuk tur af små veje med masser af hårnålesving og op over flere pas. Igen bliver vi desværre generet af masser af regn. Heldigvis sidder vi i dag i en tør bil, men landskaberne tager sig altså bedre ud i solskin end i øs regnvejr!
 Hjemme på hotellet er kokken heldigvis blevet frisk, så vi kan få aftensmad på hotellet. Vi synes maden var OK i går aftes på nabohotellet, men det her er noget helt andet. Det er vildt godt. Det er også dyrere, men det er så absolut pengene værd.

6. juli (Malga Ciapela – Lido di Jesolo): Vejrudsigten for i dag var dårlig, så vi besluttede i går, at nu ville vi ikke have mere regn og der er sol i Venedig, så der kører vi ned.
Siden i går er vejrudsigten ændret, så det skulle være klart på toppen af Marmolada til omkring kl. 10. Efter morgenmaden tager vi derfor chancen og kører med svævebane op til toppen af Marmolada. Det er rimelig fint med udsigten til anden station, men så lukker det til. Da vi når toppen kan vi intet se. Vi står ud af liften i en tyk sky. Der er 0 grader og det sneer! Det er dødærgerligt, men vi kan ikke gøre så meget.
 Vi går en lille tur ud over gletsjeren, men kan intet se og blæsten slår sneen ind i kinderne, så det bliver hurtigt for koldt. Vi må tilbage til liften og køre ned igen. 
Nu må vi ned til solen. Vi kan ikke klare mere regn. Vi har sommerferie – ikke efterårsferie!
Det tager kun knap 3 timer at køre til Lidoen, hvorfra man kan sejle over til Venedig. Så snart vi kører ud af den sidste tunnel i Alperne, er der mærkbar ændring i vejret. Temperaturen stiger til 24 grader og efter få kilometer runder vi de 30 grader og skyerne forsvinder helt. Det er en utrolig forskel i klima og i øvrigt også landskab. Fra at køre i de flotte bjerge, kommer vi nu ud på den fuldstændig flade Po-slette. Her er der ikke meget kønt at se på, men der er dejlig varmt og solrigt. 
Vi har ikke bestilt hotel i forvejen, men forsøger om Union campingplads måske har en hytte til os, men nej. Vi prøver lige nøjagtig den campingplads af nostalgiske årsager. Da jeg som barn camperede hernede med mine forældre og søskende, var det på den campingplads, så det kunne være sjovt at gense den. Vi kan kun komme til porten, men herfra kan jeg se alleen af nerier, som jeg husker fra dengang. 🙂 Vi slår hurtigt op på hotels.com og finder et hotel. Hotel Astor har en skøn beliggenhed lige ned til Adriaterhavet og vi får et værelse med en stor balkon lige ud til vandet. Selve hotellet er lidt slidt, men OK.
Vi hygger på balkon og tager en dukkert i havet. Vi havde ikke regnet med at vi skulle på badeferie, da vi tog hjemmefra, men for et par dage er det dejligt. 
Senere går vi tur i byen, som mere eller mindre er en lang gågade om aftenen med masser af restauranter og butikker og fyldt med turister. Det er hyggeligt for en enkelt aften eller to, men det er ikke noget for os i længere tid.

