Dagbog fra Peru (2009)

15. august (Kbh—Lima): Vi skal op rigtig tidligt. Faktisk midt om natten, da vi skal flyve fra Kastrup kl. 6.05. Vækkeuret ringer kl. 03.15. Det er kun tanken om, at der nu er 4 ugers ferie foran, som gør at man næsten kan smile, når uret ringer på dette ukristelige tidspunkt. Jørgen kommer og henter os kl. 03.45, så der er kun tid til et hurtigt bad og lægge toilet-tasken i rygsækken, som ellers er pakket helt færdig i aftes. Der er ikke meget trafik på vejene, så allerede efter en halv time er vi i lufthavnen. Vi regnede med, at den ville være næsten tom så tidlig om morgenen, men det er absolut ikke tilfældet. Vi kan dårligt komme ind af døren, men heldigvis er køen ikke så lang til den flyver, vi skal med. Vi har checket ind hjemmefra, men skal stå i kø for at komme af med bagagen og den kø er næsten lige så lang, som check in køen, så der er ikke meget tid vundet ved at checke ind hjemmefra. Loungen har desværre ikke åbent så tidlig, så vi går lidt rundt og kikker inden vi skal til gaten. Alt går efter planen også i Amsterdam, hvor vi har 2½ times ophold inden vi skal på det lange stræk til Lima. Da vi sidder i flyveren mangler der imidlertid nogle passagerer, så vi må vente en halv times tid, men den tid lover kaptajnen at indhente på vejen, så vi kommer til Lima til planmæssig tid! Det er KLM vi flyver med og vi bliver positivt overrasket over deres service ombord. De kommer hele tiden gennem kabinen med drikkevarer og der står snacks, vi bare kan hente og 3 små måltider får vi også serveret i løbet af de ca. 13 timer. 

Det er næsten som at flyve med Thai ;-). Da vi skal lande i Lima får vi imidlertid en kedelig meddelelse. Vi har skulle udfylde en helbredserklæring og på baggrund af denne, mener kabinepersonalet, at der kan være en passager med svineinfluenca, så vi får ikke lov til at forlade flyveren før, der har været en læge ombord for at tilse passageren. Vi må vente en lille halv time før lægen siger god for, at vi kan forlade flyveren. Vi ser hverken formodet patient eller læge, så det har heldigvis ikke været en passager i nærheden af os! Det ville jo være ærgerligt, hvis vi skulle starte ferien med en gang influenca. Vi får hurtigt vores rygsække og går ud og finder en taxa, som kan køre os til vores hotel i Lima centrum, som hedder Gran Bolivar. Det er en rar taxa-chauffør, vi kommer op at køre med. Han vil gerne snakke, men er ikke så god til engelsk og det er også sparsomt, hvor meget spansk vi kan. Men vi får da sagt lidt og grinet af begge parters manglende sprog-kundskaber. Fremme på hotellet får vi vores værelse. Hotellet ligger på en af Limas store pladser. Plaza San Martin omgivet af store flotte bygninger og selve hotellet er også en flot gammel bygning fra 1924. Et rigtigt kolonihotel med store rum og højt til loftet. Det er meget charmerende og sjovt med bl.a. en Ford T fra 1920 stående i receptionen! Vi går, efter at have sat rygsækkene på værelset, en tur ned af gågaden til en anden stor plads – Plaza de Armas. Her er rigtig mange flotte gamle bygninger og også mange mennesker, det er lørdag aften og forretningerne har åbent. Vi er dog trætte, så vi går hurtigt tilbage til hotellet efter lige at have fået lidt aftensmad. Vi ligger i sengen kl. 8, men det svarer til kl. 3 om natten i Danmark, så det er 24 timer siden vækkeuret ringede der hjemme. Det er vist OK, at vi er lidt trætte!!

16. august (Lima): Vi har været vågen mange gange siden kl. 4. Det er ikke lige til at vænne sig til den store tidsforskel (7 timer). Efter morgenmaden og lidt læsning i Lonely Planet begiver vi os ud i byen. Vi bor meget centralt i den historiske midtby. Her er meget hyggeligt med gågade og gamle bygninger og specielt mange kirker, som vi er inde i. De er alle temmelig store og der er rigtig mange mennesker. Jeg tror en dansk præst ville misunde alle de mennesker, som her kommer til gudstjeneste. Vi får også en guidet rundvisning i San Fransisco kirken, hvor der er kloster tilknyttet og katakomber under kirken. Katakomberne er gammel kirkegård. Fra 1700 til 1900 tallet blev man begravet her under kirken. Der er fyldt med knogler og kranier. Lidt makabert at se. I en stor nu tør brønd ligger knoglerne og kranierne i sirlige rundkredse oven på hinanden. Man mener her er begravet ca. 25.000 mennensker!
Oppe og ude i luften igen går vi videre i gaderne og pludselig bliver vi mødt af højt spillende musik. Det viser sig at være ikke bare et blæser-orkester men adskillige. Vi er havnet midt en festival, som holder optog gennem byen. Det er næsten som et karneval. Der kommer den ene dansetrup efter den anden i farvestrålende dragter og midt i det hele bliver en madonnafigur med blomsteropsatser omkring båret højt hævet over alle. Vi finder ikke ud af hvad det er for en festival, men der er åbenbart et religiøst element i den. Flot er det i hvert fald.
Da de alle har passeret os sætter vi os på en cafe og får frokost og mens vi sidder der kommer optoget igen og stopper lige i nærheden, så vi får glæde af at høre musikken igen fra de mange blæseinstrumenter.
Senere tager vi en tur med sightseeing-bus rundt i midtbyen. Der ser vi et lidt større område end det vi har gået rundt i, men det mest spændende er nu der hvor vi allerede har været! Det er ved at bliver mørkt og der kommer lidt støvregn, så vi er godt kolde efter vores bustur på toppen af en 2-dækkerbus, så det eneste vi har lyst til er at finde en indendørs cafe med varme og en varm kop kaffe, men sådanne steder findes ikke her eller vi kan i hvert fald ikke finde nogen, så vi ender på en KFC, hvor vi kan få kaffe og varm pie. Det hjælper, vi får varmen igen. Midt på dagen er her vel 20 grader, men så snart det bliver aften daler temperaturen drastisk og solen har vi desværre ikke set endnu, men den kommer vel på et eller andet tidspunkt 😉
Efter aftensmad går vi op på hotelværelset. Vi er igen trætte dels af jetlag og dels af at have gået rundt hele dagen. Vi er heller ikke helt trygge ved at gå rundt ude efter mørkets frembrud!

17. august (Lima): Vi vågner tidligt igen i dag. Har åbenbart svært ved at vænne os til en ny tid! Det har regnet i nat, og det er meget gråt, men heldigvis regner det ikke nu. Vi skal lige have lagt planer for vores næste par dage. I receptionen er de meget hjælpsomme og damen er heldigvis meget god til engelsk, så hun får hurtigt fortalt os hvordan og med hvem vi skal tage videre til Pisco, hvortil vi vil i morgen. Det er en 4 timers bustur og vi havde egentlig selv valgt et busselskab, men hun fik os overbevidst om et andet og det prøver vi så 😉 Vi prøver også at finde et hotel på nettet. Det lykkes, men de har ikke online-booking, så vi skriver en mail og håber de når at vende tilbage.
Efter morgenmaden tager vi en taxi til Miraflores. Den fine bydel i Lima, hvor alle de store hoteller og restauranter ligger. Det er den nyere del, som ligger lige ud til vandet. Vi bliver sat af taxien lige ud for et stort forretnings– og restaurantskompleks, som er bygget ind i skrænten ned til havet. En fantastisk flot udsigt og nogle dejlige butikker og restauranter, men vi kan også se på prisniveauet, at vi er kommet ud hvor det mest er turisterne som færdes!! Vi oser rundt i butikkerne og går en lang tur langs promenaden og finder en enkelt Geocache ved fyrtårnet. Promenaden er højt hævet over selve stranden og vi må spørge os frem for at finde en vej, som fører ned til vandkanten. Vi vil nemlig ned til en restaurant, som ligger for enden af en mole.Restaurant La Rosa Nautica. Det skulle iflg. Enrico være et fantastisk spisested. Vi finder derned ved 2 tiden og bliver enige om at vi lige så godt kan spise frokost der, som at vente til aftens-maden. Vi kan jo bedre nyde udsigten over vandet i dagslys! Vi får en hel fantastisk tun cappasio til forret og derefter seabass med rejer og kammuslinger anrettet i en stor muslingeskald. Det smager så fuglene synger 😉 Aldrig har vi fået så god mad og da vi går derfra lyder regningen på 260 soles (520 kr.) Det er meget dyrt efter Peru standard, men absolut ikke i forhold til Danmark og den kvalitet vi har fået.

Vi tager en taxa retur til hotellet og sætter os i baren med en Pisco sour efter at have skrevet dagbog.

18. august (Lima—Pisco): Igen i nat har det regnet og det er gråt og kedeligt i vejret her til morgen. Det gør dog ikke så meget i dag, da vi alligevel skal sidde 4 timer i en bus. Efter morgenmaden tager vi en taxa til busstationen og køber billet til en bus som kører 5 minutter efter. Det kan ikke passe bedre. Det er ikke nogen luksusbus, som dem vi kørte med i Mexico, men en almindelig turistbus, som har nogle år på bagen. Vi sidder godt og kører som sagt med det samme. Det tager over en time at komme ud af Lima by. Vi får et indtryk af hvor stor byen egentlig er (8-9 mill. Indbyggere). Det er ikke just luksus de fleste bor i. Det meste byggeri ser ud som om det aldrig er bygget færdigt og kan falde sammen hvad øjeblik det skal være! Udenfor byen kører vi langs kysten sydpå. Det er gold ørken og småbjerge vi kører imellem. Der er ikke et træ, ikke et græsstrå. Først da vi når Ceñete dalen er der grønt. Dalen er begunstiget af en flod med vand fra Andesbjergene og gletschere fra 5800 meters højde, som sørger for konstant vandtilførsel til dalens imponerende kanalsystem, som stammer helt tilbage fra før inkaernes tid. Her dyrkes en stor del af den frugt og grønt, som spises i Lima og desuden er der nogle vingårde, som laver vin og pisco.
På de ellers øde strækninger ud til vandet ligger også det ene kæmpe stråoverdækkede indelukke efter det andet fyldt med høns. Nogle fritgående og nogle burhøns. Der må blive ulideligt varmt i disse indelukker om sommeren, når solen bager ned. Dyrevelfærd er vist ikke det som står højest på agendaen her!
Vi passerer nogle byer på vejen, men det er bestemt ikke nogle, som vi ønsker at stifte nærmere bekendtskab med. De ser meget fattige og beskidte ud med affald liggende i bunker langs vejene og alt er støvet, da vejene er jordveje med store huller!
Da vi nærmer os Pisco kører bussen pludselig ind til siden ud for en vej med et skilt som peger mod Pisco og vi får besked på, at nu er vi ved Pisco. Vi troede, vi blev sat af inde i byen, så vi bliver lidt forbavsede! Uden for bussen venter der imidlertid flere taxaer, som meget gerne vil køre os til Pisco, som iflg. deres udsagn ligger 8 km derfra. Vi finder en ung mand, som ser pålidelig ud og har et autorisationskort om halsen, som siger, at han er taxa-chauffør. Det koster 10 soles at køre den lille tur (20 kr.) Det er er ikke nogen herregård, men sammenlignet med busturen på 4 timer som koster 44 kr. pr. person er det dog noget ;-). Vi beder ham køre til det lille hotel, som vi har forsøgt at booke i går, men ikke har fået noget svar fra. Han kender det godt og kører os lige dertil. Vi ser lidt forundret på hinanden, da han standser ud for en port midt i noget der mest af alt ligner en byggeplads. Alle veje er mere eller mindre gravet op og husene er ved at blive bygget op eller ved at blive revet ned. Vi kan ikke genkende den by, vi har læst om i guidebøgerne!
På vej ind på hotellets område bliver vi passet op af en ung mand, som stikker os en brochure i hånden fra hans bureau, som sælger ture til bl.a. Ballestas øerne, som er målet for vores ophold her i Pisco. Vi tager bare imod brochuren og går ind i receptionen og får et fint værelse til 90 soles (180 kr.) i døgnet. Hotellet er tilsyneladende helt nyt og håndværkerne er stadig i gang med næste etage over os. Efter at have stillet rygsækkene på værelset vil vi ud i byen og se os omkring og få booket tur til Ballestas øerne (fattigmands Galapagos) i morgen. Vi kommer ikke så langt. Vores “ven” sidder og venter på os! Hans bureau er næsten nabo til hotellet, så vi følger pænt med ham og hører hvad han kan tilbyde. Det lyder fint, men hans pris er 25% højere end hvad der står i Lonely Planet, så vi siger pænt tak og vil gå ud og se, hvad øvrige kan tilbyde, men han er ikke let at slippe af med. Det ender med, at han har sat prisen ned til hvad der står i Lonely Planet. Vi bider dog stadig ikke på, men spørger om han kan anbefale et sted, hvor vi kan få frokost. Det kan han selvfølgelig og så går vi derhen for at se det. Det er OK, så vi sætter os og får lidt mad.
Inden vi er færdig med at spise står vores “ven” der igen! Vi er lidt trætte af ham, men kan heller ikke helt stå for hans vedholdenhed. På vores lille gåtur gennem byen har vi ikke set andre turister, så vi er måske hans eneste forretningsmulighed i dag! Vi beslutter at købe tur af ham og følger med ham tilbage. På vejen fortæller han, at byen blev ramt af et jordskælv i 2007, som jævnede en stor del af byen inklusiv en gammel katedral med jorden og en stor del af byens befolkning mistede livet. Det forklarer hvorfor det mest af alt ligner en byggeplads og da det er sket efter redaktionen er afsluttet på vores guidebøger, står der selvfølgelig ikke noget om dette!
Efter at have booket tur for i morgen og undersøgt hvornår busserne kører videre i overmorgen går vi tilbage til hotellet og sætter os i haven med vores bøger. Har helt glemt at fortælle at solen nu skinner fra en skyfri himmel. Det er første gang vi ser solen her i Peru! 5-10 km udenfor Pisco forsvandt skyerne pludselig og nu er himlen som sagt skyfri. Dejligt. Det er sådan vi helst vil have det. Det er jo trods alt sommerferie vi er på ;-).Da der bliver skygge i haven og temperaturen dermed falder drastisk trækker vi os tilbage til hotelværelset med vores bøger.

