Vi skulle have været på ekspeditionskrydstogt til Antarktis på en grupperejse, hvilket er 2 helt nye ting for os. Vi plejer kun at rejse for os selv og mest på roadtrips, men denne gang starter vi med en grupperejse arrangeret af Stjernegaard. Vi flyver via Paris til Buenos Aires, hvor vi har 2 overnatninger, inden vi flyver videre til Ushuaia i Argentina, hvor går vi ombord på Fridtjof Nansen, som er et ekspeditionsskib fra HX (Hurtigruten). Med det skal vi sejle over Drake Passage til Antarktis og sejle rundt og gå i land på forskellige øer. Ud over landskaberne skulle der være rig mulighed for at se pingviner, sæler, søelefanter og hvaler. Vi har store forventninger til dette ekspeditionskrydstogt.
Efter at have sejlet rundt med skibet i 10 dage vender vi tilbage til Ushuaia i Argentina, hvor vi forlader gruppen og rejser rundt på egen hånd i Patagonien i 12 dage. Vi har her lagt en rute, som udover Ushuaia bringer os til El Calafate og Puerto Natales (Chile). Vi har booket hoteller alle steder og planlagt dagsture ud fra hotellerne, men ikke booket alle disse ture på forhånd. Turene går fortrinsvis til Nationalparken Torres del Paine, som skulle være meget flot og god at vandre i.

Vi har haft lidt udfordringer, inden vi har kunnet komme på denne tur. Turen har vi allerede bestilt i maj 2024 og har selvfølgelig glædet os lige siden, men da vi rutinemæssigt skulle have et lægetjek 8 uger inden afrejse, viste det sig, at jeg, hvilket jeg ikke vidste, havde for højt blodtryk, som jeg skulle i behandling for med en enkelt lille pille om dagen. Det kom som et chok for mig, som ellers ikke fejler noget og ikke tager nogen form for medicin iøvrigt og ville selskabet nu godkende mig til at deltage i ekspeditionen? Fra blot at gå til lægen og regne med at få en OK helbredsattest, blev der pludselig sat spørgsmålstegn ved om, vi overhovedet kunne komme på turen. Det var et kæmpe usikkerhedsmoment og ødelagde glæden ved at læse og forberede os til rejsen. Det var lige op til jul, så fra vi indsendte helbredsattesterne til Vikand, som screener helbredserklæringerne for HX, og til de var tilbage på arbejde efter helligdagene gik der over 2 uger, hvor vi ventede på at få svar på, om vi kunne rejse eller ej. Den 8. januar kom svaret så endelig og det var positivt. De havde godkendt os begge. Puha sikken en lettelse. Endelig kunne vi fortsætte forberedelserne, som ellers var sat på stand by. Et efterfølgende tjek hos lægen viste også, at der var helt styr på mit blodtryk igen, så ingen grund til bekymring.

Det skulle senere vise sig at vores udfordringer ikke var overstået med en godkendt helbredsattest, men mere om det i dagbogen, som du kan læse her:

14. februar (Afrejsedag CPH – Buenos Aires): Vi står tidligt op – kl. 3:20 – for at køre i lufthavnen. Vi har reserveret parkeringsplads til bilen i parkeringshus, så den står tørt og godt, mens vi er væk. Vi skal flyve kl. 06:45 via Paris til Buenos Aires med Air France. Efter planen lander vi i Buenos Aires kl. 20:25 og vil blive kørt ud til vores hotel Sofitel Buenos Aires Recoleta, hvor vi skal have 2 overnatninger.
Et er planen og noget andet er virkelighed :-). Alt går efter planen til Paris, hvor vi møder vores guide Pia fra Stjernegaard Rejser og vores 12 andre rejsefæller. De fleste er noget ældre end os, men det er svært at danne sig et overblik ved blot at hilse på hinanden.
Fra Paris går det imidlertid knap så godt. Vi er en time forsinket ud af Paris. Vi sidder blot og venter i flyveren på tilladelse til at flyve og efter de 14 timer i luften, venter vi ydereligere en time på at komme ind til gaten. Der er simpelt hen ikke plads til os! Inde i lufthavnen står vi endnu en time en kø for at komme igennem paskontrollen, inden vi endelig kommer ud og får vores kufferter og møder vores lokalguide, som sørger for transporten med stor flot bus ud til hotellet.
Vi er fremme kl. 1 om natten lokal tid (kl. 5 dansk tid). Det har været en ret sej tur. Fra vi kørte hjemmefra er der gået 25 timer, hvor vi ikke rigtig har sovet, så sengen kalder i den grad på os.

15. februar (Buenos Aires): Vi har fået 5 timers søvn i nat. Kunne ikke sove mere på grund af tidsforskellen. Det gjorde virkelig godt at ligge ned efter de 25 timer på farten i går.
Vi hilser igen på vores rejsefæller til morgenmaden og vi ser alle noget mere friske ud i dag 🙂
Dagens program står på Byrundtur og Dinner- og Tangoshow i Buenos Aires.
Buenos Aires er Argentinas hovedstad og landets største by (grundlagt i 1580). Den ligger på Río de la Platas vestlige bred på den sydamerikanske østkyst og er en af de mest betydningsfulde byer i Sydamerika.
Selve byen har omkring 3 millioner indbyggere, men med forstæderne (kendt som ”Gran Buenos Aries”), når befolkningstallet op på over 16 millioner.
Byen kaldes ofte ”Sydamerikas Paris” på grund af sin europæiske arkitektur og kulturelle indflydelse, især fra Italien og Spanien. “Buenos Aires” er spansk for “milde vinde” eller “god vind”.
Vi bliver hentet af vores lokalguide kl. 10 og kører rundt i byen, hvor lokalguiden udpeger en masse bygninger og monumenter, som jeg ikke husker, hvad var, men vi kommer til sidst til byens hjerte ved Plaza de Mayo (Majpladsen), med den lyserøde regeringsbygning, Casa Rosada fra hvis balkon, præsidentfruen Eva Perón, kendt som Evita blandt folket, i begyndelsen af 1950’erne holdt sine flammende taler, som gav hende nærmest mytologisk status i landet.
På pladsen ligger også rådhuset og katedralen. Det er en meget flot katedral, hvori Argentinas og Sydamerikas store befrielseshelt, José Martin, ligger begravet. Han var fra 1810 til 1824 hovedkraften i løsrivelsen fra Spanien og dannelsen af nye lande som Argentina, Chile og Peru. Vi er så heldige, at der var vagtskifte ved José Martins grav, så vi ser vagterne komme marcherende over pladsen og ind til graven i katedralen.
Det er også her på pladsen, at Las Madres de Plaza de Mayo (mødrene på Majpladsen), protesterede i stilhed over tabet af deres børn under militærstyret fra 1976 til 1983. Den dag i dag er pladsen til stadighed skueplads for mangeartede politiske og sociale demonstrationer. Argentinerne elsker at protestere, og de har måske heller ikke været ubetinget heldige med deres politiske ledere. Vi oplever netop en af disse protestmarcher, som vedrører de forsvundne børn.
Videre i denne meget forskelligartede by kommer vi igennem bl.a. San Telmo og i den nordlige del kommer vi til Recoleta-bydelen, som har brede avenuer, parker og imponerende villaer bygget i fransk stil og til byens velhavende indbyggere. Hovedattraktionen i denne del af byen er Recoleta-kirkegården, hvor landets prominente indbyggere, såsom Eva Peron, ligger begravet i store, monumentale mausoleer, som fremtræder lidt aparte, som de små familiekapeller, de jo i virkeligheden er. Vi bliver vist rundt på kirkegården og står i kø for at se Eva Perons gravsted. Det er ikke det mest pompøse gravsted, men er selvfølgelig et historisk sted, som betyder meget for arbejderklassen i Argentina.
Herfra kører vi til La Boca, som er byens farverige og pittoreske ”Little Italy”. Det var her, italienske immigranter i tusindvis slog sig ned i begyndelsen af 1900-tallet. Bydelen rummer et utal af caféer, barer og restauranter, og der danses ofte tango til ære for turisterne i de små gader. Her har 3 kvarter, hvor vi kan gå rundt på egen hånd. Vi kunne godt have brugt meget længere tid. Det er virkelig et sjovt og farverigt kvarter.
Vi kører rundt i 5 timer, men vi har kun set en brøkdel af denne kæmpe by.
Hjemme på hotellet har vi samling med Hurtigrutens repræsentanter, som giver os vores kahytsnumre på skibet og information om, hvad der skal ske i morgen omkring fly og ombordstigning.
Vi har ikke fået den kahyt, som vi bedt om og repræsentanterne fra hurtigruten kan ikke hjælpe os. Vi kan først spørge hoteldirektøren på skibet i morgen om, hvorfor vi ikke har fået den ønskede og om den evt. er ledig.
I vores rejseplan står der, at vi skal med morgenfly til Ushuaia for at stige ombord. Hvad der ikke står i planen er, at vi bliver hentet på hotellet kl. 3 i nat! Det bliver derfor endnu en nat uden ret meget søvn, da vi skal til Tango-show i aften og vi derfor ikke kan forvente at være hjemme før efter midnat.
Det er en hård tur vi har indladt os på, hvor søvn ikke har førsteprioritet 🙂
Efter at have fået planen for det næste døgns tid skal vi ud i byen for at finde en pengeautomat, så vi har til bl.a. drikkepenge, som man ikke kan betale med kort. Det skal være cash. Vi skal også have en sen frokost, hvilket vi får på en nærliggende restaurant.
Ved halvfemtiden er vi tilbage på hotellet og kaster os på sengen. Vi er nødt til at få lidt søvn, inden vi skal til Dinner og Tango-show på El Querandi, som skulle være en af de mere autentiske steder med traditionel tango. Vi kunne have bestilt aftenen via Stjernegård og fulgtes med vores rejsefæller, men vi har selv bestilt direkte på dansestedet. Det er dels billigere, der er lidt mere inkluderet og de garanterer de bedste siddepladser. Hvad det så indebærer finder vi ud af. 
Vi bliver hentet på hotellet kl. 20 og kørt ud til El Querandi, hvor vi får en 3 retters menu, som er OK, men heller ikke mere. Showet er til gengæld meget flot. Selv Ulrich synes det er flot og han tog ellers kun med for min skyld 🙂 og vi hygger os under middagen, hvor vi sidder og snakker med et canadisk par fra Toronto.
Vi er hjemme på hotellet og i seng omkring kl. 00:30, så det bliver kun til 2 timers søvn, før vi igen skal op og ned til bussen for at køre i lufthavnen.

