Vores efterårstur går til New England og Virginia. Vi kører rundt i camper i 3 uger efter 2-3 dage i Boston og skal opleve løvfaldet, som skulle være helt fantastisk i New England og spise lobster-rolls langs kysten. Vi slutter vores roadtrip af på Rhode Island og Cape Cod, hvorefter vi flyver til Virginia, hvor vi skal mødes med vores amerikanske venner. Dennis er flyttet fra Hawaii, hvor vi  besøgte ham i 2023, til Virginia. Elaine og Pete kommer også ned og mødes med os. Det bliver mega hyggeligt. Vi slutter hele vores tur af med et par dage i Washington DC.
Vores foreløbige rejserute kan du se her.

14. september (Cph – Boston): Afrejsedagen forløbet fuldstændig efter planen. Vi havde allerede pakket i går, så vi har haft en stille og rolig morgen og formiddag inden vi kørte i lufthavnen kl. 11 og parkerede ude på P17. Vi nåede lige en halv times tid i loungen inden vi skulle flyve kl. 14.05 med SAS til Boston. Det er en flyvetur på kun 7 timer, hvilket med tidsforskellen betyder, at man lander kun 2 timer efter at man har forladt København. Vi landede dermed kl. 16 i Boston, hvor der var sol og 22 grader, så det kan vi bestemt ikke klage over. Det er så også det vejr, som vejrudsigter siger, det bliver de kommende dage, så vi får forlænget vores danske sommer – dejligt.
Der er mange mennesker i immigration, men der går alligevel kun en times tid inden vi er kommet igennem og fået vores kufferter.
Der er shuttlebusser fra lufthavnen til den nærmeste metrostation og på metrostationen, står der en venlig mand og hjælper os med hvordan vi kommer videre til State stationen, hvorfra vi kan gå til vores hotel. Det går altsammen superlet og vi får et dejligt værelse på Godfrey hotel, som ligger meget centralt i Boston til alle seværdighederne.
Vi er lidt trætte efter den lange transportdag. Klokken i Danmark er omkring 11 om aftenen, så vi går ud og får lidt at spise og derefter op og lægger os til at sove. Så vi er udsovet og klar til at udforske Boston i morgen.

15. september (Boston): Vi har sovet godt, men vi kan ikke komme uden om jet-laget. Vi vågner kl. 4:30 og ligger og ruller rundt og småsover til kl. 7, hvor vi mener, at nu er det OK at stå op 🙂
Dagen har stået i frihedens tegn! Vi har været byen rundt via Freedom Trail, som er en vandrerute, der strækker sig over ca. 4 km og forbinder 16 betydningsfulde steder, der spiller en central rolle i USAs revolutionære historie. Ruten markerer nogle af de vigtigste lokaliteter fra den amerikanske uafhængighedskrig og Bostons rolle i kampen for frihed fra det britiske styre.
Vandreruten er markeret med en rød linje, der gør det nemt at følge ruten. Vi havde desuden downloadet en guide til telefonen, som fortalte os om de forskellige steder og begivenheder efterhånden, som vi kom frem på ruten.
Der er hvert år omkring 4 millioner mennesker, som går ruten og vi var heller ikke alene på noget tidspunkt 🙂
Turen starter i Boston Common, som er en meget stor park med søer, skulpturer og blomster og træer. Det er virkelig en flot park, som også har en masse søde jordegern, der farer rundt i græsset og træerne. Det er et grønt helle for byens befolkning, som går ture og sidder og læser m.v. på bænkene. Desværre er det også et sted, hvor de hjemløse holder til og der er en del af de stakler. De virker fredelige og generer ikke nogen, men det er ikke rart at se på, at de ligger med deres få egendele omkring sig.
Vi får et godt indtryk af Boston på vores tur igennem byen. Det er en dejlig by, der trods sin størrelse virker meget fredelig. Der er kun få store veje igennem byen, så der er ikke larm fra trafik og de forskellige kvarterer har hvert deres særpræg og arkitekturen er for det meste flot selv om det er et mix af nyt og gammelt og højt og lavt byggeri ind imellem hinanden.
Vi sluttede vores tur på Freedom Trail på USS Constitution, som er det ældste amerikanske krigsskib. Det blev søsat i 1797. Skibet er i dag museumsskib, hvor man kan komme ombord og det er oven i købet gratis.
Ved siden af USS Constitution lå også et nyere krigsskib, som havde været med under 2. verdenskrig. Her var ligeledes gratis adgang.
Det var omkrig frokosttid, da vi havde set de 2 skibe, så vi fandt en nærliggende restaurant og bestilte mad og drikke, men da jeg ville betale med det samme inden maden var kommet blev vi noget overraskede. Vi kunne ikke betale med vores Applewatch og ej heller med divers apps på telefonerne. De ville have cash eller de fysiske kreditkort, hvilket vi ikke havde og der var langt tilbage til hotellet, hvor vores kreditkort lå. Vi har oplevet det samme i Tyskland, men vi havde forventet at USA var længere fremme med de digitale løsninger!
Servetrisen var meget sød, da hun kunne se vores forlegenhed. Hun lod os få vores drikkevare gratis, men maden kunne vi dog ikke få.
Vi drak vores øl og fortsatte derefter for at finde et andet spisested og nu belært af erfaring spurgte vi før vi satte os, om vi kunne betale med Applepay og det kunne vi faktisk heller ikke det næste sted, hvor vi måtte gå med uforrettet sag. I morgen skal vi have vores kreditkort med os. Det er pinligt og irriterende, når man ikke kan købe, hvad man har lyst til 🙂
Vi fik dog til sidst en clam chowder i Faneuil Hall. Nu mætte og tilpasse meldte jetlagen sig, så vi gik hjem til hotellet og fik en eftermiddagslur og læst lidt op på, hvad vi evt. skal foretage os i morgen.

16. september (Boston): Det gik lidt lettere med at sove i nat. Vi har sovet igennem til kl. 6, så vi er næsten ovre jetlaget nu, håber vi.
Vi har ikke morgenmad inkluderet på hotellet, så vi går hen på en lille cafe i en sidegade, hvor vi så de stod i kø for at komme ind i går morges. Det må betyde, at det er et godt spisested. Da det er mandag i dag, er der ikke kø uden for, men der er stadig mange mennesker indenfor og dermed også en del larm, men vi bliver ikke skuffet over maden. Det er et kæmpe morgenmåltid, så frokosten skal i hvert fald ikke være stor i dag.
Vi skal afhente camperen, som vi skal køre rundt i de næste 3 uger, i morgen, så vi skal lige have aftalt et afhentningstidspunkt med dem og bestilt bus-billetter med en greyhound, da afhentningsstedet ligger langt uden for Boston. Vi kan afhente camperen kl. 13, hvilket passer nogenlunde sammen med bussen fra Boston, så vi er tilfredse.
Solen skinner også i dag fra en skyfri himmel og vi har 24 grader fra formiddagen af, så vi nyder at gå rundt i Boston Common parken midt i byen inden vi besøger Cheers, som var kulisse for tv-serien fra 1982, der på dansk hed Sams bar. I tv-serien er baren i kælderen og der er også stadig en bar, men der er 2 yderligere i kælderen og på 1. sal og derudover er der også en stor butik med alverdens ting med Cheers på. Det er virkelig lavet til en forretning at der har været optaget en tv-serie, men det er nu meget sjovt alligevel. Vi får en øl ved baren inden vi traver videre rundt i bl.a. Beacon Hill området og Harbor Walk. Vi har efterhånden godt ømme fødder af at trave rundt, men som sagt tidligere, Boston er en skøn by, men også dyr.
Vi får frokost nede ved vandet på James Hook & Co., som er den 18. ældste restaurant i byen. Det er ikke nogen stor fancy restaurant, men den sælger gode lobster rolls, Clam chowder og lobster bisque, så der er lang bestillingskø, men det går rimelig hurtigt med at få mad alligevel.
Sidst på eftermiddagen går vi tilbage til hotellet og får en stille øl i baren inden vi går op og slapper af på værelset. Vores fødder kan ikke klare flere kilometrer i dag!

17. september (Boston – Seabrook): Vi har næsten sovet igennem, så vi er klar til, at det store eventyr skal begynde. Det i dag, vi skal hente camperen. Da jeg bestilte camper, valgte jeg Boston, som udgangspunkt. Det viste sig dog, at selve afhentnings stedet ligger 60 km vest for Boston. Det vil være temmelig dyrt at køre i taxa, så vi har bestilt en tur med Greyhound bus i stedet. Sådan en har vi aldrig kørt med før. Det er jo normalt langdistance busser, men ruten passer med at vi bare tager et enkelt stop.
Vi kan nå at spise morgenmad på caféen, der hører til hotellet, inden vi skal med bussen.
Bussen kører planmæssigt fra South station klokken 10:45 og efter 1 time er vi fremme ved Union station i Worcester, hvorfra vi tager en taxa ud til Cruise America.
Der er et skilt, hvorpå der står Cruise America, men det er absolut ikke den standard vi plejer at møde, når vi kommer til Cruise Americas kontorer. Det her ligner lidt et brugt vogns kontor og der er ingen faciliteter for kunderne og ej heller de sædvanlige brochurer og kort, som vi plejer at få. De er meget søde, men vi må spørge efter alt det, vi plejer at få, når vi starter ud. Efter en lille time er alt dog på plads og vi er klar til at køre fra kontoret i den sædvanlige type camper (25 fod), som vi altid har.
Første stop er selvfølgelig Walmart, hvor vi skal have provianteret til de næste dage. Det tager os et par timer at få samlet alt sammen, hvad vi skal bruge. Vi mangler kun vin og øl og måske lidt gin, men det kan man tilsyneladende ikke købe i et alm.  supermarked i denne stat, som er Massachusetts. Vi må se om det kan lade sig gøre i New Hampshire, som vi kører ind i i morgen.
Vi ville oprindelig køre til Salem, men da det ser ud som om, der er fuldstændig lukket i trafikken, vælger vi at køre mod Ipswich i stedet, her ser vejen ud til at være fremkommelig. Vi vil finde en campingplads på vejen dertil.
Vi kommer dog helt frem til Ipswich uden at have set en eneste campingplads, men vi er kørt igennem et meget flot område med store villaer og kæmpestore græsplæner foran, så det er ikke de fattige, der bor her. I Ipswich er der heller ikke nogen campingplads, så vi må fortsætte til Salisbury, hvor vi kan se, at der er et par muligheder, så i stedet for en lille køretur på knap 100 km bliver den noget forlænget og det når at blive mørkt, inden vi kommer til den første campingplads, hvor der så i øvrigt er lukket, så vi må videre til nummer to. Vi ender på Black Bear campground, hvor en sød pige tager imod os og vi får en plads. Det er buldermørkt nu og der er ikke ret meget lys på camperen, så det er bestemt ikke let at finde ind på vores plads, men det går heldigvis uden nogen skrammer. Vi er enige om at vi i hvert fald ikke skal udsætte os selv for at køre i mørke mere. Det er ikke rart.
Vi har også lært, at nogle campingpladsen SKAL være booket inden kl. 14 ellers kan man ikke komme ind!
Vi får lavet noget sen aftensmad og pakket ud og så er vi ellers klar til at gå i seng. Det er blevet en noget længere dag end vi havde regnet med.
Det har iøvrigt været en meget varm dag. Temperaturen har været helt oppe på 28 grader.

