Dagbog fra Canada (2015)

18. august: Vi er ankommet fra Island kl. 19 og kørt direkte ud til vores hotel Best Western Plus Toronto Airport, hvor vi har nydt en dejlig middag på en italiensk restaurant, som hører til hotellet,  inden vi er gik til køjs.

19. august (Toronto): Vi sover længe og slapper lidt af på værelset inden vi kører til Village of Islington, som er en bydel i Toronto, hvor man på gavlene af husene, har malet hvordan man tror livet har været omkring 1880. Det er mægtig flot lavet og giver bydelen en hyggelig stemning.
Efterfølgende kører vi ned på havnefronten og går tur og får frokost på et bryggeri. Vi sidder udenfor i skyggen for det er for varmt at sidde i solen. Det er en brat men dejlig overgang i forhold til Island. Her er omkring 25 grader, så nu kan vi kalde det sommerferie 🙂 Havnefront er skøn med masser af liv i forbindelse med restauranter, lystbådehavn, kajak-udlejning og små grønne oaser, hvor folk sidder og spiser og hygger. Vi nyder at gå rundt og sidde og se på livet.
Ved 4-tiden kører vi hjem til hotellet for at skifte tøj og slappe lidt af inden vi skal ned til Downtown igen for at spise på den roterende restaurant i CN tower. Det viser sig at være godt, at vi kører tidligt hjem til hotellet for trafikken er frygtelig – nærmest stillestående, så når GPSen fortæller, at der er 20 minutter hjem, så er der i virkeligheden 45 minutter! Vi når derfor ikke meget andet end lige vende hotelværelset inden vi skal af sted igen.Det bliver en skøn aften i CN tower, hvor jeg hjemmefra har bestilt bord til kl. 19.30, så vi både kan nå at se Toronto og omegn fra oven i dagslys og når mørket falder på og lysene tændes. Det er pragtfuldt at sidde og spise, mens vi langsomt drejer rundt og ser ud over byen og får den skønneste mad serveret. Jo, en middag heroppe i 350 meters højde kan anbefales 🙂
CN Tower er iøvrigt ud over at være en vigtig telekommunikationsmast også en af Torontos største turistattraktioner med 1,5 mill. besøgende om året. Det stod færdigt i 1976 og er med sine 553,33 meter, verdens højeste fritstående konstruktion og det højeste tårn på den vestlige halvkugle. Derudover har det også rekorden med den højstbeliggende vinkælder i 351 meters højde 🙂

Overnatning på Best Western Plus Toronto airport.

20. august (Toronto – Niagara Falls): Det har regnet i nat og det gør det stadig her til morgen. Det havde vi ikke lige forventet. Vejret var så flot i går, så vi håbede, at det var stilen fremover, men vejret fra Island har åbenbart indhentet os! Nej ikke helt for det er stadig 23 grader.
Vi lader os ikke slå ud af lidt regn. Det holder vel op igen!
Da vi kørte rundt i byen i går, kunne vi ikke rigtig overskue byen og alle dens bydele. Vi kunne blot konstatere, at der er rigtig stor forskel på bydelene. Der er meget rige kvarterer, men så sandelig også low-life kvarterer og det varierer meget. For at se og høre få lidt mere om byen kører vi til Casa Loma, som er det største slot i Amerika, bygget af en rigmand fra Toronto. Casa Loma er stoppested for en sightseeing-bus, som vi hopper på. Da det desværre stadig regner, er det ikke en dobbeltdækker, hvor man kan sidde på øverste dæk, så det er lidt svært at se bygningerne, som guiden fortæller om, mens vi kører rundt. Han snakker i øvrigt også så hurtigt, at det er svært at få det hele med!
Inkluderet i billetprisen for sightseeing-bussen er også en bådtur rundt i havnen og ud til Toronto Island, så vi får også set byen fra vandsiden.
Det er holdt op med at regne og solen titter frem efter vores havnerundfart, så nu kan vi sidde på øverste dæk af bussen og få det fulde udbytte af turen. Vi kører dog ikke langt denne gang for vi kommer til en hyggelig bydel med en masse restauranter og en markedshal, som skulle være interessant. Markedshallen er bestemt et besøg værd. Vi ærgrer os over, at vi ikke skal købe ind til aftensmad for det er virkelig dejlige og friske råvarer lige fra frugt og grøntsager til steaks og alle afskygninger af fisk og skalddyr. Mums man bliver sulten 🙂 Nede i det ene hjørne er der en lille men velbesøgt restaurant med fiskeretter. Det må vi prøve. Vi får helleflynder med chips og salat. Uhm det smager godt. Vi er vilde med helleflynder.
Vi hopper på bussen igen og kører retur til Casa Loma, hvorfra vi kører ud af byen og sydpå. Nu må vi ned til Niagara Falls, som var hovedformålet med at tage til denne del af Canada.
Trafikken er igen håbløs og vi kører i kø det meste af de 130 km. Først ca. 40 km inden Niagara Falls kan vi komme af motorvejen og komme ind på de små veje gennem vin- og frugtmarker. Her er rigtig flot og vi kan begynde at nyde køreturen i stedet for kun at holde øje med trafikken og de store lastbiler!
Vi kører igennem flere små byen men specielt Niagara on the Lake falder vi pladask for. Det er en fantastisk smuk og hyggelig by med flotte huse og blomster over alt. Her skal vi tilbage til, for vi har ikke tid til at stoppe nu. Det er sent og ved at blive mørkt, så vi vil gerne finde vores hotel. Vi finder snart hotellet, men det er bestemt ikke nogen god oplevelse. Hold da op! Var det ikke fordi det er sent og vi ikke lige kan finde et andet hotel, så var vi kørt videre. Det er et rigtig klamt værelse med beskidt gulvtæppe og skjolder på loftet. Puha, den nat skal bare overståes! Vi skynder os at finde et andet hotel til i morgen aften og få det reserveret via internettet.

21. august (Niagara Falls): Det har været en OK nat, men nu vil vi bare ud af det klamme værelse. Ud i solen og ned at se vandfaldene.
Vi kører ned og parkerer bilen ved velkomst-centret og går så ellers hele vejen langs vandfaldene og floden og halvt over broen til USA. Det koster den fyrstelige sum af 50 cent at få lov at gå ud på broen og eventuelt helt over vil USA. Midtvejs på broen er grænsen mellem Canada og USA, hvilket er markeret med en plade i rækværket. Vandfaldene, som består af 3 vandfald: American, Bridal og Niagara, er mægtig flotte, men ikke helt så store, som vi havde forestillet os. Vi er nok svære at imponere efter, at vi så Victoria falls i februar 🙂 
Ud over at se vandfaldene oppefra, har man også mulighed for at sejle helt hen til dem nede i flodlejet af St. Lawrence floden og det skal vi naturligvis prøve. Det er en speciel oplevelse. Vi bliver iklædt regnslag med hætter og så sejler vi hen på siden af American og Bridal vandfaldene og bagefter næsten helt ind under Niagara vandfaldet eller det føles i hvert fald sådan. Blæsten fra vandtrykket og vandsprøjtet både oppefra og nedefra gør os drivvåde og vi er glade for, at vi tog vores GoPro kamera i undervandshus med på turen i stedet for vores almindelige kameraer. Andre stod med deres almindelige kameraer og telefoner og tog billeder. Der bliver helt sikkert ødelagt mange kameraer her hver dag 🙂
Efter at have gennemfotograferet vandfaldene og oplevet en minikoncert af Elvis på en terrasse med en fantastisk udsigt til alle 3 vandfald, går vi på kasino. Det er næsten som i Las Vegas med masser af spilleautomater og spilleborde til roulette og Black Jack, men der er ikke ret mange mennesker, så vi går hurtigt ud igen og op i byen i stedet for. Hold nu op – et cirkus. Det er 10 gange dyrehavsbakken med masser af forlystelser og restauranter. Godt vi ikke har børn med her. Det ville da kunne ruinere enhver familie 🙂
Vi får hurtigt nok af cirkusset her i byen og vælger derfor at køre til Niagara on the lake, hvor vi kom igennem i går og syntes så rigtig hyggelig ud. Her slentrer vi rundt og ser på alle de flotte huse og specialbutikker og nyder alle de flotte blomsteropsatser, som er overalt. Det er virkelig en fryd for øjet og så er her helt roligt. Det er absolut et modstykke til Niagara by the falls.
Vi finder en hyggelig lille vinbar, hvor vi får en tasting-menu af hvidvine fra området og efter at have set og duftet til de øvrige gæsters mad får vi også lyst til at smage først et fad med charcuteri og derefter muslinger. Det smager himmelsk og det er skønt at sidde her i solen og nyde roen og se på alle menneskene, som går forbi.
Hjemme på hotellet slapper vi lidt af og nyder vores dejlige værelse og da mørket er faldet på, går vi igen ned til vandfaldene for at se dem med lys på og kl. 22 er der også fyrværkeri, som vi nyder. Det er typisk amerikansk, at der skal være flerfarvet lys på vandet om aftenen, men det er nu meget sjovt og flot at se og det er utroligt hvor mange mennesker det kan trække til. Der er ikke så mange mennesker, da vi kommer, så vi kan få en god plads langs rækværket mod floden, men efterhånden som klokken nærmer sig 22 bliver der sort af mennesker på hele promenaden langs vandfaldene og da fyrværkeriet er færdigt og alle skal op i byen igen er det en hel folkevandring. Der er mennesker over alt. Politiet må hjælpe til og dirigere mennesker og biler, så der ikke sker ulykker.

