Dagbog fra Thailand (2014)

9. – 10. Januar (København – Bangkok): Yes, så oprandt dagen, hvor vores vinterferie starter. Vi tager toget ind til lufthavnen. Da vi først skal flyve kl. 14, behøver vi ikke at ulejlige nogen med at køre os. Efter et hurtigt besøg i loungen, flyver vi direkte til Bangkok med Thai Airways. Alt går planmæssigt, men desværre kommer der 2 store flyvemaskiner ind samtidig, så vi står i kø i en hel time i imigration, men til gengæld er vores kufferter så på bagagebåndet, da vi endelig kommer igennem og vi kan få op til taxaerne. De har åbenbart ændret deres ellers så udmærkede system med at man køber en taxabon ved en kasse og derefter får tildelt en taxa. Det var ellers så rart, at man ikke skulle starte med at prutte om prisen. Nu må vi igang med det samme med prutteriet, men vi kan selvfølgelig også lige så godt vænne os til det. Det gør man jo næsten alle steder i Thailand. 
Den første chauffør vil have 1000 bath, hvilket er en fuldstændig ublu pris. Jeg mener vi plejer at betale 350-380, så jeg siger 400 bath. Det vil han ikke. Han vil have 850! Så går vi blot videre til den næste, som starter med 450 bath inkl. vejskatter, som er 75 bath. Det synes vi lyder ok, så ham kører vi med.
Fremme ved vores hotel Chatrium, som ligger lige ned til Chayo Praya floden kan vi desværre ikke få vores værelse. klokken er kun 8 om morgenen og der er først check in kl. 14. Vi har dog en forhåbning om at kunne få det før, men vi får at vide at vi kan gå op til poolen og ligge os, så vil de ringe efter os, når værelset er klart. Efter 3 timer har de endnu ikke ringet efter os, så vi ender med at tage båden ind til Taksin stationen og skytrain videre til Sala Daeng, hvor vi har læst at der er et kæmpe varehus alene med golfudstyrsbutikker 🙂 Vi må dog lige forbi McDonalds og få lidt fast food inden vi finder varehuset. Vi bliver ikke skuffet, hvad angår størrelsen og antallet af golfbutikker. De ligger side om side i 3 etager, så der er rigtig meget at se på, men de fleste butikker har nogle mærker vi overhovedet ikke kender og dem vi kender er ikke meget billigere end i Danmark, så vi nøjes med at kikke. Vi har en chance for at kikke mere i Hua Hin, hvor der også skulle ligge nogle butikker.
Hjemme på hotellet igen får vi vores værelse. Det ligger på 28. etage og har den skønneste udsigt ud over Bangkok og floden. Med sådan et værelse er det lidt ærgerligt at vi kun skal være her en nat.
Nu er vi helt flade og smider os på sengen. Vi er nødt til at tage et par timer på øjet inden vi skal på Oriental og spise. Jeg har reserveret bord til kl. 19 på Riverside Terrasse, hvor vi traditionen tro skal have den helt store buffet.
Da vi vågner er kl. 18 og vi orker ikke at skulle skynde os at bade og klæde os pænt på og hu hej ud af døren. Så for første gang beslutter vi os til at springe Oriental over og finde et spisested i nærheden. Det bliver i allerhøjeste grad i nærheden for det viser sig, at vores eget hotel også har en restaurant med terrasse ned til floden og med en mægtig flot og stor buffet, med alt hvad hjertet kan begære incl. sushi og fisk og kød på grill tilberedt efter vores egne ønsker og så er der oven i købet også mulighed for at tilkøbe fri bar med både drinks, øl, vin og vand til den fyrstelige pris af 100 kr. pr. person. Det bliver en hel fantastisk aften med den skønneste mad – fortrinsvis fisk – og drinks og vin, så vi er for en gang skyld lidt berusede, da vi finder sengen, men til gengæld sover vi godt indtil væggeuret ringer. Regningen for både mad og drikke lyder på 650 kr. for os begge. Det er helt vildt!

