Dagbog fra Australien (2013)

20. august: Vi skal flyve via Singapore til Darwin med Singapore airlines. Gruer for den lange rejsetid ca. 20 timer, men vi glæder os begge enormt til at vende tilbage til Australien.
Starter hjemmefra kl. 9 og skal flyve fra Kastrup kl. 12.30. Alt er gået efter planen. Vi er nået til Singapore, hvor vi har 3 1/2 times ophold inden den sidste strækning på 4 1/2 time til Darwin. Servicen om bord har været fantastisk. Smilende og venlige stewardesser og dejlig mad. Singapore airlines har absolut ikke sparet på deres service, som de fleste andre selskaber – skønt. 
Fra Singapore fløj vi også rettidigt videre til Darwin. Vi var efterhånden godt trætte og selv om det var dårlige sæder og ringe plads til Ulrichs lange ben fik vi sovet det meste af turen på 4 ½ time.
Fremme i Darwin tog vi en taxa til vores hotel Travelodge Mirambeena Resort, hvor vi fik et udmærket værelse efter dog først at være vist op på et, hvor der boede en dame i forvejen 🙂 Vi gik en lille tur i byen, fik aftensmad og en dukkert i poolen og selvfølgelig en gin/tonic, mens vi så på flyvende hunde, som svævede over hovederne på os og landede i palmerne, inden vi gik i seng fuldstændig udmattede. 24 timer fra vi tog hjemmefra og til vi var på hotellet havde tæret på kræfterne!

22. august (Darwin): Vi har begge været vågne nogle gange i løbet af natten, men også faldet i søvn igen, så da vækkeuret ringer er vi nogenlunde klar til at komme ud at se lidt mere af Darwin end vi så i går aftes. Morgenmaden nød vi udenfor på hotellets restaurant omgivet af palmer og et lille pungdyr, vist nok en possum, sad og kikkede på os fra en palmegren.
Om formiddagen gik vi lidt rundt i nærområdet og fandt ned til kysten, hvor jeg egentligt havde troet, der var en strand, men hvor der alene var en park og en skrænt ned til vandet. Det var hurtigt overset og så tog vi i stedet en hop-on hop-off bus, som vi har for vane, når vi kommer til større byer, som vi ikke har besøgt før. Det tog en time at køre rundt og få overblikket over byen. Darwin er ikke noget specielt charmerende sted. Der er meget tørt overalt og da byen dels har været bombet synder og sammen under 2. Verdenskrig og efterfølgende næsten totalt udslettet i 1974 efter en cyklon som jævnede 90% af alle bygninger, så er der ikke meget at se eller fortælle om. Det er en temmelig stor multietnisk by med ca. 120.000 indbyggere, så det er svært her at sige hvem der er lokal og hvem der er turist bortset fra kameraerne på maven 🙂 Det er imidlertid forfærdeligt at se på alle de hjemløs, som sidder og tigger eller hænger ud i parkerne og er berusede. Det er stort set alle aboriginere – altså de oprindelige australiere!
Vi stod af på waterfront og gik lidt rundt omkring bølgebadet, som er bygget her, da der næsten aldrig er bølger på havet og det i øvrigt kan være farligt at bade i havet på grund af hajer, krokodiller og box jellyfish! Det er et meget flot nyt område med restauranter omkring og på molerne. Vi fandt et skyggefuldt sted, da solen er meget skarp og varm (33 i skyggen) og fik en kold øl. Det var lige til at holde ud :-). Efterfølgende tog vi bussen til downtown for frokost og derefter vi ud til Mindil Beach, som er byens bedste strand. Det er en pæn stor strand, men der var ikke ret mange mennesker, måske fordi de alle var oppe til marked, som holdes her ved stranden hver torsdag og søndag. Der var hundredvis af boder, som solgte alt fra mad til hatte, smykker og malerier. Det var et meget broget marked og der kom rigtig mange sjove typer. Så det at se på menneskene var næsten sjovere end at se på varerne, der blev udbudt! Vi havde dog stadig trætheden i øjnene efter den lange flyvetur, så vi var der ikke så lang tid før vi tog en bus hjem til hotellet og hvilede lidt inden vi gik i byen og fik en skøn middag på en af byen gode restauranter. Vi nød at sidde udenfor under træerne og nyde aftenvarmen, men glæden varede desværre ikke længe. Det begyndte pludselig at regne. Først kun et par dråber, som bare var hyggeligt, men pludselig blev sluserne åbnet og vi måtte alle flygte ind i restauranten og nyde resten af vores mad herinde, mens regnen silede ned udenfor. Det skal siges, at det er meget usædvanligt, at det regner i Darwin i august. Indtil nu var der ikke faldet en dråbe og tjenerne var også meget overraskede. Regntiden eller deres vinter plejer ikke at sætte ind før 1. Oktober!
Vi sad længe og ventede på, at regnen skulle stilne af, men til sidst måtte vi ud i den og finde hjem til hotellet. Vi blev nu ikke så forfærdelig våde for næsten alle husene har overdækkede facader, som vi kunne gå under.

23. august (Darwin – Corroboree): Vækkeuret ringer allerede kl. 6.15, da vi skal hente camperen, som skal være vores hjem de næste 9 dage, kl. 8. Det er helt mørkt, så vi kan ikke se, hvordan vejret er, men det regner da i hvert fald ikke mere.
Omkring kl. 7 bliver det lyst. Det er overskyet, men ser ikke ud til regn, så det er til at holde ud.
Det tager et par timer at få hentet camperen, da der er nogle problemerne med strømmen på den. Vi vil være sikker på, at vi ikke kører af sted med en vogn med problemer, så vi må have den sat til strøm et godt stykke tid for at lade batteriet til indendørs belysning mv. Med et par mænd som kommer med hver deres ideer om hvad der skal til, lykkes det at få strøm på alt hvad, der skal strøm til og vi kan komme af sted til første stop, som er Woolworths – et supermarked, hvor vi skal købe mad ind til de næste mange dage, da vi ikke er sikre på, at der vil være de store muligheder for at få provianteret i de nationalparker, som vi skal besøge. Der er omkring 25 km til supermarkedet, men da vi først kører den forkerte vej og jeg lige skal vænne mig til at køre i venstre side af vejen tager det sin tid 🙂
Da indkøbene er overstået, er vi endelig ”On the road again”. Vi kører mod Kakadu Nationalpark, som ligger ca. 220 km øst for Darwin. Nu er det først at ferien rigtig begynder 🙂 Vi er frie som fuglen og rejser rundt med huset på ryggen. Det er bare skønt.
Vores første afstikker fra hovedvejen er ved Fogg Dam, som er en vej der er hævet over vådområdet, som ellers strækker sig, så langt øjet rækker. Lige nu er det imidlertid forholdsvist tørt, da det er sidst på den tørre sæson, så det er mere vandhuller end egentligt vådområde. Området er hjemsted for et utal af fugle og der skulle også være krokodiller, så det er ikke tilladt at gå på vejen! Ved et lille udsigtspunkt er der et opslag, som fortæller at området også er hjemsted for vandrotter og vand python-slanger. Der er ca. 100.000 vandrotter og 800 vand python-slanger pr. kvadratkilometer. Vi ser en enkelt slange, men den er heldigvis død! Fugle ser vi rigtig mange af. Der er både store og små og flotte er de, men vi kender ikke navnene på bare halvdelen af dem!
Fogg Dam har givet os blod på tanden for at se flere dyr, så et skilt der reklamerer for Jumping Crocodiles på Adelaide River, lokker os til at køre flere kilometer ud af en grusvej ud til Adelaide River Cruise. Der er en lille bitte overdækket bod med krokodille-souvenir og en dame bag et bord, som skriver os op på listen over passagerer og indkasserer 70 dollars for en time på floden. Vi er kun 16, som skal med, så der bliver god plads på båden, som kan tage 30 passagerer.
Et kvarter senere sejler vi ud. Skipper har helt styr på, hvor krokodillerne holder til, så vi har ikke sejlet længe før han udpeger en lille baby-krokodille, som ligger på en gren hen over vandet. Snart dukker den første store hun krokodiller også op langs båden. Skipper sætter et stykke kød for enden af en stang og holder den hen over vandoverfladen. Det får straks en krokodille til at være interesseret. Øjnene følger kødet og snart åbner gabet sig også og de store tænder løber i vand 🙂 Skipper hæver kødet og krokodillen snapper efter det. Skipper holder kødet højere over vandet og pludselig er det, som om krokodillen kan gå på vandet. Den springer helt op af vandet, tænderne klappen sammen om kødet og den synker ned i vandet igen. Skipper vil ikke overfodre krokodillerne, så de ikke søger føde på sædvanlig vis, så vi sejler videre. Inden på bredden ligger en enorm stor han og slikker sol. Den har gravet sig lidt ned i mudderet og ænser os ikke. Ifølge skipper har den spist en gris for 4-5 dagen siden, så den er ikke sulten!
Vi får glæde af at se flere store og små krokodiller springe op af vandet efter kød. Det er meget underholdende, men også lidt skræmmende for de er så tæt på os, at de nogle gange slår hovederne mod bådkanten, når de falder ned i vandet igen. Der er ikke noget med at holde hænder og arme uden for rælingen!
Ud over krokodillerne, ser vi også havørne og whistling kites (ørnefugle, som jeg ikke kender det danske navn for), som flyver over floden og sætter sig i træerne tæt på bredden. De er enormt flotte. Skipper kan også få dem til at flyver ganske tæt forbi båden ved at kaste mad op til dem, som de griber i luften med kløerne. Ganske imponerende syn.
Da vi er på vej hjem kommer en stor træstamme langsomt glidende gennem vandet mod os. Eller det ligner det, men det er Brutus. En enorm stor han krokodille, som kan være temmelig aggressiv. Den glider tæt forbi båden og skipper sejler båden op på bredden og lokker Brutus efter os med et stykke kød på stangen. Han vil have at vi skal se Brutus i sin fulde længde inde ved bredden! Vi står alle klar med kameraerne for at forevige Brutus spring efter kødet.

