Dagbog fra Thailand (1999)

16. Januar (Bangkok): Vi er kommet godt herned uden de store forsinkelser eller uheld. Vi var dog meget i tvivl om det var den rigtige gruppe vi havde valgt, for vi var tilsyneladende de yngste, der tjekkede ind i Kastrup. Vi hilste her på Karl Erik og Connie, som virkede meget søde, men en del ældre end os. Det skulle senere vise sig, at jeg faktisk er den yngste i gruppen med mine 36 år og den ældste er 73 år. Alle er dog friske, så alderen betyder foreløbig ikke så meget.
I lufthavnen i Bangkok lærte vi hinanden lidt at kende for, der var ikke nogen guide at tage imod os! Der var godt nok en fra Albatros, men han ville ikke kendes ved os. Efter en time fik vi dog via en dansk mand kontakt med bureauet og dermed opklaret, at en mand, der stod med et skilt med “Jensen 8 Party” fra Turismos Thai skulle hente os, men han havde ikke kontaktet os og vi ikke ham, da der ikke stod noget om Albatros på hans skilt.
Det var en lidt uheldig start, men på den anden side rystede det os lidt sammen.
Ude på hotellet Tai Pan på Khao San Road blev vi mødt af vores danske guide – Anne Dorthe – som forklarede misseren med, at hun først var kommet tilbage fra Nordthailand samme eftermiddag og derfor ikke havde kunnet tage imod os i lufthavnen.
Vi fik vores værelser og aftalte at mødes en times tid senere for at gå ud og spise sammen hele gruppen (13 pers). Det blev en meget hyggelig middag på en lille lokal restaurant. Middagen kostede os 320 bath (ca. 51 kr.)

17. Januar (Bangkok): Vi startede med morgenmad på en lille lokal restaurant, hvor også Karl Erik og Connie sad.
Efter morgenmaden løb vi rundt for at finde et sted at veksle penge. Det er søndag, og bankerne er derfor lukket, men vi fandt dog et lille kontor til sidst, som kunne veksle for os. Kl. 10.00 mødtes vi alle og gik ned til Chao Phraya og gik ombord i en long tail boat, som sejlede os til Wat Po, hvor en guide førte os rundt i tempelområdet med den liggende buddha.
Efter rundturen i Wat Po gik vi igen ombord i long tail boaten for at sejle op ad klongerne, hvor familierne bor tæt op ad hinanden i huse bygget på pæle og eneste adgangsvej til husene er flodvejen. Alle har egen bådbro og båd. Vi endte ved en lille flydende restaurant, som vist ikke normalt blev besøgt af turister for de kikkede meget på os. Vi spiste frokost her siddende på gulvet omkring et 30 cm højt bord. Maden købte vi fra de små både, som lagde til på siden af den flydende restaurant. Vi fik kæmperejer og små grillstegte spyd med kød. Vi fik også smagt en masse forskelligt frugt bl.a. jackfruit.
Efterfølgende sejlede vi til busstationen, hvor vi skulle med den lokale bus til Kanchanaburi. Desværre var den første bus allerede fyldt, så vi må vente en ½ time på den næste. Busturen til Kanchanaburi tog 2 timer. På busstationen i Kanchanaburi hyrede vi cykeltaxier – samlor – som skulle køre os og bagagen til vores hotel for natten. Det var lidt af et show for, cykeltaxierne er bestemt ikke bygget til at køre med 2 store danskere og bagage, men med Ulrich siddende på kalechen lykkedes det dog. Den stakkels lille thailandske mand fik dog sin sag for. Han svedte godt, da vi nåede hotellet efter 3-4 km. Han var dog ikke mere færdig end, at han tilbød at køre os en tur rundt i byen for 120 bath (ca. 20 kr.). Det tog vi imod efter at have sat bagagen på hotel M.K. Han kørte os først til kirkegården for de faldne under 2. verdenskrig. Her ligger bl.a. australiere, hollændere, englændere, franskmænd og nogle enkelte danskere. Herefter kørte han os til et nyere krigsmuseum lige ned til River Kwai. Det var ikke helt færdigt og ikke specielt spændende. Fra museet gik vi over til Broen over River Kwai og herfra blev vi kørt hjem til hotellet igen, hvor vi lige kunne nå et bad inden vi skulle mødes for at gå på natmarked og spise.
Der var virkelig meget forskelligt at vælge mellem ved alle gadekøkkener, men det er som om min appetit ikke fristes så forfærdeligt meget. Specielt ikke efter at have set ristede græshopper, kakkelakker og larvepupper eller maddiker!!
Ulrich og guiden fik dog lokket mig på nogle nudler med grøntsager lavet i en wokgryde. Det så meget godt ud, men var alt for krydret til mig. Jeg endte med en art pandekager med bananer, så jeg gik sulten i seng.
Da alle havde spist, gik vi tilbage mod hotellet og ind på en bar/diskotek, som hed “Apache Saloon”. Det var et meget specielt sted, som var bygget op i træ, som en amerikansk saloon med små thai-piger i matrostøj til servering og et levende orkester, som spillede meget højt thaimusik. Det var ikke lige noget for os, så vi drak hurtigt ud.
Karl Erik var på toilettet og kunne berette om en speciel oplevelse derude. Mens han havde stået og tisset, var der kommet en bagfra og begyndt at massere hans skuldre. Han turde ikke gætte på, hvad det kunne være endt med, men han skyndte sig ud til os andre!!