11. januar (Bangkok – Koh Tao): Væggeuret ringer kl. 6. Vi er lidt ør efter i aftes, men der er ikke nogen kære mor. Vi skal op og have hurtig morgenmad, da vi skal være i lufthavnen kl. 8 for at flyve til Koh Samui og sejle videre til Koh Tao. Vi når ikke megen morgenmad, som ellers også ser rigtig god ud. Hotellet sørger for taxa til os, som kører på taxameter og det viser sig at det koster ialt 475 bath, så det var den helt rigtige pris vi fik pruttet os frem til i går. Dejligt, så er vi ikke blevet snydt.
Turen til Koh Tao er lang og længere end vi havde regnet med. Vi bliver forsinket med båden, så vi først er fremme kl. 15.30 i stedet for kl. 14.15. Det har taget næsten lige så lang tid, som hvis vi havde kørt med bus fra Bangkok og sejlet over fra Chumphon.
Vi bor på Bans Diving Resort, hvor vi også boede sidste gang vi var hernede og tog vores dykkercertifikater. Denne gang bor vi i en suite nede ved vandet i modsætning til sidste gang, hvor vi boede på hillside og havde rimelig langt at gå for at komme til vandet. Dette er mere praktisk og det er et hyggeligt og pænt værelse, men ikke så flot som suiten oppe hillside, som var helt nybygget, da vi var her for 3 år siden.
Vi er sultne, så vi starter med at få lidt mad i restauranten, som er bygget helt om og ikke helt færdigbygget endnu. Den er ikke nær så hyggelig, som den var tidligere, men forhåbentlig er det et spørgsmål om, at de ikke er helt færdige. Før var alt bygget i træ, men nu er det opført i beton og noget af det står i rå beton, så der mangler hygge!
Udsigten over vandet og livet på stranden med dykkerbådene, som kommer ind og solnedgangen er dog det samme, som vi kender fra sidst og det er skønt. Efter den tidlige aftensmad, får vi en times massage og går en tur langs vandet og ser på alt det nye, som er sket på de 3 år siden sidst. Der er kommet en del nye bygninger, men det er stadig den meget backpacker-agtige stemning, som vi synes er så charmerende her.
Vi er ikke til så meget i dag/aften, så vi går tidligt op på værelset og lægger os.

12. januar (Koh Tao): What a night!!! Det har været et helvede. Det værelse, som vi ellers syntes var meget hyggeligt, er det absolut ikke efter denne nat. Det viser sig, at restauranten/baren som hører til Ban´s Diving resort har en DJ, som skruer helt vildt op for musikken, når mørket er faldet på og der bliver sat ekstra højttalere frem på stranden og så køres der ellers tekno for fulde hammer til kl. 2.30 i nat. Vores værelse ligger ret tæt ved restauranten, så vi lå og døjede med denne larm til hen af klokken 3, hvor gæsterne efterhånden var gået hjem og der blev ro. Når man i forvejen har jetlag og gerne vil sove, så man kan komme oven på, er det en sej omgang og ligge og høre på tekno, så jeg var oppe at søge på andre ledige hoteller i løbet af natten for jeg var helt sikker på, at sådan en nat ville vi ikke stå model til en nat til!
Da vi endelig kunne sove var vi så udmattede, så vi sov til kl. 10.30, hvilket betød meget sen morgenmad og så ellers til receptionen for at høre om der var andre værelser at få. De var heldigvis meget forstående og foreslog os straks at flytte op på bakken (hilltop), hvor vi boede sidst og efter at have set at de tilbød os værelset ved siden af det vi boede sidst, sagde vi straks ja og pakkede vores kufferter igen og fik dem bragt op til det nye værelse, hvor der er absolut ro, men jo også lidt hårdt at gå op og ned fra, da det ligger højt oppe. Det er dog klart at foretrække frem for tekno hele natten.
Vi nød vores store dejlige terrasse i ro og mag inden vi gik ned og lagde os på stranden og nød vores bøger og vandet resten af dagen og fik bestilt dykning til i morgen eftermiddag.
Aftensmaden blev indtaget på den nye gourmetrestaurant, som er bygget til resortet siden vi var her sidst – Darawan. Det var dejlig mad de serverede her og så var der helt stille – skønt. 

13. januar (Koh Tao): Yes. Nu har fået ro både dag og nat. Her oppe på bakken kan tekno-musikken ikke nå os, så vi har haft en dejlig rolig nat J
Morgenmaden fik vi på strandrestauranten, hvor der heldigvis er stille om morgenen, så der kan vi nyde at sidde og kikke ud over vandet og stranden og bådene med dykkere og snorklere, som sejler ud. Solen skinner og her er 30 grader om dagen og 28 om natten. Det er skønt at føle sådan en varme og have sollyset, når det næsten er mørkt hele døgnet derhjemme nu.
Vi bliver nede ved stranden efter morgenmaden og læser indtil det er tid til at vi skal ud at dykke kl. 13. Vi havde i går fået oplyst, at vi skulle til Chumphon, men da det er blæst op ude på havet bliver det lavet om, så vi stedet skal ud til et vrag, som ligger ikke ret langt ude på havet. Det er en gammel kanonbåd fra 2. Verdenskrig, som er sunken og nu står på bunden i 30 meters dybde. Vi har aldrig dykket på vrag før og er heller ikke certificeret til dette, så vi må under ingen omstændigheder dykke ind i vrag. Vi synes dog det lyder spændende, så vi afmelder ikke vores dyk af den grund.
Vi får tildelt en meget professionel israelsk divemaster, som kun skal tage sig af os to, så vi er helt trygge. Han tjekker alt og det er næsten som at have en underviser igen i modsætning til i Australien, hvor vi næsten helt var på egne ben. Det er nu meget rart at være tjekket igennem.
Det første dyk er altid lidt nervøst. Vi skal lige ind i teknikkerne igen og sigtbarheden er ikke al for god. Der er mange partikler i vandet, så det er som at komme ned i en ærtesuppe til at starte med og vi skal temmelig langt ned før vi får øje på skibet, som står helt lige på bunden. Vi svømmer rundt om det et par gange og ser de 2 kanoner, en for og en agter og styrhuset, som man kunne svømme ind i hvis man altså var certificeret. Da vi ikke er det, må vi holde os uden for, men vi kan se ind gennem vindueshullerne. Der er nogle store fisk oppe under loftet, men ellers er det tomt.
Da skibet, som sagt ligger på 30 meters dybde, kommer vi ned på en af vores indtil videre dybeste dyk nemlig 28,5 meter, men når vi er nede på disse dybder betyder det også kortere dyk, så allerede efter 29 minutter er vi oppe igen. Det har ikke været det mest spændende dyk, vi har oplevet. Vi er mere til farverige fisk og koraler og dem var der ikke mange af på dette dyk, men så har også prøvet vragdyk!
Efter en time oppe går vi igen ned. Denne gang er det ved White Rock. Et af de steder vi også dykkede, da vi tog vores dykkercertifikat, så det burde jo være genkendelsens glæde! Nej, der var ikke noget bekendt over det, men det var et rigtig dejligt dyk. Vi var max. nede på 18 meter, men det meste foregik på 10 – 12 meter, så der var lyst og venligst og ingen strøm, men masser af fisk og koraler. Vi så bl.a. en flot stingray, som lå på bunden og betragtede os. En lille moræne og nogle store groupere og et par triggerfish. Det blev til 43 skønne minutter i fiskenes verden!
Om aftenen gik vi en lang tur og så det meste af hvad byen kan byde på af restauranter og butikker. Det er ikke nogen stor by, men det er meget hyggeligt at gå rundt og vi hørte da også nogle danskere, så vi er ikke de eneste danskere på øen! 

