Dagbog fra Sydafrika (2018)

Vi besøgte Sydafrika i 2016, men er absolut ikke færdig med dette fantastiske land – naturmæssigt. Sidst kørte vi rundt i det nordøstlige hjørne med safari og big five og langs kysten igennem Swaziland til Durban og op i Drakensbjergene.
Denne gang vil vi koncentrere os om den sydligste del, hvilket vil sige Western cape fra Cape Town og langs kysten til Port Elizabeth. Vi kører selv i lejet bil og har også booket næsten alle hoteller hjemmefra, så ruten er forholdsvis fastlagt på forhånd.
Vi glæder os meget til at gense Sydafrika, som vi fik et rigtig godt indtryk af i 2016 selv om det er et land med meget store kontraster. Måske kommer vi til at se mere til kontrasterne denne gang, da vi jo sidst mest kørte i de mere øde landskaber, hvor vi nu kommer til de tættere befolkede områder.

17. februar (CPH – Cape Town):Vi tager hjemmefra kl. 3.30. Vi har ikke fået sovet meget selv om vi gik i seng kl. 9, men vi føler os alligevel rimelig friske. Der er jo 3 ugers ferie foran os. Alt går hurtigt i lufthavnen. Der er ikke mange mennesker en lørdag morgen kl. 4.
Der er planmæssig afgang kl. 6 til Amsterdam, hvor vi har ca. 3 timers ophold, som vi tilbringer i loungen. Der et pænt udvalg af både mad og drikke, så vi hygger os med gin/tonic. Så er ferien rigtig begyndt.
Den næste flyvetur er på 11 timer. Den er værre at komme igennem. Vi ser selvfølgelig film og læser og prøver at sove, men da det er dag er det svært at sove, så det føles som en rigtig lang tur inden vi er fremme i Cape Town kl. 22.40 og inden vi har fået udleveret vores bagage og lejebil og kørt de 25 km til hotellet er kl. 01.30. På det tidspunkt er vi trætte og glæder os til at komme under dynen. Vi bor på Hotel Protea Cape Castle.

18. februar (Cape Town): Vi sover til kl. 8. Kunne måske godt have brugt lidt flere timer, men det trække også I os for at komme ud og se Cape Town.
Cape Town blev grundlagt af hollænderne, som kom til området i 1652, hvor de oprettede en mellemstation for deres krydderi-rute til fjerne østen. De beholdt byen og området indtil 1806, hvor englænderne overtog Cape of Good Hope. Hollænderne eller boerne, som englænderne kaldte dem, trak nordpå og grundlagde deres egne republikker – Transvaal og Orange Free State.
Cape Town er den anden største by i Sydafrika efter Johannesburg og har ca. 4 mill. indbyggere.
Da vi kom i går og kørte fra lufthavnen og ud til hotellet, havde vi ikke indtryk af, at vi var kommet til så stor en by. Gaderne var øde og vi havde ikke svært ved at finde hotellet, men det kan være dagslyset giver os et andet indtryk.
Der er 20 grader, men desværre er der overskyet til morgen, så selv om vi har en skøn stor suite med udsigt ud over Waterfront og Taffelbjerget oppe bagved, så kan vi ikke se meget. Der er dis ude over vandet og Taffelbjerget er indhyldet i skyer. Det bliver forhåbentlig bedre op af dagen, hvor solen får magt.
Vi har ikke morgenmad inkluderet på hotellet, så vi finder et bageri/cafe i nærheden, hvor de serverer morgenmad. Hvis morgenmaden der er udtryk for prisniveauet generelt, så bliver vi i hvert fald ikke ruineret J. Vi får kaffe, æg og bacon, franskbrød, ost, tomat og marmelade for ca. 50 kr. for os begge. Det er rørende billigt og tjenerne er mægtig søde. Her kommer vi helt sikkert også i morgen.
Da morgenmaden er sunket dasker vi rundt i Waterfront-området. Det er et skønt område, med en blanding af gamle og nye bygninger. Der er en dejlig stemning med restauranter og butikker og levende musik rundt omkring på åbne pladser og man går mellem havnebassiner og kanaler. Mægtig hyggeligt.
Vi har hjemmefra købt et I-venture City Pass til Sightseeing busserne og som også indbefatter adgang til 70 attraktioner og helikopter-tur m.m. Vi starter med at køre en tur på den blå rute ud til Hout Bay. Det er en tur vest omkring Taffelbjerget og op forbi bl.a. Kirstenbosch National Botanical Garden og et township, hvor man kan komme på guidet rundvisning. Vi vil egentlig gerne se begge dele, men i dag kører vi bare videre til Hout Bay, som er et hyggeligt lille fiskerleje med små fiskerestauranter og fiskerbåde, som sejler turisterne ud til nogle øer, hvor der er sæler. Der er også en dejlig strand, der på en søndag som i dag, tiltrækker en del badegæster. Solen er nu kommet frem og skinner fra en skyfri himmel, så vi kan allerede mærke, at vi i hvert fald ikke skal ned på stranden og få genskinnet fra vandet og sandet. Vi har allerede fået rigeligt med sol ved bare at sidde på øverste dæk på bussen J
Vi spiser frokost inde i skyggen. Det er en fisk, store rejer og blæksprutteringe og chips. Det smager fantastisk og efterfølgende går vi rundt på havnen og ser søløver i vandet og oppe på molen, hvor en mand sidder og fodrer en kæmpe en af slagsen.
Bussen fortsætter langs kysten tilbage mod Cape Town. Det er en meget smuk tur gennem små byer, hvor husene er klistret op af klipperne. Det er ikke de fattige der bor her. Det var det oprindelig, men det er det bestemt ikke mere. Det oser af rigdom. Store villaer og lejlighedskomplekser med kæmpe lejligheder med swimmingpools. Iflg. guiden på bussen er det her de kendte søger ned fra skuespillere til kongelige, da de her kan gå i anonymitet. Her lader man dem være i fred og paparazzier findes ikke!
Vi står af ved fyrtårnet ved Green Point og går på promenaden tilbage til Waterfront, hvor vi bl.a. kommer forbi det gigantiske Cape Town Stadium, som blev bygget til VM i fodbold i 2010. Det er en pæn lang tur og desværre er der ikke nogen cafeer eller barer ud til vandet, så vi er meget tørstige, da vi kommer tilbage til Waterfront. En stor øl og udsigt til Taffelbjerget. Det er ikke tosset J
Vi vil prøve at finde et spisested nærmere vores hotel, da alt desværre er optaget, hvor vi nød vores øl. Vi må nok erkende, at vores søgen ikke går så godt. Vi er ikke så kendt med byen endnu og da mørket også begynder at sænke sig, er vi på den. Vi er blevet advaret mod at gå rundt i byen efter mørkets frembrud og hvad sker der allerede den første aften! Vi møder en uniformeret mand, som spørger os, hvor vi skal hen. Vi fortæller, at vi er på vej hjem til vores hotel, men ikke er helt sikker på, hvilken vej det er. Han får adressen og siger med det samme, at han nok skal følge os for det er ikke sikkert for os at gå alene! Vi ender med andre ord med at blive eskorteret hjem til hotellet af en betjent eller sikkerhedsmand allerede den første aften. Det var en lidt underlig oplevelse. Godt at vi mødte ham, men dumt af os at bevæge os ud på ukendt territorie, når mørket var på vej. Omvendt følte vi os ikke utrygge før, han gjorde os opmærksom på, at vi ikke skulle gå der hvor vi gik!
Vi kom sikkert hjem og spiste lidt aftensmad på hotellet inden sengen kaldte på os efter en skøn dag i Cape Town og omegn. Vi glæder os allerede til at se mere i morgen.