18. januar (Kanchanaburi): Vi blev hentet på hotellet kl. 10.00 og kørt ned til floden, hvor en raft lå klar. Vi havde kun en lille oppakning med, med det mest nødvendige til et døgns ophold på raften. Raften var stort set kun et dæk med hegn omkring og et tag over. I den enen ende var der et lille gasblus med en wokgryde, som gjorde det ud for køkken. Vi kikkede noget for, hvor skulle vi sove! Det viste sig, at der blot blev rullet nogle sivmåtter ud på dækket og så fik vi hver en pude og nogle tæpper, så det var ikke just det behageligste underlag at sove på.
I løbet af formiddagen blev vi slæbt op ad floden af en motorbåd, og vi lå og sad i solen og nød det. Vi havde et par stop, hvor vi var inde og se et tempel med en flot dragetrappe op. Vi gik faktisk ind i dragens mund og endte oppe i en kæmpe stor grotte, som var indrettet, som tempel med en stor buddha.
Senere gjorde vi holdt ved et andet tempel – Wat Tham Khaonoi Cave – som var en skøn forvirring af thai og kinesisk buddhisme. Der var bl.a. en enorm stor siddende buddha i guld-musaikker. Den var utrolig flot og så var der også en meget stor tromme, der mindede mest om et vinfad med skind for enderne.
På raften fik vi frokost lavet af nogle thai-piger. Det var meget lækkert og gudskelov ikke stærkt!
Aftensmaden blev indtaget siddende på dækket på sivmåtterne i en rundkreds. Det var meget hyggeligt selv om det lyder, som en amerikansk selvhjælpsgruppe. Det er en utrolig homogen gruppe, der er samlet. Alle kan snakke med alle og gør det på trods af den store aldersforskel fra 36 til 73 år! De store øl og Mekong whiskyen kom på bordet, så der blev snakket livligt til sent!

I løbet af aftenen måtte vi også præsentere os selv med navn, stilling og bopæl mv.

Natten var lidt af en prøvelse. Som tidligere skrevet lå vi næsten på det bare gulv, og vi havde dårligt lagt os før en munk begyndte at råbe gennem en højtaler ud over floden, så selv om vi var ankret op midt ude på floden, så vækkede han vist os alle. Det stod på et par timer og så en pause på en halv time, hvor vi kunne sove, hvorpå han fortsatte. Jeg prøvede at stoppe ørene med ørepropper, men det kunne ikke holde alle lydene ude og kort efter begyndte vores bådfører at tænde generatoren for at få lys til, at han kunne rigge slæbebåden til, og da han var færdig med det, brølede slæbebådens motor indtil vi var slæbt tilbage til udgangspunktet i Kanchanaburi dagen i forvejen. Det blev ikke til megen søvn den nat. Vi så alle trætte ud, da vi sad ved morgenbordet og alle var mere eller mindre redbrækkede!

19. januar (Erawan vandfald og Dødens jernbane): Efter morgenmaden var vi på Jeath-museet, som er en samling af billeder og avisudklip og beretninger fra 2. verdenskrig, hvor fangerne byggede broen over River Kwai. Fra museet gik turen tilbage til hotellet, hvor vi fik et hårdt tiltrængt bad og rent tøj på, inden vi kørte den 1½ time lange tur op til Erawan Nationalpark. Her gik vi ud til de fantastisk flotte vandfald i 7 niveauer. Det første var ikke særlig stort, men nr. 2 var flot og her var der et stort bassin, hvor vi badede sammen med fiskene. Fiskene kom faktisk hen og nippede til tæerne, så man blev forskrækket.
Efter at have badet i bassinet og under vandfaldet gik Connie, Ulrich og jeg op til de næste vandfald. Det var en utrolig smuk tur og anstrengende for det var stejlt og varmt, så da vi nåede 5. niveau blev vi enige om at vende om, så vi kunne nå ned og få en svømmetur mere, inden vi skulle tilbage til hotellet.
På hjemturen kørte vi ind forbi Broen over River Kwai og var så heldig at være der, da toget krydsede broen.
Senere på aftenen var vi alle nede at spise på en flydende restaurant, som flyder lige neden for Broen. Det var en hyggelig aften, som dog ikke blev sen, idet vi alle glædede os til at komme hjem på hotellet i en rigtig seng!

