Dagbog fra Canada (2010)

1. august (afrejsedag): Endelig er dagen kommet, hvor vi skal rejse til Canada. Vi har glædet os som små børn til igen at skulle ud og bo i camper eller RV, som det hedder i Canada. Flere Lonely Planet guidebøger er tygget igennem og internettet er afsøgt for at være forberedt til det nye land.
Vi skal tidligt op, men det betyder ikke noget, når det bare er for at køre i lufthavnen og ikke på arbejde 😉 Vækkeurene, vi har sat flere til for ikke at sove over os, ringer kl. 4. Det er knap nok lyst uden for, men vi er hurtigt lysvågne! Op til et hurtigt bad og pakke de sidste ting ned i kufferterne. Har vi nu husket det hele? Jo, det har vi nok ellers må vi jo købe os frem, værre er det vel ikke!
Vi er knap nok færdig, da Jørgen står som et spøgelse uden for køkkenvinduet. Han er i god tid, men ser godt nok lidt træt ud den stakkels mand. Vi skynder os at blive færdig og så er det ellers afsted mod lufthavnen. Vi er derinde lidt i 6 og får afleveret kufferterne og går straks op i loungen for at få morgenmad. Det er en dejlig afslappende måde at starte ferien på. for en gang skyld er der ikke mange i loungen. Det er søndag og lidt tidligt, så der er ikke nogen forretningsfolk endnu.
Kvart over 7 går vi til gaten og ombord på SAS flyet til London. I London søger vi også mod loungen. I modsætning til København er det rigtig mange mennesker i Heathrow! Det går dog let igennem det hele og snart sidder vi igen i flyveren. Denne gang Air Canada mod Vancouver. En 9 timers lang flyvetur. Vi fordriver tiden med at se nogle film, sove og høre lydbøger. Selv om det er lang tid at sidde stille, går det nu alligevel forholdsvis hurtigt.
vi lander i Vancouver halv 1 (middag) og tager en taxa ud til vores hotel i downtown. Howard Johnson – Granville Street. Det er et OK hotel med en central beliggenhed. Efter at have smidt kufferterne på værelset og prøvet at kontakte biludlejningen, som desværre har lukket om søndagen, bevæger vi os ud i byen. Vi går mod vandet og havner i Gastown, som er en gammel hyggelig del af Vancouver, med bl.a. et dampdrevet gadeur, som hver time spiller en lille melodi ved hjælp af 5 damp-piber på toppen! Det samler rigtig mange mennesker 😉 Vi er også omkring Chinatown, men der er ikke så meget at se på en søndag, så vi vender tilbage til Gastown og får sen frokost eller tidlig aftensmad om man vil på en fortovs restaurant.
Efter at have nydt maden og en udsøgt betjening går vi langt water front til bl.a. Vancouver convention-hall som er et flot bygningsværk, med sejlkonstruktioner på toppen, så man kan have mistanke om at canadierne har prøvet at gøre Utzons mesterværk fra Sydney efter ;-)) Vi sidder lidt på en bænk og nyder udsigten over vandet til bjergne og Stanley Park, men det skulle vi tilsyneladende ikke have gjort for så overmander trætheden os med et. Pludselig kan vi ikke hænge sammen mere og turen hjem til hotellet bliver rigtig lang og kl. 7 ligger vi i sengen. vi har nu også været oppe i 24 timer, så der er vel ikke noget at sige til at vi er trætte!

(Sol og let skyet ca. 25 grader)

2. august (Vancouver): Vi er vågen et par gange i løbet af natten, men kl. 6 er vi friske og står op. 11 timers søvn har gjort godt! Efter morgenmaden går vi mod Stanley Park, som ligger på en halvø i forbindelse med downtown. Det er et meget stort område, så det er ikke lige til at komme igennem på gåben, ogg vi har derfor besluttet at leje cykler. Vi finder hurtigt et sted, hvor vi bliver udstyret med hver sin mountain-bike og styrthjelm (lovkrav!). Vi vil køre hele parken rundt langs vandet, men har også taget GPSen med, hvor der er downloadet adskillige geo-cacher på og det viser sig at være en stor fordel for “jagten” på geocasherne, får os ind på nogle små stier og til søer inde i midten af parken. Det er et utrolig flot område og snart er vi omgivet at jordegern, som hopper rundt omkring os, gæssene skræpper og ligger på store græsarealer og pludselig møder vi 3 vaskebjørne, en mor med sine 2 unger. Det er mig som først får øje på dem og da jeg kalder på Ulrich og siger, at han skal se vaskebjørne, svarer ham som om han tror jeg er fuld af løgn, men han når heldigvis også at se dem inden de forsvinder i buskadset! Det skal vise sig at det ikke bliver de eneste vi ser. Lidt længere fremme ad stien kommer et forældrepar med 4 unger gående. Det er helt fantastisk at se. På et tidspunkt kommer en så nær, at den snuser til min kamera-linse og puffer lidt til den med poten. Den tror jeg har mad til den, hvilket jeg desværre ikke har, da vi jo ikke lige havde regnet med at skulle møde vaskebjørne – og hvad fodrer man i øvrigt
vaskebjørne med?? Efter vaskebjørnene er der ikke så meget ved jordegernene, selv om det også er søde!
Vi kører rundt i parken og nyder denne til hen på eftermiddagen, hvor vi afleverer cyklerne igen og derefter går og sejler over til Granville Island, som er en lille ø med en masse forskellige kunst-gallerier, restauranter og marked. Det er meget hyggeligt og vi sidder og får igen sen frokost i solen på en bænk med levende musik og udsigt til vandet med en lille lystbådehavn og downtown i baggrunden. Da vi ikke gider sidde mere går vi rundt på øen og ender på det lokale bryggeri, hvor vi lige må smage en øl, inden vi bevæger os hjemad mod hotellet godt møre efter en skøn dag, med forsmag på den natur og dyreliv vi regner med at skulle opleve meget mere af på vores tur rundt i RV.

3. august (Vancouver – Chilliwack): Den store dag er kommet! Vi skal hente camperen (RVen) 😉 Vi har glædet os meget til at se hvordan vores hjem for de næste 3 uger ser ud. Vi har bestilt en til 5 personer, hvor der skulle være 2 dobbeltsenge og et lille sofaarrangement, således at vi ikke skal starte hver dag med at rede seng før vi kan få morgenmad. Det er luksus, men det irriterede os lidt sidst i New Zealand og Australien 😉
Vi kunne jo ikke få kontakt med udlejningsfirmaet i søndags og det var helligdag i går, men vi har fået en mail fra dem, at vi skal kontakte dem telefonisk her til morgen for at aftale tid for afhentning af vognen. Det gør vi straks de åbner kl. 8 og vi får besked på at være der kl. 13.30. Vi skal altså væbne os med tålmodighed hele formiddagen. Tiden går nu forholdvis hurtigt. Vi sidder lang tid over morgenmaden og ser nyheder på fjernsynet. Der er nu 400 små skovbrænde, som vi ikke helt kan lokalisere i går var det 300! Vi spørger servitricen og hun er ude at finde lidt flere oplysning til os fra aviserne. Vi bliver stadig ikke helt klog på det, men det kunne godt se ud til at det er i nærheden af den rute som vi har lagt op til Clearwater, hvor vi har bestilt campingplads i morgenaften!
Efter morgenmaden går vi en tur op og ned ad Robson Street, som er den store forretningsgade i Vancouver. Det er en langsom vågnende by. Butikkerne åbner først kl. 10, så der er lidt dødt. Vi køber endnu en guidebog over nationalparkerne i Rocky Mountains og sætter os på en Starbucks cafe. kl. 12 tjekker vi ud fra hotellet og bestiller herefter en taxi til udlejningsfirmaet Cruise Canada.
Det tager en halv times tid at komme frem, så vi er der lidt før aftalt tid. Hold da op. Vi får lidt af et chok. Der er fyldt med mennesker og kufferter. Det ser ud til at kunne tage lang tid! Der er heldigvis kun 3 i kø foran os, så efter 25 minutter har vi fået udfyldt og underskrevet kontrakt, men vi opdager samtidig at man ikke kan købe sig til alt, som vi ellers sagde hjemmefra, hvis vi havde glemt noget 😉 Ulrich har glemt sit kørekort!!! Hvor dum kan man være 😉 Nå, ulykken er ikke så stor med mindre der sker mig noget! Det er jo alligevel mig, som plejer at køre.
Vi sætter os til at vente på at få udleveret vores hjem/RV. Vi har fået en stor manual til vognen og nu begynder jeg at blive rigtig nervøs og får ondt i maven! Dels er de vogne, som bliver kørt frem megastore og dels er vognen med automatgear, som jeg aldrig har kørt med før. Uha ventetiden bliver lang til at vi kan få opklaret hvor stor vores bil er.
Jeg terper startprocessedure af vognen efter manualen og er absolut ikke rolig. Der går en time, så bliver spændingen udløst, hvad størrelse angår. Den er stor, men heldigvis ikke så stor som de vogne, vi har set andre køre afsted med. Vi får en ultra kort gennemgang af bilens funktioner og så er vi ellers på egen hånd. Vi er meget tilfredse med indretningen. Der er rigtig god plads til os og masser af skabsplads, hvilket var en stor mangelvare i new Zealand og Australien, så nu er det bare at få overstået hvordan vi får startet vognen og hvordan den er at køre! Mavepinen tager til 😉
Jeg sætter mig bag rettet og starter med hjælp fra Ulrich, som har prøvet det før, men som jo ikke kan køre nu p.g.a. manglende kørekort! Vi ruller ud af indkørslen og det går rimelig godt. Jeg skal bare vænne mig til at holde venstre ben i ro, da der jo ikke er nogen kobling! Vi fylder meget på vejen, men det går OK og vi er snart fremme ved vores første stop ved et varehus, hvor vi skal proviantere. Puha – den første tur er overstået og det er gået godt. Jeg skal nok vænne mig til automatgearet og det store ydre!
Efter at have købt ind og fået sen frokost fortsætter vi. Klokken er nu 17 og vi er ikke kommet rigtig ud af Vancouver endnu. Efter 2 timer og et stop mere ved en butik, hvor vi får købt lidt aftensmad, når vi ud på Transcanadian Highway 1. Her kommer nye udfordringer 😉 Der er rigtig mange lastbilen og de overholder bestemt ikke fartgrænsen, så de overhaler hele tiden og hver gang er det med at holde i rettet. De skubber enormt i vores RV! Det er ikke behageligt, men er vel en tilvænningssag 😉
Kl. 20 har jeg ikke lyst til at køre mere. Det har været en lang dag med adrenalinen pumpende 😉 så vi kører ind på en campingplads lige ved siden af highwayen. Det er ikke optimalt i forhold til støj, men det er kun for en enkelt nat, så det går nok.
Vi får pakket ud og indrettet os i vognen og er meget tilfredse. Nu kan ferien for alvor begynde ;-))
Kan iøvrigt tilføje at vi er meget overraskede over prisniveauet på madvarer. Her er væsentlig dyrere end i Danmark!