19. august (Ballestas og Paracas NP): Vækkeuret ringer kl. 6. Vi skal stå parat kl. 7 uden for hotellet for at tage ud til Paracas en lille fiskerby 6 km uden for Pisco, hvorfra bådene udgår til Ballestas øerne. Lidt over 7 kommer en bus og henter os og kører os rundt i byen for at hente andre turister, som også skal på tur. Det er et sørgeligt syn at køre rundt i byen. Det ligner næsten en krigsskueplads! Den er hårdt medtaget af jordskælvet for 2 år siden og pengene er åbenbart ikke tilstede til genopbygning.
Da vi kommer ud til Paracas er det en helt anden verden. Her har jordskælvet åbenbart ikke hærget eller også har de været hurtigere til at genopbygge. I hvert fald er det en pæn lille by at se på med mange små fine hoteller. Her ville vi hellere have boet 😉 Vi bliver sat ned i en stor speedbåd med plads til 30-40 personer og så går det ellers derudaf. På vej ud af havnen møder vi 3 delfiner, som vi er lige ved at sejle ind i. Vi sejler ud til nogle flotte klippeformationer med en masse fugle, bl.a. pelikaner og lidt senere er vi ude hvor vi kan se den specielle tegning af en kandelaber på bjergskråningen. Der er mange teorier om hvad det er, hvem der har lavet den og hvornår den er lavet. Vores guide på turen fortalte at den menes lavet 300 år før vor tidsregning. Den er ca. 150 m høj og 50 m bred og er lavet ved at grave ca. 45 cm ned i klipperne og sandet. Den er meget flot og står tydelig herude fra vandet. Efter at have set på kandelaberen og de store fuglekolonier på klipperne sejler vi ud til Ballestas øerne, hvor vi ser pingviner og søløver og en kolossal mængde af mange forskellige fugle, som vi slet ikke kender navnene på. Øerne er fulde af fugle og deres efterladenskaber—guano, og lugten står også tyk omkring øerne. Guano har over de seneste 100 år været en stor eksportvare for Peru og med alle de fugle, som lever her på Ballestas øerne bliver der konstant produceret mere. I 1975 besluttede man imidlertid at gøre området til nationalpark for at beskytte den store mængde af bl.a. fugle, som findes på øerne og marinelivet rundt om øerne. Det er således ikke tilladt at fiske med net i området men alene med kroge! Guanoen bliver stadig “gravet” af øerne og eksporteret men nu kun hvert 5.-8. år, så de store anlæg til at tippe guanoen ned i store skibe bliver kun sjældent brugt nu om dage. Det er heller ikke tilladt at gå i land på øerne og for at håndhæve dette forbud bor der 2 opsynsmænd på øerne hele tiden!
Det er et imponerende syn at sejle rundt mellem øerne og betragte det rige dyreliv, men efter en times tid sejler vi retur til Paracas, hvor vi har et lille ophold inden vi i bus bliver kørt ud på Paracas halvøen, som også er en del af den 335 tusinde hektar store nationalpark. 35% af nationalparkens areal er kystnær ørken og resten er hav. Paracas halvøen og i øvrigt også resten af Perus kyststrækning er ørken som er gammel havbund der er blevet skubbet op af kontinentalpladerne, som mødes netop her. Hvilket jo desværre også betyder at her er mange jordskælv—faktisk omkring 200 om året. At ørkenen her er gammel havbund ses tydeligt for overalt er der fossiler.
Vi kører rundt i nationalparken i et par timer og ser flotte strande og klippeformationer og slutter af med at se en masse flamingoer, som vi dog ikke må komme særlig tæt på.
Tilbage i Pisco sidst på eftermiddagen får vi arrangeret bus til Nazca i morgen og købt lidt ind til aftensmad, da vi ikke føler os trygge ved at gå ud i byen efter mørkets frembrud og hotellets køkken har ikke meget at byde på.
Solen kom i dag også frem ved middagstid og skinnede resten af dagen fra en skyfri himmel og det har sat sine tydelige spor i vores ansigter 😉

20. august (Pisco—Nazca): Vi sover længe i dag. Det har været en uhyggelig kold nat og der er ikke varme på værelset, så jeg har måtte op og tage tøj på i løbet af natten for at få varmen! Vi skal med bussen til Nazca kl. 11.30, så vi har god tid til at spise morgenmad og læse nyheder mv. på internettet.
Da vi kommer til busselskabets kontor får vi at vide, at bussen er forsinket, så den vil have afgang en halv time senere. Det kan vi jo ikke gøre så meget ved, så vi sætter os til at vente. Snart kommer en taxa som skal bringe os op til hovedvejen, hvorfra bussen kører. Her kommer vi også til at vente, men det gør nu ikke så meget. Vi kan sidde her og betragte folk og trafikken, så selv om der går yderligere en ½ time er det OK.
Vi har valgt et andet busselskab end sidst og Royal Class så vi kan se, om det er busser, vi har lyst til at køre med i 9-10 timer, som næste tur vil være. Det er en pæn bus med meget brede sæder, som kan lægges ned og god benplads, så vi kan godt vælge dette selskab igen!
Turen til Nazca tager ca. 4 timer og så snart vi har sat os til rette kommer stewardessen med frokost til os, som består af et stykke kylling og pommes frites med vand eller cola til og en slags budding til dessert. Det havde vi ikke regnet med, men det var da rart at få lidt, når vi nu også var forsinket.
Turen går fint. Der bliver vist et par film i bussen, bl.a. Engle og Dæmoner, så vi ser halvt film, småsover og kikker på landskabet, som vi passerer. Det er ørken på hele turen, men dog utrolig forskellig. Nogle gange er det fladt som en pandekage og sand så langt øjet rækker og senere er der høje bjerge med klipper og ind i mellem kommer der en oase med palmer eller et flodleje, hvor der er grønt selv om der absolut ikke er noget vand i floderne på nuværende tidspunkt. Vi kører hen over de store sletter hvor de berømte Nazca linjer er. Vi kan dog ikke se dem. Man skal se dem oppefra og helst fra en flyver for at få noget ud af det. Der er et enkelt udsigtstårn og en lille bakke, hvorfra man skulle kunne se en smule, men vi har valgt at ville se dem rigtigt, så vi håber på at kunne få en flyvetur hen over dem i morgen.
På stationen i Nazca bliver vi mødt af en horde af råbende mænd, som vil have os til at køre med deres taxa. Vi går stille og roligt ind i ventesalen for at få dem til at falde ned og måske opgive os! Efter et stykke tid er der faldet mere ro over dem og vi finder en som vil køre os hen til vores forud booket hotel Casa Andina. Han skal kun have 4 kr. for at køre os, men der er heller ikke mere end omkring 1 km. Vi vil godt se byen an fra en taxa inden vi begiver os rundt til fods. Det viser sig heldigvis at være en rimelig pæn by med ordnede forhold, så her kan vi vist godt gå rundt uden at føle os utrygge.
Det er også et meget fint hotel vi har valgt med en god beliggenhed på en pæn gade med forretninger og restauranter. Vores taxa-mand er selvfølgelig også guide og vil gerne sælge nogle ture til os. Bl.a. kan han tilbyde flyvetur over Nazcalinjerne til 60 USD og med det samme, hvis vi skynder os. Det ville være helt fint for os hvis vi allerede i dag kan komme op at flyve for det vil give os mere ro i morgen til at komme rundt og se de andre ting i området inden vi skal videre med bussen i morgen eftermiddag. Vi siger ja til at køre ud i lufthavnen efter lige at have checket ind på hotellet og smidt bagagen på værelset.
Da vi kommer ud i lufthavnen er det dog alligvel blevet for sent. Vejret trækker sammen og sigtbarheden er nedsat, så vi må alligevel vente til i morgen, hvor vores taxamand vil komme og hente os kl. 8. Så håber vi, at vejret er godt og sigtbarheden god.
Retur til hotellet igen. Vi kan nå en gåtur rundt i byen inden mørket falder på. Vi finder også en pæn restaurant og får aftensmad inden vi trækker os tilbage til hotelværelset.

21. august (Nazca-Arequipa): Vi har sovet dejligt i nat. Der var varme på værelset, så i nat var det ikke nødvendigt at tage ekstra tøj på ;-). Her i Nazca skinner solen fra morgen til aften og midt på dagen er her 30 grader, men så snart solen går ned falder temperaturen til 15 grader, så det er nødvendigt med overtøj om aftenen.
Vi aftalte med taxachaufføren i går, at han skulle komme og hente os kl. 8.00 for at køre ud i lufthavnen igen. Han står som aftalt uden for hotellet. Vi kører ud til lufthavnen og er spændt på, hvornår vi kommer op. Iflg. Lonely Planet kan man nogle gange vente timer på at komme op med en flyver. Vi sætter os til at vente og vores “guide” render rundt for at få arrangeret turen for os. Han kommer tilbage og siger, at vi vil komme op om en halv time. Det er OK, hvis det holder ;-).
5 minutter senere kommer en dame løbende og siger, at vi skal skynde os for nu er der ledige pladser til os i en flyver. Vi skynder os og får krummet os sammen i den lille 6 personers maskine! Vi får headset på og piloten giver os et kort over flyveruten (35 minutter) og fortæller, at han vil lægge flyveren rundt om alle figurerne, så vi alle kan se figurerne. Jeg skal måske lige fortælle, hvad det i det hele taget er, vi skal se. Dvs hvad man mener, det er, vi skal se! Det er nemlig stadig et mysterium, hvad Nazca linjerne egentlig er. De menes at være lavet i det 7. århundrede af Nazca-folket og linjerne viser måske, hvor der er vand i undergrunden. Det er i hvert fald en af teorierne omkring disse linjer, som er lavet ved at skrabe det øverste lag mørke sand/sten af således at det lyse sand nedenunder kommer frem og danner linjer og figurer. Figurerne er muligvis for at kunne lokalisere de enkelte linjer/steder fra hinanden. Den mest kendte er nok colibrien, men der er 12 forskellige, som alle er meget tydelige fra luften, men hvordan man har kunnet se dem for 1300 år siden er et stort spørgsmål!!
Vi kører ud af startbanen og letter hurtigt. Efter kort tid er vi ved den første figur og piloten lægger maskinen om på siden, så vi kan se lige ned på hvalen. Først fra den ene side og derefter om på den anden side. Vi skal jo alle se figuren. Maven reagerer på disse bevægelser, men vi klarer den. Det kan dog bliver 35 lange minutter, hvis maven reagerer hver gang piloten lægger maskinen rundt 😉 Vi blev anbefalet ikke at spise morgenmad, men det har vi ikke lyttet efter. Heldigvis er vi stærke og det samme er de øvrige passagerer, så ingen kaster op, selv om det ville have været meget nærliggende!! Vi får set alle 12 figurer. Det er en fantastisk oplevelse og selv med de forklaringer vi har fået om disse figurere, kan vi ikke helt få det til at hænge sammen, men flotte er de og store. Den største er 180 meter lang. Figurerne forestiller: en hval, en astronaut, en abe, en hund, en kondor, en edderkop, en kolibri, en flamingo, en papegøje, et træ og et par hænder og en trapez.
De 35 minutter går hurtigt og vi lander igen på landjorden. Vores maver er lidt i oprør, men vi har klaret den og vi fået en fantastisk oplevelse mere!
Vores taxa chauffør venter selvfølgelig på os og vil køre os tilbage til hotellet, men han undlader selvfølgelig ikke at spørge hvad vores planer i øvrigt er for dagen, for han har da nogle forslag 😉 Han rammer plet med nogle af de steder, som vi havde tænkt os at skulle se, så han får lov at være guide for os på endnu en tur. Hans forslag, som vi tager imod, er en 800 år gammel kirkegård, som man har åbnet 12 af gravene og fundet ligene eller rettere knoglerne med tøj og hår på. Gravene står nu åbne så man kan se skeletterne, som alle sidder med benene oppe under hagen og vender ansigtet mod øst—mod den nye dag! Det er et noget makabert syn. Ved siden af skeletterne er der potter og smykker, som har været begravet sammen med de afdøde. I et par af gravene er der også små børn sammen med en voksen. Ud over de næsten intakte 12 grave, som nu er åbnede, er der en masse andre fordybninger i sandet, hvor der er yderligere grave, men de er enten ikke gravet ud eller dækket til igen, da der desværre har været gravrøvere på spil, som har ødelagt en masse af gravene og taget de fleste ting af værdi.
Da vi har set skeletter nok kører vi til et værksted, hvor de laver keramikting efter gamle inkatraditioner og derefter til en værksted, hvor vi udvinder guld. Det var ikke lige noget vi havde bedt om, men skidt pyt, det var meget sjovt at se. Tilbage ved hotellet får vi købt busbilletter til lidt senere på dagen, hvor vi vil videre til Arequipa—den hvide by. Det er en 8-9 timer lang køretur og da vi har læst om overfald på busserne, som kører om natten, vælger vi af tage fra Nazca kl. 15.00, så det meste af turen foregår i dagslys.
Vi har lidt tid i overskud, så vi går lige på internettet for at opdatere dagbogen her og mens vi er online ringer Robert og Anna os op på Skype, så vi får lige en lille sludder med dem og hører nyheder hjemmefra. Meget sjovt at kunne snakke over computeren og så oven i købet gratis helt fra Peru!
Bussen kører planmæssigt kl. 15.00 og det er en meget flot bus med dejlige brede sæder, som kan lægges næsten helt ned. Vi er lidt trætte, så vi lægger sæderne tilbage og ser lidt film og betragter landskabet vi kører igennem. Jeg bliver endnu engang forbavset over dels hvor goldt her er, men også over hvor forskelligt ørkenlandskab er. Efterhånden som vi nærmer os Arequipa, begynder bjergene at tårne sig op og vi kører langsomt op af bakke og gennem det ene sving efter det andet, så hvis mave og hoved ikke var i oprør efter flyveturen i formiddag, så kommer den det da her!
Vi får serveret aftensmad ombord på bussen og er fremme i Arequipa kl. 23.30, hvor vi tager en taxa til vores hotel—La Posada del Monesterio, som ligger lige over for klosteret, som er Arequipas største attraktion. Vi er ikke for heldige med værelset. Det er fredag aften og værelset vender lige ud mod et diskotek og der er gang i musikken! Derudover spøger det 😉 Vi lukker for vandet i brusebadet, men efter et stykke tid begynder vandet af løbe. Først efter 3-4 forsøg lykkes det af få strammet grebet så meget, at den hvide dame ikke kan åbne for det igen!!
Vi får ikke sovet så meget denne nat, men er for trætte til at tage tøj på igen og gå ned i receptionen og klage. Vi får et nyt værelse næste dag —uden larm og spøgelser 😉

