Dagbog fra Sydafrika (2016)
Så er det tid til vinterferie og sol og varme. Efter sidste års tur til Namibia, Botswana og Zimbabwe har vi fået blod på tanden og vil se mere af Afrika. Denne gang går turen til Sydafrika. I modsætning til sidste år er vi nu på egen hånd. Det var meget hyggeligt med rejseselskabet sidste år, men vi vil hellere klare os selv og rejse i vores eget tempo og bruge tiden, hvor vi synes er rart i stedet for at skulle følge en rejseleder. Vi er ikke så kendt med hvor og hvordan man kan rejse rundt i Sydafrika og har derfor lænet os meget op af en veninde og hendes mands tur og lavet nogle småjusteringer i forhold til vores interesser. Vi har derfor sammensat en kør-selv-ferie, hvor vi både skal på safari, ud at dykke, vandre i bjergene og forhåbentlig også får tid til at slappe af med lidt golf.
Vi har booket alt hjemmefra både bil og hoteller, så vi ikke risikerer at stå uden tag over hovedet. Vi ved jo som sagt ikke så meget om hvor let det er at finde logi under vejs, så better safe than sorry!
13. – 14. februar (København og Johannesburg – Blyde River Canyon): For en gang skyld skal vi ikke op før en vis herre får sko på for at komme i lufthavnen. Vi skal først flyve kl. 17.15, så vi har hele formiddagen til at nusse rundt og få pakket. Kl. 13.30 går vi ned til bussen og kører ind til lufthavnen. Alt går planmæssigt og vi får tid til at sidde lidt i loungen, hvor jeg i øvrigt møder en af kollegaerne, som er på vej til Australien.
Vi skal flyve med British Airways til London og herfra videre med South African Airways til Johannesburg. Det hele går fint. Vi får OK pladser, men får dog ikke sovet meget selv om det er en natflyvning. Det er nu engang svært at få en god nats søvn, når man skal sidder i et flysæde, så da vi kommer frem til Johannesburg efter 11 timers flyvning er vi ikke just udhvilede, så jeg er ikke vild med at skulle køre omkring 400 km op til vores første hotel, men der er ikke rigtig noget alternativ, da vi har reserveret det i forvejen.
Vi kommer lidt sent ud af lufthavnen, da det tager temmelig lang tid at komme igennem paskontrollen og de er heller ikke specielt hurtige hos Avis, hvor vi skal hente vores Toyota Corolla.
Vi forlader lufthavnen kl. 13 og har som sagt omkring 400 km at køre op til Blyde River Canyon, hvor vi skal bo de første 2 nætter. Det bliver mørkt kl. 18.30, så vi skal i hvert fald være fremme inden da.
Det er motorvej ud af Johannesburg og nordpå, så det er lidt angstprovokerende at sætte sig ind i en fremmed bil og køre i venstre side af vejen og så starte på en motorvej. Solen skinner og der er 27 grader, men jeg har en fornemmelse af, at der er mindst 35 grader i bilen 🙂 Heldigvis går det rimelig hurtigt med at komme ud af Johannesburg og over på noget der minder om en hovedvej og trafikken ebber ud, så jeg kan begynde at tage det mere roligt.
Det er fin hovedvej de næste 250 km (rute N12 og N4) næsten op til Nelspruit, hvor vi kører fra hovedvejen og fortsætter op mod Sabie. Halvvejs kører vi imidlertid ind i et frygteligt torden og regnvejr. Lynene brager ned i rette linier foran os. Aldrig har vi set så mange lyn, som løber lige mod jorden. Normalt går ladningerne mellem skyerne, men ikke her!
Bortset fra uvejret, som driver over i løbet af en lille time er turen rimelig kedeligt landbrugsland med majsmarker, men op mod Sabie kommer vi ind i bjergrigt område, som er meget flot. Det meste er bløde grønne bakker, men der kommer efterhånden også forrevne klipper i flotte røde farver. Vi er på vej op i Drakensbjergene.
Jeg havde hjemmefra regnet med, at vi kunne stoppe undervejs og se nogle af de flotte udsigtspunkter over Blyde River Canyon og vandfald m.v. men det viser sig, at vi skal have speederen i bund for at nå frem til vores resort inden det bliver mørkt. 
Jeg troede det lå lige uden for Graskop, men der er yderligere 50 km fra Graskop, så vi er først fremme ved Forever Blyde Canyon, hvor vi skal bo kl. 18.30 lige inden lyset bliver slukket.
Det har holdt hårdt med at holde sig vågen bag rattet efter den lange flyvetur, men vi er fremme og får en fin hytte (nr. 98) med 2 værelser og køkken og med den skønneste udsigt til The three Rondavels. Bedre udsigt kan man ikke ønske sig. Desværre er vi for trætte til at nyde det, så vi går blot ned i restauranten og får lidt aftensmad og ligger i vores senge kl. 21.00.
(Hvis vi skulle gøre turen om, ville vi vælge at tage den først overnatning i Sabie. Det er en rimelig tur fra lufthavnen og så er man i den sydlige ende af panorama-ruten og kan nyde turen nordpå uden at bruge for meget køretid frem og tilbage.)
(Kørt 440 km)
15. februar (Panorama-ruten): Vi vågner kl. 6.15, som om vi skulle på arbejde. Solen står allerede højt på himmelen og der er ikke en sky. Vi kikker på hinanden. Skal vi stresse afsted eller skal vi tage den med ro og sove et par timer mere? Vi bliver enige om det sidste og næste gang vi vågner er kl. 9! Vi har sovet i 12 timer, så vi må have trængt til det 🙂
Morgenmad i restauranten og så ud i bilen. Vi skal retur, hvor vi kom fra i går for vi bor i den nordlige del af Blyde River Canyon og vi fik jo ikke set noget undervejs i går, så nu må vi retur og starte forfra.
Der er 75 km ned sydpå til Mac Mac Falls. På vejen kører vi ind omkring Pilgrims Rest, som
er en gammel guldgraverby. De første guldfund fandt sted i Pilgrim’s Rest i 1873, adskillige år før det store guldrush i Johannesburg. En del af byen er bevaret som den stod, da det hele begyndte at ebbe ud i 1920’erne, da store mine-selskaber overtog og der ikke var plads til den lille guldgraver mere. Her er huse med bliktage, benzinstation, bank og ikke mindst hotel. Royal Hotel fra 1894 er et sjældent vellykket forsøg på at fastholde datidens stil. Den lille pub ved siden af var oprindelig kirke i nabolandet Mozambique. Vi går en lille tur rundt i byen og ser på de gamle huse og alle souvenirbutikkerne, som sælger træskærer-arbejder m.v. Byen er hurtigt overset, men da vi kommer tilbage til bilen, bliver vi noget overrasket. En ung mand står og tørrer den af efter at have vasket den. Vi fik den udleveret flot ren i går, men uvejret i går gjorde, at den var temmelig beskidt, men manden har vasket den, så den nu står funklende ren. Vi havde ikke bestilt en vaskning, men havde dog set et skilt lidt længere nede af vejen, hvor der stod bilvask. Ulrich begynder at protestere over for manden, men jeg nænner ikke at diskutere. Det er kun vores anden dag i Sydafrika og vi er allerede taget ved næsen. Hvordan skal det ikke gå? 🙂 Vi betaler for bilvasken og bliver enige om, at det er en del af vores ulandsbistand.
I en nu ren bil kører vi ned til Mac Mac Falls og herefter nordpå, som i går, men denne gang har vi tid til at se attraktionerne under vejs, hvilket indbefatter Pinnacle (en flot klippeformation), Gods Window, hvor man ser ud mellem bjergene til lavlandet og Kruger Nationalpark. Lisbon Falls som er 3 rigtig flotte vandfald.
Det er ved at blive sent. Tiden flyver af sted. Vi er fremme ved Bourke’s Luck Potholes kl. 16.40 og indgangen lukker klokken 17.00, så vi har travlt, men fordelen ved at komme så sent er, at der stort set ikke er nogen mennesker og lyset er helt perfekt. Bourkes Luck Potholes er et virkelig flot naturfænomen. Floderne Blyde og Treur løber sammen her og vandet har gennem århundreder udhulet bjerglandskabet og formet det i dybe, grydelignende huller.
Floderne fik deres navne den gang voortrekkerne forsøgte at finde vej gennem bjergene. Det var i 1840’erne. En gruppe gik i forvejen, men vendte ikke tilbage. Familierne troede, de var døde. De gav floden, de havde slået lejr ved, navnet Treur (sorg på afrikaans) og drog videre. Men få dage senere blev sorg forvandlet til glæde, da de blev indhentet af deres fortabte mænd. Derfor hedder den anden flod i området Blyde (glæde).
