Dagbog fra Norge 2023

Vores sommerferie 2023 går til Norge. Det bliver 4. gang vi besøger Norge, hvis natur vi er blevet meget betaget af på de foregående ture, som dog kun har været forholdsvis korte ture. Denne gang giver vi os god tid. 
Vi har lejet en camper i Gøteborg, da det er væsentlig billigere end i Danmark og kører herfra nordpå. Vi starter i den sydlige del af Norge, hvor vi kører lidt rundt, men bevæger os langsom nordligere indtil vi forhåbentlig når Nordkap. 
Vi har lejet camperen i 6 uger, så vi har desværre en bagkant, hvor vi skal være tilbage i Gøteborg, men håber det giver os tid nok til at nyde de forskellige steder og få vandret oppe på fjeldene.
Ud over den almindelige research via guidebøger, internetsider og you-tube, som vi altid bruger en del tid på inden vi skal på roadtrips, har vi denne gang også skulle bruge en del tid på at få ting og sager pakket til brug for turen. Norge er meget dyrt at leve i, så vi forsøger at holde udgifterne nede ved at have så meget med hjemmefra som muligt. Så det har været en lang pakkeliste denne gang, hvor vi ud over tøj også har skulle tænke i madvarer m.v. Vi kan selvfølgelig ikke have mad med til 6 uger, men vi tager det med, som kan holde sige uden af være i fryser eller køleskab og så fylder vi en køletaske op med, hvad vi kan have i fryseren/køleskabet i camperen. Så har vi i hvert fald mad til den første uges tid.
Vores foreløbige rute, som selvfølgelig kan ændres undervejs, kan du se på dette link.

9. juni (Hjemmefra – Östad 400 km): Vi startede allerede i går med at pakke bilen, da der er temmelig meget som skal med. Ud over tøj har vi som sagt også mad, grill, sengetøj, fiskegrej og meget andet, som vi tror vi kan få brug for!
Vi er oppe til sædvanlig tid kl. 7:30 og pakker det sidste ud i bilen, som er fyldt til bristepunktet. Godt det er en stationscar med stort bagagerum.
Vi kører ombord på færgen i Helsingør og nyder synet af Kronborg om bagbord, da vi sejler mod Helsingborg i strålende solskin og i baghovedet kører melodien “Hvis Kronborg var om bagbord, da vi tog afsted, så er det nok om styrbord, når vi vender hjem”. Vi skal dog ikke sejle så langt, vores eventyr foregår i stedet i camper, som vi skal hente i Gøteborg.
Turen op til Gøteborg er ikke speciel spændende, da vi vælger blot at tage E6 hele vejen og med en lille frokostpause er vi fremme ved parkeringspladsen og kirken i Mølndal, som er afhentningsstedet. 
Det er nogle søde forholdsvise unge mennesker, som tager imod os. Vi skal lige se en video om hvordan camperen virker inden vi kan få den udleveret. Desværre finder de en eller anden fejl ved camperen, som de skal have udbedret før vi kan få den, så i stedet for at være klar kl. 14:30, så er klokken 16 inden vi har fået gennemgået vognen og læsset alt vores habbengut ind i bagagerummet. Det er temmelig varmt, så vi orker ikke at lægge alt på plads med det samme. Vi vil hellere køre nogle timer nordpå og indrette os, når vi gør holdt for natten.
Camperen er noget anderledes end de tidligere vi har lejet. Lidt mere luksuriøs i udstyr og indretning, men desværre har den indretning ikke givet plads til så stort et køleskab og fryser, som vi er vant til, så vi kan slet ikke få plads til alle vores madvarer, som vi har med hjemmefra og der er heller ikke nogen microovn, så vi kan ikke bage rugbrød, som vi ellers altid gør. Det er lidt nedtur, men vi finder nok en løsning hen af vejen.
Vi kører et par timer og stopper ikke så langt fra grænsen til Norge i Östad, hvor vi får tanket op, da vi mener, at prisen på diesel er højere i Norge end i Sverige. Der er en stellplatz tæt på tanken, så den vælger vi at overnatte på. Det har været en lang dag og vi skal have indrettet os i vognen, så vi orker ikke at køre længere.
Vi får aftensmad og lagt de fleste ting til rette, så det fungerer og slutter af med en GT inden vi går til ro.

10. juni (Östad – Beitostølen 400 km): Vi har sovet rigtig godt i nat. Det er gode madrasser, som vi ligger godt på, hvilket er ret vigtigt, når vi skal sove på dem de næste 6 uger.
Vi er længe om at få klaret bad og morgenmad, så vi starter først dagens tur kl. 9. Vi har med vilje overhovedet ikke lagt nogen planer for hvor lagt vi skal køre om dagen, da vi mener vi har rigelig tid og derfor vil tage dagene som vi lyster.
Vi kørte på hovedveje i stedet for motorveje i går, da vi mener, at vi ser mere ved at køre der. Det gjorde vi også i går, hvor vi kørte op igennem Sverige, men efter et par timer i dag bliver det alligevel lidt ensformigt. Vi  kan dog ikke ændre ruten, da vi er langt fra motorvejen. Den største oplevelse var en ørne-agtig fugl, som fløj lige ved siden af os et godt stykke, det var næsten lige som når delfiner følger en båd i vandet. Desværre nåede vi ikke at filme den.
Efter en god lang frokostpause ved Randsfjorden ændrer landskabet sig og det samme gør vejene. Vejene bliver mere snoet og vi begynder at køre op af, så jeg skal til at arbejde med gearstangen! Ja, godt gættet. Vi har IKKE automatgear, hvilket måske godt kan blive lidt besværligt her i bjergene, men det var ikke muligt at leje en camper med automatgear, så vi måtte nøjes med manuelt gear!
Jeg erfarede også hvor vigtigt, det er, at være opmærksom hele tiden og kunne bremse, da der pludselig sprang en elg op af vejgrøften og gik forholdsvis langsomt over vejen lige foran os. Jeg fik heldigvis bremset i tide og bilen bagved ligeså, så der skete ikke noget, men hjertet sad helt oppe i halsen. Vi vil gerne se elge og iøvrigt også andre dyr, men de skal helst ikke løbe ud foran os på vejen! Det kunne være gået grueligt galt.
Vi nyder den næste del af turen op til Beitostølen, hvor vi først kører langs Randsfjorden og senere igennem Valdres området og vi kan se flotte sneklædte fjelde i det fjerne, som kommer nærmere og nærmere.
Vi stopper i Beitostølen og tjekker ind på campingpladsen for natten. Det er en flot plads med alle faciliteter inklusiv et køkken med micro-ovn, så jeg kan få bagt rugbrød :-). Prisen for en overnatning er 375 norske kroner, svarende til 260 danske kroner. Det er meget billigt i forhold til, hvad vi har givet i USA i senere år.
Vi får en plads med kunstigt græs på et areal uden for døren og udsigt til de sneklædte fjelde. Det er så flot og vi bemærker, at solen går ned en time senere end derhjemme, så det er lyst til langt efter kl. 23 – skønt, men det bliver nok svært at komme i seng. 

11. juni (Beitostølen – Bøvertun 200 km): Vi har sovet dejligt efter en lang dag i går. I dag vil vi tage den mere med ro, da vi nu er nået op til det Norge, som vi gerne vi udforske nærmere. Vi har dog lige nogle ting med camperen, som skal ordnes inden vi kan begive os ud på vejene. Vi skal have tømt brugt vand af, fyldt vandtanken op og toilettet skal tømmes. Vi tager også den luksus at bade på campingpladsen i stedet for i camperen. Det fungerer fint i camperen, men der er ikke meget plads at gøre godt med og vi løber hurtigt tør for vand.
Færdig med dagens pligter begiver vi os afsted.
Beitostølen ligger lige uden for Valdresflye, som er naturpark, og et højtbeliggende område over trægrænsen. Det er meget barsk natur, men også utrolig flot og selv her i starten af juni er sneen stadig ikke smeltet over alt. Vi har ikke kørt langt før vi må ud at nyde terrænet. Vi går en lille tur op på en stor klippe og nyder det fantastiske udsyn over de sneklædte fjelde og gule dale.
Vi gør holdt mange gange for at nyde udsigterne og vi er inde i en lille teltbutik, hvor de sælger rensdyrskind og håndværk lavet af samer. De skilter også med tørret kød, men der var desværre ikke noget.
Det er den første del af turen over Valdresflye af rv 51, som har den smukkeste og mest barske natur. Det er også den højest beliggende del (1389m) og det gør det ikke mindre fascinerende at køre imellem høje snedriver i juni-måned.
Fremme i Lom er der en mærkbar temperatur-forskel. Oppe på Valdresflye lå temperaturen på 13 grader. Nede i Lom er det dejligt varmt med 25 grader. Vi kører til den berømte stavkirke fra 1100-tallet med sine mange snirklede dragehoveder på alle hjørner. Den er sort af tjære og man kan lugte den på lang afstand, men flot er den og også velbesøgt. Heldigvis er de store turistbusser lige ved at køre, da vi ankommer, så vi får mere eller mindre kirken for os selv og benytter lejligheden til at sende dronen op og tage nogle billeder af den fra luften. Dronen er vores nye legetøj, som tager fantastiske billeder og er sjov af flyve med. Vi havde den også oppe over et område i Valdresflye.
Fra Lom kører vi ind i Jotunheimen nationalpark, som har ca. 250 tinder på over 2.000 m og 25 af dem over 2290 m og så naturligvis Norges højeste bjerg Galdhøpiggen, som er 2.469 m. Vi kører på rv 55, som er den eneste vej igennem Jotunheimen nationalpark også kaldet Sognefjellsveien. Den fører over Norges højeste pas i 1.440 m over havet. Så langt når vi dog ikke i dag, da vi tager en stikvej op til Juvasshytte i 1.840 m og Galdhøpiggen Sommerskicenter. Det er en vanvittig vej. Havde jeg vist på forhånd hvor stejl den er, så havde vi ikke kørt derop. Det var virkelig en udfordring med manuelt gear både op og ned igen. Ud over udfordringerne med det manuelle gear på en meget stejl vej, så var det også nervepirrende at køre på den smalle vej uden nogen form for autoværn og nogle steder kunne man ikke på forhånd se, hvor vejen fortsatte over en bakke. Det så ud, som om man ville køre ud i afgrunden. Men det var trods alt også en flot tur helt op til sommerski centeret, hvor pistemaskinerne kørte op og ned ad den forholdsvise stejle fjeldside. Liften var lukket, da vi kom frem omkring kl. 17, så vi havde området næsten for os selv.
Det tog 20 år at udstikke vejføringen op til Juvasshytte og herefter tog det 4 somre at bygge vejen med hakke, spade og trillebør og i 1936 kunne den første bil køre frem til Juvasshytten. Vejen er 15 km lang og koster 150 nkr. i vejafgift for en camper.
Vel nede igen fortsætter vi af Sognefjellsveien til vi finder et godt sted, hvor vi kan parkere for natten.

12. juni (Bøvertun – Nigardsbreen 100 km): Det har været en kold nat. Da vi valgte at parkere på en lille rasteplads ved en stille flydende flod, havde vi ikke tænkt på, at vi var oppe i 990 m højde og at det derfor bliver pænt koldt om natten! Vi havde heller ikke sat os ind i varmesystemet i camperen, så vi måtte tage lidt ekstra tøj på i seng for at holde varmen.
Til morgen finder vi ud af, hvordan varmen virker og får varmet vognen op inden vi står op til morgenmaden. Det er et noget bedre varmesystem end dem vi er vandt til i USA. Det her siger næsten ikke noget, men det varmer fint.
Vi fortsætter vores tur ad Sognefjellsveien, som er en af Norges nationale turistveje. Der er 18 officielle nationale turistveje, som er kendetegnet ved at have ekstra rastepladser og vigepladser og der er gjort mere ud af faciliteterne langs vejen.
Vi har som sagt overnattet i 990 meters højde og da vi fortsætter, kører vi langsomt yderligere op i højderne og der kommer mere sne omkring os og flotte vandfald vælter ud over fjeldkanten og ned imod os. I 1.428 meters højde har vi nået toppen og vi befinder os i et vinter wonderland med sne over det hele og frosne søer. Der er lavet langrendsløjper i sneen og vi ser flere løbe rundt på ski i korte bukser og korte ærmer. Vi synes nu, det er lidt koldt heroppe, men vi knokler selvfølgelig heller ikke rundt på ski 😊 Vi fotograferer kun og sender dronen op på en tur over landskabet.
Efter at have forladt toppen kører vi selvfølgelig nedad, med op til 2 meter sne på hver side af vejen. Det er en flot tur, men også væsentlig stejlere ned end op med mange hårnålesving, så bremserne kommer i brug – så meget, at da vi holder et fotostop, kan vi ligefrem lugte dem! Heldigvis er vi næsten nede, så de kan få en pause og blive kølet ned.
I Turtagro er der en sidevej , som iflg. Lonely Planet skulle være meget smuk med udsigt til alle tinderne i Jotunheimen, men dels er det en meget smal og stejl vej, som vi ikke ønsker at udsætte vores bremser for lige nu og dels synes vi, at vi har set alle Jotunheimens tinder fra Sognefjellsveien, så vi springer sidevejen over og fortsætter langs Lustrafjorden til Gaupne. Den er også en flot tur helt nede ved fjorden, men det er også en smal vej, så når 2 campere skal passere hinanden, må den ene helt ud til autoværnet og den anden næsten ned i grøften eller ind i klippevæggen. Det er lidt udfordrende. En enkelt gang må en modkørende camper med en tysker ved rettet hjælpe med at klappe mit sidespejl ind, som jeg ikke selv kan nå, for at vi kan passere hinanden. Det kom der lidt smil ud af, men det lykkes uden skrammer på nogen af camperne 😊 I Gaupne forlader vi Sognefjellsveien til fordel for en sidevej ind til Jostedalen. Der er 37 km op til Breheimsenteret, som er et gletsjer-museum og visitor-center. Herfra er der 6 km op til gletsjersøen og gletsjeren Nigardsbre. Vi ville gerne have været op til gletsjeren i dag, men da det er fuldstændig overskyet og der er lidt regn i luften, vælger vi at udskyde det til i morgen, hvor YR lover bedre vejr.
Vi parkerer i stedet camperen ved Breheimsenteret og tager en slapper-eftermiddag, hvor vi kan få skrevet dagbog og set på billeder. Der er allerede en del billeder at sortere i! Hen under aften tager regnen til, så det var godt, at vi tog beslutningen om at slappe af i stedet for at stå i regnvejr på en gletsjer!

13. juni (Nigardsbreen – Innvik 180 km): Vi har været tidligt oppe. Vækkeuret ringede kl. 6, da vi har planlagt, at vi vil op tæt på Nigardsbreen i dag. Vejret er heldigvis bedre end i går eftermiddags. Det er stadig overskyet, men det regner ikke og det ser ud som om solen snart vil bryde igennem og brænde skyerne væk. Inden vi forlader Breheimsenteret sender vi lige dronen op for at fotografere det meget specielle hus, som indeholder centeret. Huset har form som en hat fra sveisergarden. Det ser meget godt ud og hvis vi fra luften også kan få gletsjeren med i baggrunden, så vil det være helt fint. Vores forsøg kan du se her ved siden af.
Efter at have “leget” med dronen kører vi de 6 km op til Nigardsbreen. Det koster 90 nkr. i afgift at køre der op, men det er meget godt givet ud for vejen er ikke nogen seværdig gåtur.