19. februar (Cape Town): Sol fra en skyfri himmel fra morgenstunden. Så kan man vist ikke ønske sig mere J Taffelbjerget ses flot fra vores værelse og ligeledes Waterfront. Temperaturen er også højere til morgen ca. 20 grader. Det kan vist godt blive en hed dag.
Vi spiser morgenmad på bageriet/cafeen fra i går. Det er godt og ligger bekvemt i forhold til vores hotel.
Efterfølgende skal vi op på en af de mest besøgte attraktioner i Cape Town – Table Mountain. Table Mountain, Tafelberg eller Taffelbjerget, som det kaldes på dansk, er 1.086 m højt og blev første gang besteget i 1503. Table Mountain hedder det, fordi den flade top ligner en bordplade og når skyerne samler sig om toppen siger man at bordet er dækket af en hvid dug.
Svævebanen op til toppen blev åbnet i 1929 og det tog 21 år før den første million havde taget turen derop. P.t. tager det 14 måneder for hver million besøgende og mere end 26 millioner har taget turen op til toppen siden svævebanen åbnede.
Vi mærker presset på at komme derop. Da vi ankommer med bussen, er der allerede en lang kø og selv om vi allerede har billet, må vi stå i kø i 1,5 time før det bliver vores tur til at tage den flotte 5 minutter lange tur op med svævebanen. Kabinens indre drejer rundt mens vi kører op, så vi får alle set udsigten 360 grader rundt. Det er virkelig en smart anordning for så er der ingen kamp om vindues-pladserne og alle kan stå stille og roligt og nyde sceneriet, mens man hæves over byen. Heroppe fra kan man se hvor vidt omkring byen strækker sig. 4 millioner mennesker fylder trods alt noget – specielt når der ikke er mange højhuse.På toppen går vi en tur rundt og nyder udsigten til alle sider. Det er et fantastisk skue ud over byen, kystlinjen med de 12 apostle, Leons head, Signal Hill og Robben Island. Det er ikke så mærkeligt at det er en populær attraktion J
Nede igen efter et par timer på toppen spiser vi en lækker frokost med dejlig hvidvin til ved havnefronten og selvfølgelig med udsigt op mod Taffelbjerget J
Eftermiddagen byder på havnerundfart mellem sæler og fiskebåde og kanalrundfart mellem millionærlejlighederne.
Til aftensmad får vi kudu. Det har vi set frem til at smage igen. Vi fik det meget i Namibia og blev vilde med det. Det smagte også godt her, men umiddelbart var de bedre til at tilberede det i Namibia.
Det har været endnu en storslået dag med mange indtryk og får ikke at skulle eskorteres hjem igen af en betjent vender vi næsen hjemad inden det bliver mørkt og får tidligt i seng.

20. februar (Cape Town): Sol fra en skyfri himmel igen. Det er et vejr man hurtigt kan vænne sig til J Det bliver lidt koldt om aftenen, hvor temperaturen falder til omkring 19 grader, men resten af dagen er der dejligt med 23-25 grader.
Vi har bestilt tur til Robben Island. Vi havde troet, at vi bare kunne gå ned og tage båden derud, når det passede os, men det skal gøres et par dage i forvejen, så da vi prøvede i søndags var tidligste tid i dag – tirsdag. Vandet ser fladt ud inde fra land og vi skal sejle med en stor katamaran, så vi regner ikke med at turen bliver noget at snakke om. Den tager i øvrigt kun lidt over en halv time. Da vi kommer lidt ud for kysten er der imidlertid pæne store dønninger, men det går fint. Vi nyder turen, hvor vi kan se tilbage på Cape Town og Table Mountain. Det er virkeligt et flot syn. Vi er heldige at se en hval på både udvejen og hjemvejen. På udvejen er det kun blæset, men på hjemvejen ser vi også hele ryggen, men desværre ikke halefinnen, som ellers er det smukkeste at se, når den dykker. Vi skal dog være glade for det er slet ikke hvalsæson nu, så bare det at se en er stort J Vi ser i øvrigt også delfiner og sæler, som springer omkring båden.
Nå men tilbage til Robben Island. Øen ligger i Table Bay, 12 km ud for Cape Town og er 5,7 km2 – 3,3 km lang og 1,9 km bred. Det er en ret flad klippeø, som er præget af det sommertørre klima. Især tidligere var der her et artsrigt dyreliv, og der er stadig mange pingviner. Vi ser nogle enkelte af dem. Øens stenbrud har bidraget med materialer til flere monumentalbygninger i Cape Town. Robben Island er dog især kendt som fængselsø. Siden 1525 har den med kortere afbrydelser huset fanger, men også sindssyge og spedalske. 1939-59 var øen et sømilitært anlæg, hvorefter den blev overdraget til fængselsvæsenet, der i 1961 åbnede et maksimum-sikkerheds-fængsel her for det hvide styres modstandere.
Fange nr. 466, Nelson Mandela, kom til Robben Island i 1964 og sad her indtil 1982, hvor han blev overført til et fængsel på fastlandet. Trods et meget strengt regime og fysisk hårdt arbejde opbyggede de politiske fanger det, der blev kaldt ANC‘s politiske universitet. Fængslet for politiske fanger blev lukket i 1991, og øen har siden 1996 været museum og mindesmærke for kampen mod apartheid. Robben Island er optaget på UNESCO’s Verdensarvliste.
Så snart vi går i land holder en bus klar til at køre os rundt på øen og en guide fortæller os historien om øen og de forskellige bygninger vi kører forbi.
Vi ender ved fængselsbygningerne, hvor en eks-fange fortæller sin historie fra øen. Han var selv politisk fange og sad der i 6 måneder, men ikke på samme tid som Mandela. Vi ser fangegården, hvor Mandela sad og huggede sten og ligeledes hans celle. Det er ikke store celler, men vi har set dem mindre og i ringere stand andre steder bl.a. i Alcatras, men vi ved ikke om cellerne her er blevet gjort pænere efter at de nu er museum!
Når man er i Sydafrika, kan man ikke komme uden om Nelson Mandela og Robben Island, var nok heller ikke blevet så kendt, hvis det ikke havde været for ham, men selv om han nu er død er han stadig Sydafrikas landsfader. Han er afbilledet og der er statuer af ham rigtig mange steder.
Nelson Mandela (1918-2013) var aktivist og præsident og hjalp med at bringe apartheid til ophør og har været en global fortaler for menneskerettighederne.
Som medlem af African National Congress (ANC) fra 1940érne, var han leder af både fredelige protester og væbnet modstand mod det hvide mindretals undertrykkende regime i et race-opdelt Sydafrika. Hans handlinger bragte ham i fængsel i næsten tre årtier og gjorde ham til forbillede for anti-apartheid-bevægelsen i både Sydafrika og internationalt.
Efter sin løsladelse i 1990 deltog han i udryddelsen af apartheid, og i 1994 blev han den første sorte præsident i Sydafrika og dannede en multietnisk regering til at overvåge landets overgang. Efter at have trukket sig fra politik i 1999, forblev han en glødende fortaler for fred og social retfærdighed i sit hjemland og rundt om i verden indtil sin død i 2013 i en alder af 95 år.
Efter ca. 3 timer er vi retur ved Waterfront og vi bestiller her straks en helikoptertur over Cape Town. Vi vil være sikre på at få turen i godt klart vejr og det er det nu. Vi må vente en lille halvtime, men så bliver vi kørt ud til pladsen, hvorfra helikopteren letter. Det er en lille bitte en af slagsen og det er kun Ulrich og jeg som skal med selv om der er plads til en mere. Jeg kommer til at sidder forrest sammen med piloten. Det er herligt. Der er rigtig fint udsyn. Da Ulrich sidder alene på de 2 bagsæder har han også fint udsyn til begge sider, så det er OK.
Som sagt er det en meget lille helikopter og vi kan godt mærke at vinden tager fat i den, da vi kommer lidt op i luften og drejer rundt ud over vandet. Piloten forsikrer os dog om at den er helt sikker selv om den hopper lidt J Vi tror på ham og nyder turen. Den varer kun ca. 15-17 minutter, men vi kommer et pænt stykke ned af kysten og ser Cape Town og Table Mountain fra luften, hvilket er et endnu flottere syn end ude fra vandet. Sådan en tur kan virkelig anbefales og så får vi oven i købet en video med af turen. Vi har selv sat vores Go-Pro i vinduet til at optage turen, men den vi får fra helikopter-firmaet har også video-filmet os inde i helikopteren, så det er et meget sjovt minde at have med hjem J
Nede på jorden igen får vi tidlig aftensmad bestående af lækker fiskeforret og steak og muslinger og selvfølgelig en sydafrikansk hvidvin til. Det smager bare så godt.
Inden vi går hjem til hotellet efter endnu en oplevelsesrig dag tager vi lige en tur i pariserhjulet, hvorfra vi kan se ud over hele havneområdet. Jeg har aldrig været oppe i et pariserhjul før, så det skulle lige prøves J