16. februar (Buenos Aires – Ushuaia): Vi stod op kl. 2:30 blev hentet kl. 3 og kørt til lufthavnen. Vi skal med morgenflyet kl. 6:00 fra Buenos Aires til Ushuaia helt nede på Sydamerikas sydligste punkt, hvor vores hybriddrevne ekspeditionsskib venter på os. Da vi først kan checke ind på skibet kl. 15-18 og vi efter planen lander i Ushuaia kl. 9:30, har HurtigRuten planlagt en lille gåtur ud til en sø, hvor vi også vil få en dejlig frokost bestående af grillet lammekød m.m. Det lyder rigtig godt, men sådan kommer det desværre ikke til at gå ;-(
Det bliver en meget hård dag og absolut ikke en dag, vi ønsker at gentage!
Vi kommer ombord på flyet og letter med kurs mod Ushuaia, men efter 1,5 times flyvning, med megen turbulens, meddeler kaptajnen over højtaleren, at der er nogle operative fejl på flyet og vi derfor er nødt til at vende retur til Buenos Aires for at få dem udbedret. Vi skal dog først cirkle rundt i yderligere en time for at få brugt noget af brændstoffet, så flyet bliver lettere og dermed forhåbentlig kan lande sikkert!
Fra at vi næsten alle har siddet og småsovet for at få indhentet noget af den manglende søvn fra i nat, er vi nu pludselig alle vågne og sidder og kikker ud af vinduerne og ned på jorden. Flyet er gået meget ned højde og ligger og kredser rundt. Det skaber en meget utryg situation og der er fuldstændig stille i flyveren. Ingen siger noget overhovedet.
Efter en time kommer kaptajnen igen i højtalerne og siger, at vi nu starter indflyvningen til Buenos Aires og at vi lander om ca. 20 minutter. Det løsner lidt på stemningen i flyet. Der er absolut lettelse at spore i stemmerne.
Vi lander sikkert 20 minuttere senere, men vi kan se at alle brandbilerne holder for åbne garageporte og de har blå blink på. De har tilsyneladende været forberedte på det værste, men heldigvis blev der ikke brug for dem.
Vi kommer ind i ankomsthallen og skal igennem security igen for at komme ud til gaten, hvor vi skal vente på besked om, hvornår vi igen skal i fly til Ushuaia.
Der går 5 timer inden mekanikerne har fået fixet flyet og vi igen kan gå ombord og i al den ventetid får vi 2 små crossanter og en kop kaffe af flyselskabet – JetSmart. Vi guffer dem i os. Vi er meget sultne, da vi ikke kunne spise morgenmad kl. 2 på hotellet og på den første flyvetur, nåede de ikke at servere noget for os p.g.a. turbolens og den usikre situation, så vi har hverken fået vådt eller tørt siden aftensmaden i går og nu er klokken 14!
Kl. 15 letter vi igen med kurs mod Ushuaia. Vi havde alle håbet. at vi ville komme med en anden flyver, men det blev den samme, som vi måtte vende om med i morges.
Heldigvis er vejret klaret op, så vi oplever en meget stille og rolig flyvning denne gang og lander sikkert i Ushuaia kl. 18:30. Det var iøvrigt en flot indflyvning til Ushuaia, hvor vi ser byen fra vandet med de sneklædte bjergtoppe bag ved byen. Vi kan også se, at vores skib Fritjof Nansen ligger i havnen og venter på os.
Skibet skulle efter planen have sejlet mod Antarktis kl. 19, men de har heldigvis udskudt afgangen, så vi kan nå at komme ombord.
Fra lufthavnen bliver vi i busser kørt igennem Ushuaia og ned på molen, hvorfra vi går ombord på Fritjof Nansen.
Vi får tjekket ind og udleveret nøglekort til vores kahytter, hvorefter der er sikkerhedsbriefing for os sent ankomne og derefter samles vi i restauranten og får aftensmad. Det er en stor buffet med lækker mad og vin til. Det var lige, hvad vi trængte til efter den ubehagelige og lange dag. Hvor vi ikke nåede at komme på udflugt og spise lam, som vi ellers havde glædet os til.
Kl. 20 kaster kaptajnen fortøjningerne og vores ekspeditionskrydstogt er endelig i gang. Vi bliver briefet om, at vi kan forvente fladt vand, så længe vi er i Beagle Channel, men når vi kommer ud af den og ud på åbent hav omkring midnat, så vil der være bølger på 2-3 meter, som godt kan få skibet til at vugge lidt.
Det bliver ikke nogen lang aften i baren eller lignende. Vi er mega trætte efter den lange dag, så vi pakker blot ud efter aftensmaden, får sat søsygeplasteret bag øret og ligger i vores seng kl. 22:30.

Fra nu af vil det formentlig blive svært at opdatere denne hjemmeside, da internettet ombord på skibet ikke vil være særlig stabilt. Så måske kan jeg først opdatere hjemmesiden om 10 dage, hvor vi igen anløber Ushuaia.

Facts om MS Fridtjof Nansen:
Skibet fra 2020 er behageligt indrettet med skandinaviske naturmaterialer såsom granit, eg, birk og uld. Her er en afslappet atmosfære, og mellem skibets mange faciliteter finder du både boblebade, infinitypool, panoramasauna, udendørs og indendørs motionsarealer samt løbebane. Der er plads til 401 passagerer.
Alle kahytter er udvendige, og halvdelen af dem har private balkoner. Agtersuiterne har desuden private udendørs boblebade med uovertruffen udsigt. M/S Fridtjof Nansens tre restauranter præsenterer middagsmenuer, der trækker på rige norske og nordiske madtraditioner kombineret med international madlavning og lokal inspiration.
M/S Fridtjof Nansen er et af HXs, hybriddrevne ekspeditionsfartøjer med batteripakker, der lagrer elektricitet. Skibet har effektive motorer, lavt brændstofforbrug, reduceret C02-udledning og kan sejle næsten helt lydløst.
Hver ekspeditionsrejse følges af et håndplukket hold af specialister og eventyrere. Ekspeditions-teamet har mange års erfaring, passion og viden og fungerer som guider og værger på eventyrekspeditionen, hvor de kan fortælle om sikkerhed, bæredygtighed og videnskab.

17. februar (Drake Passage): Vi har sovet rigtig godt i nat selv om der har været bølger og skibet har rullet. Vi har ikke været søsyge overhovedet, hvilket vi måske kan takke vores plaster bag øret for (scopoderm plaster).
Efter morgenmaden, som også er en stor buffet med alt man kan ønske sig, skal vi have udleveret vores vind- og vandtætte jakke. Det virker som en god kvalitets jakke, der dog ikke er varm, så vi skal have vores vinterjakke inden under, når vi skal i land eller ud at sejle med de små gummibåde.
Vi er rundt på skibet, som er i 10 etager. Vi bor på 7. etage helt nede agter. Det er en dejlig kahyt med vinduer/skydedør fra gulv til loft ud til vores egen lille balkon, hvor vi vil kunne sidde, hvis der kommer sol. Foreløbig har vi haft småregn og blæst, så det har ikke været attraktivt at sidde derude, men det er dejligt blot at kunne gå ud i den friske luft og spejde efter hvaler og fugle. Vi har set nogle enkelte albatrosser, men endnu ikke nogen hvaler.
Vi spiser frokost i Fredheim, som er a la carte restaurant og en del af vores all inklusive pakke.
Efter frokost sidder vi og får en øl og sodavand i baren og spejder ud over havet. Stadig ingen hvaler 🙁
Der er en masse aktiviteter i løbet af dagen i form af foredrag, som man blot møder op til og briefing om program for dagen og om morgenen kommer der vejrudsigt over højttaleren i vores kahyt. 
Vi har samling omkring vores guide Pia, der fortæller os Antarktis og praktiske oplysninger omkring turen. Det er alt sammen ting, som vi også selv kan læse om, men hun vil gerne fortælle os det mest relevante, så vi ikke er i tvivl om, hvad der skal foregå. 
Imens vi holder møde bliver det over skibets højttaler annonceret, at kaptajnen har en vigtig oplysning til os senere på dagen. På en eller anden måde lyder det alvorligt, men vi må væbne os med tålmodighed. Vi fortsætter derfor med informationer fra Pia, indtil vi skal mødes på 10 sal og have kaptajnens information.
Alle passagerer bliver samlet for at høre på kaptajnen og det er ikke gode nyheder, han har til os. Der er en passager, som er kritisk syg og skal på hospitalet så hurtigt som muligt, så skibet er nødt til at vende om og sejle retur til Ushuaia, som vi forlod for 24 timer siden. Iflg. kaptajnen er der ikke andre muligheder. De kan ikke få en helikopter helt herude i Drake Strædet og vi kan heller ikke få den syge passager over på et andet skib, som er på vej retur til Ushuaia, da bølgerne er for høje til, at det er forsvarligt at 2 skibe lægger sig side mod side.
Alle er noget slukøret, da en returnering til Ushuaia vil betyde, at vi mister 2 ud af 6 dage, vi ellers havde udsigt til på Antarktis. Men vi er selvfølgelig også forstående over for, at den syge passager skal have den nødvendige lægehjælp.
Vi har altså nu udsigt til at skulle sejle over Drake strædet i hele 4 dage i træk, hvilket godt kan blive en sej tur, da vejrudsigterne ikke lover det bedste vejr efter i morgen og et par af vores rejsefæller, har allerede været ramt af søsyge!
Efter den nedslående meddelelse er det som om vores lille gruppe på 14 + guide rykker lidt mere sammen. Der er pludselig meget at snakke om. Vi havde jo regnet med at være fremme ved de første isbjerge i løbet af i morgen, men nu har vi i stedet ETA i Ushuaia kl. 18 i morgen. Den er lidt svær at sluge, så der er gang i baren om aftenen efter aftensmaden.