18. september (Seabrook – York): Det var buldermørkt i aftes, da vi ankom til campingpladsen Black Bear, så vi anede ikke, hvad der ventede os her til morgen ud over, at vi er ret tæt på hovedvej I95, for vi har hørt bilstøj fra vejen fra tidlig morgen. Støjen er også det eneste minus ved denne plads. Den er ellers pæn og velholdt og der er god plads til hver camper.
Vi giver os god tid med morgenbad og morgenmad. Der er ingen grund til at stresse. Vi skal først være ude af campingpladsen kl. 11.
Da vi endelig forlader pladsen kører vi stille og roligt nordpå langs kysten af 1A. Det er en meget flot tur med flotte hvide strande og til tider forrevne klipper og den ene kæmpe villa efter den anden. Vi er virkelig kommet til de rige amerikaners område. Når det ikke er rigmandsvillaer, så er det sommerbyer med ferielejligheder, lobster-restauranter, souvenir-butikker og lystbådehavne. Her er meget flot og hyggeligt, men der er ikke så mange mennesker nu. Vi er uden for højsæsonen.
Vi ville have haft lobsterrolls på Warren Lobster House i Kittery på anbefaling fra Elaine, men der var lukket, så vi kører videre til Kittery Trading Post, der er en meget stor butik a la Bass Pro Shop, som vi har besøgt i andre stater, hvor man kan købe alt til outdoor aktiviteter både tøj og grej. Der kan vi altid hygge os med at gå rundt og ose. Jeg ender da også med at købe et par cowboy-bukser og en skjorte. Ulrich er mere tilbageholdende. Han venter til vi forhåbentlig kommer til et Outlet-center.
Lige ved siden af Kittery Trading Post ligger en lille restaurant Bobs Clam Hut. Den ser ikke ud af så meget, men den er utrolig velbesøgt, så vi beslutter os til at prøve en lobster-roll for første gang. Det er en af specialiteterne i Maine, som man skal prøve at smage.
Efter at vi har smagt en lobster-roll, forstår vi godt, hvorfor de er så populære. Den smager fantastisk. Vi får en med mayo, men de laves også med varm smør. Det må vi prøve næste gang. For det er helt sikkert, at der bliver en næste gang 🙂
Efter denne skønne frokost kører vi videre til det nærmeste Visitor Center for Maine. Vi er nødt til at få nogle detaljerede kort og lister over campingpladser for indtil videre, har vi haft svært ved at finde nogle og det stresser os. Det plejer slet ikke at være noget problem, hvor vi ellers har kørt rundt i USA, men måske de fleste bor på hoteller, når de besøger New England?
Vi får en del materiale på visitor centeret og sætter os straks ud i camperen og finder frem til den næste campingplads. Selv om vi nu nogenlunde ved, hvor der er campingpladser, så er det ikke så ligetil alligevel for de har ikke alle hjemmesider og vi vil gerne kende prisniveauet inden vi kommer frem. Vi bestemmer os for en, som kun ligger 20 minutters kørsel fra, hvor vi er og lige ud til vandet. Den ser fin ud, men vi kan ikke booke online. Vi må blot køre dertil og håbe de har en plads til os.
Vi har heldet med os. Der er plads, men den koster 98 USD. Det synes vi er mange penge for blot at have et sted at holde for natten, men det er åbenbart prisen her! Take it or leave! Vi tager den 🙂
I dag er klokken kun 15, da vi holder på campingpladsen, så nu kan vi få lidt ro på. Ulrich har fået raget en god forkølelse til sig, så han er ikke helt på toppen.

19. september (York – Kennebunk): Ulrich har det heldigvis bedre til morgen, så vi kan fortsætte vores tur. En nattesøvn på over 10 timer på den utrolig stille Libbys Oceanside Camp, har gjort godt. Vi har kun hørt lidt bølgeskvulp i løbet af natten.
Vi tager det roligt og kommer først ud af campingpladsen ved 11-tiden og kører langs kysten og ud til Nubble Lighthouse, som vi kunne se fra campingpladsen. Det så mægtig flot ud i går, da der kom nogle tågebanker ind fra vandet og lå over og under fyrtårnet. Desværre havde vi ikke kameraerne klar, så vi fik ikke skudt det flotte syn.
Nu kan vi i stedet se det tæt på. Det er et yndet motiv for kunstmalere. Der står hele 3 med deres staffeli og pensler og maler. Vi nøjes med at fotografere. Det er vi bedre til 🙂
Videre op af kysten kommer vi til Perkins Cove et yndigt lille fiskerleje, hvor der landes hummere, men vi må ikke køre derned med camperen, så vi må fortsætte til Ogunquit, hvor vi også har svært ved at komme af med camperen. De har betalingsparkering, men vil ikke have så stor en camper ind! På forespørgsel henviser de til en parkeringsplads ved posthuset, hvor de muligvis vil have os.
Ved posthuset er der ganske rigtig en parkeringsplads, hvor der er masser af plads og en lille betalingsbod, hvor der står, at det koster 20 USD at parkere, men de vil ikke have campere og busser m.v. Der er imidlertid ingen vi kan spørge ved boden og man skal bare smide de 20 USD i en postkasse. Ingen konvolutter eller noget, hvorpå man kan skrive sin nummerplade. Det virker noget suspekt, men Ulrich spørger både på posthuset og nogle håndværkere, som arbejder på huset op til parkeringspladsen og de mener den er god nok med betalingsboden! Hvis vi vil se byen, må vi tage chancen, så vi smider de 20 USD i postkassen og krydser fingre for at der ikke er en parkeringsbøde, når vi kommer tilbage.
Ogunquit er en hyggelig by og der er en sti langs vandet – The Marginal Way, som fører ud til Perkins Cove. Det er en dejlig tur selv om vi er lidt bekymret for om vejret holder. Der er nogle truende skyer, men de giver ikke regn og vi kan da også sidde udenfor og nyde en rejesandwich til frokost lige ned til havet og gå rundt i den lille hyggelige Perkins Cove.
Der er ikke nogen parkeringsbøde på camperen, da vi kommer tilbage, så alt er godt. Vi fik set hvad ville og nydt en god frokost og kører nu til campingpladsen, som det er lykkes os at bestille for 2 nætter via deres hjemmeside i går. Det er dejligt, at vi ikke skal tænke på, om vi nu kan få en plads, men sjovt nok, så kører vi forbi adskillige campingpladser, inden vi når frem til den, vi har booket i Kennebunk!
Pladsen er tilsyneladende mest for fastlæggere, men der er nogle enkelte pladser for sådan nogle som os på gennemrejse. Vi ligger blot længst væk fra toilet- og brusefaciliteterne.
Vi slapper af resten af dagen.

20. september (Kennebunk): Har sovet fint i nat. Er nu helt ovre jetlag og Ulrich har fået det meget bedre.
MEN er øv at vågne til lyden af regndråber på taget af camperen. Det er noget af det mest nedslående, når vi nu har vænnet os til at solen skinner og det er pænt varmt og vi havde planlagt en masse vi skulle se og nyde udsigter langs vandet, men der er ikke meget at se, når det regner. Vi må lægge nye planer for dagen. Det skal være indendørs aktiviteter og dem er der ikke mange af. De eneste vi kan finde på er shopping 🙂
Ulrich har fortrudt, at han ikke købte nogle forskellige ting i Kittery Trading Post og Outlettet ved siden af forleden dag og da der kun er en halv times kørsel retur, så er det det vi gør.
Kreditkortet bliver lidt varmt, men vi får tiden til at gå på en regnvejrsdag og det er indkøb af tøj, som absolut er pengene værd 🙂
Vi får ikke set nogen af alle de skønne steder omkring Kennebunk og Kennebunkport, men forhåbentlig er vejret bedre i morgen, så vi kan indhente noget af det planlagte.
Ud over tøj får vi også købt den fantastiske vin, som vi smagte på Hawaii  – Cooper & Thief og store bøffer, så det bliver den helt store lækre middag til aften. Noget må vi jo forkæle os med, når vejret ikke vil være helt med os 🙂

21. september (Kennebunk – Boothbay): Det har regnet hele natten og der er lidt støvregn i luften, da vi vågner, men efter at vi har spist morgenmad, er det tørvejr – heldigvis.
Efter at vi i går valgte blot at køre på shoppetur, så fik vi jo slet ikke set noget af området omkring Kennebunk, som jo egentlig var planen, så det må vi prøve at råde bod på i dag.
Vi starter med at køre til selve Kennebunk. Vores campingplads ligger et godt stykke derfra. Turen er igennem et skovområde, hvor vejen snoer sig mellem de skønneste, store villaer eller skulle måske rettere skrive palæer. De er vildt flotte og store. Det er svært at forestille sig hvor meget de palæer koster. Billige er de i hvert fald ikke, selv om de ikke ligger ud til vandet.
Selve Kennebunk by er ikke noget særligt. Bevares den er pæn med flotte huse, men det er en almindelig by, hvor dagligdagen går sin gang. Den er ikke som sådan møntet på turister. Det er derimod Kennebunkport, der jo som navnet siger, ligger ud til vandet med sin egen lille havn. Det er en hyggelig og farverig by, med flotte huse og masser af forretninger og restauranter og derfor også mange turister 🙂
Igen har vi problemet med camperen. Den er jo lidt stor og passer ikke rigtig ind på en almindelig parkeringsplads. Vi finder heldigvis en parkeringsplads i forbindelse med en restaurant lidt uden for centrum, hvor vi kan holde uden at genere nogen. Der er rigelig med pladser. Herfra kan vi gå en tur rundt i byen. Vi har fået anbefalet en lille restaurant med lobster-rolls, men det er lidt for tidligt for frokost, så vi må springe denne anbefaling over. Vi kører i stedet ud på en scenic byway – Ocean avenue, som langs kysten kører forbi store villaer/palæer. En flot tur, hvor bølgerne slår ind mod kysten og nogen steder slår de næsten op på vejen.
Vi har ikke mulighed for at stoppe særlig mange steder, da der er adskillige skilte, som forbyder parkering af campere! Vi forbryder os dog lidt mod reglerne et enkelt sted, hvor vi bakker ind i en indkørsel og Ulrich hopper ud, mens jeg sidder og er klar til at køre, hvis nogen skulle få ondt. Det er ved Walkers Point, som er et lukket område, men fra Ocean Avenue kan man se over på tidligere præsident Bush´s hus. Det må vi lige have et billede af. Vi får nydt synet og taget nogle billeder uden at blive tiltalt eller på anden måde gennet væk 🙂
Det er efterhånden blevet tid til frokost, så vi kører ud til Cape Porpoise, hvor der skulle ligge nogle gode lobster-restauranter. Desværre har de lukket indtil kl. 17, så vi fortsætter ud på lille ø til Cape Porpoise mindepark og en lille sød havn, hvor vi får parkeret camperen helt oppe i hjørnet af en parkeringsplads, men bedst som vi låser den og vil gå over til en af de 2 restauranter, som har lobster-rolls på menuen, kommer en mand kørende og beder os om at flytte camperen. Det er ikke tilladt at parkere campere på hele øen. Det er loven, siger han! Det er åbenbart ham, som ejer restauranterne. Vi må så igen få kantet camperen ud af parkeringspladsen og køre uden frokost – øv.
Næste stop er Portland Head Lighthouse. Fyrtårnet tændtes første gang den 10. januar 1791 og blev frem til 1989 passet af en fyrmester med familie, som også boede her på Cape Elisabeth, men i kølvandet på teknologiens fremskridt blev fyrtårnet automatiseret, men det ændrer ikke ved at det er postkort smukt 🙂
Her står der heldigvis ikke noget om, at campere ikke må parkere, og der er masser af plads, 4-5 store parkeringspladser, så vi finder let et sted, hvor vi kan parkere. Vi er ellers efterhånden ved at føle, at vi ikke er ønsket i området. Vi kan selvfølgelig godt forstå, at det kan være et problem i højsæsonen, når her formentlig er mange campere. Så kan de fylde alt op, men i dag har vi kun mødt EN anden camper, så vi fylder ikke så meget på vejene her uden for højsæsonen.
Det regner ikke, men det er blæsende og er lidt koldt her ud til vandet, så vi går kun en lille tur ud og omkring fyret, som er det mest fotograferede fyr i Maine og tiltrækker mange turister.
Da vi ikke har kunnet parkere ved lobster restauranterne ender vi med at spise en rugbrødsmad i camperen, så må vi venter med lobster-rolls til i morgen 🙂
Det er ved at være sent, hvis vi skal nå frem til vores næste campingplads, mens det er lyst, så vi har ikke flere turiststeder at tjekke af i dag. Vi sætter kursen mod Shore hills camperground ved Boothbay.
Vi har ikke kunnet reservere plads online, men har mailet med dem og også prøvet at ringe adskillige gange. De svarer på mail, at der er masser af pladser, men vi skal være der inden kl. 17 eller også skal vi i hvert fald ringe inden kl. 17, så vi kan aftale nærmere. Vi har som sagt prøvet at ringe, men vi går på telefonsvarer hver gang, så jeg mailer og skriver SMSer, men får intet svar.
Fremme ved campingpladsen leder vi efter et kort og indgangskode, som vi skal have for at komme ind. Der er ikke nogen af delene, men der sidder en seddel i døren til receptionen, at man skal ringe på et telefonnummer, hvilket jeg selvfølgelig så gør. Den bliver straks taget og jeg forklarer, hvad jeg vil, hvorpå røret bliver lagt på! En lidt mærkelig samtale. Lidt efter kommer en dame kørende i en lille vogn og spørger om det var mig, som har mailet til hende. Ja, det er det jo. Men hvorfor jeg så ikke har ringet til hende, som hun skrev til mig. Øhh jeg har jo ringet flere gange og hver gang fået telefonsvareren, som siger, at jeg skal skrive en besked eller e-maile, hvilket jeg så har gjort. Hun påstår så, at hun har været ved telefonen hele dagen og der er ikke nogen telefonsvarer, som siger noget som helst om at sende besked eller e-maile! Det bliver bestemt ikke nogen positiv samtale med den mokke, som jo indirekte siger, at vi lyver. Hvis vi havde haft andre muligheder, var vi helt sikkert gået ud af døren igen, men det har vi ikke, så vi bliver og hun ender med at anvise os 4 forskellige pladser, som vi kan vælge imellem.
Vi vælger en fin plads, hvor vi kan se ned til en flod, men da det kort tid efter bliver mørkt, har vi ikke så megen glæde af udsigten 🙂 Det er ulempen ved at tage på efterårsferie. Det bliver tidligt mørkt.

