Ayers Rock i solopgang
Wilpena Pound
Operahuset i Sydney
Previous slide
Next slide

Dagbog fra Australien (2008-09)

 

3. dec. (New Zealand—Australien): Det er afrejsedag. Vi skal desværre forlade New Zealand i dag. Vi kunne ellers godt have brugt meget længere tid her. Det er et fantastisk smukt land og med nogle dejlige smilende, venlige og sjove mennesker. Det kan absolut ikke udelukkes, at vi vender tilbage hertil engang. Selv om vi har kørt næsten 5.000 km, er der meget vi endnu ikke har set!
Efter at have gjort vognen hel klar til aflevering kører vi en tur ud til New Brighton, som er en strandby og tilsyneladende også et surferparadis. Der ligger mennesker og plasker rundt på surfebrædder i våddragter over det hele og venter på den hel rigtige bølge. På en lang høj mole ud i vandet stod der en del og fiskede. Vi så de fangede nogle få sild og krabber. Inde på land igen så vi der var et bibliotek med gratis internet, så vi var lige inde og checke mails og sende et par stykker. Desværre kunne vi ikke opdatere hjemmesiden her! Vi havde ikke så meget tid, så vi måtte snart tilbage til bilen og finde ind til Britz og få afleveret den. Det gik let og smertefrit og tog ikke ret lang tid modsat, da vi hentede den, men vi havde jo heller ikke lavet nogen skræmmer på den og den var i hvert fald mere ren da vi afleverede den end da vi fik den!Britz kørte os ud i lufthavnen, hvor der heller ikke var kø, så alt gik let og flyet lettede til tiden.
Da vi ankom til Melbourne, kom der en lille shuttlebus og hentede os og kørte os til vores hotel, hvor vi skal have en enkelt overnatning inden vi igen henter en camper, som vi skal have i 9 dage. Der var temmelig langt ud til vores hotel selv om det hed Airport Motel og det lå ude i en forstad til Melbourne, så vi kunne desværre ikke nå at komme ind til Melbourne city. Vi fandt i stedet en pub/restaurant og fik en lækker australsk steak (300g) mums! Derefter hjem i en “rigtig” seng for første gang i en måned. Det var nu også rart og så et fjernsyn, så vi kunne se lidt nyheder. Det er første gang på turen. Vi har levet meget isoleret og kun fået lidt nyheder om den finansielle krise via mails hjemmefra. Det har nu egentlig været meget rar. Vi kan jo ikke gøre noget ved tingenes tilstand alligevel!! Vi skal blot benytte lejligheden til at slappe af og nyde andre ting.

