Vores efterårstur går til New England og Virginia. Vi kører rundt i camper i 3 uger efter 2-3 dage i Boston og skal opleve løvfaldet, som skulle være helt fantastisk i New England og spise lobster-rolls langs kysten. Vi slutter vores roadtrip af på Rhode Island og Cape Cod, hvorefter vi flyver til Virginia, hvor vi skal mødes med vores amerikanske venner. Dennis er flyttet fra Hawaii, hvor vi  besøgte ham i 2023, til Virginia. Elaine og Pete kommer også ned og mødes med os. Det bliver mega hyggeligt. Vi slutter hele vores tur af med et par dage i Washington DC.
Vores foreløbige rejserute kan du se her.

14. september (Cph – Boston): Afrejsedagen forløbet fuldstændig efter planen. Vi havde allerede pakket i går, så vi har haft en stille og rolig morgen og formiddag inden vi kørte i lufthavnen kl. 11 og parkerede ude på P17. Vi nåede lige en halv times tid i loungen inden vi skulle flyve kl. 14.05 med SAS til Boston. Det er en flyvetur på kun 7 timer, hvilket med tidsforskellen betyder, at man lander kun 2 timer efter at man har forladt København. Vi landede dermed kl. 16 i Boston, hvor der var sol og 22 grader, så det kan vi bestemt ikke klage over. Det er så også det vejr, som vejrudsigter siger, det bliver de kommende dage, så vi får forlænget vores danske sommer – dejligt.
Der er mange mennesker i immigration, men der går alligevel kun en times tid inden vi er kommet igennem og fået vores kufferter. 
Der er shuttlebusser fra lufthavnen til den nærmeste metrostation og på metrostationen, står der en venlig mand og hjælper os med hvordan vi kommer videre til State stationen, hvorfra vi kan gå til vores hotel. Det går altsammen superlet og vi får et dejligt værelse på Godfrey hotel, som ligger meget centralt i Boston til alle seværdighederne.
Vi er lidt trætte efter den lange transportdag. Klokken i Danmark er omkring 11 om aftenen, så vi går ud og får lidt at spise og derefter op og lægger os til at sove. Så vi er udsovet og klar til at udforske Boston i morgen.

15. september (Boston): Vi har sovet godt, men vi kan ikke komme uden om jet-laget. Vi vågner kl. 4:30 og ligger og ruller rundt og småsover til kl. 7, hvor vi mener, at nu er det OK at stå op 🙂
Dagen har stået i frihedens tegn! Vi har været byen rundt via Freedom Trail, som er en vandrerute, der strækker sig over ca. 4 km og forbinder 16 betydningsfulde steder, der spiller en central rolle i USAs revolutionære historie. Ruten markerer nogle af de vigtigste lokaliteter fra den amerikanske uafhængighedskrig og Bostons rolle i kampen for frihed fra det britiske styre.
Vandreruten er markeret med en rød linje, der gør det nemt at følge ruten. Vi havde desuden downloadet en guide til telefonen, som fortalte os om de forskellige steder og begivenheder efterhånden, som vi kom frem på ruten.
Der er hvert år omkring 4 millioner mennesker, som går ruten og vi var heller ikke alene på noget tidspunkt 🙂
Turen starter i Boston Common, som er en meget stor park med søer, skulpturer og blomster og træer. Det er virkelig en flot park, som også har en masse søde jordegern, der farer rundt i græsset og træerne. Det er et grønt helle for byens befolkning, som går ture og sidder og læser m.v. på bænkene. Desværre er det også et sted, hvor de hjemløse holder til og der er en del af de stakler. De virker fredelige og generer ikke nogen, men det er ikke rart at se på, at de ligger med deres få egendele omkring sig.
Vi får et godt indtryk af Boston på vores tur igennem byen. Det er en dejlig by, der trods sin størrelse virker meget fredelig. Der er kun få store veje igennem byen, så der er ikke larm fra trafik og de forskellige kvarterer har hvert deres særpræg og arkitekturen er for det meste flot selv om det er et mix af nyt og gammelt og højt og lavt byggeri ind imellem hinanden.
Vi sluttede vores tur på Freedom Trail på USS Constitution, som er det ældste amerikanske krigsskib. Det blev søsat i 1797. Skibet er i dag museumsskib, hvor man kan komme ombord og det er oven i købet gratis.
Ved siden af USS Constitution lå også et nyere krigsskib, som havde været med under 2. verdenskrig. Her var ligeledes gratis adgang.
Det var omkrig frokosttid, da vi havde set de 2 skibe, så vi fandt en nærliggende restaurant og bestilte mad og drikke, men da jeg ville betale med det samme inden maden var kommet blev vi noget overraskede. Vi kunne ikke betale med vores Applewatch og ej heller med divers apps på telefonerne. De ville have cash eller de fysiske kreditkort, hvilket vi ikke havde og der var langt tilbage til hotellet, hvor vores kreditkort lå. Vi har oplevet det samme i Tyskland, men vi havde forventet at USA var længere fremme med de digitale løsninger!
Servetrisen var meget sød, da hun kunne se vores forlegenhed. Hun lod os få vores drikkevare gratis, men maden kunne vi dog ikke få.
Vi drak vores øl og fortsatte derefter for at finde et andet spisested og nu belært af erfaring spurgte vi før vi satte os, om vi kunne betale med Applepay og det kunne vi faktisk heller ikke det næste sted, hvor vi måtte gå med uforrettet sag. I morgen skal vi have vores kreditkort med os. Det er pinligt og irriterende, når man ikke kan købe, hvad man har lyst til 🙂
Vi fik dog til sidst en clam chowder i Faneuil Hall. Nu mætte og tilpasse meldte jetlagen sig, så vi gik hjem til hotellet og fik en eftermiddagslur og læst lidt op på, hvad vi evt. skal foretage os i morgen.