Overnatning på Ramada Niagara Falls i stor suite med boblebad. Mindre kunne ikke gøre det efter sidste nats oplevelse 🙂

22. august (Niagara Falls – Orillia): Vi har sovet fantastisk og nydt det skønne værelse, men vi stadig trætte. Måske har vi kørt for hårdt program gennem en hel uge, så vi vil bare køre lidt rundt i vinlandet og lidt nordpå og finde et hotel eller B&B. Vi følger vinruten og kommer forbi en masse vingårde og frugtplantager. Tror de sørger for hele Canadas forbrug af ferskner. Der er i hvert fald mange fersken træer og boder, hvor de sælger de store saftige ferskener. En stor bakke for kun 11 kr.
Vi gør holdt i en lille by og får en kop kaffe og slapper lidt af og bliver enige om, at vi skal finde et sted at sove og hvor vi kan sidde og slappe af i solen resten af dagen. Det viser sig imidlertid at være en umulig opgave. De hoteller, vi kommer til er fully booked! Det havde vi bestemt ikke regnet med. Vi må fortsætte nordpå.
Det ender med, at vi får en helvedes lang transportdag i stedet for en afslappende dag! Kl. 19 er vi endelig i Lindsay, hvor der er hoteller. Det viser sig desværre bare, at de også alle er fully booked, men på det ene er de venlige at ringe til et af deres søsterhoteller for at høre om de har plads til os. De har 1 værelse tilbage, men der er 80 km til hotellet!!! Vi er nødt til at sige ja tak og køre den lange vej, da vi ellers ikke ved, hvor vi skal tilbringe natten.
Klokken 20 er vi fremme i Orillia på hotel Days Inn efter at have kørt omkring 450km. Godt trætte og klar til at hoppe direkte i kanen.

23. august (Orillia – Huntsville): Vi er stadig lidt møre efter i går selv om vi har sovet pragtfuldt. Vi er dog klar til at køre det sidste stykke op til Algonquin Provincial Park. Der er ca. 140 km derop. Det er fin vej, så vi er snart oppe ved informationscentret, hvor vi må betale 17 dollars i parkfee pr. dag. Vores Discovery Pass gælder ikke for denne park, da det ikke er en nationalpark. Vi får udleveret en avis med trails, men iøvrigt er de ikke specielt hjælpsomme på informationscentret. Vi er vant til at de giver gode anbefalinger til hikes, når man spørger dem til råds, men det er ikke tilfælde her. Vi må selv gøre vores erfaringer.
Vi er kommet ind via den vestlige indgang, men vælger nu at køre helt til den østlige indgang for at starte med de små hikes der er her. Det første er en lille tur på 1,5 km omkring et par søer, som er skabt af bævere og deres dæmninger. Det er imponerende, hvilke “bygningsværker” de kan lave. Vi ser desværre ikke “bygherrerne”, men en brochure fortæller en masse om bævere og deres liv og evner 🙂
De næste par hikes er til udsigtspunkter og gennem skov ligeledes med informative brochurer om områdets tilblivelse m.v. Det er flot at stå på et højdepunkt og se ud over de enorme skove så langt øjet rækker og med søer ind i mellem. Vi har dog større forventninger til Canadas natur. Vi vil se dyr og flotte bjerge, men det er nok mere ovre i det vestlige Canada, at vi kan få de forventninger indfriet :-). Vi har ellers læst, at der skulle være rig mulighed for at se bjørne og elge her i området og vi møder også en mand og hans søn, som er overbevist om, at de har set en sortbjørn i det fjerne, men vi får nu ikke øje på den selv om vi har kikkert med.
Hen på eftermiddagen er vi trætte af skov og kører hjem til hotellet og slapper af.

Overnatning på Comfort Inn i Huntsville.

24. august (Huntsville): Endnu en dag i Algonquin Provincial Park. I dag har vejret været lidt ustadigt. Det ene øjeblik skinner solen og det næste regner det! Vi vælger dog at tage et længere hike på 11 km kaldet Mizzi Lake Trail. Det går igennem skov og langs 9 små og store søer/damme, som alle på en eller anden måde er opstået p.g.a. bævere. Det skulle være det hike i Algonquin, hvor der er de største muligheder for at se wildlife. Vi så 5 små skildpadder, 2 jordegern og et par frøer. Jowh jowh, det var en stor wildlife-oplevelse 🙂 Bortset fra at vi ikke fik set bævere, elge og bjørne, som vi havde håbet, så var det en god tur, hvor vi kun måtte have regnslaget på en enkelt gang. Søerne var da flotte og historierne om de enkelte steder, som var markeret på ruten, var også interessante, men en bjørn eller elg ville have sat prikken over i´et 🙂
Efterfølgende tog vi et lille hike på 2,1 km kaldet Whiskey rapid. Det var en rigtig flot tur langs en lille flod og her så vi både jordegern, en skildpadde, en slange og en stor heron, så måske skulle vi bare have nøjes med dette lille hike, for vi så langt flere dyr her, end på det lange hike 🙂
Hjemme på hotellet tog vi et hurtigt bad inden vi gik ud og fik en god steak på et nærliggende steakhouse.

Overnatning på Comfort Inn i Huntsville.

25. august (Huntsville – Toronto): Vi skal tilbage mod Toronto, da vi skal flyve videre til Calgary i morgen. Hvis vi tager den lige vej. dvs motorvejen skulle vi kunne køre ned til lufthavnen på omkring 2 timer, da der er ca. 200 km, men belært af tidligere kørsel på motorvejene omkring Toronto, så tør vi ikke regne med at 2 timer holder. Der foruden har vi ikke lyst til alene at køre på motorveje. Vi vil jo gerne se noget undervejs og ikke blot koncentrere os om hvilken vejbane vi skal ligge i og holde specielt øje med lastbilerne, der kører som om de har stjålet dem. Der står man max. må køre 100 km, men det bliver åbenbart opfattet som absolut minimum her! Der er i hvert fald ikke nogen, som overholder de 100 km 🙂
Nå, men vi vælger i stedet for motorvejene at køre af veje, som er at sammenligne med vores margurite-ruter. Fra Huntsville og sydover af rute 35 er der også meget smukt. Vi kører selvfølgelig igen igennem skov, men her er der ret kuperet med klipper og søer, så vi nyder turen og håber også lidt at se elge eller andre dyr, men bliver igen skuffet. Vi må nøjes med at se nogle små-bjørne med stribede haler, som er blevet påkørt og ligger døde i vejkanten! 
Efter Lindsay hvor vi vælger at spise frokost tynder det ud i skovene og det er i stedet landbrugsland, som vi kører igennem og snart kommer vi til forstæderne af Toronto, hvor trafikken tager til. Det bliver dog ikke det helvede vi før har været igennem. Vi kører op på en motorvej, men alt kører fint og uden køer, men på trods af det, så er vi først fremme ved vores hotel kl. 17, så det har været en lang dag bag rettet, men også en smuk dag i hvert fald til at begynde med.

Overnatning på Comfort Inn Airport. 

26. august (Toronto – Pincher Creek): Stort set alene en transportdag. Vi skulle flyve fra Toronto til Calgary kl. 12 og fik derfor kun lige morgenmad på hotellet, hvorefter vi kørte til lufthavnen og afleverede udlejningsbilen. Flyveturen er på ca. 4 timer og forløb uden forsinkelse eller andet, men vi blev lidt overraskede, da vi landede i Calgary. Der lå en tyk tåge over hele byen – troede vi! Det viste sig at være røg, hvilket man også kunne lugte. Vi har ikke fulgt så meget med i nyhederne herovre, men staten Washington er i øjeblikket udsat for de største skovbrænde i USAs historie og røgen herfra trækker op over British Columbia og Alberta i Cananda, hvor vi nu skal køre rundt! Der var også nogle skovbrænde sidst vi var herovre, men det var ikke nær i samme grad, som det her tilsyneladende er.
På grund af tidsforskellene lander vi kl. 14.00 og henter vores udlejningsbil hos Hertz. Det bliver igen en Chrysler 200S, som vi lige har afleveret i Toronto, så det er rart. Den kender vi jo allerede 🙂 
Jeg troede, at Calgary ville være meget bedre at køre i end Toronto, da det er en noget mindre by, men vi kommer lige ud i rushhour omkring kl. 16, så det er absolut ikke sjovt at finde rundt på de store motorveje, som også er her. Vi er utrolig glade for vores GPS, som hjælper rigtig meget. Ved ikke hvad vi skulle gøre uden den 🙂 Efter en times tid er vi endelig ude af Calgary og kører sydpå af hovedvej 22 eller Cowboy Trail, som den også hedder 🙂 Vi er virkelig kommet ud på prærien eller farmerland. Vi ser ikke så meget kvæg eller cowboys, men der er stillet en masse figurer op der i silhouette forestiller kvæg, heste og cowboys og de få landsbyer vi kommer igennem ligner også westernbyer med høje facader.
Efterhånden som vi kommer længere sydpå begynder bjergene at vise sig og der er det rigtig at det går op for os, hvor meget røg der ligger over området. Bjergene er ikke til at se klart. Det er blot silhouetter! Det er både uhyggeligt og ærgerligt for vi kører igennem nogle områder, som helt sikkert er meget flotte i klart vejr, men nu kan vi bare ikke se ret langt. Øv.
Vi tjekker ind på hotel i Pincher Creek, som er ca. 50 km fra Waterton Lakes Nationalpark, hvortil vi skal i morgen. Dels gider vi ikke at køre længere og dels har det været svært at få hoteller i Waterton Lakes Nationalpark. Vi er så heldige, at hotellet har vaskeri for gæsterne, så mens vi sidder i baren og nyder en øl får vi samtidig vasket alt vores tøj. Dejligt.