4. dec. (Melbourne-Philip Island): Vågner af en eller andet grund allerede kl. 6, måske det er den rigtige seng, som sætter gang i det indre vækkeur, som siger vi skal op på arbejde! Jeg ved det ikke, men vi vender os i hvert fald om og sover et par timer mere. Vi kan ikke hente camperen før kl. 10 alligevel.
Motellet sørger for en taxa til os ud til Britz. Det er en ældre mand, som er chauffør, en indvandrer fra det tidligere Jugoslavien. Han snakker af helvede til. I starten har vi svært ved at overhovedet forstå hvad han siger, men efterhånden vender vi os til det australske med jugoslavisk accent. Både chaufføren i går og ham her er helt bevist om hvad Danmark er, for det er jo der deres Mary er gift med kronprinsen ;-). Vi har fået at vide hvilken vej, der er den nærmeste til Britz og beder ham om at køre den vej, men det har han tilsyneladende ikke i sinde at følge. Han kører i hvert fald forbi den afkørsel, som vi har bedt ham om at tage. Sådan noget bliver jeg irriteret over og da han også bevist, tror jeg desværre, kører ind på den forkerte sidevej og ind i et boligkvarter og først påstår, at vi er på den vej vi skal være, men efter at have kørt op og ned af den erkender, at det vist nok først er den næste sidevej, så er jeg ved at gå i spåner, men holder dog min mund! Taksameteret tikker og da vi når frem står det på 10 dollars mere end de mente det ville blive på hotellet. Sådan en bandit gør mig arrig og smitter desværre af på mit første indtryk af Australien, specielt når vi lige kommer fra alle disse rare kiwier på New Zealand!
Vi får hurtigt vores camper, men de må lige rengøre toilettet en extra gang og lave et eller andet ved det, for det er utæt, men det sker i en håndevending, så vi er hurtigt inde i supermarkedet ved siden af og købe lidt forsyninger ind inden vi skal ud i den store nye verden, som hedder Australien. Allerede på vej i taxaen kan vi godt se, at det her er meget anderledes end New Zealand. Der er en million biler på vejene og man skal virkelig være vågen i trafikken. Det er vi jo slet ikke vant til 😉 jo måske nok vågen, men ikke mange biler.
Jeg havde egentlig regnet med, at vi skulle en tur ind til Melbourne city, men det opgiver vi. Vi vil hellere lige lære trafikken at kende inden vi skal ind og slås med alt for mange kryds og ukendte veje! Vi kører derfor mod sydøst til Philip Island, hvor vi skal ned og se bl.a. pingviner! Det tager meget lang tid at komme ud af Melbourne. Det er en kæmpe stor by med forstæder i en uendelighed. Efter at have kørt 45 km har vi stadig ikke været uden for by endnu. Det her er bestemt anderledes end New Zealand ;-). Vi er nede ved Philip Island og campingpladsen ved 5-tiden og i receptionen spørger de om vi skal se på pingviner og oplyser at pingvin-paraden starter mellem 8 og halv ni. Det passer os fint for så kan vi lige nå at slappe lidt af, inden vi kører ud til spidsen af øen, hvor pingvinerne kommer op.
Vi bliver lidt overrasket, da vi kommer derud for, der er lavet et stort kompleks dels med restaurant og souvenir, men også et system af gangbroer, som fører ned til stranden, hvor der er 2 store tribuner lavet i beton, som ligger helt ned til strandkanten. Der er plads til 3.800 mennesker!! Vi sætter os pænt til rette og spejder ud over vandet for at få øje på pingvinerne. Der er ikke nogen! Kl. 20.15 stiller der sig en ranger op foran de omkring 1000 mennesker, som nu har samlet sig på tribunerne og fortæller om pingvinerne, som vi snart skal se komme og gå i land. Vi er lidt skeptiske for hvordan kan man lige sige, at nu kommer de, men rangeren har ret. Ganske kort tid efter dukker de første pingviner op i vandkanten. De samler sig i flokke og når de føler de er mange nok, så begynder de den farefulde færd op over stranden og op i ly i græsset. De gør mange forsøg, hvor de kommer halvvejs op, men så alligevel bliver bange og vender tilbage til vandkanten. Det ser sjovt ud og søde er de. Det er verdens mindste pingviner, som går i land her. De er blå på ryggen og hvide på maven og kun ca. 37 cm høje. Den hvide mave gør at de ikke kan ses nedefra i vandet af deres naturlige fjender, så som hajer og sæler og den blå ryg gør, at de heller ikke ses fra oven af, så de er temmelig trygge i havet, hvor de er det meste af deres tid. Faktisk kan de være ude i 14 dage i træk, men lige nu har de unger, som lever i huler oppe på stranden og dem kommer de hver aften ind for at fodre og det er det, som bliver kaldt pingvin-parade. I løbet af nogle et par timer kommer de alle på land og vi kan være tilskuer til dette sjove syn. I første omgang kommer er 20-30 stykker ad gangen, som våger sig op over stranden, men efterhånden kommer de i større antal og går lige forbi os på tribunerne. Solen er nu gået ned, men store projektører er sat op, så vi stadig kan se dem komme og det generer åbenbart ikke pingvinerne! Efter en time med lys på slukkes dette for at give de sidste pingviner ro til at komme op, og vi går op bagved og her møder os et næsten sjovere syn end at se pingvinerne komme op ad vandet og gå hen over stranden. Her er et leben af den anden verden. De små pingvinunger er kommet ud af hulerne og står nu og kalder og søger efter deres forældre, som skal komme med mad til dem. Der er små pjuskede pingvinunger overalt og deres kalden er som små babyer, der græder. Hvor der da vi gik ned på stranden blot var højt græs og buske og stille, er der nu små og “store” pingviner overalt og der er alt andet end stille! Det er virkelig sjovt at betragte. Vi undrer os over hvordan unger ved hvem der er deres forældre for de ligner jo alle hinanden, men det ved de faktisk heller ikke. De prøver bare alle dem som kommer forbi og hvis de bliver afvist, så var det ikke deres mor og far og de må prøve de næste. Det er kun forældrene, som kan kende deres unger!
Vi så på de små søde dyr i et par timer og blev så smidt ud af området for at give pingvinerne fred. Under hele dette “show” havde vi desværre forbud mod at fotografere, så vi gik ud til bilen uden et eneste foto i kameraet. Det var lidt træls synes vi, men da vi så er på vej hen til bilen står der et skilt om, at man lige skal kikke under sin bil inden man kører for der kan være pingviner. Der er nu ikke nogen under vores, men da vi kikker ind i træerne, som er lige op til parkeringspladsen, står der nogle af de små banditter derinde. Så kan vi ikke styre os. Vi må have et par billeder og det lykkedes også at få et par stykker i kassen, så vi har lidt minder fra denne parade! Der føres statistik over hvor mange pingviner der kommer ind og vi fik dagen efter at vide, at de var kommet 1.482 ind i aften, hvilket var et pænt højt tal. Hjemme på campingpladsen, så vi endnu et dyr inden vi skulle i seng, men ikke en af dem vi ønskede at se! Det var en edderkop på 10-12 cm som sad på kassen, hvor Ulrich skulle tage strøm fra til camperen. Det er den største edderkop vi har set i naturen og vi skyndte os at få lukket døren ind til camperen. Ønskede ikke uventet besøg for natten!!

