Dagbog fra Sri Lanka (1999) 

24. Oktober (Afrejse hjemmefra): Vi stod op 5.15 for at køre i lufthavnen kl. 6.00. Alt gik planmæssigt med check in og afgang fra Kastrup med BA. Da vi skulle lande i Heathrow fik vi imidlertid en overraskelse. Hvis Søren havde været med, havde han skidt en stork. Lige inden vi nåede landingsbanen i meget lav højde, valgte piloten at gå op igen for fuld kraft. Der blev en meget mærkelig stemning i flyet for ingen vidste, hvad der foregik og først efter, at vi var oppe i fuld højde igen og havde cirklet lidt rundt over London og bl.a. set ned på Hamton Court, fortalte piloten over højttaleren, at det var almindelig procedure at prøve den “dobbelte” landing, som vi havde været udsat for. (Det lød ikke særligt troværdigt. Det var nok mere sandsynligt, at der var kommet et andet fly i vejen!) Lidt rystet men fattet kom vi ind i lufthavnsbygningens Terminal 1 og fandt ud af, at vi skulle videre til terminal 3, hvorfra Kuwait Airways fløj. Ved skranken fik vi først at vide, at de ikke havde 2 sæder ved siden af hinanden. Vi kunne komme til at sidde 2 rækker fra hinanden og desuden var flyet forsinket 3 timer, men flyet fra Kuwait til Colombo ville vente på os! Efter en telefonopringning og en anden persons mellemkomst fik vi vores pladser ændret, så vi kom til at sidde ved siden af hinanden. Det var yderst heldigt, for det er ikke spændende at sidde 7 timer alene i en flyver. Vi fik også udleveret nogle kuponer, som repræsenterede en værdi af 15 pund, så vi fik et måltid på Kuwait Airways regning.
På skærmene í lufthavnen stod der, at flyet var forsinket til 15.10, og det blev der ved med at stå også efter kl. 15.10!!  Der kom ikke besked om, hvilken gate vi skulle gå til og der var ingen repræsentanter for flyselskabet, så der begyndte efterhånden at blive uro mellem de passagerer, som ligesom os, skulle videre.
Kl. 15.20 viste skærmen endelig, at vi skulle gå til gate 13. Jeg var på forhånd ikke begejstret for, at vi skulle til udgang 13. Det viste sig også at bringe uheld!
Endelig kom vi afsted med næsten 3 timers forsinkelse. Turen gik fint selv om forplejningen absolut ikke er noget at skrive hjem om. Vi fik en lille portion ris og kylling eller lasagne med cola eller Sprite til, og så blev der senere serveret 2 glas vand og kaffe eller te med 2 småkager til! Den store overraskelse kom, da vi efter at have været undervejs fra 6 morgen til midnat (18 timer) fik at vide, at vores fly fra Kuwait til Colombo alligevel ikke havde ventet på os, som lovet i London, og det næste fly går først i morgen 22.40 (23 timer senere!) og det gik i øvrigt ikke til Colombo, men til Bombay i Indien! Her skulle vi så vente i 7 timer før der ville gå fly videre til Colombo, hvor vi ville ankomme 1½ døgn senere end planlagt.
Vi blev herefter kørt med lufthavnsbussen ud til lufthavnshotellet, hvor der var et værelse til rådighed det næste døgn. Når det nu skulle være, så kunne vi jo få en dag ud af det i Kuwait City – troede vi. Men nej! Vi må ikke så meget som forlade hotellet, hvor vi i øvrigt fik vores håndbagage gennemlyst og os selv gennem metaldetektorer for at komme ind. For at kunne forlade hotellet skulle vi have visum, og det havde vi jo ikke. Vi har i øvrigt heller ikke nogle pas, for dem skulle vi aflevere og vores flybilletter er der også en dame fra Kuwait Airways, som har taget for at ændre bookningen af flyene. Vi føler os, som fanger midt ude i ingenting. Fra vores vinduer kan vi alene se en flyhangar, landingsbaner og en by ude i det fjerne! Vi går ud fra, at det er Kuwait city.
De er absolut ikke særlig servicemindede her i Kuwait. Bl.a. tog det os ca. 20 min. at få 4 små colaer, som de oven i købet ville have, at vi skulle betale 2 US-dollars for stykket. Kuwait Airways ville iflg. hotellet alene betale 1 cola pr. person! Efter at have talt med 3 forskellige damer fra Kuwait Airways lykkedes det os, at få lov til at faxe til Sri Lanka rejser i Danmark for at få dem til at rykke vores rundrejse, som skulle være startet i morgen tidlig i Colombo.
Trætte men også temmelig ophidsede går vi i seng kl. 3 om natten. Til al held har vi pakket vores tandbørster i håndbagagen for vores alm. bagage, kan vi ikke få udleveret. Den står et sted ude i lufthavnen. Så vi kan ikke få skiftet tøj. Vi bliver nok lækre, når vi har rendt rundt i det samme tøj i 2½ døgn!

25. oktober (Hotel Safir, Kuwait lufthavn): Her til morgen skulle vi have startet vores rundrejse på Sri Lanka, men vi er stadig fanget på hotel Safir i Kuwait lufthavn. Gud ske lov har vi 4 andre lidelsesfæller, som også skulle til Colombo, så vi er ikke helt alene. De 2 andre par er fra England og Holland.
Vi sprang morgenmaden over og sov til frokost kl. 12, så dagen ikke bliver så lang. Vi skal jo først videre kl. 22.40 i aften. Vi har været nede i kælderen og spille lidt billard og derudover ligget på sengen og læst og set MTV. Det var ikke ligefrem sådan, vi havde forestillet os, at vi skulle tilbringe vores 2. feriedag!