18. februar (Drake Passage – Ushuaia): Det har været en forholdsvis rolig nat, så vi har sovet godt.
Vi skulle oprindeligt have et tæt program i dag med foredrag om, hvordan det kommer til at foregå ved landgang på Antarktis og vi skulle have prøvet støvler, som vi låner til landgangene og alt vores tøj, som vi skal have på, når vi går i land skal støvsuges, så vi ikke har noget med fra Danmark, som kan skade naturen på Antarktis, men alt det er foreløbig sat på pause. Nu skal vi først have den syge passager i land og så må vi tage bestik af situationen.
Vi bruger formiddagen til at sætte os mere ind i skibets faciliteter og lærer nogenlunde at finde rundt. Det meste foregår på 6. og 10. sal og vi bor på 7. sal hel agter, så vi får gået nogle skridt og ikke mindst op og ned ad trapper. Da vi har brug for motionen med al den gode mad, så bruger vi trapperne i stedet for elevatoren 🙂
Klokken 3 om eftermiddagen er der igen samling for alle passagerer. Kaptajnen har nyt til os og endnu engang er det desværre ikke godt nyt. Han fortæller, at der varsles storm med bølger op til 10 meter, så han forventer ikke, at vi kan komme til Antarktis overhovedet. Det vil være for farligt. De arbejder i stedet for på en plan B, som måske vil gå til Falklandsøerne! Det var ikke lige det, vi havde regnet med og hvis vi i stedet vil stå af skibet, kan vi gøre det i Ushuaia, når vi ankommer dertil kl. 18. Så vi har 3 timer til at finde ud af, hvad vi vil. De kan ikke give os længere tid, da rederiet ikke kan få kajplads natten over i Ushuaia og vi skal derfor ligge for svaj i Beagle Channel, mens stormen raser i Drake Passage.
Vi bliver samtidig informeret om, at vi selvfølgelig vil få en form for kompensation, når vi nu ikke kommer til Antarktis. Men hvad kompensationen går ud på, kan de ikke sige noget om. Det vil vi først få besked på senere i aften eller i morgen tidlig! Der bliver meget uro blandt passagerne i salen. En af vores rejsefæller begynder at græde og en amerikaner bliver aggressiv.
Jeg bliver også ked af det, for vi har jo sådan glædet os til Antarktis. Men jeg går også i løsningsmode, for vi skal jo rundt i Patagonien efter ekspeditionstogtet, så hvis vi kan vende rundt på vores planer, så vi går i land kl.18 og rejser rundt i Patagonien indtil næste ekspeditionstogt, som begynder den 26. februar, så kan vi stadig få set Antarktis, men det kræver en hulens masse ombookninger af fly, busser, hoteller og udflugter, som vi har bestilt hjemmefra og vi har kun 3 timer indtil kl. 18 til at bestemme os. Første punkt er selvfølgelig om, der i det hele taget er plads til os på næste togt fra den 26. februar. Det får vi spurgt om, og det kan godt lade sig gøre, men vi kan ikke få at vide, hvad det vil koste os, da vi ikke kender kompensationens størrelse. Vi sætter os på en interesseliste og vi skal bare give besked inden i morgen tidlig, om vi stadig ønsker en plads på næste cruise. 
Vi må ned i kahytten og tænke os godt om og få fundet ud af, om vi overhovedet kan nå at ombooke hele vores landarrangement og få det til at hænge sammen, da vi jo har mistet 2 dage allerede.
Det kræver en hel del arbejde. Vi kan med det samme se, at vi ikke vil kunne få de samme hoteller. Der er ingen ledige værelse med så kort varsel. Der ud over er det også svært at få fly, og busserne når vi slet ikke at se på. Det hele bliver for uoverskueligt, så vi beslutter at blive ombord og komme derhen, hvor kaptajnen beslutter og dermed ikke komme til Antarktis denne gang, men holde fast i vores rejse rundt i Patagonien. Så må Antarktis blive til næste år.
Da beslutningen er taget om at blive ombord, har vi det nogenlunde med det. Ingen kan jo gøre for, at de bliver syge og kaptajnen kan heller ikke gøre for, at det bliver stormvejr. 
Der er ingen i vores rejsegruppe, som står af kl 18, men der er 30 andre passagerer, som valgte at forlade skibet i Ushuaia.
Vi ligger ved kajen til kl. 19 og sejler så ud i Beagle Channel for at ankre op på en plads i læ for stormen. Kaptajnen forventer, at vi skal ligge her i nat og i morgen, da det ikke vil være forsvarligt at sejle ud i Drake strædet.
Hen på aftenen modtager vi så endeligt et brev, som beskriver den kompensation, vi vil få. Der er 2 muligheder. Enten kan man få en en voucher på 125% i forhold til prisen på rejsen hos HX altså uden flyrejse eller man kan bestille en ny rejse til Antarktis inkl. flyrejse fra København. Det er i vores øjne en fantastisk kompensation, og det bestyrker os i, at vi valgte det rigtige ved at blive ombord. Nu får vi både en tur efter kaptajnens hovede og vores egen rejse rundt i Patagonien og senere en ny rejse ned til Antarktis uden ekstra betaling. 

19. februar (Beagle Channel): Vi har sovet godt. Det har været næsten fladt vand, men efter vi har spist morgenmad og sidder i vores kahyt, kan vi pludselig høre og se, at vinden tager til. En solseng flyver lige pludselig forbi vores balkon og ned i vandet. Der er åbenbart nogen, som har glemt at surre den fast!
Klokken 10 har vi mulighed for at bestille den næste tur til Antarktis, men der er mange andre, som også vil booke deres næste tur, så vi sidder i en lang række foran HX´s rejse arrangør. Efter en times tid bliver det vores tur og vi kommer med vores ønskede dato for den næste rejse. Han kan åbenbart ikke gøre meget andet end at notere vores ønsker, som han skal sende til HX hovedkontor og de vil så komme retur i løbet af en dag eller 2.
Da vi nu har ro i maven, går vi ud på agterdækket med vores kameraer og prøver at skyde nogle gode billeder af de mange forskellige albatrosser, som flyver lige omkring vores skib. Vi får taget mange billeder af både fugle og en hval, som også kommer ret tæt på skibet, men vi er absolut ikke gode til at fange fuglene i luften. Det er svært at holde kameraet stille i den kraftige blæst, så stort set alle billeder er uskarpe, så de bliver kasseret i den efterfølgende sortering. Det enkelte gode, kan ses her i dagbogen.
Klokken 17 er der briefing ved Tessa, som er ekspeditions leder. Hun starter med at vise os vejr-kort, som viser at der er stærk storm over Drake Strædet med bølger op over 10 meter, hvilket vil fortsætte de næste 2 dage. Det er derfor fuldstændig umuligt at komme til Antarktis og hun kan også vise os, at der ligger adskillige andre skibe her i Beagle Channel, der lige som os, har søgt sikker havn for vinden og bølgerne.
Hun og kaptajnen m.fl. har arbejdet hårdt for at få lavet en plan B til os og det er nu lykkes dem at få diverse tilladelser m.v. til, at vi må sejle til Falklandsøerne. Falklandsøerne ligger mod øst og her skulle stormen og bølgerne ikke være så kraftige, som sydpå over Drake strædet. Men vi skal stadig blive her i Beagle Channel indtil vinden skulle lægge sig lidt hen under aftenen.Det tager 24 timer at sejle til Falklandsøerne, så Tessa forventer, at vi kan være ved Port Stanley om morgenen den 21. februar og så skal vi sejle til nogle små omkringliggende øer de følgende 2 dage. 
Jeg ville aldrig drømme om at tage til Falklandsøerne på ferie, men nu får vi i hvert fald set lidt af øerne. Iflg. Tessa og en af de andre i ekspeditionsteamet er der meget smukt på Falklandsøerne og det skulle være fugle-elskeres paradis.Vi ser nogle billeder derfra og det ser absolut også flot ud, men det er jo ikke Antarktis!kl. 18 er vi til et lille foredrag om, hvad vi har kunnet se omkring skibet i dag og i går. En fra ekspeditionsteamet har taget nogle knaldgode billeder af fuglene, som han bruger til at fortælle os om kendetegn ved de 7 arter af Albatrosser. Han har også billeder af den hval, som vi også så i dag og derudover har han også set delfiner og søløver. Vi er åbenbart ikke så gode til at spotte de forskellige havdyr, så i morgen må vi med ekspeditionsteamet på dækket, så vi forhåbentlig også kan se delfiner og søløver 🙂

20. februar (til søs på vej mod Falklandsøerne): Vi har sejlet hele natten efter at have ligget godt i læ i Beagle Channel sammen med en masse andre skibe i går.
Efter morgenmaden er vi oppe på observationsdækket sammen med en fra ekspeditionsteamet, som vil hjælpe os med at udpege de forskellige fugle og forhåbentlig også spotte nogle hvaler. Der er nu ikke så meget at se.
kl. 10:30 var vi nede på dæk 3 og få udleveret varme gummistøvler, som vi skal have på, når vi skal i land på de små Falklandsøer de næste par dage. Vi bliver formentlig sejlet ind til øerne i gummibåde, som sejler op på stranden, så det er ikke sikkert, at man kan komme tørskoen i land. Derfor låner HX os gode skridsikre gummistøvler.
Kl. 11:30 har besætningen lavet hotdogs og varm cider til os på bagdækket. Det var et meget hyggeligt lille event. 
Vores guide Pia har researchet lidt omkring Falklandsøerne til os. Så hun holder et foredrag for os og hun har også fundet en film om Falklandskrigene, som hun viser. Jeg er fuldstændig på bar bund omkring Falklandsøerne. Al min research har været koncentreret om Antarktis og Patagonien, så jeg skal forfra med hensyn til Falklandsøerne.
Om eftermiddagen er vi igen på dækket for at spejde efter wildlife både på egen hånd, hvor vi får knipset en masse fugle og senere sammen med ekspeditionsteamet, hvor der dog ikke er meget at se, men koldt, så vi trækker hurtigt indendørs. Efterfølgende hører vi, at de har set både en spækhugger og delfiner. Vi har åbenbart været for utålmodige, men forhåbentlig får vi hvaler og delfiner at se senere. Vi har sen spisetid i dag. Aftensmad er først kl. 19:30. Det er en ren vegetarbuffet. Det er ikke lige mig, men vi bliver da mætte. Nogle af os hygger os efterfølgende i baren inden, det er sengetid. Vi har forventet ankomst til Falklandsøerne kl. 8 og indsejlingen til Stanley skulle være flot, så vi skal være klar på dækket omkring kl. 7.

21. februar (Falklandsøerne – Stanley): Natten har været stille og rolig. Vi har sejlet lige nord for den front, som skaber stormen ned mod Antarktis.
Da vi slår gardinerne fra, er der landkending og som annonceret, så sejler vi tæt ind omkring land ved 7-tiden og ankommer til Stanley kl. 8. Det er en flot indsejling omend lidt diset, men der kommer mere og mere sol, så det skal nok blive en god dag i land. 
Vi ligger inde i en bugt lige ud for Stanley, men vi kan ikke lægge til kaj, så vi skal sejles ind i redningsbådene i hold. 
Vi har landgangstid kl. 9:50, så vi har rigelig tid til at spise morgenmad og få fundet det rigtige fotoudstyr og påklædning frem.
Det er dejligt at få fast jord under fødderne efter 5 dage på havet, hvor der hele tiden er lidt vuggen. Vi har planer om at gå en lang tur ud til en pingvin-koloni i Gypsy Cove, men efter et par kilometer synes Ulrich ikke, det er sjovt mere, han har tilsyneladende fået hælespore, som generer ham og vi går derfor retur til turistkontoret og bestiller en bustur i stedet ud til Yorke Bay, hvor der skulle være mulighed for at se hele 3 forskellige slags pingviner – Magellanic, Gentoo og King penguins. Der er dog en times tid til næste busafgang, så vi går lidt rundt i Stanley, som er hovedstaden i Falklandsøerne og den sydligst beliggende hovedstad i verden. Der var i 2022 ca. 2.115 indbyggere i byen ud af Falklandsøernes samlede befolkning på ca. 3.800. Den fik først status af city i 2022 og ændrede samtidig navn fra Port Stanley til blot Stanley.
Vi besøger Christ Church Cathedral med den flotte portal af hval-ben udenfor, posthuset og Falkland Island Museum og et mindesmærke for de faldne under Falklandskrigen i 1982 samt Government House. 
Tilbage ved turistkontoret starter vores 2 timers tur ud til pingvin-kolonierne ved Yorke Bay. Der er en køretur langs vandet og lufthavnen ud til en lille parkeringsplads i sandklitterne, hvorfra vi går i sandet ud til pingvinerne. Det er et fantastisk syn, der møder os. Der er pingviner både oppe i klitterne og nede på stranden. Magellan pingvinerne er oppe i klitterne og Gentoo og King pingvinerne holder til nede på stranden. De fleste er fuldvoksne pingviner, men der er også unger imellem, som ser meget forpjuskede ud, da de ikke har smid al deres babydun endnu. Der er sat snor op, så vi ikke kan komme helt tæt på pingvinerne og vi får besked på, at hvis pingvinerne kommer hen til snorene, så skal vi holde en afstand af mindst 6 meter til dem.
Vi går rundt og kikker og fotograferer pingvinerne en halv times tid eller mere. Vi har mistet tidsfornemmelsen. De er bare så nuser at se på. De fleste står stille i vinden, men nogle forsøger sig også med at komme ud i havet, men bliver skyllet op på land igen.
Vi må desværre forlade pingvinerne og tilbage igennem klitterne til bussen, som kører os ned til Lady Elisabeth, som er blevet en af de mest fotograferede attraktioner i Stanley. Skibet er bygget i 1879 og kom til skade i 1913. Det blev ført til Stanley, hvor det senere blev efterladt og nu ligger, som et vrag i vandet nær kysten.
Tilbage ved turistkontoret møde vi 2 andre fra vores rejsegruppe og vi går sammen op på en lille restaurant og får fish & chips og en tiltrængt kold, lokal øl.
Bagefter går vi endnu en lille tur i byen, som man ikke er i tvivl om er engelsk. Bygningerne har typisk engelsk præg. 
Ved halv fem tiden tager vi retur til vores skib og slapper lidt af indtil det er tid til aftensmad og efterfølgende godnatdrink i baren.

