Dagbog fra Vietnam (2001)

22. december (afrejse fra CPH): Vi startede hjemmefra kl. 15.15 med vores nyindkøbte rygsække pakket næsten til bristepunktet. Det er svært at begrænse sig, når vi ikke rigtig ved, hvilket vejr vi bliver udsat for på turen ned gennem Vietnam! – og i øvrigt er rygsækkene ikke nær så store, som de kufferter vi normalt benytter os af.
Vejret er lidt trist, men det er vores humør bestemt ikke. Vi har begge glædet os meget til denne tur, men vi er også spændte på, hvordan det skal gå med at rejse med Susanne og Ove. Vi har aldrig rejst sammen med nogen andre før. Man siger jo, at hvis man har nogle venner man gerne vil af med, så skal man bare rejse sammen for så går det i stykker. Det håber vi selvfølgelig ikke bliver tilfældet her, og det regner vi bestemt heller ikke med.
Inde hos Susanne og Ove, hvor Polle skal stå, mens vi er borte, bliver der disket op med cognac, så vi alle kan ønske hinanden god ferie inden vi tager en taxa ud i lufthavnen. Louise er der også. Hun ser lidt trist ud ved tanken om dels at hun ikke skal med på denne spændende tur og dels at hun skal undvære mor og Ovemand i over 3 uger og endda i julen og nytåret!
Vi kommer ud i lufthavnen i god tid, så vi forhåbentlig kan få nogle gode pladser. Vi får også nogle OK pladser til Frankfurt, men vi kan ikke få boardingpas til turen videre fra Frankfurt til Bangkok. Dem vil vi få ved service-skranken for Lufthansa i Frankfurt lufthavn siger manden ved check-in-skranken.
Oppe i afgangshallen går vi rundt og kikker på forretninger og køber lidt læsestof til den lange flyvetur, vi har foran os og sætter os og nyder en cola. Vi ved heldigvis endnu ikke, hvor lang den i virkeligheden vil blive! Det viser sig efter en time, at vores fly til Frankfurt er forsinket. I første omgang 25 minutter. Det er OK for vi har 2 timer at løbe på i Frankfurt inden flyet afgår til Bangkok. Det bliver imidlertid mere og mere usikkert. Efter 1.30 time bliver vi kaldt ud til gaten, men vi kommer først afsted med 2 timer forsinkelse. Personalet i lufthavnen forsikrer os om, at det ikke bliver noget problem med at nå det næste fly for det er helt sikkert også forsinket for der har været snekaos i Frankfurt dagen i forvejen!
Da vi lander i Frankfurt skynder vi os op til Lufthansas skranke, men på vejen ser vi på monitoren, at vores videre fly er 5 timer forsinket  og dermed først skal afgå 3 timer senere! Held i uheld – så når vi da i hvert fald flyet i stedet for at strande i Frankfurt på et eller andet tilfældigt hotel. Vores middag på Hotel Orientel er dog kommet alvorligt i farezonen for inden vi når ud på hotellet i Bangkok kan klokken nu godt bliver 8-9 om aftenen på grund af de 5 timers forsinkelse!! Men vores bekymringer er ikke ovre. Da vi når frem til skranken, hvor vi skal have vores boardingpas, som de ikke kunne udstede i København får vi at vide, at flyveren er overbooket! Da knækker filmen totalt for os alle 4. Vi farer alle i hovedet på den stakkels dame bag skranken og overfuser hende, da det er fuldstændig uforståeligt for os, at hun kan sige, at der ikke er plads til os, når vi står med flybillet i hånden og vores bagage i øvrigt er checket ind i København helt til Bangkok. Hun bliver ved med at sige, at hun ikke har nogle boardingpas til os og at vi har bekræftelse på at vores bagage er checket ind i København ikke betyder, at der også er plads til os på flyet! Vi bliver ved med at råbe i munden på hinanden over for hende og til sidst siger hun, at vi må gå ud til gaten og afklare det med personalet derude for hun kan ikke give os pladser. Klokken er nu omkring 1 om natten, så vores lunter er ikke for lange. Vi kører hinanden op i meget højt gear på vej ud til gaten, hvor der heldigvis ikke er nogen særlig kø, så vi kommer næsten til med det samme. Vi stiller os alle op på række og beder om boardingpas. Manden her siger med det samme, at de ikke har overblik over pladserne p.t., så vi må komme tilbage om 15 minutter. Vi har ikke tænkt os at give op så let, så vi stiller os 5 meter fra skranken og der bliver vi stående i 15 minutter og derefter frem igen og skal alle til på ny at puste os op, men manden stikker os med det samme 4 boardingpas, hvor vi kommer til at sidde parvis ved siden af hinanden. Der går gassen totalt af ballonen. Vi har virkelig sat os op og så får vi bare passene uden yderligere. Det er næsten uvirkeligt og vi forstår det ikke rigtigt, men er selvfølgelig glade for, at vi nu kommer til Bangkok som planlagt, men dog med 5 timers forsinkelse.
Da adrenalinen nu kan falde til ro i kroppen melder sulten sig. Vi har ikke fået noget at spise siden frokost og klokken er nu næsten halv 2 om natten og vi ved ikke om de vil servere noget mad for os, når det nu bliver en sen natflyvning, så vi støver hele Frankfurt lufthavn rundt for at finde et sted, som har åbent for noget mad. Det viser sig, at blive et større problem, men efter at have været gennem 3 paskontroller og op og ned af adskellige trapper lykkes det at finde en McDonald, hvor vi kan få en burger og en sodavand hver, så den værste sult er væk.

23. december (Ankomst til Bangkok): Flyveturen forløb nogenlunde smertefrit. Vi havde fået pladser med ryggen mod væggen, så vi kunne ikke ligge vores sæder så langt ned som sædvanligvis og Ulrich havde lidt problemer med at få plads til sine lange ben, men bare det at vi var kommet med flyet var jo heldigt, så vi måtte nøjes! I øvrigt var vi ikke benovet over servicen om bord. Det virkede som om vi bare skulle sove hurtigst muligt og helst uden mad og drikke. Vi måtte bede om alt stort set. Der var ikke noget med at f.eks. drinksvognen kom rundt flere gange. Kort fortalt er Lufthansa ikke noget at skrive hjem om!
Vi skulle have landet i Bangkok kl. 14.15, men p.g.a. snekaoset i Frankfurt dagen i forvejen, landede vi først ved 7-tiden om aftenen. Vi var egentlig godt trætte, men bare det at være vel fremme efter de mange strabadser i Frankfurt gav os ny energi og det fik vi også brug for, for da jeg kom til paskontrollen ville de have, at jeg skulle have lavet et nyt pas på ambassaden, inden de ville lukke mig ind, fordi der i forbindelse med, at jeg blev gift er rettet i mit pas. Andersen er streget over, og der er lavet en henvisning til næste side, hvor mit nye navn står. Det er iflg. Thailandsk lov ikke legalt at rette i et pas. Jeg prøvede med det helt store smil, at forklare, at det var lovligt i Danmark og at det var pasmyndighederne i Danmark, som havde foretaget rettelsen, og som han kunne se af stemplerne i passet, havde de også accepteret rettelsen sidste gang, jeg var i Thailand, så om han dog ikke kunne lade mig komme igennem denne gang også. Det var bare med ikke at blive gal her og beholde det store smil på, selv om han sad med stram maske og uniform. Han kaldte så på sin overordnede, som jeg også forsøgte at smile stort til. Det lykkes gudskelov også til sidst at få en krussedulle på indrejsepapirerne fra den overordnede og så slap jeg igennem – godt lettet.
Ude i ankomsthallen skulle der stå en repræsentant for C.C. Travel, som skulle sørge for transfer til vores hotel her i Bangkok, men der var ikke nogen. Det var det første som C.C. Travel skulle stå for på vores rundrejse, så det lovede ikke så godt for den videre tur. Vi har imidlertid alle været i Bangkok før, så vi gik blot hen til skranken med taxier og bestilte en vogn til hotellet. Prisen var 1200 bath, hvilket svarer til 240 kr. som vi synes var lidt i overkanten, men vi kunne ikke rigtig protestere for vi havde ikke noget sammenlignings-grundlag og ikke andre transportmuligheder og i øvrigt var det vel ikke uoverkommeligt, når vi nu var 4 personer og vi regnede med, at turen ville tage en time til halvanden!
Vi kørte gennem Bangkoks gader i en times tid inden vi var fremme. Desværre var det mørkt, så vi kunne ikke se så meget, men vi kom da i hvert fald gennem Sukhumvit-området, hvor vi har boet flere gange, så der var lidt genkendelsesglæde ved at være her igen selv om det ikke er en by man ønsker at være for lang tid i. Den er meget stor og forurenet og trafikken uendelig. Det eksotiske Bangkok er svært at få øje på her midt i den myldrende trafik!
Da vi nåede frem til Montien Riverside Hotel kikkede vi alle på hinanden. Var det virkelig det hotel, vi skulle bo på? Vi var meget i tvivl. Enrico havde sagt, at det var et pænt hotel, men det her var overvældende. Der var en foriere så stor og flot, at vi følte os helt forkert til mode. Her kom vi i krøllet tøj og store vandrestøvler og med håret uredt efter en meget lang rejse og så stod vi midt i dette afsindig flotte hotel og blev budt velkommen med et lille glas juice og smilende små damer i saronger så flotte! Det var det rigtige hotel og vi blev straks vist op på nogle lige så flotte og store værelser på 22. sal med udsigt ud over Chao Phraya floden og byen. Det var virkelig en god start på vores rundrejse. Vi følte os straks godt tilpas og efter et hurtigt bad og omklædning, var vi parate til at tage en taxa ind til Oriental Hotel, hvor vi havde bestilt bord på den udendørs terrasse ned til Chao Phraya floden.
I receptionen var de utrolig søde og kaldte straks en taxa an til os og fortalte hvor meget det ville koste, så vi ikke blev snydt. Vi nåede ind på hotel Oriental kl. 22.00 og tag-selv-bordene lukkede kl. 22.45, så vi skulle være hurtige. Det var lillejuleaften og vi havde set frem til at skulle sidde her på terrassen og nyde alle de forskellige retter, som stod på buffetterne og som kokkene tilberedte på grillene, mens vi kunne se på bådene, som sejlede forbi ude på floden, så selv om flyforsinkelserne gjorde at vi ikke havde så meget tid, så skulle vi i hvert fald have noget ud af aftenen, så vi satte os straks ved et bord lige ud til floden og begyndte at tage for os af retterne, som spændte over alt fra sushi og alle mulige skaldyr og fiskeretter over salater og indbagte rejer, blæksprutter og grønsager og supper og nygrillede hummer, blæksprutter, andre fisk, and, kylling, svinekød og oksemørbrad og til sidst, men ikke mindst en kæmpe dessertbuffet med kager og is og frugt. Det var ganske enkelt overdådigt og det var næsten umuligt at vælge, når vi kun havde 45 minutter, men det blev en pragtfuld middag, hvor vi nød at sidde udenfor med bare arme til kl. 12 om natten. Det er sjældent, at man kan gøre det en lillejuleaften!
Da vi endelig kom i seng, var vi godt trætte, men også overordentlig tilfredse mennesker, der virkelig følte vi nød livet!