Vi har fået 2 faxer fra Sri Lanka Rejser i Danmark. Den første bekræftede, at de var orienteret om, at vi var forsinket og den anden fortalte, at vores rundrejse er udskudt 1 dag, og at vi ville blive afhentet i Colombo i morgen kl. 15.15. Det er dog stadig uklart, hvad der skal ske i Bombay, hvor vi som tidligere skrevet har en ventetid på 7 timer! Forhåbentlig kan vi her komme uden for lufthavnen og se noget, men efter dette døgn skal vi nok ikke sætte forventningerne for højt!
Telefonen ringer… Det er restauranten, der kundgør, at der nu bliver serveret kaffe og te i restauranten. Lidt service er her trods alt! Vi fik i øvrigt også en udmærket frokost. Under eftermiddagsteen ser vi nogle andre hotelgæster (fanger!!) gå udenfor. Vi skynder os efter for at se om det virkelig er rigtigt, at vi kan komme ud. Det viser sig at være en udgang til en gård med vinduer i og højt hegn med pigtråd på toppen, men gården er åben opadtil, så der kommer da lidt frisk luft ned til os! Efter “gårdturen” ligger vi igen på værelset og ser TV og skriver dagbog til det er tid for aftensmad. Herefter står den igen på TV indtil kl. 20.00, hvor telefonen ringer. Vi skal samles i receptionen. Hernede venter vi spændt på, at blive præsenteret for regningen på de 2 colaer, som vi diskuterede om i går og endte med at skrive på hotelregningen, men de siger ikke noget, så Kuwait Airways har nok betalt alligevel. Efter at have været samlet i ca. 45 minutter bliver vi endeligt kørt over i afgangshallen for at vente yderligere 2 timer indtil vi skal flyve. Kuwait lufthavn er ikke særlig spændende, så vi kan bare sidde og læse indtil afgang.

26. oktober 1999 (Ankomst til Sri Lanka – Negombo): Endelig kommer vi afsted og turen går planmæssigt. Dvs. vi lander i Bombay 7 timer senere. Her bliver vi modtaget af en dame fra Kuwait Airways, som skal sørge for os. Men da hun også har en syg passager at tage sig af går der 1½ time, hvor vi blot venter og venter i en beskidt og ramponeret ankomsthal. Herefter kommer hun tilbage og beder os identificere vores kufferter, som vi imidlertid ikke får i hånden, så vi kan stadig ikke få skiftet tøj! Hun får fat i en mand, som viser os rundt i lufthavnens mange øde gange. Dvs. han kan ikke finde vej til den restaurant, hvor vi skal have morgenmad. Til sidst lykkes det dog, og vi får lidt morgenmad, og så kan vi ellers bare vente igen til kl. 12.20 (i alt 7 timer), hvor vi skal flyve videre fra Bombay til Sri Lanka.
Det bliver 7 meget lange timer i en lufthan, hvor der absolut ikke er noget at se på, og hvor der er meget beskidt. På restauranten fik vi bl.a. et glas vand, som vi ikke turde drikke, for glasset så beskidt ud og vandet lugtede af klor. Ligesom i Kuwait kunne vi ikke komme uden for lufthavnen, men når man så standarden på bygningerne og renligheden eller måske snarere manglen på samme, er jeg ikke sikker på, at jeg overhovedet havde lyst til at komme uden for. Fra vinduerne kunne vi se slumkvarterer med bliktage liggende næsten helt ud til landingsbanerne.
Endelig var de 7 timer slået ihjel ved at vi bl.a. prøvede at sove liggende på tværs af nogle stole. De sidste 2 timers flyvning til Sri Lanka foregik med Air Lanka, og der var en mærkbar højnelse af standarden/servicen om bord i forhold til Kuwait Airways.
Endelig efter 53 timers flyvning og venten startede indflyvningen til Colombo kl. 15.00 og de velkendte grønne palmer dukker frem. Det er et skønt syn! Alt er grønt og frodigt og dækket af palmer. Desværre tager skydækket til jo nærmere vi kommer Colombo, og da vi lander, pisker regnen ned. Det er ikke lige det vejr, vi havde ventet at blive mødt med! Det er dog stadig varmt – ca. 27 grader. Kufferterne kommer med det samme og uden for tolden står en rar mand og byder os velkommen. Han viser os straks ud til vores chauffør og guide for de næste 9 dage. Han hedder Fernando og han kører os straks ud til Negombo til Hotel Ranweli Holiday Village, som ligger i junglen lige ud til havet og for at komme ud til hotellet skal man stages på en flåde over floden. Det er det skønneste sted, så det er næsten ærgerligt, at vi kun skal være her en nat. Alle træer og planter omkring hotellet er mærket med små navneskilte, så det minder om en botanisk have, og vi ser også mange forskellige dyr – dog i bur. Da vi bliver staget over floden, svømmer en varan ude i floden!
Efter programmet skulle vi nu på sightseeing i Negombo og ud at sejle på lagunen, men vi er for trætte, så vi udsætter det til i morgen. I stedet går vi en tur langs stranden og ender i hotellets bar, som sammen med swimmingpoolen ligger lige ud til vandet. Her sidder vi indtil det er tid for bad inden aftensmaden.
Efter aftensmaden – stor buffet – går vi lige i seng, men til vores store overraskelse bliver vi vækket kl. 24.00 af en lille mand, som vil have, at vi skal betale vores hotelregning på 70 kr. med det samme, for vi skal jo forlade hotellet i morgen!!! Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Normalt betaler man sin regning, når man checker ud!