22. september (Boothbay – Camden): Det har været en dejlig dag. Solen er kommet igen og skinnet på os næsten hele dagen. Der er kun 17 grader, men med solen føles det noget varmere.
Vi stod tidligt op, så vi kunne være ved Coastal Maine Botanical gardens kl. 9, hvor de åbnede. Det er ikke den helt rigtige årstid, hvis man skal se blomster mv. i en botanisk have, men denne have har en helt anden attraktion ud over planter, blomster og træer. Den har trolde!
Danske Thomas Dambo har med hele sit hold været herovre for at bygge 5 af hans efterhånden berømte trolde og de er blevet meget populære. Damen, som sælger os billetter, taler meget rosende om Thomas Dambo og hele hans hold. Det har nok også givet haven en kæmpe merindtægt. Alle de besøgende, vi ser i dag, er i hvert fald mere kommet for troldene end for planterne selv om det også er en meget flot anlagt botanisk have, vi starter ud i med søer og broer og vandfald mv. Den vil hel bestemt også være et besøg værd i forår og sommer, hvor blomster står i fuld flor.
Som sagt skal vi på troldejagt. Vi får udleveret et kort over haven, hvor troldene er markeret. Det er et kæmpe område og der står, at det vil tage i hvert fald 2-3 timer at finde alle 5 og hvis man også vil se hele haven, skal man i hvert fald regne med 4-5 timer. Derfor er vi kommet ved åbningstid, så vi kan nå det hele. Der står også, at man skal påregne at gå op imod 5 km for at finde alle troldene. Vi går højst 2,5 km og har fundet dem alle 5 efter lidt over en time! Det er svært at se, hvor de har estimaterne fra, men bortset fra det, så er det en skøn tur og troldene er lige så flotte og fantasifulde, som dem Thomas Dambo har bygget i Danmark. De har nogle fantastiske udtryk i ansigterne og de er gigantiske. Vi kan høre på amerikanerne og de øvrige turister, at de også er meget imponerede over dem. Det er mest voksne mennesker, men også nogle familier med børn, som er taget på søndagsudflugt.
Efter vores troldejagt kører vi ned til Boothbay harbor, som er en skøn lille by, som ligger på begge sider af en bugt med en lille bro som forbinder de 2 sider. Vi går en lille tur i byen og sidder på en restaurant og får lobster-rolls med udsigt ud over bugten og alle bådene, som ligger og vugger stille i solen. Vi havde forventet, at der ville være mange mennesker i byen en søndag, men der var ikke ret mange og vi fandt også rimelig hurtigt en parkeringsplads langs vejen, hvor vi kunne holde i 4 timer gratis. Det havde vi ikke forventet, men måske har vi misforstået noget 🙂
Vi har ikke reserveret nogen campingplads for natten, men krydser fingre for, at vi kan få en plads i Camden hills state park. Det er first come, first served.  Så det er selvfølgelig om ikke at komme for sent på dagen. Vi er der omkring kl. 16 og der er det slet ikke noget problem. Vi får oven i købet flere pladser at vælge imellem.
Med en plads sikret for natten kører vi op på Mount Battie, hvorfra der er en pragtfuld udsigt ud over Camden og alle de små øer ud for kysten. Desværre er der en del vind heroppe, så det bliver hurtigt koldt at stå at nyde udsigten, så vi kører ned og parkerer på vores site på campingpladsen og slapper af.
Nu er det åbenbart min tur til at blive forkølet, så jeg ligger mig under dynen og håber jeg er frisk i morgen igen.

23. september (Camden – Seawall, Acadia NP): Vi har sovet længe. Jeg trængte til det i håb om, at komme hurtigt over min forkølelse.
Det har hjulpet. Jeg hoster ikke så meget her til morgen, så ned med et par codymagnyler, og så må vi videre 🙂
Det bliver næsten kun en transportdag. Jeg har booket campingpladser i Acadia Nationalpark for de næste 3 nætter, så det er en sikker destination. Der er et par timers kørsel iflg. google map, men det tager som regel en del længere tid. I hvert fald når man kører camper.
Hele turen går af hovedvej 1, som følger kysten, men det er et meget anderledes område i forhold det, vi har set de tidligere dage. De store flotte villa/palæer er der ikke mere. Det er mere almindelige huse og nogen oven i købet forfaldne huse. Det er en markant ændring nu mere nord, vi kommer.
Vi har et enkelt stop ved Fort Knox og Penobscot Narrows Bridge Observatory. Vi stopper ved broen fordi der er et udsigtspunkt, men kan herfra se at der er vinduer på toppen af den ene pelon, hvor mennesker går rundt. På et skilt står der, at det er et observatorie. Hvis det er muligt vil vi også derop 🙂
Det koster kun 14 USD for os begge at komme op med elevatoren, som på et halvt minut bringer os de 42 etager op til observatoriet. Det er en fantastisk udsigt vi har fra 136 meters højde.
Nede igen fortsætter vi mod Acadia NP kun afbrudt af indkøb i Wallmart i Elsworth. Vi skal lige kunne klare os med mad og drikke de næste 3 dage i nationalparken.
Vi er fremme omkring kl. 16 ved campingpladsen og får tjekket ind. Det tager ikke mange sekunder, når der er reserveret og betalt på forhånd.
Efter lige at have set pladsen an, kører vi en tur. Vi ville egentlig ned til et fyrtårn, men endnu engang bliver vi bremset af at være i camper. Det er ikke tilladt at køre derned i camper!
I stedet holder vi ved en parkeringsplads ved et trailhead og går en skøn tur i skov og langs vandet med flotte røde klipper og solen titter frem inden den går ned. Den har ellers ikke været så gavmild mod os i dag 🙂 Her er virkelig flot og fredfyldt. En dejlig måde at slutte dagen på.
På vejen tilbage til campingpladsen ser vi 5-6 rådyr gå langs vejen. Det er de første vilde dyr vi ser ud over jordegern, som der til gengæld har været mange af.

24. september (Seawall, Acadia NP – Blackwood, Acadia NP): Solen skinner fra en skyfri himmel – skønt, selv om der kun er 17 grader.
Acadia Nationalpark er lidt speciel. Den ligger spredt over flere øer, (den største er Mount Desert Island) og der er stadig beboelse på øerne, så nationalparken er ikke helt sammenhængende, som de ellers plejer at være i USA. Måske skyldes det, at parken er opstået ved, at det udelukkende er private lodsejere, der har doneret deres ejendom til nationalparken.
Det er faktisk lidt svært at vide om man er inde eller ikke inde i nationalparken. Der er ikke nogen bomme og hus, hvor man får kontrolleret, at man har købt nationalparkpass. Vi har et fra Hawaii sidste år, som først udløber med udgangen af oktober, så vi kan vise det, når vi tjekker ind på campingpladserne. Der er det et krav.
Vi kører i dag fra den vestlige del af Mount Desert Island og over på den østlige, som er væsentlig mere turistet end den vestlige. Vi kører langs kysten på hovedvej 3, som ikke er en af de markerede nationalparkruter. men stadig meget lig de officelle turistruter. Det viser sig nemlig, at vi ikke kan køre på alle turistruterne, da der er gamle broer, som ikke er høje nok til, at vi kan komme under med camperen eller det bliver i hvert fald meget snert!

Vi ender i Bar Harbor, som er det helt store turistcentrum på Mount Desert Island. Der ligger Cuise skibe til ude på redden og passagererne sejles i pendulfart ind til byen. Der er også rigtig mange hoteller i byen, så der mangler ikke mennesker, men på trods af det, så er det faktisk en meget hyggelig by. Vi har det sædvanlige problem med at finde parkeringsplads, men en venlig dame udpeger et sted i udkanten af byen, hvor det lykkes os at parkere i vejsiden, så vi kan få et par hyggelige timer i byen og spise frokost. Det bliver en clam chowder, som vi er helt vilde med. Det er næsten lige så godt som lobster-rolls, men koster kun en brøkdel.
Efter frokost vil vi en tur forbi Visitor centeret, men det må vi opgive. Parkeringspladsen er et stort kaos af biler som kører rundt for at få plads. Det lader til at den bliver brugt som gratis parkering for gæsterne til byen og ikke til besøgende på Visitor centeret! Vi må opgive. Det er fuldstændig håbløst at få plads til en camper, da personbilerne også optager camper-pladserne. Vi kører ned til Blackwood campingplads og tjekker ind og får her udleveret en busplan over de gratis shuttle-busser, som kører rundt i parken.
Shuttlebusserne må blive vores redning. Vi tager en eftermiddagstur på lidt over en time rundt langs den østlige side af øen og tjekker ud, hvor vi eventuelt senere kan gå nogle ture fra. Det meste af turen går igennem skov, men vi kommer da også ud til vandet, hvor der er flotte udsigter over klipperne.
Igen ender vi i Bar Harbor, hvor vi egentlig bare vil have en øl, men det ender med, at vi også får aftensmad og kører derefter hjem til campingpladsen med bussen.
Det har været en lang dag, så vi trænger til blot at slappe af i camperen og gå tidligt i seng.

