Dagbog fra Indien (2017)

Indien med Taj Mahal og Ganges flodens ceremonier har stået på ønskelisten i mange år, men af forskellige årsager er det ikke blevet til noget, men nu skal det være. Indien skulle være let at rejse rundt i selv, som vi plejer at gøre, men der er også afsindig mange mennesker og der skulle være støj og støv og mange dårlige hoteller, så vi har valgt at tage en arrangeret rejse, så vi kun skal koncentrere os om at opleve og forhåbentlig bo på hoteller af en god standard. Det har været svært at vælge rejseselskab, da der er rigtig mange selskaber, som har Indien på programmet, men der er ikke så mange, som har Varanasi med og det vil vi have med. Ligeledes er det få afgange hvert bureau har, så det skal også passe sammen med hvilket tidspunkt vi gerne vil afsted. Vores valg er faldet på Indiens højdepunkter hos Viktors farmor og vi har store forventninger til rejsen. Vi er jo helst os selv, når vi rejser rundt, men hos Viktors farmor vil der max. være 20 deltagere og det er OK.
 

6. November (CPH – Delhi): Så blev det endelig ferietid :-). Vi skal først fra København kl. 15.35 med Qatar Airways via Doha til Delhi. Så det er en dejlig rolig morgen med morgenkaffe og bagerbrød og en lille gåtur inden det er tid at køre i lufthavnen, hvor vi skal møde vores rejseleder og de øvrige deltagere ved indtjekningen i terminal 2. Vi er selv kørende ind til lufthavnen, så vi også har bilen, når vi kommer hjem igen. Det er noget rarere end at skulle frem og tilbage med tog.
Vi er fremme i lufthavnen kl. 12.30 og ser straks vores rejseleder – Birger – fra Viktors Farmor. Nogle af de øvrige deltager står allerede i kø til indtjekning, så vi får ikke det fulde overblik over, hvem det er, vi skal være sammen med de næste 12 dage, men de ser umiddelbart ældre ud end os, så det bliver nok, som da vi var i Namibia, hvor vi var de yngste 🙂
Indtjekning og security går let, så vi sidder snart i loungen og hygger os med lidt mad og en Bailey. Desværre har de jo ikke gin tonic mere! 
Flyveturen går fint. Først 6 timer til Doha, hvor vi har 3 timers ophold, som mest går med at stå i kø i security og gå gennem den meget store lufthavn. Vi vurderer, at det ikke kan betale sig at gå op i loungen, så vi går direkte til gaten og venter. Vi har ikke kunnet sove under den første flyvning, så vi håber, at vi kan sove på den næste tur fra Doha til Delhi. Den er godt nok kun 3 timer, men vi lander der om morgenen lokaltid, så vi skal holde hele dagen for at komme ind i indisk tidsrytme, hvor de er 4 1/2 time foran vores tid.

7. November (Delhi): Vi lander planmæssigt kl. 8.30 i Delhi. Hvad der imidlertid ikke er planmæssigt. Det er vejret. I mine planer skulle solen skinne fra en skyfri himmel, men vi lander i tæt tåge – tror vi. Det viser sig dog at være smog! Delhi blev sidste år udnævnt til verdens mest forurenede by og det har de bestemt ikke fået bugt med endnu. Luften er virkelig tung og den kradser i halsen og sigtbarheden er meget ringe!
Vi bliver i lufthavnen mødt af vores lokale guide Altaf, som er en meget sød og smilende inder og vi får samlet hele vores rejsegruppe, som er på 14 + guider. Det er en fin lille gruppe, som det burde kunne lade sig gøre at holde sammen på, men allerede da vi skal gå fra ankomsthallen og over til bussen mister vi 2! Som vores lokalguide grinende siger, så vil han snart blive alene, hvis det fortsætter på den måde 🙂
Birger må tilbage til ankomsthallen og finde dem. Da vi alle igen er samlet og fået fine tagetes-blomsterkranse hængt om halsen til velkomst, kører vi til vores hotel Vikram. Vi bliver tjekket ind på vores værelser og har en halv time til lige at få et bad og skifte tøj inden vi igen sætter os i bussen. Vi bliver kørt rundt i Delhi efter først at have fået en frokost på en lille fin restaurant Chicken Inn, hvor vi får en smagsprøve på, hvad der venter os af mad. Det er sindsygt stærkt. Det er absolut ikke mad for mig, men det kan være, jeg er nødt til at vænne mig til det, hvis jeg ikke skal dø af sult 🙂 Jeg har været forudseende, så jeg har pakket lidt rugbrød og leverpostej i kufferten, så jeg ikke skal gå sulten i seng. Nå, men nok om mad. Det skal nok gå. 
Delhi har en farverig – og omskiftelig – historie. Det er en af de ældste byer i landet. Men den blev først hovedstad i 1911. Delhi havde ved seneste folketælling i 2011 ca. 22 mill. indbyggere. Det er rigtig mange mennesker og de har også rigtig mange køretøjer i form af cykelrickshaws, tuk-tuk, taxaer, alm. biler og lastbiler og busser og de kører allesammen i et stort kaotisk mylder med heftig brug af horn, så det er ikke for sarte sjæle!
Vores tur rundt i Delhi skulle have inkluderet India Gate, som er et stort mindesmærke oprindelig til minde om de faldne under 1. Verdenskrig, som kæmpede for Britisk Indien. Efter Indiens uafhængighed i 1947 blev mindesmærket ændret til et mindesmærke for de indere, der mere eller mindre blev tvunget til at dø for England i en krig, der mere handlede om europæiske interessekonflikter end om et indisk fædrelands frihed. Mindesmærket minder om Triumpbuen i Paris. Vi ser det desværre kun fra bussen, da der i dag er prominente gæster på besøg, så det er lukket af for offentligheden.
Vi kører af de brede boulevarder i New Delhi og videre til Old Delhi, som er små gader fyldt med tuk-tukker og cykelrickshaws og butikker/boder. Vores første stop ud over dem som naturligt kommer, da trafikken er meget stillestående, er ved Jama Masjid (fredagsmoskeen). Indiens største moske, som kan rumme 25.000 personer i udstrakt bøn. Det er et imponerende område, med en stor plads, hvor der er bassiner, som muslimerne kan vaske sig i inden bøn. Der er en meget afslappet stemning, hvor familier går rundt med deres børn og duerne bliver fodret i et hjørne af pladsen sådan lidt a la Markus pladsen i Venedig J Det eneste der minder os om at det er et helligt sted er at vi som kvinder bliver iklædt en langærmet kjortel, da vi tilsyneladende ikke må vise vores bare arme. Jeg havde ellers både lange bukser på og t-shirt, der dækkede skuldrene, men det var åbenbart ikke nok her. Vores indiske guide, som er muslim, fortalte os om ritualerne, som udføres her og vi var også heldige at møde et nygift par, som også var villige til at stille op til både fotografering og til at vores guide kunne vise os de symboler/smykker som en brud bærer for at bekende sig til troen og sin mand.
Efter rundvisningen i moskeen var vi på tur i Old Delhis smalle gader i cykelrickshaw. Det var en spændende oplevelse! Dels var det næsten umuligt at komme frem i den kaotiske trafik og dels sad man med hjertet helt oppe i halsen, når der endelig blev en åbning i trafikken for så var det bare med at komme først og der var ikke mere end 10 cm mellem os og de andre trafikkanter, som både kunne være tuk-tukker, andre rickshaws eller lastbiler og knallerter. Det var lidt nervepirrende J En lidt pudsig oplevelse i al kaoset var iøvrigt, at der på elledningerne, som også er et kapitel for sig, med bunker af ledninger i guirlander hen over vejene, balancerede store aber. Vi havde ikke lige forventet at se aber midt inde i en by og slet ikke med al den støj fra dyttende biler m.v., men de så ud til at leve i bedste velgående. Det er selvfølgelig heller ikke forventeligt at se køer gå rundt i gaderne i en hovedstad, men dem så vi også med jævne mellemrum J
Heldigvis gik trafikken helt i stå på den oprindelige rute, så vores indiske guide ændrede ruten, så vi kom ind i mere smalle gader, hvor der kun kom knallerter og andre rickshaws, så det var dels mere spændende hvad handelsliv angår og dels mere roligt, hvad trafik angår og der var heller ikke så megen støj! Så snart vi kom ud på de større veje igen, kom den sønderlemmende larm igen. De sidste 10 minutter, hvor vi kørte på en større gade kunne vi slet ikke tale sammen, så megen larm var der fra dyttende biler og osen fra bilerne var i øvrigt heller ikke speciel rar. Det var helt sikkert ikke et sted vi kunne holde ud at opholde os ret lang tid af gangen!
Vi er bag efter planen, så vi skifter transportmiddel. I stedet for cykelrickshaws kommer vi over i motoriserede rickshaws, hvor vi kan være 4-5 personer og så går det ellers over stok og sten til Raj Ghat (Kongernes Flodbred), hvor vi lige når at blive lukket ind inden de lukker kl. 17.00. 
Raj Ghat ligger nu et godt stykke fra floden, som har ændret sit løb, men det er et mindesmærke for de 3 Gandhier, som er alle er blevet myrdet. Mahatma, Indira og Rajiv Gandhi samt Indiras far, Jawaharlal Nehru, som var Indien første præsident. Nehru døde af naturlige årsager. De tre Gandhier blev alle kremeret ved Raj Ghat og der brænder en evig ild til minde om dem og rundt om er der en stor flot park. 
Vi er efterhånden ved at være godt trætte efter en lang flyvetur og de mange indtryk, som man møder i en by som Delhi, så på vejen tilbage til hotellet halvsover vi alle. Vi har sandsynligvis ikke kørt mere en 10 km, men det tager over en time i den kaotiske trafik, så aftensmaden er bare noget der skal overstås, så vi ikke går sultne i seng, men vi ville måske helst bare have kastet os på sengen efter et tiltrængt bad 🙂
Aftensmaden er nu heller ikke den store oplevelse. Det er sikkert fint indisk mad, men for mig er det bare ris og nogle forskellige stærke curries og lidt kylling. Jeg bliver vist ikke den store fan af det indiske køkken J
Da vi endelig kan komme i seng, sover vi næsten inden hovedet lander på hovedpuden. Det er over 36 timer siden vi stod ud af vores senge derhjemme, så vi trænger til at ligge ned og hvile. 
 