27. oktober (Negombo til Sigiriya): Vi starter sammen med Fernando dagens program kl. 8.00 med en byrundtur i Negombo, som er en fiskerby. 70% er katolikker og 18% hinduer. Vi er nede på stranden og ser katamaran-bådene komme ind med dagens fangst. Det er lutter små fisk og rejer. Negombo leverer fisk til hele Sri Lanka fra sine 3 fiskemarkeder. Lige uden for byen er der en masse små teglværker. Leret i jorden i dette område er meget velegnet til mursten og tegl. Senere på vejen til Sigiriya kører vi gennem store områder af kokospalmer for til sidst at komme til den oprindelige jungle. Vi kommer igennem Kurunegala, som er kendt for sin store klippe, som ligner en elefant. Turen til Sigiriya tager ca. 3 timer og undervejs har vi frokostpause på et lille ydmygt sted i Dambulla, hvor vi bare får lidt frugt og en cola. Vi har ikke lyst til rice and curry. Ejeren af stedet har en lille levende bambi som kæledyr. Han henter den ind til os, men den bliver tilsyneladende så bange, at den tisser på gulvet og skynder sig ud bag ved. Den var meget sød!
Efter frokost kører vi op til Sigiriya-klippen (løveklippen), som er et fæstningsanlæg bygget omkring og på toppen af en 200 meter høj klippe, som alene skyder op gennem junglen. Der er ikke andre klipper i nærheden. Fæstningsanlægget er bygget i 5. århundrede af en af Sri Lankas konger eller rettere, han skulle have været konge, men hans bror blev det i stedet, da hans mor ikke var adelig! Han murede sin far inde i en hule og broren flygtede til Indien, men da han vidste, at broren ville vende tilbage og tage hævn på et tidspunkt, byggede han dette uindtagelige fæstningsværk med voldgrave og høje murer.
Det var et meget spændende anlæg at se, selv om det kun var ruiner, som var tilbage. Vi klatrede helt op på toppen af gud ved hvor mange trappetrin. Nogle af trapperne var mere stiger med et enkelt jernrør som gelænder til at adskille os fra afgrunden over 100 m nede. Jeg var så bange for at gå på disse mussestiger, at mine ben rystede, men jeg ville til toppen og se den skønne udsigt ud over junglen. Så nysgerrigheden vandt over frygten! –  og det var godt for det var virkelig en storslået udsigt.
På vejen op ad klippen så vi også på meget smukt bevarede fresker af barbrystede damer. Halvvejs oppe er der et plateau, hvor 2 store løvefødder ligger på hver sin side af en trappe, som fører til toppen. Forskerne mener, at den øverste del af klippen har været et stort løvehoved, hvor trappen har været ført op gennem munden.
Vel nede igen og mange indtryk rigere blev vi kørt til Hotel Sigiriya, som ligger med udsigt til klippen – faktisk kunne vi også se hotellets pool fra toppen af klippen. Hotellet er også skønt beliggende i junglen med en “have” med en masse forskellige dyr, som vel at mærke ikke er i bur. Vi gik en lille tur inden aftensmaden og fik her set både fisk, skildpadder, isfugle, aber, desmerdyr, jordegern, varaner, leguaner og ildfluer. Det var en hel zoologisk have.
Igen i dag endte vi i baren til en lille øl (625cl) inden badet og aftensmaden. Efter denne lå vi og læste rejsebøger og skrev dagbog indtil det var sengetid. Denne gang blev vi ikke vækket for at betale hotelregningen for belært af erfaring, betaler vi nu løbende!!

28. oktober (Anuradhapura og Polunnaruwa): Vækkeuret ringede allerede 6:15. De eneste lyde vi kunne høre, var fuglene og aberne, som rendte hen over taget. Det var en fantastisk morgen med blå himmel og solskin. Da vi trak gardinerne fra løb aberne ude på taget og en skildpadde flød rundt ude i en lille havedam sammen med fiskene og en isfugl fløj forbi. Det var den rene idyl og fuglene kvidrede.
Et hurtigt bad og morgenmad og så ellers ud i bilen for at køre til Anuradhapura, hvilket tog ca. 1½ time. På vejen så vi bl.a. en arbejdselefant komme gående midt på vejen sammen med sin herre og fra tid til anden måtte vi også overhale oksekærer med højt læs af palmeblade og brænde. I går så vi i øvrigt også vandbøfler, som bliver brugt foran træ-plovene i rismarkerne.
I Anuradhapura fik vi en lokal guide til at vise os rundt på dette meget store område af ruiner fra 643 år før Kristi og frem til år 993, hvor indiske Tamiler ødelagde og plyndrede byen. Ruinerne viser, at befolkningen dengang var langt fremme med bl.a. kloaksystem og rensning af vandet fra toiletterne via 3 kar med forskelligt indhold til rensning. Derudover havde de også kanalsystemer, så de altid havde vand.
Efter frokost skulle vi iflg. forslag fra Fernando have været på elefantryg rundt i 1 time. Da vi kom derud viste det sig, at 1 times ridetur kostede 60 US-dollars (430 kr.) og det havde vi absolut ikke tænkt os at give for denne oplevelse, så vi kørte igen. Videre til Polonnuruwa, der er ruiner fra det 11. århundrede. Disse ruiner af en kongeby er væsentlig bedre bevaret end Anuradhapura, men de er selvfølgelig heller ikke så gamle. I Polonnaruwa fik vi også en lokal guide med rundt. Han var meget god. Han var ud over ruinerne også meget interesseret i dyrelivet, så han viste os de 3 forskellige aber på Sri Lanka og gule, blå og grønne fugle og leguaner og et stort desmerdyr. Ligeledes fortalte han også om alle træer og planter, vi gik forbi, så vi fik en rigtig god tur ud af det. Det mest imponerende i Polonnaruwa er 4 forskellige buddhaer, som er hugget ud af en stor klippe. Den største liggende buddha er 14 meter lang og den stående er 7 meter høj. Man har ingen fortegnelse over, hvor lang tid det tog at hugge disse buddhaer ud, men man har regnet på, at 10.000 slaver kan have lavet det på 2 år!