7. juli (Venedig): Solen skinner fra en skyfri himmel, da vi bliver vækket kl. 6.23 af et telefonopkald fra Danmark. Det er alarmcentralen, som gør opmærksom på at vores bilalarm er aktiveret. Vi undrer os, da vi kan se ned til bilen på hotellets parkeringsplads og den står helt stille og urørt. Ulrich er nede og gå rundt om den, men der er ikke noget at se. Receptionen bekræfter, at alarmen har larmet. Vi har bare ikke hørt den oppe på værelset. Vi kan ikke se, hvad der skulle have udløst den. Det må være en fejlalarm, men efter alt påstyrret er vi helt vågne og har svært ved at falde i søvn igen. Det var lidt tidligt at stå op, men så kan vi gøre os klar til dagens tur, som går til Venedig. Efter morgenmaden kører vi de 16 km ud til Punta Sabbioni, hvor vi parkerer i et lukket parkeringsområde, hvor bilen står under tag. Vi er der kl. 9.30, hvilket måske er lidt sent, men der er masser af plads. Måske fordi det er lørdag, hvor der er skiftedag på campingpladserne. Der er mange forskellige selskaber, som sejler over til Venedig. Vi vælger ACTV, som sejler hver halve time. Det giver den største fleksibilitet, når vi skal hjem. Det koster 15€ pr. person for en retur-billet og det tager ca. 35 minutter at sejle over. Det er en fin sejltur, hvor vi sejler mellem forskellige øer inden vi lægger til 100 meter fra Markuspladsen. Venedig består af omkring 15.000 bygninger, hvoraf 900 er paladser og 105 kirker. De er alle bygget på træpæle. Bygningerne spreder sig over mere end 120 øer og 400 broer forbinder øerne, som er adskilt af 177 kanaler. Den 3 km lange Canal Grande, der har form som et spørgsmålstegn adskiller byen i 2 næsten lige store dele. Motortrafik er ikke muligt i de smalle og snoede gader og i århundrede har gondoler været det mest anvendte transportmiddel. I dag foregår al fragt- og personbefordring med motorbåde. Gondolerne er såvel nu som før en stor turist-attraktion. Ud over alle turisterne som dagligt besøger Venedig, er der omkring 307.000 fastboende. Ulrich har ikke været her før og jeg har været her som 5-6 årig, så jeg husker ikke så meget af det, men vi har selvfølgelig set mange billeder fra Markuspladsen og også oplevet Venedig igennem bl.a. James Bond filmen – Casino Royal. Nu er vi her live og her er lige så flot som på film og billeder
Markuspladsen med Markuskirken og tårnet og Dogepaladset stråler i solen med den knald blå himmel som loft og gondolerne der ligger og vipper i de små grusninger på vandet. Så kan det ikke blive flottere. 
Der er masser af mennesker og jeg havde egentlig også forventet en masse duer på Markuspladsen. Som barn fodrede jeg duerne og blev fotograferet mens jeg gjorde det, men nu er de væk. Borgmesteren forbød 1. maj 2008 al fodring af duer, da de spredte sygdom og deres ekskrementer ødelagde bygningerne. Så nu er der kun enkelte duer, som i øvrigt kommer og tigger, hvis man sætter sig på en trappeafsats og hviler sig 
Vi har ikke sat os så meget ind i hvad vi skal se i Venedig, da det var en pludselig indskydelse i går, som har bragt os herned, så vi går lidt rundt på må og få. Følger lidt strømmer og nogle enkelte skilte med kendte navne, som fører os til bl.a. Rialto broen, men vi kommer også ud i nogle yderområder, hvor der kun er italiener, som hygger sig med at hente mad og drikke fra små ydmyge udskænkningssteder og sætter sig på trapper og lignende og nyder pizza, tapas og vin. Det gør vi så også og får en billig frokost i en ellers dyr by med turistpriser
Efter at have travet rundt og nydt denne skønne by i 5 timer er vi møre af indtryk, mange mennesker og ikke mindst varmen. Der er over 30 grader, så vi prøver at holde os i skyggen, men det er ikke muligt alle steder og vi er jo også kommet for at få lidt varme oven på den ikke alt for varme bjergluft i Dolomitterne, så vi skal ikke klage.
Vi går ned til båden og sejler tilbage til Lidoen. Dvs det tror vi, men vi tager den forkerte båd og sejler til Lido de Venezia i stedet for den Lido vi skal til, så vi må tage endnu en båd for at komme tilbage til Punta Sabbioni, hvor bilen holder. 🙂 Hjemme på hotellet er det dejligt at sætte sig på altanen med benene oppe og se ud over vandet og de mange strandgæster, som ligger på de uendelige rækker af liggestole.

8. juli (Lidoen – Tiers): Vi er spændte på vejret her til morgen, da vi føler os lidt forfulgt af torden og regn 🙂 I går aftes flængede lynene himlen og det rumlede i det fjerne og der kom en lille smule regn. Det havde vi ikke forventet hernede, men her til morgen er al tegn på regn væk. Solen skinner fra en skyfri himmel og de første er på vej ned til liggestole med deres håndklæder for at reservere stolene, da vi slår persiennerne fra vinduerne. For vores hotels gæster er denne morgenrutine med “besetz” ikke nødvendig, da hvert værelse har sine 2 liggestole og parasol reserveret med nummer på stranden!