(sol og skyet 25 grader, men lidt kold vind. Kørt 185 km)

5. dec. (Philip Island—Wilson Promotory NP): Solen skinner fra en næsten skyfri himmel og det er varmt. Vi spiser morgenmaden ude i solen. Dejligt. Vi vil i dag ud at se på koalaer, som der skulle være en del af på Philip Island både i naturen, men også i en lille naturpark. Vi vil gerne være sikre på at se en koala, så vi kører hen i parken og der er en del, som sidder/ligger og sover oppe i eucalyptus-træerne. De er rigtig søde at se på, som de ligger der fuldstændig afslappet med poterne hængende løse ned. Her må vi gerne tage billeder, så vi har svært ved at begrænse os! Vi ser også en enkelt wallaby (kænguru) og en masse flotte fugle og papegøjer. Hvor vi i New Zealand var meget betaget af landskaberne og floraen, ser det umiddelbart ud til, at det her er dyrene, som kommer til at betage os, men lad os nu se. Vi har trods alt kun været her et døgns tid 😉
Efter koalaerne kører vi tilbage til starten af øen, hvor vi har set, at der skulle være nogle vandre-ture. Det viser sig imidlertid, at det er nogle ture ud over et temmelig ensformigt landskab med sand og lav vegetation ude ved havet og der står en lidt kold vind ind, så vi beslutter iaustr 2008 34 optimised stedet at køre videre til Wilson Promotory—en nationalpark, som skulle være meget flot. Vi vil dog lige have lidt frokost og mens vi nyder den her ved stranden, kommer der en masse soldater forbi, som åbenbart har en øvelse på stranden. En af soldaterne som står tilbage ved bussen spørger om vi drikker poppies. Aner ikke hvad det er. Han vil vise os, hvad det er. Det viser sig at være små juice-kartoner. Jo dem drikker vi da. Så får vi et hel kasse og nu vi er i gang så får vi også et hel kasse med musli energi barer og 2 rør engangsglas, så vi er fri for at vaske op. Han gider ikke slæbe rundt på det mere siger han! Flink mand! Han opvejer lidt det dårlige indtryk vi fik af australierne via taxa-chaufføren 😉
Efter frokost kører vi så videre ned til Wilson Promotory Nationalpark. På vejen derned ser vi skilte med kænguru, strudse, wombat og koalaer, som man skal passe på, når de krydser vejen. Vi snakker lidt om, at dem ser man vist kun på skiltene, men så pludselig må jeg sætte farten ned og faktisk helt stoppe for en koala er på vej hen over vejen. Den er ikke særlig adræt på landjorden, så det tager tid at komme over vejen. Det var et syn, vi ikke havde regnet med. Nu kunne vi jo have sparet at tage ind i parken om formiddagen ;-).
Da vi har betalt og kommet ind i nationalparken og kører de 30 km ind til camping-pladsen ser vi 2 wallabies stå i vejsiden, så det er ikke kun på skiltene at dyrene er! Inde på camping-pladsen kører vi rundt for at finde den helt rigtige plads! Skal det nu være oppe imellem træerne, hvor der kan være mange myg, men hvor man er mere ugenert eller skal det være lige nede ved toiletbygningerne, hvor man har let adgang om natten og ikke skal rende for langt for at bade. Den sidste faktor vinder på trods af, at det også er her alle børnene er. Mens vi har rejst rundt i New Zealand har der stort set kun været campere på campingpladserne og ikke ret mange børn—ensbetydende med ro! – men her er der få campere men mange telte og mange børn = støj ;-). Vi slår os ned og sidder og nyder solen og en GTI. (Vi har fået købt isterningeposer!) Vi ser nogle fugle oppe i træerne og hører nogle skræppe rundt omkring. Da vi har siddet lidt lander en af fuglene lige ved siden af os. Det er en papegøje i de skønneste farver. Ulrich tænker på de tiggende fugle i New Zealand og henter straks en muslibar! Det er guf. Pludselig har han 3 papegøjer omkring sig. En på hånden, en i håret og en på bordet. De kan bestemt godt lide militærets muslibarer. Ved siden af kommer en familie med 2 børn, som skal slå deres nyindkøbte telt op. Det giver extra underholdning. De har vist aldrig slået sådan et telt op før. Der går over 2 timer før det står og da er det ved at være mørkt!

(Sol hele dagen og 25 grader. Kørt 197 km)

6. dec. (Wilson Promotory NP): Det har regnet i løbet af natten og her til morgen er det overskyet og det blæser lidt ude fra vandet. Vi ærgrer os over, at vi ikke var gået ned til vandet i går, hvor det var så fint vejr, men bliver enige om at så længe det ikke regner, har vi godt af at gå en tur, nu hvor vores ben efterhånden er ved at være helt OK efter vores udfordrende tur til Muellers Hut! Vi går ned til stranden som viser sig at være en 2-3 km lang hvid sandstrand med små bjerge og klipper for enderne og pæne bølger, hvor surferne boltrer sig.austr 2008 58 optimised Ved den sydlige ende af stranden kan man gå op over bjerget og komme ned til den næste strand, hvilket vi gør og da vi er halvvejs begynder solen at skinne, så vi får en dejlig tur med udsigter ud over dejlige strande og klipper og øer ud for kysten. Vi ser også en enkelt sæl, som svømmer rundt efter fisk og senere ligger på en klippe inde ved stranden og soler sig.
Efter vores gåtur ligger jeg brak resten af dagen med migræne og Ulrich sidder og læser i solen og fodrer papegøjer indtil der pludselig kommer vejrskifte med kulde og blæst og alle teltfolkene sidder pakket ind i soveposer og drikker kaffe for at holde varmen. Vi kan heldigvis være inde i camperen, hvor vi er væk fra blæsten, men koldt bliver det for der er ikke strøm på campingpladsen, så vi kan ikke tænde for varmen. Vi får tidligt gjort sengen klar, så vi kan ligge og varme os under soveposerne og læse lidt indtil også lyset går ud! Der er åbenbart alene strøm på batteriet til ca. 36 timer.