8. November (Delhi – Alsisar): Det siges, at man ikke kan sove ordentligt i Delhi uden ørepropper på grund af den evige larm fra trafikken, men det er ikke rigtigt! Vi har sovet fantastisk uden afbrydelser. Måske fordi vi var totalt udkørte efter de mange timer uden søvn 🙂
Vækkeuret ringer kl. 6.30 og der er morgenmad fra kl. 7. Morgenmaden består også af ris m.v., men heldigvis er der også toastbrød og smør og frugt, så jeg har på fornemmelsen, at morgenmaden vil blive mit hovedmåltid de næste 10 dage.
Vi har alle haft godt af nattens søvn og er helt klar til nye oplevelser, da vi træder ind i bussen for at køre mod Alsisar, som ligger i delstaten Rajasthan.
Vi starter kl. 8.30 og skal ud af Delhi og mod vest. Det er en lang dag i bussen, da vi først er fremme ved vores næste hotel kl. 18, men alligevel en spændende dag, hvor vi kører igennem mange forskellige små og store byer, hvor vi kan betragte mere af dagligdagen i Indien og se andet end storbyen Delhi og den kaotiske trafik og larm og forurening.
Da vi læser morgenavisen, som bliver leveret til værelset om morgenen kan vi bl.a. læse en artikel, der fortæller, at Delhi er ved at lukke ned på grund af forurening og tirsdag morgen altså i går, hvor vi landede, var den mest forurenede dag registreret i lang tid og skolerne er lukket i dag onsdag p.g.a. forurening! Det ser ikke ud til at blive bedre de næste 3 dage, så vi er glade for, at vi skal ud af byen i dag.
Uden for Delhi kører vi ud i mere øde landbrugsland. Afgrøderne er høstet og der er ved at blive pløjet og gjort klar til næste afgrøde eller stokkene fra seneste afgrøde typisk majs er ved at blive samlet sammen. Transportmidlerne herude er ud over selvfølgelig lastbiler også kamel- og æsel-trukne kærer. Vi er kommet ud på landet, hvor livet er meget anderledes end i storbyen Delhi. Husene er meget forskellige. Der er murede huse, men der er lige så mange blikskure og lerklinede hytter og intermistiske telte lavet af presseninger. Det er de fattige landarbejdere og daglejere, som bor herude. 
Vi stopper et sted, hvor de fremstiller mursten ved håndkraft. Det er både mænd og kvinder, der arbejder her. De kommer fra andre steder i Indien og slår sig ned i 3-4 måneder og arbejder for murstensfabrikkerne og tager hele familien med, hvilket vil sige, at børnene bliver taget ud af skolen. Vi ser en mor og søn arbejde sammen om at lave mursten. Det er virkelig hårdt fysisk arbejde, hvor det hårdeste arbejde udføres af moren! Arbejdet består i først at rense en kæmpe lerbunke for sten og ukrudt. Derefter hakke den og blande den med vand, så der kommer en klæ ler ud af det og til sidst putte den i forme og soltørre stenene, som så skal transporteres på en lille trætrillebør til brændeovnen. For 1000 mursten, som hver vejer 2,5 kg i brændt tilstand, får de 500 rupies, hvilket svarer til ca. 50 kr.  De kan nå at lave ca. 1800 mursten på en dag, så de har med andre ord en dagløn på 40 kr. hver og de bor i bitte små hytter, hvor der kun er en seng og et ildsted til at lave mad over. Det er virkelig kummerlige forhold i forhold til hvad vi er vandt til Danmark, men de har mad på bordet og det er tilsyneladende det vigtigste her og de behøver ikke tigge på gaderne, som vi har set andre gøre. 
Vi giver dem en smule penge for at tage billeder af dem, så det er en ekstra indtægt for dem og pengene falder helt sikkert på et tørt sted. 
Vi holder frokoststop på en skøn lille oase in the middel of nowhere. Der er buffet med ris og curries, men desværre har de andre selskaber spist al kyllingen, så vi får ingen kød, men vi bliver da mætte!
Klokken 17 stopper bussen igen ude for lands lov og ret. Vi undrer os for der er absolut intet at se på, men det viser sig, at vi skal have en sundowner 🙂Guiderne har rom og cola med, så vi står ude på et øde sted og ser solen gå ned. Det er absolut et hyggeligt indslag og vi nyder stilheden og rommen oven på Delhis kaos. Det er så også første gang vi rent faktisk kan se solen klart. Herude er der nemlig ingen smog og heller ingen skyer, så det er også dejlig varmt – omkring 25 grader.
Efter vores sundowner kører vi det sidste stykke til vores hotel Al Sisar Mahal eller jeg skulle nok skrive palads. Det er i bogstavelig forstand et palads. Hold da op. Aldrig har vi set noget så specielt et hotel, som rent faktisk er et gammelt palads bygget af maharajaen Thakur for 150 år siden. 
Det er så imponerende og en fornøjelse at gå rundt i de mange gårde og op og ned af trapper. Desværre bliver det snart mørkt, så vi får ikke set det hele i dagslys, men vi sidder og får aftensmad på en terrasse øverst oppe med stjernehimlen over os og der er helt stille bortset fra en citar-spillende mand og hans kone, som synger lidt for os. Det er meget stemningsfuldt og vores værelser er nærmest balsale. Vi har 2 store værelser ensuite og stort badeværelse. Det er virkelig et sjovt sted at overnatte. Vi glæder os til at se mere til lokaliteterne i morgen i dagslys.

9. November (Alsisar):Vækkeuret ringer kl. 7. Vi skal først på tur kl. 9, men det er rart at have lidt tid til morgenmaden. Vi har ikke sovet helt så godt, som sidste nat, selv om vi har sovet i himmelseng på et palads J Der har været hunde som har gøet det meste af natten og da de holdt op, var der en generator i haven, som startede.
Solen skinner fra en skyfri himmel, så det er skønt af slå skodderne fra vinduerne, som i øvrigt ikke har noget glas i men kun myggenet, og se ud over hotellets swimmingpool og ned over byen. Hotellet eller paladset ligger på en høj, så vi er hævet i forhold til byen.
Morgenmaden indtager vi ved langbord i en enorm spisesal med store lysekroner hængende ned fra loftet og vægge og loft malet med billeder og mønstrer. Det er et vidunderligt sted. Aldrig har vi oplevet noget lignende.