22. februar (Falklandsøerne – West Point Island): Vi har sejlet i løbet af natten og er nået frem til West Point Island, som ligger i det nord vestlige hjørne af Falklandsøerne. Øen er meget varieret landskabsmæssigt. Der er dramatiske sandstensklipper, som falder ned mod havet ved smaragd grønne vige og hvide sandstrande. Øens højeste punkt er Cliff Mountain på 381 m. West Point Island hed oprindelig Albatross island p.g.a. sine mange Black-browed Albatrosser. Den er privat ejet af Roddy Napier og har været i hans families eje siden 1879.
Vores ekspeditionsskib Fridtjof Nansen ligger for svaj i en skøn bugt, og vi skal for første gang sejles i land i skibets sorte gummibåde. Der er et sindrigt system for hvem og hvornår vi skal i bådene. Vi er alle blevet tildelt et dyrenavn. Ulrich og jeg og vores rejsegruppe er Crabeater – Seals og vi bliver råbt op, når det er vores tur til at komme ned på dæk 3. Her skal vi være iført vores regn- og vindtætte jakke, som vi har fået udleveret og kan beholde efterfølgende, og have de lånte gummistøvler og redningsvest på. Lige inden vi går ombord, går vi igennem et desinficerende vandbad med støvlerne og vi bliver tjekket ud elektronisk via vores personlige nøglekort. Der er virkelig tjek på rutinerne, så alt går rigtigt til.
Vi skal først i land kl. 15:30, så vi har hele formiddagen på skibet, hvor vi kan gå til foredrag, spejde efter wildlife på dækket eller blot slappe af i kahytten eller i loungerne. I dag er det så fint vejr, at vi kan sidde i solen på vores balkon. Men vi hører også er foredrag om Galapagos, som kraftigt inspirerer os til at bestille et krydstogt dertil.
Klokken 15:30 er det som skrevet vores tur til at komme i land. Systemet virker perfekt. Der er 10 passagerer i hver gummibåd, og vi bliver hurtigt sejlet ind til en lille bro på stranden, og vi kan lægge redningsvesten, så vi ikke skal gå rundt med den på øen. Der er 2 ruten, vi kan gå på øen. Enten langs stranden hvor der er en mindre koloni af magellan pingviner eller en pæn lang tur op over øen og ned på den anden side, hvor der er en koloni af rockhopper pingviner og en masse albatrosser.
Vi vælger at gå den lange tur op over øen. Turen er lidt stejl, så vi får varmen ikke mindst af at gå i de store gummistøvler, men vi nyder at få brugt kroppen efter at have været mange dage på skibet.
På den anden side af øen falder terrænet dramatisk ned mod havet og klippesiderne er fyldt med albatrosser på reder og i luften og der også brune falke (striated caracara), som er rimelig store, men de sødeste er rockhopper pingvinerne. De er ikke særlig store kun 30-40 cm høje, men de har en karakteristik gul hårpragt på hovedet, som stritter ud til siderne og får dem til at se lidt frække ud.
Rockhopper pingvinerne står mellem de uldne albatros-unger, som ligger på rederne. Det virker lidt overfyldt, men de kan åbenbart lide at være tæt sammen.
Vi har svært ved at løsrive os fra dette paradis med søde pingviner og uldtotter af albatrosunger og de mange andre fugle, der kredser omkring hovederne på os. Vi har dog en tidsplan for, hvornår vi skal tilbage til skibet, så vi bliver nødt til at løsrive os og gå tilbage over bakken til stranden, hvor vi blev landsat.
Inden vi sejler retur i gummibåden går vi hen langs stranden  og ser på magellan pingvin kolonien, som holder til der. Det er blot en lille koloni.
Vi er sent tilbage på skibet, så det er direkte til aftensmad og en godnatdrink i baren inden, det er sengetid.
Det har været en super spændende og dejlig dag i land på West Point Island, og vejret har virkelig været på vores side. Solen har skinnet hele dagen og vi har haft 13-15 graders varme.

23. februar (Falklandsøerne – Saunders Island): Vi har i nattens løb sejlet lidt retur mod Stanley, men er stadig i det nordvestlige hjørne af Falklandsøerne. Dagens landgang er på The Neck på Saunders Island.
Saunders Island blev købt af Pole-Evans familien i 1987, men der har været opdræt på øen siden 1948. Familien er fortsat med fåreopdræt og producerer 6000 får om året. Der er 4 fastboede på øen om vinteren og 5 om sommeren.
Arealet er på 131,6 km2 og har en kystlinje på 106,8 km. Det højeste punkt er Mount Richards på 457 m.
I modsætning til i går, så er vi på de første hold, som bliver sejlet ind på øen. Der er ikke nogen bro her, så vi bliver sejlet, så tæt ind på stranden som muligt og så må vi gå igennem vandet ind på stranden. Her er det godt med de langskaftede støvler.
Det er den flotteste hvide strand vi bliver sat i land på og der er den skønneste velkomstkomite. Hele stranden er fyldt med Gentoo (æsel) pingviner og vi kan blive lidt i tvivl om, hvem der studerer hvem 🙂 Pingvinerne kikker i hvert fald lige så meget på os, som vi kikker på dem og de virker ikke bange for os. Vi skal holde en afstand til dem på mindst 5 meter, men det kan nogen gange være svært, da de kommer gående lige imod os. 
Længere oppe bag stranden er der både en koloni af King Pingviner og Magellan pingviner. Der er pingviner over alt og oppe på skråningerne ser vi for første gang får, som der ellers skulle være så mange af på Falklandsøerne. De går stille og roligt og græsser og holder sig på afstand.
Tessa – ekspeditionslederen på skibet har fortalt os om en større albatros koloni, som holder til et stykke oppe på skråningerne på den modsatte side af The Neck. Den skal vi selvfølgelig også op og se. Der er en lille km at gå, men igen i dag er vejret fint med sol og 12-13 grader, så det er ingen sag at gå rundt og op til albatros kolonien. 
Kolonien består alene af unger, som ligger på rederne, som er bygget tæt. Rederne er bygget op af jord og er ca. 30-40 cm høje med en fordybning i, som lige passer til de dunede unger. Magnus fra ekspeditionsteamet anslår at ungerne er 2-3 måneder gamle og de bliver stadig fodret af deres forældre, men når de er 5-6 måneder gamle stopper forældrene med at fodre dem og så er ungerne nødt til at lære at flyve og fange deres mad, hvis de ikke vil sulte.
Vi sidder længe og kikker på de søde uldtotter, inden vi begiver os tilbage og ned på stranden til pingvinerne. På vejen er vi heldige at se en flok delfiner, der svømmer og hopper ud af vandet tæt på stranden neden for, hvor vi går. Det er de første delfiner, som vi ser og vi er i tvivl om hvad det er for nogle. Måske er det timeglas delfiner. De er hvide og sorte og ligner lidt spækhuggere, men meget mindre.
Efter mere end 3 timer er det tid til at sejle tilbage til ekspeditionsskibet med gummibåden. Vinden har taget til, så vi bliver lidt våde på tilbagevejen, men vi nyder samtidig at se pingvinerne svømme ved siden af båden og hoppe ud af vandet. Det har været en forrygende formiddag på Saunders Island med pingviner og albatros unger og striated caracara en falkeart, som nysgerrigt flokkes om os, mens vi tager redningsveste på og gør klar til at sejle tilbage.
Frokosten står klar, da vi kommer ombord og resten af dagen slapper vi af med læsning og sortering af de mange billeder, som vi har taget de sidste 2 dage. Vi kan ikke lade være med at knipse løs, når der er pingviner og fugle omkring os, men det er et kæmpe arbejde efterfølgende at få sorteret i dem og kasseret de uskarpe.

24. februar (til søs): Vores cruise lakker mod enden. Vi sejler mod Ushuaia, hvor vi ankommer i morgen kl. 15, hvilket er lidt tidligt, da vi først skal fra borde i overmorgen, men der er jo ikke ret meget, som følger den oprindelige plan, da vi jo desværre ikke kom til Antarktis på grund af sygdom og storm over Drake Passage. Vi har dog bestilt en ny tur til næste år i januar, hvor det forhåbentlig lykkes at komme hele vejen til Antarktis uden alle de uforudsete hændelser, som vi har været udsat for på denne tur.
Det er en stille og rolig dag på skibet, hvor vi bliver instrueret i planerne for i morgen, hvor vi sejler op igennem Beagle Channel og planerne for i overmorgen, hvor de fleste skal flyve til Buenos Aires, men hvor vi bliver i Ushuaia og fortsætter på egen hånd rundt i Patagonien.
Vi får afleveret de lånte støvler, som vi først skal vaske grunddigt, så der ikke er pingvin-efterladenskaber og andre urenheder på dem. Efterfølgende har vi en lille seance, hvor vi får lov at komme op på broen og se hvordan, der ser ud og får forklaret lidt om, hvordan man styrer skibet. 
Pia vores guide fra Stjernegaard samler os også for en lille briefing om hvad der sker de næste dage. Specielt for dem, som skal hjem, er der megen praktik. Det virker næsten som om cruiset er slut og i morgen skal bare gå, for der kommer ikke til at ske noget særligt. Det er lidt tomt og trist efter, at vi lige har haft 3 fantastiske dage på Falklandsøerne. Selv vejret lukker sig om os. Vi har haft høj sol de seneste 3 dage, men nu bliver det mørkere og mørkere og regn og tåge lægger sig omkring os jo nærmere, vi kommer Ushuaia.
Efter aftensmaden optræder skibets husorkester, som består af forskellige crew-members med mere eller mindre talent. Der bliver danset på liv og løs, men vi trækker ned i kahytten.