(Sol midt på dagen men ellers koldt og blæsende)

7. dec. (Wilson Promotory NP—Great Ocean Road): Efter en nat hvor vi har været rigtig glade for soveposernes varme vågner vi til en dag, hvor det er koldt og blæsende og næsten alle teltfolkene omkring os har pakket deres telte sammen eller er ved det. De ser temmelig forkomne ud og render rundt med store jakker og huer! Vi tager et varmt bad og pakker så også sammen og kører tilbage mod Melbourne. Vi har overvejet at skyde genvej over mod Great Ocean Road ved at tage en færge, men med det blæsevejr vi har, er det vist ikke sagen. Desuden er vi ikke helt tilfredse med camperen. Støddæmperne er gået foran, så hver gang der er en ujævnhed i vejen skal man kontrastyre og hvis der er et lille hul, så lyder der et ordentligt brag, som går mig på nerverne!
Et par timer før vi når Melbourne ringer vi til Britz for at varsko dem om, at vi kommer med en bil, vi ikke er tilfredse med. I første omgang siger de, at de ikke har nogen bil før i morgen mandag, men det er vi ikke tilfredse med, da det vil betyde, at vi mister en dag. De vil så ringe tilbage til os og lidt senere ringer de heldigvis og siger, at vi bare skal komme, så finder de en bil til os. Vi regner med, at det bliver en smal sag, at komme igennem Melbourne i dag, hvor det er søndag, modsat i fredags, hvor vi skulle ud fra Melbourne, men trafikken er næsten den samme. Der er rigtig mange biler, men det går OK.
Vi finder ind til Britz og får udleveret en anden bil. Vi bliver nu “opgraderet” til at køre Mercedes. De 2 andre vi har haft har været Folkevogn. De er i øvrigt fuldstændig ens både ude– og indvendig. Det er stort set kun logoet, som er anderledes! Jeg skal lige vende mig til at køre en tredie bil, men vi er snart på farten igen efter at have flyttet alle vores pakkenelliker fra den ene til den anden bil. Vi synes ikke vi har ret meget med, men når det skal flyttes sammen med madvarer fra køleskab og skabe, så er der alligevel meget!
Ud af byen i en fart og så ellers kurs mod Great Ocean Road, som vi har hørt og læst så meget om og som skulle være så smuk en tur. Vi kører til Anglesea og finder en campingplads for natten. Vejret er nogenlunde, men det blæser stadig lidt. Efter lidt kombineret frokost og aftensmad går vi en tur rundt i byen, som ikke er særlig stor og herefter hjem og skrive dagbog. Hov, hvad var det? Pludselig mens jeg sidder her og skriver dagbog kommer 2 kænguruer hoppende forbi vognen!! Vi skynder os ud for at se nærmere på dem og mens vi står og beundrer dem kommer endnu 2 hoppende. Det er en hel dyrepark. 4 græssende kænguruer og utallige kakaduer og parakitter flyver rundt om os! Senere på aftenen, da vi lige skulle på toilettet inden sovetid, havde de formeret sig. Nu var der 8 kænguruer, som stod og græssede!

(skiftende sol og overskyet. Kun 17 grader og blæst. Kørt 346 km)

8. dec. (Angelsea—Cape Otwa): Da vi vågner her til morgen står der stadig 4 kænguruer lige uden for vognen. De er tilsyneladende ikke bange for mennesker.
Vi forlader Angelsea og begiver os vestover af Great Ocean Road. Vejen går som navnet siger lige nede ved havet og snoer sig op og ned og gennem småbyer, som vist mest lever af surferne. Der er i hvert fald mange surfer-butikker og de eneste, som er i vandet er surferne i deres våddragter. Det er endnu ikke varmt nok til blot at bade. Luften har i dag alene været mellem 13 og 17 grader, så vi føler os i hvert fald ikke fristet af vandet selv om det er nogle virkelig dejlige lange og brede, hvide sandstrande, som er næsten over alt. Vi gør holdt mange steder ved udsigts-punkter og ser de flotteste strande, men må nok indrømme, at det ikke helt kan overgå det vi har set i New Zealand!
Efter Apollo Bay svinger vejen lidt ind i landet i en nationalpark, hvor vi kører gennem regnskov og også gør holdt for at gå en lille tur i regnskoven. Det er flot. Her er de samme opstammede bregner, som vi var så betaget af i New Zealand og så har de de største træer, vi nogensinde har set. Det er imponerende.
Efter vores lille gåtur kører vi videre og ser et skilt til Cape Otway, hvor der er et fyrtårn. Vi drejer fra. Det kan jo være, der er noget pænt at se 😉 Vi kører gennem både regnskov og eukalyptus-skov. Så snart der er eukalyptus-træer kan der også være koalaer, så vi spejder op i træerne, men ser ikke nogen, men på et tidspunkt hopper en wallaby over vejen foran bilen.
Ude ved fyrtårnet, når vi lige at se, at de lukker lågen for i dag—surt, men de åbner igen i morgen kl. 9!! Vi kører tilbage af samme vej, som vi er kommet og nu kan vi pludselig få øje på den ene koala efter den anden. Vi tæller 8, mens vi triller lige så stille hen ad vejen og gør et par stop for at tage dem nærmere i øjesyn. Vi hører flere end vi ser. De sidder og brøler oppe i trækronerne. De er alle vågne nu. Da vi ser en campingplads, bliver vi enige om at stoppe her for natten for det er sjovt med alle de koalaer og i øvrigt også mange forskellige fugle. Inde på campingpladsen hører og ser vi også koalaer, så vi nu er oppe på at have set 12 styks i dag. Vi troede de var sjældne, men det ser bestemt ikke sådan ud, eller også er vi bare heldige at vælge de rigtige steder! Da vi går tur omkring campingpladsen og ud i bushen, ser vi endnu en kænguru, som står og betragter os ;-).
Da vi går i seng sidder der adskillige koalaer i træerne lige omkring os og brøler. Det er meget hyggeligt.