25. september (Blackwood, Acadia NP): Det er overskyet til morgen og de lover heller ikke megen sol, men vi tager alligevel chancen og gør os klar til at få en god lang vandretur.
Først må vi dog lige have flyttet camperen, for vi har ikke kunnet få den samme plads 2 dage i træk. Der er virkelig rift om campingpladserne. De skal bestilles 2-3 måneder i forvejen og så ryger de temmelig hurtigt, så jeg har måtte sætte en alarm på, så jeg fik besked, når der var afbestilling af en plads og så hurtigt slå til.
Da vi som sagt ikke har den samme plads 2 dage i træk, skal vi tjekke ud inden kl. 10 og kan først tjekke ind igen efter kl. 13! Vi har dog fået lov at sætte camperen på en parkeringsplads inden for området, så vi ikke behøver at køre helt væk i 3 timer.
Da der også er restriktioner for campere, som gør, at vi ikke kan køre op på det højeste bjerg i parken – Mount Cadillac, har vi bestemt os for at gå derop ad South Ridge. Det skulle være en tur på 7,2 miles, hvilket omregnet er ca. 11,5 km tur/retur og med ca. 500 højdemeter. Det burde være overkommeligt selv om vi ikke har vandret siden Norge sidste år, hvor det ikke blev til så meget p.g.a. diverse skader.
Det er en skøn tur op igennem skov og over bare klipper, da vi kommer op over træerne. Vi skal ikke ret højt op før der er skønne udsigter ud over parken, havet og de omkringliggende øer. Det er lidt ærgerligt, at solen ikke skinner. Det ville have gjort det så meget flottere, men sådan skulle det ikke være. Så skulle vi have været heroppe i går, men der nød vi jo solen i Bar Harbor 🙂
Vi nyder udsigten fra toppen i 475 meters højde og går lidt rundt heroppe, men vinden er kold, så vi foretrækker at starte nedturen efter et kort hvil med vand og energibarer. Vi er blevet lidt våde af anstrengelserne på turen op, så vi vil ikke sidde og blive gennemkolde.
Det tog næsten 3 timer at gå op, men efter kun 2 timer er vi nede igen. Turen har iflg. Relive (vores trackerprogram) været på 15,3 km med 528 højdemetrer. Noget mere end de annoncerede 11,9 km, men det har været en dejlig tur, hvor vi har fået testet af om vores skader fra sidste år er helet og det synes vi faktisk, at de er. Vi har i hvert fald ikke ondt efter turen. Nu må vi så se, hvordan det går i morgen 🙂
På vejen ned er solen brudt igennem skyerne og vi kan sidde udenfor camperen og nyde solen og en øl, mens vandet til et bad bliver varmet op af gasvandvarmeren i camperen.
Så snart solen forsvinder er det for koldt at sidde ude, så vi må have aftensmaden inden for.

26. september (Blackwood, Acadia NP – Mount Washington): Det har regnet hele natten og gør det fortsat, da vi vågner. Desværre ser det ikke ud til at høre op med at regne resten af dagen. Vi beslutter derfor at bruge dagen på at køre et langt stræk ind til White Mountains og håbe på at vejrudsigterne, som lover bedre vejr i morgen får ret 🙂
Vi kører faktisk hele dagen. Fra kl. 9 til kl. 17 (350 km) kun afbrudt af en lille frokostpause, hvor vi spiser rugbrødsmadder i camperen, mens regnen stadig øser ned.
Det første lange stykke fra kysten og igennem Belfast og Augusta og ind til Lewiston er temmelig kedelige. Der er ikke meget andet end nåleskov, så der er heller ingen efterårsfarver at nyde. Det er tilsyneladende et mindre rigt område at dømme efter husenes udseende og alt det skrammel, som de har stående i deres haver. Vi vælger at tage en lille afstikker fra den direkte vej til Conway, da vi har set, at der er en by, der hedder Denmark, som vi gerne vil se. Denmark er en ganske almindelige lille landsby med nogle få huse, kommunekontor og skole. Den har tilsyneladende ingen tilknytning til Danmark overhovedet. Ulrich har læst på internettet, at det var en tilfældighed, at byen lige kom til at hedde Denmark. Tæt ved ligger en anden lille by, som hedder Brownfield, hvilket vi synes er sjovt, da vores ven Dennis fra Alaska, hedder Brownfield til efternavn. Vi skal have spurgt ham, om han overhovedet kender til byen eller har nogen tilknytning til den, når vi ser ham om et par uger.
Først da vi nærmer os White Mountain ved Conway/North Conway ændrer landskaberne sig. Det bliver selvfølgelig mere kuperet og nåletræerne bliver blandet med løvtræer og da vi kommer lidt op og det derfor er koldere, så er efterårsfarverne ved at træde frem. Det er faktisk ret flot selv i regnvejr! Vi kan ikke se bjergene, da skyerne hænger meget lavt og det regner heftigt.
Kl. 17 som sagt er vi fremme ved en KOA campingplads ved Twin Mountains, som er tæt på Mount Washington, hvor det er planen, at vi tager op i morgen med den lille tandhjulsbane COG Railway. Vi krydser fingre for at vejret holder med lidt sol og lidt skyer.
Da vi går i seng regner det fortsat, men mindre heftigt!
Vi har valgt en KOA campingplads, da vi ved, at de altid har rimelige faciliteter inkl. vaskeri og vi skal have vasket nu. Vi kan ikke have tøj med til 4 uger, så vi er nødt til at vaske undervejs.

27. september (White Mountains): Vi har ikke kunnet booke turen op med Cog Railway til Mount Washington, da deres hjemmeside ikke vil godtage vores kreditkort! Måske er de allerede løbet for varme 🙂 Vi står derfor tidligt op, så vi kan være i god tid til at købe billetter til turen kl. 9. Vejrudsigten ser nogenlunde ud, da vi forlader campingpladsen og kører de ca. 15 km til stationen og vi er også heldige, at der faktisk er speciel plads til parkering af campere, så denne gang ingen problemer med at komme af med den.
Mit ene kreditkort bliver stadig ikke godkendt ved køb af billetter her på kontoret, men heldigvis gør det andet, så vi får endelig vores 2 billetter og kan gå ud til toget, som står klar til at køre.
The Mount Washington Cog Railway har kæmpet sig op ad de dramatiske stigninger, igennem 3 klimazoner til toppen af det højeste bjerg i New England (1917 m) siden 1869. Der er en gennemsnitlig stigning på 25% og lige over trægrænsen ved Jacobs Ladder er der en stigningsgrad på næsten 38%. Det er den første tandhjulsbane i verden.
Iflg. beskrivelsen af turen kan man på toppen få et betagende view ud over 5 stater, Atlanterhavet og det sydlige Quebec ELLER man kan opleve, hvorfor bjerget har det velfortjente ry for at være The home of the world´s worst weather!
Vi er spændte på, hvad vi kommer til at opleve. Iflg. vejrudsigterne skulle vi have gode chancer for at få den fantastiske udsigt over 5 stater m.v., men da vi sidder i toget og det starter sin dramatiske opstigning, er vi ikke sikre på, at vi kan stole på vejrudsigterne. Vi kan ikke engang se op til mellemstationen, som er indhyllet i skyer og des længere op vi kommer, des mere indsnævrer synsfeltet sig. Vi kan kun se, hvad der er omkring 10 meter væk fra toget, alt andet er væk i skyerne. Guiden ombord prøver at holde vores humør oppe ved at fortælle om hvad vi kører forbi, som vi knap nok kan se og om de 3 klimazoner, som er speciel for dette bjerg. Vi sidder og tjekker nye vejrudsigter og kan se, at tidspunktet for hvornår solen måske skal titte igennem rykkes længere og længere ud på dagen.
Da vi efter ca. 40 minutter når toppen, er der ingen sol. Vi er totalt indhyllet i skyer og kan knap nok se bygningerne, hvor vi kan søge ly for den bidende vind og fugten fra skyerne. Det er virkelig nedtur. Vi havde set frem til den storslåede udsigt ud over de efterårsklædte bjerge, men vi kan absolut intet se.
Vi må søge ly i bygningerne med cafeteria, souvenirbutik og et museum om tandhjulsbanen. Vi skal have en time til at gå inden toget kører ned igen, så vi ser på museet og prøver flere gange at bevæge os ud i håb om at få et glimt af udsigten, men det er håbløst. Dels er vi ved at blive blæst om kuld og dels er det vådt og koldt og brillerne dugger totalt. Ærgerligt når vi både har brugt tid og penge (168 USD) på turen, at vi så ikke får set noget.
Efter en time kører vi ned igen, men ser heller ikke noget på vejen ned. Vi må konstatere, at vi har oplevet hvorfor bjerget har ry for at være The home of the world´s worst weather 🙂
Guiden på toget har anbefalet os at køre over til det nærliggende Omni Mount Washington Resort. Vi lagde godt mærke til det, da vi kørte op til stationen, da det er kæmpe stort og ligger og shiner i landskabet med sine hvide mure og røde tag og golfbanen foran. Det er det ældste og dyreste hotel i området og skulle have bevaret sin glans og indretning fra det blev bygget i 1902.
Vi sætter camperen på en parkeringsplads lidt neden for hotellet og går op og ser på det. Det er imponerende udefra og tildels også indenfor med en stor pejs i forhallen og store sale med kæmpe lysekroner og malerier og gamle fotografier ned af gangene og en stor terrasse, hvor man sidder og kikker ud over golfbanen og de omkringliggende bjerge. Jeg ville dog ikke give 1.000 USD for at bo her pr. nat!
Efter dette syn ind i en anden verden og tidsalder kører vi til Flume Gorge og går en skøn tur igennem kløften. Det er en tur på 4,3 km. Solen er kommet frem og varmer dejligt. Det er noget, vi kan bruge efter, at vi måtte have alt vores varme tøj på oppe på Mount Washington inkl. vanter!
Det er nu sidst på eftermiddagen og vi skal have fundet en campingplads. Det er fredag, så det kan måske godt blive lidt en udfordring på naturcampingpladserne, men vi prøver alligevel langs Kancamagus Highway. Den første er fyldt op, men vi har heldet med os på den anden, hvor der lige nøjagtig er en plads tilbage. Jubii, så behøver vi ikke søge længere, men kan slå os ned og stille og roligt lave aftensmad og hygge.

28. september (Kancamagus Highway): Det har været en skøn dag, hvor solen har skinnet en del i hvert fald til morgen og hen på eftermiddagen.
Vi var tidligt oppe for at prøve at komme ud på Kancamagus Highway inden alle de andre turister. Den har ry for at være meget populær og specielt i weekenderne, skal man holde sig fra den! Det er lørdag i dag. Hvor dum kan man være? Vi havde prøvet at få planen til at gå op med, at vi ikke skulle køre her på en lørdag/søndag, men da vejrudsigten jo havde lovet godt vejr på Mount Washington i går, så satsede vi på den tur. Altså tidligt op for at komme ud inden de andre turister.
Planen er god nok. Der er ikke så mange på vejen og vi kan komme til ved alle de flotte udsigtspunkter bort set fra et enkelt, hvor vi ikke må være med camperen, men der finder vi et alternativ. Det går i det hele taget fint selv om vi godt kan mærke, at vi 10-11 tiden, kommer der flere, som skal nyde samme tur som os og tilmed også nogle turistbusser.
Vi får dog en rigtig fin formiddag ud af det, hvor vi også får gået et par små hikes ind til Sabbaday Falls, Rocky Gorge og Albany Covered Bridge og naturligvis nydt efterårsfarverne på træerne langs vejen og ud over bjergene. Det er virkelig flot med farvespillet fra de grønne nåletræer og over de gule og røde farver på løvtræerne.
Kancamagus Highway (rt 112) er kun 34,5 mil eller ca. 55 km lang og går fra Lincoln i vest til Conway i øst. Den er en National Scenic Byway og anses for at være en af de bedste steder i New Hampshire til at se løvfaldsfarverne.
Vi kører lidt nord fra Conway til North Conway, hvor vi får en dejlig frokost siddende ude i solen og efterfølgende får vi handlet lidt ind i byens Outlet-center 🙂
Vi vil ikke løbe an på at få en plads på en naturcampingplads, da det jo er lørdag, så vi får booket en plads på en campingplads – Timberland campground, som ligger en times kørsel nordpå af rte 16, som også er en scenic byway. Den kører på den østlige side af Mount Washington og det er herfra man selv kan køre op i bil til toppen af Mount Washington i stedet for at tage tandhjulsbanen, som vi gjorde.
Det er en fantastisk flot tur. Farvespillet her og bjergene er bare så skønne. Det er den flotteste strækning vi har kørt indtil videre – wauw. Vi prøver at fotografere og videofilme, men det bliver aldrig det samme, som at være der i virkeligheden.