Efter Polonnaruwa kørte Fernando som død og helvede tilsyneladende for at nå hjem til Hotel Sigiriya før mørkets frembrud. Vel hjemme fik vi os et bad inden aftensmaden, som desværre var Srilankansk buffet, hvilket ikke lige passer til mine smagsløg. Under middagen var der Sri Lanka musik af 3 mænd og 1 pige. Det lød ikke særlig godt, men det er nok, fordi den er så anderledes fra det, vi normalt hører. Efter maden var der et lysbillede show med Sri Lanka´s dyreliv, hvilket var meget amatøragtigt lavet, så det kunne vi godt have undværet! Derefter var det sengtid.

29. oktober (Sigiriya-Dambulla-Kandy): Vi forlod Sigiriya kl. 8.30 og kørte mod Kandy. På vejen stoppede vi først ved Dambulla (klippetemplet), hvor vi fik rundvisning i de 4 grotter, som templet består af. Grotterne var spækket med Buddhaer vist nok 127 i alt!
På vej op til templet var der en del tiggere med manglende arme og ben. Det er ikke særlig spændende at se på, men der var også en slangetæmmer med en Cobra-slange som “dansede” foran ham. Det var sjovt at se.
Videre fra Dambulla gjorde vi holdt på et batikværksted, hvor vi fik fortalt og set, hvordan batik bliver til. Der var også en stor butik, men der var ikke lige noget, som faldt i vores smag. Senere kørte Fernando ind til en krydderihave. Her tog en ung mand imod os og viste os en masse forskellige planter, hvor de forskellige krydderier og lægeurter kommer fra. Efter rundvisningen tog han os ind på skolebænken og viste os alle de forskellige olier, cremer og dufte, som bliver lavet af planterne og forklarede, hvad hvert enkelt produkt var godt for eller imod. Vi fik også begge ansigtsmassage og Ulrich fik hele ryggen masseret. Jeg måtte nøjes med nakken, for jeg kunne jo ikke bare smide T-shirten. Efter denne gode og spændende gennemgang, var det selvfølgelig meningen, at vi skulle købe nogle af deres olier eller krydderier, og det gjorde vi så også. Så er det spændende, om det også virker efter hensigten!
Efterhånden som vi nærmede os Kandy ændrede landskabet karakter. Vi var nu ved at komme op i højlandet, og det bliver smukkere og smukkere med en masse tulipantræer, som er i blomst nu.
I selve Kandy kom vi en tur rundt om søen, idet den oprindelige hovedvej, som førte lige op til Hotel Thilanka, hvor vi skal bo de næste 2 nætter, er blevet spærret af efter at 2 selvmordsterrorister sidste år i januar kørte direkte ind i hovedindgangen til Tandens Tempel med en lastvogn, som blev bragt til sprængning. Det resulterede i store ødelæggelser på templet og 5 menneskeliv gik tabt. Efterfølgende er der lavet store vejafspærringer og sikkerhedscheck indenfor et stort hegn, så alle bliver kropsvisiteret før de kommer ind på tempelområdet.
Efter denne lidt længere tur nåede vi op til Hotel Thilanka, og vi fik det skønneste værelse med udsigt ud over bjergene og Kandy-søen og lige ved siden af swimmingpoolen. Vi smed straks tøjet og hoppede i poolen, for vi havde 3 timer, inden vi skulle ned og se Kandy-danserne og Tandens Tempel. Vi nåede da også at blive lidt røde i ansigterne af solen.
Jeg glemte helt at fortælle, at vi også standsede ved et hindu-tempel, hvor vi overværede et bryllup. Det var meget anderledes fra et dansk bryllup. Det foregik oppe på en stor scene i en kæmpe hal med flere hundrede mennesker siddende på stolerækker, som til en teaterforestilling.
Efter middagspausen mødtes vi igen med Fernando, som kørte os ned til Kandy-danserne. Under de første 3 numre var jeg ved at falde i søvn, men efterhånden blev det rigtig godt at se på. De sluttede af med at gå på brændende kul med bare fødder. Det er utroligt, det kan lade sig gøre.
Fra Kandy-danserne gik vi over i Tandens Tempel, som er et Buddhistisk tempel, hvor Buddhas hjørnetand ligger i en æske i midten af templet. Tanden kan ikke ses. Den vises kun frem hvert 5. år, men man kan se det fornemme skrin, som den ligger i. Det er et meget stort og flot tempel, men desværre har de en ceremoni, hvor de slår på trommer konstant, så man kan ikke høre, hvad man selv tænker derinde. Vi var også uheldige med den guide, som skulle vise os rundt. Han talte ikke særlig tydelig engelsk og fråden stod ud af munden på ham. Han var meget mystisk at se og høre på.
Tilbage på hotellet fandt vi op i restauranten, som var noget fisefornem. Det var et meget stort rum og stor afstand mellem bordene. Der var ikke ret mange andre gæster, da vi kom, så vi følte vi sad midt på gulvet i en stor sal til udstilling for andre, som måtte forvilde sig herind. Der gik dog ikke lang tid, så var salen fuld, og vi følte os ikke længere som udstillingsdyr. Buffeten bestod også her af Sri Lanka retter – naturligt nok!

30. oktober (Kandy): Vi forlod hotellet kl. 8.30 for en lille sightseeing i Kandy og derefter ud til den botaniske have, som er grundlagt af englænderne og fylder 60 ha. Det er en fantastisk flot have med 4000 forskellige planter. Bl.a. er der en stuebirk (Ficus Benjamina), som dækker et areal på 1800 kvm! Vi havde 2 timer til at gå rundt mellem alle disse spændende planter og vi nød dem i fulde drag. I haven var der selvfølgelig gartnere, som gik og holdt haven, men de havde også en lille bibeskæftigelse. Den første vi kom forbi viste os en levende skorpion, som han havde bundet fast på sin fejekost. Den næste viste os en flyvende hund, som han skjulte på maven under skjorten, da vi gik videre. Det var åbenbart ikke tilladt dem at holde dyrene, for de var meget forsigtige med at vise dem frem, men hvis vi ønskede at fotografere dem, så stod de straks med hånden fremme for at få drikkepenge.
