Gade i Trinidad
Vinales
Torvet i Trinidad
Previous slide
Next slide

Dagbog fra Cuba (2017)

 

Cuba er vinterferiens første destination. Vi glæder os rigtig meget til at komme derover, men ved ikke helt hvad vi skal forvente os. Det er et land under forandring og måske specielt inden for det seneste år, hvor både Fidel Castro er død og USA begynder at åbne op. Det er stadig ikke muligt for amerikanere at komme til Cuba som turister, men det varer sikkert ikke længe, så det er nu inden den store masse-turisme fra amerikanernes side vælter ind over Cuba, at man skal opleve landet tror jeg.
Vi har hjemmefra via Airbnb booket casa particulares, som er privat indkvartering hos familier, men med eget værelse og toilet. Det skulle ifølge alle guide-bøger og rejseselskaber være den rigtige måde at opleve Cuba på, da man så kommer tættere på befolkningen og mulighed for at lære mere om landet og dets seværdigheder i stedet for at bo på de statsejede hoteller, som skulle være både dyre og af ringe kvalitet.
Vi rejser rundt i den vestlige del af Cuba fra Havana vestpå til Vinales videre sydøst til Playa Larga og til sidst til Trinidad og Santa Clara, hvorfra vi flyver til Florida. Vi skal bo 3 nætter hvert sted og forventer at køre med bus mellem stederne.

Jeg plejer at opdater denne dagbog næsten dagligt, når vi er ude at rejse, men det er spørgsmålet, hvor tit jeg kan få den opdateret på denne rejse, da det vist ikke er særlig mange steder, hvor vi vil kunne få internet-adgang, men det vil tiden vise 🙂

18. februar (CPH – Havana): Vi står op kl. 3 og bliver hentet af taxi kl. 4. Det er ret hårdt oven på en hård uge, men når vi kan se frem til 3 ugers ferie, så klarer vi det nok 🙂
Flyveturen med Airberlin går planmæssigt. Vi får rimelig god mad, men det er dårlige sæder, så 11 timer fra Düsseldorf til Havana er lang tid at skulle sidde stille!
Fremme i Havana lufthavn bliver vi hentet af en meget sød og rar og meget talende taxi-chauffør, som kører os direkte til vores første casa. Det er ikke specielt luksuriøst, men det er rent og pænt og har 2 senge og et badeværelse og fra fællesarealet er der en skøn lille balkon, hvor vi kan sidde og se ud over vandet og over til fortet og nyde synet af de mange amerikaner biler, som kører rundt som taxaer for turisterne. Ikke alle er lige kønne, men nogle er der gjort rigtig meget ud af og det er tydeligt, at de er meget stolte over at være ejere af så flotte biler. Det forlyder, at der er flere gamle kørende amerikanerbiler her på Cuba end der er i Amerika! Det til trods for at det kan være svært at få reservedele til bilerne, men spørgsmålet er også hvor meget originalt der er tilbage under kølerne. De lyder i hvert fald ikke lige godt alle sammen! Bilparken er ud over amerikanerne bilerne mildest talt elendig. De hoster og hakker og er sat sammen med gaffatape og snore og bagagerum holdes lukket med hængelås! Det er gamle østbiler, så som Lada og for os ukendte mærker. Nogle er malet med pensel! Vi ser stort set ikke nogle nye biler, kun et par politi-biler og enkelte taxaer.
Vores vært Oscar giver os en grundig gennemgang af lejligheden/værelset og brugen af

de 6 nøgler, som hører til lejligheden og værelset. De siger godt nok, at der ikke er den store kriminalitet i Cuba, men med 6 nøgler og gitre ved alle indgange, så kan man have sin tvivl :-)Vi bestilte morgenmad til i morgen (5 cuc pr. person) og taxa til, når vi skal videre med bussen til Vinales. Der bor også et andet par i lejligheden, men vi ser dem ikke.
Vi er godt trætte efter at have været tidligt oppe og den lange flyvetur, men efter at have fået lidt mindre tøj på går vi alligevel en tur ud i byen. Der er 28 grader og solen skinner, så det er den perfekte start på turen. Vi får et rigtig godt indtryk af Havana Vieja –  den gamle bydel, som vi bor i. Det er hyggelige gader og der er masser af mennesker. Det er jo lørdag aften, så der er gang i den. Salsa-rytmerne lyder fra næsten alle barer og restauranter. Vi sætter os på en af dem og får en skøn Pina-colada. Dem kan vi godt blive forfaldne til 🙂
Efter vores lille pit-stop er vi blevet sultne, så næste stop er en lille udendørs restaurant, hvor vi får lidt aftensmad inden trætheden overmander os og vi må vende snuden hjemad. Kl. 19.30 ligger vi vores seng fuldstændig færdige. Nu skal der soves, så vi kan få indhentet den manglende søvn fra i nat og være friske til nye oplevelse i Havana i morgen.