Dagens første udflugt er en gåtur rundt i Alsisar. Det virker som en lille by, men vi får at vide, at der over 100.000 indbyggere. Det er små snoede gader, hvor køer, æsler og geder går frit rundt. Der er små bitte butikker i næsten alle husene. Mange er skræddere, som sidder med deres symaskiner i rum på 4-5 kvm. Der ligeledes en del grønthandlere og butikker med blandet sortiment fra håndsæbe til ris, men alle meget små.
På en lille åben plads er der en tebod, som alene sælger varm te, som kan blive bragt ud til kunderne, som typisk er butiksindehaverne rundt om pladsen. På vores tur rundt ser vi selvfølgelig dagligdagen udspille sig og når vi stopper kommer der typisk en del lokale hen til os. Nogle siger hej og smiler og andre betragter os bare, som om vi er en turist-attraktion for dem. Fælles for dem alle er, at de virker imødekommende og vil gerne tæt på os og måske også snakke lidt, men de er generte. Vi har også oplevet, at de gerne vil fotograferes sammen med os og specielt børnene vil rigtig gerne fotograferes og se sig selv på skærmen bagefter, så det er en sikker vinder, hvis man vil i kontakt med dem J
Det sjoveste er for os at gå rundt og se på folk, men vi kommer også ind og ser et hindu-tempel, som er bygget af den samme, som har bygget vores hotel og ligeledes deres krematorie-plads, hvor familien er kremeret. Den seneste blev brændt i 2011 og har fået bygget en lille pavillion i stedet for en gravsten, som vi kender det.
En folkeskole er det næste stop. Det er sjovt at se. De holder frikvarter, da vi kommer, så alle er ude i gården, hvor de kan få vand fra nogle krukker i det ene hjørne. De flokkes med det samme omkring os og snakker løs, men på indisk, så vi forstår ikke et ord, men da jeg begynder at tage billeder, så bliver de helt vilde. De vil alle sammen med på billederne og se dem bagefter på skærmen. Det er meget underholdende både for dem og for mig J De er meget søde.
Da frikvarteret er ovre, må vi forlade skolen, så de kan fortsætte undervisningen. Vi fortsætter til en havali, som er et af de mange store gamle købmandshuse, som byen er kendt for. I gamle dage gik karavane-ruterne fra Kina til Indiens kyst gennem dette område. Der blev tjent mange penge, og rigdommene blev omsat i smukke købmandshuse, haveli, der var mangfoldigt dekorerede. Da karavanehandlen sluttede, flyttede købmandfamilierne og tilbage står de mange havalier. De fleste forfaldne, men man er ved at restaurere nogle af dem. Den havali vi ser, er ubeboet. Huset er meget stort i 2 plan og med stor tagterrasse. Den er ikke blevet vedligeholdt, så den er noget forfalden, men man er startet på restaureringen og vi ser bl.a. et meget flot soveværelse med malerier fra gulv til loft og på loftet. Det er ikke lige den stil vi ville vælge til vores soveværelse men det er flot og et kæmpe arbejde at dekorere et rum på denne måde.
Fra tagterrassen har vi en fantastik udsigt op til vores hotel/palads og ud over byens tage.
Efter en lille tissepause på hotellet går vi videre til et hospital. Der er ikke meget at se og det er kun et lille hospital med 6 sengepladser, men efter besøget er vi overbeviste om, at det ikke er her vi skal blive syge. Det er meget spartansk og er absolut ikke klinisk rent. Det kan godt være, at der kan være lidt nullermænd i hjørnerne på danske hospitaler, men det er intet i sammenligning med dette hospital. Vi kan endnu engang prise os lykkelig for, at vi er født i Danmark!
Vores sidste stop på vores gåtur i byen er hos portvagten fra hotellet. Han bor på en lille gård sammen med sin kone, mor og 3 sønner, hvoraf i hvert fald den ene søn var gift. Det er ikke en fattig familie. Det er selvfølgelig svært at sammenligne med danske forhold, men i forhold til hvad vi ellers er gået og kørt forbi, så ser de ud til at være i middelklassen. Vi fandt ikke ud af hvor megen jord de havde, men der var 16 køer og det er ikke en hver familie, der har så mange. Vi sad ude på gårdspladsen som var pænt fejet og kunne se at der var murstensbygninger med både værelser og badeværelse og rum til foder til dyrene. Familien samledes omkring os, men det var kun vores lokale guide Altaf, som kunne snakke med dem, da de tilsyneladende ikke talte engelsk. Det skaber en lidt kunstig stemning, men vi fik en kop chai og så det nygifte pars foto-bog fra brylluppet og de så ud til at være stolte over at kunne vise os deres hjem, så det var fint nok.
Hjemme på hotellet havde vi et par timer inden vi skulle ud på safari i 2 af hotellets jeeps. Det var en fin tur ud i det meget tørre landskab, som vi er omgivet af. Vores chauffør kørte meget vildt op og ned af stejle bakker, som vi absolut ikke havde turde prøve kræfter med, hvis vi selv skulle køre jeepen. De første gange var vi lidt urolige, men det gik hver gang 🙂 Det blev kaldt en safari, men der var nu ikke så mange vilde dyr. Vi så en del fugle bl.a. påfugle og agerhøns, men da de åbenbart ikke interesserede vores dyrespotter, så blev de forbigået i tavshed. Der var en del antiloper og blå antiloper, som vi ikke har set før, men derudover var det alene husdyrhold, så som kameler, geder og får. 
Da solen var ved at gå ned stoppede vi og fik sundowner i form af te og kaffe og småkager. Der var også mulighed for at købe gin/tonic, men de ville have 60 kr. for dem og det synes vi godt nok var røveri, så dem sprang vi over. Så hellere få en hjemme på hotellet 🙂
Aftensmaden indtog vi igen på tagterrassen, hvor som i går var stor buffet. I aften var vi ikke alene. Der var ankommet en anden lille gruppe på 4 personer. Man må håbe at de får flere gæster de næste måneder for ellers må det være svært at få så stort en hotel (60 værelser) til at køre rundt. 

10. november (Alsisar – Kesroli): Efter at vi skiftede værelse i går, har vi fået en god nats søvn uden larm fra generatoren. Det var dejligt og lige hvad vi trængte til. Så selv om vi har en pæn lang bustur foran os i dag, så betyder det ikke noget.
Vi kører tilbage af samme vej, som vi kom i forgårs til Jhunjhunu og fortsætter mod Alwar mod øst. Det er fortsat meget tørt og ørkenagtigt med masser af akacietræer, men efterhånden kommer vi forbi murstensfabrikkerne og ind i landsbrugsområder. Vi er åbenbart kommet mellem sæsonerne for afgrøder for der er i hvert fald ikke noget på markerne. Vi kører igennem en masse små og store landsbyer med imponerende frugt- og grøntsagsboder, men ikke langt fra boderne er der små autoværksteder og smedjer og overalt stort set flyder det med affald – specielt plastik. Det er ærgerligt, at man ikke kan få dem til at rydde op efter sig. Når det kun er plastik, som ligger rundt omkring skyldes det køerne, grisene og gederne, som går og spiser det resterende. Birger fortæller, at der er specielle indelukker, hvor det er meningen, at man skal smide sit affald og at der er høj grad af genbrug i Indien. Det er også muligt, men plastikposer er så i hvert fald ikke noget, som indbringer penge ved genbrug, for det får lov at ligge tilbage. Her er så afgjort mere affald og laden stå til her, end andre steder vi har besøgt. Det er synd, men jo også en del af oplevelsen ved at komme til Indien.
Når vi snakker om genbrug, så er der stor genbrug af kokasser 🙂 Køerne går jo frit rundt i gaderne, men der ligger ikke kokasser og flyder. De bliver samlet sammen og lagt til tørre og bruges efterfølgende til brændsel. Så jo, der er bestemt genbrug også af noget, som vi ikke ser i Danmark 🙂
Ved 2-tiden er vi fremme ved et fort, der ligger på en lille bjergside. Fortet er vores hotel. Det er fra 13-1400 tallet og ligger som sagt på en bjergside med snoede og ujævne trapper rundt til værelserne, som også ligger i forskellige niveauer. Det er et hyggeligt sted. Absolut ikke pompøst som det sidste hotel/palads, men mindre kan trods alt også gøre det 🙂 Vi checker ind og har resten af eftermiddagen på egen hånd. Vi vælger at ligge os ned ved swimmingpoolen og slappe af og skrive dagbog. Vi samledes kl. 17 i haven til afternoon tea or coffee, men fortsatte hurtigt op på borgmuren, hvor Altaf serverede rom og cola til sundowner. Det var rigtig hyggeligt. Vi kender mere og mere hinanden og har selvfølgelig også mere og mere tilfældes efterhånden, som vi oplever noget sammen. Ebba og Ole havde været heldige at få et værelse helt heroppe på toppen. De havde egen terrasse med udsigt ned over landsbyen, så der endte det med, at vi alle stod på deres terrasse og nød udsigten over byen og de omkringliggende marker.
Aftensmaden indtog vi i haven. Skønt at sidde udenfor uden en vind og 25 grader. 
Vi skulle tidligt op, så vi gik hurtigt op på værelset.