Fra  den botaniske have gik turen videre op mod Pinnewala for at se et hjem for små elefanter, som af en eller anden grund er blevet forladt af sin mor ude i naturen. Ligeledes er der voksne elefanter, som er syge. Bl.a. havde en mistet en del af forbenet ved at træde på en landmine, og en anden var blind, efter at en krybskytte havde forsøgt at skyde den.
Inden vi nåede til Pinnewala gjorde vi holdt på en te-fabrik for at se hele processen fra topskudene kommer ind fra teplukkerne til den færdige te er puttet i store sække for at blive solgt på auktion i Colombo. Efter rundvisningen på fabrikken, hvor der i øvrigt næsten kun arbejdede kvinder, fik vi en smagsprøve på den færdige te, og vi havde selvfølgelig mulighed for at købe teen. Vi købte 250g god te og betalte 9,50 kr. for det. Det er vist billigt nok!
Fremme i Pinnewala så vi de ca. 50 elefanter gå frit rundt mellem hinanden, men under opsyn af nogle mænd. Vi måtte kun gå hen til elefanterne efter anvisning af mændene, for ikke alle elefanterne var lige tamme. Jeg var henne og ae en hunelefant og hendes unge på ca. 3 måneder. De har nogle stride hår på ryggen. Senere så vi babyelefanterne få mælk af flaske. De fik 10 liter hver 3 gange dagligt. De voksne elefanter spiser ca. 500 kg plantedele om dagen!!
Efterfølgende gik vi ned til en flod i nærheden, hvor der var en restaurant lidt oppe af siden på floden. Her kunne vi sidde og nyde en cola og bøfsandwich, mens elefanterne kom ned og badede i floden lige neden for, hvor vi sad. Jeg talte 47 elefanter, så det var en ret stor gruppe. De små elefanter boltrede sig i vandet, mens de store blot så til.
I en lille souvenirbutik i nærheden fik vi købt postkort, og det viste sig senere at være en rigtig disposition for på hjemvejen til Hotel Thilanka fik vi store problemer. Under normale omstændigheder ville turen have taget ca. 1½ time, men i dag var det anderledes. Sri Lanka skal have valg til parlamentet den 21. december og i den anledning kommer præsidenten til Kandy for at holde valgtale på stadion. Hun skal komme kl. 18.00 og klokken er nu 15.00 og alle veje mod Kandy er totalt blokeret af biler og busser, så vi hverken kan komme frem eller tilbage. Klokken 18.03 holder vi stadig i kø og kan herfra se præsidenten komme flyvende i helikopter hen over bilen til stadion. Fernando fortalte ophidset, at alle beboerne i byerne uden for Kandy var blevet opfordret til at møde op til præsidentens (i øvrigt en kvinde) tale. Vælgerforeningerne betalte oven i købet bustransporten og mad til folk, hvis de bare ville møde op! Der er valg hvert 5. år på Sri Lanka og den siddende regering vil meget gerne blive endnu en periode, men ifølge Fernando har det kun gået dårligt for landet i den periode, de allerede har siddet. De spilder blot folks tid med løfter, som de ikke kan holde iflg. ham!
Mens vi alligevel sad og gloede i bilen i dieselos fra busser og lastbiler, fordrev vi tiden med at skrive postkort og denne dagbog. Så var det da gjort! Klokken blev 19.45 før vi nåede hotellet efter at have siddet i kø i 5 timer. Det var godt nok sejt. Vi havde regnet med at skulle hjem og ligge lidt i solen ved swimmingpoolen, men det blev der ikke noget af i dag. Da vi endelige havde sledet os igennem til Kandy midtby og kun havde 2-3 km hjem, vrimlede det pludselig med politibetjente, som spærrede gaden af lige foran os. De stillede motorcykler på tværs af gaden og stod og pegede på os med maskingeværer. Det var lidt uhyggeligt, men det viste sig 5 minutter senere, at der blot kom en minister kørende i sin Volvo og ham måtte vi åbenbart ikke komme for tæt på. Det virkede lidt underligt, for mens vi kørte i kø, havde vi mødt 2 ministerbiler, og de havde ingen escorte! Så snart ministerbilen havde passeret, måtte vi igen køre. På det tidspunkt havde Ulrich og jeg mistet tålmodigheden, så vi var begyndt at gå hjem, men blev så taget op af Fernando igen.
Hjemme på hotellet fik vi en dejlig middag bestående af 4 retter europæisk mad, og vi sad i Coffe Loungen, som var væsentlig mere hyggelig end restauranten. Desværre var jeg blevet så forkølet af airconditionen i bilen, at jeg ikke havde lyst til andet end at komme op at sove.

31. oktober (Kandy – Nuwara Eliya): Vi startede med at køre op til et udsigtspunkt, hvorfra vi kunne se ud over Kandy og søen med Tandens Tempel. Også her blev vi standset af politiet. Denne gang var det dog ikke p.g.a. præsidenten eller hendes ministrer, men derimod et racerløb. Betjentene lod os dog komme gående igennem afspærringerne, så vi kunne tage billeder ud over byen. Fernando måtte vente tilbage i bilen bag afspærringerne.