22. august (Arequipa): Vi står op og får sen morgenmad og ændret værelse og så begiver vi os ud i Arequipa, som vi kun har set og hørt ved nattetid, hvor der i øvrigt er liv, som om det var om dagen. Vi er inde på et par bureauer, som sælger ture til bl.a. Colca Canyon, hvor vi læst skulle være meget flot. Vi havde oprindelig tænkt os at tage derind på egen hånd, men da vi ser at vi kan få 3 dages trek med 2 overnatninger og mad for 280 kr. pr. person gider vi ikke bruge tid på selv at finde derind med lokalbusser osv. så vi booker straks en tur til i morgen. Dvs. der er afgang fra vores hotel kl. 3.30 i nat. Efter at det er på plads går vi over og ser på Santa Catalina klosteret, som først er blevet åbnet for offentligheden i 1974. Det er et meget stort område og der er stadig noget som er lukket, da det stadig fungerer som kloster, men det vi kunne se var meget flot og spændende. Det var en hel lille by i sig selv med gader og små lejligheder bestående af et spartansk værelse og køkken med åbent ildsted. Nogle havde også egen lille gårdhave på 4-10 kvm!
Efter frokost tog vi en byrundtur med en åben dobbeltdækkerbus i 4 timer. Den kørte rundt både i den indre by og i yderområderne og til 3 forskellige udsigtspunkter, hvorfra man kunne se ud over hele byen, som har 1,2 mill. indbyggere og er Perus andenstørste. Det var en rimelig lang tur og til sidst blev det også rigtig koldt, så da vi kom hjem måtte vi have varmen på hotelværelset inden vi kunne gå ud at spise aftensmad. Der er rigtig mange flotte og hyggelige restauranter, som ligger på tagetagerne, men når der ikke er mere end omkring 15 grader har vi ikke lyst til at sidde ude, så vi må rundt et stykke tid for at finde en indendørs, som ikke er et pizzaria! Det lykkes til sidst og vi får den dejligste tallerken med lama, struds og kalvekød. Det er første gang vi begge smager lama, men det er bestemt ikke sidste. Det er rigtig godt. Det var det andet kød i øvrigt også 😉
Hjem og tidligt i seng. Vi skal jo allerede op igen kl. 3!

23. august (Trek i Colca Canyon): Op kl. 2.40. Vi er absolut ikke udhvilet, men vi kan vel sove i bussen. Det er en stor bus som henter os kl. 3.30 og der sidder allerede nogle søvnige gringoer. Vi sætter os blot ind og prøver at sove videre. Vi skal på 3 dages trek ind i Colca Canyon, som er 3.191 m dyb og 100 km lang. Kløften er mange steder udråbt, som verdens dybeste, men for nylig har man målt Cotahuasi kløften, som ligger små 100 km herfra til 150 m dybere!
Der er omkring 3 timers kørsel ud til Chivay, hvor vi skal spise morgenmad. Det er bjergkørsel hele vejen af ujævne veje og fuldstændig mørkt de første par timer. Det bliver mere og mere koldt i bussen. Vi kører over et pas i 4.800 meters højde samtidig med at solen er ved at stå op, og vi kan se solen spejle sig i iskrystallerne på vinduerne. Det er virkelig koldt. Selv med alt det tøj vi har slæbt med, kan vi ikke holde varmen. Det er nogle frosne istapper, som sætter sig til morgenbordet i Chivay ved 7-tiden om morgenen.
Efter morgenmaden kører vi videre ind i dalen og da solen nu er stået op, stiger temperaturen stødt. Vores første stop er en lille landsby med en flot kirke (både kirke og by er grundlagt af spanierne i 1500-tallet) og en masse souvenir-butikker rundt om og nogle børn og en dame med en lama og en ørn, som villigt stiller op til fotografering mod en lille skilling. Jeg er egentlig imod at betale for fotografier, men på den anden side, hvad har de at leve af herude! Vi køber også hver et par strikkede vanter, da vi ikke vil risikere at fryse i nat, hvor vi skal bo i et primitivt lodge. Vanterne koster 10 kr. parret!
Vi fortsætter op til Cruz del Condor, hvor vi skal se de store kondorer svæve omkring bjergtinderne og forhåbentlig ud for os. Vi er ikke de eneste der har dette punkt som mål! Der står linet nok 20 busser op og der er rigtig mange mennesker, som har taget opstilling for at se disse store fugle, som kan have et vingefang på 3 meter, vejer omkring 12 kilo og kan blive op til 60 år. Vi stiller os op sammen med alle de andre og venter. Hvor vi står er der et lodret fald på 1.100 meter ned til Colca-floden og rundt om os kan vi se et par snedækkede bjergtoppe og peruvianske kvinder i deres farvestrålende dragter forsøger at sælge deres trøjer mv. til turisterne. Flot syn! Guiden har givet os 45 minutter, men først efter 40 minutter dukker den første op. Vi bliver helt opslugt af disse store fugle, som svæver med deres store vingefang til at starte med langt nede i dalen under os, men efterhånden kommer de nærmere og cirkler frem og tilbage ud for os og under os, som om de ved at vi kun har ventet på dem! De er meget flotte og absolut værd at vente på. Vores guide har heldigvis ikke travlt, så vi får en lille halv time mere, så vi kan nyde dem.
Oppe i bussen igen kører vi af en meget hullet og sandet vej videre ind i dalen. Vores chauffør kører rimeligt stærkt og helt ude på kanten, hvor der er mange hundrede meter ned. Jeg er absolut ikke stolt af situationen, men må selvfølgelig tro på, at han ved hvad han gør og at han kan styre den store bus. Lige inden vi når Cabanaconda, som er startpunkt for vores trek, bliver nogle af passagererne sat af. Det viser sig at over halvdelen af bussen skal på trek i kun 2 dage, hvor vi har valgt 3 dage. Det er den samme tur, vi får blot længere tid til den! Fremme i Cabanaconda, som er en hyggelig lille by med et lille torv, hvor indbyggerne trækker deres æsler over og går rundt i farverige dragter, får vi frokost på et meget spartansk sted, men det er åbenbart der alle trek-grupper får deres frokost inden
strabadserne for alvor starter!
Vi får en dejlig suppe og ris og grøntsager. Det smager udmærket. Herefter går vi ellers af sted. Vi er 10 i vores gruppe og 2 guider. De 10 er fordelt med 3 spaniere, 3 franskmænd, 1 tysker, 1 New Zealænder og så selvfølgelig os selv. Selv om vi er rimelig stolte af hvor godt vi har klaret os med vores meget lille ordforråd på spansk efter at have haft undervisning i 16 timer, så kommer vi absolut til kort her. De fleste kan føre en samtale på spansk, og det kan vi bestemt ikke. Heldigvis taler nogle af dem også engelsk, så de kan oversætte for os. Guiden har nemlig ikke det store ordforråd på engelsk!!
Vi har taget 3 dages turen for, at det ikke skulle være så hårdt. Vi skal kun gå 3-4 timer pr. dag. Det viser sig imidlertid at selv 4 timer, som vi går her den første dag godt kan være temmelig hårdt. Da vi når vores overnatningssted har vi gået 9 km og ca. 1300 højdemeter. Heldigvis har det gået mest ned, som er knap så anstrengende for vejrtrækningen, men benmusklerne kommer alligevel på arbejde 😉 Vi starter i 3.400 meters højde, så vi skal ikke røre os meget før pulsen er helt oppe og vi kan også godt mærke i hovedet, at vi er oppe i højderne. Vi har konstant lidt hovedpine. Vi prøver at drikke coca-te, som skulle hjælpe mod højdesyge og spiser ligeledes coca-bolsjer, men vi mærker ikke den store forskel. Hovedet værker stadig lidt. Vi håber det går over hen ad vejen. Der er andre i gruppen, som er hårdere ramt end os. De har store problemer med maverne og svimmelhed!
Vi går på små stier som zig zagger ude på kanten af bjergskråningerne og der er næsten frit fald ned! Under os kan vi se ned på colca-floden og de mange terrasser og overrislingskanaler, som oprindelig er bygget af inkaerne, men stadig bruges til dyrkning af kartofler og majs. Lige nu er alle terrasserne dog brune og gule, da det er vinter og det meste er høstet. Efter at have krydset floden via en hænge bro kravler vi lidt op af bjergsiden på den anden side og når vores overnatningssted, som vi på forhånd har fået at vide skulle være et simpelt lodge. Det er det bestemt også men det ligger pragtfuldt fuldstændigt for sig selv med udsigt til bjergene omkring og i en lille grøn oase som er skabt via vandingskanalerne. Der er nogle få hytter og familien som ejer stedet har deres etværelseshytte i midten med et lille overdække af bambus som gør det ud for køkken og et andet overdække i forlængelse af deres hytte, som er “restauranten” dvs. 3 intermistiske træborde med træbænke og plastikstole omkring. Da vi er et par får vi tildelt en hytte med en dobbeltseng med en gammel madras på og tæpper til at have over os. Hytten er lavet af soltørrede jordblokke og lerklinet indvendig og taget er stråtag. Døren er af træ men lukkes ved at sætte en sten for! Vi er virkelig kommet ud på landet! Bad og toilet, ha ha, nej det er der ikke noget af! Jo der står en lille bygning, hvor der er et toilet uden bræt og udenfor er der en håndvask med en lille stråle koldt vand. (Vi får brugt meget desinficerende gele på denne tur 😉 ) Der er også en bruser men kun med vand noget af tiden og absolut ikke varmt! Dette toilet og bruser er til fælles brug for alle gæsterne 😉 Vi bliver ikke rigtig vasket den dag!
Vi er spændt på hvilken mad vi vil få serveret. Vi er ankommet kl. 5 og skal først spise aftensmad kl. 7. Det bliver hurtigt mørkt, så vi tager en lille lur inden aftensmaden. Vi bliver positivt overrasket. På trods af at de alene har et lille ildsted at lave mad over får vi første en god kartoffelsuppe og derefter ris og grøntsager skåret i små terninger og til sidst coca-te. Det smager alt sammen ret godt, så vi går mætte og trætte i seng i vores “jordhule”. Det er temmelig koldt så vi er spændt på om vi skal ligge og klapre tænder hele natten. Det bliver ikke helt sådan, men det skyldes at vi sover med næsten al vores tøj på!