Overnatning på Heritage Inn. 

27. august (Pincher Creek – Waterton Lakes NP): Da vi trækker gardiner fra, kan vi se, at der stadig er megen røg i luften. I nyhederne på Tv hører vi, at de advarer folk om at opholde sig for længe uden for i Calgary og hvis de bliver dårlige skal de søge læge! Det er ikke gode nyheder, men de oplyser dog samtidig, at de forventer bedringer i løbet af dagen, men at det først skulle blive mere normalt i løbet af weekenden. Det er torsdag i dag!
Vi må tage det, som det kommer. Vi får morgenmad og pakker bilen med vores kufferter og kører lige omkring Walmart og køber en køletaske og noget pålæg mv. så vi ikke skal leve af restaurationsmad 3 gange dagligt, men kan få lidt selvlavet mad fra køletasken 🙂
Videre af Cowboy Trail sydpå mod Waterton Lakes NP. Vi kommer forbi et sted, hvor der står noget om Bisoner! Vi havde ikke regnet med at se bisoner her, så vi kører nysgerrigt ind af den lille grusvej. Det viser sig at være et pænt stort indhegnet område, hvor man kører ind og følger en vej rundt og midt på ruten ser vi en flok på ca. 10 bisoner, som græsser og sandbader. Det er næsten som at se dem i det fri, men de er stadig inde for en indhegning så helt rigtigt er det ikke 🙂
Vi kører videre og slår et slag ind om vores næste overnatningssted i Mountain View for at få nøglen. Det er et B&B, som ligger i en meget lille by.  Jeg har fundet stedet på hotels.com, men booket direkte hos ejeren, da der var et tilbud inkl. golf. Det er et rigtig hyggeligt lille sted, med kun 5 værelser, men det er som et lille dukkehus med alverdens ting hængende på væggene 🙂 Vi får nøglen og ser vores værelse, men kører straks videre ned til Waterton Lake NP.
Vi bliver meget triste, da vi kommer frem for vi kan stort set ikke se mere end 100 m frem. Vi kan i hvert fald ikke se bjergene. De er helt indhyldet i røg 🙁 Det skulle ellers være et fantastisk sceneri, som vi har oplevet noget af fra USA siden, hvor nationalparken hedder Glacier Nationalpark. Vi kører ind i parken og op til Red Rock Canyon. Det er en rigtig flot tur op mellem bjergene, men vi kan desværre kun se de fleste bjerge, som silhouetter. Helt oppe ved Red Rock Canyon er vi tæt på kløften med en lille flod og de flotte røde klipper, så her generer røgen ikke så meget ud over, at den kan lugtes. Vi går en tur langs kløften og videre op til Blakiston vandfald. Det er et flot syn med de næsten unaturlig røde klipper med hvide striber. Vandet er iskoldt, men alligevel er der rigtig mange, som skal ned og soppe lidt rundt inklusiv mig selv 🙂 Det er en kold fornøjelse, men dejligt at få kølet tæerne efter en varm tur i vandreskoene.
Efter at have nydt flodens kolde vand og de flotte klipper, sidder vi og nyder vores mad i solen eller hvad vi skal kalde det for strålerne har svært ved at trænge igennem røgen. Man har fornemmelsen af at det snart skal begynde at regne, sådan er himlen og lyset, men i virkeligheden er der vist nok blå himmel 🙂
Ved 16-tiden kører vi tilbage mod byen. Ganske langsomt. Det er ved denne tid at dyrene begynder at komme frem, så hvis man vil se bjørne, elge eller lignende, så er det her sidst på eftermiddagen eller først på aftenen man skal være opmærksom og køre langsomt, så man kan nå at se dem. Vi har ikke kørt lang tid før vi ser flere biler holde i vejkanten. Det er normalt tegn på at der er bjørn eller elg i sigte. Vi kører ganske langsomt frem til den første bil i rækken og parret i bilen signalere, at der er en bjørn inde i buskadset i vejsiden. YES. Det er lige det vi har ventet på. Vi stopper bilen og finder kameraerne frem:-) Ganske rigtigt. Der står en sort bjørn inde mellem de små træer og buske og nogle gange kommer den helt ud på vejen, når den lægger grene ned for at spise bær og små skud. Det er ikke den størst sorte bjørn vi har set, så vi gætter på, at det er en hun eller en ung han. Det er sådan set også ligegyldigt hvor stor den er. Bare det at se en bjørn ude i naturen er noget specielt hver gang. Desværre kommer der en bil, som ikke deler vores glæde ved at se vilde dyr, så de kører helt hen forbi bjørnen og skræmmer den dermed væk fra vejen og dermed også uden for vores synsfelt. Øv, vi ville godt have nydt synet lidt længere, men nu er den væk og vi kan fortsætte vores søgen efter flere dyr 🙂
Vi kører ligeledes langsomt ud af Akamina Parkway i håb om at se flere bjørne, men vi ser ikke nogen. Vejen ender ved Cameron Lake, hvor vi går en tur langs kanten ned mod USA. For enden af søen er der et bjerg, hvor vi kan skimte en lille gletsjer. Den ligger i USA, så en sejltur på søen kan bringe en over grænsen til USA. Vi kommer dog ikke helt så langt, da stien ender før.
Efter gåturen ved Cameron Lake kører vi ud af parken og ud til vores B&B. Vi har det næsten for os selv, da de andre gæster ikke er kommet hjem endnu, så vi kan hygge for os selv i en lille køkken med udsigt til en flot gammel ladebygning og heste i folde. Det er rigtig idylisk.

Overnatning på Rocky Ridge B&B.

28. august (Waterton Lakes NP): Vi har sovet dejligt i vores søde værelse oppe under loftet på Rocky Ridge B&B. Nu er vi spændt på morgenmaden. Iflg. deres hjemmeside laver de sund økologisk morgenmad. Det er Josh – ejeren, som står i køkkenet og forbereder vores morgenmad, da vi kommer ned. Vi har bestilt pandekager med æg og skinke og nogle andre ingredienser, som vi ikke ved hvad er og braskartofler. Det lyder som en sjov sammenblanding, men det var en af menuerne, som vi blev præsenteret for! Det smager fortræffeligt og der er rigeligt, så vi forlader glade og veltilfredse “dukkehuset” og kører til Waterton Lakes golfbane, hvor vi skal spille en runde på 18 huler. Til golf spiller det ikke så stor rolle, at der er lidt røg i luften. Vi skyder ikke så langt, at vi ikke kan se bolden!
Vi lejer udstyr og en golfvogn og spiller en dejlig runde, hvor vi trods alt kan se de nærmeste bjerge omkring os, så det er en flot runde. Resultaterne behøver vi ikke at skrive om her 🙂
Efter runden hygger vi os i solen først på golfklubbens terrasse og bagefter ved bredden af Waterton Lake.
kl. 15 tjekker vi ind på vores hotel og sidder og slapper af på balkonen resten af eftermiddagen. Vi har meldt os til et langt hike i morgen, så vi skal samle kræfter 🙂 
Vi går en tur gennem byen, da vi skal have aftensmad. Det er en meget hyggelig lille by, som dog er domineret af hoteller og restauranter, da den alene lever turismen i parken. Vi finder en restaurant, hvor vi kan sidde udenfor på en terrasse og se ud over Waterton lake og bjergene bag ved. Det er rigtig dejligt, da vi kommer, men pludselig er det som om vejret skifter igen og det blæser frygteligt op. Der kommer bølger på søen og træerne står og svajer i vinden. Det bliver koldere, men det gode ved vinden er at den forhåbentlig kan blæse røgen væk, som ligger over hele området. Vi krydser i hvert fald fingre for, at den ikke trækker mere røg med sig! På vejen hjem fra restauranten ser vi et par dyr gå rundt i en have. Det er en mor med sigt barn. De er åbenbart vant til at få rundt her for de løber da ikke væk, da vi kommer forbi dem.

Overnatning på Aspen Village Inn. 