Det bliver et fantastisk syn med det store dyr, som springer efter kødet, men idet den springer, slår den også med halen, hvilket resulterer i at der kommer en gevaldig bølge af vand ind over os alle og desværre også kameraerne. 

Vi fleste af os er dyngvåde og desværre har kameraerne også fået vand, men vi er alle så imponerede over synet af den store krokodiller, at vi ikke gør det store ud af, at vi er blevet våde af mudret flodvand. Vi er dog spændte på om kameraerne har taget skade og om vi kan tage flere billeder gennem de våde linser!
Vi er snart på vej hjem igen. En time er gået eventyrlig hurtig med skiftevis spænding omkring springende krokodiller og flyvende ørne, der fanger madding i kløerne. Det har været en fantastik oplevelse.
Tilbage på Arnhem highway kører vi videre mod Kakadu, men gør holdt ved Window on the wetlands visitorcenter, som ligger højt hævet over området på en klippe. Vi har en fantastisk udsigt ud over vådområdet, som engang er forsøgt tilplantet med ris. Projektet blev dog lukket ned igen i 1964 af uvis hvilken årsag. I dag er det nationalpark med masser af fugle.
Ved Corroboree finder vi en campingplads og gør holdt for natten.

24. august (Corroboree – Jabiru i Kakadu Nationalpark): Vi sov længe i dag. Havde egentlig forventet at det ville blive en rigtig varm nat, men det var ganske behageligt. Vi måtte endda have dynerne over os 🙂 Der er ca. 32 grader i skyggen om dagen og om aftenen holder temperaturen sig også pænt højt, så vi må have gang i airconditioningen i camperen, når vi sætter os ind. Der kommer myg og andre insekter, så snart solen går ned, så det er ikke så behageligt at sidde ude.
Vi kørte det sidste stykke til Jabiru, som er byen midt i Kakadu Nationalpark. På vejen stoppede vi ved 2 vådområder for at se på fugle. Det første gik vi en 4,5 km lang tur omkring og fik ud over en masse fugle også set 5 kænguruer. Den ene stod og kikkede på os ganske tæt ved. Først da vi var omkring 20 meter fra den sprang den væk. Det er nu sjovt at være så tæt på de vilde dyr. Det var hele turen værd selv om det var lige midt i middagsheden, hvor solen stod ned fra en skyfri himmel og termometeret viste 33 grader. Der er ikke så høj luftfugtighed, så det er til at holde ud, men der skal noget vand til, når man går rundt.
Vi overnatter på Kakadu Lodge campingplads, som ligger lige i udkanten af Jabiru. Jabiru er oprindelig en by for arbejderne i den nærliggende uran-mine, men er også blevet udgangspunkt for turisterne i Kakadu Nationalpark med et par campingpladser og et par hoteller.

25. august (Jabiru): Det har været lidt af en slapper dag. Vi kørte først på dagen op til Ubirr Rock, som er hellige aboriginer klipper med hulemalerier, som kan dateres op til 2.000 år tilbage. Der var mange velbevarede tegninger af dyr og mennesker på klippevæggene og fra toppen af klipperne var der en flot udsigt ud over et omkringliggende landskab, som for en stor del er vådområde. Det mest spændende her for os, var at vi så en mini-kænguru hoppe rundt på klipperne 🙂
Efterfølgende spiste vi frokost ved søen i Jabiru og blev underholdt af en masse kakaduer, som skrabbede op og badede under en vandspreder. Resten af dagen slappede vi af på campingpladsen og gik tidligt i seng.

26. august (Jabiru – Cooinda): Hold op en dag 🙂 Det har absolut været en af de bedre. Vi havde besluttet at stå tidligt op, da vi også gik tidligt i seng i går, så vækkeuret ringede kl. 6.30. Ja, for os er det tidligt, når vi har ferie :-). Vi startede ud med at køre til Nourlangie Rock for at se på flere hulemalerier. På vejen dertil så vi 2 dingoer (vilde hunde) i vejsiden og ligeledes nogle kænguruer. Vi skal nok være tidlig oppe for at være heldige at se dyr her oppe i det tropiske nord.
Hulemalerierne ved Nourlangie Rock var endnu ældre end dem vi så i går. Iflg. opslagene kan disse dateres op til 6.000 år tilbage og de mener, at der er beviser for, at der har boet mennesker her i 20.000 år eller måske endda 50.000 år! Det er et noget større område end Ubirr og også lidt mere spændende at se, selv om det kun er tegninger fra dagligdagen på den tid. Vi gik en tur på 2-3 km rundt i området og søgte så mod camperen for at blive kølet ned. Da vi stod op, var der kun 21 grader, men kl. 9.30 var der allerede 33 grader i skyggen. I lonely planet havde jeg læst om en tur på 12 km, som skulle være den mest spændende i Kakadu NP, men også være lidt anstrengende. Den lød god, men med den hede vi allerede har nu og så skulle gå 6-8 timer, som den var estimeret til, så måtte vi kapitulere. Det ville blive for hårdt til os. Vi søgte som sagt i stedet ned til camperen og kørte til Anbangbang Billabong og en mindre gåtur på 2-3 km. Det var en fin tur med en masse fugle. Der var advarselstavler omkring krokodiller, som kunne være tæt ved stien, men vi så nu ikke nogen! Derimod var der mange irriterende fluer!
Igen søgte vi tilflugt i camperen for nedkøling og for at slippe for fluerne 🙂 Turen gik videre til Cooinda, hvor vi ville på tur i Yellow Waters, som skulle være en af højdepunkterne i Kakadu Nationalpark. Der er turer hele dagen, men vi valgte at tage sunset turen, som er lidt længere end de øvrige ture og som navnet siger foregår ved solnedgang, hvor der dels er lidt køligere og dels er et flot lys ud over vandet.
Vi kommer til campingpladsen, som ligger i tilknytning til Gagudju Lodge ved middagstid,  så vi bruger eftermiddagen på at slappe af ved poolen med en bog – skønt!
Klokken 16.15 kører vi ned til båden, som skal sejle os rundt på Yellow waters i 2 timer. Det er en hel fantastisk tur. Vi er dog lidt skeptiske til at starte med, da aboriginerne i området har valgt at sætte gang i en større bushfire, så vi sejler ud i tæt røg og lyden af knitrende ild. Det var ikke lige det, vi havde forestillet os! Der går dog ikke lang tid, før vi glemmer alt om røg og ild. Dels på grund af alle de fugle og krokodiller vi ser og dels fordi, skipper hurtigt sejler os ud af røgen, så vi igen kan trække vejret normalt og nyde området omkring os. Det er virkeligt skønt at sejle rundt i en næsten lydløs båd med en skipper, som kender alle fuglene, som er omkring os og kan udpege, selv små specielle fugle. Vi har aldrig set så mange store havørne og storke med sorte halse og hoveder (ved ikke hvad de hedder på dansk) og alle mulige andre fugle. Det er ganske enkelt imponerende og så selvfølgelig krydret med store krokodiller, som dels ligger på bredderne og dels svømmer rundt omkring båden. Alt dette sammen med en sol, der langsomt går ned over området med vandliljer og fuglelyde. Det giver en fantastisk stemning, som skal opleves. Den kan ikke beskrives fyldestgørende!
Hjemme på campingpladsen igen bestiller vi tur til Jim Jim Falls i morgen. 