Der er kun 3 campere på parkeringspladsen, da vi kommer frem og de ser ud til at have boondocket her hele natten. Så vores plan om at komme tidligt herud, så vi kunne være rimelig alene og ikke rende rundt sammen med alle bus-turisterne er lykkes.
Vi går de ca. 3 km af en sti med trætrapper og reb og over klipper og sten. Det er absolut ikke en sti for gangbesværede! Med alle lemmer i behold, når vi op til gletsjer-kanten, som de første. Solen har brændt skyerne væk og den er næsten nået rundt, så den skinner på hele gletsjeren. Efter en halv time er hele gletsjeren oplyst af  solen og i sprækkerne kan vi se den meget flotte blå is. Vi er stadig alene, men en gruppe på 8, som skal på gletsjervandring er på vej op til os. De har isøkser og pig-sko med, så det må være seriøs gletsjervandring/klatring.
Vi nyder gletsjeren og udsigten ned over gletsjersøen lidt længere, men vinden,som kommer ned fra gletsjeren er kold, så vi begynder så småt at gå tilbage til parkeringspladsen.
Vi møder flere på tilbagevejen og vi kan se, at bådfarten nu er i fuld sving med at sejle de mere dovne, den halve vej op til gletsjeren. Det bliver større og større grupper for hver gang båden sejler ud. Der må blive godt fyldt oppe på gletsjeren i løbet af den næste times tid!
Tilbage på parkeringspladsen er der et mylder af mennesker, som er kommet med store turistbusser. De fleste ser ikke ud til, at de overhovedet har tænkt sig at bevæge sig op af stien. De ser kun gletsjeren på 3 km afstand. Lidt mærkeligt af turistselskaber vælger at besøge denne gletsjer, når der efter hvad jeg har læst, er andre som er langt mere tilgængelige.
Vi sidder og nyder en kop kaffe og ser på menneskemylderet inden vi begiver os videre. Klokken er allerede 12, så vi skal ikke køre så langt i dag, men vi sætter kursen mod en anden gletsjer – Bøyabreen, som også er en tunge der falder ned fra Jostedalsbreen. Jostedalsbreen er den største gletsjer på det europæiske fastland. Den er over 60 km lang og dækker et område på 490 km2. Den danner et højplateau i 2.000 meters højde med 24 brætunger.
At vi lige har valgt at køre mod Bøyabreen er fordi jeg har læst at man kan sidde på terrassen på Brevashytta Cafe og Restaurant med udsigt direkte op til gletsjeren, som er den lettest tilgængelige af Jostedalsbreens tunger. Det lyder tillokkende, da det vil passe med, at vi når frem til frokosttid 🙂
Det bliver lidt sen frokost, da der er over 100 km, men vi hygger os med at sidde i solen på terrassen og få en hjorte-burger. Det har vi ikke smagt før, men det smager udmærket og med udsigt til Bøyabreen, som kælver med mellemrum og sender isstykker ud over klipperne kan det næsten ikke bliver bedre 🙂 Mærkeligt nok er vi også alene her på restauranten. 
Efter en tur ned til gletsjersøen, går vi tilbage til camperen og kører videre til Innvik, hvor vi finder en skøn campingplads lige ud til Innvik-fjorden. Her sidder vi i solen med en gin-tonic og nyder udsigten til fjorden og de omkringliggende bjerge.
Først kl. 21:30 synes vi det bliver for koldt at sidde ude i shorts og korte ærmer, så vi trækker ind i camperen.

14. juni (Innvik – Trollestigen 175 km): Solen skinner fra en skyfri himmel igen i dag. Det er altid en god start på dagen.
Efter morgenmaden er vi klar til de udfordrende veje i dag. Vi skal bl.a. op til Ørnevejen i Geiranger. Vi start langs Innvikfjorden til Stryn og videre langs Oppstrynsvatnet til Hjelle. Det er en meget flot tur helt nede langs vandkanten og med de høje bjerge omkring os. Herfra var det så meningen at vi skulle være kørt af Gamle Strynefjellsvegen, men ved afkørslen til denne ellers meget omtalt turistvej, står der, at den er spærret efter 8 km! Der er flere som os, der stopper forundret op. Der står intet om dette på turistnorges hjemmesider selv om det ikke ser ud til at det er noget forbigående. Øv – det ødelagde lidt vores planer, men vi må blot lave nogle nye. Vi kører i stedet et stykke af den nye Strynefjellsveg rv 15. Det er næsten kun tunneller og hver gang vi kommer ud på den anden side af en tunnel, har landskabet forandret sig – meget sjov oplevelse. Turen igennem tunnellerne gør vores tur kortere op mod Geiranger og Ørnevejen. Vejen stiger støt, da vi kører af rv 63 gennem det fantastisk smukke landskab på Strynefjellet, men vi  tager lige yderligere en afstikker op til et udsigtspunkt kaldet Dalsnibba. Det er en temmelig stejl tur op, men det er hele turen og de 200 kr. i vejafgift værd, da vi når toppen. Der er den skønneste udsigt ud over sneklædte bjerge og helt ned til Geirangerfjorden. Man føler virkelig at man er on the top of the world 🙂
Da det som sagt er en betalingsvej op til Dalsnibba, så er der ikke så mange biler eller campere, så vi kæmper ikke om hverken pladsen på vejen eller oppe på parkeringspladsen. Det er absolut et plus på en stejl bjergvej 🙂
Nede igen fra Dalsnibba fortsætter vi mod Geiranger, men gør selvfølgelig holdt ved Flydalsjuvet for at nyde udsigten ned over Geiranger og Geirangerfjorden og tage det flotte billede, som næsten er blevet symbolet for Norge. Det er så smukt, men hold da op et kaos af biler, busser og campere, som kæmper om at få en plads at parkere på den meget sparsomme plads. Vi er heldige at en camper kører lige som vi kommer frem, så vi undgår at tage del i påstyret 🙂
Vi er usikre på om vi vil overnatte i Geiranger og køre op at Ørnevejen i morgen, men det ender med, at vi tager den meget stejle Ørnevej med 11 hårnålesving op og fortsætter mod Trollstigen. Vi må på en lille sejltur på et kvarters tid fra Eidal til Linge (116 dkr) for at komme videre til Valdalen, som er Norges jordbærbed. 75% af Norges jordbær dyrkes her. Desværre er vi for tidlig på sæsonen. Der er kun hvide blomster på planterne! 
Vi stopper ved Gudbrandsjuvet, som er en udsigtplatform der er udformet meget kunstnerisk over elven, hvor vandet kommer brusende med uhyggelig kraft. Her er ikke så mange turister, men dybest set heller ikke så meget at se 🙂 Vi nyder en is og slapper lidt af inden vi fortsætter mod Trollstigen.
Det er et fantastisk flot landskab, vi kører igennem mens vi stiger 850 meter op og til sidst lander ved udsigtsplatformene ud over de lodrette vægge ned mod Trollstigen. Normalt skulle der også være lidt kaos her, men der er en stor parkeringsplads og vi ankommer først omkring kl. 17, så der er rimeligt roligt og let at finde parkeringsplads – dejligt.
Der er gjort meget ud af området her med en bygning der er en fjeldudgave af operaen i Oslo, men den er under renovering og derfor ikke indrettet, men der er små butikker og cafe bygget ind i terrænet og gangbroerne hen til udsigtsplatformene er bygget i rustrød metal og beton hen over den brusende elv. Udsigtsplatformene hænger ud over de lodrette vægge ned i dybet – meget flotte – og med glasvægge, så man næsten ikke kan se, at der er vægge ud til afgrunden.
Vi nyder udsigten ned over Trollstigen og overvejer om vi skal køre ned af den i aften, hvor der ikke er så mange biler, busser og campere eller vi skal overnatte ovenfor og så køre ned i morgen tidlig, hvor der formentlig heller ikke er så mange. 
Vi ender med at blive her og spiser aftensmad og tager beslutning om at stå tidligt op og køre ned i morgen inden der kommer for mange, som vi skal dele vejen med. Vi kan ikke kapere mere i dag. Det har været en fuldstændig fantastisk smuk tur, som er svær at beskrive. Den skal opleveres med egne øjne.
Vi er iøvrigt ikke de eneste, som vælger at overnatte her på parkeringspladsen. Der er 5-6 andre campere. 

15. juni (Trollstigen – Malvik 350 km): Efter den fantastiske dag i går bliver det nok svært at komme efter, men med høj sol fra morgenstunden, er vi da godt på vej 🙂
Vi står op kl. 6 og går ned og tager nogle flere billeder ned over Trollstigen. Vi havde håbet på at solen ville stå bedre her til morgen, men det er ikke tilfældet. Det vil først være midt på dagen at der er sol hele vejen ned igennem dalen og der vil der også være fuldt af mennesker, så det vil vi ikke vente på. Vi starter vores nedfart lidt over 7, hvor vi kun har set 2 campere komme op fra dalen.
Vi kører ganske langsomt ned og nyder hvert et øjeblik. Det er så flot med hårnålesvingene, de høje bjerge, sneen og vandfaldene, der falder i store kaskader ned mod os og så er vi næsten helt alene. Det kan absolut anbefales. Vi kan stoppe midt i svingene og stå ud og kikke os omkring. Det er så godt.
Da vi kommer helt ned i bunden efter at have været rundt i de 11 hårnålesving, har vi kun mødt 7 modkørende biler! Sådan er det vist kun her tidligt om morgenen og lidt først på sæsonen. Skal ikke kunne sige om den holder i juli/august, hvor der er flere turister over det hele.
Efter denne fantastiske morgentur kører vi videre til Åndalsnes og handler lidt ind. Vi bliver til stadighed forundret over, hvordan nordmændene klarer sig økonomisk for det er i hvert fald dyrt at købe bare almindelige madvarer. Specielt frisk frugt og grønt. Vi finder dog ud af at fisk og skalddyr er rimeligt i pris og det er jo en god ting for os, som elsker fisk og skalddyr. Vi køber 1,4 kg store tigerrejer til 135 dkr. Det er i hvert fald billigt i forhold til Danmark!
Vi fortsætter vores tur nordpå via Atlanterhavsvejen, som også er en national turistvej. Det indbærer, at vi skal med en færge fra Åfarnes til Sølsnes til nkr. 193 = 127 dkr. Der er mange færge heroppe og de er ikke gratis selv om de er en del af en hovedvej, men dog heller ikke så dyre.
Atlanterhavsvejen er lang fra Bud og næsten til Kristiansund, men det mest spændende er broerne, som blev brugt i en James Bond film “No time to die” fra 2021 ca. 3-4 km. Vi stopper selvfølgelig og går lidt rundt på småøerne, som broerne forbinder. Vi ville gerne have haft dronen op, så vi kunne have taget et vue ud over det hele, men det blæser for meget til, at vi tør sende den op. Vi skulle jo nødigt miste den!
Da vi skal til at køre videre får vi en mail fra camper-udlejningsfirmaet, som presser os en del. Blandingsbatteriet i køkkenet starter ikke vandpumpen, så for at få vand i køkkenet skal vi åbne for vandet i badeværelset!! Det er ikke så smart og nu har udlejningsfirmaet lavet en aftale på vores vegne, at vi kan få skiftet blandingsbatteriet i morgen kl. 8:30 lidt nord for Tronheim. Det er 3,5 – 4 timers kørsel fra hvor vi er nu! 
Vi havde bestemt ikke regnet med at skulle køre så langt i dag, men vi gider heller ikke at have problemer med vandet, så vi kører mod Tronheim. Vi kører på E39 langs fjorde og søer og ruten er næsten flottere end Atlanterhavsvejen selv om det blot er en almindelig hovedvej. Vi skal med endnu en færge fra Kanestraumen til Halsa som koster nkr. 225 = 148 dkr.
Vi er fremme ved en campingplads i Malvik nord for Tronheim kl. 19:30 godt trætte. Vi har været på farten i over 12 timer. Det er for meget for os! Vi får de store tigerrejer med flüte og rødvin til og så er vi ellers klar til at krybe til køjs, men går dog lige ned til vandet og sætter os på en bro og ser på nogle andre fra campingpladser som forsøger sig med fiskestængerne uden dog at fange noget.
Det er en flot aften med fuld sol, men vi kan ikke holde øjnene åbne. Vi må i seng.

16. juni (Malvik – Namsos 200 km): Vi står op kl. 7, så vi kan nå og bade og spise morgenmad inden vi skal være på værkstedet kl. 8:30. Det er heldigvis endnu en flot morgen med sol, så det hjælper lidt på humøret. Det er altid irriterende, når man skal bruge tid på reparation af en udlejningsbil, som burde være i orden, så man kun skal koncentere sig om at holde ferie!
De er meget søde på værkstedet selv om de i første omgang siger, at de først kan tage bilen om 3 kvarter. Det er vi absolut ikke tilfredse med efter, at vi har kørt alle de kilometer i går til sent ud på aftenen og det lader til at gøre indtryk. De tager i hvert fald vores camper med det samme og efter en times tid, hvor vi har været rundt at studere campere, som de har til salg, har de lavet vandpumpen. Det var meningen at de skulle skifte blandingsbatteriet, men sådan et havde de ikke, så i stedet har de lavet en lidt Storm P agtig løsning med en lille kontakt ved siden af vasken. Det ser ikke kønt ud, men det virker og så må vi videre.
Vi vil helst ikke køre så langt i dag, da vi stadig er trætte fra den lange dag i går, men det bliver alligevel til næsten 200 km med nogle pauser, hvor vi er inde i Elkjøb, Power og Spørg Kjell for at få nogle små adabtere, som vil gøre det lettere for os at lade vores ure, telefoner og kameraer m.v. mens vi kører, så vi ikke er tvungne til at finde campingpladser for at få ladet vores devises op. Vi vil helst boondocke ude i naturen, hvor det kan lade sig gøre at finde nogle flotte steder.
Vi kører mest af E6, som ikke er speciel spændende, men det er stort set den eneste vej nordpå på dette stykke af Norge, som er meget smalt. 
Da vi ikke finder nogle åbenlyse steder at overnatte kører vi helt til Namsos og her finder Ulrich via en google-søgning et skønt lille areal kaldet Hovika lige ned til  fjorden. Der holder 2 små campere i forvejen, men der er fint plads til os og der er helt stille – så skønt.
Vi sætter straks bord og stole ud og nyder en kop kaffe og en kanelbolle, mens vi sidder og kikker ud over fjorden. Jeg får en ide om at vi måske kan fange aftensmaden i fjorden, da vi kan se nogle små fisk springe. Ulrich rigger en fiskestang til og vi prøver at kaste et blink ud. Første gang går godt. Blinket kommer op igen, men ingen bid. Anden gang får vi bundbid. Det lykkes dog at få linen fri. Tredie gang siges at være lykkens gang, men ikke for os 🙂 Krogen sætter sig igen fast i bunden og denne gang sidder den urokkelig fast. Vi må til sidst kappe linen og så er vi ligesom færdige med at fiske for i dag 🙂 Forhåbentlig får vi bedre held en anden gang.
Mens vi sidder og spiser aftensmad ser vi et marsvin svømme forbi 15-20 meter ude i fjorden. Det er da hyggeligt at se på.

