Grand Prismatic Spring
Monument Valley
Moulter barn på Mormon Row
Previous slide
Next slide

Dagbog fra USA (2011)

 

5. juni (København – Salt Lake City): Endelig er dagen kommet, hvor ferien starter. Vi har glædet os rigtig meget til at vende tilbage til naturen og dyrelivet i nationalparkerne og vandreturene, som vi nød så meget sidste år i Canada og ikke mindst friheden ved at skulle køre rundt i en camper i 4 uger. Forventningerne er meget høje til alt det vi skal se efter at have læst lonely planets bøger igennem. Vi flyver med SAS fra Kastrup til Chicago og videre derfra med United til Salt Lake City, hvor vi lander sent. så det er bare ud til hotellet og godnat, så vi er udhvilet til vi skal hente camperen i morgen og starte turen sydpå mod Zion Nationalpark. Alt går planmæssigt og kl. 24 ligger vi i sengen godt trætte efter at have været vågen i ca. 24 timer!

6. juni (Salt lake city – Torrey): Dagen starter med opringning til Cruise America for at aftale, hvornår vi kan hente camperen. Til vores store overraskelse kan vi allerede hente den kl. 11. Det plejer ellers først at være muligt efter 13, men det er jo herligt for så kan vi kommer hurtigere ud af byen og sydpå. Vi når så ikke at udforske Salt Lake City, men det er heller ikke byerne vi er kommet for at se, så vi er bare glade, da vi vi går ned og får morgenmad i hotellets restaurant. Solen skinner fra en skyfri himmel, så det kan stort set ikke blive en bedre start på ferien.
Vi tager en taxa ud til Cruise America, hvor vi bliver taget vel imod selv om vi er der en halv time for tidligt. Camperen er klar og vi flytter ind efter at have skrevet lejekontrakt under og gennemgået den for skræmmer og buler! Det er en vogn fra 2005 og den er lidt slidt indvendig. Vi prøver om vi kan få dem til at give os en anden nyere, men de har ikke andre i dag, så desværre, vi må tage den!
Vi kører straks til en Wallmart og får fyldt køleskabet m.v. op, så vi ikke skal være afhængig af butikker de nærmeste dage. Hjemmefra havde vi snakket om også at se på Ipad i Best Buy, men da vi er færdige med at købe ind gider vi ikke alligevel. Vi skal bare have noget frokost og så vil vi egentlig gerne sydpå mod Nationalparkerne Bryce og Zion.
Da vi kommer ud fra McDonalds, hvor vi har spist froskost, er der sket et dramatisk skift i vejret. Det regner en smule og det blæser meget kraftigt. Vinden hvirvler alt op og vi kommer til at køre i noget der ligner en sandstorm. Ud over at vi ikke kan se så meget, så er det også væmmeligt at køre camperen, som er meget sidevindsfølsom.
Vi tager den med ro og kører sydpå af Highway 15, som går helt til Las Vegas. Så langt skal vi nu ikke! Ved Payson drejer vi fra, da jeg har læst om en scenic byway. Det er som om vinden ikke er så kraftig her, da vi kører ind og op mellem bjergene, så det er helt fint. Der er heller ikke sand, så alt i alt er det meget bedre end highway 15. Det er en køn rute, men desværre ender vores tur brat, da der efter ca. 25 km er en bom og en stor hængelås hen over vejen og et skilt, hvorpå der står at vejen er lukket! Ingen forklaring iøvrigt. Vi bliver lidt irriteret for nu må vi køre retur igen, men vi har ikke noget valg 🙂 Vi kører tilbage, men i stedet for highway 15 leder GPSen os ud på en anden vej, som er meget bedre for der er næsten ingen trafik – dejligt. Vi støder senere på den rute, vi havde lagt hjemmefra, så det går fint. Vi laver dog en fejldisponering, da vi ved 6-tiden kører forbi en campingplads, som viser sig at være den sidste i meget lang tid! Så inden vi finder en plads er det blevet mørkt og vi er meget trætte, men turen har været flot over store åbne vidder og med bjergene med snedækkede tinder mod øst og da vi er ude da solen er ved at gå ned ser vi en del bambier, som står i vejkanten og græsser. Desværre er der også nogen, som har været for langt ude på vejen og er blevet påkørt, så de ligger døde i vejsiden! Vi overnatter i Torrey ved Capitol Reef Nationalpark.

(Kørt 222 miles i solskin og “sandstorm”)

7. juni (Torrey – Cannonville): Vi har sat vækkeuret til kl. 7. Vil gerne tidligt op, da lyset og farverne på landskaberne er smukkest i morgen og sene eftermiddagstimer, men vi er også trætte endnu efter flyveturen, så 7 er rigelig tidligt for os i dag. Som sagt var det mørkt da vi nåede frem i går aftes, så vi får en overraskelse, da vi slår gardinerne til side. Vi har den skønneste udsigt til de forvitrede røde bjerge og morgenlyset er helt perfekt.

Solen skinner fra en høj blå himmel. Trætheden forsvinder som dug for solen. Vi må bare ud og nyde denne udsigt. Det har været en hundekold nat, hvor vi måtte tænde for varmen og solen har endnu ikke så megen magt, så vi skal have lange bukser og trøje på for at holde varmen.Efter denne dejlige opvågning får vi hurtigt badet og spist morgenmad, så vi kan komme ud og se flere flotte røde bjerge. Vi bliver bestemt ikke skuffet i dagens løb, hvor vi først kører mod øst igennem Capitol Reef Nationalparken af highway 24. Det er en meget flot tur gennem Capitol Reef, men flotte klippeformationer og skønne udsigter over ørkenlignende områder og i horisonten sneklædte tinder. Mormonerne var de første indvandere her området og vi så bl.a. en gammel skolebygning fra ca. 1870, som de havde bygget. De er dog langtfra de første mennesker her, hvilket gamle tegninger på klipperne vidner om. Det er Fremont Native americans, som har lavet tegningerne.

Vi gik også en lille tur op over klipperne til en naturlig bro – Hickman Bridge, som var rigtig flot og på vejen derop så vi også 5 longhorn sheeps. Det var en meget varm tur for solen har fået magt og der er ikke nogen vind mellem klipperne.

Vi kører tilbage mod Torrey og derefter af highway 12, som også er en scenic byway. Der står i Lonely Planet at denne vej skulle være spetakulær og det er vi helt enige i. Det er fantastiske landskaber, som man kører igennem og scenen skifter konstant både hvad farver, klima og vegetation angår. Højderne svinger fra ca. 1.000 meter til næsten 3.000 meter. Vi oplevede sne, som lå i vejsiden og at træerne ikke var sprunget ud endnu og senere noget som mindede om forår, hvor træerne var med små blade, som ikke helt var foldet ud og til højsommer med 30-40 grader. Det er svært at give en fyldestgørende beskrivelse af dette område, det er virkelig storslået.

Bedst som man kører og tror man er på en lavtliggende slette, så åbner der sig et kæmpe hul med lodrette vægge. På et tidspunkt kørte vi på en strækning, hvor der kun var vejens bredde og derefter lodrette fald på mindst 100 m. Det var virkelig skræmmende. Jeg ville helst køre inde på midten af vejen og hænderne blev fugtige 🙂 Heldigvis var der ingen vind, som i går og strækningen kun 1-2 kilometer lang, så kom der fast grund på begge sider af vejen igen! Vi kørte fra det ene fantastiske udsigtspunkt efter det andet med panorama-udsigter så flotte ud over cowboy-land, som Ulrich kaldte det. Vi fandt ind på en campingplads allerede kl. 16 idag, så der var tid til bare at slappe af og lave nogle store bøffer på vores nyindkøbte grill.

(Kørt 124 miles, sol hele dagen og meget varmt)

8. juni (Cannonville – Bryce Canyon): Vækkeuret ringede klokken 6 i dag, men på trods af flot blå himmel og sol havde vi lidt svært ved at komme ud af sengen! kl. 8 forlader vi campingpladsen og kører mod Bryce Canyon, som vi har store forventninger til. Der er ikke ret langt at køre – faktisk kun ca. 20 km. Det er en utrolig smuk tur gennem et område omgivet af røde hoodoos, som vi her ser op på.
Det er et meget flot syn, men pludselig er vi oppe over kanten og vi kører på en flad grøn slette! Det er meget store kontraster på korte afstande, som vi oplever.
Ved indgangen til Bryce Canyon Nationalpark køber vi et pas til alle nationalparkerne til 80 dollars, som gælder i et år. Det kan bedst svarer sig for os, idet det koster 25 dollars pr. uge. Næste opgave er at finde en campingplads, hvor vi kan overnatte de næste 2 nætter. Vi har ikke kunne bestille i forvejen, da det er først til mølle princippet. Da vi er her meget tidligt er det imidlertid ikke noget problem. Der er mange pladser ledige. Vi vælger Sunset Campground, som er den der ligger længst inde i parken.
Så er vi parat til at komme ud og se Bryce Canyon Nationalpark. Ifølge Lonely Planet er det bedst at køre helt ud i enden af parken til Rainbow Point for så at se alle udsigtspunkterne på tilbagevejen, da alt der er at se ligger på højre side af vejen. Ved Rainbow Point er vi oppe i 3.000 meters højde og der er en temmelig kold vind og der ligger stadig noget sne mellem træerne, så det er begrænset hvor meget vi går rundt her, men det er en flot udsigt. Vi tager alle udsigtspunkterne og det er bestemt flot, men det flotteste er ved Inspiration Point, hvor man ser ud over Silent City – et meget stort område fyldt med Hoodoos (forvitrede stenstøtter) i røde nuancer. Vi har set nogle få hoodoos i Canada, men det her er imponerende og ligner ikke noget som helst vi har set andre steder i verden.
Da vi har set alle udsigtspunkter kører vi op til visitor center for at se en film om parken og se om der er noget vi er gået glip af. Filmen er sikkert god, men efter en dag i den friske luft og masser af sol, har vi svært ved at holde øjene åbne i den mørke biograf! Efter filmen er vi nødt til at tage en lur og så er det jo rart at sengen er med i
bilen 😉
Friske efter vores lille lur kører vi ud til Mossy Cave uden for parken. Her er en lille grotte og et vandfald på 3 meter, hvilket ikke er noget specielt at se, men det som derimod er specielt, er at man her ser hoodooerne nede fra og det er bestemt flot med de røde stenstøtter mod den blå himmel.
Det er ved at være tid til aftensmad, men vi vil også gerne se udsigten fra Sunset Point, som skulle være speciel smuk ved solnedgang. Det ender med at vi kører op til Sunset Point og parkerer camperen så vi kan se ud over hoodooerne, mens vi laver mad og spiser den. Det er helt perfekt!
Mætte af dagens indtryk kører vi “hjem” til campingpladsen for at slappe lidt af inden det er sengetid. Her venter der dog en overraskelse, for den plads som vi reserverede i morges er nu besat af en anden camper. Vores seddel på stolpen, som fortæller at det er vores plads, er erstattet af en anden seddel! Der er ikke nogen i camperen, så vi ved ikke rigtig hvad vi skal gøre, men heldigvis kommer i det samme 2 opsynsfolk kørende. Dem fortæller vi, hvad der er sket og de siger at de selv har undret sig, for de har noteret vores nummerplade på deres første runde i morges, men da de kom tilbage på anden runde var der en anden seddel på stolpen! Der var imidlertid ikke været nogen i camperen de gange de har været forbi, så de har ikke kunnet få nogen forklaring. Først vil de bare have at vi tager en anden plads, men vi er ikke tilfredse for vi har udvalgt denne specielle plads fordi der var meget morgensol. Vi får dog anvist en anden plads, som også ser god ud og opsynsfolkene ringer efter en ranger, som skal tage affære over for dem som uretmæssigt har taget vores plads. Rangeren kommer senere, men kan stadig ikke gøre andet end at sætte en seddel på camperen og så holde øje med dem, når de engang kommer retur til vognen. Da det bliver mørkt og vi er gået i seng, kan vi stadig ikke se nogen aktivitet ved vognen, så en afklaring må vente til i morgen!