 
11. november (Kesroli – Agra): Vækkeuret ringer kl. 5.30, men vi har desværre allerede været vågen en time, da vi bor lige over køkkenet og de startede tidligt for at lave morgenmad til os! Det er lidt træls, når vi ved, at vi har en lang dag foran os. Vi sidder alle klar i bussen kl. 7 og kører afsted. Vi skal mod øst igen til Agra og dermed farvel til Rajasthan og maharajaernes Indien og kører ind i Uttar Pradesh til stormogulernes Indien. Stormogulerne var de islamiske herskere, der regerede i omkring 200 år, og blandt andet stod bag umådeligt flot arkitektur.

Vores første stop er Fatehpur Sikri. I dag en forladt by, men engang hovedstad for detnordlige Indien. Det var stormogulen Akbar, der byggede Fatehpur Sikri ud fra en gennemtænkt masterplan. Han forlod den også igen, ganske få år efter, den var bygget færdig. Af forskellige grunde flyttede han nemlig hovedstaden tilbage til Agra, små 23 km længere mod øst. Det er et flot byggeri og man fornemme storheden i det, selv om det nu står uden den udsmykning, som det oprindelig havde. Alt hvad der har haft værdi er blevet plyndret, så det er de rå bygninger, som står her i dag.
Vi spiser frokost ikke langt fra Fatehpur Sikri og fortsætter derefter de ca. 40 km til Agra.
Agra var hovedstad i et kæmpe rige fra 1526 til 1658. Byen blev kendt som måske den smukkeste by i Indien. Især stormogulen Akbar gjorde byen til et center. I dag er Agra en moderne, hektisk by, men et par monumenter står tilbage fra glansperioden. Det største af dem er Taj Mahal. Verdens måske smukkeste kærligheds-erklæring og en af vores turs højdepunkter :-).
Man må ikke køre helt op til Taj Mahal med forurenende busser, så vi må parkere et stykke derfra og transporteres med en elbus det sidste stykke ned til indgangen. Hvor vi får billetter, en flaske vand og overtræksposer til vores sko. Det anbefales alle steder, at man ser Taj Mahal ved solopgang eller ved solnedgang, da det giver det bedste lys og genskær i marmoren, som Taj Mahal er opført i, men p.g.a. den ekstreme forurening, som p.t. ligger ikke kun over Delhi, men også over Agra, så har Birger og Altaf i forening besluttet, at vi skal se det om eftermiddagen, hvor vi kan se mest i forhold til forureningstågen.
Der er sikkerhedskontrol, som i en lufthavn, inden man kan komme ind og dermed også kø. Da vi ser køen er vi ved at falde bagover. Den snor sig mindst 100 meter langs en mur. Det viser sig dog, at vi har VIP-billet, så vi skal ikke stå i kø, men bliver ført ind forrest i køen foran alle dem, som sikkert allerede har stået i kø i lang tid og da vi kommer frem til scanneren, bliver de andre holdt tilbage, så vi igen kan komme foran. Det er en lidt underlig fornemmelse at blive forfordelt på den måde fordi vi kommer som hvide turister! Vi betaler godt nok 100 kr. for at komme ind, hvor inderne kun betaler 4 kr. men alligevel. Det føles ikke helt rigtigt i maven. 
Vi kommer ind af den sydvendte-gate, som har en stor flot indgangsportal efterfulgt af det 150 meter lange haveanlæg og vandbassin. Når man går ind igennem portalens buegang langs midteraksen kommer Taj Mahal mere og mere til syne og lyser i sin hvide marmor op for enden af det symetriske haveanlæg og lange vandbassin i midten. Det er bare så smukt og det er ikke underligt, at det årligt kan trække ca. 1 million besøgende. En hel del af den million er her også nu, men det på forunderlig vis muligt at se bort fra alle de mennesker, når man ser op på dette fantastiske gravmonument.
Taj Mahal er opført i årene 1632-1653. Altså over 22 år. Det siges, at 20.000 mænd var ansat på byggepladsen, hvor det flød med rigdomme fra hele verden. Hvid marmor fra Rajasthan. Safirer fra Sri Lanka. Jade fra Kina. Lapis luzuli fra Afghanistan. Turkis fra Tibet og karneol fra Saudi-Arabien og meget mere. Taj Mahal er opført af Shah Jahan, som var den femte stormogul i en serie af herskere, der oprindeligt stammede fra Uzbekistan, men underlagde sig store dele af det nordindiske kontinent fra begyndelsen af 1500-tallet. Det er opført til ære for hans hustru Mumtaz Mahal, som var prinsesse af persisk afstamning. Hun blev stormogul Shah Jahans tredje hustru – og hans favorit. Hun fulgte ham overalt i hans enorme rige og på 19 år fødte hun 14 børn. Det sidste barn blev hendes skæbne. Hun døde i barselssengen. Shah Jahan var ude af sig selv. Ifølge en populær fortolkning lukkede han sig inde i et år, og da han kom ud igen, havde han besluttet, at Mumtaz Mahal skulle have et gravmæle, hvis lige ikke var set. Det blev Taj Mahal, opført i hvid marmor, med 28 forskellige slags ædelstene indlagt og masser af citater fra Koranen. De sidste indlagt i sort marmor på den hvide baggrund. Et kærlighedsdigt i sten, kalder man det.
Inde i bygningen står Mumtaz Mahals sarkofag, og ved siden af Shah Jahans. Han er nemlig også stedt til hvile her, selv om han døde mange år senere.
Taj Mahal er optaget på Unescos liste over verdens kulturarv og i 2017 blev det desuden udnævnt til at være et af klodens 7 nye vidundere efter en verdensomspændende afstemning. 
Vi bevæger os langsomt ned mod det store monument, som bliver større og større foran os og detaljerne og udsmykningerne viser sig tydeligere for os. Da vi er helt nede ved monumentet er der igen i lang kø, som snor sig rundt om monumentet og tilbage mod indgangen. Den er nok en kilometer lang. Det er køen for at komme ind og se sarkofaget af Mumtaz og shah Jahan. Den bevæget meget langsomt fremad, men igen kommer vores VIP-billetter os til gode. Vi skal ikke stå i kø, men bliver ledt ind foran og i løbet af 15 minutter er vi kommet hele vejen igennem gravmonumentet og set sarkofagene. Dvs. de er omgivet af et rækværk med en masse flotte udskæringer, men der er kun et enkelt hul hvor man faktisk kan se sarkofagerne uhindret og der må man ikke stå stille. Man skal bare defilere forbi, så det er begrænset, hvor meget man kan nå at se, når man samtidig bliver skubbet bagfra. Man må i øvrigt heller ikke fotografere herinde.
Udenfor igen går vi en tur rundt og nyder detaljerne. Det er meget smukt udsmykket og der bliver passet på det. Der er vagter overalt, som sørger for at man ikke gør skade og vi skal gå rundt med poser om vores sko.
På vej tilbage igennem anlægget har vi et par sjove oplevelser. Første kommer et par unge mænd forsigtigt hen på siden af mig og siger ”Foto”, ”Foto”. Jeg forstår ikke helt hvad de vil, men de spørger igen og det viser sig at de gerne vil have mig med på deres selfie med Taj Mahal i baggrunden. De blev meget glade, da jeg indvilgede og de fik deres foto 🙂
Midt inde i anlægget mellem gaten og Taj Mahal er der en stor platform, som vist nok oprindelig var tiltænkt at skulle være fundamentet for Taj Mahal. Herfra har man en fantastisk udsigt til både gaten og Taj Mahal, hvilket gør at mange samler sig her inklusiv os selv. Da vi står her og venter på at det kan blive vores tur til at tage billeder af hinanden med Taj Mahal i baggrunden, lyder der pludselig en høj fløjte og en mand kommer anstigende og beder folk om at flytte sig. Autoritetstro som vi er, flytter vi os også, men det skal vi ikke. Manden vil have alle andre til at flytte sig, så vi kan komme til og få taget vores billeder. Han tilbyder også at tage billeder af os sammen. Vi er selvfølgelig glade for at få vores billeder, men er samtidig lidt ilde berørt fordi vi bliver forfordelt. Manden får selvfølgelig lidt drikkepenge og han beder os straks følge efter sig. Vi har ikke så meget tid før vi skal mødes med vores gruppe igen, men følger dog efter ham og han viser os de helt rigtige steder for de perfekte fotos af Taj Mahal i forhold til lys og vinkler. Han får lidt flere drikkepenge og så er han forsvundet igen 🙂 Han har tilsyneladende fundet sig en hurtig indtjeningsmulighed uden af være anmassende. Perfekt for ham og for os.
Vi må desværre forlade Taj Mahal, men det har så absolut levet op til vores forventninger og selv hvis der ikke kom flere højdepunkter på vores tur, så ville det være rejsen herned værd. 
Vores næste stop er smykker og broderier for millioner. Vi besøger Kohinoor Jewellers. Det er som at køre ind til Fort Knox. Det ligger side om side med usle huse og beskidte gader, hvor køer og hunde roder i affaldet, men da vi kører ind igennem en solid jernport og op foran den meget solide indgangsport, er det som om vi skal ind i en bankboks og der er pænt og rent og grønne planter omkring os.
Vel indenfor forstår vi måske bedre, hvorfor det er så godt beskyttet. Der er smykker og ædelstene og broderier eller gobeliner for mange millioner. Både nogle de sælger og nogle som absolut ikke er til salg. Forretningen har været i den samme families eje gennem 5 generationer og vi ser bl.a. 5 gobeliner eller kunstværker skulle man måske hellere benævne dem, som er syet af firmaets grundlægger. De er vanvittig flotte. Desværre må vi ikke fotografere, så jeg kan ikke vise dem. Det ene havde de for år tilbage fået et tilbud på fra en køber fra mellemøsten. Tilbudsprisen lød på 2,8 millioner dollars, men de havde pænt afslået. Det var og er ikke til salg! Det viser lidt om hvilke rigdomme denne familie repræsenterer, når de kan afslå et sådan tilbud.
Vi ser også smykker med sten fra Mumtaz smykker. Jeg får endda lov til at prøve en ring, som er lavet med en sten fra Mumtaz diadem og vi ser også et fantastisk halssmykke, som også indeholder sten fra Mumtaz oprindelige smykker. Dem får vi dog ikke lov at prøve og de bliver hurtigt pakket væk igen 🙂
Ingen demonstration uden en mulighed for at shoppe. Der er ringe og smykker i guld og hvidguld og sølv og med alle mulige ædelstene. Ingen af os bliver dog fristet over evne 🙂 Vi går derfra uden at have købt noget.
Traditionen for at lave udskæringer i marmor er holdt i live i Agra i århundrederne siden Taj Mahal blev bygget, og der er arbejdende værksteder, hvor man kan se det flotte kunsthåndværk i marmor. Vi besøger et værksted og ser hvordan man laver udskæringer i marmor og indlægger ædelstene og halvædelstene ind i flotte mønstre og farver. Det er et kæmpe arbejde og nogle af tingene er også ganske flotte, men de vil aldrig passe ind i vores hjem, så der bliver ikke solgt noget til vores selskab. Vi vil egentlig bare godt hjem til hotellet nu.
Kl. 19 indkvarteres vi endelig på vores hotel Clark Shiraz og får straks aftensmad og derefter er det på hovedet i seng. Endnu en lang dag venter i morgen.