24. december (Bangkok – Hanoi): Det er juleaftens dag. Vi vågner op på vores pragtfulde hotel og solen skinner fra en skyfri himmel og det tegner til at blive en varm dag. Det er herligt. Jeg har godt nok hovedpine, men mener at en morgendukkert i swimmingpoolen vil gøre godt, så vi ifører os badetøj og hotellets kimonoer, som hænger på værelset til fri afbenyttelse, og tager elevatoren ned til poolen, som ligger på 4. sal. Der er et par andre, som har fået sammen ide. Vandet er lidt koldt at komme ned i, men det er skønt for hovedet og det er jo immervæk sjældent man har mulighed for at starte den 24. december med en tur i swimmingpoolen ude under solen og vel omkring 25 graders varme! Vi har med et glemt alle strabadserne og trætheden fra flyveturen herned. Dette er bare livet!
Efter svømmeturen er vi parate til at sætte os ind til den store morgenbuffet, men inden da skal vi tage en vigtig beslutning. Vil vi sidde på terrassen med det lille fiskebassin ned til floden eller vil vi sidder oppe i restauranten med aircondition og udsigt til terrassen og floden. Vi vælger det sidste, da solen allerede er ved at få magt udenfor og desuden er buffeten indenfor større end den udenfor. Der er som altid i Thailand alt hvad hjertet kan begære på buffeten og servitricerne vimser rundt og skænker kaffe og te. Ferien er for alvor begyndt!
Godt mætte går vi ned i receptionen og beder om lidt hjælp til at finde den nærmeste anløbsbro, hvor flodbådene sejler ned til Wat Arun (morgenrødens tempel), som vi har besluttet, at vi gerne vil se, for på trods af at have besøgt Bangkok nu 5 gange, så har jeg aldrig været helt ovre ved dette tempel. Susanne og Ove har været der før, men har ikke noget imod at tage dertil igen. Vi får at vide, at vi blot skal tage en taxi, som receptionisten straks kalder på for os og de skriver også for en sikkerhed skyld en seddel med navnet både på anløbsbro, hvorfra vi skal fra og til både på thai og alm. skrift, så både vi og en thailænder kan læse det. De er utrolig hjælpsomme.
Taxien kører os lige til båden og snart sidder vi og nyder udsigten fra en af de lokale “færger”, som sejler op og ned ad floden og ligger til på begge sidder. Vi må skifte en enkelt gang for at kommer over til Wat Arun. Det er et meget flot tempel.
Fra området omkring Wat Arun sejler der også longtailboats ud på klongerne. Vi har alle prøvet disse ture før, men det er en oplevelse, som godt kan tåle at blive gentaget, så vi hyrer en båd og sejler “den sædvanlige” tur, hvor vi sejler ind gennem nogle små klonger, hvor vi nyder synet af “villaerne”, som er bygget på stolper ud til klongerne og den eneste måde beboerne kan komme til og fra deres hjem er pr. båd for det er et stort vådområde. (Det meste af Bangkok er i øvrigt bygget på pæle og hvis vandstanden steg bare 1 meter, så ville det meste af Bangkok stå under vand.) Klongernes vand, som ikke ser specielt rent ud, bliver brugt til både opvask, badning, tøjvask og toiletbesøg lige ved siden af hinanden! Noget uventet ser vi en krokodille i vandet. De har ellers fortrukket fra området for mange år siden. Vores bådfører siger, at det nok er en som er sluppet ud fra krokodillefarmene, som der er en del af i området. Ude af klongerne igen sejler vi bl.a. forbi De kongelige både, en attraktion som vi endnu ikke har været inde og se. På et tidspunkt sejler vi tæt på den ene bred og bådføren peger ned i vandet. Det viser sig at der her er fyldt med meget store karper eller lignende, som vælter rundt i overfladen. De er åbenbart vant til at blive fodret for de bliver ikke skræmt af båden og de ligger helt oppe i overfladen og slår smut. En anden båd kommer i det samme forbi og de kaster brød ud til dem, så vandet nærmest koger. Fiskene er lige så meget oppe over vandet som nedenunder. Det er sjovt at se hvordan de slås om brødet. De er op til en halv meter lange og pæne tykke.
Vi bliver sat af ud for Grand Palace, hvor vi fra tidligere besøg ved at der er et lille marked for specielt tørrede fisk inde bag anløbsbroen. Dette marked går vi ind og ser på og nyder en læskende kokusnød.
Herefter tager vi en “færge” tilbage til vores udgangs-punkt, hvortil taxien kørte os og vi kommer bl.a. forbi Hotel Oriental, hvor vi nød vores sene aftensmad i går. Vi prajer en taxi og kører tilbage til Montien Riverside Hotel og tidsmæssigt passer det fint. Vi har lige tid til et bad og pakke vores rygsække inden vi checker ud kl. 14.15 for at tage en taxi til lufthavnen. D.v.s. det ender med at blive en limousine for der er ikke plads til al vores bagage i en alm. taxi og vi gider ikke sidde med noget af bagagen på skødet i den time, det tager at køre til lufthavnen. Denne gang er det i modsætning til i aftes lyst, så vi kan se lidt mere af Bangkok, men chaufføren kører af motorvejene, som er anlagt over byen, så vi får alligevel ikke set så meget, men skidt med det. Vi har jo været her mange gange før og trafik m.v. bliver blot værre og værre for hver gang!
Ude i lufthavnen bliver vi til vores store overraskelse mødt af en repræsentant for CC-Travel, som vil give os flybilletter fra Bangkok til Hanoi, hvilket vi allerede har. Det forvirrer os lidt, men efter at have snakket med agenten bliver vi enige om, at der blot er sket en fejltagelse, og vi beholder de billetter vi haft med hjemmefra.
Ved check in får vi at vide at flyveren er 2 timer og 10 minutter forsinket. Det er vi meget kede af, for vi skulle have fløjet kl. 17.00 og havde så regnet med, at vi kunne nå ud i Hanoi og få vores juleaftens middag der, men med denne forsinkelse er juleanden fløjet. Vi har ikke fået noget at spise siden morgenbuffeten og det bliver nu sent inden vi når ud på vores hotel i Hanoi. Så vi må slå os til tåls med en julemiddag i Bangkok lufthavn. Jeg er sikker på, at vi vil huske denne juleaften langt ud i fremtiden for Bangkok lufthavn der ellers er meget pæn kan bestemt ikke bryste sig af at have fine restauranter. Der er faktisk kun 1 ud over snackbarerne og KFC og den er ikke speciel ophidsende. Vi havde ikke så mange valg. Vi var sultne og det var jo juleaften, så vi bestilte vores “julemad” – 4 gange entrecote med cola og øl til! Det var OK, men det var ikke lige sådan vi havde regnet med at skulle fejre juleaften!
Meget trætte landede vi i Hanoi omkring kl. 22 og blev hentet af miss Butterfly. Der var ca. l times kørsel til vores hotel Hoa Binh. Det var bældragende mørkt og koldt i forhold til Bangkok, vel omkring 15 grader og vejene meget dårlige og med afsindig mange knallerter og cykler i en pærevælling og alle dyttede. Et rent inferno!! Vores første møde med Vietnam var ikke helt så positivt. Vi var trætte og der var meget larm og alt så meget uorganiseret ud – dvs det vi kunne se, for der var ikke megen gadebelysning. Miss Butterfly sagde, at der normalt ikke var så mange knallerter  på gaden, men det var på grund af julen! Vi havde lidt svært ved at se, hvad det havde med julen at gøre, for for os så det nærmest ud som om de blot kørte frem og tilbage på gaderne uden noget mål!
En time senere nåede vi frem til hotellet. Det var lidt af en overraskelse! Standarden er var absolut ikke som i Bangkok, men OK. Heldigvis var vi meget trætte, så vi kunne sove fra larmen fra alle knallerterne, som drønede forbi lige uden for vinduerne. Miss Butterfly gav os en kort briefing om vores tur og vi fik udleveret diverse fly/tog og busbilletter samt vouchers til hotellerne, og så var det ellers på hovedet i seng! Det er nok en juleaften, som vi vil huske langt ud i fremtiden!!

25. december (Hanoi): Vi stod op 7.30 og spiste en udmærket morgenbuffet, hvorefter vi skulle ud og se på Hanoi. Det var ikke specielt varmt om morgenen – vel omkring 12-15 grader, så det var ikke en svømmetur, som først meldte sig, som i Bangkok. Derimod tog vi godt med tøj på og begav os ud i byen. Vi blev straks uden for hotellet mødt af cyclo-drivere og kort- og postkortsælgere, men efter at have afvist dem et par gange fik vi fred og kunne gå. Vi gik først mod Hoan Kiem søen og rundt om den. Det var lidt af en skuffelse for de beskrivelser, som jeg havde læst var, at det var en oase i byen, men her var nøjagtig lige så meget larm som i den øvrige by og ikke meget at se på! Vi valgte derfor at gå op i det gamle kvarter nord for søen, hvor der skulle være en masse handelsgade. Vi kom dog ikke så langt før en cyclo-driver meldte sig. Han ville køre os til Ho chi Minh mausoleet for 1 dollar pr. person. Det var OK, så vi kørte i 2 cycloer op gennem mylderet af biler og knallerter til mausoleet. Det var en fin tur gennem bygen og absolut en anden måde at opleve livet på end fra en bilrude! Fra at vi vist alle var lidt skuffede over byen, livede vi alle op på denne tur på ca. 20 minutter. Mundvigene pegede opad fra vi satte os til rette næsten på skødet af hinanden for sædet er ikke bygget til 2 bredrøvede danskere!! Vi havde regnet med at kunne se den balsamerede Ho chi Minh, men mausoleet var lukket, så vi så alle bygningerne og fandt også et sted hvor vi kunne veksle penge, da bankerne havde lukket p.g.a. julen. Solen havde nu også fået lidt magt, så graderne steg og det samme gjorde vores humør.
Cyclo-driverne ventede på os, da vi havde aftalt, at de efterfølgende kunne køre os en times by-rundtur og sætte os af ved vores hotel for endnu 1 dollar pr. person.
Vi fik også en fantastisk tur rundt i byen, og da vi var tilbage nogenlunde, hvor vi hyrede cycloerne sagde driveren, at nu var den time gået, som vi havde betalt for, og hvis vi ville videre til vores hotel, ville det koste yderligere 1 dollar pr. person!! Det var selvfølgelig meget smart gjort af driveren, men det syntes vi ikke om, så vi stod af og begyndte at gå og pludselig befandt vi os i det skønneste lokale markedsområde, med boder med slagtere, som havde kødet liggende frit fremme foran sig uden nogen form for køling og frugthandlere med alverdens frugter og grøntsager og hønsehandlere, som havde hønsene med levende, men huggede hovedet af dem og plukkede dem, når kunderne havde købt dem og alle mulige former for tørret fisk og frisk fisk og alt andet i fødevarer. Det var virkelig en oplevelse at se. Vi fandt også en lille restaurant, som vi syntes så nogenlunde ud og her spiste vi frokost, mens vi sad og så ud på det myldrende liv af handlende. Det var skønt at sidde og betragte hverdagslivet her. Vi følte os helt hensat til en film. Vi fik 6 forskellige retter – som skulle spises med pinde, hvilket gav i hvert fald Susanne nogle problemer –  til os fire og øl og vand til og kaffe bagefter og det beløb sig til ca. 16 kr. pr. person. Med de priser var vi enige om, at vi kunne tillade os en hel del for få penge!
Efter frokost gik vi rundt i gaderne og så på det pulserende liv, der er overalt. Vietnameserne lever stort set på gaderne. Deres huse består af et måske 2 rum, hvoraf den forreste del i gadeplan som regel er butik samtidig med soveværelse og dagligstue. Madlavningen foregår ude på gade, hvor også deres høns render rundt og opvasken klares i rendestenen. I nogle kvarterer er gaderne indrettet således at hver gade har sin forretningstype. En gade solgte f.eks. alene kiks og snacks, en anden alene porcelæn og en tredje kun sko. Da det ser ud som om alle forretninger i en gade har samme vareudbud er det svært at forstå, hvordan den ene differentier sig fra de andre forretninger.
På trods af at vi befinder os i et gammelt kommunistisk land er vareudbudet enormt. Der mangler absolut intet, og vi ser heller ingen fattigdom som sådan. Alle ser velnærede ud – dog ingen tykke mennesker – og alle er rene og pæne på trods af deres levevis på gaden. Mange ting er lig Thailand her, men blot 20 år bagefter. Det karakteristiske gadebillede her er små butikker og boder og damer der konstant kommer gående på deres vuggende gang med en lang kæp over skulderen, hvorpå der hænger 2 kurve, hvori der er det de sælger, typisk grøntsager og frugter, men også fersk kød og plukkede kyllinger bliver båret rundt og solgt på gaden indimellem knallerter, som konstant drøner rundt mellem cykler og fodgængere og dytter konstant. Der er en larm af den anden verden.
Med hensyn til at færdes i trafikken fandt vi ud af 2 ting. 1) Når man skal krydse en gade, skal man ikke vente på, at der kommer et hul i trafikken, for det kommer aldrig! Man skal blot gå ud på vejen og så ellers gå i en lige linie og i samme tempo hele tiden og ikke se sig til siderne for så bliver man uvægerlig bange, men blot fortsætte til man kommer til den anden side af vejen. Vietnameserne er vant til, at alle færdes mellem hinanden og de viser hensyn, så man bliver ikke kørt ned. De viger pænt uden om. 2) hvis man kører i trafikken ser man kun fremad, man bekymrer sig overhovedet ikke over, hvad der måtte ske bagved. Det er lige som på skibakkerne. Dem som kommer bagfra, skal læse hvad de forankørende vil foretage sig og køre derefter. For en sikkerheds skyld bruger man dog altid hornet, hvis man overhaler eller kører indenom en forankørende og da man konstant kører forbi hinanden, er der konstant en frygtelig larm af horn! – men trafikken glider forbavsende fint og vi så stort set ikke nogen uheld.
Sidst på eftermiddagen går vi hjemad for at få et bad og en lille lur inden vi om aftenen skal ned og se vanddukketeater, som vi har læst så meget om. Det er en meget gammel vietnamesisk tradition fra den tid, hvor man ikke havde diger og inddæmninger og rismarkerne derfor ofte var oversvømmede og for at adsprede sig under oversvømmelserne lavede man dukketeater, hvor dukkeførerne stod i vand til livet og dukkerne så at sige gik på vandet. Traditionen er ført videre, men foregår nu på teater i stedet for ude i rismarkerne. Vanddukketeatret i Hanoi er meget kendt og har rejst rundt i verden med deres shows.
Vi skulle se showet kl. 20.00 og havde fået miss Butterfly til at skaffe os billetter på forhånd. Vi gik ned til teatret, som lå lige ved Hoan Kiem søens nordlige ende. Teatret var fuldstændig fyldt, men alene med hvide turister. Vi havde ventet også at se vietnameserne selv, men der var ingen. Prisen var ellers kun 20.000 dong (10 kr.). Forestillingen, som varede 1 time, bestod af omkring 10 forskellige fortællinger om hverdagslivet ude på landet akkompagneret af et 5 mandsorkester. Det var en flot og sjov oplevelse, og selv om vi selvfølgelig ikke forstod sproget, kunne vi godt følge med og forstå de enkelte små stykker.
Efter forestillingen gik vi over på en fornem restaurant, som lå ud til Hoan Kiem søen. Vi var der lidt over 9 og køkkenet lukkede kl. 10, så vi fik en meget hurtig middag bestående af aspargessuppe med krabbekød og andesteg, som var skåret i små stykker og krydret til ukendelighed. Det smagte udmærket, men ikke af andesteg og tilbehøret bestod af pommes frites og nogle meget stærke chili, som Ove næsten fik ødelagt sin middag af. Ulrich nåede kun lige at røre chilien med læberne, så skulle han ikke nyde mere. Det er første gang jeg har set noget, som var for stærkt for ham! Efter middagen gik vi tilbage til hotellet og modsat Thailand lukker alt her i Vietnam åbenbart mellem 10 og 11 om aftenen for der var stort set mørkt over alt.