(kørt 67 miles, sol hele dagen)

9. juni (Bryce Canyon Nationalpark – Glendale): UUHHHUUU Det har været en sindsyg kold nat – omkring 5 grader og vi har ingen varme i vognen, da vi ikke har elektricitet på campingpladsen og generatoren må ikke køre efter kl. 8 om aftenen. Sådan en nat klarer vi ikke igen. Selv om vi lå fuldt påklædt rystede vi af kulde!
Et varmt bad og varm kaffe gør godt 😉 og efterhånden som solen får magt kan vi sidde uden for vognen og få lidt varme mens vi planlægger dagen. Vi så i går alle udsigtspunkter, så i dag vil vi ud at vandre en tur. Vi vælger den mest populære i Bryce, nemlig Queens Garden i kombination med Navajo loop, det er en rute på bare 5 km, men er estimeret til 2-3 timer. Det er en god opvarmning for os.
Inden vi kommer afsted ser vi opsynsfolkene fra i går, som er henne og banke på camperen, som tog vores plads i går! I første omgang bliver der ikke lukket op, men efter et stykke tid bliver døren alligevel åbnet og opsynsfolkene får en snak med dem. De viser selv opsynsfolkene den seddel som vi har sat på stolpen og de har taget af, idet de har en forklaring om, at de troede vi havde forladt pladsen, da de så sedlen, hvor der stod 08/06/11 på. De troede så, at det betød, at vi skulle forlade pladsen den 6!!!! De fik læst og påskrevet, at de aldrig måtte flytte en seddel uanset, at der ikke holdt nogen på pladsen, når de kom. Det skulle opsynsfolkene nok sørge for! Vi gør ikke mere ud af det, da vi faktisk har fået en bedre plads og efter den kolde nat, er vi overbevist om, at vi ikke skal være her en nat mere :0)
Da vi har fået varmen i solen tager vi vandreskoene på og rygsækken på ryggen og går den til Sunset Point, hvor vores tur skal begynde. Det første stykke går langs kanten og vi har det flotteste syn ud over hoodooerne, som chancerer i dybe orange farver i morgensolen.
Vi fortsætter ned mellem hoodooerne til queens garden. Det er som at gå rundt i en eventyrverden – Walt Disney kunne have brugt det her som kulisse. Det er helt fortryllende at gå rundt her og se op på hoodooerne i alle mulige forskellige former og med mørkegrønne nåletræer og den dybblå himmel som baggrund. På et tidspunkt møder vi en gruppe på hesteryg, så føler man sig hensat til en cowboyfilm 😉 I queens garden er der en klippeformation, som virkelig ligner queen Victoria, der står i sin store robe med kronen på hovedet. Den sidste del af turen går stejlt op gennem Wall Street med lodrette vægge på begge sider af en smal slugt. På toppen igen ved Sunset Point er solen nu kommet helt op på himlen og farverne har skiftet siden vi gik ned for næsten 3 timer siden. Vi er enige om at dette har været en fantastisk tur gennem en eventyr-verden, som vi ikke har set noget andet sted.Hjemme på campingpladsen igen sidder vi i solen og spiser frokost alt mens 4 dådyr går og græsser 15-20 meter fra os og jordegern piler rundt og samler føde. Hvad mere kan man ønske sig 😉
Trods denne idyl kan vi ikke forestille os en frysende nat mere og vi har overordnet set været hele parken rundt, så vi bliver enige om at køre videre til en campingplads med elektricitet, så vi kan få varme på i nat!
Vores tur går yderligere sydvest på gennem Red Canyon, hvor jeg til sidst må stoppe Ulrich, hvis han ikke skal fylde vores memorykort med billeder af røde klipper. De er flotte, men han kan slet ikke styre sig 😉 Han render rundt med et evigt smil på læberne (hvilket selvfølgelig er rart) og klipser løs på kameraet.
Vi finder en KOA campingplads i Glendale, hvor vi vil slappe af i solen resten af dagen og sove i nat. Forhåbentlig bliver det en behagelig nat uden tænderklapren.Den første gin/tonic bliver hældt op og sammen med peanuts og solen kan vi rigtig nyde det!I morgen venter der os nye eventyr – formentlig i Zion Nationalpark.
(kørt 48 miles og sol hele dagen)

10. juni (Glendale – Zion Canyon NP): I nat har vi sovet godt uden at fryse, da vi har kunnet køre med varmen i vognen og vi iøvrigt også er kommet ned i ca. 1800 meters højde i stedet for 2.400 i Bryce. Der er ikke langt til Zion NP, som er vores mål i dag – kun ca. 30 miles. Vi kører gennem i område, som lige så godt kunne være sydtyskland med småbjerge og landbrug, men dog med nogle bison-okser inde på markerne! Det er de første vi ser, men de er knap så interessante, når de går i indhegninger. Vi regner med at se dem i fri dressur i Yellowstone senere på turen.
Som vi efterhånden har vænnet os til, så skifter landskaberne meget hurtigt og det er også tilfældet på denne korte tur. Vi nærmer os Zion og pludselig kommer vi til nogle utrolig flotte hvide bjerge, som ligner pandekager, der er lagt oven på hinanden. Det er Checkerboard Mesa. Herefter skifter klipperne igen til røde nuancer og bliver mere “almindelige” men det er en flot strækning frem til indgangen til Zion NP. Vi har valgt at tage den østlige indgang til Zion NP, som går gennem bl.a. 2 tunneller og en masse hårnålesving. For at komme gennem den lange tunnel med en camper af vores størrelse (højde) skal de lukke tunnellen for modkørende trafik, så det må vi betale 15 dollars for, men det er de penge værd for det er en mægtig flot tur ned fra toppen og til bunden af canyonen. Helt nede kan vi mærke at vi er kommet til et helt
andet klima. Her er 35 grader i skyggen. Det er noget helt andet end det vi har været vandt til hidtil, så her kommer vi i hvert fald ikke til at fryse ;-). Vi kører gennem dalen til Springdale, hvor der er en RV-park hvor vi kan få strøm til vognen, så vi kan bruge varmeapparatet eller her bliver det måske snarere airconditioning, vi får brug for! Der er heldigvis plads selv om vi ikke har reserveret i forvejen og det er weekend. Vi får en god plads med lidt skygge. Det er først på eftermiddagen og meget varmt, så vi er klar over at vi ikke skal ud på de helt krævende vandreture lige nu, men vi bliver enige om at tage shuttle-bussen op gennem dalen til de områder, hvor vi ikke må køre selv og gå en let tur for enden af dalen langs Virgen River. Det tager 40 minutter at køre derop med diverse stop, hvor man kan stå af og på ved forskellige udsigtspunbkter og vandrestier. Turen er let og bringer os som sagt langs floden og helt op i bunden, hvor dalen snævrer ind til lodrette vægge og vi kan ikke komme længere med mindre vi vil gå i floden. Der er faktisk en tur som går gennem floden og viderre op, men den er lukket p.t. på gund af fare for flush flood. Det skulle ellers være en meget spændende tur.
På vores tur ser vi ud over floden og bjergene også et par rådyr, 2 små slanger og en masse jordegern og ground querrels (større art egern). Det er lidt sjovt at se disse dyr, da det jo ikke er noget vi er forvent med hjemme. Efter turen som tager et par timer tager vi shuttlebussen retur og lidt længere end RV-parken, da vi skal have købt lidt bananer og energibarer til i morgen, hvor vi regner med at tage en længere vandretur.
På vej tilbage til RV-parken bliver vi fristet af en lille restaurant som laver buffalo-burgere 😉 Sådan et par må vi have, så er vi fri for at selv lave aftensmad.
Hjemme på campingpladsen får vi os en velfortjent øl i skyggen og kl. halv otte er jeg så træt at jeg må lægge mig lidt. Det ender med at jeg sover igennem til næste morgen! Det er hårdt med den pludselige varme!!

(kørt 40 miles, sol hele dagen 35 grader)

11. juni (Zion NP): Vækkeuret ringer klokken 6 og solen er stået op til endnu en dag med skyfri himmel, men det blæser temmelig meget. Vi havde ellers planlagt, at vi skulle tidligt op, så vi kunne gå op til Angels Landing (toppen af en klippe i den øvre del af dalen). Det er en temmelig udfordrende tur med steder, hvor man går med næsten frit fald ned i dalen og kun en kæde at holde fast i, men det skulle være det hele værd med den udsigt, der er på toppen! Med den blæst der er nu regner vi med at vandrestien vil være lukket, så vi kan lige så godt sove lidt længere ;-). Det bliver til 2 timer mere! Blæsten er løjet meget af og ved morgenmaden beslutter vi os for at køre op til The Grotto hvorfra vandrestien til Angels Landing starter og så kan vi se hvor langt vi gider eller tør gå!
Klokken er halv elleve da vi starter vores vandretur. På bussen har de lovet op til 35 grader i skyggen, så vi har taget masser af vand med og solfaktor på kroppen, da vi allerede har oplevet at solen er hård ved vores hud. Kasketten er også kommet i brug selv om jeg hader at have noget på hovedet.
Det første stykke af turen er ganske fladt men vi kan godt mærke at det bliver en varm dag. Det er det faktisk allerede og vi går lige i solen! Heldigvis kommer vi i skygge af bjerget, da det begynder at gå opad. Det er det ene hårnålesving efter det andet og synes at vare i en uendelighed, men udsigten bliver bedre og bedre ud over hele Zion Canyon. Da vi er halvejs oppe krydser vi igennem en slugt og her på et fladt stykke er vi så heldige af se en lille ulden ugleunge i et træ lige ud til stien. Den sidder lige så stille og betragter os og de andre turister, som knipser løs på kameraerne. Det er nok den mest fotograferede ugle-unge 😉 Oppe i en klippespalte tæt på, men noget højere oppe kan vi se en stor ugle, som sidder og holder øje, måske er det moderen. Det er første gang vi har set en ugle ude i naturen og så så tæt på. Vi forlader den stakkels ugle, som sikkert ikke får noget mad hele dagen, når der hele tiden defilerer turister forbi og skræmmer dens mor. Snart får vi også andet at tænke på for der kommer endnu et stykke, hvor det går op og op i hårnålesving. Der er efterhånden langt ned, men da der er en lille stensætning som adskiller stien fra afgrunden er det ikke så skræmmende at gå her! Da vi kommer op til Scouts lookout ændrer det sig imidlertid. Nu er der intet der adskiller stien fra afgrunden og stien er iøvrigt heller ikke nogen egentlig sti mere. Det er blot markeret i de skrå klipper hvor man skal gå i form af nogle kæder, som man holde fast i! Nu skal man bestemt ikke lide af højdeskræk og det går vi begge i nogen grad! Vi klarer de første 6 kæder, som bringer os ca. 20 meter højere op og 50 meter tættere på målet, men så er der for mange mennesker omkring kæderne – nogle der skal op og nogle der skal ned. Det er ikke særlig rart, når man skal passere hinanden. Vi har det nogenlunde ved at skulle gå op, men når vi ser frygten malet i øjene hos dem, som er på vej ned overvejer vi kraftigt om vi skal fortsætte. Vi holder hvil på en afsats og spørger dem, som kommer oppefra om det bliver værre end det vi har været igennem. De siger, at det bliver det, for “stien” ender med at gå mere eller mindre lodret op. Det afgør det for os. Vi har fået nok og synes egentlig at vi har en udmærket udsigt fra hvor vi er nået 😉 Hellere have haft en god oplevelse ud af det end at være hunde ræd det sidste stykke.
Efter at have nydt udsigten og en banan en rum tid begynder vi nedstigningen. Det er noget lettere end opstigningen efter vi vel at mærke er kommet ned over stykket med kæderne! Da vi kommer ned hvor ugleunden sad på vejen op er der endu en unge, som sidder nede på jorden og oppe i klippespalten får vi nu også øje på en mere voksen ugle. Det er åbenbart hele familien, som er samlet her. Helt nede igen fra Angels Landing fortsætter vi over i en anden sti, som skal føre os til 3 forskellige søer Emerald lakes. Det er ikke nær så krævende en tur men meget, meget varm. Det er en virkelig fornøjelse at nå frem og sætte fødderne i det kolde vand, men desværre er vi ikke de eneste som har fundet denne tur værd at gå. Der er fyldt med mennesker, så det er absolut ikke nogen stille nydelse at være her og ikke alle har forstået skiltene, hvor der står “No swimming”. Jeg får kølet fødderne inden vi starter turen ned igen. Det bliver en lang kø ned, så da vi endelig når Zion Lodge, hvorfra shuttlebussen kører ned trænger vi til en stor kold øl, som vi kan nyde på en stor terrasse uden for lodget.
Hjemme på campingpladsen igen lader vi roen falde på og starter senere vores nyindkøbte gas-grill og får lækre saftige koteletter ;-).