17. juni (Namsos – Mo i Rana 350 km): Det har været en kold nat, hvor lidt ekstra tøj måtte på under dynen, men vi sover alligevel længe. Vi trænger til det efter en uge på farten, hvor vi har kørt en del timer hver dag.
I dag bliver ikke nogen undtagelse, men det ved vi ikke fra morgenstunden. Vi overvejer meget hvilken rute vi skal køre videre. Skal vi tage kystvejen eller blot op at E6. Via kystvejen skal vi med en masse færger (5-6 stykker), hvilket formentlig vil give en masse ventetid. Man kan ikke bestille plads på disse færge. Det er first come – first served. 
Vi ender med at tage beslutning om at køre op af E6, som iflg. vores kort også skulle være en smuk rute – markeret med grønt på kortet.
Inden vi begiver os ud på E6 skal vi dog lige have fyldt tanken op med diesel og vandbeholderen med vand og toiletkassetten skal også tømmes, så vi er klar til at boondocke, hvis lejligheden byder sig og vi finder et godt sted. Vi skal iøvrigt også lige i T Hansen og købe nogle fiske-blink til afløsning for det vi kappede forleden aften!
Med hensyn til diesel og camperens forbrug, så er positiv overraskede. Når vi har lejet campere i USA, har de som regel ikke kørt mere end 4,5 – 4,7 km på literen, men denne her kører hele 9,8 km på literen. Prisen for diesel i Norge er mellem 19 og 23 nkr. pr. liter (12,35 – 15 dkr). 
Efter alle vores gøremål forlader vi Namsos ved 11-tiden og kører nordpå af E6. Det bliver en lang transportdag, men E6 er faktisk meget flot på denne del, hvor den det meste af vejen følger en elv og snart kan vi se høje bjerge, som er fuldstændig snedækkede i det fjerne. Det er lidt underligt, når vi samtidig i løbet af dagen kommer op på hele 29 grader.
Vi forventede egentlig at E6 var en motorvej, men det er det absolut ikke. Vi må på et enkelt sted komme op på 110 km, men det er kun få km, så er vi igen nede på 70-90 km og det minder mere om en dansk hovedvej, dog med den undtagelse at den nogle steder er så smal at der ikke engang er midterstribe!
Vi kommer til at køre længere end vi havde planlagt, idet vi søger efter det perfekte boondocking sted, som det vi havde i nat, men det kan vi ikke finde og til sidst er vi nået helt til Mo i Rana, hvor vi må tage en faktisk ret kedelig campingplads, men vi orker ikke at køre mere efter 350 km.
Vi forsøgte os ellers på en dejlig plads på en lystbådehavn, hvor vi kunne ligge helt for os selv yderst på en måle med udsigt til lille fyrtårn og fjorden, men der skulle vi putte kontanter i en kuvert, som betaling for pladsen og vi har ingen kontanter. Bruger udelukkende visa/mastercard, så vi måtte køre igen!
Vi så iøvrigt vores første rensdyr på turen i dag. En mor med sin kalv løber ud på vejen foran os. Hverken de eller vi var dog i fare, da vi ikke havde så megen fart på.

18. juni (Mo i Rana – Saltstraumen 300 km): Vi har sovet godt i nat. Der har været en behagelig temperatur og igen i dag står vi op til strålende solskin. Vi har været utrolig heldige indtil videre med vejret – håber det fortsætter 🙂
I dag kører vi ud til kysten og fanger Fv17 – Kystriksveien, som er national turistrute helt fra Steinkjer i syd til Bodø i nord – ialt 650 km. vi tager dog kun den nordligste del fra Røytvik til Bodø, hvilket er ca. halvdelen af vejen. Her skal vi kun med 2 færger, så det er til at overskue med evt. ventetid.
Vi fortryder bestemt ikke at vi har taget denne rute. Hold da op. Det er noget af det smukkeste vi har kørt. Det er skærgård, høje bjergtinder, gletsjere, blåt hav og små øer. Så flot hvor end man kikker hen og så er der ikke ret mange biler eller campere på vejen og det er ret heldigt for hele 2 gange kommer der en flok rensdyr hen over vejen. Den første store han går roligt hen over vejen og standser på midten og klør sig lidt på maven og bag øret, hvorefter den fortsætter og så kommer flokken løbende efter den. Den anden flok går roligt og græsser i vejkanten og da vi kommer kørende går en op på vejen, men ændrer så mening og går tilbage, hvorefter de alle forsvinder mellem træerne.
Den første færge vi skal med er fra Kilboghamn  til Jektvik. Her må vi vente en lille time inden færgen kommer, men heldigvis er vi nummer 5 i bilkøen, så vi er sikre på at komme med den første. Det er en times sejltur, som også er virkelig flot og så krydser man polarcirklen ca. midtvejs på turen, hvilket er markeret inde på land med en globus. Den er ikke noget særligt, men alle på færgen skal selvfølgelig have et billede af den, så vi står næsten alle ude på dækket og fotograferer 🙂
Fra Jektvik og til næste færge er der ikke mere end 28 km. Vi er egentlig sultne og kunne godt have lyst til frokost, men da den næste færge er meget lille, så vil vi ikke bagerst i køen, så vi må vente med frokost og til gengæld kører vi lige ombord på færgen uden ventetid og det er iøvrigt kun en 10 minutters sejltur. Den er mærkelig nok ikke gratis i modsætning til den tidligere tur på 1 time, som var gratis. Det må være norsk logik 🙂
Der er herefter 142 smukke kilometer at køre. Det er en fornøjelse i sådanne omgivelser. 
Vi er fremme ved Saltstraumen kl. 18:30 og kører med det samme ind på campingpladsen, hvorfra der kun er 5 minutters gang ned til broen over Saltstraumen og strømhvirvlerne, som får tusinder af turister til at valfarte hertil.
Saltstraumen er verdens kraftigeste tidevandsstrøm. Hver sjette time pumper 400 mio. kubikmeter vand gennem det blot 3 km lange og 150 m brede stræde mellem Saltenfjorden og Skjerstadfjorden. Vandet passerer med en hastighed på op mod 20 knob (37 km) og danner strømhvirvler der kan være op til 10 m i diameter og 5 meter dybe.
Da vi kører over broen, kan vi se at der er gang i strømhvirvlerne under os, men da vi efter aftensmaden går ned til vandet for at se på strømhvirvlerne, bliver vi svært skuffede. Vandet er stort se fladt og roligt. Vi har misforstået tidevandstabellen. Det tidspunkt vi troede var hvor strømmen var på sit højeste er det modsatte. Det er tidspunktet, hvor strømmen vender og der dermed ingen strømhvirvler er – øv. Her er nu stadig flot og vi ser et enkelt marsvin, som svømmer forbi, så det var ikke helt forgæves at gå derned, men vi må ned senere på aftenen, når der kommer gang i strømhvirvlerne.
Klokken halv tolv midnat går vi igen ned til broen og op på den. Heroppe fra kan vi se at vandet er ved at løbe ind med en enorm kraft. Vi er virkelig flot og fascinerende at se, hvordan vandet laver strømhvirvler og der er dybe huller i hvirvlerne. Vi står længe og betragter hvirvlerne. De kommer med større og større kraft og det ligner et kæmpe boblebad, der syder og koger!
Det skulle være ret godt at fiske her og vi kan da også at fiskene springer lystigt ude, hvor strømmen ikke er så kraftig og en enkelt fisker står her også og kaster sit blink ud gang på gang, men fanger ikke noget. Vi ærger os over at vi ikke tog vores stænger med herned, så vi kunne have prøvet lykken.
På vej hjem til camperen ser vi en mand, der står og renser 5-6 makreller, så det er altså muligt at fange noget. Vi må herned i morgen tidlig ved næste udløb af vandet.
Vi står oppe på broen kl. 12 midnat og ser solen gå ned bag nogle bjerge ude i horisonten, men da vi går tilbage til camperen 3 kvarter senere er den på vej op over bjergene igen. Den forsvinder aldrig helt og her er også fuldstændig lyst hele natten.
Det er lidt svært at komme i seng, når det er så lyst, men vi skal have sovet nogle timer inden vi skal op igen og måske prøve lykken med fiskestængerne!

19. juni (Saltstraumen – Svolvær 230 km): Vækkeuret ringer kl. 6. Vi har sat det for at komme op og se når vandet vender og flyder ud igen – altså modsat i nat. Vi skulle også have fiskestængerne med og prøve lykken, men efter kun 5 timers søvn gider vi alligevel ikke at rigge fiskestængerne til, så vi går blot ned på broen.
Der er godt gang i vandet nu igen blot for udadgående. Det er de samme kræfter, men på grund af vandkanternes beskaffenhed, hvor det går lige ud langs begge sider, så bliver det ikke lige så imponerende et syn, som i går aftes/nat, set oppe fra broen.
Vi går i stedet ned til vandkanten og her er det til gengæld meget vildere at se på end i aftes/nat. Strømhvirvlerne kører rundt lige for fødderne af os! Man skal ikke falde i dem, så er man vist prisgivet.
Vi går tilbage til camperen og tager et par timers søvn mere inden vi tager bad og får morgenmad. De 5 timers søvn i nat var ikke nok. Da vi vågner igen er vi næsten de eneste tilbage på campingpladsen, så vi er alene om baderummene, men tænker også at vi vist må få benene på nakken. Vi har ikke fået nogen tid, hvor vi skal være ude, men det plejer at være kl. 10 eller 11 og nu er klokken 11!
Vi forlader pladser for at køre de 230 km til Skutvik, hvorfra vi vil sejle over til Svolvær på Lofoten. Vi har fundet ud af, at den rute er gjort gratis pr. 1/7-22, så det er at foretrække frem for at betale 2.173 nkr. for at sejle fra Bodø til Moskenes også på Lofoten.
De første 100 km går fint på E6. Der er ikke så meget at se på, meget anderledes end i går på Fv 17. 
Desværre går alt i stå efter 100 km ved et vejarbejde. Vi kan ikke se, hvad de laver, men køen bliver længere og længere og vi rører os ikke ud af stedet. Endelig efter 45 minutter kører vi 500 m, men så standser vi igen. Først efter 1 timer og 40 minutter kommer der gang i køen og vi kører videre. Det var lidt en streg i regningen, da vi skal nå en færge fra Skutvik, som vi ville være i rigtig god tid til og stå først for, men nu kan vi først være der en time før afgang, hvis vi kører rask til.
Vi når frem 45 minutter før færgeafgang og er nummer 10 i køen, så vi er rimelig sikker på at komme med selv om vi ikke ved hvor mange biler færgen kan tage.
Da vi har sprunget frokosten over for at nå færgen, er vi ved at være godt sultne, så vi skynder os at udnytte ventetiden på færgen med at lave og spise aftensmad. Det går altsammen fint og vi kommer ombord på en halv fyldt færge, som på 2 timer sejler os over til Svolvær på Lofoten, hvor vi også boede, da vi i 2005 besøgte Lofoten på en 4-5 dages tur med fly. Det bliver helt sikkert et dejligt gensyn. Lofoten er utrolig smuk.

20. juni (Svolvær – Å 130 km): Vi gad ikke køre så langt, da vi kom fra færgen i går, så vi har overnattet på en camper-plads i Svolvær med toilet og bad og ellers ikke andet. Den lå desværre op af en terminal, hvor varer blev læsset på lastbiler det meste af natten, så der var en del støj! Vi har dog fået sovet udmærket, da vi først faldt i søvn.
Vores held med vejret ser ud til at være sluppet op. Det regnede lidt i går aftes og her til morgen er det overskyet og det kunne godt se ud som om der kommer mere regn. Vi sidder derfor længe over morgenmaden, men går dog senere en tur igennem byen og ud på Svinøy for at finde de rorbua, som vi boede i sidst, som vi synes var utrolig charmerende. Det tager og nogen tid at finde det. Der er bygget en masse huse i området siden 2005. Vi må til sidst spørge nogle lokale, som viser os vejen til rorbuaerne ved at vi viser dem et billede, som vi tog i 2005. Vi finder rorbuerne, men kan ikke lige kende det, som vi boede i. Det viser sig at lige det vi boede i, er revet ned og et nyt næsten magen til er opført. Det var nu meget sjovt alligevel at være i området igen.
Vi fortsatte ud til fiskepladserne, hvor torsk hænger til tørre på kæmpe store stativer af træ. Der lugter ikke så godt i det område. Lige nu er det mest torske-hoveder, som hænger på stativerne. Det ser lidt markabert ud med alle de øjne og tænder på indtørrede kranier.
Tilbage i selve Svolvær spiser vi frokost på en af de mondæne restauranter på kajen. Det er alt sammen nyt i forhold til 2005, hvor det nærmest var en soveby/fiskeby. Der er sket rigtig meget på de knap 20 år.
Det begynder at regne, så vi skynder os tilbage til camperen og beslutter os for at køre helt ud til den yderste by på Lofoten – Å. Herfra kan vi så de næste dage langsom bevæge os nordpå over alle øerne.
Det tager et par timer at køre derud. Det første stykke er ikke specielt pænt, men de yderste øer er meget idyliske med små fiskelejer og specielt, da vi kommer til Reine er vi solgte. Solen står ned over byen og vandet og de høje klipper bagved. Det er et syn for guder, men det er også et helvede at finde et sted at parkere med en pæn stor camper, men det lykkes efter at være kørt frem og tilbage et par gange. Vi vil blot nyde udsigten lidt og så kører vi videre til Å, hvor der er en stor parkeringsplads, som også er fyldt med campere, men heldigvis er der lige en ledig plads til os.
Å er ikke nogen stor by. Vi har set den hele på en gåtur på en lille times tid! 
Lidt planlægning for i morgen og så ellers i seng med håbet om at solen skinner i morgen.

21. juni (Å – Reine ): Væggeuret ringer kl. 7 og da vi slår mørklægningsgardinerne fra er der fuldstændig blå himmel og sol. Nøj hvor skønt. Det var lige det, vi håbede på, da vi gerne vil gå op på Reinebringen og se den skønne udsigt ud over byen Reine, som ligger på en ø med en masse små øer omkring. Vi kalder den puslespilbyen, da vi har samlet et puslespil, der netop har det vue ud over byen, som vi vil op og se in real.
Reinebringen er en af de mest populære hike i Norge. Det er et hike på kun 2 km frem og tilbage, men med 458 højdemetrer og 1978 trappetrin, som er lavet af sherpaer. Det lyder måske ikke af så meget, men når trappetrinene er uens og det bare går op og op og op uden nogen lige strækninger, så kan det godt mærkes både i ben og på pulsen. Det er lidt hårdt og man kommer i hvert fald ikke til at fryse på vejen op. Til gengæld er det hele turen værd, når man først står på toppen. Vi tog os rimelig god tid og var 2 timer om at gå op, men så havde vi også kræfter i behold til at nyde den helt fantastiske udsigt fra toppen ud over Reine by og alle de små øer og de omkringliggende fjorde og fjelde. Det er virkeligt så flot, som på billederne man altid ser i reklamer fra Norge.
Det er som sagt et meget populært hike og det mærkede vi også dels ved, at det var svært at finde parkeringsplads – i hvert fald til en camper og dels ved de mange mennesker vi mødte på vores tur. Heldigvis var vi allerede på vej op kl. 9:30 og der var der ikke så mange på trapperne, men da vi sad på toppen kunne vi fornemme, at det store ryk var på vej op. Der er ikke megen plads på toppen og det er et langt og brat fald ned mod byen, så man skal ikke ud over kanten herfra, derfor er det ikke så rart, når der kommer mange mennesker omkring en, så vi var enige om at nu var det tid at gå nedad igen og det var det rette tidspunkt for vi mødte rigtig mange på vej op, som der formentligt slet ikke ville være plads til deroppe!
Vel nede igen efter en time får vi frokost i camperen og kører så ned til Reine og parkerer ved havnen, hvor der er masser af pladser for der er parkeringsafgift på 35 nkr. i timen. 
Der er en lille flydemole lige ved siden af hvor vi parkerer og den ser perfekt ud til at fiske fra. Vi havde jo ikke den store succes sidst vi tog en stang frem, men nu skal det prøves igen. Vi så en mand i går i Svolvær, som fangede et par ordentlig store torsk, så ville da ikke være tosset, hvis det også kunne lykkes for os 🙂
Vi rigger som sagt stængerne til og går ned på molen med fiskekniv, flere blink og en pose til fiskene, man er vel optimistisk.
Jeg får kastet ud først og inden Ulrich har fået sin snøre i vandet, så har jeg bid. Det er en lille torskelignende fisk, som vi ikke kender og vi synes den er for lille (25 cm) til at beholde den, så den ryger ud i vandet igen. Næste kast, så er der bid igen. Det er næsten for let! Denne gang er det en torsk af en pæn størrelse, så den for skåret hovedet af og tømt maven og puttet i posen. Herefter kommer en gylden torsk på krogen, som dog er under de 40 cm, som er mindstemålet, så den må ud igen. 
Vi fanger 6-7 af de torskelignende fiske, som iøvrigt også svømmer rundt i store stimer lige neden for molen, men vi smider dem alle tilbage i havet, da vi ikke er sikre på hvilken fisk det er og hvad mindstemålene er på dem. Vi skulle jo nødigt tages i ulovligt fiskeri!
Vi hygger os med at stå og fiske et par timer i det gode vejr, men så må vi stoppe. Vi har fået 3 gange bundbid og ikke været i stand til at få krogene fri igen, så vi har måtte kappe linerne og de blink vi har tilbage, dem gider fiskene åbenbart ikke æde. Fra at have bid eller nap på hvert kast med de mistede blink, så er der pludselig intet at mærke. Vi må i T Hansen og købe nogle nye blink til afløsning for de mistede, som fiskene tilsyneladende er meget glade for.
Efter at have renset torsken og gjort den klar til aftensmaden går vi en tur rundt i byen. Her er meget hyggeligt, men det er tydeligt at den lever af turisterne. Der bor kun ca. 3.500 personer om vinteren, men det antal bliver mangedoblet om sommeren, hvor alle rorbuerne bliver lejet ud til turisterne.
Da det vil være for dyrt at fortsætte med timebetalingen på parkeringen hele natten, forlader vi byen og kører mod nord.
Vi kører dog kun kort uden for Reine og kommer til Akkarvikodden rasteplads, hvor der kun holder en enkelt camper i forvejen, så der er masser af plads til os og fin udsigt ud over havet. Det bliver vores overnatningssted i nat.
Torsken bliver tilberedt på grillen og så er der lækker aftensmad 🙂
En pragtfuld dag med forskellige aktiviteter er til ende. Vi slapper blot af i vognen med dagbogsskrivning og video-redigering resten af aftenen.

