Dagbog fra Laos og Cambodia (2003)

15. – 16. december (Hjemmefra – Chiang Rai): Vi mødes hos Susanne og Ove mandag aften kl. 20:30. Ulrich og jeg har været på arbejde hele dagen, men vist ikke fået lavet så meget. Der er dømt ferie-mode. Udenfor er det lige omkring frysepunktet og i morges lå der 2-3 cm sne, så vi glæder os extra meget til at komme ned i varmen.

Susanne har bestilt en taxa, som henter os og kører til lufthavnen kl. 20:45. Endelig er vi på vej på den ferie, som vi har set frem til i 10 mdr.! Flybilleterne blev faktisk bestilt samme dag, som vi tog til Philipinerne i februar.
I lufthavnen går alt strygende. Ingen forsinkelser bare op i SAS-maskinen og få en ordentlig betjening i forhold til Lufthansa, men vi blev noget skuffet. Det var det samme lausige niveau. En time gik inden de kom med noget mad. Det gjorde nu ikke så meget for sulten var ikke stor, men vi fik heller ikke vores GTI før og det er nærmest hærværk :-). Nå, men det var jo natflyet, så med en film – “The pirates of Caribian” sætter vi os til rette og falder snart i søvn nogle timer indtil en eller anden idiot har sat et vække ur til at ringe! Surt når man endelig er faldet i søvn.
I bangkok har vi 3 timer inden vi skal videre med fly op til Chiang Rai og det var heldigt for vi blev ledt det forkerte sted hen. I CPH have de fortalt os, at vi selv skulle få bagagen fra det ene til det andet fly, så Ulrich og jeg ventede ved transportbåndet. Susanne og Ove var blevet stoppet i paskontrollen og fået besked på, at bagagen var sendt videre, så den skulle vi ikke bekymre os om. Da vi stod ved tranportbåndet og de andre i paskontrollen begyndte panikken at brede sig for bagagen kom jo ikke og bagagemærkerne havde Susanne. Efter 20 minutter kom Susanne og Ove endelig og efter at have spurgt til vores bagage endnu engang måtte vi stole på, at den var sendt videre og vi tog bussen videre til indenrigshallen, hvor vi delte en McDonald menu til 6 kr.! Hvis det er det generelle prisniveau, så får vi vist ikke brugt mange lommepenge 🙂
Vel ankommet til Chiang Rai efter en times flyvning skulle der have været en og hente os, men nej. Ingen ville kendes ved os! Vi måtte selv arrangere en taxa til hotellet. Vi troede det var lige i nærheden, men det viste sig at være 80 km væk, så det blev en pæn lang tur i taxa, men med en pris på 42 kr. var det absolut også overkommeligt, men i kraft af, at der ikke var nogen og hente os blev vi også nervøse for morgendagens arrangement, hvor vi skal ned af Mekongfloden. Vi har ingen billetter til den tur for dem skulle vi få herude! På hotellet fortæller de os, at der er en fra Bangkok, som har ringet til os, og hun vil ringe igen. Det gør hun også og efter et par telefonsamtaler, er afhentning i morgen tidlig og bådtur m.v. arrangeret og vi kan roligt nyde vores aftensmad i hotellets restaurant, hvor vi er de eneste gæster. Vi får nogle dejlige små forårsruller og kylling m/cashew nuts. Jeg havde valgt den med cashew nuts i håb om, at den ikke var stærk, men nej. Det var rigtig thaimad! Stærkt som bare pokker. Det var godt med forårsrullerne og en stor øl, så kunne jeg klare mig.
Efter maden gik vi en lille tur ned til floden. Vi er næsten helt oppe i den gyldne trekant, men da det er sort nat nu, kan vi intet se ud over vores flotte hotel The Imperial Golden Triangel.
Vi aftalte at stå op kl. 6 næste morgen, da vi bliver afhentet kl. 8:00 og godt vil have tid til morgenmaden, som nok er det sidste rigtige store morgenmåltid indtil vi kommer til Coco Beach.

17. december (Chiang Rai – Pakbeng): Vi står som aftalt op kl. 6:00. Det er bælgravende mørkt og lidt koldt ca. 15 grader. Temperaturen overrasker os lidt for vi har aldrig prøvet så lav temperatur i Thailand før, men forhåbentlig bliver det varmere op af dagen. 
Da vi har været i bad, er det begynde at lysne og vi kan se ned over floden, hvor disen stadig hænger i trætoppene og på den anden side af floden i Laos kikker bjergene op over disen og lavthængende skyer. Det er et flot syn og vi føler os rigtigt hjemme igen i dejlige Thailand med en natur så flot, så flot og de kendte dufte.
Morgenmaden lever fuldt op til vores forventninger med kokke, der står og laver omeletter og spejlæg eller hvad vi vil have og der er frugt og pølser og bacon osv osv og mens vi spiser, nyder vi synet ud over floden, bjergene og solen, som er ved at komme helt frem, men kæmper med de lavthængende skyer.
Lidt i 8, står vores chauffør klar til at køre os de ca. 40 km til båden, som vi skal sejle til Luang Prabang i Laos på. Det er en skøn biltur over bjergene og igennem små landsbyer, hvor stammefolkene står ved boder og sælger tøj, frugt og madvarer. Nogle har deres specielle farverige dragter på.
Efter en times kørsel kommer vi til Chiang Khong, hvor vi skal krydse Mekong-floden til Laos. Vi får en madpakke og vand med og bliver sejlet over til imigration på den anden side af floden. Vi er nu i Laos og bliver kørt en kort tur ned til en anden lille bådplads, hvor vores båd ligger og venter på os. Båden er OK, men der er kun nogle små træbænke at sidde på, så jeg vil tro, at vi har træsmag i munden, når vi er nået halvvejs til Luang Prabang i aften 🙂
Vi sejler, så snart vi er ombord. Det er ikke en båd kun for turister. Der er ca. halvt af hver – turister og lokale. Ud over os 4 er der også 5 andre danskere. Det er sjovt at lige meget, hvor vi kommer i verden, så er der altid danskere og det på trods af, at vi kun er ca. 5 millioner.
Turen går i pænt tempo ned af floden, hvor vi fra tid til anden bliver overhalet af speedbådene. De hamrer derudaf med eventyrlig fart og passagerne sidder og klamrer sig fast med styrthjelm på og forhåbentlig ørepropper for de larmer infernalsk! Vi er alle enige om, at det var godt vi besluttede os for at tage en slowboat.
Vi sejler igennem et landskab med bjerge og palmer og jungle helt ned til flodbredden. Floden er nogle steder 100 m bred og andre steder snævrer den ind mellem klipper, som giver nogle pæne strømhvirvler. Her har fiskerne sat deres net ud og nogle står også på klipper med fiskestænger – altså bambuspinde med en snor på. Vandet er helt brunt af mudder, så det er ikke til at se om der er fisk i vandet. På sandbankerne går en masse mennesker og samler sten. Vi tror, at det er i håb om at finde guld, men vi er ikke sikre.
Ved middagtid lægger vi til ved en lille station, hvor der er både med mad, frugt og drikkevarer. Vi har siddet og frosset det meste af vejen på grund af blæsten, men her inde på bredden er der vindstille og solen skinner fra en næsten skyfri himmel, så her er rigtig rart – vel ca. 25 grader. Så er det dejligt at tænke på at der kune er 0 grader derhjemme 🙂
Vi passerer med jævne mellemrum små bosteder, hvor bøfler, køer og geder går nede ved floden og de små både ligger i vandet og børnene leger på klipperne.
Bagdelen er hen på eftermiddagen godt om, så hvordan bliver det mon at sidde på en hård træbænk igen i morgen? Sløvheden indhenter os på skift og vi sidder og halvsover. Klokken 16:30 når vi endelig til den lille landsby Pakbeng, hvor vi skal overnatte. Den ligger på en klippeskrænt med en meget lang stejl trappe op. Vi knokler op med rygsækkene og håber at finde den person, som iflg. telefonsamtalen i går skal hente os og vise os det guesthouse, som de har booket til os. Vi venter 10 minutter, men der er ingen, som venter på os! Vi snakker med en engelsk guide, som siger at med mindre man er en gruppe med guide, så er det ikke muligt at booke på forhånd her i byen!! Hun foreslår os et hotel, som skulle være det bedste i byen. Vi benytter det og det er absolut ikke luksus, men dog rent og med eget bad og toilet og det koster kun 85 kr. for en nat, så det er OK.
Det er stadig lyst, så vi lægger blot rygsækkene på værelset og går derefter en tur i byen. Den er ikke særlig stor og lever vist mest af os turister, men her er meget lokalt med et marked med slagter og grøntsager m.v. Menneskene her er meget smilende og hilser pænt på os.
Det bliver hurtigt mørkt, så vi vender næsen mod hotellet, hvor vi allerede får aftensmad kl. 18. Vi sidder i hotellets restaurant, som er nærmest en overdækket terrasse med udsigt ud over floden og bjergene på den anden side af floden. Det er meget malerisk og på en sandbanke nede i floden spiller børnene bold og ved siden af, er der anlagt urtehaver, som bliver vandet og passet og plejet. Snart er det kulsort nat og vi kan intet se, men vi får serveret fin mad. Ris og sur/sød sovs og svinekød med hvidløg og forårsruller i rispapir og så de sædvanlig store øl (0,64 l). Vi er helt oppe at køre, da vi får regninger for iflg vore omregninger, har vi spist og drukket for 10 kr. pr. person!
Da vi efterfølgende på værelset regner efter, finder vi ud af, at vi hele tiden har regnet med forkert kurs. Vi har ganget med 6, men skulle have ganget med 16. Det giver unægtelig en forskel, men prisniveauet er stadig meget billigt. Vi har i aften spist for ca. 25 kr. per person og det er incl. 1,5 øl á 0,64 l.
Vi går tidligt i seng. Vi er godt trætte efter flyveturen og en dag med meget frisk luft og en hård bænk fra kl. 10 formiddag til kl. 16:30 eftermiddag! Klokken 19:30 ligger vi i sengene og vi sover dejligt. Jeg vågner dog snart igen rystende af kulde, så jeg må op og finde en stor varm kartoffeldyne, som heldigvis ligger i et hjørne af værelset. Efter at have fået den over mig sover jeg fint til kl. 2, hvor jeg igen er lysvågen, men efter en times tid falder jeg hen igen og vågner først med vækkeuret kl. 6:30.