24. august (Colca Canyon): Vi er tidligt oppe. Morgenmad bliver serveret kl. 6.30. Vi sidder alle og kryber sammen. Det har været en kold nat og er det stadig. Vi ved dog at så snart solen kommer frem og vi begynder at gå bliver det varmt. Midt på dagen har vi vel 25-30 grader i solen, så der kommer vi ikke til at fryse. Det er en utrolig temperatur-forskel man må leve med her i bjergene. Vi er i ca. 2400 m højde.
Vi begiver os videre ved 9 tiden, hvor solen er ved at få magt, så vi har fået varmen nogenlunde. Vi skal i dag gå omtrent lige så langt som i går, men det bliver meget lige ud, så det skulle ikke blive så slemt for hverken vejrtrækning eller benmuskler 😉 Vi kommer igennem 2 små landsbyer. De er mere eller mindre forladte begge byer. Det er alene de ældre mennesker, som er tilbage og nogle enkelt unge, som lever af at dyrke jorden på bjerg-terrasserne og sælge afgrøderne i området og på markedet i Arequipa. De fleste unge forlader dog de små bjerglandsbyer for at søge lykken i Arequipa. Ikke alle klarer sig lige godt her, men må leve som gadesælgere eller lignende, da de fleste ikke har fået nogen uddannelse!
Det er spændende at komme igennem de små landsbyer. De har deres helt eget stille og rolige liv. Det er de ældre, som går rundt med deres æsler eller med store oppakninger på ryggen med brænde eller planter. De fleste i farvestrålende gevandter og alle med hatte flot dekoreret i alle regnbuens farver. I den ene by vi kommer igennem stopper vi ved et lille museum! Vi spekulerer alle på hvad det dog kan være for et museum, som ligger helt her ude, hvor der ikke kommer mere end højst 20 mennesker igennem om dagen på trek. Det viser sig at være et fint lille sted, hvor en dame har fundet på at samle eksemplarer af de dyr der er i området (udstoppet), de redskaber som bliver brugt i markerne og til at forarbejde afgrøderne d.v.s. en hjemmelavet skovl, mortere til majs og korn og en væv til at lave tøj af lama-ulden m.v. Der er også hele skin af får og geder, som bruges til at opbevare vand og en pung lavet af tyrenosser 😉 Damen forklarer os om alle tingene i museet på spansk! Vi får dog en oversættelse af det vi ikke forstår af en af vores rejsefæller. Et meget lærerigt museumsbesøg, hvor vi også får en smagsprøve på deres alkoholfri øl lavet på majs. Den falder ikke lige i vores smag!
Mellem byerne går vi forbi en masse forskellige planter, som vores guide Sandro fortæller om. Det er næsten som at gå igennem et helt apotek. Mange af planterne bliver brugt som medicin til for eksempel hovedpine, højdesyge og mavepine. Der er også en enkelt giftig imellem, som vi skal passe på ikke at brække grene på, da plantesaften giver store røde udslet. Vi får også smagsprøver af frugter, som vi aldrig har set før og heller ikke kan sige navnene på! I og med her er meget tørt, er her selvfølgelig også mange kaktusser hvorfra man dels bruger frugterne til bl.a. marmelade, men nogle af kaktusserne er også fyldt med en form for lus, som er ret store 3-5 millimeter. Når de knuses bliver de til rødt farvestof, som bruges til at farve tekstiler med.
Over middag er vi fremme ved vores andet overnatningssted, som hedder Paraiso og også er som et lille paradis for os. Vi har gået i 4 timer i sol og høj varme og støv, så vores bukser og sko, som før var sorte nu er helt lyse og vi har støv i næse og mund, så det knaser mellem tænderne, så er det virkeligt at komme til et paradis, når der mellem store flotte palmer er en flot swimmingpool. At vi så skal bo i en hytte mere primitiv end den i går må vi leve med! Denne hytte er også lavet af tørret jordblokke, men den er ikke lerklinet, så stråene, som er blandet i jorden for at lave blokkene stikker ud og taget er lavet af strå og palmeblade. Der er ingen vinduer og gulvet er den bare jord. Sengen er lavet af bambusrør og en madras over og hævet en halv meter over jorden. Tør ikke tænke på hvorfor!! Der er intet lys og døren bliver også her lukket ved at sætte en sten for 😉 Også her er der et lille overdække med 2 toiletter uden bræt og ved siden af en bruser med et forhæng for, som er fælles for alle hytterne og på dette lodge er der plads til i hvert fald 50 og det viser sig også at der kommer så mange mennesker efterhånden som eftermiddagen går og flere og flere kommer frem efter dagens trek.
Vi tager straks badetøj på og regner med at vi lige skal have vasket det værste støv af i bruseren, men der er ingen vand! Så vi må gå direkte i poolen. Den er meget kold, men det føles dejligt bare at komme i vand og få vasket dagens støv af, så skidt med temperaturen. Vi kan også hurtig blive varme igen i solen.Vi får frokost, som igen består af en grøntsagssuppe og derefter ris, pommes frites og små kødstykker, som vi ikke ved hvad er for kød, men det er måske også bedst ikke at vide! Det smager under alle omstændigheder godt alt sammen. Vi havde en forventning om at få coca-te til dessert, men det kunne vi ikke få for de havde ikke noget vand!!! Forklaringen er at deres vand kommer fra overrislingskanalerne og da der ligger nogle terrasser over dette sted, hvor der dyrkes grøntsager og ris, bliver vandet brugt til at vande disse terrasser i dagtimerne og så spærrer de for vandet, som går videre ned til lodget. Først når de er færdig med at vande markerne bliver der igen åbnet for vandet ned til lodget ;-).
Efter frokost ligger vi og soler os og slapper af ved poolen indtil solen forsvinder og det er desværre allerede kl. 15.30, da vi er dybt nede i en kløft mellem høje bjerge. Herefter må vi finde det varme tøj frem, så vi kan holde varmen mens vi sidder og snakker med et par af vores rejsefæller og får en øl og slår tiden ihjel indtil aftensmaden, som bliver serveret kl. 7 ved levende lys, da der ikke er nogen elektricitet overhovedet. Lysestagerne er plastikflasker, som er skåret igennem på midten og den øverste del er så vendt på hovedet og sat ned i den nederste del hvorved flaskehalsen kan holde på lyset og siderne skærmer for vinden! Originalt påfund! Denne gang får vi suppe og derefter spagetti med tomatsovs. Nu er der kommet vand så vi kan få coca-te og småkager 😉 Vi bliver rigtig forkælet!
Vi trækker os hurtigt tilbage efter aftensmaden, da vi skal op igen kl. 5 for at starte sidste del af trekket som helst skal foregår inden solen står højt på himlen, da det er op, op og op af kløften!

25. august (Trek i Colca Canyon): Vækkeuret ringer kl. 4.45 og kl. 5 starter vi på den sidste del af trekket. Da vi har sovet med al tøjet på for at holde varmen og der kun er koldt vand og 1 bruser til 50 mennesker består morgentoiletten af tandbørstning og så er vi ellers klar!! Godt vi snart skal ind på et rigtigt hotel og få et varmt bad og rent tøj på 😉
Humøret er lidt trykket her til morgen, da vi står med hver vores lommelygte og venter på at få samlet gruppen. 2 af deltagerne har valgt at tage et æsel til toppen, da de ikke mener, de kan klare den sidste del. Vi andre 8 er usikre på, om vi også skulle have valgt æslet, men da jeg er allergisk over for disse kræ og dermed vil have ødelagt det næste døgn ved at tage en ridetur op på sådan et, er mine overvejelser ikke så store. Jeg skal bare op ved egen kraft! Guiden har sagt, at han kan gå op på 1 time og vi har 3½ time til vi skal med bussen videre, så kan det vel ikke gå helt galt—tror vi!
Vi starter, som sagt i bældravende mørke og uden morgenmad. Den kan vi få, når vi er oppe! Vi har købt nogle chokolade-kiks, som vi kan spise, hvis vi trænger til noget undervejs. Da vi er ca. 50 mennesker på lodget og der ikke skal blive crowded på stien op går vi i hold. Nogle er allerede startet kl. 3 og 4 i nat, så vi er “heldige” at vi først skal starte kl. 5.
På vej op i mørket kan vi se lyset fra de tidligere holds lygter op af bjergsiden. Vi starter i ca. 2400 meters højde og toppen er i 3650 meters højde! Det går fint i starten, hvor det er mørkt og ikke så varmt. Vores gruppe holder sammen den første halve time til 3 kvarter, men så begynder der at blive spredning, og jeg må med skam erkende, at vi sakker længere og længere bagud. Min puls går helt op i det røde felt, så jeg må sætte farten ned og holde pauser oftere og oftere! Vi har slet ikke været i de høje luftlag længe nok til at kroppen har vænnet sig til det og så denne fysiske udfoldelse. Det går konstant op af en smal sti. Der er ikke trappetrin men blot sand, grus og klipper. Det er blevet lyst nu og varmere hvilket ikke gør det bedre. Der er et vist pres på os, da vi er bagerst i gruppen og vi skal jo helst op inden solen for alvor når os. Det er rigtig flot at se ud over kløften og bjergtinderne efterhånden, som solen rammer dem, men vi får sværere og sværere ved at nyde synet efterhånden, som udmattelsen melder sig. Pulsen går hurtigt op og benene vil ligesom ikke lystre mere. De bliver langsommere og langsommere. Vi går som i slowmotion. Pauserne bliver tiere og tiere. 50 meter kan vi klare så må vi hvile. Vi er kommet ca. 1.000 meter op efter 2 timer og mangler stadig de sidste 250 højdemeter. Solen har nu fanget os. Vi skal klare de sidste 250 meter. Vi kan se toppen nu og vi ved, at nogle fra gruppen er nået toppen.
Den sidste halve time som det tager os at tilbagelægge de sidste 250 højdemeter er et mareridt for os begge. Vi føler os nogenlunde friske efter hver pause, men efter få meter vil benene bare ikke mere. Det er en underlig følelse.Vi når toppen efter 2½ time fuldstændig udmattede. Heldigvis har en af vores rejsefæller nogle druesukker-tabletter og vi kan også købe både bananer og cola, hvilket giver et hurtigt kick, så vi efter 15 minutters pause kan få benene til at lystre, så vi kan gå de sidste par kilometer hen over nogenlunde fladt terræn til Cabanaconda, hvor vi endelig skal have morgenmad.
Det er fantastisk at komme til at side på sin flade og få noget mad efter de hårde strabadser. Efter morgenmaden er vi rimelig friske igen og klar til en 3-4 timers køretur langs Colca Canyon og hen over højsletten og passet i 4.800 meters højde og ned til Arequipa, som ligger i 2450 m højde. På vejen ud i forgårs så vi ikke meget af højsletten, da det var mørkt. Da vi nu kører langs kløften, kan vi se over på noget af den sti vi har gået på de seneste dage og ud over hele kløften med de mange terrasser som alle er bygget op af stensætninger. Det har været et utrolig arbejde at skabe alle de små marker, men flot ser det ud og sammen med overrislingskanalerne har de skabt et spisekammer for hele området, som ellers ville være tørt og goldt.
Vi har flere stop på vejen for at nyde udsigten ekstra og kunne tage billeder, som det ikke er muligt at tage fra bussen, da det er en meget hullet vej vi kører på og billederne derfor bliver rystede. I Chivay kører vi ud til de varme kilder i Calera og får en times tid til at bade i de varme bade. Det er dejlig at komme ned i det 39 grader varme vand og få løsnet musklerne og efterfølgende sidde på kanten i solen og lade sig tørre. Det er lige hvad vi trænger til og samtidig få blødt al skidtet op efter 3 dage i støv. Desværre har vi ikke noget rent tøj at tage på, så vi må ned i det beskidte igen 😉
Efterfølgende er vi inde og spise frokost på en restaurant med buffet, så vi kan smage forskellige Peruvianske retter. Det er smager rigtig godt. Efter Chivay kører vi igen hen over pampassen i 4800 meters højde. På vejen ud i forgårs så vi ikke noget af den, da det var mørkt, men nu får vi også dette fantastiske skue at se med en kæmpe stor højslette omgivet af hele 8 vulkaner, der alle er mellem 6000 og 7000 m og har sne på toppen og rundt på sletten går store flokke af alpacaer og andre lamaer og vicuñas. Det er virkelig flot og anderledes end noget vi har set andre steder.
Vi når tilbage til Arequipa og vores hotel, som vi også boede på inden trekket ved 7 tiden om aftenen godt trætte og som sagt beskidte i hvert fald på tøjet. Vi har jo været i varme bade i dag, men det første vi gør er at tage et varmt bad og få rent tøj på. Vi springer aftensmaden over. Vi er for trætte af dels vores hårde trekking i morges og dels af alle de indtryk vi har fået de sidste 3 dage. Det har været en fantastisk tur selv om den har været meget hårdere end vi havde forventet. Efter denne tur er vi helt sikker på, at vi ikke skal på hverken 2 eller 4 dages trek på inka-stien. Det kan vi ganske enkelt ikke klare. Vi har fået udfordringer nok med de høje luftlag nu 😉
Vi lægger os veltilfreds til at sove i vores rigtige senge med et rigtigt badeværelse lige ved siden af. Det har været sjovt at prøve det primitive liv, men det er nu rart at komme tilbage til vores egen verden igen med en vis komfort!

26. august (Arequipa): Det bliver en rigtig slapperdag, hvor vi intet foretager os andet end at ligge ved poolen med vores bøger og daske lidt rundt i Arequipas historiske centrum omkring Plaza de Armas og sidde på en tag-restaurant og se ned over Plaza de Armas og hele byen med El Misti og de andre vulkaner og bjerge i rundkreds om byen.