14. januar (Koh Tao): Vi tager en fuldstændig slapper-dag, hvor vi alene ligger ved poolen og slikker solskin og ser på de nye dykkere, som får deres første undervisning her. Det er sjovt at se og tænke tilbage på vores egne oplevelser og besværligheder med de basale øvelser, som vi i dag finder helt naturlige og simple ;-). 

Sidst på eftermiddagen får vi en gang massage. En time oliemassage koster 54 kr og det er godt. De tager tilpas fat i musklerne så de bliver gennemarbejdet men uden at det gør meget ondt ;-). Da vi er flyttet op på bakken er vores både læg- og lårmuskler ømme. De er ikke vant til så stejle bakker.  

15. januar (Koh Tao): Efter gårsdagens total afslapning skulle der ske lidt, så i dag har vi kun ligget ved poolen i formiddag og eftermiddagen blev til 2 skønne dyk ved henholdvis No Name og White Rock. Begge dykkersteder ligger ikke langt fra land. Der er tilsyneladende høj sø længere ude, så Chumphon er ikke en mulighed!
No Name er et mindre dykke sted og ikke særlig meget brugt af dykkerbådene, så her kan vi være uden den store trængsel fra andre både og da vi kun er 23 dykkere på båden i dag, så er der rigelig plads. Vi bliver sat sammen med et tysk par og en divemaster fra Spanien. Han er ikke lige så informativ som ham i går, men da vi nu er faldet ind i rutinerne, så gør det ikke så meget. Sigtbarheden er god, så vi får et rigtig godt og roligt dyk med masser af fisk og også koraler.
White Rock var vi også på i går, men det tåler absolut en gentagelse. Her er også mange fisk og farver og vi ser bl.a. nogle store triggerfisk, hvoraf en spiser et søpindsvin! Vi troede ikke at søpindsvin havde fjender blandt fiskene, men denne triggerfisk tager piggene i munden og kaster det ned på bunden, hvor den først går til angreb på piggene, som bliver bidt af og derefter spiser den hele selve svinet 🙂 Måltidet trækker andre fisk til, så vi får et flot syn. Vi ser også en stor moræne, som svømmer langs bunden og store flotte blå/gule angelfish. Vi købte undervandsvideo-kamera i Australien og det er rigtig kommet i brug her og Ulrich er efterhånden blevet en hel god undervandsfotograf selv om det kræver lidt mere luft end sædvanligt at koncentrere sig om fotograferingen!
Det er fuldmåne i aften og vi havde frygtet at det ville betyde store fullmoon-parties, men det viser sig at der faktisk er meget stille i aften. Måske fordi alle party-gængerne er taget til naboøen Koh Panghan, som er kendt for sine vilde fullmoon-parties. I hvert fald får vi en dejlig fredelig aften med stille og rolig musik på en restaurant helt nede ved vandet.