18. december (Pakbeng – Luang Prabang): Det er rigtig koldt på værelset, da vi vågner. Der er ingen vinduer, alene myggenet i rammerne, så vi har samme temperatur som udenfor ca. 15 grader. Man drømmer om et varmt bad, men glem alt om det. Der er alene koldt vand i bruseren og det er rigtig koldt. Hovedbunden stivner totalt under de første stråler. Godt man har så kort hår, der hurtigt bliver vådt! Badet er ingen nydelse og det er heller ikke hele kroppen, som bliver våd, men man er helt sikkert vågen oven på sådan et bad 🙂
Vi får et sparsomt morgenmåltid med flüte, smør, spejlæg og te og bestiller samtidig sandwich til frokost.
Vi skal være ved båden kl. 8, men er der lidt før og det er der også mange andre der er, for den er næsten fuld. Bagagen smider de op på taget. Der er ikke plads indenbords. Der bliver ved med at komme flere og kl. 8:30 er alle pladser optaget, men vi sejler ikke. Vi venter og venter og venter og først lidt i 10 starter kaptajnen motoren. Alle jubler – ingen ved hvorfor vi har siddet så længe og ventet. I ventetiden har besætningen fået vores billetter og nok talt efter 6 gange. Måske har der manglet nogle. Vi ved det ikke!
Endelig er vi på vej. Det er ikke den samme båd som i går. Denne her er lidt mindre, men vi er mange flere passagerer og bænkene er mindre, men heldigvis er der små madrasser på, så vi kan lige holde ud at smække enderne i sædet igen 🙂 Vi er ikke helt trygge ved at sejle med denne båd. Den krænger en del p.g.a. bagagen på taget. Forhåbentlig komme vi helskindet og tørskoet frem.
Turen i dag er meget anderledes end i går. Dels er floden meget vildere med en masse strømhvirvler og dels kommer der hele tiden nye mennesker ombord. Vi har været inde ved bredden adskellige gange for at tage lokale med og sætte nogle af. De kommer med en masse sække og tasker og ser ikke lige rene ud allesammen. En havde også taget et par høns med i en lille bambuskurv. De blev nu smidt op på taget, men båden ligner efterhånden en flygtningebåd, så mange er vi. Der er ikke en ledig plads på hverken bænke eller gulvarealet. På et tidspunkt gik en seddel rundt, hvor vi kunne skrive os på, hvis vi ville have båden til at stoppe ved Pak Ou Grotten. Det ville kun koste et symbolsk beløb pr. person for denne extra service og en halv times ophold. Den var vi med på, men desværre er vi for sent på den, tror jeg, for vi har lige passeret grotten, og vi blev ikke sejlet derind. Klokken er blevet halv fem, så det er nok mere et spørgsmål om at nå Luang Prabang inden solnedgang!
Turen i dag har været en del mere spændende end i går. Der har været langt flere mennesker på flodbredden og vi har passeret mange fiskere i små både og badende børn og små landsbyer. Det har også været noget varmere, så bortset fra meget ømme ender og rygge, så har det været en god dag. Efterhånden som vi nærmer os Luang Prabang ser vi også nogle af de flotte limstensklipper, som gør landskabet meget flot. Vi er efterhånden træt af blot at se jungle og bjerge selv om det selvfølgelig også er flot, men det bliver også kedeligt i længden. De første el-ledninger kommer til syne. Vi nærmer os civilisationen. De fleste står op i båden. Rumpetterne kan simpelt hen ikke holde ud at være på de små bænke mere. Der går endnu en halv time, før vi er fremme og vi har set en flot solnedgang i mellemtiden. Klokken er blevet 18 og tusmørket er faldet på.
Vi er meget spændte på, om der er nogen for at hente os. Det er der ikke! Vi tager en tuk-tuk op til hotellet. Det er et flot hotel (Phousi Hotel) og vi bliver glædeligt overrasket for vi ved jo ikke rigtig, hvilken standard vi skal forvente i Laos, men glæden bliver kort. I receptionen kender de ikke vores navne og de har iøvrigt kun 1 værelse ledigt, så de kan ikke få plads til os. Panikken breder sig, hvad gør vi nu? Receptionisten ringer til vores agent. Ingen svarer på numrene! Det koster 17USD at ringe til Danmark. Vi prøver at ringe til CC-Travel, men kan ikke komme igennem. Hvad gør vi så? Ove hidser sig vildt op. Vi bliver enige om at tage hen på et andet hotel, som receptionisten anbefaler og siger er samme standard som Phousi. Det koster imidlertid 60 USD pr. nat pr. værelse mod 30 USD for det, vi troede, at vi havde booket. CC-Travel må betale for deres fadæse – ingen afhentning og ingen bookning af hotel.
Vi kører i tuk-tuk over til det andet hotel Sauvanner house. Hotellet er OK, men bestemt ikke som det, vi kom fra, men hvad skal vi gøre. Vi er alle trætte og skuffede, for det var jo lige netop denne situation, vi ville undgå ved at booke hjemmefra og betale lidt mere for det igennem et rejsebureau. Vi prøver efter berdste evne at slå koldt vand i blodet og går ned på den nærmeste internetcafe og sender en vred mail til C&C om, at nu må de tage sig sammen og derefter går vi ud og finder et hyggeligt sted og spiser og får nogle store beer Lao til at dæmpe nerverne på 🙂
Det ser ud til at vi er kommet til en hyggelig by med natmarked og mange små spisesteder.
Kl. 22 er vi trætte efter dagens strabadser og går hjem i seng på vores nye hotel.