27. august (Arequipa—Puno): Vi tager med bussen fra Arequipa kl. 8.30. Det er Cruz del Sur vi kører med igen, da de har haft de bedste busser og service indtil videre. Det er en 6 timers bustur, hvor vi småsover det meste af tiden. Det første stykke af turen er tilbage samme vej som vi kom forleden fra Colca Canyon, så der er ikke så meget nyt at se, men ellers kører vi ind over bjergene og højsletterne, hvor flokke af lamaer, alpacaer og får går rundt og i søerne er der flamingoer. Det er et storslået landskab om end meget gult på denne årstid, hvor solen skinner fra en skyfri himmel fra morgen til aften og jorden derfor er fuldstændig tør. Det meste af vejen er asfalteret og i rimelig stand, men på nogle strækninger er det også bare en jordvej.
Efter lidt over 5 timer standser vi i en by. Vi bliver lidt urolige for i første omgang tror vi det er Puno, hvor vi skal være, men denne by ligner bestemt ikke det vi havde forestillet os ud fra beskrivelserne. Der er intet charmerende over byen. Husene er med rå mursten og ser ikke ud til at være færdige og der er støv overalt, da vejene ikke er asfalterede. Det viser sig heldigvis at det er Juliaca og vi har stadig en lille times kørsel til Puno, som ligger ned til Titicaca søen.Vi kommer ind til Puno fra bjergene, som omkranser byen og vi får et fint udsyn ud over hele byen, som ligger ned af bjergsiderne mod Titicaca søen—verdens største sø over 2000 meters højde. Husene her er lidt pænere end i Juliaca og vejene er asfalteret, så vi føler vi er kommet til lidt mere civilisation 😉
Vi bliver sat af på busterminalen, som ligger næsten nede ved søen og tager en taxa til vores hotel—Sol Plaza. Vi har ikke reserveret i forvejen, men vi får et værelse alligevel, som vi er godt tilfredse med. Det ligger lige ved siden af Plaza de Armas—byen centrum og gågaden. Efter at have smidt bagagen på værelset går vi ud og ser på byen. Der er meget hyggeligt omkring hotellet og masser af restauranter og turbureauer, så vi får hurtigt booket tur til i morgen, hvor vi vil ud på Titicaca søen og besøge Uro-indianerne som bor på sivøer og en anden ø Taquile. Vi er her i Puno kommet op i 3850 meters højde og det kan vi bestemt godt mærke. Vi skal ikke røre os meget før vi hivet efter vejret. Vi har forebyggende begyndt at spise piller mod højdesyge, da specielt Ulrich har haft problemer de sidste dage med hovedpine og svimmelhed. Vi ved ikke om det alene skyldes den tynde luft, men hellere forebygge end helbrede! Højden betyder også at det bliver meget koldt om natten. Temperaturen kan komme helt ned under frysepunktet. Det er ikke helt så koldt, men efter at gået lidt rundt dumper vi ind på en lille hyggelig restaurant og får varm kakao og chokoladekage!
Udenfor på gaden igen kommer en sød gammel dame og vil sælge os alpaca-trøjer. De koster den fyrstelige sum af 40 kr. og er faktisk meget pæne og da vi har mærket, hvor koldt det er kan vi ikke stå for hende og køber hver en trøje. Så har vi noget varmt at tage på i morgen ude på søen.
Til aftensmad får vi alpacakød med grøntsager og æblemos! En lidt speciel sammensætning men det smager godt.

28. august (Uros Islands & Taquile): Igen i dag er vi tidlig oppe og spise morgenmad. Vi bliver hentet på hotellet kl. 7 og bliver kørt ned på havnen i Puno, hvor vi går ombord i en lille båd med plads til 20 passagerer. Vi kan sidder både inde og ude og oppe på taget. Til at begynde med sidder vi ude, men det bliver hurtigt for koldt. Det har været frostvejr i løbet af natten og der er stadig lidt is på taget af båden.
Vi sejler ud over Titicaca søen en times tid, ud til Uro-indianernes flydende siv-øer. Uro-indianerne søgte for århundrede siden væk fra inkaernes dominans på landjorden og fandt på at leve på disse flydende siv-øer. Øerne ligger på 3-5 meters vand og er bundet sammen med reb og forankret til søbunden med pæle for ikke at flyde væk, specielt i regntiden, hvor vandstanden i søen stiger op til en meter. For hele tiden at holde sig tørskoede på sivøerne, må uroerne hver måned lægge nye lag siv på, da sivene jo rådner nedefra. Uroerne laver alt af siv (totorasiv). De bor på siv-underlag, deres huse og både er lavet af siv og hvor utroligt det end lyder, så spiser de faktisk også siv! Vi fik en lille smagsprøve på dette 😉 det smagte OK. Da vi nærmer os en siv-ø står kvinderne på række og tager imod os. Vi har lidt svært ved at gå på sivunderlaget, da vi synker i nogle steder og det naturligvis giver efter. I første omgang bliver vi sat på nogle ruller af siv for at vores guide kan fortælle om hvordan Uro-erne lever. Oprindelig levede uroerne af fiskeri og landbrug, men nu er det vist mest af turismen der er indtægtskilden! Hver familie har deres egen ø med deres små huse på og et åbent ildsted, som gør det ud for køkken og så har de både lavet af siv selvfølgelig, som de bruger mellem øerne og når børnene skal i skole på en lidt større sivø! De lever af de fisk de kan fiske i søen og de fugle, som de kan skyde, men efterhånden har de med turisternes penge også kunnet købe føde-varer i Puno. Det er måske derfor der ikke er nogle af dem der ser ud til at mangle noget, specielt kvinderne er meget store! De har meget farverige klædedragter, så det er et flot syn at se dem stå på række med sivene i baggrunden og det blå vand foran, så selv om det er meget turistet nu, hvor de vil sælge os alle deres håndarbejder, så er det absolut et besøg værd. Det er utroligt at der stadig er mennesker, som kan finde sig i at bo så primitivt og delvist isoleret ude i en sø og det er sikkert også kun et spørgsmål om en generation eller to, så vil de uddø. De unge kan gå i under-skole herude, men hvis de vil læse lidt videre så skal de ind til Puno og der oplever de trods alt et andet liv!
Efter at have gået lidt rundt på en families ø og set deres huse, hvori der alene var en seng og deres tøj, som hang på væggene og købt lidt af deres håndværk—vi synes ikke vi kunne være andet bekendt, sejlede vi i en stor sivbåd over til en anden families ø. Der var ikke den store forskel, så vi gik ombord i vores “rigtige” båd og sejlede videre ud over Titicaca søen til Taquile—en ø som er 6 km lang og 1 km bred og beboet af omkring 2500 mennesker.
Det tager yderligere 2½ time at sejle derud, så det siger sig selv at det også er mennesker, som er meget isoleret. På øen er der ingen biler, cykler, æsler, heste eller hunde og strøm har de først fået i begyndelsen af 1990erne! Af husdyr er der alene køer og får og så dyrker de ellers deres grønt-sager på terrasser som er anlagt overalt på bjergsiderne. Øen er delt op i 8 kooperativer. Det synlige tegn på dette, når man går op over øen er, at man går gennem nogle porte bygget af sten. Vi går gennem flere af portene på vores vej op til det centrale torv på øen, hvor der er en kirke og en stor fælles butik for tekstiler, som er fremstillet på øen. På vores gåtur op til torvet har vi mødt nogle få børn med små flokke af får, men da vi kommer op på torvet bliver vi mødt af et sjovt syn. Først tror vi at de er ved skulle danse folkedans for alle mændene har sorte bukser, hvide skjorter, farverige veste og skærfter på og farvestrålende huer på hovedet, og damerne har enten sorte eller meget farverige nederdele på og sorte tørklæder på hovedet. Det viser sig, at det intet har med folkedans at gøre, sådan går de altid klædt og klæderne fortæller om deres ægteskablige status. Det næste der falder i øjnene, når man går rundt på torvet er at alle mændene har strikkepinde i hænderne. Det er mændene her på øen, som strikker alle deres huer og skærfter mv. 😉 Kvinderne går blot rundt og snakker! Efter at have studeret og fotograferet disse specielle øboer går vi videre op til en lille restaurant, hvor vi får en glimrende frokost bestående af suppe og derefter grillet ørred eller æggekage og hertil coca– eller munje-te.Videre rundt på øen og ned til vores båd igen har vi de flotteste udsigter ud over Titicaca søen, de mange anlagte terrasser og Amantani øen som ligger ikke langt derfra og i det fjerne de sneklædte bjergtinder i Bolivia. Sejlturen hjem til Puno foregår dels oppe på taget i solen og dels sovende i kahytten, da det bliver for koldt oppe på taget.
Vi er i Puno igen kl. 17, hvor vi lige skal have bestilt en busbillet til Cuzca i morgen inden vi får tidlig aftensmad i håb om i dag at komme tidlig i seng, da en lang bustur venter i morgen.

29. august (Puno—Cuzco): Vi bliver hentet på hotellet kl. 7 og kørt ned til busstationen, hvor en større turistbus venter på os. Det er endnu engang en flot luksusbus med brede sæder og vi er så heldige at få de 2 første sæder i højre række, så vi har fint udsyn gennem forruden. Det første 2 timer af køreturen er ikke specielt interessante. Vi kører først tilbage til Juliaca, som vi også kørte igennem forleden dag og var bange for at det skulle være Puno, da den bestemt ikke er noget kønt syn. Vi gør et lille holdt i Juliaca, da guiden vil vise os hvad damerne langs vejen sælger. De står med hver deres lille træbord og haren pakke foran sig med tæppe omkring. Det er grillstegt lam. Vi køber en plasticpose med et stykke lammekød og en kartoffel for 10 kr. Det smager udmærket selv om det er lidt uvant at skulle spise med fingrene og fra en plasticpose 😉
Efter Juliaca er det en meget dårlig vej, hvor man nærmest kører på en markvej med masser af huller. De var dog ved at lave en ny vej! En times tid på denne vej og vi er fremme ved første stop Pucara, hvor vi var inde på et lille museum og få forklaret lidt om Perus historie med bygninger og herskere og sammenholdt med bl.a. pyramiderne i Egypten. Det var meget overskueligt sat op på en planche og fik nogle ting til at falde på plads ;-)Herefter kørte vi videre et par timer over tørre sletter og høje golde bjerge omkring og får og alpacaer gående rundt i flokke, nogle med en hyrde til at holde øje med dem, andre alene. Efter i alt ca. 4 timer er vi nået op til passet La Raya i 4.313 m højde. Her gør vi holdt for at tage fotos og som alle steder, hvor turistbusserne gør holdt er der fyldt med souvenirsælgere. Her ved La Raya er det alpaca bluser, huer og tæpper som de fleste sælgere har på bordet! Vi kan ikke stå for et alpaca tæppe med en kondor på. Det er flot og utrolig blødt at røre ved.Fra La Raya som er grænsen mellem Puno og Cuzco regionerne og også grænsen mellem 2 sprog—quechua og aymara, går det kun nedad. Fra 4.313 m i La Raya til 3.326 m i Cuzco. Vi kører langs en lille flod, som har sit udspring ved La Raya, men som er starten på Urubamba floden som flyder ud i Amazonas. Der er en unorm forskel på landskabet efter vi har passeret La Raya passet. Pludselig er der grønt på bjergskråningerne og der er træer, hvilket vi ikke har set overhovedet på den anden side af passet. Der sker også noget med byerne og husene. Det er som at komme til et helt andet land! Byerne er pæne med asfalterede veje og husene har pæne facader, som er malede i forskellige farver og der er ikke mere stråtag eller bliktag, men derimod røde tegltage. De forskellige byer har specialiseret sig i forskellige produkter. En by hugger brænde op fra eucalyptus træer, en anden laver mursten, en tredje tagsten osv.Selv landbruget ser mere organiseret ud end på den anden side af passet. På denne side er jorden rødbrun og nypløjet og ikke bare tør og sandet, som på den anden side.
Næste stop er Raqchi, som er resterne af en af de mest hellige og betydningsfulde byer i Inka-riget. Den var midtpunktet i Inkariget, da det var på sit højeste og strakte sig fra Ecuador og Columbia i nord og til Bolivia, Chile og Argentina i syd. Det der er tilbage nu er en 15 meter høj og 90 meter lang mur af store fuldstændig tilpassede sten. Der er ikke en sprække! Og resterne af 22 søjler som har været med til at bære taget på dette meget store—måske største 2 etagers tempel i inkariget. Uden om templet er der resterne af 12 beboelsesbygninger, som har været beboet af det højeste stående personer i inkariget, og ydermere 122 store siloer, som har været brugt til at opbevare fødevarer. Kød som kom fra højsletterne omkring Puno i syd og kornprodukter og grøntsager fra Cuzco i nord. Her i Raqchi sørgede man for at udveksle, så der kom kød den ene vej og grøntsager m.v. den anden vej. Tempel og omkringliggende bygninger blev ødelagt af spanierne!
Fra Raqchi kørte ind til en fin restaurant og fik frokostbuffet og videre gennem de nu flotte grønne landskaber til en lille by Andahuailillas, hvor vi så et meget idylisk og flot lille torv og en kirke kaldet det amerikanske sekstinske kapel. I første omgang kunne vi ikke kom ind i kirken, da der var bryllup. Vi valgte at vente udenfor en halv times tid og fik så lov at komme ind og se det sidste af vielsen og det meget flotte kirkerum med en masse malerier på vægge og loftet.Vi gik hurtigt ud for vi synes det var utidig indblanding at komme ind midt i et bryllup, men vi nød at se, da brudeparret kom ud af kirken og blev overøst med konfetti i alle regnbuens farver!
Herefter er vi snart i Cuzco, hvor vi kører i taxa op til vores hotel Muñay Wasi Inn. Det er ved at være mørkt nu, men vi går en lille tur i byen og får lidt aftensmad inden vi skal hjem og sove efter en lang dag! Vi er meget imponeret over byen, selv om det ikke er så meget vi når at se. Det er vist en by vi vil kunne lide at være i 😉

30. august (Cuzco): Vi tager en slapperdag, hvor vi alene går lidt rundt i Cuzco, som er en enorm charmerende by med flotte torve, katedral og kirker og ikke at forglemme alle resterne af mure fra inkaernes tid.
Vi benytter også dagen til få bestilt nogle ture her fra Cuzco, så som byrundtur og tur til den hellige dal og Macchu Picchu og flybilletter til Amazonas.Vi slutter dagen af med at spise en god middag på en fin restaurant med udsigt ud over Plaza de Armas og byens katedral og La Compania kirke, alt med lys på. Det er et utrolig flot syn!