12. november (Agra – Delhi – Varanasi): Vi forlader hotellet kl. 8 for at køre til det Røde Fort, som er opført af Shah Jahan, som også opførte Taj Mahal. Det ligger lidt længere oppe af floden og hvis det ikke havde været tåget af smog, ville vi have kunnet se ned til Taj Mahal, men det er desværre ikke muligt, som vejret er nu!
Det Røde Fort er opført i røde sandsten og derfor ikke nær så overdådigt smukt, som Taj Mahal, men det er stadig et imponerende bygningsværk. Det blev bygget i årene 1639-1648 og kom i 2007 på UNESCOs verdensnaturarvs liste.
Vi kan komme ind og se ca. en fjerdedel af fortet, da resten stadig bruges af militæret og derfor ikke er offentligt tilgængeligt. Den del vi ser, er der, hvor Shah Jahan opholdt sig og hvor hans koner og døtre boede. Ligesom på Fatehpur Sikri forleden dag er al oprindelig udsmykning også her plyndret, så der kun står de rå bygninger tilbage, men bygningerne i sig selv er mægtig flotte. De er rigt udsmykket også uden farver og ædelstene. Man forsøger løbende at restaurere og føre det tilbage til fordums tiders pragt. Vi kan se det enkelte steder, hvor det er fantastisk flot, men der er lang vej endnu og det kommer til at koste uendelig mange penge. 
Vi har en lang køretur til Dehli foran os og da trafikken altid er svær at forudse selv på en søndag, så sætter vi kursen mod lufthavnen i Delhi, hvorfra vi skal flyve til Varanasi.
Det er motorvej vi kører på, så der er ikke noget specielt spændende at se ud over store halvfærdige etageboliger, som ligger ude i ingenting. Byggeprojekterne er gået i stå sidste år, da man havde en pengeombytning, som betød at alle de sorte penge forsvandt ud af systemet og dermed også pengene, som skulle have finansieret disse store nye etageboliger.
Efterhånden som vi nærmer os Delhi, bliver det mere og mere tåget. Smoggen ligger tungt omkring byen. Det er ikke blevet bedre siden i tirsdags, hvor vi landede. I mellemtiden har de forsøgt at begrænse forureningen ved at lave restriktioner, så det kun er biler med lige nummerplader, som må køre på lige datoer og ulige nummerplader på ulige datoer, men det blev der tilsyneladende for mange protester mod, så det har de ophævet igen, men resultatet er at så længe der ikke kommer nogen vind, så vil smoggen blive hængende over byen og gøre den sundhedsfarlig at opholde sig i!
Vi er i Delhi lufthavn kl. 14.30 og flyver til Varanasi kl. 16.30. En bus venter på os i Varanasi og kører til hotel The Hindustan International, hvor vi indkvarteres og spiser middag. Det er ikke det bedste hotel på turen. Det er små og meget slidte værelser og det øvrige er også temmelig slidt, men det kan gå an.

13. november (Varanasi): Varanasi er en af de ældste byer i verden, og den er samtidigt en af 7 hellige byer i hinduismen. Alene beliggenheden er bemærkelsesværdig. På den ene side af Ganges ligger byen med sit virvar af folkeliv og trapper ned mod vandet, de såkaldte ghats. På den anden side af floden en flad eng. Ingen huse. Pilgrimme flokkes i Varanasi. Her kan man vaske sine synder af sig i Ganges hellige vand. Eller man kommer hertil som det sidste i tilværelsen. At udånde i Varanasi ved Ganges floden betyder moksha – frigørelse fra genfødslernes evindelige trædemølle. Byen er også et godt sted at kremere sine afdøde kære. Af disse grunde er et besøg i Varanasi en oplevelse, man sikkert aldrig glemmer. Det er farverigt, overvældende, for nogle måske intimiderende. Akkurat som Indien kan være. Vi står tidligt op. Bussen kører fra hotel kl. 5.15 og ned til Ganges floden, hvor vi går lidt langs floden i menneskemylderet, hvor de sidste flammer og gløder endnu ryger fra