(Sol hele dagen fra en skyfri himmel og mindst 35 grader)

12. juni (Zion NP – Grand Canyon): Vi kom lidt sent ud af fjerene i dag, da vi ikke havde noget specielt at skynde os for ud over, at vi havde en pæn lang køretur foran os til Grand Canyon. Vi valgte at køre den smukke vej ud af Zion igen ad vejen op af de mange hårnålesving og igennem tunnellen, som er bygget helt tilbage i 1929 og herefter forbi Checkerboard Mesa. Denne gang så vi ikke nogen langhorn sheeps, men det var en smuk tur og vi havde en del fotobreaks. Oppe over kanten igen kørte vi mod Grand Canyon via Kanab, som vi havde forventet var en pæn stor by, da vi havde læst om en masse film, som var optaget i området omkring den. Det viste sig imidlertid, at det blot var en mindre by, hvor vi måtte køre lidt rundt for at finde en dagligvare-butik, så vi kunne få det mest nødvendige fyldt op i køleskabet.
Resten af turen ned til Grand Canyon er der ikke så meget at berette om. Det er en temmelig intetsigende tur ud over en tør slette. Det er først da vi kommer inde for ca. 50 km fra den nordlige kant af Grand Canyon, at landskabet ændrer sig. Vi kommer ind i et meget smukt bakket terræn med grønne sletter, hvor vi spejder efter dyr, men vi ser kun nogle enkelte rådyr stå og græsse og vende deres store spidse øre mod os. Sletterne er omgivet af nåletræer og asp, som knap er sprunget ud. Det er meget små lyse blade, som sammen med deres hvide stammer giver en flot kontrast til de mørke nåletræer. Vi kan forestille hvor flot det også må se ud i efteråret, hvor aspens grønne blade udskiftes med orangerøde nuancer.
Helt fremme ved indgangen til Grand Canyon NP står der på et skilt, at campingpladsen inde i parken er fyldt op og rangeren ved indgangen fortæller, at det er den næsten altid, idet det er den eneste, som tager imod reservationer forud! Vi er kørt forbi en campingplads 8 miles tilbage og det er den eneste yderligere i området, ellers er der 80 km tilbage til Kanab! Vi skynder os at køre tilbage til De Motte campingplads og får en plads her og heldigvis for det, for senere på dagen da vi kommer tilbage er pladsen fyldt op!
Vi hviler os lidt på campingpladsen inden vi igen kører til indgangen til Nationalparken. Vi kører til Grand Canyon Lodge og visitor center, som er det tætteste udsigtspunkt ud over Grand Canyon. Det syn der møder os er overvældende. Det er kun et hul, som vi siger til hinanden, men det er et enormt stort hul, som det har taget naturen 5-6 millioner år at grave. Det er et utrolig flot hul, hvor man rigtig kan se, hvordan undergrunden, som nu er løftet op, ser ud med alle sine lagdelinger i forskellige farver og hårdhed, som har betydning for hvor let vind og vejr og ikke mindst vand har kunnet nedbryde og fjerne dele, således at vi nu står og kikker ud på et gigantisk landskab af klippeformationer i alle mulige faconer. Vi kan ikke se Colorado River, som også har været med til at grave sin del af hullet, men vi kan se over til den sydlige kant, som er den mest besøgte og kun ligger ca. 16 km væk i fugleflugtslinje, men ca. 320 km ad landevejen. Vi går ud på bla. Bright Angel Point, via en smal sti med lodret fald til begge sidder på flere hundrede meter. Selve Bright Angel Point er et klippefremspring, hvor der heldigvis er et lille hegn omkring, men ellers er der også frit fald her – mange hunderede meter. Man skal ikke lide af udpræget højdeskræk for så får man ikke megen nydelse ud af at stå her og se ud over landskabet og dybet. Desværre er det overskyet og lidt diset, så vi får ikke det helt rigtige indtryk af Grand Canyon, men i morgen har vi forhåbentligt sol fra en skyfri himmel igen og så vender vi frygtelig tilbage 😉
Hjemme på campingpladsen får vi en gang hurtig aftensmad og se ellers tidlig i seng for vi vil tidlig op i morgen og se solen stå op over Grand Canyon!

(Kørt 156 miles overskyet og blæsende hele dagen men varmt)

13. juni (North Rim – Grand Canyon – Lake Powell): Vi står op kl. 4.30. Det er ikke svært at komme ud af sengen for dels er vi kommet tidlig i seng og dels er det temmelig koldt, så det er rart at komme op og få noget varmt tøj på! Vi kører den lange tur ud til Cape Royal, hvorfra vi tror der er den bedste udsigt til når solen står op og rammer klipperne. Det tager godt en time at køre de 45 km ad snoede smalle veje, men vi har vejen helt for os selv! Vi kan hurtigt se at vi ikke når at se den første sol ramme klipperne,så skulle vi have været meget tidligere oppe, men pyt. Vi har en skyfri dejlig blå himmel og morgensolens varme lys at fryde os over, da vi står på klippefremspringet Cape Royal og endnu engang bjergtages af det syn der møder os. Det er bare et hul, men et utrolig flot hul 😉 Vi er rundt ved forskellige udsigtssteder og efter morgenmad i vognen, køre vi et stykke tilbage til et trail (Cape Final Trail), som vi går. Det er en tur på 6,4 km gennem pineskov og ud til udsigtspunktet Cape Final. Det er en skøn tur gennem skoven, men jeg kan godt mærke at vi er oppe i 2500 meters højde. Der skal ikke megen stigning til før jeg lyder som en blæsebælg 😉
Vi spejder meget efter et specielt egern, som kun findes her ved North Rim, nemlig en Silver Ghost of the North Rim også kendt som et Kaibab egern. Det er et sort egern med en hvid hale. Vi ser et enkelt men desværre løber/hopper det meget hurtigt væk fra os.
Udsigten fra Cape Final er absolut turen værd og også denne har vi alene. Det er ikke mange som tager herud så tidligt, som vi har været det. Vi sidder længe i solen og nyder udsigten og den stilhed, som omgiver os. Der er kun nogle fugle, som kvidrer i ny og næ, men ellers bare stilheden og udsynet. Det er fantastisk!
På vej tilbage til camperen støder vi på et andet lille dyr, en horned lizard. Den er ikke mere end små 10 cm og ligner en blanding mellem en frø og en øgle med horn og skæl på hele kroppen. Nydelig lille fætter!!
Vi vil nu tilbage til Bright Angel Point for at se om dagens dejlige solskin og blå himmel vil forbedre det indtryk vi i går fik af Grand Canyon fra denne vinkel. Det gør det! Det var flot i går, men i dag er farverne meget klarere og vi kan se længere uden den dis, som lå over hele området i går.
Det er sidst på eftermiddagen og vi trænger til en lur inden vi kører videre, så vi smider os på sengen en times tid inden vi kører mod Lake Powell.
Det er en lang tur på ca. 200 km men forunderlig. Landskabet ændret hele tiden, men fælles for turen er, at det er enorme vidder. Det ene øjeblik er det tør slette med tørre små buske over det hele og det næste er det gennem fuldstændig rød jord og enorme stejle klipper knejsende langs vejen. Vi krydser Colorado River og kommer ind i Navajo reservat. Nu er det jo ikke sådan at vi så ser indianere på hest med bue og pil og fjer på hovedet. Nej det eneste vi ser, som indikerer at vi er i Navajo reservat er, at der ved diverse udsigtspunkter står kvinder og sælger håndlaverede indianske smykker, krukker m.m. og de indbyrdes taler Navajo, som vi absolut ikke forstår et ord af!
Ved 7-tiden er vi fremme ved Lake Powell godt trætte efter en meget lang dag. Vi sidder ude og griller og nyder, at vi nu er kommet ned i ca. 1200 meters højde, hvor luften er dejlig varm, så i nat skal vi i hvert fald ikke fryse!

(Kørt 190 miles, sol hele dagen og varmt)

14. juni (Lake Powell – Monument Valley): Nej vi frøs ikke i nat. Det var en behagelig temperatur, men om morgenen kunne vi godt mærke at vi var kommet til ekstremt varmt område. Solen var dårligt stået op før vi var oppe på 25-30 grader! Det passede meget dårligt sammen med at vores køleskab og fryser ikke ville køre på gas og vi ikke havde nogen el på sitet! Frostvarerne var tøet op og det der ikke var på frost var blevet varmt, så alt måtte smides ud – øv!
Da vi sidder og spiser morgenmad overhører vi en samtale mellem en mand og nogle damer, som ligger i telt ved siden af os. Manden snakker om, at han kommer oppe fra Yellowstone NP og at de havde svært ved at komme rundt deroppe fordi nogle veje var markeret med lavinefare og der var sne! Da han var færdig med at snakke med damerne tog jeg fat i ham for at få en uddybning af det med sneen. Vi var godt nok startet sydover for at mindske risikoen for at vi ville rende ind i sne, men hvad nu? Han fortalte mig, at det var lidt over en uge siden de havde forladt Yellowstone og der var ganske rigtig sne, men det var overhovedet ikke så slemt, og vejene var fine at køre på og de havde iøvrigt set både elge, bison og bjørne, så vi havde meget at glæde os til og han mente ikke vi skulle bekymre os om vejret for det blev kun bedre og bedre for hver dag på denne årstid. Pu ha godt vi fik uddybet, hvad han mente med sne! Han var iøvrigt meget snaksaglig og skulle høre hvor vi kom fra og hvor vi skulle hen. Han var selv fra Texas.
Lidt senere kom han med en brochure over Page området som vi er i og sagde at specielt noget som hed Antelope Canyon, som ligger lige uden for byen måtte vi ikke gå glip af. Det så meget imponerende ud på billederne og det var ikke noget vi havde læst om forinden, så det blev vi enige om, at vi måtte vi se på vores vej mod Monument Valley.
Vi er ude ved Antelope Canyon kl. 10 og misser lige nøjagtig turen kl. 10, så vi må vente i varmen til kl. 11, hvor næste tur kører. Selv om jeg er meget glad for sol og varme, kan jeg godt finde skyggen! Der er mindst 40 grader selv i skyggen, men det er heldigvis en tør varme! Vi står iøvrigt i noget nær en sandørken.
Kl. 11 bliver vi gennet op i nogle åbne, højbenede jeeps med store dæk, som kan køre igennem sand og så går det ellers ud over sandbankerne i en lille dal. Det tager 10 minutter at køre ud til indgangen til de specielle klipper, vi skal se. Der er rigtig mange andre jeeps, men vi kan ikke se nogle mennesker! De er alle inde i selve canyonen, som dybest set er en ca. 100 meter lang og 1-3 meter bred spalte i klippen, men hold da op hvor den spalte havde udviklet nogle flotte formationer og drejninger. Det var vand der gennem årtusinder havde formet væggene og det var blevet til et imponerende kunstværk, som at en eller anden grund var næsten umuligt at fotografere. Farverne blev helt vanvittige. Det der egentlig var okkerfarvet blev skrigende orange på billederne! – men flot var det og vi var rigtig glade for tippet vi havde fået af manden fra Texas, som vi iøvrigt også mødte inde i spalten. Vi er frem og tilbage igennem spalten i løbet af en time og vi oplever, hvor alle menneskene fra de tomme jeeps havde gemt sig. Der var rigtig mange mennesker inde i spalten, næsten for mange, men der var specielt mange mennesker lige ved middagstid, da solens stråler ved middagstid faldt lige ned gennem de få huller fra oven og gav nogle specielle lysindfald.Så uden at vide det, var vi kommet på det helt rigtige tidspunkt af dagen ;-)Hvad vi imidlertid vidste var at vi skulle nå frem til Monument Valley enten ved solnedgang eller ved solopgang for at få det bedste indtryk her. Solopgangen havde vi forlængst misset, men til gengæld havde vi masser af tid til solnedgang, så vi kørte tilbage til Page og spiste froskost på McDonalds hvor der er fri internet, så vi kunne tjekke mails og nyheder.
Senere kører vi de ca. 200 km til Monument Valley, men vi er stadig for tidlig på den til at køre gennem den berømte og smukke del af dalen i solnedgangen, så vi kører op til Gouldings Lodge for at vi kan fordrive tiden med at få aftensmad her indtil vi nærmer os solnedgang.
Det viser sig at være en rigtig god disposition. Lodget har for det første et fint museum, som rummer billeder og rekvisitter fra mangt en western, som er optaget i området her. Stort set alle John Waynes westerns er optaget her og han og filmfolkene boede på lodget under optagelserne. Derudover har lodget en enestående beliggenhed lidt oppe på en klippe med den mest fantastiske udsigt ud over Monument Valley og restauranten har selvfølgelig store vinduer, så vi sidder og får store bøffer mens vi nyder denne helt enestående udsigt. Det er som at sidde i en kulisse til en western, så smukt er det.
Pludselig får vi imidlertid travlt, da solen går hurtigere ned end vi havde regnet med og vi vil jo gerne køre gennem de flotte enkelt-stående klipper i det ellers rimelig flade terræn mens skyggerne bliver længere. Vi får et godt indtryg på turen, men synes alligevel ikke at vi har fået nok, så da solen er gået næsten ned kører vi tilbage til Gouldings Lodge, som også har en campingplads og overnatter der, så vi kan nyde solopgangen også!