Selv om vi ikke har så meget tid til at nyde det skønne område er vi glade for, at vi er kommet hertil på det sene tidspunkt. Aftenlysets bløde nuancer giver landskabet en ekstra dimension. Det er dagens skønneste højdepunkt indtil videre!
Videre nordpå med 100 km i timen for at nå The Three Rondavels inden de også lukker for 
os. Vi er ved at køre ind i en flok bavianer, som har valgt at krydse vejen. Det er de første vilde dyr, vi ser ud over køer, heste og et par æsler, som vist ikke kan siges at være vilde!
Klokken er 17.30, da vi når frem til udsigtspunktet ved The Three Rondavels og porten lukker kl. 17.00! En bil foran os får tilsyneladende overtalt vagten til at slippe dem igennem, så vi forsøger det samme. YES, det lykkes. Vi får tilladelse til at køre igennem porten, hvis vi er hurtige. Det er vi selvfølgelig og kører med sømmet i bund op til kanten, hvor der er et fald på omkring 750 meter ned til bunden af kløften og floden.
Wauw et syn der møder os. Det er så smukt, så smukt. Foran os ser vi over på The Three Rondavels, som er 3 hytteformede klippeformationer i røde nuancer og til venstre ser vi ned i 
Blyde River Canyon, hvor floden løber i hestesko-form omkring en høj klippeformation i midten og bagved strækker lavlandet sig så langt øjet rækker. Det er et syn for guder! Blyde River Canyon er den 3. Største canyon i verden efter Grand Canyon i USA og Fish River canyon i Namibia. Den er 26 km lang og falder 750 m og er utilgængelig i det meste af dens længde. Der er ikke nogen veje over kløften og heller ikke nogen direkte adgang mellem top og bund. Der er kun få steder, hvor man kan komme ud til udsigtspunkter og se ned i kløften og nyde det flotte syn og her ved The Three Rondavels er det mest spetakulære udsigtspunkt af dem alle.
Efter dette vidunderlige syn giver vi vagten en pæn håndfuld drikkepenge, som han tilsyneladende ikke havde forventet. Han bliver i hvert fald meget glad.
Hjemme på resortet kører vi op til resortets eget udsigtspunkt mod The Three Rondavels og kan vi lige nå at nyde en gin-tonic på vores terrasse, hvorfra vi også kan se The Three Rondavels inden solen går ned. Det kan simpelt hen ikke blive en bedre afslutning på dagen. Aftensmad i resortets restaurant og herefter op og skrive dagbog og tidlig i seng 🙂 Det har været en perfekt dag.
Overnatning på Forever Blyde Canyon.
(kørt 185 km)
16. februar (Blyde River Canyon – Balule Nature Reserve): Vi har vist trængt rigtig meget til denne ferie. Endnu engang har vi sovet næsten 12 timer i træk! Vi har heldigvis ikke særlig travlt i dag. Vi skal kun køre små 100 km, så vi kan stille og roligt få vores morgenmad og studere vores kort inden vi tjekker ud kl. 11 og kører mod Mohlabetsi Safari Lodge, hvor vi skal bo de næste 4 nætter.
Mohlabetsi Safari Lodge ligger i Balule Nature Reserve. Det er et “Big Five” safari område og er verdensberømt for det varierede dyre- og fugleliv. Det blev grundlagt for 10 år siden, da nogle jordejere besluttede at nedlægge hegnene mellem deres jorde. Siden er reservatet vokset til de nu 43.000 hektar og det vokser fortsat i takt med at flere jordejer tilslutter sig. Området er samtidig en del af Great Kruger National Park, som er betegnelsen for det samlede areal af såvel den statsejede del af parken (Kruger National Park) som de tilstødende private reservater (herunder Balule Nature Reserve), hvor man har nedlagt de officielle hegn i forsøget på at genskabe safari dyrenes naturlige vandringsmønster.
Kruger National Park, Sydafrikas bedste safariområde har 13.000 elefanter, 5.000 giraffer, 86.000 impalaer, 1.500 løver og 5.000 næsehorn. Kruger National Park er Sydafrikas største og mest berømte nationalpark og safari område. Parken er 19.633 km2 og blev grundlagt i 1926 af Paul Kruger, som var leder af Transvaal Republic. Målet var og er at beskytte det afrikanske dyreliv, og Kruger National Park har til fulde opfyldt dette. Her er det muligt at se op til 147 forskellige pattedyr, 104 forskellige krybdyr, 507 fuglearter og 1.771 plantearter, blandt disse 357 træ- og buskarter.
Kruger National Park udvider sig hele tiden. Nye områder inddrages i de private områder vest for parken, ligesom Balule Nature Reserve er blevet det, og også mod øst udvider parken sig. Hegnet mellem den sydafrikanske Kruger National Park, Gaza National Park i Mozambique og Gonarezhou i Zimbabwe er taget ned, så safari dyrene frit kan vandre i et kæmpestort område. Dette projekt, som hedder Greater Limpopo Transfrontier Conservation, er under stadig udvikling.
Det første lille stykke vej fra Forever Blyde Canyon, er stadig oppe i bjergene, men snart kører vi ned i lavlandet, som er opdyrket land. Det er den ene citrus og mango-plantage efter den anden og langs vejen er der med jævne mellemrum boder, hvorfra de sælger mango. Inde i Graskop i går så vi 3 mangoer for 12 rand dvs ca. 6 kr. Det er noget billigere end i Danmark 🙂
Efter lidt over en time er vi i Hoedspruit, hvorfra der kun skulle være være 10 km til lodget, hvoraf 7 km er på grusvej. Det viser sig at kørevejledningen er noget misvisende. Det er 10 km af landevej og herefter 7 km på grusvej og det er ikke nogen hel jævn vej, så vi lister os lige så stille frem og prøver at undgå det største huller og sten. Vi kommer uskadt frem og ligeledes bilen og bliver taget i mod af Tony, som kommer helt ud til bilen og byder os velkommen til Mohlabetsi Safari Lodge. Inde i receptionen kommer også Alma og hilser på. Det er tilsyneladende værtsparret. Vi får iste og Tony sætter sig sammen med os og fortæller om, hvordan lodget fungerer med mad og safarier og vi får anvist vores rondavel nr. 5. Det er en dejlig lys og venlig hytte med udebad. Vi føler os straks godt til pas og efter en dukkert i poolen, hvor aberne springer rundt i træerne over os, får vi den skønneste frokost som først er carpaccio af springbuk med pasta til og derefter en pandekage med is. Hvis det er standarden for maden, så bliver det godt 🙂
Vi kan godt mærke, at vi er kommet ned fra bjergene. Oppe i bjergene havde vi mellem 25 og 29 grader, men hernede ligger vi på 34-38 grader. Vi ligger os ind i hytten og holder siesta. Det er lige en tak for varmt, men vi vænner os forhåbentlig til det i løbet af de næste dage.
Kl. 16.30 er der safarikørsel. Vi kommer i en jeep til 9 personer, men er kun 7, så vi har en plads ledig imellem os. Det er rart, at der ikke skal sidde nogen i midten. Vi har hørt at der ikke er så mange dyr her i Sydafrika, som vi ellers har været vant til i Tanzania, Namibia og Botswana, men nu må vi se. Rangeren vil ikke garantere, at vi ser the big five, men han vil prøve, om han kan finde dem til os.
Vi begiver os ud i bushen. Her er meget, meget tørt og det til trods for at det egentlig skulle være regntid nu! Der burde være grønt over det hele, men det er gult og der er ikke noget græs. Selv vandhullerne er tørret ud. Iflg. rangeren har det ikke regnet i 2 år!
Vi har ikke engang kørt 10 minutter før vores spotter, som sidder ude på venstre forskærm på en stol, får øje på en leopard!! Det plejer og være den sværeste at finde og så starter han med den. Det tegner godt 🙂 Leoparden ligger i skyggen under et træ og er helt bevist om, at vi nærmer os. Rangeren kører tæt op til den og åbenbart for tæt i forhold til, hvad den synes om, for snart rejser den sig og går. Hvis vi havde været i de andre safarilande, som vi har været i, havde det bare 
været ærgerligt og vi ville være fortsat af de markerede veje, men sådan er det åbenbart ikke her. Rangeren kører efter leoparden gennem buske og over små træer og en anden jeep, som også har fået øje på leoparden, kører også igennem alt for at komme tæt på. Vi følger den gennem buskadset et stykke tid og vi får helt ondt at det stakkels dyr, som nærmest bliver jagtet af 2 biler. Da en tredje bil støder til, stopper vores ranger jagten. Han siger, at de har en regel om, at der højst må være 2 biler efter et dyr! For os er det helt OK. Vi synes måske slet ikke, at man skulle jagte dyrene. Vi vil gerne se dem i deres naturlige verden, men med respekt for dyrene, selv om det måske så bliver på lidt længere afstand.