19. december (Luang Prabang): Vi besluttede os i går aftes for, at vi ville se alle munkene her til morgen, som går en runde gennem byen og får deres mad fra nogle velgørende koner, der laver mad til dem hver morgen. 
Munkene går deres runder kl. 6:30, så vi måtte op kl. 6:15 for at nå at se dem. Det var knapt nok lyst, men vi fik da set dem og der var rigtig mange i deres orange gevandter. De lyste flot op i bybilledet, mens de gik rundt med deres krukker og samlede mad ind. Efter at have set deres procession fik vi morgenmad. Ingen buffet med lidt frugt, brød, smør, syltetøj og æg + kaffe eller te.
Vi var alle stadig trætte fra i går, så vi gik tilbage i seng et par timer og mødtes så kl. 10 for at gå tur rundt i byen og se, hvor vi var havnet. Luang Prabang er en meget pæn og hyggelig by beliggende mellem Mekong-floden og en biflod Nam Khan. Byen har i 1995 fået status af Unesco World Heritage, hvilket betyder, at den bliver støttet af Unesco og det ses bl.a. ved at man overalt er ved at brolægge de små sidegader med røde mursten og lave flotte højbede i mursten. Det skal nok blive meget mondænt i løbet af nogle år, men måske også for pænt, så den lokale kolorit forsvinder.
Vores vandring bragte os hele vejen rundt langs Mekong og Nom Khan Rivers og op til Wat Xieng Thong et konge tempel bygget i 1560 og brugt af kongehuset indtil 1975, hvor kongen blev afsat. Det er et meget flot tempel, men kan ikke helt måle sig med de thailandske dito. Ved frokosttid søgte vi ind midtbys og fandt en god lille restaurant og samtidig fandt vi nogle forskellige bureauer, som arrangerede ture til grotterne og vandfald m.v., som vi gerne vil se i morgen. Vi endte med at booke 2 ture, som besætter hele vores dag i morgen. Turene kostede ialt kun 65 kr. per person på trods af, at vi bestilte egen båd og egen bil kun til os 4.
Om eftermiddagen ville vi op på Phousi bjerget og nyde udsigten ud over byen, men da solen nu stod højt på himlen ville Susanne og Ove lige skifte til korte bukser, så vi rundede lige vores hotel og iøvrigt også Phousi Hotel for at se, om der skulle ligge besked til os fra agenten. Det gjorde der ikke, men da vi kom ind i receptionen på vores nye hotel, lå der en mail fra Cria i C&C, som sagde, at alt var i orden og agenten ville kontakte os. Vi læste mailen nogle gange, men kunne ikke se at den løste nogen som helst spørgsmål, så vi planlagde en ny mail, men i det samme kom der 2 mænd frem i receptionen og ville snakke med os. Det viser sig at den ene, som iøvrigt ikke taler engelsk, er vores agent! Han forstår ikke, hvorfor vi er her og ikke på hotel Le Parasol Blanc. Vi fortæller, at vi intet kender til det hotel, og at han jo heller ikke har hentet os ved båden som aftalt. Afhentning kender han ikke noget til!! Det ender med at Susanne må snakke med agentens chef, som kan engelsk, via telefonen. Han er til at starte med uforskammet og mener blot, at vi skal flytte til det hotel, som de har booket og betale for den overnatning, vi har taget på det anviste hotel og så må vi finde ud af betalingen, når vi kommer hjem. Det er Susanne og vi andre ikke enige i, så hun får sat ham godt og grundigt på plads og det ender med, at agenten skal betale hotelregningen og sørge for vores transport over til det nye hotel!
Hotellet skaffer så en tuk-tuk og vi bliver kørt ud til vores 3. hotel – Le Parasol Blanc. Det ser ud til at være et nydeligt hotel, men det ligger noget uden for byen, så vi er nødt til at have en tuk-tuk frem og tilbage til byen.
Vi smider blot vores bagage ind på værelserne og kører derefter retur med tuk-tukken, for vi vil nå op på Phousi-bjerget og nyde udsigten over byen og solnedgangen over bjergene og floderne. Vi når lige tids nok op til at se solnedgangen. Det er et meget smukt syn, og vi er da heller ikke alene om at nyde den. En masse turister og fotografer har fundet herop.
Da solen er helt forsvundet bag bjergtoppene, bevæger vi os ned på natmarkedet og Susanne og jeg køber et par tørklæder i silke og efterfølgende finder vi en restaurant, hvor vi kan sidde indenfor for Ove og Ulrich har ikke fået en trøje med, så de fryser. Ove og jeg får bestilt noget afsindigt stærkt mad, som vi ikke kan spise, men Ulrich er så sød at bytte med mig, så jeg får hans mad, som minder meget om det, vi i sin tid fik i Vietnam. Kylling og grøntsager og nudler. Det var rigtig godt.
Herefter var det igen med tuk-tuk hjem til vores nye hotel – Le Parasol Blanc. Endnu en nat i en ny seng. 

20. december (Luang Prabang): Op kvart i 7 og det kalder vi ferie :-). vi har et par ture foran os i dag, og vi er jo nødt til at udnytte dagens lys fuldt ud.
Den første morgenmad på endnu et nyt hotel. Vi har set efter restauranten ud gennem vores værelsesvinduer, men kan ikke få øje på den. Vi ser ud i en have fuld af palmer og kan se lidt af en sø og en bro. Det ser fantastisk godt ud. Vores altan er bygget rundt om en palme, som man ikke har nænnet at fælde, da man byggede hotellet. 
Vi har haft en kold nat, hvor tæpperne har været trukket godt op om ørerne. Det er stadig koldt her til morgen, så vi nyder et rigtig varmt bad, inden vi begiver os ud i haven/junglen for restauranten. Det syn der møder os er pragtfuldt. En sti med stenfliser snor sig mellem palmerne og vi krydser en lille bro over en bæk og så kommer den skønneste lille sø frem med pink/lilla og hvide lotusblomster og midt i søen er en lille ø med 2 palmer på. Kan man få det mere malerisk? og halvt ude i søen på pæle ligger restauranten. Det er bare fantastisk. Susanne og Ove sidder der allerede og er godt i gang med et stort morgenmåltid. 2 piger og en ung mand vimser rundt om os og serverer frugt, æg, brød, juice, donuts og pandekager. Der er så meget, at vi ikke kan spise op og hele tiden kommer de og serverer te og kaffe for os. Vi kan godt ærge os lidt over, at vi ikke var her i går morges, men nu må vi blot nyde det i dag og i morgen.
Lidt over 8 prajer vi en tuk-tuk, som kører os ned til bureauet, hvorfra vi skal starte dagens første tur. Vi bliver mødt med et stort smil af damen fra i går, og vores chauffør er der for at føre os ned til båden. Vi har som sagt hyret vores egen båd, så vi starter med det samme og sejler op ad Mekong-floden til en lille landsby, hvor de fremstiller papir af barken fra træerne og ved siden af væver de duge og tæpper og tørklæder. Susanne og jeg har svært ved at gå forbi tørklæderne og specielt, da vi hører priserne. 11 USD (66 kr.) giver jeg for et flot stort tørklæde i silke og selvfølgelig håndvævet. Det tager ca. 10 dage at væve! De er meget glade for vores køb, men det er der vel heller ikke noget at sige til. Vi har reddet aftensmaden for dem gennem lang tid! Omvendt synes vi også, at vi har gjort en rigtig god forretning for hvad koster et håndvævet silketørklæde ikke i Danmark.
Vi sejler lidt videre til en anden landsby, hvor de fremstiller whiskey og slangevin m.v. Vi smager lidt whiskey, men det er ikke noget vi synes om. Dog er det sjovt at se flaskerne med store skorpioner, 20 cm lange tusindeben og slanger. Vi bliver ikke budt på slangevin her, som hos Mr. Tiger i Vietnam 🙂 Her er der også masse af boder med silketing og jeg falder for en dug, som det ender med at jeg køber for 13,5 $, 13.500 kip (=82 kr) og 3 tørklæder á 1 $. Hvor mget silketørklæde får du i Danmark for 6,25 kr.!! Det er simpelthen rørende billigt, så vi må have tilfredsstillet købe-genet. Susanne køber også adskillige tørklæder.
Vi må videre inden vi skal have extra kufferter til alle vores tørklæder 🙂
Turen går videre til Pak Ou grotterne, hvor vi skulle have standset i forgårs med turbåden, men hvor vi var for sent på den. Grotterne ligger højt oppe i forhold til floden og kan alene nåes fra vandsiden. I den ene grotte er der alene 2500 buddhaer. Grotterne har gennem århundrede været benyttet til religiøse formål. Tidligere tilbad fiskerne flodens ånder m.v., men efter Buddhismens indførsel, har det været buddhistisk tempel. Der var virkelig mange buddhaer, men iøvrigt var grotterne hurtigt overset.
Vi har en times sejlads hjem, kun afbrudt af en benzintankning. Det er blevet varmere, da solen nu er brudt helt igennem morgendisen, så turen hjem er ikke så kold som udturen. Der er blot en frisk vind p.g.a. farten.
Vi er tilbage i Luang Prabang kl. 13.15 og skynder os at få en frokost inden vi skal videre med en minibus til Kuangsi vandfaldene. Vi får en dejlig frokost på en af de sædvanlige små restauranter i hovedgaden inden vi kl. 14 er tilbage på bureauet, hvor vores chauffør venter på os. Det er en 11 personers van alene til os, så har rigelig med plads. Der er en times kørsel ud til vandfaldene. Der er ikke noget at se på vejen derud, men vi sidder alle 4 og kikker efter ødelagte plankeværker, for det er på denne strækning, at Louises veninde kørte galt på knallert og ødelagde sit ben, så hun måtte sendes hjem til Danmark. Vi ser nu ikke plankeværket, men det er en temmelig øde strækning, så pigerne har da været heldige, at der kom nogle svenske piger forbi, som kunne hjælpe dem!
Ude ved vandfaldene giver chaufføren os en time og vi vandrer op ad en grusvej mellem høje træer, palmer, bambus og julestjerne så store som træer. Det er som at være midt i en jungle. Her er utroligt frodigt og grønt overalt. Fremme ved vandfaldet møder der os et fantastisk syn med fossende vand fra meget stor højde i flere niveauer og med klippefremspring og grønt løv imellem. Ulrich og jeg går på en lille sti i junglen og langs vandfaldet for at se det oppefra. Vi tør dog ikke at få helt ud til vandfaldet for vi skal over et mindre vandfald med slimede sten/klipper og vi er bange for at falde, så vi må gå ned igen og nøjes med at nyde synet nedefra. Der var også en sti på den anden side af vandfaldet, hvor man kunne komme op til et niveau, hvor man kunne bade. Vi så også nogle deroppe i badebukser, men da der var temmelig langt derop og vi ikke havde badetøj med og det iøvrigt heller ikke var så varmt, følte vi os ikke fristet til gå helt derop. Vi gik i stedet langs vandfaldet nedad. Der var mange smukke små afsatser, hvor man også kunne have svømmet, hvis det havde været lidt varmere.
Næsten nede ved parkeringspladsen, så vi pludselig 3 små bjørne i en stor indhegning og ved siden af i en anden indhegning stod der på et skilt “tigeren bider”, så vi gik langs hegnet for at se tigeren, men den var desværre lukket inde i et lille bur/hus, hvor den gik nomotont frem og tilbage, frem og tilbage! En vagt sagde at den kom ud i den store indhegning om morgenen, men den opførte sig ikke som om, den var vant til at være ude i det fri! (Der findes vilde tigre i Laos, 1217 ved seneste optælling.)
Tilbage ved minibussen havde chaufføren svært ved at starte den, men med hjælp fra 4 andre chauffører, som skubbede os, lykkes det at få den i gang og vi var igen på vej mod Luang Prabang.
I en lille Mhong-landsby stoppede chaufføren, så vi kunne komme ud og se hvordan de lever her. Det var en lidt blandet forhøjelse for vi følge lidt, at vi brød ind på deres enemærker og de var som dyrene i zoologisk have. Vi blev der derfor heller ikke ret længe og kunne heller ikke lide at tage billeder. Det jo selvfølgelig er en oplevelse at se de primitive forhold, de lever under i bambushuse, hvor nogle står på stolper og børn, grise, hunde og høns render rundt i mellem hinanden.
Hjemme i Luang Prabang blev Susanne og Ove sat af ved hotellet og vi kørte videre til midtbyen for vi ville ned og købe en træ-elefant, som vi havde forelsket os i dagen i forvejen. Vi prøvede at prutte om prisen, men manden i butikken startede i dag på en pris på 3$ mere end udgangspunktet var i går, så vores kamp endte med samme pris, som damen i går startede på. Vi ville selvfølgelig gerne have den længere ned, men selv om vi gik ud af døren, var han ikke til at hugge eller stikke i, så vi gik i første omgang med uforrettet sag.
Efter en øl vendte Ulrich så tilbage, men kunne stadig ikke få ham ned i pris, så vi måtte give prisen på 22$ (132 kr.) for elefanten ville vi have 🙂 Bagefter hyggede vi os over aftensmaden, hvor vi havde underholdning af en sindsforvirret dame. Susanne og Ove kikkede også forbi, men fandt et andet sted at spise, da vi næsten var færdige med vores mad, da de kom. 
Efterfølgende tog vi en tuk-tuk hjem.