31. august (Cuzco): Ikke den bedste dag på vores tur! Ulrich har det ikke godt. Er svimmel og har hovedpine og i det hele taget utilpas. Vi skal på byrundtur kl. 13.30. Vil aflyse, hvis han ikke får det bedre. Han sover til kl. 13.00 og mener så han har det bedre og vil gerne på byrundtur.
Vi kommer igennem byrundturen og får set nogle kirker og museer og inkaruiner, men vi er vist ikke rigtig in the mood for denne tur. Synes det meste er lidt kedeligt og guiden taler ikke specielt godt engelsk, så vi har svært ved at forstå alle hans forklaringer. Desuden begynder det at regne, mens vi er ude på alle inka-ruinerne omkring Cuzco og det bliver rigtig koldt, så vi vil egentlig hellere bare hjem og have en varm kop te på hotelværelset.
Da vi bliver sat af på Plaza de Armas går vi direkte op på McDonalds for at få noget hurtigt mad, så vi kan komme hjem i varmen! Det skulle vi måske ikke have gjort for da vi kommer hjem på værelset har Ulrich det bestemt ikke bedre—tværd imod! Han lægger sig straks til at sove. Håber han har det bedre i morgen, hvor vi skal gennem Sacred Valley!

1. september (The Sacred Valley): Ulrich har det bedre i dag selv om appetitten ikke helt er vendt tilbage, så ingen problemer i at tage på vores 2-dages tur gennem Sacred Valley (Den hellige dal) og op til rejsens absolutte højdepunkt Machu Picchu.
Vi bliver hentet på hotellet i en gammel bil, som knap kan hænge sammen, men heldigvis er det ikke den vi skal køre videre i. Det er blot opsamlingsbilen, som kører os hen til tur-bureauet, hvor en stor pæn bus venter med 14 andre, som skal på samme tur. Vi har heldigvis fået en anden guide i dag end ham i går, som talte meget dårligt engelsk. Ham her er meget bedre og meget ivrig for at fortælle os en hel masse om sit land og befolkning, som han åbenlyst er meget stolt af—på den gode måde!
Vores første stop er en lille landsby, hvor der egentlig ikke er nogen attraktioner, men da guiden som sagt er stolt af sit land, vil han også gerne vise os, hvordan man lever i små byer, hvor man ikke er påvirket af turismen. Det er lige nøjagtig det vi også gerne vil se, så det passer os fint. Vi går en lille tur rundt i denne lille landsby på egen hånd og det er sjovt. Her er rodet og støvet og husene er alene bygget af jord-mursten og grise, høns og hunde går frit rundt i gaderne, som kun er jordveje. Her er vi virkelig kommet ud på landet!
Næste stop er mere turistet, idet det er på et udsigtspunkt, hvor man kan se ud over det meste af Sacred Valley, hvilket er et flot syn, men som tidligere nævnt, hvor der er turist-stop er der også salgsfolk! Her er det 2 kvinder med deres 3 lamaer og lille datter klædt i deres flotte farvestrålende tøj. Denne gang kan vi ikke stå for dem og bliver fotograferet sammen med dem. Specielt den lille pige er utrolig charmerende. Hende kunne vi godt have taget med hjem 😉
Vi kører videre ned gennem dalen til Pisac, som er kendt for sine inka-ruiner, som vi nu ikke ser på denne tur og deres marked, som er størst om søndagen. Vi er her en tirsdag, hvor det er knap så stort men stadig sjovt at gå rundt på. Specielt er vi interesseret i det, der er det “rigtige” marked, nemlig der hvor de lokale handler. Det er også sjovt at se her. De har så mange flotte og for os ukendte grøntsager og frugter og som andre steder uden for europa har man også kød liggende i solen på små træborde. Her er det mest kyllingkød, som er skåret op i små stykker, så man ikke behøver at købe en hel kylling 🙂
I den mere turistede del af markedet er der fyldt med alpaca-skin og alpaca-strikketøj. Alpaca skin og uld, specielt fra baby-alpacaer er meget blødt og dejligt at røre ved, men det er meget svært for os almindelige mennesker at bedømmer om det er ægte alpaca eller ej! Vi er inde i en butik, som guiden siger sælger ægte alpaca. Vi forhandler lidt om et skin, men bliver ikke enige, så vi går tomhændet derfra!
Vi spiser frokost på en flot restaurant lige ned til Urubamba floden, hvor der er levende musik og en mægtig stor buffet. Det er meget i kontrast til de landsbyer vi ellers kører igennem og priserne her er da også kun for turister. Vi må give 100 kr. pr. person for buffetten. Det er den dyreste frokost vi endnu har fået!!
Allantaytambo er næste mål. Den er beliggende i 2800 m højde og den sidste større by i dalen, hvortil der er vejforbindelse. Vi når frem til denne lille bjergby først på eftermiddagen efter at have nydt køreturen gennem småbyer og flot natur langs Urubamba-floden. Allantaytambo er kendt for sine inka-ruiner på toppen af en klippe for enden af byen. Templet eller fortet (man er ikke helt enige om formålet) nåede aldrig at blive bygget færdig før spanierne overtog magten og byggeriet stoppede, men det man kan se er imponerende. Det er meget store sten, som i øvrigt er brudt på en bjergside på den anden side af floden og slæbt over floden og dalen og op på denne klippetop, hvorefter de er tilpasset og sat oven på hinanden, så der ikke kan stikkes så meget som et stykke papir mellem dem!! Man kan stadig se ramperne, som er lavet op til klippetoppen og der ligger også store groft tilhuggede sten på toppen, som ikke er nået at blive færdiggjorte. Ud over templet/fortet på toppen er der lavet terrasser hele vejen op af bjergsiden, således at der kunne dyrkes korn og grøntsager og højt oppe på den modsatte bjergside er endnu et bygningsværk, som menes at have været et lager til opbevaring og tørring af korn. Efter at have set ruinerne bliver vi efterladt i byen. Bussen og de øvrige passagerer skal tilbage gennem dalen og retur til Cuzco, men vi skal med toget herfra videre til Agua Caliente, hvorfra vi kan komme op til Machu Picchu.
Vi har 5 timer i byen før toget kører kl. 20.35. Desværre begynder det at småregne, så vi finder en lille cafe, hvor vi kan sidde i læ for regnen, men udenfor så vi kan sidde og betragte livet i gaderne og op til Inka-ruinerne, mens vi drikker en cola. Efterhånden som det ebber ud i turistbusserne til ruinerne kommer lokalbefolkningen også på gaderne. Det bliver opholdsvejr og vi går en tur rundt i de små brostensbelagte smalle gader. Der er høje mure ud til gaderne, så det er alene når en dør eller port står åben at man kan se ind i gårdene og se lidt af hvordan de bor. Alle huse her er bygget ud fra de gamle principper fra inkatiden, hvor bygningerne er bygget omkring en gård i midten og kun en udgang til gaden. Det er hyggeligt at gå rundt her. Næsten alle hilser pænt på os. Nogle kommer slæbende på store grene til ildstedet! Da mørket begynder at sænke sig over byen og kulden kommer finder vi en lille restaurant, hvor vi kan få lidt at spise og holde varmen indtil vi skal med toget.
På togstationen står der mange og venter kl. 20. Vi har backpackerbilletter til 14 dollars stykket og regner med at det er almindelige billetter, hvor vi sidder sammen med lokalbefolkningen i modsætning til Vistadome-billetter til 120 dollars, men det viser sig, at backpackerbilletter alene er for turister og at det er en vogn for sig med stof på sæderne i stedet for plastik!
Det er bældravende mørkt, så vi kan ikke se noget på togturen og vi er også trætte efter en lang dag, så vi småsover de 2 timer til vi er fremme i Agua Calientes. Her bliver vi mødt af vores guide til turen i morgen, som kort fortæller os om hvad der skal ske i morgen og derefter viser en ung mand os op til vores hotel for natten. Det er absolut ikke luksus, men der er en seng og et badeværelse med varmt vand og i øvrigt skal vi kun være der i 6 timer, så det er OK!

2. september (Machu Picchu): Vi står op kl. 4.15 og får et varmt bad inden en sparsom morgenmad! Vi er vist de eneste, der bor på hotellet, som i øvrigt ikke er bygget helt færdigt! Skidt der var jo kun for nogle få timer. Vi skal ned og stå i kø for den første bus, som kører op til Machu Picchu kl. 5.30 og hvorfor så stå så tidligt op, hvor det stadig er mørkt, når busserne kører hvert kvarter det meste af dagen? Jo, det er der en god forklaring på! Det er nemlig kun de første 400 som får mulighed for at vandre op til Wayna Picchu, hvor man skulle have en fantastisk udsigt ud over Machu Picchu, så det skal vi jo selvfølgelig prøve! Vi er ved busstoppestedet kl. 5.10 og der står allerede en lang kø. Jeg tæller løseligt, hvor mange der er foran os, for hvis vi er for sent på den til at få adgang til Wayna Picchu, kan vi lige så godt gå op og sove videre og tage en bus senere. Der er dog kun ca. 200 foran os, så vi bliver stående. Det er en daglig tilbagevende kø her midt om natten i mørke, så der er sælgere, som kommer rundt med bakker, hvor de har sandwich og boller og kaffe man kan købe, hvis man ikke nåede at få morgenmad!
Kl. 5.30 præcis kører de første busser op foran køen. Det er utroligt, men køen bliver holdt. Ingen maser sig frem, som man måske ellers kunne forvente. Vi kommer med bus nr. 6 og kan dermed regne ud at vi er blandt de første 180, så vi er sikre på en billet til Wayna Picchu. Så er vi rolige! Der er kun 6-8 km op til Machu Picchu, men det er op ad bjergsiden, så det er det ene hårnålesving efter det andet på en forholdsvis smal grusvej. Agua Caliente ligger i 2000 m højde og Machu Picchu i 2400 m, så der skal kravles nogle højdemeter!
Oppe ved indgangen til Machu Picchu skal vi stå i kø igen. Det er for at få tildelt nr. til Wayna Picchu! Vi får nr. 163 og 164 og kan få lov at gå derop kl. 7. Vi skal først møde vores guide kl. 8, så passer os fint—tror vi!
Det er ved at blive lyst nu, men solen er ikke kommer op over bjergtoppene endnu. Vi starter med at gå op til et udsigtspunkt syd for ruinerne. Vi har et rigtig godt udsyn ud over hele området herfra både Machu Picchu by og de omkringliggende bjergtoppe. Mens vi står her kravler solen langsomt op og lyser på den ene bjergtop efter den anden og efterhånden sender den også sine varme morgenstråler ned over ruinerne. Det er et fantastisk flot syn. Selv om vi står en del mennesker og nyder synet, er her næsten helt stille. Det er bare så flot! Det er virkelig den lange tur værd. Vi kan næsten ikke løsrive os, men til sidst må vi ned og gå gennem ruinerne, da vi skal nå over i den anden ende af “byen” for –igen– at stå i kø for at komme op på Wayna Picchu. Da vi kommer hen til køen og finder ud af hvilken bjergtop det er vi skal bestige, ser vi på hinanden og er straks klar over at det kan vi ikke klare på den time, vi har, inden vi skal mødes med guiden for at blive vist rundt og få fortalt om ruinerne. Hvad gør vi så? Vi vil gerne begge dele. Jeg går frem i køen og spørger om vi kan få lov at gå med næste hold kl. 10. I første omgang er det fuldstændig udelukket, men efter at have smilet og stille argumenteret for at der jo ikke kommer flere end 400 op på bjerget selv om vi flytter tidspunkt, lykkes det til sidst at få lov at vente. Glade er vi og får nu tid til at gå lidt rundt for os selv og nyde dette fantastiske sted.
Machu Picchu menes at være bygget i 1450-1470 af inka Pachucútec, Perus svar på Christian IV. Det har muligvis været hans ferieresort til vinterbrug, da det ligger ca. 1.000 meter lavere end Cuzco og dermed har varmere klima. Byen har været befolket af 5-700 udvalgte præster fra Cuzco, som har haft deres huse liggende rundt om inkaens flottere hus og hele 6 forskellige templer, som oprindelig har været guldbelagte. Ud over huse og templer er der rundt om byen en masse terrasser ligeledes opbygget i sten, som dels har været brugt til at dyrke korn, grøntsager og kartofler og dels til at stabalisere, så byen ikke skulle falde i afgrunden! De stabaliserende terrasser har været fyldt med orkideer og været en form for botanisk have for byen. Machu Picchu er blevet kaldt den glemte by, da den har været forladt og opslugt af junglen i omkring 400 år inden den amerikanske historiker og eventyrer Hiram Bingham i 1911 “opdagede” byen. 75% af det som står i dag er det oprindelige og 25% er restaureret. Der bliver den dag i dag stadig gravet rundt omkring i ruinerne og der findes også stadig genstande fra inkaernes tid, bl.a. er der for nylig fundet en sølvfløjte under 15 cm jord. Vi møder vores guide kl. 8 og får en fin rundvisning på 2 timer med forklaringer på bygningernes anvendelse og vist de specielle ting. Det var en meget interessant rundvisning med mange fine detaljer, som man ikke får med ved selv at gå rundt og beundre ruinerne.
Kl. 10 er vi så tilbage til køen til Wayna Picchu. Den er ikke så lang denne gang og vi får hurtigt lov at starte på opstigningen. Der er “kun” 250 meters højdeforskel på Machu Picchu by og toppen af Wayna Picchu, men det viser sig at vi først skal et stykke ned før vi kan komme op, så det bliver væsentlig flere højdemeter end 250! Det går fint i starten. Vi går på forholdsvise brede stier (1 m) og mellem træer, bambus m.v. men efterhånden bliver stien smallere og trapperne højere og vi kommer ud i solen, så der bliver temmelig varmt. Vi sveder så vandet hagler af panden og ville måske nu ønske at vi havde taget den tidligere afgang! Vi må tage flere og flere pauser for at få vejret og noget vand at drikke. Efter en lille time er vi kommet til den første “terrasse”, hvor vi kan gå ud og slappe af og få noget druesukker, så kræfterne kan vende tilbage. Vi har en flot udsigt ned over Machu Picchu og de omkring-liggende bjerge, men toppen venter stadig på os små 25 meter højere oppe. Vi er henne og se hvor stien fører videre op. Det får mig til at gå tilbage! Jeg har ikke helt styr på mine ben endnu og for at komme videre op, skal vi ud på en sti, som er ca. 70 cm. bred, men den ligger lige ud til en afgrund på flere hundrede meter. Det er for meget. Jeg tør simpelt hen ikke at gå derude på kanten, så vi sætter os og nyder udsigten lidt endnu! Efter et kvarters tid har jeg samlet kræfter og mod og vi har fundet en lille genvej, hvor vi ikke skal helt ud på afgrunden, men kan klatre over nogle sten, så vi fortsætte opad. Lidt længere fremme skal vi kravle op gennem en grotte, hvor vi må ned på alle 4 og Ulrich må have rygsækken af og skubbe foran sig for at komme igennem. Her er meget smalt. På den anden side af grotten er vi næsten på toppen af bjerget (absolut ikke mentalt ;-)) Vi skal blot lige op af en stige lavet af tykke grene som står op af nogle meget store sten. Da vi træder op på de store sten og skal slippe grebet om stigen svimler det lidt for os. Vi står på en andes-top og kikker på en steeeen. Nu er vi endelig kommet helt op, men hvad fanden sgu vi egentlig her? Vi kan ikke lade hver med at tænke på Shubiduas sang. I morgens da vi stod på en anden lille bjergtop og så ud over Machu Picchu var vi ikke i tvivl om hvad vi lavede for det var en eventyrlig udsigt, men her er den første tanke, hvad fanden laver vi her, for vi er skrækslagne. Rundt om os er der 6-8 store sten hvor vi står på de 2 og ellers er der afgrunden. Det er frygteligt. Vi må sætte os ned for at falde til ro. Det lykkes dog ikke helt, for hvordan kommer vi ned herfra? 5 minutter går og vi får samlet os til trods alt at nyde udsigten ud over bjergene og ned over Machu Picchu. Men så skal vi også bare ned! – men hvordan? Vi ser en pil som peger nedad og bevæger os famlende hen over de store sten og hen til pilen. Ned er hen over en klippe, som ligner en rutschebane eller et tag og for enden er afgrunden, så vidt vi kan se, hvorfra vi står! På midten er der dog en klippe, som kan gribe os, hvis vi mister fodfæste! Der er en foran os, som langsomt men sikkert får sig møvet ned over “rutschebanen”. Når hun kan, kan vi selvfølgelig også. Ulrich først og derefter mig. Det var ikke så svært, da vi først kommer i gang. Nu skal det nok gå. Men rundt om hjørnet venter endnu en udfordring på os. En trappe med 40 cm brede og 20 cm dybe trin og en afgrund på 15-20 m ned til nogle terrasser og på visse steder skal vi rundt om nogle inkabygninger, som man kan undre sig over hvordan de i det hele taget har kunnet bygge her på kanten af afgrunden, som falder flere hundrede meter! Det er fanme uhyggeligt! Vi kravler ned af trinene på alle 4 med ryggen mod afgrunden og trykker os ind mod bjergsiden. Vi kan ikke se ned for så går vi i stå af skræk! Det er det værste vi nogensinde har prøvet. Det varer vist kun et kvarters tid at komme ned til afsatsen, hvor vi holdt pause på vejen op, men det føles som en evighed.
Resten af turen ned går som en leg. Efter at have klaret det øverste stykke er der ikke noget som er svært mere 😉 Der er også stejle smalle passager længere nede, men der er vegetation rundt om, så vi ikke kan se afgrunden og det gør en væsentlig forskel psykisk! Nede igen ved Machu Picchu sidder vi lige og slapper af og får vand inden vi igen går rundt og beundrer ruinerne og søger efter 2 geocaches. Vi finder den ene, men må opgive den anden. GPSen viser 75 meter ud over en klippeside!!
Uden for indgangen får vi en sandwich og sidder lidt i solen for at tørre vores tøj 😉 Ved ikke helt om det er angstens sved eller anstrengelser og varmen, som har gjort vores bluser våde!!
Tager bussen ned til Agua Caliente, hvorfra vi skal videre med tog tilbage til Cuzco. Vi har et par timer at slå ihjel inden toget kører, så vi sætter os på en cafe med en kop kaffe. Vores knæ har fået nok af at gå for i dag, så vi gider ikke gå så meget rundt i byen, som i øvrigt også alene er fyldt med restauranter og hoteller for alle de rejsende, som kommer for at opleve Machu Picchu.
Kl. 17 sidder vi i toget på vej tilbage til Cuzco. Godt trætte, men en fantastisk oplevelse rigere! Vi har været tidlig oppe og oplevet meget synes vi, så vi prøver at sove på vejen retur, hvilket dog er svært, da toget ryster og rumler og laver et par bratte opbremsninger. Den ene p.g.a. at vi er kommet ind på det forkerte spor og må bakke og den anden finder vi ikke ud af grunden til, men vi holder stille et stykke tid og togpersonalet løber alle ud foran i toget! Vi kommer til sidst til Poroy, hvor en mand og en bil venter på os og kører os til vores hotel, hvor vi kan få et dejligt varmt bad inden sengen kalder.