aftenens ligbrændinger og der er heftig aktivitet både ovenfor og nede i vandet. Pilgrimme, munke, børn, gamle, okser – alle bader de i floden, rengør kroppen og vasker deres synder af i flodens brune, uklare vand i den tidlige morgen. Det er endnu helt mørkt, da vi går ombord på en båd og roer lige så stille ned langs bredden og ser på alle ceremonierne. Efterhånden er solen ved at stå op og vi får mere lys, men stadig ligger der en lille dis over vandet, som får det hele til at se lidt mystisk og uvirkeligt ud. Det bliver ikke mindre uvirkeligt, da et lig flyder forbi! Første tror jeg det er en dukke, men nej. Det er et lig. Ingen andre tager notits af det, så det er åbenbart ikke ualmindeligt, at et lig kommer flydende – meget makabert. Og hvordan kan der komme et helt lig flydende, når man ellers brænder folk på disse kanter. Jo, der er nogle få undtagelser for, hvem der må brændes. Spædbørn, gravide, uhelbredelig syge og hellige mænd kan ikke blive brændt. Spædbørn fordi de endnu ikke har leveret noget til samfundet, gravide fordi de bærer på et barn, som endnu ikke har leveret noget til samfundet. De uhelbredelige da de er ramt af sygdom fordi de har opført sig utilstedeligt og derfor bliver straffet med sygdom! De hellige mænd fordi de allerede er renset via deres virke, så de behøver ikke renselsen, som kremeringen jo er. Jeg har meget svært ved at forstå begrundelserne, især den omkring de uhelbredelig syge, men jeg er jo heller ikke hindu!
Det er blevet helt lyst, da vores robåd vender rundt og sejler os tilbage til udgangspunktet. Vi kan se masser af stakke af brænde, som ligger klar til de næste afbrændinger. Der skal 4-500 kg brænde til for at brænde et lig, så der skal slæbes meget brænde ned til floden hver dag. Der går nogle mænd rundt og rydder op i de bål, som har brændt siden i går. Noget af asken skal jo samles i urner til de efterladte, så de kan strø asken ud over Ganges og der skal gøres klar til nye brændinger i aften. De mænd som går rundt her er de kasteløse, altså de lavest rangende mennesker i kastesystemet.
Kastesystemet blev officielt ophævet i 1947 ved Indiens selvstændighed, men i Indien lever man ikke efter love, men derimod efter traditioner! Kastesystemet er en klassificering af mennesker efter deres job/uddannelse. Du bliver principielt født til en bestemt kaste i forhold til hvad dine forældre er, men du kan uddanne dig og derved komme i en højere kaste. Man gifter sig helst med en som er i samme kaste. Mænd har dog lov til at vælge en kvinde i en lavere kaste, såfremt familierne godkender det!
Vi forlader robåden og går op af trapperne til de små gader. De hellige mænd sidder rundt omkring på trapperne med deres lange skæg og orange klæder. Oppe i de smalle snoede gader kæmper vi om pladsen med hellige køer og hunde, som tager for sig af resterne af affald, som ligger overalt. Også heroppe er der brændestabler og små bitte forretninger. Det er spændende at gå her og se hvordan de bor. Vi føler os på ingen måde utrygge, men det var ikke et sted, vi ville være gået ned alene, så endnu engang er vi glade for, at vi har valgt denne gang at være på en grupperejse!
Pludselig kan vi høre høje råb ned gennem gaden og kort efter kommer en flok mænd løbende med en båre med en afdød på svøbt i orange klæde. De er på vej ned til floden.
Som sagt føler vi os ikke utrygge. Vi får masser af smil på vores vej igennem gaderne, men vi ser også en del militær eller politi med geværer. Birger fortæller, at de er her for at passe på os, men selvfølgelig også på de lokale. Terrorister sprang i 2006 et par bomber her i byen og for at det ikke skal gentage sig, har de posteret bevæbnede vagter rundt omkring i byen.
Vi har ikke mødt tiggere på vores vej igennem de små gader, men så snart vi kommer ud på de større gader og nærmer os vores bus kommer yngre mødre med deres små børn på armen og ser bedende på os og rækker hånden frem og gamle damer kommer ligeledes. Vi prøver at ignorere dem, da vi ved at giver vi først en noget, så står der en hel flok omkring os. Det er hårdt, men vi kan ikke redde dem alle.
Kl. 8 er vi tilbage på hotellet og har 2 timer til morgenmad og afslapning inden vi fortsætter vores program. Vi får sovet lidt, da vi jo har været tidligt oppe.
Kl. 10 samles vi igen og kører med bussen til Sarnath. 
Her talte Buddha for første gang i år 530 f.kr. om den indsigt, han havde fået efter 49 dages meditation. Sarnath er derfor et vigtigt pilgrims-sted for buddhismen. 

Vi går rundt om Bodhi-træet, som efter sigende skulle være sået af frø efter det oprindelig træ, som Buddha sad og mediterede under. Vi er inde i et buddhistisk tempel, som på væggene har malerier, som skildrer Buddhas liv. Ved siden af templet ligger ruinerne af et tidligere tempelområde og en stor stupa. Det er ikke specielt interessant, men Birgers fortællinger om hinduismen og budhismen er gode og lærerige, så lidt får vi da ud af turen 🙂
Inden vi igen vender tilbage til hotellet, er vi inde omkring en silkefabrik og se hvordan de væver silkestoffer med de mest fantastiske motiver. I salgslokalet efterfølgende bliver der shoppet igennem med stoffer, tørklæder, tasker og bordløbere m.v.
Tilbage på hotellet til endnu en pause inden vi skal ned til Ganges igen og se aftenceremonierne inklusiv aarti, som er en bøn der foregår hver aften på den mest farverige ghat i Varanasi – Daswamedha.
Kl. 16 kører vi med cykel-rickshaw ned til floden. Det er en speciel oplevelse. Vi kommer kun langsomt frem gennem den total kaotiske trafik med larm af dyttende biler og knallerter og støv og køer. Hver en cm på vejen bliver udnyttet. Alle vil bare frem og snor sig på kryds og tværs med hornet i bund. Vi er alle godt ørre i hovederne og ømme i rumpetterne, da vi når frem til floden. Rickshawerne er ikke bygget til at have 2 store europæerne siddende ved siden af hinanden, så det er lidt af en prøvelse at sidde halvt oppe på siderne og den stakkels mand, som skal træde cyklen, er også kommet på hårdt arbejde. Han må nogle gange af cyklen for at trække den i gang.
Rickshawerne kan ikke køre hele vejen ned til floden, så det sidste stykke må vi gå. Der er et mylder af mennesker alle vegne, så det er med at holde øje med hinanden hele tiden og ikke bruge for lang tid på at tage billeder og også holde øje med knallerter, så man ikke bliver kørt ned og heller ikke træder i ko-kasser. Det er i det hele taget med at være vågen og have et øje på hver finger for at komme helskindet igennem trafikken og folkemængden og ned til floden ved Daswamedha ghat, hvor en båd venter på os. Lige som i morges foregår der meget omkring denne ghat (trappen ned til floden), hvor bl.a. de hellige mænd sidder i skrædderstilling med malede ansigter og orange klæder og lange skæg og vil rigtig gerne fotograferes – mod betaling selvfølgelig 🙂
Vi bliver roet lidt ud på floden og får alle en lille skål med et lys omgivet af tagetes-blomster. Lyset bliver tændt og vi sætter alle skålene i floden, hvor de langsom flyder med strømmer og lyser, mens vi kan sende små bønner afsted. Det er meget stemningsfuldt og får os i en anden stemning end den der prægede os efter den kaotiske rickshaw-tur herned 🙂
Sejlturen fortsætter stille og roligt ned til ligbrændingerne ved Manikarnika Ghat. Bålene kan ses på lang afstand. 11 brænder med høje flammer, men flere er ved at blive tændt og 3 lig svøbt i orange klæder ligger og venter på trappen. Det er underligt for os at kremeringerne foregår i det åbne rum, men for hinduerne her, er det en del af livet og døden. Ved at blive kremeret ved bredden af Ganges og få sin aske spredt i vandet øger man sine chancer for at undslippe reinkarnation. Reinkarnation (genfødsel) er ikke, som mange måske tror, en pendant til vores himmel. Det er snarere et helvede, man prøver at slippe ud af ved at opnå moksha (frigørelse). Målet er simpelthen at undgå eksistens som sådan ved at blive befriet for den evindelige, karmabetingede genfødselscyklus.
Tidligere var det almindeligt at enken efter en afdød mand også blev brændt på bålet – vel at mærke i live. Enken blev smidt på bålet, når der var godt gang i flammerne under høj sang eller råben og skrigen, så man kunne overdøve enkens skrig! Denne skik er man heldigvis gået bort fra.
Der er som sagt 11 kremeringer i gang, da vi kommer til Manikarnika Ghat. De 2 af bålene er helt nede ved vandet og dermed tæt på os. Det er et makabert syn med en fod der stikker ud af flammerne på det ene bål og køerne og hundene, som går rundt og leder efter føde mellem bålene nede på bredden. Heldigvis driver vinden væk fra floden og ind over land, så vi kan ikke lugte bålene.
Der er helt stille i bådene. Vi er vist alle berørt af dette meget specielle syn. Vi sejler tilbage til Daswamedha ghat for at overvære aarti.
Det er en ceremoni, hvor man takker guderne for dagen og beder til en god dag i morgen. Der står 7 hellige mænd og beder bønner og i takt til høj musik svinger store lysestager og andre ting synkront og ringer med klokker. Det er ikke til at forstå meningen med hvad de gør på scenen og det bliver ret hurtigt trivielt at se på og den høje musik bliver også for meget. Det sammenholdt med at et hav af både flokkes om pladserne tæt på land for at få det bedste udsyn til ceremonierne gør, at vi efter en halv time fortrækker. Vi vil gerne hjem og fordøje dagens oplevelserne ved Ganges.
Vi får båden til at sejle os i land, så vi kan kæmpe os vej tilbage til Rickshawerne og køre den kaotiske tur retur til hotellet. Hverken trafik, støj eller menneskemængden er blevet mindre, så da vi endelig står inde i hotellets lobby, priser vi os lykkelig over, at vi klarede turen endnu engang uden uheld 🙂
Middag på hotellet og så ellers i seng. Vi er godt brugte efter at have været tidligt oppe i morges og et temmelig langt program i løbet af dagen og nogle specielle og barske oplevelser.