Vi har reserveret hotel i Tiers hos Mathilde fra i nat af, så det er tid at bryde op fra vores lille Adriaterhavs-visit. Vi har fået oplevet Venedig og set Lidoen og nok også konstateret, at det ikke lige er et sted for os at være i længere tid. Solen og varmen er dejlig, men vi bliver hurtigt rastløse, da der ikke er så meget at foretage sig. Vi må tilbage til bjergne, hvor vi kan få brugt os selv på vandreture og opleve de skønne landskaber.
Iflg. GPSen kan vi køre til Tiers på 3 – 3 1/2 timer, men det ved vi godt, at vi skal nogenlunde fordoble, da vi ikke ynder at tage motorvejene, men hellere vil tage de små bjergveje, hvor vi ser en masse små byer og kønne steder i stedet for en masse biler og lige veje.
Den første times tid går hen over det flade land med lidt vinmarker og frugttræer langs vejen og en kø af biler i modkørende retning. Vi troede det var lørdag, som var skiftedag, men her til formiddag kommer der i hvert fald mange biler i retning mod Lidoen. Mest italienske biler, så måske er det bare de lokale, som skal ned og bade!
Vi kan på lang afstand se vores elskede bjerge og se, at der hænger lidt skyer over dem, men de ser heldigvis ikke så massive ud – kun nogle lette cumulus-skyer, som ikke giver regn.
Efter en times tid er vi som sagt nået til bjergene. Vi kører igennem den første tunnel og så er vi ellers på vej op af. Her er meget flot og vi sætter gps´en så vi kommer over de små veje og landsbyer og jeg skal love for, at det lykkes at finde de små veje! Det er hårnålesving og kun plads til en bil! Endnu engang priser jeg mig lykkelig for automatgearet, som jeg ellers er lidt ligeglad med derhjemme, men her er det en velsignelse. Jeg behøver ikke at være bange for at gå i stå i hårnålesvingene, når der pludselig kommer modkørende og heller ikke være bange for at trille tilbage 🙂
Lidt over middag er vi ved et pas med en skøn restaurant, som er samlingsted for motorcyklisterne. Der er motorcykler over det hele og næsten ikke plads til bilerne, men vi er heldige at finde en plads, hvor vi lige kan bakke ind og også let kan komme ud igen. Som altid på bjergrestauranterne har de gulash-suppe på menu-kortet, hvilket vi er blevet ret glade for. De smager ikke ens, men de har alle været gode indtil nu.
Sidst på eftermiddagen er vi fremme ved Mathilde og hotel Stefaner, hvor vi har booket de næste 4 nætter. Vi boede her også sidste år og ved at det er et dejligt sted med rigtig god mad og vi har halvpension. Vi får et dejligt værelse på 3.sal med den skønneste udsigt op mod Rosengarten og selvfølglig en altan (værelse 301).
Efter at kufferterne er båret op på værelse er det tid til en Aperol og en øl på terrassen, hvor alle de andre gæster også sidder og nyder en drink efter deres anstrengende vandreture. Solen bager ned over os. Skønt.
Aftensmaden, som består af 5 retter, er som sidste år god og velsmagende og da jeg pænt siger nej tak til en ret med ost, bliver det straks noteret og efterfølgende retter er specielt lavet til mig uden ost 🙂 Det er service.

9. juli (Tiers): Jubii, solen skinner også her til morgen fra en skyfri himmel, så vi kan komme ud at vandre. 
Efter et godt morgenmåltid kører til til Vigo di Fasso, hvorfra liften går op til Ciampedie i 1998 meters højde. Der er vildt mange mennesker ved kassen til liften, så vi må væbne os med tålmodighed for at komme til at købe liftkort. Der er skoleklasse og børnefamilier og hunde, så der er et leben. Da vi kommer op til Ciampedie kan vi bedre forstå klientellet i liftkøen. På platouet er der en masse aktiviteter for børn, så det er selvfølgelig ikke så mærkeligt at det er en fortrukket lift for børnefamilier.
Vi forventer dog ikke, at de vil følge os på hele vores vandretur, da vi skal helt op i 2734 meters højde til Santnerpass og det er vist ikke en helt let tur!