19. februar 2017 (Havana): Vi har sovet 11 timer, så vi er nogenlunde friske, da stuepigen kommer og laver morgenmad til os kl. 8. Vi er ivrige for at komme ud og opleve byen med friske øjne.
Vi får virkelig brugt benene i dag. Den gamle by bliver travet igennem på kryds og tværs. Det er en fantastisk by med utrolig flotte gamle restaurerede bygninger og pladser, men også meget forfald. Kontrasterne er store, men her er rart at være. Vi møder kun smilende og imødekommende mennesker. Musikken og dansen er en stor del af gadebilledet. Der er levende orkestrer over alt, som spiller salsa-musik og folk er ikke blege for at danse salsa midt på gaden. Det er en utrolig dejlig stemning og glæde de udviser. Man kan kun blive glad af at gå rundt her.
Vi spiser frokost på Hotel Ambos Mundos. Det er en af de hoteller, som Hemmingway i sin tid boede på, mens han skrev hele 2 romaner. Vi sidder oppe på tagterrassen, hvorfra man kan se ud over store dele af byen og havnen, hvor et stort krydstog-skib ligger. Måske det er derfor at her er så mange turister. Der er i hvert fald fuldt hus heroppe på taget. Vi får en perfekt betjening af en smilende tjener og god mad og en Mojito. Den er lige så god som pina-coladaen i går. Det ender med, at vi bliver helt forfaldne til cocktails med rom i stedet for vores eller fortrukne gin-tonic 🙂
Efter frokosten traver vi mere rundt i gaderne. Vi kommer både i de flotte restaurerede gader og de mindre pæne, som har fået lov at forfalde. Mange huse står blot som en skal uden vægge indenfor. Det ligner spøgelsesbygninger. Vi kigger nysgerrigt ind gennem åbne døre og porte og det er vidt forskelligt, hvad der er inde bag ved. Nogle steder ligner det byggepladser eller lossepladser, hvorfra der lugter af urin, mens andre har skønne gårdmiljøer med planter og møbler. Der, hvor der er flot, er der typisk et museum, en bar eller en restaurant 🙂 I de små side-gader hænger vasketøjet ud over gaderne, som i lady og vagabonden.
Ved 3-tiden overmander trætheden os igen, så vi må hjem på værelset og slappe lidt af.
Vi spiser aftensmad på La Imprenta, som er et gammelt trykkeri, der er lavet om til restaurant. Stolene er udformet som bogstaver og der står en gammel presse. Det er et meget hyggeligt sted med en pianist, som sidder og spiller i det et hjørne. Maden er god, men betjeningen kunne godt være bedre. De fik bestemt ikke penge for at smile! Det er nok rigtigt, som der står i guidebøgerne at de bedste steder at spise er de små paladares, som er privatejede restauranter. Efter aftensmaden ender vi på Plaza de la Catedral, hvor et orkester spiller gamle spanske melodier, så som guantanamera (toms karameller). Det leder tankerne tilbage til sidst i 60érne, hvor vi tog til Mallorca og hørte den slags musik. Det er virkelig nostalgi og stemning, at sidder på her på et brostensbelagt torv med dæmpet belysning og kirken flot oplyst med en mojito i hånden 🙂

 20. februar (Havana): Vi har vist stort set set hele den gamle by, så vi må udvide vores territorie. Enten kan vi tage en tur med en gammel amerikanerbil rundt til en skyhøj pris eller også kan vi tage en hop on hop of bus til 10 CUC pr. person (ca. 70 kr.) Vi vælger den sidste løsning, vi gider ikke skulle forhandle med ejerne af amerikanerbilerne og føle os snydt bagefter 🙂

Bussen kører til alle dele af Havana og en rundtur tager ca. 2 timer, hvis man altså ikke står af under vejs. Vi står på ved Parque Central, som er første stop på ruten. Da solen skinner og temperaturen holder sig omkring 28 grader sætter vi os på den åbne tagetage. Det er perfekt med udsyn og vind i håret til at holde varmen nede.
Turen tager som sagt 2 timer og guiden ombord speaker på spansk og engelsk. Det plejer at være meget interessant at køre på disse busser, da man som regel får en masse af vide om stederne og historier om bydelene. Denne tur er bestemt ikke som andre ture. Der bliver sagt en del på spansk, som vi ikke forstår, men når det kommer til den engelske udgave, så bliver der kun udpeget bygninger og mindesmærker og det på et meget dårligt engelsk, så vi får ikke meget ud af guidens speak. Vi må nøjes med at danne os vores egne indtryk af hvad vi ser. Vi kører langt ud langs Malecon, som er kystvejen, mod vest og ender ude i Miramar, som alene er store hoteller, som er bygget, som strandhoteller, men der er intet gjort ud af stranden og området ned til stranden. Der har været påbegyndt nogle områder med bænke og planter og fliseområder og lidt broer ud i vandet, men det ser ud som om det aldrig er blevet færdigt eller også har det bare fået lov til at forfalde. Det er i vores øjne ikke et område, som vi har lyst til at bo i. Godt vi valgte at bo i den hyggelige gamle bydel af Havana for alt hvad vi ser på denne bustur rundt virker ikke særlig tiltrækkende.
Vi står af bussen ved et stort marked, som er etableret i en af de gamle havne-haller, som formentlig har været brugt til opmagasinering af import/eksportvarer. Her sælges alskens souvenier. Det er meget sjovt at se på, men der er ikke noget, som vi ikke kan leve uden. 
Vi spiser frokost på lille restaurant på Mercaderes og går herefter hjem og slapper af på balkonen. Jeg har hjemmefra bestilt billetter til en aften på Cabaret Tropicana. Det svarer til Moulin Rouge i Paris og har eksisteret til 1939. Vi har villet have Oscar vores vært til at arrangere transport derud, da det ligger ca. 10 kilometer fra hvor vi bor, men han har ikke været at finde, så efter aftensmaden må vi selv på gaden for at hyre en taxa. Det er lidt af et lotteri-spil, da ikke alle taxaer har taxameter, så det er med at være god til at forhandle, men da vi alene ved at det kostede 30 CUC fra lufthavnen, så er det det eneste udgangspunkt vi har. Da vi kommer ned fra lejligheden bliver vi straks opsøgt af en mand, som siger han ejer en lejlighed i naboejendommen og han vil hjælpe os. Jeg er i første omgang afvisende over for ham, men da han siger, han kender Oscar, så tror vi lidt mere på ham. Han kan skaffe os en taxa til 25 CUC. Det er alt for meget for der er væsentlig længere til lufthavnen end til Tropicana og det kostede 30 CUC fra lufthavnen. Efter at have forhandlet med ham og gået et par gange, ender vi med en pris på 15 CUC, som vi synes er rimeligt (ca. 100 kr.). Han viser os så hen til en gammel og temmelig ramponeret lada, hvor en ung mand sætter sig ind bag rettet! Vi er ikke helt trygge ved bilen, men sætter os da ind og kører derudaf. Den har ikke nogen støddæmpere tilbage og bremserne er heller ikke for gode, men heldigvis er der ikke så mange biler på gaden, så vi kommer helt ud til Tropicana uden uheld. Vi kan ikke tale med den unge mand, men med fingersprog, lidt spanske ord og en vagts ubehjælpelige engelsk får vi aftalt, at han også skal hente os efter showet er slut kl. 24.00.
Vi er al for tidlig på den, da det ikke fremgik klart af hjemmesiden, hvornår showet startede, så vi må sætte os i baren og drikke en mojito, hvilket jo ikke er det værste at få tiden til at gå med. Klokken 22 starter showet. Ulrich har fået en cigar og jeg en nellike ved indgangen og ved bordet får vi et glas champagne og en halv flaske Havana Club rom og 2 små colaer til at fortynde rommen med! Vi kan ikke nå at drikke den halve flaske rom under showet, men hold da op, hvor vi er ved at tabe kæberne. Det er virkelig et brag af et show. Det foregår i øvrigt udenfor under åben himmel, men der er dans og sang og lyseffekter og kostymer. De danser på scener i mange forskellige niveauer, så man sidder og drejer hovedet af led for at få alt med. Det er bare så flot og professionelt, som vi aldrig har set lignende. Det er dyrt efter cubanske forhold, men det har været alle 170 US-dollars værd (ca. 1200 kr.)
Showet er færdigt kl. 24 og vi er spændte på om vores aftale med den unge mand holder, men det gør den. Han står og venter på os og smiler og kører os sikkert hjem igen.