16. september (Boston): Det gik lidt lettere med at sove i nat. Vi har sovet igennem til kl. 6, så vi er næsten ovre jetlaget nu, håber vi.
Vi har ikke morgenmad inkluderet på hotellet, så vi går hen på en lille cafe i en sidegade, hvor vi så de stod i kø for at komme ind i går morges. Det må betyde, at det er et godt spisested. Da det er mandag i dag, er der ikke kø uden for, men der er stadig mange mennesker indenfor og dermed også en del larm, men vi bliver ikke skuffet over maden. Det er et kæmpe morgenmåltid, så frokosten skal i hvert fald ikke være stor i dag.
Vi skal afhente camperen, som vi skal køre rundt i de næste 3 uger, i morgen, så vi skal lige have aftalt et afhentningstidspunkt med dem og bestilt bus-billetter med en greyhound, da afhentningsstedet ligger langt uden for Boston. Vi kan afhente camperen kl. 13, hvilket passer nogenlunde sammen med bussen fra Boston, så vi er tilfredse.
Solen skinner også i dag fra en skyfri himmel og vi har 24 grader fra formiddagen af, så vi nyder at gå rundt i Boston Common parken midt i byen inden vi besøger Cheers, som var kulisse for tv-serien fra 1982, der på dansk hed Sams bar. I tv-serien er baren i kælderen og der er også stadig en bar, men der er 2 yderligere i kælderen og på 1. sal og derudover er der også en stor butik med alverdens ting med Cheers på. Det er virkelig lavet til en forretning at der har været optaget en tv-serie, men det er nu meget sjovt alligevel. Vi får en øl ved baren inden vi traver videre rundt i bl.a. Beacon Hill området og Harbor Walk. Vi har efterhånden godt ømme fødder af at trave rundt, men som sagt tidligere, Boston er en skøn by, men også dyr. 
Vi får frokost nede ved vandet på James Hook & Co., som er den 18. ældste restaurant i byen. Det er ikke nogen stor fancy restaurant, men den sælger gode lobster rolls, Clam chowder og lobster bisque, så der er lang bestillingskø, men det går rimelig hurtigt med at få mad alligevel.
Sidst på eftermiddagen går vi tilbage til hotellet og får en stille øl i baren inden vi går op og slapper af på værelset. Vores fødder kan ikke klare flere kilometrer i dag!

17. september (Boston – Seabrook): Vi har næsten sovet igennem, så vi er klar til, at det store eventyr skal begynde. Det i dag, vi skal hente camperen. Da jeg bestilte camper, valgte jeg Boston, som udgangspunkt. Det viste sig dog, at selve afhentnings stedet ligger 60 km vest for Boston. Det vil være temmelig dyrt at køre i taxa, så vi har bestilt en tur med Greyhound bus i stedet. Sådan en har vi aldrig kørt med før. Det er jo normalt langdistance busser, men ruten passer med at vi bare tager et enkelt stop.
Vi kan nå at spise morgenmad på caféen, der hører til hotellet, inden vi skal med bussen.
Bussen kører planmæssigt fra South station klokken 10:45 og efter 1 time er vi fremme ved Union station i Worcester, hvorfra vi tager en taxa ud til Cruise America.
Der er et skilt, hvorpå der står Cruise America, men det er absolut ikke den standard vi plejer at møde, når vi kommer til Cruise Americas kontorer. Det her ligner lidt et brugt vogns kontor og der er ingen faciliteter for kunderne og ej heller de sædvanlige brochurer og kort, som vi plejer at få. De er meget søde, men vi må spørge efter alt det, vi plejer at få, når vi starter ud. Efter en lille time er alt dog på plads og vi er klar til at køre fra kontoret i den sædvanlige type camper (25 fod), som vi altid har. 
Første stop er selvfølgelig Walmart, hvor vi skal have provianteret til de næste dage. Det tager os et par timer at få samlet alt sammen, hvad vi skal bruge. Vi mangler kun vin og øl og måske lidt gin, men det kan man tilsyneladende ikke købe i et alm.  supermarked i denne stat, som er Massachusetts. Vi må se om det kan lade sig gøre i New Hampshire, som vi kører ind i i morgen.
Vi ville oprindelig køre til Salem, men da det ser ud som om, der er fuldstændig lukket i trafikken, vælger vi at køre mod Ipswich i stedet, her ser vejen ud til at være fremkommelig. Vi vil finde en campingplads på vejen dertil.
Vi kommer dog helt frem til Ipswich uden at have set en eneste campingplads, men vi er kørt igennem et meget flot område med store villaer og kæmpestore græsplæner foran, så det er ikke de fattige, der bor her. I Ipswich er der heller ikke nogen campingplads, så vi må fortsætte til Salisbury, hvor vi kan se, at der er et par muligheder, så i stedet for en lille køretur på knap 100 km bliver den noget forlænget og det når at blive mørkt, inden vi kommer til den første campingplads, hvor der så i øvrigt er lukket, så vi må videre til nummer to. Vi ender på Black Bear campground, hvor en sød pige tager imod os og vi får en plads. Det er buldermørkt nu og der er ikke ret meget lys på camperen, så det er bestemt ikke let at finde ind på vores plads, men det går heldigvis uden nogen skrammer. Vi er enige om at vi i hvert fald ikke skal udsætte os selv for at køre i mørke mere. Det er ikke rart.
Vi har også lært, at nogle campingpladsen SKAL være booket inden kl. 14 ellers kan man ikke komme ind!
Vi får lavet noget sen aftensmad og pakket ud og så er vi ellers klar til at gå i seng. Det er blevet en noget længere dag end vi havde regnet med.
Det har iøvrigt været en meget varm dag. Temperaturen har været helt oppe på 28 grader.