27. august (Cooinda): Vi skal tidligt op og mødes ved busholdepladsen kl. 6.45. Turen til Jim Jim Falls og Twin Falls er en heldagstur, hvor vi skal køre ca. 60 km hver vej af en efter sigende temmelig ufremkommelig grusvej. Vi er derfor forment adgang med vores camper og må betale os fra at andre tager risikoen med at køre på den dårlige vej. Vi er et selskab på 17 personer og en guide/chauffør, som starter ud i en højbenet bus, som kan køre på den dårlige vej.
Der er en halv times kørsel til sidevejen til Jim Jim falls, hvor vi kører på en normal asfalteret vej, men så kører vi ind på grusvejen, som den første times tid blot er som at køre på et vaskebræt. Herefter har vi morgenmadspause inden det for alvor går løs på den berygtede vej, som alle udlejningsbureauer forbyder deres kunder at køre bilerne ind på! Det er ikke uden grund. Den er virkelig slem. Dybe huller og store knolde skal vi forcere og der er træer ganske tæt på, som vi nogen gange rammer med bussen eller grenene svirer hen ad ruderne. På et tidspunkt kører vi også gennem en flod, hvor der kan være krokodiller. Vi ser ikke nogen og der er kun ca. 60 cm vand, hvor vi skal køre, så vi kommer fint over på den anden side, men jeg er glad for, at det ikke er vores egen bil vi kører i 🙂
Vi og bussen når helskindet ud til først Twin Falls eller rettede til stedet, hvorfra vi skal sejle med en lille fladbundet båd et stykke op ad floden og ind i kløften, hvor vi bliver sat i land for at gå ca. 600 meter hen over klipper til en lagune mellem høje klipper, hvor der er den skønneste lille strand og vandfaldene kommer højt oppefra og falder ned i en stor pool. Desværre er det ikke tilladt at svømme her, da det er et helligt sted for aboriginerne. Vandet så ellers dejligt ud. Vi får 20 minutter til at nyde synet og må så gå den varme tur tilbage og sejle op ad floden til bussen, som kører os igennem floden igen. Denne gang kommer der en lysende lampe på instrumentbrættet, som indikerer motorproblemer, så mens vi nyder frokosten og ser andre biler køre gennem vandet, er guiden i forbindelse med hovedkontoret for at få at vide, hvad hun skal gøre med bussen! Det ender med, at vi gerne må køre de sidste 15 minutter til stedet, hvorfra vi skal gå til Jim Jim Falls. Der vil komme en mekaniker og måske en anden bus, mens vi er inde ved Jim Jim Falls.
Gåturen ind til Jim Jim Falls er ikke helt så let, som turen til Twin Falls. Her er kun ca. 900 meter, men guiden mener det vil tage os ca. 1 timer at komme frem, da det går over klipper og meget store sten, som ikke er helt så lette at gå på. For os er det nu ikke så svært, men med varmen oven i de fysiske udfoldelser, så er der nogle af de ikke helt unge, som har problemer.
Vi når dog alle frem i god behold, men nogle trænger mere end andre til en dukkert i poolen her under vandfaldet, som dog knap kan kaldes et vandfald. Der kommer ikke mange dråber vand ud over kanten højt oppe, men selv uden vand i vandfaldet er det et skønt sted, med den flotteste hvide sandstrand og vandet er helt fantastisk. Vi får næsten en time i vandet, som er 25 grader varmt. Oppe på stranden er der omkring de 40 grader og sandet er ikke til at gå på med bare fødder, så varmt er det, så det eneste sted, hvor man kan holde ud at være, er i vandet, men det er til gengæld også pragtfuldt og det er kønne omgivelser, man kan ligge og kikke op på fra vandet.
Da vi kender turen, behøver vi ikke at gå i samlet trop tilbage til bussen, så vi og et andet par går i forvejen i vores eget tempo og må så vente på de andre ved bussen, hvor vi kan sidde i skyggen, men heldigvis har vi adgang til drikkevand. Der er i høj grad brug for at få hældt vand på beholderen i denne her varme!
Guiden konstaterer, da hun når frem, at der har været en mekaniker og reparere bussen, så vi kan køre hjem uden problemer. Det var dejligt!
Turen hjem føltes længere ad den frygtelige bulede vej og vaskebrættet, så vi er godt trætte og udmattede, da vi bliver sat af ved campingpladsen. Det har været en lang dag for at se 2 vandfald, men jo også en oplevelse. 

28. august (Cooinda – Nitmiluk Nationalpark): Vi forlader Kakadu Nationalpark i dag og kører via Pine Creek og Katherine til Nitmiluk Nationalpark. Det er mest af alt en transportdag, hvor vi dog er så heldige at se 4 dingoer ved vejsiden om morgenen og 6 wallabies (små kænguruer) render rundt på campingpladsen om aftenen, da vi skal i seng. 

29. august (Nitmiluk Nationalpark – Bachelor): Vækkeuret ringede allerede kl. 5.45 i dag, da vi skulle på morgenmadscruise igennem Katherine Gorge. Da jeg er ovre og bade kikker jeg efter kænguruerne fra i går aftes. De er der ikke, men da jeg kommer tilbage til camperen og vi skal afsted, står der en lige uden for vognen 🙂
Cruiset starter kl. 7, så det var først lige blevet lyst, da vi starter ud og får serveret morgenmaden, mens vi langsomt sejler ned af floden og klipperne bliver højere og højere omkring os. Det højeste sted er de ca. 60m høje og går lodret op. Morgenens bløde lys på klipperne og det fuldstændig stille blanke vand er en fryd for øjet.

Vi havde forventet, at der også ville være en masse fugle og dyr her om morgenen, men det er ikke tilfældet. En enkelt krokodille lå på en klippe og et par havørne og whistling kites flyver hen over hovederne på os, men det er alt. Det gør nu ikke så meget for det er et fantastisk cruisealligevel. Farverne, klipperne og vandet og vegetationen på klipperne er det hele værd. Undervejs må vi stå af båden og gå et stykke hen over klipperne til den næste båd, som sejler os ind i den næste slugt. Det er bare så flot en tur 🙂 Godt at vi fik plads på morgenturen for lyset ville ikke have været det samme op af dagen.
Efter det 2 timer lange cruise går vi op til et udsigtspunkt, hvorfra vi kan se ned over et lille stykke af floden, hvor vi har sejlet. Solen står nu højt på himlen og lyset og varmen er anderledes. Vi fortsætter dog trods varmen på en lille vandretur på små 3 kilometer gennem meget tør skov. Vi er glade, da vi kommer hjem og kan komme ind i camperens aircon!
På vej ud af Nitmiluk Nationalpark, kører vi ind til Edith Falls og tager en dejlig svømmetur i det kølige, klare vand i poolen under vandfaldet. Det føles koldt at komme i, men det er faktisk 25 grader!  Det er tilladt at svømme her, men der er skilte om faren for krokodiller og der er en krokodillefælde – lidt skræmmende, men vi ser nu ikke nogen krokodiller!
Vi kører herefter det temmelig lange stræk på 250 km via Pine Creek og Adelaide River til Bachelor, som ligger nær indgangen til Litchfield Nationalpark, som vi skal rundt i i morgen. Da vi kører gennem Pine Creek og tanker diesel viser temperaturen 40,3 grader! I Adelaide River stopper vi og går ind på kroen. Ikke for at drikke, da vi ikke drikker, når vi skal køre stor bil i venstre side af vejen, men fordi vi har læst, at her står Charlie – Crocodile Dundees bøffel – udstoppet. Og ganske rigtigt. Han står oppe på baren og ser ned på os 🙂