Vi går lidt i kø det første stykke op mod Gardeccia, men så begynder udskilningsløbet 🙂 Der kommer flere højdemeter på end gennem skovstien op til Gardeccia og stien går over i en grusvej med løse sten, som er lidt svær ikke at skride på. Ved Vajolethütte er vi oppe i 2244 meters højde og det er første hvilested for de fleste. Det er et dejligt sted, hvor vi også var sidste år, med skønne udsigte både op til de savtakkede tinder og ned i dalen. Vi holder også et lille hvil inden vi begynder den mere krævende tur op igennem kløften til Santnerpass i 2734 meters højde. 
Det er en krævende tur. Der er 3-4 passager, hvor der er wirer, som man kan klamre sig til og trække sig op ved. Det er ikke en tur for personer med højdeskræk 🙂 Vi tager det stille og roligt og nyder udsigten, som bliver mere og mere storslået efterhånden som vi kommer op af. Da vi ser en hytte over os bliver vi lidt lettede for så er vi oppe. Det er vi så ikke. Det er kun Gartlhütte, så der er 100 højdemeter mere at gå, men det er en forholdsvis let sti, hvor man ikke behøver at klatre, så det går hurtigt.
Efter lidt over en time er vi således kommet helt op til Santnerpass og hold da op. Det har bestemt været hele besværet værd. Det er så smukt, så smukt. Det er vildt så langt man kan se. Faktisk kan vi se helt til Bolzano og ned hvor vi bor på Stefaner og så ellers alle bjergtinderne og meget bratte afgrunde rundt om os. Vi tør ikke at gå helt ud til kanterne, men op af de stejle klipper omkring os kan vi se bitte, bitte små mennesker højt oppe over os. De er på vej op til toppen af Delagoturm! Det ser vanvittigt ud, som de kan klatre op af de lodrette klipper. Det bliver ikke en sport vi tager op 🙂
Vi har en lang tur ned igen og tilbage til liften, så vi kan desværre ikke blive heroppe og Santnerhütte har også lukket, så vi kan kun nyde, hvad vi selv har medbragt dvs. mandler og vand. Det ville ellers have været dejligt at kunne sidde her og spise en gulash-suppe med udsigten over alle tinderne.
Jeg skal være ærlig at sige, at vi havde begge frygtet turen ned langs wirerne. Vi sagde ikke mange ord på vejen op, men turen ned går over alt forventning. Det er slet ikke så slemt og vi er snart nede ved Vajolet- og Preuss hütte. Vi sidder i solen og får en radler på Preuss hütte før vi går den sidste times tid ned til liften. Klokken 17.30 er vi nede i Vigo di Fasso igen efter en fantastisk tur i solskin hele vejen. Det er den første dag vi har haft i Dolomitterne uden regn overhovedet. Vi krydser fingre for at det bliver lige sådan de næste dage. 

10. juli (Tiers): Vi er trætte i benene efter turen i går, så vi sover længe. Da vi vågner er det helt overskyet og ser ud til regn. Vi bliver derfor på værelset og slapper af med lidt læsning og dagbogsskrivning og først om eftermiddagen går vi en lille tur op til en sø, hvorfra vi har set flotte billeder af Rosengarten, som spejler sig i søen. I dag er der dog ikke megen spejling af Rosengarten, da alle toppene er dækket af skyer. Vi sidder ved søen en times tid i håb om at skyerne skal lette, men det sker ikke, tværd imod bliver skyerne mørkere, så vi vælger at gå hjem igen inden regnen kommer til os. Vi kan se, at det regner oppe på Santnerpass, så det var godt, at vi fik oplevet det pas i højt klart vejr i går.

11. juli (Tiers): Det er heldigvis bedre vejr i dag end i går, så vi må ud på vores sidste vandretur på denne ferie – desværre. Det har været svært at finde en tur, som passer os. Vi er løbet tør for ture som Birthe og Finn har gået og anbefalet og de beskrivelser vi kan finde i diverse apps og bøger giver os ikke det overblik, som vi gerne vil have, så vi er lidt på bar bund.
