Dagbog fra Normandiet i Frankrig 2024
Vores sommerferie i år går til Le Mans og Normandiet. Jeg har via en Facebook gruppe fundet en tur, der bliver arrangeret af God Energi og FDM til motorløbet – 24 timers Le Mans. Turen er udelukkende for elbiler. Vi bliver 48 el-biler og 1 el-lastbil og omkring 120 personer. Vi har vores egen lejr ved Le Mans. Der er skaffet en del sponsorer, som bl.a. giver os gratis opladning af bilerne, mod at vi har klistermærker på bilerne.
Vi glæder os til at skulle på tur med andre el-bil-ejere, da det bliver vores første lange tur i vores 4 måneder gamle Audi Q4 etron Sportback. Hidtil har vi kun kørt fra fra Sjælland til Jylland og retur igen, men nu bliver det altså en 1600 km lang tur til Le Mans. Samtidig med at vi glæder os, er vi også spændte på, hvordan det kommer til at være en del af sådan en stor gruppe. Som del af en gruppe skal vi jo kunne kende hinanden og tilfredsstille nogle sponsorer, så bilen er blevet plastret til med diverse reklameskilte og holdnummer 🙂
Efter motorløbet, som slutter søndag, forlader vi gruppen og fortsætter ud til kysten i Normandiet, hvor vi vil køre rundt og se de forskellige historiske steder fra D-dag m.v.
12. juni (Hjemmefra – Venlo i Holland): Første dag på turen til Le Mans har været helt forrygende, men også en meget lang dag. Vi har været på farten i 18,5 time. Stod op klokken 04.30 kørte 05.30 ned til Sjællandsringen, hvor vi mødte de andre klokken lidt i syv. Vi hat været meget spændt e på, hvad det var for nogle mennesker, men vi faldt straks i snak med nogle, så det gik egentlig meget godt.
Vi kørte et par gange rundt på banen i slange og fik taget fotos oppefra og fra siderne. Der var nogle langs banen og tog fotografier af os hele vejen rundt.
Der var en meget stram tidsplan, så klokken 07.20 skulle vi afsted for at nå færgen til Als fra Bøjden. Færgen sejlede kl. 10, så vi havde rimelig travlt faktisk. Der skulle ikke gå noget galt undervejs for så havde vi ikke noget færgen. Alt gik som det skulle. Alle nåede færgen selv om det holdt hårdt fir nogle, som skulle nå at lade undervejs.
På færgen var der et specielt stunt for os. Der var en DJ, der stod ude på agter-dækket og spillede og dansede og sang. Det var Harske Hubbi fra Fyn. Han prøvede at få folk med på dansen selvom klokken den jo altså kun var lidt over ti om formiddagen. Det rystede os lidt sammen og var et sjovt indslag, som vi bestemt ikke havde forventet på en færge 😂 Lollands Bank kom med brunsviger, som gjorde det ud for en sen morgenmad. Om det også var dem som finansierede Harske Hubbi ved vi ikke.
På den anden side, skulle vi igen skynde os til Danfoss, på Nordals. De havde lavet et mega arrangement for os. Først taler og fotografering foran deres store 40 tons tunge el-lastbil, som skal følge med os til Le Mans. Derefter udlevering af sandwich og kaffe og te og chokolade og en goodybag med forskellige ting blandt andet et termokrus, som vi kunne få vores kaffe i så den holdt sig varm en stor del af dagen.
Vi var på deres testbane efterfølgende og køre i slange efter lastbilen, mens der igen blev taget billeder og video af os. Pressen var også til stede, så måske kom vi i den lokale presse 🤔
Så var der endelig ikke nogen stram tidsplan, der skulle overholdes. Vi kunne køre for os selv. Vi havde nogle punkter, hvor vi kunne lade op hos Allego, som vi havde fået gratis opladninger fra, men ellers var vi på egen hånd og tidsplan. Det synes vi egentlig gik meget godt bortset fra da vi kom til Hamburg og skulle videre derfra. Vi sad i kø i sammenlagt over 3 timer, så det var lidt et helvede. Vi skulle have været fremme ved hotellet klokken 21.30 om aftenen, men vi landede klokken 23.45 godt møre, men der er en god stemning i baren, hvor vi lige får en øl, mens vi venter på at en ladestander bliver ledig til os. Folk snakker og snakker så det ser ud til at det bliver en meget god tur selvom det er meget forskellige typer vi skal være sammen med, både helt unge og også nogle der er ældre end os og alt her imellem så jeg tror det skal blive en rigtig god tur, men nu er vi trætte og skal bare i seng. Godnat.
13.Juni (Venlo – Le Mans): Efter en god nats søvn og morgenmad på hotel Van der Valk i Venlo, som ligger lige over grænsen til Holland, er vi klar til endnu en lang køredag. Vi har stadigvæk 800 km til Le Mans, men i dag er der ikke nogen punkter, vi skal nå på et bestemt tidspunkt. Vi kan derfor køre helt i vores eget tempo. Det bliver en meget mere rolig dag selvom 800 km er langt over, hvad vi normalt kører på en dag.
Vi starter ved ni tiden fra hotellet og er fremme ved Le Mans og vores lejr klokken 19 med to ladestop, hvor det ene samtidig var vores frokostpause, så det gik faktisk helt fint og vi kørte med fuld fart hele vejen og uden køer overhovedet. På anbefaling fra arrangøren Kasper, kørte vi vest om Paris via Rouen i stedet for at køre igennem Paris, som kunne være lige så slem kø-mæssigt som Hamburg i går. Det var et godt råd. Vi kørte lige igennem uden køer.