Vi kører lidt rundt uden at se andet end nogle perlehøns, men så er der pludselig 4 løver, som også ligger og daser i skyggen under nogle buske. Det kan godt være der ikke er så mange dyr her, men vi får da set de store kattedyr, som vi synes er spændende. Det bliver også til et par kuduer,
impalaer, vortesvin, en flok bøfler og adskillige elefanter, en enkelt hyæne og 4 giraffer, som vi dog først ser mens vi står og får en øl i solnedgangen, så de er lidt svære at se som andet end silhouetter mellem træerne. Det har været en god safari. Det kan godt være der ikke er så mange af hver slags, men vi har set mange forskellige dyr og spændingen ved at køre rundt og få øje på dyrene er lige god om der mange eller få.
Hjemme på lodget kan vi kun nå at nette os lidt inden der er mad ude på græsplænen, hvor der er tændt bål og sat fakler op rundt om bordene. Der er kun levende lys på bordene, men der er elektrisk lys, som peger ud mod bushen, så vi kan sidde i halvmørket og nyde vores mad, samtidig med at vi kan holde øje med om der skulle komme nogle dyr forbi på vej ned til vandhullet, som ligger lige uden for lodget. Det er utrolig stemningsfuldt at sidde her i natten med stjernehimlen og naturens lyde. Og sidst men ikke mindst. Der er ikke nogen myg, så vi kan sidde i shorts og korte ærmer og ikke være generet af de blodsugende bæster, som oven i købet kan have malaria med sig. Det kan vi godt holde ud et par dage 🙂
17. Februar (Balule Nature Reserve): Så er det slut med at sove længe! Der bliver bliver banket på vores dør kl. 5.00, hvor det stadig er mørkt. Vi har meldt os til en bushwalk, som starter så snart det bliver lyst. Det vil sige omkring kl. 5.30. Vi kunne vælge mellem en jeep-safari eller en bushwalk og vi valgte altså gåturen. Vi kan tage jeep-safarien de næste par dage. Vi tager et hurtigt bad i vores udendørs bad inden vi mødes med rangeren Karl og Folker fra Tyskland, som også skal med på bushwalk. Vi havde regnet med, at det ville være koldt her til morgen, men der er 25 grader, så vi får vist ikke brug for vores varme trøjer. Det er skyet og det er ret heldigt, når vi skal være aktive.
Rangeren Karl starter med at putte en patron i sin riffle inden vi forlader lodget. Det er både betryggende og lidt uhyggeligt, at han har riffel med. Vi starter ved vandhullet lige uden for lodget. Der skulle efter sigende være en krokodille, men vi ser den ikke. Vi ser i det hele taget ikke så mange dyr kun impalaer, zebraer, giraffer og en enkelt Honey badger, men det er heller ikke formålet med gåturen. Vi hører en masse om træer og buske og lærer at kende dyrenes fodspor fra hinanden. Det er en meget interessant bushwalk selv om vi ikke ser de hyæner, som Karl havde forventet at kunne vise os, men pyt med det.
Kl. 9 er vi hjemme på resortet igen og en velfortjent morgenmad står klar til os. Herefter er der dømt afslapning og dagbogsskrivning indtil kl. 14, hvor der er frokost. Vi bliver vist ikke stresset af at være her. Det skulle da lige være af at lave ingenting 🙂
Frokosten er en beef-salat, som smager utrolig godt og derefter is med noget frugtpure over. Det smager skønt. De er virkelig gode til at lave mad her på resortet.
Efter frokost læser og småsover vi, indtil det er tid til eftermiddagssafarien, som hver dag starter kl. 16.30. Der er en del af gæsterne, som er rejst og nye er kommet til, så nu er det allerede os, der er de hjemmevante, som straks hopper op på de første pladser i jeepen, hvor der er bedst udsyn 🙂
Det kan godt være, at vi ikke fik noget adrenalin-kick på morgenens bushwalk, men det får vi til gengæld på eftermiddagens safari! Vores spotter og driver får med det samme øje på spor fra løver, som de vil finde til os. De må ud af jeepen et par gange for at følge, hvor sporerne fører hen, men mens de er ude af jeepen og afsøger bunden af et vandhul, hvor der jo ikke er noget vand p.t. får en af de unge svenske fyre øje på et par løver oppe på dæmningen bag vandhullet.
Spotter og driver skynder sig retur i jeepen og kører en lille omvej rundt om dæmningen, så vi kan få det bedste udsyn til løverne. Det viser sig at være en flok på hele 7 stykker. En hun
med sine og en andens unger. Det er fortrinsvis hunner, men der er også et par unge hanner, som endnu ikke har fået manke endnu, så på afstand ligner de hunnerne. Det er en meget sulten flok. De har tilsyneladende ikke været i stand til at fange et bytte i lang tid. Maverne er tomme og man kan tælle ribbenene på dem. De rejser sig og lunter lige så stille af sted, da vi får øje på os. De kommer lige imod os! Heldigvis for os er vi åbenbart ikke på deres menukort for de kikker blot op på os og går så rundt om jeepen. Vi er alle helt høje. Så tæt har vi aldrig før været på løver. Vi kunne have rørt dem, hvis vi havde rakt hænderne ud af jeepen. Men vi holder dem pænt indenbords og holder i stedet fingeren på udløserknappen på kameraerne. Det er utrolig så mange billeder, der kan blive knipset efter hinanden :-). Vi følger efter løveflokken et stykke tid indtil de vælger at ligge sig ned og slappe af og der kommer 3 andre safari-biler til. Så træder reglen om max. 2 biler omkring dyrene i kraft og vi fortrækker. Det er helt OK for os. Vi har fået en fantastisk lille halv time med løveflokken, som vi håber får held til at fange noget mad i nat, så de kan få fyldt de slunkne maver op.
Vi fortsætter vores søgen efter flere spændende dyr og det er åbenbart vores lucky day. Snart holder vi lige ud for en leopard, som har nedlagt en impala og er ved at fortære den. Det er et barsk syn at se den ellers søde og flotte impala ligge med bugen sprættet op og leoparden, der lystigt æder af maven på den.
Jeg vil gøre plads til at Ulrich bedre kan se og rykker mig derfor i sæddet. Hvilket jeg senere får skæld ud for af rangeren fordi det forstyrrer leoparden og kan skabe en farlig situation. 
Der sker heldigvis ikke noget farligt her, men det er rigtigt at det forstyrrer leoparden, men i dette tilfælde giver det os en fordel 🙂 Den vælger nemlig at flytte sit bytte op i træet, hvor vi bedre kan se den. Det er utrolig at se hvordan den først tager bestik af træet og dens muligheder for at komme derop og derefter tager impalaen i munden og klatrer helt ubesværet lodret op af stammen og hænger impalaen over en gren. Et makabert syn med impalaen hængende livløs i 4-5 meters højde og leoparden siddende stolt ved siden af den og slikke blodet af sine poter.
Efter disse 2 fantastiske oplevelser med en løveflok og en leopard med sit nyligt fangede bytte kan man vist ikke ønske sig mere af en safari-tur. Nu hvor jeg skal skrive dagbog kan jeg i hvert fald ikke huske mere af den tur selv om vi kørte rundt en lille times tid mere, men vi havde rigtig meget at snakke om, da vi traditionen tro fik en drink, mens vi så solen går ned.
Aftensmaden fik vi serveret i bomaen, som er en runding med mur på den ene halvdel af cirklen og åbent i den anden halvdel og med forhøjet bålplads. Det var rigtig hyggeligt at sidde og spise, mens vi så ind i bålet og ud over bushen.
Overnatning på Mohlabetsi Safari Lodge
18. Februar (Balule Nature Reserve): Dagen starter som i går med banken på døren kl. 5. Det går rimelig hurtigt med at vænne sig til det, da vi jo også går tidligt i seng. Faktisk lige efter aftensmaden, så den bliver i hvert fald ikke over 10! Og det kalder man ferie 🙂 Det er nu ikke svært at komme op, når man ved hvilke spændende safari-ture der venter. Vi mangler kun at se næsehorn for at kunne sige, at vi har set “the big five”, som er løve, leopard, bøffel, elefant og næsehorn. Da lodget brøster sig af, at have alle 5 “baghaven”, er rangerne ivrige efter at finde dem til os. Vi vil også meget gerne se næsehorn, for på de øvrige safarier vi har været på, har vi kun set dem på meget lang afstand.