(Sol og overskyet, men varmt ca. 25 grader)

4. august (Chilliwack – Clearwater): Vi vågner allerede kl. 6. Der er rimelig meget støj fra vejen! Ikke så charmerende, men vi var trætte i går og så nytter det ikke noget at skulle køre længere og finde den helt rette campingplads! Inden vi kommer afsted er klokken alligevel 9. Vi har jo ferie og behøver ikke at jage afsted 😉 Vi skal nordøstpå til Clearwater ved Wells Gray Nationalparken, hvor vi har reserveret en campingplads. Vi følger ruten, som i gamle dage blev brugt af guldgraverne. Den går over bjergene og langs Fraser og Thomson River. Det ville under normale omstændigheder være en rigtig flot tur, men desværre er der p.t. en masse skovbrænde, som vi heldigvis ikke ser, men brændene lægger en røgdis over hele området, så vi kan ikke se specielt langt. Det er virkeligt ærgerligt, men vi kan ikke gøre noget ved det. Vi må blot få det ud af det, som vi kan og vi kan selvfølgelig godt se bjergene og de små byer, som ligner noget taget ud af en western. Vi mangler næsten kun John Waine på hesten. Husene har facader som på cowboyfilm og vi ser da også enkelte mænd med store læderstøvler, vest og cowboyhat! Uden for byerne ligger de skønneste bjælkehuse af rigtig tømmer.
Først hen på eftermiddagen når vi ud af røgdisen. Det er fantastik. Pludselig åbenbarer der sig et landskab så flot med bjergne med sne på toppen og den ene sø efter den anden omgivet af nåleskov. Det er disse syn vi har længtes efter siden New Zealand 😉 Vi kører forbi en masse skilte med advarsler om forskellige dyr, men vi ser nu kun 4 hjorte og et egern, så det er ikke det helt vilde. Men vi er jo kun lige begyndt på vores tur. De store bjørne skal nok komme – håber vi !
Klokken 18 er vi fremme ved vores campingplads i Clearwater. Den ligger helt vidunderligt lige ned til en sø og omgivet af bjergene. Vi når ikke ud at bade, men der en en del som svømmer rundt eller lejer kano og sejler rundt i dem. Her er stille og roligt og idylisk – lige hvad vi har set frem til. Vi hygger os med et par øl i solen og nyder omgivelserne mens vi læser lidt om området. Der står ikke meget i Lonelys planet, men vi starter i morgen med at besøge turistkontoret, så vi kan få flere informationer om vandreture og lignende.
Vi glæder os til i morgen, hvor vi skal ud og vandre i dette flotte område, som bl.a. skulle have en masse vandfald.

(Sol og røgdis, 28 grader)

5. august (Clearwater, Wells Gray NP): Nu er jetjaget tilsyneladende ovre for vi sover helt til kl. 7.30 😉 Vi nyder morgenmaden udenfor vognen. Solen skinner fra en skyfri himmel og det er allerede temmeligt varmt, så det lover godt for dagen. Vi skal ud at se på vandfald i Wells Gray Nationalpark, som vi bor lige uden for.
Vi starter med at køre ned til turistinformationen for at få nogle tips om gode vandreture, da der ikke har været beskrevet så meget i Lonely Planet om netop denne park. De er meget flinke på turistinformationen og giver os kort med indtegnede ruter og attraktioner. Det største eller højeste vandfald i parken – Helmcken Falls – ligger 47 km væk og er det 4. højeste i Canada og på vejen til dette er der også nogle andre vandfald og søer mv., som skulle være et besøg værd. Inden vi sætter os ud i vognen for at køre spørger vi om vi kan købe en bjørne-klokke, som vi har hørt hjemmefra skulle være en god ting for at holde bjørnene på afstand. De har desværre udsolgt, men damen fortæller også at vi ikke skal være bekymret for der er ikke rigtig nogle bjørne i området lige nu. De er taget længere op i bjergene for at spise bær.
Vi begiver os afsted af en vej som alene fører ind i nationalparken. Vi er næsten alene på vejen bortset fra egern, som med jævne mellemrum krydser hen over vejen. Efter 15 km ser vi dog noget som bestemt ikke er et egern. Der står en bjørn på bagbenene og spiser bær i vejkanten! Det er en unge på ca. en meter i højden. Desværre kører jeg for stærkt til at kunne nå at stoppe ud for den. Jeg prøver at bakke, men den er væk og vi tør ikke at gå ud af vognen for en unge er næppe alene og man skal vist ikke spøge med dem! Vi er helt høje. Havde ikke regnet med at skulle se en bjørn allerede inden for den første time i en nationalpark. Det er imidlertid også gået så stærkt, at vi ikke nåede at få kameraerne frem – ærgerligt, men vi får forhåbentlig lejlighed til at se flere bjørne 😉
Første stop herefter bliver ved Spahats Falls. Vandfaldet er ikke noget særligt, men vi fortsætter til et viewpoint, hvor vi kan se ud over bjergene og Clearwater Valley med Clearwater River i bunden og det er bestemt et syn, som er stoppet værd. Det er et storstået syn! Det vil vi gerne se mere af 😉
Vi kører videre og spejder ivrigt efter bjørne, men der er ikke flere, som vil vise sig for os i dag. Næste stop er ved Helmcken Falls. Det er flot og meget højt og vandet tordner ned i en pool i bunden, hvor vandet kastes op i store kaskader og der bratte klippevægge omkring, som falder flere hundrede meter ned.
Vi kører videre ind i nationalparken. Asfaltvejen går nu over i en grusvej, som er temmelig ujævn. Vi føler os helt henført til Costa Rica med deres dårlige veje 😉 Vi er spændt på, om vi også i dag skal have smadret noget. Glemte vist af skrive at da Ulrich åbnede køleskabet i går til frokost røg der en hel bakke æg ud på gulvet og der var ikke et helt æg tilbage, så vi måtte have en stor æggekage til frokost 😉 og da vi åbnede et andet skab om aftenen, var der røget et glaslåg til en gryde. Selv asfaltvejene er ikke alle helt plane her! Nå tilbage til i dag. Vi vil ud for enden af vejen, hvor der ligger en stor sø og nogle udsigtspunkter, som sikkert vil være flotte, så vi fortsætter trods den ujævne vej. Det skulle vi måske ikke have gjort for lige da vi kører ind på parkeringspladsen, som markerer enden af vejen lyder der et ordentligt brag inde fra vognen. Hvad i al verden var det? Vi parkerer og ser at en trælåge er brækket midt over og ligger på gulvet!! Hvad bliver det næste? Vi skal jo også tilbage af den ujævne grusvej!
Det viser sig at søen er ganske ordinær, men vi spiser frokost og går derefter op på et udsigtpunkt, som har en pragtfuld udsigt ud over Clearwater River, som snoer sig nede i dalen. Det var meningen at vi også ville gå en tur rundt om en mindre sø, men turen op til udsigtpunktet var længere og mere anstrengende end vi havde regnet med, så klokken er blevet lidt for meget, så vi kører i stedet tilbage mod Clearwater og gør et sidste stop ved
Dawson Falls, som er utrolig flot. Det ligner et lille Niagara Falls.
Tilbage i Clearwater hælder vi benzin på vognen for anden gang i dag. Det er en tørstig herre!! og når lige at købe ind inden supermarkedet lukker kl, 19. Desværre når vi ikke ind i liquor-shoppen, så vi får heller ikke nogen gin i dag :-((

(Sol hele dagen og varmt, men også diset)

6. august (Clearwater – Jasper): Vi forlader Clearwater kl. 9. Vi skal køre de 320 km til Jasper. Det har regnet en lille smule i nat og det ser også lidt gråt ud her til morgen. Når vi skal køre er det også fint, at det ikke er for varmt, men af hensyn til at nyde landskabet er det rarest med sol!
Vi kører nordpå af Yellowhead Highway, som ligger langs med Thomson River. Det er en meget flot tur med bjerge på begge sider. Efterhånden som vi kommer længere nordpå, bliver bjergene højere og vi kører opad. Ved Mount Robson, som med sine 3954 m er det højeste punkt i Canadian Rockies, holder vi frokostpause. Desværre er vejret ikke rigtig med os. Det begynder at regne, hvilket betyder at vi skal være heldig for at se bjergtoppene omkring os. De ligger indhyldet i skyer.
Lige efter vores frokostpause får vi dog en anden oplevelse. Der står en stor sort bjørn på alle fire i skovkanten lidt oppe fra vejen. Desværre kan vi ikke nå at stoppe, da der ligger en bil lige i halen på os, så endnu engang, når vi ikke at få et billede 😉
Senere passerer vi Yellowhead Pass, som ligger i 1131 meters højde og danner grænsen mellem British Columbia og Alberta. Det betyder også, at vi kommer ind i Jasper National Park, hvor vi skal betale for at opholde os 😉 Vi køber et årskort til 136 dollars, som gælder til alle Canadas Nationalparker og historiske steder, hvilket er den billigste løsning frem for at betale pr. dag.
Fra græsen er der ikke langt til Jasper, hvor vi har reserveret en campingplads – Whistler – for 5 nætter. Den ligger uden for byen og er den største campingplads i området. Vi er lidt spændt på at se den for vi har aldrig været på en campingplads med 781 sites! Det viser sig at være OK. Alle sites ligger i et skovområde og der er pænt langt mellem vognene, så det virker ikke som om der er så mange omkring os. Det eneste minus er, at der er meget langt til baderummene.
Vi får parkeret vognen og orker ikke mere. Vi skal blot sidde og have en gin/tonic. Vi fandt i dag en liquor-store, hvor vi fik købt lidt vin og en gin, som vi nu kan nyde mellem træerne i en solstråle, mens egernene vimser rundt omkring os!

7. august (Jasper): Vi havde sat vækkeuret i dag for vi ville gerne ud til Maligne Lake før alle andre, hvilket vil sige før kl. 10! Vejen derud er en blind vej på 44 km, men den kører gennem et fantastisk flot område langs bl.a. Medicine Lake og der skulle være rigtig gode muligheder for at se vilde dyr, så som bjørne, bjerggeder, råvildt m.v.
Vi er næsten alene på vejen og kan køre ganske stille så vi kan nå at stoppe, hvis der skulle komme et dyr og det gør der! Det første er noget råvildt. Det næste en stor fugl, som vi ikke kender og dernæst det helt store. En sort bjørn, som står og spiser bær i vejsiden ganske tæt på os. Vi standser og sætter katastrofeblinket på, så vi ikke bliver torpederet bagfra. Ulrich hopper ud af vognen. Nu skal han dæleme have det billede 😉 Bjørnen tager ikke synderlig notits af ham. Den spiser blot videre, men der er ikke nogen tvivl om, at den ved vi er der! Der går ikke lang tid før endnu en bil stopper. De ved, at når der holder en bil stille, så er der noget at se/fotografere. Efter yderligere et par minutter fortrækker bjørnen til skoven bag ved og vi kører videre, men en stor oplevelse rigere. Vi har set en af de store sorte bjørne tæt på! Nu mangler vi bare også at se en grizzly bjørn, som er endnu større!
Vi når op til Medicine Lake, som er en speciel sø idet dens niveau afhænger af et underjordisk “flodsystem”, måske det største underjordiske flodsystem i verden. I søens bund er der huller som dræner søen og hvis der ikke kommer nok vand ned fra oven og fra smeltende sne og gletsjere, så drænes søen helt og forsvinder! Vi kører langs Medicine lake, som p.t. i hvert fald ikke er helt drænet. Den er faktisk meget stor og lang. Vi ser de første Marmotter (en lille gnaver, som jeg ikke ved hvad hedder på dansk) her i vejkanten. Det er næsten som at køre i Knuthenborg Safari-park 😉
Ved Maligne Lake, som er den største sø i The Rockies som alene får vand fra gletsjere og den anden største i verden, sætter vi bilen fra os for at gå en tur langs denne. Der er en rute kaldet Mary Schäffer trail. Den er kun 3,7 km lang og går dels langs søen og dels ind i skoven bag ved. Det er en flot tur, men desværre regner det, det meste af turen. På den sidste del af turen ser vi 2 bambier og et større rådyr.
Da vi kører retur af Maligne Valley Road og når Medicine Lake er der total trafikkaos 😉 Der holder biler stille i begge retninger. Det er nogenlunde samme sted hvor vi så marmotter på vejen ud, så vi regner med, at det er dem, som er årsagen til trafikproppen, men det er det ikke! Der er kommet en flok bjerggeder på tværs 😉 Der er en 10 stykker, som hopper rundt på vejen og skrænterne og enkelte lægger sig ovenkøbet på vejen og tager en lur 😉 og turisterne render rundt med deres kameraer og knipser løs. Det er et show uden lige 😉 Efter et kvarters tid begynder bilerne at køre igen og gederne fortrækker til siden af vejen. Vi kan køre videre og nyde udsigten over Medicine Lake.
Senere kører vi fra ved et udsigtstårn, men da det viser sig at vi skal gå langt for at komme til tårnet og det samtidig begynder at regne, vender vi bilen for at køre tilbage til vejen mod Jasper, men lige i det samme kommer en sort bjørn vadende inde fra træerne og over vejen lige foran os. Vi bliver helt forvirrede, men får stoppet bilen og sidder og betragter bjørnen mens den finder bær. Enten er der rigtig mange bjørne her eller også er vi usandsynlige heldige. Nu har vi set 4 sorte bjørne på 3 dage!
Vi fortsætter til Maligne Canyon, men igen kommer der regn, så vi får alene frokost på parkeringspladsen og beslutter, at vi hellere vil komme tilbage i morgen, hvor det forhåbentlig er bedre vejr og kører i stedet ned til Jasper by for at se hvad den byder på og om turistinformationen kan give os mere materiale end vi allerede har.
Regnen er hørt op, da vi når Jasper, og vi går lidt rundt og ser på byen, som er meget hyggelig og er inde på turistinformationen og får nogle brochurer. Efterfølgende kører vi hjem til campingpladsen og slapper af og skriver dagbog!