25. februar (til søs og ankomst til Ushuaia): Det har været en frygtelig nat. Jeg har næsten ikke sovet. Vi har hugget gennem søerne og rullet fra side til side. Vi har ikke været søsyge, men som sagt ikke megen søvn. 
Kl. 6 kommer vi i læ af land og bølgerne lægger sig, så der bliver en times søvn, inden morgenmaden kalder, mens vi sejler igennem Beagle Channel for 4 gang! Det er et flot sceneri med bjergene på begge sider og med sne på toppene og mens vi spiser morgenmad, ser vi et par hvaler og en sæl, der lige stikker hovedet op imellem bølgerne.
Vi får lods på kl. 11 og ankommer til Ushuaia kl. 15. Desværre står regnen ned og der er kun 6 grader, men vi synes alligevel, at vi vil i land, når vi nu har muligheden for det i stedet for bare at sidde på skibet.
Vi følges med nogle fra gruppen op til det tidligere fængsel, som nu er 5 forskellige museer samlet under et tag, men da det koster 40.000 pesos (ca. 280 kr. pr. pers.) trækker vi os og går i stedet for en tur igennem byen og ser bl.a. det hotel, som vi skal bo på fra i morgen og 3 nætter. Det ser fint ud. Det ligger lidt højt, så der er fin udsigt over byen, havnen og Beagle Channel.
Byen er ikke noget særligt. Det ligner en mellemting mellem et skisportssted og stor havneby, hvor man ikke har tænkt så meget over byplanlægning og arkitektur. 
Ushuaia, som ligger omgivet af Martial-bjergkæden mod nord og Beagle-kanalen mod syd, kæmper om titlen som verdens sydligste by, og den travle havneby er hovedstaden i Argentinas Tierra del Fuego-provins (Ildlandet). Byen har over 80.000 indbyggere. Den er i dag bl.a. udgangspunkt for alle krydstogt-skibene, som sejler til Antarktis og for turisterne, som vil udforske Tierra del Fuegos nationalpark og Beagle-kanalen.
Briterne gav i sin tid byen sit navn ud fra det navn, urbefolkningen havde for området. I næsten halvdelen af 1900-tallet bestod stedet mest af et fængsel for nogle af Argentinas farligste fanger. Argentina ville anvende Tierra del Fuego lige som briterne oprindeligt anvendte Australien, dvs. som et deportationssted fjernt fra hjemlandet. Fangerne blev dermed nybyggere og opbyggede området omkring fængslet på egen hånd. De anlagde også en jernbane til kolonien, som er verdens sydligste jernbane og bruges i dag af turister som Tren del Fin del Mundo (Toget til Verdens Ende).
Vi søger ly for regnvejret på en cafe – Tante Sara, hvor vi får en kop dejlig varm chokolade med Baileys, inden vi går tilbage til skibet og får en lur inden, vi skal have aftensmad. 
Det er afskedsmiddag med vores rejsegruppe, så vi fortsætter alle i baren efterfølgende og hygger sammen. Det bliver dog ikke sent, da vi skal tidlig op i morgen og tjekke ud fra skibet.

26. februar (Ushuaia): Det er afskedens time. Vi skal alle forlade Fridtjof Nansen. Vores rejsefæller skal til lufthavnen og flyve til Buenos Aires og vi skal tjekke ind på vores hotel Alto Andino her i Ushuaia. Vi er stået op og spiser morgenmad på samme tid som de andre, så vi lige kan få sagt farvel og god tur hjem. Det er lidt mærkeligt at de alle rejser og vi er alene tilbage, når vi nu har været sammen i 12 dage og delt vores skuffelser over ikke at komme til Antarktis, men også glæderne over at vi dog fik 3 rigtig gode dage på Falklandsøerne, som vi ellers aldrig ville have set. 
Vi må vente til alle busserne er kørt med de passagerer, som skal til lufthavnen før vi kan gå fra borde, så det er et næsten tomt skib vi til sidst forlader. Der er kun de ca. 30 passagerer tilbage som har taget imod tilbudet om at tage på den næste tur til Antarktis, som starter i aften kl. 19.
Det er heldigvis meget bedre vejr i dag end i går, så vi kan fint gå den lille kilometer op til vores hotel og tjekke ind. værelset er desværre ikke til rådighed før kl. 14, så vi går en tur rundt i byen og får taget nogle billeder ved de turistede skilte og ender på Patagonia Brewery, hvor vi kan sidde og kikke ud over havnefronten og Beagle Channel og over til lufthavnen. Efterfølgende går vi videre til et specielt spisested – Ramos Generales. Det er nærmest et museum med alle de gamle ting, som de har samlet og udstillet op og ned af væggene, men de laver også god mad. Vi får en dejlig risotto med skaldyr og en mørk øl, som også smager godt. 
Da vi er færdig med at spise, er klokken næsten 14, så vi kan gå tilbage på vores hotel og få vores værelse og slappe af resten af dagen.
Klokken 19 ser vi fra vores værelse, Fridtjof Nansen ligge fra kaj og sejle mod Antarktis. Forhåbentlig kommer de hele vejen derned denne gang 🙂

27. februar (Tierra del Fuego NP): Vi skal på udflugter hele dagen. Vi bliver hentet om morgenen på vores hotel for at tage på udflugt til Tierra del Fuego Nationalpark og med toget til Verdens Ende og efterfølgende en sejltur på Beagle Cannel. Turene er bestilt hjemmefra via Get your Guide.
Tierra del Fuego Nationalpark blev oprettet i 1960 og var Argentinas første kystnære nationalpark, som omfatter et område på 630 kvadratkilometer fra Beagle Channel i syd til den nordlige bred af Lago Fagnano i nord. Vi når selvsagt kun at se en brøkdel af denne store park.
Ved indgangen til Nationalparken skal vi alle ind og betale nationalparkgebyr på 30.000 ARS (ca. kr. 200) pr. person, hvorefter vi kan fortsætte ind i parken.
Første stop er ved Ensenada Zaratiegui, hvor Verdens Ende Postkontor ligger. Eller rettere lå. Det er nedlagt nu, da broen, hvor postkontoret ligger på, er i fare for at styrte sammen. Jeg skulle ellers have sendt et postkort til Lisbet, som har givet mig frimærker, fra hun besøgte postkontoret for et par år siden.
Bortset fra at postkontoret altså ikke er åbent mere, så er bugten fantastisk smuk, så det er stadig værd at besøge stedet, hvilket også mange busser med turister gør!
Næste stop er Lapataia-bugten, hvor den berømte Panamericana Highway ender. En vejstrækning der starter i Prudhoe Bay, Alaska og slutter her i Tierra del Fuego ialt 30.600 km. Vi skal selvfølgelig fotograferes ved skiltet, som markerer vejstrækningens slutpunkt.
Sidste stop, inden vi skal med toget, er søen Roca. Hvor vi går en lille tur langs søen. Her er meget smukt, men desværre hænger skyerne lavt og dækker store dele af de omkring liggende bjerge.
Mellem de forskellige stop er der ikke så meget at se, da vejen er omgivet af træer.
Til sidst bliver vi sat af på togstationen for enden af jernbanen med Tren del Fin del Mundo (Toget til verdens ende). Vi skal på en togtur med damplokomotiv på ca. 1 time, som kører igennem nationalparken med skønne udsigter over floder, skove og bjerge. Jernbanen er oprindelig bygget i begyndelsen af 1900-tallet for at transportere materialer og fanger til et nærliggende fængsel. I dag er det en populær turistattraktion.
Det er en smuk tur, men vi sidder MEGET tæt. 6 personer i små aflukker. 3 ved siden af hinanden og knæ mod knæ med dem overfor. Vi føler os næsten som fanger der transporteres. 
Vi bliver afhentet af vores minibus på hovedstationen, hvor der er et mylder af mennesker, så vi er glade for, at vi startede vores tur i den anden ende af jernbanen for det virker ret kaotisk her med lange køer.
Tilbage i Ushuaia når vi at få lidt frokost fra en bod på havnen inden vi skal ombord på en katamaran og sejle en tur på Beagle Channel.
Man skulle tro, at vi havde fået nok af at sejle op og ned af Beagle Channel, som vi jo allerede har været op og ned ad 4 gange med Fridtjof Nansen, men det er noget andet med sådan en forholdsvis lille katamaran, som kan komme tæt ind på land og turen var iøvrigt også bestilt hjemmefra, inden vi vidste, at vi skulle sejle så mange gange frem og tilbage med Fridtjof Nansen 🙂
Efter en halv times sejltur kommer vi frem til fyrtårnet Les Éclaireurs, der er et 11 meter højt fyrtårn, som blev taget i brug i 1920 og stadig er aktivt i dag. Det kaldes ofte ”Verdens Endes Fyrtårn”, selv om det teknisk set ikke er det sydligste fyrtårn. Det ligger meget smukt på en klippe-ø og er ikke tilgængeligt for offentligheden, men vi kan da nyde synet af det rød/hvide fyrtårn fra båden. På klipperne omkring fyrtårnet er der et leben af fugle og en stor koloni af søløver, som ligger og soler sig og kæmper om at få de bedste pladser. Vi sejler helt tæt på, hvilket er godt, da vi så bedre kan se dem, men det er bestemt ikke godt, når vi ligger i vindretningen. De lugter ganske fælt. Vi ligger og vugger rundt om fyrtårnet og søløverne en halv times tid inden vi sejler videre bl.a. forbi Port Williams med ca. 5.000 indbyggere. Den ligger på Chile siden af Beagle Channel og det er den by, som Ushuaia kæmper med om at være den sydligste by i verden! 
Efter en times sejlads hvor vi har nydt de flotte landskaber langs kanalen, når vi frem til Isla Martillo, hvor en pingvin-koloni har vokset sig stor siden 2009. Igen sejler vi helt tæt ind på stranden og ser både Magellan- og Gentoo-pingviner fra fordækket. Vi må ikke komme ind på øen, da der kun er et enkelt bureau – Piratour, som har tilladelse til at bringe turister i land og det er ikke det bureau, som vi er med. Vi har dog et fint udsyn til pingvinerne fra fordækket og vi har jo også været helt tæt på pingvinerne på Falklandsøerne, så for os gør det ikke så meget, at vi ikke kommer i land. I modsætning til på Falklandsøerne, så er det bidende koldt her. Vinden, som har taget til siden vi stod ud fra Ushuaia, går igennem marv og ben og vi er nødt til at gå indenfor en gang imellem for at få varmen i specielt fingrene.
Vi får lov at nyde pingvinerne og fuglene på Martillo i en halv time til 45 minutter inden det er tid til at sejle retur til Ushuaia.
Det bliver en hård tur, da vinden som sagt har taget til og bølgerne har rejst sig. Flere må forlade kahytten og stille sig ud på agterdækket for ikke at blive søsyge eller for at mindske den. Vi klarer os fint, måske er vi blevet vandt til søen efter de 10 dage på Fridtjof Nansen.
Det tager 2 timer at sejle retur og vi sover lidt af vejen, så da vi lander i Ushuaia kl. 20, er vi friske til at gå på restaurant og spise aftensmad. Vi finder op på en lille restaurant, som guiden på formiddagens tur har anbefalet. Vi kan desværre ikke komme til med det samme, da den er ret godt besøgt, men efter tre kvarter, hvor vi har gået rundt og set på forretninger, lykkes det at få et bord og vi får en dejlig flaske rødvin og lammekød. Det smager mægtig godt og koster kun ca. 300 kr. inklusiv en stor dessert. 
Efter en lang dag på tur og en flaske rødvin, er vi også fuldstændig grydeklar. Det er lige hjem på hotellet og på hovedet i seng.