29. august (Waterton Lakes NP): Vi har igen sovet dejligt, men skal frygteligt tidligt op, da vi skal på hike. Vi skal stå ved Tamarack Outfitters kl. 8.15 for at blive kørt op til Cameron Lake, hvorfra vores hike starter. Da vi først skal ud i byen og have morgenmad ringer vækkeuret allerede kl. 6.30. Vi trækker spændt gardiner fra for at se om vinden i nattens løb har fået røget til at forsvinde. Det er ikke helt tilfældet, men der er en væsentlig forbedring. Vi kan se noget mere at bjergene end vi kunne i går og det er jo bestemt en fordel, når vi skal ud og hike i bjergene og netop nyde udsigten ud over bjergene.
Chaufføren på bussen er også meget fortrøstningsfuld. Hun kan se en klar forbedring siden i går, hvor hun kørte gæster op til Cameron Lake. Vi bliver sat af ved søen og chaufføren fortæller os lidt om hiket og hvad vi kan forvente at se. Hiket kaldes Carthew-Alderson og er på 19 km. Det er af en af Amerikas førende outdoor-magasiner blevet kåret som en af de bedste høj-alpine en-dages hike overhovedet. Det giver os høje forventninger 🙂
Det starter med ca. 4 km, hvor det går op og op af en zig-zag sti mellem træerne. Det er en god strækning at få varmet kroppen op på, men der er ikke så meget at se andet en fyrtræerne. Efter de 4 km kommer vi til en lille skøn sø, hvor der faktisk står et dyr (bambi) og drikker vand på den modsatte side af søen. Det er meget idylisk, så her har vi den første lille pause. Vi skal jo holde til mange kilometer 🙂
Efterfølgende skifter terrænet karakter. Vi går over åbne græsarealer og mellem blåbærbuske og heroppe i højderne er efteråret åbenbart ved at komme. I hvert fald er løvet ved at skifte farve fra grønt til de skønne orange-røde farver på buskene. Senere begynder det for alvor at gå op igen. Vi kommer ud på en hel bar bjergskåning med løse sten, hvor vi kan se en lille bitte sti, som løber hen over skåningen og op til toppen af hiket, som er bjergryggen mellem toppen af Carthew bjerget og toppen af Alderson bjerget. Det er en lidt hård stigning og da der ikke er nogen træer overhovedet, så får vi også vinden at mærke. Den kommer ret kraftigt op af skråningen. Det er dog intet imod hvad der venter os oppe på bjergryggen, hvor vi står på en kant, hvor det går brat ned på den ene side og lidt mindre brat ned på den anden! Der er en skøn udsigt ude over bjergene og 3 søer længere nede, men vi må sætte os ned for ikke at blive blæst om kuld! Vi ville gerne have været op på toppen af Alderson, men tør ikke på grund af blæsten. Vi ser andre vandrere, som går derop, men vi bliver nogle kyllinger og står over. Det er for farligt i vores øjne! Vi nøjes med at nyde udsigten herfra. Vi er desuden heller ikke sikker på at vi vil kunne se meget mere oppe fra Alderson toppen, da røgen stadig ligger rundt om os og sigtbarheden er begrænset vi de tætteste bjerge.
Vi er nået halvvejs og ville have spist vores mad heroppe på toppen, men kan ikke holde til vinden. Vi er nødt til at finde et sted, hvor vi er i læ. Fra heraf går det også kun nedad mod Waterton Lake. Det er en rigtig flot nedtur mellem vandfald og søer og tilbageværende sne og is fra sidste vinter og flotte bjerge og slugter. Vi nyder virkelig turen, men det kniber med at finde et sted at spise for vinden er virkelig stærk heroppe. Vi troede den var slem på toppen, men vi kommer faktisk over nogle steder, hvor vi må stå stille og læne os op mod vinden for ikke at blive blæst om kuld. Det er lidt uhyggeligt, men der er ikke andet af gøre end at prøve at stå stille, når vi værste vindstød kommer og så eller kommer nedad, når vinden lægger sig lidt igen.
De sidste 6-7 km går igen ned gennem nåleskov, hvor der ikke er så meget at se, men vi ender ved det meget flotte Cameron vandfald, som ligger helt nede i Waterton Village, hvor vi bor. Det er en flot afslutning på et langt men skønt hike. Vores gps siger, at vi har gået 20 km og 731 højdemeter op og 1134 højdemeter ned, så vi synes vi har gjort det godt og vi er også sikre på, at vi nu fortjener at komme til at bo godt på Waterton Lakes legendariske hotel. The Prince of Wales hotel ligger på en lille halvø ude i søen og kan ses langvejs fra, når man kommer kørende ind i parken og fra alle steder i byen, da det ligger højt.
Vi er lidt ydmyge, da vi tjekker ind. Vi kommer i vores trekkingtøj og er lidt beskidte og svedige, så vi trænger allermest til et bad inden vi normalt ville komme ind på et hotel, men det kan vi ikke gøre så meget ved nu! Vi bliver mødt af kilt-klædte mænd, som sørger for at bringe vores bagage op på værelset og det er vi rigtig glade for, for vi skal på 6. sal og der er kun elevator til 4. sal og elevatoren kan kun betjenes af de kilt-klædte mænd.
Vores værelse viser sig at være et lille bitte et oppe under loftet med et pænt stort badeværelse og en fantastisk udsigt over søen og byen og bjergene og hvis ellers luften havde været røgfri, ville vi kunnet have set helt ned til USA i bunden af søen. Vi er lidt skuffede over størrelsen på værelset, men det er jo et hotel fra 1927, så de var måske ikke større den gang.
Vi tager et velfortjent bad og skifter tøj inden vi går ned i hallen, som går fra gulvplan og helt op til kip i 7. sals højde og hvor man kan se de kæmpe store bjælker som bærer hele hotellet og en kæmpe lysekrone i midten og vinduer i hele den ene side ud mod søen. Det er virkelig flot og stemningsfuldt med en harpespillende pige siddende i det ene hjørne. Vi er desværre kommet for sent til high tea, som ellers foregår her i hallen, så vi må i stedet sætte os ind i baren ved siden af, hvor man også har udsigt til søen og byen. Her får vi en øl til at slappe af på inden vi går ind og spiser en middag inden vi går tidligt i seng. Dagens hike har taget på kræfterne.

Overnatning på The Prince of Wales hotel.

30. august (Waterton Lakes NP – Banff): En nat på et historisk hotel, vil også være et historisk minde for os. Aldrig har vi sovet så dårligt og givet så mange penge for det 🙂 Vi har stort set ikke sovet, da vinden har hylet igennem sprækker omkring vinduet og vi har kunnet mærke hele hotellet give sig og svaje en smule i vinden.
The Prince of Wales Hotel er bygget af Great Northern Railway og åbnede i 1927. Det har 86 værelser i 7 etager og er bygget af kæmpe træbjælker, som er synlige i den enorme hall, som går hele vejen op igennem hotellet. Byggeriet af hotellet kostede megen sved og tårer, idet det ligger på et af de mest vindomsuste steder i Canada. 2 gange under byggeriet blæste konstruktionen sammen og man var ved at opgive at opføre det, men det står der i dag knap 90 år senere, så de må fundet den rigtige løsning 🙂
Vi er temmelig trætte begge to, da vækkeuret ringer, men da vi ser ud af vinduet og kan se helt ned i den anden ende af søen og alle bjergene omkring søen, bliver vi alligevel friske. Vinden som har holdt os vågen det meste af natten, har også gjort noget godt. Den har blæst røgen væk. Det var skønt.
Vi er nødt til at køre op til Red Rock Canyon igen for at se landskabet rigtigt. Det kunne vi jo ikke i går. Det er en virkelig flot tur derop og da vi kommer noget tidligere end i går, har vi også næsten området for os selv 🙂
Vi har desværre ikke så megen tid, da vi booket hotel i Banff fra i aften, så vi køre temmelig langt og må derfor forlade Waterton Lakes Nationalpark og køre nordpå. En del af turen er igen af Cowboy trail, som vi også kørte herned på. Det er en fantastisk flot tur nu, hvor vi også kan se det storslåede vidder af bakket prærie og Rocky mountains ude i vest.
Vi forsøger at køre ind over bjergene af en vej, som Ulrich har fundet, men må vende om p.g.a. vejens beskaffenhed. Den starter med at være asfalteret, men går så over i hårdkørt grus for så at gå over i meget løst grus og sten. Det tør vi ikke køre i af hensyn til bilen og det vil også tage alt for lang tid, da vi ikke kan køre mere end 25 km/t.
Længere nordpå af Cowboy Trail ser vi motorcykler og campere komme ud fra Kananasisk trail, som går ind over bjergene. Når de kan køre der, så er det nok ikke en grusvej her, så vi forsøger os igen og denne gang med større held. Det er en fantastik smuk tur. Lyset og bjergene og mødet med Rocky mountain får og en elg. Det kan stort set ikke blive bedre. Det er det her, vi har hungret efter at komme tilbage til. 
Vi er først fremme i Banff kl. 19, men det er OK efter denne skønne dag. Det bliver til en hurtig gang aftensmad og i seng. Vi længes efter en god nats søvn efter sidste nats mareridt.

Overnatning på Banff Voyager Inn.