Det var lidt kaotisk i lejren, for selv om Kasper havde sagt, at et par biler var sendt i forvejen for at sørge for at organisere, at alle fik en ordentlig plads, så fungerede det ikke helt. Der var meget lidt plads tilbage, da vi kom, men vi fik en plads. Vi blev dog omringet af Allego-folkene, som er en stor flok sammen!
Vi fik sat vores telt op og redt senge og gik derefter ned i det lukkede område for at få noget at spise og se os omkring. Der var vildt mange mennesker og vi synes ikke vi kunne finde noget mad, vi gad spise, så endte med ikke at få noget, men vi fik set racerbilerne køre fra hovedtribunen. De havde en sidste træningstime på banen fra kl. 22:30.
Det var sjovt lige at se og ikke mindst høre dem inden det går løs på lørdag i overmorgen.
Hjemme i lejren fik vi en leverpostejsmad, inden vi gik i seng. Det blev dog ikke til megen søvn. Der er 4-5 fester i gang rundt om os med hver sin musik. Den sidste fest slukkede for musikken omkring klokken 4, så første der kunne vi sove.
Måske er vi blevet for gamle til dette show!
14.juni (Le Mans): Som sagt er det ikke blevet til megen søvn, selv om vi bliver liggende til klokken 10. Det er en stor larmende fest omkring os. Mens vi ligger og halvsover kan vi høre, at Allego-folkene omkring os er ved at lave planer for udvidelse af deres interne lejr, som vi ligger midt i. Vi står derfor op for at se, hvad planerne går ud på og får ændret dem, så vi ikke mere ligger midt mellem dem. Det bevirker dog, at vi må pakke vores ting sammen og flytte teltet, men det er den bedste løsning for os.
Da vi er flyttet og også lige skal flytte bilen, får vi en yderst kedelig opdagelse. Der er kommet en 75 cm lang og 1-2 cm bred dyb ridse i vores 4 måneder gamle bil. Jeg er grædefærdig. Vi har lige stået og sagt, at vi er meget øm om vores bil og derfor hellere vil flytte i stedet for, at folk skal fare rundt om bilen, og så har de allerede lavet en stor ridse i den – uden at sige noget!!!!
Vi har fat i nogle af Allego-folkene, som siger, at det må være en bestemt person, som kører i en Fisker og han er der ikke nu. Vi har fat i Kasper, som giver os kontaktoplysninger på manden.
Senere kommer en anden mand over til os og siger, at han ikke kan forstå, at han skulle have lavet en skade, men at han påtager sig skylden og giver os alle oplysninger til forsikringsanmeldelsen, som vi straks udfylder og sender. Vi er død ærgerlige over skaden, men også lettede over at modparten påtager sig skylden selv om, han er uforstående.
Klokken 14 er der fredagsbar. Lollands Bank giver øl til os alle og klokken 15 er der åben på banen, så man kan gå hele banen rundt – 13,6 km. Vi går kun rundt omkring Dunlup-svinget og målområdet, men der er mange som løber eller cykler hele banen rundt.
Der er også adgang i pit-området, hvor vi kan se ind i pitten hos de enkelte bilmærker. Bilerne står der, men de har ingen dæk på og mange heller ikke fronter, så det er lidt svært at få et ordentligt billede af bilerne. Desværre arter vejret sig heller ikke. Der kommer flere regnbyger.
Vi skal have aftensmad i lejren, hvor der bliver tændt op for grillen klokken 19, men efterhånden er klokken blevet fem og vi sultne, så vi køber en sandwich og sætter os op på tribunen og kigger på alle menneskene, der går, løber og cykler forbi nede på banen.
Vi tager et af de små futtoge hjem til lejren og tager en lur inden, det er tid til fælles spisning og øl. Vi har selv mad med, men der er sat pavilloner op over de 3 weber el-griller, som vi alle skal lave mad på. De er konstant fulde, da vi er 120 mennesker, som alle skal have grillet pølser og bøffer.
Fransk TV kommer på besøg. De er meget interesseret i vores projekt med at køre el-biler og bruge bilerne til at forsyne lejren med el til lys, telefoner og ure mv.
Vi sidder og spiser og søger ly for regnen som pludselig vælter ned, men efter et par timer går vi hjem til vores telt. Vi er trætte efter ikke at have sovet i nat. Det bliver nok ikke bedre i nat, da der allerede er vildt gang i musikanlægene omkring os, men vi prøver med ørepropper og øretelefoner at holde lydene ude. Desværre kan ikke engang mit Bose headset med noisecancellation holde støjen ude, men det dæmper dog noget og vi falder begge i søvn.
15.juni (Le Mans – racedag): Vi har sovet lidt mere i nat. I aftes var der kun tre fester i gang omkring os og den sidste slukkede for musikken “allerede” kl. 3:30! Det har været en kold nat. Vi måtte sove med både bukser og trøjer på og alligevel kom kulden op igennem luftmadrassen.
Vi spiser morgenmad uden for teltet og får varmt vand til kaffen fra Allego-folkene ved siden af. De har lidt imod reglerne taget en gasbrænder med til at varme vand. Alt skulle jo ellers være foregået ved hjælp af el fra de biler, som kan levere 230 v strøm bl.a. Fisker og Xpeng.
Efter morgenmaden går vi den lange vej ned til Grand Prix Tours lejr, som ligger nede ved Porsche svinget. Det er en meget stor, organiseret lejr med ens telte, som står på rad og række og der er et kæmpe telt med restaurant og information. Virker meget professionelt. Måske vi skulle rejse med dem en anden gang? Vi har fået en voucher til en cab og en t-shirt, som vi kan hente i informationen. Cap´en er faktisk OK at have på og praktisk, når der med jævne mellemrum kommer dråber ned fra himlen.