16. januar (Koh Tao): Endnu en formiddag ved poolen og eftermiddagen med dykning. Det er jo trods alt dykningen vi er kommet til Koh Tao for 🙂
Vi bliver tildelt samme divemaster som i går. Vores spanske ven Peblo. Vi får imidlertid også en argentinsk pige med, som skal være føl som divemaster og så en anden fyr, som sagde at han havde haft 30 dyk før men det var 8 måneder siden sidste dyk. Han virkede meget nervøs og havde ikke styr på hvordan blybæltet skulle sidde og hvor meget bly han skulle have på. En rigtig god begyndelse, når vi skulle have en af de dybe dyk ned til vraget, som vi også var nede ved for leden dag! Jeg gør Peblo opmærksom på at han virker nervøs, men han siger blot at det skal han nok tage sig af. Den argentinske pige bliver buddy med ham, så kan hun passe ham op og vi skal blot ligge os bag dem under dykket.
Da vi kommer i vandet, er det fuldstændig som at hoppe ned i en ærtesuppe, meget værre end sidst. Vi kan højst se 2-3 meter omkring os, så rebet, som går ned til vraget følger vi slavisk for vi kan intet andet se. Det er lidt uhyggeligt. Vi svømmer lidt rundt om vraget, men skal helt hen og næste bumpe ind i det for at se det, men alligevel har den anden dykker sit GoPro kamera tændt og fokuserer alene på at få nogle billeder i kassen og ikke på om han følger divemaster. 2 gange omkring vraget er han lost og ved ikke hvor han skal svømme hen og da divemasteren vil have os hen til et lille koralrev, som ligger lidt væk fra vraget, stopper han pludselig med at svømme og kikker sig forvirret rundt. Vi prøver at pege hvor han skal hen, men den argentiske pige må hen og have fat i ham for at få ham dem rigtige vej. Ved koralrevet er sigtbarheden heldigvis noget bedre, så vi kan se nogle fisk og orientere os, men igen her går den anden fyr sine egne veje med kameraet og er ved at blive væk. Det er absolut ikke noget rart dyk, når man skal prøve at være barnepige for en total uansvarlig person, som tilsyneladende ikke aner, hvad han laver ud over at fotografere! Vores divemaster er på den anden side heller ikke så god til at holde øje med ham og bla. Spørge om hvor meget luft vi har tilbage. Ulrich og jeg har rigeligt, men da han endelig spørger har den umulige kun 70 bar tilbage og det betyder normalt at man skal til at nærme sig sikkerhedsstoppet i 5 meters dybde, men vi ligger nede på 22 meter og langt væk fra dykkerbåden! Peblo prøver at navigere tilbage mod båden, men vi kommer igen ud i ærtesuppen og den umulige holder ikke trit med Peblo, så flere gange på Peblo vende om og komme tilbage for at samle den umulige om og dermed også os for vi skal jo holde os bag den umulige og danne bagtrop!! Til sidst griber den argentinske pige ind og kikke selv på den umuliges luftmåler. På det tidspunkt har han kun 20 bar tilbage og vi er ikke noget op til sikkerhedsstop endnu! Vi danner en rundkreds alle 5 og stiger langsomt op til 5 meters dybde, hvor vi skal ligger i 3 minutter inden vi går helt op til overfladen. Den umulige ser ud til at han prøver at spare på sin luft for han laver ikke ret mange bobler! Vi har heldigvis begge over 100 bar tilbage, så han vil altid kunne få luft fra os, men det er ikke nogen smart situation, hverken for ham eller divemaster, sådan noget må simpelthen ikke forekommer!
Han har nok luft til at fuldføre de 3 minutters sikkerhedsstop og vi kommer op til overfladen på normal vis, men langt væk fra vores dykkerbåd, så vi har en hård tur gennem bølgerne tilbage til båden.
Den umulige er godt klar over at han ikke har opført sig helt hensigtmæssig, så han undskylder mange gange da vi kommer op, men jeg er gal og fortæller ham ret klart, at det ikke kan nytte noget at han fokuserer på fotografering, når han ikke har styr på tingene og dermed også sætte os andre i fare eller i hvert fald ødelægger vores andres dyk.
Jeg har ikke lyst til at tilbringe et dyk mere sammen med ham, så jeg går til divemaster og beder ham finde en anden løsning.
På andet dyk, som er ved Twin Rock, hvor vi var rigtig mange gange, da vi tog vores dykkercertifikat, får vi en anden divemaster. Han har i forvejen 2 rimelig selvstændige dykkere med sig,  en svensker og en new zealænder, men da vi er alle er øvede dykkere med 40-50 dyk, så det bliver et dejligt afslappet dyk.
Sigtbarheden er god og vi finder en rytme sammen alle 4, så Ulrich også kan nå at fotografere uden at det går for meget ud over de andre. Jeg må dog have fat i ham et par gange, hvor han bliver for fordybet i fotograferingen og ikke følger med. Vi skal jo ikke have ry af at være umulige og uansvarlige, som ham vi lige har brokket os over 😉  Det går fint alt sammen og vi udpeger forskellige fisk og moræner og specielle snegle for hinanden, så vi alle får en god oplevelse og ingen løber tør for luft!
Efterfølgende får vi også en lang snak med svenskeren, som er hernede og dykke hvert år.
Det blev så desværre vores sidste dyk for denne gang, men heldigvis var det vellykket. Det ville ikke have været godt, hvis vi var sluttet af med det katastrofale forrige dyk!
Inde på land hygger vi os med et par øl og mad og ser solnedgang inden det er tid at få betalt regningen og pakket kufferterne, da vi skal videre op til Hua Hin og møde Susanne og Ove i morgen.