26. december (Halong Bay): Dagen i forvejen havde vi via miss Butterfly bestilt en tur til Halong Bay – øst for Hanoi. Vi havde ikke villet bestille turen hjemmefra, da en stor del af den foregår pr. båd, og hvis det regnede og var koldt ville vi springe  turen over. Da det ikke så ud til regn og temperaturen lå på 15-20 grader turde vi godt tage chancen med en bådtur.
Vi blev hentet kl. 7.30 præcist af en stor bus med plads til 30-40 personer. Vi var de første i bussen, så vi fik de foreste sæder, hvorfra vi havde fin udsigt og mulighed for at video-filme gennem forruden. Den første time eller halvanden gik med at køre rundt i Hanoi og samle en masse yderligere turister op. Bl.a. måtte vi vente på en som havde sovet for længe! På rundturen i Hanoi fik vi dog set lidt mere, som vi ikke havde nået til fods eller pr. cyclo, så det var ikke så ringe endda. Vel ude af Hanoi kom vi ud på landet, hvor det bl.a. imponerede at se hvor meget man kan transportere bag på en cykel! Vi så bl.a. 5 kasser tomme ølflasker, 2 svinebundne velvoksne grise og over en kubikmeter keramikting og adskellige store planter i potter. De er faktisk i stand til at transportere mere på en cykel end vi kan have bag i poloen!
Rismarkerne er ved at blive pløjet, og det foregår nogle steder med bøfler og andre steder med små kultivatorer. På vejen kører heste- og oksetrukne kærer mellem knallerter, biler og busser. Der er liv overalt på rismarkerne, på vejen og ved husene, og da vi kommer lidt op ad dagen, kan vi se, at de små børn får fri fra skole for pludselig vrimler det med dem med skoletasker på ryggen. De er ikke ret gamle, før de får lov at færdes alene på vejen!
Kl. 12 når vi Halong City. Det ser ud til at være det helt store turistparadis med lange strande med forskellige aktiviteter og liggestole og restauranter, men vi er åbenbart kommet uden for sæsonen for alt ser øde ud. Temperaturen (ca. 20 grader) indbyder ikke til badeaktiviteter m.v.
Vi bliver sat af på et hotel med en kantine-agtig restaurant, hvor vi skal spise frokost. Maden vi får serveret er udmærket, så på trods af de kedelige omgivelser er vi godt tilfredse, da vi går ud derfra.
Bussen kører os nu ned til havnen, hvor vi bliver sat på den grimmeste båd af dem alle! Det er åbenbart en discount-tur vi har købt. Alle både sejler imidlertid samme tur, så vi oplever formegentlig det samme, som dem på de flotte både, men vi har et + på vores båd, for der er en lille sød hundehvalp, som Ove straks forelsker sig i og sidder med på skødet. Vi andre kan nu heller ikke stå for den. Susanne er bange for, at den skal falde i vandet, så så snart den bevæger sig ud på dækket for at tisse, skynder Susanne sig at bære den ind i kahytten igen. Den stakkels hund er ved at få ødelagt blæren inden det lykkes den at komme forbi Susanne og få ladet vandet ude på dækket!!
Vejret er ikke det bedste. Det er overskyet, så de ellers meget flotte kalkstensklipper, der ligger som sukkertoppe rundt i havet viser sig ikke fra deres skønneste side, men det er nu stadig et flot syn. Vi sejler ud og ligger til i en lille bugt, hvor der er lavet trapper op til 2 grotter, som er meget store og rigtig flotte indeni. Den ene er ca. 300 x 300 meter og den anden noget mindre. Der er sat belysning op i dem begge, så man rigtig kan se alle formationerne. Grotterne har tidligere været brugt som våbenlager og gemmested for soldater under 2. verdenskrig. De havde været glemt i mange år, men genfundet i 1995 og i 1998 havde man åbnet dem for turister. De var meget flotte og store. Jeg har ikke set noget lignende før.
Da vi havde travet gennem de 2 grotter, gik vi igen ombord på båden, som sejlede os ind mellem kalkstensformationerne. Det er et utrolig flot syn. Inde i en bugt beskyttet af flere “sukkertoppe” var der en lille “landsby” bestående af ca. 10 husbåde, som åbenbart levede her hele året. Hver familie havde en lille pram med et “hus” på på ca. 15 kvm og små både til at sejle mellem prammene i. Børnene morede sig med at sejle rundt mellem prammene. De var ikke ret gamle før de sejlede alene rundt, måske 5 år!
Efter at have set lidt på “vand”-familierne sejlede vi videre rundt  og tilbage til vores udgangspunkt i havnen i Halong City. Hvorfra vi igen havde 3½ times kørsel tilbage til Hanoi. Denne gang i en mindre bus, hvor vi ikke sad specielt godt, så vi var godt møre, da vi endelig nåede tilbage til Hanoi kl. 8 om aftenen, og så blev vi blot sat af på et gadehjørne i den nordlige ende af byen for ifølge guiden, måtte bussen ikke køre ind i midtbyen efter kl. 7! Vi måtte så praje en taxa, som kørte os tilbage til hotellet, hvor vi blot hentede adressen på “Gadebørnenes Restaurant”, som vi var blevet anbefalet af C&C Travel. Det viste sig at være et rigtig godt spisested, hvor vi fik tournedo til 45 kr. Det lå godt gemt inde i en baggård, så vi ville aldrig have fundet det selv. Restauranten blev kørt sammen med en skole af nogle pensionerede skolelærere, som havde gjort det til deres livsværk at uddanne gadebørn dels bogligt på skolen og dels til et arbejde via restauranten og på denne måde havde de hjulpet mange børn videre til andre arbejdspladser selv om deres oplagte muligheder havde været begrænsede på grund af familiernes økonomi og traditioner.
Vi nød en rigtig god middag og gik derefter tilbage til hotellet og på hovedet i seng efter en meget lang dag. Halong Bay var absolut en oplevelse, men det var en meget lang bustur frem og tilbage.

27. december (Hanoi): Vi havde besluttet at sove længe i dag, men da morgenmadsrestauranten lukkede kl. 9, var vi nødt til at være oppe inden da.
Vi havde samlet lidt op på, hvad vi egentlig gerne ville se af seværdigheder i Hanoi, og da vi nu havde fundet ud af, at en taxa ingen penge kostede – kun ca. 10 kr. for 5-6 km, så tog vi nu en taxa ud til Ho Chi Minh Mausoleet, for da vi var her sidst, havde vi glemt at se hans pælehus, hvor han boede fra 17/5-1958 og indtil sin død. Det var et meget spartansk hus med et soveværelse og et opholdsrum på 1. sal og et “mødelokale” i stueetagen. Alt i alt var huset vel på 35-40 kvm. Det lå meget idylisk ud til en lille sø, hvor der var en masse karper i, som det siges, at han hver dag fodrede – de var også meget store nu! Ho Chi Minh havde fået stillet et stort fransk palæ til rådighed, men han ville hellere leve under mere spartanske forhold i sit pælehus.
Susanne og Ove havde set en udsendelse om Prins Henriks barndom, hvor han boede i Hanoi med sin familie og hans hus skulle være lige i nærheden af Ho Chi Minhs mausolæum, så det prøvede vi også at finde. Vi fandt et, som de mente var det, men de var ikke sikre. Vi tog dog et billede, så må vi få opklaret senere, om det var det rigtige!
Vi tog herefter en taxa og kørte tilbage til den gamle bydel, hvor vi ville finde de specielle gader med ens butikker. Det lykkedes og da vi blev sultne fandt vi restauranten fra i forgårs og spiste her igen. Vi fandt også en internet-cafe og sendte mail til Herlev sygehus og til Irene for at ønske god bagjul. Det er rørende billigt at sende mails. De tager kun 10 øre i minuttet.
Efterfølgende tog vi tilbage til hotellet for at hvile og benytte os af, at vi havde betalt 15 dollars pr. værelse for at have det frem til vi skulle videre med toget kl. 9 om aftenen.
Igen i aften kørte vi over til Gadebørnenes Restaurant for nu kendte vi den og viste, at maden var god til rimelige priser. Denne gang var temperaturen, så vi kunne sidde udenfor og nyde vores mad. Kl. 8 var vi tilbage på hotellet, hvor en lille van bragte os til stationen, hvorfra vi skulle videre med Genforenings-expressen til Hué.
Inden vi forlod hotellet havde Susanne og Ove været i baren og købe tonic-vand til gin og tonic og på stationen forsøgte vi at få nogle chips, men der var ikke lige noget at få, som vi kendte, så vi måtte nøjes med nogle sodavand.
Ombord på toget fandt vi vores private kupe med 4 senge. Den var pæn og ordentlig med brede senge, så vi mente fint, at vi kunne sove natten igennem, hvis vi blot fik en god gin og tonic.
Præcis kl. 21.00 startede toget mod Hué. Den første del af turen ud af Hanoi var meget sjov for alle husene langs skinnerne er bygget helt op til (omkring 30 cm fra toget), så vi kunne se direkte ind i boligerne. Udenfor Hanoi var alt sort, så der var ikke noget at se på. Vi blandede derfor gin og tonic i vores vandflasker med en side af denne dagbog, som tragt! – meget primitivt, men hvad gør man, når man ingen glas har. Vi spillede yatzy indtil gin og tonicen slap op, og vi mente det var på tide at gå til køjs. Natten var mere eller mindre urolig for os alle. Ulrich kunne ikke være i sin fulde længde i køjen. Ove lå i en stiv kuling fra airconditioneringen og Susanne mente hun kunne mærke hjulet under sin køje. Jeg lå nu egentlig udmærket, men sov ikke så meget p.g.a. støjen og den urolige kørsel. Vognen vuggede fra side til side. Vi var derfor alle meget trætte næste morgen, hvor togpersonalet bankede på døren kl. 7 for at servere kaffe og brød. Ingen af os havde imidlertid lyst til deres kaffe og brødet viste sig at være en underlig dej, der ikke var rigtig bagt og inden i var der noget kødfyld. Ingen af os spiste det!

28. december (Hué): Vi ankom præcis kr. 9.20 på Hué Station. Det var det første transportmiddel på vores rejse, som var rettidigt! Desværre ankom vi i øsregnvejr. Det var noget deprimerende. Vi var klar over, at vi kunne komme ud for det, men håbede selvfølgelig at vi kun skulle have sol fra en skyfri himmel!
Uden for stationen blev vi mødt af en mand med et skilt hvorpå der stod ” Susanne Jorgensen”. Det var jo dejligt for så var taxaen der med det samme til at køre os til vores Hotel Huang Giang.
Vi var meget spændt på, hvordan hotellet var efter det i Hanoi, som ikke var noget særligt. Ud over at hotellet så meget flot ud udefra, var det første, der slog os, da vi stod ud af taxien foran hotellet, at der var helt stille. Det var absolut noget andet end Hanoi, hvor knallerterne drønede forbi og dyttede konstant! Vi vænnede os til støjen i Hanoi, men nu hvor der var helt stille, var det en vidunderlig fornemmelse.
I receptionen fik vi udleveret vores nøgler og besked om at komme tilbage og få vores cykelnøgler, så snart vi havde sat bagagen på værelserne. Der blev nemlig stillet cykler til rådighed for os, mens vi boede i Hué. Da vi kom ned på værelserne blev vi straks ophidsede. Da vi gik ned gennem hotellet gik vi gennem flotte lokaler og gange med udsigt til floden på den ene side og til swimmingpoolen på den anden side, men vi havde fået 2 værelser, hvor vi havde udsigt til en mur 2 meter væk!! Vi klagede straks og i receptionen fik vi udleveret 2 nye nøgler. Det viste sig imidlertid, at det værelse, som Susanne og Ove havde fået var under renovering, så der var 3 håndværkere i gang med hammer og mejsel m.v. De mente dog, at værelset var klar om 2 timer. Det ville Ove ikke finde sig i og lige som han skulle til at hidse sig op, anviste gangpigen værelset på den anden side af vores, og det var OK. Vi fik nu udsigt til swimmingpoolen. Vi ville helst have haft ud til floden, men det kunne ikke lade sig gøre. Hotellet og værelserne var i øvrigt meget flotte, og nu var vi tilfredse!!
Vi var alle godt trætte efter nattens togtur, men også meget sultne, så efter at have fået cykelnøglerne gik vi ud i byen for at finde et sted, hvor vi kunne få morgenmad for det var for sent på vores eget hotel. Vi fandt hen på Tropical Garden, som var anbefalet i guidebogen, hvor vi fik en noget kedelig morgenmad, men vi blev da mætte og stedet var meget pænt. Vi sad på en meget stor overdækket terrasse med bambus og andre planter uden om. Vi blev herefter enige om at gå hjem og slappe af på værelserne i håb om, at regnen ville holde op i løbet af en time eller to.
Om eftermiddagen regnede det stadig, men vi synes også det ville være ærgerligt at spilde en hel dag på værelserne, så vi gik en tur ud i regnen for at se på byen. Ulrich og jeg havde vores regnbukser og regnfrakker på, så vi havde det rimeligt. Susanne havde ikke nogen regnfrakke, så hun købte et regnslag for 25 kr. Det var et godt solidt et, som hun også kunne bruge til at cykle med derhjemme, så det var vist en meget god forretning.
Hué var meget anderledes end Hanoi. Der er også liv her, men absolut ikke så støjende som i Hanoi. Regnen gjorde dog, at vi ikke havde lyst til at gå så meget, så vi fandt en lille restaurant, hvor det kun var meningen, at vi skulle have en øl, men det endte med, at vi også fik et lille måltid. Det er så latterligt billigt at spise, at man næsten ikke kan lade være. Hovedretter koster ca. 15 kr. og forretter 3-5 kr. og en stor øl på 64 cl koster ca. 9 kr.
Efterfølgende ledte vi efter en Sinh Cafe for at bestille billetter til de næste 2 dages ture. Vi havde hjemmefra bestemt, at vi ville på en heldagstur til DMZ-zonen og en halvdags bådtur op ad Duftenes flod. Vi fandt en Sinh Cafe og fik hurtigt bestilt de 2 ture til henholdsvis 11 og 2 dollars.
Vi gik derefter rundt i byen og krydsede bl.a. broen over Duftenes flod. Desværre var det nu mørkt, så vi vendte om og gik tilbage til hotellet. Vi ville tage cyklerne over på den anden side af floden i overmorgen efter bådturen og se citadellet og kongebyen.
Efter et bad gik vi tilbage til Tropical Garden for at få aftensmad, da vi om morgenen havde fået at vide, at de om aftenen havde levende folk-music. Der var nu i modsætning til om morgenens mange mennesker. Næsten alle borde var optaget. Vi fik en udmærket middag og hørte folk-music af et orkester på 4 personer. Det var meget dæmpet stemningsfuldt musik de spillede.
Vi var alle trætte, så lidt over 9 var vi igen på vej hjem i seng.