21. december (Luang Prabang – Vang Vieng): I dag stod vi op kl. 7, da vi blev hentet kl. 8:30 for at køre til Vang Vieng. Vi har god tid til at nyde vores morgenmad ved den lille skønne sø med lotusblomsterne og palmerne rundt om. I dag er der ankommet et selskab af japanere eller kinesere, så vi er ikke alene og derfor er der også sat en buffet op med morgenmaden. Selv om vi har god tid, er det nu svært at sidde så længe og nyde maden for det er ikke særlig varmt. Vi kan faktisk se vores egen ånde og vi må sidde med vores jakker på. Det er lidt ærgerligt, men hvad, vi er på vej sydpå, så det bliver vel varmere.
Vores chauffør er forsinket, så vi blev lidt nervøse for om vi blev brændt af, men han kom da og undskyldte forsinkelsen. Så er vi på vej igen. Han siger, at turen tager ca. 5,5 time og hvis vi gør ophold, så endnu længere. Tiden overrasker os lidt, da damen på bureauret første dag sagde 3 timer og dagen efter 4,5 time, men da vi har fået en dejlig minibus til 7 personer for os selv med dejlige sæder, så er vi meget godt tilfredse.
Turen tager præcis 5 timer, så vi er fremme i Vang Vieng kl. 13:45 efter en 5 timer meget spændende tur. Det meste af turen gik op og ned af bjerge og igennem dale på en meget snoet vej. Nogle strækninger meget øde men frugtbare og igennem en masse små bjerglandsbyer, hvor husene er bygget på pæle langs vejen og ud over klippesiderne. Menneskene sidder og hygger langs vejen eller slæber brænde og fletter siv til tagene på husene, mens børnene, som der er rigtig mange af (hver kvinde føder i gennemsnit 5,6 barn) hjælper til og hunde, grise, høns, køer og geder løber rundt mellem husene og ude på vejen. Chaufføren må flere gange bremse kraftigt fordi der er køer elle geder midt på vejen!
Det er sjovt at se hvordan disse bjergstammer lever deres eget liv uden for mange nymodens hjælpemider og ting. De lever stille og roligt og skal blot sørge for at huset er tæt for regnen og at der er mad på bordet. I vores øjne må det være en let tilværelse, men det er ikke sikkert vi ville bytte alligevel!
Vi gør holdt i en lidt større byt, hvor vi lige køber en cola og får overstået et toiletbesøg. Fremme i Vang Vieng er det dejlig varmt. Vi kommer til vores resort, som ikke er af højeste standard, men det har en pragtfuld beliggenhed lige ned til floden med flotte limstensbjerge på den ande side af floden, som giver en vidunderlig udsigt både fra vores hytte og fra restauranten.
Vi skifter med det samme til shorts og får smidt de langærmede trøjer. Det er første gang på turen, at vejret er til bare ben, så det nyder vi rigtigt, mens vi indtager vores frokost på resortets restaurant/terrasse lige ned til floden.
Efterfølgende går vi en tur over en intermistisk bambusbro over floden til en lille landsby, hvor vi dog hurtigt bliver enige om at der ikke er noget at se, så vi går tilbage oven en anden bro og ender i byens lokale marked. Vi har aldrig set noget lignende. Her kan man købe alle de almindelige ting som på alle andre markeder, altså frugt, grøntsager og kød og tøj m.v., men også meget specielle dyr til spisning. Små bitte fugle, desmerdyr, rotter, jordegern, flagermus (levende) et dyr vi aldrig har set før, som ligner en blanding mellem en kat og en gnaver. Vi undrer os lidt over alle de små dyr, som der bestemt ikke er meget kød på, men kød er selvfølgelig ikke hovedspisen her!
Efter dette sjove marked, går vi hjem til resortet for at nyde en gin/tonic på terrassen til solnedgangen og bagefter indtager vi også aftensmaden her efter dog at have fået de lange bukser på igen for efter solnedgang kommer kulden snigende.
Mens vi nyder vores drink på terrassen, er vi tilskuer på første række til et skønt sceneri. De lokale bruger floden til at vaske tøj og deres aftentoilette. De kommer alle ned med håndklædet over skulderen og tandbørste, sæbe og shampoo i en lille kurv og så begynder de ellers at vaske sig selv og deres børn i floden. En bus kommer også trillende ud i floden, hvorpå de vasker den ved siden af de badende og bagefter kører den op på vejen igen. Ingen lader til at være generet af, at vi sidder på terrassen og kikker på. Ældre damer viser oven i købet brysterne frem, som om det var det naturligste i verden, hvilket det selvfølgelig også er. Vi er blot mere blufærdige!

22. december (Vang Vieng): I dag har vi ikke lagt nogen plan på forhånd. Hjemmefra havde vi regnet med at vi skulle ligge i baderinge uden på floden og drikke Beer Lao, men det er temperaturen ikke helt til. Man kan godt bade, men flodvandet er ikke specielt varmt. Da vi som sagt ingen planer har kan vi blot sove længe. Det viser sig dog ikke realisabelt, da hanerne galer og der er temmelig koldt, så vi er vågne kl. 8 og står op og tager et varmt bad og går ned og får morgenmad på terrassen med den skønne udsigt over floden.
Susanne og Ove har været tidligere på færde, så de går på internetcafe, da vi kommer. Vi går også op i byen efter morgenmaden og finder en interned cafe, så vi kan sende julehilsner hjem til Irene og sektionen og Birgitte og Claus. Den første cafe vi ser, går vi ind på og der sidder Susanne og Ove også.
Efter en time går vi hjem til resortet og skifter tøj, idet det nu er blevet rigtigt varmt og vi har bestemt os for at tage ud og sejle kajak.
Vi lejer 2 kajakker og en guide og bliver kørt 14 km nord for byen, hvor kajakkerne bliver smidt i vandet. Vi får til at begynde med en kort instruktion i hvordan man styrer og så går det ellers ned ad floden. Vi har ikke sejlet mere end 100 meter før den første rapid skal forceres uden at kæntre. Det går fint for os alle, men der kommer hurtigt flere og på et tidspunkt går Susanne og Ove helt forkert af en rapid og støder på grund, så guiden må træde ud i floden og trække dem fri.
Ud over dette lille uheld, som kostede guidens tørre bukser, så klarede vi os fint og sejlede stille og roligt ned ad floden i 1,5 timer. Herefter gjorde vi holdt ved nogle grotter, som jeg var den eneste, som ville op at se, sammen med 2 englændere. Vi blev udstyret med pandelamper og gik så op til grotterne, hvor vi gik gennemvand og over slimede klipper. Det var nogle flotte grotter med krystal-agtige formationer, som glimtede i lampernes skær, som en stjernehimmel.
Nogle steder måtte vi lege bjerggeder og klatre op og ned og gennem små huller. Det var til tider lidt hårdt og desværre gled jeg på et tidspunkt, hvor jeg skulle hoppe 1 m ned, så min venstre skulder blev tvunget bagover. Det gjorde pokkers ondt, men forhåbentlig er der ikke sket noget alvorligt.
Ude igen efter 1/2 time sejler vi lidt videre og vi får mulighed for at springe i floden fra en høj gynge. Vi 4 har dog ikke lyst. Vi ser lidt på de andre og sejler snart videre i roligt tempo og nyder sceneriet, som vi passerer. Der er en del som fisker langs bredderne og vi passerer også en del som ligger i baderinge og drikker øl og lader sig føre med af strømmen. Det ser dejligt afslappet ud, men jeg tror nu nok enden bliver lidt kold af at ligge i vandskorpen.
Vi er også våde bagi, men det er kun af det vand, som er rendt ned af pagajen, som vi sidder i. Det kan vi trods alt varme op med kropsvarmen og solen.
Vores sejltur ender lige ud for vores resort, så vi kan hurtigt få tørt tøj på og så trænger vi også til en gin/tonic og peanuts for vi har ingen frokost fået, kun et par bananer og nu er klokken 16:30 og med al den motion vi har fået, kan vi godt bruge nogle kalorier.
Raflebærret kommer frem og vi nyder vores drinks, mens solen går ned bag limstensbjergene og det røde lys spejler sig i floden og byens beboer kommer ned til floden for at vaske sig. Det er et flot syn, som vil indprinte sig på nethinderne i lang tid fremover. Når solen er gået ned kan vi se store sværme af flagermus, som flyver ud fra grotterne i bjergene overfor. Det kommer tusindevis. Det er næsten som sort sol. Vi sidder og nyder dette syn til det er helt mørkt og vi får serveret aftensmaden.
Allerede kl. 20 går vi ned på værelset. Vi er godt møre efter dagens strabadser.
Om eftermiddagen havde Ulrich beundret resortejerens åbne gamle Mercedes og da vi mødte ham, spurgte Ulrich om han gav en tur i den 🙂 Det gjorde han selvfølgelig ikke, men han fortalte, at han havde yderligere 5 klassiske biler stående inde i Vientiene. Det må give godt at være hotelejer i Laos!