21. februar (Cape Town): Sol igen fra en skyfri himmel. Det er virkelig skønt for os. Det er imidlertid ikke så godt for Cape Town. De har et seriøst vandproblem. Der er ikke faldet regn i flere år og deres vandreservoirer er næsten tomme. I aviserne derhjemme skriver de at Cape Town løber tør for vand den 16. april. Hernede mærker vi vandmanglen ved, at der alle steder er opslag om at spare på vandet og flere restauranter har ikke vand i vandhanerne på toiletterne, men alene sprit til at vaske hænderne i. Swimmingpoolen på vores hotel er også lukket og der er sat en vandsparer på vandhanen på badeværelset, så der kun kommer en tynd stråle ud.
Vi har nu gået og kørt nok rundt i Cape Town, så i dag vil vi afsøge et lidt større område J Vi kører selv en tur ud på Cape halvøen til Cape of Good Hope, som er det syd-vestligste punkt af Afrika. Mange tror det er det sydligste punkt af Afrika, men det er det ikke. Det sydligste punkt er Cape Agulhas. Det er en flot tur på 70 km. En stor del af turen er langs kysten, hvor vi bl.a. kører på Chapmans Peak Drive. En 5 km meget smuk strækning mellem Hout Bay og Noordhoek (betalingsvej) som snoer sig langs klippevæggen med brat fald ned til havet.
Cape of Good Hope er en del af Table Mountain Nationalparkog man skal derfor også betale for at komme ind i nationalparken. Betalingsanlægget er ca. 13 km før man er fremme. Endnu engang må vi sande, at vi er kommet for sent afsted hjemmefra for vi følger åbenbart den store strøm. I hvert fald må vi holde i kø i 45 minutter før vi kan køre igennem indgang. Kun den halve tid af hvad vi brugte på Taffelbjerget, men stadig lang tid!
Det sidste stykke ud til Cape of Good Hope er gennem meget tørt område og til tider også sandet. Det eneste levende vi ser er et par strudse og så et advarselsskilt omkring skildpadder! Enten har vi kørt for hurtigt eller også har skildpadderne været for langsomme. Vi så i hvert fald ikke nogen J
Der er flotte udsigtspunkter omkring Cape of Good Hope, men der er også mange mennesker og vi vil selvfølgelig alle fotograferes ved skiltet. Der var kamp om at komme til JVidere helt ud til fyrtårnet kørte vi og tog en kabelbane op til toppunktet for at spare lidt tid og kræfter. Omkring kabelbanen var der advarsler omkring bavianer, som blev tiltrukket af mad og var farlige, stod der på skilte. Vi oplevede også et angreb. Heldigvis ikke på egen krop, men en stor han som ellers sad oppe på taget overkabelbanen kravlede pludselig ned og løb ind imellem folk, som stod og fotograferede den. Vi troede først, at den bare var blevet træt af at være fotomodel,men den havde åbenbart udset sig et ofre oppe fra sit udsigtspunkt og løb direkte hen til en dame/pige, som havde en pose i hånden med sandwich og sodavand. Den flåede posen ud af hånden på hende og for videre. Det gik så hurtigt at hun næsten ikke opfattede hvad der skete før bavianen var væk med posen, men indholdet lå på asfalten. Hun så noget chokeret ud, hvilket vi andre nok også ville have været. Heldigvis havde vi ikke mad på os! Vi får set os omkring og nydt udsigterne over vandet og klipperne og halvøen og bjergene og de 2 fyrtårne inden vi igen kører mod nord mod Simons Town og Boulders Beach.Boulders beach er kendt for sin koloni af afrikanske pingviner (Brille-pingviner). Stranden er ikke for mennesker, men et reservat for de små vilde sydafrikanske pingviner. De er iklædt smoking, dvs. sorte på hele ryggen og hvide foran på maven med et sort bælte over brystet. De er kun en halv meter høje og vejer omkring tre kg. Til gengæld er der hundredvis af dem her i sandet og i vandet.
Man kommer så tæt på dem, at man næsten kan gribe en luffe og sige goddag. Der er klipper ude i det klare, rene vand, og nogle af pingvinerne leger med bølgerne rundt om klipperne. Andre hygger sig i det hvide bløde sand, mens nogle ligger på æg og passer på dem. Det er et fantastisk syn, men desværre har vi valgt en dag, hvor det blæser en halv eller måske snarere en hel pelikan. Vi bliver nærmest sandblæste, mens vi går rundt på træbroerne, som er bygget for at holde afstand mellem pingvinerne og os.
Det er ved at være sent, så vi skal tænke på at køre mod Cape Town, hvis vi ikke skal køre i mørke, hvilket vi ikke er så glade for, men vi skal også have lidt aftensmad, så vi kører omkring Hout Bay og får en lækker fiskeanretning på Wharfside Grill på Mariners wharf. Nøj, hvor var det godt.
Mætte og veltilpasse kører vi det sidste stykke hjem langs vandet og ser solnedgangen ved Clifton Beach og Leons head og de tolv apostle i solnedgangens blide lys. Det var en perfekt afslutning på en oplevelsesrig dag på Cape halvøen.

22. februar (Cape Town – Stellenbosch): Skyfri himmel og 24 grader fra morgenstunden. Temperaturen stiger fra dag til dag. Vi skal forlade Cape Town i dag og spiser morgenmad på vores lille bageri/cafe for sidste gang. De har efterhånden lært, hvad vi skal have og spørger bare om vi skal have det sædvanlige J I dag siger de også – vi ses i morgen, men der må vi skuffe dem. Vi skal videre, så det er vores sidste morgenmad her. Det kvitterer de for ved at sige tak for denne gang og ønske os god tur hjem og som tak for at være stamkunder i 4 dage får vi 2 flotte kager med, så vi kan tænke på dem, når vi spiser dem. Det er da sødt af dem J
Efter at have checket ud kører vi mod Stellenbosch. GPSen vælger en lidt kedelig vej – motorvej N1, så vi ser ikke så meget andet end biler og industri på vejen, men da vi nærmer os Stellenbosch har vi flotte bjerge rundt om og vi kører imellem vinmarkerne. Vi er kommet ind på vin-ruten, som indbefatter over 200 vingårde. Kendte som ukendt for os.
Vi kan ikke checke ind på vores næste hotel før kl. 14, så vi bruger tiden på at besøge en af de vingårde, vi i hvert fald kender – nemlig Spier. Det er en pragtfuld gammel vingård fra 1692, som ud over det oprindelige hovedhus nu også har mange andre bygninger, som indeholder restauranter og hotel, gårdbutik med egen producerede økologiske fødevarer, konferencecenter og så selvfølgelig vinbutik og et flot stort lokale til vinsmagning. Vi har ikke bestilt tid til vinsmagning, som man ellers anbefaler, men det er ikke noget problem. Der er næsten ingen andre, så vi bliver betjent med det samme. En sød pige serverer 5 forskellige vine for os. 2 hvidvine, 1 rose og 2 rødvine. De smager godt alle sammen undtagen roseen. Den er lidt tynd. Indkluderet i vores vinsmagning er 1 fl. Cenin blanc til os hver. Det er ikke så tosset. Specielt ikke da vinsmagningen er et gratis arrangement med vores I-venture kort fra Cape Town! Således opløftet går vi en tur rundt på gården og spiser en lækker burger på Restaurant Eight. Vi kunne have siddet ude, men vi må trække inden for. Temperaturen er steget til 34 og solen bager ned, så for en gang skyld må vi ind i kølede lokaler.
Klokken er nu 14, så vi kan checke ind på vores hotel, men vi tager lige en ekstra vinsmagning på gården lige ved siden af. Det kan vi lige så godt, nu vi er i gang J
Stellenbosch vineyards, der som sagt ligger lige ved siden af Spier, er ikke nær så besøgt som Spier. Der holder kun 5 biler uden for og der sidder kun en enkelt anden person i vinsmagningslokalet. Det er synd, der ikke er flere besøgende her for det er en meget vidende sød pige, som her fortæller os en hel masse om vinene, vi smager. Hun er virkelig passioneret. Vi skal selv vælge hvilke 5 vine vi vil smage ud af 10 og derudover smager vi også på 3 andre for at vælge hvilke flasker vi vil have med ud af butikken igen inkluderet i vinsmagningen. Vi ender med at have smagt 9 vine inden vi forlader Stellenbosch vineyard, da hun tager fejl af en af vores valg, så vi får en ekstra smagsprøve. Selv om det er os meget imod, så må vi smide noget af vinen i opsamlerbowlen ellers ville vi have dinglet ud af butikken og jeg skal trods alt også køre bilen.
Ude i solen og varmen igen kører vi ind til Stellenbosch og vores overnatningssted The Beautiful South Guesthouse, som er et lille hyggeligt hus med 8 værelser og en have med pool.
Vi slapper lidt af ved poolen, men må ind at have en lur oven på al den vin, inden vi går en tur ned og kikker på byen.

23. februar (Stellenbosch): Vejret er slået om. Solen og varmen fra i går er væk. Der hænger tunge skyer over bjergene og temperaturen er faldet til godt 20 her til morgen. Vi slapper af ved poolen og må med mellemrum trække ind, da det småregner.
Kl. 13 har vi bestilt tee-off på Devondale Golf Club, som ligger 10 km fra Stellenbosch. Det småregner, da vi starter ud, men det trænger banen også til. Den er virkelig tør. Det er kun greens, som er rigtig grønne, resten er mere gult end grønt og der hvor der skulle være søer er der tørre sænkninger. Her kan vi virkelig se at de mangler vand og tørken har stået på længe, når store søer kan tørre helt ud. Det er et sørgeligt syn, men til gengæld er golfbanen lettere at spille og vi mister ingen bolde. Skulle vi lave en skævert og ramme en “sø”, så går vi bare ned og henter bolden J Efter en times tid klarer det op. Skyerne forsvinder og det bliver dejlig varmt. Vi får en god runde, hvor vi spiller mellem store ibis-lignende fugle og springbukke. Ulrich er faktisk lige ved at nakke en springbuk. Vi ved ikke om han rammer den eller lige ved siden af, men den springer i hvert fald op og løber væk. Det er noget andet at spille mellem springbukke end vores hjemlige gæs J.
Hjemme igen går vi ned i byen og spiser på byens bedste grill-restaurant. Efter at have fået fisk og skalddyr de seneste dage skal vi have et godt stykke kød og det får vi. Det smager fantastisk og koster stort set ikke noget. 2 gange chateaubriand og en god flaske rødvin og vand til koster ca. 330 kr.
Mens vi spiser styrter regnen ned, så vi trækker tiden efter vi egentlig er færdige med at spise, da vi ikke har hverken paraply eller regnfrakker med.
Da det bliver opholdsvejr skynder vi os hjem. Det er fredag aften og da vi går hjem, er vi ikke i tvivl om, at vi er i en universitetsby med mange studerende. Der er unge mennesker over alt på gaderne og der bliver festet igennem med musik og sang og skrål J.