31. august (Banff): Har sovet længe og gået ned til downtown Banff og kikket på forretninger og købt nye vandrestøvler til mig og vandresko til Ulrich. Ekspedienten fortalte, at de forventer sne på torsdag!!! Det er også meget koldt i dag (ca. 8 grader) og vinden er ret kraftig, så det virker absolut ikke usandsynligt, at der skulle komme sne, men vi er altså stadig i august. Det skulle være sommer!
Vi er nødt til at krybe indendørs i varmen og nyder en god kop kaffe på Starbuck og besøger turistkontoret for brochurer og vejledning omkring hikes.
Om eftermiddagen kører vi lidt rundt omkring Banff. Bl.a. til Lake Minnawanka, som er den største sø i Banff Nationalpark. Den er 24 km lang og 142 m dyb og er en opdæmmet sø. Lige ved søen ligger også Stewart Canyon, som vi går en tur langs. Vi når dog ikke så langt for der er store skilte med bjørne-advarsel og dem tør vi ikke passere. I stedet kører vi videre til Johnston Lake og nyder udsigten her med de flotte bjerge i baggrunden.
Der skulle være rig mulighed for at se wildlife i området, vi kører igennem, så vi kører langsomt og spejder, men ser desværre intet 🙁
Videre tager vi The Tunnel Mountain Drive, hvorfra vi kan se ned gennem Bow Valley og over til Fairmont Banff Springs Hotel, som også er et af de gamle legendariske hoteller. Oprindelig bygget i 1888, men ombygget i 1928, så det ligner en blanding mellem en skotsk borg og et europæisk slot. Det skulle være vildt ekstravagant indendørs med store balsale og lounges. Det vi ser udefra er også meget specielt og det er stort.
Hjemme på hotellet ved 20 tiden. Klar til aftensmad og planlægning af de næste dage inkl. bookning af hotel i Lake Louise.

Overnatning på Banff Voyager Inn.

1. september (Banff): Efter morgenmad kører vi en tur af Bow Valley Parkway, som kører parallelt med Highway 1 til Lake Louise, men er en stille og rolig ensporet vej, som snor sig mellem fyrtræer og bjergene og med udsigtspunkter ind imellem enten op til bjergene eller ud over Bow Valley og Bow River. Der skulle også her være gode muligheder for at se wildlife, så vi kører ganske stille og roligt. Vi har ikke noget at skynde os efter. Det småregner og kun 8 grader, så bilen synes egentligt at være et behageligt sted at opholde sig 🙂
Vi har ikke heldet med os med hensyn til wildlife. Vi ser ikke et eneste dyr, men vi kommer forbi Castle Mountain, som er en enkeltstående stor klippeformation, som med lidt god vilje kan ligne en borg. Skyerne hænger tungt omkring toppen, så vi får ikke det fulde syn. Derimod får vi et flot syn ud over Bow River med en stor regnbue, så lidt glæde får vi da af regnen og det vidner også om at solen prøver at komme igennem til os om end det ikke lykkes helt så godt 🙂
Vi passerer et mindesmærke for en interneringslejr fra første verdenskrig. Iflg. skilte på stedet har der været 24 sådanne lejre rundt i Canada. Den lejr, der har været her, har haft fanger, som kom fra Tyskland, Østrig og Ukraine og det eneste de tilsyneladende havde gjort galt var, at de var arbejdsløse efter depressionen i 1913! Hvorfor det gjorde dem til fjender, som skulle i arbejdslejr, står hen i det uvisse! Fangerne blev brugt til bl.a. at bygge Bow Valley Parkway og noget af den oprindelige golfbane ved Banff Spring Hotel, så vi har i dag stadig glæde af deres hårde arbejde.
På vejen tilbage mod Banff stopper vi ved Johnston Canyon. Den ide er vi ikke alene om! Klokken er 11 og begge parkeringspladser er temmelig fyldte og nogen har ligefrem parkeret ude langs vejen. Vi er dog heldige at finde en ledig parkeringsplads og at regnen samtidig holder op, så vi kan nyde hiket op til lower og upper waterfall. Det er en meget flot tur langs kløften, hvor vandet fra Johnston Creek har skåret sig ned gennem millioner af år og klippevæggene er begroet af flot langt blødt mos. 
Ved lower falls kan man gennem et huleagtigt hul i klippen komme helt tæt ind på vandfaldet, man skal dog passe på sit kamera for der kommer sprøjt fra vandmasserne, som vælter ned.
Ved upper falls er der ud over det høje vandfald på 60 meter også en meget flot okkerfarvet væk, hvor vandet løber stille og roligt ned over og skaber mere klippe. Væggen kaldes Travertine Drape og det er en form for alger, som lægger sig lag på lag og får klippevæggen til at vokse. Den form for klippe, som skabes, er bl.a. den, som colosseum i Rom er bygget af.
Efter vores lille hike langs Johnston Canyon kører vi hjem på hotellet og slapper af inden vi om eftermiddagen, hvor vejret er klaret noget op (det regner ikke og vi ser lidt sol ind imellem :-)) kører op til Banff Gondola og tager en pragtfuld tur op til Sulphur Mountain (2451 m), hvorfra vi har en 360 graders udsigt ud over hele Banff området med byen, bjergene, søerne og floderne. Det er virkelig et vidunderligt syn og mærkeligt nok, så blæser det stort set ikke heroppe, så vi kan gå rundt i lang tid og nyde udsigten. Der er et lille tårn og et primitivt hus/værelse helt oppe på toppen, som er Canadas første vejrstation. Meteorologen Norman Sanson kravlede i årene 1903 – 1933 herop over 1000 gange for at indsamle vejr informationer, som siden hen har dannet grundlag for Canadas nuværende vejrprognoser.
Efter også at have nydt en kop kaffe i cafeteriet, hvorfra der også er en fantastisk udsigt tog vi gondolen ned igen og kørte hen til Upper Hot Springs Pool, som ligger lige ved siden af gondolen og hoppede i det 39 grader varme vand. En dejlig oplevelse rigtig at blive varmet igennem og føle at musklerne løsnes.
Vi afsluttede dagen med en rigtig god steak på The Keg Steakhouse. Mums den var god 🙂

Overnatning på Banff Voyager Inn

2. september (Banff – Lake Louise): Skulle have været tidlig oppe, men regnen siler ned, så vi tager en time mere på ryggen 🙂 Ekspedienten i skobutikken forleden sagde vi ville få sne i dag, så galt er det dog ikke gået, men regn og 8 grader er nu ikke noget at råbe hurra for. Vi har er jo sommerferie!
Efter morgenmaden beslutter vi at udnytte regnvejrstiden med dagbogsskrivning og læsning på værelset. Vi har for en gang skyld ikke hast med at komme ud fra værelset, før vi bliver smidt ud!
kl. 11 er vi nødt til at forlade værelset. Regnen siler stadig ned, men vi må køre op mod Lake Louise og få det ud af turen, som vi kan. Der bliver ikke mange bjerge se. Det er som om vi ikke skal have lov til at se Bow Valley Parkway uden det regner. Det var jo det samme i går – desværre. Vi er dog ikke noget ret langt før vi ser biler holde i vejkanten, hvilket er tegn på interessante dyr. Denne gang er det 2 elk. En hun og en han. Hannen med flot stort gevir. Det bliver så det eneste vi ser på vejen op til Lake Louise. Det regner fortsat, så det ender med at vi kører op til Lake Louises skisports område, hvor der er en lift, som kører op på toppen af bjerget og nedenfor er en restaurant med frokostbuffet. Vejret ikke er til at være ude, så kan vi lige så godt bruge tiden på at spise og varme os indendørs. Vi kan fra restauranten se op til toppen, hvor liften ender. Der er sne deroppe og træerne er også hvide, så der må også være frost! Hernede er der trods alt 4 grader 🙂
Mens vi sidder og spiser klarer det pludselig op. I løbet af en halv time går vi fra regnvejr til næsten fuld sol, så vi kan sætte os udenfor i liggestole og tage en halv time og blive varmet af solen. Det er bare dejligt.
Efter en times tid kører vi op til Lake Louise for at udnytte at solen skinner. Vi ved jo nu hvor hurtigt det kan skifte. Det er ikke det rigtige tidspunkt for at se Lake Louise. Det skal helst være i morgensol, så solen lyser bjergene op bagved, men det er nu stadig en flot sø omgivet af bjerge med gletsjere. Det er der også mange andre end os der synes, for der er rigtig mange menneske, som står og tager billeder og selfier. Det er utroligt hvor meget udstyr og tid folk vil bruge på at få de helt rigtige selfier i stedet for at få en anden til at tage et billede af dem. Vi går lidt rundt på promenaden, da vi bliver opmærksom på nogle, som står og kikker ind i buskene i stedet for ud på søen. De har fået øje på et stinkdyr, siger de. Det viser sig at være et af de store sorte pindsvin, som vi prøvede at finde sidst vi var herovre, men uden held og nu er det lige foran os inde i buskene. 
Mens solen stadig skinner kører vi også op til Moraine Lake, som er vores yndlingssø. Den har et helt specielt farvespekter alt efter vejr, årstid og tidspunkt på dagen. Også denne sø er bedst at se om morgenen. Af flere forskellige årsager. Dels skal lyset helt komme fra øst, så bjergene bagved har lys på og dels skal vandet helst være helt fladt, da det så spejler bjergene og sidst men ikke mindst, så får vandet en helt magisk blå farve med morgensolen. Alle disse forudsætninger er ikke til stede nu sidst på eftermiddagen, men den er stadig utrolig flot. Vi bliver dog lidt overrasket, da vi kommer frem til søen for der er virkelig sket noget siden 2010, hvor vi var her sidst. Parkeringspladsen er blevet dobbelt så stor og et ellers lille lodge er blevet bygget meget større lige ved siden af søen. De har heldigvis ikke fældet alle træerne omkring det og det er bygget i træ og falder ind i terrænet, så det skæmmer ikke så meget, men det er alligevel synd at bygge så tæt ved en naturperle.
Vi går rundt og nyder synet og aftensolen, som rammer bjergene og sneen på toppen. Det er et skønt syn, som vi bare ikke kan få for meget af. Der kommer imidlertid også snefnug! Dem kan vi godt undvære. Vi er på sommerferie og så kommer der sne! Det har vi ikke prøvet før 🙂 Ekspedienten i skobutikken fik altså ret alligevel!
Da solen er ved at slippe sit tag i bjergtoppene daler temperaturen også yderligere, så vi fortrækker til bilens varme og kører lidt op af Icefield Parkway i håb om at se nogle bjørne. Det gør vi nu ikke, men vi ser en meget flot spejlsø, som ligger og emmer og spejler træer og de omkringliggende bjerge. Det er så smukt og en dejlig afslutning på en dag, der startede som et mareridt, men blev til en rigtig dejlig og smuk dag i den sidste ende 🙂

Overnatning på Lake Louise Inn.