Turen ender med at være meget lokal i forhold til Stefaner, hvor vi bor. Det er en tur op og over Hammerwand. Vi starter med at køre den lille tur op til parkeringspladsen bag hotel Weisslahnbad. Ved at køre derop, sparer vi os for ca. 100 højdemeter, som vi er sikre på, at vi er glade for at spare i den sidste ende.
Der er ikke så mange biler på parkeringspladsen, så vi kommer i hvert fald ikke til at gå i kø op. Det starter ret stejlt op igennem skoven på en lille sti op til en grotte, hvor vi holder et lille hvil og får lidt vand. Vores hvil betyder at vi bliver indhentet af 2 andre par, som vi giver et lille forspring inden vi fortsætter.
Der går dog ikke længe før vi igen overhaler det ene par. Stien går nu ud af skoven og op igennem en smal kløft, hvor vi har en pragtfuld udsigt ud over dalen. Det går zig zag op igennem kløften med en pæn stigning og nu hvor vi er ude af skoven kan solen nå os, så det er temmelig varmt, men det er nok ikke kun varmen der gør at vi sveder. Det er også anstrengelserne ved at gå op. Det er en flot tur, som fører os op til Bärenfälle, som er en række trapper og broer, som fører op til en træudskåret bjørn! Vi fornemmer nu, at vi er ved at nå toppen. Desværre er det ikke helt rigtigt, der er stadig et stykke op til en side-rute, hvor man kan gå ud til en hytte, men vi synes det er for tidligt at holde den store pause, så vi fortsætter. Iflg. skiltene er der 2 timer og 20 minutter til næste hytte – Tschafonhütte. Det skal vise sig, at det absolut ikke holder for os! Vi skal nogle ekstra højdemeter op før vi når toppen i ca. 2000 m. Herefter går det hen over toppen i forholdsvis faldt terræn, med gode udsigter til begge sider af bjerget, da det er en smal kam vi går på. Det er mægtig flot. Det er ikke alpint terræn. Der er stadig små træer og lyng og alperoser og vi ser faktisk også for første gang i år edelweiser. Desværre begynder skyerne at samle sig, så det bliver lidt koldere og de tager også lidt af vores udsigt. Vi bliver faktisk helt omringet af dem, da vi sidder på en bænk og nyder udsigten ned over Tiers og Cipriano, hvor Stefaner ligger.
Vi har læst i beskrivelsen af ruten og set på vandrekortet, at der er et par steder, hvor der er klattersteig dvs. wirer, men at de skulle være rimelige at forcere! Vi er spændte på at nå til dem og se, hvor “slemme” stederne er. Af landskabet kan vi se at vi bliver nødt til at skulle fra en bjergtop til en anden. Min frygt er at vi skal ud på en wirerbro for at komme over, så jeg er spændt hver gang vi kommer rundt om en lille hjørne eller op over en klippe. “Endelig” kommer vi til den første wire og det er ikke en bro. Puha. Men selv om det ikke er en bro, er det alligevel en udfordring. Vandestavene må samles sammen og puttes i rygsækken, da vi skal have begge hænder fri. Når vi ellers har gået på stier med wirer, har vi typisk skulle bruge wirerne til at trække os op, men her skal vi uden om klippefremspring med meget små klippefremspring, som vi kan sætte fødderne på og der er dyb afgrund under os. Det er virkelig angstprovokerende, men heldigvis kommer skyerne os her til gode. De ligger under os og dækker for, hvor dyb afgrunden er. Det får sveden frem på panden at forcere disse steder med wirer, hvis vi havde haft en anden mulighed for at komme til vores slutpunkt, havde vi valgt den, men der er for langt tilbage, så vi skal bare klare det! Da jeg kan skrive denne dagbog, er det jo bevis for, at vi klarede denne og også de efterfølgende 3 wirer, men der blev ikke snakket meget under turen før vi var sikre på at vi havde overstået de svære passager 🙂
Efterfølgende var vi sindsyge trætte i benene og skulle passe på, at vi ikke faldt selv på lette stier, som kun gik nedad og vi var temmelig udmattede, da vi endelig nåede Tschafonhütte, hvor det første par, som overhalede os sad og smilede til os. De synes også det havde været en udfordrende tur.