29. september (Timberland campground ved Gorham – North Woodstock): Det har været varmt i nat 17 grader og det er også godt vejr til morgen. Solen skinner, så det er med at komme ud af vattæpperne og ud og nyde de flotte efterårsfarver.
Vores første stop i dag bliver i Gorham, kun få km fra campingpladsen. Der er loppemarked og Lumperjack and Jill show og de er lige gået i gang med at kaste med økser og save store træbjælker over med motorsav på tid. Det er både damer og mænd, som kæmper om at være hurtigst med motorsaven og ramme plet med øksen mod skydeskiven. Det er lidt specielle discipliner at kæmpe i for os, men det er meget sjovt at se og det trækker temmelig mange tilskuere.
Det første stykke vi kører sydpå af rte 16 er fantastisk flot. Der er ikke en sky, så vi kan se alle bjergene omkring os. Efter en times tid kører vi dog ind i et område, hvor skyerne ligger lavt, så der kan vi se knap så meget, men vi vælger alligevel at køre ned til Cannon Mountain og Artist Bluff trailhead.
For en gang skyld er det en kæmpe parkeringsplads, da det er et skisportsted om vinteren. Der går en gondol op til toppen af Cannon Mountain, hvorfra alle skipisterne udgår. Vi vælger i første omgang blot at tage det lille hike op til Artist Bluff lookout, hvorfra man kan se over på Cannon Mountain og de øvrige bjerge og ned over Echo Lake. Det er et hike på kun omkring 2,5 km men det er på trærødder og klipper/sten, så det er ikke den letteste sti at gå på og der er også nogen stigning til sidst op mod udsigtspunktet, så man bliver lidt varm af turen, men det er alle anstrengelserne værd. Det er virkelig en flot udsigt og det er som om farverne tager til. Nu er vi ikke i tvivl om, hvorfor det er så populært at tage til New England ved løvfaldstid. Her er bare så smukt.
Desværre er der andre end os, som har fået ideen om at gå op til Artist Bluff i det fine vejr, så vi er absolut ikke alene hverken på stien derop eller oppe på udsigtspunktet. Nogen har ligefrem valgt at holde surprise party deroppe. Der står en stor gruppe med balloner, som pludselig pludselig råber surprise og begynder at synge fødselsdagssang for en dame, som ankommer med sin mand.  Hun bliver så overvældet at tårerne triller ned af kinderne på hende.
Selv om vi ikke er alene, kan vi godt sidde lidt for os selv og nyde udsigten inden turen går ned igen.
Vi fortsætter til Old Man of the mountain, hvor vi går en lille tur ned til Profile Lake og spejder op mod klippen, hvor der indtil 2003 var en klippeformation, som mindede om en gammel mands ansigt i profil. Klippen kollapsede i 2003 og blev erstattet af en plads med granitbelægning og et monument, hvor flere stålprofiler peger mod klippen, hvor profilen var.  Så dybest set er der i dag ikke noget at se, men det bliver stadig promoveret, som et historisk sted og selv om der kun er den lille “mindepark”, som McDonalds har sponsoreret!
Det er ved at være spisetid, så vi fortsætter til North Woodstock, som er en rigtig sød lille by med bl.a. et bryggeri – Woodstock Inn Brewery, som ser hyggelit ud og er velbesøgt. Vi kan sidde udenfor i solen og få vores frokost og øl, selvfølgelig. Det er så rart, at vi ikke har travlt med at komme videre, så mens vi har telefondækning/internet skynder vi os at reservere en nærliggende campingplads for natten og skipper øvrige planer for dagen. Vi har været aktive nok for i dag 🙂
Nattens campingplads er Lost River Valley Campground, som er en temmelig stor campingplads, men de enkelte pladser er spredt ud imellem træerne. Vi kører rundt på små skovstier for at finde vores site, som er stort og ligger lige ned til en lille flod. Meget hyggeligt sted.
Vi finder straks stolene frem og sidder ved floden og slapper af indtil mørket falder på og det bliver lidt koldt.

30. september (North Woodstock – Stowe, Vermont): Vi har frosset i nat. Til dels vores egen skyld. Vi havde glemt at tænde for varmen 🙂 Men efter et varmt bad er vi optøede og klar til dagen. Solen skinner fra en skyfri himmel, så man kan næsten ikke ønske sig mere.
Vores campingplads ligger ikke langt fra Lost River Gorge & Boulder Caves og det bliver dagens første stop. Det er et utrolig flot område, hvor man går på træbroer og trapper igennem en kløft, som vandet har skåret ned i klipperne. Man kan konstant høre vandet, men ikke altid se det og der er en masse grotter, som man kan kravle ind i. Så bliver Tina 8 år igen og skal helst ned i alle grotterne. Dog er nogle for smalle eller man skal kravle og mave sig lidt for meget igennem smalle passager, så der må jeg stå over 🙂 Ulrich er mere tilbageholdende og skal kun ind i de største grotter, hvor man kan stå nogenlunde oprejst. Det er en flot og sjov oplevelse.
Efterfølgende standser vi ved Beaver Pond, hvor der dog ikke er nogen bævere, men det er en stor sø, hvor de omkringliggende efterårsklædte bjerge spejler sig. Det er utrolig smukt.
Derefter kører vi til Stowe ad en lang skovvej, hvor vi nyder efterårsfarverne.
Stowe er kendt som skisportsted, men mange valfarter også hertil i efteråret for løvfaldet. En kendt østrigsk familie har også slået sig ned her nemlig Von Trapp fra The Sound of Music. Den sidstlevende søn af de 9 børn, hvoraf 2 havde Maria, barnepigen, som mor, har sammen med sine børn købt en meget stor stykke land, hvor der bl.a. er et stort lodge og et bryggeri. Vi får os en øl og en bratwurst på bryggeriet og er oppe forbi lodget også. Det ligger ganske imponerende med udsigt ud over bjergene og dalen med Stowe i bunden.
Vi får ikke set så meget af Stowe inden den bliver mørkt, så det må blive i morgen.
Vi overnatter på Gold Brook camperground, som ligger lige i udkanten af Stowe.

1.oktober (Stowe – Killington): Det har mest været en køredag igennem og over de smukke efterårsfarvede skove og bjerge. Det var rigtig tåget til morgen, så vi kom først ud af campingpladsen ved 10-tiden, da tågen havde lettet. 
Vi startede med at køre nordpå af rte 108 en utrolig flot lille bjergvej fra Stowe til Jefferson. Der er begrænsninger på både længe og vægt på køretøjer, som må køre på strækningen. Vi kan ud fra de kriterier sagtens klare vejen, men om der er nogen, der overser kriterierne eller ser stort på dem, skal være usagt, men lige inden man for alvor kører ind på vejen, er der bygget en chikane med forhindringer, der udgør en svingende vej og kun hvis man kan køre igennem denne chikane, kan man fortsætte op ad 🙂
Vi klarer fint chikanen og er fortrøstningsfuld, men også lidt spændt på hvor “slem” turen mon er. Det går fint. Der kommer et stykke øverst oppe, som er fuldstændig som chikanen. Vejen er smal og der er klipper på siderne og den bugter sig igennem 3-4 sving. Her kan 2 biler ikke passerer hinanden og camperen kan kun lige komme rundt. Heldigvis møder vi ikke nogen andre her, så vi kommer helskindet igennem og uden ridser 🙂 men er også enige om, at vi ikke tager den samme tur tilbage. Måske er vi ikke lige så heldige den anden vej, så vi kører uden om i stedet og går en lille tur omkring Moss Glen vandfaldet lidt uden for Stowe. 
Tilbage i Stowe besøger vi microbryggeriet The Alchemist, som er berømt for specielt deres Heady Topper Pale Ale. Det er en stærk fætter – 8%, så vi vælger at købe en 4-pack to go, da det nok ikke er anbefalesværdig at køre bil efter sådan en fætter.
Efter frokost kører vi sydpå af rte 100 med nogle få fotostops bl.a. ved endnu et vandfald, som hedder Moss Glen Falls. Det ligger lige ud til vejen.
Vejen fører igennem nogle småbyer, hvoraf de fleste ser noget forladte ud med gamle industribygninger, som ikke har været anvendt i mange, mange år. Der er dog også nogle meget flotte byer imellem med den hvide kirke med sit spidse tårn som midtpunkt.
Da vi når Gifford Woods State Park nær Killington stopper vi for dagen. Her er får vi en fin plads med bålsted og vi køber brænde, så vi kan sidde omkring bålstedet og nyde en Heady Topper til flammernes knitren, mens mørket falder på. Det er bare så hyggeligt 🙂

2. oktober (Killington (Vermont) – Pittsfield (Massachussets): Det har været endnu en flot dag, hvor vi har kørt gennem de smukke efterårsfarvede landskaber sydover fortrinsvis af rte 100 og en afstikker af rte 7A. Det har været en blanding af skisportsteder og små hvide byer (husene er alle malede hvide).
Vi har bl.a. været igennem Manchester, som er en meget flot by med store hvide palæer og store flotte græsplæner foran. Hovedgaden er en bred alle med store træer og så de flotte huse/palæer. Det er her Abraham Lincolns families hjem – Hildene – ligger og nu er museum.
I den lille by Weston har vi inde i både Vermonts Country Store og Weston Village Store, som begge er stoppet med alle mulige specialiteter fra Vermont. Sirup, chokolade, oste og cider m.v. Ulrich fik smagt nogle gode oste, men var for nærig til at købe noget. Ingen af specialiteterne er billige 🙂 Jeg købte lidt chokolade, som vi nød til eftermiddagskaffen senere på dagen. Det smagte rigtig godt.
I Bennington var vi lige en tur oppe omkring det store obelisk lignende monument, som er rejst til minde om slaget  mod britterne under revolutionen. 
Ved 5-tiden har vi kørt nok for i dag og checker ind på Mount Greylock camperground, som ligger lidt før Piitsfield. 
Vi får styr på og booket campingpladser for de sidste 5 dage, så vi ikke skal bekymre os om, hvor vi skal sove fra nat til nat.
Turen fortsætter i morgen mod Cape Cod og kysten.