(Overskyet om formiddagen, men sol resten af dagen. 13-17 grader. Kørt 140 km)

9. dec. (Cape Otwa—Grampians NP): Da vi vågner har vi stadig koalaer omkring os, men de brøler ikke mere. Sidder vist og sover. Det er gråvejr og det har været rigtig koldt i nat, så vi har haft brug for de varme soveposer og varmeapparatet i camperen. Vi tager et hurtigt varmt bad og skal så ellers af sted. På vej ud fra campingpladsen gennem Great Otway Nationalpark kan vi ikke lade være med at spejde efter koalaer i træerne for de er nu så søde. Vi behøver ikke at spejde længe før vi får øje på nogle og pludselig står der også 2 i vejkanten og kikker på os. Så kan vi ikke lade være med at stoppe. De er så tæt på os, at vi kan røre ved dem, men vi ved godt, at det ikke er nogen god ide, så vi styrer os 😉 Efter adskillige billeder i kassen må vi sige farvel og køre videre. Vi har en lang dag foran os. Vi kan ikke nøjes med at køre 140 km pr. dag, hvis vi skal nå til Adelaide til tiden!
Vi kører ud til Great Ocean Road igen og følger den til Warrnambool og kommer bl.a. forbi de 12 apostle, som er nogle klippeformationer, som står ude i havet. Vi kører også ind i en regnskov—Melba Gully, som er specielt kendt for sine meget gamle og meget, meget store træer. Her går vi en tur og nyder duftene og lydene i den tætte skov. Efter Warrnambool kører vi nordpå mod The Grampians en anden nationalpark med bjerge, som skulle være meget flot. Det regner og det meste af vejen indtil vi når nationalparken og det er fladt kedeligt terræn, så det er ikke det mest spændende at køre område i. Inde i nationalparken standser vi ved et vandfald og ser en enkelt kænguru, som krydser vejen foran os. Nationalparken var i januar 2006 udsat for en større skovbrand, hvilket man stadig kan se på træerne, hvor barken er sort og forkullet, men de skyder med friske skud, så hvis det ikke var for stammerne, kunne man ikke se at alt har været raseret! Fremme ved Halls Gab finder vi en dejlig campingplads og slår os ned for natten.

(Regn det meste af dagen og 10-13 grader. Kørt 334 km)

10. dec. (Grampians NP): Yes, solen skinner fra en næsten skyfri himmel. Det har ellers været endnu en kold nat, hvor soveposerne har været rare at have! Det vrimler med fugle rundt om vognen. Nogle andelignende nogle, kakaduer, kookaburraer (latterfugl) og papegøjer. Det er en hel fuglesymfoni! Godt for sjælen. Vi havde planlagt, at hvis det var godt vejr, skulle vi ud at vandre i dag, og ellers ville vi køre hurtigt videre mod Adelaide, hvortil der er ca. 500 km. Med dette vejr er vi ikke i tvivl. Vi skal ud og have rørt benmusklerne! Vi starter på turistkontoret for at få nogle vandreruter og fif til, hvor vi kan nå hen, når vi kun har en dag!. Der er en fin monitor, som viser billeder fra de forskellige ruter, så vi finder hurtigt ud af, hvor vi vil bruge vores energi. Vi skal bl.a til Grand Canyon og nej vi er ikke taget til USA. Der er åbenbart også et område her som kaldes Grand Canyon. Det er dog ikke at sammenligne med USA. Dette er et lille begrænset område med nogle meget flotte klippeformationer, som man går, kravler og springer hen over i en slugt. Det var lidt som at være barn igen, med en glæde over at skulle bevæge sig under trange forhold og springe lidt fra klippe til klippe!
I fortsættelse af Grand Canyon gik vi videre op af bjerget og ender oppe på et udsigtspunkt kaldet Pinnacle, hvor man kan gå helt ud på en klippeafsats, som rager ud over afgrunden. Lidt foruroligende at stå der, når der kun er et metalgitter, som skiller en fra afgrunden, men der er en fantastisk udsigt ud over de nærliggende bjerge og de uendelige vidder. Vi fortsætter videre til flere imponerende udsigtspunkter og slutter af med at besøge McKenzie Falls. Vi har set en del vandfald både i New Zealand og også nogle her i Australien, men det her, det var både flot og pænt stort, så det var besøget værd!
Klokken var nu blevet hen ad 4 om eftermiddagen og vi skulle bestemme os til om vi skulle tilbage til campingpladsen i Halls Gab, eller vi skulle køre mod Adelaide. Da det var flot vejr ville det være fristende at bare komme tilbage til campingpladsen, men det ville betyde, at vi skulle køre 500 km i morgen. Vi ender med at køre mod Adelaide. Først ud gennem det sidste af nationalparkens snoede bjergveje med bl.a. en wallaby, som står i vejkanten og efterfølgende ud over stepperne. Det er lange, lige veje med en masse store lastvognstog, som kører temmelig stærkt og alene gult landbrugsland at se på rundt om. Det er ikke det mest spændende landskab at køre i, så det var godt, at vi tog noget af turen i dag. Efter ca. 250 km, hvor vi netop har krydset grænsen mellem Victoria og South Australia gør vi holdt for natten i Bordertown.