17. januar (Koh Tao – Hua Hin): Vi står lidt tidligere op i dag, da vi skal med færgen over til Chumpon på fastlandet hvorfra bussen kører videre op til Hua Hin. Det skulle tage omkring 5 timer at køre derop. Det er en rimelig lang tur, men selv om vi tog flyveren til Bangkok ville vi ikke kunne gøre det hurtigere, så hvorfor ikke tage den billige løsning, hvor vi måske også får set lidt undervejs (turen med færge og bus koster 1000 bath = 180 kr. pr. person. Vi gav 900 kr. pr. person for flyveren til Koh Samui og færge 600 bath). Færgen sejler kl. 10.15 og vi skal være i Hua Hin kl. 17.
Tid er ikke altid til at regne med i Thailand! Færgen sejlen en halv time senere end annonceret og vi kommer til Hua Hin 11/2 time senere end annonceret. Men hvad vi har ferie og skal ikke nå noget specielt i Hua Hin. Vi har jo 12 dage her så en time fra eller til spiller ingen rolle. Turen med færgen var iøvrigt ikke speciel rar. Der var mega høje bølger og vi forstår nu, hvorfor vi ikke kunne komme ud at dykke på dykkestederne, som ligger længere væk fra land! Katamaranen vi sejler med hopper og danser og det er med at koncentrere sig om ikke at blive søsyg! Det lykkedes ikke helt for Ulrich 🙁 men heldigvis var det da vi kun var 15 minutter fra havn, så han blev hurtig frisk igen.
Busturen var i en fin turistbus og vi fik de forreste pladser på 1. sal, så vi havde panorama udsigt. Der er fartbegrænsning på 80 km og det blev overholdt, så det var en ganske behagelig tur, hvor vi så noget af det landlige Thailand med træhuse og masser af gummi- og annanasplantager.
I Hua Hin blev vi sat af midt i byen og heldigvis kunne vi se Hilton hotellet derfra, så vi gik de 500 m ned gennem natmarked og restaurationsgader. Det er lidt af et kulturchok at få i forhold til Koh Tao! Der er et mylder af mennesker og mange af dem snakker dansk! Det er noget overvældende i forhold til hvad vi havde forestillet os. 
Hotellet tager pænt imod os med kolde vaskeklude og iste og vi får anvist vores rum. Desværre har de ikke rettet sig efter vores ønske om, at vi vil bo højt oppe, så vi starter med at brokke os. De undskylder med at hotellet er fully booked, men da vi er vedholdende vil de undersøge, hvad de kan gøre til i morgen.
Det er iøvrigt et dejligt værelse på 2 sal med udsigt til poolen, men vi vil gerne højere op alligevel. Vi SMSer straks efter at have sat kufferterne til Susanne og Ove og får deres værelsesnummer, hvor de står klar til at byde os velkommen med en gin og tonic. Så er der ro på igen 🙂
Vi går efterfølgende ned på en restaurant, som ligger ude på en træmole og får dejlig aftensmad.

18. januar (Hua Hin): Vi starter dagen ved den store flotte morgenbuffet, hvor der er alt hvad hjertet kan begære 🙂  Vi skal dog passe på hvad vi sidder og siger ved bordet om øvrige gæster for der næsten kun danskere og det er alle ældre mennesker! Det er noget af en forandring fra Koh Tao, hvor det dels var yngre mennesker, som kom for at dykke og dels var der stort set ingen danskere. Vi hørte kun et par enkelte, når vi gik rundt om aftenen.
Efter morgenmaden flytter vi værelse. Vi har nu fået et på 5. sal med udsigt til havet og hotel Sofitel. Det er rigtig dejligt.
Vi ligger os ned ved poolen nogle timer og læser og dasker om eftermiddagen rundt i byen og op til den meget charmerende  gamle tog station. Hua Hin er jo stedet hvor kongen har sit palads og det smitter af på hvordan bl.a. stationen bliver holdt ved lige i den gamle stil, hvor alt er bygget i træ og malet rødt og hvidt. Lige på den anden side af jernbanen ligger Royal Hua Hin golfbane, hvor vi kan se golfvognene køre rundt. Det er Thailands ældste golfbane, som vi også regner med, at vi skal op at spille på en af dagene. Videre på vores tur kommer vi til en masse markeder, som sælger alt fra souvenir ting, fake t-shirts og tørrede fisk og grøntsager til meget flotte store lobsters og kæmperejer. Vi bliver helt sultne, men vi må gå forbi, for vi har lavet en aftale med Susanne og Ove om at gå ud at spise senere.
Til aften finder vi en meget hyggelig have med levende musik og rimelig god mad og efterfølgende får vi en Mai Thai at gå i seng på.