Vi går langsomt op langs banen og ser på alle boderne og får en sandwich.
Vi ender oppe ved Dunlop svinget, hvor vi finder et sted, hvor vi kan se ud over banen. Det er lidt af et held at finde et sted, hvor man faktisk kan se banen for alle de mennesker, som allerede har tager opstilling mere end 2,5 time før løbsstart.
Det er ret kedeligt blot at stå og sidde på jorden i så lang tid, men med en lille time til start begynder, der at ske noget. Luftvåbenet flyver over med 6 fly, som lukker tricolore farverne ud over himlen og en helikopter sender en mand ned i line med Le Mans trofæet lige ud for, hvor vi står og på storskærm kan vi se bilerne blive linet op og der er interviews med kendte folk fra Le Mans historie. Vi forventede egentlig også at se Tom Kristensen – Mr. Le Mans, men han kom ikke frem på skærmen.
Endelig bliver klokken 16 og starten går. Vi bliver lidt og ser og går så hjem for at tage en lur og få aftensmad inden vi igen kommer tilbage og stiller os forskellige steder for at få det bedste udsyn til bilerne, som drøner forbi.
Vi prøver at fotografere dem, men det er en svær opgave, når der er 2 gange trådhegn imellem dem og os og de drøner forbi i høj fart.
Tribunerne er nu lukket af, så kun dem med særlige billetter kan sidde der. Desværre var vi ikke orienteret om, at vi ikke havde tribune-pladser hjemmefra, så vi har ikke tilkøbt dem og nu er det for sent. Vi finder dog en enkelt tribune, hvor det ikke er nødvendigt at have billet, så her kan vi sidde, men da det begynder at regne og klokken efterhånden er omkring midnat, går vi hjem og prøver at få noget søvn. I aften er der heldigvis ikke fester, men til gengæld er der fuld drøn på bilerne. Det går ikke stille af.
16.juni (Le Mans – afgørelsen – Dinan): Afsindig kold nat, men nogenlunde stille! Det viser sig, at der har været safety car fra klokken 4 til klokken 8 om morgenen på grund af regnvejr. Det er derfor, vi har oplevet det, som en rimelig stille nat.
Da vi endelig kommer ud af dynen og udenfor, er der næsten tomt omkring os. De andre har pakket deres telte ned eller er ved det. Nogle fra gruppen er allerede kørt. De skal nå hjem til arbejdet på mandag. Det er søndag i dag. Vi er heldigvis god tid med vores livsnyder-tilværelse. Vi skal ikke på arbejde i morgen, men kan tage det stille og roligt og køre videre ud til Normandiet, som jeg planlagt hjemmefra.
Vi sidder og nyder vores morgenmad og kigger på de andre, der er ved at pakke det sidste sammen. Da alle andre er gået over på banen for at se løbet, som nu er kommet i gang igen, begynder vi så småt at pakke vores lejr sammen.
Det har som sagt regnet ret kraftigt i nat, hvorfor motorløbet også har kørt med safety car, så der er godt vådt omkring os og stierne er mudrede. Det er lidt ærgerligt, når vi nu skal til at pakke teltet sammen, at det er vådt, men heldigvis har vi haft presenning over, så det kun en lille del teltet, som er vådt nu.
Det tager os en lille time og pakke det hele sammen og få pakket bilen, så vi kan være klar til at køre, når vi kommer tilbage efter præmieoverrækkelsen.
Vejret er meget skiftende, så det er med at være forberedt på både regn og vind. Lige nu skinner solen men om en halv time, så kan regnen vælte ned, så vi har vores regnslag og øvrige regntøj pakket ned i rygsækken, da vi begiver os over på banen.
Der er utrolig mange mennesker, så vi går i kø alle steder, hvor vi skal over broer eller gennem tunneller og næsten også på de almindelige områder. Langs banen er der tæt besat med campingstole og folk står op bagved for at få et glimt af banen.
Vi er heldige og finder et sted bagved Dunlop-broen, hvor vi har frit udsyn og kan se bilerne, når de kommer kørende under broen og kører ned i den næste kurve. Det er faktisk et ret godt sted, som egentlig er forbeholdt handicappede. Vi står i en times tid og ser bilerne drøne forbi. Der er en infernalsk larm, så vi må have ørepropper og høretelefonerne på for at skåne vores hørelse. Det begynder at regne og vi er sultne, så vi går op mod spise-området. Her er vi absolut heller ikke alene, der er lange køer ved alle boderne. Vi står i kø ved en et stykke tid, men finder ud af, at de har udsolgt i det vi gerne vil have, så vi må videre.
Til sidst opgiver vi og går tilbage til lejren og henter bilen for at køre op til Carrefour, hvor vi skal have ladet bilen op og så spiser vi samtidig frokost på en restaurant i nærheden. Vi ser så ikke afgørelsen og præmieoverrækkelsen live, men på telefonerne i bilen. Her er i det mindste tørt og varmt 😂
Efter sen frokost og opladning kører vi de cirka 200 km ud til Dinan, hvor vi har bestilt hotel for de næste to nætter. Nu skal vi have varmen og lidt luksus efter de her dage på luftmadrasser og kolde nætter 😉
Hotellet i Dinan – Mercure Dinan Port le Jerzual – er et lækkert hotel, som ligger lige ned til en flod i en kløft mellem bakkerne. Her er meget idyllisk med gamle sten huse og flotte både i floden. Vi har dog ikke øje for så meget her til aften. Vi skal bare have et varmt bad og så ellers i seng.