22. juni (Reine – Hauklandstranda 100 km): Flot vejr da vi vågnede, men blev gradvist dårligere til fuldstændig overskyet og regnbyger.
Vi er begyndt at bevæge os nordpå på Lofoten og kører dels af E10 og dels ud på alle sidevejene for at se hvad der gemmer sig derude. I Sund besøgte vi et lille fiskerimuseum og smedje. Der var udstillet en masse forskellige skibsmotorer og gamle både og fiskeri-redskaber. En skibsmotor var startet og lød som en fiskekutter. Det sjoveste var nu smedjen, hvor smeden stod ved sin esse og varmede jernet til det var rødglødent, hvorefter han bankede det ud. Dels med store motoriserede hammere og dels i med håndkraft. Det var imponerende hvordan han hurtigt kunne banke en skarv-krop og vinger ud af en fra starten lille  firkantet jernstang på 10x2x2 cm samtidig med at han stod og fortalte os om hvordan turismen m.v. gik i Norge. En meget sjov fætter, som vi havde svært ved at komme væk fra for han blev ved at snakke 🙂
Fra Sund og smedjen kørte vi til Ramberg og gik en kort tur på den meget flotte hvide sandstrand. Forleden dag da vi kørte forbi her, var der nogle ude at bade, men i dag er det blæsende og halvkoldt, så her er ingen badegæster og da vi mærker vandets temperatur forstår vi også godt hvorfor. Det er iskoldt. Vi fortsætter til Nusfjord, som iflg. guidebøgerne skulle være et hyggeligt lille fiskerleje med velbevarede huse og rorbuer. Vi fik ikke set så meget af det lille fiskerleje for da vi havde parkeret camperen og ville gå ned til havnen, blev vi mødt af en bom og et skilt med køb af billetter. Vi skulle købe en billet til nkr. 100 for at måtte gå ned til havnekajen og se byen. Det synes vi var lige smart nok. Det havde været OK, hvis de havde taget penge for parkering, men ikke for at gå ind i en by! Der satte vi grænsen, så er der mange andre små søde fiskelejer på Lofoten, som vi kan gå ture i, så vi kørte igen. Jeg fik senere læst lidt mere på lektien omkring Nusfjord og fandt ud af at byen i dag alene er en museumsby, så det er lutter tomme huse omkring havnen, hvor vi ikke kunne komme ned. Så giver det mere mening med betalingen. Vi ville dog stadig ikke have betalt for at se en museumsby/havn!
Da vejret som sagt blev dårligere op af dagen, valgte vi at køre ud mod Uttakleiv, som iøvrigt også har flotte hvide strande, for at finde et sted at overnatte. Vi var ude ved p-pladserne, som koster gebyr, men synes ikke de lå så godt, så vi fandt i stedet et lille indhak langs landevejen, hvor vi havde den smukkeste udsigt ud over fjorden, det åbne hav, klipperne og fjeldene på den anden side af fjorden. Her er ingen trafik, da landevejen er en blind vej, så vi har det helt roligt.
Vi har iøvrigt fået købt nye fiskeblink, så vi kan fiske, men da det regner, gider vi ikke prøve om vi kan fange noget fra klipperne. Måske bliver der lejlighed til at prøve i morgen.

23. juni (Hauklandstranda – Henningsvær 80 km): Det er stadig ikke så godt vejr. Overskyet og småregner, men det er Sankt Hans, så vi tænker, at vi skal ind til en by, hvor der formentlig er en form for fejring af det.Vores mål er Henningsvær, som bliver kaldt Lofotens Venedig.
I stedet for at køre af E10, som måske nok er den hurtigste og største vej, vælger vi den mindre 815 som løber langs vandet på østsiden af Lofoten. Den er ikke så trafikeret og meget smuk med høje klipper og skærgård ud for. Ærgerligt at der ikke er sol, for det ville helt sikkert have gjort turen endnu flottere.
I Henningsvær forsøger vi at finde parkeringsplads nede i byen, men det er helt umuligt. Parkeringspladsen er ikke særlig stor og noget er inddraget til byggeplads, så der er allerede stopfuldt, da vi ankommer sidst på eftermiddagen. Vi kører i stedet tilbage over højbroen og finder tilfældigvis lige en ledig plads på en gratis parkering, hvor en anden camper lige har forladt pladsen. Lidt længere væk er der en stor parkeringsplads gebyrbelagt, hvor der også var pladser, men vi holder fint her. Efter eftermiddagskaffen går vi over højbroen til byen. Det trækker godt i vores meget ømme ben fra turen op til Reinebringen. Benene var ikke så ømme i går, men i dag havde vi svært ved at komme ud af sengen, så de har nok godt af at blive rørt på en tur rundt i byen. 
At kalde den Lofotens Venedig at måske nok lidt af en overdrivelse, men den er da meget hyggelig. 
Vi er inde på et galleri, hvor der er en naturfotograf, som har udstillet sine fotos. Der er specielt mange fuglebilleder fra området, som vi selvfølgelig er interesseret i, da vi også regner med at skulle fotografere nogle af dem. 
Da vi spørger den unge dame på galleriet om, hvor der bliver fejret Sankt Hans, siger hun, at der ikke er noget i aften, men at der vist nok bliver et eller andet arrangement i morgen aften – en midsommerfest.
Efter byvandringen synes vi, at vi fortjener en fiskesuppe, som skulle være speciel god på disse egne. Vi går derfor ind på Restaurant Fiskekrogen, som har gode anmeldelser på Tripadvisor. Det er bestemt også et godt sted. God betjening og stemning og fiskesuppen er bestemt også god. Vi bliver betjent af en sød ung mand, som viser sig at være dansker, der studerer i Tronheim, men har sommerjob her i Henningsvær.
Hjemme igen i camperen trænger vi blot til at slappe af med en film, så vi sidder/ligger med hver vores telefon og ser film til det er godnat-tid.

24. juni (Henningsvær – Andenes 235 km): Det har regnet i nat og det småregner også, da vi vågner. Det er lidt deprimerende, når vi kan læse om solen og varmen i Danmark. Vi vil gerne sende lidt regn hjem til Danmark mod at få lidt sol herop!
Vi sidder længe over morgenmaden inden vi tager os sammen og kører mod Andenes, hvor vi gerne vil på hvalsafari og det skulle være det bedste sted på denne årstid.
Det er en tur på lidt over 200 km og den er ikke specielt interessant og slet ikke i regnvejr! Det er lidt sjovt, at der kan være så stor forskel på øerne og landskaberne inden for et trods alt begrænset areal. Lofoten har forholdsvise høje bratte og til tider forrevne fjelde og det samme har Senja, som vi kan se over på fra Andenes, men Andøya, hvor vi er nu, er meget flad på det meste af øen og så lidt runde fjelde ud mod Atlanterhavet.
De fleste turister tager alene herud for at komme på hvalsafari, men vi erfarer, at der faktisk også er fugle-safarier med båd, der sejler ud til den lille ø – Bleiksøya, som har 80.000 ynglende søpapegøje-par og ca. 80 havørne, suler, skarv og mange andre fugle. Det tager kun 10 minutter at sejle ud til øen og en tur på 1,5 time koster 500 nkr = 325 dkr, så det overvejer vi, hvis vejret ellers bliver godt i morgen.
Vi har allerede købt billetter til hvalsafari til i overmorgen, hvor vejrudsigten lover sol og ikke så megen vind. Det ser vi frem til.
På vej til Andenes, har vi en sjov oplevelse. Vi er stoppet på en lille rasteplads for at spise frokost og pludselig står der en dame uden for vinduet og gør tegn til os. Vi åbner døren og hun spørger pænt, om hun måske kan få en kop varm kaffe, for hun fryser. Den stakkels dame er på cykel! Vi inviterer hende ind og sidde, mens vi koger vand til kaffen. Hun er fra Malaysia, men bor i Singapore. De sidste 3 år har hun brugt på at cykle hertil fra Singapore og nu har hun visum til at kunne være i Skandinavien i 90 dage. Hun har kørt op igennem Sverige og via Kiruna til Nordkap og det er hendes plan at køre ned igennem Norge og hvis hun kan nå det inden for de 90 dage, så vil hun også køre igennem Danmark og herfra fortsætte til England og Skotland. Det er godt nok en sej dame, vi sidder overfor. Vi er fulde af beundring for hendes bedrift. Så snart vi har fyldt kaffe og godt med sukker på hendes termo-krus og varmt vand på hendes termokande, takker hun os hjerteligt og så er hun ellers på vej videre på sin cykel. Fantastisk lille dame!
I Bleik forsøger vi at komme ind på campingpladsen, som ligger lige ud til vandet, men alt er desværre optaget, så vi kører videre til Andenes, hvor der er en parkeringsplads ved havnen, hvor der er plads til os. 
Regnen trommer på taget, så det er ikke vejr at gå tur i. Vi bliver indenfor og får opdateret dagbog m.v.
Vi kan iøvrigt heller ikke se, at der er nogen Sankt Hans eller Midsommerfester her i byen. Det er åbenbart ikke noget man som sådan fejrer her. 

25. juni (Andenes): Vejret er lidt bedre her til morgen og det ser ud til at solen gerne vil igennem. Vi tjekker vejrudsigten endnu engang for de næste dage. Det ser faktisk ud til at til solen kommer helt frem i dag kl. 16 og til gengæld bliver det meget blæsende i morgen. Vi har bestilt hvalsafari til i morgen da det så ud til at være den bedste dag med sol og vindstille. Nu er vi pludselig i tvivl. Vil båden overhovedet sejle ud i morgen hvis der er vindhastigheder op til 12 m/sek.?
Efter morgenmaden går vi ned på bureauet, hvor vi har købt billetterne og spørger om det er muligt at flytte turen til i dag i stedet for i morgen. Det er overhovedet ikke noget problem. Manden ved skranken flytter os straks og vi kan gå videre på vores tur ved fyrtårnet og nyde udsigten. Her er flot, men lidt koldt. Vi skal hjem og forberede vores påklædning til at vi skal ud på vandet og vi skal selvfølgelig også gøre vores kameraer klar.
Efter frokost får vi en SMS om at vores tur er fremrykket en time, så vi skal sejle ud kl. 15. Det passer os helt fint, for vi er klar. Det er en pæn stor tidligere fiskekutter – Reine, som vi skal med. Der er plads til 80 passagerer, men helt så mange er vi ikke i dag, så vi får pænt plads til at stå ved rælingen.
Vi stævner ud omkring kl. 15 og med vores almindelige varme tøj + regntøj over som vindbreaker, så kommer vi ikke til at fryse. Vi har også huer og handsker med, men det bliver nu ikke nødvendigt, så koldt er det ikke, da der næsten ingen vind er. Vi kan også få varm kaffe og te at varme os på.
Til vores forundring sejler vi ind i Andfjorden og ikke ud på Bleiksdybet, hvor vi havde læst, at hvalerne skulle være. Der går dog ikke engang en halv time, så melder kaptajnen at de kan høre grindehvaler på deres sonar og de kan også se dem 1 km forude for båden. 
Alle bliver lidt spændte og står og spejder forud og snart ser vi de første. De kommer op i overfladen og viser deres rygfinne og ryg, men slår ikke så meget med halefinnen. Grindehvalen er ikke den største hvalart. Den kan kun blive op til 5-6 meter, men den er meget social og nysgerrig og færdes næsten altid i flokke. Vi er kommet til en meget stor flok. Det starter med at vi bare ser 3-5 stykker af gangen men efter et stykke tid er vi oppe på at se over 20 på en gang. De dukker op rundt om os og kommer tættere og tættere på båden. Nogle dukker op til overfladen lige ved siden af båden. Først på den ene og så på den anden side. De opfører sig lidt som delfiner og følger båden. Vi kan høre hvalernes kliklyde og kommunikation med hinanden, da kaptajnen sætter sonaren på højttaler. Det giver en ekstra dimension også at kunne høre dem tale sammen. Vi knipser løs på kameraerne og tager videoer. Vi har aldrig set så mange hvaler på en gang, selv om vi har været på 2-3 hvalsafarier før. Det er virkelig en oplevelse. 
Kaptajnen vælger efter en times tid at sejle lidt videre, da han også gerne vil finde nogle kaskelothvaler til os, men det lykkes desværre ikke. Han har sonaren nede i vandet flere gange for at lytte. Han vil kunne høre dem på 10 km afstand, men der er tilsyneladende ikke nogen indenfor den afstand i dag. Snart opgiver han og vender båden med kurs mod havnen. Mens vi sejler hjemover får vi serveret en dejlig varm grøntsagssuppe med brød til. Den smager rigtig godt og selv om vi ikke føler, at vi er kolde, så varmer den alligevel dejligt.
På vej tilbage ser vi flere grindehvaler og der flyver også en del søpapegøjer rundt om os, men de er uendelig svære at fange i søgeren, så ingen billeder af dem i denne omgang. Håber vi får lejlighed til at komme tæt på dem senere på turen.
Hjemme på bureauet får vi en rundtur i deres udstilling omkring hvaler og forklaret om hvalernes liv m.v. Her er der bl.a. et helt skelet af en kaskelothval.
Efter at have fået alt at vide om hvaler, går vi glade og tilfredse tilbage til camperen. Vi har haft en skøn dag på havet med masser af hvaler. 

26. juni (Andenes – Fossbakken 300 km): Der er ikke så meget at berette fra i dag. Det har mest været en transportdag, hvor vi har stillet efter Nordkap 950 km væk. Vejrudsigten, som dog er noget skiftende, lover godt vejr deroppe om 3 dage, så det ville passe fint, hvis vi kunne nå det.
Vi starter dagens tur med at køre af den vestlige vej ned langs Atlanterhavskysten. På vejen op til Andenes kørte vi af den flade østlige vej. Vi har fint vejr med høj blå himmel, så det er virkelig en nydelse at køre her med stejle klippevægge og skærgård og det blå hav. Vi har bl.a. et stop ved et lille fyrtårn ved Bukkekjerka udsigtsplads. Her er der gjort specielt meget ud af toiletbygningen på rastepladsen, hvor man fra toilettet har udsigt igennem gulv til loft vindue til omgivelserne. Det er virkelig “a lue with a vue” 🙂 
Efter at have forladt Andøya kører vi af E10 og E6 til lige før Fossbakken, hvor vi har fundet et campingplads. Turen hertil er meget flot selv om det er af hovedvejen. Det er selvfølgelig langs fjorde og over fjelde, så absolut ikke kedeligt selv om det blot er transportvej mod nord.
Da vi har fundet en plads på den lille campingplads, har vi travlt. Vi skal have ladet alle vores elektriske apparater op, vasket tøj og bagt rugbrød. Vi er jo ikke så ofte på campingplads, så når vi er det, så er det med at udnytte faciliteterne.