Agendaen er derfor klar fra morgenstunden. Vi skal på jagt efter næsehorn! Igen i dag er det overskyet fra morgenstunden og det kunne godt se ud, som om der er regn på vej. Temperaturen er også nede omkring 24 grader fra morgenstunden, så det bliver sikkert en hel behagelig dag ligesom i går.
Vores morgensafari fører os langt omkring i Balule reservatet og vi ser hvor afvekslende terrænet trods alt er. Vi kommer bl.a. til at køre omkring Mohlabetsi River, som er et skønt
område. Meget kuperet og med palmer og grønt græs i flodsengen ud over sandet. Vand er der imidlertid ikke meget af. Kun en lille bitte pyt kommer vi forbi, men vi kan forestille os, hvor smukt det må være, når floden også løber igennem.
Dyr ser vi imidlertid ikke mange af og slet ikke næsehorn, så både vi og rangerne er lidt slukøjet, da vi kommer hjem, men de påstår, at det nok skal lykkes at finde dem!
Det er stadig overskyet, da vi kommer hjem og har fået morgenmad, så vi våger pelsen og ligger os ud til poolen med vores bøger. Solen virker ikke så hård her fra morgenstunden, så lidt kan vi vel tåle. Det går også fint indtil frokost, hvor solen næsten har brændt skyerne væk. Herefter er der ingen andre steder end skyggen, som er værd at være! Temperaturen sniger sig op på 33 grader i skyggen.
Eftermiddagssafarien fortsætter, hvor vi slap i morges. Næsehornene SKAL findes. Rangerne vil ikke give op! Deres ihærdighed giver pote. Allerede efter en halv time finder de dem. Og vi er meget heldige. Der er hele 4 stk. 2 hunner med en unge og en stor han. Det er et fantastisk syn. De er kun 10-15 meter fra os, så endelig lykkedes det os at komme tæt på dem. Dagen er reddet og rangerne er også glade 🙂
Efter at have studeret næsehornene, kommer vi også meget tæt på en flok elefanter, hvor specielt den ene virker noget truende. Den kommer flere gange helt hen foran vores jeep og rører næsten ved spotteren med snablen og basker med ørerne og stamper i jorden og kaster jord op over ryggen med snablen. På et tidspunkt er jeg faktisk bange for om den vil gå til angreb på bilen, men både spotter og ranger ser rimelig rolige ud, så vi må formode at de har styr på dyrenes lune!
Senere ser vi en mere rolig flok elefanter, som står og drikker vand og ligeledes et par 
giraffer, der drikker vand. Godt man ikke er giraf. Det ser virkelig ud til at være en kamp for at få en lille tår vand. De lange stive ben bliver sat ud til siderne og forsøgt bøjet, men der er stadig langt ned med den lange hals. Man får næsten ondt af dem. Dels tager det lang tid at få slukket tørsten på den måde og dels er de temmelig sårbare over for angreb, når de står i denne akavede stilling.
Ved et andet vandhul får vi set et par hyæner, som kommer helt hen til os. Den ene har kun 3 ben, men har til trods for sit handicap formået at blive voksen. Naturen plejer ellers at være rimelig barsk ved dyr som har svaghedstegn, men denne har klaret sig. Hyæner er ikke specielt kønne og vi husker stadig, hvordan de jagtede og nedlagde en kudu i Botswana på vores aftensafari. Skrigene fra kuduen og de knasende lyde af ben, der blev knust mellem kæberne på hyænerne har vi ligeledes i erindring, så vi har ikke så venlige tanker til overs for disse 2 hyæner, selv om vi jo godt ved at det er naturens gang.
Vi nyder en flot solnedgang med en gin tonic i hånden, inden vi kører hjem til lodget og får aftensmad. Denne aften er der dækket op til os på græsplænen.
Overnatning på Mohlabetsi Safari Lodge
19. Februar (Balule Nature Reserve): Vi er ved at komme ind i en form for trummerum. Morgensafarien bød på mange forskellige dyr, men ikke nogen vi ikke havde set før. Vi kom dog tæt på nogle zebraer, hvilket vi ikke har været før på denne tur. Leoparden, som forleden hængte en impala op i træet, havde nu taget den ned igen eller spist den op. Den hang i hvert fald ikke oppe i træet mere og leoparden lå nu i nogle buske i nærheden og slappede af.
Solen har brændt alle skyerne væk, så nu brager solen ned og varmen stiger mærkbart. skyggen kalder og selv her er den ved frokosttid oppe på 40 grader. Vi er nødt til at ty til vores hytte for at holde det ud 🙂
Eftermiddagens safari byder ikke på mange dyr. Måske fordi det er så varmt og de derfor søger skygge under træer og buske. Temperaturen har rundet 42 grader, da vi kører ud fra lodget. De eneste dyr vi ser ud over de allesteds nærværende impalaer og et par elefanter, er nogle flodheste. De boltrer sig i floden lige neden for det vist nok danskejede resort Nyati. Vi får for en gang skyld lov til at komme ned fra jeepen og går i samlet flok med rangeren og hans ladte riffel helt ned til flodbredden, hvor vi kan se dem ved den anden flodbred.
Efter en hed tur nyder vi aftensmaden i bomaen, hvor Karl steger vildt-pølser over bålet og kokken flamberer desserten ligeledes over bålet. Det er meget hyggeligt med aftensmad på den måde.
Overnatning på Mohlabetsi Safari Lodge
20. Februar (Balule Nature Reserve – Mhlambanyatsi, Swaziland): Sidste morgensafari ved Mohlabetsi. Det blev en hel fantastisk tur selv om vi allerede fra morgenstunden kl. 5.30 havde 26 grader og de lovede op til 47 i løbet af dagen. Vi kørte endnu engang ud til et område af parken, som vi ikke havde set før og som skilte sig ud ved at have nogle store åbne områder med flade klipper, så man rigtig kunne se dyrene. Vi har ikke kørt lang tid, før vi hører den karakteristiske hylen fra hyæner. Vi kan endnu ikke se dem, men Sally, vores ranger ved lige hvor han skal finde dem. Han kører hen til et stort udkigstårn og efter først selv at have gået op i tårnet og set, hvor hyænerne er, lader han os andre komme ned fra jeepen og følge efter ham op i tårnet. Vi bliver noget overrasket, da vi
kommer op og ser, at der er hele 12 hyæner og ikke nok med det. Der er også 4 løver. Hyænerne omringer lige så stille løverne, som ligger og hviler sig oven på nattens jagt. Vi tror i første omgang, at de vil angribe løverne, men Sally fortæller, at de kun er ude på at skræmme løverne væk og tage deres bytte. Det viser sig imidlertid, at løverne ikke har noget bytte, så hyænerne fortrækker og det samme gør løverne lidt senere. Det var et fantastisk skue, at se hyæner arbejde sammen og snige sig ind på løverne fra alle sider, men det så samtidig ud til at løverne var helt beviste om at hyænerne var der og at de ikke var specielt bange af den grund. De brølede og hylede lidt hver især, men mere skete der ikke. Vi forsøgte at forfølge løverne, men de forsvandt fra os.
Efterfølgende så vi både gnuer, zebraer, giraffer og elefanter og et par vandbukke, som vi aldrig har set før. Det var en hel utrolig god måde at slutte vores safarier af i Balule. Der var 
bare så mange forskellige dyr, så vi er ganske tilfredse, da vi kører hjem til morgenmaden og tager afsked med Mohlabetsi Safari Lodge. Det har været nogle rigtig gode dage her.
Efter morgenmaden er vi igen på egen hånd i egen bil. Vi skal sydpå til Swaziland og vælger at køre igennem Kruger Nationalpark noget af vejen. Vi kører ind af Paul Kruger Gate og ud af Malelane Gate. Det er lidt som at køre i Knuthenborg safaripark bare større. Vi kører på asfalterede veje og dyrene ænser overhovedet ikke bilerne. De var for vant til dem. Vi ser impalaer, vortesvin, kuduer, vandbukke, en flok elefanter krydsede vejen lige foran os, så jeg måtte bakke for den store han, som ikke var helt venligt stemt. Vi skulle nødig ende på siden med bilen, som skoda-elefanten i Karrebæksminde! Den sydligste del af Kruger ned mod Swaziland er meget flot med bjerge og det vi kalder løveklipper dvs. meget store runde klipper stavlet oven på hinanden. Vi kalder dem løveklipper, fordi det var der, løverne i Tanzania typisk lå og havde det store overblik over sletten. På de allersidste kilometer i parken så vi både et næsehorn og flodheste.