28. februar (Ushuaia – Hike til Laguna Esmeralda): Da vi ikke har nogen bil, kan vi ikke bare selv køre ud og tage på hike, så vi er lidt begrænsede. Vi ved heller ikke, hvor godt de forskellige hikes er markeret her i Argentina, så vi har booket en tur med en guide og 8 personer mere. Det er et hike på 9 km, så det er bestemt til at overkomme, men det skulle være meget flotte landskaber, man går igennem.
Vi bliver hentet af guiden på vores hotel kl. 10, så vi kan oven i købet sove længe:-) Hiket starter et godt stykke uden for byen. Vi kører i over en halv time og der er ikke rigtig noget, som indikerer, at der er en vandrerute her, så det var bestemt ikke noget vi selv ville have kunnet finde frem til. Der er heller ikke mange markeringer under vejs. Inden vi starter får vi udleveret et drikkekrus og en fin madkasse med 3 empanadas i og en lille pose nødder plus en kage, så kan vi klare os nogle timer 🙂
Det er som sagt kun et hike på 9 km, så efter 1,5 – 2 timer er vi fremme ved Laguna Esmeralda. Det er virkelig en flot tur igennem meget varieret landskab med mange flotte planter, som allerede er ved at få efterårsfarver. Vi kommer forbi store imponerende bæverdamme. Guiden fortæller, at bæveren er blevet en plage. Der blev udsat 25 nordamerikanske bævere i 1946, i håbet om at skabe en pelsindustri. Planen mislykkedes, da efterspørgslen på bæverpels faldt, og dyrene begyndte at sprede sig ukontrolleret, da de ikke havde naturlige rovdyr i regionen. Der er i dag over 100.000 bævere og de har haft en massiv indvirkning på økosystemet, især ved at fælde store mængder træer og oversvømme områder, hvilket har skadet de lokale skove, som ikke er tilpasset deres aktivitet. De betragtes i dag som en invasiv art, og der er blevet gjort forsøg på at kontrollere eller udrydde bestanden for at beskytte økosystemet, men det er foreløbig ikke lykkes og Argentina kan ikke klare opgaven selv, da bæverne også er i Chile, så det er en fælles opgave, som koster mange penge.
Nok om bæverne. Vi ser dem ikke, kun deres damme og bidemærkerne i træerne eller rette stubbene, som står tilbage. 
Ved Laguna Esmeralda som er en flot blå/grøn sø på grund af aflejringerne fra gletsjervand holder vi en pause, hvor vi spiser vores udleveret frokost og guiden har varmt vand med, så vi kan få en kop varm kaffe eller te, mens vi kikker på fugle, som flokkes omkring os. De er virkelig flotte og farverige. Søen og bjergene kommer ikke helt til deres rette, da skyerne hænger lavt og der kommer lidt regn ind imellem, men vi har en god tur. Du kan se hiket her. Efter pausen er vi blevet kolde, så guiden sætter fart på hjem til opsamlingsstedet. Det giver varme i kroppen igen.Temperaturen ligger kun på 6-8 grader, så vi har en del tøj på, men når man bliver våd af sved, bliver man også kold, når man holder pause.Vi er retur i Ushuaia sidst på eftermiddagen og får et varmt bad, inden vi går ud og spiser aftensmad.
Ulrich har, mens han sejlede været på en restaurant i Buenos Aires, som hedder La Estancia, hvor han har fået grillet gedekid, som smagte rigtig godt og det bliver han ved med at fable om. Da der rent faktisk ligger en La Estancia restaurant i Ushuaia, må vi prøve den. Det er virkelig en restaurant for kød-spisere. Det er enorme portioner af grillet kød som man får. Prisen er heller ikke billig, som i går. Vi får et kæmpe fad med både lam, gris, okse, pølser af gris og blodpølse. Vi smager det hele bortset fra blodpølsen, den er for ulækker, men vi kan ikke spise op og jeg synes faktisk heller ikke at kvaliteten lever op til prisen, så vi havde nok været bedre tjent med stedet fra i går, men La Estancia skulle prøves.

01. marts (Ushuaia – El Calefate): Vi skal forlade Ushuaia og videre til El Calafate, som ligger en time og 20 minutters flyvning nordpå.
Flyveren skal lette kl. 11:20, så vi kører i lufthavnen kl. 9 for at være i god tid til indtjekning, da der ligger 6 krydstogt-skibe i havnen, hvilket genererer mange passagerer i lufthavnen, som iøvrigt ikke er særlig stor. 
Hele afgangshallen er fyldt, da vi ankommer, så det var godt, at vi tog afsted i god tid. Vi står i kø i næsten en time for at komme af med kufferterne. Vi har tjekket ind online. 
Bagefter har vi dog rigelig tid, for flyveren er en time forsinket.
Flyveturen går fint, men taxaen, som vi har bestilt til at afhente os i El Calafate, lader vente på sig. Først efter et par rykkere og en halv times venten, kommer han og kører os de ca. 22 km til vores hotel Boutique Hotel La Cantera, som vi har booket hjemmefra på Booking.com.
Vi får et dejligt værelse med udsigt over Lago Argentino, som er den største og sydligste sø i Patagonia, ved den sydligste tip af Andesbjergene. Søen er unik på grund af de spektakulære gletsjere, som falder direkte ned i dens vand, så som Perito Moreno og Upsala glacier. Søen dækker et areal på 1.560 km2 – mere end 3 gange størrelsen af Geneve-søen eller over 38 gange så stor som vores egen Arresø og den har en dybde på ned til 500 meter mod Arresøs ca. 5,6 meter 😊
Efter at have tjekket ind går vi straks ned i byen. El Calafate ligger i den argentinske provins Santa Cruz i Patagonien. Den ligger på den sydlige bred af Lago Argentino, i den sydvestlige del af provinsen. Byens navn er også navnet på en lille busk med gule blomster og mørkeblå bær, som er meget almindeligt set i regionen – kalafaten. Vi smagte faktisk bærerne i går på vores hike.
Byen er meget anderledes end Ushuaia. El Calefate er faktisk en hel mondæn by i forhold. Flotte gader med flotte butikker og restauranter. Det er slet ikke, hvad jeg forestiller mig af en by i sydamerika, men dejlig. Vi sætter os straks på en restaurant, som har udeservering. Det er helt mærkeligt at kunne gå med kun en trøje på og sidde udenfor og spise. Det har vi ikke prøvet før på denne tur. Solen skinner og her er ca. 15 grader. Vi dasker lidt rundt i byen og slapper af med en drink på en anden bar, inden vi ved halv syvtiden går tilbage til hotellet, hvor vi igen sidder og nyder vejret med åbent vindue og udsigt over søen.
Vi håber vejret holder til i morgen, hvor vi skal på tur til området store attraktion Perito Moreno gletsjeren. 

2. marts. (Perito Moreno gletsjeren): Vi skal på tur til Perito Moreno gletsjeren, som er den største turistattraktion omkring El Calafate. Turen har vi bestilt hjemmefra via Gray Line.
Vi bliver afhentet kl. 10 på nabohotellet og kørt lidt rundt i byen for at samle andre gæster op inden vi kører de ca. 80 km til gletsjeren, hvilket tager 1,5 time. 
På køreturen fortæller guiden om gletsjeren og om nationalparken Los Glaciares, som den ligger i. Nationalparken er den største i Argentina og dækker et areal på 7.269 km2 og blev etableret i 1937.
Vi kører langs Lago Argentino hele vejen og har desuden store vidder med privateget land, som bliver brugt til kvæg og fåre avl. Vi ser en del af køerne og fårene gå og græsse, men vi ser også strudse, en enkelt guanako og andeskondorer svæver i luften over os.
Ved indgangen til Nationalparken skal vi betale 45.000 ARS pr. person (kr. 300).
Efter yderligere en halv times kørsel hvor vi kører i et smukt bjergrigt område ved den sydligste “finger” af Lago Argentino, er vi fremme ved gletsjeren.
Perito Moreno-gletsjeren er en del af den største ismasse udenfor Grønland og Antarktis. Gletsjeren er 250 kvadratkilometer stor og 30 kilometer lang. Den udmærkede sig ved, at være en af ​​de få, der var på vej frem eller i hvert fald status quo, mens de fleste andre gletsjere i verden trækker sig tilbage som følge af den globale opvarmning, men for 4 år siden ændrede det sig. Man ved ikke hvorfor det pludselig ændrede sig, men nu trækker den sig også tilbage.
Vi bliver først sat af ved en strand, hvor vi kan se gletsjeren på afstand. Det er vist mest for, at vi kan få tiden til at gå, indtil vi skal på en times tur med en katamaran, som sejler helt tæt op på gletsjerens nordlige flanke. Det er en mægtig flot, men også kold, tur. Vi står oppe på dækket under hele turen og nyder udsigten og hører gletsjeren knage og brage. Nogle gange lyder det som pistolskud og andre gange som en torden. Med jævne mellemrum falder store stykker is ned, som sender en større bølge ud i søen, som vi ligger og vugger på. Vi sejler rundt om store isbjerge, som er brækket af gletsjeren. Der er store sprækker i isbjergene og der er de skønneste blå farver i isen.
Efter en time er vi tilbage ved bussen, som kører os op til alle gangbroerne, som er bygget, så man fra land kan se ud over gletsjeren og også komme rimelig tæt på den. Det er også et imponerende syn her fra land. Vi går lidt rundt, men finder så et sted, hvor vi står og nyder synet og lydene, som gletsjeren udsender. Det er dybt fascinerende. Vejret har ikke helt været med os på sejlturen, hvor der kom lidt regn, men her sidst på eftermiddagen kommer solen langsom frem og vi ender med sol, blå himmel og en gletsjer, der kælver lystigt lige foran os. Det er så flot. Når den har kælvet åbenbarer der sig den flotteste blå is. 
Vi er rigtig godt tilfreds med oplevelsen, da vi bevæger os op af gangbroerne og tilbage til bussen, som kører os de 1,5 time hjem til El Calefate, hvor vi bliver sat af i bymidten.
Klokken er 18 og vi har ikke fået noget at spise siden morgenmaden, så vi er sultne og finder hen på en restaurant, som guiden har anbefalet. Vi får en kæmpe argentinsk steak, som er mør og stegt til perfektion og smager helt fantastisk. Her går vi hverken sultne eller skuffede fra bordet. Det var en god spise 🙂
Hjemme får vi pakket vores kufferter, så vi kun har de 15 kg, som vi må have med bussen i morgen, hvor vi skal videre til Puerto Natales i Chile. Vi må lade en lille kabinekuffert stå på hotellet til vi kommer retur pga bagage-reglerne.