Vel nede af bjerget igen kørte vi ned til jernbanestationen, hvor vi skulle stå på toget til Nuwara Eliya. Vi skulle med en speciel observationsvogn, hvor der er mere komfort og større vinduer end på 2. klasse. Fernando havde på forhånd fortalt, at han ikke kunne booke denne specielle vogn med mindre man kørte med helt fra Colombo, så vi måtte blot krydse fingre. Det viste sig imidlertid, at der slet ikke var nogen observationsvogn eller 1. klassesvogn med dette tog for vognen var til reparation, så vi kunne komme med på 2. eller 3. klasse. Her sidder man næsten oven på hinanden og mellem høns og grøntsager m.v. og da det er en tur på 4-5 timer betakkede vi os. Vi ville så hellere med Fernando i bilen, selv om vi havde læst, at togturen skulle være fantastisk smuk.
På plads i bilen igen satte vi kursen op i bjergene mod Nuwara Eliya. I udkanten af Kandy, spurgte Fernando, om vi var interesseret i træskærerarbejder, for så kendte han en god butik. Da jeg godt kunne tænke mig en pæn elefant i ibenholt, sagde vi ja tak til at besøge butikken. Det viste sig, at der ikke rigtig var noget træskærerarbejde, som vi kunne falde for, men til gengæld havde de også messing-ting og som altid, når vi går ind i en forretning for at få et, kommer vi ud med noget andet. I dette tilfælde blev træelefanten til et stort messingfad – med en elefant på – som skal hænge over brændeovnen. Det kostede ca. 450 kr. men er også meget pænt forarbejdet med indlagt sølv og kobber.
Ude af butikken igen fortsætter vi ad meget smukke små snoede bjergveje, hvor der næsten kun er plads til en bil og i hvert fald ikke 2 busser ved siden af hinanden. Det sidste fik vi et synligt bevis på, da Fernando stoppede ved en kløft, hver der stod en masse mennesker og kikkede ned.
Ca. 30 meter nede i en lille flod lå en bus, som 5 dage forinden var styrtet ned af skrænten. 17 af de 50-55 passagerer var blevet dræbt. 2 busser havde skulle passere hinanden, og den ene havde fået et hjul ud over afgrunden. Det havde skabt panik i bussen, hvor alle ville ud på en gang. Denne faren rundt havde fået bussen til at miste balancen og derefter styrte i afgrunden. Det var et uhyggeligt syn.
Bortset fra bussen i kløften var det en meget smuk tur, hvor vi bevægede os fra ca. 1.000 meters højde op til 3.000 meter. Størstedelen af turen går gennem teplantager med lavlandtea og op til plantager med highlandtea. Vi så også teplukkere selv om det ikke lige er højsæson p.t. Alle teplukkerne er Tamiler fra lavere kaster i Indien, som englænderne har bragt til Sri Lanka. Disse Tamiler har intet med de oprørske Tamiler i den nordlige og østlige del af Sri Lanka at gøre. Tamilerne i højlandet deltager slet ikke i de blodige stridigheder med singhaleserne.
Da vi nærmer os Nuwara Eliya er vi så højt oppe, at der ikke er teplantager mere. Her er regnfuldt, og vi kører oppe i skyerne, og bønderne her lever af at dyrke grøntsager. Her dyrkes alle de velkendte grøntsager, som vi kender hjemmefra. Gulerødder, løg, kartofler, rødbeder og jordbær m.v. Nuwara Eliya er Sri Lankas urtehave. Her produceres til hele øen.
I Nuwara Eliya bor vi på Grand Hotel, som er et gammelt kolonihotel. Oprindelig guvernørbolig for Sir Edward Barnes. Hotellet er bygget i 1800-tallet af englænderne og i 1891 ombygget til hotel. Hotellet bærer tydelig præg af englænderne, hvilket i øvrigt hele Nuwara Eliya gør. Det bliver også kaldt “Little England”. Vi ville have gået en tur i byen, men vi nåede ikke ret langt væk fra hotellet, før det begyndte at regne stærkt, så vi måtte vende om. Eftermiddagen blev herefter tilbragt i sengen med en bog. Aftensmaden blev indtaget i en 250 kvm stor riddersal.

1. november (Nuwara Eliya – Udewalawa): Denne dag går turen sydover mod Udewalawa Nationalpark. Vi skal nu “klatre” ned af bjergene igen af snoede veje. Vi forlader igen kulden. I Nuwara Eliya er der kun 14-15 grader, og det har vi ikke rigtig tøj med til. På vejen ned gør vi stop på et lille Resthouse, hvor vi har udsigt til 4 forskellige vandfald. Her nyder vi udsigten med en kop te til forkølelserne, som vi begge har pådraget os og spiser frugt, da der ikke er andet på menukorten, som kan friste. 
Senere gør vi holdt ved Ellas Gab, som er en meget lang kløft. Ella ligger i 1100 meters højde, og i klart vejr skulle man kunne se helt ud til kysten ca. 50 km ude. Det er imidlertid meget tåget nu, så vi kan kun se de omkringliggende bjerge, hvilket også er meget smukt. Uden for resthouset kan Ulrich ikke stå for en mand, som sælger sten,  og han går derfra med 3 flotte sten, som har kostet ham 10 kr.
Senere på turen stopper vi ved Ravana Ella vandfaldet og her står også en hel flok mænd, som vil sælge sten. I første omgang får jeg dog nogle sten som “gave”. Senere vil han veksle nogle danske penge til Rupees, og der får han desværre snydt mig for 5 kr., men det kan vel betragtes som “ulandsbistand” sammen med alle de andre småpenge, vi må af med for at fotografere forskellige ting. De er bestemt ikke tabt bag en vogn, hvad drikkepenge angår!