(Kørt 165 miles i sol og meget varmt!)

15. juni (Monument Valley – Durango): Vækkeuret er sat til kl. 5.30 og vi får ikke engang morgenmad før vi er på vejen igen for at se de “dumme” klipper endnu engang i solopgangens lys. Det er tidligt, men vi skulle faktisk helst have været endnu tidligere op for solen er kommet op over horisonten, men vi får en glimrende og flot tur og vi har næsten vejen for os selv.

Ude ved et udsigtspunkt, hvor der ellers er indianerboder er der også mennesketomt, så vi kan sidde her og få vores morgenmad, mens vi kikker på de klipper, som John Wayne har reddet rundt om og som vi har set i adskillige film. det er lidt uvirkeligt 😉
Da vi er færdig med vores morgenmad kommer indianerne og begynder at sætte deres smykker m.v. op og vi letter anker og kører videre mod Mexican Hat, hvor vi går en lang tur omkring denne klippeformation og derefter videre til Bluff. 
I Bluff, som er en meget lille by i et goldt område, standser vi ved visitor centret for der er et interessant frilandsmuseum! Der er bygget en tro kopi op af byen, som den så ud da den blev grundlagt af Mormon pionerer i 1880. Den ene var iøvrigt en dansker Jens Nielson, hvis barnebarn vi snakkede med. Hun blev så glad over at høre, at vi var danskere og snakkede løs 😉 på amerikansk vel at mærke. Hun kunne ikke dansk, men hun var meget sød. Hun ville meget gerne have, at jeg skulle sy et par sting i det tæppe, hun var ved at sy, men syning er ikke en af mine spidskompetencer, så jeg sagde pænt nej tak! Vi så en 10 minutters film om pionererne, som havde banet sig vej til Bluff via ruten, som de kalder Hole-in-the-Rock fordi de måtte hugge og springe sig ved gennem et bjerg for at forkorte den ellers kendte rute med adskillige måneders ridt.

Interessant at se og høre fra disse efterkommere om bedsteforældrenes strabadser og så tænke på, hvordan vi kommer rundt i dag. Det er kun 2-3 generationer siden, at alt foregik til hest og gennemsnitslevealderen på disse pionerer var kun 28 år. Jens Nielson blev dog 58 år gammel.Efter denne interessante film og snak m.m. kørte vi videre til et lidt andet sted nemlig Four Corners, som er markeret med en rund plade på jorden. Det specielle ved dette sted er alt man kan stå i 4 stater på en gang, hvilket er det eneste sted i USA, hvor det er muligt. Det er staterne Utah, Arizona, New Mexico og Colorado.

Området vi kører igennem her er totalt goldt, men pludselig ændrer det sig og vi føler næsten vi kører igennem sydtyskland med grønne græsmarker og grønne bjerge, med køer på markerne. Vi er nået til Mesa Verde NP, hvor vi kører op på toppen af et bjerg, hvor der er klippe-hule-byer fra omkring år 1200. Det er lidt af en klatretur for at
komme ned til disse hulebyer, som er bygget på ellers lodrette klippevægge, men hvor der lige har været en afsats. Turen ned til Balcony House og Cliff Palace er lavet lettere tilgængelig af hensyn til turisterne, men opturen er ikke! Den foregår på lange træstiger og trin hugget ind i klipperne og med nogle kæder at holde i. Det er en noget skræmmende tur op og en lille pige foran mig er ved at gå fuldstændig panik. Sidder bare og græder og klamrer sig til en kæde. Det lykkedes heldigvis for forældrene efter nogen tid at snakke hende lige så stille og roligt op af klippevæggen, men det var lidt af en kamp!Det er ved at være sent på dagen nu og vi har været oppe siden kl. 5.30, så nu er det bare med at komme de sidste 100 km til Durango, hvor vi ved der er en KOA campingplads, hvor vi vil hvile ud et par dage.Vi er så trætte da vi kommer frem, at vi alene tager et bad og så ellers på hovedet i seng.

(Kørt 235 miles i sol og meget varmt)

16. juni (Durango): En total slapperdag, hvor vi sover længe og alene dasker rundt i butikker og sidder på The Diamond Belle Bar på Straters Hotel, hvor det er letpåklædte damer, som står for serveringen og på Starbucks. Sidst på dagen ser vi Durango & Silverton damptog ankomme til Durango og til aften sidder vi længe ude og griller.

17. juni (Durango – Delta): Vågner ved 7-tiden. Det har været en kølig nat, men nu skinner solen og da vi er færdig med at bade er det varmt nok til at vi kan sidde udenfor og få vores morgenmad – dejligt. Vi har bestemt os for ikke at tage med det gamle damp-tog til Silverton og retur igen, selv om det lyder til at være en flot og meget sjov tur med 2 timers ophold i den gamle sølvmineby Silverton. Vi vil hellere køre turen selv i camperen og lave de stop vi finder passende og så kan vi nå op og tage billeder af toget, når det kommer gennem bjergslugten lige inden Silverton, som en mand fortalte os om i går, da vi stod og beundrede det gamle tog i Durango.
Vi kører så vi har god tid til turen, som går gennem en grønt og frodigt bjergrigt område, som til forveksling ligner Sydtyskland eller Østrig – meget smukt, men desværre er vejret ikke med os i dag. Efterhånden som vi kommer nærmere Silverton trækker skyerne sammen og det blæser koldt. Vi er her oppe i over 3.000 meters højde og der ligger sne rundt omkring os.
I Silverton stiller vi camperen og går en lang tur langs jernbaneskinnerne til et sted, hvor vi tænker det vil se flot ud, når toget kommer kørende med damp. Vores tur bringer os forbi gamle mineskakter, hvor der har været gravet efter sølv, men den sidste blev lukket for over 20 år siden. I den forbindelse regnede man med at Silverton vil blive en spøgelsesby, men det er absolut ikke sket takket være de gamle damplokomotiver, som nu kører 3 gange dagligt mellem Durango og Silverton. Turister og jernbane-entusiater flokkes om de flotte gamle lokomotiver og vogne.
Lige som i DSB er toget her også forsinket, så vi sidder pænt og venter og nyder udsigten over floden og bjergene til det endelig kommer tøffende. Vi kan se røgskyen på lang afstand og også høre fløjten, som tuder inde i slugten. Det er et smukt syn og man glemmer lidt hvilken tidsalder vi er i 😉 Toget sænker farten, da det skal over broen over floden, som vi sidder ved, så det passer os helt perfekt. Jeg havde forventet en flot hvid dampsky stå op fra lokomotivet, som man ser på film, men skyen her var hel sort!
Da toget har passeret os går vi den lange tur tilbage til Silverton for at se nærmere på byen. Den er ikke speciel stor. Består stort set kun af 2 gader, nemlig hovedgaden, som er asfalteret og har pæne forretninger, hoteller og souvenir-butikker bag western-facader (Høj facade, men lille bygning bag!) og så den mere vågede gade omkring jernbanestationen, som ikke har fået asfalt og bygningerne har tidligere huset bordeller og vågede beværtninger. Det ser nu ikke så “våget” ud mere 😉 men nogle af de gamle bygninger er holdt som de så ud i minetiden og en hestevogn kører rundt og fuldender illutionen.Vi er inde og spise frokost på et af de gamle hoteller fra 1912 – Nathalies. Meget hyggeligt. Bagefter kan jeg ikke nære mig for at gå ind i byens bank, som er bibeholdt fuldstændig, som en bank så ud for over 100 år siden. Den er meget flot og sjov at se.
Da dagens sidste tog tilbage mod Durango er kørt ligger byen stort set øde hen og da det er småkoldt og der kommer lidt byger ind i mellem kører vi også videre. Vi fortsætter nordpå mod en by, der hedder Ouray, som skulle være helt vidunderlig smuk. Den ligger i et område som kaldes Switzerland of America! Det er også en flot, idylisk by omgivet af høje bjerge på alle sider, men da vi er ved at komme i tidsnød for at nå de reservationer, vi har i Yellowstone NP kører vi blot igennem og fortsætter igennem det ellers meget skønne område, som virkelig godt kunne minde om Svejts. Vi fortsætter til Delta, hvor vi gør holdt for natten.

(Kørt 138 miles. Overskyet og blæsende og køligt)

18. juni (Delta – Estes Park): Som sagt er vi ved at være i tidsnød i forhold til vores reservationer i Yellowstone Nationalpark, hvor vi har kæmpet for at få 5 sammenhængende dage på en ordentlig campingplads, så i dag er udråbt til at blive en såkaldt transportdag, hvor det bare gælder om at få tilbagelagt nogle kilometer og ikke gøre for mange stop! På forhånd har jeg dog heller ikke fundet noget specielt vi skulle gøre holdt for at se, så det passer meget godt med bare at køre derudaf!
Vi starter på en meget kedelig flad strækning fra Delta og nordpå men efterhånden ændrer landskabet sig og vi kommer til at køre i bjergrige egne og i slukter langs floder. Vi kommer både fordi nogle af USAs tidligere mest værdifulde sølvminer og kulminer og selv Interstate 70 østpå er en meget flot rute, hvor vi dels kører nede i kløfter omgivet af stejle klippesider og dels passerer gennem flere skisportsbyer og her om sommeren hvor der ikke stås på ski i stor stil bliver cykelstier langs vejene brugt flittigt af cykelryttere, som knogler op til passene i omkring 3.000 meters højde for at tage et hvil og varmere tøj på og så køre ned igen. Det er nogle seje gutter og gutinder, som kører op her. Vi må langt ned i fart med camperen på grund af stigningerne, så det er bestemt ikke nogen let tur på cykel!
Vi har fået nogle byger i løbet af dagen og skyerne har trukket faretruende sammen da sidst på eftermiddagen når til Rocky Mountain National Park. Det skulle være en meget køn tur gennem parken via USAs højest beliggende asfalterede vej (Highway 34), men hvis det er regnfuldt er det måske så som så med nydelsen, så vi overvejen om vi skal finde en campingplads for natten og så køre i morgen tidlig i stedet for i håb om at vejret så er bedre. For at få vejrudsigten for i morgen går vi ind i en købmandsbutik og køber aftensmad og spørger samtidig om udsigterne. Det ser ikke lovende ud. Dagen i morgen står på regn siger de 🙁
Da vi kommer ud fra købmandsbutikken er vi stadig i tvivl om vi skal fortsætte eller vente til i morgen tidlig og vi kører lidt nærmere indgangen til nationalparken i vores søgen efter en evt. campingplads og så pludselig spredes skyerne og solen kommer frem. Det er næsten et mirakel 😉 Vi bliver i hvert fald glade for nu er der ingen tvivl. Vi skal udnytte det pludselige fine vejr og køre op gennem parken til Estes Park.
Vi er kun lige kommet inden for nationalparkens område, da det flok råvildt står inde i skovtykningen. Det var en pæn velkomst. Vi har savnet at se dyr. Lidt senere holder der 5 biler i rabatten. Det er klart signal om, at der er dyr i farvandet! Vi stopper selvfølgelig også og ser 3 store elge gå og græsse ved en sø. Det er de første elge vi ser, selv om der også skulle have været rig lejlighed til at se dem i Canada sidste år, men deroppe var vi ikke heldige. Nu er de her, selv om det er på nogen afstand.
Der går ikke langt tid før vi møder det ene hårnålesving efter det andet. Vi er på vej op i højderne og der kommer mere og mere sne i vejsiden. Efterhånden ligger der 2 meter på hver side af vejen. Det bliver koldere og koldere, men smukt er det. Det er sjældent man ser sne i juni med mindre det er på bjergtinder, men her er vi i omkring 2500 meters højde! Vi var ikke på forhånd klar over hvor høje pas vi skulle over her i parken, men det viser sig at være i lige knap 3800 meters højde. Her er vi over trægrænsen og vinden suser om ørene, men det er enormt flot med solen der skinner i den hvide sne omkring os og på bjergtinderne omkring os. Vi er rigtig glade for, at vi er kommet herop i sol og ikke regnfuldt vejr, som det ellers så ud til.
Da vi kommer ned på den anden side af bjergene står der igen råvildt og græsser og lige inden vi køre ud af parken, er der nærmest trafikkaos fordi alle er stoppet for at se på nogle pragteksemplarer med store gevirer, som står helt ud til vejen. Man skulle tro de var betalt for at give turisterne et sidste indtryk af den flotte nationalpark 😉
Trætte efter en lang dag i bilen finder vi nu endelig en campingplads og går til ro efter en hurtig aftensmad.
Det der blot var tænkt som en kedelig lang transportdag, havde været en rigtig god og flot omend lang dag bag rattet.