Lidt facts omkring Le Mans. Der var i år 329.000 besøgende. Løbet blev vundet af bil nr. 50 en Ferrari, kørt af bl.a. danske Nicklas Nielsen. Den rene damebil Iron Dames blev nr. 5 med danske Michelle Gatting ved rettet.
Vores egen specielle deltagelse ved Le Mans eller rettere vores tur derned blev omtalt i en række artikler, som du kan læse her:
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2024-06-16-danfoss-kommer-med-opraab-efter-1300-kilometer-i-ellastbil
17.juni (Dinan): Vi har haft en yderst afslappende dag. Sov til kl. 8:30 i en dejlig varm seng og spiste morgenmad i hotellets restaurant, hvor der var buffet. Det var noget andet end havregryn og kaffe!
Efterfølgende gik vi rundt i Dinan, som er den skønneste middelalderby med små brostens belagte gader, der snoer sig op af bakkesiderne fra floden. Husene er bindingsværkshuse og rigtig mange af dem indeholder kunstnerbutikker eller små restauranter. På “toppen” af byen ligger det 40 m høje klokketårn, Tour de l’Horloge, hvorfra der en flot udsigt over Dinan og området omkring. Der var vi selvfølgelig deroppe og nyde udsigten.
Vi sad på en fortovsrestaurant og nød et glas hvidvin eller 2 og fik Moules frites til frokost. Det smagte helt vidunderligt og vi nød blot at sidde i solen og se på alle folkene, som gik forbi. Her var en dejlig ro og stilhed, som vi virkelig sætter pris på efter Le Mans mange mennesker og larm.
Til aften kørte vi op i byen for at lade og samtidig spise aftensmad på nærliggende italiensk restaurant. Det fungerer perfekt med opladning og spisning. Så er der ingen spildtid/ventetid ved ladninger. Har tegnet abonnement hos Tesla, som tilsyneladende er de billigste her i Frankrig. Et månedligt abonnement koster 75 kr. og så nedsættes prisen med ca. 75 ører pr. KWh, så abonnementet er hurtigt tjent hjem.
18.juni (Dinan – Mont Saint Michel): Endnu en dejlig nat hvor vi har sovet som sten i den totale stilhed. Vi forlader Dinan og kører til Saint Malo, hvor vi går hele vejen rundt på muren rundt om den gamle by.
Det er ebbe, så alle de små øer rundt om den gamle by er landfaste og mange går ud til øerne, hvor der er huse på nogle af dem. Det er et flot syn, men desværre har vi ikke helt vejret med os. Det er fuldstændig overskyet og regnen truer.
Vi spiser moules frites på en lille restaurant inden for muren. Restauranterne ligger tæt op af hinanden og har stort set samme menu-kort, men her er bestemt ikke dyrt. 2 gange moules frites og 1/2 l Pinot gris koster 52 EUR = 390 DKK.
Deres moules frites er virkelig god.
Efter frokost kører vi videre til Cancale. For franskmænd er Cancale lig med østers. Denne lille, smukke fiskerby, som ligger med flot udsigt til Mont-Saint-Michel-bugten, har været kendt for sine østers i mange hundrede år. Østersfarmene producerer mere end 15.000 ton hvert år og de kan ses fra stranden ved lavvande. Der er masser af fiske- og skaldyrsrestauranter i byen, men man kan også vælge at købe friske østers fra en af salgsboderne og nyde dem på kaj-kanten.
Vi kommer desværre for sent eller for tidligt til at se alle østersfarmene ude i vandet. Vandet er kommet ind og dækker alle burene, men der er masser af boder som sælger friske østers. Man kan købe dem enkeltvis eller 12 stk på en platte med en citron i midten. De fåes i forskellige størrelser og deraf følgende priser. Vi køber en platte med blandede størrelser og 2 forskellige slags og damen i boden åbner dem alle for os, så vi kan sætte os på kajkanten på en trappe og blot smider skalderne ned på stranden efter at have tømt dem. Der ligger rigtig mange skalder! De smager skønt. Der er faktisk smag i dem. Det er ikke blot en snotklat 😂
Fra Cancale kører vi langs kysten, hvor det er muligt, til Mont Saint Michel. Vi kommer igennem en masse små landsbyer med huse af sten altså ikke mursten, men natur sten. Nogle byer er med flotte huse og haver, andre ser noget forfaldne ud. Der er mange udsalgssteder for østers. Både små boder og store kommercielle haller. Østers og muslinger er formentlig hovedindtægtskilden her på egnen.
Fremme ved Mont Saint Michel kører vi gennem bommen, hvortil vi har fået en kode og kører ned til vores hotel – Le Relais du Roy – og tjekker ind. Det er et OK hotel, men ikke så flot som det vi kom fra selv om prisen er den samme!
Vi finder hurtigt ud af, at vi er kommet til en turistfælde af de store! Priserne har taget et gevaldigt hop op og betjeningen er ikke som i Dinan og Sant Malo! Alle restauranter lukker klokken 21 og da vi kommer kl. 19:15, kan vi ikke få bord før kl. 20:15 og det på trods af, at der er ledige borde at se. Vi prøver flere steder, men svaret er det samme, så vi må gå og komme tilbage senere.
19.juni (Mont Saint Michel): Efter en god morgenmad på hotellet går vi de 2 km ud over dæmningen og broen til Mont Saint Michel.
Vandet har trukket sig tilbage, så der er næsten kun sandbund rundt om øen. Mange er på vandring rundt om øen på bare tæer. Det er ikke muligt at gå rundt tørskoet selv ved lavvande. Det er et smukt syn at se øen på afstand ude i bugten, hvor Bretagne og Normandiet mødes, men det bliver ikke mindre smukt tæt på.