Vi har brugt mere tid på at køre igennem Kruger end vi havde regnet med, så vi får desværre meget travlt med at køre igennem Swaziland. Hvilket er rigtig ærgerligt for der er mægtig flot. I modsætning til de tørre områder vi har kørt igennem i Sydafrika, så er der her grønt over det hele og det er bjerge og dale vi kører igennem. Første del er igennem store skovarealer, hvor det er tydeligt at det er skovhugst, der er den hel store industri med masser af savværker. Senere er det flotte grønne bløde bjerge med græs og ikke et træ og dalene er opdyrket med bl.a. ananas.
Det er fuldstændig mørkt da vi når frem i Mbabane, som er Swazilands hovedstad. Det giver os gevaldige problemer med at finde vej. Vi har ikke nogen nøjagtig adresse på vores hotel, blot et vejnavn og et bynavn og det viser sig at den vej, hvorpå hotellet ligger, er meget lang! Vi ser et skilt med hotellets navn og en pil, men efter at have kørt over 15 km ud af en mørk, snoet vej, som kører længere og længere op i bjergene og bliver mere og mere hullet vender vi om. Det kan ikke være rigtigt. Vi begynder at blive lidt urolige for om vi overhovedet kan finde hotellet. Tilbage hvor vi så skiltet spørger vi nogle mennesker, som står ved et busstoppested om vej. De peger i samme retning som skiltet og siger ”too long”. OK. Vi må prøve at køre ud af vejen igen. Det viser sig, at vi blot skulle være kørt 3 km yderligere, så ville vi have fundet endnu et skilt og hotellet.
Vi når lige ind på hotellet, så står regnen ned. Godt vi ikke også skulle have kørt i det vejr! Klokken er hen af 9, så vi er godt møre efter at have været oppe siden kl. 5.30 og været på farten hele dagen, men vi bliver mødt af en sød dame, som åbenbart er hotellets ejer. Hun beder os sætte os ind og få noget at spise inden vi bliver indlogeret på vores værelse. Restauranten er helt fuld, så enten er hotellet helt fyldt op eller også kommer folk også udefra for at spise her. Da vi har spist os igennem den fast menu bestående af 6 retter, kan vi godt forstå hvorfor der er så mange mennesker. Det er virkelig et godt spisested og så koster middagen og en øl i alt 170 kr. for os begge. Det kan vist ikke gøres billigere 🙂
Straks efter middagen putter vi os under dynen. Det har som sagt været en meget lang dag.
(kørt 440 km)
Overnatning på Forester Arms Hotel, Swaziland.
21. februar (Mhlambanyatsi – Mkhaya Game Reserve, Swaziland): Op allerede kl. 6 igen. Det er ikke megen glæde vi får af det ellers meget specielle og charmerende hotel. Der er stort morgenbuffet med friskbagt brød og hjemmelavet marmelade m.v. så selv om vi ikke burde være sulte efter den store middag i aftes, så glider der alligevel en del ned 🙂
Vi er klar til at køre lidt over 7 efter at have fået en grundig rutevejledning af værtinden. Det er igen en flot tur igen gennem landbrugsland, men igen er vi presset på tiden. Vi skal være ved et opsamlingssted uden for Mkhaya Game Reserve kl. 10.00, da vi ikke selv kan køre helt ind til campen.
Vi er fremme 20 minutter før! Vi har ikke ventet længe før en masse børn samles omkring os. De tigger og vil have småkager, da de kan se en pakke på bagsædet. Det er åbenbart blevet et problem i det hele taget med deres tiggeri for der er opsat et skilt, hvor der står, at vi ikke må give dem noget, så det gør vi heller ikke.
Klokken halv elleve kommer en safari-jeep fra campen. Vi skal følge efter den et stykke af en grusvej.
Vi bliver noget overrasket over hvad vi skal forcere i vores almindelige bil for at komme til indhegningen, hvor bilen skal stå, mens vi tager videre ind i parken. Vejen er meget hullet og vi skal over en flod, hvor der ganske vist ikke er noget vand p.t., men de sten vi skal køre på er absolut ikke jævne og der er ikke særlig bredt, så der er stor risiko for at køre ved siden af og sidde fast i sandet/mudderet. Hjertet sidder helt oppe i halsen, men vi kommer helskinnet over uden at sidde fast og uden skader på bilen!
Da bilen er parkeret i et sikkert indhegnet område, sætter vi os op i en meget gammel og meget brugt rangerover! Den har svært ved at komme i gear og der er absolut ikke noget der ligner affjedring i den. Den var helt sikkert ikke gået igennem syn derhjemme og vi er meget usikre på om den i det hele taget kan køre os ind til Stone Camp, hvor vi skal bo. Det er ca. en times kørsel i meget ujævnt terræn!
Lige uden for indhegningen møder vi en dame der sidder under et træ med 2 små baby 
næsehorn. Det ene er fra dec. sidste år og det andet fra januar i år. De er rigtig søde at se på, men vi kan også få lov at klappe dem, hvis vi vil. Det tilbud kan jeg ikke modstå. Det er ikke hver dag, man har mulighed for at klappe et næsehorn 🙂
De er taget fra deres mødre, fordi mødrene ikke havde mælk nok til dem p.g.a. ekstrem tørke i området. Mkhaya Game Reserve er et privatejet safariområde, som blev etableret i 1979 for at redde det udrydningstruede Nguni kvæg, men senere er fokus rettet mod antiloper, elefanter og hvide og sorte næsehorn og de 2 små næsehorn vi ser her vil blive opfostret for om 2-3 år at blive sat ud i parken til de andre næsehorn.
Jeepen klarer mod vores forventning turen ud til Stone Camp, hvor der står frokost klar til os. Det er den skønneste lejr, som ligger lige ned til en flod, hvor der imidlertid ikke er noget vand på grund af tørke. Det er regntid nu, men der har ikke været regn her i mange måneder. Det er faktisk så stort et problem med manglende vand, at 17 procent af næsehornene i parken er døde inden for det sidste år og flodhestene har også problemer med at finde føde, så de sulter også, men parkens ledelse er begyndt at smide noget halm ud til dyrene, så de kan klare sig til regnen forhåbentlig snart kommer.
Efter frokost får vi anvist vores hytte, som er utrolig charmerende. Der er kun mur halvvejs rundt og et meget højt stråtag, men ingen vinduer og døre, så vi kommer til sove med frisk luft omkring os og fri adgang for dyrene bortset fra en halvmur. Det skal nok blive en spændende nat 🙂
Vi har ”fri” et par timer inden vi har safarikørsel mellem 16 og 18. Det er en fin tur rundt i parken, hvor vi får set flodheste, vortesvin, giraffer, nyalaer, kuduer, impalaer og forskellige fugle og sidst men ikke mindst hele 4 hvide næsehorn, som i første omgang ligger og hygger sig i et mudderhul, men som også kommer op på land og viser sig i deres fulde 
højde og drøjde. Når vi står kun 10 meter fra dem er de rigtig store!
Hjemme i campen igen falder mørket på og vi bliver kaldt til middag ved at der bliver slået på en stor tromme. Der er ikke elektricitet i campen, så der er sat petroleumslamper op rundt omkring på stierne, så vi kan finde vej og der bliver ligeledes tændt petroleumslamper i vores hytte, så vi kan finde rundt.
Middagen foregår i lyset fra et bål og en lampe på hvert bord. Det er meget stemningsfuldt 
at sidde herude i bushen under stjernerne og træerne og høre bl.a. bushbabyernes skrig.
Efter maden trommer og danser personalet for os. Det er nogle meget specielle danse med stampen og benspjæt, som de gerne vil have os med til, men det ønsker hverken vi eller de 4 andre gæster, så de må nøjes med at danse selv.
Vi er spændt på, om vi kan sove med alle nattens lyde. Det går udmærket for mig, men Ulrich mener, at han har ligget vågen det meste af natten.
Overnatning på Stone Camp i Mkhaya Game Reserve.
22. februar (Mkhaya Game Reserve, Swaziland – Sodwana Bay): Vi bliver vækket kl. 5.30. Det sker på en lidt utraditionel måde. Der er jo ingen døre at banke på, så tjeneren går langsomt op af stien mod vores hytte og siger nok-nok, nok-nok indtil vi svarer, hvorpå hun går hen og stiller bakken med kaffe og kager til os på halvmuren.