(Meget skiftende vejr både sol og regnbyger, 20 grader)

8. august (Jasper): Hip hurra det min fødselsdag 😉 Det er jeg ikke i tvivl om, da jeg åbner min telefon. SMSerne vælter ind – skønt. Tak for dem 😉 Det har været en meget kold nat og vi har ikke fået sat os ind i hvordan varmeapparatet i vognen virker, da det ikke har været nødvendigt hidtil, men her oppe i bjergene bliver det vist nødvendigt. Vi trænger til et varmt bad, så vi tager hurtigt lidt tøj på og kører ned til baderummene, som ligger i den anden ende af campingpladsen og nyder at stå under den varme bruser og blive varmet igennem 😉
Da vi er varme og rene 😉 kører vi op til Jasper Tramway og spiser morgenmad holdende på parkeringspladsen! Vi gad ikke køre tilbage på vores site og bruge tid på at parkere igen, da solen i modsætning til i går skinner fra en næsten skyfri himmel, så vi vil udnytte tiden og tage op med svævebanen til Whistlers Mountain, hvorfra der skulle være en fantastik udsigt ud over store dele af Jasper Nationalpark med dens bjerge, floder og turkisfarvede søer.
Der er andre, der har fået samme ide, så vi må stå i kø og vente i en halv times tid før vi kan komme op i svævebanen og nyde den 7 minutter lange tur fra ca. 1100 m til 2277 meters højde over havet. Vi står som sild i en tønde og hører på en guide, som fortæller og udpeger de forskellige bjerge, søer og floder omkring os. Han skal tale hurtigt for at nå det hele! Oppe for enden af svævebanen er der en lille restaurant og så er der mulighed for at gå op til bjergets top i ca. 2500 meters højde. Der skal vi selvfølgelig op! Det er en rimelig let opstigning selv om vi selvfølgelig bliver lidt stakåndet og får varmen på trods af at det heroppe er væsentligt koldere end nede ved byen. Heroppe er der kun 6-7 grader og det blæser nogle steder, så vi er glade for vores ekstra trøje og vindjakker! Der er en fantastik udsigt heroppe fra ud over de omkringliggende bjerge, hvoraf nogle har sne på toppen, og ned i dalene med de mælkehvide og blå floder og turkisfarvede søer og grønne træer. Bjergene er meget forskellige for så vidt angår den del som ligger over trægrænsen. Nogle er helt grå, andre brune og andre igen har et helt vidunderligt farvespænd fra grå over brune, røde og orange nuancer. Blandt andet Pyramide Mountain har alle disse farver og stråler i solen.
Da vi er på vej ned fra toppen trækker en byge ind over os og det blæser op. Det bliver rigtig koldt, men stilner så af og vi får øje på en marmot. Det viser sig ikke at være den eneste. Der er mange rundt på klipperne og de er ikke så sky, så vi kan komme ganske tæt på dem. Egern er her også. De er dog mere sky og meget hurtige! Vi ser også en enkelt chincilla. Skægt at se sådan en i naturen. Jeg havde engang sådan en som kæledyr! Vi sætter os ned for at se nærmere på marmotterne og når vi sidder helt stille kommer de helt hen og snuser til os. På et tidspunkt er der 2 som laver parringsdans lige foran os. Det ser sødt ud. Det ser ud som om de tager en sving om og kysser samtidig 😉
Efter at have studeret marmotternes parringsdans sætter vi os ned på restauranten og får en kop kaffe og lidt frokost og nyder udsigter ud over Jasper, hvorefter vi tager svævebanen ned igen.
Da vi nu har slappet af over frokosten, har vi lyst til at se mere, så vi kører ud til Maligne Canyon, som vi opgav i går på grund af regnvejr. Da klokken er 15, er der ikke så mange på parkeringspladsen og heller ikke på stierne. Maligne Canyon er en limstenskløft omkring 50 meter dyb med vandfald og spændende klippeformationer. Man kan gå langs kløftens sider og over nogle broer, så man kan se ned i den dybe afgrund, hvor vandet buldrer afsted. Vandet kommer fra de underjordiske floder og nogle steder er kløften ikke mere end 2 meter bred, så der er virkelig tryk på vandet og det har skåret sig dybt ned og lavet nogle store “spa-pools” undervejs. Det er dog ikke varmt vand. Det mærkes nogle steder, hvor vandet presser vanddamp og kølig luft op af siderne. Det er en meget flot tur i kløften og vi kan ikke lade være med at tage rigtig mange billeder, da der hele tiden kommer nye flotte klippe og vandmotiver. Efter et par timer har vi dog været kløften igennem og vender tilbage til vores camper for at slappe lidt af inden vi skal ud at spise i anledning af min fødselsdag.
Vi slutter dagen af med en dejlig middag på et steakhouse, hvor vi sidder med udsigt til bjergene og jernbanen. På et tidspunkt kommer et af de mega lange togsæt forbi. Vi har tidligere på dagen set et med 86 vogne sno sig gennem dalen. Det her er endnu længere. Vi tæller 159 vogne! Godt vi ikke holder ved jernbaneoverskæringen 😉
Det var været en fantastisk fødselsdag selv om der ikke kom mange gæster 😉

(Blandet vejr, men mest sol ;-), ca. 25 grader)

9. august (Jasper): Efter et højt aktivitetsniveau i går trænger vi til en dag uden det store
program, så vi beslutter os for at gå ned i møntvaskeriet og få vasket vores tøj og samtidig få oploadet hjemmesiden. De har været smart på vaskeriet for der er både internetadgang (mod betaling) og mulighed for at købe kaffe og brød, og derudover er der også toilet og brusefaciliteter, så det er et rigtigt samlingssted for turister på campingferie! Da det småregner udenfor har vi ikke den store hast med at komme derfra!
Efter vaskeriet oser vi rundt i forretningerne og får købt et sæt bjørneklokker, så vi forhåbentlig ikke bliver overrasket af bjørne, når vi er ude at vandre! Jeg tror ikke helt på den metode, som er vist på You Tube med at sparke bjørnen i skridtet for at jage den væk, så hellere advare bjørnen på forhånd med larmen fra klokkerne 😉
Vi er også rundt i byen og finde geocacher, som bringer os op i villakvartererne bag hovedgaden. Det er meget flotte kvarterer med vidt forskellige huse. Der er vist ikke nogle typehusfirmaer her. De ser specialdesignede ud alle sammen.

(Overskyet og småregn ind i mellem ca. 20 grader)

10. august (Icefields Parkway Jasper – Honeymoon Lake): Vi forlader Jasper i dag for at køre længere sydpå af Icefields Parkway, som går for at være en af de smukkeste vejstrækninger i verden. Vejen,som er 230 km lang, åbnede i 1940 og forbinder Jasper i nord med Lake Louise i syd. Den snoer sig i en dal med mange søer mellem 2 bjergkæder af the Eastern Main Ranges, som udgør the Continental Divide. Hvilket betyder at vandet som løber ned på østsiden af kæderne havner i floder som løber ud i Atlanterhavet og på vestsiden løber det ud i Stillehavet. Bjergene her er de højeste i hele Rocky Mountains.
Inden vi for alvor kører ned af Icefields Parkway gør vi en lille afstikker til Mount Edith, hvor der skulle være en flot vandretur Cavell Meadows på 7-8 km op forbi 2 gletsjere Cavell og Angel. Det er en virkelig smuk tur op gennem nåleskov og store åbne vider med lyng og blomster. Vi starter turen, hvor skyerne hænger meget lavt, men efterhånden som vi kommer længere op i højderne forsvinder skyerne og vi har de skønneste udsigter til gletsjerne og de blå søer og den blå himmel i baggrunden og for det ikke skal være løgn, så kommer der adskellige marmotter og egern hoppende rundt om os mens vi står og nyder udsigten og som om de var betalt modeller poserer de for os ;-). Det er helt eventyrligt at se specielt en af dem sidde på halen med forpoterne hængende ned og vende hovedet først den ene vej og så den anden vej, så vi rigtig kan få taget billeder fra alle sider og med forskellige baggrunde. Den er rigtig sjov og fotogen 😉 Godt det er digitale bileder vi tager, for der blev godt nok knipset nogle gange ;-))
Efter at have vandret op til et endnu højere liggende udsigtspunkt, som dog ikke havde nær så skønt et vue vandrede vi ned igen. Det var nu blevet omkring middagstid og det er åbenbart det fortrukne tidspunkt for de fleste for nede i bunden omkring parkeringspladsen og den korte rute, som kun gik til gletsjersøen var der nu rigtig mange mennesker, så vi fortrak hurtigt fra horden af mennesker og skrigende unger!
Vi fik frokost i vognen og kørte herefter videre til Valley of the Five Lakes, hvor der var en vandretur på ca. 5 km mellem søerne. De første par søer vi passerede var ikke noget særligt, men så pludselig åbnede der sig et sceneri, som man normalt kun ser på turistbrochurer og puslespil. Hold da op. Det var bare så flot. En sø i grønne og blå nuancer med vand så klart at man kunne se bunden, omkrænset af mørkegrønne nåletræer og bjergene med sne på toppen og den blå himmel over det hele. Det var så kæben hang. Det er helt utroligt. To gange på en dag kan man blive helt stum og bare stå stille og nyde et syn og have svært ved at løsrive sig igen.
Vi må dog til sidst løsrive os og fortsætte til Athabasca Falls. Det er også flot men blegner alligevel i forhold til hvad vi ellers har set i dag 😉 Vi fortsætter af Icefields Parkway og må indrømme, at det er noget af det flotteste vi har set. Det kan måle sig med New Zealand, som ellers har stået højt på listen ;-). Vi har adskellige stop ved udsigtspunkter over floder, søer og gletsjere og de imponerende bjerge, som er meget rå og takkede at se på til tider og nogle helt skrå flader, som om de er væltet og andre igen runde og bløde.
Vi havde regnet med at køre helt til Columbia Icefield i dag, dvs. halvvejs til Lake Louise, men det orker vi ikke. Med alle de indtryk vi har fået og 2 pæne lange vandreture må vi sige stop efter 60 km, hvor vi finder en campingplads, som ligger ned til den romantiske sø Honeymoon Lake ;-). Det er en lille plads med kun 40 sites og eneste facilitet er toilet uden vand. Det er det første sted med selvregistrering, så vi er lidt famlende, men finder dog ud af hvordan systemet virker og får udfyldt en kuvert med rette oplysninger og lagt penge i. Vi får den anden sidste plads, så vi skulle ikke være kommet meget senere, så ville det have været forgæves! Vi vælger at købe et site incl. brænde, da vi ikke har lige penge til et uden 😉 så nu skal vi have gang i lejrbålet. Der ligger brænde, men det er vådt, så der kræver lidt at få rigtig ild, men vi sætter os omkring ildstedet med en gin/tonic og hygger os med at lege spejdere. Det er mange år siden vi sidst har siddet omkring et bål, men hyggeligt er det. Desværre begynder det at regne, så vi må spise kotelletterne, som vi har grillet over bålet inde i vognen.