Heller ikke her ude er vi alene. Mont Saint Michel er Normandiets største turistattraktion og den 3 største i hele Frankring efter Eiffeltårnet og Versailles slottet. Der kommer ca. 2,5 mill. besøgende om året og der er ca. 44 fastboende på øen inklusiv munkene og nonnerne, som bor på klosteret.
Vi går tæt i de små stejle brostensbelagte gader, men det er på en eller anden måde stadig hyggeligt og man kan ligesom mærke historiens vingesus selv mellem alle souvenir-butikkerne og restauranterne.
Historien strækker sig helt tilbage til 700-tallet og en gang i det 1000 århundrede besluttede munkene at opføre et kloster på toppen af det 80 meter høje bjerg. Senere kom kirken til og de omkringliggende bygninger. I perioden efter revolutionen og frem til 1863 blev klostret brugt som fængsel. I 1874 blev det klassificeret som et historisk monument og blev i 1979 optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.
Vi går helt op til klosteret og betaler for indgangen, så vi også kan komme ind og se dette enorme bygningsværk, som det må have taget evigheder at bygge på en ø og oppe på en 80 m høj klippe. Bare det at transportere alle stenene herud må have været et kolossalt arbejde. Det er et imponerende bygningsværk, som man kun kan beundre, når man går rundt i de store sale med søjler og udskæringer.
Vi spiser frokost på en af de mange restauranter herude. Her bliver vi ikke bedt om at komme igen senere, som inde på fastlandet, så det er at foretrække og maden er faktisk god.
Sent på eftermiddagen går vi hjem til hotellet og tager en lur blot for senere på aftenen at gå næsten helt ud til øen igen. Vi vil gerne have nogle billeder med aftenlyset. Vi havde også håbet at få billeder af øen og klosteret med lys på, som vi har set på billeder, men der bliver ikke tændt noget lys, så måske er det kun ved specielle lejligheder, at der er lys på.
20.juni (Mont Saint Michel – Bayeux): Endelig er solen kommet frem og vi må endnu engang ud til Mont Saint Michel og fotografere både med kamera og drone.
Det er jo noget helt andet med sol og blå himmel bag den smukke ø.
Efter turen ud til Mont Saint Michel triller vi lige så stille op mod Granville og videre til Bayeux. Vi havde regnet med frokost i Granville, men da vi ankommer kl. 14 er det lige på det tidspunkt, hvor alle restauranter lukker af for frokost, så vi må køre videre uden frokost.
Det bliver til sen frokost eller tidlig aftensmad i Bayeux i stedet. Vi er godt sultne, så vi sætter blot kufferterne op i lejligheden, som vi har lejet (Villa des Ursulines) og går så ud i byen for at finde noget mad. Det viser sig ikke at være så let. De fleste restauranter har også middagslukket her, men kl. 17 lykkes det os at finde en restaurant Le Garde Manger, som vil lave en gang Moules frites til os. Skønt.
Vi skulle egentlig også have nået museet med det berømte Bayeux tapet, som i tegninger/broderier beskriver Slaget ved Hastings, men det må blive en anden dag. Museet lukker kl. 19, men man kan ikke komme ind efter kl. 18:15.
21.juni (Bayeux): Solen skinner fra en skyfri himmel, da vi vågner og det er varmt, så endelig kan shortsene komme på. Vi skal på en lang tur rundt i området til de forskellige historiske mindesmærker fra D-day.
Vi starter ved La Cambe, hvor den største tyske kirkegård ligger med mere end 21.000 begravede tyske soldater. Oprindelig blev både tyske og amerikanske soldater begravet her, men senere blev de amerikanske soldater flyttet til den amerikanske kirkegård eller sendt hjem til USA. Det er en rimelig ydmyg kirkegård i forhold til den amerikanske, som vi senere ser. Der er opslag og en stor krans, som maner til sammenhold og forståelse for, at hvad der skete under krigen, var ikke de unge faldne soldaters skyld. De havde ikke noget valg om at gå i krig for Hitler og de var kun 18-20 år gamle, da de faldt!
Vores næste stop er ved landsbyen Sainte-Mère-Eglise, hjertet af springzonen for de 82. luftbårne amerikanske styrker. Her er som mange andre steder et stort museum om krigen, men det mest kendte krigsminde i byen hænger på kirkens tårn midt i byen. Det er en amerikansk faldskærmssoldat, som blev fanget i kirketårnet på sin vej ned fra luften. Han var en del af de mange soldater, som blev kastet ud over byen for at befri den for tyskere og afskære tyskerne fra at få flere tropper fra land og ud til kysten, hvor landgangen fra de allieredes side skulle starte senere på morgenen. Han blev en af de få, der rent faktisk overlevede nedkastningen og det efterfølgende slagsmål med tyskerne, da han spillede død hængende i sin faldskærm. Mange andre faldskærmssoldater var uheldige at drukne, da de havnede i moseområderne uden for byen eller blive skudt af tyskerne!
Vi forlader den lille by og kører til Utah Beach, som er en flad lang strand, hvor amerikanerne havde en let landgang, da de tyske stillinger var bombet sønder og sammen fra luften inden de ankom og 13.500 faldskærmssoldater havde befriet baglandet. Det tog kun 2 timer fra de landede på stranden til de første tanks kørte op i sumpområderne bag stranden.
Ikke ret langt fra Utah Beach ved Saint Marie du Mont er opført et lille monument for de danske soldater, som deltog ved invasionen. Vi bliver opmærksom på mindesmærket, da det danske flag vejrer fra en flagstand side om side med det franske flag.