27. juni (Fossbakken – Gildetun v/Sørstraumen 300 km): Endnu en transportdag foran os, men igen en flot tur, hvor vi har en del pauser ved smukke steder. Vi ville egentlig have kørt helt til Alta, men da vi kommer til et fjeldhotel, som ligger på en bakketop med den skønneste udsigt ud over Kværnangen fjord og nogle øer, er vi så betaget af udsigten, at vi går ind og spørger om vi må have lov at parkere på deres parkeringsplads, hvor vi kan sidde og nyde udsigten. Det får vi lov til mod at betale 200 nkr. Det synes vi er helt OK for vi får ikke en bedre plads med udsigt nogen andre steder.
Her kan vi så sidde og nyde en gin tonic og spise aftensmad med den mest pragtfulde udsigt. Vi kan næsten ikke komme i seng, men det skal vi for vi har bestemt, at vi vil starte tidligt i morgen, så vi kan nå Nordkap. Der er endnu ca. 350 km tilbage.

28. juni (Gildetun v/Sørstraumen – Nordkap 350 km): Vækkeuret ringer kl. 5! Vi har ikke fået sovet så meget, men efter morgenkaffe og bad er vi friske. Vi skal “bare” de sidste 350 km mod nord til Nordkap. 
Det er faktisk rart at køre så tidligt om morgenen for der er ikke kommet gang i trafikke endnu. Vi er næsten alene på vejene de første par timer. Det er jo lyst hele døgnet, så i princippet er det ligegyldigt, hvornår man er vågen og sover, men de flest holder nok deres almindelige soverytme. Det har vi jo også gjort hidtil, selv om det kan være svært at komme i seng om aftenen, når det stadig er fuldstændig lyst. Heldigvis er der nogenlunde mørkts i camperen, når vi lukker alle gardinerne for.
Det bliver en lang dag bag rettet, men også en flot dag. Vi kan se, at vi er kommet langt mod nord i arctic. Der er ikke megen vegetation og det bliver større vidder, hvor der ingen bebyggelse er overhovedet. En mere barske/gold natur. Vi ser en del rensdyrflokke og faktisk er der skilt ved en tunnelindgang, at der er fare for rensdyr! Skiltet er ikke sat der uden grund. Lige inden vi kører ud af tunnellen, går der 2 rensdyr i vejkanten. De lader sig tilsyneladende ikke anfægte af bilerne, som passerer langsomt forbi dem.
Vi er fremme ved Nordkap ved 14-tiden. Vejret er desværre ikke så godt. Skyerne hænger lavt og varsler regn og temperaturen er faldet  drastisk. Vi har omkring 10 grader, så det bliver bestemt ikke shorts her!
Vi er ikke kørt helt ud til Nordkap-plateauet, da vi har planlagt at vandre ud til det absolutte nordligste punkt i Europa, som ikke er Nordkap, men derimod Knivskjellodden. Vandreturen ud til det nordligste punkt er på 8 km, hver vej iflg. skilt på parkeringspladsen, hvor vi holder. Der er mange biler og campere på parkeringspladsen, så der er fuldt optaget, men Ulrich får en tysker til at flytte sin camper er par meter og så bliver der også plads til os 🙂
Vi er sultne og trætte, så vi får frokost og tager så en lur i håb om at vejret klarer op, så vi kan komme ud at vandre.
Da vi vågner er det ikke blevet meget bedre, men vejrudsigten lover bedre vejr, så vi slapper af og får aftensmad inden vi tager vandretøjet på og begiver os ud.
Klokken er 18:45 da vi starter. Skyerne hænger lavt, men det ser ikke ud til regn, så det er bare ud over stepperne. Ruten er markeret med røde T-er og varder og det skal vise sig at varderne er rigtige gode at sigte efter. Stien er nemlig ikke altid lige let at få øje på, da man går på ujævne sten og klippestykker, hvor man ikke kan se at andre har gået. Vi har en fin tur ud til det nordligste punkt, som er markeret med en lille pyramide rejst af Den norsk Turistforening. Punktet ligger på 71 11 08. Vi går dog igennem de lavthængende skyer, som giver noget fugt fra sig, så vi må have regnjakkerne på og tørre briller nogle gange for at kunne se, men som vi nærmer os slutpunktet titter solen frem og lyser Nordkap-plateauet op, som vi kan se over på lidt syd for os. Vi kan lige ane globussen derovre.
Vi har mødt en del på vej hjem, mens vi har været på vej ud. Det ser dog ud til, at vi er de sidste, som skriver sig ind i logbogen, som ligger i et skab lige oven for pyramiden.
Hjemturen starter fint. Vi har stadig friske ben og vi er omgivet af en del fugle, som løber rundt omkring os og pipper og vi ser også et par flokke af rensdyr, som vi dog ikke kan komme tæt på. De flygter, når vi nærmer os.
Vores ben bliver dog ikke ved med at være friske! Da vi gik ud, lagde vi ikke mærke til at en del af turen faktisk gik nedad, men nu hvor vi skal tilbage føles det, som om vi kun skal gå opad og som tidligere nævnt, så er varderne vigtige pejlemærker, for nu er det ikke kun skyerne, der hænger lavt. Det er også begyndt at småregne. Så vi har kun en sigtbarhed på ca. 50 meter. Øv. Det føles nu som en rigtig dårlig beslutning at gå ud til Europas nordligste punkt. Vi bliver våde både udefra og indefra og synes vejen er uendelig lang hjem. Hver gang vi når en varde, håber vi, at det er den sidste, men vi bliver gang på gang skuffede. 
Endelig kan vi få øje på camperen igennem tågerne. Nøj, hvor er det en lettelse. Nu kan vi komme ind og få et varmt bad, få tørt tøj på og varm cacao, som vi har fablet om de sidste par timer. Klokken er nu 00:30 om natten og de andre mennesker på parkeringspladsen ligger og sover i deres campere og en enkelt i et telt. Vi har vandret 17,5 km, så de 8 km hver vej holder ikke helt og vi har været næsten 6 timer om turen.
Klokken er 2, da vi endelig går i seng. Det har været en lang aftentur 🙂 

29. juni (Nordkap): Vi vågner først kl. 10. Vi har trængt til søvn efter den lange aftentur i går. Det er helt overskyet, så det er ikke lige vejr til at køre de sidste ca. 6 km ud til Nordkap-plateauet. Vi vil jo helst se det i solskin, men vi må se om det lykkes. Foreløbig bliver vi holdende, hvor vi holder og bruger dagen på at slappe af og få opdateret dagbogen, som mangler for de seneste 3-4 dage og Ulrich laver lidt video-redigering.
Vi går forholdsvis tidligt i seng og sætter vækkeuret til kl. 2, så vi kan komme op og se om vejrudsigten holder stik og der dermed er sol på himlen.

30. juni (Nordkap-plateauet – Lakselv 200km): Vi stod rigtig tidligt op i dag eller rettere i nat. Vækkeuret ringede kl. 2 for vejrudsigten lovede nogenlunde klart vejr og sol kl. 2 og vi vil meget gerne se Nordkap-plateauet i midnatssolens skær.
Der var ikke klart vejr kl. 2, men vi vælger alligevel at køre de sidste 6 km ud til Nordkap-plateauet, da der måske kommer nogle huller i skydækket. 
Vi må køre meget langsomt for det er virkelig tåget eller rettere skyerne ligger så lavt, at vi kører igennem dem, men vi er næsten alene på vejen og måske netop på grund af de få biler, så græsser rensdyrene langs vejen. Vi stopper flere gange for at se på dem, men de bliver let skræmte og løber væk fra vejen.
Efter 3 uger og 4.140 kørte kilometer er vi ved det nordligste punkt på denne rejse.
Ved indgangen er der ingen bemanding om natten, så vi kan frit køre ind på parkeringspladsen, som iøvrigt er godt fyldt op med campere, men der er kun få mennesker at se. En camper kører lige som vi kommer, så vi får en plads i første række op mod besøgscenteret. 
Det ser ud til, at der netop kommer et hul i skyerne og solen bryder igennem, så vi skynder os at tage noget varmt tøj på og gå ud til globussen. Vi er helt alene derude, så vi kan let få taget nogle billeder af os selv uden at nogen forstyrrer os. Det er kun vejret, som er en udfordring. Skyerne kommer og går og det blæser en halv pelikan, så vi får hurtigt kolde fingre og må tilbage i camperen for at få varmen under dynen.
Vi sætter uret til at ringe en time senere i håb om mere sol, men de næste timer er der tæt tåge af skyer omkring os, så vi sover videre til kl. 8, hvor det ser ud til at der er opklaring på vej, men først kl. 10 bliver det godt og det er heller ikke så koldt som i nat, så vi kan holde ud at gå rundt og se alle de forskellige markeringer og mindesmærker selv om det stadig blæser ret meget (8-11 m/s). 
Ved 12-13-tiden har vi set nok af Nordkap og busserne begynder også at vælte ind, så vi vælger at køre ned fra plateauet og ned til Honningsvåg, hvor solen skinner fra en skyfri himmel og det er dejlig varmt. Vi går en lille tur i byen og finder en restaurant, hvor vi kan sidde i solen og få en sen frokost og nyde at blive varmet igennem.
Efterfølgende kører vi til Lakselv, som ligger sydøst for Nordkap. Hvor vi finder en dejlig plads ned til fjorden, hvor vi kan parkere langt væk fra vejen. Vi er på vej over til Vardø og Bugøynes, men kan ikke holde til at køre alle de ca. 550 km på en dag. Vi tager det lidt i etaper.
Når man kører i Norge, skal man ikke regne med at kunne køre så langt på en dag, som man kan i Danmark eller ned igennem Tyskland. Dels må man som regel ikke køre mere end max. 80 km, hvis man følger loven, hvilket nordmændene absolut ikke gør, og dels er vejene smalle og snoede, så med en camper skal man ikke regne med at køre mere end ca. 50 km i timen i gennemsnit, da man også må sætte farten ned, når man skal passerer andre campere, busser eller lastbiler. Lastbilerne er et kapital for sig. Man kan blive helt bange for dem, når man ser dem komme tordnede i bagspejlet. De overholder ikke fastgrænserne og heller ikke afstand til forankørende, så når de kommer, er det bare med at finde en vigeplads og holde ind, så de kan komme udenom!

1. juli (Lakselv – Vardø 350): Vi har som skrevet boet lige ud til fjorden og der har blæst en vældig vind ind derudefra hele natten og også her til morgen. Vinden har rusket gevaldigt i camperen og her til morgen bliver jeg pludselig lidt nervøs for om vinden også betyder at der er presset vand op i fjorden og vi måske holder i vand? Men det er der ikke overhovedet. Det er faktisk lavvandet, da vi står op, så ingen grund til bekymring.
Vi har en lang vej foran os, hvis vi vil nå helt til Vardø. Vejrudsigten er ikke helt så god for i morgen, men der skulle være fuld sol mandag, hvor vi har planlagt tur til Hornøya. Vi må se som dagen går om vi bider strækninger over eller kører hele vejen.
Det bliver en lang og meget øde tur. Der er ikke mange byer og de fleste er blot 5-10 huse og måske en lille havn. Landskabet er råt. Ingen træer overhovedet, men kæmpe store vidder, som vi kan se ud over, når vi kører over de høje bakker i starten af turen. Vi ser rigtig mange rensdyr, som går og græsser langs vejen og ude på de store sletter.
Efterhånden som landskabet flader ud og vi kører langs Varangerfjorden bliver rensdyrene afløst af får og deres små lam. Vi er i starten lidt bange for at de skal krydse vejen, når vi passerer dem, men de ligger blot og kikker på os og rører sig ikke ud af stedet.
Desværre begynder det at regne og det bliver koldere og koldere nu nærmer vi kommer til Vardø. Da vi ankommer til Vardø viser termometeret 6 grader og det regner. Det er ikke lige det vejr, man umiddelbart forbinder med sommerferie!
Vi finder en camperplads på havnen ved siden af turistbureauet, som har lukket da vi kommer, så vi kan ikke få så mange informationer i dag ud over dem vi kan finde på nettet og de er ikke specielt opdaterede.
Vardø er en meget speciel by. Det er Norges østligste by og absolut uden for den almindelig turistrute. Nok både på grund af den lange tur herud, men måske også fordi den gennemsnitlige temperatur er under 10 grader. De lokale holder på at deres by en den eneste by på fastlandet, som ligger i den arktiske klimazone. Den var en gang udgangspunktet for handel med de russiske Pomorer, men er i dag men stor fiskerihavn, men her bor stadig mange russere og mærkelig nok invandrere fra Sri Lanka. Det er absolut ikke nogen pæn by. Den bærer præg af forfald og lukkede butikker og virksomheder. Nogle huse er indtaget af mågerne eller i hvert fald de ydre facader, hvor de har reder på alle små hylder, så som vinduesåbner og tagrender.
Vi får ikke set så meget af byen ud over det vi lige kører igennem ned til havnen, da vi ikke har lyst til at gå ud i regnen i aften, så det bliver blot til aftensmad i camperen og tidligt i seng efter den lange dag på farten.