(Solskin det meste af dagen og 25 grader)

11. august (Icefields Parkway, Honeymoon Lake – Lake Louise): Det har været koldt i nat og varmeapparatet har været igang lidt af tiden, men vi ved ikke hvor længe vi kan køre med det, når vi ikke har sat vognen til elektricitet, så vi kryber lidt sammen og sover med bluser på! Det er en flot morgen med blå himmel, men inden vi rigtig kan nyde den skal vi lige have varmen under brusebadet i camperen, som dermed bliver benyttet for første gang. De andre campingpladser vi har ligget på har haft fine badefaciliteter.
Da vi har spist morgenmad vil Ulrich lige ordne bålstedet inden vi kører, men han bliver pludselig afbrudt og råber på mig. Der står en bjørn få meter fra ham inde mellem træerne. Det er en stor sort bjørn! Hurtigt fat i kameraerne og advare naboerne som står og er ved at lave morgenmad uden for deres telt. De er helt rolige. De havde set den 2 gange før i løbet af de 3 dage de havde ligget på pladsen! Vi følger efter bjørnen i behørig afstand. Den går i mellem træerne lige op til camping-“båsene”. Vi er blevet advaret om bjørnene og om at vi under ingen omstændigheder må have fødevarer eller affald uden for vognen, da det øjebliklig vil tiltrække bjørne. Der er overalt stillet bjørne-sikre affaldscontainere op, som skal benyttes. Dem som bor i telt og ikke kan låse deres mad inde, skal hejse maden op i særlige stativer, hvor bjørnene ikke kan nå det!
Efterhånden som vi når rundt på pladsen får vi flere og flere mennesker med, som også vil se og fotografere bjørnen. Det bliver hurtigt et tilløbssstykke med 10-15 personer som følger den på 40-50 meters afstand. Specielt en tysk dame har vi meget sjov med. Hun er så ivrig, men også bange. Hun vil så gerne sige en hel masse til os og veksler mellem tysk og engelsk i befippelse over den bjørn som er så tæt på og hun er så ærgerlig fordi hendes mand er gået ned til søen for at bade og nu ser han den ikke! Heldigvis når han tilbage inden bjørnen er lusket væk, så han ser den også. Vi møder dette tyske par senere på dagen på et udsigtspunkt, hvor de har mødt et andet tysk par og fortæller ivrigt om deres bjørneoplevelse. Sjovt som bjørnen er vokset, nu hvor de skal genfortælle hvad de har set 😉 De kan i føvrigt fortælle at 20 minutter efter at vi havde stået og set på bjørnen sammen, var opsynsmanden for campingpladsen kommet og skudt efter den for at få den væk.
Vi havde ikke regnet med at skulle starte vores morgen med “bjørnejagt”, men nu er vi i hvert fald helt vågne og varmen har vi også fået, så vi er klar til ny oplevelser.
Vi fortsætter af Icefields Parkway og stopper første gang ved Sunwapta Falls. Vi holder flere fotopauser og nyder synet af de mange gletsjere, som stilkker frem oppe fra og på bjergtoppene, inden vi kort før middag når frem til Athabasca Glacier. Vi er oppe i ca. 2200 meters højde og temperaturen er faldet drastisk p.g.a. den megen is som er heromkring. Athabasca gletsjeren er den største i området, men den er bare en lille udløber af Colombia Icefield, som ligger oppe i 3.000 meters højde og dækker et område på 325 km2. Athabasca Glacier er 5,3 km lang og ca. 350 meter tyk på det tykkeste sted, men den smelter forholdsvis hurtigt og trækker sig dermed tilbage mod toppen. Der er markering på grusvejen op til gletsjer-
kanten hvor gletsjeren har gået til igennem årene. Bare fra år 2000 og frem til nu har den trukket sig ca. 100 meter tilbage! Men det er ikke noget nyt fænomen, at den trækker sig tilbage/smelter. Det har den også gjort før vi begyndte at tale om global opvarmning og forudrening omend i lidt langsommere tempo.
Efter at have gået nede omkring bunden af gletsjeren kører vi op til Icefield centret og køber en tur med en specielbygget bus, som kører helt op på gletsjeren. Det er en bus med kæmpe store hjul uden for megen luft i, som kan stå fast på både extrem lodrette flader, på is og som ikke ødelægger isen så meget. At den kan stå fast på extrem lodrette flader oplever vi, da vi inden vi kører ind på selve gletsjeren skal ned ad en bakke med en hældning på omkring 45 grader. Det er lidt skræmmende at se ud af forruden på bussen og føle at man ser lige
ned i afgrunden! Den står imidlertid fast som lovet og vi kører ud på isen, som er både hvid, beskridt og lyseblå og da det er en dag med sol og få skyer løber der små floder ned langs “vejen” af smeltevand. Et godt stykke oppe på gletsjeren standser bussen og vi får lov at gå ud på gletsjeren.
vi skal blot holde os inde for et afmærket område, så vi ikke kommer til skade og falder i gletsjerspalter. Det er hundekoldt heroppe. Isen har kølet luften ned og der er også en pæn vind, så de 20 minutter vi kan være på gletsjeren er rigeligt 😉
På vejen op og ned af gletsjeren fortæller buschaufføren om gletsjeren og hvad vi iøvrigt ser omkring denne. Han fortæller bl.a. at de nåletræer som står lige op af gletsjeren er mellem 300 og 400 år gamle selv om de ikke er mere end 2-3 meter høje. På grund af kulden og den korte sommer vokser de extrem langsomt. Der er kun snefrit fra sidst i maj til oktober og der falder ca. 10 meter sne i løbet af vinteren, så de står for det meste indhyldet i sne, men overlever dog trods alt!
Vi ville også gerne have været på en guidet vandretur på gletsjeren, men det kunne vi ikke nå i dag, da der kun er 2 ture pr. dag en om formiddagen og en om eftermiddagen. Måske kører vi herop en anden dag og tager denne vandretur.
Nede i “varmen” igen fortsætter vi sydpå. Igen gennem smukke landskaber med mange fotostop bl.a er vi oppe ved Bow summit, med en utrolig flot udsigt ud over Peyto Lake, som er den femte største sø i Banff Nationalpark, som vi nu er kommet ind i. Pludselig er der trafikkaos foran os. 15-20 biler holder på kryds og tværs af vejen. Vi ved efterhånden, hvad det betyder! Der er noget at se og sandsynligvis en bjørn 😉 Vi stopper selvfølgelig også. Og jo der er bjørn og denne gang er det ikke kun en bjørn, men hele 3. En mor og hendes 2 børn. Det er et syn for guder med de små teddybjørne rendende rundt og mor gående i adstadigt tempo, mens hun holder øje med dels hvor ungerne er og dels hvor vi er. Vi er klar over, at vi ikke skal for tæt på, når der er unger, men de er jo også søde, så det er svært at holde sig på afstand. Vi betragter og fotograferer dem og har svært ved at komme videre. Da vi synes, vi har set nok, prøver vi at komme videre. Der er virkelig trafikkaos og det tager lidt tid at få opløst
proppen igen. Det lykkes dog til sidst og da vi endelig når Lake Louise er vi godt trætte og køber kun lidt ind og kører derefter direkte til vores campingplads, hvor vi har reserveret i forvejen, hvilket viser sig at være en god disposition for der er helt fyldt op! Vi får hurtig aftensmad og ligger i sengen kl. 21 fuldstændig udmattede efter 2 lange dage med mange oplevelser.

12. august (Lake Louise): Vi sover længe. Ingen vækkeur i dag vi skal bare sove til vi vågner af os selv. Det blev en kold og urolig nat. Vi har fået en plads med elektricitet, så vi kan få varme på, men varmeapparatet larmer noget, hver gang det sætter i gang og desuden ligger jernbanen også ganske tæt på og togene trutter i deres horn med jævne mellemrum så det føles, som om man bliver vækket hvert andet øjeblik. Måske er der gået timer imellem. Jeg ved det ikke! I hvert fald vågner vi ikke rigtigt før kl. 9.30, så vi har da fået nogle tiltrængte timer på ryggen. Det er gråt og kedeligt udenfor og småregner, så vi er ikke gået glip af så meget. Vi har også besluttet, at vi bare skal være i og omkring vognen i dag. Ikke noget med at farte rundt. Forhåbentlig kan vi sidde ude og læse i vores bøger. Morgenvejret lover nu ikke for godt. Mens vi spiser sen morgenmad kommer en dame fra campingpladsen forbi med en seddel om at der kommer et damplokomotiv til byen i dag i anledning af 125 året for etableringen af Banff Nationalpark og The Last Spike (Et tog!). Vi har godt af en gåtur, så vi samler os sammen til at gå de 2-3 km ned til stationen, hvor toget skal komme. Undervejs får vi at vide at toget er forsinket i 45 minutter, så Canada Railways er ikke bedre end DSB ;-). Vi bruger tiden til at se lidt på forretninger og cykeludlejning og med lidt over en times forsinkelse ankommer damplokomotivet. Det er et flot lokomotiv men knap så meget damp, som vi havde forventet.
Tilbage til campingpladsen for at skrive dagbog, som ikke er blevet skrevet de sidste 3 dage. Det er lidt af et job at få indhentet for vi har sådan set oplevet en del på de 3 dage. Håber jeg har husket det hele!
På et tidspunkt skal jeg på toilettet og går hen i toiletbygningen, som ligger 50 meter fra vores camping-“bås”. Jeg har ikke været der lang tid før Ulrich står uden for og råber “du tror det er løgn, men der er en bjørn”. Jeg skynder mig at gøre mig færdig og løber ud til Ulrich, som siger at nu er den gået over vejen og ind i skoven. Vi går nu alligevel op til vejen og der går den stadig rundt og spiser bær i vejkanten. Det er en temmelig stor sort bjørn. (vores 9. bjørn indtil videre). Ulrich havde siddet inde i vognen og læst, da der var kommet en skygge forbi forruden og da skyggen ikke kom forbi sideruden havde han rest sig op for at se hvad det var og så var bjørnen lige neden for ruden og på vej over mod nogle træer 10 meter derfra. Han var blivet temmelig chokeret og ikke nået at få kameraet helt frem før den var gået forbi. Så i stedet løb han over til mig for at fortælle mig at der altså var en bjørn lige uden for døren! Vi havde fået, at vide at der var bjørne på campingpladsen, men havde jo alligevel ikke forventet, at de skulle gå lige forbi vores camper!
Resten af dagen bliver brugt for dagbogen her. Det er hårdt arbejde at indhente 3-4 dage, men nu er det gjort – skønt.