20. Januar (Kanchanaburi – Ayutthaya): Vi blev afhentet allerede kl. 8.15 og kørt til busstationen, hvorfra vi skulle til Suphanburi. I Suphanburi skiftede vi til endnu en lokal bus, som kørte os til Ayutthaya. Som sagt var det de lokale busser, så det var ikke air-con-busser, men nogle rigtig gamle nogle, som lød som om det var den sidste tur inden ophugning, hvis der ellers er noget der hedder ophugning i Thailand.
Turen til Ayutthaya tog ca. 3½ time. Vi stillede vores bagage i en stor sovesal og fik serveret frokost. Herefter blev vi kørt ud til ruinerne af den gamle by, som var hovedstad i Thailand fra ca. 1350 og vedblev at være det i 417 år. Ruinerne var meget forfaldne, men vidnede om en rigdom og storhedstid for mange år tilbage. Ud over ruinerne blev vi kørt rundt til 3 forskellige store templer, som var meget flotte hver især, men til sidst gad vi ikke se på flere templer. Vi kørte derfor til et stort hotel, hvor vi for 50 bath kunne benytte swimmingpoolen. Det var dejligt forfriskende efter busturen og varmen omkring ruinerne. Ayutthaya er udover at være gammel hovedstad kendt for sin varme og tørke. Det regner meget sjældent her.
Fra hotellet med swimmingpoolen blev vi kørt tilbage til vores bagage og herfra til togstationen selv om der var ca. 1½ time til toget iflg. planen skulle køre. Ifølge Anne Dorthe er det ikke altid at toget holder planen, det kan både køre før og efter, så man er nødt til at være der i god tid.
Ved siden af stationen var der stort mad-natmarked, så vi brugte ventetiden til at spise aftensmad fra boderne. For vores vedkommende blev det 2 stykker udspændt grillet kylling og et par øller.
Toget kørte kl. 20.00 og vi fik pladser 2 og 2 over for hinanden med et bord imellem, så vi sad og raflede og drak øl og spiste frugt indtil sengetid omkring kl. 23, hvor sæderne blev lavet om til seng og en seng ovenover blev hevet ned og så var der forhæng ud til midtergangen. Der var absolut intet privatliv her. Det var nogle udmærkede køjer og vi sov da også det meste af natten, indtil kulden sneg sig ind på os hen på morgenstunden. Ved 8-tiden fik vi lavet køjerne om til stole igen og vi sad så og nød udsigten indtil kl. 10, hvor vi kørte ind på stationen i Chiang Mai.

21. januar (Chiang Mai): På stationen blev vi hentet af vor lokale guide i Chiang Mai, som kørte os ud til et lille home-stay, hvor vi skulle tilbringe de næste 2 nætter. På vejen kørte vi inden om et bageri og fik morgenmad. Det var dejligt med friskbagt brød. Pussigt nok lå bageriet lige neden for Hotel Chiang Mai, hvor jeg boede i 1987. Vi gik fra bageriet til homestayet og fik lige kort vist, hvor natmarked med videre lå. På homestayet fik vi tid til et bad og frokost på en lille restaurant lige over for, inden vi skulle på tur til silke-, sølv-, træskærer- og paraplyfabrikker. På silkefabrikken fik jeg købt silke til en skjorte og på paraplyfabrikken fik jeg malet på mit pengebælte og frisket min kamerakasse op, som jeg fik malet i 1987. Ulrich fik også malet en drage på sit pengebælte. De øvrige fabrikker var der ikke så meget ved.
Efter frabrikkerne gik vi tur på natmarkedet og så på kopivarer af snart sagt alle urer og tøj. Vi fik købt nogle shorts og lange bukser til brug på det kommende trek.
På markedet mødte vi Karl Erik og Connie og Lars og sad og spiste sammen med dem på en natmarkedsrestaurant med underholdning af thaidansere. Efterfølgende endnu en tur rundt på markedet og så ellers hjem i seng.