23. december (Vang Vieng – Vientiane): Afhentning kl. 8:30, som aftalt med vores chauffør i går. Vi skal nu på en ca. 3 timer lang køretur. 
Vi kommer igennem nogle små bjerge, men det er langtfra som turen fra Luang Prabang og hertil, hvor alt var bjergkørsel. Vi er nu nede i lavlandet og kører imellem rismarker, som er noget kedelige at se på, for de er næsten alle høstet, og der er ikke plantet nyt, så det er ikke andet end visne stubbe. Chaufføren kører rimeligt, men må af og til bremse hårdt op, når der pludselig står køer, geder, hunde eller høns på vejen. En enkelt høne, når ikke at komme af vejen, så den nakker vi i farten!
Vi passerer små landsbyer, hvor det daglige liv udspiller sig. De sidder stille og roligt ud til vejen og virker bestemt ikke stressede og en masse børn løber omkring. Byerne er ikke lige så primitive, som oppe i bjergene, men det meste er alligevel bambushytter, men der er også nogle af mursten med bliktag. Det er ikke specielt charmerende. 
Vi kører på hovedvej 13, hvilket er en fin vej, som er asfalteret inden for de seneste par år. Vejen har tidligere været berygtet p.g.a. overfald, men vi oplever intet i den retning. Vi bliver stoppet en enkelt gang for check af chaufførens kørekort og bilpapirer og vi ser nogle enkelte små laotere med maskingevær på ryggen. De ser temmelig uskadelige ud, men hvis det kan holde landevejsrøverne væk, er det jo fint.
Kl. 11:30 er vi fremme ved vores hotel Le Parasol Blanc og til vores store glæde, har de vores navne på deres bookingliste, men der ligger ingen flybilletter til Phnom Penh. Forhåbentlig kommer de senere! Vi får anvist vores store værelser lige ud til restauranten. De er rene og pæne uden at være prangende. Vi har været igennem hotellets have og set en fin lille swimmingpool, så vi er næsten ligeglade med alt andet :-). Her er dejlig varmt ca. 28 grader, så vi bliver enige om, at eftermiddagen foregår på ryggen ved swimmingpoolen med en god bog. Vi trænger til ren afslapning nu. Vi får dog lige en god frokost først – chateaubriand med bearnaisesovs til 4$!
Da solen er gået ned, går vi en tur ned i byen for at finde et sted at spise aftensmad. Vi er jo nu kommet til hovedstaden i Laos, så vi regner med at vi kan finde nogle gode spisesteder. Guidebogen beskriver nogle restauranter lige ned til Mekong-floden, som lyder godt.
Vi finder de beskrevne restauranter, men er absolut ikke imponeret! I stedet er der et lille torv med en stor fontaine i midten, hvor der dog ingen vand er i, men her er meget flot og rent og rundt om torvet ligger nogle pæne resturanter. Franske, italienske og lokale og faktisk også et skandinavisk bageri 🙂
Den franske restaurant tilbereder bl.a. sin mad på en Weber grill ude på torvet. Det ser meget godt ud, så her går vi ind. Det er iøvrigt også den mest besøgte restaurant, selv om den ikke er så stor. Værtsparret ser franske ud.
Vi får først en salat og derefter steak og til sidst frugt og dertil en øl og for alt det, kommer vi af med ca. 50 kr. pr. mand. Vores budget bliver ikke væltet her 🙂

24. december (Vientiane): Hjemmefra havde vi planlagt, at tage en tur op til en sø og sejle rundt på den hele dage, men der er ca. 80 km derop og det er der ikke lige stemning for nu. I stedet sover vi længe og får en tur forbi Triumfbuen og videre af den laotiske Champ Elysees til Morning Market, som er dels marked og dels stormagasin, Stormagasinet er dog ikke helt det vi forstår ved et stormagasin. Det er ikke store dyre butikker, men der er dog et pænt udvalg. Jeg skal til personalefest, som bliver holdt som nytårsfest, når vi kommer hjem, så jeg ser efter noget tøj til denne fest. Jeg finder en elegant silkejakke, som passer perfekt til kun 40$, så skal jeg bare finde noget at have under den 🙂
På 1. sal er der alene guldsmede, så Susanne får styret sin lyst med hensyn til smykker. Vi forhandler om prisen på en halskæde, men vi kan ikke blive enige, så vi køber ikke noget. Her er alt for meget at vælge imellem, så det er svært at beslutte sig. Det ender med, at vi alene kikker.
Vi finder ikke noget madmarked, som ellers er det sjoveste at se, men finder igen ned til floden for at få frokost. Vi føler os dog ikke fristet til at spise her, så vi nøjes med en cola og bagefter tager vi en tuk-tuk hjem til hotellet, hvor en god stor tunsandwich sættes til livs, inden vi smider os ved poolen.
Det er juleaften i dag, men der er ikke meget på hotellet, som indikerer det. Det eneste er et kunstigt juletræ i det ene hjørne af restauranten med kulørte lamper på!
Eftermiddagen nyder vi ved poolen. Det er dejligt rigtigt at blive varmet igennem. Vi har aftenen i forvejen købt tonic og franske kartofler, så vi ønsker hinanden glædelig jul med en gin-tonic. Det er lidt underligt at sidde her i bikini og drikke gin-tonic, når vi derhjemme ville være ved at sætte andestegen over og lave æbleskiver til eftermiddagskaffen 🙂
Efter et bad og omklædning går vi ned i byen for at få vores julemiddag! Vi går ned på torvet fra i går og vælger nabo-restauranten – Namphou. Det er en lokal, men meget flot restaurant, hvor vi kan sidde udenfor. Jeg får en asparges-suppe, som dog har fået så meget peber at asparges-smager er overdøvet. De andre får løgsuppe, som smager fint og bagefter får vi alle kylling på spyd. Det smager også godt, så det er et OK alternativ til andestegen 🙂
Ved siden af os sidder nogle hollændere, som vi allerede mødte på båden fra Thailand og ned til Pakbeng. Vi tager tilsyneladende alle den samme rute ned igennem landet, så vi ser tit de samme mennesker igen og igen.
Efter middagen til 42 kr. pr. mand, går vi hjem til hotellet og får en kop kaffe inden vi går i seng efter at have fejret jul på en anderledes måde end derhjemme 🙂 

Vientiane er en mærkelig by. Den har ca. 500.000 indbyggere, men det virker ikke sådan. Der er ingen huse over 2 etager og dem med 2 etager er offentlige kontorbygninger og der er ikke ret mange biler eller knallerter, som vi ellers ser i de andre asiatiske hovedstæder. I det hele taget en den meget stille og om aftenen ser man heller ikke nogle lokale på gaderne. Husene har åbenbart køkkener for i modsætning til de andre asiatiske hovedstæder, er der ikke gadekøkkener her. Alt foregår åbenbart indendørs efter mørkets frembrud, som er ved 6-tiden.
Her er heller ikke de store seværdigheder. Der er en del templer, men dem har vi ligesom set nok af og så er der Triumfbuen, som vi bor lige op ad og så skulle der 15-20 km uden for byen være en Buddhapark og det er så det. De halvanden dag, som vi skal være her, er derfor meget passende. 