2. juli (Vardø – Hornøya – Vadsø 75 km): Wauw en dag!
Da vi vågner regner det fortsat lidt og vinden har rusket i camperen det meste af natten på trods af, at vi står parkeret tæt op af 2 andre campere. Det har været en kold nat og det er med at få startet varmen og tilbage under dynen indtil varmen har fordelt sig i hele vognen og der er varmt vand til et bad.
Vi studerer vejrudsigten nøje og kan se at der er et vindue på 2-3 timer fra kl. 10, hvor der skulle være opholdsvejr og måske oven i købet et lille solstrejf. Det passer os rigtig fint, for så kan vi komme ud på Hornøya, som ligger 10 minutters sejlads fra Vardø. Hornøya er en lille undselig ø, hvorpå der er et fyrtårn og en gammel fyrvogterbolig, som dog ikke har været bemandet siden 1991. Øen var besat under Anden verdenskrig af tyskerne og da de forlod den smadrede de alt udstyr i fyrtårnet, men det blev reetableret og fungerede som sagt med bemanding frem til 1991. Siden har det blot ligget hen og forfalder langsomt, men Hornøyas venner og kommunen er ved at lægge en plan for benyttelse af bygningerne. Man kan faktisk leje sig ind og overnatte i en af de 3 senge, som findes i fyrvogterboligen.
Men det er ikke fyrtårnet, som de fleste kommer for at se. Hornøya og Reinøya, som ligger lige ved siden af Hornøya er fuglereservat. Reinøya er helt lukket for offentligheden, men Hornøya kan fugleinteresserede komme ud på og komme i nærkontakt med de over 80.000 fugle, som yngler her på øen. Her i blandt den søde søpapegøje, topskarver, lomvier, polarlomvier, alke og en masse forskellige mågearter, som vi slet ikke kender navnene på.
Vi er meget spændte på at komme ud til dette lille fugleparadis, som vi har hørt om fra en veninde – Lena, som selv er en meget fugleinteresseret fotograf.
På turistkontoret køber vi billetter til båden ud til øen. Det er kun en 10 minutter lang sejltur, men prisen er alligevel 600 nkr. = 390 kr. per person for en returbillet.
Vi og et andet par, som de eneste, sætter os på turen, som starter kl. 10. Vi beder om at blive hentet kl. 13, så håber vi at vejret holder og at det passer med at vi har set hvad vi skal se. Det andet par vil hentes kl. 12, så vi ved at hvis vi vil hjem før, så vil det også kunne lade sig gøre.
De plejer at sejle ud til Hornøya i en lille fiskebåd, men den har tilsyneladende en fejl, så i stedet kommer vi med en hurtigsejlende gummibåd, hvor vi sidder overskrævs på 2 bukke og holder fast i en bøjle. Der er heldigvis ikke så høje bølger, så turen går fint ud til øen uden, at vi bliver våde.
Da vi nærmer os øen kan vi allerede se at luften er fyldt med fugle og da vi lægger til ved anløbsbroen er det nærmest et inferno af flyvende og skrigende fugle overalt omkring os. Man skal bestemt ikke lide af fuglefobi for så vil man returnere med båden lige med det samme. Det er nærmest som i Hitchcocks film “Fuglene”. De er overalt. På jorden, på klipperne over os, i luften og flyver tæt forbi os. Man kan også godt lugte dem, men det vænner man sig hurtigt til 🙂
Vi kikker på hinanden. Wauw. Det er imponerende, så mange fugle på en gang, har vi aldrig oplevet før og så virker de ikke specielt skræmte. De bliver siddende på klipperne og poserer for os lige ved siden af stien, som vi går på. Vi kunne røre dem, hvis vi ville, men vi må ikke forstyre dem. De er her jo for at yngle og mange ligger på æg i rederne eller ungerne er lige udklækket, så de ligger små og dunede i rederne. Enkelte af topskarverne knebrer med næbbene, når vi går forbi, for at skræmme os væk. Det er store og flotte fugle. Ca. 70 cm høje og med et vingefang på 95-110 cm og en imponerende fjerdragt, som er sort med grønlig metalglans og så har de grønne øjne.
Oppe på klippevæggene er der tusindvis af reder med krykkjer, der er en lille måge, som er en truet fugleart. De skriger helt vildt. Vi kan dårligt snakke sammen på grund af det høje lydniveau de har. 
Klipperne ud mod vandet er nærmest som et sort/hvid billede. Her er der fyldt med Polarlomvier, Lomvier og Alke, som alle har sort/hvid fjerdragt.
Vi har taget vores store linser på kameraerne (400 mm) men vi kunne have taget mange fine billeder alene med vores mobiltelefoner, da fuglene er så tæt på os. Vi knipser løs og har lidt konkurrence om, hvem af os, der kan få det bedste skud. Det bliver et kæmpe arbejde at komme hjem i aften og få sorteret i alle de billeder vi får taget. Efter den først halve time er vi ikke noget mere end omkring 75 meter. Vi er så optaget af at betragte fuglene og tage billeder. Det er vist godt, at vi har 3 timer. Vi får efterhånden løsrevet os fra fuglene på ankomstsiden af øen og går op til fyrtårnet og fyrvogterboligen, men bruger ikke meget tid her. Vi mangler endnu at finde søpapegøjerne, som var de primære for os inden vi kom herud på øen og så alle de andre fugle.Vi finder de små søde søpapegøjer på den modsatte side af øen.Her er mere stille uden alle mågernes skrigen, men til gengæld blæser det en del og vinden er kold, men da vi først får øje på alle de små søpapegøjer med deres karakterisktiske næb, glemmer vi kulden. De har også unger, men vi kan ikke se dem for deres reder er bygget inde i sprækkerne mellem klipperne. Vi kan derimod se, at de har travlt med at flyve ud på vandet og fange fisk og komme  tilbage med næbet fuldt. Vi talte op til 8 små fisk på en gang, hvordan det så end er lykkes at fange dem med et næb er os en gåde. Vi bruger lang tid på at studere søpapegøjerne, men til sidst er vi alligevel blevet kolde om fingrene og vi skal til at tænke på at komme tilbage til anløbsbroen, da klokken nærmer sig afhentningstidspunktet. På tilbagevejen ser vi en masse andre fugle, specielt mågearter og andefugle, som vi ikke kender navnene på og en stor sælkoloni holder til på et skær ud for Hornøya. Vi bliver afhentet af gummibåden kl. 13:10, hvor der kommer en skoleklasse over med båden. Godt vi skal hjem nu. Dels har det været fantastisk at kunne gå rundt fuldstændig uforstyrret og dels har det faktisk været endnu bedre vejr end forudsagt.Vi har haft lidt sol, men et kvarter før vi bliver hentet kommer regnen. Vi må skynde os at pakke kameraerne væk, så de ikke bliver våde og vi må selv have regntøjet på. Sejlturen tilbage bliver noget våd og bølgerne er også blevet temmelig store, men vi har en god bådfører, som får os helskindet hjem og vi har haft en hel fantastisk tur ud til fugleparadiset Hornøya. Vi er helt høje, da vi kommer hjem i camperen på trods af regnen :-)Efter et par timer med regn, hvor vi har siddet og set billeder igennem, bliver det opholdsvejr og vi tager derfor rundt og ser lidt på seværdighederne i Vardø, der som skrevet tidligere bestemt ikke er nogen pæn by, men den har nogle sjove vægmalerier og træfigurer og så er der Hekse-monumentet og Dragen. Hekse-monumentet eller Steilneset Memorial er et monument dedikeret til de 91 kvinder, som i det 17. århundrede blev dømt og henrettet for hekseri. Den 125 m lange mindegang har små oplyste vinduer for hvert af de henrettede ofre og ud for hvert vindue er der en plakat, der fortæller hvad den enkelte er blevet anklaget for og hvad de eventuelt har tilstået. Det er i vores øjne fuldstændig vanvittige anklager, som man har fundet til grund for at henrette kvinder i det 17. århundrede. Ud over minde-gangen er der en installation med en stol, hvorfra der brænder 5 gasflammer omgivet af 7 ovale spejle.
Vi er også ude ved Drakkar, som er resterne af et vikingeskib, en dinosaur og en hval sat sammen. Drakkar vogter over Bussesundet og viser vej, så folk ved havet også i fremtiden kan finde vej til Vardø.
Det er et meget sjovt monument lavet af træ. Lidt lige som vi kender det fra Thomas Dambos trolle.
Vores byrundtur ender da det igen begynder at regne og vi forlader Vardø for at køre de 75 km til Vadsø, hvor vi slutter denne fantastiske dag af med en burger og en øl på en hyggelig restaurant med god musik.

3. juli (Vadsø – Karasjok 250 km): Vi starter dagen med at tage ud til Vadsø Fjordhotel, som er eksperter omegnens fugle-observationer og kan give tip om, hvor man skal finde forskellige fuglearter. Vi vil gerne vide, hvor vi har størst chance for at se en havørn og det får vi så et par tips til, men inden vi følger det tip, går vi lige op bag hotellet, hvor man kan se den eneste tilbageværende luftskibsmast i verden. Den blev bygget i 1920érne og blev brugt som anker og opsendelsessted for luftskibsekspeditioner til polar områderne. I 1926 blev luftskibet Norge N-1 sendt afsted herfra. Det var ekspeditionen, hvor Roald Amundsen, Umberto Nobile og Lincolm Ellsworth fløj via Nordpolen til Alaska.
2 år senere i 1928 blev Nobiles luftskib – Italia – ligeledes sendt afsted herfra for at følge samme rute som Norge N-1, men styrtede ned på Svalbard. Amundsen forsvandt under redningsaktionen, som blev indledt efter Italias styrt.
Der er ikke så meget at se ud over masten og et par mindetavler for de historiske ekspeditioner.
Vi kører efterfølgende lidt retur mod Vardø, da det var her der iflg. hotellets eksperter, var størt chance for at se havørne. Vi så nu ikke nogen havørne, men derimod en stor ugle, som vi gerne ville have fotograferet, men da vi først havde parkeret og rigget kameraerne til, så var uglen fløjet 🙁
Vi kørte herefter til Karasjok. En ret kedelig strækning langs Tana River og den finske grænse. Man ser lidt af floden, mens ellers kun små birketræer på begge sider af vejen. Det mest opløftende på turen var 4 flotte rensdyr med store gevirer, som løb rundt hver for sig med nogle km´s afstand.
Vi valgte ruten fordi den er hurtigere end at køre langs kysten, da vi nu så småt er begyndt at køre sydpå igen og gerne vil ned, hvor der er lidt varmere i en fart.
Varmen stiger også hurtigt. Vi forlader Vadsø i 10 grader og ankommer til Karasjok i 17 grader 🙂
I Karasjok tjekker vi ind på byens eneste campingplads, men den er enestående. Det er den flotteste vi endnu har set i Norge. Man holder på flot nyslået græs, hvor der nye bænke-borde og badefaciliter m.v. er meget flotte. Det er meget positivt, men vi opdager hurtigt, hvorfor der ikke er nogen folk uden for camperne på pladsen selv om vejret faktisk er rimeligt godt. Vi er kommet væk fra kysten og ind i landet med træer og søer og her er både myg og fluer! Vi sidder udenfor med vores rødvin og gin tonic i 5 minutter, så har jeg fået nok! Det er rart at være omsværmet, men ikke af myg og fluer!

4. juli (Karasjok – Burfjorden 300 km): Vi har sat vækkeuret til kl. 7, da vi gerne vil nå så langt mod Tromsø, som muligt i dag. Det gode vejr fra i aftes holder desværre ikke her til morgen. Der er helt overskyet og lidt fugt i luften.
Vi nyder de flotte badefaciliteter inden, vi forlader campingpladsen. På vej ud af Karasjok, som er samernes hovedstad i Norge, kører vi lige ind omkring samernes parlament.
Det er en meget flot bygning, hvor der er et kæmpe bibliotek med alverdens bøger om samerne og så er der deres forsamlingssal, hvor de 39 repræsentanter for samerne samles 4 gange om året for at diskutere anliggender, som står samerne nært og hvor de beslutter, hvad de gerne vil have med til regeringen i Norge.
Vi får en lille rundvisning og fortalt om, hvad samer-parlamentet bruges til. Det er et meget imponerende bygningskompleks, hvor forsamlingssalen er lavet som en lavvu – samisk telt – i træ.
Efter rundvisningen forlader vi Karasjok og kører mod kysten. De 200 km første km er lige så kedelige, som dem i går bortset fra de sidste 30 km inden man når Alta, hvor man kører igennem en flot canyon med en lille flod løbende ved siden af vejen.
Fra Alta kører vi langs kysten, hvor vi også kørte på turen nordpå. I dag stopper vi ved Burfjord, hvor vi kan se at der er en camperplads ned til fjorden og oven i købet også en mole, så vi kan forsøge os med fiskestængerne 🙂
Vejret er blevet rimeligt godt med lidt sol, så det er en nydelse af stå på molen og fiske selv om det er småt med fisk. Ulrich har 2 på krogen, men de slipper fra ham i vandoverfladen. Jeg får 3 stk. med hele vejen op. 2 små torsk og en kuller. Desværre er det alle undermålere, så de må ud i fjorden igen og vi må grille ørred-fileten, som vi har liggende i køleskabet i stedet for friskfanget fisk 🙂
Vi håber, at vi får mere held med fiskeriet næste gang.

5. juli (Burfjorden – Lyngen Alpen 300 km): Desværre er det fortsat gråvejr og med lidt regn i luften. Vi kører af den flotte rute E6 langs fjorderne og med kik til fjeldtoppe med sne på. Planen var fra morgenstunden, at vi ville køre til Tromsø, men da vejret heller ikke er så godt der, vælger vi undervejs at tage en anden rute, så vi får et stop i Lyngen Alpen, hvor der skulle være en flot vandrerute op til Blåvatnet. 
Vi tager et par lange stop undervejs til Lyngen Alpen i håb om, at vejret bliver bedre. Da vi når til Svensby færgekaj, hvorfra vi skal sejle for at komme videre over til Tromsø, holder vi pause, da der er en mole, hvorfra vi kan se, at nogle fisker. Det giver os ideen til også at kaste snørerne i vandet og se om vi kan fange aftensmaden. 
Det går meget godt. Jeg har bid i første kast og trækker en kuller op. Den er dog ikke stor nok til, at vi vil beholde den, så den ryger ud igen. 
Vi får begge mange bid og vi trækker til sammen 6-7 små kullere op, som vi smider ud igen på grund af størrelsen, så der blev ingen aftensmad ud af denne fisketur, men vi hyggede os.
Fremme ved trailheadet for vandreturen op til Blåvatnet er der bom for parkeringspladsen. Det er gebyrbelagt at holde her. 35 nkr. i timen. Så det er nok ikke lige der, vi skal holde hele aftenen og natten. Vi kører lidt længere ud af landevejen og finder en rasteplads, hvor vi fint kan holde til i morgen. 

6. juli (Lyngen Alpen – Tromsø 75 km): Det er fuldstændig overskyet og lidt tåget, da vi vågner første gang, så vi vender os om og sover videre. Ingen grund til at forhaste sig ud af sengen i det vejr 🙁
Det er fortsat kedeligt vejr hele formiddagen, så vi laver blot “kontorarbejde” indendørs.
Over middag lover vejrudsigterne opklaring, så vi kører igen op til trailheadet for vandreturen til Blåvatnet. Der er ikke så mange biler eller campere på parkeringspladsen. Nok fordi det stadig er gråvejr, men det ser ud til at solen er på vej igennem skylaget. Vi krydser fingre for, at den kommer frem, når vi når op til Blåvatnet, som er en lille gletsjersø, hvortil der er ca. 4 km at gå.
Stien op til Blåvatnet er bestemt ikke for gangbesværede! Den starter fint på grusvej, som går over i flisbelagt sti, videre over i halvstore sten og tilsidst går og hopper vi fra klippe til klippe. Vi går på et forholdsvis flat terræn med en lille elv løbende ved siden af os og omgivet af høje bjerge, som vi dog ikke kan se toppen af pga skyerne, som ligger lavt. Det er ikke en speciel flot tur på vejen op til søen, men da vi kommer op over den sidste store nærmest dæmning af store sten/klipper ved vi, hvorfor vandreturen er populær. Det er den skønneste blå sø, der ligger og shiner foran os og vi kan se op på bunden af en gletsjer, som sørger for levering af smeltevandet til søen og dermed den skønne blå farve. 
Der er ikke så mange mennesker heroppe, men nogle af dem er virkelig friske. De tager badetøj på og hopper i vandet! Det må være ekstremt koldt og der kommer da også høje lyde fra dem, når de hopper i 🙂
Vi har “desværre” glemt vores badetøj, så vi sidder blot og nyder synet og venter på, at solen skal bryde helt igennem skyerne. 
Efter en halv times tid kommer solen igennem og synet bliver endnu flottere. Vi kan nu se hele gletsjeren og de takkede bjergtoppe op mod den blå himmel og søen changerer i de blå farver. Det har været hele den lidt kedelige tur herop værd. Det er så utrolig flot.
Vi bliver siddende og nyder synet en tid og går så tilbage til camperen. Turen tilbage er en hel anden oplevelse end, da vi gik op. Nu er der sol og vi kan se alle omgivelserne og bjergtoppene og det giver et helt andet billede. Her er virkelig smukt. 
Solen har tilsyneladende også lokket flere mennesker til, for vi møder en lang stribe af mennesker på vej op til søen. De kan i modsætning til os nyde synet op til gletsjeren hele vejen derop. 
Vi er tilbage ved udgangspunktet for turen og camperen omkring kl. 17 og starter den ca. 75 km lange tur til Tromsø, hvilket indbefatter en sejltur på en lille halv time fra Svensby til Breivikeidet.
Vi var i Tromsø for næsten 2 år siden i oktober, hvor vi så det flotteste nordly, men vi kunne også godt tænke os at se Tromsø om sommeren. Det er en dejlig by.
Vi kan ikke få plads på campingpladsen, som iøvrigt også ligger pænt langt fra bymidten, så vi skal finde en parkeringsplads og at dømme efter diverse fora på internettet, så er det rimelig let at finde en plads, men det koster det hvide ud af øjnene!
Vi er inde og søge på internettet og finder et sted, som ikke ligger ret langt fra bymidten og hvor det heller ikke koster så meget at parkere. Det er faktisk helt ideelt selv om der ingen faciliteter er. Det ligger lige ned til fjorden ved siden af Polaria, som er et akvarium og museum, som vi besøgte sidst vi var her. Det koster kun 295 nkr. for 24 timer, så det synes vi ikke er galt for at parkere med fin udsigt over fjorden til en lille lystbådehavn og op til heisen på den anden side og vi kan ligeledes se over på Polaria og den gamle sælskude MS Polstjerna fra 1949, som er kommet på museum under en glaskonstruktion.
Således godt parkeret går vi langs med havnefronten ind til den gamle skibshavn, hvor vi kender en god restaurant Full Steam, hvor vi skal have aftensmad.
Ulrich får en hvalbøf og jeg får en langtidsstegt lammeskank. Begge dele smager himmelsk og der er rigeligt med mad, så vi kan næsten rulle tilbage til camperen.