30. august (Litchfield Nationalpark): I dag stod vi knap så tidligt op! Det er jo ferie, men temperaturen er bedst om morgenen, hvor der kun er omkring de 25 grader. Vi behøver ikke bekymre os om regnvejr eller lignende. Solen skinner fra en skyfri himmel fra morgen til aften og om natten er der stjerneklart og da vi er ude, hvor der ikke er meget lys fra byer eller lignende er det en fantastisk nattehimmel med så mange stjerner, som vi aldrig ser i Danmark.
Vi sidder længe over morgenmaden under palmerne og nyder stilheden, som kun brydes af fuglekvidder fra Kakaduer, Galaer og små papegøjer – skønt 🙂 
Da vasketøjet er taget ned fra tørresnoren, starter vi dagens tur gennem Litchfield Nationalpark. Den 1.500 kvadratkilometer store nationalpark har kun været nationalpark siden 1986. Før den tid var der tin- og kobber-miner i området. Den er specielt kendt for sine meget store termitboer og flotte vandfald. Vi er spændt på om der rent faktisk også er vand i vandfaldene nu, hvor det er den tørre tid, men campingmutter har forsikret os om, at det er der!
Første stop er Magnetic termite Mounds. Det er 2 meter høje termitboer, som alle er bygget så de peger nøjagtig nord-syd og er flade modsat de øvrige meget store termitboer, som er over alt og kan blive op til 6 meter høje. De magnetiske termit boer er som sagt flade og er bygget, så termitterne får mest mulig kontrol over temperaturen. Termitterne, som bygger boerne er blinde, så det har været en gåde, hvordan de kunne bygge alle boerne så nøjagtig nord-syd, men nogle videnskabsmænd fik den ide, at de nok navigerede efter jordens magnetisme og for at bevise det, satte de forsøgsmæssigt magneter op for at se om termitterne reagerede på dem. Det gjorde de. De næste boer blev bygget nord-syd i forhold til de kunstigt frembragte nord-syd poler! Termitterne i et bo er ikke alle ens. Der er selvfølgelig en dronning, som har sit eget kammer, men derudover er der arbejdere og soldater samt nogle specielle, som alle får vinger på et bestemt tidspunkt og flyver ud af boet for at danne nye boer.
De magnetiske termitboer var sjove at se. Desværre måtte man ikke gå tæt på dem, men de lå på et stort område, som næsten lignede en kirkegård med en masse store gravsten. Der var mærkelig nok ingen vegetation mellem dem. Om det er fordi termitterne æder alt omkring dem eller hvad der er årsagen ved jeg ikke, men det giver os god mulighed for at se dem på lang afstand 🙂
Der var også nogle store almindelige termitboer ved siden af som vi kunne studere på nært hold. Et var brækket i stykker, så man kunne se alle gangene inde i det. Det er et solidt bo, som de får bygget. Når man banker på det lyder og føles det som en blanding af træ og sten. Det er hårdt!
De næste stop var alle ved vandfald af forskellig karakter med hensyn til vandmængde og højde på faldene. Vi gik nogle småture omkring nogle af dem, men ikke lange ture for det er simpelt hen for varmt. Midt på dagen sniger temperaturen sig op omkring de 40 grader og selv om det er tør varme, er det alligevel hårdt at gå i. Vi så Tolmer, Florence og Wangi falls samt Buley Rockhole. Det første kan man kun se fra en udsigtsplatform. Det er blevet lukket for adgang, da der er nogle sjældne flagremus. Ved de 3 øvrige var der mulighed for at tage en svømmetur for foden af vandfaldene. Vi benyttede os af muligheden ved Wangi falls. Det var virkeligt skønt forfriskende med en dukkert i det 28 grader varme, fuldstændig klare vand.
Efter Wangi Falls måtte vi køre tilbage samme vej, som vi var kommet, idet vejen ender i en grusvej, som vi ikke må køre på med camperen. Der var i øvrigt også nogle steder undervejs, hvor vi desværre ikke må køre fordi der ikke er asfalterede veje!
Vi overnattede igen på Big 4 i Batchelor.

31. august (Batchelor – Darwin): Det er desværre blevet tid til at vende tilbage til Darwin og aflevere camperen, så vi må tilbagelægge de sidste 100 km til Darwin. Vi starter morgenen med at gøre camperen ren indvendigt og derefter er det ellers nordpå til Darwin af Stewart Highway, som går fra Adelaide i syd til Darwin i nord ca. 3.500 km. Vi har efterhånden kørt det meste af denne tur, idet vi sidst vi besøgte Australien kørte fra Adelaide til Alice Springs og denne gang har kørt fra Katherine og op til Darwin. Stewart Highway blev oprindelig lavet i forbindelse med etablering af telegraflinien og den løber i øvrigt også parallelt med jernbanen, hvor The Ghan kører. 
Vi kører direkte til Britz og afleverer camperen, så den bliver afleveret et par timer før det egentligt er nødvendigt, men der er temmelig meget trafik her en lørdag, så jeg har ikke lyst til at køre så meget rundt omkring Darwin. Det går hurtigt med at aflevere, så vi sidder hurtigt i en taxa til vores hotel Travelodge, som vi også boede på da vi ankom for 11 dage siden.
Vi har ikke haft telefon og internetadgang på hele vores tur rundt i nationalparkerne, så vi går ned i byen og finder et sted, hvor vi kan få adgang til internettet og få opdateret hjemmesiden her og tjekket mails.
Resten af dagen slapper vi af ved poolen med en bog og går tidligt i seng, da vi skal flyve til Cairns kl. 6.20, så vi skal meget tidligt op! Ved aftensmaden hygger vi os i øvrigt med at fodre en lille possum, som render rundt i hotellets have/pool-restaurant 🙂

1. September (Darwin – Cairns): Vækkeuret ringer kl. 4.10. Vi flyver med Jetstar til Cairns kl. 6.20. Alt går planmæssigt og vi er fremme kl. 9.20 og tager en taxa til vores hotel Acacia Court. Desværre kan vi ikke tjekke ind så tidligt, så vi går ned i byen og får morgenmad og en dårlig nyhed! For en sikkerheds skyld vil vi lige tjekke op på, at vi bliver hentet på hotellet i morgen tidlig, hvor vi skal på 3 dages liveaboard dykketur med Pro-divers. Det viser sig, at de dels har kludret i bookningen, så vi først er booket til den 7. September, hvor vi er på vej sydover og dels er der problemer med den båd, som skal sejle i morgen. De får klaret, at vi kan få plads på båden i morgen, men de er ikke sikre på om den sejler, så vi er noget fortvivlede. Heldigvis er manden på Cairns Tours Advice meget hjælpsom og ringer straks til et andet dykkerselskab og får reserveret plads til os der, hvis de første ikke sejler!
Mens vi spiser sen morgenmad, synker vi samtidig den dårlige nyhed og bestemmer os halvejs for at tage tilbuddet om det nye selskab. Da vi kommer tilbage til bureauet, kan de stadig ikke sige om båden sejler, så vi beslutter os for at tage med Deep Sea Divers Den i stedet for. Det skulle være nogenlunde samme tur. Det var lidt skår i glæden, at der pludselig skulle være problemer, når vi ellers har bestilt turen i maj måned, men heldigvis lykkedes det at få en ordning, så vi kommer ud at dykke de næste 3 dage på Great Barrier reef 🙂
Således lettede går vi tilbage og får vores værelse og slapper lidt af – sover!
Senere går vi tur langs Espanaden og ser vi livet her. Det er fars dag og hele byen fejrer det tilsyneladende med at gå tur og lave mad på de BBQ øer som er langs strandpromenaden. Det er utroligt det kan lade sig gøre, men der er store gasgrill-plader, hvor man kan tilberede sin mad og borde og bænke rundt om, så man også kan sidde og hygge sig med spisning. Der er også en stor offentlig pool, da man heller ikke her kan svømme i havet fra stranden pga krokodiller og box jellyfish! Box jellyfish er mest et problem i regntiden fra nov. til april.
Vi endte på en hyggelig restaurant og fik den skønneste steak med rejer og blæksprutteringe på toppen. Det smagte helt fantastisk 🙂

2. September (Cairns – Great Barrier Reef): Vi bliver hentet på hotellet præcis kl. 7.45, som aftalt og kørt til Deep Sea Divers Dens kontor for lidt papirarbejde inden vi kører ned på havnen og bliver installeret på båden SeaQuest, som skal sejle os de 1,5 time ud til båden Taka, som ligger ude på revet og hvor vi skal bo de næste 2 nætter. Det var en temmelig hård tur ud til revet og Taka. Megen vind og bølger! Vi havde 2 lange dyk fra SeaQuest inden vi kom over på Taka. Gode dyk, men sigtbarheden var ikke den bedste. Så dog enkelte fisk som vi ikke havde set før. Mange store fisk incl. Grey reef sharks 🙂 Vi havde også den sjove oplevelse at lege med en ca. 75 cm stor Maori Wrasse. Når vi lå i ca. 5 meters dybde og holdt hånden frem mod den, så kom den hen og skubbede til hånden og nød, hvis man masserede munden på den. Den var skøn blød, men det føles selvfølgelig lidt fjollet at massere en fisk på munden 🙂
På Taka fik vi en lille, men god kahyt med eget toilet på topdækket, hvilket var rigtig dejligt for de øvrige kahytter havde overhovedet ikke nogen vinduer og lå i bunden af båden!
Vejret bliver dårligere op af dagen. Det bliver overskyet og lidt regn ind i mellem og kraftig vind, så vi vugger noget ombord. Det bedste sted er næsten på bunden af havet ved revet, hvor der ikke er bølger, men dog nogen tidevandsstrøm de fleste steder. Vi har et eftermiddagsdyk og skulle også have haft en natdyk, men vi følte os ikke klar nok i hovederne til det pga allerede 3 dyk og hård tur herud til revet, så vi sprang natdykket over. Det gjorde alle de øvrige også, så vi var ikke alene om at være tunge i hovederne.
Efter skøn aftensmad og en film på fjernsynet, gik vi i seng og prøvede at sove på trods af den vuggende seng!