(Kørt 315 miles i køligt overskyet vejr med byger indtil aften, hvor der pludselig var opklaring)

19. juni (Estes Park – Custer (Wyoming)): I dag kunne vi også se frem til en lang dag bag rattet og det blev også en lang og rimelig kedelig dag. Det var et langt sejt træk ud over prærien fra Rocky Mountain NP til Custer State Park. De første 30 km ud fra Estes Park kørte vi langs floden og omgivet af høje klippevægge og hvor der var et lille stykke fladt jord var der placeret et lille hus. Et meget idylisk område, hvor fluefiskerne stod i waders ude i floden og håbede på den store fangst. Herefter kom vi ud på prærien, hvor der var kun græs, græs og atter græs så langt øjet rakte og lige vej også så langt øjet rakte. Efter den første time havde vi ligesom fået nok, men det blev bare ved. Godt man ikke sad i en lille hestetrukken prærievogn! Vi sendte en venlig tanke til Laura Ingalls Wilder som skrev Det lille hus på prærien.
Vi havde forventet en lang transportdag og det blev det 😉 Vi slutter dagen med at indlogere os på Flintstone Campground i Custer.

(Kørt 345 miles i overskyet vejr med regnbyger)

20.juni (Custer – Gillette): Vi vågner til overskyet vejr igen. Det er lidt øv. vi vil hellere have sol, men det er nok for meget forlangt, at solen skal skinne fra en skyfri himmel i 4 uger i træk. Vi må tage det, som det kommer! Vi har valgt en rute gennem Custer State Park, da jeg har læst, at der skulle være rig mulighed for at se wildlife og specielt Bisoner, som vi gerne vil se. Vi regner med at køre et stort loop gennem parken, da det også skulle være en meget naturskøn park, med høje bjerge. Vi kommer imidlertid ikke så langt for der viser sig at være en del tunneller og de er ikke høje nok til, at vi kan komme igennem, så vi må vende om – ærgerligt. I stedet kører vi op til Crazy Horse memorial. Det er en oplevelse. Mens Mount Rushmore i sin tid var ved at blive hugget ud af klipperne til ære for de 4 præcidenter Washington, Jefferson, Rosevelt og Lincoln, var der en indianerhøvding Standing Bear, som villle gøre opmærksom på, at de røde også havde deres helte, som de ville ære. Han inviterede derfor skulptør Korczak Ziolkowski til Black Hills og viste ham en klippe, hvor han ville have hugget en statue ud af Crazy Horse. Det var i 1948 og Korczak var 40 år gammel og havde hidtil arbejdet på Mount Rushmore. Korczak arbejdede alene på klippen eller bjerget i mange, mange år for kun sine egne penge. Han ville ikke have statsstøtte, og med tiden er hans drøm om verdens største udhugget monument blevet til en famile-drøm. Han døde selv i 1982, men da han vidste at projektet var mere end et livsprojekt, havde han lavet detaljerede skitser, som hans kone og 7 ud af 10 børn arbejder videre på at føre ud i livet. I 2002 var ansigtet af Crazy Horse færdig. Det måler ca. 30 meter i højden og hele Mount Rushmore kunne i princippet være i ansigtet, hertil kommer så Crazy horses overkrop og hest, som skal være nedenunder. Når monumentet engang om mange mange år er færdigt, vil det være ca. 170 meter højt og ca. 210 meter langt. Korczak nåede i sin tid at hugge hullet, som er under Crazy Horses arm og i det hul alene kan være et 10 etages hus!! Det var imponerende at både se monumentet og høre historien bag det.
Da vi efterfølgende kom til Mount Rushmore, som var det egentlige mål for at vi var kørt til Black Hills i South Dakota faldt det noget igennem. Det var også flot og stort, men alligevel ikke så imponerende som Crazy Horse selv om det langt fra er færdigt endnu.Vi vendte nu tilbage til Custer State park for at køre den del af parken, som ikke havde tunneller og bliver kaldt wildlife loopet. Vi blev overrasket, da vores nationalparkkort ikke gælder til denne park, men det gør det ikke, da det er en statspark og ikke en nationalpark, så vi må af med den fyrstelige sum af 15 dollars for et 7 dages pas! Vores 15 dollars er givet godt ud. Vi er kun kommet 100 meter ind i parken, da vi ser 3 bisoner, som står og græsser mellem træerne. Mens vi holder her og kikker kommer en bil kørende inde fra parken. Manden i bilen ruller vinduet ned og siger “there are 4 great bulls right up the road”. Vi siger pænt tak og kører videre og ganske rigtigt. Vi kommer ikke ret langt før 4 store tyre, står på en bakke lige ud til vejen og kikker på os. De er godt nok store og vi er glade for, at vi sidder inde i camperen, men det er også facinerende at sidde så tæt på, så stort et dyr. Det viser sig senere at det også bliver de eneste vi ser af de 1300 bisoner, som skulle være i parken! Vi ser dog en hel masse æsler, som næsten er ved at kravle ind i folks biler fordi de fodrer dem og ligeledes en del antiloper. Derudover var der selvfølgelig en flot natur.
Da vi er 20 km uden for Custer State park, er vi igen ude på prærien, med græs, græs og atter græs 😉

Vi overnatter i Gillette.

(Kørt 200 miles, overskyet og regnbyger)

21. juni (Gillette – Cody): Uhuu. Det har været en kold nat, men det er herligt at trække gardinerne fra og se en blå himmel. Alt er nu kønnere i solskin!
Vi fortsætter ud over prærien, men nu kan vi se bjerge i horisonten med sne på toppen. Det er et flot syn og vi begynder at se frem til Yellowstone og drømmer om alle de flotte scenerier vi har set i fjernsynet. Nu skal det snart blive virkelighed for os. Der begynder at komme skilte til Yellowstone Nationalpark og der viser sig at være en scenic byway, som jeg ikke havde været opmærksom på hjemmefra, så vi afviger fra den oprindelige rute og tager denne scenic byway og hold da op en tur. Vi kører op og ned og rundt om bjergtoppe og har den ene flotte udsigt efter den anden. Så har vi det rigtig godt igen efter et par gråvejrsdage!
Først på eftermiddagen er vi fremme i Cody, så er der kun 75 km til østindgangen til Yellowstone, men vi vil gerne opleve Cody for vi har læst, at det skulle være en rigtig western by, med gunfight i hovedgaden om aftenen og rodeo-show. Cody er en flot by med en dejlig hovedgade med forretninger og facader i western-stil, men vi når desværre ikke at gå rigtig rundt i den for vi skal have købt ind til den næste uges tid, hvor vi vil være inde i Yellowstone NP og vi vil også gerne se rodeo-show.
Vi køber billetter til aftenens Rodeo-show på Visitor centret. De er også søde at fortælle os, hvor vi helst skal sætte os, så vi får det bedste udsyn.
Vi kommer i god tid ca. 45 minutter før showet starter, så vi får nogle gode pladser lige over “pitten”, hvor rytterne og hestene bliver lukket ud af boxene. Det skal siges, der sker ikke meget i pitten før showstart her, når jeg sammenligner med hvad der foregår i pitten ved Le Man 😉 Rodeorytterne kommer først et kvarter før de skal på og sidder og kikker lidt på publikum.
Arenaen ligger i udkanten af Cody med bjergene som baggrund og da solen begynder at gå ned og kaster sit gyldne skær over området og arenaen er western-stemningen virkelig skabt. Showet starter på ægte amerikansk vis med en bøn for rytternes helbred – halleluja, hvor alle naturligvis står op og derefter synges nationalsangen, mens en kvindelig rytter rider arenaen rundt med det amerikanske flag. Så er stemningen
sat inden en cowboy til hest rider ind i arenaen og præsenterer sig som Buffalo Bill og fortæller historien om hvordan Buffalo Bill grundlagde Cody og rodeo-traditionen. Arenaen her i Cody er den eneste i verden, hvor der holdes rodeo hver aften hele sommeren (1.juni – 31. august).
Selve showet er en veksling mellem flere forskellige disipliner. Først gælder det om at sidde på afsindig vilde heste og sidst i showet på vilde tyre, men ind imellem skal der fanges kalve med lasso og rides hurtigst omkring 3 tønder. Det er meget underholdende selv om jeg i virkeligheden ikke interesserer mig for heste og man bliver grebet af stemningen og føler med de stakkels ryttere, som stort set ikke får lov at sidde på hverken hest eller tyr. De bliver kastet af i et væk og halter ud af arenaen, nogle måske som spil for galleriet, men en enkelt bliver trådt lige i skridtet af en stor tyr. Han havde det ikke godt og måtte næsten bæres ud af arenaen!