 21. februar (Havana – Vinales): Det er mest af alt en transportdag. Vi skal fra Havana og videre vestpå til Vinales. Jeg har bestilt bus-transport med Viazul, som skulle være det mest pålidelige busselskab for turister og med gode store busser, som kører punktligt. 
Oscar har hjulpet os med taxa op til terminalen og til vores store overraskelse, har han arrangeret at vi skal køre med en gammel amerikaner-bil. En flot rød Chevrolet Bel-air fra 1953. Det var en sjov tur. Ejeren var virkelig stolt over sin bil og kunne nok mærke, at vi syntes den var flot, så han ville gerne fortælle om den selv om han ikke kunne så meget engelsk, men vi forstod da lidt af hvad han sagde og vi kom standsmæssigt frem til busterminalen 🙂
Busturen tog 3 ½ time inklusiv 45 minutters pause. Der var ikke så meget at se undervejs. Vi kørte igennem meget tyndt befolket område og landbrugsland, hvor der blev dyrket lidt majs, tobak og sukkerrør og bananer. Vi kørte på en motorvej, men det var nærmest som en nordjysk motorvej. Der var ikke mange biler, men vi kørte forbi adskillige hestevogne og oksekærer! Det er et sjovt land. På nogle områder er de up to date, men på andre synes de at leve, som vi gjorde for 60-70 år siden.
Fremme i Vinales fandt vi frem til vores casa. Det lå ca. 600 meter fra hvor vi blev sat af med bussen. Vi troede vi skulle bo i Villa Yaneisy y Yoel, men damen her viste os over vejen til et andet casa, som hun åbenbart entrerede med, som hedder Casa Berto. Det er et noget særpræget værelse med lyserøde vægge og lyserøde gardiner og selve huset er også lyserødt, så det passer jo sammen det hele. Kønt? Neeej, men de er glade for lyserødt og andre pastelfarver. Hvert hus sin farve.
Vi fik tjekket ind og fortalt om alle de muligheder vi har for udflugter i området og mens vi tænkte over, hvad vi skulle lave de næste dage, fik vi en mojito på tagterrassen, hvorfra vi havde den skønneste udsigt ud over dalen og til mogotes, som de kalder bjergene omkring dalen.
Efter mojitoen gik vi en tur i byen, som er fyldt med casaer. Alle huse næsten uden undtagelse lejer værelser ud og er der ikke værelsesudlejning, så er der en bar eller restaurant. Alt er sat op i forhold til at betjene turister. Det er næsten for meget!
Vi finder et hyggeligt sted, hvor vi kan få aftensmad og derefter er det hjem i seng.


22. februar (Vinales):
Vi har sovet elendigt i nat. Vores casa ligger lige ud til gennemfartsvejen gennem byen. Det er ikke nogen stor vej, så vi regnede med, at der ville være stille om natten, men det er bestemt ikke tilfældet. Der kører larmende traktorer og lastbilen forbi det meste af natten, så enten skal vi flytte eller også må vi sørge for at være rigtig meget trætte, når vi går i seng, så vi kan lukke larmen ude! Vi hører i første omgang værtinden om hun har nogle kontakte, så vi kan finde et casa med en mere stille beliggenhed, men det gør hun desværre ikke. Vi må selv ud at lede.