3. September (Great Barrier Reef): Vækket kl. 6.50 morgenmad og første dyk kl. 7.50 og næste kl.  9.30. Frokost kl. 11.30 næste dyk kl. 12.30 og 15.45. Vi spilder bestemt ikke tiden her! Vi vælger dog at springe dykket kl. 15.45 over, da vi gerne vil lade op til aftenens natdyk 🙂 Af de 3 dyk vi tager, er 2 uden guide eller divemaster. Det har vi ikke prøvet før og det er lidt skræmmende for sigtbarheden er ikke speciel god og vi har blot fået en gennemgang af revet og hvor de vil foreslå, at vi svømmer hen og så ellers i vandet! Det går meget godt, men det er ikke så afslappende at svømme rundt selv for vi er vandt til blot at skulle svømme efter en divemaster og ikke bekymre os om, hvor vi skal hen, alene nyde hvad vi ser og selvfølgelig holde øje med vores iltbeholdning, men nu skal vi også navigere og koncentrere os om, hvor vi er og hvor vi skal op igen uden at vi i øvrigt kan se båden nedefra på grund af dårlig sigtbarhed. 
Vi ser mange fisk både store og små og hajer og et par skildpadder. Der er rigtig meget liv hernede og der er også områder med flotte koraler, men på grund af sigtbarheden og at solen ikke er meget fremme, får vi ikke det fulde udbytte af at dykke på så skønt et rev, som Great Barrier Reef ellers skulle være. Håber vi får mulighed for at tage et dyk senere på ferien i bedre vejr!
Da vi når til natdykket føler Ulrich sig ikke klar nok i hovedet, så han springer over. Jeg er dog fast besluttet på, at jeg vil ned selv om jeg også er lidt bange for mørket dernede. Det er virkelig en overvindelse at skulle tage det store skridt ud i total mørkt vand, kun udstyret med en lommelygte! Frygten forstærkes af, at der er tændt nogle store projektører på bagperronen, som lyser ned på vandet, hvor det vrimler med forskellige store fisk og mindst 10 hajer!!
Vi er 3 piger, som skal i sammen med en guide. Det er meget betryggende, at vi er så lille en gruppe og jeg er buddy med guiden, så jeg klæber mig til hende 🙂 Da vi først er kommet ned på bunden og fiskene vrimler omkring os, glemmer jeg helt min frygt og nyder blot synet i lygtens skær. Der er nogle ca. 75 cm store Giant Trevally omkring os hele tiden. De er meget nærgående og smarte. Når vi ser noget interessant, lyser vi på det og det giver dem mulighed for at jagte det vi har fået øje på!
Guiden viser os en papegøjefisk, som er svømmet ind i en sprække og gemt sig og pustet sin ”sovepose” op rundt om sig. Det ser sjovt ud med boblen omkring den, men i det øjeblik vi lyser på papegøjefisken, så er giant trevallyerne der også og de prøver at komme ned og spise papegøjefisken. Heldigvis har den gemt sig så langt nede i sprækken, at de ikke kan nå den, så den overlever! Når vi lyser rundt på korallerne, er der masser af lysende røde øjne, som ser på os. Det ligner næsten ædelstene, men når man kommer tæt på, er det som regel små krebs, som render rundt og jager om natten. Det er sjovt for det er helt andre fisk, vi ser her om natten, end det er om dagen og livet er også anderledes. Nu er det spisetid og dem, som sover eller er små er de jagede, og de store fisk drøner rundt på deres jagt efter bytte. Heldigvis er vi store og falder åbenbart ikke i deres smag for vi får lov at svømme ugeneret rundt, men dog med en flok giant trevally omkring os hele tiden.
Efter 25 minutter er det tid til vores sikkerhedsstop i 5 meters dybde og det foregår lige uden for bådens projektører på vandet, så vi kan ligge og se op på det mylder af fisk og hajer, som jagter hinanden i overfladen. Det er helt vildt! Det er som om der er for lidt plads til alle de fisk der er, så nogle springer op af vandet og hajerne svømmer skiftevis lige i overfladen og 3-4 meter under – sammen med os. Det er mest grey reef sharks, som er 1,5 til 2 meter lange. De ser ikke helt fredelige ud, som de nu jager deres aftensmad, men ifølge dykkerguiderne, har vi intet at frygte, så det må vi tro på. De er her trods alt hver dag 🙂 Efter at have ligger i 5 meters dybde i 5-7 minutter er det tid at gå op. Hvilket foregår igennem flokken af fisk og hajer! Skræmmende, men de viger uden om os og vi kommer alle op – hele og uden bid 🙂 Vi er alle høje, da vi står og tager udstyr og våddragter af. Det har været en hel fantastisk oplevelse, som jeg gerne gør igen, når lejligheden byder sig. Det er helt sikkert. Synd Ulrich ikke var med og fik den oplevelse, men han må med næste gang.

4. September (Great Barrier Reef – Cairns): Det er sidste dag på Great Barrier Reef i denne omgang. Vi har sovet rigtig dårligt og ikke ret meget, da båden har rullet helt vildt hele natten og regnen har stået ned. Her til morgen er det ikke meget bedre. Det er højvande og det betyder, at selv om vi ligger i læ af revet, så slår bølgerne alligevel ind over revet, så båden gynger meget. Det ændrer dog ikke stort på programmet. Dykkene foregår stadig. Når vi først er kommet ned under overfladen er der jo ingen bølger, men uroen i vandet gør alligevel, at bunden er vendt og vandet er uklart. Vi ligger i et område, hvor vi ikke går så dybt – kun i snit omkring 12 meter – så lyset når fint ned til os og vi får 3 fine dyk, hvor vi ser 4 skildpadder, et par sovende, og et par svømmende rundt omkring os. Det er fantastisk at følge skildpadderne, når de svømmer rundt. Det ser næsten ud, som om de flyver rundt i slowmotion. Vi ser ud over skildpadderne også mange klovnfisk (Nemoer) både de røde og deres fætre. Der er 8 forskellige typer! Vi ser også stingrays, som ”flyver” hen over bunden og leonfish og batfish og mange andre farverige fisk, som vi ikke kender navnene på 🙂
Omkring kl. 14.30 er det tid til at tage afsked med Taka og besætning. Vi bliver hentet af Sea Quest og sejlet ind til Cairns. Igen en hård tur med 3-4 meter høje bølger, så vi sidder på bagdækket i frisk luft og koncentrerer os om horisonten, så vi ikke bliver søsyge, som nogle af dem som sidder omkring os gør!
Tilbage med fast grund under fødderne glæder vi os rigtig meget til at få en god nats søvn i en seng, som ikke ruller op og ned 🙂 
Vi indlogerer os på Mercure Cairns Harbourside, hvor vi får det skønneste værelse med balkon og havudsigt.

5. September (Cairns): En total slapperdag, hvor vi blot dasker rundt i Cairns og sidder i parken ved stranden og får bestilt en turtil i morgen til Kuranda. En lille by oppe i bjergene nord for Cairns. Nå ja, så får Ulrich også lige købt endnu et kamera 🙂 Ude på båden var der en af gutterne, som havde et lille GoPro kamera, som han tog de flotteste videooptagelser under vand med, så sådan et måtte Ulrich også have!

6. september (Kuranda): Vi har været på tur til Kuranda. Turen derop foregik via den historiske Kuranda Scenic Railway, som er bygget i 1886-91 af op til 1500 mænd af gangen. Jernbanen er 37 km lang og kører gennem 15 tunneller og over 55 broer og 98 kurver.