Videre til Pointe du Hoc, en betagende klippe med et storslået udsigtspunkt over Den Engelske Kanal og resterne af de gamle bunkere og kanonstillinger. Stedet blev bygget som et nøglepunkt i Atlanterhavsvolden af tyskerne, fordi det var det højeste punkt mellem Omaha- og Utah-strandene og gav et fantastisk observationspunkt til at bemærke eventuelle ankomster fra havet. Der stod en stiv kuling ind fra havet, så vi brugte ikke så megen tid her.
Ved Omaha-stranden, som var det blodigste sted under landgangen, er der rejst et monument direkte på stranden Les Braves Memorial Monument som består af 3 elementer: The Wings of Hope, Rise, Freedom and The Wings of Fraternity og oppe på stranden står et andet monument til minde om de allieres landgang og befrielse af Europa, hvilke er de eneste mindesmærker om det blodigeste slag den 6. juni 1944.
Vores sightseeingtur i Normandiet i invasionens navn slutter i dag på Den amerikanske kirkegård, The Normandy American Cemetery and Memorial. Kirkegården ligger på højdedraget over den østlige del af Omaha og er kendt for de snorlige rækker af marmorkors. 9.388 soldater ligger begravet her. Det er virkelig et fantastisk smukt sted, hvis man kan tillade sig at sige sådan om en kirkegård. Amerikanerne forstår at ære deres soldater, som er faldet i kampen for friheden.
Vi ankommer lidt før kl. 17 og vil starte på museet, som iøvrigt er gratis, men vagterne råder os til at starte ude på selve kirkegården, da der er Flagnedtagnings-ceremoni kl. 17.00 og de mener godt vi kan nå at se museet bagefter inden det lukker kl. 18.
Vi begiver os derfor ud på den som sagt meget smukke kirkegård. De hvide kors står på alle mulige leder på snorlige rækker. Det er så utrolig fint og højtideligt. Der er mange mennesker til stede og de samler sig efterhånden oppe omkring de 2 flagstænger, hvor det amerikanske flag vejrer. Klokken 17 præcist begynder ceremonien. Der er 2 forskellige lydkulisser bag flagnedtagningerne. Det første flag bliver taget ned ved lyden af kirkeklokker. Det anden ved den velkendte trumpet-fanfare. Flagene bliver møjsommeligt foldet sammen og under bevogtning går 3 personer væk med flagene alt imens alle står helt stille og ser til. Det er meget stemningsfuldt og en fin oplevelse.
Efter at have gået lidt rundt på kirkegården, som ligger med skøn udsigt til havet går vi tilbage til museet og ser det. Vi kunne godt have brugt mere tid her, men vi bliver smidt ud, da vi nærmer os 18:00.
22.juni (Bayeux – Arromanches-les-Bains – Bayeux): Dagen i dag står igen i invasionens navn. I går var det strande, som blev invaderet af de amerikanske styrker, i dag er vi nået til strandene længere østpå, hvor englænderne og canadierne gik i land.
Vi starter med at køre til Gold Beach, nærmere bestemt til Arromanches les Bains. Den ligger godt 30 minutter øst for Omaha Beach og kunne godt være kendt som en vidunderlig og idyllisk lille badeby ved Normandiets kyst. Men det er nu af helt andre årsager, at vi kører dertil i dag. Vi skal se resterne af den kunstige havn – Mulberry Harbour.
Lige efter de voldsomme D-dags-kampe i juni 1944 anlagde de allierede en kunstig havn, Mulberry Harbour, ud for Arromanches-les-Bains. Det var afgørende for en succesfuld invasion, at etablere en effektiv forsyning på tværs af Den Engelske Kanal, som kunne forsyne de Allierede med alt fra friske tropper til patroner. Derfor blev en kunstig havn sejlet på tværs af Kanalen, og i dagene efter den 6. juni placeret ud for Arromanches les Bains. Det var således her, at forudsætningen for invasionen blev etableret, og den fungerede frem til erobringen af de etablerede havnebyer, så som Cherbourg, kom under allieret kontrol.
De massive betonblokke, der udgjorde havnen og dens beskyttende moler, ligger stadig og titter over havets overflade, som et meget nærværende minde om kampene, der var med til at sikre et frit Europa. Ved lavvande kan man spadsere ud til de nærmeste, mens man ved højvande kun lige ser det øverst stikke op af vandet. Vi kommer ved højvande og kan derfor kun se toppen af de meget store betonblokke, men det giver et meget godt indtryk af hvor og hvor stor havnene var. Det svært at forestille sig, hvordan de fik bugseret de kæmpe betonelementer over den Engelske Kanal og samlet til en havn. Det er ligeledes svært at forestille sig de op mod 22.000 ton militære udstyr, de fragtede i land her! 
Fra den lille by kører vi op på et højdedrag lige nord for byen, hvor der er endnu bedre udsigt ud over resterne af Mulberry Harbour. Heroppe har man lavet en biograf – Arromanches-360, hvor der vises film om invasionen den 6. Juni 44. Det er en meget tankevækkende film, med både levende billeder og fotos fra invasionen og lydoptagelser af personer som deltog.
Der er uendelig mange strande, museer og mindesmærker, som man kan besøge, hvis ens store lidenskab er D-Day, men man får også nok på et tidspunkt. Det punkt er vi nået til nu, så vi videre langs kysten mod Courseulles sur Mer, hvor vi tilfældigt støder på et mindesmærke Memorial de Juno Beach, som vi aflægger et kort besøg, hvorefter vi kører ned til en skøn fiskerestaurant – Maison Bleue, hvor vi får moules frites – mums 🙂
Vi kører herefter til Bayeux efter at have ladet i Caen, hvor der er en Tesla ladestation.