Vi har lejet cykler af værtinden til 2 CUC pr. cykel pr. time. Vi skal ud og se området omkring byen og hvordan gør man det bedre end på en cykel. Cyklerne er OK, men vi kan desværre ikke få sadlerne højt nok op i forhold til vores ben, så de er lidt anstrengende at køre på. På trods af anstrengelserne kører vi en tur på 22 km, hvor vi kommer ud mellem mogoterne ud til Cueva India. Det er en flot grotte, hvor vi også får en sejltur på en flod, som strækker sig 1 km ind i bjerget. Vores sejltur er dog ikke helt så lang.
Det er et meget flot område vi kører igennem med bjergene og tobaksmarker og små landsteder, hvor der går høns, geder, køer og heste rundt. Landmændene pløjer deres marker med okser og en træplov. Det er meget primitivt. Vi møder også en mand der har hentet vand til sine dyr i en tønde, som ligger på en slæde og foran trækker 2 okser. Vi er henført til en anden tidsalder!
Vores sidste stop er ved et stort klippemaleri. “Mural de la Prehistoria” er ikke specielt prehistorisk idet det blev lavet i 1961 af Leovigildo González Morillo, og er 120 meter langt og 45 meter højt. Vi ville gerne have været videre til et udsigtspunkt, hvor man kan se ud over hele Vinales, men der er pludselig kommet tunge sorte skyer, så vi må i stedet skynde os hjem, så vi ikke bliver gennemblødte. Vi når også kun lige hjem inden himlen åbner sig for alvor og regnen siler ned, hvilket den i øvrigt også gjorde en stor del af i nat. Vejret skifter hurtigt her. Det ene øjeblik skinner solen og der er blå himmel og det næste øjeblik regner det!
Vi sætter os på terrassen foran vores casa og læser og skriver dagbog og betragter dagligdagen som udspiller sig på gaden foran os. Der er en livlig trafik af alle mulige køretøjer trukket af heste og okser og der kommer sælgere trækkende med deres cykler hvorpå de har deres varer. En har koste og svabere, en anden har bademåtter og håndklæder og en tredje har tæpper. De kommer bestemt ikke for turisterne. De faldbyder deres varer til de lokale ved at råbe, mens de går ned gennem gaden. Det er mange år siden vi har set gadesælgere i Danmark, men her er det stadig en dagligdags ting!
Vores værtinde havde på bestilling lavet aftensmad til os. Vi fik fileteret tun med yams – rodfrugt som koges lige som kartofler. Derudover var der en linsesuppe, ris, salat og chips lavet af yams og frugt til dessert. Vi var meget sultne, men til trods for det, så kunne vi ikke spise op. Der var rigtig meget mad og det smagte godt, så det er bestemt ikke sidste gang, at vi spiser ”hjemme”.


23. februar (Vinales):
Det har regnet meget i nat og det har også været koldt, så vi har måtte have tæpper i brug i stedet for alene et lagen for at holde varmen! Til morgen er der næsten skyfri himmel, da vi går til morgenmad, men en time senere, hvor vi vil ud at køre på cykler, som i går, hænger skyerne tungt over bjergene og på vej ind over byen. Vi udsætter vores cykeltur og sætter os i stedet på balkonen og ser på folk, som kører forbi i en lind strøm. De fleste i hestevogne af forskellig udformning. Nogle er nærmest solkier, som de kører ret stærkt med. Det er typisk de unge fyre, som tilsyneladende skal imponere pigerne. De ældre kører i mere adstadigt tempo og har store ladvogne med byggematerialer eller grøntsager.

Efter en time, hvor det har regnet, så vi glæder os over, at vi ikke var kommet ud på cykelturen, skinner solen igen fra en næsten skyfri himmel, så vi henter cyklerne og begiver os ud på vejene. Der er en del trafik inde i byen, men alle udviser meget hensynsfuld kørsel, så det er OK at køre på cykel.
På grund af truende regn i går nåede vi ikke op på til udsigtspunkterne over Vinales, så det er vores mål i dag. Vi kører op til hotel Hotel Jazmina, som ligger skønt på bjergtoppen ved indfartsvejen til Vinales. Både fra hotellets have og swimmingpool er der en fantastisk udsigt ud over hele dalen og bjergene. For at alle ikke skal rende ind på hotellet og forstyrre gæsterne, er der bygget en stor overdækket udsigtsplatform ved siden af hotellet med borde og stole og barer, så man kan sidde og nyde udsigten og få en pina colada. Det er der mange der gør, både gående og cyklende, som os nede fra byen og turistbussen. Det er er must at se dalen fra denne vinkel og absolut et ekstra plus, at man også kan få en skøn pina colada og selvfølgelig er der ikke et udskænkningssted uden musik! Vi har ikke været der ret lang tid før et 5 mands orkester stiller sig op og spiller. De spille og synger godt, men det er også lidt en belastning, at man ikke nogen steder kan få lov at nyde udsigt eller mad eller drikke uden at der skal være musik og efter de har spille 2-3 numre, så kommer de rundt på hatten og skal have drikkepenge!
Mens vi sidder med vores pina colada kommer der et stort dansk rejseselskab fra Risskov rejser. Det er første gang vi støder på danskere bortset fra en i bussen hertil, men det viser sig senere, at der er en del danskere i Vinales. 
Vi kører ned i dalen igen efter lige at have været inde og se på hotellet. Det er en Ok kvalitet, men ikke prangende. Det største aktiv er nok beliggenheden, som er hel formidabel f.s.v.a. udsigt, men der er langt at gå ned til byen – 2-3 km.
Næste stop er besøg på en tobaksfarm. Det er ikke noget stort sted og de lever nok også mest af at fortælle turisterne om tobaksdyrkning og få lidt drikkepenge for det. Det er en ung mand, som meget hurtigt får jappet af, hvad der foregår fra såning af sæd til levering til tobaksbrikkerne, som ruller cigarerne.
Det er ikke kun denne lille farm, som har slået sig på turisterne. Iflg. vores værtinde, som er opvokset i byen, så var der stort set ingen turister i byen for 15-20 år siden. De levede af at dyrke jorden. I dag er der ca. 18.000 indbyggere i byen og størstedelen af dem lever af turisterne og der kommer flere og flere for hvert år. Næsten alle huse har indrettet sig med 1-2 værelser, som de lejer ud, så der er en kæmpe kapacitet i byen. Hovedgaden har også masser af restauranter og barer og der er et marked, med udelukkende souvenir for turisterne.
Efter at have leveret cyklerne tilbage går vi ned i byen og får frokost og is på torvet før vi går hjem og slapper af på værelset og på balkonen.
Aftensmaden indtager vi igen hos vores værtinde. I dag får vi svinekød og ris og suppe m.v. som i går. Vi går bestemt ikke sultne i seng efter en middag her J. (pris 200 kr. for os begge incl. øl)