Den ene kurve er 180 grader, og er bygget på et sted, hvor de gamle damplokomotiver skulle samle damp for at klare opstigningen efterfølgende. Vi sidder i op til 90 år gamle vogne, som dog er restaureret og kører i adstadigt tempo gennem regnskoven og op i bjergene. Midtvejs stopper toget ved Barron Falls station, hvor vi må stå af og nyde udsigten over vandfaldet og bjergene.
Efter 2 timers hyggelig kørsel er vi fremme i Kuranda, som er en speciel lille by, fyldt med butikker med aboriginernes håndværk. Alt der sælges her er også lavet i Kuranda eller i hvert fald 90% 🙂 Vi går lidt rundt og ser på tasker, bælter, tøj, kænguru skind, hatte og opalsmykker mv. inden vi finder ned til Koala Garden, hvor vi lige må ind og hilse på de små søde for det meste sovende grå uldtotter. De er mægtig søde, selv om de bare sover. En enkelt er vågen, da den bliver brugt til at turisterne kan blive fotograferet med den på armen. Det er lidt synd, at bruge dyr på den måde, men jeg var ikke desto mindre fristet af selv at få lov til at holde sådan en lille skøn uldtot, men lod være. Vi nøjes med at kikke på afstand og ikke røre.
Jeg fik dog mulighed for at fodre en kænguru, som selv af fri vilje kom hen til mig 🙂
Efter lidt at spise var det tid til at forlade Kuranda igen. Nedturen foregik med svævebane 7-8 meter hen over trætoppene. Det er efter sigende verdens længste svævebane på 7,5 km. Det var en flot tur hen over regnskoven og med udsigt til kysten og Great Barrier Reef.
Vi startede turen i morges i regnvejr og vi slutter den i regnvejr, men heldigvis har det været tørvejr og nogen sol i løbet af dagen, så vi er ikke blevet våde, men vi har set den mest fantastiske regnbue fra vores hotelværelse. Aldrig har jeg set så klar og farvestrålende en regnbue og oven i købet en dobbelt!

7. September (Cairns – Atherton): Vi henter vores bil hos Europ Car efter morgenmaden. Vi får en dejlig Toyota Camry – næsten ny. Får læsset den med vores kufferter og kører så ellers afsted fra Cairns. Vi vil op i nationalparken lidt inde i landet. Vejret er ikke for godt, men dog tørvejr. Vi kører først op til Kuranda, hvor vi også var i går med tog og skyrail. I dag har vi den tid vi selv ønsker, så nu kan vi nå at gå den tur gennem regnskoven, som vi ikke nåede i går. Det er en fin tur gennem tæt regnskov, hvor der kun er en lille sti at gå på. Der går ikke lang tid, før vi støder på en Bush Turkey, som går og skraber i skovbunden. Den er sort med rødt hoved og gult pludder. Det bliver så stort set også, hvad vi ser af wildlife, men vi kan høre en masse fugle eller i hvert fald lyde fra skoven, som gør det til en intens oplevelse at gå her. Vi slutter af med lidt frokost, inden vi kører videre til Atherton, hvor vi trænger til en varm kop kaffe, da det høvler ned! Kaffen bliver indtaget på McDonalds, hvor der også er internet, så vi kan tjekke mails m.v.
På turistinformationen bestiller vi værelse på et motel og efter at have sat kufferterne af, kører vi til en Peterson Creek ved Yungaburra, hvor det skulle være muligt at se platypus, som er et lille odder/bæveragtigt dyr, som vist kun lever her i området. Vi har i hvert fald aldrig hørt om det før. Vi ser ingen fra den lille platform lavet til formålet og går derfor langs den lille flod. Det er en meget køn tur langs floden, men vi ser kun et par skildpadder og bush turkeys og så begynder det ellers at regne samtidig med at mørket sænker sig, så det ender med, at vi bliver drivvåde og lidt kolde, inden vi finder vej gennem mørket til vores bil og kører hjem til motellet til en stille aften og tidligt i seng 🙂

8. September (Atherton – Millaa Millaa): Det har været et rigtigt møjvejr i dag med regn det meste af tiden, så der var svært at finde ud af, hvor vi skulle køre hen. Vi vil gerne se noget og ikke bare spilde dagen på trods af vejret, men vi gider heller ikke være gennemblødte, så vi kører lidt på må og få. Selv om det er regnvejr kan vi godt se, at det er et meget smukt område vi kører i. Det kaldes Atherton Tablelands og er gammelt vulkansk område, hvor vulkanernes kegler tydeligt ses i landskabet. Det veksler mellem landbrugsland, hvor der dyrkes bananer, kaffe, sukkerrør, jordbær, avokadoer og nødder til tæt regnskov og terrænet er meget kuperet. Der er grønt overalt og vi befinder os i vådt tropisk område, hvilket vi ikke har været i tvivl om i dag!
Vi standser ved nogle forskellige naturattraktioner. Bl.a. ser vi ved Lake Barrine 2 over 1000 år gamle kauritræer, som er over 45 meter høje og 2-3 meter i diameter. Vi ser også 2 forskellige meget store figus-træer. Det ene kaldes Cathedral fig tree og det andet Curtain fig tree, da de ligner henholdsvis en katedral og et gardin. Disse figus-træer er specielle, idet de starter, som et frø oppe i et andet træs krone. Her slår det sine rødder ud omkring det oprindelige træ og vokser efterhånden nedad langs træet og når det efter adskillige år, når ned til jorden har det samtidig kvalt det stakkels oprindelige træ!
Ved et lille vandfald, som vi ikke er særlig imponeret over, er vi så heldige, at nogle andre turister har fået øje på en Lumholtzs Tree kangaroo, som sidder højt oppe i et træ. Det er en specielt slags kænguru, som altså lever i træerne og den er sjældne at se, så vi har været meget heldige 🙂 Den ligner mere en bjørn end en kænguru, men den har en meget lang hale.
Heldet tilsmiler os også, da vi i øsregnvejr går gennem regnskoven til Hypipamee Crater, som er et stort 138 m dybt hul i bjerget med lodrette vægge og vand i bunden. Hullet er opstået som følge af en gas-eksplosion for mange tusinde år siden. På vejen ned til dette naturfænomen støder vi på en cassowari, som er en stor strudselignende fugl, som kan være særdeles aggressiv over for mennesker, så man skal ikke komme for tæt på den! Den står i første omgang lige ved siden af den sti, som fører ned til krateret, så vi har svært ved at komme forbi den. Der er imidlertid nogle andre, som skærmer for os med deres paraplyer, så vi kan gå forbi. Det går fint, at kommer forbi den på den måde, men efter at have beundret det store hul i jorden, skal vi jo tilbage samme vej! Heldigvis er den på det tidspunkt væk eller vi kan i hvert fald ikke få øje på den, så vi går forsigtigt og kikker os hele tiden omkring. Det er en lidt underlig fornemmelse at skulle gå og være bekymret for at skulle blive angrebet af en fugl!! Det plejer at være bjørne, der kan give os lidt nervøse trækninger.
Tilbage ved parkeringspladsen skal jeg lige på toilettet inden vi kører videre. Her er der opslag om at en cassowari frekventerer området, så man skal være på vagt og anmelde det til rangerne, hvis man kommer ud for noget ubehageligt med den.
Da jeg kommer ud fra toilettet og går hen mod bilen, så står den gud hjælpe mig mellem mig og bilen! Jeg bliver lidt bange og går i en stor bue uden om og hen mod bilen, men cassowarien har fået øje på mig og går hen i mod mig. Jeg tør ikke løbe, og tør heller ikke vende ryggen til den, men går med hurtige skridt baglæns hen mod bilen med cassowarien efter mig. Heldigvis når jeg ind i bilen inden den er helt henne ved mig, så vi kan begge sidde trygge inden for og se den helt tæt på, da den står lige foran bilen.
Efter denne oplevelse har vi fået set nok wildlife for i dag og kører igennem det flotte våde landskab til først Herberton, hvor vi tror vi skal se en guldmineby, men der er lukket i informationen, så vi ved ikke rigtig, hvor vi skal gå hen, så vi kører i stedet for til Millaa Millaa og finder et hotel for natten. Det giver lidt sig selv for der er kun et motel! Det er ikke noget særligt, men vi har da en seng at sove i, men vi skal skynde os ind i en lille grillbar ved siden af motellet for at få aftensmad for de lukker kl. 19 og så er der ikke flere muligheder i Millaa Millaa 🙂