14. november (Varanasi – Delhi – Amritsar): Det har mest af alt været en transport-dag. Vi fløj fra Varanasi til Delhi, hvor vi blev mødt af vores bus med samme chauffør og hjælper, som vi kørte med inden vi tog til Varanasi. De kører os lidt rundt i Delhi, så vi kan se India Gate og parlamentsbygningen, som vi skulle have set sidst vi var her, men igen er vi i tidsnød, så det bliver the american way = en drive by, hvor vi kan tage billeder fra bussen. Vi kommer ikke ud, men det gør nu ikke noget. Selv om luften er lidt bedre end sidste tirsdag, så er der stadig smog og sigtbarheden begrænset.
Vores rundtur ender ved New Delhis hovedbanegård, hvor vi prøver at finde noget at spise. Det lykkes for de fleste, men jeg nøjes med cola og kiks. Jeg skulle ikke nyde noget af de stærke retter.
Vi skal med eksprestoget til sikhernes hellige by Amritsar kl. 16.30. Der ruller snart et tog ind ved perronen, hvorpå der står Delhi – Amritsar, men det viser sig, at det er morgentoget, som ikke er kommet afsted endnu! Vi hænger straks lidt med hovederne. Hvad betyder det for os? Kan vi også risikere at være 6-8 timer forsinket. Det vil ikke rigtig være til at bære. Stationen er ikke ligefrem det skønneste sted at opholde sig. Her er meget indisk!
Heldigvis kører vores tog næsten til tiden. Det er kun et lille kvarter forsinket, så det er til at overse 🙂
Togturen skulle tage 6 timer, og der serveres nogle små måltid undervejs. Vi rejser på 1. Klasse. Ikke til sammenligning med dansk 1. klasse, men vi har da hver vores sæde og der er pæn meget plads, men kupeen og sæderne er meget slidte og toiletforholdene er ganske forfærdelige. Man holder sig så længe, som det overhovedet er muligt!
Den første times tid kan vi følge livet udenfor togets vinduer, mens vi ruller afsted mod delstaten Punjab. Det er bestemt ikke overklassen, som lever op til jernbanen. Det er slumkvarterer og lossepladser og bestemt ikke noget kønt syn. Senere på aftenen passerer vi togstationer, som nærmest ligner flygtningelejr. Der er folk over alt, som sidder og ligger på perronerne og ser ud, som om de har været der længe. Det er nogle sølle skæbner at se på.
Jeg skrev tidligere at togturen skulle tage 6 timer. Det holdt ikke stik. DSB har fundet sin overmand, hvad forsinkelser angår! Turen tog 9,5 time! Så i stedet for at være fremme i Amritsar kl. 22.30 ankom vi kl. 2. Så det har alt i alt været en meeeget lang transportdag. Flyet var i øvrigt også forsinket i time, så det var godt, at der var indlagt god tid mellem fly og tog.
Regnen siler ned, da vi ankommer til Amritsar så stationen her ligner også en flygtningelejr. Måske er det fordi byens hjemløse har trukket ind i ly for regnen eller måske venter de på tog, som ikke er kommet. Vi ved det ikke, men der er mennesker over alt, og de ser meget sølle ud. Ved billetlugerne står der 4 lange rækker, men lugerne er lukket, så de står formentlig i kø indtil de åbner i morgen tidlig! Det bliver en lang nat. Nogle i vores gruppe har fået at vide, at det er landarbejderne, der står i kø for sikre deres hjemrejsebillet til om 4 måneder. Hvis de ikke køber den allerede nu, risikerer de at strande, da der ikke er toge nok til at transportere dem. På vores tur har vi passeret nogle toge, som har 2.klasses vogne. Det ligner nærmest kreaturvogne. Der er tremmer for vindueshullerne og vognene er stopfulde af mennesker, så man godt forestille sig, at der mangler toge.
På perronen i Amritsar mødes vi af 4 mænd, som er vores chauffører og de har flotte biler stående uden for stationsbygningen. Det er for bøvlet at køre rundt i en stor bus her, så det er i stedet 4 personbiler, der kører os til vort hotel Best Western Merrion.
Vi er meget trætte, da vi når frem til hotellet og kommer først i seng kl. 3, så Birger tager heldigvis den beslutning, at vi først skal mødes kl. 11 i morgen formiddag. 

15. november (Amritsar):Vi har sovet længe og det var tiltrængt efter den lange togtur i går. Vi vågner kl. 9 og kan tage det stille og roligt med morgenmad, da vi første skal samles kl. 11. Efter den sene morgenmad tager vi ind til midten af Amritsar. Vi starter i en lille park – Jalianwala Bagh, som er et minde om en massakre i 1919. Der var folkestrejke i Amritsar i protest mod nye, britiske love og den 13. april var der indkaldt til folkemøde. Den britiske general Dyer ankom til folkemødet med 150 mand og åbnede ild uden varsel. Mere end 1000 mennesker blev dræbt. Vi hører historien om denne forfærdelige handling og går lidt rundt i parken.
Området omkring parken er meget anderledes end det, vi ellers har set i Indien. Der er en stor gågade med flot flisebelægning, pæne huse og der er rent. Der går ingen køer eller geder rundt 🙂 Det er som at komme til en hel anden verden. Vi føler os rigtig godt tilpas og har lyst til selv at gå rundt og kikke på forretningerne, som også er mere indbydende end hvad vi hidtil har set, men i første omgang skal vi til dagens højdepunkt – Det Gyldne Tempel.
Beklædt med 750 kg forgyldte kobberplader ligger Det Gyldne Tempel midt i en lille sø med rent og spejlblankt vand. Det er den vigtigste helligdom i sikhismen. Her opbevares Den Hellige Bog, Guru Granth Sahib, og rundt omkring tempel og sø er der hvidkalkede bygninger, der huser tusinder af pilgrimme. Sikhismen er den femtestørste religion i verden. Den er udviklet så sent som i 1500-tallet, og er nært knyttet til regionen Punjab. Langt de fleste sikher bor i Punjab, og kendes let i gadebilledet på deres turbaner og det lange, uklippede skæg.
For at komme ind i templet skal vi af med sko og strømper og have et tørklæde om hovedet, men derudover er der ingen krav til påklædning. Alle er velkomne og det føler man også, når man går rundt inde på tempelområdet. Ud over at det er et meget smukt område med søen, hvor karperne svømmer rundt og det gyldne tempel i midten, så er her en hel speciel stemning. Alle smiler til os. Det er alle slags mennesker og familier med børn og de bliver rigtig glade, hvis vi vil tage billeder af dem og nogle spørger nysgerrigt til hvor vi kommer fra og vel at mærke ikke for at tigge, men for at komme i snak med os og så vil de rigtig gerne have os med på deres billeder. Vi føler os som fotomodeller, når vi går rundt her. Det er meget sjovt at prøve 🙂
Sikherne tager et helligt dyp i søen. Mændene til offentligt skue, mens damerne har et specielt lille hus ud i søen, hvor de kan bade uden af nogen kan se dem. Over højttalerne bliver der konstant reciteret fra sikhernes hellige bog Guru Granth Sahib. Der er live recitering – ikke båndede optagelser.
I tilknytning til templet ligger det enorme folkekøkken Guru-ka-langar, der hver dag bespiser op mod 14.000 mennesker, udelukkende ved hjælp af donationer og frivillige køkkenhjælpere. Hvis vi havde været her alene, havde vi nok aldrig fundet på at gå derind og spise, men det opfordrer Birger os til at gøre og alle undtagen 1, som tidligere har haft problemer med maven, går derind.
Vi får først en rundvisning i den del af køkkenet, hvor en slags pandekager bliver produceret. 5-6000 pandekager bliver der lavet i timen. Der er en nærmest Storm P. lignende maskine, der fodres med store klumper dej, som  formes til boller og trykkes flade til pandekager og bages over åben ild inden de til sidst lander i en kurv. Herefter bæres de over til en gruppe mennesker, som sidder og pensler hver enkelt pandekage med noget smørelse, hvorefter de er klar til servering.
stiller op i køen, hvor der udleveres metal tallerken, skål og ske. Alt foregår på samlebånd og det er bare med at følge strømmen mod spisesalen. Der bliver åbnet en dør foran os og ind træder vi i en kæmpe stor hal, hvor der er rækker af tæpper på ca. 40 cm i bredden og vel 50 m lang og mellem tæpperækkerne er der det bare granitgulv. Vi må se på inderne for at finde ud af, hvordan vi skal forholde os. De sætter sig side om side på tæppet i skrædderstilling med tallerkenen foran sig på gulvet og det gør vi så også.
Så snart vi har sat os begynder serveringen. En mand kommer ned igennem rækkerne og vi skal holde hænderne op foran os, så han kan smide pandekagen i vores hænder. Hvis vi kun holder en hånd frem og vil tage imod pandekagen, så får vi ikke nogen 🙂 Den næste mand kommer med en stor stål spand og en kæmpe suppeske og hælder noget der ligner tynd risengrød op i det en rum i tallerkenen. Yderligere 2 mænd kommer og fylder mad på vores tallerken. Det minder om et fængsel, som man ser på tv, hvor fangerne får klasket mad op på deres tallerkener. Her er vi dog kommet helt frivilligt for at få et gratis måltid mad, som ca. 14.000 andre denne dag. Vi er spændt på hvordan maden smager. Birger har sagt, at det er sund og nærende mad og at det smager udmærket og det har han helt ret i. Det smager faktisk godt 🙂 Det er ikke et måltid man sidder og hygger sig med. Der er mange andre, som skal have mad, så efterhånden som man har spist, rejser man sig med sin tallerken og går i kø ud til mændene, som tager imod de beskidte tallerkener, skål og ske. Det er virkelig sat i system, så det hurtigt kan vaskes op og bruges igen.
Mætte og tilfredse efter endnu en oplevelse ud over det sædvanlige vender vi tilbage til Det gyldne tempel og nyder det fra den anden side. Solen er nu kommet frem og får guldet til at skinne endnu mere. Det er et smukt syn.
Efter at have været hele turen rundt om søen forlader vi tempelområdet og får en times tid på egen hånd ude i gågaden. Nogle går på shopping, men vi vælger at købe en kop kaffe og sætte os og betragte de forbipasserende. Der er mange forskellige typer og påklædninger og det er meget farverigt.
Det er tid til at tage hjem på hotellet og slappe lidt af inden aftensmaden.
Efter aftensmaden sætter vi os atter i bilerne. Vi skal ned til Det Gyldne Tempel og se Guru Granth Sahib (den hellige bog) blive lagt i seng. Det lyder lidt fjollet for os, at man lægger en bog i seng, men her er det en alvorlig sag og der er et helt fast ritual, som udføres hver aften. Bogen skal hentes ude i templet og føres ind bag lås og slå i et andet hus.
Den røde løber er rullet ud og da vi ankommer er mænd ved at pudse den gyldne bærestol, som bogen skal bæres i. Der lægges rent pudebetræk på puderne og sengetøjet bliver højtideligt sprayet med en væske. Om det er duft eller desinficerende ved jeg ikke, men alle klæder bliver grundigt sprayet på begge sider under opsyn af en hellig mand. Da sengen er redt efter alle kunstens regler bliver selve bærestolen dekoreret med en masse tagetes-ranker. Det foregår også efter et ganske bestemt mønster. Endelig er alt gjort klart og bærestolen løftes op og bliver højtideligt ført ud til templet i midten af søen. Vi kan ikke se hvad der foregår derude, men efter et kvarters tid kommer bærestolen retur, nu med bogen liggende på puden og sikherne flokkes om bærestolen for at få lov til at være med til at bære den bare et lille stykke. Det er tilsyneladende en stor ære at få lov at bære Den hellige bog i seng. Under hele ceremonien var der høj messen over højttalerne og nogle gange råbte tilskuerne. Vi forstod selvfølgelig ikke en lyd, men det var tydeligt, at det var en stor ting for sikherne.
Så snart bogen er lagt i seng forlader alle tempelområdet og det gør vi selvfølgelig også efter lige at have nydt det flotte tempel endnu engang. Det er smukt ved dagslys, men det er bestemt også smukt om aften, hvor der er gjort meget ud af lyssætning på både tempel og de omkringliggende bygninger.
Uden for templet op af de omkringliggende bygninger ligger masser af folk på det bare gulv med tæpper over sig. Det er pilgrimme, som er kommet med toget og besøgt templet. De kan først komme hjem med toget i morgen, men har ikke råd til at overnatte på hotel, så de må sove på gaden! 
Efter endnu en lang dag med mange oplevelser, er det også tid for os at komme i seng. Vi har heldigvis et hotelværelse.