24. februar (Vinales – Playa Larga):
Vi har bestilt en taxa collectivo via vores værtinde, da det vil tage alt for lang tid at køre med bus. Bussen Viazul kører ind over Havana med et stop på 2 timer inden den kører ned til Playa Larga, så det vil komme til at tage i omegnen af 8 timer, hvor en taxa kun vil tage 4 timer og prisforskellen er til at overse. Vi skal betale i alt 90 Cuc (ca. 650 kr.) med taxa og bussen ville have kostet 74 CUC.

Vi bliver hentet efter morgenmaden af en ældre peugeot, hvor der i forvejen sidder 2 italienske mænd. Taxa Colletivo betyder netop, at man deler en taxa med nogle andre, hvilket naturligvis gør det billigere at køre lange strækninger med taxa. Chaufføren kører godt ind til udkanten af Havana, hvor vi bliver flyttet over i en anden peugeot og kørt de sidste par hundrede kilometer ned til Playa Larga. 
Vi har ikke fået noteret adressen ned på vores casa, da jeg havde forventet at jeg kunne skrive den ned, mens vi var her på Cuba, men vi har endnu ikke haft mulighed for at komme på internettet, så vi er temmelig lost! Chaufføren tager det nu meget roligt. Han kører ind i byen og råber nogle personer an og spørger om de kender casa Otto. Ved den tredje person er det held. Han kender godt Otto og viser vej for os. Alle kender åbenbart næsten alle her i byen!
Vi bliver indlogeret på Casa Otto, som vi har bestilt hjemmefra via airbnb. Det ligger OK tæt ved stranden – kun 40 meter – men det er ikke luksus. Vi har et par senge og eget badeværelse og en terrasse med 2 gyngestole, men det er også det 🙂 Otto tager imod os og spørger om han skal arrangere ture for os. Vi vil gerne ud at snorkle, og det arrangerer han til i morgen.
Herefter er vi nede på stranden og traver byen rundt. Den er ikke særlig stor og heller ikke speciel charmerende. Det ligner en byggeplads over alt og det er svært, at finde et sted at spise. Der er ikke mange restauranter eller barer for den sags skyld.
Vi ender med at spise en burger og drikke en mojito på en strandbar og derefter ligger vi os på stranden og slapper af.
Playa Larga ligger i bunden af Svinebugten, som i 1961 var stedet, hvor exil-cubanere og USA forsøgte at invadere Cuba og tage magten fra Fidel Castro. Det lykkedes dem dog ikke, da cubanerne kendte til invationsplanerne og var forberedte på invationen og derud ramte bombeflyene, som skulle følge op på landsætningen heller ikke deres mål, så alt gik galt fra start til slut for amerikanerne og exil-cubanerne. 114 blev dræbt og yderligere 1189 blev taget til fange og først udleveret til USA et år senere mod at få mad og medicin til en værdi af 53 mill. US dollars. Både i Playa Larga og Playa Giron er der store plakater der fortæller om socialismens sejr over kapitalismen fra USA!
Aftensmad spiser vi på Tiki. En lille restaurant med udsigt over den lille havn, hvor bådene ligner nogen, som ikke har været ude at sejle i mange år og i øvrigt heller ikke store nok til at kunne klare en tur på havet! Vi ser dog et par dage efter at nogle af dem rent faktisk sejler ud og fisker, men det ville ikke være med os som passagerer. De ser ikke særlig sødygtige ud.
Det er meget sjovt at sidde på denne restaurant. Der kommer alene turister, men der er ikke noget menukort og de har kun 3 retter at vælge imellem og man får ikke at vide hvad maden koster, så det er bare at bestille og så senere se om man kan betale regningen 🙂 Det var nu ikke en regning der væltede os (ca. 150 kr.) for en stor grillet hel redsnapper til os hver med ris og lidt salat og en øl til. Det er nogenlunde samme pris uanset, hvad man får og hvor man spiser. Det er dog efterhånden vores erfaring, at man får det bedste mad hjemme på eget casa i stedet for på restauranterne, så i morgen spiser vi ”hjemme”.