9. September (Millaa Millaa – Undarra): Vi står tidligt op og fortsætter gennem det flotte grønne Atherton Tablelands. Vi tager en rundtur i området, som indbefatter nogle af de flotteste og største vandfald, som man kan mønstre her. En skøn tur.
Efterhånden er vi nået til den sydligste ende af Atherton Tablelands og kører ud i det mere flade og tørre område i outbacken og dermed er regnen også hørt op! Vi kører i det skønneste solskin og termometeret sniger sig op på 33 grader – skønt. Specielt efter at vi har frosset som bare pokker i løbet af natten, da der ingen opvarmning var på motellet og nætter er ret kølige her – ned til 12-15 grader.
Vi har en lang tur foran os. Ca. 300 km hvor der er et lille roadhouse og måske et par huse for hver 100 km. Vi er ude, hvor det alene er kvæg fra de enorme ranches og kænguruer vi ser. Der er også meget langt imellem biler og roadtrains, men på en eller anden måde er det alligevel fascinerende at køre her og vejen er meget fin – 2-sporet hele tiden!
Vi ankommer til vores mål – Undarra – sidst på eftermiddagen. Vi har ikke reserveret værelse eller ture selv om vi ellers har fået anbefalet at gøre dette fra turistinformationerne! Det første vi møder, da vi kører op mod receptionen er 2 kænguruer, som står og spiser lidt tørt græs 🙂 Vi kikker lidt skeptisk rundt for det er absolut ikke et almindeligt resort, som vi er ankommet til. Der er en teltlejr, med stationære telte og så står der en masse togvogne efter hinanden.
Vi henvender os i receptionen og får at vide, at vi kan bo i enten et lille telt med blot 2 senge og bad og toilet i en fællesbygning, eller vi kan få en kupe i en togvogn med eller uden eget bad/toilet eller vi kan få en Pionerhytte med eget toilet og bad. Vi er rundt at se på mulighederne og ender med at tage Pionerhytten, som er helt ny og flot og har egen lille terrasse ud mod bushen. Her sidder vi og nyder en kold øl, mens en kookaburra (latterfugl) sætter sig på en gren lige ud for os og en wallabi hopper forbi ude mellem træerne. Det er bare skønt, så glemmer man hurtigt den lange køretur!
Da vi går aftentur ud i området omkring resortet og op på nogle klipper med fin udsigt og solnedgang ser vi også flere wallabies hoppe omkring og både kakaduer, kookkaburra og farvestrålende små papegøjer og kanariefugle flyver rundt i træerne.
Aftensmaden nyder vi selvfølgelig også udenfor i restauranten, som er bygget op, som perroner omkring togvognene. Togvognene er i øvrigt også indrettet som spisevogne. Det er en sjov, men underlig ide at indrette et hotel i gamle togvogne på et sted, hvor der i øvrigt aldrig har kørt et tog!
Når vi nu er i outbacken, skal vi selvfølgelig også have noget mad der svarer til det, så vi får kænguru. Det smager pragtfuldt og det er skønt at sidde ude i halvmørket og varmen og nyde naturen.
Efterfølgende er der en af resortets guider, som spiller guitar og synger ved bålet. Det ender dog ud i australske sanglege, som vi ikke helt kan følge, så vi fortrækker!

10. september (Undarra – Charters Towers): Vi spiser morgenmad allerede kl. 7 og det er ikke en helt almindelig morgenmad eller den forgår i hvert fald ikke, som på et almindeligt resort. Vi går ud i bushen 300 meter fra resortet, hvor der er en rundkreds af træstammer sat på højkant i forskellig højde, således at de lave udgør taburetter og de højere borde! I midten af rundkredsen er der dels et stort træbord med mælk og juice og smør og marmelade og brød, havregryn og frugt mv. og dels 2 bålsteder. Det ene er til, at vi kan riste vores brød over ved at sætte brødet i klemme på nogle jernspyd og det andet er tændt op under en donkey-kedel, så vi kan få kaffe og te.
Det er lidt primitivt, men det er utrolig hyggeligt og stemningsfuldt at sidde herude i bushen med morgenlyset og kænguruer rundt omkring og en masse fugle i træerne over os. Der er dog en hage ved fuglene. De kan godt lide vores mad, så alt hvad der står på bordet, skal være tildækket og forlader du din tallerken med mad på, så er de der med det samme! Ulrich skulle lige hente en kop kaffe og var 1 ½ meter væk, da en kookaburra styrtdykkede og tog et stykke bacon fra hans tallerken 🙂 
Kl. 8 skal vi på tur ud til lava-tunnellerne. De er skabt for over 190.000 år siden, da vulkanen Undarra var i et 3 måneder langt udbrud. Det er verdens længste ”molten-rock” tunneller med sine 160 km under jorden. Den enorme mængde lava flød gennem de gamle flodsænkninger mod havet og mens overfladen af lavaen kølede ned og størknede, så fortsatte varm lava sin strøm neden under og til sidst opstod de enorme basalt tunneller, som vi i dag kan gå rundt nede i. Vi har meldt os til en adventure tur, så tilgangen til de tunneller vi skal ned i foregår ved at hoppe fra klippe til klippe og bruge reb til at holde balancen. Indgangene til tunnellerne er ikke alle steder lige store, men når vi først kommer ned til bunden af tunnellerne er de ca. 10 meter høje og lige så brede. Det er spændende at gå hernede og høre om hvordan de dels er skabt og dels hvad de har været brugt til af mennesker og dyr. De er den dag i dag stadig hellige steder for aboriginerne.
Oppe på jordens overflade igen kommer vi lidt rundt i området og får fortalt om hvad man her kan se af lavaens løb ud over et enormt stort område og de øvrige vulkaner, som vi kan se keglerne af rundt om os. Vi ser også en del wallaroos, som sidder eller hopper rundt omkring os og igen masser af fugle.

Efter denne meget spændende tur under jorden slapper vi lidt af på resortet, hvorefter vi kører 370 km af en knap så interessant vej, som ikke er helt så fin, som den vi kørte hertil af. Denne strækning skifter mellem at være fin 2 sporet vej til at være en stribe asfalt i midten og brede røde støvede jordrabatter. Det er på disse strækninger, at man skal være specielt opmærksom på om der kommer roadtrains, som kan være op til 50 meter lange. Reglen er, at alle mindre køretøjer skal vige for roadtrains, for de kan ikke stoppe!! Vi møder heldigvis kun et par stykker og de består kun af 2 anhængere, så de er ikke så lange, men det er alligevel om at komme langt ud i rabatten.
Vi ser rigtig mange døde kænguruer og nogle køer, som ikke er kommet af vejen i tide og vi ser desværre også en personbil med campingvogn efter, som tilsyneladende har overset, at vejen pludselig kun havde en stribe med asfalt og derfor er væltet om på siden.
Sidst på eftermiddagen når vi frem til Charter Towers, som er en gammel guldgraverby. Den er meget hyggelig, da man har bevaret de gamle bygninger, som er opført omkring 1888 og vi indlogerer os i en af gamle bygninger – nemlig Royal Private Hotel. Det er holdt i den gamle stil, men indretningen er meget speciel. Det er 2 søde, sjove ældre damer, som står for driften af hotellet, og de har indrettet hotellet med alle mulige gamle ting og sager og dukker. Der er dukker og bamser overalt. Vi får hotellet største værelse med eget toilet og bad og vi kan sidde ude på svalegangen, som går rundt om fronten af hotellet. Det er rigtig hyggeligt og de 2 damer ved ikke alt det gode de skal gøre for os. Synd at vi kun kan være her en nat.

11. september (Charters Towers – Airlie Beach): Vi hyggede længe over morgenmaden og gik lidt rundt i byen, inden vi skulle ud på endnu en lang køretur for at nå til Airlie Beach, hvor vi har booket en lejlighed hjemmefra i 5 nætter. Efter at have været på farten i lang tid må det være tid til at slappe af, det samme sted nogle dage og ikke have en hel masse på programmet 🙂 Det er ikke den mest spændende vejstrækning og der er meget vejarbejde, så det tager sin tid. Der er tørt og kedeligt indtil vi kommer ud til kysten, hvor der er mangrove og sukkerrørsplantager.
Vi når frem ved 5-tiden og får vores lejlighed og når lige at få provianteret i Woolworth inden det bliver mørkt. Det bliver rar igen at kunne lave vores egen mad i stedet for hele tiden at skulle finde spisesteder og leve af restautionsmad 🙂

12. – 14. September (Airlie Beach): Ikke det store at berette. Vi har kun dasket rundt i Airlie Beach og ligget ved lagunen og læst bøger eller siddet på terrassen og set ud over vandet fra vores dejlige 2 værelses lejlighed i Shingley Beach Resort. Vi havde kun bestilt en 1-værelses lejlighed hjemmefra, men da vi ikke var helt tilfreds med udsigten fra den første lejlighed, som vi fik tildelt, fik vi i stedet den noget større 2-værelses lejlighed, hvilket vi bestemt ikke var utilfreds med 🙂
Vi havde en enkelt lille aftentur, hvor vi kørte til forskellige udsigtspunkter og ud til Shute Harbour, men ellers stod bilen stille i garagen.