Klokken 6 kører vi ud på safari. Det regner lidt, så vi iklæder os regnslag. Selv om det regner er det stadig ca. 25 grader, så vi fryser ikke selv om vi kun har shorts og t-shirts 
under regnslaget. Der er ikke mange dyr, som vil vise sig for os her til morgen. Vi ser kun giraffer og et sort næsehorn og nogle nyalaer. Næsehornet er rangeren meget glad for at kunne vise os for dem har de ikke så mange af i parken. Det er mest de hvide, som vi så 4 af i går. Forskellen på et sort og et hvidt næsehorn er i øvrigt ikke farven! Det hvide har en 
bred mund og spiser alene græs, hvorimod det sorte har en mere spids mund og spiser alene blade og små kviste.
Vi er tilbage i campen og får morgenmad kl. 8, hvorefter der er mere safarikørsel op til gaten, hvor vi skal have vores egen bil igen og forcere flodsengen endnu engang. Selv om det har regnet en smule her til morgen er der heldigvis ikke kommet nok til at der er vand i floden, så vi klarer endnu engang turen og kl. 10.30 er vi vel oppe ved hovedvejen og kan køre de ca. 300 km til Sodwana Bay. Det er en lang tur uden det store at se på, så den skal bare overståes. Vi holder frokostpause på Wimpy i Hluluwe, men kører ellers igennem og er fremme ved Sodwana Bay Lodge sidst på eftermiddagen. Vi får en sommerhuslignende hytte med en stor balkon/terrasse, hvor vi sidder og nyder en gin-tonic inden aftensmaden.
(kørt 214 km)
Overnatning på Sodwana Bay Lodge.
23. februar (Sodwana Bay): Vi måtte igen op kl. 6 og det kalder vi ferie! Vi må snart have en dag, hvor vi kan sove længe og uden program. Det bliver efterhånden lidt hårdt, at skulle tidligt op hver dag selv om vi elsker vores safarier og dyr 🙂
I dag var det ikke safari, men dykning, der stod på programmet. Vi havde 2 dyk ved henholdsvis 7-mile reef og 2-mile reef. Det første blev et lidt nervøst dyk, da det er 2 år siden, vi sidst har dykket og Ulrich havde lidt svært ved at komme ned, da han ikke kunne tryk-udligne, hvilket betød at jeg mistede ham af syne i overfladen, så jeg blev lidt panisk for gruppen og divemasteren fortsatte mod bunden og jeg hang et sted imellem og manglede Ulrich! Jeg blev hvor jeg var og lidt efter kom Ulrich heldigvis og vi kunne sammen forsætte efter de andre. Derefter kunne vi nyde de meget flotte koraler og fisk. Her er koralerne ikke ødelagte af forurening eller sunami. De står flotte og farverige, så det er en fornøjelse og fiskene ligeså. På vejen tilbage til stranden ser vi en kæmpe leatherback-turtle. Sådan en har vi aldrig set før og den er tilsyneladende også et særsyn her. Dyvemasteren havde heller ikke set sådan en før. Normalt er det green-turtles vi ser, når vi har dykket.
Andet dyk er meget mere roligt end det første. Vi har fundet rytmen og nyder det til fulde. Vi ser specielt en enorm stor gul moræne svømme langs bunden. Den er nok en meter lang og meget flot. Typisk har vi kun set moræner ligge i klippesprækker, så vi har ikke set dem i fuld længde, men denne her er i hvert fald stor. Divemaster udpeger også nogle små flotte husløse snegle, som er utrolig farverige og en krokodillefisk, som næsten falder helt i med den klippe den lå på. Hvis ikke den var blevet udpeget for os, havde vi ikke set den. Det var et virkeligt skønt og spændende dyk, men desværre bliver Ulrich søsyg og er ved at løbe tør for ilt, så vi må afbryde dykket og gå til vores sikkerhedsstop alene og derefter til overfladen, hvor båden på vores signal kommer hen og samler os op. Ulrich er blevet rigtig dårligt, så det er godt, at vi er kommet op. Det er lidt mærkeligt, at han kan blive søsyg under vandet, men han er blevet det før, hvis der er lidt dønninger under vand, så vi ligger og ruller dernede. Vi havde dog haft et langt dyk på hele 49 minutter, så det var ikke sådan, at vi følte, at vi gik glip af en masse ved at gå op før de øvrige. Der var i øvrigt et andet par, som allerede sad oppe i båden, da vi kom op, så vi var ikke de eneste der måtte afbryde 🙂
Efter et brusebad kører vi hjem til lodget og slapper af og mens vi sidder på vores terrasse kommer der 2 han nyalaer gående lige foran os og spiser af græsset og bladene på træerne. Vi har kæmpet i Mkhaya for at få et ordentligt billede af dem, men de løb hele tiden inden vi kunne nå at fotografere dem, men her går de stille og roligt rundt foran os 🙂 Nogle gange er man heldig.
Under aftensmaden var vi også heldig at se en bushbaby, som sprang rundt på et overdækket areal lige under os. Vi har ellers kun hørt dem skrige om natten oppe i Mkhaya. Det er et lille brunt pelsdyr, som ligner en blanding mellem en lille bjørn og en abe med busket hale.
Overnatning på Sodwana Bay Lodge
24. februar (Sodwana Bay – St. Lucia): Der er ikke så meget at skrive om i dag. Vi spiste morgenmad på Sodwana Bay Lodge og kørte derefter de 170 km sydpå til St. Lucia, som bl.a. er kendt for at flodhestene kommer op i gaderne om natten! Men derudover er det også en meget hyggelig lille by med flotte huse og gader og små restauranter. Alt er velholdt og man kan måske godt være i tvivl om man er i Afrika eller Australien for der er ikke så meget afrikansk islæt over det.
St. Lucia ligger med udsigt over den store St. Lucia-flodmunding. Det er en af Afrikas største flodmundinger med et areal på mere end 332 hektar og området, der hedder iSimangaliso Wetland Park kom i 1999 på UNESCOs Verdensarvliste, i øvrigt som det første område i Sydafrika. Parken starter lidt syd for St. Lucia og følger kystlinien (280km) op til Mozambique. Sodwana hvorfra vi dykkede forleden dag er også en del af denne park. Det specielle ferskvandsområde er næsten 60 km langt, op mod 10 km bredt og med en maks dybde på bare 1,5 m. Vandet kommer fra floderne Hluhluwe, uMkhuzi og Imfolozi og er hjemsted for 1300 flodheste, anslås det (landets største bestand), og et lige så imponerende antal krokodiller. Deltaerne er yngleplads for karet- og læderskildpadder. Der er også 500 ynglende fuglearter her, heriblandt rosa pelikaner, flamingoer, skestorke, afrikanske flodørne og rovterner.
Vi var allerede fremme i St. Lucia kl. 12 og blev indkvarteret på Little Eden i en stor lejlighed eller rettere et hus med 2 store soveværelser, badeværelse, stort spisekøkken og stor opholdsstue. Et meget skønt sted, som absolut kan anbefales, hvis nogen skulle komme på 
disse kanter 🙂
Vi slappede af nogle timer og kørte derefter lidt rundt omkring byen og så nogle flodheste, pelikaner og flamingoer ved flodmundingen og den flotte lange hvide strand langs kysten. Det blæser dog så meget, at man ikke kan opholde sig på stranden, da sandet slår mod benene!
Om aftenen spiste vi aftensmad i byen på Reef + Dune og fik de skønneste muslinger i en cremet hvidløgssovs og derefter den mest møre bøf, man kan tænke sig. Mums det var godtJ
(kørt 170 km)
Overnatning på Little Eden, St. Lucia
25. februar (St. Lucia): Efter en slapperdag i går har vi sat vækkeuret til kl. 5, så vi kan komme ud og se dyrene i iSimangaliso Wetland Park. Vi skal køre de ca. 35 km nordpå til Cape Vidal.
Vi kører ind i parken lidt i 6, hvor det lige er blevet lyst, så skulle der være størst chance for at se dyrene aktive inden de gemmer sig i skyggen af træerne. Da det er Wetland havde vi 
forventet at se et stort areal med vand, men også her har der været tørke, så hvor der skulle være vådt, er der blot mørkt tørt mudder. Vi ser derfor heller ikke ret mange fugle, selv om det jo kunne forventes i et vådområde, men vi ser til gengæld rigtig mange 4-benene dyr. Næsehorn, bøffel, kudu, vandbukke, bushbukke, nyala, vortesvin, skildpadde, zebra, gnu, 2 forskellige slags aber, desmerdyr og rød duiker. Alle sammen er vi heldige at få på meget tæt hold. Lidt underligt, når vi ellers har kørt på gud ved hvor mange safarier oppe i Balule for at se de samme dyr og så ser vi dem her på egen hånd 🙂
Det blev en 6 timers lang ”safari”, hvor vi også var ude at gå i store klitter langs kysten, som mindede lidt om dem vi så i Namibia sidst år, men langt fra lige så store. Desværre var store dele af parken lukket af, så vi ikke kunne komme hele området igennem. Alle grusveje var under construction og derfor lukket for os!