7. juli (Tromsø – Narvik 220 km): Solen skinner fra en skyfri himmel og det er varmt i camperen, da vi vågner. Dejlig start på dagen, som helt igennem bliver en afslappet dag. Vi dasker lidt rundt i Tromsø og genser de steder, hvor vi også var for næsten 2 år siden men i oktober måned. Det er et helt anderledes liv, der er i byen nu, hvor der er sol og sommer. Der er fyldt med folk på alle restauranter og cafeer, hvor der er sol. Sidst var der stort set ingen mennesker på gaden 🙂
Vi ender igen på restaurant Full Steam, hvor vi kan sidde ude i solen og se på livet i havnen. I dag kan vi endelig få den rejemad, som vi havde set frem til i går, men som man kun kan få til frokost. Den er fuldstændig lige så god som vi husker den fra sidste gang 🙂
Efter et par timer i solen bryder vi op og går tilbage til camperen og forlader Tromsø. Det har været et dejligt gensyn. Det er en meget hyggelig by.
Vi kører mod Narvik af E6 og ender til aften ved en dejlig lille rasteplads, hvor vi parkerer et par meter fra vandkanten.
Her kan vi igen sidde i solen og kikke ud over vandet og bjergene på den anden side af fjorden med en gin-tonic i hånden og så er vi så heldige, at der lige svømmer et par delfiner eller måske niser (små tandhvaler) forbi ude i fjorden. Så kan det vist ikke blive bedre 🙂

8. juli (Narvik – Polarcirklen 350 km): Det gode vejr fra i går holdt desværre ikke. Det er helt overskyet og gråt til morgen – øv. 
På grund af det mindre gode vejr vælger vi at tage et langt stræk bag rettet. Det bliver til 350 km, som tager os 7 timer at køre kun afbrudt af en færge og frokostpause. Som jeg tidligere har været inde på kommer man ikke så hurtigt frem i Norge. Vi gør i hvert fald ikke i camper.
Vi kører hele dagen på E6, som det meste af vejen er ganske pæn eller det vil sige, det vi kan se. For med regnvejr og lavthængende skyer, så får man desværre ikke det fulde udbytte af landskaberne. Fjeldene er indhyllet i skyerne.
Vi er dog heldige sidst på dagen. Da vi kører op på Saltfjellet op mod polarcirklen, kommer solen frem og den første times tid, hvor vi går lidt rundt omkring polarcenteret og ser de forskellige markeringer, har vi næsten hel blå himmel. Det er dog stadig koldt og vinden suser omkring os.
Polarcirklen ligger på breddegrad 66° 33′39 og markerer grænsen for, hvor man kan opleve midnatssol og polarnat. Jo længere nordpå, man kommer, desto flere dage med midnatssol. På Nordkap (Knivskjelloddens spids), som ligger på 71°11′8″ nordlig bredde, går solen ikke under horisonten mellem 13. maj og 30. juli.
Området nord for polarcirklen kaldes for Arktis, mens området umiddelbart syd for kaldes den nordlige tempererede klimazone.
Vi forlader således Arktis i morgen, når vi kører videre sydpå og vi skal til at vænne os til, at der ikke er lyst hele døgnet rundt. På vores ure kan vi allerede nu se at solen vil være under horisonten i 4 minutter i nat 🙂

9. juli (Polarcirklen – Under Helgelandsbrua ved Sandnessjøen 100km): Vi mærkede ikke mørket i nat 🙂 Der var lige så lyst, som de andre nætter i hvert fald det, vi så.
Vi planlægger fra morgenstunden, at vi vil køre inde i landet og tage den rute, som bliver kaldt Villmarksruten og skulle være den vildeste naturrute, som er i Norge, men med en god vej med asfalt. 
Ruten tager sin start efter vi er kommet hen over det flotte Saltfjell og langs Ramfjorden, hvor vi forgæves prøver at finde et sted, hvorfra vi kan fiske. Ulrich kan ikke rigtig forliges med, at vi formentlig ikke kommer til at kunne fiske mere på vores tur, så vi kører ned til forskellige små byer og veje helt nede langs fjorden, men finder desværre ikke nogen egnede steder. 
Imens vi har søgt efter fiskesteder, er vejret blevet rigtig godt. Solen skinner og det er faktisk også varmt. Dejligt efter at vi har været i det arktiske område, hvor det ikke ligefrem har været varmt – kun mellem 6 og 12 grader.
Ulrich mener det lige er vejr til at køre langs kysten i stedet for inde i landet, så vi sadler om og kører ud til kysten, hvor vi følger Kystriksveien Fv17, som indbefatter nogle færger, men i dag kommer vi ikke så langt, at vi skal ud at sejle. Vi stopper ved den meget flotte bro over til Sandnessjøen for at tage billeder af den med de Syv søstre i baggrunden og ser samtidig, at der er en fin stor plads nede under broer, hvor der holder nogle campere i forvejen og vi kan også se, at de fisker dernede. Det kan vi ikke stå for. Der må vi ned selv om klokken kun er omkring 14, så bliver det endestationen for i dag. Vi vil ned og fiske!
Vi tager lige en kop kaffe i solen og går lidt rundt og ser, hvad de andre fisker med og hører om de har fanget noget. 
Det er forskelligt, hvad de har for enden af linerne og det er også forskelligt, hvad de har fanget, så vi bliver ikke så meget klogere. Vi må selv prøve os frem.
Stængerne bliver rigget til og næsten vanen tro, får jeg bid første gang, jeg kaster ud. Det er en lille sej, som jeg ikke nænner at beholde. Den skal have lov til at vokse sig større. Der kommer et par mere, som også ryger ud og så er der ellers stilstand, men da en dame kommer ned og kaster ud, trækker hun med det samme en stor makrel op!
Det var pokkers, nu har vi stået her i et par timer og ikke kunne hive noget ordentlig op og så får hun en flot stor makrel i første hug.
Der går dog ikke lang tid, så har Ulrich bid og han får også hevet en stor flot makrel i land. Det hjælper på humøret. De er her altså. Det lykkes også for mig at få en pæn stor makrel op og Ulrich får også endnu en op, men så bliver der total stille igen.
Vi pakker sammen og efter rensning af makrellerne, bliver de gjort klar til grillen. Vi har ikke prøvet at lave makrel før på grill og vi har heller ikke meget at gøre godt med kun salt og peber og citron, men de ender nu med at bliver meget gode alligevel. Ens egne friskfangede fisk smager jo altid godt 🙂
Den ene må ligge over i køleskabet til i morgen. Vi kan ikke spise mere end 2 og det er også lidt for meget, så der er til pålæg i morgen også.
Efter aftensmaden prøver vi lige et par kast mere, men der er ingen gevinst, men det er utrolig flot at stå og se farverne skifte på den nøgne bjergkæde overfor efterhånden, som solen synker og giver mere rødme til klipperne.

10. juli (Under Helgelandsbrua ved Sandnessjøen – Torghatten ved Brønnøysund 70 km): Der er stadig sol og blå himmel til morgen – skønt. Så bliver det endnu en dejlig dag langs kysten. Vi skal med 2 færger i dag, så det er rart at vejret er godt og ikke for meget blæst. 
Vi tager lige et par kast med fiskestængerne inden vi kører. Der er ikke nogen bid overhovedet, så det blev ikke så svært at komme videre. Der kommer nok et nyt fiskested.
Vi skal som sagt med 2 færger i dag. Den første kommer efter 43 km og tager en lille time. Vi har læst er der er rigtig meget run på disse færger, så det er ikke altid, man kommer med den første, men det er overhovedet ikke et problem i dag. Alle som holder i opmarchbåsene kommer med. Den første færge her mellem Tjøtta og Forvik er iøvrigt gratis. Den næste mellem Andalsvågen og Horn tager ca. 20 minutter og bliver gratis pr. 16. august i år, men det kan vi ikke bruge til så meget. Vi må betale! (241 nkr).
Turen fra Sandnessjøen til Tjøtta er flot og ligeledes sejlturen fra Tjøtta til Forvik, som er mellem små øer og da vejret er skønt, kan vi sidder oppe på dækket og nyde hele turen. De næste 16 km mellem Forvik og Andalsvågen er igennem flat landbrugsland og ret kedeligt.
Fra Horn kører vi de 16  km til Brønnøysund og videre ud til Torghatten, som er en af Norges kendeste vartegn. En stor klippe med hul igennem. Den er tit afbilledet på brochurer m.v. om Norge. 
Lige ved siden af Torghatten ligger der en campingplads. Den lægger vi os på. Så kan vi gå herfra og op til hullet i klippen.
Vi har dog også andre gøremål, når vi endelig er på en campingplads. Der skal bages rugbrød og vaskes tøj, så det går de første par timer med. Derefter er det aftensmadstid og først derefter bliver der tid til at gå op og se på klippen og hullet. Det passer nu fint for så er det også blevet lidt køligere. Ja, det lyder mærkeligt, men i dag er det faktisk så varmt, at vi har fundet shortsene frem igen – skønt.
Turen op til hullet tager kun en times tid og er faktisk ikke noget særligt, men der er en pragtfuld udsigt deroppefra og det er også et ganske stort hul. 160 m i højden og 35 meter i bredden.
Nede igen rigges fiskestængerne til. Der er rig mulighed for at fiske for vi ligger lige ud til fjorden på en panorama-plads. Jeg fanger efter kort tid en makrel, men efter at have fået makrel til aftensmad 2 dage i træk, gider vi ikke at spise mere makrel, så den ryger ud igen, selv om det er en pæn stor fisk. Vi havde håbet på at fange torsk, som der også skulle være her, men det blev så ikke i dag.

11. juli (Torghatten ved Brønnøysund – Steinkjer 250 km): Vi forlod Brønnøysund i flot sol hen på formiddagen efter at have sovet længe og sørget for vand m.v. på vognen. Turen gik ned til Vennesund, hvorfra vi tog færgen over til Holm (273 nkr.) og herefter var det en lang transportdag uden det store at berette. Vi støtte til E6 omkring Grong og fortsatte herfra til lidt efter Steinkjer. Var inde på campingplads i Steinkjer, men synes ikke den så attraktiv ud, så vi fortsatte til en pæn rasteplads uden for Steinkjer, hvor vi overnattede.

12. juli (Steinkjer – Kongsvoll 275km): Rastepladsen var fin at overnatte på indtil morgentrafikken startede på E6, så var der ikke stille mere, så vi sov ikke længe i dag 🙂 
I modsætning til i går, så har vejret ikke været særlig godt i dag. Det har regnet næsten hele dagen, så vi har blot kørt til Kongsvoll, som ligger i Dovrefjell – Sunndalsfjella Nationalpark. Her er der mulighed for at se vilde moskus okser, hvis man er heldig. Der er nogle vandreture, som ligger i det område, hvor moskus okserne normalt opholder sig, men området er stort og de kan være svære at få øje på, så det bliver spændende om vi har heldet med os.
Foreløbig har det regnet fra vi er kommet, så vi har ikke haft den store lyst til at gå på opdagelse. Vi har snakket med et ungt par, som havde været ude at gå inden vi kom og de havde ikke set nogen.
Det ender med at blive en stille eftermiddag og aften i vognen.

13. juni (Kongsvoll – Rondane 70 km): Det har regnet stort set hele natten og regner også til morgen. Øv – koldt og vådt. Ikke lige vejr til at gå ud og kikke efter moskus okser. Vi kører ned til Norwegian Wild Reindeer Centre ved Hjerkinn for at se en udstilling om de vilde rener i området, men bliver slemt skuffet. Det er blot 2 udendørs vægge, hvor der er sat nogle korte tekster op omkring miljø og vores indvirkning på de vilde rener. 
Vi er også forbi stationen i Hjerkinn, som ligger lige ved siden af. Den er meget flot, men i øsregnvejr gider vi ikke at gå ud og se nærmere på den. Vi kører i stedet tilbage til rastepladsen (Jøroskloppa), hvor vi har holdt i nat og venter på, at det bliver opholdsvejr i morgen. Det lover vejrudsigterne i hvert fald. Det hjælper ikke at køre videre for der er regnvejr inden for en radius af 3-400 km og vi vil jo også gerne se lidt nærmere på området her, men helst i solskin!
Vi opdager dog, at vi har et problem. Vores indikator på toilettet lyser pludselig rødt. Det havde vi ikke lige taget højde for. Der er ikke toilet på rastepladsen, hvor vi holder, så vi er nødt til at finde et sted, hvor vi kan få tømt toilet-kassetten. Vi er inde og søge på diverse Apps. Nogle siger 60 km til den nærmeste! Men vi finder til sidst en, som siger 12 km til en hytteby og camperplads. Den kører vi ned til.
Oppe ved vejen er der ingen skilte med tømningsmuligheder, men ved forspørgsel kan vi for 75 nkr. få lov at tømme vores tank, toiletkassette og også få frisk vand på, så vi får klaret det hele på et sted. Herefter kan vi klare os med badevand mv. og toilet i 2 dage.
Resten af dagen sidder vi og ser Netflix på vores telefoner.

