Vi har rejst sammen i over 25 år

og håber at kunne blive ved mange år endnu.

Fotografering

Vi er ikke professionelle fotografer, men vi kan godt li at fotografere og bruger meget tid på det – specielt, når vi er ude at rejse.

Du kan se nogle af vores fotografier i dagbøgerne og i vores fotoalbums, som der er links til i topmenuen.

Roadtrips i camper

Vi tager på mange forskellige typer rejser, men allerhelst på egen hånd, hvor det er muligt.
Vores foretrukne transportmiddel er autocamper. Det er den ultimative frihed for os. 
Vi har huset på ryggen og skal ikke konstant pakke ud og ind. Vi er ikke afhængig af om der er hoteller at finde og vi kan selv lave vores mad, hvor og hvornår vi ønsker.
Eneste ulemper er, at lejen kan være rimelig dyr og en camper er meget tørstig (kører typisk 4-5 km pr. liter benzin) og den er ikke så praktisk at køre rundt med inde i store byer.
Vi har haft et enkelt roadtrip i camper i Europa, men ellers har vi kørt i camper i Australien, New Zealand, Canada og store dele af USA.

IMG 4778

Roadtrips i egen bil

Vi har også rejst rundt i vores egen almindelige personbil i Europa. Det har den store fordel, at vi ikke er bundet af nogen lejeperiode på camper eller hjemrejsedato på fly. Vi kan køre hvor hen vi ønsker og så lang tid vi ønsker.
MEN – hvis man vil have den fulde frihed til at køre hvorhen man ønsker, så skal man også bruge tid på at finde overnatningssteder undervejs.
Alternativt har vi booket enkelte hoteller/lejligheder hjemmefra og ellers booket undervejs.

Golfrejser

Vi har taget på enkelte rejser, hvor vi har helliget os golfspillet f.eks. rejser arrangeret af vores egen golfklub, hvor vi både får undervisning og spiller golf sammen med spillere fra vores egen klub. 
Oftest er golfspillet dog ikke formålet med vores rejser, men det kan kombineres med vores øvrige aktiviteter, så som vandring.
Når man ønsker at tage på dissideret golfrejser, er det som regel bedst at tage fat i et rejsebureau, som er ekspert i golfrejser. De kan nemlig ofte få bedre tilbud på green-fee end man kan få som privatperson og dermed lave en samlet pakke med ophold, fly, billeje og golf til en langt bedre pris end man selv kan sammensætte.
Vi har foreløbig været på 2 longstay i Spanien på hver 28 nætter og har bestilt et mere til i vinter.