22. januar (Chiang Mai): Vi startede dagen allerede kl. 9.30, hvor vi var 5 som kørte op til elefanttræningslejren nord for Chiang Mai oppe i bjergene. Her kunne vi gå rundt og fodre elefanterne og et par Gibbon-aber. Der var bl.a. 2 små elefantunger, som ikke var mere end ca 80 cm høje. De var meget søde. På et tidspunkt var nogle af elefanterne nede og bade i floden. Bagefter var der et meget fantastisk show. Det var utroligt, hvad de havde lært elefanterne. De kunne spille fodbold, gå på bagben og på forben og spille på mundharpe med snablen. Efter elefantshowet kørte vi til en slangefarm, hvor de havde en masse forskellige slanger i burer og krokodiller og fugle. Også her var der show både på arenaen og udenfor, idet aktørerne på et tidspunkt kastede et reb op fra en slangekasse og ud blandt publikum. Det lignede en slange og publikum blev så bange, at de for skrigende ud af huset og aktørerne måtte råbe efter dem, at det var en joke.
Showet gik vist ikke helt efter planen for en af slangerne fik fat i bukserne på aktøren og rev et stykke stof af og senere blev en anden bidt i fingeren af en anden slange. Det gjorde vist temmelig ondt, men slangen var ikke giftig.
Næste punkt på dagsordenen var besøg på en orkide- og sommerfugle-farm. Der var mange flotte orkideer og ligeledes nogle både smukke og store sommerfugle.
Om eftermiddagen kørte vi op til Doi Suthep templet, som er et meget smukt bjergtempel. Jeg har været der 2 gange før, men det var stadig lige flot. Da vi gik ned af den høje dragetrappe fra templet, blev vi stoppet af en bevæbnet vagt. Vi måtte ikke komme helt ned til vejen, idet kongen Bhomibol ville komme forbi. Der gik måske 5 min., så kunne vi gennem træerne se bilen og hele følget af sikkerhedsvagter, som fulgte efter. Det er nok det tætteste, vi nogensinde kommer den thailandske konge!
Da kongen havde passeret, fik vi lov til at gå ned til vejen, hvor vores chauffør ventede på os. Han kørte os direkte hjem til homestayet, hvor vi fik et bad og lejet soveposer og liggeunderlag, som vi skulle have med på trekket i morgen. Vi havde ellers fået at vide, at det ikke var nødvendigt af Albatros for der var tæpper, hvor vi skulle overnatte. Iflg. Anne Dorthe fra Intrepid var det ikke rigtigt, så vi måtte leje os frem.
Vi trængte til en aften for os selv og et måltid ordentligt mad (ikke thaifood!) inden vi skulle på trek, hvor vi ikke vidste hvad de ville servere for os, så vi fandt en tysk restaurant Haus München, hvor vi fik de lækreste bøffer med pommes frites og salat til. Det var dejligt efter stort set kun at have fået ris i over en uge.
Efter middagen hvor vi desværre var tvangsindlagt til at høre på tyrolermusik gik vi en tur på natmarkedet og købte shorts og lange bukser i “Benetton” og diverse T-shirts til Ulrich + rygsæk.
Hjemme på hotellet pakkede vi om igen for gud ved hvilken gang, for vi skulle selv bære alt, hvad vi ville have med på trekket, så det var med at være nøjsom.

23. januar (Chaing Mai): Vi blev hentet i songtao om formiddagen af Simon og vores lokalguide på trekket Diew – en pige på ca. 35 år. Vi blev kørt op til Diews brors hus ude på landet et godt stykke uden for Chiang mai. Det var et fint hus bygget i mursten, men tilsyneladende kun med et rum og køkkenet lå udenfor i en bambusbarak!
Vi skulle bo i et hus på pæle, som lå lige ved siden af. Det bestod af 2 værelser + badeværelse og et åbent rum med balkon. Huset var ejet af en amerikansk filmmand Parco et eller andet, som bl.a. har lavet nogle musikfilm med John Lennon og Yoko Ono. Han opholdt sig dog kun sjældent i huset.
Der lå nogle madrasser på gulvet, som skulle være vores senge for natten. Neden under huset løb hønsene rundt sammen med nogle hunde.
Efter frokost gik vi en lang tur i omegnen og så på naturen og et par templer. Vi endte i en lille landsby, hvor vi kunne købe lidt at drikke og Diew kørte på cykel hjem og hentede bilen, så vi ikke skulle gå tilbage. Bilen kørte os imidlertid ikke lige hjem. Den stoppede ude i et vejkryds, hvor en 15-20 lokale var forsamlede. De drak hjemmebrygget whisky og øl og røg store hjemmerullede cigarer, samtidig med at de frembragte nogle rytmer på trommer og bækkener, som de dansede til. Det var en forfærdelig larm i vores ører, men de så ud til at hygge sig gevaldigt og ville meget gerne have os med i deres “party”. Vi smagte lidt af deres whisky, men det var ikke just noget, vi kunne forfalde til. Det smagte lidt af kampfer og petroleum. På et tidspunkt udviklede “partyet” sig til en procession, som dansende med et “pengetræ” forrest bevægede sig ned af vejen. Vi endte ved deres tempel, hvor de donerede “pengetræet” og de penge, som de havde fået ud af os til templet. Vi overværede en lille højtidelighed i templet. Vi forstod ikke et ord, men mente dog at have hørt noget med europæiske faranger i munkens prædiken, så vi blev visk nok nævnt, uden at vi dog forstod sammenhængen. Vi kunne ikke spørge de lokale for de talte ikke engelsk. Simon fortalte os, at landsbyen forsøgte at samle byen hver lørdag aften og derfor holdt denne lille ceremoni, som vi havde overværet.
Efter at være “sluppet” ud af denne ceremoni blev vi kørt tilbage til huset, hvor vi fik en fin tilberedt thai-middag, hvorefter vi gik til ro på hver vores madras på gulvet. Det blev en lang nat for jeg kom til at ligge ved siden af Kirsten, som snorkede højlydt efter 2 min. og blev ved hele natten, så jeg måtte finde ørepropperne frem!