15. september (Whitsundays): Vi kan ikke nære os. Nu hvor vejret er fint med sol fra en skyfri himmel og helt fladt vand, så må vi ud at dykke igen. Vi var lidt skuffede efter dykkene ud fra Cairns pga vejrforholdene, så vi vil gerne forsøge os endnu engang. Vi har booket en tur med Mantaray.com.au.
Det bliver absolut et bedre oplevelse end fra Cairns. Det er godt nok kun en dag denne gang, men vi får set en masse. Vi sejler ud mellem øerne i Whitsundays, som i sig selv er en oplevelse værd. De grønne øer og havet i flotte blå nuancer er fuldstændig, som man ser i brochurer og på plakater. Skønt.
Efter en halv times sejlads stopper skipper båden. Han har set en hval. Det er ellers ikke lige tid for hvaler nu, idet de burde være længere sydpå mod Antarktis, men vi er åbenbart heldige og kunne få glæde af at se en forsinket fætter 🙂 2 gange kommer en stor humpback hval op i overfladen og rejser en vandsøjle fra sit åndehul og inden den forsvinder ned i dybet igen får vi den flotte store hale at se over havet. Vi har set det før, men det er stadig et lige imponerende syn, og det var slet ikke, hvad vi havde regnet med på denne tur, så det er absolut en bonus.
Ude ved dykkestedet hopper vi i en gummibåd, som sejler os lidt væk fra båden, hvor vi laver rygvendig i vandet. Vi starter på 5-6 meters dybde og kommer max ned på 13 meter, så det er meget rolige dyk. Sigtbarheden på 5-6 meter er rimelig og også længere nede, da solen skinner fra en skyfri himmel, men vi er stadig ikke imponerede over hverken koraler, fisk eller sigtbarhed. Vi havde forventet meget bedre forhold i dag, hvor vandet er roligt i forhold til ude på det ydre rev. Vi svømmer rundt i 45 minutter og får set nogle store stingrays og giftige snegle samt de mange andre fisk selvfølgelig, som vi kender fra andre dyk. Det mest specielle ved disse dyk er, at divemaster fører os gennem nogle slugter mellem koralerne, hvor der ikke er meget plads. Det har vi ikke prøvet før. Hvis man er heldig at være forrest kommer man igennem store stimer af fisk, som gemmer sig i slugterne. Er man uheldig og komme sidst er der ingen fisk og sandet på bunden er hvirvlet op, så man stort set intet kan se. Vi prøvede begge dele!
Andet dyk var meget bedre end det første. Her var der både flotte koraler og masser af fisk og vi svømmede også rundt med en skildpadde et godt stykke tid. Det er altid fornøjeligt at svømme med dem og det bliver vi aldrig træt af lige meget, hvor mange gange vi prøver det.
Efter en god frokost havde skipper sejlet båden over til Whithaven beach, som har været udnævnt til verdens flotteste strand flere gange og det er ikke uden grund. Hold da op! Den er 7,5 km lang og består af det hvideste sand, man kan forestille sig. Det er silica-sand, som er meget, meget fint. Det minder næsten om flormelis. Det hvide sand og det helt vindunderlige blå vand gør det til en hel plakat. Vi har en times tid på stranden og vandet, hvor vi i øvrigt også ser 2 meget store stingrays, som kommer helt tæt på stranden, så vi kan svømme lige ved siden af dem. Jeg er dog lidt forbeholden om at komme for tæt på, idet de har en meget lang hale, som de kan slå med og som har en pig med gift i.
Stranden er endnu mere imponerende at se på oppe fra en udsigtspunkt, som vi går op til. Det er helt vidunderligt. Har aldrig set en strand som denne!
Det er tid til at sejle hjem til Airlie Beach igen, hvortil vi ankommer ved 5 tiden. Det har været en rigtig skøn dag.
Vi har købt et kilo store rejer, som vi nyder på terrassen med en kølig hvidvin. Skøn afslutning på en skøn dag 🙂

16. september (Airlie Beach – Townsville): Kørt de 275 km fra Airlie Beach til Townsville. Det tog fra kl. 10 til kl. 17 med nogle stop undervejs ved bl.a. et udsigtspunkt, hvor man kunne se ud og havet og nogle øer. Vi kom desværre for sent til at se hvalerne, som svømmer forbi her på deres tur ned til Antarktis. Ifølge personalet på en lille cafe, som lå her på toppen var hvalerne svømmet forbi for 4 uger siden! Vi var åbenbart bare heldig at se en som var sent på den i går 🙂 Et andet udsigtspunkt med en sindssyg stejl op/nedkørsel havde også en imponerende udsigt ud til havet og ud over landskabet omkring bjergtoppen. 
Udsigterne var flotte, men ellers var landskabet jævnt kedeligt at køre igennem. En stor del af vejen kører igennem sukkerrørsplantager, hvor høsten netop er i gang på nogle af plantagerne og andre steder står der allerede små nye planter, som formentlig skal høstes næste år.
Vi havde et længere stop på McDonald i Ayr, hvor vi læste mails mv. Vi har ikke haft internetadgang i flere dage, så det var rart lige at komme i kontakt med omverdenen 🙂 Vi sad og spiste vores burgere udenfor og det var lidt specielt, idet der gik en stor ibis-agtig fugl rundt omkring os og tiggede og pludselig sad der også en gråspurv på bordet. Den var så vant til mennesker, at vi kunne håndfodre den! Det har vi dog aldrig set før med en gråspurv.
Indlogerede os på City Oasis Inn og gik en lang tur i byen for at finde et sted at få noget aftensmad. Det var lidt af en opgave. Der var ikke mange spisesteder åbne. Lidt mærkeligt at så stor en by er stort set mennesketom efter kl. 19. Det lykkes dog til sidst at finde et bryggeri, hvor vi kunne få en god øl og en solid burger 🙂

17. September (Townsville): Vi har hele dagen til blot at daske rundt i Townsville. Vi skal desværre til at indstille os på, at ferien er ved at være slut. I morgen starter den lange tur hjemad. MEN – vi har stadig en dag tilbage 🙂 Vi starter med at gå i ReefHQ – et stort akvarium med fisk og koraler alene fra Great Barrier Reef. Det er en meget spændende oplevelse. Vi ender med at bruge 4 timer og bliver en hel del klogere på livet omkring Great Barrier Reef. Vi hører forskellige frivillige og havbiologer fortælle om fiskene og revet, mens vi går rundt, Vi er også på et skildpadde hospital, hvor skadede eller syge havskildpadder bliver bragt ind og passet og plejet til de er i stand til at blive sat ud på revet igen. Der er 6 skildpadder i pleje p.t. hvoraf de 3 er blevet ramt af skibsskruer og fået ødelagt deres skjold og fået problemer med deres flyde/balance evne. Den ene er også blevet angrebet af en saltvandskrokodiller. Den har tandmærker i skjoldet! Når en saltvandskrokodille kan sætte tandmærke i et skildpaddeskjold, tør man ikke tænke på, hvad skade den kan gøre på et menneske!!
Efter at have været inde i mørket trænger vi til lys og varme, så vi går en lang tur langs stranden. Her er til gengæld uhyggeligt varmt i dag. Solen bager ned fra en skyfri himmel og der er omkring de 30 grader. Vi finder nogle af de spisesteder, vi ikke kunne finde i går aftes i mørket, men vi må konstatere, at vi er kommet lidt uden for sæsonen, for her er ikke ret mange mennesker, men der er en flot strandpark ligesom i Cairns.
Efter at have fået sen frokost bestemmer vi os for at køre ud til Townsville Golf club og se om vi kan få lov at spille nogle huller. De tager rigtig godt imod os. No worries 🙂 Vi lejer 2 sæt golfkøller og en buggy og så går det ud over bushen. Vi har lidt over 2 timer inden det bliver mørkt, så det bliver kun til 9 huller. Vi har kikket på mange golfbaner, når vi har kørt rundt, men den ene har været mere tør og afsvedet end den anden og banerne er meget flade, så vi har ikke følt os fristet så meget, men nu skal vi som sagt prøve! Det er meget specielt at spille her. Dels er der jo ikke højt græs eller rigtig rough, som vi kender hjemmefra og dels er banen meget flad, men det giver os alligevel store udfordringer for, når der ikke er rigtig græs på fairway, så triller bolden heller ikke, som vi er vant til og greenen er heller ikke for grønne og de er stukket med meget store huller, så bolden hopper lidt hen over greenen og standser altid i et hul. Man skal vist spille her nogle gange, inden man vænner sig til disse tørre forhold, men det er sjovt at prøve, og vi nyder også at spille mellem en masse flotte fugle. Vi er vant til gæs hjemme, men her er det ud over magpie gæs også mange andre, som hopper og flyver rundt omkring os. Vi havde aldrig troet, at vi skulle køre rundt i en golfvogn efter boldene, men i den varme vi har her, er det vist godt, ellers havde vi hurtigt dehydreret 🙂 En golfoplevelse rigere, kører vi ud og får den sidste store steak og øl inden vi skal hjem og pakke vores ting sammen til hjemrejse i morgen.

18. – 19.  September (Townsville – København): Det er desværre hjemrejsedag. En måneds ferie er ved at tage sin afslutning. Det har været skønt og vi har set og oplevet en masse og alt er gået efter planen bortset fra vejret, som vi ikke helt har kunnet styre! Nu skal vi bare have overstået ca. 30 timers hjemrejse. Først fra Townsville til Darwin med Airnorth og derefter via Singapore til København med Singapore Airlines.