(Regnvejr det meste af dagen 🙁 )

13. august (Lake Louise): Det har været en kold og våd nat og det regner stadig da vi vågner. Trist for så er der ikke så meget ved at vandre, når man for det første bliver våd men for det andet heller ikke se de fantastiske omgivelser så godt. De vil være indhyldet i skyer.
Vi beslutter os for at køre ned til byen og se om vi kan få en internetadgang, så vi kan få oploadet dagbogen til hjemmesiden og også få lagt nogle billeder på internettet. På posthuset kan man købe adgang for 5 dollars for hele dagen. Det lyder jo OK, men det viser sig at være en meget ustabil forbindelse, så efter at have brugt 2-3 timer udenfor, hvor det var lidt koldt og regnede ind i mellem opgav vi at få lagt noget på internettet. Vi fik kun sendt et par mails og tjekket om der lå noget til os i mailboxen.
På turistbureauet så vi vejrudsigten for de næste 5 dage. Det ser heldigvis lovende ud. Imorgen nogen sol og efterfølgende dage fuld sol – jubiii.
Vi kørte senere op til selve søen Lake Louise, som ligger skønt mellem bjerge og gletsjere, men desværre skæmmet af et kæmpe hotel for den ene ende. Vi gik en lille tur her, men så begyndte det igen at regne, så vi vendte tilbage til campingpladsen, hvor vi læste og spillede Bezzer Wizzer resten af dagen.

(Regn det meste af dagen!)

14. august (Lake Louise – Plain of six glaciers og Lake Agnes): Vi har stillet vækkeuret til kl. 6 for med den lovede vejrudsigt skal vi ud at vandre! Da det ringer er det imidlertid helt mørkt, så vi tager en lille time mere på øjet! Nu er det lyst og der er klar blå himmel – skønt, så kan vi komme ud og nyde naturen.
Vi kører op til Lake Louise (søen) og parkerer. Der er ikke mange biler her kl. 8.30, så det er let at parkere vores store camper. Vi vil starte med at gå op til Plain of six Glaciers, som er en tur på ca. 5 km hver vej. Den starter på en fald asfalteret sti langs med søen, hvor der er rimelig mange mennesker, men da vi kommer ned for enden af søen og stien går hen og bliver en grus/skovsti tynder det gevaldigt ud. Vi går ikke alene, men næsten. Stien begynder nu også at gå opad, så den kræver lidt kræfter og vi får hurtigt varmen uden dog at bliver overanstrengt. Stien fører forbi et lille område, hvor der er nogle rette klippevægge, som bliver brugt som øvelsesbane for bjergbestigere. Vi kan se klamperne i klippevæggen, men der er ikke nogle bjergbestigere! Videre op kommer vi gennem områder med flotte blomsterklædte skrænter og gennem nåleskov og udsigten ned til Lake Louises turkise vand og dalen længere nede er betagende. Vi nærmer os de 6 gletsjere og det kan mærkes. Vindene er koldere heroppe. Den ordinære sti ender ved et meget charmerende lille tehus, som er en gammel bjælkehytte. Vi er lige inde og se det og købe en flaske vand, men sætter os ikke, da vi jo næsten lige har fået morgenmad og har en lang tur foran os! Vi fortsætter en kilometer længere op, hvorfra der er en fin udsigt til gletsjerne og søen langt nede. Klokken er nu 10 og da vi begynder at gå ned mod Lake Louise igen kan vi se på stien langt nede, at nu har folk rejst sig fra morgenbordet og fået vandreskoene på. De går næsten lige i halen på hinanden. Vi er glade for at vi var tidligere på den, så vi havde stien næsten for os selv og kunne nyde stilheden.
Et par kilometer nede deler stien sig, så man i stedet for at gå direkte ned til Lake Louise igen kan fortsætte op over en bjergryg og over til Lake Agnes, som vi også har hørt skulle være værd at besøge. Vi føler at vi har “gode ben”, så vi går mod Lake Agnes. Det viser sig at være en noget mere udfordrende tur med store stigninger, så vi må tage nogle små pauser ind imellem og lige få pulsen i ro, men til gengæld er det en rigtig flot tur med nogle fantastiske kik op til gletsjerne og ned på morænelandskaber, hvor man kan se hvordan gletsjerne gennem tiden at skubbet enorme mængder sten og klippeblokke ned gennem dalen, så det næsten ligner menneskeskabte grusgrave eller stenbrud!
Når vi står og puster og der kommer mennesker gående ned siger de alle at vi bare skal gå videre. Det er absolut anstrengelserne værd! Vi har nu heller ikke tænkt os at give op, så hårdt er det heller ikke, men vi skulle måske nok have taget nogle løbeture derhjemme 😉
Da vi når Big Beehive i 2270 meters højde og kan se ned over Lake Louises turkise vand, som glimter i solen og hele Bow Valley med Bow River der snoer sig gennem dalen til den ene side og de hvide gletsjere til den anden side med den blå himmel over, er vi solgte. Det syn er virkelig turen værd. Det er imponerende flot. Vi sætter os på en klippe ud til afgrunden og nyder solens varme og udsynet. Tankerne går helt i stå, man suger blot til sig og kan næsten ikke få nok. Her er helt stille. Kun en vind tager en gang imellem lidt fat i træerne.
Vi må løsrive os og videre. Vi har stadig lang vej igen ned forbi Lake Agnes og Lake Mirror. Det går stejlt nedad af en serpentinersti mod Lake Agnes og de som er på vej op denne vej puster noget. Nu er os som kan fortælle at de vil blive belønnet for deres anstrengelser på toppen 😉
Vel nede ved Lake Agnes, som kaster solens stråler tilbage i grønlige nuancer, sætter vi os ved tehuset og får varm chokolade med marchmellows og en sandwich, mens vi nyder synet ud over søen som er flot, men her er en kødrand af mennesker! Det er lidt for mange for os, men vi kan jo selvfølgelig ikke få alt det skønne for os selv 😉
Turen videre ned til Lake Louise er ikke noget særlig. Det er en bred skovsti og der er mange mennesker, der går både op og ned. Det er “hovedvejen” til Lake Agnes. Helt nede ved Lake Louise og hotellet Fairmont Chateau Lake Louise er der lige så mange mennesker som på Strøget en lørdag formiddag! Mens vi sidder og hviler os i solen kommer et brudepar med følge og stiller op lige ud for os for at blive fotograferet med søen i baggrunden. Vi har set mange brudepar rundt omkring i verden og de ser næsten alle ens ud, men der er alligevel noget specielt over dette par for de har taget deres 2 små hunde med og de er iklædt smoking. Det har vi aldrig set før 😉
Tilbage på campingpladsen trænger vi til at hvile benene, de har trods alt gået 17-18 km, så vi sætter os stille ned med vores bøger i solen og nyder en gin/tonic.

(Sol og lidt skyer 25 grader)

15. august (Lake Louise – Moraine Lake): Vi ville have startet ud tidligt, men var lidt sløve i betrækket, så først kl. 9 var vi oppe ved Moraine Lake, som danner forsidebilledet på Lonely Planet og bagbillede på vores camper. Søen skulle iflg. diverse beskrivelser være flottest om morgen, så vi er lidt bange for at være kommet for sent, men det er vi ikke! WAUW sikke farver. Solen skinner fra en skyfri himmel, så det er helt perfekt med de virkninger det giver i vandet og de omkringliggende bjerge med sne og oppe over det hele den stærke blå himmel. Det er sådan et billede man kun tror muligt ved billedemanipulation. Men her står vi og ser det for os. Aldrig har vi oplevet så intense farver. Det er helt fantastisk og i takt med at solen står højere op på himlen forandres farverne. Hold da op. Nu er vi enige om at vi fundet noget som er smukkere end New Zealand selv om det er svært at slå ;-).
Efterhånden som solen kommer helt op, kommer der også flere mennesker og magien forsvinder i samme takt. Vi fortrækker og kører i stedet over til en stolelift, som bringer os op i Lake Louises skiterræn, altså om vinteren. Nu hvor det er højsommer er det i stedet bjørneland! En stor del af området er spærret af, så grizzly bjørnene kan være i fred for horderne af mennesker, men hvis man har mod på det kan man vandre på nogle få stier. Det anbefales dog at have bjørnespray med og være en støjende gruppe på mindst 4 voksne personer. Vi er hverken støjende eller 4 personer, så vi holder os i et sikkert område og håber at se bjørnene fra stoleliften, hvor vi har hørt fra andre at der er gode muligheder for at se en mor med sine 2 børn. På vejen op er vi dog ikke heldige 🙁 På toppen tager vi en guidet tur på 45 minutter, som vi tror vil bringe os sikkert i nærheden af bjørnene, men det viser sig blot at være en tur, hvor de viser os hvad vi skal være opmærksom på når vi færdes i et område med bjørne dvs spor på at de er i nærheden eller lige har været der og hvad vi skal gøre hvis vi møder en. Det er meget lærerigt, men det var ikke det vi havde regnet med.
Tilbage ved udgangspunktet nyder vi udsigten over til Lake Louise (søen) og Bow Valley og kører herefter ned med liften igen, da jeg desværre har hovedpine og ikke orker at gå længere op til udsigtspunkter.
På vejen ned er vi ved at opgive af se bjørne, da jeg får vendt mig om i liften og set tilbage over en ski bakke og her står de minsandten moren og de 2 børn. Desværre er de et godt stykke væk og vi kan jo ikke vende liften, så vi må nøjes med at hive kikkerten op af rygsækken og se dem gennem denne og den lange telelinse på kameraet 😉
Vi har planer om at ville op til Lake Ohara, som skulle være et helt unikt område, men også rationeret, hvad angår personer, som må komme derop. Kvoten holder man nede ved at lukke vejen op til området og kun lade en bus køre, som man skal booke plads på 3-6 måneder i forvejen. Det har vi selvfølgelig ikke kunnet, da vi ikke vidste nøjagtig hvornår vi ville være her, men vi har en mulighed for at komme med på afbud. Vi kører op til stedet hvorfra bussen afgår for at orientere os nærmere. Der er en dame som fortæller os at det er meget svært at få plads og hvis man skal forsøge sig, skal man være på pletten omkring kl. 7-7.30 om morgenen selv om bussen først kører kl. 8.30. Vi vil forsøge dette en af de nærmeste dage.
Vi har brugt al gassen på camperen, så vi kan ikke få køling i køleskabet og varme i kabinen om natten med mindre vi får fyldt noget mere på. Det får vi klaret inden vi kører op mod Moraine Lake igen. Vi holder dog ind et flot sted og får sen frokost og en lille lur. Moraine Lake er også flot om eftermiddagen, men det er slet ikke den samme magi som om morgenen, så vi er glade for at vi kom herop i morges.
Hjem og tidligt i seng. Forhåbentlig er hovedpinen væk i morgen.

(Høj solskin det meste af dagen, men skyer hen på eftermiddagen. 25 grader)

16. august (Lake Louise): Vågner igen til en skyfri himmel – dejligt! Vi skal have en rimelig afslappende dag, da jeg desværre fortsat har hovedpine. Vi starter med at køre op til Emerald Lake, som er den største sø i Yoho Nationalparken, som støder lige op til Banff Nationalpark, som vi ellers har været i
den sidste lille uge. Det er en almindelig flot sø, som man kan gå rundt om uden de store anstrengelser ca. 5 km. Der er stort set fladt hele vejen rundt! Da vi er nået halvvejs sætter/lægger vi os på en bænk og nyder solen og varmen. Hov glemte at skrive at vi havde et stop på
vejen op til Emerald Lake, hvor vi ventede på et tog. Ja, det lyder skørt men der var faktisk mange som ventede på et tog 😉 Der er nemlig et pas, hvor toget indtil 1907 måtte køre meget stejlt op og det samme ned og det var ikke altid det gik godt, når toget skulle ned igen. Der var flere vildfarende tog! Nogle sweiziske ingeniører blev derfor sat til at finde en løsning og den løsning blev færdig i 1909, hvor toget kører gennem to tunneller, som er lavet som en spiral inde i bjerget og da togene, som tidligere nævnt er rigtig lange op til 2,5 km, så betyder det at man kan stå at se toget køre ind i tunnellen og komme ud længere nede, hvor det kører under sine egne vogne. Det ser meget sjovt ud og det var det vi alle stod og ventede på incl. en hel busfuld turister!
Efter Emerald Lake kørte vi videre til Takakkaw Falls, som er imponerende med sit 254 m fald. Det var dog lidt en udfordring af komme op til vandfaldet for vejen laver pludselig 3 meget skarpe hårdnålesving, som ikke er bygget til en camper af vores størrelse. Det ene sving kunne vi ikke komme rundt i uden at måtte bakke en enkelt gang. Her var jeg rigtig glad for at vi kører med automatgear, for det har den fordel, at man ikke kan komme til at rulle tilbage og der skal ikke findes noget koplingspunkt 😉 Efter at have været helt oppe ved vandfaldet fandt vi også her en bænk og satte os i solen og læste og betragtede vandfald og alle de sjove mennesker, som kom forbi.
Sen eftermiddag kørte vi ned og handlede og ellers hjem til campingpladsen for aftensmad og afslapning. Vi har besluttet at køre ud til Ohara Lake i morgen tidlig og se om vi kan være heldig at komme med på et afbud!