Efter denne dejlige dyrerige oplevelse fik vi frokost i byen, da 
klokken var blevet hen af 12. Morgenmad nåede vi således ikke i dag.
Afslapning i vores lejlighed indtil kl. 15.45, hvor vi blev hentet og kørt ned til floden, hvor vi skulle på bådsafari mellem flodheste og krokodiller. Det blev nu kun til en enkelt nil-krokodille, men der var rigtig mange flodheste og forskellige fugle bl.a. ibis, pelikaner, flamingoer, gæs og heron, så det var en dejlig tur på et par timer, hvor vi sejlede stille og roligt op og ned af floden mellem flodhestene.
Overnatning på Little Eden, St. Lucia
26. februar (St. Lucia – Ballito): Morgenmaden indtog vi på nabohotellet Ndiza, som havde den skønneste terrasse med udsigt over træerne til floden og havet og de høje
sandklitter, som ligner små bjerge på afstand. Her kunne vi godt have siddet hele dagen og nydt udsigten, men da vi ikke boede der, ville det nok være upassende 🙂
Vi måtte i stedet pakke vores kufferter og køre længere sydpå til Ballito, som ligger 50 km nord for Durban, lige ud til havet. Her tjekkede vi ind på Fairmont Zimbali Resort kl. 13 og fik det skønneste store værelse med balkon og havudsigt og så var der ellers dømt afslapning resten af dagen.
(Kørt 200 km)
Overnatning på Fairmont Zimbali Resort
27. februar (Ballito): Ikke meget at berette. Ud over at vi er vældig tilfredse med morgenmadsbuffetten på Fairmont Zimbali Resort. Den er så imponerende og lækker. Vi lå ved poolen med vores bøger det meste af dagen og spillede 9 huller golf på Zimbali Golf 
Course om eftermiddagen. Desværre kunne vi ikke få tee of til 18 huller. Det var en meget flot bane. Meget kuperet og med søer og en masse dyr og fugle. Vi spillede mellem bushbukke, som gik og græssede på banen og aberne sprang rundt både på banen og i træerne. En skøn oplevelse med alle dyrene som tilskuere 🙂
Vi havde i øvrigt en sjov oplevelse i Proshoppen, da vi tjekkede ind og skulle leje køller. Da vi sagde vi kom fra Danmark, lyste de op i store smil og spurgte om vi kendte Mister Lars Larsen og Mister Schou. De boede også på Fairmont Zimbali Resort og havde spillet golf med konerne om formiddagen. Vi så nu ikke noget til Lars Larsen, hverken på hotellet eller på golfbanen.
Overnatning på Fairmont Zimbali Resort
28. februar (Ballito): Ren afslapning på og omkring resortet hele dagen. Om aftenen kørte
vi ned til Ballito og gik en tur langs stranden og fik den skønneste middag på byen bedste restaurant iflg. tripadvisor – Fiamma Grill. Det var den lækreste italienske mad og regningen lød kun på ca. 300 kr. Det var med 2 gin/tonic, et glas rødvin, en cola, 2 forretter, 2 hovedretter og 2 desserter. Vi har svært ved at forstå at det koster så lidt og specielt med den kvalitet man får 🙂
Overnatning på Fairmont Zimbali Resort
29. februar (Ballito): Tidlig morgenmad og ud at spille en runde golf på Umhlali Country club. En skøn bane men også en varmt omgang. 
Vi spillede mellem kl. 10 og 14.30 og lige i dag har solen bagt ned fra en skyfri himmel, hvilket den ellers ikke har gjort de seneste dage. Vi er vist også blevet lidt solskollede selv om vi synes vi sidder det meste af tiden under taget på buggyen! Vores resultater er ikke de bedste efter at have ligget stille hele vinteren, men i varmen her oplever vi nogle af de længste skud, vi nogen sinde har skudt. Det er trods alt en god fornemmelse, at der er noget som virker og at vi ikke har glemt alt 🙂 Det er rigtig rart at få svinget køllerne igen.
Efter golfen kørte vi igen ned i Ballito og spiste tidlig aftensmad og derefter hjem og slappe af på resortet.
Overnatning på Fairmont Zimbali Resort
1. marts (Ballito – Drakensberg): Vi nyder den sidste morgenmad udenfor på terrassen med udsigt over poolen, de lavere liggende villaer og havet. En fantastisk udsigt. Sådan skulle det være hver dag og med den morgenmadsbuffet de tilmed har , så kan man vist ikke ønske sig mere 🙂 MEN som sagt, det er sidste morgenmad her på Fairmont Zimbali
Resort. Vi skal forlade vores luksus hjem og kysten og op i Drakensbjergene, som ligger længere inde i landet og grænser op til Lesotho.
Vi kommer først fra resortet kl.9, selv om vi stod tidligt op for at komme afsted i god tid, da vi skal køre omkring 300 km i dag, men det kniber efterhånden med at komme op i gear. 4 dage uden sønderligt meget på programmet har fået os helt ned i gear 🙂
De første 50 km bringer os af motorvej og hovedvej ind til udkanten af Durban. Det er en stor moderne by med høje huse i centrum og et kæmpe opland, men fra den kant vi kommer, ser vi også skyggesiden. Der ligger store flotte villaer oppe på bjergsiderne, men ikke langt derfra er der store områder med blikskure og langs motorvejen går der sorte mennesker, som ikke ser specielt rige ud! Ballito, hvor vi lige er kommet fra er en rigtig kyst/turistby, her så vi ikke mange sorte, hverken i gaderne eller på restauranterne. Det er tydeligt, hvem der har pengene hernede!
Efter Durban kører vi gennem Valley of 1000 Hills, som er et meget skønt område med grønne bjerge og dale. Vi nyder virkelig at køre her, hvor det også er en lille veje og ikke ret mange biler. Vi skal blot passe på ikke at køre ind i køerne, som går og græsser langs vejen og ofte pludselig vælger at krydse vejen. Det gælder i øvrigt ikke kun her på de små veje. Vi har også oplevet det på motorvejene!
Af hensyn til tiden kører vi et stykke på motorvej inden vi igen køren ind på R103, som er den gamle hovedvej mellem Durban og Johannesburg. Her komme vi forbi et lille museum og mindesmærke for Nelson Mandela. Det er et lille spartansk museum p.t. men der er ved at blive bygget et stort moderne et ved siden af. Museet fortalt i lyd og billeder om hele Mandelas liv og hvad han nåede at udrette for Sydafrika.
Efter frokost nærmer vi os Drakensbjergene. De står som høje mørke silhouetter og over dem hænger tunge mørke skyer og det bliver koldere og koldere nu tættere på, vi kommer. Vi startede i morges med høj sol og 26 grader og er i løbet af dagen kommet op på 32 grader, men som sagt, så falder den hurtigt nu.
De sidste 50 km op til hotellet, kører vi på en lille vej, som i første omgang kører igennem små landsbyer, men efterhånden bliver mere og mere øde, men det mærkelige er at selv om der ikke er mange huse, så går der flere hundrede skolebørn i deres uniformer. De har åbenbart langt hjem fra skole!
Da vi efter at have været igennem 2 checkpoints, hvor vi skulle rapportere navn og registreringsnummer på bilen, kommer vi endelig til hotellet. Klokken er 15.30 og der er nu kun 22 grader. Det småregner og lynene flænger himmelen over bjergtinderne. Det er noget af en ændring siden i morges, men alligevel føler vi, at vi er kommet til paradis J Her er så 
eventyrlig smukt. Det kan kun blive et godt ophold heroppe i bjergene.
Vi kommer lige i tid til afternoon tea og kage, som vi nyder på terrassen med den skønneste udsigt over bjergene. Selv om det er lidt koldt, da vi stadig kun har shorts og t-shirts på, så er det bare dejligt.
Et bad, en gin/tonic og omklædning, hvor vi for første gang i lang tid skal have lange bukser på og vi er klar til aftensmaden. Det er den helt store buffet i restauranten. Dejligt. Det kan vi godt li´, men så er vi også klar til at putte under dynerne. Det er hårdt at køre 315 km!
Overnatning på Cathedral Peak Hotel
2. marts (Drakensberg): Vækkeuret ringede kl. 6. Vi skal nå at have et godt morgenmåltid inden vi skal at vandre kl. 8. Vi har meldt os til en guidet vandretur på 3 timer op til en klippeformation, der hedder Mushroom Rock.