3. marts (El Calefate – Puerto Natales Chile): Har sovet godt, men der blev lidt panik til morgen, da vi havde forstået at receptionen ville ringe efter en taxa, så vi kunne komme til busstationen i rette tid til check in, men der var ikke ringet og da de fik en taxa var det til afhentning på det tidspunkt, hvor vi skulle være på stationen. Efter lidt diskussion om hvor svært det var at få en taxa om morgenen endte det heldigvis med at vi fik en taxa, som kørte os de 4 km.
Resten af dagen husker vi mest for at stå i kø 🙂 Først for at checke in, dernæst til toilet, så ved den Argentinske grænsekontrol og lige bagefter ved den Chilenske grænsekontrol, hvor der også var check af tasker, så det var 2 køer. Puuuha man skal have tålmodighed. Selve busturen var OK. Vi sad i gode sæder, så vi kunne sove lidt. Der var ikke meget at se på undervejs. Det var rimeligt fladt og pampas hele vejen bortset fra den sidste time, hvor der kom lidt træer og små bakker og vi kunne se Torres del Paines bjerge med sne på toppen i det fjerne. 
Vi skulle have været fremme kl. 14, men den var næsten 15. Pengeautomaten på stationen ville ikke udbetale nogen penge til os, så vi kunne ikke få chilenske penge, som vi skulle bruge til bl.a. taxa og ved taxa-buret var der ingen bemanding, men mens vi stod og snakkede med en belgisk mand om, hvordan vi skulle få fat i en taxa, kom en dame forbi og spurgte om vi manglende en taxa. Hun var som sendt fra himlen 🙂 Vi delte en taxa, men betalte begge parter fuld pris for at komme til vores respektive hoteller, men da det var småpenge, var der ingen grund til at gøre vrøvl.
Vi kom frem til vores hotel Weskar Lodge, som ligger i udkanten af  Puerto Natales og tjekkede ind på et dejligt værelse med direkte udsigt til vandet og byen..
Puerto Natales er egentlig en fiskerby, men trods gode fiskerestauranter og lokalliv er det mest af alt noget helt andet, folk flokkes hertil for.
Puerto Natales ligger ganske tæt på Torres del Paine, som er en af verdens absolut smukkeste nationalparker, og det er hovedsageligt denne attraktion, turisterne kommer for at opleve – og med god grund.
Torres del Paine har siden 1978 været på UNESCOs liste over verdensarv. Fordelt på omtrent 2.000 kvadratkilometer finder man en verden af sylespidse bjergtinder, blå søer, vandfald, gletsjere og rå natur, der synes at fortsætte i en smuk uendelighed.
Vi får lidt mad i hotellets restaurant og sidder så ellers og nyder udsigten fra værelset og slapper af resten af dagen og aftenen.
Vi skal tidligt op i morgen og på tur, så vi går tidligt i seng.

4. marts (Puerto Natales – Torres del Paine NP): Vækkeuret ringer allerede kl. 6. Der er morgenmad kl. 6:30 og vores guide Sebastian kommer og henter os 7:20 for en fantastisk dag i Torres del Paine NP. Vi har bestilt turen hjemmefra via Viator, men det er W Circuit Trekking Patagonia, som er operatøren. Vi er heldige, der er kun 3 andre med vores minibus, 3 italienske damer, så vi har god plads i bussen og der bruges ikke så megen tid på at komme ud og ind, så alt foregår roligt og Sebastian er en skøn smilende ung mand, som er fuld af energi og fortæller os, det vi gerne vil vide uden at holde store foredrag.
Turen vi har valgt er en af de mest populære, da den fører os til alle de flotte udsigtspunkter i parken. Både i den østlige del af parken og i den vestlige, som er meget forskellige. Den østlige er den tørreste (ca. 300 mm regn årligt) og derfor heller ikke nogen træer og den vestlige har ca. 1.000 mm regn årligt, så her kan der gro træer. I den østlige del er de 3 tårne og Torres massivet, som er den store attraktion og i den vestlige del er det hovedsageligt Grand Paine bjerget med sin snedækkede gletsjer mellem de 3 toppe, som er attraktion. Derudover er det flotte blå søer og vandfald, som er vildt flotte sammen med bjergene. Parken siges at være en af verdens flotteste nationalparken og vi er tilbøjelig til være enig. Den er eventyrlig flot og vi er rimelig heldige med vejret. Vi har ikke helt blå himmel, men vi har sol og en himmel der varierer lidt mellem at være skyet og blå og da vi kører hjemover kommer der en regnbyge. Perfekt timing. Mens vi kører mellem udsigtspunkterne ser vi en del Guanacoer og en lille strudseart, som de kalder nandu og over hovederne på os svæver kondorerne. Specielt et sted ser vi hele 10 kondorer, hvilket, som guiden siger, tyder på, at der er et dødt dyr, som de kredser over. Kondorerne er ådselædere. 
Sidste stop på dagens tur er Milodon-grotten, en 200 meter dyb, 80 meter bred og 45 meter høj grotte, der i 1895 blev særlig kendt, da den tyske opdagelsesrejsende, Hermann Eberhard fandt rester af forhistoriske dyr.
Det er bare en stor grotte. Der er ikke noget særligt over den ud over, at der i sin tid blev fundet skindet af en Milodon, som er en stor blanding af en myresluger, et dovendyr og en bjørn, men den er kun planteædende. I indgangen til grotten står en rekonstruktion af en milodon. I dag er grotten tilsyneladende natlogi for parkens pumaer og ræve. På de afspærrede områder er der fyldt med spor af poter, som guiden siger er ræve og Puma spor.
Vi er hjemme på hotellet kl. 16. Vi ville gerne have været sat af inde i byen, men da det regner vælger vi at blive sat af på hotellet.
Vi skal have planlagt, hvad der skal ske i morgen. Vejrudsigten siger en del sol i morgen, så vi vil gerne ind i parken igen og denne gang hike en smule. Den mest oplagte tur ville være hiket op til foden af de 3 tårne, men det er et ret hårdt hike på 22 km og 1000 højdemeter og med Ulrich, der vist har redet sig en hælespore, tør vi ikke at løbe an på den tur. Vores guide i dag har i stedet anbefalet os en anden tur, hvor man har 3 mindre hike op til nogle udsigtspunkter, som lyder godt og ikke for anstrengende 🙂
Vi bestemmer os for at lytte til guidens anbefaling og booker turen. Det lykkes også, men mine 2 kreditkort bliver spærret af banken, da jeg forsøger at betale via en betalingsportal, som tur-bureauet bruger. Så vi bruger en time på at hænge i telefon-kø for at få låst kreditkortene op igen. Vi kan jo ikke rejse rundt på egen hånd uden at have vores kreditkort. Vi bruger kun kontanter i nødstilfælde og har slet ikke kontanter med!
Efter postyret med kreditkortene, som vi til sidst fik låst op, er det blevet for sent til, at vi gider tage ind til byen, så vi spiser i hotellets restaurant. Det er ikke den helt store oplevelse. I modsætning til Argentinas overflåd af kød, så var det ikke meget kød her. Vi fik en guanaco ragu, som bestod af 5 stykker småkød i en lille skål sovs og hertil en varm kartoffelsalat med 2 spejlæg over. 
Jeg tror vi forsøger os på en restaurant i byen i morgen 🙂

5. marts (Puerto Natales – Torres del Paine NP): Endnu en wauw-dag i Torres del Paine Nationalpark. I modsætning til i går, hvor vi stort set kun kørte rundt i minibussen og stod ud ved de forskellige udsigtspunkter, så har vi i dag tilmeldt os en tur, hvor vi skal på 3 forskellige små hike a ca. 6 km stykket. Det giver lidt anden fornemmelse, når man går ude i terrænet i stedet for kun at se fra bussen og udsigtspunkterne. Det giver blandt andet mulighed for at se dyrene tættere på. Desværre har vi ikke den luksus, som i går, hvor vi kun var 5 i bussen. I dag er den næsten fyldt op, så det tager tid at komme ud og ind, men til gengæld skal vi ikke ud så mange gange, så der går.
Det første hike er en del af Aonikenk hiket, som i sin fulde længde er på 7,8 km. Vi starter ved Porteria Sarmiento og går alene op til nogle hulemalerier, som er anslået mellem 6.000 og 11.000 år gamle og retur igen. På vejen har vi flotte udsigter til bjergene og de blå søer og vi går også igennem puma-område, hvor der skulle være muligheder for at spotte pumaer. Vi ser også et par grupper af puma-spottere, som har kikkerterne rettet mod et bestemt punkt, som om de har fået øje på en puma, men vi er for langt væk til at kunne se den. Vi må nøjes med at se nogle guanacoer i bakkerne og kondorer i luften og da vi er tilbage ved minibussen, er vi ikke i tvivl om, at der er et stinkdyr i nærheden. Vi ser det ikke, men vi kan lugte det. Det lugter virkelig fælt.
Næste hike er ved Salto Grande (stort vandfald) og ud til Mirador Cuernos. Det er en helt fantastisk smuk tur med vandfaldene, blå og grønne søer og de skønne bjerge med gletsjere og sne. Det er virkelig wauw hele tiden. Ord kan slet ikke beskrive hvor flot det er og billederne vi tager kan heller ikke helt vise, hvad det blotte øje ser. Vi er blown away. Både i overført betydning og i virkeligheden. Vi har fin blå himmel, men der står en stærk storm igennem netop det område, hvor vi går, så ved vandfaldene må vi holde fast i trægelænderet og på stien iøvrigt får vi nogle vindstød, som bringer os ud af balance.
Vi skulle iflg. programmet for turen have en frokostpause, hvor vi kunne spise vores medbragte mad fra hotellet inden dagens sidste hike til Mirador Condor, men vores guide giver os kun 15 minutter, hvor vi kan nå at komme på toilettet og evt. købe en kop varm kaffe to go. Guiden har aflyst vores sidste hike til Mirador Condor, da vinden i dag er for stærk og det vil være for farligt at hike op til en meget eksponeret klippetop. Det er selvfølgelig ærgerligt, men også forståeligt. Vi har lige følt hvor kraftig vinden er og desuden er vi også trætte i fødderne efter de 2 første hikes, så det gør ikke os så meget 🙂
Vi kører i stedet for til 2 andre viewpoints, som vi kan komme til i minibussen og derefter de ca. 1,5 time hjem til hotellet, hvor vi vist alle tager en lur.
Hjemme på hotellet slapper vi også lidt af, inden vi går de ca. 1,5 km ned til Puerto Natales langs fjorden. 
De italienske damer, som vi var på tur med i forgårs, har anbefalet en restaurant – Sartolla, som skulle have helt fantastisk mad. Restauranten var nok ikke en, som man bare lige var faldet over. Den er bygget af containere, som er sat ved siden af hinanden og et par ovenpå til køkken. Der er selvfølgelig store vinduer i, så når man sidder inde i restauranten føles det ikke som at være i en container. Her er faktisk meget hyggeligt.
Vi må vente lidt på at få et bord, men da vi kommer ind er de første gæster vi ser – de italienske damer 🙂
Damernes anbefaling af maden og stedet kan vi godt bringe videre. Det er virkelig et godt spisested og ikke specielt dyrt i forhold til danske forhold. Vi giver kun 450 kr. for 2 store fiske/skaldyrs-retter med 2 glas hvidvin og vand til. Måske vi kommer her i morgen aften igen?

6. marts (Puerto Nateles): Vi trænger til at slappe af i dag. Vi har haft et par lange dage i nationalparken, så vi har ikke noget program for i dag. Vi sover længe og sidder længe over morgenmaden og får skrevet dagbog og klaret andre ting på værelset, mens vi nyder den skønne udsigt ud over fjorden og til Puerto Natales by og til bjergmassiverne i nationalparken.
Hen på eftermiddagen går vi langs fjorden og ser på de utallige forskellige slags fugle, som holder til på stranden og i vandet. Det er alt fra falke over andefugle og måger til sorte svaner og skarver. 
Vi ender i den anden ende af Puerto Natales, hvor byens bedste restaurant iflg. trip-adviser er. Det er Restaurant Jau. Restaurant Santolla i containeren, som vi besøgte i går, er nr. 2 på trip-advisors liste. Vi har derfor store forventninger til denne restaurant også. Vi bliver ikke skuffet. Vi får de lækreste møre velgrillede og velsmagende bøffer. Det er virkelig godt kød og vi føler os bestemt ikke snydt, som hjemme på vores hotel!
På vejen hjem finder vi en ATM. Vi rejser sjældent med kontanter, men når vi skal med taxa i morgen fra hotellet til bus-terminalen, kan vi risikere, at vi kun kan betale med kontanter, så vi er nødt til at have kontanter til den. Vi skal formentlig kun betale 3.500 pesos for taxaen, men det mindste beløb vi kan hæve er 20.000 pesos, så vi køber lidt vin til hygge på værelset og går på cafe og får en kop kaffe, så vi får brugt nogle af de overskydende pesos. Vi skal jo tilbage til Argentina i morgen og der kan vi ikke bruge chilenske pesos.