(Kørt 258 miles i dejlig solskin og varme)

22. juni (Cody – Fishing Bridge i Yellowstone NP): Vejrudsigten i går lovede regnbyger i dag, så vi bliver gladelig overrasket, da vi igen vågner til blå himmel og kun få skyer.
Vi skal have benzin på vores meget tørstige camper (kører ca. 4 km pr. liter), men så er vi ellers parat til at køre ind i Yellowstone. Den lige vej er 75 km, men vi vælger at tage ruten op til den nordøstlige indgang, da man her kommer gennem Lamar dalen, som bliver sammenlignet med Afrikas Serengeti slette, hvad dyreliv angår!
Fra Cody kører vi nordpå af Chief Josephs Scenic hwy (US120 og 296). Denne vej følger den rute, som Chief Joseph flygtede med US army i hælene. Den går videre over i Beartooth Scenic Byway (US212) og ender ved den nordøstlige indgang til Yellowstone NP. Vi ved selvfølgelig ikke, hvordan den lige vej havde været rent naturmæssigt, men den her tur er helt fantastisk. Det er også motorcyklisternes vej kan vi fornemme. Vi følges med en hel flok og møder dem gang på gang ved udsigtspunkterne 😉 Vi kører oppe og nede mellem bjergene af serpentinerveje. Nogle gange oppe i sneen og andre gange ser vi de sneklædte tinder omkring os. Vi fortryder absolut ikke, at vi har fået en omvej på mere end 100 km. Det har været det hele værd. Senere hører vi at vejen blev skyldet væk og var lukket i hvert fald en dag, så det var godt vi kom igennem. Beartooth Scenic Byway fører gennem en lille by Cooke City, som er den sidste inden man kører ind i Yellowstone. Det er en meget lille by, men charmerende. Rigtig western by, men selvfølgelig også noget turistet!
Vi har kun lige krydset indgangen til Yellowstone, da den første Bison står i vejsiden og kikker på os. Det er den helt rigtig velkomst for os, for vi er netop kommet for bl.a. at se på dyr. Vi kører langs Lamar River og kommer ud til Lamar Valley og så er vi solgt! Det vrimler med bisoner på hele sletten. Vi havde bestemt ikke behøvet at køre til Custer State Park for at se bisoner. Der er hundredevis her og omgivelserne er super flotte. Bløde grønne bakker op mod sneklædte bjergtoppe og floden og små søer.
For enden af Lamar Valley kommer vi over endnu et pas og er nu inde i Yellowstone Caldera – altså inde på plateauet, som er det største vulkankrater i verden. Her får vi endnu en skøn oplevelse! Der er trafikkaos, hvilket som regel betyder, at der er bjørn i sigte og ganske rigtigt. I en flod lige op til vejen bader en sortbjørn til stor glæde for de sammenstimlede turister, som fotograferer på livet løs og bjørnen er upåvirket, men det er der til gengæld en kvindelig ranger som ikke er. Hun stiller sig midt på vejen og hyler og skriger fuldstændig hysterisk “Get away from that bear, you should be at least 100 yards away. I am a ranger, get away!” Folk har svært ved at tage hende alvorlig, fordi hun kammer helt over og bjørnen bader bare videre 😉 Da den er færdig med sit bad går den over floden, hvor vi er og krydser vejen og forsvinder stille og roligt ind i skoven. Ingen har lidt overlast ud over måske den kvindelige rangers stemmebånd!
Vi er nu inde på Grand Loop Road, en vej formet som et 8-tal på ca. 250 kms længde, som er det inderste af Yellowstone Nationalpark, hvorfra alle attraktoner i nationalparken kan nåes. Vi er kommet ind af den nordøstlige indgang og kører sydpå og stopper ved de forskellige udsigtspunkter på vores vej ned til Fishing Bridge RV park, som skal være vores base de næste 5 dage.
Da vi når Dunraven Pass møder der os et syn vi ikke havde regnet med i juni måned. Der ligger sne i 3-4 meters højde og vi sidder i bilen i shorts og t-shirt. Det er lidt koldt fordi der er vind, men vi kan ikke dy os for at skulle ud og kaste lidt snebolde.Ved Fishing Bridge RV park får vi vores site tildelt og det første der slår os, er at vi er nabo til en 3 meter høj snedrive! Vi kan godt mærke at temperaturen her til aften sænker sig i takt med solen, men så meget sne tyder på meget kolde nætter. (Vi er i ca. 2300 meters højde.) Det er vist godt vi har været ihærdig og fået booket 5 nætter på campingplads med el, så vi kan starte varmeapparatet!

(Kørt 146 miles, sol det meste af dagen)

23. juni (Yellowstone): Vi er spændt på at komme rundt i Yellowstone NP. Vi har læst så meget om parken og set diverse udsendelser på DR HD og nu er vi endelig her i virkeligheden. Det vi så i går var flot og vi vil bare have mere 😉 Vi kører i første omgang mod nord og vest til Norris Geyser basin. Vejen derover via tværvejen i 8-tallet, som udgør grand-loop er ikke speciel interessant. Den går gennem fladt nåletræsområde og nogle steder har der været skovbrænd, så det er et trist syn. Norris Geyser Basin er til gengæld meget farverigt. Der er selvfølgelig nogle geysere, som bare er små eller store mudderagtige huller som bobler, men andre er høje kegler, som spyer vand og damp ud med jævne mellemrum. Derudover er der de meget flotte og farverige pools med helt klart kogende vand og kanter i fantastiske orange, grønne og blå farver. Det er microorganismer som lever ved forskellige temperaturer, som danner farverne og kanterne i poolsne.
Vi kører videre op til Mammoth Hot Springs, som ligger i det nordvestlige hjørne af Grand-loop. Her ser vi endnu flere, større og mere farverige pools og derudover er der et stort område med hvide mineral/salt-terrasser, som skinner flot i solen. Vi havde ikke regnet med at skulle se dyr i dette meget varme thermiske område, men under en busk langs med gangbroerne, som vi går på ligger 2 1-1½ meter lange slanger og hygger sig. Formentlig med at lave flere små slanger 😉 Vi ved ikke hvad det er for slanger og dermed heller ikke om de er farlige, men så længe de ligger her og hygger sig, gør de i hvert fald ikke nogen fortræd! Jeg har hele tiden sagt, at jeg gerne vil se en klapperslange. Ikke for tæt på, men alligevel så jeg kan se den. Det her er ikke klapperslanger, så det har jeg stadig tilgode, men nu ved vi i hvert fald, at her er slanger!

Da vores vej ind til den nordøstlige indgang var så flot, vil vi også lige tjekke vejen ud/ind af den nordlige indgang, så vi tager turen op til Gardner, som iøvrigt ligger i Montana, hvor vi ellers befinder os i Wyoming. Det er også en flot tur, men intet at sammenligne med turen via Beartooth road og Lamar Valley.Vi spiser frokost i Gardner inden vi kører tilbage og tager turen østover og ned tl Fishing Bridge. Vi ser ingen bjørne på vores vej, som vi tit gjorde i Canada, men til gengæld skal vi passe på rådyr og bisoner for de kan godt finde på at krydse vejen og de tager ikke hensyn til bilerne 😉
Vi gør holdt ved et flot åbent areal ned til et sted, hvor Yellewstone River løber ganske stille. Da vi står her og nyder udsigten over vandet og bjergene kommer en odder svømmende forbi. Meget idylisk 😉 Det havde vi ikke lige regnet med. Senere ser vi mange biler i vejkanten. Normalt tegn på bjørn, men her er det en elg, som går i vandkanten af en sø og spiser græs. Sådan en er det sjældent at se! Dejligt syn.
Sidste stop på dagen bliver den nordlige kant af Grand Canyon. Det har ikke så meget med Grand Canyon i Arizona at gøre men det er stadig storslået. Der er et fantastik farvespil i klipperne ned til Yellowstone River og nogle flotte vandfald også. Solen er ved at gå ned og vi bliver enige om, at vi godt vil se denne canyon i morgenlyset også, men fra sydsiden. Så det må være vores første mål i morgen!

(kørt 120 miles. Sol)

24. juni (Yellowstone): Vi står tidligt op for vi vil jo se Grand Canyon south Rim i morgenlyset. Det bliver til en længere gåtur langs kanten i stedet for at tage turen the american way, hvilket betyder at køre bilen så tæt på udsigtspunktet som muligt og tage et billed ud af vinduet hvis muligt og ellers gå direkte hen til kanten, tage billedet og retur til bilen igen. Der er ikke noget at sige til at så mange amerikanere er så fede, som de er for de gider ikke at gå, hvis de kan køre i bil! Det var flot i går med aftenlyset, men det er bestemt ikke dårligere i morgenlyset og vi har heldigvis mere tid nu til at gå i modsætning til i aftes, hvor det dels var koldt og dels var solen ved at gå ned. Farvespillet ned af klipperne og regnbuer omkring vandfaldene er imponerende og vi får øje på nogle varme kilder, som spyer hvid og lyserød damp! Vores tur bringer os næsten ned i bunden af kløften, hvor vi ud over at se nærmere på Yellowstone River og vandfaldene, ser et par marmotter. Vi er også ved Artist Point, som er et udsigtspunkt, som gennem tiden har inspireret mange kunstnere, hvilket er helt forståeligt. Det er et skønt syn!
Fra Grand Canyon fortsætter vi via Norris gennem det Sydlige loop til Lower og Midway Geyser Basin med Grand Prismatic Spring. Grand Prismatic Spring er den største varme kilde i Yellowstone (61 m i diameter) og det er bestemt også den flotteste vi nogen sinde har set. Farverne er de skønneste klare blå og orange nuancer. Den er imidlertid meget svær at se i sin helhed fra gangbroerne omkring den, da den naturligvis er meget varm og derfor står dampen konstant op fra den. Ulrich får dog øje på nogle mennesker, som står oppe på en høj uden for geyserområdet. Derfra må der være en flot udsigt ud over Grand Prismatic Spring. Det ser ikke ud til at det er et autoriseret udsigtspunkt, så vi spørger en ranger, hvordan man kommer derop. Hun kikker på vores fodtøj og siger, at vi skal være indstillet på at blive beskidt for vi skal klatre op af højen mellem brændte træstammer (fra en skovbrænd) og der er ikke nogen rigtig sti derop. Vi siger, at det klarer vi nok, hvis hun blot vil forklare, hvordan vi kan komme ind til højen uden at skulle gennem thermisk område! Det forklarer hun så og vi kører straks derned og sætter camperen. Desværre må camperen ikke holde på den tætteste parkeringsplads, så vi må parkere i vejsiden og gå et pænt stykke og derefter klatre op af højen. Det er lidt stejlt og vi må klatre over væltede sodede træstammer for at komme op, hvor der er udsigt til hele Grand Prismatic Spring, men det er sveden og de beskidte ben værd. Det er en helt fantastisk udsigt. Vi har sjældent set noget så flot! Det er det flotteste maleri. Naturen er flottere end noget der kan skabes af menneskehånd! Vi har meget svært ved at løsrive og fra dette syn.
Vi skal videre til Old faithful, men efter Grand Prismatic Spring har vi svært ved at tro at noget som helst kan overgå det. Old Faithful er åbenbart den største attraktion at dømme efter veje og parkeringsforhold. Hold da op. Det minder om et større motorvejskryds, hvor vejene kører ind over hinanden og flere kæmpe store parkeringspladser, men her sidst på dagen er der ikke mange biler, så vi har rigelig plads!
Old Faithful geyseren er en af de mest stabile og højeste. Den spyer sit varme vand og damp op i ca. 60 meters højde hvert 90. minut. Da vi går hen mod den, kommer der mange mennesker imod os, så vi gætter på at den lige har været i udbrud. Et besøg i visitor centret bekræfter dette, da der på en tavle står, at der er ca. 75 minutter til næste forventede udbrud. Det giver os en time til at gå rundt og se på de andre geysere i området. Der er mange forskellige geysere med store kegler og små “uskyldige”, som dog godt kan spy både vand og damp, men vi er selvfølgelig spændt på at se Old Faithful, så et kvarter før forventet udbrud sidder vi på bænkene omkring geyseren.Med 5 minutters “forsinkelse” starter Old Faithful at spy vand og damp, først lidt forsigtigt men snart spyer den vand højere og højere. Jeg tror ikke den kommer op i 60 meters højde, men højt kommer den i hvert fald og der kommer meget vand.
Efter at have set udbrudet er vi trætte efter en rigtig lang dag, så det er bare om at komme hjem og i seng.

(Kørt 104 miles. Sol og overskyet og blæsende)

25. juni (Yellowstone): Sovet længe. Skulle slappe af men kørte alligevel til Cody for at se den østlige vej ind til Yellowstone via Wapiti Valley, så grizzly oppe mellem træer på vej ud om formiddagen. Turen gennem Wapiti Valley var flot specielt fra øst mod Yellowstone, men ikke nær så flot som turen via Chief Joseph og Beartooth scenic byways til den nordøstlige indgang.
I Cody besøgte vi hotel Irma, som er bygget af Buffalo Bill i 1902 og opkaldt efter hans datter. Meget af interiøret i hotellet er stadig det samme som på Buffalo Bills tid og det siges at han går igen i korridorerne. Hotellet var meget sjovt at se, men var desværre også blevet lidt for meget indrettet på turismen, med souvenir-butikker i nogle af de gamle restauranter!På vej “hjem” til campingpladsen, var der trafikkaos ikke langt fra campingpladsen, hvor en grizzly bjørn gik og gravede i jorden efter jordegern og lignende føde. Den kom ret tæt på os, men en ranger synes ikke om det, så han stød efter bjørnen for at få den til at trække ind i skoven. Det gjorde den også i første omgang, men den kom snart tilbage og gravede igen, så rangeren skød igen efter den og så forsvandt den desværre for os. Rangeren fortalte at netop denne grizzly er blevet meget vandt til mennesker og søger derfor tættere og tættere på campingpladsen og mennesker og det ønsker man ikke at de skal. Bjørnene skal være vilde i nationalparken og hvis de kommer for tæt på menneskene kan der opstå for mange farlige situationer!
Efter at have set hele 2 grizzlyer i dag, blev vi ivrige og ville se flere, så vi kørte op til Hayden Valley, hvor der skulle være rig mulighed for bjørne m.v. og vi så faktisk 2 grizzlyer mere, men de var så langt væk, at der måtte kikkert til for rigtig at se dem.