Da vi trækker gardinerne fra, bliver vi noget overraskede. Solen skinner fra en skyfri himmel 🙂 Det var ikke lige det syn, vi havde ventet efter alle skyerne og lynene i går aftes. Det er allerede varmt dvs. omkring 25 grader kl. 7, så det bliver helt sikkert en varm dag selv heroppe i 1470 meters højde, hvor hotellet ligger.
Morgenmaden er mindst lige så god, som på Fairmont. Det er en kæmpe buffet, så vi kommer i hvert fald ikke til at sulte.
Vi, vores guide og 4 andre gæster begynder opstigningen til Mushroom Rock kl. 8. Det er som sagt varmt og det bliver kun varmere selv om vi går op af. Iflg. Guiden er det en 6 km lang vandretur i alt frem og tilbage og vi ender i 1853 meters højde. Allerede efter den første halve time har vi fornemmelsen af, at det ene par ikke vil klare hele turen. De sakker hele tiden bagud og puster mere end os andre. Efter en time giver de op og vi andre 5 fortsætter.
Det er lidt hårdt p.g.a. varmen, men de udsigter vi har ud over bjergene og dalen opvejer til fulde anstrengelserne og vi trænger også til at røre os efter ikke at have lavet meget andet end at sidde i bilen og gå nogle småture de sidste 2 uger 🙂
Det tager små 2 timer at nå Mushroom Rock, der som navnet siger, ligner en champignon. Der er en pragtfuld udsigt heroppefra, men vi trænger også til at sidde lidt ned og få en masse vand. Temperaturen er i hvert oppe på 30 grader i skyggen og vi kan mærke at solen også er skrap ved huden!
Turen ned er rimelig let og går hurtigt. Vi har vores stave med og Ulrich, som for første gang går med stave, må indrømme, at det er en rigtig god investering. De hjælper på balancen såvel opad som nedad.
Nede på hotellet igen får vi en kop te og så ellers et koldt bad inden vi lægger os ned til poolen i skyggen og slapper af indtil vi er sultne og må op og have kage og kaffe på vores egen terrasse. Mere afslapning til det er tid til aftensmad. Det er et hårdt liv 🙂
Under aftensmaden lyner og tordner det og regnen står ned. Det bliver spændende at se om det har regnet af til i morgen tidlig, hvor vi igen skal ud at vandre.
Overnatning på Cathedral Peak Hotel, Drakensberg
3. marts (Drakensberg): Vi har meldt os til endnu en vandretur op til Ribbon Falls, så glæden er stor, da solen igen skinner fra en skyfri himmel på trods af uvejret i aftes. Det er en lidt længere tur idag – omkring 7 km men til gengæld kun 350 højdemeter. Det bliver endnu en pragtfuld tur. Som en af de andre deltagere sagde: “Det er som at gå midt i et maleri”. Det var virkelig den følelse. Området her er så billedskønt.
Der var lidt udfordringer undervejs med nogle stejle passager, hvor vi skulle klatre på
klipperne og op af en stige, men da vi var oppe ved Ribbon Falls var det lige som i går, anstrengelserne værd. Det var et rigtig idylisk og flot vandfald, som man kunne gå helt ind under og det var lige hvad vi trængte til efter den varme tur.
Nede igen får vi et rart koldt bad og slapper lidt af inden vi tager ned på golfbanen for at spille 9 huller. Vi når dog ikke mere end 4 huller, da det begynder at tordne og lyne og kommer tættere og tættere på. Vi er nødt til at stoppe, da det kan være farligt at spille golf, når det lyner.
Da vi kommer op i klubhuset er manden så flink at sige, at vi bare kan komme tilbage i morgen og spille de sidste huller. Det var rigtig sødt af ham, men vi ved ikke helt om vi får tid til at komme ned på banen igen.
Oppe på hotellet sætter vi os ind i baren og nyder udsigten til uvejret. Det er virkelig slemt. Værre end i går. Ud over lyn og torden står regnen ned og på et tidspunkt kommer der også store hagl ned. Når vi tager til Canada om sommeren, sner det og når vi nu tager til Sydafrika, så hagler det. Vi må tiltrække det dårlige vejr 🙂 Det fortsætter hele aftenen med at tordne og lyne og regne.
Håber ikke at det fortsætter sådan i morgen. Vi skulle jo gerne ud at vandre igen.
Overnatning på Cathedral Peak Hotel, Drakensberg
4. marts (Drakensberg): Da vi vågner og trækker gardinerne fra er der for en gang skyld ikke sol fra en skyfri himmel. Det regner ikke, men der er skyer og nogle af dem, som hænger over de højeste bjerge er tunge. Der er regn i dem 🙁 Vi har meldt os til en vandretur på 5 timer i dag til Rainbow Gorge. Det skulle være et must, når man er her at gå den tur.
Vi spiser morgenmad og overvejer om vi er parat til at gå den lange tur, hvis det kan risikere at regne. Det vil selvfølgelig ikke blive koldt for temperaturen holder sig fortsat på ca. 25 grader, men vi kan blive våde og stierne kan blive smattede og er det måske allerede efter aftenens og nattens regn! Vi finder mange undskyldninger for ikke at gå, da vi også er ømme i benene efter de seneste 2 dages vandring. Vores overvejelser ender med at Ulrich går ned og streger os fra listen over deltagere. Der er kun et andet par tilmeldt, så det er spørgsmålet om turen så i det hele taget bliver til noget.
Efter at have taget beslutningen har vi pludselig en hel dag, hvor vi ikke skal noget og tilmed den sidste dag her i de pragtfulde bjerge. Da skyerne efter et par timer næsten er brændt væk fortryder vi lidt, at vi har meldt vandreturen fra, men det er for sent. I stedet kører vi ned på golfbanen for at spille de sidste 5 huller, som vi ikke nåede i går. Det ender med at bliver hele 18 huller. Dvs. det er kun en 9 hullers bane, men der er flere tee-steder til hvert hul, så der skal spilles 18 forskellige huller. Det er lidt forvirrende at finde de rigtige tee-steder, da markeringerne ikke er så gode og heller ikke baneguiden. Vi er de eneste på banen, så vi bliver absolut ikke presset, så den undskyldning kan vi ikke give for vores få point 🙂 Det er en pæn svær bane med meget vand og kratområder, som der skal skydes over og når man ikke kender banen, kan det være rigtig svært at finde ud af hvor det er bedst at spille sin bold. Både vand og krat kræver en del af vores bolde, men vi løber da
heldigvis ikke tør!
Eftermiddagsteen kan i dag nydes på terrassen, men skyerne trækker sammen, så i stedet for at nyde de flotte bjerge mod en blå himmel får vi i dag de skønneste lysindfald mellem skyerne, som giver bjergene et helt specielt eventyrligt udtryk.
Den sidste aftenbuffet bliver indtaget og så må vi desværre ned på værelset og pakke vores kufferter. I morgen går turen desværre retur mod Johannesburg og flyveren hjem.
Overnatning på Cathedral Peak Hotel, Drakensberg
5. marts (Drakensberg – Johannesburg): Vi trækket tiden efter morgenmaden. Vi har ikke rigtig lyst til at forlade dette skønne bjergparadis, hvor solen igen skinner fra en skyfri himmel. Kl. 10 er vi dog nødt til 
at tjekke ud, men da vi først skal flyve hjem kl. 21.50 i aften sætter vi os ned til poolen i skyggen og nyder udsigten et par timer inden vi begynder den lange tur hjem til Danmark, som starter med en ca. 500 km lang tur til Johannesburg. De første ca. 50 km, hvor vi så alle skolebørnene på vejen op til Cathedral Peak, er nu mere øde. Det er lørdag, så der er ingen skolebørn. Det giver os mere mulighed for at standse nogle gange og få nogle billeder af det flotte område og de primitive huse.
Da vi først er nede fra bjergene er det bare en hovedvej, som ikke er speciel interessant, men til gengæld går det hurtigt at køre her, så vi er fremme i Johannesburg i god tid (ca. 4 timer) inden vores flyver afgår. Det viser sig også at være rigtig godt for det tager over 2 timer at tjekke ind og komme igennem sikkerhedskontrollen, så vi får kun en lille time i loungen til at få lidt at spise inden vi skal op i flyveren og forhåbentlig sove.
6. marts: Vi lander planmæssigt i København kl. 12.50 efter at have været over London. Det har været en OK flyvetur, men vi er trætte. Det er en lang tur. Vi har været undervejs fra hotellet i 29 timer, da vi er helt hjemme. Men ingen tvivl om at det er turen værd. Vi har haft en hel fantastisk ferie.