19. januar (Hua Hin): Yes i dag skal vi ud at spille golf. Vi har hjemmefra bestilt Tee-of på Springfield Golfbane, som ligger 25 km fra Hua Hin. Vi glæder os rigtig meget, men er også lidt nervøse for om vi overhovedet kan spille banen. Dels er vi lidt ude af træning pga vinteren derhjemme og dels kunne det på billederne af banen godt se ud til at der er meget vand, hvilket har en underlig tiltrækning på vores bolde 🙂 Vi købte i aftes 14 bolde, så vi har lidt til at fodre søerne med!
Da vi kommer ned til morgenbordet bliver vi imidlertid noget slukørede. Ove er syg og kaster op, så han er i hvert fald ikke til golfspil i dag L Vi prøver at få flyttet vores tee-of men det kan ikke lade sig gøre med mindre vi kan skaffe en lægeerklæring og at skaffe en sådan vil koste mere end green-fee, så det ender med at Ove desværre ikke kommer med, men vi andre 3 tager en taxa til Springfield Golfbane.
Vi har et hyr ved in-check på banen. Først påstår de at vi slet ikke har betalt for banen, hvilket vi har hjemmefra og efterfølgende mener de ikke at Ulrich og jeg har betalt for caddy, men alene green-fee. Det er også forkert efter, hvad vi har fået oplyst hjemmefra, men det kan vi ikke overbevise dem om, så vi må betale for 2 x caddy igen. Det beløb må vi få Top Tours til at betale, når vi kommer hjem! 
Inden vi er kommet ud til banen har vi således måtte betale 3.000 bath (540 kr.) oven i green-fee og caddy (940 kr.), som vi har betalt hjemmefra plus en taxa ud til banen (150 kr.), så det er ikke nogen billig fornøjelse!
Endelig gennem in-check står vi udenfor med 3 kvindelige caddyer, 2 golfvogne og vores lejede golfsæt. Nu må vi ud på den bane og se om vi overhovedet kan spille!
Der er 3 9-huls baner og vi er heldige ikke at komme på lake-view banen, så vi kommer ikke i nærkontakt med så mange søer – heldigvis, men vi får alligevel rigelig med udfordringer. Blandet andet har vi aldrig set så mange bunkere før på en bane og greens er så sindsyge hurtige, at vi dårligt synes vi rører bolden og så er den forbi hullet! Vi skal også lige vænne os til at have caddier med! De holder øje med hvor vores bolde lander og rækker os det rigtige jern eller kølle, så snart vi holder stille ved bolden og giver os tip om hvordan vi skal spille bolden og ved greens læser de også disse for os og fortæller, hvordan vi skal slå efter at de selvfølgelig har tørret bolden af og lagt den tilbage på greenen. Det er vildt sjovt at prøve at blive vartet op på denne måde og vi vænner os forbavsende hurtigt til blot at få stukket jernet eller køllen i hånden og aflevere den efter at have slået 🙂
Det er ikke den bedste dag for nogen af os – pointmæssigt, men vi har det sjovt og det er en fantastisk flot bane, med træer, palmer og blomster og bjergene i baggrunden og selvfølgelig også et par søer ind imellem og så er der de skønneste farverige fugle, som flyver hen over banen. Vi er faktisk ved at ramme et par stykker af dem 🙂 Der er en del kingfishere, men også nogle andre farverige, som vi ikke kender.
Det tager os 4 timer at spille de 18 huller og vi når lige hjem til banen lukker kl. 17.30, hvor det også er sidste udkald inden mørket begynder at falde på. Vi betaler caddyerne deres obligatoriske drikkepenge og er enige om, at det har været en fantastisk  oplevelse af spille golf på Springfield og det har været alle pengene værd 🙂 Synd at Ove ikke fik del i denne oplevelse. Vi må op på Royal Hua Hin golfbane en af de nærmeste dage, så han også kan prøve at spille golf hernede.

20. januar (Hua Hin): Vi er virkelig nede i gear nu 🙂 Formiddagen ved poolen og eftermiddagen med en gåtur op til golfbanen her i Hua Hin. Det er Thailands ældste golfbane fra 1924 og hedder selvfølgelig Royal Hua Hin Golf course, da det jo er kongens by. Vi får kikket lidt på lokaliteterne og ville egentlig bestille tid til i morgen eftermiddag, men det viser sig, at man slet ikke skal bestille tid, men blot komme, når man vil spille og så står man i kø, hvis der skulle være flere som ønsker at gå ud samtidig. Det ser ikke ud til, at der er lange køer, i hvert fald ikke i den tid, som vi sidder og kikker og får lidt frokost.
Aftensmaden nyder vi på broen ud til vandet, men da det stadig er blæsende, som det i øvrigt har været siden vi er kommet her til Hua Hin, er det lidt koldt, så vi må trække lidt ind i læ og for første gang har vi faktisk også lange bukser på! I modsætning til Koh Tao er vi her ved østvendt kyst og det gør åbenbart en meget stor forskel på temperaturen. Blæsten er ikke så varm.