29. december (Hué – DMZ-zonen m.v.): I dag har vi virkelig været tidlig oppe. Vi blev afhentet på hotellet kl. 6.15, så vi kunne lige nå at få morgenmad. Hotellets restaurant åbnede kl. 6.00. Bussen kom præcis. Vi var de sidste, som blev hentet, men alligevel fik vi nogle gode pladser. Ulrich på forsædet og jeg på sædet lige ved døren. Susanne og Ove sad på bagsædet.
Vi kørte først nordpå ad Highway no. 1 til Trieu Hai, en by hvor der er ruinerne af 2 katolske kirker. Vi så den ene. Det var absolut ikke nogen stor oplevelse. Man kunne se skudhuller i væggene, som vidnede om kampene mellem USA og Viet Cong, men ellers var det ikke andet end resterne af nogle mure!
Videre kørte vi til Dong Ha, hvor vi fik vores tur-guide på bussen. Det var en vietnameser på omkring 45-50 år, som tidligere havde været skolelærer, men de seneste 9 år guide i dette område. Kort herefter holdt vi ind på et lille hotel, hvor der blev serveret morgenmad. Vi havde jo spist hjemmefra, så vi sprang over bortset fra noget at drikke. Efter morgenmaden kørte vi ind i landet og op i bjergene af Highway no. 9 til The Rockpile, som er en 230 m høj klippe, hvorpå US-forces havde en udkigspost og nærved en base for langtrækkende artilleri. Det var lidt tåget, som det tit er i dette område, så der var ikke meget at se, men området som helhed omkring Highway no. 9, er et meget naturskønt område. Det er bjerge og dale med palmer og rismarker og små floder og vandfald, så det er svært at forestille sig at det for 25 år siden var et område i blodig krig! Vi stoppede ved en etnisk minoritet, som boede meget primitivt i hytter på pæle, som vi også har set i Thailand. Disse folk var meget fattige, men havde fået en lille indtægtskilde ved at få busser med turister til at stoppe og tage nogle billeder af dem for et par håndører!
Videre ad highway no. 9 til Khe Sanh, hvor vi drejede ind på en vej af sten, som er en del af Ho Chi Minh sporet, som under Vietnam-krigen blev brugt af nordvietnameserne til at bringe forsyninger fra nord til syd til hjælp til modstandsfolkene i syd. På begge sider af vejen er der i dag kaffeplantager. Et stykke oppe drejede vi ind mellem plantagerne på et mudderspor, hvor bussen havde svært ved at få fæste. Sporet førte ind til Khe Sanh Combat Base. Det var her det mest blodige slag fandt sted under amerikanernes krig i Vietnam i 1968. Ca. 500 amerikanere, 10.000 nordvietnamesiske tropper og et utal af civile døde i maskingeværsalver og eksplosionerne af 1000 kg bomber, napalm, morterer og artilleri af alle slags. Der er dog ikke meget at se i dag. På platoet, hvor basen lå, er der i dag alene et moderne museum, en kanon og en tank og beskyttelses-rum/grave bygget af sandsække og et par sælgere, som vil sælge hundetegn og medaljer og patronhylstrer, som angiveligt skulle være fra krigen, men som mere sandsynligt var lavet i sidste uge og “gjort” gamle. Jeg havde forventet noget andet mere stemningsfuldt – uhyggeligt. Det hele virkede for stille og fredeligt i forhold til det, der har foregået her for 25 år siden!
Tilbage på Highway no. 9 og ud til Dong Ha, hvor vi fik frokost på det samme lille ydmyge sted som morgenmaden og derefter nordpå ad highway no.1 til Hien Luong Broen over Ben Hai floden, som var grænsen mellem nord- og syd Vietnam fra 1954-75 med en demilitariseret zone på 5 km på hver side af floden. Der er ikke gjort så meget ud af de forskellige “kendte” steder fra krigen. Måske fordi vietnameserne bare ønsker at glemme det, som er sket eller fordi de ikke har penge. Jeg ved det ikke. Det eneste tegn her på, at der tidligere var grænse, er en høj søjle med et bassin rundt om.
Herfra tog vi videre op til Vinh Moc tunnellerne. Disse tunneller, som er i 3 niveauer under jorden ned til 15 m under overfladen og strækker sig over 2 km, blev gravet ud for at beskytte civilbefolkningen mod bombeangreb, og alle landsbyens 600 beboere boede dernede i årene 1967-69. Der blev faktisk født 17 børn på den underjordiske fødeklinik. Nogle af udgangene går direkte ud til stranden, således at nogle af folkene i ly af natten kunne tage ud at fiske, således at de kunne få føde at leve af i tunnellerne.
Vi gik ned i tunnellerne, som er forsynet med enkelte lys, sammen med en guide, som førte os igennem nogle af gangene på en 600 meter lang tur, så vi kunne danne os et indtryk af de trange forhold, de stakkels mennesker har levet under i årevis. Gangene var ca. 80 cm brede og 160-180 cm høje og der var mget vådt. Specielt det nederste niveau hvor vand og mudder dækkede gulvet, så jeg var glad for mine vandrestøvler, som kunne holde vandet ude! Undervejs så vi fødeklinikken og film-“salen” og de meget små (ca. 2 kvm) familierum, som hver familie havde at leve på. Der var også en kilde, hvorfra de kunne få frisk vand. Vi startede i et hul inde i landet og endte ude ved stranden. Man skulle i hvert fald ikke lide af klaustrofobi, for så ville man gå i panik hernede. Det var meget trange forhold. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle bo hernede så meget som bare et døgn, og de stakler boede her i næsten 4 år. Det er utroligt!
Efter denne sidste spændende vandring under jorden kørte bussen os ud til hovedvejen gennem et skønt område med rismarker, hvor det var, som om tiden havde stået stille. Der blev pløjet med bøfler og køer og høns gik frit omkring og menneskene boede i palmehytter og enkelte murede huse, men med palmeblade-tage. Vi var rigtig ude på landet her og her var skønt.
Tilbage i Hué stod vi af bussen nede i byen, så vi kunne komme hen på Sinh Cafeen og bekræfte vores busbilletter til Hoi An.
Efter badning fandt vi via vores guidebog en udendørs restaurant nede ved floden, hvor vi fik vores aftensmad.

30. december (Hue – På tur på Duftenes flod): I dag skulle vi op knap så tidligt som i går. Vores tur i dag var en bådtur på Duftenes Flod. Vi blev afhentet præcis kl. 8. Ulrich og jeg kom bag på 2 knallerter og Susanne og Ove fik en cyclo ned til båden, som lå 1 km fra vores hotel. Det var en pæn stor katamaranbåd, hvor der var plads til 35-40 personer, som sad på plastikstole i rækker. Vi kom som nogle af de første, så vi fik nogle gode pladser ude i siden, hvor vi havde fint udsyn.
Så sejlede vi eller stille og roligt op ad floden og så på livet ned til floden og på floden. Der var både badning og tøjvask i floden og mange både, som gravede sand og sten op fra flodbunden ved hjælp af håndkraft og et lille spil på nogle små både. Nogle steder langs floden var der så opsamlingssted for sandet og stenene. Al losning foregik også med håndkraft, skovle og trillebør. Transport bånd eller lignende er ikke opfundet her endnu! Mange af bådene, som blev brugt til at grave sand op på, var også arbejdernes hjem. Der var en lille overdækket del af båden og her boede de. Vasketøjet hang bag på båden. Det samme gjaldt for de turbåde, som sejlede turister. Det var også bådførernes hjem!
Med jævne mellemrum var der “færger”, der krydsede floden. Dvs. det var små kanoer, som blev proppet med mennesker og sågar også knallerter blev sejlet over på disse små både, hvor kun baghjulet kunne være inden for siden af gåden. Forhjulet hang ud over siden! Lige som det er utroligt hvad der kan transporteres på en cykel, er det også utroligt, hvad der kan kommes på en kano og stadig holde den flydende!
Første stop på turen var Thien Mu pagoden. Den lå i en meget skøn have, som på en eller anden måde var utrolig stemningsfuld. Desværre havde vi kun 20 minutter her. Vi kunne godt have brugt mere tid og det viste sig, at det var der også andre, der godt kunne for kineserne, som var med på båden, kom først tilbage efter 40 minutter, så vi måtte blot sidde og vente på dem. Det var meget utilfredsstillende, når vi selv gerne ville have brugt mere tid oppe ved pagoden!
Næste stop var Tu ducs mausoleum. Da båden lagde til, stod der en hel masse knallerter med førere, som var parat til at køre os de 3 km ind til Tu Ducs Mausoleum. De tog 20.000 dong (10 kr.) tur/retur pr. person. Vi satte os alle op og blev kørt ind til mausoleet. Det kostede yderligere 55.000 dong (27,50 kr.) at komme ind. I første omgang gad vi ikke gå ind, men ombestemte os alligevel og betalte og gik ind. Det var et meget pænt område med lotussø og tempelagtige bygninger. Vi havde kun lidt tid, så igen måtte vi skynde os tilbage til båden og engang måtte vi vente på kineserne!! De næste 3 stop førte os til pagoder og mausoleer, men vi havde mere taget turen for at nyde bådturen og livet på floden, så vi gik blot i land og så på omgivelserne i stedet for bygningerne.
Under vejs fik vi også serveret frokost, hvilket vi synes var temmelig imponerende, da vi kun gav 2 dollars pr. person for hele turen.
Vi skulle have været tilbage ved hotellet kl. 15.00 og havde derefter forestillet os, at vi skulle tage cyklerne over og se citadellet og kongebyen på den anden side af floden, men da kineserne konstant kom for sent til de aftale tider, var vi først tilbage kl. 16.30, og da det bliver mørkt omkring kl. 17.30 kunne vi desværre ikke nå at komme derover. Det var meget ærgerligt for det var faktisk det eneste vi skulle have set i selve Hué!
Jeg har helt glemt at skrive, at solen for første gang har skinnet stort set hele dagen, så det var helt perfekt at sidde på båden og nyde solen. Det var dog ikke overvarmt, men på et tidspunkt kunne vi da lyne buksebenene af og kun have T-shirt med korte ærmer på.
Aftensmaden indtog vi på en lille pæn lokal restaurant med nogle meget søde servitricer. Vi havde bestemt os for at bestille hver sin ret og så dele, så vi fik prøvet mest muligt. Vi fik på den måde både kæmperejer, and orange, oksekød og svinekød og da vi kom til desserten snakkede vi om at gøre det samme, som med hovedretten, men efter at have regnet på, hvad samtlige desserter (10 stk) ville koste, bestilte vi hele menukortet. Det blev 40 kr. i alt! Servitricen troede først vi gjorde grin med hende, men da hun fandt ud af, at vi mente det, grinede hun af os og gik ud i køkkenet. Hun kom efterfølgende ud og fortalte at kokken havde troet, at det var til flere borde!! Efter dette gevaldige madorgie fik vi en regning på ca. 35 kr. pr. person. Vietnam er bestemt ikke dyrt at leve i!!!