24. januar (første dag på trek): Vi startede med en halvanden times kørsel i songtao op i bjergene og ud i junglen. Et sted formentlig nordvest for Chiang Mai, blev vi kørt ud på en lille sidevej, hvorfra vores trek udgik. Det var omkring middagstid, så det var godt varmt i solen. Vi hoppede af vognen, men behøvede ikke at have andet end kamera og vand med os. Bagegen kunne denne første dag køres til vores overnatningssted. Det viste sig at være en rigtig god ting for vores trek startede nede i en kløft, hvor der løb en lille flod.
Vi startede med at gå pænt ved siden af floden og krydsede en gang i mellem på sten, men efterhånden gik floden helt ud til begge sider af kløften, så vi måtte igennem vandet. Vi var ikke meget for det, for mange af os havde helt nye vandrestøvler på. Der var dog ingen vej udenom og det var faktisk også meget rart at få tæerne kølet ned i det kolde flodvand og aldrig har vi haft så rene, hvide tæer, som om aftenen efter at have gået 3 timer i vandbad i støvlerne! Som om det ikke var nok at gå i vand til op over stølerne, så måtte vi også lege bjergbestigere og klatre op af et par klippevægge, hvor man bestemt ikke skulle kikke ned, for så var jeg i hvert fald ikke kommet op. Da vi ved fælles hjælp var kommet op, priste vi os lykkelig for, at vi ikke også skulle have haft oppakningen på ryggen.

Frokost havde vores lokalguide Diew med i en stor rygsæk, og hun tilberedte grøntsager og ris til os, som vi kunne spise med fingrene eller nogle skeer, som var det eneste køkkengrej, hun medbragte. Vi spiste ved et lille vandfald nede i kløften. Efter frokost vandrede vi videre op og ned af bjergene og endte i en lille Lahu-landsby, som lå på en bjergskråning og bestod af 20-25 huse bygget af bambus og palmeblade på pæle, men dog med elforsyning og en enkelt vandhane med koldt vand fra en højere liggende flod.
Vi kom til at bo i et “hus”, som vist egentlig kun var familiens køkken. Der var ildsted midt i hytten og ingen skorsten eller lignende, så hele taget var sort af sod og røg og røgen lå fra 1 meter over gulvet, da de tilberedte aftensmaden til os.
Ud over vores tæer, som var ganske rene efter vandbadet, så følte vi os ikke specielt rene, så Ulrich og jeg ville godt have et bad. Det skulle imidlertid foregå ved landsbyens ene vandhave, som ikke var omgivet af noget som helst, så jeg måtte bade i det iskolde vand iført min sarong, mens byens beboere gik forbi og ænderne snadrede i badevandet omkring fødderne.
Vi gik lidt rundt i landsbyen, mens det endnu var lyst. Der var en masse børn og hunde, sorte grise, høns, katte, ænder og alle gik frit rundt imellem hinanden. Drengene spillede med en bold lavet af bambus og pigerne hjalp mor med bl.a. at afskalde risene i en stor morter, hvor en lang træbjælke med et hammerhoved dykker ned i en udhulet træstamme, hvor risen ligger. Træbjælken ligger, som en vippe der skal betjenes med kropsvægten fra et barn eller foden af en voksen.
Da mørket nærmede sig blev køerne drevet sammen i et lille aflukke midt i byen. Peter gjorde sig meget populær blandt børnene i byen, idet han så nogle børn lege med et stykke pap, som de kastede op i luften. Han tog et stykke pap fra en af børnene og skar det til en rund frisbee. Det vagte glæde. Pludselig stod der en hel række børn foran ham, som skulle have lavet frisbees ud af et stykke pap!