14. juli (Kongsvoll – Rondane 70 km): Vi vågner til rimeligt vejr. Det er overskyet, men det regner ikke og der er lidt blå himmel at spore, så det har ikke været forgæves at vente på bedre vejr i går.
Vi starter med at køre op til Snøhetta viewpoint. Man kan ikke køre helt op til det, men må gå ca. 1,5 km op af en grussti. Det er et superflot udsigtspunkt, som er tegnet af et artitektfirma, som også vandt konkurrencen om at tegne indgangspartiet til Ground zero museet i New York. Her har de tegnet en firkantet kasse med stort vinduesparti mod bjerget Snøhetta. Det er ikke så specielt, men den en langside er lavet i bølget træ fra gulv til loft og på indersiden udgør det bænke i flere niveauer – lidt som i en sauna. Det ser enormt godt ud. Vi sidder længe og nyder udsigten over bjergene og interiøret. Der er iøvrigt også en hængende pejs, som kan sørge for varme i vintermånederne.
Efter at have nydt Snøhetta viewpoint kører vi til rastepladsen Grønbakke, hvorfra der er adgang til Moskus-stien.
Vi snørrer vandrestøvlerne og pakker rygsækkene med de lange kamera-linser og regntøj og vanter og huer. Vejret skifter hurtigt, så det er med at være forberedt med sin påklædning. 
Vi har på forhånd prøvet at orientere os om, hvor der evt. er grupper med folk, som er på samme mission som os, nemlig at finde moskus okserne. Vi har ikke set nogen, så vi må bare prøve os frem. Efter en times vandring møder vi en enlig svensk dame og spørger hende om hun har haft heldet med sig. Det har hun ikke, men hun har hørt at de befinder sig i den modsatte retning af, hvor vi har tænkt os at gå!
Det er lidt deprimerende at høre, men vi fortsætter alligevel og snart ser vi en gruppe med guide, som kommer imod os. 
Guiden fortæller os, at der er en enlig okse nede i birkeskoven til højre for os, men den kan godt være lidt svær at få øje på og vi skal passe på ikke at komme for tæt på den. Det er vilde dyr og kan godt blive aggressive, hvis man kommer for tæt på, så hovedreglen er aldrig at komme tættere på end 200 m.
Der er ingen sti ned til birkeskoven, som han udpeger for os, og vi fik heller ikke spurgt om, hvor langt nede i birkeskoven vi skulle lede, så det var lidt en håbløs opgave, vi satte os selv på, da vi begynder at gå “off-pist” og træder igennem de små buske og hen over rensdyrlav. Vi havde ikke været opmærksom på, at der også var vådområder, så det bliver en ret besværlig tur ned til birkeskoven, hvor jeg også ender med 2 våde sokker, da vandet kan rende ovenind af mine vandrestøvler!
Vi finder både efterladenskaber og noget af dens uld på træerne, men vi ser aldrig skyggen af nogen okse. Øv – det var spildte kræfter. Vi må tilbage på stien og se, om vi kan finde nogle i det mere åbne landskab. Vi har trods alt vores kikkerter med, så det burde være muligt.
Vi finder nogle halvvilde heste, som går og græsser og til sidst også 3 moskusokser, som går oppe på en fjern fjeldside. Vi kan se 2 flokke af personer, som står på behørig afstand af okserne, men der er mindst 2-3 km op til okserne for os. Det giver imidlertid fornyet energi at have set, at der rent faktisk er nogle moskusokser i området. Vi knokler afsted, men det er hårdt efter vores tur off-pist. 
Vi stopper flere gange for at holde øje med, at de stadig er oppe på fjeldsiden. Vi kommer tættere og tættere på, men pludselig tager fanden ved dem og de løber længere op på fjeldet. De er tilsyneladende blevet skræmt af et eller andet. Nu vil vi ikke have mulighed for at indhente dem – desværre. Vi må opgive at komme tæt på dem.
Igennem kikkerterne ser vi en anden lille flok på 4-5 stykker, men de er endnu længere væk. Dem vil vi heller ikke kunne nå. Vi må opgive at få de vilde moskusokser på nært hold og gå tilbage til camperen. På tilbagevejen kommer vi endnu engang uden for stierne, da Ulrich på en app har fundet en sti, som ikke er der i virkeligheden. Vi kan i hvert fald ikke finde den og må vende om og tilbage på en sti, som fører ned til Kongsvold Fjeldstue, hvorfra vi så må gå langs E6 ca. 5 km. Det er en træls afslutning på vores tur for vi er virkelig trætte begge 2 og skader i knæ og ankel gør forbandet ondt! Måske vores dåbsattester er ved at indhente os lidt 🙂
Vi får lidt mad, da vi kommer tilbage og hviler os lidt. Vi vil dog også gerne udnytte at det er tørvejr og der kommer lidt sol ind i mellem, så i stedet for at blive her en nat mere fortsætter vi mod turistvejen igennem Rondane Nationalpark.
I første omgang forstår vi ikke, hvorfor vejen er blevet udnævnt til National Turistvej, da vi blot kører i en skov, hvor der absolut ikke er noget at se. Efter en 25-30 km sker der dog noget. Vi kommer ud af skoven og kører i det skønneste landskab med fjelde, der er hvide af rensdyrlav og små søer. Her er virkelig smukt og nu forstår vi pludselig, hvorfor det er en turistvej. Vi er dog for trætte til at lege turister mere i dag, så vi parkerer ved en flot sø. Får lidt at spise og så går der ikke lang tid, før vi kryber til køjs. Det har trods alt været en god, men også hård dag.

15. juli (Rondane – Grimsdalen 140 km): I lighed med i går har vi sat vækkeuret til kl. 7, så vi kan komme op, mens vejret ifølge vejrudsigterne skulle holde tørt.
Vi fortsætter igennem Rondane NP og ned til Ringebu, hvor vi er kulturelle og besøger stavkirken. Den er flot, men ikke på højde med den første vi så i Lom.
Fra Ringebu vælger vi at køre nordpå igen ad E6, da vi dels gerne vi se Gudbrandsdalen, som E6 kører igennem og dels gerne vil op i Grimsdalen, som ligger i Rondane NP.
På vejen kører vi bl.a. igennem byen Otta, hvor vi ser den første Mcdonalds på vores tur. Det lyder tosset, men jeg får sådan lyst til at få en burger og pommes frites, så vi standser og får en tidlig frokost, inden vi fortsætter op igennem Gudbrandsdalen til Dovre, hvorfra vi kører op i Grimdalen. Når jeg skriver op i Grimsdalen, så er det fordi vejen faktisk går op og op. Vi undrer os meget over, at man skal køre op for at komme til en dal, men det viser sig at dalen ligger i 924 meters højde!
Fra vi er drejet i Dovre er der 25 km ind til Grimsdalshytten, som ligger midt i dalen og hvor der er en camperplads. Det er en grusvej, men meget hård grusvej, så det er næsten som at køre på asfalt. Vi bliver ikke skuffet over at have taget denne omvej og kørt nordpå igen. Gudbrandsdalen er ikke noget specielt, men at tage turen ind til Grimsdalshytten den er flot. Vi starter højt oppe, hvor vi kan se ned igennem dalen med en elv, der snoer sig igennem den grønne dal. Vi kommer ned og følger derefter elven, som vi til sidst parkerer lige ned til omgivet af grønne fjelde på alle sider. Her er virkelig smukt, men desværre begynder det at regne lige som vi har sat camperen. ØV. Vi er trætte af regnvejr. Vi ville gerne have siddet udenfor med en GT og nydt omgivelserne, men det bliver ikke i dag 🙁

16. juli (Grimsdalen – Lillehammer 260 km): Det har regnet det meste af natten, men her til morgen er det heldigvis opholdsvejr og solen titter lidt igennem, men der hænger også tunge skyer. Det har også været en temmelig kold nat, men til morgen er der 14 grader, så det er helt behageligt!
Vi nyder at gå lidt rundt og nyde denne utrolig smukke dal. Hvis vejret ellers havde været bedre kunne vi godt være blevet her nogle dage, men vi gider ikke mere regn og kulde. Vi vil bare sydover nu i håb om at få bedre vejr. 
Da vi kørte ind i Grimsdalen, kom vi ind fra vest, men nu hvor vi kører ud, vælger vi at tage den østlige udgang. I modsætning til fra vest, er det en meget flad rute igennem dalen, som hele tiden bliver bredere. Meget smuk tur hvor man næsten føler sig hensat til den amerikanske prærie med meget store vidder. Skal vi anbefale andre at køre til Grimsdalen, vil vi sige, at man skal køre ind fra vest, ligesom os, da man her får et fantastisk smukt udsyn ud over den smalle ende af dalen, mens man kører ned i dalen.
Lige som vi kører ud af Grimsdalen begynder det igen at regne, så vi får turen ned af Rondane turistvejen i kedeligt vejr.
Vi vil som skrevet gerne sydover, men vi tager ikke helt den hurtigste rute, da vi lige vil over på Per Gynt-vejen, som skulle være en af de smukkeste veje i Norge iflg. Lonely Planet. Jeg har dog ikke gjort mit forarbejde godt nok eller også var det lidt uklart hvorfra man skulle angribe vejen. I hvert fald kommer vi til at køre på en hel del små veje og hver gang der er tilkørsel til Per Gynt-vejen, så er det grusveje, som vi absolut ikke har lyst til at køre på. Vi ender med at have kørt en omvej på omkring 100 km og vi kommer ikke til at køre på Per Gynt-vejen for det er åbenbart i sin helhed en grusvej og det stod IKKE i Lonely Planet. Ærgerlig ærgerlig man skal ikke altid kun læse hvad der står i guidebogen, men også selv undersøge nærmere i andre kilder. Det må være læringen i dag 🙂
Vi ender i Lillehammer på Lillehammer Turistsenter, som er en campingplads, hvor vi får nogle gevaldige regnskyld, så vi kan ikke engang gå en tur i byen.
Forhåbentlig bliver vejret bedre i morgen, hvor vi kører endnu længere sydpå. Vejrudsigten lover i hvert fald lidt sol i Frederikstad, som er vores mål for i morgen.

17. juli (Lillehammer – Frederikstad 270 km): Stadig regnvejr fra morgenstunden, så nu skal vi bare sydover. Vejrudsigten ser fin ud for Frederikstad, så der kører vi mod.
Det bliver en ren transportdag på E6 hele vejen. Ikke speciel interessant.
Fremme i Frederikstad finder vi en stellplatz lige ned til en kanal, hvor der er livlig trafik af små både og by-færgerne, som er gratis her. Vejret er blevet rigtig godt, med sol og 18-20 grader, så vi går straks en lang tur langs kanalen og spiser frokost i solen på en restaurant. Vi er uden at vide det på forhånd havnet i Tail ship Race, så her ligger den ene flotte store fullrigger efter den anden. Utrolig flot syn. 
Vi er så heldige, at der er åbent skib på det indonesiske skoleskib Kri Bima Suci lige som vi kommer forbi, så vi går ombord og ser denne flotte fuldrigger. Vi kan selvfølgelig ikke komme indenfor på skibet, men det er også sjovt bare at gå rundt på dækket og se al rigningen. Der er rigtig meget tovværk!
På en anden fuldrigger ser vi at de nye kadetter er ved at blive trænet i at klatre op i riggen og ud på ræerne. De ser ikke for sikre ud, men har heldigvis sikkerhedsliner på, så der ikke kan gå helt galt.
På havnepromenaden er der masser af liv og flotte restauranter. I anledning af Tail Ship Race er der også sat en masse mad/øl telte op, så der er gang i byen. 
Vi har en dejlig eftermiddag med at gå rundt og se på skibe og nyde livet på havnen og til aften finder vi en anden restaurant, hvor vi desværre må sidde indenfor, da der blæser en vældig vind, som er lidt kold. Nordmændene sidder dog stadig udenfor, nogle oven i købet i shorts. De må være lavet af et specielt stof 🙂

18. juli (Frederikstad):  Der er helt blå himmel fra morgenstunden, så vi kan godt være fristet til at blive en dag mere her i Frederikstad, men nu må vi se, hvad dagen bringer.
Vi vil gerne se den gamle by, hvortil man skal sejle eller køre en lang vej. Vi vælger at sejle, da det kan foregå med byfærgerne, som sejler ikke så langt fra, hvor vi bor med camperen. 
Der er rigtig mange mennesker i byen i dag også, men vi stiller os op i køen til færger. Der er ikke så mange foran os, men da færgerne ikke er tomme, når de når til vores stoppested og de åbenbart ikke fylder op med lige så mange, som går fra borde, så går der næsten halvanden time før vi kommer med. Det er lang tid, men vi står i solen og der sker en masse omkring os, så det går.
Det er en sejltur på ca. 15 minutter op af kanalen og over på den anden side. Da vi bliver sat af ved Gamle byen er der fyldt med mennesker på kajen og oppe på voldene. Vi har uden at vide det timet vores tur til den gamle by samtidig med at der bliver sat gang i næste etape af Tail Ship Race. Alle bådene/skibene skal forlade Frederikstad en efter en og de bliver annonceret over et højttaleranlæg. De sejler ud af havnen lige ved Gamle Byen, så det er selvfølgelig derfor at så mange mennesker har samlet sig her. 
De første skibe, som forlader havnen er så store, at de må have hjælp fra slæbebåde til at blive trukket ud og vendt. Det er en langsommelig proces, så da vi har set det første blive trukket ud, går vi op og får frokost, men Ulrich vil gerne ned og se de øvrige skibe, så vi får ikke set Gamle Byen, før alle skibene har forladt havnen (37 stk), men det er nu også et flot syn at se specielt de store fuldriggere sejle afsted. De får en hård tur mod Shetlandsøerne, som er deres næste stop for det blæser temmelig meget og det ser ikke ud til at stilne af de førstkommende dage.
Da det sidste skib har forladt havnen og en kanonsalut har sendt dem afsted, går vi lidt rundt og ser Gamle byen. Det er meget hyggeligt område.
Vi må igen stå i kø for at komme med færgen over vandet, men heldigvis tager det ikke så lang tid denne gang, som da vi skulle herover. 
Hvor der tidligere var stuvende fuld af mennesker er der næsten mennesketomt nu. Boderne, der var sat op i forbindelse med Tall Ship Race, er ved at blive pakket sammen og der ligger nu kun enkelte både langs kajerne. Her er helt stille og næsten ikke til at kende i forhold til det vi ellers har oplevet i går og tidligere i dag.
Vi ender med at tage en ekstra nat her i Frederikstad.

19. juli (Frederikstad – Grebbestad 80km): Vi må til at indstille os på at ferien er ved at væres slut. Camperen skal afleveres i Gøteborg den 21. juli om morgenen, så vi må forlade Frederikstad i dag og komme tættere på Gøteborg.
Det bliver nu ikke så langt vi kører. Kun lige ned over grænsen til Sverige ved Svinesund og til Grebbestad, som er en skøn lille kystby ud til skærgården. 
Vi tjekker ind på campingpladsen, som er kæmpe stor. For stor efter vores smag, men vi skal have vand m.v. så det er den bedste mulighed for os i nat.
Resten af dagen dasker vi rundt i byen og havnen og ser på alle de andre turister, som har fundet hertil. Feriesæsonen hernede er virkelig på sit højeste. Vi har svært ved at vænne os til at have så mange mennesker omkring os, da der har været temmelig stille oppe nordpå 🙂

20. juli (Grebbestad – Gøteborg 200 km): Der er blå himmel fra morgenstunden og varmt, så vi selv jeg kan finde shortsene frem 🙂
Vi kører først til Fjällbacka, som også er en lille sød kystby i skærgården og kendt fra tv-serien Mord i Fjällbacka. Vi besøgte også byen for 2 år siden i august på vej til Norge. Den gang var her rimelig stille, da coronaen ikke helt havde sluppet sit tag og vejret var også lidt snusket.  I dag med solskin og ingen corona er byen næsten ikke til at kende. Der er mennesker over alt. Det er virkelig en turistby, hvor alle restauranter er fyldt op. Så snart nogle rejser sig, bliver bordene optaget af nye gæster. Vi finder dog et bord og får fish and chips efter at have været hele byen rundt og oppe igennem Kungsklyftan og nydt den fantastiske udsigt ud over hele byen og skærgården. Her er virkelig flot.
Desværre har vi ikke tid til at blive her natten over, da der så vil være for langt at køre til Gøteborg i morgen tidlig. Vi fortsætte derfor til Trollhättan, hvor vi går tur omkring sluseanlæggene både de gamle fra år 1800 og de nyere, som stadig bruges. Pudsigt nok så kommer der et dansk sejlskib fra Nibe og skal op igennem sluserne, lige som vi står og ser på sluserne. Det er en langsommelig proces at kravle op igennem de 3 slusekamre, som hæver båden de 34 meter op. Vi ser dem sejle ind i første sluse, hvor vandet pumpes ind og de stiger indtil vandet har nået samme niveau, som næste slusekammer, og de kan sejle videre. Jeg tager nogle video-klip af dem, som jeg senere får lejlighed til at overføre til dem, hvilket de bliver meget glade for 🙂
Efter aftensmaden pakker vi alt vores habbengut sammen i camperen inden vi kører til Gøteborg, hvor vi kan parkere ved kirken, hvor vi skal aflevere camperen i morgen og have vores egen bil tilbage, som har stået i en parkeringskælder de sidste 6 uger.

21. juli (Gøteborg – hjem): Vi får afleveret camperen og flyttet al vores bagage over i vores egen bil, som har stået i en parkeringskælder, mens vi har været væk. Alt er OK, så nu kan vi køre de sidste km hjem og tage færgen over fra Helsingborg til Helsingør og konstatere at Kronborg som var om bagbord da vi tog afsted for 6 ugen siden, nu står flot om styrbord og byder os velkommen hjem til Danmark igen.
Endnu en skøn ferie er slut. Det har været en lang tur med 8.200 kørte km fra Gøteborg og retur og vi kunne nok godt have brugt et par uger mere, men vi har set en masse flotte landskaber undervejs. Norge er ubeskrivelig flot og meget forskelligt fra syd til nord. Vi er bestemt ikke færdig med Norge. Det er et dyrt land at rejse rundt i, men vi holdt udgifterne lidt nede ved at have en masse mad og andre fornødenheder med hjemmefra og så har vi også været hjulpet af den historiske lave kurs på den norske krone (ca. 0,65 danske kroner). 
Vi havde lejet camperen igennem Daylight husbilcenter og dem kan vi godt anbefale. Det er nye campere, servicen er i top og de opbevarer ens egen bil, mens man lejer camperen.