31. december (Hué – Hoi An): Vi skulle i dag afhentes på hotellet kl. 7.15, men for første gang var de ikke præcise, så kl. 7.30 fik vi receptionen til at ringe til selskabet, som oplyste at bussen var på vej. Et kvarters tid senere kom den også og efter et par yderligere stop ved andre hoteller, kørte vi sydpå ad Highway no. 1, som tilsyneladende havde været udsat for oversvømmelse eller lignende for vejen var fyldt med huller, så bussen kørte zig-zag hele tiden og ikke ret hurtigt. Vi havde læst forskellige steder om turen til Hoi An og varigheden af turen var fra 3 til 5 timer alt efter, hvor man læste. Efter at have set denne vej kunne vi godt forestille os at turen kunne tage lang tid, for det var begrænset hvor hurtigt det var forsvarligt at køre. Det tog ca. 1½ time at køre de første 50 km til Long Co Beach, hvor vi havde en pause på en halv time til at strække ben og få noget at drikke. Vi fik en kokusnød at drikke. Den var rigtig god og læskende og kostede kun 2,50 kr.
Efter Long Co Beach var der en fantastik flot strækning med rismarker og små landsbyer, og vi begyndte efterhånden opstigningen i bjergene, som ligger lige mellem Hué og Hoi An og siges at være skillelinien mellem det regnfuld og det solrige vejr. I dag havde vi nu både solen nord og syd for bjergene, men vi fornemmede en stigning i varmegraderne syd for!
Ved Hai Van Passet holdt vi endnu en pause, så vi kunne nyde udsigten ud over bjergene og Long Co Beach på nordsiden og Da Nang på sydsiden. Det var dog svært at nyde udsigten p.g.a. et utal af sælgere, som konstant faldbød deres varer, som var alt fra drikkevarer over kiks og frugt til film, batterier og marmorarmbånd. På toppen af passet ligger et gammelt fransk fort, som senere blev brugt som bunker af den Sydvietnamesiske hær og af amerikanerne. I det 15. århundrede dannede Hai Van Passet grænsen mellem Vietnam og Kongeriget Champa.
Næste stop efter at have klatret ned gennem alle hårnåle-svingene var Marble Mountains, som egentlig består af 5 toppe af marmor, som siges at repræsentere universets 5 elementer: vand, træ, ild, metal eller guld og jord. Vi besøgte den ene, hvori der var en meget stor grotte eller rettere flere grotter efter hinanden ind igennem bjerget, den sidste langt inde i bjerget gik helt op til toppen, og man kunne her se op i løvet øverst på bjerget. Vi kunne lugte og se, at der var flagermus i grotterne.
Uden for grotterne var der en masse små butikker/boder, som solgte marmorfigurer. Der var mange flotte ting, men marmor er jo som bekendt tungt, så det er begrænset hvor meget man kan have med hjem. Jeg kunne dog ikke stå for 3 små elefanter til i alt 1 dollar (8,30 kr. ) og 2 vaser til 2 dollars samlet. Det var jo latterlige lave priser. Alle gaderne ned mod grotterne bestod af værksteder og salgssteder for store marmorskulpturer. De var afsindig flotte. Jeg kunne have købt det hele fra løver over ørne og delfiner til gudinder m.m. Desværre havde vi ikke så megen tid til at gå rundt, men det var måske meget godt for hvem kan have en løve med hjem, som vejer flere hundrede kilo!
Bussen skulle videre til Hoi An 19 km længere mod syd. Vi nåede busstationen i Hoi An kl. 13.15 og der stod en lille mand med et skilt, hvorpå der stod Susanne Jorgensen, så endnu engang var det lykkes at blive afhentet som planlagt. Det var ellers noget af det, vi havde haft vores betænkeligheder ved hjemmefra. Et er hvad rejsebureauet lover hjemmefra, men fungerer det også langt væk i Vietnam! Det gør det her – dejligt. Vi og bagagen kom over i en lille bus sammen med chauffør og en guide. De kørte os straks ud af byen, hvilket undrede os, da vi skulle bo på Hoi An Hotel, som skulle ligge midt i byen! Undervejs fortalt guiden, at vi var på vej til Hoi An Beach Resort. Det undrede os, og vi fandt voucheren frem og spurgte ham, om han var sikker på, at det var det rigtige hotel, vi kørte til, for vi havde booket Hoi An Hotel. Han sagde blot, at det var rigtigt, at vi skulle ud på Hoi An Beach Resort, og at det var et 4 stjernet hotel mens det andet, som kun var 3-stjernet. Vi kom længere og længere ud mellem rismarkerne og jeg var ikke sikker på, at jeg var helt tilfreds med byttet. Vi kom tilsyneladende langt ud fra lands lov og ret.
Da vi nåede frem ca. 5 km uden for byen, var det det skønneste hotel, vi endnu havde set hernede, beliggende ned til floden på den ene side og havet med den skønne Cua Dai strand på den anden side. Det var virkelig et 4-stjernet hotel, når det er bedst. Fra vores værelser kunne vi til højre se floden, midt for swimmingpoolen og til venstre havet. Kunne det være bedre?!!
Efter at have pakket lidt ud skiftede vi til badetøjet og gik ned på strande, hvor vi først gik en tur langs kysten indtil vi mødte Susanne og Ove, som havde kastet sig i et par liggestole. Det samme gjorde vi og bestilte 2 øl, som blev serveret ude ved liggestolene. Det var ren afslapning på nytårsaftens dag! Jeg var som den eneste ude at svømme i Det sydkinesiske Hav. Det var lidt koldt at komme under, men så var det ellers dejligt.
Senere syntes vi vinden blev lidt kold, så vi lagde os op til swimmingpoolen i stedet, hvor vi også fik en øl og en burger for det var efterhånden lang tid siden, vi havde fået morgenmad, og da det jo var nytårsaftens dag, skulle vi jo ikke have for meget inden aftensmaden, så en burger var helt fin.
Vi vidste ikke rigtig, hvad der skulle ske om aftenen, men receptionen havde sagt, at vi ville få en invitation til party. Det fik vi også, men det stod os ikke helt klart, om der var mad med, men efter at have spurgt os for flere gange blev vi enige om, at det var der. Festen skulle starte kl.8, så vi skiftede tøj til det pæneste, vi havde med. Det var ikke ligefrem festtøj, men det var der ikke noget at gøre noget ved! Vi brugte ventetiden på at gå på internettet og sende nytårshilsner hjem. Vi er 6 timer foran Danmark, så vi er gået i seng inden det er nytår i Danmark.
Kl. 8 sad vi ved bordet i restauranten ud til floden. Hele restauranten var fyldt til bristepunktet, da der også var kommet busser med folk fra andre hoteller, som skulle fejre nytår her. Tjenerne havde travlt med at bære mad ind til en stor buffet. Der var også bygget en scene til lejligheden, hvorfra der var skiftende underholdning fra traditionelt vietnam-folk-music til dans og vesterlig musik spillet af en organist og en sanger.
Fra vi fik lov til at gå til buffeten til de første var på dansegulvet gik det vel en time og kort tid efter skiftede musikken fra populærmusik til disko m.v. Det var en stor forvirring! – og larm! Det var ikke nogen speciel god aften. Maden var fin og omgivelserne også og med et hav af tændte små lamper sat ud på floden og underholdning med musik og dans kunne det have været fantastisk, men det var bare så rodet og forceret, at det faldt helt til jorden. Kl. 11 gik vi op på værelserne og kl. 12.00 skålede Ulrich og jeg nytår i Gl. Dansk og Arnbitter og gik derefter i seng. Vi ville i hvert fald ikke have tømmermænd i morgen. Vi havde regnet med, at der i det mindste kom lidt fyrværkeri kl. 24.00, men der var intet. Det eneste fyrværkeri vi så, var det som blev sendt over CNN på TV-et fra Hong Kong og Sidney, som rundede årsskiftet nogle timer før os.

1. januar (Hoi An): For første gang på turen kunne vi sove længe! Vi havde ikke planlagt nogle ture i dag, men hvis vi ville have morgenmad, var vi nødt til at være i restauranten inden kl. 9. Så vi måtte alligevel op kl. 7.45. Det er nu også overkommeligt, når vi kommer i seng mellem 22 og 23! I går var den dog 24 p.g.a. nytårsaften. Vi havde glædet os til at se morgenbordet på et 4-stjernet hotel. Det levede næsten op til forventningerne, der blev lavet æg efter vores ønsker af en kok og der var forskellige vietnamesiske specialiteter, yogurt, pålæg, pandekager og frugt, men de forstår ikke at sætte det så pænt op som thailænderne. De har noget at lære, men det skal nok komme om nogle år!
Efter morgenmaden gik vi ud og fik udleveret 4 cykler og så kørte vi ellers ud i landskabet. Solen skinnede fra en skyfri himmel, så alt var meget flot og man oplever meget mere fra en cykel, hvor man selv bestemmer tempoet frem for en bus eller en bil. Vi var bare helt tæt på det hele. Vi kørt ude mellem rismarkerne og langs floderne og så på hverdagslivet. Bønderne havde travlt i markerne og fiskerne havde travlt på floden med deres net og snører og inde i byen var der gang i “butikkerne”. Vi sørgede for at køre ned på de mere stille sidegader med boliger for at se på forholdene her. Det er virkelig spændende at se, hvordan familierne har indrettet sig på få kvadratmeter.
Vi var også heldige at dreje på de rigtige tidspunkter, så vi pludselig stod foran den Japanske overdækkede Bro og de gamle handelshuse, som er nogle af de seværdigheder, som Hoi An kan byde på. Det var også et meget hyggeligt kvarter og handelshusene, som er meget gamle træhuse med en utrolig atmosfære inden i. Vi var inde i et par af dem, og man følte sig helt hensat til en anden tidsalder!
Vi var efterhånden blevet tørstige efter at have cyklet rundt i et par timer, så vi gik ned til floden, hvor en lille hyggelig restaurant lå ude i vandet. Her sad vi og nød en cola og så på alle folkene, som krydsede floden på en nærliggende bro. Det var meget fornøjeligt at se på menneskene med de karakteristiske spidse hatte, som Enrico fra C&C Travel skriver om, at man selvfølgelig skal købe nogle af, men ikke for mange. De er sjovest i Vietnam! Det sidste blev i øvrigt et udtryk, vi efterhånden tillagde os og brugte om alle souvenir-tingene vi så!
Efter vores cola-pause kørte vi over broen, vi havde siddet og studeret og kom over i et rent boligområde med små haver og huse og smalle gader eller nærmest stier i stedet for gader. Det var absolut ikke de rigeste, som boede her.
Tilbage gennem byen kom vi også forbi Hoi An Hotel, som vi skulle have boet på. Vi blev endnu mere glade for vores Beach Resort efter at have set det, for det var ikke noget særligt i forhold til det, vi nu bor på.
Ude på den anden side af byen kørte vi ud på dæmningerne mellem rismarkerne og næsten hjemme tog vi en lang afstikker langs floden på en sti, som løb helt nede ved vandet, hvor fiskerbådene lå og “strandvejsvillaerne” på den anden side af stien. Det var også meget spændende at se. Det er simpelt hen så lokalt, som det kan blive og overhovedet ikke berørt af turismen. Det er skønt at opleve.
Hjemme igen på hotellet hen på eftermiddagen var vi godt ømme i bagdelene, for det var bestemt ikke de bedste cykler og sadler, vi kørte på, og vi har formentlig kørt 15-18 km. Da vi var blevet sultne efter den lange tur, gik Ulrich og jeg over på en lille lokal restaurant og fik lidt mad og bagefter lå vi lidt ved poolen indtil vi frøs og gik op på værelset, hvor et dejligt varmt bad rensede skidtet af kroppen, og vi kunne se at solen virkelig havde været skrap ved ansigt, skuldre og arme. På grund af vinden og det afslappede tempo og alle oplevelserne havde vi ikke spekuleret så meget på, at solen har megen magt, men vi var i hvert fald blevet meget røde på vores vinterblege kroppe.
Aftensmaden indtog vi i hotellet restaurant, for vi orkede ikke at finde et sted udenfor i aften. Vi havde været aktive nok for en dag!
Vi bestilte i receptionen en bådtur til næste dag op ad floden.

2. januar (Hoi An): Endnu en dag hvor vi blot skulle op for at nå morgenmaden. Vores bådtur op ad floden til Cam Kim øen og Hoi An skulle første starte kl. 10, så vi havde god tid.
Da vi gik tilbage fra morgenmaden begyndte problemerne imidlertid. Susanne stod oppe på altanen og gestikulerede vildt. Vi skulle skynde os op på værelset. Her fortalte hun, at de netop havde ringet fra kontoret, som booker vores rejse, og sagt, at vi skulle flytte hotel. Nu ville de have, at vi skulle flytte ind på Hoi An Hotel, hvor vi i første omgang skulle have boet! Vi kom alle i vildt oprør for nu ville vi bestemt ikke flytte igen. Det var dem, som havde lavet en fejl og den måtte de betale for – ikke os. Vi var blot blevet flyttet uden nærmere forklaring. Mens vi stod og diskuterede ringede kontoret igen og sagde, at vi kunne betale 25 dollars ekstra og blive boende, hvor vi var. Det ville vi ikke høre tale om, og så sagde hun, at vi ville blive hentet i eftermiddag kl. 2. Så blev Susanne rigtig gal og sagde, at det ikke var vores problem, men deres, og at vi ikke skulle hentes hverken i dag eller i morgen. Vi blev her til vi skulle i lufthavnen og videre til Saigon og så smed hun røret på!!
Vi var lidt spændte på, hvad der nu ville ske, men også irriteret over, at vi skulle have sådan nogle problemer at slås med, når vi nu havde ferie og skulle nyde det.
10 minutter senere ringede telefonen igen. Denne gang var det mig, som tog den. Det var receptionen her på hotellet, som blot ville spørge om det var OK, at vores bådtur blev rykket til kl. 11, da der ikke var vand nok i floden kl. 10. Det gjorde ikke os noget, så vi sagde OK til kl. 11.
Den ekstra time vi nu fik, havde vi ikke lyst til at være på værelset, da vi bare risikerede, at de ringede igen. Så vi gik en lang tur langs stranden.
Kl. 11, da vi sad i båden og skulle sejle, kom en dame løbende fra receptionen og stoppede os. Nu var fanden løs tænkte vi! Hun havde snakket med kontoret, og de havde nu sendt hende for at spørge os, om vi ville blive her og betale ekstra, eller vi ville ind til byen. Både Susanne, Ove og Ulrich for over hende og fortalte, at det absolut ikke var vores problem med deres tilsyneladende overbookninger. Vi blev her og evt. betaling blev et problem mellem hotellet og kontoret – ikke os! Det ville hun så meddele kontoret.
Vi kunne nu endelig sejle, men vi var alle lidt irriteret og også spændte på, hvad næste skridt ville blive. Under alle omstændigheder ville vi ikke være på hotellet kl. 14, hvor de ville have hentet os.
Det var en fantastisk tur op ad floden. Vi sejlede tæt op ad bredden og kunne følge livet langs floden. Bådføreren sejlede også tæt op af nogle fiskere, så vi kunne se, hvordan de smed nettet ud og samlede det ind igen og se fangsten på 2-3 små fisk. Det skulle mange kast til for, at aftensmaden var hjemme, og hvis der også skulle sælges på markedet, var det bestemt et heldagsjob.
Vi lagde til ved en lille mole på øen Cam Kim, hvor landsbyen Kom Bang er kendt for skibsbyggeri og træskærerarbejde. De har faktisk en skole for træskærere, som i 1997 blev støttet af UNESCO.
De var ved at bygge en meget stor fiskebåd i træ alene. Den så ud til at blive meget flot, men klodset. Den ville koste 100.000 kr., når den var færdig. Det lød meget billigt i vores øre, men i forhold til prisniveauet hernede, er det selvfølgelig mange, mange penge. Efter at have set de flotte træskærerarbejder sejlede vi over til Hoi An by, hvor vi blev sat af, hvor alle fiskerne landede deres fisk og der var et leben af fiskekoner, som solgte deres fisk og råbte i munden på hinanden, som på en anden fiskeauktion på vestkysten. Der var også marked for kød og grøntsager og slanger på flasker med sprit i – slangevin. Jeg kunne godt tænke mig at have en flaske med hjem, men det er vist ikke lovligt at indføre, så foreløbig har jeg ikke købt nogen.
Da vi forlod båden fik bådføreren de 12 dollars, som hotellet havde sagt, han skulle have for turen. Han havde åbenbart forstået, at han også skulle sejle os hjem igen, for han spurgte, hvornår vi ville hjem igen. Vi anede ikke, hvornår vi ville hjem og havde jo også regnet med, at vi blot tog bussen eller en knallert hjem, så vi sagde, at det skulle han ikke spekulere på. Vi fandt selv hjem.
Han har tilsyneladende haft kvaler med vores besked, for lidt senere kom han cyklende efter os og sagde, at vi havde betalt 12 dollars for turen. Ja, sagde vi bare. Det var jo rigtigt. Han mente åbenbart, at det var alt for meget, men vi var jo tilfredse, så vi smilede blot til ham, og så kørte han glad igen. I betragtning af, at en almindelig dagløn ligger på 1 til 1½ dollar om dagen, var det selvfølgelig også en høj pris vi havde givet, men vi havde jo fået en skøn tur på en 3 timer for 25 kr. pr. person og det er jo rørende billigt i vores øjne.
Da vi sejlede ind til Hoi An, så vi en meget flot restaurant “Brothers Cafe”, som lå lige ud til vandet. Den måtte vi hen og prøve, for vi havde ellers ikke set nogle flotte spisesteder her i Hoi An. Det var alle nogle små snuskede steder! Brothers Cafe lå lidt uden for menneskemyldret i en gade med gamle franske huse. Hvis vi ikke havde set den fra vandsiden, havde vi aldrig fundet den. Det var et meget flot sted med 3 bygninger bygget i fransk stil og med den skønneste gårdhave med grønne planter og en lille fiskedam, og lå lige ud til floden med egen bådbro. Vi regnede med, at det ville være afsindigt dyrt, men det var det egentlig ikke. Vi fik en menu med 4-5 retter og øl til, og det blev ca. 100 kr. pr. par. Vi gav lidt drikkepenge, og det resulterede i, at alle tjenerne stillede sig op og bukkede og takkede, da vi gik, og drikkepengene gik ikke engang op med den fejl, det viste sig, at de havde lavet på regningen, så vi havde ikke betalt på øllet!!
Efter en dejlig frokost i fantastiske omgivelser, fandt vi op til Hoi An hotel og bestilte en taxi til at køre os hjem til Hoi An Beach Resort.
Hjemme igen smed vi os ved poolen.
Aftensmaden fik vi på den lille lokale restaurant, hvor Ulrich og jeg spiste frokost i går. Damen, som ejer restauranten, blev så glad for at se os igen, og da vi oven i købet gav lidt drikkepenge, så tog hun os alle i hænderne og takkede mange gange. Det var næsten alt for meget.