21. januar (Hua Hin): Så er vi atter sat op til en dag på golfbanen og atter engang bliver vi skuffede, da vi kommer ned til morgenbordet 🙁 Denne gang er det Susanne, som ikke har det godt. Hun har dog ikke helt udelukket, at hun kan blive frisk, men vi må se tiden lidt an.
Vi sætter os med vores bøger og en kop kaffe på altanen og kikker ud over det temmelig oprørte hav med skum på bølgetoppene. Heroppe er det varmt i modsætning til nede i haven ved poolen, hvor der står en stiv kuling ind og man må ligge i læ af parasollerne, som bliver lagt ned bag liggestolene.
Klokken halv elleve ringer det på vores dør. Udenfor står Susanne og Ove og er helt klar til at gå op at spille golf på Royal Hua Hin. OK, den er vi også klar på, så hurtig tøjskift til golftøjet og golfskoene og så er vi ellers på vej i en Tuk Tuk. Der er nu ikke ret langt at gå, men vi har en del vand mv. med, så det er tungt at slæbe på.
Det tager os lidt tid at få fundet ud af systemet her med, hvor man lejer udstyr og betaler og får tildelt caddier og vi vil også gerne lige prøve udstyret, som vi har lejet på driving rangen. Udstyret her er af ældre dato og bortset fra driveren er det alt sammen af stål og dermed tungt i forhold til vores eget udstyr derhjemme. Det kræver lidt tilvænning og vi har alle svært ved at få luft under boldene!
Efter 40 prøvebolde kører vi afsted i vores 2 golfvogne og 4 caddier. Banen er umiddelbart ikke så udfordrende, som den i Springsfield. Der er ikke så mange bunkere og greens ligner mere dem derhjemme, hvor der er lidt modstand i græsset. Banen er heller ikke så velholdt som Springfield, men det bliver alligevel en rigtig god oplevelse, som vi godt kan gøre om. Det er skønt at spille på en dejlig tør bane og giver en del på længden af slagene i forhold til vinterbanen hjemme på denne årstid! Vinden generer os ikke. Den holder tværd imod temperaturen nede, så det er helt behageligt at gå de 18 huller selv om det er midt på dagen, hvor solen står højest. Vi har også helt vænnet os til at have caddierne omkring os til at finde køller og jern og til at læse banen for os. De er meget søde selv om de ikke kan ret meget engelsk.
Ulrich og jeg finder os rigtig godt til rette på banen og da vi tæller pointene sammen efter de 18 huller kan vi næsten ikke få armene ned. Jeg har scoret 37 point og Ulrich 52!!! Det er helt vildt for Ulrichs vedkommende og vi er lidt i tvivl om hans caddy, har talt luftslag og out of bounds med, men under alle omstændigheder har han spillet en eminent runde og han er et stort smil og har svært ved at få armene ned 🙂  Han fortæller os også gang på gang om lyden og længden af det sidste drive, som mindst var på 250 yards!
Efter runden sidder vi lidt og hygger os i restauranten og ser andre spillere komme ind. Det er nu ikke fordi der er specielt mange på banen.
Om aftenen finder vi en hyggelig restaurant i en have med levende musik, som spiller og synger rigtig godt.

22. Januar (Hua Hin): Det er en total slapperdag ved poolen og aftensmaden på McDonald og efterfølgende is med op på værelset til film i fjernsynet. Vi gad bare slet ikke noget i dag andet end at ligge og dase med bøgerne 🙂

23. Januar (Hua Hin): Vi venter stadig på, at vinden skal lægge sig og dermed også bølgerne, så vi kan komme ud at bade og vi har også en tur vi gerne vil på, som kræver at vinden lægger sig, da det delvis er en sejltur. Susanne og jeg er rundt for at finde et sted, hvor vi kan booke turen, men de vil ikke love, at vi kan sejle og vi kan i øvrigt heller ikke få en tur alene for os 4, så til sidst opgiver vi, men vi får en lang tur ud af vores søgen og kommer bl.a. ud forbi Coco 51, som er en fin restaurant, vi har fået anbefalet, som ligger helt ud til vandet. Den ser hyggelig ud, men igen kræver det, at vinden lægger sig ellers er det for koldt om aftenen at sidde ved vandet. På vejen hjem køber vi en dejlig frisk og kold kokusnød til at drikke. Det er den bedste kokusnød, vi nogensinde har fået 🙂
Hjemme på hotellet ligger vi os igen i haven og er senere oppe at løbe på løbebåndet i fitnessrummet. Lidt motion må vi jo have, når vi ikke kan komme til spinning!
Aftensmaden får vi på en italiensk restaurant, som har svensk indehaver. Vi har forsøgt at komme til at spise der 3 gange, men hver gang har alle borde været optaget, men i dag har vi altså heldet med os fordi Ove har været nede og reservere bord lige da de åbnede kl. 18. Da vi har fået maden, kan vi godt forstå, hvorfor den er så godt besøgt. Det er rigtig dejlig mad!