25. februar (Playa Larga): Vi starter dagen med et stort morgenbord med boller, æg, ost, ham, frugt og nogle friturestegte kager og så selvfølgelig kaffe og juice. 
Derefter bliver vi hentet af gammel gul og meget brugt/udtjent amerikansk skolebus. Vi skal på snorkletur på koralrev, som ligger lige ud for kysten mod Playa Giron. Vi kommer til at snorkle på 2 forskellige steder. Vi ville gerne have dykket, men Ulrich tør ikke da han stadig har synsforstyrrelser og har fået at vide at det skyldes sammenfaldet glaslegeme. Det er smadder ærgerligt for det skulle være caribiens bedste dykkersteder, som ligger ud for kysten med en sigtbarhed på 30-40 meter og tilmed koster det næsten ingen ting – 25 CUC pr. dyk (ca. 175 kr.), da der ikke skal både til at komme ud til korallerne. Man kan gå ud fra kysten. Vi må nøjes med at  snorkle denne gang. 
Bare at se på vandet er en drøm. Aldrig har vi set så blåt og klart vand og da vi tager snorkel og maske på, bliver vi heller ikke skuffet, hvad klarhed angår. Vi kan virkelig se langt og koralerne er hele vejen ind til kysten. De er nu ikke så farverige, som vi havde forventet og der er heller ikke så mange fisk i antal, men der er mange forskellige også nogle, som vi ikke har set før. Det ville have været rart at komme længere ud med flaskerne på ryggen, men det må blive en anden gang.
Vandet er ikke så varmt, som vi havde forventet. Vi bliver kolde, når vi har snorklet rundt i 3 kvarter, så vi må op og have varmen på stranden. Dykkerne må have det endnu koldere, da de jo går dybere end os og de har ikke våddragter på, som vi ellers altid plejer at have. Oppe på stranden er der imidlertid varmt, så vi får hurtigt varmen igen.
Hjemme igen først på eftermiddagen sætter vi os ned på strandbaren og nyder nogle mojitos og pina coladaer og aftensmaden nyder vi hjemme på Casa Otto, hvor madmor har lavet hummer til os. Nøj hvor smager det godt og der er en halv hummer til os hver for en pris á 12 CUC (kr.85 pr. pers.) og så får vi selvfølgelig også en suppe først 🙂

26. februar (Playa Larga): I dag har vi bestilt en tur ud til Laguna de las Salinas. Der er en del Ciénaga de Zapata, som er et meget stort vådområde med 14 forskellige vegetationsområder med bl.a. mangrove, skov, kaktus og savanne. Der er endvidere 190 fuglearter, 31 typer reptiler incl. den udrydelsestruede cubanske krokodille og 12 pattedyr samt et utal af amphibier og fisk.
Laguna de las Salinas er mest fugle og specielt skulle der være tusindevis af flamingoer og netop på denne årstid er der også mange migrerende fugle.
Vi bliver hentet ved vores casa af en ung mand i en gammel jeep, som absolut har set bedre dage. Den kan køre, men der er ikke nogen instrumenter der virker! Den unge mand kører os op i byen, hvor nationalparkens kontor ligger. Her bliver vi orienteret om vores 2 muligheder for ture i området og priserne. Vi vælger Laguna de las Salinas selv om vi får at vide, at der desværre ikke er så mange flamingoer i år. Sidste år havde der været 10.000, men i år er det meget tørt og på turen i går havde de kun set 8-10 flamingoer. Vi vil alligevel gerne ud og se saltsøerne og forhåbentlig nogle flotte fugle incl. flamingoer.
Vi er 6 personer, som skal på denne tur og vi bliver sat sammen med et svensk pensioneret ægtepar, som har rejst rundt i Cuba de seneste 2 måneder. De er meget søde, så det er OK, men desværre skal vi køre i den samme jeep, som vi blev hentet i. Den er ikke speciel god at sidde i. Ulrich får forsædet, mens vi 3 andre på sidde på 2 bænke på ladet. 
Der er rigtig nok ikke mange flamingoer, men vi får set en masse andre fugle og kørt en tur ud i området på 20 km hver vej, hvilket med diverse stop tager 4 timer, så ved middagstid er vi tilbage ved vores casa.
Resten af dagen daser vi på værelset, terrassen og på stranden inden vi får den skønneste aftensmad bestående af minestrone-suppe først og derefter rejer, blæksprutter og hummer med ris og kartofler og salat til. Det smager super godt. Vores madmor på casa Otto forstår virkelig at lave god mad.

 27. februar (Playa Larga – Trinidad): Vi tager afsked med Playa Larga og kører igen med taxa collectivo. Denne gang er det ikke med en peugeot men derimod en meeeget gammel og slidt amerikanerbil. Der er absolut ingen instrumenter, der virker og vi sidder 9 personer i 3 rækker på meget hårde sæder. Det er lidt af en prøvelse. Vi sidder alle og rykker rundt allerede efter en halv time, da vi bliver ømme i bagdelen af de hårde sæder og bilens manglende støddæmpere! Vores mål er Trinidad, som ligger ca. 200 km længere øst på. (Pris 30 CUC for os begge)
Der er ikke så meget at se på køreturen. Vi kører igennem landbrugsområder, men det ser ikke ud til at afgrøderne giver meget udbytte. Der er meget tørt.
Vi når helskinnet frem til Trinidad efter 3 hårde timer og bliver sat af ved bommene til det historiske centrum af byen. Vi skal bo inden for bommene, men der kan taxaen ikke køre ind, så vi må gå med kufferterne på de toppede stenbelagte gader. Der er ikke så langt, men vi får hjælp undervejs med at finde den rigtige gade af nogle andre turister, som har en lonely planet med kort i 🙂
Fremme ved Hostal Siglo VX står Hektor – værten – i døren og tager imod os. Ud mod gaden ser det absolut ikke ud af noget. Der er blot en kæmpe stor blå dør, men inde bag døren er der et rigtig hyggeligt gammelt hus med højt til loftet i stue-etagen og en smal trappe op til første og anden sal, hvor værelserne er. Vi får et værelse på 2. Sal, som er meget flot og med pænt moderne badeværelse og en hyggelig terrasse udenfor med smedejerns stole og borde. Det er her vi vil få serveret morgenmad i morgen.