Tre kvarter efter at vi har forladt Ellas Gab, er vi nede i niveau med havet igen. Her er meget fladt, og vi kører gennem store områder med rismarker, bananplantager og chilimarker. Hvert område har tilsyneladende specialiseret sig i hver sin afgrøde. Vi kommer senere ud i mere øde egne uden elektricitet og vegetationen bliver også mindre. Det minder lidt om Los Llanos i Venezuela. Efter at have passeret en dæmning, som er lavet for at producere strøm, er der igen mange palmer og grønt. Vi stopper ved en restaurant, hvor vi får lidt frokost inden vi skal på jeepsafari i Udewalawa Nationalpark.
På safarien får vi ud over Fernando og jeepføren også en guide med, som kan fortælle og finde parkens dyr til os. Fernando har på forhånd sagt, at der kun er elefanter i parken, men det er bestemt ikke rigtigt. Vi ser utrolig mange elefanter. Hunnerne i grupper med deres unger og hannerne for sig selv. Vi oplevede både slåskampe mellem to hanner og 2 hanner, som tilsyneladende var homoseksuelle, og så så vi, hvordan hunnerne bliver aggresive og passer på deres unger ved at stille sig rundt om dem, når vi kommer for tæt på. Ud over elefanterne så vi også varaner, leguaner, påfugle, dådyr, ørne, bee-eaters (små grønne fugle), vilde vandbøfler, krokodiller, storke, spætter og mange andre farverige fugle. Det var en rigtig god safari på 2½ time.
Efter safarien kørte vi til vores hotel for natten. Det var ikke noget specielt, men vi fik værelse lige ned til en sø, hvor vandbøflerne lå og boltrede sig. Vi fik en flot 4 retters aftenmenu og derefter var det på hovedet i seng, efter endnu en lang dag med mange oplevelser.

2. november (Udewalawa – Galle): Vi forlod hotellet kl. 8.30 og kørte sypå mod kysten. Vi havde et enkelt stop ved Sri Lankas højeste Buddha (50m) og derefter videre langs kysten mod vest. Inden vi nåede Galle, stoppede vi ved vejkanten og fik en King Coconut hver. Det er den gule kokosnød, som man alene drikker mælken fra og spiser lidt af kødet, som er noget blævret noget uden den store smag. Efterfølgende kørte vi videre gennem Matara og til Galle, hvor Fernando stoppede ved byens fiske- og frugtmarked. Der var alle de frugter, som hjertet kan begære. 
Fiskene var det småt med på denne tid af dagen, men der var dog nogle store tun, et par hajer, sardiner, sild og nogle andre små fisk og rejer. Fisk er meget billigt her. De kostede kun ca. 4 kr./kg. Vi var også inde i en lille butik med ris og krydderier og andre madvarer på dåse. Vi endte med at komme ud med ½ kg. Cashew nuts til 45 kr. Jeg ved ikke, hvad de koster derhjemme, men jeg tror ikke, dette var specielt billigt!
Fernando kørte os lidt rundt inden for fortets murer inden vi blev sat af ved New Oriental Hotel. Det er et meget specielt hotel. Det er absolut ikke luksus, og hvor New kommer fra ved jeg ikke. Det blev bygget af hollænderne i 1684 og tjente som residens for den hollandske garnisons guvernør under den hollandske koloniperiode. I 1863 blev det ombygget til hotel efter også at have været kasino og dansehal. Alt her er meget stort med omkring 6 meter til loftet. Værelserne er mægtig store suiter møbleret med originale møbler fra den hollandske koloniperiode. Der er endda himmelseng! Det er et spændende hotel, men det er godt vi kun skal være her 1 nat, for standarden lever ikke lige op til nutidens hoteller!
Efter at have sat kufferterne i vores suite og udstyret med en 15 cm lang tung messing-nøgle til døren, gik vi ud af hotellet for at se på fæstningsværket, som omgiver hotellet og denne lille by inden for murerne. Vi gik hele vejen rundt på voldene. Det er et fantastisk bygningsværk, som er meget godt bevaret. Det udgør en halvø ud for Galle og må have været praktisk talt uindtageligt med de høje murer bygget af sten og koraler. Efter vores lange tur rundt på voldene og en frokost på et andet hotel med havudsigt, satte vi os på New Orientals porch og fik te og en øl, mens jeg skrev dagbog og Ulrich læste guidebøger.
Vi skal spise om lidt. Det bliver spændende, at se hvad vi får. På fiskemarkedet mødte vi en mand, der sagde, at han leverede fisk til hotellet og på voldene mødte vi en mand, som sagde, at han var kok her. Om de taler sandt eller blot vil i kontakt med os, er svært at sige. Vi er meget tilbageholdende over for alle disse “venlige” mennesker for pludselig, vil de have penge. Mens vi gik rundt på voldene, kom der også flere tiggere og ville have penge. Vi giver dem ikke noget! Vi kan ikke redde alle Sri Lankas fattige!!
Vi fik en udmærket 3 retters menu og kaffe eller te bagefter, men ingen fisk og vi så heller ikke kokken, så vi fik ikke opklaret, om mændene vi tidligere havde mødt talte sandt! Vi følte os dog noget alene. På dette temmelig store hotel var kun 3 af værelserne besat, så vi sad kun 5 personer og spiste aftensmad i en meget stor spisesal. Da vi havde spist gik vi en tur ud på gaden, men der var meget mørkt og mennesketomt, så vi gik hurtigt tilbage til hotellet og op og lagde os til rette i himmelsengen. Det er første gang, jeg har sovet i sådan en!!