(Sol hele dagen og 27 grader)

17. august Lake Louise – Lake Ohara): Så er det i dag vi skal prøve lykken med Lake Ohara! Vækkeuret er sat til lidt i 6 og det er bare op og børste tænder og så ellers afsted til opsamlingsstedet for bussen ind til Lake Ohara. Morgenmad og morgenbad må vente til vi er på opsamlingsstedet. Yes – Vi er de første, som står ved det lille halvtag og informations-tavle, der udgør opsamlingsstedet for bussen ind til Lake Ohara, som ligger 11 km fra parkeringspladsen. Der er 4 busser om dagen, som kører derind med hver ca. 36 passagerer. 2 om morgenen/formiddagen og 2 om eftermiddagen. Dem om eftermiddagen er alene for dem som vil overnatte inde omkring søen. Vi er på pletten kl. 6.15 og slår om hvem der skal tage den første tørn! Jeg taber og må sætte mig med min bog. Det er temmelig koldt her, hvor solen kun lige er ved at stå op. Efter et kvarters tid kommer Ulrich og tager over og jeg kan gå ned og få varmen, morgenmad mv. og en kop varm kaffe inden det er min tur til at holde vores plads igen! Da jeg kommer tilbage er nummer 2 gruppe kommet. Det er et canadisk par med deres datter. Så er vi 5 til af fylde op på afbud! Herefter kommer 1 par mere fra Italien og derefter 10 støjende kinesere og endnu flere. Det er urealistisk, at så mange skal komme med på afbud, så nogle må enten tage hjem eller gå de 11 km! Alle bliver dog og venter på bussen. Spændingen stiger – kommer vi med eller ikke. Vi står i hvert fald først for! kl. 7.45 kommer bussen og damen fra park Canada fortæller, at der ikke er nogle afbud, men det kan selvfølgelig være at der er nogle, som ikke dukker op. Vi skal skrives op i rækkefølgen, vi er ankommet. Vi får vores førsteplads og canadierne deres andenplads, men så er der nogle som prøver at snyde. Vi udpeger dog nr. 3 og de får deres plads i rækken. Vi krydser fingre! Har det været forgæves at sidder i kulden?
Endelig kl. 8.30 udløses spændingen. Vi og det canadiske par med datteren er kommet med. Resten må gå med uforrettet sag. Vi er jublende glade og det sammen er canadierne. Italienerne hænger lidt med skuffen og vi føler med dem. Måske de kan komme med kl. 10.30? Kineserne starter med at gå ind. Vi tvivler på at de når ret langt. De er tilsyneladende slet ikke forberedt på et hike. Ingen vand og almindelige sko!Vi sidder glade i bussen og giver hinanden high 5 😉 Ilg. Birthe og også en tysker vi har mødt skulle dette være et af de bedste hike, så det ser vi selvfølgelig frem til! Der er dog et problem. Solen er nu stået helt op, men der ligger en dis over området, som gør at sigtbarheden ikke er den bedste 🙁 . Vi har hørt at specielt farverne i søerne heroppe er helt magiske og det kan disen jo ligge en dæmper på, men det kan vi ikke gøre noget ved. Vi er heldige i det hele taget, at komme ind i området og så må vi tage det, som det kommer!
Der er rigtig mange hikes at vælge imellem hvad angår længde og til dels også, hvor krævende de er. Efter hvad jeg husker Birthe har fortalt skulle vi gå op i terrænet, så vi starter langs søen og går op i terrænet ved anden mulighed. Den første ser lige lovlig krævende ud for os! Vi går mellem nåletræer og åbne stykker med masser af blomster og udsigt til Lake Ohara. Flot er det med de omkringliggende bjerge, nogle med is og sne på, men de magiske farver, som vi bl.a. har set på Moraine Lake udebliver p.g.a. disen og bjergene, som ikke lige ligger tæt på, er alene skygger i baggrunden. Vi fortsætter op i højderne. Ikke meget krævende stigninger, men dog så vi får pulsen op og vi begynder at smide nogle af de lag tøj, vi har på. Da vi nærmer os et platou hører vi en helikopter, som nærmer sig. Den kommer rundt om en bjergtop og vi ser en line med en båre under. Det er en redningshelikopter. Altså må der være en tilskadekommen i nærheden. Vi kommer lidt længere op og lige foran os lander helikopteren. Det er lidt mærkeligt at stå lige foran og se en rescue 911, som vi har set på tv, men jo aldrig live!
Vi snakker efterfølgende med 2 rangere, som fortæller at det er en australsk pige, som er kommet galt afsted på netop den rute, som vi valgte fra. Hun er skredet på en nedstigning og brækket benet og fået 2 læsioner i hovedet. På vejen op mødte vi en mand som kom løbende ned og så meget vild ud i øjene. Det viser sig at det var pigens bror, som var løbet efter hjælp! Efter denne oplevelse var vi glade for, at vi ikke havde valgt ruten hen over bjergryggen!
Da vi lige havde sundet os lidt fortsatte vi efter at have konfereret med rangerne om hvor krævende den næste del at vores rute er. Iflg. dem er der kun et lille stykke, hvor vi skal klatre lidt, men ellers er det ikke specielt krævende. Jeg spørger samtidig om der er bjørne i området. Den ældre fortæller, at han har gået i området de seneste 6 somrer og ikke set bjørne andet end på vejen op til Lake Ohara. Det gør os lidt mere rolige for vi må indrømme, at når vi går mellem nåletræerne og ikke kan se så langt frem, så er vi lidt bange for at møde bjørne, specielt her hvor det er grizzly bjørnene, som huserer!
Således beroligt går vi rask videre. Det viser sig, at det ikke er helt rigtig hvad rangerene har sagt. Der er flere steder, hvor vi må klatre lidt og vi kommer også til at gå nogle steder, hvor det er rimelig smalle stier med afgrunden brat ned, men det er nogle fantastiske udsigter vi har. Det er så flot ned over forskellige små søer, som alle har forskellige farver og vandfald og så er vi næsen alene på stierne, så der er kun lydene af vandfaldene, picaernes lidt skræppende pip og de store egerns pippen, der bryder stilheden. Når jeg skriver pippen er det fordi det næsen lyder som fugle der pipper, men i virkeligheden har vi undret os meget for her er næsten ikke nogle fugle. I starten troede vi det var fugle der pippede, men det viste sig at være egernes lyde!
Da vi næste gang skulle vælge om vi skulle op i højderne eller gå nede, valgte vi nede. Den alpine rute, så lige barsk nok ud! Vi kom således igennem et fladt område med små søer og vandløb og pludselig dukkede en porcupine (ved ikke hvad den hedder på dansk) op lige foran os. Sådan en havde vi ikke set før, så den “jagtede” vi lidt for at få et billede af 😉
Vi kunne nu vælge at gå det sidste stykke ned til Lake Ohara og tage bussen ud af området igen, men syntes egentlig, at vi stadig havde “gode ben” og mod på at se mere, så vi bestemte os for at gå videre til Lake McArthur.
Det var en rigtig god beslutning for vi kom igennem et næsten endnu flottere område end hidtil. Intim nåleskov. Det er svært at beskrive, men der er en speciel stemning, når man går igennem tæt nåleskov med grannålene i skovbunden som dæmper alle lyde og mos og løv i alle mulige grønne nuancer og duften af fyrnåle. Det er som at gå igennem et eventyr. På en eller anden måde uvirkeligt.
Efter denne intense stemning og også nogle stigninger, som får pulsen op, når vi frem til McArthur Lake, som absolut også får pulsen op. Det er smukt. Søen har en magisk blå farve og bag den rejser bjergene sig med hvid sne og blå gletsjere. Endnu et fortryllende syn. Vi er rigtig glade for, at vi ikke sparede os, men brugte de sidste kræfter på også at komme herop.
Vi har imidlertid travlt på vejen ned igen. Er ikke helt sikker på, hvor lang tid det vil tage os at komme ned og vi skal nå den sidste bus ud kl. 18.30 ellers skal vi gå yderligere 11 km!!
Vi når dog ned i god tid. Faktisk næsten halvanden time før busafgang, så vi kan nyde en kop varm chokolade og hvile benene, mens vi sidder og kikker ud over Lake Ohara. Det har været en fantastisk dag, selv om vi nu godt kan mærke i ben og fødder, at vi har gået omkring 15 km op og ned i ujævnt terræn! En stor tak til Birthe for tippet om dette hike. Det har virkelig været noget specielt, selv om sigtbarheden ikke har været den hel optimale. Vi får senere at vide, at det ikke er dis men derimod røg fra skovbrænde, som er drevet ind over!
På vejen hjem til campingpladsen stopper vi ved en restaurant for hurtig aftensmad og derefter hjem til et velfortjent og tiltrængt bad og en gin/tonic inden sengen kalder 😉

18. august (Lake Louise – Banff): En mere eller mindre slapperdag. Vi sover længer efter gårsdagens anstrengelser. vi skal alene køre de ca. 55 km til Banff. Så vi har ikke noget hastværk, bortset fra at vi ikke har nogen reservation på campingplads, da alt var optaget hjemmefra i Banff. Vi prøver at ringe og reservere en plads, men det er ikke muligt, så vi må blot køre og håbe på, at vi får en plads. Vi har nogle stop undervejs, men ikke nogle lange, kun lige fotopauser og da vi når frem til Tunnel Mountain campground kl. 13 står der at alt er optaget på et skilt, men vi prøver alligevel at spørge om en plads for natten. Der er kun 2 pladser tilbage. Det er jo alt rigeligt. Vi behøver kun 1 😉
Efter at have siddet lidt og hygget med en kop kaffe i solen kørte vi ned til Banff by og kikkede. Det er en meget hyggelig og flot by, men meget turistet. Det er næsten kun souvenirbutikker, restauranter og cafeer og så kører der hestevogne rundt med turister! Vi finder en Starbuck og sætter os der med hver sin kop kaffe. Her er fri internet, så vi skal have uploaded hjemmesiden her, som ikke er blevet gjort en uges tid og også lagt et fotoalbum op på internettet fra de forløbne 16 dage og selvfølgelig have tjekket emails og nyheder. Vi har travlt, når vi endelig har adgang til omverdenen 😉 Vi må have
endnu en kop kaffe inden vi er færdig med alle vores elektroniske gøremål!
Inden vi kører hjem på campingpladsen skal vi have købt lidt ind, så vi har til de næste par dage, hvor vi ikke rigtig ved hvor vi er henne. Vi skal jo desværre til at tænke på at komme retur mod Vancouver, hvor camperen skal afleveres igen. Vi prøvede i morges telefonisk at få forlænget lejeaftale med 3 dage, men det var ikke muligt, da alle vogne var optaget.
Hjemme på pladsen igen sidder vi i solen og prøver at lægge en køreplan for de sidste 4-5 dage, så vi ender i Vancouver til tiden! Det er lidt sævrt at bedømme på et kort dels hvor langt der er mellem de forskellige steder og dels hvor lang tid det vil tage at køre strækningerne for der er ikke angivelser af om det er snoede bjergveje eller større hovedveje, alle veje er stort set ens på kortet!
Vi bliver dog enige om, at vi har rigelig tid, så vi kan godt tage en ekstra dag i Banff, hvis der er ledigt på campingpladsen, hvilket vi senere får bekræftet at der er, så vi bliver en nat mere.