Efter en kort introduktion til værelset og byen fra Hektors side, går vi selv på opdagelse i Trinidad.
Byen blev grundlagt i 1514 af spanierne, som den tredje bosættelse i Cuba efter Baracoa og Bayamo. Den blev bl.a. brugt som base for rekruttering af folk til spaniernes togter til Mexico. Senere i det 17. Århundrede blev den paradis for smuglere og pirater, som illegalt handlede slaver med Jamaica. Først i det 19. Århundrede ændrede byen karakter, idet hundredevis af franskmænd flygtede fra et slaveoprør på Haiti og bosatte sig i byen. De etablerede mere end 50 små sukkerfabrikker i den nærliggende Valle de Los Ingenios og i midten af det 19. Århundrede producerede området omkring Trinidad en trediedel af al Cubas sukker og bragte dermed den rigdom til byen, som er skyld i de flotte bygninger, som byen i dag består af. 
Storhedstiden for byen endte dog brat under frihedskampen, hvor sukkerfabrikkerne blev ødelagt af kampe og ildebrande og fabrikkerne kom aldrig tilbage på fuld kapacitet igen. Trinidad gik fuldstændig i stå indtil 1950, hvor præsident Batista ved lov erklærede byen bevaringsværdig og dermed satte gang i turismen. I 1965 blev byen erklæret et nationalt monument og i 1988 kom den på Unescos World Heritage Site.
Når man går rundt i gaderne forstår man godt, at byen er på Unescos liste. Det er virkelig en skøn by, som er bevaret i den oprindelige byggestil og restaureret med nænsom hånd. Det er meget stemningsfuldt at gå rundt her og høre hesteklovene mod stenen, når hestevognene kommer gennem gaderne med byggematerialer og varer og de cubanske rytmer lyder ud fra alle restauranter og barer.
Vi får aftensmad på Hektors nærliggende restaurant på en tagterrasse og sidder efterfølgende på Plaza Mayor og drikker Mojitos og ser på alle de andre folk, som også nyder at trave rundt og kikke på byen eller nyder en drink på torvet.
Torvet er også wifi-spot, så rigtig mange sidder med deres smartphone og surfer. Det er ikke lykkes os at støde på de unge mænd, som ellers skulle gå rundt og sælge kort til wifi (1 CUC pr. time) og vi har ikke orket at stå i de lange køer ved telebutikkerne, som sælger kortene, så vi har klaret os igennem hele turen rundt uden internet. Det var hårdt de første dage ikke at få nogen nyheder og ikke kunne tjekke mails og selvfølgelig heller ikke kunne uploade dagbogen her, men efterhånden vender vi os til at leve i uvished om, hvad der foregår i verdenen uden om os inkl. Trumps tossede nye tiltag!

28. februar (Trinidad): Det har været småt med søvnen i nat. Vi troede, at der ville være stille her oppe væk fra gadeniveau, men det er absolut ikke tilfældet. Musikken kommer lige op til os og efterhånden som aftenen/natten skrider frem bliver der skruet op for styrken. Først kl. 2, hvor musikstederne lukker bliver der stille!
Vi får morgenmad på vores lille tagterrasse uden for værelset og går så ellers rundt i byen og nyder den. Det er temmelig varmt, så vi må tage pauser på små udskænkningssteder i skyggen og ved middagstid må vi holde siesta på værelset med airconditionen tændt, da sveden ellers tapløber. Luftfugtigheden er højere her end vi ellers har været vandt til.
Eftermiddagstur rundt i udkanten af den gamle by med masser af lokal kolorit. Folk sidder på trappesten og fortorv og snakker og hestevogne og heste komme ridende gennem gaderne. Det er som om tiden har stået stille her og alligevel ikke helt. Når hestene kommer forbi sidder rytterne ofte med mobiltelefonen i hånden. Sjov kontrast mellem gammel og ny tid 🙂
God aftensmad på ”Vista Goumet”, som iflg. Lonely Planet skulle være en af byens bedste spisesteder.

Der er buffet med forretter og desserter og vi får en hovedret bestående af store rejer i olie og hvidløg. Det smager dejligt og vi sidder på en terrasse højt hævet over byen og kan se ud over de oplyste bygninger og tårne. Desværre har vi valgt en aften, hvor der er temmelig meget vind, så for en gang skyld kunne jeg godt have brugt en langærmet bluse, men det er stadig dejligt at sidde heroppe og nyde udsigten og stilheden. Der er ikke musik på den etage, hvor vi sidder øverst oppe. Regningen efter 2 Mojito, 2 gange buffet og en sodavand og en øl lyder på 41 CUC = 280 kr. Det kan vist ikke siges at være for meget for en skøn aften med dejlig mad 🙂

1. marts (Trinidad): Vi har været på en sejltur med en stor katamaran ud til Cayo Blanco, som ligger 1,5 times sejlads ud for Playa Ancon marina. Det var ikke den helt store oplevelse, men vi slappede af i solen på vej ud til øen, hvorfra vi snorklede og nød solen og fik en udmærket frokost, som var paella med kylling og rejer. På øen var der nogle temmelig store leguaner, som kom op til hytten hvor vi spiste frokost og det vrimlede med eremitkrebs. Derudover var det en øde tropeø med hvidt sand og palmer og lidt mangrove.
Vi faldt i snak med et dansk ægtepar, som var gymnasielærer i Ålborg. De var meget hyggelige og vi hørte lidt om hvad de havde oplevet på deres rundrejse, som var næsten identisk med vores rutemæssigt, men da hun kunne spansk, havde de kunnet snakke mere med deres værter på casaerne, så de kunne fortælle os lidt mere om leveforholdene i Cuba end vi selv havde kunnet finde ud af.
Efter aftensmaden gik vi på Casa de la Trova – et spillested for lokale bands og hvor der bliver danset salsa hver aften til langt ud på natten. Det var mest de lokale, som dansede salsa, men der var også enkelte turister, som skulle forsøge sig, men de var absolut ikke så gode, som de lokale. Ud over musikken og dansen var det et meget specielt sted. Der kom mange forskellige typer og det var sjovt at betragte samtidig med at vi nød en mojito.