(kørt 173 miles. Sol)

26. juni (Yellowstone): Vækkeuret ringede kl. 5. Efter at have set grizzly- bjørne i går har vi fået blod på tanden og vil se flere. Vi troede ikke her var ret mange bjørne, da vi kun havde set en enkelt indtil i går. I Canada sidste år, så vi jo hele 19 og det uden egentlig at opsøge steder, hvor de kunne være. De var bare tæt på vejene, hvor de fandt bær.Vi er stort set de eneste på vejene, så tidlig om morgenen, men da vi kommer op til Hayden Valley, som er et kendt wildlife-spotting sted, er vi ikke alene mere. Her kommer snart flere til med store kikkerter og dito kameralinser. Det er måske ikke så underligt for nede på sletten ser vi straks en grizzly mor med sine 2 små unger rende rundt og grave efter føde. I første omgang er de så langt væk, at man helst skal have kikkert for rigtigt at se dem, men efterhånden kommer de tættere på, hvor vi står og så kommer der pludselig også 2 ulve på banen! De render også rundt og søger efter føde og den ene sætter sig med mellemrum ned og hyler op i luften. Det er godt at det er lyst og de er på pæn afstand af os for det lyder lidt uhyggeligt. Ud over bjørne og ulve, er der også mange forskellige fugle bl.a. store Blue Herons og Canadiske gæs og selvfølgelige også nogle bisoner, men de er åbenbart ikke interessant for hverken bjørne eller ulve, så de kan være tæt op af hinanden. Det er imidlertid tydeligt, at bjørnemor ikke er tryg, da hun får øje på ulvene. Hun er flere gange oppe og stå på bagbenene for dels at orientere sig om, hvor ulvene er og hvor hendes 2 små unger er og på et tidspunkt, føler hun åbenbart, at de er for tæt på for så løber hun et godt stykke væk med ungerne! For hver gang bjørnene flytter sig for ulvene, kommer de nærmere os og efterhånden er det ikke nødvendigt med kikkert mere. De går rundt lige neden for, hvor vi står sammen med en del andre mennesker, som er kommet ud af dynerne! Det er rigtig sjovt at følge både bjørne og ulve, men også lidt skræmmende, da de kommer tættere og tættere på os. Pludselig kommer den ene ulv helt tæt op til bjørnene og bjørnemor får ungerne helt tæt på sig og vender sig mod ulven. Det bliver åbenbart en for stor udfordring for ulven for den fortrækker og samtidig får bjørnemor færden af et eller andet oppe mellem alle menneskene og går meget målrettet op mod os og mellem biler og mennesker, som skyndsomt fortrækker ind i og om bag bilerne. Ungerne følger troligt med og de fortsætter over vejen og op i skoven bag ved. Puuha det var tæt på, at der kunne være sket noget, hvis der var kommet et menneske i vejen, men bjørnene forsvandt roligt ind i skoven og alle var lettet og vilde med de nærbilleder, de havde fået lejlighed til at tage 😉
Straks efter at bjørnene var forsvundet, forsvandt de fleste mennesker også og vi satte os veltilfredse ind i camperen og fik morgenmad, som vi jo ikke havde haft tid til tidligere!
Da det var dejligt vejr og også vores sidste dag i Yellowstone, blev vi enige om at køre videre op til Dunraven passet og tage hiket op til toppen af Mount Washburn, som er det sidste, der er tilbage af vulkanen, som fik hele Yellowstone krateret til at opstå i sin tid for gud ved hvor mange millioner år siden. Det er et lille hike på ca. 10 km og en højdeforskel på ca. 450 m. og skulle ifølge Lonely Planet tage ca. 4 timer. Vi parkerer på parkeringspladsen lige ved Dunraven passet, hvor der ligger ca. 3 m sne! Hiket begynder herfra. Der er også et andet par, som starter lige efter os og vi kan se spor i sneen efter andre. Der er et opslag, som viser ruten og højdeforskelle, hvis man kan læse et sådant kort! Det ser ikke slemt ud, så vi begiver os op af stien, som ikke er andet end sne, men det er alligevel tydeligt hvor stien er, så det er ikke noget problem. Det varer ikke længe før vi er pænt oppe i terrænet, hvor vi møder marmotter og jordegern og har skønne udsigter ud over de omkringliggende bjerge.
Sneen bliver gradvist dybere eller højere skulle jeg måske hellere sige for vi går på toppen af den. Den er heldigvis rimelig hård. Vi indhenter 2 mænd, som står og ser ud som om de er ved at opgive. Senere møder vi en enlig mand, som er på vej ned og han fortæller, at det er mere stejlt lidt højere oppe, så vi skal passe på ikke at glide. OK, det skal vi nok! Parret som er starter lige efter os hænger stadig på, men efterhånden bliver fodsporerne i sneen færre og færre og de er i hvert fald ikke fra i dag. Vi kæmper os videre, synes egentlig at det går meget godt selv om det nogen gange kan være lidt vanskelig at finde ud af om vi er på stien eller ej, men så kommer der områder, hvor sneen er smeltet og vi er igen sikre. Længere oppe bliver det imidlertid vanskeligt. Stien er totalt dækket med sne og der er lodret fald iøvrigt. Det tør vi ikke! Vi må finde en anden vej eller give op. Det sidste er vi ikke helt indstillet på, så vi finder en anden vej op over toppen i stedet for rundt om. Det går fint. Vi synker kun i nogle enkelte gange, men vi har nu ikke nogen spor at gå efter. De eneste spor vi ser er fra en stor bjørn! Den har gået den modsatte vej af os og det ser ikke ud til at være i dag, så vi er helt rolige. Vi får snart øje på stien igen og ser også 3 unge mænd, som har kæmpet sig op en anden vej end os. Vi følges med dem det næste stykke tid og får dem til at bane vejen for os gennem sneen. Vi kan nu se toppen med hytten, som er målet, men vi støder på 3 steder mere, som er umiddelbart ufremkommelige, men vi vil bare ikke give op så tæt på toppen. De 3 går foran og hvis de kan komme over sneen, så kan vi også! Så stopper de pludselig og tager billeder af hinanden og er meget afventende. Vi går forbi dem og det viser sig, at vi er kommet til et stykke, hvor vi skal over en smal kam, hvor vi kan se stien på den anden side. Ulrich går forrest. Jeg er ikke meget for at gå over, men han fortsætter og jeg kan jo ikke stå her tilbage, så jeg må efter ham. Sneen bærer os og vi kommer over, men det var desværre ikke sidste forhindring. Der er en stor snedynge mere, som når vi går på toppen bringer os 5-6 meter over stien, som vi skal ned på for at komme det allersidste stykke op til toppen. Denne gang er det mig som går forrest. Nu skal vi bare op. Der er ikke nogen vej tilbage for jeg skal ikke igennem den samme tur ned!! De 5-6 meter ned til stien foregår med ryggen mod dalen og så ellers hugge fødderne ind i sneen og lave trin, som på en stige. Det var ikke så svært, når man først kom i gang!
Vi er rigtig glade, da vi får fast klippe under fødderne og vores mareridt er ovre. Vi kan gå på en ryddet sti resten af vejen op til hytten på toppen og 5 minutter senere kommer de 3 unge mænd. De ville ikke stå tilbage for en kvinde 😉
Oppe i hytten er der en hel gruppe på 10, som er gået op fra den anden side af bjerget. De har en turguide med, som mener vi er ret seje, at vi har kunnet tage den tur vi har gjort og tilbyder straks, at han vil køre os tilbage til vores camper, hvis vi følges med dem ned på den anden side. Det er vi yderst taknemmelige for. Vi havde snakket om, at vi ville tage chancen at gå ned på den anden side og se om vi kunne på et lift og ellers måtte vi gå af landevejen, selv om det var mange kilometer, for vi skulle under ingen omstændigheder ned samme vej, som vi kom op!
Vi nyder udsigten fra toppen, hvor man kan se ud over hele Yellowstone krateret og lokalisere bl.a. Grand Canyon og Hayden Valley, hvor vi var i morges.
Vi går ned sammen med gruppen og det er nærmest som at gå på en grusvej. Der er ganske vist 6 meter høje snevægge omkring den på visse steder, men selve vejen er ryddet og der er ikke nogen træer omkring vejen, så den er temmelig kedelig og vinden er meget kraftig og kold. Det eneste spændende vi ser er et par bjerggeder. Det er overhovedet ikke den samme oplevelse at gå ned, som det var at gå eller rettere kravle op!Nede igen holder gruppe guiden ord og kører både os og de 3 unge mænd tilbage til Dunraven Passet, hvor vores biler holder og vi er ham evig taknemmelig 😉
Efter denne, set i bagspejlet, noget dumdristige tur trænger vi til at slappe af, så vi kører ned til Yellowstone floden og finder et picnic sted, hvor vi spiser sen frokost inden vi kører hjem på campingpladsen og vasker tøj og får en velfortjent gin/tonic i solen.
Efter aftensmaden går vi en lille tur ned til Fishing Bridge og så ellers hjem og i seng. Vi er begge ret møre 😉

(Kørt 48 miles. Blandet vejr. Flot morgen og aften med sol, men overskyet og koldt midt på dagen)

27. juni (Yellowstone – Grand Teton): Sovet længe – trængte til det 😉 Stille og rolig morgenmad. Tjekke ud fra campingpladsen og afsted sydpå mod Grand Teton Nationalpark. Inden vi helt forlader Yellowstone NP er vi i West Thumb Geyser Basin, som ligger helt ned til Yellowstone Lake med flot udsigt ud over søen og Absaroka bjergene i det fjerne med sne på. Selve geyserområdet er ikke noget specielt, når man først har set området omkring Old Faithful, så vi er hurtigt videre. Sydpå går det gennem et lidt trist område, hvor der har været skovbrand for ikke så længe siden, så der er helt sort. Vi kommer forbi Lewis Lake og Lewis vandfald og kører langs floden, som dog har gravet sig ned i en kløft, så den kun kan ses enkelte stede. Snart må vi sige farvel til Yellowstone og goddag til Grand Teton NP. De ligger i forlængelse af hinanden, men Grand Teton ligger lavere, så her er varmere og det mærker vi straks – skønt.
Vi kommer ikke langt ind i Grand Teton før vi får det ene skønne kik efter det andet mellem pinjetræer og asp ud over Jackson Lake og sneklædte Teton Range som baggrund. Jeg standser hvert andet øjeblik for at tage billeder, men Ulrich bliver ved med at sige at nu har vi vist nok af dem!
I Colter Bay gør vi holdt ved Visitor Center og finder et skønt picnic sted med bord og bænke helt nede på stranden, hvor vi kan sidde og spise vores frokost med udsigt til sø og bjerge og 3 hvide pelikaner og der er bare helt stille bortset fra små bølgesvulp. Når solen så oven i købet skinner fra en skyfri himmel og der er omkring 25 grader, så kan man dårligt ønske sig mere. Vi falder helt i staver og bliver siddende/liggende et par timer og bare slapper af.
Efterfølgende kører vi til campingpladsen Colter Bay for at få 2 overnatninger her. Det er den eneste campingplads med elektricitet i området og vi vil have varme om natten, så el skal der til! Iflg. Lonely Planet bliver denne plads sjældent fyldt op, så vi havde ikke regnet med at det overhovedet var et problem, men vi blev klogere! Alt optaget!! Vi bliver stående lidt for at hører om vores muligheder de næste nætter. Det er mandag i dag og der er først ledigt på torsdag og den kan vi ikke reservere før torsdag – meget mærkeligt system! Pludselig kikker manden vi snakker med ud af vinduet og siger vi lige skal vente lidt. Der er 3 store “busser”, som er ved at køre, måske tjekker de ud før tid! Han kommer glad ind og siger, at det er vores lykkens dag. De har netop tjekket ud en dag før, så nu er der plads til os. Fint, så har vi klaret første nat, så må vi se hvordan det ser ud i morgen.
Glade kører vi ned på vores plads og går derefter en lang tur langs stranden. Spiser aftensmad og går endnu en lang tur ud til 2 søer Swan Lake og Heron Pond, hvor der i den ene er bævere. Vi mener, at vi så en svømme ude i søen, men det var på lang afstand og vi havde desværre ikke fået kikkerten med, men under alle omstændigheder var begge søer smukke med gule pond lilies og der var også mange gæs og andefugle og vist nok 3 sandhill cranes og en enkelt “bambi” græsser i vandkanten. En dejlig aftentur, hvor vi først var hjemme kl. 9, da kulden for en gang skyld ikke holdt os indendøre, men til gengæld er myggene her en plage, som vi ikke har haft før på denne tur!