3. november (Galle – Bentota): Fernando hentede os kl. 8.30 for at køre os op langs kysten til Bentota og Hotel Ceysands, hvor vi skulle bo resten af ferien. På vejen stoppede vi ved en skildpaddefarm, hvor en ung havbiolog fortalte, om de skildpadder de havde i “pleje” og om, hvordan de måtte betale srilankanerne for skildpaddeæggene for ellers tog de æggene fra skildpaddernes reder i sandet, så snart hun-skildpadderne var svømmet til havs efter at have lagt deres 100-150 æg på stranden. Æggene er en udsøgt spise for srilankanerne, så hvis de ikke får penge for dem, så spiser de dem, og skildpaddebestanden er dermed truet. På farmen havde de bl.a. en stor skildpadde, som lignede en albino, men da den ikke havde røde øjne, var det ikke en rigtig albino. Havbiologen kaldte den Michael Jackson! Han var dog hurtigt til at fortælle, at det var en joke. Han var åbenbart bange for, at vi skulle tage anstød af det. Skildpadden manglende imidlertid et pigment – ligesom Michael Jackson – så dens skjold og skind var hvidt. De ville holde den på farmen i ca. 5 år, hvorefter de regnede med, at den havde fået så mange alger og misfarvninger på skjoldet, at den kunne sendes til havs uden at blive ædt med det samme. Med dens nuværende farve ville have svært ved at gemme sig og dermed et let offer for havets rovdyr.
Ved middagstid nåede vi til Bentota og Hotel Ceysands. Det var stadig lige så dejligt et hotel, som jeg husker det fra for 14 år siden, hvor jeg sidst boede her. Nu var det tid til ren afslapning efter 9 spændende, men også anstrengende rundrejsedage.

4. – 15. november (Bentota): Resten af ferien gik med at ligge på ryggen på en solbriks i haven og læse bøger afbrudt af badeture i havet eller i hotellets swimmingpool. Om eftermiddagen sad vi som regel på terrassen og så solen gå ned og fodrede jordegern, som var så tamme, at vi kunne fodre dem af hånden. Det blev jordegernene, som spiste næsten alle vores dyrt indkøbt cashew nuts, men de var nu så søde, at vi ikke kunne stå for dem, når de kom springende op på bordet foran os. Hver dag gik vi en tur langs stranden eller op i byen og nærmeste omegn. Der var altid ivrige “guider” som ville vise os en hel masse. Vi afslog dog altid, men som regel havde vi alligevel en guide et stykke af vejen. Det endte da også med at en “venlig” ældre mand lokkede os ind på nogle afsides liggende veje og stier, hvor vi bl.a. kom forbi en lille fabrik, som lavede måtter og reb af kokosnøddefibre og et tempel og vi så nogle store aber oppe i træerne. Vores stedssans sagde os, at vi kom længere og længere væk fra hotellet og at vi måtte skulle krydse floden et eller andet sted for at komme tilbage, men “guiden” blev ved med at sige, at det var ikke noget problem. Det var det heller ikke for da vi pludselig stod ved flodbredden, var der “tilfældigvis” en lille flåde med 3 mænd på, som kunne sejle os over. Vi spurgte selvfølgelig hvad det kostede, men det var ikke noget problem. Vi skulle blot betale, hvad vi syntes! Det blev en dejlig sejltur, hvor vi kom ind igennem mangroven og så 1-1½ meter lange salamandere, som lå og slappede af oppe på grenene. Vi var noget skeptiske over, hvor vi ville blive sat i land, men det endte med, at det var lige ved hotel Bentota Beach, og herfra er der ikke langt hjem. Hvad der imidlertid ikke var så godt var, at da vi ville give de 100 Bath (10 kr.), som vi synes var rimeligt for turen, viste en af roerne os et skilt, hvorpå han havde skrevet 1.800 Bath!!! Hvilket svarer til hele 4 dagslønne til hver af de 3 roere. Det var selvfølgelig fuldstændig ublu og efter lidt protester faldt prisen til 1.200 og senere til 500. Da vi stadig ikke havde til sinds at betale det og ville give dem de 100 Bath, ville de slet ikke tage imod. Vi valgte derfor at vende ryggen til og gå. Så kom de rendende efter os med en pris på 200 Bath. Da den heller ikke gik, tog de til sidst imod de 100 Bath, og vi var lettede over at slippe af med dem. Den “venlige” ældre mand, som fra starten af blot sagde, at han var på vej hjem fulgte stadig med os og da vi sagde farvel til ham, ville han også have penge!! Han ville blot have til en øl og da vi spurgte, hvor meget det var, sagde han 150 Bath. Det er prisen, som vi betaler på hotellet for en øl! Vi ville give ham 20 Bath, men så blev han også fornærmet og ville slet ikke have noget.
En dag tog vi toget til Hikkaduwa, hvor Susanne og Ove har været flere gange. Vi ville se, om der nu også var så skønt, som de sagde. Desuden ville jeg også gerne ned at snorkle på koralrevet, som er her ud for kysten. Vi kom lige i sidste øjeblik inden toget skulle køre, så vi hoppede ind i den første vogn lige for. Det viste sig at være 3. klasse, så vi sad i en meget ringe vogn, som skramlede og hoppede, så man dårligt kunne snakke sammen. Vi nåede dog frem og blev straks mødt af “guider”, som jeg på det kraftigste afviste belært af erfaringer. Vi slap dog fri for dem og gik ned på stranden, hvor jeg var ude at snorkle. Der var dog ikke nogen koraler at se, men en del flotte fisk. Senere tog vi en tur længere ud over koralrevet med en glass-bottom-boat, men koralrevet var helt dødt og brunt/hvidt, sådan som Fernando også havde fortalt os. Vi havde dog ikke troet på ham for Susanne og Ove, havde jo set det flotte rev. Der må være sket noget med revet siden de har været hernede sidst. Et sørgeligt syn var det i hvert fald!
Efter bådturen satte vi os op på en lille restaurant og fik en øl og så på strandlivet, inden det var tid at tage toget hjem igen. Denne gang fandt vi 2. klasse, som var lidt bedre end 3. klasse.

Vi havde 12 dejlige afslappende dage i solen på hotel Ceysands, og vi kan ikke udelukke, at vi vender tilbage engang.