Da vi spiste aftensmad, som Diew og en gammel dame fra stammen havde lavet over ildstedet i “vores” hytte, kom landsbyboerne på skift og kikkede på os, og de kom også med noget af deres håndværk, som de gerne ville sælge til os.
Toiletbesøg i sådan en landsby er et kapitel for sig. Der er tilsyneladende kun 1 (et) toilet i byen og det er vist mest lavet for vores skyld. Det er et blikskur med en dør, som ikke kan lukkes og “toilettet” er 2 fodspor og et hul.
Efter aftensmaden og lidt hyggesnak på “balkonen” gik vi til køjs på gulvet i vores soveposer ved siden af ildstedet, som var ved at gå ud, så det røg ikke mere, men alt lugtede af røg derinde. Belært af natten før proppede jeg med de samme ørepropper i ørene og det var en god ide for lige under vores hytte væltede svinene og hundene og hønsene rundt og parrede sig, så der var et utroligt rumsteren rundt hele natten og ved første solstråle galede hanerne om kap. Det var godt, at vi allerede var gået til køjs ved 8-9 tiden for vi var også vågne tidligt!

25. januar (anden dag på trek): Hanne har valgt at blive tilbage. Hun lider af astma og kan ikke klare strabadserne i varmen. Hun var i øvrigt også så uheldig, at hun tabte sit kamera (stort dyrt spejlreflekskamera), mens hun klatrede op af en klippevæg, så det ramte klippen og endte i floden. Det bliver vist ikke til kamera igen!
Lars overvejede også at blive tilbage, da han havde været dårlig og kastet op den forgående nat og derfor var noget afkræftet. Det endte dog med, at han gerne ville fortsætte. Måske var det tanken om at skulle blive tilbage med Hanne, der fik ham til at fortsætte! Hanne er en meget speciel pige, som gerne vil fortælle om, hvor frygtelig hun har det eller tidligere har haft det. Vi har allerede hørt 3 gange om hendes sygdom i Mellem-amerika!
Morgenen startede med ristet brød med smør og marmelade og te eller kaffe. Vi åd! Det var godt at få brød i stedet for ris morgen, middag og aften.
Efter maden pakkede vi vores soveposer og rygsække og tog de våde, beskidte vandrestøvler på igen for at starte dagens vandring. Den startede med at gå kraftigt opad, så hvis vi havde været lidt kolde og morgenstive, så var det i hvert fald hurtigt ovre. Sveden haglede ned og pulsen var pænt oppe. Vi havde nu fået nogle bærere med fra Lahu-stammen og den gamle dame, som havde lavet mad til os i landsbyen fulgte også med. Hun skulle være vores madmor de næste par dage. Bærerne bar vores mad og Else og Kirsten havde også lejet et par unge mænd til at bære deres bagage, da det ellers var for hårdt for dem. De er henholdsvis 65 og 73 år, men meget friske begge 2.
Denne dag nr. 2 gik vi vist kun 3 timer, men det var meget op og ned af stejle bjerge og i tæt jungle. På et tidspunkt var Karl Erik, Ulrich og jeg blevet væk fra gruppen for der var ingen at se hverken foran eller bag os, men heldigvis mødte vi længere fremme en bærer, som stod et sted, hvor junglestien delte sig. Vi var altså ikke faret vild – heldigvis. Snart mødte vi Bjarne og Birthe og Lars, som havde fulgtes med bærerne helt fremme. Vi var nu ved vores overnatningssted. Midt i junglen ved en lille flod med lidt vandfald. Vi kastede os straks ned i det kolde flodvand og fik vasket dagens sved og støv af. Det var dejligt forfriskende.
Efter en halv times tid var vi alle samlede igen og bærerne begyndte straks at bygge et halvtag over et område på 25-30 kvm af bambus og palmeblade og jorden med diverse grene og sten blev dækket over med store palmeblade. Det skulle være vores leje for natten!
Da vi allerede var ved overnatningsstedet ved 2-tiden, var der lang tid til at bade og lave ingen ting. Lars havde dog været forudseende. Han havde et spil kort med, så vi brugte lang tid med at spille Olsen alt mens bærerne, Diew og gamle madmor forberedte aftensmaden.
Det var fantastisk at se dem lave mad. Som tidligere nævnt havde de kun nogle skeer med og så hver deres machete og hvad de kan få ud af et stykke bambus. Det er ganske enkelt utroligt. De kogte ris i bambusrør og lavede serveringsfad af en lang bambusstamme, som blev flækket midt over på langs. Drikkekrus blev hugget til. Selv en brødrister kunne laves af et stykke bambus. En fløjte blev det også til 🙂
Peter gjorde sig også her bemærket ved at lave en panfløjte, som faktisk lød ganske godt. Tallerkener blev lavet af store blade.
Efter aftensmaden var det mørkt og der var ikke plads nok omkring bålet til alle, så vi krøb en efter en til køjs i vores soveposer på det meget hårde underlag. Bærerne og Diew sad og snakkede ved blået og vi lå og kikkede på ildfluer. Det var kulsort nat. Månen var ikke stået op. Pludselig lød der høje stemmer fra bærerne og alle stod op. Jeg røg også op af min sovepose, da der blev råbt slange! En ca. 60 cm lang neongrøn slange lå nu død ved siden af bålet. Den ene bærer havde slået den ihjel med sin machete. At dømme efter bærernes reaktion, var det ikke en helt ufarlig slange!
Slangen havde tilsyneladende ligget inde i en tør bambus-stamme, som bærerne havde hentet ned, som brænde til bålet og da det var blevet for varmt for den inde på bålet, havde den bevæget sig ud og bærerne havde snarrådigt givet den et dask med machetten. Jeg nåede lige at se slangen, inden den blev kastet ind i junglen.
Efter den oplevelse havde jeg meget svært ved at falde i søvn. På trods af varmen så trak jeg min sovepose tæt rundt om mig, så jeg kun havde ansigtet frit. Det var en blandet fornøjelse at ligge her nu. Det var skønt at ligge og se på stjernehimlen, som er helt fantastisk, når der ikke er noget lys overhovedet og ildfluerne er også flotte at se på, men tanken om, at der var slanger lige rundt omkring os var ikke rart. På et tidspunkt må jeg alligevel være faldet i søvn, men da Ulrich rørte på sig ved siden af mig og derved også rørte min sovepose, var jeg øjeblikkelig vågen igen. Jeg troede straks, at det var en slange!! 