3. september (Lake Louise): Hold da helt op. Vi tror efterhånden, at vi er kommet på vinterferie i stedet for sommerferie. Til morgen da vi åbnede døren ud fra hotelværelset kom denne specielle fornemmelse af frost i næsen og der var is på bilen! Det havde vi ikke regnet med. Nok var det koldt i går, men nu starter bilen automatisk sæde- og ret-varme.
Vi var ude af døren kl. 8, da vi ville se morgensolen over Moraine Lake. Det blev en kold men smuk fornøjelse. Desværre når solens stråler om morgenen på denne tid af året ikke helt ned på søen, så vi fik ikke den helt magiske turkise farve på søen, som vi oplevede sidst vi var her, men det er stadig et smukt syn at se solen ramme sneen på bjergene bag søen og spejlbilledet nede i søen. 
For at holde varmen måtte jeg tilbage til bilen og skifte sko og strømper ud med de nyindkøbte vandrestøvler og uldsokker og købe kaffe i cafeen ved Moraine Lodge og tage med op til Ulrich, som stod og frøs mellem de efterhånden mange mennesker, som kommer med store busser for at nyde denne skønne sø.
Efter et par timers nydelse og kulde kørte vi op til Lake Louise. Her var solen desværre forsvundet og der kom lidt regn, men vi gik alligevel en lille tur op til et udsigtspunkt ”Fairview” og så ned over søen og det store kæmpe store hotel Fairmont Chateau Lake Louise. Det nuværende hotel er bygget tilbage i 1927, men der har været hotel på stedet siden 1887, hvor de første turister valfartede til Lake Louise for at beundre den 2,5 km lange og 90 m dybe sø med de flotte farver og spejlinger af bjerge og gletsjere. 
Vi er nu så gennemkolde, at vi kører ned i byen og køber vanter, inden vi tager hjem på hotellet for at få varmen og en kop kaffe. Det er desværre begyndt at regne!
Efter et par timer i varmen ser vejret ud til at klare lidt op, så vi våger pelsen og kører en eftermiddagstur op til Takakkaw Falls, som med sine 245 m er et af de højeste i Canada. Takakkaw betyder på cree sprog ”storslået” og det har cree folket så sandelig ret i. Det er et meget flot vandfald, som får sit vand fra den højt beliggende Daly gletsjer. Vi er heldige at se vandfaldet med sol og blå himmel over, men samtidig begynder det at regne. Det er et meget underligt vejr!
Efter vandfaldet fortsætter vi til Natural Rock Bridge, som egentlig oprindelig var et vandfald, men gennem årtusinder har vandet slidt sig ned gennem klipperne og skabt en klippebro, som dog ikke er hel. Det midterste stykke mangler, men det er flot se vandet som presses sammen gennem det forholdsvise lille hul og tordner videre. Solen er desværre helt væk nu og da vi kommer op til Emerald Lake som er kendt for sin smaragd-grønne farve, som navnet siger, så siler regnen ned og vi vender derfor næsen hjemad efter et kort glimt af den. Søernes farver og skønhed gør sig bedst i solskin 🙂
Hjemme igen må vi desværre bruge en del tid på at finde et hotel, hvor vi kan bo på i morgen nat. Vi skal mod Jasper og har ikke reserveret noget hotel, da vi ikke ville lægge os for fast på, hvornår vi skulle være hvor, men nu har vi et problem! Der er et eller andet cykelløb i Jasper og omegn og det gør at alle hoteller er fully booked! Vi finder til sidst et langt uden for Jasper i Hinton, men det er vi nødt til at tage for der er ikke andet at få.

Overnatning på Lake Louise Inn.

4. september (Lake Louise – Hinton): Det er har været en meget blandet dag, hvad vejr angår. Vi startede med at tågen lå tæt omkring byen, så vi næsten intet kunne se og der var is på rækværket uden for hotelværelset. Termometeret viste minus 1! Efter morgenmaden var tågen heldigvis lettet og hen over dagen oplevede vi at køre i både regn, sne og flot solskin og temperaturen sneg sig helt op på 12 grader 🙂
Dagens naturoplevelser har været fantastiske. Turen op af Icefield Parkway er absolut en oplevelse også selv om vi har set det meste før. Vi laver rigtig mange fotostop undervejs bl.a. ved Bow Lake og Bow Summit, hvor man har en pragtfuld udsigt ud over Peyto søen. I dag var det meget anderledes end sidste gang, vi var her. Der er faldet sne i nat og der kommer også lidt, mens vi går rundt, så alle grantræerne er hvide, som ved juletid 🙂 Det er flot men koldt!
Efter Bow Summit kører man lidt ned i højderne og dermed forsvandt sneen også og det blev lidt varmere og vanterne kunne komme af igen! Så stoppene bliver hyppigere. Et nyt sted, vi ikke så sidst var Mistaya Canyon, som absolut var det lille, lidt anstrengende hike værd. Derudover skulle vi selvfølgelig se de forskellige vandfald så som Sunwapta og Athabasca og vi gik en lang tur op til Athabasca gletsjeren. Vi ville se, om vi kunne se, at den havde trukket sig yderligere tilbage på de 5 år, der er gået siden, vi var her sidst, men vi kunne ikke lige se den store forskel og desværre var alle de skilte der sidst indikerede, hvor meget den trækker sig tilbage år for år nu væk. Der var alene tavler, som fortalte at den siden 1885 har mistet 60% af sin volumen, hvilket er mere end 350 millioner kubikmeter is!
Da vi når enden af Icefield Parkway og dermed Jasper er klokken 18. Vi ville rigtig gerne have kunne bo her, men vi kan godt se at byen er på den anden ende p.g.a. cykelløbet Tour of Alberta. Der er telte og afspærringer overalt og mange mennesker. Vi går en lille tur og er inde på turistkontoret for at se om de kan hjælpe med overnatningssted til i morgen, så vi kan komme til at bo her i Jasper, men det kan de desværre ikke. De giver os nogle tip om hvor der måske er ledige værelser, men vi må selv tage kontakt til hotellerne! Vi må køre videre til Hinton, som er yderligere 75 km, da det var det tætteste, hvor vi kunne finde et ledigt værelse i aften.
Vejret er blevet rigtig fint, her til aften med sol og blå himmel og det viser sig at turen til Hinton er noget af det skønneste med store søer og flotte bjerge, så de 75 km går som en leg 🙂
Hvad der derimod ikke gik som en leg, var at finde et ledigt hotelværelse til i morgen. Vi brugte hele aftenen uden af finde noget. Det var en deprimerende afslutning på en ellers skøn dag op af en af verdens smukkeste vejstrækninger.