(sol og 25 grader. Kørt 250 km)

11. dec. (Grampians—Adelaide): Julen nærmer sig, men vi mærker ikke meget til det. Vi ser lidt juleudsmykning i byerne vi kører igennem, men ellers er der ikke meget, som indikerer, at det snart er jul! Solen skinner fra morgenstunden og vi har haft en rimelig varm nat og her til morgen er der også 18 grader. Det er langt fra til julestemning ;-). Vi skal køre langt i dag, så det er bare op i førersædet og derudaf. Vi når til Adelaide ved 13-tiden efter 3 meget lange timer. Vejen fra Bordertown til Adelaide er ligeud hele vejen, og det eneste man ser til siderne er afsvedne gule kornmarker, og byerne består stort set kun af en maskinstation, en tank-station og en lille butik. Det er afsindig kedeligt at køre på sådan en vej, så da vi når Adelaide må vi have en time på øjet inden vi kører ind til downtown for at se lidt på forretninger og finde et hotel til i morgen nat, da vi skal aflevere camperen i morgen eftermiddagen og vores tur ind til Ayers Rock først starter meget tidligt i overmorgen.

(sol om morgenen og 18 grader stigende til 28 grader i Adelaide, men overskyet og regn fra om eftermiddagen. Kørt 305 km)

12. dec. (Adelaide): Regnvejr hele dagen. En dag hvor vi absolut ingen ting har lavet—skønt ;-). Kun afleveret camperen og ellers dinglet rundt i Adelaide på må og få mellem regndråberne. Spist dejlig middag på restaurant i Chinatown. Indlogeret os på et lausigt hotelværelse, men da det kun er for nogle få timers søvn inden vi skal på tur outback til Ayers Rock i morgen tidlig, så overlever vi nok!!