24. februar (Stellenbosch – Hermanus): Det er tørvejr her til morgen, men skyerne hænger omkring bjergene, hvilket er lidt ærgerligt for vi skal op at køre over et par bjergpas i dag.
Vi kører først til Franschoek (franske hjørne), som er en skøn gammel by, som er grundlagt af huguenotterne (Ulrichs forfædre). Huguenotterne flygtede fra Frankring, da Ludvig den 14. i 1685 tilbagekaldte det Nantiske Edikt og derved gjorde protestantismen ulovlig i Frankrig. 277 af dem ankom med skib til Cape of Good Hope og mange af dem fik tildelt land af den hollandske regering i en dal kaldet Oliphantshoek (Elephant’s Corner) – på grund af de store flokke af elefanter, der strejfede omkring i området den gang. Der er ingen elefanter mere og byen hedder nu Franschoek.
Huguenotterne medbragte vin-stokke fra Frankrig, som de plantede og det blev starten på det vinområde, som i dag dækker en stor del af Western Cape provinsen i Sydafrika. Vingårdene i området bærer stadig de franske navne fra grundlæggelserne i 1700-tallet.
Byen er ikke særlig stor, men den har en hyggelig hovedgade – Huguenotweg – med gamle bygninger og der er restauranter, vin- eller kunst-butikker i dem alle. For enden af hovedgaden er der et monument og museum til minde om huguenotterne.
Da det er lidt koldt og der er småregn i luften trækker vi indenfor og får en kop varm cacao og venter på at det skal klare op. Det bliver bedre men ikke desværre ikke skyfrit, så vi må køre op igennem Franschoek passet og se ud over Franschoek og hele dalen med mørke skyer hængende over os. Det er lidt ærgerligt. Det er stadig et skønt syn med bjergene og de grønne vinmarker, men det ville have været smukkere med en blå himmel.
På den anden side af passet kører vi igennem kæmpe frugtplantager, hvor der stadig hænger æbler på træerne. Efter at have kørt over endnu et pas er det tilsyneladende kornmarker, som har været her, men der er høstet og alt er bare fuldstændig tørt. Om det er vandmanglen eller der bare altid ser sådan ud efter at der er høstet er svært at sige, men da vi lidt senere kommer til en dæmning og et kæmpe område, hvor støvet står op i vinden, bliver det virkelig klart for os hvor massiv vandmanglen er. Vi kan se på dæmningen, hvor højt vandet har stået og nu er der bare en lille flod i bunden af det der må have været en kæmpe sø. Det er skræmmende at se!
Klokken 14 checker vi ind på Arabella Hotel & spa, hvor vi skal bo de næste 3 nætter. Hotellet har egen golfbane tilknyttet, som ligger rundt om hotellet, så vi kan sidde på vores balkon og se ned på banen. På trods af den vandmangel vi har set undervejs, så er der ikke sparet på vandingen af denne golfbane. Den står flot grøn.
Efter at have checket ind kører vi en tur ned til Hermanus, som ligger ud til havet og er kendt for sine hvaler, som i sæsonen kan ses svømme rundt lige neden for klipperne. Sæsonen er fra juni til december, så der er ikke nogen nu, men byen ligger stadig smukt oppe på klipperne med udsigt til høje bjerge langs kysten og vandet, som slår ind mod klipperne. Vi får lidt at spise og nyder udsigten over vandet inden vi igen kører tilbage til hotellet og slapper af.

25. februar (Hermanus): Vi står op til fuld sol og 19 grader. Klokken er kun 6, men vi skal nå at nyde den store morgenmadsbuffet og lade op til vi skal ud at spille golf på Arabella Golf bane, som ligger rundt om vores hotel og er listet, som den 10. bedste bane i Sydafrika. Vi har bestilt buggy, så vi ikke skal bære på for meget, men det viser sig faktisk at være en belastning for p.g.a. regnvejr på banen i går, så må vi ikke køre på fairways, så vi skal hele tiden forlade den ude i ruffen eller på stierne og ydermere er vi blevet sat sammen med et svensk par, som går banen rundt, så dem skal vi også passe os ind efter. Det lyder lidt negativt, men vi har faktisk en skøn tur rundt på den absolut velfriserede bane, som ikke havde lidt af vandmangel. Den var grøn over alt, men faktisk også våd, så det var velbegrundet, at vi ikke måtte køre med buggyen. Den ville have sat spor, men vandet var ikke noget der som sådan ødelagde vores spil, som er lidt rustent efter at vi ikke har spillet i 4 måneder, men det er altid sjovt at spille på flotte mesterskabsbaner uanset om vores spil lever op til banen J Det var også ok at gå med det svenske par. Da de første begynder-nerver havde lagt sig og de også tøede op, kunne vi godt snakke lidt sammen.
Efter golfrunden fik vi lidt at spise og slappede af på terrassen resten af dagen og gik en aftentur på golfbanen. Her lukker banen kl. 17, så der bliver ikke spillet helt frem til solnedgang, som vi er vandt til derhjemme. 

26. februar (Hermanus): Fuld sol igen og op til 28 grader i løbet af dagen. Vi har kørt en lang tur langs kysten fra Kleinmond til Gordons Bay og derefter ind over land og retur til vores hotel. Det er en skøn tur, hvor man kører helt ud til kysten og med bjergene og stejle klippevægge langs vejen. Vi kommer igennem små fiskerlandsbyer og sommerhusområder, hvor der lige som derhjemme står til salg skilte på hver tredie hus. Ruten er en del af Hval-ruten, hvor man i sæsonen kan spotte hvaler fra kysten, men på en del af ruten kan man faktisk også spotte hvidhajer fra land og der er vagttårne, hvor der sidder spottere, som kan advare hvis der er hajer i sigte, så de badende kan komme op af vandet! Vi standser ved et af disse vagttårne, hvor der også er hejst et flag der indikerer hvor stor sandsynligheden er for at spotte en hvidhaj. Sandsynligheden i dag var ringe iflg. flaget, så vi blev ikke stående så længe og så heller ikke nogen. Vi ser som sagt hverken hvaler eller hvidhajer, men vi kommer  til en lille pingvin-koloni ved Stony Point og de er trofaste hele året, så pingviner er der masser af og de er så søde at se på. Ligesom ved Boulders Beach er det små afrikanske pingviner, som kun er 65 cm høje og vejer 3-3,5 kg.
Vi spiste frokost på en lille restaurant i Gordons bay. Den lå på havnen lige hvor de små både kom ind med dagens fangster af Rock lobsters. Det var ikke få der blev landet. Bådene holdt i kø for at lande deres last, som blev vejet i kasser og straks sat på køl i lastvogne, som formentlig kører dem rundt til restauranterne. Vi fik selvfølgelig fisk eller det vil sige muslinger, store rejer og blæksprutteringe med godt med hvidløg. Det smagte himmelsk. Vi har stort set levet af fisk og skalddyr siden vi er kommet herned. Det hører til sjældenheder for mig, som eller er stor kødspiser, men fiske og skalddyr er rigtig godt her.
Vi er hjemme igen ved hotellet omkring kl. 16 og slapper af resten af dagen.