3. januar (Hoi An): I dag startede vi med en cykeltur ud til en fiskerlandsby, som vi i går havde set fra flodsiden. Det var meget sjovt at køre ude mellem alle de små huse og hytter. Der er stor forskel på standarden af husene, men næsten alle hilser pænt på os. Børnene meget åbent, de voksne skal lige have et smil, så tøer de også op og hilser og smiler. Når vi standser for at tage billeder kommer børnene og vil snakke. De kan alle lidt engelsk. De slutter som regel af med, om vi har en kuglepen til dem. Desværre havde vi ikke tænkt på det hjemmefra, så vi har ikke nogen med.
Tilbage på hotellet er vi godt ømme bagi igen, så i stedet for at køre videre på cykel, hyrer vi 4 knallertførere, som kører os ind til byen for 5 kr. pr. person. Vi bliver sat af ved den Japanske Bro og aftaler, at vi mødes der igen om en time, så vi hver især kan kikke på de forretninger, vi har lyst til.
Ulrich og jeg kikkede først lidt på butikker, og jeg fandt et smykkeskrin i træ med indlagt perlemor, som jeg godt ville have, men vi kunne ikke bliver enige om prisen. Hun gik ned fra 6 til 4 dollars, men jeg ville have hende længere ned. Jeg troede, hun ville give sig, når vi gik, men det gjorde hun ikke, så jeg måtte prøve nogle andre steder.
Vi gik så ned til floden, hvor vi i går så fiskekonerne sælge fisk. Videoen vi tog i går var ikke god nok, så vi ville tage en ny. Det viste sig imidlertid, at vi kom for tidligt eller for sent for der var ikke så mange fisk til salg, så vi gik tilbage langs floden for at finde et godt spisested til frokosten. Der var ikke nogen steder, vi synes så rene nok ud til, at vi ville spise der, men næsten ovre ved restauranten ude i floden, hvor vi fik cola i går mødte vi Susanne og Ove. De havde også bare dasket rundt og købt ingenting! Vi blev enige om at tage frokosten på vores “stamkro” ude i floden, for den var rimelig pæn. Vi fik en udmærket suppe med brød og øl og vand til, og det beløb sig til 15 kr. pr. person.
Jeg ville have mit smykkeskrin, og da jeg ikke havde kunnet finde et, der var lige så pænt nogle andre steder, måtte jeg bide i det sure æble og gå tilbage til den første og købe det for 60.000 dong (30 kr.)!
Bagefter forhandlede vi med en bådfører om prisen på en sejltur retur til hotellet. Det er en times sejlads ned af floden, og hun startede på 150.000 dong (75kr.). Det mente vi var for meget, så vi sagde 50.000 dong. Det synes hun ikke om, og så gik vi. Lige inden vi nåede frem til de næste både, kom hun cyklende efter os og sagde 100.000 dong. Vi prøvede at få hende længere ned, men accepterede til sidst. Det var trods alt kun 12,50 kr. pr. person.
Det var en dejlig sejltur tilbage til hotellet. Vi nød at sidde ude i stævnen i solen og se på fiskerne og livet langs floden. Mange steder var floden sandet til, så hun måtte sno båden gennem sandbankerne. Hoi An var i gammel tid d.v.s. i det 16. 17. og 18 århundrede en stor havneby, hvorfra næsten al handel foregik fra. Det var handelsstation for skibene, som kom både fra østen og vesten. Specielt kom her mange hollandske, portugisiske og kinesiske og japanske skibe. Tilsandingen af havneindløbet blev imidlertid for stort et problem og det kan man også se i dag på floden. Det vil kræve meget at holde den fri for sand, således at også store skibe skulle kunne komme de ca. 5 km op af floden til Hoi An by.
Vi blev sat af ved hotellet før vores eget, da vi ikke ville risikere at møde dem fra receptionen igen. Hvis de stadig mente, at vi skulle flytte hotel! Oppe på hotelværelset ringede telefonen også, men vi tog den ikke. I stedet gik vi ned til poolen og lå en times tid til det blev for koldt.
Om aftenen var vi nede og checke e-mailen inden aftensmaden. Der var svar fra Robert og Anna og Peder, men ikke fra sygehuset, så vi prøvede at sende mailen igen!
Da klokken efterhånden var 19.30, mente vi ikke at hotellet endnu engang ville prøve at flytte os, så vi gik hen for at betale vores regning og få vores pas, da vi skulle forlade hotellet allerede kl. 6.15 næste morgen for at nå flyet kl. 8.15 til Saigon. Den første regning vi blev præsenteret for var på over 750.000  dong. Der var både cykelleje og Roomcharge på! Vi spurgte forsigtig, hvad roomcharge var, og hvorfor der var cykelleje på, og den unge pige sagde hurtigt, at det måtte være en fejl og så slettede hun det. Vi sagde ikke mere, men glædede os indvendigt. Vi vidste ikke, om det var en fejl eller det var det ekstra, som dette hotel kostede i forhold til det andet, men der var ikke det tilsvarende på Susanne og Oves regning, så vi gik ud fra, at det var en fejl!!
Glade var vi i hvert fald, da vi stod med en kvitteret regning og vores pas. Vi havde fantaseret om, at de ikke ville udlevere vores pas, før vi betalte den ekstra pris for dette hotel! Men blev der noget måtte vi jo tage den med CC-travel, når vi kom hjem.
Aftensmaden smagte endnu bedre i aften, hvor vi havde fået lettet vores bekymringer!!

4. januar (Hoi An – Saigon): Vi skulle tidligt op, da vi blev hentet kl. 6.15 for at køre til Da Nang lufthavn, hvortil det tager ca. 1 time at køre. Vi kunne lige nå, at få morgenmad inden bilen kom for at hente os. Vi havde regnet med, at det gik stærkt til lufthavnen, da det jo var tidlig morgen, men vi blev klogere. I Vietnam begynder livet på gaderne åbenbart samtidig med at solen står op. Der var myldretrafik hele vejen. Knallerter med folk på vej til arbejde og cykler med børn på vej til skole. Det var svært at komme frem gennem masserne, og det tog en time selv om, der kun er ca. 20 km til lufthavnen.
Selv om det kun var en indenrigsrute, som vi skulle med måtte vi vise pas 3 gange. De er meget grundig her!
Der var et par souvenirbutikker i afgangshallen, så for at få tiden til at gå gik vi selvfølgelig ind for at ose, men det endte med, at vi fik købt endnu en marmorvase til 13 kr. og en stor madonna-figur til badeværelset til 125 kr.
Flyet fløj næsten til tiden og en time senere var vi i Saigon, hvor vi var kommet ned i varmen. Dagtemperaturen ligger her på 30-32 og solskin. Nu kunne vi bruge vores shorts. Dejligt!
Udenfor ankomsthallen stod en lille mand med et stort skilt med C&C Travel og ventede på os, og han skaffede straks en bil, som kørte os ind midt i Saigon til Hotel Continental. I lobbyen blev vi mødt af dørmænd i uniform og kasket, som åbnede for os. Meget fornemt. Lidt af det fornemme gik imidlertid af, da vi kom op på værelserne. De var godt nok store, men ikke speciel kønne og vi boede mellem 2 gange, så vinduerne gik ud til en anden gang og gennem vinduerne på den anden side af gangen kunne vi se ind i en bar! Meget charmerende!! Vi skulle kun bo her 2 nætter, så vi gad ikke klage denne gang.
Vi skyndte os blot at klæde om til shortsene og gik så på opdagelse i byen. Da vi kom kørende til hotellet, havde vi set en masse brudepar, som blev fotograferet foran byens teater, som lå lig på den anden af gaden overfor hotel Continental, hvor vi boede. Da vi nu kom ud til fods, ville vi lige over og se de flotte par. Der var nu kun et par tilbage, men de blev også fotograferet fra alle vinkler. Vores guide havde fortalt, at det var tradition at parrene fik taget deres brudebilleder her.
Der løber en flod gennem byen, som vi ville prøve at finde, da det som regel er byens åndehul. I første omgang fandt vi den ikke, men vi var blevet tørstige, så en lokal øl-have lokkede. Vi fik 4 øl, som kostede os den fyrstelige sum af 7,50 kr. for alle 4! Det var det billigste vi endnu har været udsat for.
Bagefter læste vi lidt mere på bykortet og fandt så floden, men det var absolut ikke, hvad vi havde regnet med. Den ene side af floden – den side vi var på, var nogenlunde pæn, men den anden var det rene slum med blikskure. Det område vi gik i var ikke særlig interessant. Det var alene kontorbygninger og boliger, og vi var sultne og trætte, så vi blev mere og mere negative.  Det var meningen, at vi ville finde et sted, hvor vi kunne bestille en tur op ad floden, men efter at have set, hvor uhumsk floden så ud, havde jeg i hvert fald ikke lyst til at sejle på den. De priser, som vi fandt frem til, var også fuldstændig ublu i forhold til det, vi har været vant til, men måske er Saigon meget dyrere end resten af Vietnam.
Pludselig stor vi på en stor boulevard med hoteller, forretninger og restauranter. Den første restaurant vi fandt, som så vesterlig ud, var en italiensk restaurant. Den myldrede vi ind i og bestilte mad og øl. Vi var noget overrasket over prisniveauet. Hovedretterne kostede mellem 30 og 70 kr., så dyrt havde vi ikke spist før. Vi læste senere i vores guidebog, at det var en af Saigons fineste restauranter! Maden eller servicen var nu ikke speciel god.
Efter at have fået lidt at spise kunne vi se lidt lysere på tilværelsen, men vi var stadig trætte, og det var meget varmt, og Saigon er en meget larmende by, hvilket vi ikke var vant til efter Hué og Hoi An. Vi daskede lidt rundt og så på forretninger og fandt nu en masse pæne restauranter, som var væsentlig billigere end italieneren. Bl.a. fandt vi en, som var en have med små fiskebassiner og overdækket. Den så meget indbydende ud, så her ville vi vende tilbage til, når det var tid for aftensmad.
Vi gik tilbage til hotellet og hvilede os og bade indtil aftensmaden, som blev indtaget på den restaurant vi havde udset os tidligere. Den var meget godt besøgt. Faktisk så godt, at vi måtte stå i kø og vente på et bord. Det var til fulde ventetiden værd. Maden var meget god, og der var rigeligt af den og priserne var også meget fornuftige. Vi gav 25 kr. for hovedretten og en øl kostede 5 kr. Da vi bestilte 5 hovedretter til 4 personer gik der tilsyneladende kuk i det, for Ulrich fik ikke sin ret, før vi havde rykket og ventet yderligere en ½ time. Det var lidt synd for ham, for det skete også for et par aftener siden!
Da vi kom tilbage til hotellet, var der en frygtelig larm. Det viste sig, at der blev holdt 2 bryllupper. Det ene par, var det, vi havde set blive fotograferet ude ved teatret.
Larmen generede os dog ikke, da vi var trætte og hurtigt faldt i søvn.