19. august (Banff): Ikke det store at berette. Vi kørte alene en tur op til The Hoodoos, som er nogle specielle klippeformationer og videre til Minnawanka søen og til Johnston lake og gik en tur rundt om denne og sad i solen.

20. august (Banff – Kootenay Bay): Vi sover længe og da vi endelig står op og går du af vognen er der temmelig tåget og der lugter af røg. I radioavisen hører vi at skovbrandene, som også generede os de første dage op til Wells Grey tilsyneladende har bredt sig og røgen ligger nu over det meste af The Rockies, hvilket også var årsagen til at vi ude ved Lake Ohara ikke havde så fin sigtbarhed, som vi kunne have ønsket os. Det er vores sidste dag i Rocky Mountains, så vi klarer nok lidt røglugt og tåge!
Vi starter med at køre tilbage af Bov Parkway i håb om at se bjørne. Vi ser dog ikke nogen, kun et par “bambier”. Da vi kommer til hovedvej 93 kører vi af den til Radium Hot Springs med stop ved diverse udsigtspunkter og en lille gåtur omkring Marble Canyon, som er en temmelig dyb kløft, som vandet har skåret gennem årene. Det er flotte formationer der kommer ud af det, hvad der imidlertid ikke er flot, er når en skovbrænd har hærget og det er netop det, som er sket i et stort område omkring Marble Canyon. I 40 dage hærgede brænden i 2003. Endnu i dag 7 år efter står hele landskabet og vidner om katastrofen. Der står alene fuldstændig afpillede fyrretræsstammer som sorte pinde og rækker op i luften. Der er intet grønt over 70 cms højde. Der er så småt begyndt at komme fyrretræer og birketræer fra bunden og noget lyng, men der vil gå rigtig mange år før landskabet har reetableret sig.
Næste stop er ved nogle okker “søer”, som for indianerne “i gamle dage” var et nærmest helligt sted. De hørte ånder hviske til dem og de tog okkeren fra jorden og brugte til at male deres tøj og teepier.
Ved Radium Hot Springs var det meningen at vi ville en tur i de varme kilder, men da vi ser at det mere minder om en overfyldt offentlig badeanstalt har vi ikke lyst til at ligge der og flyde, så vi får blot en is og kører herefter videre.
Efter Radium Hot Springs kører vi sydpå langs med Rocky Mountains, men bortset fra skyggerne af bjergene er der ikke så meget at se og vejen er blot lige ud kilometer efter kilometer – lidt kedelig!Lidt før Cranbrook havde vi regnet med at kunne komme vestover til Kootenay Lake, men den vej kan vi ikke finde i virkeligheden kun på kortet, så vi ender med at måtte køre næsten helt ned til grænsen til USA før vi kan komme vestpå. Det var en streg i regneingen på 100-150 km ekstra. Det er ganske vist en flot vej gennem skov og bjerge og vi ser da også en enkelt sort bjørn (nr. 13) på en skærnt langs vejen, men det tager meget lang tid at køre de ekstra kilometrer og da vi når Kootenay Lake og kører langs denne, som er imponerende flot, så er det desværre tusmørke og inden vi når frem til en campingplads i Kootenay Bay er det fuldstændig mørkt. Kl. er kun 9 men vi er begge total møre, så det er lige på hovedet i seng. Det har været en rigtig lang dag på landevejen.

21. august (Kootenay Bay – Merritt): Vi sov længe igen i dag. Trængte åbenbart til det efter den lange dag i går på landevejene, men kl. 10 sidder vi atter i sæderne. Vi behøver dog ikke sidde så længe for det viser sig at der kun er 4-5 km til færgen, som skal sejle os over Kootenay Lake. Det er er sejltur på 35 minutter, men tænk den er gratis! Det er vi aldrig været udsat for før, men sådan er det i Canada med de færger, som sejler over søerne. Det er en mægtig flot tur og solen skinner, så det er en rigtig god begyndelse på dagen. På den anden side af søen kører vi op langs den, så den flotte tur vi gik glip af i går aftes på grund af mørket får vi tildels nu og det er flot. Ved Kaslo kører vi vestpå igen og det er via snoede veje og gennem tæt nåleskov. Der er kun få små byer og de er meget specielle. Nogle lidt cowboy-agtige og andre er som om vi er landet i Tyrol, med huse der fuldstændig ligner
tyrolerhytter med blomster over det hele 😉
Efter at have været med endnu en færge over Arrow Lake, forandrer landskabet sig drastisk. Nu er det ikke tæt nåleskov, men derimod lidt landbrug og majsmarker, som bliver kunstvandet for alt andet her er total svedet af og tørt. Bjergene eller nærmere bakkerne, som det er her er helt gule.
Vi havde regnet med at overnatte mellem Vernon og Kelowna, da der iflg. vores kort så ud til at ligge nogle campingpladsen ned til Okanagan Lake. Det viste sig imidlertid at strækningen mellem de nævnte byer er en lang næsten motorvej med by omkring, så det var absolut ikke særlig charmerende og vi gad ikke at skulle ligge og høre på biler hele natten, så vi fortsatte. Det skulle vi måske ikke have gjort for vi endte på en rigtig motorvej, hvor der ikke var nogle frakørsler og dermed heller ikke nogle campingpladser på en strækning på ca. 100 km, så da vi endelig nåede Merritt var klokken igen blevet næsten 9 og vi var dødtrætte. Til gengæld kan vi så se frem til de sidste 2 dage, hvor vi ikke behøver at køre så langt. For nu har vi kun ca. 250 km til Vancouver.

22. august (Merritt – Whistler): Vi må have vækkeuret til hjælp i dag for vi kan ikke sove hele dagen væk! Vi har sovet som sten oven på de 2 temmelig hårde og lange dage, hvor vi har tilbagelagt omkring 500 km hver dag. I dag skal vi ikke køre så langt, men vi ved jo ikke hvad det er for veje vi skal køre på. Vi vil op til Sea-to-Sky highwayen, som skulle være en meget smuk tur og den vil vi bruge hele i morgen på, så vi skal bare nå til starten omkring Pemberton i dag, hvilket vil sige omkring 200 km tror vi. I dag er vi glade for, at vi tog den lange kedelige tur fra Kelowna til Merritt for nu kan vi starte dagen med en køn tur gennem Sunshine Valley, som er meget tør, så solen må skinne det meste af tiden, bare ikke så meget i dag. Vi veksler mellem at køre i høj solskin og regnvejr, men det er klart, ingen røg og det er rigtig rart for vi har valgt at køre noget af den rute vi startede ud med for ca. 2 uger siden igen fordi der dengang var meget ringe sigtbarhed på grund af skovbrænde, som bragte røg ind over området. Denne gang får vi det fulde udbytte ud af turen selv om vi får lidt regn ind i mellem. Det er en meget flot tur mellem og op over bjergene fra Spences Bridge op ad hovedvej 1 og herefter ned af 99éren til Lillooet og videre til Pemberton, men det er virkelig en bjergvej med både hårnålesving og store stigninger og fald på op til 15%. Det er med at holde tungen lige i munden 😉 Vi nyder udsigten over bjergene og floderne og enkelte søer, men undrer os over det ringe dyreliv. Vi har jo efterhånden vænnet os til at skulle se enten bjørne eller i hvert fald råvildt hver dag. Vi har set en “bambi” i formiddag og så ellers intet, men så pludselig da vi kommer kørende med lav fart gennem en lille landsby (10 huse!) kommer der en sort bjørn luntende hen over vejen 100 meter foran os og bagefter kommer 2 små “teddybjørne”. De kikker alle 3 på os, men lunter bare stille videre ind i vejkanten. Vi kommer helt tæt på og standser. De er gået ind imellem nogle buske, men den store stikker lige hovedet ud til os og rejser sig op på bagbenene. Vi er glade for, at vi er inde i bilen! Efter at have virret lidt med hovedet sætter den sig ned på alle 4 igen og forsvinder ind mellem buskene og vi ser ikke mere til hverken den store eller de små, men vi er glade. Nu har vi set hele 16 bjørne i den fri natur!
Vi havde regnet med at skulle overnatte omkring Pemberton, men der er desværre ikke nogen campingplads, så vi må køre de ekstra ca. 30 km til Whistler, hvor der er en meget fin plads! Prisen er også derefter, men nu orker vi ikke at køre længere, selv om vi kun har kørt 300 km i dag har det alligevel været en lang dag bag rettet, men det har så afgjort været en flot tur.
Efter at have slappet lidt af og fået aftensmad kører vi en tur ned til Whistler by, som var vært ved olympiske vinterleje i februar i år og det kan bestemt ses. Der er mange steder med olympiske ringe ;-), men det er den flotteste og hyggeligste by, vi nogensinde har set. Det er absolut ikke bare et vinterskisted. Alt er flot anlagt med flotte bygninger og blomsterbede og broer så flotte over floderne. Jo det er rigtig smagfuldt og hyggeligt lavet. Vi er lidt kede af, at vi ikke har mere tid, for vi ville gerne være blevet et par dage her!
Vi er inde på en Starbucks og få en kop kaffe og checke mails m.v. og får også bestilt en udlejningsbil til de sidste 4 dage, hvor vi ikke har camperen mere. Vi har besluttet, at vi vil over til Vancouver Island de sidste dage og for ikke at bruge al for megen rejsetid med busser og lign. vil det være lettere med en bil.

23. august (Whistler – Vancouver): Vi forlader Whistler for at køre af den flotte rute kaldet Sea to Sky. I forbindelse med olympiaden er vejen blevet renoveret, så den nu næsten er en motorvej, som kører på siden af bjergskråningerne med vandet nedenfor. Det er en flot tur, men det går stærkt, når vejen nu er blevet “rettet” ud, så der går ikke lang tid før vi er i udkanten af Vancouver, hvor vi kører op ad Capilano Road, som fører både til Suspenstion Bridge og Grouse Mountain. 2 turistattraktioner, som vi gerne vi se. Vi kommer først til Suspention Bridge, men da det er omkring middagstid har alle fundet herop og vi må opgive at finde plads til vores store camper og kører derfor videre op til Grouse Mountain, hvor det heller ikke er let, men til sidst kører vi ned og parkerer i vejsiden og går op til cabineliften, som fører op til bjergtoppen. Der er en flot udsigt ud over Vancouver fra liften, men da vi står som sild i en tønde, er det svært at nyde 😉
På toppen er der derimod god plads. Der er en masse ting, som man kan foretage sig heroppe, hvis man har tegnebogen i orden, så som tandemparagliding, som koster 235 canadiske dollars (ca. 1.400 kr.) eller ziplining, som vi prøvede i Costa Rica, tur op i topppen af en vindmølle eller de gratis ting, som vi er mere til 😉 et fugleshow, hvor de viste bl.a. en hvid ugle, en falk og en ørn, som fløj rundt bland publikum og satte sig på nogle pæle og en ornitolog fortalte om dem. Det var meget interessant og flot at se fuglene på nær hold. De havde også et par grizzlybjørne i en lille indhegning – for lille efter vores smag – som i første omgang bare lå og sov mellem træerne, men anden gang vi kom hen til dem, var de meget aktive og badede i en lille sø. De er rigtig store grizzly-bjørnene, så vi er glade for at det “kun” er sort bjørnene, som vi har set ude i naturen på vores vej. De her er nærmest uhyggelig store!!
Efter at have set hvad vi ville heroppe på Grouse Mountain og sen frokost, tager vi cabineliften ned igen og kører igen ned til Suspension Bridge, men må endnu engang opgive at finde en plads at sætte camperen på, så vi opgiver og kører til campingpladsen i Burnaby, hvor vi har bestilt plads i forvejen. Den ligger forholdvis tæt på udlejningsfirmaet, hvor vi i morgen skal aflevere camperen, så det er meget praktisk.
Ulrich vasker camperen og jeg vasker tøj på vaskeriet, så vi har tøj til de sidste dage!