3. oktober (Pittsfield – Cape Cod): Vi har sovet længe også længere end vi havde regnet med, så vi har lidt travlt med at få badet og spist morgenmad inden vi skal være ude af campingpladsen 🙂
Vi har en lang køredag foran os, da vi skal nå helt til Cape Cod, hvor vi har booket campingplads for de næste 4 nætter. Iflg. google map er det en tur på 186 miles, som skal tage lige ved 3 timer. Hvilket vi tidsmæssigt godt ved ikke holder. Det tager altid meget længere tid i camper.
Den første del af turen fortsætter vi ned af rte 7, hvor vi kommer igennem et område som kaldes The Berkeshires. Det er en række af små byer i udpræget engelsk stil. Meget flotte og velholdte ejendomme og det emmer af historie. 
Vi runder Outlet centret i Lee, men for en gang skyld går vi ikke derfra med store indkøbsposer. Vi køber faktisk slet ikke noget! 
I stedet fortsætter vi mod Cape Cod af rte 20, men må til sidst opgive at køre af de forholdsvise små veje, som også kommer igennem store byer. Det tager simpelthen for lang tid, så efter frokost må vi op på motorvejene og få lidt mere fart på, hvis vi skal nå frem før det bliver mørkt. Det er lidt ærgerligt, men vejene er for dårlige, så man bliver stresset af al den larm, der kommer fra camperen, når man konstant kører på hulede veje og vi bliver også lidt overraskede over, hvor megen trafik og hvor store byerne er her længere sydpå selv om vi ikke kører  igennem hverken Worchester eller Boston. Der er også megen trafik på motorvejene, men her er vejkvaliteten god og alle kører samme vej, så der er ikke så meget at holde øje med hele tiden 🙂
Vi når frem til vores campingplads ved Cape Cod omkring kl. 18, hvor receptionen er lukket, men der hænger en besked til os med anvisning af vores plads, så alt er godt. Bortset fra at den plads vi har bestilt med el og vand ikke har nogen tilslutning til hverken el eller vand. Det er noget rod, men heldigvis er pladsen ved siden af ledig og den har tilslutningerne, så den tager vi i stedet for. Så må vi klare den med receptionen i morgen.

4. oktober (Cape Cod):  En god start på dagen. Da vi åbner døren og skal op i bad går først 3 kalkuner rundt omkring camperen og hakker i jorden og lidt senere er der hele 8 lige udenfor. Så tæt har vi aldrig været på kalkuner og havde måske heller ikke regnet med at se dem på en campingplads. Vi har set nogle langs vejene eller løbe over vejen, når vi har kørt rundt, men ikke været tæt på dem. Der er iøvrigt også mange andre fugle på campingpladsen, men ikke så store 🙂
Inden vi forlader pladsen er vi oppe i receptionen og får flyttet plads, så vi får en lidt større og mere jævn plads og hvor el og vand hører til, som bestilt. Hun er meget sød.
Vores plan i dag er at køre ud til spidsen af Cape Cod af kystvejen inde i bugten derud og ad kystvejen ud mod Atlanterhavet på vejen hjem.
Vi starter med at køre ud til Cape Cod Canal, der er en menneskeskabt kanal. Det var oprindelig 2 floder, hvor man har flyttet sandet imellem dem og gravet hele kanalen dybere, så der i dag kan passere store krydstogtskibe igennem kanalen. Kanalen, som den er i dag, er over 100 år gammel, men man startede allerede i 1600 tallet med at grave den ud, flere forsøg mislykkedes dog. 
Vi går en tur langs kanalen og snakker lidt med de mange lystfiskere, der står langs kanalen, men først næsten ude ved starten af kanalen møder vi en glad dame, som har fanget en stor Striper. En torske-lignende fisk.
Efter vores gåtur er vi lige inde på visitor-centeret, som dog mere er et museum omkring kanalen end et egentligt visitor center. Det er et flot museum, men det var ikke lige det vi søgte, så vi kører videre, dog med et kort over hele Cape Cod rigere 🙂
Vi kører ad highway 6A, den gamle hovedvej langs kysten, der snor sig gennem små byer og samfund, der ligger som historiske perler på en snor langs Old King’s Highway. De hundrede år gamle dukkehus-agtige træhuse stråler om kap med hinanden langs ”indersiden” af Cape Cod bugten på vej ud mod spidsen af Cape Cod. 
Vi ender efter et par timer ude på spidsen af Cape Cod ved Race Point Beach, hvor vi spejder efter sæler og hvid hajer! Der er store skilte som advarer mod at bade ved stranden, hvis der er sæler, da hvidhajerne lever af sælerne og måske kan tage fejl af en sæl og en badegæst! Der er andre som os, der spejder ud over havet, men vi ser ikke nogen hverken sæler eller hvidhajer.
Da vi gerne vil se sæler spørger vi ChatGPT, hvor vi kan finde sæler. Den er meget informativ. Vi får 4 muligheder, hvor vi vælger en lille fiskehavn – Chatham, hvor sælerne skulle svømme rundt omkring fiskerbådene. Det lyder som den sikreste mulighed.
Det er et godt stykke tilbage på Cape Cod, men passer fint, da Chatham ligger på den anden side af capen, som vi også gerne vil se.
Det er en lille bitte havn, hvor parkeringsmulighederne er begrænsede, men vi er heldige at få en plads langs vejen. Nede i havnen har man bygget et observationsdæk i første sals højde, så man kan stå der og se fiskerne losse dagens fangst og se på sæler. Der er netop kommet et par fiskerbåde ind, da vi træder op på observationsdækket og det har som ChatGPT skrev til os tiltrukket sæler. Der svømmer 4 gray seals rundt i vandet på udkik efter fiskeaffald, som fiskerne smider lidt ud af til dem. Normalt synes vi at sæler ser søde ud med deres store øjne og lille overskæg, men de her er grimme. De har lange hoveder, der lidt ligner et hestehoved. De er meget specielle i deres udtryk, men de er selvfølgelig sjove at betragte alligevel 🙂
Da vi har set nok på sæler, går vi op og køber fish and chips i fiskebutikken og sidder udenfor og spiser det. Det bliver til kombineret frokost og aftensmad, da klokken er blevet 16 og vi har ikke fået nogen frokost.
Vi kører hjemover langs kysten mod Atlanterhavet. Det er meget anderledes byer og huse, som er her i forhold til på den anden side af capen. Her er det ikke dukkehusene, men derimod større huse og byerne har også mere præg af sommerferiebyer end helårsbeboelse. Her er mere mondænt.
Tiden er løbet fra os, som sædvanlig, så vi må forlade kystvejen, hvis vi skal nå hjem inden det bliver mørkt, så vi får desværre ikke set hele kystvejen. Vi må op på den hurtigere rte 6 og når lige hjem til kl. 18, hvor solen går ned.
vi går tidligt i seng. Det har været en lang, men god dag, men vi får sikkert en lige så lang dag i morgen, hvor vi skal til Marthas Vineyard.

5. oktober (Marthas Vineyard): Vi har været tidligt oppe. Vækkeuret ringede kl. 6 og vi kørte fra campingpladsen kl. 7:45 mod Falmouth og Woods Hole, hvorfra vi skal sejle til Marthas Vineyard. Vi skal med The Steamship, som har 3 forskellige parkeringspladser rundt i udkanten af byen, hvorfra man med shuttlebusser bliver kørt ned til færgen i Woods Hole. Det er et rigtig godt koncept for os, da vi så er sikre på at kunne parkere camperen.
Vi har købt billetter online, så vi kan gå direkte ombord, da vi kommer ned til færgelejet. En returbillet koster kun 20 USD pr. person, men vi skal dertil betale for parkering, som er 14 USD. Sejlturen tager 45 minutter.
Fremme i Oak Bluff går vi rundt og ser på byen. Solen er nu heldigvis kommet frem efter, at der har hængt tunge skyer over os hele morgenen, så vi nyder det. Oak Bluff er en hyggelig omend turistet by, men vi finder hurtigt op til Gingerbread husene, som er et specielt kvarter i byen med 325 små charmerende huse i kulørte farver med ornamenter og træudskæringer. Alle med en lille veranda foran, hvor der typisk står et par gyngestole.
Vi snakker med en dame, som kommer ud af en af husene. Hun har boet der i 40 år og fortæller, at hun absolut ikke er den, som har boet her længst. Husene går i arv fra generation til generation. Husene blev bygget i slutningen af det 19. århundrede, som en del af en religiøs sommer camp for Methodister. Det bygger fortsat på en form for religiøst fællesskab, men andre religioner end methodisterne er blevet lukket ind i fællesskabet over tid, så der bor som hun fortæller også både jøder, muslimer andre trosretninger i deres fællesskab nu.
Vi vil også gerne se lidt mere af øen, så vi køber et dagspas til busserne (5 USD) og kører først til Edgartown og går en tur der. Det er en ældre by med forskellige historiske bygninger, men ikke helt så hyggelig som Oak Bluff. 
Fra Edgartown kører vi til Vineyard Haven, men den synes vi ikke om, så det bliver en meget kort gåtur inden vi tager bussen tilbage til Oak Bluff.
Både Edgartown og Vineyard Haven er iøvrigt der hvor de rigeste bor i deres store villaer med 6-8 værelser og tilsvarende antal badeværelser. Vi kan se nogle enkelte af dem ligge langs vandet i Edgartown og hos en ejendomsmægler kan vi se at et hus/palæ let kommer op at koste 127 mill. danske kroner og så ligger det endda ikke engang ud til vandet! Det er vanvittigt hvor mange penge nogen personer kan skrabe sammen 🙂
Tilbage i Oak Bluff går vi op på den restaurant, der iflg. en afstemning serverer de bedste lobster rolls i byen – Look Out – hedder den. Der er virkelig run på den restaurant, men det lykkes os at få 2 pladser, hvor vi kan sidde og kikke ud over vandet. Vi har bestilt Jumbo lobster rolls og vi kan skrive under på, at de er både jumbo og gode. Det er både de største og de bedste lobster rolls vi har fået. Vi kan næsten ikke spise op. Jeg overvejer seriøst om jeg skal have en doggy-bag og tage den halve med hjem til aftensmad, men med lidt hjælp fra Ulrich får vi begge spist i hvert fald lobster-kødet. Brødet og pommes fritterne blev levnet 🙂
Kl. 15:45 tager vi færgen retur til Woods Hole, bussen op til camperen og hjem til campingpladsen, hvor vi slapper af resten af dagen efter endnu en god dag i solskin ved vandet.