Mens vi sad og fik en god øl og lidt at spise, kom til vores store overraskelse også det andet par, som vi overhalede i kløften og ikke havde regnet med at se videre på turen, da specielt han, var temmelig anstrengt fra starten. De kom fra Hannover og var heller ikke vandt til at vandre i bjergene.
Turen fra Tschafonhütte og ned til spejlsøen, hvor vi var i går gik rimeligt hurtigt og fint. Vi havde haft godt af ølpausen 🙂
Der var også lidt mere lys i dag i forhold til igår, så spejlsøen var lidt flottere end i går. Både Rosengarten og skyerne spejler sig meget flot.
Da vi kommer retur til bilen, er vi rigtig glade for at vi i morges kørte herop, for benene er brugte og det er skønt at vi kan springe de sidste 100 højdemeter over og blot lade bilen rulle ned af vejen 🙂
Vi kan lige nå at få en Operol og en øl på terrassen inden vi skal op at have et bad inden aftensmaden, som jo desværre også er vores sidste her på Stefaner.

12. juli (Tiers – Rothenburg ob der Tauber): Efter en dejlig morgenbuffet pakker vi bilen og tager afsked med Mathilde og Georg. Det er et dejligt sted de har og de sørger for at hygge om gæsterne og laver god mad, så det er absolut et sted man har lyst til at komme igen.
Det er torsdag i dag og vi skal først være hjemme lørdag, så vi har god tid til at køre hjemover. Vi tager derfor igen SS12 op mellem bjergene i stedet for at tage motorvejen over Brennerpasset, så vi kører under Europabrücke og nyder synet op til den i stedet for at suse hen over den.
Efter Garmichpartenkirschen tager vi hovedvejene endnu et stykke og ender i Rothenburg ob der Tauber, som er en fantastisk by med den gamle bydel inden for murene.
Vi indlogerer os uden for muren, så vi kan have bilen med til hotellet og let kan komme afsted i morgen tidlig. Vi bor på hotel Merian, som ligger i gåafstand fra den gamle by, så vi kan gå en aftentur i de hyggelige brostensbelagte gader og nyde aftenstemningen, hvor der ikke er så mange mennesker, som sidste gang vi var her midt på dagen. Vi spiser i en dejlig gårdhave, hvor vi endelig får vores wienerschnitzel mit bratkartoflen og en stor mørk øl. Det er perfekt efter en lang dag bag rattet.

13. juli (Rothenburg ob der Tauber – Lüdersburg): Vi nåede rimeligt langt nordpå i går. Længere end vi havde planlagt, men det giver os mulighed for i dag at køre til Lüdersburg og Schloss Lüdersburg, hvor vi har været adskellige gange og spille golf og nyde deres gode mad. Hvis vi kører af A7 kan vi være deroppe sidst på eftermiddagen og dermed nå at spille en runde golf. Det vil være den perfektet afslutning at komme “hjem” til Schloss Lüdersburg og nå at spille en runde golf, hvilket vi ikke har prøvet om sommeren. Vi har altid været der i påsken, hvor banerne er lidt våde, men nu har vi mulighed for at spille på helt tør bane.
Vi når frem så vi kan spille ud kl. 16.30. Det er så skønt. Solen skinner. Der er ikke ret mange på banen og det er varmt, så vi kan spille i shorts.
Det bliver en skøn runde og en god øl efterfølgende i slyngelstuen, hvor man kan sidde og kikke ud på banen. Desværre er det lidt for koldt at sidde udenfor kl. 9, hvor solen ikke mere rammer terrassen, men det er en dejlig afslutning på både en lang dag bag rattet og på en skøn ferie.
Vi plejer at bo i suite, men denne gang har vi et deluxe værelse og det er bestemt også skønt.

14. juli (Lüdersburg – hjem): Vi sover lidt længe inden vi får det skønneste morgenbord. Der er ikke mange steder, der kan måle sig med den buffet, som Schloss Lüdersburg har.
Derefter er det ud i bilen igen, hvor vi kører det sidste stykke hjem, hvor vi ankommer kl. 16. Endu en skøn ferie er desværre forbi, men det er ikke sidste gang at vi kører rundt i Europa. Det kan absolut godt tåle en gentagelse selv om vi har haft udfordringer med vejret, men sådan er det jo, når vi gerne vil være i bjergene.