24. januar (Hua Hin): Yes. For første gang i Hua Hin vågner vi og kikker ud over et stille hav! Bølgerne har helt lagt sig og der er ingen vind. Fantastisk! Så kan vi nok endelig komme ned og sidder på fiskerestauranterne ved vandet. Dels vil det ikke være koldt og dels vil det være muligt for fiskerbådene at komme på havet, så der er frisk fisk. Vi har ikke spist fisk her endnu, da vi ikke har set fiskerbådene komme ind fra havet og derfor har frygtet at det skulle være gamle fisk i restauranterne!
Vi går en lang tur langs stranden, som bliver meget bred om eftermiddagen. Vi går halvvejs op til abe-bjerget og tilbage igen. Det er ca. 7 km. En god tur, hvor vi kan se de øvrige hoteller, som ligger ned til stranden. Der er en del, men der er også mange ejerlejlighedskomplekser, som desværre ser ud som om de er tomme. Der er i hvert fald ikke nogen på  altanerne og de ser heller ikke beboede ud!

25. – 26. januar (Hua Hin): Blæsten har helt lagt sig og det bliver gradvist varmere. Fra 25-27 grader stiger den til over de 30. Nu kender vi Thailand igen. Det er dog stadig lidt køligere om aftenen, hvor vi er nødt til at have lange ærmer på, i hvert fald hvis vi vil sidde ved havet og det vil vi helst. 
Vi har spist på gode restauranter med både thai, italiensk og fisk. Blandt andet har vi været på Coco51, som ligger helt ned til vandet. Den er noget dyrere end gennemsnittet, men det var også fantastisk god mad. Vi gav i alt 450 kr. for forret og hovedret og en stor øl til til os hver, men vi bestilte også den dyreste australske bøf på menukortet 🙂
Dagene glider fuldstændig sammen nu. Vi har ikke det høje aktivitetsniveau. Ligger mest ved poolen og vandet og læser og går fra tid til anden en lang tur langs vandet. Vi har besøgt abebjerget i den anden ende af stranden. Vi nyder at slappe af og det er hyggeligt at gå ud at spise med Susanne og Ove om aftenen, men vi er vist også kommet til den konklussion, at vi ikke er blevet gamle nok til at bo på det samme hotel i 12 dage i træk sammen med alle pensionisterne, der kommer her år efter år og kender hinanden, og deltage i den daglige kamp om at få de bedste liggestole ved at gå ned og lægge håndklæder tidligt om morgenen inden solen næsten er stået op! Det er lidt for ensformigt til os, selv om vi godt kan, se at de hygger sig sammen. Vi vil hellere rejse rundt og få en masse nye oplevelser ind på nethinden, men nu har vi prøvet denne form for ferie også.

27. januar (Hua Hin): Endnu en dag hvor vi blot ligger i haven og soler og læser, men om eftermiddagen bliver det for meget for Ulrich og jeg. Der må ske lidt, så vi begiver os op på golfbanen, hvor man kan spille lidt billigere om eftermiddagen. Fra kl. 15 spare man 1000 bath pr. person på greenfee, men kan skal til gengæld også være hurtig for at nå alle 18 huller før det bliver mørkt kl. 18.15. I modsætning til forleden dag er vi absolut ikke alene i dag. Der er mange som gerne vi spille billigere i dag, så der er kø ved 1. hul.
Vi kommer først ud på banen kl. 15.30, hvilket resulterer i at vi kun når de første 12 huller inden mørket sænker sig over banen og vi må afslutte spillet. Det er lidt ærgerligt for vi er blevet sat sammen med 2 englændere, far og søn, som ikke spiller specielt godt, men de bruger rigtig meget tid på at stille sig bag bolden og sigte og vurdere banen inden de endelig får slået ud og det sinker spillet meget for os. Hvis vi havde været os selv alene, havde vi måske nået alle huller, men sådan skulle det ikke være!
Vi nyder de huller, vi får spillet selv om vi ikke spiller helt så godt som sidst 🙂
Hjemme på hotellet igen får vi et hurtigt bad inden vi mødes med Susanne og Ove og går ud og spiser aftensmad.

28. – 29. januar (hjemrejsedag): Vi slapper blot af i hotellets have og på stranden indtil det er tid til et bad og en afskeds gin/tonic på Susanne og Oves altan. Vi bliver hentet kl. 18 og kørt til lufthavnen sammen med et andet dansk par i en van. Det tager 3 timer, så vi har hele 4 timer i lufthavnen inden vi skal flyve kl. 1. Det er temmelig lang tid, men på grund af urolighederne i Bangkok op til valget kunne vi ikke være sikker på om der ville være vejspærringer eller lignende på vejen gennem Bangkok, så vi var nødt til have god tid. Vi så dog intet til urolighederne eller demonstrationer, så vi får god tid til at gå rundt og ose i lufthavnen og sidde og nyde en gin/tonic i loungen.
Da vi endelig kommer ombord i flyet er vi godt trætte og for første gang sover vi stort set de første 6 timer, så de samlede 11 timer føles ikke særlig lange og vi er heller ikke helt så trætte, som sædvanlig, da vi når frem til Kastrup.
Det er hunde koldt og der ligger sne, da vi når Kastrup og tager toget hjem. Det er en brat overgang fra 30 graders varme til minus 2 og en bidende vind, som går gennem marv og ben. Vi skulle måske alligevel være blevet nede på badehotellet 🙂