18. september (Seabrook – York): Det var buldermørkt i aftes, da vi ankom til campingpladsen Black Bear, så vi anede ikke, hvad der ventede os her til morgen ud over, at vi er ret tæt på hovedvej I95, for vi har hørt bilstøj fra vejen fra tidlig morgen. Støjen er også det eneste minus ved denne plads. Den er ellers pæn og velholdt og der er god plads til hver camper. 
Vi giver os god tid med morgenbad og morgenmad. Der er ingen grund til at stresse. Vi skal først være ude af campingpladsen kl. 11.
Da vi endelig forlader pladsen kører vi stille og roligt nordpå langs kysten af 1A. Det er en meget flot tur med flotte hvide strande og til tider forrevne klipper og den ene kæmpe villa efter den anden. Vi er virkelig kommet til de rige amerikaners område. Når det ikke er rigmandsvillaer, så er det sommerbyer med ferielejligheder, lobster-restauranter, souvenir-butikker og lystbådehavne. Her er meget flot og hyggeligt, men der er ikke så mange mennesker nu. Vi er uden for højsæsonen.
Vi ville have haft lobsterrolls på Warren Lobster House i Kittery på anbefaling fra Elaine, men der var lukket, så vi kører videre til Kittery Trading Post, der er en meget stor butik a la Bass Pro Shop, som vi har besøgt i andre stater, hvor man kan købe alt til outdoor aktiviteter både tøj og grej. Der kan vi altid hygge os med at gå rundt og ose. Jeg ender da også med at købe et par cowboy-bukser og en skjorte. Ulrich er mere tilbageholdende. Han venter til vi forhåbentlig kommer til et Outlet-center. 
Lige ved siden af Kittery Trading Post ligger en lille restaurant Bobs Clam Hut. Den ser ikke ud af så meget, men den er utrolig velbesøgt, så vi beslutter os til at prøve en lobster-roll for første gang. Det er en af specialiteterne i Maine, som man skal prøve at smage. 
Efter at vi har smagt en lobster-roll, forstår vi godt, hvorfor de er så populære. Den smager fantastisk. Vi får en med mayo, men de laves også med varm smør. Det må vi prøve næste gang. For det er helt sikkert, at der bliver en næste gang 🙂
Efter denne skønne frokost kører vi videre til det nærmeste Visitor Center for Maine. Vi er nødt til at få nogle detaljerede kort og lister over campingpladser for indtil videre, har vi haft svært ved at finde nogle og det stresser os. Det plejer slet ikke at være noget problem, hvor vi ellers har kørt rundt i USA, men måske de fleste bor på hoteller, når de besøger New England?
Vi får en del materiale på visitorcenteret og sætter os straks ud i camperen og finder frem til den næste campingplads. Selv om vi nu nogenlunde ved, hvor der er campingpladser, så er det ikke så ligetil alligevel for de har ikke alle hjemmesider og vi vil gerne kende prisniveauet inden vi kommer frem. Vi bestemmer os for en som kun ligger 20 minutters kørsel fra hvor vi er og lige ud til vandet. Den ser fin ud, men vi kan ikke booke online. Vi må blot køre dertil og håbe de har en plads til os. 
Vi har heldet med os. Der er plads, men den koster 98 USD. Det synes vi er mange penge for blot at have et sted at holde for natten, men det er åbenbart prisen her! Take it or leave! Vi tager den 🙂
I dag er klokken kun 15, da vi holder på campingpladsen, så nu kan vi få lidt ro på. Ulrich har fået raget en god forkølelse til sig, så han er ikke helt på toppen.