13. dec. (Adelaide—Quorn): Det er tørvejr, da vi vågner kl.5 og ser ud til at det vil holde selv om det stadig er skyet. Vi skal mødes med gruppen fra Adventure Tours kl. 6.15. Vi er spændt på hvordan gruppen er sammensat, da det er en backpackertur, som jo naturligt vil være for helt unge mennesker og det kan vi jo næppe kalde os selv mere!! Der kommer efterhånden rigtig mange mennesker og står og venter på bussen. Vi kan høre de kommer fra mange forskellige lande og det er meget unge mennesker. Det viser sig at være opsamlingssted for 3 busser, så da der er sorteret i grupper, er vi 17 tilbage, som skal ind til Ayers Rock. Vi er ikke de ældste. Der er også en mor og datter, hvor moderen i hvert fald er ældre!Der går lang tid med at checke ind, men ved kl. 7.30 er formalia i orden og vi kører af sted. Vi skal køre et par timer ud af Adelaide og gennem Clare Valley, som er kendt for sin vin. Det er meningen, at vi skal til vinsmagning. Den bliver dog aflyst, da guiderne ikke kan finde nogle steder som er åben. Dels på grund af vejret (Det har regnet i flere dage, hvilket det normalt overhovedet ikke gør på denne årstid) og dels på grund af at juleferien er startet i går. Vi får en times ophold i en lille by Clare, så vi kan få lidt morgenmad på en cafe. Efterfølgende kører vi videre i 3 timer og når Flinders Ranges, som er et stort område med småbjerge og flot natur og rig på dyreliv bl.a. kænguruer. Det regner nu temmelig meget, så vi ser ikke andet end får på markerne, men der er rigtig mange fugle. De hvide og lyserøde kakaduer. Det ser flot ud, når en hel flok letter samtidig. De er hvide på oversiden og lyserøde under vingerne og på halsen.
Undervejs har vi en præsentationsrunde i bussen. Vi skal alle op og stå foran i bussen og fortælle lidt om os selv i mikro-fonen. Specielt at skulle stå foran en flok ukendte folk og fortælle om sig selv på engelsk. Heldigvis er det ikke alle, der har engelsk som modersmål, så vi er mange i samme båd. Vi kommer fra Canada, Tyskland, Mexico, Italien, Finland, Frankrig og England, så det er en blandet flok. De fleste er på længere ophold i Australien—op til 6 måneder.
Vi når Quorn, hvor vi skal sove de næste 2 nætter. Her laver vi frokost kollektivt. Guiderne har mad med fra Adelaide, men vi skal selv tilberede den, så vi går i gang med at skære salat og tomater mv. Vi skal have kyllingeburgere! Vi er virkelig kommet på backpackertur! Det er nu meget sjovt, at se hvordan folk reagerer, når man ikke kender hinanden endnu og alligevel skal lave noget sammen! Efter frokost var det meningen at vi skulle til Wilpena Pound og gå en lang tur, men på grund af vejret kan det ikke lade sig gøre. I stedet har guiderne fået fat i en lokal, som vil vise os en vandfald, som ligger en halv times kørsel fra vores overnatningssted. Vi skal ud at køre på jordveje for at komme derud og det bliver lidt af en oplevelse. Der er masser af mudder på vejene og masser af vand i floderne. Faktisk så meget at nogle af dem flyder hen over vejen! Vores guide Ruth, som også er chauffør, har aldrig kørt bus på mudrede veje, alene 4-hjulstrækkere, så det er virkelig “spændende” at køre med hende. Bussen skrider nogle steder ud og fedter rundt. Heldigvis er vi ikke på bjergveje for så ville jeg ikke have haft et roligt øjeblik. Den første vej vi prøver må vi opgive efter nogle kilometer. Der er en flod, som er gået for meget over sine bredder og vejen er helt oversvømmet. Den “lokale” kender dog en anden vej, som vi så prøver og det går bedre, selv om der også er meget vand og bussen flere gange støder mod sten gemt i vandmasserne. Godt det ikke er min bil, som skal udsættes for dette! Da vi når frem til vandfaldet, som i øvrigt er meget flot, er bussen møget til med mudder til op over vinduerne. Vi skal stort set ikke se ud mere! Det er virkelig en adventure tur 😉
Hjemme igen på overnatningsstedet får vi fri resten af dagen og i øvrigt nøglerne til værelserne. Der er 3 som skal deles mellem os 17! To 8 sengsværelser og et 4-sengsværelse (køjesenge). Jeg sørger for at komme ind på 4-sengsværelse; som den første i håb om, at vi måske kan få det alene. Det lykkes desværre ikke. Vi må dele værelset med mor og datter fra Canada. Det er OK, når det nu skal være.
Efter at have sat vores bagage på værelset gik vi tur rundt i byen. Den er bestemt ikke stor, men der er flere pubber. Vi vælger en tilfældig for at få en enkelt øl. Det er meget hyggeligt at sidde her og se, de forskellige lokale komme og gå. Alle kender tilsyneladende hinanden, så de er ikke i tvivl om, at vi ikke hører til! Et par af gæsterne skal da også lige høre, hvor vi kommer fra og hvor vi skal hen. De er meget søde og vi gerne høre lidt om os og fortælle lidt om hvad vi skal se og gøre. Efter vores pub-besøg går vi hjem og slapper af med en bog på værelset indtil det er tid til aftensmad. Det er ikke den store oplevelse, men vi bliver da mætte! Og efterfølgende igen på ryggen med bogen. Det er koldt og regner, så vi har bare lyst til at ligge under dynen.

(Regn hele dagen og 15 grader)