3. september (Cuzco): Vi har sovet, som var vi bevidstløse! Nu har vi heldigvis 3 dage her i Cuzco, hvor vi ikke har noget program overhovedet, så vi dasker kun rundt og ser lidt på nogle markeder og sidder på torvene og betragter livet i solen. Det er ren afslapning og Cuzco er en fantastisk flot by, som man godt bare kan sidde og nyde livet i 😉

4. september (Cuzco): Endnu en slapperdag i Cuzco. Har blot gået rundt og set på livet og butikkerne og siddet på torvet og læst og betragtet livet her og blevet “forstyrret” af gud ved hvor mange gadesælgere. De sælger postkort, malerier, cigaretter, trøjer, hatte, dukker, kalabasser, smykker og vil pudse vores beskidte vandresko! I starten siger vi pænt no gracias, men efterhånden som der har været 35 eller flere forbi prøver man at ignorere dem!
Aftensmaden i dag var helt speciel! Vi skulle prøve en af specialiteterne her i området—nemlig ovnstegt marsvin (ikke delfinen men det lille pelsdyr, vi holder som kæledyr). Vi fandt en lille pæn og hyggelig restaurant, hvor de havde cuy (som det hedder her) øverst på menukortet. Fik først en suppe i tilfældet af, at vi ikke kunne spise marsvinet, når det kom på bordet ;-). Tjeneren kommer med vores tallerkener, hvor der på hver ligger et marsvin skåret op i 4 kvarte og ved siden af kartofler og tomatsalat og en fyldt peberfrugt. Det er en enorm portion! Vi ser lidt på kræet på tallerkenen. Man kan ikke helt se at det er et marsvin. Snuden er i hvert fald skåret af 😉 Vi sidder lidt og prøver at få hul på marsvinet med kniv og gaffel indtil tjeneren pænt kommer hen og spørger om det er første gang vi får marsvin. Da vi bekræftet dette, siger han, at marsvin må man gerne spise med fingrene 😉 Så må vi have fedtede fingrer! Det er stadig svært at få hul på skinnet, som er fuldstændig hårdt. Jeg spiser lidt af det, men synes det er for sprødt/hårdt til mine tænder, så jeg vælger at pille det meste af og få fat i kødet under det i stedet. Det smager egentlig OK, men tanken om at det er et marsvin er svær at holde helt ude af hovedet, og da jeg sidder med et stykke, hvor jeg er i tvivl om det er et øje eller et øre, som er forkullet i skinnet, må jeg lægge stykket fra mig et øjeblik og koncentrere mig om kartoflerne og tomatsalaten 😉 Ulrich har meget svært ved at få hul på sine stykker, påstår de er seje!! Ved ikke om det passer eller det er psyken, der ikke helt kan holde til tanken om at spise et marsvin 😉 Vi får begge kæmpet os igennem vores marsvin, men på Ulrichs tallerken med ben ligger der ret meget andet ;-)) Vi er enige om, at nu har vi prøvet egnens specialitet, men der er ingen grund til at tage denne ret fra dem!

5. september (Cuzco): Endnu en dag uden program, men da vi sidder ved morgenbordet spørger tjeneren hvad vi har for i dag. Ingenting siger vi. Ja, men så skal vi komme op på hovedtorvet i by (Plaza de Armas) for der vil være en festival i dag med optog, hvor bl.a. han og det øvrige personale på hotellet skal danse! Det vil starte kl. 11 siger han.
Da vi ikke har andet for, går vi selvfølgelig ned på torvet kl. 11. Der er sat vejafspærringer og en scene op og folk er begyndt at stimle sammen uden om afspærringerne. Vi sidder lidt på trappen ved katedralen hvor vi har fint udsyn men hårdt underlag! Vi får øje på en restaurant på 1. sal med en balkon ud mod torvet, hvor man sidder perfekt, så vi skylder os derop i stedet for og så venter vi ellers! Klokken bliver halv et før de første optog kommer. Det er meget farverige optog med musik og dans og flotte dragter som defilerer forbi lige neden for hvor vi sidder. Vi har vist fået de bedste pladser på hele torvet. Vi sidder og ser på optoget i et par timer og har så fået nok og begiver os ned på torvet i stedet for. Vi regner med at det snart er forbi, og vi føler ikke vi kan blive ved med at optage et bord i første række på restauranten selv om vi har købt vores frokost der. Vi har forregnet os med, at det snart er forbi. Det fortsætter i over 5 timer! Vi er dog ikke koncentreret om det mere, men sidder og læser i solen.
Da solen forsvinder fra torvet og det dermed bliver koldt, finder vi en restaurant og får vores aftensmad inden vi går hjem på hotellet og gør klar til afrejse i morgen, hvor vi forlader Cuzco med kurs mod Amazonas.PS.
Har talt med Robert på Skype i formiddag.

6. september (Amazonas): Vi skal flyve til Puerto Maldonado kl. 9 og skal bare være i lufthavne en halv time før, da vi har boardingkort. Det giver os god tid til at nyde morgenmaden og stille og roligt få en taxi ud til lufthavnen. Da vi kommer derud, er vi imidlertid glad for, at vi kommer i temmelig god tid for der er en meget lang kø til bagageindleveringen. Vi når dog frem, inden vi bliver kaldt ud til flyveren.
Turen går fint, tager kun en halv times tid og vi lander i en lille bitte lufthavn. Vi får bagagen og udenfor venter en stor bus, hvorpå der står Eco Amazonia Lodge. Det er kun os som kommer med denne flyver, som skal bo der, så vi bliver alene kørt langsomt ind til byen for at få en byrundtur før vi skal sejle ud til vores lodge. Vi får en pige med som guide, hvis engelsk er meget ringe, så det bliver halvt engelsk og halvt spansk, at hun får forklaret os, hvad det er vi ser på vores vej. Der er nu ikke meget at se, så det føles nærmere som tidsfordriv til den næste flyver lander med flere gæster til lodget! Puerto Maldonado er en af de byer, vi absolut ikke ville ønske at strande i selv for en enkelt nat! Den er meget lokal! Selv om her bor 50.000 mennesker.
Efter at kørt lidt rundt og været på et marked, kommer næste bus med en hel stor gruppe på omkring 20 mennesker, heriblandt et enkelt dansk par. Det er i øvrigt de første danskere, vi overhovedet ser på vores vej her i Peru.
I samlet flok bliver vi kørt ned til floden Madre de Dios, hvor vi kommer ned i en stor båd al la de thailandske longtailboats, men heldigvis har denne en almindelig bådmotor på, så den larmer ikke. Det er en god ting for vi skal sejle en time og 20 minutter ned af floden til lodget. Undervejs sidder Ulrich ved siden af en tysk dame, som begynder at snakke. Det viser sig at hende og hendes franske mand ikke er en del af gruppen, men lige som os rejser rundt for sig selv. Ingrid og George, som de hedder, kommer vi til at se meget mere til. Vi sejler som sagt ned af floden, som er en meget stor/bred flod med fuldstændig brunt mudret vand, men junglen er tæt ned til begge breder og der er ikke andre både at se i miles omkreds. Solen bager ned fra en skyfri himmel og vi er glade for at båden har et halvtag over, så vi dog sidder i skygge for her er meeeget varmt. Det er som at komme fra et køleskab til en bageovn. I Cuzco var det ganske vist varmt om dagen (25 grader), men 10-15 om natten. Her er der 32-35 grader og en luftfugtighed omkring de 90 vil vi anslå. Sveden driver i hvert fald uden at man laver noget! Vi er kommet til den varme, vi har sukket efter!
Fremme ved lodget får vi velkomstdrink og frokost og besked på at møde i receptionen kl. 15.30, hvor vi skal på en tur over floden til Monkey Island og se på? Ja selvfølgelig aber!
Vi får selvfølgelig også nøglen til vores hytte, som hedder Chicharra = cikade. Det er en stor hytte med dels 2 store senge og badeværelse og et separat aflukke med 2 hængekøjer. Der er ingen glas i vinduesrammerne men alene myggenet. Der er vinduer på 3 sider, så der kan komme gennemtræk, men da der ikke er megen vind her, hjælper det ikke meget. Om dagen er der meeget varmt i hytten, men det er jo heldigvis ikke der vi skal opholde os. Vi skal ud og se på naturen og dyrene. Lodget i øvrigt er dejligt med flot “have” med store røde og blå papegøjer og en masse andre fugle og sommerfugle og reception, bar og spisesal er hævet ca. 1 meter over jorden og forbundet med hytterne via overdækkede gangbroen. Det ser alt sammen meget hyggeligt og flot ud. En swimmingpool er der også, overdækket og med fluenet omkring, så vi ikke bliver generet af insekter.
Første tur går som sagt til Monkey Island. Vi er blevet sat i gruppe med Ingrid og George og sammen med en guide tager vi en båd over floden og går ind i junglen. Vi går rundt lidt og guider begynder at kalde på aberne. Der går ikke lang tid før vi ser de første. De er vandt til at guiden kommer med turister og fodrer dem med bananer og nødder, så helt vilde er de ikke. Vi ser 4 forskellige slags, fra en helt lille på ca. 20 cm til nogle lidt større på ca. en meter. På vej tilbage til lodget ser vi solnedgangen over floden og junglen. Flot syn!
Aftensmad kl. 7 og kl. 8 hoppede vi i båden igen for at sejle op af floden og spotte caimans (alligatorer) som lægger på bredderne. Det er næsten fuldmåne, så der er nogen lys på floden, men guiden har også en stor projektør som han retter mod land og når den fanger et rødt øje, så er der en caiman og vi sejler stille nærmere. Vi ser en 8-10 stykker på op til 1,5 meter.
Tilbage på lodget er vi grydeklar så vi lægger os op under loftviften og hører på junglens lyde. Efter mørkets frembrud er det mest cikader vi hører, men det er også dejligt at falde i søvn til.