Dagen slutter med en gåtur igennem Bayeux, hvor vi får en enorm pandekage med is, flødeskum og ananas samt kokus på restaurant Le Domesday ved katedralen.
23.juni (Bayeux – Honfleur): Gråvejr da vi vågner, men gør ikke så meget. Vi skal alligevel indendørs på museum og se Bayeux tapetet – det 70 meter lange broderi, der fortæller om Vilhelm Erobrerens invasion af England.
På museet får vi udleveret en lille båndoptager, som på dansk, guider os igennem de 57 forskellige scener på tapetet. Det er en ret fin måde at få gennemgået hele historien, som fortælles i flotte broderier over 70 meter. Det er ikke tilladt at tage billeder på museet, så vi kan desværre ikke vise bare en lille del af tapetet 🥲
Efter besøget på museet kører vi videre mod Honfleur langs kysten, hvor det er muligt. Vi har fået nok af krigsmindesmærker, så dem springer vi over. Jo tættere vi kommer på Deauville – Normandiets Cannes – for de rige og berømte, jo større og flottere bliver villaerne. Det står i skærende kontrast til de små ydmyge landsbyer vi ellers har kørt igennem på vores vej langs invasionsstrandene.
Vi går en tur i Deauville, som har den flotteste strand og de vildeste biler – Massarati, Porsche, store BMWer, Aston Martin m.fl. Det er virkelig et paradis for velhavere, men vi synes, det er for meget. Vi kører til Honfleur, hvor vi har lejet os ind på et Bed & Breakfast, hvor vi har 2 kæmpe værelser, soveværelse og stue. Det er tæt på havnen, som bare er så flot og hyggelig med gamle huse og fortovscafeer. Her er en meget bedre stemning og hygge end i Deauville. Det er meget mere os 😜
Vi sidder ved havnen og nyder et glas hvidvin og ser på folkene, som passerer forbi. Det kan minde lidt om Nyhavn 😂
Senere går vi lidt op bag i byen og spiser lækker aftensmad på et torv ved kirken.
Hjemme igen kan vi sidde og nyde de sidste solstråler i haven ved vores Bed & breakfast – a l’ecole Buissonniere.
24. juni (Honfleur): Vi starter dagen med en skøn morgenmad, som bliver bragt op i vores stue på det forudaftalte tidspunkt. Der er alt hvad vi kan ønske os og mere til.
Vi sidder længe over den dejlige morgenmad og efterfølgende kører vi ud til en Calvados producent – a d´apreval, som har 2000 æbletræer i 17 forskellige sorter. Det giver dem en årlig produktion på 85.000 flasker cider og calvados.
Vi får en gennemgang af, hvordan man producerer både cider og calvados og efterfølgende smager vi 3 forskellige cidere og ligeledes 3 forskellige Calvados. De lagres på egefade i 2-4, 10-12 og 18-20 år, hvilket giver dem meget forskellig smag. Vi er mest til den 18-20 årige, som vi også køber en lille flaske af.
Efterfølgende kører vi op til 2 udsigtepunkter, hvor vi dels kan se ud over vandet og til Le Havre og dels ned over Honfleur.
Vi trænger til en slapper-dag, så vi kører derefter hjem og sidder og slapper af i haven og planlægger de næste dage. Vi har ikke nogle hoteller booket. Vi har ikke haft booket hoteller for mere end den første uges tid, da vi endnu ikke ved, om vi skal være hjemme til min mors fødselsdag den 1. juli, hvor hun fylder 90 år. Hun har været meget vag omkring dagen. 
I første omgang havde vi booket en restaurant, hvor det skulle holdes, men det kunne hun slet ikke overskue og nu er det spørgsmålet om hun overhovedet kan overskue, at vi kommer hjem til hende på dagen. Hun er ved at være en gammel dame, der ikke kan klare så meget mere.
Vi får booket et hotel i Bruxelles, som dermed bliver vores næste destination, så er vi det tættere på DK, hvis vi skal være hjemme den 1. juli.
Til aften går vi ned i en af de små gader ved havnen og får en lækker menu med en forret bestående af østers, store rejer og havsnegle. Havsneglene er lidt en udfordring. De skal trækkes ud af deres huse og er ikke så lækre at se på, men de smager forbavsende godt, når man bare ikke tænker på hvordan de ser ud 🙂 til hovedret får jeg en steak og Ulrich fisk og til dessert får vi is med chokolade og creme. Det smager alt sammen godt.
25. juli (Honfleur – Rouen): Det er tid at forlade Honfleur selv om det er en hyggelig og flot lille by. Det er dejligt solskinsvejr igen i dag og det passer fint til vores tur op langs kysten.
Vi kører over Pont de Normandië. En imponerende høj og flot hængebro der fører over Seinen til Le Havre. Vores mål er Etretat, som er mest kendt for sine klippeformationen, bl.a. de tre naturlige hvælvinger, som er udødeliggjort af malere som Gustave Courbet, Valily Polenov og Claude Monet. Der ligger en masse udsigtspunkter både vest og øst for byen.
Vi stopper og går en lang tur langs en golfbane for at komme ud til udsigtspunkterne vest for byen. De er virkelig flotte. De hvide klipper og det blå vand og de mange huller/buer, som bølgerne har lavet i klipperne gennem årene.