2. marts (Trinidad – Santa Clara): Vi skal videre til Santa Clara, hvorfra vi i morgen skal flyve videre til Fort Lauderdale. Jeg har hjemmefra booket busturen med Viazul. Bussen kører kl. 8.30 og vi skal være der minimum en halv time inden, så vi må gå fra vores Casa Siglo XV uden morgenmad. Det er ikke lykkes os at finde butikker, hvor vi har kunnet købe noget, som vi kan spise undervejs, så vi må sulte til vi kommer til Santa Clara. Det er en 3 timers tur, så vi overlever nok 🙂
Vi har i øvrigt undret os over hvor cubanerne køber ind. Det må være på markeder og fra sælgerne, som kører rundt med hestevogne og på cykel for der er ikke ret mange forretninger og dem der er har kun meget få varer!

Turen mellem Trinidad og Santa Clara går langs kysten til Cienfuego og derefter nordpå gennem sukkerrørsmarker. Det er området her, som producerer størstedelen af Cubas sukker.
Fremme i Santa Clara bliver vi mødt af en flok cubanere, som alle vil have os til at benytte deres taxa eller deres casa. Da vi har booket et casa på forhånd, kan de ikke sælge os overnatning, men vi skal jo stadig frem til vores casa, som ligger i centrum af byen. Der er 3-4 km. En pæn latino-fyr griber næsten fat mig og vifter de andre væk. Han er vores ”amigo” og vil køre os ind til byen i sin taxa. Han forlanger 10 CUC, hvilket i vores øre ikke lyder urimeligt, så vi følger efter ud på vejen og lidt ned af vejen, hvor hans taxa holder. Det kommer noget bag på os, at hans taxa står og græsser under et træ og har en vogn bundet efter sig. Taxaen er en hestevogn! Det havde vi ikke set komme og da jeg er allergisk over for heste, er det absolut ikke ideelt, men vi nænner simpelt hen ikke at sige nej til vores ”amigo” og det ser også ud til at der er flere hestevogne end biler, så det er åbenbart den mest almindelige måde, at komme rundt i byen på 🙂 Vores nye ”amigo” er meget snaksaglig, men desværre taler han kun spansk, så vi har nogle udfordringer med at tale med ham, men han vil rigtig gerne vise os byen og bringe os til Che Guevaras monument, mausolæum og museum. 
Da han sætter os af ved vores Hostal Fransisco, har vi svært ved at slippe af med ham. Vi har jo ikke fået morgenmad, så vi er sultne og vil gerne have frokost inden vi skal på museum. Det får vi ham til at forstå. Tror vi. Men efter vi har tjekket ind og sat kufferne på værelset, så står han igen ude på vejen og spørger efter os, så han kan køre os ud at spise og bagefter på museet. Vi får vores vært til at afvise ham, så vi kan tage tingene i vores eget tempo, men vi har lidt dårlig samvittighed for han var meget sød 🙂
Vi spiser frokost på undselig lille restaurant ”Rolando”, som både vores ”amigo” og vores vært anbefaler. Det er virkelig lækker mad. Vi får halvanden hummer hver med sorte ris og bønner og en flot salat og dertil 2 friskpressede juicer. Det blev i alt 230 kr. rørende billigt 🙂 Ikke mærkeligt at der kommer mange mennesker her, selv om det er et meget lille sted med plads til ca. 25 mennesker.
Efter frokost tager vi en taxa – denne gang en bil – ud til Che Guevaras museum og mausolæum. Det er ikke den helt store oplevelse, men når vi nu er her, så er det næsten et must at vi ser det. Han har trods alt betydet en masse for Cuba og i øvrigt også en del andre lande i mellem og sydamerika.
Turen retur til centrum og vores casa foregår igen med hestevogn, men nu kun til 4 CUC. Vi skulle nok have pruttet lidt med vores ”amigo” om turen fra stationen til vores casa 🙂
Vi slappe af på værelset resten af eftermiddagen og går senere en aftentur ned til lille cafe ”Europa”. Hvor vi bliver lidt chokeret over priserne. 2 burgere, 2 kopper kaffe og 2 sodavand koster her i alt 32 kr. Turistpriserne er åbenbart ikke noget hele vejen rundt i Santa Clara.
I øvrigt er det en meget kedelig og trist by, som vi godt kunne være sprunget over, men vi ville være sikker på, at vi ikke missede vores fly, hvis bussen var forsinket.

3. marts (Santa Clara – Fort Lauderdale): Vi får den bedste morgenmad, vi overhovedet har fået på hele turen rundt og sidder i den skønneste gårdhave med en masse planter omkring os. Det er godt, at vi ikke startede her for så var vi blevet meget skuffede over de øvrige steder, hvor morgenmaden var OK, men ikke så god som her.
Efter morgenmaden går vi ned til en nærliggende cigar-fabrik for at få en rundvisning på fabrikken, hvor de ruller og pakker cigarerne. Desværre kan vi ikke komme ind på fabrikken, da vi først skulle have købt en billet på et kontor nede ved torvet og der kan vi ikke nå ned nu, så vi må nøjes med at kikke ind gennem vinduerne.
Kl. 12 bliver vi hentet af en taxa (gammel smadrekasse af en bil), som kører os til lufthavnen, hvorfra vi planmæssigt flyver videre til Fort Lauderdale med Jetblue. 
Vores rundtur i Cuba er slut. Det har været en oplevelse, som ikke kan sammenlignes med nogen anden rejse vi været på. Det har været spændende at se Cuba inden den bliver for overrendt og for moderne. Det har været som at rejse tilbage i tiden!

Vi fortsætter vores ferie i Florida. Dagbogen fortsætter under menupunktet Florida.