6. oktober (Newport): Vi har været i Newport, der anses for at være USA’s maritime by nr. 1, også kendt for sine huse fra kolonitiden og ikke mindst de imponerende palæer, de såkaldte Newport Mansions, som tidligere husede adskillige high society-sommergæster fra New York. Newport anses af mange for at være juvelen af kystbyer i New England, og det forstår man godt, når man har været der. 
Vi starter med at gå ”The Cliff Walk” – en 5,5 km lang rute langs den smukke østkyst af Newport. Langs ruten som går helt ud til vandet med de forrevne klipper, ser man alle de enorme mansions (palæer) fra slutningen af det 19 . århundrede, hvor kolonibyen var en legeplads for de rige. Man kan du ikke undgå at blive imponeret. Det er nærmest ubegribeligt, at nogle virkelig levede der og brugte dem som sommerresidens.
En af de mest overdådige mansions er The Breakers, som var Cornelius Vanderbilt II’s sommerresidens. Han sad som præsident for New York Central Railroad og var barnebarn af Commodore Cornelius Vanderbilt, der skabte familiens formue i dampskibs- og jernbaneindustrien. Den enorme ejendom på næsten 12.000 m² og med ikke mindre end 70 værelser, blev bygget på ca. 2 år til datidens astronomiske beløb på 7 millioner dollars. The Breakers blev designet af Richard Morris Hunt – en af den forgyldte tidsalders mest efterspurgte arkitekter. I dag er ejendommen museum og er Rhode Islands mest besøgte seværdighed. Den blev købt af The Preservation Society i 1972 og i 1994 blev ejendommen udpeget som et nationalt historisk vartegn. 
Da vi kommer forbi The Breakers kan vi ikke komme ind, da der holdes et kæmpe arrangement med veteranbiler, som er linet op på den store græsplæne mellem ejendommen og vandet.
Hvis vi skulle vælge mellem ejendommene langs denne strækning, som iøvrigt næsten alle i dag er ejet af staten, ville vi ikke vælge The Breakers men derimod The Wave, som er den sidste ejendom på The Cliffwalk og ligger ude på en pynt med 340 graders udsigt ud over havet og bugten. Det må være drømmehuset, hvis vi altså havde de multi mange millioner, som det koster. Det er stadig en privat ejendom, så måske den kommer til salg en dag 🙂
The Cliffwalk er kun 5,5 km, men da vi også gerne vil se noget af havnemiljøet i Newport inden det bliver mørkt, så finder vi en bus og tager den retur og ned i byen. Det er søndag og solen skinner og det er som om alle er ude at nyde det gode vejr i Newport. Bussen kan næsten ikke komme igennem byen, men til gengæld får vi set nogen af de hyggelige gader med en masse små butikker. Det er en meget hyggelig by.
Vi bliver sat af nede ved havnen, hvor vi finder hen til The Bowen Wharf, som kan minde lidt om Nyhavn. Det er en blanding af butikker, restauranter og barer og vi trænger til en kold øl oven på vores gåtur. Her er meget hyggeligt og det er svært at få plads med mindre man skal spise også. Vi vil kun have en øl og da vi stiller os søgende op ved en bar og prøver at finde en plads ved baren i solen, er der en mand, som anviser pladsen ved siden af ham og siger, at han snart går, så vi kan få 2 pladser. Det var da sødt af ham. Vi har iøvrigt mødt utrolig mange søde amerikanere på denne tur, som gerne har villet hjælpe eller blot lige snakke lidt og de bliver ret imponerede, når de hører vi kommer fra Danmark. 
Efter at have nydt solen og den kolde øl begiver vi os op igennem byen og om til Easton Beach, hvor vi har parkeret camperen. Der er lidt langt at gå, men det var det eneste sted, vi kunne finde, med hjælp fra ChatGPT, hvor camperen kunne være.
Da vi parkerede camperen havde vi iøvrigt en pudsig oplevelse. En bil kommer kørende lige hen imod os og standser og vi tænker, at vi måske har gjort noget galt, men det viser sig at være en ranger, som lige skal høre hvor vi kommer fra og vil give os nogle “officielle” Ranger stickers. Han er en meget sød og hyggelig fyr. 
Der er en times kørsel hjem til campingpladsen, men igen når vi lige nøjagtig hjem inden det bliver mørkt efter en god dag i Newport. Vi kunne godt have brugt mere tid der, men vi er nødt til at køre mod Worchester i morgen, da vi skal aflevere camperen tidligt i overmorgen for at nå vores flyver videre til Virginia.

7. oktober (Cape cod – Sturbridge): Vi er desværre ved at skulle afslutte vores roadtrip i camperen og er nødt til at køre mod Worchester og Cruise America, hvor vi skal aflevere camperen i morgen. Jeg bliver altid lidt trist, når vi skal aflevere camperen. Jeg elsker den frihed som camperen indebærer. Køre hvorhen man vil, så langt man vil, selv lave mad og bo under små forhold, men alligevel have alt hvad man skal bruge inden for 10 kvm. Køkken, badeværelse, soveværelse og opholdsstue. 
Når det så er sagt, så har camperen givet os nogle udfordringer på denne tur rundt i New England. Området her er ikke gearet til campere. Parkeringspladserne er kun lavet til personbiler. Det er småt med parkeringspladser ved attraktioner og vandrestier, så nogle har vi måtte springe over p.g.a. pladsmangel eller skilte, der simpelt hen har sagt NO RV her. Vi oplevede det samme, da vi for nogle år siden kørte ned af Highway 1 på vestkysten af USA. Her var det også småt med pladsen modsat, når man kører rundt i de ikke kystnære stater i USA.
En hurtig sammenfatning af de seneste 3 uger i New England er, at vi har haft en rigtig god tur, hvor vi har fået set både kysten med masser af hummer-restauranter og de amerikanske riges villaer/palæer og ferieparadiser og de hyggelige gamle, små byer i bjergene ved White og Green mountains inde i landet med de flotte bjerge klædt i efterårsfarverne, som vi også kom for at se. MEN kunne vi gøre turen om, så skulle vi nok ikke have valgt at køre i camper, men have valgt at køre i en alm. personbil og indlogeret os på hoteller, som jo på den anden side ikke giver den frihed, som jeg tidligere beskrev.
Nu skal vi som skrevet aflevere camperen i morgen tidlige ved Cruise America. Så vi skal tidligt op og dermed også tidligt i seng. Vi skal først flyve kl. 14:20, men for at få taxa og bus og det hele til at passe sammen, så skal vi op kl. 5:30! 
Næste del af ferien bliver i Virginia, hvor vi skal mødes med vores venner fra Alaska. Det ser vi meget frem til 🙂

8. oktober (Sturbridge – Lake Frederick/Virginia):  Vi var nødt til at stå op kl. 5:30 for at nå at køre camperen ind til Cruise America, men alt klappede efter planen. Taxaen ventede på os, da vi nåede Cruise America og kørt os ind til Union Station – Worchester. Hvor vi havde rigelig tid indtil Peter Pan bussen kom og kørte os direkte i lufthavnen.
Vi havde næsten 3 timer i lufthavnen, da der kun var en bus om formiddagen, men med adgang til loungen var det ikke noget problem. Vi kunne sidde og hygge os og bestille mad og drikke, som vi ønskede + der var en buffet og bar med drinks. Det var virkelig en luksus lounge, men man kunne også kun få lov at besøge den en gang om året!
Flyturen på 1,5 time til Washington DC gik hurtigt og Dennis var klar i lufthavnen til at hente os i hans nye dejlige bil.
Der var næsten 1,5 times kørsel til hans hus i Lake Frederick var en flot tur igennem bakket landskaber med grønne græsmarker og en masse stengærder, der indhegnede markerne. Der var også små hyggelige landsbyer med en masse små butikker. Alt meget flot og meget anderledes end hvad vi har kørt igennem i New England oppe nordpå, hvor vi kørte igennem meget store skovområder.
Hjemme hos Dennis i hans nye flotte, store hus bliver vi mødt af Elaine og Pete, som har været der et par dage, men vil blive sammen med os til vi tager hjem. Det bliver helt sikkert hyggeligt.
Dennis har købt store bøffer, som han griller til os og købt den skønne rødvin, vi også fik på Kauai. Det er bare så lækkert det hele og vi snakker, som om vi lige har været sammen selv om vi ikke har set hinanden siden november sidste år i München 🙂

9. oktober (Lake Frederick): Elaine, Pete, Ulrich og jeg starter dagen med en gåtur langs Lake Frederick. Dennis kører os ned til en lille bro, hvor der ligger små både til udlejning, hvis man vil ud at fiske på søen, hvor der skulle være en del forskellige fisk.
Vi gik som sagt en tur langs søen og så og hørte en masse forskellige fugle bla. den helt røde cardinal-fugl og et par både lå ude på søen med lystfiskere i. Vi så dem dog ikke fange nogen fisk.
Om eftermiddagen kørte Dennis os til et lokalt bryggeri Harpers Ferry, hvor vi kunne sidde udenfor og spise frokost og nyde en øl med udsigt til bjergene og Potomac River, som her danner grænsen mellem staten Maryland og Virginia. Dejligt sted.
Staterne fletter lidt ind i hinanden her og har ikke helt lige grænsen, så på vejen hjem til Dennis, er vi også igennem en lille bid af West Virginia, hvilket vi kun opdager, fordi der er skilte, som siger velkommen til West Virginia og  velkommen til Virginia. Så vi kan nu krydse endnu en stat af på listen over stater vi har været i 🙂 På denne tur alene er på oppe på hele 9 stater. Så mange stater har vi ikke været i før på en rejse!
Hjemme igen sidder vi blot og hygger og da Dennis forslår at vi skal gå ud at spise, er vi egentlig ikke oplagte til det, så vi ender med at spise rester fra i går og fra frokosten i dag, hvor vi fik nogle gigantiske pizzaer, som vi absolut ikke kunne spise på en gang.

10. oktober (Shenandoah National Park): Vi har aftalt at tage til Shenandoah National Park i dag. Ingen af os har været der før, ikke engang Dennis. Han har ikke haft tid endnu, da han har haft travlt med at indrette sit hus siden han flyttede ind for en måned siden. Der var intet i huset. Han har måtte starte helt forfra med alt fra møbler til køkkenting og værktøj m.v. Det har været for dyrt at få det fragtet fra Hawaii, så han er startet fra skrats.
Der er en times kørsel til gaten til nationalparken, hvor vi kan bruge vores Nationalpark pass til at komme ind uden at skulle betale. Lige inden for gaten bliver vi mødt at de første deer, som står ved vejsiden som en anden velkomstkomite. De er meget søde og fine i pelsen.
Vi stopper ved forskellige udsigtspunkter og nyder udsigten ud over bjergene og dalene. Da vi er sydligere end i New England, er der ikke så mange efterårsfarver på træerne endnu, så det er grønne bakker/bjerge. Det kunne minde meget om Tyskland, da bjergene ikke er så høje.
Dennis kører os op til en parkeringsplads, som er ca. midt i parken, hvorfra vi kan gå et lille hike på ca. 5 km – The Hawksbill loop. Det er ikke specielt anstrengende. Kun ca. 240 højdemeter, men de kommer på den første kilometer, så vi bliver da en lille smule forpustede 🙂 Det meste af turen er i skov, men på toppen er der klipper og en udsigtsplatform, hvorfra vi igen kan se ud over bjergene. Det er en flot udsigt og mens vi står her kommer vi til at tale med et canadisk par, som også lige har kørt rundt i New England, men nu er på vej tilbage til Vancouver, hvor de kommer fra. De har kun været afsted i 6 uger, så de må have kørt rigtig meget hver dag, når de også har været på tværs af USA for at komme hertil.
Elaine og Pete går tilbage af den samme vej, som vi kom op, men vi fortsætter i loopet og kommer hermed ud på bl.a. Appalachian Trail, som løber helt fra Georgia til Maine. Ialt 2.190 miles eller 3.500 km. Vi får en lidt længere tur end Elaine og Pete, men jeg tror vores er lidt mindre anstrengende. Vi er i hvert fald tilbage ved parkeringspladsen, hvor Dennis venter på os, på nogenlunde samme tid. Det har været et fint lille Hike, hvor vi har fået lidt motion, så vi nu fortjener at få frokost, hvilket vi får på en cafe ved Visitor Centeret.
Til aften kører vi til en lokalt bryggeri i Front Royal for aftensmad.