5. januar (Saigon): Efter en god nats søvn glædede vi os til at komme ned til det helt store morgenbord. Det gik jo for at være et flot hotel. Vi blev heller ikke skuffet. Der var alt hvad hjertet kunne begære, så vi fik endnu engang fyldt maverne op. Hjemmefra havde vi regnet med, at vi alle skulle tabe os nogle kilo, når vi nu skulle ud og leve af ris og grøntsager. Det har vi rent faktisk også levet af, men der er vist ikke nogen af os, som endnu har tabt os! Måske får vi for mange øl??!!
Efter morgenmaden begav vi os igen ud i Saigons mylder af mennesker og knallerter. Det er søndag og på trappen op til teatret står et vietnamesisk band og spiller og hundrede af knallerter er standset op for at høre på dem. Vi stiller os også op, for de spille faktisk rigtig godt. Vi fortsætter vores vandring rundt i byen. Der er ikke rigtig nogle seværdigheder, som man må se, så det vi har valgt er at se nogle markeder. Der skulle specielt være et, hvor de sælger alle mulige dyr fra katte, hunde og fugle til slanger og bjørne. Vi går og går og finder et rimeligt flot marked, hvor det fortrinsvis er tøj, kaffe og frugt, som de sælger, og sko og tasker. Susanne køber en lille stoftaske med broderi og perler på, som hun siger er et hit for Louise. Vi leder videre og når til den mindre pæne del af Saigon omkring floden. Her er også marked med alskens frugt og grønt, men man vader rundt i gamle frugtskaller og blade, som efterhånden er blevet til en hård masse. Her det lugter ikke så godt og man har fornemmelsen af, at bakterierne flyver gennem luften og ned i lungerne ved hvert åndedrag, men konerne og børnene ved boderne smiler sødt til os og siger Hello igen og igen. Helt nede ved floden er der også salg af fisk og alle mulige muslinger. De ser flotte og friske ud, men stadig lugter her ikke så godt, og vi vader rundt i mudder, fordi de bruger meget vand til at overrisle fiskene og muslingerne, og det løber så ned ad vejene, som ikke er asfalteret. Vi har stadig ikke fundet dyremarkedet, så da vi ser nogle haller, går vi ind i dem for at se efter dyr. Belysningen er sparsom, så vi går i halvmørke. I det ene hjørne sidder en pige og synger karaoke. Her lugter slemt, og vi vader rundt i vand. Vi er ikke kommet ret langt ind i hallen før en rotte piler hen over gulvet. Susanne gyser, men vi går videre. 10 meter længere fremme kommer den næste rotte hen over gulvet. Så er Susanne færdig. Hun vil ud, og det med det samme, og Ove følger med, som den gentleman han er. Ulrich og jeg går lidt længere i tusmørket. Vi føler os ikke utrygge. Folkene herinde kikker på os, og vi på dem, men det virker OK. Der sælges dog ingen dyr, så ved den næste udgang, går vi også ud i solen igen til Susanne og Ove. Susanne snakker stadig om rotterne!! Det var bare for meget.
Lidt længere fremme kom vi til gaden med byggematerialer. Her kunne man købe alt til at bygge et hus. Både nye og brugte materialer. Træ, vinduer, vaske og klinker m.v. Man undrer sig over, hvordan byggematerialerne kommer rundt, når der stort set ikke er nogle biler og slet ikke lastbiler, men det er utroligt hvad vietnameserne kan transportere på en cyclo og en knallert. 4 kvm store jernporte kan snildt transporteres på en cyclo!!
Da vi kom ud af denne gade, kom vi til en større gade med fortov og her er der pludselig en masse bure med små og store katte, hunde og fugle og slanger og aber og nogle små dyr, som ligner en mellemting mellem en bjørn og en abe. Det er ikke noget stort marked, men det er nok det sted, som vores guidebog refererer til som et marked for levende dyr. I vores øjne er det rent dyrplageri. Hvert dyr har i hvert flad ikke så meget plads, som en burhøne skal have i henhold til EU-standarden!
Vi var efterhånden blevet tørstige og sultne, men der var ikke nogle steder, som levede op til vores standard for spisesteder, så vi nøjes med at købe et par liter vand til at skylle den værste støv væk. Herefter søgte vi op i mere “civiliserede” gader. Med andre ord der hvor hotellerne ligger og fandt vores restaurant fra i går og fik en rigtig god frokost.
Eftermiddagen var afslapning på hotelværelset inden vi gik en tur om aftenen inden aftensmaden igen på vores favorit-restaurant. Vi var inde og kikke på lidt tøjforretninger og fik også købt bånd til videoen til kun 25 kr. stykket. Vi fandt også fotoforretninger, som lavede papir-billeder fra digitalt medie. Jeg kan ikke helt huske, hvor meget det koster hjemme, men her var det ca. 2,5 kr. pr. billede. Det lød ikke specielt billigt, så vi venter til Danmark.
Vi fik igen en pragtfuld middag på vores favoritrestaurant og sagde dermed farvel til Saigon, hvor vi alle var enige om, at det havde ikke imponeret os, og vi kommer formentlig ikke tilbage hertil.

6. januar (Saigon – Mekong-deltaet): Vi blev afhentet 7.30 igen præcist af en chauffør i en van og kørte ud gennem Saigons meget befærdede gader. Det er vist lige meget, hvilket tidspunkt af dagen man kommer. Der er altid rush-hour. Chaufføren gjorde pludselig holdt i en lille sidegade, hvor han gik ind til en dame. Vi regnede med, at det var konen, han lige skulle sige farvel til, men det viste sig at fordi han ikke kunne engelsk, skulle hun være tolk, så vi kunne blive enige om, hvornår vi skulle hentes igen i Mekong-deltaet. Hun var nu heller ikke for god til engelsk, men det lykkedes vist til sidst at få forklaret, hvornår vi skulle være i lufthavnen og dermed, hvornår han skulle hente os. Det blev kl. 5 om morgenen!!!
Vi fortsatte vores tur sydover til Mekong-deltaet. Det var en 3 timer lang køretur, hvor chaufføren stort set konstant havde hånden på hornet. Hernede er det de bagfra kommende, som i princippet skal holde tilbage for dem foran (ligesom på skibakkerne!). Det vil sige, at hver gang man vil overhale et andet køretøj, så advarer man med hornet, og det er så lige meget om det er en cykel, knallert, bil eller blot en fodgænger.
Det var en lang tur, men også god for vi kom igennem både by og land og krydsede floder. Risen på markerne var meget længere fremme her end i Nordvietnam. Her var de flere steder ved at høste risen. Vi så også utrolig mange lastbiler køre fra deltaet mod Saigon med fyldte lade af ris. Mekong-deltaet er Vietnams spisekammer f.s.v.a. ris. Vietnam er faktisk verdens største eksportør af ris.
Efter ca. 3 timer kørte vi fra hovedvejen ind ad en lille sidevej, hvor der stod Truong An Hotel på skilte. Det er der, vi skal bo. Vi er ikke just imponerede. Det ligner mest af alt en byggeplads. De er ved at bygge en kæmpe kongreshal, og vejen er ved at få lagt skærver på. Vi kører forbi kongreshallen, hvor vi kommer til nogle huse med 2 værelser/lejligheder i hver. Det viser sig at være sådan et hus, vi skal bo i. Der er græsplæner og lidt palmer og tagetes rundt om husene, men det ser ikke rigtig tilvokset ud endnu. Vi går hurtigt vores værelsesnøgle for det viser sig, at vi er de eneste gæster på hotellet. Der er en swimmingpool og en stor sal, de kalder restaurant, men det ser ikke ud til at der overhovedet bliver serveret mad her! Vi er meget skeptiske over, at skulle bo her ude in the middle of nowhere. Der er 8 km ind til den nærmeste by. Vi blive dog mødt af en guide, som siger hun vil tage os på en bådtur i deltaet med det samme, hvis vi vil det. Båden ligger klar nede i floden lige uden for hotellets “have”. Det synes vi er en mægtig ide, for vi har svært ved, at se hvad vi eller skal få tiden til at gå med herude.
Guiden er en mægtig sød pige på 19-20 år, som taler rigtig godt engelsk. Vi sejler over floden til en ø og ind gennem små kanaler, hvor bønderne har alle deres plantager og huse ned til. Her er ingen veje. Al trafik foregår via kanalerne. Det overrasker mig lidt, at det ikke er rismarker, vi sejler mellem, men bønderne har her fundet ud af, at området er bedre til dyrkning af frugt, så produktionen er lavet om til specielt longan. Som er en lille nøddelignende frugt med en hård skal og en geleagtig frugtkød med en kerne i midten. Skallerne bruger de til brændsel og frugtkødet bruges til gele og syltetøj, som eksporteres. Kernen ved jeg ikke, om de bruger til noget. Vi hørte i hvert fald ikke om det.
Ud over longan var der også papaya, bananer og andre frugter. I alt 32 forskellige!
Vi havde et stop ved et lille sted, hvor de lavede kokusslik. Vi så produktionen fra kokusmælken og kokusstykkerne blev varmet op til en bolsjemasse og til den lå færdigpakket i plastikposer. Alt foregik ved håndkraft og det koster næsten ingenting for lønningerne for disse arbejdere ligger på 1 til 1½ dollar pr. dag!
Næste stop var et lille hus på pæle bygget delvist ude i floden, hvor guiden havde bestilt frokost til os. Vi var de eneste besøgende i huset og der var dækket op til os 4 på en overdækket terrasse også bygget på pæle ud i floden. Det var en meget fin frokost, hvor vi først fik serveret en stegt fisk, som var sat lodret op på en tallerken. Den så ikke særlig appetitlig ud, da hoved og finner og nogle af skellene stadig sad på, men den smagte fint. Vi lærte, hvordan vi skulle lave små rispapirruller med fisk, nogle blade, salat og agurk rullet ind i meget tynd rispapir, som så skulle dyppes i soya eller fiskeolie. Madmor kom også med en suppe og store rejer og ris og små svinekoteletter og efterfølgende frisk frugt og hertil fik vi øl. Vi var godt stoppede efter dette kæmpe måltid, som smagte forrygende. Mens vi sad og spiste, sejlede små kanoer forbi med kvinder og mænd, som solgte forskellige ting til de lokale og nogle fiskede lige ud for os. Det var alt sammen med til at gøre vores middag til et perfekt måltid.
Turen fortsatte til Mr. Tiger. Vores guide så meget op til Mr. Tiger – en 82-årig mand, som havde en planteskole, hvor han havde specialiseret sig i at pode frugttræer. Han var en meget rig mand iflg. guiden. Vi blev vist lidt rundt på planteskolen, og så hvordan de podede træerne og til sidst fik vi frugt, grøn te og 2 forskellige slags risvin. Den ene var en “kvinde”-vin = ikke særlig stærk, og den anden var vel som en dansk snaps. Mr. Tiger kom hen og skålede med os. Han havde haft mange besøgende den dag, så han var godt kørende. Vi lærte her at sige skål på vietnamesisk. Det hedder “joh”.
Efter snapsene hos Mr. Tiger fortsætter vi til et teglværk, hvor de bl.a. lavede de krukker, som vi ser herhjemme. Fremover tror jeg, at vi ser lidt anderledes på disse krukker, for de er alle håndlavet. Der står nogle kvinder, som putter leret, som kommer fra rismarkerne, i nogle kværne og evt. urenheder bliver taget fra. Herfra går det finsorterede ler videre til mænd, som putter leret i nogle forme. Lag på lag med håndkraft. Når leret har tørret i formene nogle timer bliver de stillet til yderligere tørring nogle dage uden forme inden de bliver brændt i store ovne, som bliver tændt op ved håndkraft og brændsel, som består af kornskalder og longanskaller bliver skovlet på med interval af 10 minutter. Arbejderne her ved ovnene arbejder i 24 timers skift til 1-1½ dollar pr. dag. De arbejdere, som stabler krukkerne i ovnene, er de højest lønnede for det kræver mere viden at stable i ovnene end at putte ler i formene, da alle krukkerne skal have en jævn varme uanset, hvor i ovnen de er placeret. Disse arbejdere går 7-8 dollars om dagen.
At leret kommer fra rismarkerne er ved at være et problem for Vietnam. Bønderne tjener mere på leret end risen og derfor graver de dybere og dybere i markerne med det resultat at mere og mere land bliver oversvømmet i stedet for som tidligere, hvor mere og mere land blev inddæmmet og opdyrket med ris.
Fra teglværket og hjem til hotellet var der ca. 3 kvarters sejlads, og der skete ikke så meget på denne del af floden ud over sandsugning, så vi sad vist alle og blundede lidt. Vi var fremme ved hotellet ved 5 tiden og kunne lige få en svømmetur i poolen inden det blev mørkt ved 6 halv 7 tiden.
Efter badeturen var vi meget spændte på, om vi i det hele taget kunne få noget aftensmad, når vi var de eneste gæster på hotellet. Vi gik over i restauranten og spurgte forsigtigt om menukortet. Den unge mand, som var i restauranten, sagde, at vi bare kunne bestille. Vi var meget skeptiske, for vi havde ikke set noget køkkenpersonale, så vi bestemte os for kun at bestille øl, pommes frites og forårsruller. Efter at have modtaget bestillingen kørte den unge mand på sin knallert.
Vi ventede spændt, mens vi drak vores øl og var ved at blive ædt op af myg. Selv om de stillede myggelys under bordet sværmede de tæt omkring os. Det var absolut ikke nogen hyggeaften for mig. Jeg har stadig myggerædslen fra Sri Lanka i mente, hvor jeg havde over 80 stik på kroppen. Det ønskede jeg ikke at opleve igen! Efter en rum tid fik vi serveret vores bestilling af pommes frites og forårsruller. Der var ruller nok til 10 personer, og det var kun Ove og Ulrich, som ville have ruller!
Vi fik hurtigt puttet de pommes frites i hovedet og søgte så tilflugt på værelserne, hvor der heldigvis var satellitfjernsyn, så vi kunne underholde os lidt inden søvnen overmandede os.