16. november (Amritsar): Vi får igen lov at sove længe. Der er for en gang skyld ikke så meget på programmet, så vi samles først kl. 11. Vi skal på byvandring i den gamle bydel i Amritsar. Jeg skrev i går, at området omkring Det Gyldne tempel, var som at komme til en anden verden. Der var rent og pænt og orden. Vores byvandring viser en anden side af byen. Det er små snoede beskidte gader med masser af små butikker, hvor man kan købe alverdens ting. Fra guld og smykker over køkkentøj, byggematerialer og stof og ris. Det er som at gå i en arabisk souk, men den store forskel er, at her bliver man mødt af smil og ikke skulende blikke. Mellem de gamle og meget forfaldne bygninger kan man se glimt af bygninger fra byens storhedstid, men man skal se godt efter 🙂 Det er meget spændende at gå rundt herinde og se dagligdagen i stedet for alene, at se de store flotte ting. Selv om det kræver, at man til tider må springe for ikke at blive kørt over af motorcykler og cykelrickshaws, som kæmper om pladsen. Det er fuldstændig vanvittigt, som de snor sig herinde i de smalle gader. Trafikken går til tider fuldstændig i stå, fordi ingen vil give sig. Alle skal frem og hver cm bliver udnyttet og trafikken kører i alle retninger. Hvis de ensrettede gaderne ville de få en meget mere flydende trafik – but this is India 🙂  Luften er tyk af både støv, krydderier og udstødningsgasser og man skal ikke lide af klaustrofobi.
Da vi sætter os ind i bilerne igen, kan vi igen trække vejret i en nogenlunde ren luft. Vi er priviligerede. Vi kan sætte os ind i bilerne og køre væk, men størstedelen af Indiens befolkning lever hver dag i de smalle beskidte gader. Indien er mange forskellige ting. Der er flotte store templer og paladser, men der er så sandelig også fattigdom og generelt er levestandarden meget lav og det har vi fået syn for på denne rejse.
Vi spiser frokost på en fin restaurant, men kort tid efter kører vi forbi et gadekøkken/folkekøkken, hvor de fattige står i kø for at få et gratis måltid mad. Folkekøkkenet er stablet på benene for private donationer fortæller vores chauffør. 
Næste stop er grænsebyen Wagah, som ligger ca. 30 km fra Amritsar, ved grænsen til Pakistan. Her opføres dagligt et indisk-pakistansk skuespil, når flagene tages ned. Det er så populær en begivenhed at der er bygget store tribuner, så tusindvis af tilskuere kan heppe deres egne vagtposter frem. Stemningen er som til landskamp i Parken, og soldaterne skridter linjerne af i bedste Monty Python stil. Man skulle tro, det kendte Ministerium for Gakkede Gangarter fra Monty Python-serien i TV blev udviklet efter studietur til Wagah. De går på begge sider af grænsen meget målrettet og hurtigt mod grænsen med specielle trin, hvor de bl.a. kan få benene helt op til næsen og når de når grænsen stopper de brat op og tramper i jorden og stirrer på hinanden og hæver armene, som for at vise muskler. De rører aldrig hinanden og krydser heller ikke grænsen og selv om de har geværer hængende over skuldrene bliver de ikke rettet mod hinanden, men bliver hængende over skuldrene. Det foregår alt sammen under heftig råben og heppen fra tilskuerne. Det er en noget særpræget oplevelse. Vi har måske lidt svært ved at forstå forestillingen, men inderne går helt vildt op i det og det er selvfølgelig sjovt at betragte.
Ceremonien tager en times tid, hvorpå vi kører tilbage til Amritsar.
Det er vores sidste aften i Indien, så vi får afskedsmiddag på hotellet. Den er nu ikke meget anderledes end de andre aftener ud over det faktum, at hotellet er ved at løbe tør for øl, så ikke alle får den øl de vil have :-). 
Vi skal køre til lufthavnen kl. 23, og har heldigvis vores værelser til rådighed, så vi kan nå at hvile lidt inden vi tager hul på den 19 timer lange tur hjem.

17. november (Amritsar – CPH): Home sweet home 🙂 Vi lander i solskin fra en næsten skyfri himmel, hvor vi kan se helt til Sverige, og 10 grader. Det er koldt, men vi nyder at fylde lungerne med frisk luft og stilheden. Bilerne kører i vognbanerne og ingen dytter. Det er store kontraster i forhold til Indien!
Vi har haft en fantastisk rejse rundt i Indien og virkelig set forskellene fra by og land og rig og fattig. Det har været en rejse på mange leder.
Vi har været 19 timer undervejs siden vi forlod hotellet i Amritsar. Det er en sej tur via Doha i Qatar, hvor vi havde 4 timers ophold, som vi fordrev i loungen, inden det sidste stræk på 6 timer og lander planmæssigt i København omkring kl. 13. Den sidste flyver er ikke helt fuld, så jeg er heldig at få 3 sæder, som jeg kan ligge og flyde på. Det er ikke så ringe endda 🙂
Da vi endelig står ved bagagebåndet i Kastrup og siger farvel, har vi været vågne i omkring 33 timer. Vi ser alle meget brugte ud, men er heldigvis også enige om, at det har været en fantastisk tur med mange gode og spændende oplevelser og at gruppen har fungeret rigtig godt sammen.