11. oktober (Lake Frederick): Vi slapper af om formiddagen og kører til Stone Winery ved frokosttid. Det er et virkelig flot og stort vineri med restaurant og tastingroom og selvskabslokaler til store events. Vi får først frokost og et glas hvidvin siddende ude på deres store terrasse, hvor vi kan se ud over vinmarkerne og en lille sø med springvand. Det er så skønt. Efterfølgende får en winetasting-menu med bobler fra Frankrig, men med Stone Towers label på og 5 af deres lokalt producerede vine. 3 hvidvine og 2 rødvine. De er rimelig gode alle 5, men alt for dyre, hvis vi vil købe flasker, så vi nøjes med at smage dem.
En rigtig hyggelig eftermiddag i solen på vineriet. 
Til aften er det Ulrich og jeg, som står for aftensmaden, hvor vi får store rejer marineret i olivenolie og hvidløg og dertil naan-brød og salat. Det er rart med lidt skaldyr efter de mange burgere, vi har fået de seneste dage 🙂

12. oktober (Lake Frederick): Det er desværre vores sidste dag hos Dennis. Han ved, at vi meget gerne spiser hans grillede lobster, så han kører til Costco om formiddagen for at købe lobster til os. Han vil bare gøre alt for, at vi har det rart.
Han kommer tilbage med de lækreste store lobster-haler, som han vil tilberede på grillen til aftensmad.
Vi kører alle til Luray Caverns efter frokost hjemme i køkkenet. Der er en lille times kørsel dertil og i første omgang vil Dennis blot køre os, men ikke selv med ned i grotterne. Vi får dog overtalt ham til at gå med, og jeg tror bestemt ikke, at han fortrød. De er virkelig imponerende. Det er de største grotter i det østlige USA og også den største attraktion der. Vi har dog ikke problemerne med at komme ind selv om det er lørdag. Vi står kun i kø i få minutter. Her er vi seniors allerede ved 62+, så vi kan begge få seniorbilletter og spare 2 USD hver på indgangsbilletten 🙂
Vi var dårlig kommet igang med de ca. 1,5 km lange rute igennem grotterne før vi var vildt imponerede. Vi har været i mange forskellige grotter rundt om i verden, men de her er uden tvivl de flotteste, vi har set. Der er katedrallignende rum så høje som 10 etager med de flotteste stalamitter og stalakitter og et sted er der en sø, som genspejler loftet. Det er vildt flot. Man har fornemmelsen af, at man kikker ned i et meget dybt hul, men det er spejlbilledet af loftet. Wauw. Vi tager begge en masse billeder, men det kan aldrig retfærdiggøre, hvor flot og imponerende det var. Mange andre steder prøver man at gøre oplevelsen større ved at sætte farvet lys på alle formationerne. Det har man heldigvis ikke gjort her og det er bestemt heller ikke nødvendigt. Dels er der mange farver på klipperne i forvejen og dels er de imponerende i sig selv. Der behøver ikke at blive tilsat special-effekts. 
Vi går rundt dernede i lidt over en time og er alle blown away. Det har været alle pengene værd 🙂
Vi har også billetter til et bilhistorisk museum, hvor de har samlet transportmidler tilbage fra prærievognen og frem til de første rigtige biler i 1941. Det er rigtig flotte biler, som alle er istandsatte og der er en lille historie ved hver bil. Vi bruger dog ikke så megen tid her som nede i grotterne.
Til aften laver Dennis de lækre hummer-haler til os på grillen. Wauv de er gode.

13. oktober (Lake Frederick – Washington DC): Dennis kører os alle ind til Washington DC, hvor vi har booket hotelværelser på Hyatt House / The Wharf for de næste 2 nætter.
Dennis, Elaine og Pete har besøgt Washington DC før, men det er vores første besøg i byen. Vi har derfor heller ikke lagt helt faste planer for hvad og hvornår vi vil se hvad.
Da det er meget flot vejr med sol og 26 grader, da vi ankommer og ikke alle værelser er klar, sætter vi alle kufferterne op på vores værelse, som heldigvis er klar og går derefter ud i byen. 
Vi bor skønt lige ned til Potomac-floden og en lystbådehavn, og der er mange restauranter langs floden. Vi er både tørstige og sultne efter køreturen på ca. 2 timer, så vi starter med en god frokost og kolde øller. Det trænger vi til i varmen.
Vi har måtte køre en lille omvej ind til Washington DC, da jeg desværre glemte min jakke på wineriet forleden dag. Meget pinligt, men heldigvis har personalet gemt den til mig. Elaine har været sød at efterlyse den over telefonen og lige inden vi kørte fra Dennis, fik hun endelig kontakt til den rigtige person, som kunne fortælle, at de havde jakken til mig 🙂
Efter frokost går vi en meget lang tur til Washington Monumentet, som blev bygget af 2 omgange. Første fase blev bygget i (1848-1854) af private og anden fase (1876-1884) af US Army. Det står i dag til ære og minde for George Washington. USAs første præsident. Det er knap 170 meter højt og var den højeste bygning i verden, da den stod færdig. Det er hult og der var oprindelig en trappe op til toppen, hvorfra man skulle have en fantastisk udsigt ud over hele Washington DC og omegn. I dag er der en elevator, som kan bringe folk op til toppen. Det kræver dog at man har forudbestilt/købt en billet, som kun koster 1 USD, men som er svær at få fat på, da der er begrænsede billetter hver dag. Vi har prøvet at få billetter, men har ikke været heldige.
Fra Washington monumentet kan man se helt op til Capitol Hill igennem National Mall, som parken hedder, hvor alle Smithsonia museerne ligger ud til. Vi vælger dog i dag at gå den modsatte vej, hvor vi først kommer til World War II Memorial, som er et nationalt mindesmærke dedikeret til amerikanere, der tjente i de væbnede styrker og som civile under Anden Verdenskrig. Det er ganske imponerende med et stort springvand omkranset af granit-søjler, der hver repræsenterer USAs stater og territorier, som de var under anden verdenskrig.
Vi fortsætter langs Lincoln Memorial Reflecting Pool op til selve Lincoln Memorial, hvor Lincoln sidder (i form af en gigantisk marmor-statue), som den almægtige faderskikkelse der skuer ud over folket. På hver side af ham er hans 2 mest berømte taler indgraveret i væggene.
Abraham Lincoln var USA 16. præsident. Han blev myrdet den 14. april 1865, lige som borgerkrigen var slut.
På vejen tilbage mod hotellet besøger vi også lige Vietnam Veterans Memorial og Korean War Veterans Memorial. De er ikke så pompøse, som de øvrige mindesmærker, men Vietnam Veterans Memorial har alle navne på de faldne indgraveret i granitplader og familiemedlemmer har nogle steder stillet blomster og billeder til minde om deres kære.
Jeg bliver altid lidt rørt over, hvordan USA forstår at ære deres soldater, som har betalt den ultimative pris for at forsvare USA eller demokratiet i verden.
Hjemme på hotellet får vi lige tid til at hvile lidt inden vi mødes alle 5 til aftensmad på en restaurant ikke langt fra hotellet og efterfølgende night-cap i hotellets bar. Endnu en lang, dejlig og begivenhedsrig dag er slut i selskab med “the gang”, som Dennis kalder os 🙂

14. oktober (Washington DC): Vi havde pragtfuldt vejr i går med sol og op til 27 grader, men i dag er det helt anderledes. Vi må finde det varme tøj frem. Det er overskyet, blæsende og kun 13 grader. En gevaldig omvæltning. Godt vi fik set en masse i går i solskinsvejret. Vi burde måske bare gå på museer i dag, som Dennis, Elaine og Pete vælger, men vi vil gerne se noget mere af byen, nu vi er her, så vi splitter os op i dag. Vi køber en tur med Old Town Trolley Tours. En sightseeing, hop on hop off bus. Med den kan vi komme rundt til de mest kendte attraktioner i byen og stå af og på, hvor det passer os. Vi starter klokken 9, så vi måske kan mødes med de andre 3 på et af musserne til eftermiddag.
Turen starter lige bag vores hotel, så vi skal ikke gå så langt. Vi kommer forbi nogle af de ting vi også så i går, men det er anderledes at se det fra bussen end nede fra jorden, så helt fint. Vi har købt netop denne tur, da det er en kombi-billet, hvor der er en guidet tur på Arlington Cemetery inkluderet, så i stedet for at køre hele turen rundt i en tur, som tager ca. 2 timer, så står vi af ved et stoppested, hvor en anden bus henter os og kører os over Arlington Bridge til kirkegårdens Visitor center, hvor vi igen skifter transportmiddel til et lille tog med guide, som kører os rundt på kirkegården og fortæller historier undervejs. 
Vi står af ved John F. Kennedys grav, som ligger på en lille bakke. Ved hans begravelse den 25. nov. 1963 tændte Jacqueline og Robert Kennedy en flamme, som stadig brænder den dag i dag. To af Kennedy’s børn og Jacqueline Bouvier Kennedy Onassis er også begravet ved siden af præsidenten. Gravstedet er meget enkelt. En lille marmortrappe fører op til en plads med granit-fliser omkranset af marmor og mellem granitfliserne ligger de 4 mindeplader og den evige flamme brænder bag mindepladerne.
Gravstedet ligger lige neden for Arlington House, Robert E. Lee’s tidligere residens, som ligger på toppen af bakken med udsigt over kirkegården. Oprindeligt bygget til at være et levende mindesmærke for George Washington, men grunden blev i 1864 overtaget af den føderale regering for at tjene som gravsted for borgerkrigssoldater. I årenes løb blev huset også brugt som plantageejendom og hjemsted for 63 slaver, et militært hovedkvarter, et samfund for frigjorte slaver og en national kirkegård. Det er et meget sjovt museum, men det mest imponerende er nu udsigten ud over Washington DC.
Arlington Cemetery er USAs største millitære kirkegård og tjener som det sidste hvilested for over 400.000 militære veteraner og deres nærmeste familie fra fronterne i Irak og Afghanistan, så vel som  første og anden verdenskrig, Korea krigen, Vietnam, den kolde krig og Amerikas borgerkrig.
På vores videre tur med det lille tog kommer vi også forbi den ukendte soldats grav. Det er et kæmpe monument, som vi dog ikke får set nærmere på, da tiden er løbet fra os. Vi kører derfor tilbage til visitorcentret, hvor vi bliver vist i alle retninger alt efter hvem vi spørger. Vi vil blot vide hvorfra bussen går tilbage over Arlington Bridge til vores stoppested, men det er ikke nemt! Efter en halv time lykkes det os at finde rette sted, men ingen bus, så vi må vente yderligere en halv time før der kommer en bus. Mega irriterende. Måske skulle vi alligevel have taget det andet busselskab Big Bus, som har flere busser der kører rundt i byen, så skulle vi måske ikke vente så meget.
Tilbage over broen kører vi til Det hvide Hus. Her kan man også få en guidet rundvisning, men man skal have bestilt billet meget lang tid i forvejen, så det er ikke en mulighed for os. Vi nøjes med at stå ved hegnet for enden af den store græsplæne ned mod Washington Monumentet. Det er lige så flot, som når man ser det i fjernsynet 🙂
Vi er også omme på den anden side af Det hvide hus i håb om at kunne komme lidt tættere på, men alt er spærret af og der er vagter. De er allerede ved at gøre klar til valget den 5. november og indsættelse af den nye præsident lige først i det nye år. En vagt siger vi kan komme igen efter den 6. januar, så kan vi komme tættere på 🙂
Igen venter vi på bussen og kører op til Capitol Hill, som er vores sidste stop. Herfra er det vist lettere at gå hjem til hotellet og det kommer også til at knibe med at nå den sidste bus for i dag. Klokken er allerede blevet 16, så vi når ikke nogen museer i dag. Vi nyder synet af Capitol Hill med blå himmel bagved, men det blæser kraftigt, så vi begiver os hjemad til hotellet, hvor Dennis, Elaine og Pete sidder i baren og venter på os. De har været på museer og ved Martin Luther Kings memorial. 
Det er sidste aften med “the gang” så vi får en god middag og night-cap i hotellets bar. Det er tid til at sige farvel for denne gang og det er ingen af os gode til. Vi snakker om, hvor i verden vi skal ses næste gang. Der er flere muligheder, som kommer op i luften, men ingen planer er støbt i cement. Vi får se 🙂

15. oktober (Hjemrejsedag):