27. februar (Hermanus – Swellendam): Sol skinner fra en skyfri himmel. Dejligt at skrive det dag efter dag. Det sådan vejret skal være, når man har ferie. Vi har en temmelig lang tur foran os i dag – omkring 300 km. Vi kører ned langs kysten til Gansbaai, som er kendt for shark cage-diving. Der er store hvidhajer ud for kysten her og man har lavet en attraktion ud af at man kan dykke med hvidhajerne ved at blive sænket ned i et bur langs skibssiden, hvorefter hajerne lokkes til med råt kød. Visse organisationer er meget imod disse metoder, da de påstår at det vil få hajerne til at forbinde mennesker med råt kød og dermed måske i højere grad angribe mennesker, som ikke er inde bag tremmer i et bur!
Da vi kører ned til Gansbaai har vi ikke helt besluttet os til om vi skal tage en tur eller ej. Billederne vi har set på forhånd er noget angstprovokerende, men da vi kommer ned på havnen og ser de bure, som vi evt. skulle kravle ned i for at se hajerne på tæt hold, er vi ikke i tvivl mere. Vi skal ikke dykke med hvidhajer. Burene er ikke mere end 60-70 cm bredde, så du kan ikke holde meget afstand til et hajgab. Det tør vi ganske enkelt ikke!
Vi fortsætter i stedet ned langs kysten indtil asfalten slutter! Vores kort har ikke vist, at vi skulle på jordveje for at komme til Agulhas, men der er ikke nogen anden mulighed med mindre vi kører meget langt tilbage, så vi må ud på de støvede og ujævne jordveje. Der er ikke meget at se på, selv om ruten skulle føre igennem store saltsøer og vådområder med masser af fugle, men alt er bare tørt nu, og det bliver til omkring 50 km på dirtroads. Heldigvis er bilen tæt, så støvet kommer ikke ind i bilen, men den er godt nok ikke køn på ydersiden. Hjulene er helt røde og resten af bilen er heller ikke ren mere! Vi må se, om vi kan finde en vaskehal senere og en der vel at mærke er åben p.g.a. vandmanglen.
Ved middagstid er vi fremme ved Agulhas og det sydligste punkt på Afrika, som også skiller havene. På vestsiden er det Atlanterhavet og på østsiden er det Det indiske ocean. Det er nu ikke sådan at man kan se havene mødes som ved Skagen, men man skulle kunne mærke temperatur-forskellen bare få kilometrer på den ene og den anden side. Vi går en tur langs kysten og kører derefter tilbage til Struis Bay, hvor der er en lille hyggelig havn med et lille undseligt spisested, hvorfra man kan sidde og følge fiskerbådene, som kommer ind med dagens linefangst.
Mens vi sidder og spiser kan vi se at der samles en del turister nede på molen og de er fokuseret på vandet lige neden for molen. Der må være noget interessant ud over fiskerbådene, så vi skynder os at blive færdige med at spise og går ned på molen. Det der møder os er virkelig spændende. 4 kæmpestore (mindst 2 meter i vingefang) rokker – stingrays – svømmer rundt omkring og under molen. En lokal fisker stiller sig ned i vandet og smider lidt fiskeaffald ud til dem, så de kommer helt tæt på ham. Han rører oven i købet en af dem på ryggen, hvilke ikke er helt ufarligt, da den kan slå med halen hvorpå der er en giftig pig, men han ved åbenbart hvor meget han må røre! Der sker i hvert fald ikke noget. Det er sjovt og flot at se de kæmpe store fisk, der ligesom flyver rundt i vandet med deres store vinge. Vi har aldrig set så store stingrays før.
Da vi endelig får løsrevet os fra de store stingrays, kører vi de sidste små 100 km op til Swellendam. Det er ikke nogen speciel interessant tur. Det er er gennem landbrugsland, hvor der er høstet, så der står alene tøre stubmarker tilbage og der er langt mellem husene/gårdene, så det må være kæmpe landbrugsejendomme.
Vi er fremme i Swellendam sidst på eftermiddagen og bliver taget godt imod af værtinden Lidia på vores næste lille overnatningssted Bergview Bed & breakfast. Vi får et dejligt stort lyst værelse og Lidia bestiller straks bord til os på en lille restaurant – Drosty. Vi har dog et par timer at slappe af i på værelset og vores lille balkon inden aftensmaden.
Drosty viser sig at være en rigtig hyggelig lille restaurant med en usædvanlig sød betjening og fantastik mad. Vi får vildt – blesbok, struds og impala. Det smager himmelsk. 

28. februar (Swellendam – Ruiterbos): Vi står op til flot solskin, men med lidt skyer oppe omkring bjergene bag os. Vi er ikke så glade for skyerne, for vi skal netop op i bjergene i dag. Jeg har læst om Route 62, som går oppe i bjergene og skulle være Sydafrikas svar på USAs Route 66. Vi kører op til Montagu og fanger route 62 derfra og kører østover. Vejret er meget blandet. Nogle gange høj sol og andre gange småregn og det er også nogenlunde det samme indtryk vi har af ruten. Der er momentvise flotte steder, men mest er det en lidt kedelig og øde strækning, der kun brydes af nogle enkelte vingårde og frugtplantager. Højdepunktet på dagen er, da vi fra Oudtshoorn kører de 30 km op til Cango Cave, som er over 20 mill. år gammel og Sydafrikas ældste turistattraktion. Vi tager en rundvisning med en meget underholdende kvindelig guide, som viser og fortæller os om de store grotter og deres tilblivelse. De er fantastisk flotte. Vi er enige om, at det er de flotteste, vi nogensinde har set, så det var bestemt ikke spildt at gøre en afstikker fra ruten for at få dem med.
Fra Oudtshoorn som er kendt for sine mange strudsefarme kører vi sydpå mod kysten igen. Vi har fået nok af Route 62! Vi stopper og overnatter på Eight bells Inn, som har fået meget fine anmeldelser i Lonely Planet. Det er også et meget hyggeligt sted. Meget engelsk med store sofaer og pejsestue, men der er ikke mange gæster. Vi tæller kun 9, men det er OK. Det er heldigvis nok til, at deres restaurant laver fin mad til os.

1. marts (Ruiterbos – George): Det er fuldstændig overskyet, da vi står op og det bliver desværre ikke bedre op af dagen tværd i mod. Skyerne hænger tunge over os og de giver desværre også lidt småregn ind i mellem. Vi vil ikke lade os gå på af det. Det er stadig omkring 20 grader, så vi kan godt gå rundt i shorts. Vi vil ud at spille golf og booker tid på Mossel Bay golf club, som svenskerne vi spillede med på Arabella forleden dag anbefalede. Vi booker tid kl. 12.20 og kører dertil, så vi er der i god tid. Det kan jo være, at vi kan komme til før tid. Vi bliver imidlertid meget skuffet, da vi kommer frem, for vi kan ikke spille. Der er en dameturnering og hjemmesiden, vi har booket igennem har fået besked på, at de ikke må booke tid i dag. Damen ved skrænken er meget ked af det på vores vegne og vil gerne hjælpe os, hvis vi kan spille i morgen, men der vil vi være længere nede af kysten, så det kan ikke nytte noget. Vi sætter os ind i restauranten, hvor hun tilbyder os en kop kaffe til at bøde på missæren. Samtidig med at vi skriver til bureauet for at få vores penge tilbage kommer hun med kaffe og kage til os og har også hentet manageren. Han beklager også meget over for os og tilbyder at ringe til andre baner, så vi kan få en golftid. Det ender med, at han har fået en tid til os på Kingswood i George til en yderst favorabel pris. Vi skulle have betalt R500 pr. person, men han har fået os ind til R230 (120 kr.) Det er vi meget glade for og kører de ca. 40 km til George.
Det er en lidt udfordrende bane og vi holder konstant i kø ved hullerne, men det er åbenbart almindeligt her. På hul 11 tilbyder bolden foran os, at vi kan spille sammen og dermed spare noget ventetid. Det er helt ok for os. Den ene er en virkelig god spille, mens den anden er som os, men de er meget hyggelige. De driller konstant hinanden og det viser sig at de spille om penge. Ikke mange – kun om 2.000 kr. som de siger! 2.000 kr. er åbenbart ikke så mange penge, når man ejer en golfbane. Den gode spiller viser sig, at være ejeren af golfbanen og han har et handicap på +2 🙂 På grund af den konstante kø tager runden os 4 timer og 40 minutter. Det er lang tid, når man også tager i betragtning, at både vi og alle øvrige spillere er i buggy, men vi har nydt turen og fået udfordret vores spil. Vi pakker straks bilen og kører mod vores hotel, da vi er færdige. Klokken er 18.30 og det er mørkt om en time og vi skal også helst have fundet et sted at spise aftensmad. Vores GPS kan ikke finde hotellet, så vi må spørge os lidt frem før vi finder det – French Lodge. For ikke at skulle køre rundt i mørke og regn, må vi for en gang skyld ty til fastfood fra mågen.