25. december (Vientiane – Phnom Penh): vi har fået hotellet til at skaffe en taxa til lufthavnen kl. 8:15 for endnu engang glimrer CC-travel ved sit fravær til denne transfer, som vi også har bestilt hjemmefra, men det gør ikke så meget for turen med taxa koster ialt 4$. Vi har hjemmefra betalt 88 kr. pr. person!! 
Det tager kun et kvarter at køre til lufthavnen, men vi skal være der 2 timer før afgang. Det er en flot ny lufthavn med smilende skrankefolk og vi går lige fra den ene skranke til de andre uden nævneværdig ventetid, så vi har god tid til at sidde og læse og skrive dagbog i afgangshallen og se på den eneste forretning, som er her!
Vi flyver 1,5 time med en lille Fokker 70. Det er en stille og rolig tur, hvor vi får serveret et lille måltid mad. Da vi kommer ind i ankomsthaller starter problemerne imidlertid. Vi skal have visum til Cambodia, som det ikke var muligt at få hjemmefra. Køen er rimelig lang, men efter et stykke tid rykket det. vi får udfyldt formularerne og afleveret foto og så kan vi stille os over til en anden skranke, hvor vi får vores pas retur med visa mod at betale 20$ pr. person. For ikke at bruge alle vores små dollar-sedler, bestemmer vi os for at bruge en 100$-seddel, som Ulrich har og det bliver fatalt!! Det er en lidt ældre slidt seddel og skrankefolkene begynder straks at råbe op om, at den er falske! Vi bliver noget chokeret for det er jo en seddel, vi enten har fået igennem Sydbank eller Forex i Danmark, så vi mener jo absolut ikke at den kan være falske, men det er de sådan set ligeglade med. Vi bede om at få den retur og betale med en anden seddel, men den går ikke. Vi kan godt få lov at betale med en anden seddel, men vi får ikke vores første 100$- seddel retur!
Så bliver vi gale! Susanne og Ove kommer også hen til skranken og begynder at argumentere, men de er ligeglade på den anden side af skranken. Sedlen farer fra hånd til hånd og hen til kopimaskinen, hvor der bliver taget koper af for- og bagside sammen med Ulrichs pas. Pludselig bliver nogle overordnede med flere striber på skuldrene tilkaldt og vi bliver flyttet over til en anden skranke, hvor der kun er os og visapolitiet. De forklarede, at man ikke måtte have falske penge med ind i Cambodia og de derfor konfiskerede sedlen, men vi kunne få den udleveret, når vi forlod Cambodia igen. Det lød også fint nok, men problemet var, at vi ikke forlader Cambodia via denne lufthavn, men via Siem Reap og der ville de ikke, sende den op. Vi snakkede endnu engang meget hurtigt og højt til dem og de kontaktede så via telefon øverste myndighed og herfra lød det, at enten tog de sedlen eller også fik vi ikke indrejse-tilladelse og så forlod alle de 10 officerer, som efterhånden havde samlet sig, skranken og vi stod alene tilbage! Alle andre turister havde for længst forladt lufthavnen, så vi var helt alene. Det var meget foruroligende.
Vi stod lidt stille og roligt og kikkede på hinanden og ventede. Ulrich gik så hen til den første skranke og spurgte, hvad der nu skete og så kom den ene officer frem igen. Han var den, som virkede mest forstående overfor os, men havde tilsyneladende svært ved at få en løsning igennem for os.
Susanne foreslog så, at vi fik en kopi af deres rapport og at de skrev under på en erklæring over for os om, at de havde konfiskeret sedlen, således at vi kunne gå tilbage til Sydbank med den og få refunderet de 100$. Det var muligvis det + vores anderledes taktik med at tale roligt og forstående over for dem, som fik dem til at finde en løsning. Desuden tror vi også, at de var meget i tvivl om, der virkelig var tale om en falsk seddel for alle kikkede nøje på sedlen og der var både vandmærke og tråd i den og mig bekendt er det ikke tilfælde i falske sedler.
Efter 1,5 time endte det med at Ulrich måtte skrive under på en erklæring om, at han ikke ville bruge sedlen i Cambodia eller noget andet sted, men tage den med retur til Danmark og Sydbank.
Puh ha, det var en sej omgang. Vi var alle glade, da vi stod udenfor lufthavnen med vores bagage og selv om der ikke – som sædvanlig – var nogen til at hente os, var det kun en lille bitte ting, som ikke kunne hidse os op efter den tur vi lige havde været igennem!!!
En taxa ud til hotellet kostede så iøvrigt kun 7$ og også her havde vi hjemmefra betalt 88 kr. pr. person. Vi har efterhånden samlet en del beløb sammen, som CCtravel skal refundere, når vi kommer hjem.
På hotellet havde de vores reservation, så her klappede alt og vi fik 2 gode værelser, noget mere luksuriøse end dem vi ellers havde haft i Laos.
Vi var efterhånden blevet sultne, så vi gik straks ud i byen og ville ned til floden, hvor vi regnede med, at der ville være mest luft for temperaturen ligger i hvert fald omkring de 30 grader her og solen skinner fra en skyfri himmel.
I CCtravels materiale havde vi læst at der her i Phnom Penh, i lighed med i Hanoi, var en restaurant, hvor gadebørn bliver uddannet og står for driften. Vi har gode erfaringer med den i Hanoi, så vi ville også gerne støtte denne restaurant. Vi måtte spørge os frem, men det lykkedes til sidst at finde den. Restauranten var ikke så fin og hyggelig, som den i Hanoi, men den var pæn og det var nogle smilende børn, som betjente os og maden var også god, så alt i alt var det en god oplevelse og gin-tonic´en, som vi startede med var også lige det vi trængte til efter episoden i lufthavnen, som vi aldrig vil glemme.
Klokken var nu hen af 5 og det kunne betale sig at tage retur til hoteller og vi havde fået så sen frokost, at vi ikke skulle have aftensmad, så vi gik i stedet ned til floden, hvor der er en stor promenade. her kommer alle de lokale også ned ved aftenstid og går og sidder med deres børn. Der kom også en elefant, hvilket er den første vi har set på hele denne tur.
Efter at have gået lidt frem og tilbage fandt vi en hyggelig lille cafe/bar, hvor vi fik endnu en gin/tonic og sad og så på det leben, som udspiller sig her. Knallerter og cykeltaxier kører konstant frem og tilbage, så der er ikke just stille, som vi har været vant til fra Laos, men det er heller ikke så slemt, som vi har oplevet i andre hovedstæder, som f.eks. Bangkok og Saigon. En anden måske mere ubehagelig forskel her fremfor de øvrige nævnte steder er, at der her er mange tiggere, både børn og voksne. Børnene ligner mest af alt sigøjnere og de voksne typisk mænd, som har mistet arme eller ben ved at træde på landminer og uexploderede bomber. Der er triste skæbner at se på, og vi gav også penge til nogle enkelte, men vi kan jo ikke redde alle Cambodias krøblinge, så vi prøver at overse dem og ikke lade dem berøre os for meget.