7. marts (Puerto Natales – El Calefate): Det er mest af alt en transportdag. Vi skal med bus fra Puerto Natales i Chile til El Calefate i Argentina. Det er kun en tur på 260 km, men med en bus som kører meget langsomt og 2 grænseovergange først ud af Chile og bagefter ind i Argentina og et mindre kaffestop tager det 7 timer + man skal checke ind en halv time før. Puha den er streng at tage. 
Efter tjek ind på vores hotel Le Cantera, som vi også boede på før vi tog til Chile, slapper vi lidt af på værelset inden vi går ned i byen og sidder på Patagonia Brewery i solen og kikker på de mange folk, som passerer og ikke mindst på alle de herreløse hunde, som render rundt i byen. De er overalt, ligger og sover under stolene og krydser gaderne på må og få. De ser rimelig velnærede ud, så nogle må fodre dem og de er heller ikke aggressive over for menneskene, men de tager nogle kampe indbydes. 
Det er dejlig varmt i solen, men når der er skygge, er der koldt, så efter en øl går vi ind og spiser tidlig aftensmad på Casimiro Bigua, hvor vi også spiste, da vi var her sidst. Det er et rigtig godt spisested.
Vi er allerede hjemme igen på hotellet omkring kl. 20 og går tidligt i seng. Vi er trætte oven på den lange transport, god øl, vin og mad 🙂

8. marts (El Calefate): Vi har sovet 12 timer, så vi har virkelig trængt til søvn 🙂 Det er hårdt at holde ferie!
Vi har ikke nogen planer for dagen. Vi har efterhånden fået så mange indtryk, at vi bare trænger til at lave ingenting. Så hele formiddagen sidder vi blot og læser nyheder m.v. på værelset.
Først da det er ved at være frokosttid går vi en tur ned til Lago Argentino, som vi nyder udsigten over fra vores hotelværelse. Den har den skønneste blå farve p.g.a. sedimenterne fra gletsjerne. 
Nede ved søen er der et byskilt, som vi selvfølgelig skal have et billede af og jeg har også taget dronen med, som jeg iøvrigt slet ikke har haft oppe at flyve under hele turen, da der ved de fleste turistattraktioner er forbud mod droner. 
Jeg sætter den på fliserne og gør klar til at starte den op, men lige da den kommer en meter op i luften, kommer en hund drønende hen og hopper op efter den. Jeg kan slet ikke nå at få den op og uden for hundens rækkevidde. Den bidder efter den i 1,5 meters højde, hvilket får dronen til at falde ned. Heldigvis løber hunden ikke med den. Måske er den blevet bange over de slag den må have fået over næsen af propellerne. Jeg er selvfølgelig bange for at den har ødelagt dronen, men der er kun nogle små mærker i propellerne. 
Da hundene er væk, der var kommet 2 løbende, prøver jeg igen at få dronen i luften, men straks kommer hundene løbende ud af ingenting og hopper op efter den, men denne gang er jeg hurtigere og får den så langt op i luften, at de ikke kan nå den. Puha det var tæt på. Mit hjerte banker vildt for hvordan skal jeg få dronen ned igen. Hundene løber rundt under den og gør og kikker op efter den. De kan åbenbart høre den selv om vi ikke kan hverken se eller høre den fordi den nu er oppe i 100 meters højde. Jeg flyver lidt rundt med den med hundene løbende og gøende nedenunder. Det er lidt er cirkus, som også har tiltrukket de andre turisters interesse.
Efter at have taget nogle billeder og lidt video må vi finde en måde at få dronen ned på. Den kan jo ikke hænge oppe i  luften i evigheder. Hundene synes dog ikke at have mistet interessen for den. De løber stadig gøende rundt. 
Vi går lidt hen langs søen, hvor der er en legeplads med nogle høje broer, hvor Ulrich mener, at han kan fange dronen, hvis jeg styrer den hen til ham og forhåbentlig kan hundene ikke komme op på broerne. Der tager vi fejl. Hundene kan godt komme op på broerne, men de er ikke så vilde deroppe, så Ulrich vælger en snæver bro, hvor han kan holde hunden bag sig og sparke efter den samtidig med, at han griber ud efter dronen, som jeg får styret hen til ham med besvær, da der er en ret kraftig vind. Han får fat på den, men bliver slået gevaldigt over fingrene af propellerne, som jeg ikke kan stoppe med fjernbetjeningen. Det lykkes ham dog til sidst at få slukket propellerne på selve droner, men det koster lidt blodige fingre 🙁 
Så snart droner bliver stille, er hundene ligeglade med den og løber ud på vejen og prøver at bide efter bilerne i stedet. De er bindegale. Specielt den en hund, som bider i bagskærmen på en bil, som sagtner farten af frygt for at køre den ned.
Vi er begge temmelig rystede efter denne oplevelse og Ulrich har også ondt i fingrene, som har fået nogle små snit fra propellerne. Vi havde ikke forestillet os, at dronen kunne tiltrække hundene. Det kunne være en køn historie at skrive til forsikringsselskabet, hvis hunden var løbet med dronen. Hund stjæler min drone. Mon de ville have dækket?? Nå men heldigvis blev det ikke aktuelt. Vi skal blot have skiftet et par propeller, som er slået eller bidt i stykker.
Vi forlader søen og hundene og finder en restaurant, hvor vi kan få en stor øl og lidt frokost. Det trænger vi til efter den rystende oplevelse.
Resten af dagen dasker vi blot rundt og læser på værelset. Vi skal flyve til Buenos Aires i morgen, så kufferterne skal pakkes. Vores rejse er ved at være slut for denne gang.

9. marts (El Calefate – Buenos Aires): Vi har booket en taxa, som kommer og henter os præcist kl. 9 og kører os i lufthavnen, hvorfra vi skal flyve de 2,5 time til Buenos Aires. Det går alt efter planen, men da vi kommer til Buenos Aires mærker vi straks at vi er kommet væk fra rolige Patagonien. Der er larm og trafik overalt og taxa-chaufføren tager med det samme røven på os. Vi har fået en fixed pris i lufthavnen via en app, som de hjælper med i lufthavnen, men da vi skal betale ved hotellet lægger chaufføren highway-takst til og yderligere 20%, da vi gerne vil betale med kreditkort. Hidtil har vi “kun” betalt 10% ekstra for at betale med kreditkort. Jeg protesterer selvfølgelig, men Ulrich gider ikke diskutere, så han betaler bare!
Vi tjekker ind på hotel NH Tango, som ligger lige ved obelisken og 9 de Julio Avenue, som er, hvis ikke den bredeste boulevard i verden, så i hvert fald en af de bredeste. Den har 9 spor i hver retning og der er stort set fyldt i alle spor hele døgnet. Det er uhyggeligt, så mange biler der er her, men de kører rimelig pænt. Det er ikke med hornet i bund!
Efter en lille tur i en nærliggende gågade og frokost går vi  op og hviler os på værelset. Vi har svært ved at kapere al den larm og mange mennesker efter at have haft rolige omgivelser de seneste 3 uger og så vil vi gerne være friske til vi skal på restaurant i aften kl. 19:40.
Hotelreceptionen har bestilt en taxa til os kl. 19, men den kommer aldrig og når vi prøve at praje en nede på gaden, har vi lidt sproglige vanskeligheder, da ikke alle taxa-chauffører taler engelsk og vores spansk-kundskaber kan ligge på et meget lille sted 🙂 Vi vil gerne være sikre på at vi kan betale med kreditkort, da vi ikke har så mange kontanter. Det viser sig umuligt, så til sidst prøver vi at få en pris, som vi kan betale kontant og det lykkes. Vi har oven i købet også til turen hjem med mindre der er for megen trafik!
Vi ankommer lige til tiden på Fogon, som er en speciel restaurant, som vi har set på you-tube. Der er kun plads til 25-30 gæster, så man skal have bestilt plads i forvejen. Man sidder rundt om en meget stor og avanceret grill og kokkene står og præsenterer deres kød og stegemetoder og tilbereder det på grillen, mens vi ser til. Vi skal have 9 retter + en vinmenu til, men starter selvfølgelig med en velkomstdrink.
Det bliver en fantastik aften. Det er en totaloplevelse med meget søde og gode kokke, som virkelig kæler for retterne, og sørger for at vi hele tiden føler os tilpas.
Vi kommer igennem alle 9 retter, hvor de selvfølgelig har sørget for, at jeg får en variation af retten, hvis der er ost i den oprindelige ret, på omkring 3 timer. Vi er godt mætte. Vi må faktisk sige pænt nej tak, da de tilbyder et ekstra stykke kød af den sidste ret. Det ligner ellers ikke mig, som er en stor kødspiser og kødet er super velsmagende, men ingen af os kan spise mere.
Ude på gaden viser en af kokkene os på vej, så vi kan få en taxa og denne gang ved vi, at vi har penge til turen, så ingen kreditkort. Det bliver dog lige kneben nok, at vi kan nå hotellet. Det er blevet nattakster, så det er dyrere. Vi stopper taxa chaufføren, da vi kan se obelisken, som er lige neden for vores hotel, så det ikke bliver pinligt, at vi ikke har til regningen 🙂 
Vi går de sidste 500 meter til hotellet igennem et menneskemylder. Der er virkelig liv på gaderne her sent på aftenen og også underholdning af både en opera-sanger og en Michael Jackson look a like.
Hjemme på værelset falder vi hurtigt i søvn efter den store mad og vin oplevelse, men vi vågner mange gange i løbet af natten. Her er både varmt og absolut ikke stille. Begge dele er uvant for os 🙂

10. – 11. marts (Buenos Aires – CPH): Vi tjekker ud fra hotellet kl. 12 og får dem til at skaffe en taxa til os til forudbestemt pris og som tager kreditkort. Det er noget dyrere end, hvis vi prajede en gaden, men vi gider ikke at skulle igennem det cirkus, det er at finde en som tager kreditkort og så alligevel blive snydt.
Det tager en halv time at køre til lufthavnen og for første gang oplever vi, at vi overhovedet ikke skal stå i kø. Indtjekning, paskontrol og sikkerhedskontrol. Alt er uden kø, så vi sidder allerede i loungen 3 timer før vi skal flyve og kan nyde lidt frokost og en gin tonic eller 2.
Det er en laaang tur hjem. Første ben er til Amsterdam. En tur på 13 timer, en pause i Amsterdam på 2,5 time og derefter 1 time og 20 minutter til københavn.
Vi er godt brugte, da vi sidder i bilen og kører det sidste stykke hjem, men vi har haft en fantastisk tur, selv om vi ikke nåede det egentlige mål – Antarktis, men det kommer til næste år. Vi skal nok få det set 🙂