(kørt 63 miles i høj solskin og ca. 25 grader)

28. juni (Colter Bay, Grand Teton NP): En halv slapperdag. Startede med at forlænge vores ophold med endnu en nat her i Colter Bay, hvilket heldigvis godt kunne lade sig gøre. Vi prøvede i nat om vi kunne undvære at tænde for varmen, da her er væsentlig varmere end i Yellowstone, men det blev for koldt, så vi vil gerne have el til opvarmning igen i nat ;-)Efter morgenmaden kørte vi lidt rundt i parken bl.a. ned til Jenny Lake, hvor der også er utrolig smukt. På vejen oplevede vi også det sædvanlige cirkus med mange biler, som spærrer vejen fordi der er bjørne. Denne gang var det en mor med sine 2 unger, men vi kom desværre for sent, så vi så kun lige ryggen af moren, som forsvandt ind i noget buskads. Videre gik turen op til Mormon Row, hvor vi skulle se den berømte gamle Moulter Barn, som er noget af det mest gennemfotograferede i Grand Teton Nationalpark, tror jeg. Når man slår op på google billeder under Grand Teton, kommer der hundredevis af billeder op af netop denne ladebygning fra 1890erne, hvor 10 nybyggere slog sig ned her. Der er en masse bisonerne omkring ladebygningen og de øvrige gamle bygninger og i baggrunden ser man Teton bjergene. Det er meget idylisk.
Efterfølgende var det som luften gik ud af ballonen på os begge. Vi blev afsindig trætte, så vi fandt en parkeringsplads og tog en time på øjet inden vi kørte op til Oxbow Bend, hvor vi slog os ned med vores stole, bøger og kikkert og sad resten af dagen og aften i solen og nød udsigten over Snake River og Grand Teton og så på fugle og oddere ved og i floden og senere rådyr, som kom ned for at drikke og nogle svømmede også ligefrem over floden. Det var rigtig dejligt at sidder og slappe af her i solen og se på dyrelivet lige indtil kl. 19.30, hvor myggene angreb i store sværme! Det tog lidt af glæden, at man hele tiden måtte vifte med armene for at holde dem væk fra ansigtet.
Da vi havde fået nok af myggene og solen efterhånden også var gået ned kørte vi mod campingpladsen, men på vejen var vi så heldig endnu engang at støde på bjørne-cirkuset. Denne gang nåede vi frem i tide til at se en stor grizzly-bjørn med hele 3 unger omkring sig, så nu er vi oppe på at have set 13 bjørne i alt. 1 sortbjørn og 12 grizzlyer!

(Kørt 66 mil. Sol hele dagen og meget varmt 25-30 grader)

29. juni (Grand Teton): Som vi efterhånden er vant til skinnede solen fra en skyfri himmel, da vi vågnede. Perfekt for vi skal ud at vandre i dag. Vi har fået anbefalet en tur op i Cascade Canyon af manden, som kørte os tilbage til vores bil ved Mount Washburn. Hiket har udgangspunkt fra Jenny Lake Visitor center, så vi må først køre derned, hvilket er ca. 20 miles. På vejen ser vi grizzly bjørne – mor med 2 unger. Dejlig måde at begynde dagen på! Vi kan følge dem i ca. 10 minutter før de forsvinder ind i noget buskads.
Ved Jenny Lake visitor center parkerer vi og begynder vores hike. Vi er lidt sent på den kl. er 10.30, så det er allerede varmt – ikke det bedste udgangspunkt, men vi håber det ikke bliver for slemt. Første del af hiket er til Hidden Falls, hvor vi starter langs søen, som ikke giver er de store udfordringer med hensyn til højde forskelle. Det er stort set på samme niveau hele tiden, bortset fra slutningen op til Hidden Falls, som går lidt opad.
Efter Hidden Fals, hvor der iøvrigt er rigtig mange mennesker fordi man kan tage en båd over søen og ikke behøver gå så langt, ændrer trailet sig. Nu går det pænt op mod Cascade Canyon og Inspiration Point, men da det er en skøn tur gennem pineskov og udsigt til dels søen og dels klipperne og sneen på tinderne, er det slet ikke noget problem. Vi møder et par marmotter på vejen, men de er meget sky her, så vi har ikke glæde af at kunne studere dem og se dem posere for os, som vi hyggede os meget med i Canada. Selv om vi var advaret mod at der kunne være mange mennesker på trailet, hvis vi ikke startede tidligt, er det ikke slemt. Vi møder nogle enkelte, som er på vej op og nogle på vej ned.
Da vi kommer op mod åbningen til Cascade Canyon, begynder der også at komme sne på stien, absolut ikke som på Mount Washburn, for her kan vi hele tiden se trailet, men et par steder har der for nylig været laviner, som har dækket trailet og hevet træer op med roden og andre står meget skråt tynget af sneen. Det er underligt at kunne gå her i sneen i korte bukser og t-shirt og overhovedet ikke fryse – tværd imod, og flot er det.
Da vi kommer op til selve Cascade Canyon åbner der sig et nyt flot syn for os. Vi går langs en flod med høje klippevægge på begge sider. Det er rigtig flot og man går i sin egen idyliske verden med kun lydene fra floden og fuglene. Op gennem kløften skifter det mellem at være pineskov og lysninger med klipper. Vi går ca. halvvejs op gennem kløften og sidder her og nyder stemningen med et par styrkende bananer og en pika rendende rundt på klipperne omkring os.
På turen tilbage laver vi en afstikker til Inspiration point, hvor man har den skønneste udsigt ud over Jenny Lake og hele plateauet bagved.
Vi kan se bådene sejle mellem visitor center og en bådplads nedenfor Inspiration Point og vi er enige om, at vi tager en båd retur til visitor centret, hvor vi har parkeret i stedet for at gå hele vejen tilbage langs søen. Vi synes, vi har gået nok i dag, men det har været et rigtig godt hike, som vi godt kan anbefale til andre.
Tilbage ved bilen kører vi hjem og spiser meget sen frokost på stranden ved Colter Bay og slapper af resten af dagen/aftenen.

(Kørt 42 miles. Sol det meste af dagen og varmt, men regnbyger til aften)

 

30. juni (Grand Teton – Salt Lake City): En pæn lang tur via Bear Lake. Ikke så meget at se på som vi havde regnet med ud fra de beskrivelser vi har set i turistbrochurer og Lonely Planet. Vi havde regnet med at tage en overnatning under vejs, men fandt ikke rigtig nogle steder, som vi synes var attraktive, så vi fortsatte til Salt Lake City, hvor vi så i stedet for havde en ekstra dag. Vi overnattede på KOA campingpladsen lidt uden for centrum.

1. Juli (Salt Lake City): Vi nåede ikke at se Salt Lake City, da vi ankom hertil, da vi havde så travlt med at komme ud i naturen, som jo altid er vores mål. De store byer går vi helst uden om, men vi har dog hørt meget rosende om Salt Lake City og nu har vi jo muligheden for at komme ind og se den.
Vi forhører os i receptionen om hvordan vi kommer ind til centrum. Vi er faktisk kun 4 km derfra, men tænker at det vil være besværligt at køre rundt og finde parkeringsplads til camperen, så vi vil helst tage en bus eller taxa. I receptionen fortæller de imidlertid, at vi kan komme ganske gratis ind til Tempel Square med en af kirkens biler, som kommer hver time til campingpladsen og så vil vi oven i købet få en lille rundvisning på 1/2 time i mormonernes kirkeområde – Tempel Square. Det lyder fint for os, så den hopper vi på!
En halv time senere kommer der en van med et ældre ægtepar på forsæderne og henter os. Vi er dårligt trådt ind i bilen før vi fortryder, hvad vi har indladt os på! Ægteparret er meget rare og fortæller os om hvad vi ser på vejen, og arrangerer straks på mobilen at der står en dansk pige og modtager os, når vi kommer til Tempel Square for at vise os rundt. Det lyder jo fint, men det er også helt klart, at vi vil blive udsat for en snak om omvendelse til mormonernes tro!
Vi regner med hurtigt at kunne slippe ud af mormonernes kløer, men det er ikke helt så let. Vi er jo høflige mennesker og vil ikke være for afvisende over for dem, når de nu  gerne vil vise os rundt og vi vil jo egentlig også gerne se området. Det går fint med den danske pige i starten. Hun fortæller om områdets tilblivelse og de forskellige bygningers betydning og anvendelse. Det er alt sammen meget flot og imponerende, men da vi til sidst bliver ledt ned i kælderen af en bygning, hvor der er udstilling om grundlæggeren og profeten Joseph Smith og der ligger mormonernes bog oversat til alverdens sprog går det galt! Pigen tager fat i den danske udgave og beder mig læse nogle afsnit op, som tilsyneladende har været med til at overbevise pigen om at det var den rigtige trosretning for hende. Nu prøver hun så at få os til at få samme “åbenbaring”. DET LYKKEDES IKKE. Jeg er ikke noget religiøst mennesker og jeg kan slet ikke klare at andre skal prøve at overbevise mig om hvad der er den rigtige religiøse vej. Ulrich er meget spændt på min reaktion, men jeg holder masken indtil hun vil have vores adresse og sende en person ud for at snakke med os, når vi kommer hjem. Så stopper legen. Vi siger begge pænt men bestemt nej. Vi skal ikke have noget besøg. Hvis vi var ude på at skifte tro, skulle vi nok selv opsøge dem! Jeg tror hun forstår budskabet for hun presser ikke yderligere og snart er vores besøg slut ;-)Oppe fra kælderen igen og ude for området ånder vi lettet op og tænker endnu engang, hvis noget er gratis, stikker der nok noget under 😉 men OK. Vi fik en rundvisning, som vi jo gerne ville og vi er sluppet nogenlunde pænt ud af det igen!
Vi bevæger os nu rundt i byen og har svært ved at se det fantastiske ved Salt Lake city. Det er bare nogle store lige gader og vi kan ikke rigtig finde nogen forretninger eller restauranter. Til sidst finder vi en restaurant, hvor vi kan få noget frokost og efterfølgende må vi spørge os frem, så vi ved hvor vi skal gå hen. Vi bliver bl.a. henvist til Gateway, som vi finder efter nogen søgen og så bliver vi pludselig glad for Salt Lake City. Gateway er et område af cafeer, restauranter og forretninger i 2 etager omkring en gågade og flere torve. Det er virkelig et skønt område og her er liv, så her bliver vi resten af dagen og aftenen.

(Sol og 28 grader)

2. Juli (Hjemrejsedag): Vi kører ud til Cruise America efter at have gjort camperen ren. Vi beklager os over deres manglende og langsomme behandling af vores problem med køleskabet i vognen og straks får vi refunderet et beløb. Ingen problemer overhovedet. De er meget flinke.
Da vi har et par timer før vi skal være i lufthavnen, låner vi et par stole og sætter os ud i solen. Da det er tid til at køre i lufthavnen bestiller de en taxa til os og så går turen ellers efter planen hele vejen hjem. Du kan se vores rejserute på et kort her – Rejserute.