Overnatning på Hinton Lodge

5. september (Hinton – Jasper): Vi har haft en lidt urolig nat. Det irriterer os, at vi har haft så svært ved at finde logi i aften og brugt så megen tid uden af få en afklaring. Vi kan ikke engang komme tilbage til hotellet her i Hinton for det er også fully booked i nat!
Vi spiser morgenmad og bliver enige om, at vi må slå koldt vand i blodet. Der skal nok vise sig en mulighed og ellers må vi have en kold nat i bilen!
Vi nyder igen den smukke tur retur til Jasper. Vi er heldige, at der er sol her til morgen, men temperaturen er stadig lav – kun 4-6 grader! Lige uden for Jasper er der trafikprop. Der er bjerggeder på vejen. Det er utrolig, hvordan sådan en lille flok på 6 geder kan få biler og mennesker til at stoppe trafikken 🙂 Vi stopper selvfølgelig også for at fotografere dem.
Fremme i Jasper holder vi øje med hotellernes skilte med om der er ledige værelser. Det første vi ser, som ikke har et NO vacancy skilt tændt kører vi ind til og YES de har et værelse. Det er godt nok ikke det billigste, men efter at have overvejet det lidt, siger vi ja. Vi orker ikke at skulle rundt i hele byen for at finde andre muligheder. Vi har brugt rigelig med tid på de sidste 2 overnatninger! Nu kan vi så med ro i sindet køre ud og opleve den skønne natur her omkring Jasper.
Vi vælger at køre op til Medicine Lake. Det er både en smuk strækning, men der er også mulighed for at se wildlife. Det er dog et noget anderledes syn der møder os end da vi var her sidst. Dels er der næsten ikke noget vand i søen, hvilket nok har noget at gøre med at vi næsten er en måned senere henne, og dels er der ikke grønt omkring søen. Hele området er brændt af. Der har været en gevaldig skovbrænd i juli måned, som har taget det meste af træerne rundt om hele søen. Det er virkelig et uhyggeligt syn. Det var et lyn som havde startet ilden ved at slå ned i et træ og derefter ligget og ulmet en hel uge før ilden pludselig spredte sig med eksplosionsagtig fart og der gik 2 dage før brandfolkene i det hele taget kunne komme ind i området og starte med at bekæmpe ilden både fra jorden og fra luften.
Efter det sørgelige syn fortsætter vi op til Maligne Lake og går en tur langs denne. Den har ikke forandret sig. Der er stadig grønt omkring den blot er vejret dårligere denne gang end sidst, så det bliver et mere gråt indtryk 🙁 Alt er nu skønnere i solskin og det har vi desværre ikke haft meget af på denne tur. Det er ved at være temmelig deprimerende med gråt og overskyet og hunde koldt vejr. Vi har dagligt mellem 1 og 12 grader!
Tilbage i byen skal vi finde en restaurant at spise aftensmad. Det går ikke så godt med det, så vi ender med at spise en i øvrigt rigtig god middag på vores hotels restaurant, men på stationen er vi så heldige at se Rocky Mountaineer.  Rocky Mountaineer fejrer 25 års jubilæum i år og er det største privatejede luksustog-selskab i verden. Det kører forskellige ruter fra Seattle i USA og rundt i Canada fra Vancouver og over the Rockies og ud til østkysten. Det skulle være fantastiske ture, men også rimelig dyre. Vi nøjes med at se toget udefra 🙂
Vi må igen i aften bruge en masse tid på at finde hotel, hvilket dog ikke lykkes. Ingen har ledige værelser i morgen nat!

Overnatning på Tonquin Inn

6. september (Jasper): Starter dagen med den fortsatte ”jagt” på hotel til natten 🙁 Det er ved at være temmelig træls, men Tour of Alberta cykelløbet har åbenbart fyldt byens hoteller fuldstændig op. Vi ender med et rimeligt godt tilbud på Fairmont Jasper Park Hotel, som skulle være det ypperste i byen. Så det bliver spændende at se i aften 🙂
Da der ikke er morgenmad på hotellet kører vi ned i byen og får morgenmad og går en tur. Byen er ikke særlig stor, men meget hyggelig med grønne små parker omkring de få gamle stenhuse, som de så nænsomt passer på og fremhæver med skilte om deres historie. Typisk er husene fra 1924 og frem til 1928, så i vores øjne er de ikke så forfærdelig gamle, men det er de for Canadierne, som jo ikke har så lang en historie, som vi har i Europa. 
Vi ser en masse campere i byen og ønsker for gud ved hvilken gang at det var os, der havde en camper at køre rundt i. Det er meget mindre stressende end at køre fra hotel til hotel og pakke ud og ind hver dag. Med camperen er man også ude i naturen hele tiden og ser dyrene stå op og gå i seng. Når vi skal ind på hoteller hver dag, kniber det med at være ude tidligt og sent, hvor de største chancer for at se dyr er tilstede. Det er nok derfor vi ikke har set så mange bjørne, som vi gjorde sidst vi var herovre. I 2010 så vi 17 bjørne. Denne gang har vi set 1 🙁
Dagens tur går op til Mount Edith Cavell. Vi var her også i 2010, men det kan godt tåle en gentagelse. Det er et meget smukt hike op langs en lille sø og den kolde gletsjersø, som er fyldt med små isbjerge. Vi må ikke gå ned til gletsjersøen, da der er fare for nedfalden is, som kan skabe hurtige oversvømmelse, så vi må betragte den på behørig afstand. Da vi fortsætter op i højderne mellem træerne og desværre også sneen møder vi flere vandrere, som har fået den ultimative oplevelse på et hike. De har mødt en grizzly-bjørn. Den har stået midt på stien 20 meter foran dem, da de er kommet rundt om et hjørne. Vi får lov at se et billede af den og vi kan mærke, at de både glade over at have fået oplevelsen, men samtidig bange. For en stor grizzly-bjørn er ikke at spøge med. Den kan være livsfarlig! Vi fortsætter op i området, hvor de har set den og spejder ekstra meget ud til siderne. Vi vil jo rigtig gerne se den, men det skal helst ikke være for tæt på. Vi når næsten helt op på toppen og kæmper os op igennem sneen for at nyde udsigten over bjergtoppene og selvfølgelig også for at få et glimt af bjørnen. Det bliver en noget længere tur end vi havde regnet med og vi ender med at gå i snevejr på toppen og det bliver rimeligt koldt, så vi må hurtigt ned igen mellem træerne, hvor der er lidt varmere, men også her hvor bjørnen måske er. Vi møder den desværre ikke. Det eneste vi ser er nogle jordegern, et par marmotter og en pika, som piler rundt for at samle mad til vinterens forråd.
Vi checker in på Fairmont Jasper Park Lodge omkring kl. 18 og ærger os over, at vi ikke er kommet til dette fantastiske lodge før. Det er helt enestående. Det er bygget i 1922 og ligger lige ned til Lac Beauvert. Oprindelig blev det kaldt Tent city, da det alene bestod af nogle telte, som lå langs søen, men med åbning af Jaspers verdens berømte golfbane i 1920 tog byggeriet af luksuriøse hytte sin begyndelse og i 1940 kunne lodget rumme 650 gæster. Først i 1988 er lodget begyndt af have åbent hele året. Det undergår stadig forbedringer og nye tiltag med bl.a. spa. Englands Dronning Elizabeth og Prince Philip boede på lodget i 2005, hvilket er markeret med billeder af dem i et lille hall of fame 🙂 Det er med andre ord ikke et lille ubetydelig lodge vi er kommet til! Det er enormt stort med som sagt Spa, 3 restauranter, barer ude og inde, forretningsarkade, stor pool og fitness rum. Alle disse faciliteter ser man også på andre 4 stjernede hoteller, men dette er noget ud over det sædvanlige. Det er bare så flot udformet og svært at beskrive. Det skal opleves 🙂
Vi forventer ikke at få det bedste værelse med det tilbud vi har fået via Hotels.com og det kan også godt være at det ikke er det der ligger bedst ned til søen. MEN vi er bestemt ikke utilfredse. Det er vildt stort og flot og med eget boblebad 🙂 Her kunne vi godt bo lidt længere, hvis vi havde råd!
Da vi ser priserne på maden i restauranterne, vælger vi at køre ned i byen og spise der. Her bliver vi for nærige 🙂
På vejen ned til byen er vi 5 cm fra at få smadret bilen! Jeg må klods bremserne og trykke hornet i bund for at undgå at en lastbil, som kommer med god fart rundt om et hjørne i parken til lodget tager hele vores front på bilen. Det var en meget uhyggelig oplevelse, som får hjertet til at sidde helt oppe i halsen og kræver en lille pause, inden vi kan køre videre. Heldigvis får vi lidt længere fremme på vejen en god oplevelse, som får lastbilen lidt på afstand. Lige inde på plænen langs vejen står en kæmpe kronhjort med et gevaldigt gevir. Den er mægtig flot, men ikke helt venlig stemt, da flere biler er standset for at fotografere den og den har hele sit harem af hunner, som den vil forsvare. Den pruster og skraber i jorden med forbenene og geviret bliver også ført ned i jorden. Vi er klar over, at vi ikke skal komme for tæt på! Vi kører langsomt forbi.
Lige uden for Jasper er der trafikkaos. En masse biler holder i vejkanten og mennesker med fotografiapparater farer rundt. Her er der også en flok krondyr, som er blevet et tilløbsstykke uden lige 🙂
Efter en lille tur rundt i byen og aftensmad, som ikke var den helt store oplevelse kører vi hjem for at nyde vores store værelse.

Overnatning på Fairmont Jasper Park Lodge. 

7. september (Jasper): Der er ikke så meget at berette i dag. Vi nød vores værelse på Fairmont Jasper Park Lodge og gik en tur rundt på det flotte området med sø og golfbane. Vi skulle først checke ud kl. 12, så vi havde dejlig lang tid inden vi stod uden værelse. Vi kunne ikke forlænge vores ophold på Fairmont uden at skulle betale væsentlig mere end for den første nat og det ville vi ikke. Vi fandt heldigvis hurtigt et nyt værelse på Chateau Jasper.
Vi var herefter en lille tur oppe ved Pyramide Lake, som ligger lige oppe bag byen og er et yndet mål for Jaspers indbyggere, som bruger søen til at bade i, men det var for koldt og blæsende til, at vi gad at gå tur der, så vi kørte tilbage til Jasper og checkede ind på vores værelse, så vi kunne slappe lidt af inden vi sent på eftermiddagen kørte en tur ud for at se om vi kunne møde nogle bjørne eller andre vilde dyr. Det lykkedes desværre ikke. Det vildeste vi så var et egern 🙂

Overnatning på Chateau Jasper.