26. januar (tredie dag på trek):Efter en meget lang nat uden megen søvn var det en befrielse, da månen var på vej ned og solen på vej op og alle de andre også begyndte at røre på sig, så det var tid at komme ud af soveposerne. Endelig kunne jeg komme på toilettet efter at have holdt mig hele natten.
Da ikke alle havde set slangen i går, gik vi ind i junglen for at finde den, men til vores store undren var den der ikke!! Den var enten ikke død af slaget den fik eller også havde der været et andet større dyr og æde den. Ingen af delene var rare at tænke på. Vi var glade for, at vi ikke skulle sove mere direkte under åben himmel og direkte på jorden, selv om det selvfølgelig havde været en oplevelse!
Diew, madmor og bærerne tændte igen op i bålet og lavede morgenmad til os, hvorefter halvtag og underlag blev pillet fra hinanden og smidt ind i junglen, så man efter kort tid ikke kunne se at vi havde haft slået lejre her ved vandløbet. Vi fortsatte herefter ud af den tætte bambusjungle og op af bjegene, hvor vi gik på små stier på afgrundens rand. Der var en fantastisk udsigt ud over bjergene og junglen og ikke andre lyde end træernes raslen og vores fodtrin i løvet. Ud over slangen om natten så vi ingen dyr. Desværre har fældningen af de engang så store teaktræsskove også bevirket at der ikke rigtig er nogle vilde dyr tilbage i området.
Efter et par timers vandring, som i dag er temmelig hård for mig, da jeg stort set ikke har lukket et øje hele natten, når vi frem til en lille langsby, hvor Bjarne og Birthe for brug for deres kundskaber som henholdsvis læge og sygeplejerske for en af de indfødte har den forgående dag skåret sig ret kraftigt på en machete. Det er tommelfingeren det er gået ud over og de har for at standse blødningen kommet et omslag om fingeren af urter og blade. Det ser ikke for godt ud, men der er jo ikke nogen skadestue her ude i junglen, så de må tage det de har ved hånden. Anne Dorthe fortæller at de plejer at hjælpe hvor de kan, hvis nogle er syge, når de kommer forbi landsbyen og da de hører at der ovenikøbet er læger med vores selskab, kommer de frem og vil hjælpes. Bjarne tager straks den uheldige mand ved hånden og hen til byens vandpost for at få renset såret. Det er et ret kraftigt snit, han har fået lavet i fingeren, så så snart omslaget kommer af begynder det igen at bløde og Bjarne er også hård og ubarmhjertig i sin rensning af såret. Han renser det med en neglebørste! Staklen skriger ikke ligefrem, men det er tydeligt på hans ansigtsudtryk at det gør forbandet ondt på ham og han er glad, da Bjarne endelig er tilfreds med rensningen og kommer jod på og en fin forbinding af gasebind. Han går stolt derfra med hånden hævet op til brystet, så alle kan se den fine forbinding!
Vi får lidt at spise her i landsbyen og mulighed for at købe lidt af deres håndværk, som mest består af strikkede og knyttede ting. Vi føler os ikke fristet, men nogle af de andre køber nogle småting.
Efterfølgende går vi videre til et mødested, hvor lokalguiden har lavet en aftale med nogle elefantførere om at hente os. Der er imidlertid ikke nogen på det aftale sted, så vi må gå videre og kommer så til en dal, hvor elefanterne hører til og her får vi så mulighed for at ride en tur på dem. Der er dog ikke elefanter nok til os alle, så vi må deles op i 2 hold. Vi kommer på andet hold og går derfor det første stykke. Det viser sig at være godt at være på det andet hold for vi kommer til at gå gennem en dal og ender midt oppe i en landsby, hvor vi på elefantryg går helt ind i midten og bliver hilst velkommen af stort set hele landsbyen, som står og kikker nysgerrigt på os.
Nede af elefantryggen igen får vi anvist et stort hus på pæle, hvor vi skal tilbringe natten. Alle husene er iøvrigt på pæle og når vi ser hvordan vejene i hele landsbyen er ødelagte med store huller og fuger efter at vandet har fosset ned fra bjergene i den nyligt overståede regntid kan vi godt se det praktiske i pælehusene!
I denne landsby er der ikke nogen vandpost, hvor vi kan bade, men vi finder en flod, hvor vi kan tage en dukkert og få vasket støvet af. Vi går en lille tur rundt i byen, men der er ikke meget at se. Nogle af de andre i vores selskab har fået at vide at der er en lille købsmandsbutik, hvor de har colaer og øl, så mændene bliver straks sendt på indkøb. ”Butikken” bliver dog hurtigt tømt. Lageret er meget begrænset, så det bliver kun til en øl eller cola til hver. Mørket falder snart på og vi sætter os på gulvet for at få aftensmad og efterfølgende sidder vi meget socialt i en rundkreds og leger nogle lege. Det lyder meget fodformet, men i situationen var det meget sjovt og hyggeligt. Vi går tidligt til ro, men de lokale snakker videre og høns, grise, hunde og katte laver et forfærdeligt spetakkel under huset, så igen i nat er det svært at få sovet. Selv ørepropperne kan ikke holde alle lydene ude men trætheden overmander mig da på et tidspunkt, så lidt får jeg da sovet.