26. december (Phnom Penh): Både vores taxa-chauffør i går fra lufthavnen og elevatormanden på hotellet har tilbudt os at leje en bil med chauffør for en dag. Taxachaufføren ville have 25$, elevatormanden sagde ikke nogen pris, men her til morgen har vi besluttet at høren en chauffør. Susanne og Ove er først nede til morgenmaden, så inden vi i det hele taget er kommet ned, har de lavet en halv aftale med en som dørmanden har anvist til 20$ for hele dagen. Det er godt nok en månedsløn for en arbejder her, men for os er det rørende billigt, at han er chauffør for os hele dagen og vil køre os hvorhen vi vil, for 30 kr. pr. mand!
Vi starter kl. 8:30 og kører ud til Killing Fields, hvor vi ser monumentet, hvor de har samlet over 8.000 kranier, som er gravet op af de massegrave, som ligger rundt om monumentet. Vi har en guide med rundt, som har mistet sin mor og far her. Man mener at Pol Pot i årene 1975-1978 myrdede et sted mellem 2 og 3 millioner mennesker. Ud af de 126 massegrave, som er lige her i området, mangler endnu 43 at blive åbnet. Vi gik mellem de åbne grave, hvor knogler og tænder og beklædningsgenstande stadig ligger på og under jorden. Det er et uhyggeligt syn og specielt, når man tænker på, at alle disse myrderier har foregået for kun 25 år siden. De mennesker, som blev myrdet her, er myrdet ved pandeskud, nakkeskud, slag med økser og kæppe eller har fået skåret hovedet af med en kniv eller nogle specielle palmeblade, som har kanter, der virker som savtagger. Der er virkelig barbarisk og kvinderne, som er fundet her, er nøgne, hvilket vidner om, at de er blevet voldtaget, inden de er blevet myrdet. Selv børn er blevet slået ihjel. Det er fortrinsvis de lærte og intellektuelle altså journalister, lærere, advokater og politibetjente, som ligger her. De var fjenderne i Pol Pots regime, så de måtte udryddes!
Efter dette frygtelige syn kører vi ind til Toul Seong Museet, også kaldet S21. Det er en tidligere skole som Pol Pot omdannede til fængsel og torturlejr for de fanger, som senere blev likvideret på Killing Fields.
Nogle af de tidligere klasseværelser var delt op i små celler af 180×80 cm til en fange i hver, hvor de har ligget på de bare klinker, lænket til væggen med en jernkæde. 
Andre klasseværelser er torturkamre eller store værelser, hvor fangerne har ligget side om side lænket sammen og til gulvet med jernkæder gennem øjne i gulvet og med jernkramper rundt om fødder og hænder. 
Nogle torturinstrumenter står dwr stadig med illustrationer ved, så man kan se, hvordan de blev brugt. Bl.a. var den en kasse, hvor benene er spændt fast i bunden i den ene ende, og armene er spændt fast til siderne midt på og fangen ligger på maven. Kassen fyldes med vand og fangen kan så holde sig i live lige så længe han har kræfter til at holde hovedet tilbage i nakken. Når han bliver træt i nakken falder hovedet ned i vandet til den sikre druknedød.
Ved et andet kar bliver fangen hængt op med hovedet nedad over karet, som bliver fyldt med vand i en højde, der lige passer til, at hvis fangen står på hænder, så kan han holde hovedet over vandet, men når kræfterne i armene slipper op, så drukner han.
Ude i gården var der også en høj stand hvor fangerne blev hejst op i armene bag ryggen og hovedet nedad. Her fik de lov at hænge indtil de blev bevidstløse. Når de var bevidstløse, blev de sænket ned i et kar med beskidt uhumsk vand, så de vågnede igen, hvorefter de igen blev hængt op til bevidstløsheden indtraf. Det har været frygtelige lidelser det stakkels mennesker har været igennem.
Alle fanger, som har været gennem dette fængsel er omhyggeligt registreret og fotograferet og det samme er de ansatte. Fotos hænger på store plancher nu. Det er slående at se hvor unge de alle har været. Mange har ikke været andet end store børn på 14-16 år!!
Vores chauffør gik med rundt og fortalte en lille smule om, hvad vi så. Han havde første gang besøgt S21 i 1979 kort tid efter, det var åbnet og de 7 eneste overlevende fra fængslet var løsladt. Det havde været et frygteligt syn. Han var 17 år dengang og Susanne spurgte ham, om han ikke vidste, hvad der foregik herinde, mens det stod på. Han nikkede blot og sagde, at han ikke ville snakke om det! Han var tydeligvis dybt berørt. Han har formentlig en skyldfølelse, fordi han vidste, hvad der foregik, men hvad kunne han gøre?
Hele lejren var omgivet af blikplader, så man ikke kunne se ind og på toppen af blikpladerne var der pigtråd så man ikke kunne komme ind udefra og på indersiden var der også pigtrådsruller, som man ser omkring skyttegrave fra 1. verdenskrig. Pigtråden var elektrisk, så det var umuligt at komme både ud og ind. På 1. og 2. sal er der også pigtråd fra halvmuren og op til loftet, så fangerne ikke kunne gribe til den “nemme” løsning og begå selvmord ved at springe ud!
På 2. sal var der et galleri med vidneudsagn. Det var betragtninger fra nogle af dem, der som 18-27 årig havde arbejdet i S21. Fælles for dem alle var, at de intet fortrød omkring deres medvirken og indtræden i Khmer Rouge, men de mente alle at lederne skulle straffes. Pol Pot døde selv af kræft i 1998 uden at have været retsforfulgt og øvrige ledere er heller ikke blevet retsforfulgt. Lederen at dette rædselsfænglser lever stadig, som en fri mand – man undres!!!!
Efter at have set frygtelige ting nok kørte vi ud til Wat Phnom, hvor vi ud over at se højen med watén også så endnu en elefant og en masse vilde aber. Aberne skabte underholdning, da en af dem huggede en CD fra en pige. En person prøvede at skræmme aben til at tabe CDen, ved at kaste ting efter den, men aben var ligeglad. Den sat sig blot højere op i træet og pakkede CDen ud af plastikken og bed i den. Det er tvivlsomt om den derefter ville være værd at høre!
Herefter var det tid til frokost, så vi blev kørt ned til floden, hvor vi fandt et godt sted at spise frokost og derefter til det russiske marked, som skulle sælge alt mellem himmel og jord, nyt som gammelt, originalt og fake! Vi så på en lille kuffert, men blev ikke enige om prisen. I stedet kom vi til CD-boder, som var det rene slaraffenland. Musik-CDer kostede 2-2,5$ og program CDer kostede 2$. Vi købte 5 programmer til fotobehandling og videoredigering m.v. Alle Pinnacle og Adobe Photo7. Det sidste koster flere tusinde kroner derhjemme og de andre koster 500 – 1.000 kr. stykket, så 12 kr. er vist ikke for meget og skulle de ikke du, har vi ikke mistet mere end 60 kr., så pyt 🙂
Vi har kun sat 3 kvarter af til dette marked. Jeg kunne godt have brugt langt mere tid, men vi er kun i Phnom Penh i dag, så vi skal jo også have set de øvrige attraktioner. Vi kører derfor videre til Kongepaladset og sølvpagoden. Det er et meget skønt område med utrolig flotte bygninger. Det minder meget om Grand Palace i Bangkok. Det er virkelig et besøg værd, men man undrer sig samtidig over alle de penge, som bliver brugt på dette område, når der knap nok er veje udenfor og folk går rundt og tigger på gaderne. Pengene er meget skævt fordelt hernede.
Efter dette skønne syn vælger vi, at give vores chauffør fri. Klokken er kun 16.00, men dels kan vi ikke finde på mere at se og dels trænger vi til at slappe af over en gin tonic, så vi går over på Friends (gadebørnenes restaurant) og bestiller gin tonic og efterfølgende går vi ned til floden og op på Foreign correspondance Club, hvor vi sidder på 1. sag og kan se ned over floden og promenaden og det danske flag ikke at forglemme 🙂 Alverdens flag står langs hele promenaden og det danske og EU-flaget er lige nedenfor.
Her sidder vi og nyder udsigten og miljøet i 2-3 timer og får serveret dejlig mad. Jeg får en stor steak og de andre for en menu. Det er alene udlændinge der kommer her, så priserne, men også kvaliteten, er derefter. Med middag og 2 øl kommer vi af med 27 $ pr. person.
Vi tager en tuk-tuk hjem og går tidligt i seng for vi skal tidligt op i morgen.