8. september (Jasper – Rocky Mountain House): Efter en solid morgenmad på hotellet er det tid at sige farvel til Jasper og Jasper Nationalpark. Det bliver en lidt trist afsked for det regner mere eller mindre hele vejen ned af Icefield Parkway, hvor vi ellers havde håbet på bedre vejr end på turen den anden vej. Vi får derfor ikke de skønne billeder ind på nethinden af hvor skøn denne strækning er i solskin 🙁 Vi kan se, at bare på de få dage, hvor vi har været i Jasper har aspe-træerne skiftet farve. De er ved at iklæde sig efterårets orange farver. Det vidner også om at der har været koldt.
Et stykke efter Athabasca Glacier drejer vi fra mod øst af rute 11 også kaldet David Thomsen Highway, som fører ned fra Rocky Mountains og ned til den flade prærie. Vi er kun lige drejet fra og kørt få kilometer, da solen bryder igennem og vi får den skønneste tur i næsten fuld sol helt til Rocky Mountain House. De første ca. 50 km er vi stadig i bjergene og der er flottere end hvad vi har set de seneste dage i Jasper Nationalpark. Vi kører langs Abraham Lake, som er helt vidunderlig. Den har det helt specielle turkis-blå farve, som vi har ledt efter i søerne langs Icefield Parkway og i særdeleshed i Moraine Lake, men ikke fundet på grund af den manglende sol. Nu har vi den og humøret stiger flere grader. Det er jo disse helt vidunderlige farver vi havde glædet os til at skulle opleve hele turen her i Rocky Mountains, men desværre kun har set en brøkdel af. Ud over humøret stiger, så gør temperaturen det også. Den stiger stødt og roligt op til 15 grader, hvilket vi ikke har været i nærheden af den seneste uge. Skønt. Måske vi ligefrem kan få de korte bukser på de sidste dage af ferien 🙂
Efter de første 50 km flader terrænet ud og bliver lidt kedeligt at køre i. Der er træer over det hele og ikke nogen videre udsigt. Så vi er glade, da vi kommer frem til Rocky Mountain House og har tilbagelagt de i alt 330 km på dagens strækning. 
Vi checker ind på vores hotel og slapper af resten af dagen med dagbogsskrivning m.v. Det begynder iøvrigt at regne senere på aftenen, så vi har været heldige at få en halv dag i solskin.

Overnatning på Best Western Rocky Mountain House Inn and Suites.

9. september (Rocky Mountain House – Three Hills): Dagens tur går i Dinosaurernes fodspor. Vi kører til Drumheller, som er kendt for sine fund af dinosaurer og hoodoos. Det er et lidt specielt landskab. Vi kører 50 km ud over de flade marker og lige veje og pludselig åbner der sig en grøn dal med Red Deer River i bunden. Det er her, der er de specielle klipper eller klippelag, der ligner månelandskaber og som med tiden kan udvikle sig til hoodooer efter erosion. Det er også her man har udgravet adskillige dinosaurere. Vi følger Dinosaur Trail og krydser floden på en lille enmandsbetjent færge The Bleriot Ferry, som er trukket af kabler. Det tager ikke mange minutter, men det er meget hyggeligt. Der står et skilt om, at hvis færgen er på den anden side af floden, skal man blot ringe på en klokke, så kommer færgen over til en 🙂 Det bliver dog ikke nødvendligt for os, idet der lige som vi kommer, er en bil, som er ved at blive transporteret over mod vores side.
Det er en flot tur mellem klipperne og oppe på den anden side, hvor vi kan se ned over dalen og klipperne. Vi er inde omkring The Royal Tyrrell Museum som indeholder Canadas største samling af dinosaurer og videre til Little Church, som formentlig er Canadas mindste kirke og måske også verdens mindste. Der er kun plads til 6 personer af gangen! Lige ved siden af er der iøvrigt også en meget speciel golfbane. De første 9 huller, ligger i forholdsvis fladt terræn, men bag 9 ser yderst udfordrende ud. Tee-sted kan ligge på en klippetop og green på en anden! Det er vist ikke lige en bane, som vores evner kan klare 🙂 Det bliver for dyrt i mistede bolde!
Inde i Drumheller ser vi bl.a. verdens største dinosaur. Den står ved turist-informationscenteret og er mere end 26 meter høj, hvilket er ca. 4 gange så stort som den oprindelige T.rex, som vandrede rundt her i Drumheller for omkring 100 millioner år siden. De store dinosaurer, som står her omkring turist-informationen er iøvrigt ikke de eneste dinoer her i byen. Uden for alle butikker og i haverne og på gadehjørnerne står der små og store dino i alle mulige afskygninger og forretninger og restauranter hedder også alle noget med dinosaur. Det er næsten for meget.
Vi kører ud til hoodooerne, som ligger syd for byen. Vi bliver lidt skuffede for der er faktisk ikke ret mange, men de er nu meget flotte og eftermiddagslyset gør dem ekstra flotte.
Sidste stop inden vi kører tilbage til hotellet er meget sigende Last Chance Saloon i Wayne. Det er et hotel og saloon fra 1913, som havde sin storhedstid mens der var minedrift i området frem til 1957. Efterfølgende lever den mest af turister, som kommer for at se denne meget specielle saloon, som ligger for enden af en 11 km lang blind vej, hvor man krydser en flod 11 gange! Væggene i saloonen var spækket med alle mulige gamle skilte, gevirer og ting fra saloonens fortid. Den var næsten mere speciel end Bagdad cafe på Route 66! Der var mange mennesker og alle bordene var optaget, så da vi har ca. 70 km tilbage til hotellet og klokken er 18, så vælger vi at køre efter et hurtigt kik indendørs.
Vi er tilbage ved hotellet ved halv ottetiden og får mad på en restaurant lige ved siden af hotellet.

Overnatning Best Western Diamond Inn

10. september (Three Hills – Airdrie): Vi kører tættere på Calgary i dag, så vi er sikker på, hvor lang tid det vil tage at komme til lufthavnen i morgen, hvor ferien desværre er ved sin afslutning og så vil vi slappe af med en runde golf i dag. De har lovet solskin og 20 grader i dag, hvilket vi har set meget frem til efter de mange dage i kulden oppe i Rocky Mountains. Da vi slår gardinerne fra, er det imidlertid fuldstændig tåget, så forventningerne til dagen daler 🙁 
Da vi har spist morgenmad har solen fået bugt med tågen, så det bliver en rigtig flot solskinsdag og når vi ser mod vest, kan vi se de nu meget hvide bjergtoppe i Rocky Mountain helt klart. Regnen i aftes er åbenbart faldet som sne over bjergene. Det ser flot ud i solskinnet.
Vi kører de ca. 100 km til Airdrie af fuldstændig lige veje gennem landbrugsland. Det meste er høstet og det ser ud til at være raps, som har stået på markerne. Det er et temmelig kedeligt område at køre igennem. Det er alt sammen ens kilometer efter kilometer og vi kan se mange kilometer lige frem af de rette veje. Planlægningen af hvordan vejene skulle gå har tilsyneladende ikke været svær at lave her. De har taget et stykke ternet papir og tegnet vejene efter!
Fremme i Airdrie checker vi ind og finder derefter en golfbane, hvor vi fordriver eftermiddagen. Det er en fin golfbane, men igen er vores resultater ikke noget vi skriver om her 🙂 Vi har mange undskyldninger omkring låne-udstyr og dårlig baneguide! – men hovedsagen er, at vi havde en dejlig eftermiddag og fik slappet af i solen, som vi har savnet så meget.

Overnatning Best Western Airdrie

11. september (Airdrie – København): Det er hjemrejsedag, men vi skal først flyve kl. 15 fra Calgary via Edmonton og Keflavik på Island til København. Vi har derfor en halv dag, som vi skal have fyldt ud med noget, så vi ikke bare skal sidde i lufthavnen og vente. Det bliver i forvejen en lang rejsedag med en del ventetid i lufthavnene.
Under morgenmaden finder vi ud af at der ligger et indkøbscenter på vejen til lufthavnen, som skulle have en speciel forretning for store drenge! Det er en Bass Pro shop, som har alt inden for jagt og fiskeri inklusiv både. Det er jo ikke umiddelbart jagt og fiskeri, som vi bruger mest af vores fritid på denne butik er alligevel en kæmpe oplevelse af besøge. Allerede når man træder ind af dørene er kæberne ved at falde ned. Det er som at træde ind i en kæmpe jagtbjælkehytte med brændeovn og store sofaer og alle trofæerne rundt om på væggene. Trofæerne er ikke alene hovederne af dyrene. Der står også hele bjørne, geder, får, elge og ræve m.v. det er helt vildt flot. Derudover er der et kæmpe akvarium med store ferskvandsfisk og vandfald og klipper. Det er så imponerende at gå rundt og se hele det setup. Det er ikke bare en forretning med varer. Det er en oplevelse 🙂
De har selvfølgelig også en masse fritidstøj, som ikke kun er til jagt og fiskeri, så vi får så sandelig fyldt indkøbskurven op 🙂 Det var måske meget godt, at vi ikke havde en hel dag af hensyn til bankkontoen!
Kl. 13 må vi forlade denne fantastiske butik og køre til lufthavnen, så vi kan nå at aflevere udlejningsbilen inden vi skal checke ind. Det går helt efter planen og det samme gør flyveturene. Det er en lang tur hjem og vi sover efterfølgende 19 timer i træk, så den må have taget en del på kræfterne eller også var det alle indkøbene, der var anstrengende!