24. august (Vancouver – Vancouver Island): Efter morgenmaden kører vi ud til Cruise Canada og afleverer camperen. Det er lidt vemodigt. Det er utrolig dejligt at køre rundt med huset på ryggen og denne camper har været endnu bedre end dem vi kørte rundt i i New Zealand og Australien. Noget større og meget bedre indrettet, så vi ikke skulle rede senge for at kunne få morgenmad!
Det går forbavsende hurtigt med at aflevere camperen i forhold til at afhente den, så i løbet af et kvarter, sidder vi blot og vener på en taxa, som kan køre os til lufthavnen, hvor vi har bestilt en “alm.” bil, som vi kan køre videre i de sidste 4 dage. Det var jo desværre ikke muligt at forlænge kontrakten på camperen. I lufthavnen hos Budget går det derimod ikke så let med at få den alm. bil. Vi har bestilt den til kl. 12 og er der allerede kl. 10 og det giver dem åbenbart problemer! Vi må sidde og vente over en time. Da vi endelig får anvist vores bil får vi lidt et chok. På hjemmesiden har vi bestilt en Ford Escape, som ligner en alm. 4 hjulstrukken vogn, som vi ser i Danmark, men den bil som vi får er en Ford Flexi, hvor der er plads til 7 personer. Den er vild grim udefra, så vi døber den straks ugly-bugly, men indvendig er det vild luksus. Lædersæder og træpaneler. Videoskærme til bagsædepassagererne. Førersædet indstilles og kører selv frem og tilbage, når nøglen sættes i tændingslåsen. Klimaanlæg, satelitradio osv osv. Er lidt overvældet over den ydre størrelse, men den er suveræn at køre! Den er også med automatgear, men det er jeg blevet helt glad for 😉
Så er vi on the road again! Vi styrer straks mod færgen til Vancouver Island, hvor vi vil bruge de sidste dage af ferien. Færgeturen tager 2 timer fra Tsawwassen til Nanaimo. Det er en flot tur mellem fastlandet og øerne og vi kan sidde på dækket og nyde solen.
På Vancouver Island styrer vi strak vestover mod Tofino på vestkysten, hvor der er ca. 200 km. Det er en flot tur over bjergene men en meget snoet vej, som tager lang tid at køre, så da vi når infocentret hvor vejen deler sig mod Tofino og Ucluelet er klokken halv 7 om aftenen og centret lukker kl. 7. Vi har ikke reserveret noget hotelværelse men ved at de kan hjælpe! De har en pc med en hjemmeside, som viser hvilke hoteller og B&B, som er ledige og til hvilken pris. Der er ikke et værelse at få i Tofino. Jo det vil sige, hvis man vil give mellem 300 og 650 dollars så er det muligt, men det vil vi ikke, så vi må se på Ucluelet. Her er der B&B for 100 dollars eller cottage for 120. Vi vælger cottage og ringer for at få bekræftet at de har plads. Det har de og vi kører straks til Pacific Coast Cottages. Det viser sig at være et flot nyt lille sommerhus, med stort køkken og stue i et med gasbrændeovn og stort soveværelse og badeværelse. Det er helt OK for os 😉
Efter lige at have stillet kufferterne ind, kører vi en tur ned i “byen”, der er ikke ret meget og ender ude ved et fyrtårn, hvor vi går en tur og kikker ud over vandet. Det er en flot aften med skyfri himmel, men lidt blæsende her ude ved vandet. Mens vi står her og nyder udsigten over vandet og klipperne og de små øer ud for kysten ser vi pludselig spøjt ude på havet, som ikke er fra bølgerne. Det er hvalers ånde! Tænk vi kan stå her på stranden og se hvalers ånde og med et springer de også op af vandet. vi må godt nok have kikkerten til hjælp for at være sikker på at det er det vi ser, men den er god nok. Det er humpback-hvaler, som springer for øjnene af os. Det er for vildt. vi havde regnet med, at vi skulle ud med en båd for at se dette syn! Vi tager nu nok alligevel ud med en båd, så vi kan komme tættere på dem, men det er fantastisk at stå her og se dem lege!

25. august (Tofino): Vi har sovet rigtig godt. Det er trods alt bedre at sove i en rigtig seng end i camperen 😉 og så er her helt stille – ingen tog i baghaven, hvilket der har været i stort set alle campingpladserne! Vi kører de ca. 35 km ud langs kysten til Tofino med et par stop undervejs ved bl.a. Long Beach, hvor der er den skønneste strand med små øer ud for og sand så langt øjet rækker, men ingen mennesker på trods af at det er højsæson nu! Forklaringen er måske at vandet kun er ca. 10 grader varmt, så det indbyder ikke ligefrem til badning. Vi ser dog nogle enkelte surfere ligge og vente på den helt rigtige bølge! I Tofino går vi lidt rundt og orienterer os. Det er en sjov lille by med en del butikker, men mest forskellige bureauet, som sælger de 3 klassiske ture, Whalewatching, Bearwhatching og Hot Springs. Vi har set bjørne nok nu, men på trods af at vi i aftes så hvalerne springe ud for kysten, vil vi gerne ud på en bådtur, hvor vi forhåbentlig kommer tættere på hvalerne! Vi sætter os på en typiske backpackercafe med tilknyttet turbureau. Her kommer rigtig mange sjove personligheder, som er et studie værd 😉 Tofino var oprindelig et backpackersted, men har de seneste år udviklet sig og også fået top-end hoteller, så publikum er meget blandet nu.
Vi finder et bureau og bestiller en hvaltur til kl. 4. Det giver os tid til at gå lidt mere rundt og nyde de skønne små havne med turbåde og fiskebåde. Vi spiser frokost på en restaurant, som ligger lige ned til en mole, hvor en fiskebåd lige er kommet ind og nu skal fiskene renses. De har fanget nogle rigtig flotte store laks på 6-10 kg stykket og en par helleflyndere, hvoraf den ene er på 22 kg. Den er enorm stor. Nok en meter lang. De er tydeligvis stolte af den fangst for den bliver fotograferet gentagne gange 😉
Klokke halv fire er vi klar til vores hvaltur. Vi skal på en lille hurtiggående båd, hvor der er plads til 12 passagerer, men vi er kun 10. vi kan sidde både ude og inde, men finder hurtig ud af at pladserne udenfor ikke er særlig anvendelig i de bølger vi kommer ud i 😉 Det sprøjter konstant ind over siden og op på vinduerne omkring cabinen. Skipper siger godt nok at det er en forholdvis rolig dag, men så vil vi da nødig være ombord, når det ikke er en rolig dag!! Det er med at holde fast for ikke at blive kastet rundt!
Heldigvis bliver ingen af os søsyge. Vi starter med at sejle indenskærs, hvor vi bl.a. ser en Bald Eagle. Skipper søger herefter efter nogle gråhvaler, som han har set i området på hans tidligere tur i dag. Vi finder et par stykker, men ser ikke så meget af dem. Kun deres vandsprøjt fra åndehullet og fra tid til anden et lille rygstykke og lidt hale! Så er humpback-hvalerne sjovere for det er dem som springer op af vandet. Dem sejler vi herefter ud for at finde. De er ude i den åbne sø, så her er det med at holde fast i alt hvad der kan holdes fast i for her går søen virkelig høj! Der går ikke længe før vi ser de første sprøjt og sejler mod dem, men hver gang vi kommer tæt på dykker hvalerne, så vi ser kun deres spring på afstand, men det er stadig en stor oplevelse og alle på båden er helt oppe på mærkerne for at se mest muligt. Skipper inklusiv, så det ender også med at vi kommer en halv time senere ind end planlagt, da vi alle har svært ved at slippe hvalerne. På vejen ind til Tofino sejler vi ind til nogle små øer, hvor der ligger søløver og dovner i solen og skipper prøver også at finde en hav-odder til os, men det lykkes desværre ikke.
Tilbage i Tofino anbefaler skipper en grill, hvor man kan få nogle fantastiske lakseburgere, så der kører vi ud for aftensmad. De er virkelig gode. Herefter er vi trætte og kører hjem til vores sommerhus og hygger.

26. august (Ucluelet – Parksville): I dag vil vi blive i Uclueletområdet og se hvad det byder på. Selve byen her er ikke så koncentreret som Tofino og der er heller ikke så mange forretninger og restauranter for den sags skyld, men der er nogle små havne med turbåde og fiskebåde. Vi trænger til at røre os i dag, så vi kører ud til fyrtårnet, hvorfra vi så hvaler forleden aften. Her er der en sti langs kysten, som vi vil gå. Det er med udsigt til klipperne, hvor bølgerne slår ind og en masse små øer og vige. En flot tur.
Ved frokosttid kører vi ud til Wichaninnish Beach, hvor der skulle ligge en god restaurant. Det er også tilfældet vi får en dejlig seafood chowder. Restauranten er bygget på pæle ud over vandet, så vi har en pragtfuld udsigt til stranden og havet.
Da vi allerede skal hjem i morgen og der er omkring 200 km til færgen, vil vi køre mod færgen og finde et motel eller hotel på vejen, så vi ikke har så langt at køre i morgen, hvor vi skal med færgen kl. 10.15.
På vejen mod Nanaimo standser vi ved en skov, som består af 300-800 år gamle douglas fyrtræer. De er enorme. Det største, som er 800 år gammel er 76 meter højt og 9 meter i omkreds, men der er mange som er næsten lige så store. Det er et specielt område at gå i. Det er næsten som en filmkulisse, a la Jurassic Park, hvor man forventer en dinosauro komme ud mellem træerne. Det er en skov som får lov at stå urørt hen bortset fra de stier, som vi går på. De væltede træer som ligger på skovbunden er alle dækket af et tykt lag mos og bregner. Alle lyde er dæmpede og solstrålerne kan kun få steder nå skovbunden, så det giver en helt speciel stemning at være blandet alle de gamle, store træer, som også stod her, da Columbus i 1492 kom hertil! En sjov tanke 😉
vi fortsætter til Parksville, hvor vi finder et motel og en god restaurant, hvor vi får vores afskedsmiddag. I morgen er desværre hjemrejsedag og den bliver sej!

27. august (Parksville – København): Som sagt skal vi desværre hjem i dag. Mentalt er vi slet ikke klar til det, men vi må hjem og arbejde, så vi kan skrabe nogle penge sammen til at tage herover igen 😉
Vi skal med færgen fra Nanaimo kl. 10.15, så straks efter morgenmaden kører vi mod færgelejet og er der i god tid, men det viser sig at være godt at vi har reserveret i forvejen for ombord på færgen hører vi at den er helt fyldt og de næste 2 afgange ligeså, så havde vi ikke fået plads på denne færge havde vi ikke nået vores flyver hjem i eftermiddag!
Mens vi sidder på færgen indløber der imidlertid en en SMS fra SAS, som vi ikke er helt begejstret for. De har aflyst vores fly fra London til København i morgen, så nu ved vi ikke, hvornår vi kan komme det sidste stykke hjem! Surt show, men der viser sig vel en løsning. Vi kan i hvert fald ikke gøre så meget herfra, hvor vi er!
Aflevering af vores bil i lufthavnen tager 5 minutter og flyet går til tiden og da vi samtidig med in-check får bordingpas til et senere fly fra London til København er alt vel bortset fra, at vi får et noget længere ophold i London og dermed kommer 2½ time senere hjem, men det klarer vi nok. Vi har en pragtfuld ferie at tænke tilbage på ;-).

Du kan se vores samlede rejserute på et kort her!