7. januar (Mekong-deltaet): Vi havde aftalt med vores lille guide, at hun skulle hente os i dag kl. 9. Vi var spændt på, om vi overhovedet fik noget morgenmad og hvad det i givet fald ville være.
Susanne og Ove var, som sædvanlig først ned ved morgenmaden, så de havde prøvesmagt “anretningen” inden vi kom. Den bestod af et stort flüte, en omelet – uden fyld – og en kop kaffe eller te og lidt frugt. Det var ikke overvældende, og da vi heller ikke havde fået rigtig aftensmad, glædede vi os til, at guiden skulle sørge for frokost til os. Hvis den blev lige som i går, var det OK!
Båden og guiden kom til tiden, og vi sejlede ud i deltaet igen. Denne gang gik turen først til et flydende marked, hvor der var et hav af både, som kom ind fra de forskellige egne for at sælge deres frugter og grøntsager. Det var store både, så det var grossister, som solgte til de handlende. For at vise hvad de solgte fra de forskellige både, havde de hængt et eksemplar af frugten eller grøntsagen op på en mast. Så der hang meloner og pomelo og andet og flagrede oppe i luften. De familier, som solgte deres frugt boede også på bådene på meget få kvadratmeter, så vasketøjet hang typisk rundt på agterstavnen.
Dette flydende marked foregik på floden i en by, så langs floden var der også livlig handel og omlastning af varer fra bådene til små industrier bl.a. kunne vi se risen komme ind med skaller og komme ud igen i store sække uden skaller. Al losning og lastning foregik ved håndkraft. Mændene gik frem og tilbage med 50 kg´s sække på nakken og skuldrene. Det må være meget hårdt arbejde for disse små mennesker.
Midt i denne by med pælehuse af træ med blik og palmetage lå der en strålende flot hvid katolsk kirke. Den virkede fuldstændig malplaceret. Den symboliserede virkelig kirkens rigdom contra lokalbefolkningens fattigdom. D.v.s. ikke fattigdom, for ingen så ud til at mangle noget, men meget lav levestandard i forhold til i Europa.
Fra det flydende marked sejlede vi ud i kanalerne på øen midt mellem de 2 store floder til et lille sted, hvor de lavede popris. Altså fik risene til at poppe i meget varmt sand ligesom popkorn. Af poprisene lavede de forskellige riskager blandet med peanuts og bananer og meget andet. Vi købte smagsprøver, så vi da i hvert fald havde lidt at spise i aften. Alt foregik også her med håndkraft.
Igen i dag havde guiden fundet en lille plante-skole, vi skulle se. Denne gang var det bonsai-træer, som var specialet. Der var ikke ret meget at se, men også her skulle vi smage et par risvine. Den første var hvid og ikke så stærk lige  som i går. Den anden var mørk og stærkere, og da Susanne kom med bemærkninger over for guiden om hun skulle spørge, hvad det var for en vin, smilede guiden blot. Susanne lod så sin vin stå. Hun var overbevist om, at det var slangevin, altså en vin hvori der er proppet en hel slange ned i som så har trukket i nogle uger, ligesom vi laver urtesnapse derhjemme. Jeg er stadig ikke overbevist om, at det var slangevin vi fik, men det er de 3 andre. Det smagte, som det, vi fik hos Mr. Tiger i går! Efter risvinen eller slangevinen alt efter, hvad det nu var, var der rettet an til frokost til os. Det var ikke helt så hyggeligt et sted, som i går, hvor vi sad halvt ude i floden. I dag sad vi på en overdækket terrasse, hvor der til Susannes store fortrydelse var en stor pythonslange i et bur. Hun måtte sidde med ryggen til den for ikke at få mareridt hele natten. Maden var næsten lige så god som i går. Vi fik igen fisk, men denne gang var den kogt, derudover fik vi små svinekoteletter, ris, suppe, forårsruller og frisk frugt bl.a.  kærlighedsfrugter.
Efter frokost sejlede vi over til en lille landsby, hvor vi gik i land for at se livet i denne lille by. Det viste sig at være en by, hvor der var en masse små håndværksmestrer med hvert deres lille speciale. Vi besøgte først et temmelig stort værksted, hvor de lavede klinker i hånden! Hver farve i klinken blev hældt ned i hver sit hul i formen, som først fik en art voks for at farverne ikke skulle flyde sammen. Det var et temmelig langsommeligt arbejde, men klinkerne blev meget fine. Efterfølgende så vi en som lavede ligkister og små smedjer, hvor der blev banket på stålet, så det blev til store knive og machetter og et sted hvor de lavede fiskeolier. Det var alt sammen meget spændende at opleve og absolut ikke noget, som vi selv havde fundet ned til, men vores søde guide havde lige nøjagtig næse for at finde det, som vi synes er spændende at se. Hun havde også forberedt sig lidt, idet hun havde kager og slik med til dem, som hun “udstillede” for os. På den måde følte vi ikke, at vi kom til ulejlighed og der var heller ikke noget med om vi nu skulle give dem en lille skilling eller ej. Det havde hun sørget for.
Der var godt varmt at gå inde mellem husene, så da vi kom tilbage i båden var vi en smule tørstige, så guiden havde selvfølgelig sørget for en frisk kokosnød til os! Hun var bare alletiders. Turen var også ved at være ovre, så hun begyndte nok også at lægge op til drikkepenge, men det fortjente hun så sandelig også, for hun havde lavet et par uforglemmelige dage for os i Mekong-deltaet.
Fra landsbyen og tilbage til hotellet var der en times sejlads, hvor vi alle benyttede lejligheden til at få en lille lur bag solbrillerne!
Vi tog en lille svømmetur i poolen inden aftensmaden – troede vi! De personer som i går passede hotellets “restaurant” var ikke til stede i aften og dem der var der, havde absolut ikke nogen intension om at lave eller skaffe os nogen aftensmad. Humøret faldt en del grader efter en ellers rigtig god dag i deltaet. Vi går ikke så langt uden mad! Nå, men da vi nu ikke kunne få noget mad på hotellet, måtte vi jo forsøge os med en tur op til hovedvejen for vi havde da set et eller andet, da vi kom i går. Med lommelygterne i hænderne bevægede vi os op gennem det øde hotelområde og op til hovedindgangen og ud på vejen, som førte op til hovedvejen. Der var nogle små snuskede spisesteder, men det var bestemt ikke nogen, som vi ville betro at lave mad til os. Nogle steder lugtede der sødligt af hash og andre steder var der masser af unge piger stadset op til det helt store!! Vi gik blot forbi med vores rumlende maver. Vi havde ikke engang lyst til at sætte os og få noget at drikke, så vi gik tilbage til hotelindgangen, hvor vi havde set en lille kiosk. Vi håbede, at vi i det mindste kunne få nogle chips her. Men nej – der var kun nogle små poser med peanuts. Så aftensmaden bestod i dag af en lille pose peanuts, lakridskonfekt, poprice og en cola! Vi gik meget tidligt i seng for at sove fra sulten. Vi skulle nu også meget tidligt op for vores chauffør ville komme og hente os kl. 5.

8. januar (Mekong-deltaet – Philippinerne): Som sagt skulle vi meget tidligt op og køre kl. 5, så vi fik selvfølgelig heller ikke nogen morgenmad, men det var nu også lige meget. Vi var efterhånden kommet over det punkt, hvor vi var sultne! Chaufføren var der punktlig, så vi kunne bare sætte os ind og få ham til at køre mod lufthavnen i Ho Chi Minh City, hvorfra vi skulle flyve til Manila. Endnu engang regnede vi med at vi kørte så tidligt om morgenen, at der ikke ville være nogen trafik, men vi tog fejl. Der gik ikke lang tid før vejene var fulde af liv. Vi sad på skift og sov lidt, men var også alle lidt nervøse for vores chauffør for han begyndte at sidde og rense ører og lugte til en lille flaske med en form for duftvand hvert andet øjeblik, så det virkede som om han også var træt. Det var ikke særlig betryggende, men han kørte nu nogenlunde, så vi nåede helskindet ind til lufthavnen og også i god tid. Efter indcheckning havde vi en times tid, som jeg benyttede til at købe en marmor-madonna til vores badeværelse. Forhåbentlig lykkes det at få den hel hjem. Den skal i hvert fald med i håndbagagen hele vejen fra nu af.
Flyveturen til Manila gik fint og i Manila lufthavn blev vi mødt at en lille sød dame, som viste os ud til en bil, som skulle køre os de ca. 2 timer ned til Batangas, hvorfra båden skulle sejle os over til Coco Beach.
Vi havde kun lige sat os ind i bilen, da chaufførens telefon ringede og efter endt samtale fortalte han os, at vi ikke kunne komme over til Coco Beach i dag, da der var for høje bølger, så han skulle køre os til et hotel i Batangas, hvor vi skulle overnatte og næste morgen ville vi så blive sejlet over. Det var vi absolut ikke tilfreds med, men det nyttede jo ikke noget at overfalde chaufføren, så vi forholdt os rolige til vi kom til hotellet. Her kom der en guide, som ja vi fandt egentlig ikke rigtig ud af, hvad vi skulle bruge ham til, men ham fik vi store diskussionerne med, da der ikke stod noget i vores rejseplan om en overnatning på et i øvrigt meget ringe hotel. De stod 3 forskellige mennesker i receptionen og de kunne ikke forstå, hvad vores problem var for der kom mange gæster fra C&C travel og overnattede. Problemet var at de tilsyneladende var fulde af løgn for de gav hver sin forklaring på, hvorfor vi ikke kunne komme over til Coco Beach med det samme. En sagde det var vejret, en sagde det var for sent for det ville blive mørkt inden vi var ovre og en tredje sagde, at de ikke havde nogen båd og det var nok den sidste, som havde ret, for det viste sig efter at vi også havde snakket telefonisk med Coco Beach, at der kom 6 gæster mere senere på aftenen, så de gad simpelt hen ikke at lave sær-sejlads for vores skyld! Det var vi selvfølgelig vildt utilfredse med, men lige meget hjalp det. Vi var strandet på det dårligste hotel, jeg nogensinde har været på!
Vi blev enige om at gå en tur ned til vandet, så vi kunne se om bølgerne virkelig var så høje at det ville være uforsvarligt at sejle over, men da vi gik ud af hotellet stod guiden ude ved vejkanten og spurgte, hvor vi skulle hen. Vi fortalte, at vi ville gå en tur ned til vandet. Så stak han i et højlydt grin. Det kunne vi ikke for der var nok 10 km! Nå, men så ville vi gå ned til byen. Så grinede han endnu højere. Der var heller ikke nogen by! Vi var sat af på et dårligt hotel på en landvej uden by kl. halv fem om eftermiddagen. Hva´ f….. skulle vi så fortage os? Vi gik nu i trods ned ad landevejen og ned af nogle sideveje, hvor der var en smule huse og et par boder, men det var tydeligt, at her ikke plejede at komme turister for de kikkede meget på os og børnene gik i små grupper foran og bag os for at se, hvad vi var for nogle. Det var en meget god lille gåtur, hvor vi fik set en lille meget rolig landsby og det var nok det, der skulle til for at få vores sind i ro efter skuffelsen over ikke at komme over til vores Coco Beach, som vi var stået op kl. 4 om natten for at komme til!!
Tilbage igen på hotellet tog vi et bad og ville så ned og spise den aftensmad, som de trods alt ville give os uden beregning, som et plaster på såret. Det endte også i det store skænderi med tjeneren. Han gav os spisekortet og bad os om at vælge vores mad. Det gjorde vi så efter at have spurgt om vi blot kunne vælge frit, ja ja – ingen problemer. Det gjorde vi så, men da vi kom til hovedretten tog han kortet fra os igen for det var forudbestemt, hvad vi skulle have. Da vores mad blev serveret fik vi både vores bestilte forret, en suppe, en hovedret og en dessert og så en del øl til. Vores skuffelse skulle skylles ned. Det gik fint indtil vi skulle betale. Vi fik en ret stor regning, som ikke harmonerede med de øl, vi havde fået. Det viste sig, at den forret, som tjeneren havde fået os til at bestille ikke var en del af menuen, som vi fik. Den skulle vi selv betale for! Nej hvor blev vi tossede og det gjorde han også. Vi ville ikke give os, så vi betalte for øllene og ikke mere og gik.
Senere blev der ringet op til Susanne og Ove på værelset for de ville have deres penge. Efterfølgende kom de op og bankede på døren for at få deres penge. Vi holdt på vores og sagde, at vi ville snakke med vores guide næste dag og de fik ikke en rød reje før. Susanne kunne imidlertid ikke leve med al den ståhej, så næste morgen betalte vi bare de 10 dollars, som de mente, at vi skyldte dem.

9. – 15. januar (Coco Beach):Vi var igen tidlig oppe for at blive kørt ned til vandet til båden og endnu engang kom vores sind i kog for vi sad og ventede nede ved vandet i 2½ time før båden kom, og vi fik den ene løgnhistorie efter den anden omkring den ventetid, men efterfølgende fandt vi ud af, at båden altid kom på det tidspunkt, så der var absolut ikke nogen grund til at køre os tidligt ned til vandet!! Vores første møder med Philippinerne var alt andet end positivt, så vi var meget spændte på, hvordan der var på Coco Beach om det også var en flok plattenslagere!!
Sejlturen over var en smule ublid med pæne bølger, men vi kom da over uden at blive søsyge og det vi kom over til var alle strabadserne værd! Coco Beach er det skønneste paradis, man kan forestille sig. Billederne i brochurerne havde for en gang skyld ikke forskønnet virkeligheden. Her var pragtfuld. Vi blev sejlet ind til vores egen strand og man kunne næsten ikke se hotellet, da det bestod af bambus og palmebladebyggede hytter, som lå spredt mellem palmerne op ad skrænterne i skøn pagt med naturen. Vi fik en dobbelt hytte med en stor fælles balkon ud for og Emma, som vi kunne komme i kontakt med ved at trække i en snor, som førte mellem palmerne ned til hendes hytte, sørgede for, at vi altid havde, hvad vi skulle bruge. Hun var også meget ivrig for at tage os med en til Puerto Galera, en lille by i nærheden, men vi gad ikke at tage derind. Vi havde oplevet nok i Vietnam. Nu skulle vi bare slappe af! – og det gjorde vi så i de næste 6-7 dage. Det eneste vi foretog os var en gåtur rundt om hotelområdet, op og ned af bjergskråningerne i ly af palmerne og så tog vi på nogle sejlture om formiddagen til de omkringliggende strande og øer, hvorfra vi kunne bade eller dykke. Der ligger nogle fantastiske koralrev, hvor vi nød at snorkle. Det var først de sidste 2 dage, at Susanne og jeg fandt ud af, at der faktisk også var et enestående koralrev lige ud for Coco Beach, så vi skulle bare låne nogle sko, som vi kunne gå i ud til revet uden at få revet fødderne i stykker. Jeg har også set koralrev og tropiske fisk andre steder i verden, men det er første gang, at jeg har set så flotte koraler og søanemoner. Her var de nemlig stadig i live, så de havde alverdens farver og former. De fleste andre koralrev, som jeg har været ved har været mere eller mindre døde og dermed næsten farveløse. Det her var helt specielt!
Maden på Coco Beach er også fantastik og underholdning hver aften af deres eget husorkester, som gik rundt ved bordene og sang og spillede på guitar og resten af dagen var der bare vidunderligt stille. Ingen larmende stereoanlæg i baren eller lignende, kun vindens susen i palmerne og bølgernes stille brusen mod stranden og duften af tropiske planter og blomster. Jeg har ikke oplevet noget lignende før og jeg er overbevist om, at vi på et eller andet tidspunkt vender tilbage hertil!