7. september (Amazonas): Op kl. 6. vi skal bestemt ikke lægge og snue! Det giver nu helt sig selv, så snart det begynder at blive lyst er der et leben i træerne udenfor. Fuglene skriger og pipper og synger i et væk og blander sig med aberne, som brøler i det fjerne.
I dag skal vi ned af floden og ind i en lille biflod og fiske. Fiskeudstyret består af en kæp med 2 meter tyk fiskesnørre og en lille krog i enden, hvorpå der bliver sat et lille stykke kød, som madding. Guiden fortæller at der er piratfisk i vandet, som vi kan prøve at fange! Vi er 6 personer i båden, os, Ingrid og George og 2 australske/engelske fyrre. Efter at have fiske i 1½ til 2 timer, har vi alene fået 3 fisk, hvoraf den ene er så lille at den ryger ud igen og det er ikke piratfisk, men nogle små ørredlignende fisk. Vi sejler så hen et sted, hvor vi har mulighed for at springe i floden og blive kølet ned, men vandet er meget mudret, så man kan ikke se bunden overhovedet. Det er ikke noget for Ulrich og jeg og heller ikke Ingrid, så vi bliver pænt i båden, mens de andre bader og tager mudderbad. Jeg fisker stille videre og pludselig har jeg bid 😉 Det er en meget sjov fisk med nogle lange følehorn ud fra munden og ligesom nogle svær/pikke stikkende ud fra sidefinnerne og rygfinnen. Guiden skyndte sig at hoppe op i båden og knækkede disse pikke, da de åbenbart var farlige at stikke sig på. Jeg skulle ikke have noget af at røre ved den, selv om det kun var en lille fisk på omkring 20 cm. Det er iøvrigt også den første fisk, jeg nogensinde har fanget, som gav pipende lyde fra sig, da den kom op af vandet!
Om eftermiddagen gik vi en lille kilometer ind i junglen bag lodget til en lille meget skøn sø med en lille ø i. Guiden havde taget en fisk med, som han skar i stykker og lagde på bredden og så begyndte han at sige mærkelige nasale lyde. Påstod at han kaldte på caimans. Det var deres indbyrdes sprog, han prøvede at efterligne. Om det var hans kalden eller fisken som lokkede skal være usagt, men efter kort tid kom den første caiman forsigtigt svømmende gennem vandet og lagde sig med kun øjene stikkende op over vandoverfladen. Den lokkede tilsyneladende flere til, som kravlede op på land lige under os og spiste af fisken. Vi så vel omkring 10 af forskellig størrelse. De største lidt over en meter og de mindste 30-40 cm. De var meget forsigtige og hurtigt ude i vandet igen, når de havde taget et stykke fisk, så selv om de blev fodret var de ikke blevet “tamme”.
Tilbage til lodget og en tur i poolen inden aftensmad og så i seng. Vi bliver temmelig trætte/dvaske af varmen og fugtigheden, men heldigvis er der en rimelig temperatur om natten, så vi kan fint sove.

8. september (Amazonas): Tidligt op i dag kl. 5. Skal på en længere tur gennem junglen til The lost Lake. Vi starter med en lille tur ned ad floden, hvor sommerfuglene danser i store flokke på de mudrede flodbredder. Det er mest de små hvide, brune og gule, som sværmer langs floden. Inde i junglen er det alle mulige farver og størrelser. Der er specielt en koboltblå en med et vingefang på 20 cm, som er enorm flot, men desværre lader den sig ikke fotografere. Den sidder sjældent stille og når den endelig gør det, er det med lukkede vinger!
Vi er ikke langt inde i junglen, før vi støder på den første flok bitte små aber ca. 10 stk. De er ikke mere end ca. 20 cm lange + hale og rigtig nuttede. De har en enkelt stor abe af en anden type, som er deres leder! Vi går en små snoede stier og vores unge guide Juri fortæller på nogenlunde engelsk om alle de mange forskellige træer og planter vi går forbi. Hvad de hedder og hvad de lokale bruger dem til. Nogle anvendes i køkkenet, andre til medicin eller afstraffelse eller til redskaber! Han stopper også mange gange op og vender hovedet på skrå, så har han hørt en fugl, en abe eller et egern, som han straks udpeger for os. Han finder også en masse små frøer, som er kamofleret som tørre blade og går i et med naturen, men han har rigtige gode øjne for se dem. Hvis vi ikke havde ham med, ville vi ikke se meget andet end træer, tror jeg! Han finder også en enkelt grøn slange for os. Det er nu ikke en anaconda, som der ellers står i brochurerne, at man kan opleve 🙂
Efter ca. 3 km er vi fremme ved en lille “kanal”, hvor der ligger en kano, som vi skal sejle videre i. Vi bliver alle 4 (Ingrid og George er også med her) udstyret med meget tunge pagajer og skal padle ca. 3 km gennem vildnæsset. Det er fantastisk smukt og idyllisk at sejle stille og roligt gennem vandet og kun høre alle dyrelydene. Kanoen er temmelig tung, så hvis vi ikke skal ødelægges helt kræver det at vi alle padler, men det er vist desværre ikke gået op for George! Han mener tilsyneladende kun at han skal tage billeder og at vi andre kan padle. Det bliver jeg hurtigt irriteret over og lader være med at ro. Kun når han sætter pagajen i vandet roer Ulrich og jeg også! Det går meget langsomt frem og solen bager ned, så efterhånden ville det være rart at komme i skygge selv om det er en skøn tur. Ingrid finder vist også ud af, at vi er trætte af hendes mand, så på et tidspunkt siger hun til ham, at han bare skal holde kæft og ro!! Så sker der noget 😉 Han tager sig sammen og vi får en ordentlig teamwork ud af det!
Senere når vi et 30 m højt udsigtstårn, hvorfra vi har en flot udsigt ud over hele junglen. På den ene side er det alene palmer og på den anden side mange forskellige træer, som vi kan se kronerne af. Juri fortæller at i regntiden er den ene side fuldstændig oversvømmet og da det kun er palmerne der kan tåle at stå i vand i flere måneder i træk er det kun dem som kan leve der!
Fremme ved The lost lake ligger endnu en kano klar til os. Denne gang er det heldigvis kun guiden, som skal padle os rundt på søen, så der nyder vi blot at sidde stille og glide gennem vandet og nyde omgivelserne. Der er skildpadder, som ligger og soler sig på træstammer i vandet og store flotte fugle i træerne omkring os. Vi ser ingen caimans selv om de også skulle være i søen.
Efter rundturen i søen har vi ca. 5 km tilbage til floden. Det er en dejlig tur og ikke nær så anstrengende som vores trek, da vi her stort set går i fladt terræn og ikke oppe i de tynde luftlag, men til gengæld har vi varmen og fugtigheden. Sveden pibler fra os og vandflaskerne bliver hurtigt tomme 😉 Vi er tilbage ved lodget kl. 13 godt varme og trætte! Når lige et koldt bad inden frokost. I modsætning til om morgenen, er det rart at vandet i bruseren er koldt nu! (Der er ingen varm vand). Om eftermiddagen går vi en lille tur i en botanisk have, som hører med til lodget. Vores guide Juri fortæller om lokalbefolkningens anvendelse af de forskellige træer og planter til medicin!
Da vi efter botanisk have lige vil ligge og hvile lidt på sengen venter der en lille “ven” på os! Det pusler oppe i palmebladene, som taget består af og et lille hoved dukker frem og så en hel krop og så piler der ellers en rotte ned af taglægterne og hen over badeværelsesvæggen!! Vi var ikke klar over at det var en hytte til 3 ;-). Jeg går ud og tramper i badeværelsesgulvet og så piler den tilbage op ad lægterne og væk. Tror vi! Der går ikke længe før vi igen kan se dens hoved stikke frem oppe fra taget. Vi må åbenbart leve med at være 3 på værelset.Inden aftensmaden får vi endnu en overraskelse. Ude midt på gulvet kommer en 12-15 cm stor sort fugleedderkop kravlende. Rotten kan vi til dels leve med hvis den bare bliver oppe på taglægterne, men store fugleedderkopper på gulvet. Det er ved at være for meget! Vi får gelejdet den ud af døren og ned på jorden og håber så ikke at se den mere, men vi har stadig 2 overnatninger i hytten. Det kan tilføjes at om morgenen havde jeg set en baby-fugleedderkop på trappen op til hytten. Den var kun 5 cm!
Vi sover vist begge lidt uroligt den nat. Jeg ligger i hvert fald med lagnet trukket helt op til næsen og ikke noget med at have arme eller ben udenfor. Tænk hvis der pludselig kommer en rotte eller en fugleedderkop rendende hen over os. Jeg ved ikke helt hvordan jeg ville reagere, men jeg ville i hvert fald ikke byde dem velkommen!

9. september (Amazonas): Vi har haft en rolig nat på trods af vores værelseskammerater. Vi har ikke mærket noget til dem i løbet af natten—heldigvis 😉
Ingrid og George skal hjem i dag, så vi kommer alene på tur med Juri. Det er en formiddagstur, hvor vi går ind i junglen på små stier og ad broer, som er hævet en lille meter over jorden. Vores mål er Apu Victor Lake, hvor der bl.a. er caimans og skildpadder og hvis man er rigtig, rigtig heldig kan se en giant otter. Vi så dog hverken kæmpe oddere eller caimans på vores tur men til gengæld en masse forskellige aber, fugle, frøer, løvemyrer og en fugleedderkop, som Juri lokkede ud af dens hul i jorden og selvfølgelig de meget flotte sommerfugle, som hele tiden blafrer om ørerne. Fremme ved søen får vi en tur rundt i en stor kano, hvor Juri padler og vi blot sidder stille og nyder solen, varmen, lydene og synsindtrykkene. Vi er også oppe i et udsigtstårn på 10-11 meter, hvorfra man kan se ud over hele søen med dens små øer og junglen rundt om. Flot syn!
Tilbage igen på lodget får vi os en svømmetur og slapper af med vores bøger og for det ikke skal være løgn får vi besøg af endnu en lille fugleedderkop (5 cm) som går hen over gulvet i hytten. Den bliver hurtigt smidt ud af døren. Vi er blevet lidt mere vant til dem nu, men vi vil alligevel ikke risikere at træde på sådan et kræ med bare tæer 😉

10. september (Hjemrejsedag): Det er lynet og tordnet og regnet i nat og da vi står op hænger der meget tunge skyer på himlen og bygerne står i kø. Det er godt vi ikke skal ud at gå i junglen i dag. Der må være godt pløret efter nattens regn. Vi har pakket rygsækkene og lagt tørt tøj øverst, så vi kan skifte tøj, når vi kommer til lufthavnen for der er vist ikke nogen tvivl om at vi bliver våde i dag og det bliver en lang dag. Vi bliver vækket kl. 6 spiser morgenmad kl. 6.30 og kl. 7 er der afgang. Vi skal sejle et par timer tilbage af Madre de Dios floden denne gang mod strømmen derfor den noget længere sejltid. Vi får tørvejr en del af vejen, men til sidst bliver der for alvor lukket op for sluserne og så har vi gennemblødte bukser.Vi er i lufthavnen ved halv ti tiden men har først en flyver kl. 12. Vi prøver at booke om til en tidligere flyver, men det vil de ikke være med til på trods af at der er masse plads i maskinen! Vi har fået billetterne til kampagnepris og så kan man ikke bare lave om—basta! Vi skifter til tørt tøj og må pænt sidde og vente i et par timer. Fra Puerto Maldonado flyver vi via Cuzco til Lima, hvor vi igen har 3½ times ventetid inden vi kommer med KLM til Amsterdam. Lima har en flot lufthavn med masser af restauranter og forretninger, så tiden går hurtigt der. Flyveturen til Amsterdam er imidlertid ikke en af de bedste flyvninger vi har haft. Maskinen er meeget urolig. Den hopper og danser, så man bliver lidt nervøs for om den kan holde til det! Vi når dog til Amsterdam og videre derfra og hjem til København.
Vi lander hjemme i Hillerød kl. 19 fredag aften. Det er nu 30 timer siden vi stod op i junglen i Peru, så vi er godt brugte, men får alligevel handlet lidt ind så vi kan få lidt aftensmad og holder os vågen til kl. 1 om natten og sover derefter 13 timer i træk!

Endnu en dejlig og oplevelsesrig ferie er desværre slut og arbejdet kalder igen på mandag.