Vi forsøger også at komme op til udsigtspunkterne øst for byen, hvor der ligger en have, som skulle være et besøg værd – Le Jardins d´Etretat, men efter at have kørt i ring i byens ensrettede gader og støt på gud ved hvor mange indkørsel forbudt skilte opgiver vi at komme op til haven og udsigtspunterne. Det er åbenbart ikke meningen, at man skal kunne komme derop i bil. Der kører et lille futtog, men det orker vi ikke, da vi så skal finde en parkeringsplads i en fyldt by!
Turen går videre langs kysten til Fecamp, som ligger indrammet mellem de op til 90 m høje, hvide klipper, de højeste i hele Normandiet. Klipperne strækker sig på begge sider af byen ved Côte d’Albâtre, Alabasterkysten. Fecamp er iflg. FDMs beskrivelse en en lille hyggelig by med mange glimrende restauranter ved havnen og det er absolut værd at slentre en tur langs strandpromenaden og nyde udsigten til de monumentale klipper. Jeg tror, de har taget fejl af Etretat og Fecamp, da de har lavet beskrivelsen. Den passer på Etretat, men ikke på Fecamp. Fecamp er en stor by med en industri-havn, så vi bliver lidt skuffede, da vi havde regnet med at spise frokost her. 
Vi kommer igen til at køre mod en masse indkørsel forbudt skilte, da vi vil op til Cap Fagnet, hvor der ligger resterne af et tysk forsvarsværk fra krigens tid. I modsæt til i Etretat finder vi dog en vej, så vi kommer op til det tyske forsvarsværk, som var en del af den atlantiske forsvarskæde, som tyskerne byggede fra Nordnorge og helt herned til Normandiet. Der er bunkere, som dem vi kender fra vores egen vestkyst, men herfra har vi den mest vidunderlige udsigt over hele kysten og mod vest klippeformationerne ved Etretat. Desværre er der lidt diset, men det er flot alligevel.
Vi kører videre mod øst. Her kommer vi til en lille havneby, hvor vi spiser frokost. Det er blevet sent på eftermiddagen og vores plan om at køre til Bruxelles i dag dropper vi. Det er alt for langt. I stedet kører vi til Rouen, hvor vi ankommer ved 18-tiden. Lige tids nok til at vi kan nå at komme ind og se den flotte katedral inden den lukker dørene kl. 19.
Vi går en tur i den gamle bydel, som er flot, inden vi finder en restaurant, hvor vi kan nyde vores aftensmad.
26. juni (Rouen – Werne): Vi er efterhånden modne til at køre mod nord og hjemad. Der er ca. 1500 km hjem, så det kommer til at tage i hvert fald 3 dage. Vi orker ikke at køre 800 km om dagen som på vej herned!
Det bliver en lang og varm dag. Vi dropper Bruxelles, da vi ikke gider flere store byer og slet ikke i den varme, som allerede fra morgenstunden rammer os.
Heldigvis er der jo aircondition i bilen og den får vi brug for. Ude-temperaturen svinger mellem 30 og 34 grader!
Vi mærker ikke varmen, mens vi kører, men når vi skal lade og lige holder strække ben pause, så er den slem. Vi lader lige uden for Rouen og så efter hver ca. 200-250 km. Det passer med et par timers kørsel mellem ladningerne. Det giver en fin rytme, så man ikke bliver for træt bag rettet og vi har masser af strøm på bilen hele tiden, så vi behøver ikke at have rækkevidde-angst 🙂
Den ene af ladningerne er samtidig vores frokostpause, så der bliver den ladet fuldt op til 100%. Det kan vi lige så godt bruge tiden på.
kl. 19:30 er vi fremme i Werne en lille by uden for Dortmund, hvor vi har fundet et lille hyggeligt hotel, hvor vi kan spise aftensmad på deres restaurant, som ligger på byens torv og er velbesøgt af de lokale. Der er fortsat 26 grader, da vi spiser aftensmad.
Vi har i dagens løb været i 3 lande. Spiste morgemad i Frankrig, frokost i Holland og aftensmad i Tyskland 🙂
27. juni (Werne – hjem): Det blev en varm nat på værelset. Der var ikke aircon, så det kneb lidt med at sove.
Vi får dejlig morgenmad på hotellet, inden vi begiver os hjemover. Vi havde regnet med at tage den over Sønderjylland med en overnatning hos søster og svoger, men de har gæster, så vi ender med at tage den knap 700 km lange tur helt hjem. Med en ladning lige uden for Werne og igen ved frokost og stop i Fleegaard går det faktisk helt fint. Det føles ikke så langt, da vi ikke har nogen former for stress på. Vi er hjemme ved 8 tiden om aftenen og får tømt bilen, inden vi sætter os med benene oppe og slapper af inden sengen kalder.
På vores første lange tur i el-bil har vi kørt 4000 km og vi er enige om at bilen har klaret turen fantastisk. Vi har ikke fortrudt vores valg af el-bil og vi er også kommet over vores rækkevidde-angst. Alt har fungeret optimalt, da vi har fundet en rutine med ladepunkter og navigation. Vi har på hjemturen alene brugt Tesla ladestationer, da det er billigst og de ligger med passende mellemrum både i Frankrig og Tyskland. Vi havde gratis strøm på vejen ned via Allego, som sponsorede strømmen, men siden vi har forladt Le Mans og selv skulle betale for strømmen, har vi som sagt brugt Tesla ladestanderne, som vi tegnede en måneds abonnement på til 75 kr. Vi har kørt 2300 km og betalt 900 kr. i strøm. Det giver en pris pr. km på ca. 39 ører og det selv om vi har kørt mellem 120 og 130 på motorvejene. Vi er meget tilfredse.