27. december (Phnom Penh – Siem Reap): Vi står op kl. 5.00! Ulrich spørger hvornår vi til at holde ferie? Vores program har været lidt hårdt. Der har været meget rejseri og ikke alle lige bekvemme. I dag er heldigvis den sidste transportdag før vi har 2 hele dage i Siem Reap, hvor der kun er program for den ene og herefter er det alene flyrejser. 
Efter lidt morgenmad henter chaufføren os for at køre os til båden. Vi blev lidt forbavsede i går, da der pludselig stod en agent med voucher for denne bådfart og til hotellet i Siem Reap. Vi havde mistet troen på CC-travel, så vi havde sat receptionen til at skaffe billetter og transport til båden. Nu havde vi både voucher og vores penge retur fra receptionen (ialt 100$). Vi var så spændt på om vi skulle betale billetterne senere og om de overhovedet var booket, men så snart vi sad i bilen, fik vi udleveret billetterne, som vi vel at mærke ikke har betalt for hjemmefra. Måske kommer regningen senere hvem ved? Intet er sikkert hernede!!
Vi er de første på båden, så vi tror, vi kan sætte os, hvor vi vil, men det viser sig, at der er nummerede pladser og det er vist også godt, at vi er her 3 kvarter før afgang, for senere kommer nogle hollandske kvinder og siger, at vi har taget deres pladser! Det viser sig, at de er på den forkerte båd, men de er blevet vist herhen. Hvor mange de har gjort det samme ved er usikkert, men sikkert er det, at alle de mennesker, som er kommet ombord, er der ikke pladser til. Taget må tages i brug frivilligt eller ej. Vi sidder også ude den første del af turen, hvor der er noget at se på op ad floden, men båden sejler hurtigt, så vinden står ind og gør luften noget kølig, så vi rykker indendørs, men ikke alle har den mulighed, så de sidder på taget i vinden og med vand flyvende ind over dem. Det bliver en ret kold tur for dem.
Ifølge Enricos beskrivelse (CC-travel) skulle turen tage 5 timer, men efter 5 timer kan vi ikke engang se land på denne sydøstasiens største sø Ton le Sap. Først efter 5,5 time kommer vi ind på floden, hvor vi passerer mange landsbyer lands bredden, men mange var også flydende landsbyer, som formentlig ernærer sig ved fiskeri alene. Vi så i hvert fald mange små fiskerbåde og net i vandet. Turen kommer til at tage 6 timer og den sidste del op ad floden er den mest spændende. Vi sejler på en flod, som bugter sig og på begge sider ligger der husbåde, hvor vi kan se direkte ind i beboernes dagligdag. De sidder og laver mad og nogle arbejder, mens andre bare ligger og slænger sig i hængekøjerne. Det er et ret fascinerende syn. Børnene vinker imødekommende til os. Vi nyder stilheden, mens vi stille glider ind imellem husbådene. Der er som at sidde og se en film. Det er helt uvirkeligt 🙂
Da vi kommer ind til stedet, hvor vi skal lægge til og gå i land, vågner vi op til virkeligheden. Her står en kødrand af mennesker og råber og skriger i munden på hinanden om taxa til Siem Reap og alle har de skilte med hotel og navne på dem, som de skal hente og ind imellem dem render små børn rundt og tigger. 
Vi kan ikke få øje på nogen med vores navne,  men vi får kæmpet os i land ad landgangsbroen, som er en planke på 25 cm i bredden. Vi skal heldigvis ikke balancere med vores bagage – tror vi! Da vi er kommet i land, viser det sig nemlig, at vi skulle have haft bagagen med i land, så Ulrich og Ove må tilbage, men de hyrer nogle drenge til at slæbe og balancere med bagagen. I mellemtiden har Susanne og jeg fundet en fyr med vores navne på et skilt, så for første gang virker vores bookede pick-up. Vi håber efterhånden på, at transfererne ikke virker, da vi har betalt enorme summer for disse i forhold til, hvad tingene koster.
De første 3 km ind mod Siem Reap foregår på en vej, hvor jeg i hvert fald ikke ville køre med vores egen bil. Det er en grusvej med meget store huller og støvet står op efter bilen og lige op af vejen ligger simple hytter, hvor der også er “køkken” ud til vejen, så deres mad må knase noget med alt den støv. De mennesker, som bor her, er meget fattige. De har simpelt hen intet andet end tag over hovedet.
Efter en halv times tid er vi fremme ved vores hotel i Siem Reap. Det er ikke et særligt spændende hotel, men værelserne er da OK. Vi går straks ud for at finde et sted at spise frokost og finder en en Beergarden, hvor nogle meget søde og smilende tjenere betjener os. Restauranten hører til et hotel kaldet Angkor Diamond og det er væsentlig pænere end vores hotel. 
Vi får dejlig med her og ude at bestille det, får vi også lidt frugt til dessert – melon og dragon-frugt. Da tjeneren kommer med desserten, kommer en hane også gående mellem bordene over til os. Tjeneren fortæller at gokke, som vi straks døber hanen, er vild med kernerne i melonen, så vi sidder og håndfodrer hanen med melonkernerne. Det er et underligt kæledyr, at holde på en restaurant, men vi hygger os med den 🙂
Efter maden besøger vi byens marked. Det er lørdag og klokken er hen ad fem, så der er ikke så mange butikker, som har åbent, men det lykkes os alligevel at købe en lille weekend-kuffert, en sarong og et tørklæde. Nu da vi har købt kufferten, har vi noget at have al vores nyindkøbte hjem i!
Vi er godt trætte efter at have været oppe siden kl. 5, så efter markedet køber vi noget frugt og så tager vi lige en gin tonic på restauranten fra før inden vi går hjem i seng.

28. december (Siem Reap): Vi er stadig møre oven på al vores rejsen rundt, så vi beslutter at finde et hotel, hvor vi kan betale os fra at benytte swimmingpoolen og her ligger vi så hele dagen med en bog og bliver godt røde, da vi jo ikke har haft lejlighed til at have bikinierne på før nu. Det er ren afslapning og vist noget vi alle trænger til. Først ved halv femtiden, bliver vi enige om at finde vores “stam”-restaurant og få en tidlig aftensmad eller sen frokost om man vil og herefter hjem i seng igen. Vi går efterhånden i seng med hønsene 🙂

29. december (Siem Reap): I går bookede vi via receptionen en van og en guide til at køre os ud til Angkor Wat, som jo er vores egentlige mål med at komme til Cambodia. Iflg. CC-travel og diverse guidebøger kan man bruge flere dage på at se dette meget store tempelkompleks. Vi mener dog ikke, at vi kan bruge så meget tid på nogle ruiner! – men ses skal det, så vi har lejet bilen og guiden for hele dagen. Begge dele koste os ialt 45$, ca. 300 kr.
Angkor Wat, Wat Thom, Bayon og Ta Prohm viste sig absolut at være besøget værd. Vi havde en fantastisk guide, som havde sat sig ind i historien og også havde en mening om samfundet i dag, som han fortalte os om i “pauserne”. Han var universitetsstuderende, men ramt af den lærermangel, der stadig er efter at Pol Pot udryddede alle lærere i 1974-1978.
Angkor Wat er et fantastisk syn med alle dets tårne og relieffer, som i det store hele er bevaret. Vi var dog alle lidt bange under vores bestigen af det midterste niveau, som kræver opstigning af en meget stejl trappe og selvfølgelig også nedstigning. Sidstnævnte var den værste, for der kunne man næsten ikke undgå at se ned. Heldigvis var der et stålgelænder, men specielt Susanne og Ulrich havde store problemer med at få benene til at lystre, da de begge lider af højdeskræk.

30. december (Siem Reap – Bangkok): Vi skal nu til at afslutte den mest oplevelsesrige del af vores ferie og videre til den rent afslappende uges tid på Philippinerne og Coco Beach. For at komme til Manilla i Philippinerne skal vi over Bangkok, hvor vi tager en overnatning og nyder en aften på Hotel Oriental på terrassen ned til floden med deres fantastiske buffet. Det er blevet en tradition, at vi altid skal derned og spise middag, når vi er i Bangkok.

Resten af ferien har jeg ikke skrevet dagbog for på daglig basis, da dagene glider lidt sammen, da vi først er kommet til Coco Beach i Philippinerne. Igennem Laos og Cambodia, synes vi at vi har haft mange trængsler med transfer og hoteller, som ikke var booket m.v. men når vi nu skal fra Bangkok og videre til Coco Beach burde alt klappe, da det er en standardpakke for CC-travel, hvorimod Laos og Cambodia var første gang for dem. 
Det bliver dog ikke en dans på roser, vores trængsler er absolut ikke forbi! Det starter med, at der ikke er nogen til at hente os i Manila lufthavn og her kan vi ikke blot hyre en taxa for det er en 2,5 til 3 timer lang køretur ned til Batangas, hvorfra vi skal videre på en båd til Coco Beach. Vi er derfor nødt til at få fat på en repræsentant fra CC-travel, hvilket ikke er så let, da det er nytårsaftensdag og kontoret er lukket! Ved at spørge os frem hos de andre agenter, som står i lufthavnen får vi at vide, at CC-travel repræsentant har været der tidligere. Det kan vi ikke bruge til så meget, men de er søde at ringe rundt for os og til sidst lykkes det også at få en til at komme efter os. Endelig på vej til Coco Beach og vores lille paradis. 
Det bliver dog ikke ikke helt den velkomst, som vi havde ventet. Det er som sagt nytårsaftensdag og da vi ankommer sidst på eftermiddagen får vi at vide at alt er optaget. Der er først plads til os dagen efter! Vi forstår ikke en lyd. Rejsen har jo næsten været bestilt i et år. Vi bliver både skuffede og vrede. Nu skulle vi bare ned og slappe af og fejre nytår og så har vi ikke noget sted at bo! Vi bliver sat ved et bord og får gratis drinks i håb om at vi så vil falde ned og vi de vil også give os gratis nytårsarrangement, men vi har jo stadig ikke noget sted at bo i nat. 
Først på aftenen har de fundet en løsning til os. Vi kan bo på Beverly hills. Det lyder jo flot, men det er personale-hytterne, som ligger oppe bagved resortet. Her har de ryddet en hytte med 2 værelse, hvor der er 2 dobbeltsenge og en håndvask og toilet til os. Vi er absolut ikke tilfredse, men har jo ikke noget alternativ, så vi får skiftet tøj og gjort os klar til nytårsaften, hvor vi iøvrigt får en glimrende middag og på trods af starten også en hyggelig aften, men der er lagt i kakkelovnen til Enrico, direktøren for CC-travel, som i anledning af nytåret er her på resortet.
Næste eftermiddag får vi et møde med ham, hvor han får høre om alle vores trængsler og mangler på rejsen. Han er heldigvis fuld af forståelse og lægger sig fladt ned. Det har bare ikke været godt nok. Han skal lige have fat i sin agent, men vil så vende tilbage til os. Det gør han dagen efter, hvor vi har endnu et møde med ham og vi får en refusion svarende til omkring 15% af rejsens pris. Det er noget mere end vi havde turdet håbe på, så vi er tilfredse.
Resten af ferien på Coco Beach nyder vi i fulde drag, der er lige så skønt og dejligt, som de andre gange vi har været her. Vi tager på nogle små ture til hanekamp i Puerto Galera og op bag byen til det lille samfund deroppe og sejlture til de andre lækre strande og går ind til Sabang. Det er virkelig afslapning og det får alle indtrykkene fra Laos og Cambodia til at bundfælde. Det har trods trængslerne været en skøn og oplevelsesrig tur.