2. marts (George – Knysna): Det har regnet hele natten og det gør det også her til morgen. Øv, det er så trist at stå op til og ikke mindst, når vi nu skal ud på Garden Route, som kører langs kysten og jeg i hvert fald i mit hoved har et billede af sol og sommer J Vi må håbe, det bliver bedre op af dagen. Det har det jo med at skifte ret hurtigt hernede.Det er en kedelig vej til Knysna (N2). Kører gennem Wildernes og Sedgefield, som skulle være så kønt. Der er også en masse søer på den ene side af vejen og havet på den anden, men når man kører på en motorvej med 100-120 km i timen og der ikke er andre veje, så er det svært at nå at nyde udsigter og det i øvrigt også er overskyet og småregner, så alt er gråt i gråt. Vi kører fra motorvejen nogle gange for at komme ned til vandet, men det er alle blinde veje, så vi må tilbage på N2. Det er ikke den bedste oplevelse, vi får af Garden Route, som alle ellers siger, er så smuk. Det er først, da vi kommer frem til Knysna og Brenton at the sea, at vi kan se det smukke. Solen er kommet frem og vi tjekker ind på Brenton Haven Beach Resort, som ligger helt ned til stranden ved Brenton at the sea. Her er virkelig flot og vi får en dejlig lejlighed med udsigt til havet. Vi spiser frokost på en lille restaurant i nærheden og til aften kører vi tilbage over bjerget og ind til Knysna og et hotel, som ligger i tilknytning til golfbanen Simola, som vi gerne vil spille på i morgen. På hotellet forhører os om priserne på værelserne og får en hel rundvisning på hotellet, da der kun er udlejet et enkelt værelse og receptionisten derfor har masser af tid. Vi vil imidlertid kun bo på hotellet, hvis vi er sikker på også at kunne få en tee-off på golfbanen. Det ender med, at vi får en tid på golfbanen, men vi bestiller ikke noget værelse, da ikke vi gider at bo på et hotel, hvor der kun er et enkelt værelse udlejet og restauranten derfor ikke er åben.
Vi spiser aftensmad på Waterfront i Knysna, som ligger ud til den skønneste lagune med stille vand. Her er virkelig flot og hyggeligt og vi begynder at forstå hvorfor det er, at andre synes at Garden Route er flot J

3. marts (Knysna): Solen skinner fra morgenstunden J Vi spiser morgenmad på Deli cafe ved ressortet. Prøver at køre ud til Featherbed Nature Reserve, hvor der skulle være flotte udsigter over den smalle indsejling til Knysna, men alle veje er lukket og der er også meget afbrændt. Vi kan ikke komme derud og vi læser senere, at der har været en stor bushfire i juni 2017. Vi kører så i stedet ind til Knysna og videre ud til East Head på den anden side af indsejlingen. Her er der også udsigtspunkter, men de ligger mellem millionær-villaer og vi kører af små meget stejle veje for at komme der op. Villaerne heroppe må koste en formue. Dels er de store og dels ligger de med enten udsigt ud over havet eller ind over lagunen Knysna og bjergene bag ved. Skønnere beliggenhed skal man lede længe efter.
Vi har tee-off på Simola Golf Club kl. 14, men ankommer i god tid, så vi kan se lidt på lokaliteterne. Banen er udformet af Jack Nicklaus og bliver brugt til flere af de store turneringer og det bærer både banen og faciliteterne også præg af. Hold da op hvor er alting gennemført. Det må koste en formue at være medlem her eller også er der nogle gavmilde sponsorer.
Vi spiller sammen med et fransk par, som er rigtig søde, så vi får en skøn tur, hvor vi også begge 2 spiller ret godt efter lige at have smidt nerverne væk. Det er altid lidt angstprovokerende at skulle spille en helt ny bane, sammen med nogle man ikke kender og specielt, når de har handicap 9 og 16!
Det er som sagt en flot og til tider udfordrende bane og den tager også lang tid at spille. Den er fyldt godt op, så vi må vente på stort set alle huller. Det er lidt træls, men det giver os tid til at nyde banen og omgivelserne. På et par at hullerne er vi omgivet af bavianer. Vi er lidt bange for, at de skal angribe os eller tage vores bolde, da de godt kan være aggressive, men de lader os og vores bolde være i fred, så det er bare en ekstra oplevelse at have dem løbende rundt J
Vi er først færdig med at spille kl. 19.15 og det er i sidste øjeblik før det bliver mørkt, havde det bare været et kvarter senere ville vi ikke have kunnet se bolden. Det var en rigtig lang runde, men bestemt også en god runde. Pragtfuldt at spille på så flot en bane.
Vi skynder os at pakke udstyr sammen og køre til vores guesthouse The South Villa, hvor vi bliver taget godt imod og får et skønt værelse med udsigt til lagunen. Vi kan dog ikke se så meget andet end lysene, da det er fuldstændig mørkt nu. Efter tjek ind kører på ned på Waterfront og får aftensmad.

4. marts (Knysna – Storms River):Strålende sol hele dagen. Vi forlader Knysna for at kører videre østpå af Garden Route. Vores første stop er Garden of Eden, som skulle være et fantastisk sted for birdwatching. Det er en ca. 500 m gangbro igennem skov, hvor vi kun ser nogle enkelte fugle i toppen af træerne og en enkelt Knysna Lorie tæt på, men den forsvinder så hurtigt, at vi ikke engang når at indstille kameraet.  Vores næste stop er Robberg Nature Reserve 8 km syd for Plettenberg Bay. Det er en stor klippepynt, som strækker sig ud i havet og der er fundet klipper der daterer sig 120 millioner år tilbage og der er spor af mennesker, som har boet i grotter helt tilbage til stenalderen. Vi er nede i en af dem – Nelson Bay Cave, hvor arkæologerne har fundet beviser for at der har boet mennesker i stenalderen, som har levet af fisk. Ud over besøget i grotten går vi en tur ud over pynten. Det er en flot, men også varm tur og selv om det kun tager et par timer, kan vi mærke at solen har brændt os. Vi har fået pænt meget sol hernede bare ved at gå ture og spille golf, men vi skal stadig passe på og smøre os ind for ikke at blive forbrændt. Solen er meget stærk.
Vi spiser frokost ved stranden ved Beacon Island hotel i Plettenberg Bay. En skøn lille strand, hvor et par mænd har bygget fine sandskulpturer, som ligner hvaler og skildpadder og andre havdyr. For første gang vi ser nogen bade i havet og solbade på stranden. Det er nok mest turister for de er temmelig hvide, men det er de sikkert ikke i aften! Der ligner de nok mere kogte krebs J.
Vores næste stop er Monkeyland. Monkeyland er ikke bare en zoologisk have for aber. Der er ingen bure. Aberne kan frit bevæge sig rundt på et meget stort område, der godt nok er indhegnet med elektrisk hegn, så de ikke kan flygte, men det er tæt bevoksning og ingen bure. Aberne eller primaterne – det er ikke alle aber – er fra hele verden ikke kun fra Sydafrika. De er kommet ind fra private mennesker eller zoo´s. De har på en eller anden måde ikke passet ind, hvor de var, men bliver så sendt hertil for at få et bedre liv. De nuværende beboere er 2 Lemur arter fra Madagascar, 2 Langur arter, brøleaber, Squirrel Monkey fra Bolivia, Spider Monkey, brune Capuchin-aber, Red-backed Bearded Saki, Vervet Monkey og Gibbon-aber.
Vi så dem alle og de var rigtig søde. Der var ingen bavianer, da de bare laver ballade, som vores ranger fortalte. De prøver næsten dagligt at komme ind udefra, hvor vi også har mødt dem både på veje og på golfbanerne, men de bliver standset af det elektriske hegn rundt om området. De vil ind til de andre aber og til den lette mad. Aberne i Monkeyland bliver fordret dagligt på fodderbrædder.
Det var en rigtig god oplevelse at se aberne i Monkeyland selv om vi helst vil se dyrene deres rette element, men det her minder meget om den virkelige verden udenfor og dyrene så ud til at have det godt.
Klokken var nu næsten 17, så vi kører direkte til vores næste overnatningssted i Storm River – Tsitsikamma Village Inn, hvor vi tjekker ind og efterfølgende får en god kudu steak i deres restaurant.