27. januar (4. dag på trek):Vi forlader landsbyen og kommer snart ud af junglen og ind i mere civiliserede egne, hvor der er veje. Vi er i et område, hvor der tidligere blev dyrket opium i stor stil, men regeringen har forsøgt at få denne produktion stoppet og i stedet få bønderne til at dyrke grøntsager og jordbær, så vi gik mellem en masse jordbærmarker. Op ad formiddagen når vi til en lille restaurant, hvor Hanne venter på os. Hun har tilbragt de seneste dage her alene på et lille værelse, så for hende er det kærkomment at se os igen. Jeg er ikke helt sikker på at det er gengældt!
Efter frokost bliver vi kørt tilbage til vores oprindelige homestay i Chiang Mai, hvor resten af vores bagage er. 

28. januar

29. januar

30. januar (Bangkok): Grand Palace – Regnvejr. Flodtur – Orientel – Silomroad. McDonald. Afsked med gruppen – middag ved floden.

31. januar (Bangkok – Krabi): Farvel til bangkok mod Krabi – tidligere afgang booket om om formiddagen. Indkvartering på Hotel Ao Nang Villa.

1. februar (Krabi): Stranden

2. februar (Krabi): Poda øen.

3. februar (Krabi): Lokalt marked i Krabi.

4. februar (Krabi): 4 island trip.

5. februar (Krabi): Dansk restaurant

6. februar (Phi Phi Islands):

7. februar (Krabi – Bangkok): Indkvartering på hotel Tai Pan

8. februar (hjemrejse-dag)

Denne dagbog er ikke så gennemført, da den dels er skrevet for mange år siden og dels er den ikke færdigskrevet og fotos skal først digitaliseres, da der p.t. kun er papirudgaver af fotografierne fra denne tur.