5. marts (Storms River): Benytter os af at vi skal overnatte her 2 nætter og dermed ikke skal tjekke ud, så vi kan sove længe eller i hvert fald behøver vi ikke sætte vækkeuret. Da vi vågner er det fuldstændig overskyet og ser ud til regn, så det gør bestemt ikke noget, at vi har sovet lidt længere. Der er lækker stor morgenbuffet, som vi kan hygge os med, når nu vejret ikke ser så godt ud. Klokken er hen af 11 inden vi forlader hotellet og kører tilbage af N2 til Storm River Mouth, hvor der skulle være smukt omkring flodens udløb i havet.
Der er mange andre, som har fundet på samme ide, så parkeringspladserne er fyldt godt op, men det lykkedes da at finde et sted og holde inden der også kommer store busser med turister. Det er et populært sted og det kan vi godt forstå. Her er meget smukt og så er der lavet en eller rettere 2 hængebroer. En over floden og en ud til et udsigtspunkt. Det er også et tilløbsstykke. Alle skal ud på broen og se op gennem slugten, som floden har skåret ned gennem klipperne. Man kunne leje kajakker og luftmadrasser og sejle op af floden og jeg havde også læst, at der skulle være nogle turbåde, som sejlede op af floden, men de var der ikke.
Vi gik, som alle andre over hængebroen, men fortsatte op af en sti på den anden side, som førte os op til et højt beliggende udsigtspunkt. Det var lidt hårdt at gå der op, da solen nu var brudt igennem skyerne og dermed bragt temperaturen op på 27 grader og det var en temmelig stejl sti, men det var anstrengelser værd. Det var en meget flot udsigt ud over havet og floden og de store bølger, som slog ind over de forrevne klipper og sendte høje hvide skumsprøjt op i luften.
Nede igen sad vi ved en lille kiosk og fik is og sodavand og så på et par rock dassier, som legede i solen. Den ene var åbenbart vant til at få is for den hoppede op på bordet og slikkede på mit ispapir og kikkede op på mig, som om den ville sige ”giv mig noget af din is”. Det havde jeg nu ikke lyst til og alle steder står der også, at man ikke må fodre dyrene, så i stedet for at give den is, viftede jeg den væk.
Efter at have kølet lidt ned kørte vi til Bloukrans Bridge som har verdens højeste bridge-bungy-jump med 216 meter. Broen eller slugten, som den går over danner grænsen mellem Western og Eastern Cape. Vi kørte over broen i går, men det var sent, så vi ville hellere frem til vores hotel end stoppe her for at se broen og bungy-jumperne. Der er ikke så mange adrenalin-junkies, men vi snakker med et par, som står og tager mod til sig for at springe. De har købt billet og fået seletøjet på, men den ene han er stadig meget i tvivl om han tør. Man kan mod betaling komme på bridge-walk under broen sammen med bungy-jumperne og se dem gøre sig klar og springe. Vi skal absolut ikke ud at springe og hænge i en elastik over en 216 meter dyb kløft, men vi vil gerne på bridge-walk. Det er adrenalin-pumpende nok for os at gå på et trådnet i 216 meters højde og se ned i dybet J Det var nu ikke helt så skrækindjagende, som vi havde forventet at gå på trådnettet, måske fordi vi gik sammen med bungy-jumperne, som allerede var helt høje på grund af deres forestående spring og snakkede og råbte og gejlede hinanden op. Der var specielt 4 brazilianere, som opførte sig som om de var på speed. De 2 englændere, som vi havde snakket med, mens de ventede, var mere afdæmpede. Ude på midten af broen blev vi mødt af et helt hold af hjælpere og så blev der efter en kort briefing startet op med høj pumpende musik, som åbenbart skulle sætte jumperne yderligere op. Det gjorde det også for et par af brazilianerne startede ud i en vild breakdance J, men i det øjeblik de blev kaldt frem og fik sat snorene om benene, så blev de mere afdæmpede og den ene kyssede sin madonna-figur, som han havde om halsen, inden han gik ud og sprang! Det var meget underholdende at se dem hver især gøre sig klar og hvor høje de var, når de blev hevet op igen og glade kom over til kammeraterne. Vi kunne følge dem på en skærm i hele springets længde og se, hvordan de jublede, når elastikken endelig standsede deres frie fald mod slugtens bund og floden.
Vi fik ikke et lige så stort kick på broen som jumperne, men det var alligevel en god oplevelse J
Hjemme i Storm River gik vi på ”Marilyn´s 60´s diner” og fik burger. Det er en helt igennem gennemført amerikansk diner, med gamle biler og motorcykler i lokalet og Marilyn Monroe og Elvis billeder og plakater over alt på væggene og så spillede de udelukkende 60ér musik. Det er et sjovt sted og så kan de lave burgere. Vi fik den største burger, vi nogen sinde har set. Bollen fyldte en hel tallerken og så var der 3 store tykke burgere og bacon, salat, tomat og agurk i og selvfølgelig pommes frites til. En burger havde været nok til os begge, men det viste vi ikke, så vi havde selvfølgelig bestilt en hver! De øvrige gæster i restauranten grinede og ønskede os held og lykke, da de så de enorme burgere. Det var al for meget mad. Vi kunne slet ikke spise op.

6. marts (Storms River – St. Francis Bay): Det er lidt overskyet, da vi står op, men det ser ud til, at solen vil kunne komme igennem senere. Vi skal videre i dag. Det lakker desværre mod enden, men vi har da endnu 3 overnatninger inden flyveren går mod nord og sneen og frosten.
Vi kører mod St. Francis Bay, hvor vi har en enkelt overnatning inden vi ender i Port Elizabeth. Det er N2 næsten hele vejen med en afstikker til den gamle hovedvej, som kører parallelt med N2. Vi gør dog holdt ved Big Tree, som er et ca. 1000 år gammelt Yellow-wood træ. 36,6 m højt, 8.5 m i omkreds og med et rumindhold på ca. 51 km3.
Næste stop er ved broen over Storm River, hvor vi kan gå ud på broen og se ned i slugten. Slugten er ikke nær så dyb som Bloukrans i går, men floden har dog gravet sig langt ned gennem klipperne.
Vi gør ikke yderligere hold, da der ikke rigtig er noget at stoppe for. Vi kører langs bjergene, som er ganske pæne, men i øvrigt er det igennem skovbrug og landbrugsområde med hovedsageligt majs.
Vi bliver mødt af en enkelt forhindring undervejs, da der er sket et uheld, så vejen er spærret med masser af politi. Vi vælger en omvej, som desværre fører os ud på små 25 km støvet grusvej. Regnen forleden dag havde ellers lige sørget for at bilen så nogenlunde ud, men nu er den godt støvet igen!
Fremme i St. Francis Bay tjekker vi ind på Sandals Guest house, som er et rigtig flot hus med stråtag, som i øvrigt også alle andre huse i området har. Det er et meget smukt område og oser af penge. Vi bliver taget pænt imod og får et dejligt værelse og ejeren hjælper med at ringe til golfklubben og får booket en tid til os i morgen tidlig.
Det er fuldstændig overskyet og ser ud til regn, men det er varmt ca. 24 grader, så vi kører ud til Seal Point, hvor der ingen sæler er, men en skøn kyst med klipper og fyrtårn og efterfølgende til St. Francis havn, hvor vi sidder og hygger med en øl på en lille pub og ser på det arbejdende folk på havnen.
Hjemme igen slapper vi lidt af i haven ved swimmingpoolen. Vi er tilsyneladende de eneste, så vi er ganske ugernert. Vi bliver dog mødt af en herre i receptionen, som gør os opmærksom på, at vi altid skal lukke døre og vinduer, når vi forlader vores værelse for der er aber. Døren ud til vores balkon stod åben, da vi tjekkede ind, så vi lod den stå åben, da vi kørte, men det har resulteret i, at aberne har været inde og søge efter føde. Vi havde heldigvis kun stillet vores kufferter på værelset og ikke åbnet dem, så der var ikke sket noget med vores ting, men de havde snubbet nogle småkager, som stod til os sammen med kaffen J
Vi ser aberne på balkonen, da vi kommer op på værelset, men de kommer ikke ind, når vi er på værelset. De er søde at se på. Det er en hel familie med voksne og små unger. Nogle så små, at de stadig hænger om halsen på mor og andre har lige forladt hende, men er ikke ret store.
Vi får aftensmad på en restaurant lige i nærheden. Den ser ikke ud af noget særligt, men de laver god mad og vi kan fornemme, at det er et sted, hvor de lokale også kommer. Vi får østers og Ulrich tunsteak og jeg en angus steak. Det er alsammen så lækkert og dertil en flaske Ernie Els vin og det koster alt i alt 460 kr. Det er så dejligt at gå ud at spise her. Man får virkelig noget for pengene J
I øvrigt kommer værten over og spørger os om alt har været tilfredsstillende og samtidig spørger, han om vi har været ude at spille golf. Vi siger, at vi endnu har det til gode, men at vi har tee off i morgen tidlig. Han spørger om det er links-banen og da vi bekræfter det. Fortæller han, at det er en rimelig svær bane at spille og den kan godt sluge nogle bolde! Vi smiler og tænker ved os selv – gud ved om vi har bolde nok med J Efterfølgende snakker vi om hvordan han lige vidste, at vi spiller golf, men måske har vores tøj signaleret det?

7. marts (St. Francis Bay – Port Elizabeth): Vækkeuret er sat til 6.45, da vi skal stå på golfbanen kl. 8.40. Regnen øser ned. Det er vi ikke helt tilfredse med. Det er ikke sjovt at spille golf i regnvejr og iøvrigt heller ikke at holde ferie i regnvejr J
Vi har fået guesthouset til at lave lidt morgenmad til os før de egentlig åbner, da vi ellers ikke vi kunne nå at få noget, så vi sætter os ned og spiser morgenmad og håber på, at vejret klarer op eller at regnen i hvert fald stilner af.
Vores vært har booket St. Francis links bane, som er en bane designet af Jack Nicklaus lige som Simola banen i Knysna, som vi spillede forleden dag. Vi har aldrig spillet en linksbane før, så det bliver spændende og sikkert også udfordrende.
Regnen stilner af, mens vi spiser morgenmad, og da vi sætter bilen og går ind for at registrere os på St. Francis Links, holder regnen helt op. Det passer perfekt. Regnen har formentlig fået andre til at blive væk, for vi er helt alene, da vi starter ud og først efter halvvejspausen kommer der andre bag os, som begynder at presse os, men indtil da har vi haft et dejligt afslappet spil og nydt banen. Dem vi har snakket med, har sagt at den er meget svær, men det er ikke vores oplevelse på de første 9 huller. Vi laver faktisk begge 17 point, så det er ikke så ringe på en ukendt bane. De næste 9 huller er lidt sværere, så der går det knap så godt med pointene og der ryger nogle bolde i søer og buskads. Når en bold ryger i buske, hvor man ikke lige kan se den eller nå den med køllen, så er det bare at opgive den for efter sigende skulle der være nogle grimme slanger, som man helst ikke skal i nærkontakt med! På trods af udfordringer så nyder vi spillet, og vejret bliver også bedre og bedre. Faktisk skinner solen til sidst, og det kan vi også se og mærke i ansigterne bagefter, men det har været en skøn dag og vi er bestemt ikke blevet afskrækket for at spille på links-baner igen J
Vi sidder lige og slapper af med en cola, inden vi sætter os i bilen for at køre mod Port Elizabeth. På vejen runder vi Jeffreys Bay, som er surfers paradise. Der er nu ikke så store bølger i dag, men der er alligevel en del surfere ude. Det er en flot strand og vi finder en lille cafe og får en gang fish and chips, mens vi sidder og kikker ud på havet og surferne.
Vi er i Port Elizabeth sidst på eftermiddagen og tjekker ind på The Beach Hotel, hvor vi får et skønt værelse med udsigt til swimmingpool og havet.
Aftensmaden indtager vi på Spur Steak House, hvilket var en stor fejltagelse. Det må vi kunne gøre bedre i morgen, som er vores sidste aften i Sydafrika for denne gang. Spur Steak House ligger i det store complex Boardwalk, som er bygget op efter amerikansk forbillede. Et kæmpe område med butikker og restauranter omkring en sø og med et stort casino. Det er lidt mini Las Vagas med et stort og flot springvand med farvet lys, som springer i takt til musik, når det bliver mørkt, lige som man ser det foran Bellagio i Las Vegas. Det kunne nu ikke helt måle sig med Bellagio, men de forsøgte da J

8. marts (Port Elizabeth): Det er vores sidste hele dag i Sydafrika. Vi har ikke planlagt noget specielt i Port Elizabeth hjemmefra og ved egentlig ikke om der er så meget at se og opleve og dybest set gider vi heller ikke at gå rundt i en stor by den sidste dag. Vi vil hellere bare slappe af og nyde den sidste dag ud stress og jag og for os er det en tur på golfbanen. Vi er i underskud med golfspillet derhjemme p.g.a. det våde efterår og hernede spiller vi som en drøm 🙂
Vi får tid på Humewood Golf Club – som er en linksbane. Der er en golfbane mere i Port Elizabeth, men den kan vi ikke få tid på og det gik jo også udmærket på St. Francis linksbane i går, så det skal prøves igen.
Denne gang har vi først tee off kl. 12, så vi kan nå at nyde vores morgenmad på hotellet, inden vi kører ud til banen, som kun ligger små 4 km fra hotellet lidt længere nede af kysten. Det er flot solskinsvejr, da vi kører ud til banen, men det blæser en halv pelikan og vi får virkelig at føle, hvad det vil sige at spille på en linksbane, som netop er karakteriseret ved at være kystnær, vindomsust og med meget lidt eller i hvert fald lav vegetation, strid græs og ingen træer.
Vi kommer til at spille med et svensk par, som pudsigt nok begge har arbejdet som tur-guider for Albatros. De er meget søde og vores spil passer nogenlunde sammen, så det bliver en rigtig hyggelig runde omend vi er meget trætte, da vi er færdige, af at kæmpe os igennem blæsten. Heldigvis er det jo ikke koldt selv om det blæser, men vi får prøvet hvor meget vinden betyder og hvor meget vi skal korrigere vores sigte for ikke konstant at ramme ude i ruffen og selvfølgelig heller ikke i bunkerne, som der er så rigelige af og nogle af dem også pæne dybe 🙂
Hjemme på hotellet sidst på eftermiddagen slapper vi lidt af inden vi går ned på strandpromenaden og finder en skøn restaurant – Blue Water Cafe – hvor vi får den skønneste middag. Det råder virkelig bod på vores fejltagelse med valg af restaurant i går og det er ikke engang dyrere 🙂 Godt at det var her vi fik vores afskedsmiddag for det var en sand nydelse.

9. marts (Port Elizabeth – CPH): Det er hjemrejsedag og som om det ikke var trist nok, så regner det også, da vi står op. Vi skal først være i lufthavnen kl. 17, så vi har næsten en hel dag som skal fordrives. Det havde været let hvis vi bare kunne sætte os ned ved vandet og hygge, men det gør man jo ikke i regnvejr.
Vi trækker tiden over morgenmaden og forlader ikke værelset før kl. 11, hvor vi skal tjekke ud. Det er desværre ikke muligt at betale sig til sen udtjekning, da værelse er optaget.
Vi pakker bilen og kører ud til et naturreservat med fyrtårn og klipper. Der er ikke mange mennesker. Sandsynligvis p.g.a. vejret – småregn og blæst – men på vejen ud til fyrtårnet står en hel flok kvindelige arbejder midt på vejen. Vi kører forsigtigt hen til dem og de signalerer at de skal tale med os. Vi er lidt forsigtige, men ruller vinduet ned, samtidig med at vi rulle langsomt. De vil have os til at standse og en af kvinderne fortæller at de har en kvinde som er ved at føde. Vi kan ikke rigtig se nogen, så vi ignorerer dem og kører videre, men jeg får alligevel dårlig samvittighed og vender om. Tænk hvis der virkelig er en kvinde i knibe! Da vi kommer tilbage, kan vi se en kvinde ligge i græsset og så er vi ikke i tvivl. Vi tør ikke tage ansvar for at få hende ind i bilen, men vi siger, at vi kører op til gaten og beder dem hjælpe. Ved gaten tager vagten imod vores besked og kort tid efter kan vi se en bil køre i høj fart op til kvinderne og da vi senere lister os efter, kan vi se at der sidder 2 kvinder med lægetasker omkring den fødende kvinde og beder hende trække vejret, som man nu skal, når man har veer. Vi kører langsomt forbi og kvinderne rundt om takker os mange gange for hjælpen. De er meget taknemmelige og vi er glade for, at vi alligevel vendte om, selv om vi i starten var skeptiske.
Vi går en tur ude ved fyret i blæsten og ser på de truende sorte skyer, som kommer ind mod os. Det bliver dog aldrig til den helt store regn og torden, som det ellers ser ud til og et par timer senere skinner solen og vi får os en dejlig frokost på restauranten fra i aftes, hvor vi kan sidde og kikke ud over havet.
Det er desværre tid til at tage afsked med Sydafrika for denne, men det er nok ikke sidste gang, vi kommer her. Det er et dejligt land selv om de jo har deres problemer at slås med – specielt racerne imellem, men p.t. også med vandressourcerne.

Jeg har ikke skrevet så meget om sikkerheden hernede og vi har heller ikke ud over den første aften på nogen måde følt os usikre, men vi har tænkt meget over, hvor vi har færdes og på hvilke tidspunkter af døgnet. Vi har kun gået meget korte ture efter mørkets frembrud og kun på steder hvor de lokale har sagt, at det var ok at gå og når vi kører rundt selv om dagen, har vi alle døre låst og også vinduerne lukket, når vi er inde i byerne. Vi har undgået nærhed til townships selv i dagtimerne. Har vi nærmet os noget som kunne ligne townships, så har vi hurtigt ændret retning. Ikke fordi vi har følt os truet, men når man ser hvilke forhold de lever under med skrald over det hele og huse bygget af affaldstræ og blikplader og plastik, så er det ikke svært at forstå, hvorfor der er spændinger i landet. De hvide bor i kæmpe flotte villaer og går på dyre restauranter få hundrede meter derfra og når vi som hvide kommer kørende, repræsenterer vi jo også den rige side af samfundet, så vi kunne let blive ofre for vrede. Vi har dog som sagt ikke været ude for noget som helst. Alle har været meget imødekommende og søde over for os.

Hjemrejsen går planmæssigt fra Port Elizabeth over Johannesburg og Amsterdam og vi er hjemme i København først på eftermiddagen og kan tage bilen, som står på langtidsparkeringen og venter på os. Det har taget omkring 23 timer at komme hjem, så vi er lidt trætte selv om der ikke er jetlag, da tidsforskellen kun er 1 time.