14. dec. (Quorn og omegn): Det har regnet næsten hele natten, men da vi vågner er det opholdsvejr og skyerne er knap så tunge som i går, men der er stadig ikke meget varme i luften. Vi skal køre kl. 7.30.
Første stop er Wilpena Pound, et meget smukt område i Flinders Ranges, hvor vi går en tur på et par timer rundt og får set nogle flotte udsigter, grønne papegøjer og kænguruer. Skyerne er nu lettet og vi kan se hele området med bjergene omkring og store åbne vider, hvor kænguruer hopper rundt i stort antal og emuer står og betragter os i vejkanten. Det er virkeligt et flot område, som godt kan måle sig med New Zealand, nu hvor vi ser det i solskin og blå himmel. På et tidspunkt passerer vi 2 store ørne, som er ved at flå et får, som ligger i vejsiden. Det er åbenbart blevet kørt ned i løbet af natten. Lidt brutalt at se på, men det er jo naturens gang. En australier fortalte os, at de kalder landevejene for det største middagsbord for ørnene. Der bliver tit kørt både får, kænguruer og emuer m.v. ned og det er lettere for ørnene at få mad her end at selv skulle fange og dræbe dyrene!
Vi stopper også ved nogle grotter eller klippefremspring, hvor der er gamle tegn malet af aboriginerne og en gammel nedlagt fårestation. Sidstnævnte var blot nogle ruiner af nogle gamle stenhuse. Ikke specielt interessant! Herefter hjem til sen frokost og eftermiddagen fri!
Vi benyttede chancen til at gå en tur i byen igen. Nu er der høj sol og blå himmel, så det giver et lidt andet billede af byen end i går. Vi kommer forbi en bane, hvor der går nogle rundt og spiller et spil vi aldrig har set før. Vi står og ser lidt på dem spille og straks kommer de hen til indhegningen og inviterer os ind, så vi kan se nærmere på spillet. De kalder det lawnbowl. Det ligner en blanding af petanque og curling og ser meget svært ud for boldene er som curlingbolde og skal trilles på højkant, men de er heller ikke lige tunge i begge ender, så de skal trilles i en bue ned mod grisen. Da vi har set lidt på det og de er færdige med den kamp de var i gang med inviterer de os til at prøve. Ulrich vil ikke, men jeg prøver. Det er et svært spil, men meget sjovt. Jeg har 2 omkring mig, som fortæller hvad jeg skal gøre. De er rigtig søde og ivrige og jeg får da også trillet et par rigtig gode bolde, så de klapper! De vil meget gerne snakke og da vi fortæller vi er fra Danmark, får vi jo selvfølgelig at vide, at vi har en sød prinsesse! Da vi ikke synes vi vil tage mere af deres tid går vi videre og ender på pubben fra i går. Det er stort set de sammen mennesker, som er her i dag som i går! Vi nyder en enkelt øl og får en snak med en af de lokale, som også arbejder, der hvor vi overnatter.
Klokken 18.30 kører vi igen en tur med bussen ud til en slugt med en lille flod, hvor vi skal se om vi kan spotte nogle specielle kænguruer—gule klippe kænguruer. Vi kører langsomt op gennem slugten med flotte klippeformationer på begge sider af grusvejen og den lille flod og med solen, som så småt er ved at gå ned giver det et fantastisk flot indtryk af klipperne mod den blå himmel, så uanset om der er kænguruer eller ej, så er det turen værd! Vi ser dog hurtigt den første lille fyr, som sidder og pudser sig oppe på en klippe. Vi ser også flere inde fra bussen, men heldigvis bliver vi lukket ud og kan selv gå ned gennem området og rigtig nyde de flotte syn og se kænguruerne på klippeafsatser over os. Det er utroligt som de kan hoppe fra klippe til klippe på deres lange bagben og det går temmelig stærkt!På vej hjem har alle de røde og hvide kakaduer samlet sig i træerne og på markerne langs vejen og når vi kommer kørerne letter de i samlet flok og flyver lige ud foran bussen, så vi er ved at ramme flere. Det er et flot syn.
Hjemme igen på The Mill er der lavet aftensmad til os. Kænguru og emu! Lidt specielt at vi hele dagen har gået og taget billeder af dyrene og synes de var søde og sjove og så sidder vi pludselig og spiser dem til aftensmad 😉

(Overskyet til morgen, men opklaring i løbet af formiddagen og fuld sol resten af dagen, men lidt kold vind. 20 grader)

15. dec. (Quorn—Coober Pedy): Vi skal allerede op kl. 6 og køre kl. 7. Heldigvis vågner vi til en skyfri himmel, så det er ikke så slemt at skulle op så tidligt! Vi skal køre rigtig langt i dag fra Quorn og til Coober Pedy, hvor vi skal overnatte, er der 5-600 km. Så det kommer til at tage det meste af dagen. Det var disse lange stræk, som var medvirkende årsag til, at vi ikke ville køre selv men tog en bustur, så vi kunne sidde og slappe af i bussen i stedet for at skulle koncentrere os om vejen hele dagen. Efter at vi har taget bad og pakket vores kufferter går vi over i køkkenet for at få morgenmad, men der er vi åbenbart for sent på den. Al maden er pakket sammen og ved at blive båret ud til traileren. Vi når lige at få fat i 3 stykker toastbrød hver, men må spise dem uden noget på for alt andet er pakket væk. Surt for det eneste vi selv har er de muslibarer, som vi fik af militærmanden på Philip Island. Det er ikke lykkedes os at gøre kål på de 60 stk. vi fik af ham, men det må så gøre det ud for vores morgenmad i dag 😉
Der går ikke lang tid før vi finder ud af, at det er godt, at der er aircondition i bussen. Nu hvor solen for alvor er kommet frem og har magt stiger temperaturen også drastisk. Da vi holder pause ved 10 tiden for at få frokost. Ja, den er god nok. Det er meget tidlig frokost, idet det er den eneste by, vi kommer igennem, som har en barbi (form for grill), så vi må spise, hvad vi kan her og ellers pakke lidt ind i stanniol til senere. Vi er glade for den tidligere frokost, da vi jo ikke rigtig har fået morgenmad. Byen vi stopper i er en spøgelsesby ved navn Woomera. Byen er stort set forladt og står nu som et levn fra britterne, som opbyggede byen, da de for mange år siden kom dertil for at lave forsøg med atombomber for at se, hvor megen skade en sådan kan udrette! Det fandt de ud af efter at have sprængt en og forlod derefter byen. Et stort område omkring byen er nu lukket område på grund af radioaktiv jord!! Der står et missil ved indgangen til byen og et sted står der en flyvemaskine og andre krigsmaskiner!
Efter den tidlige frokostpause går det ellers derudaf på en fuldstændig lige vej. Man kan se gud ved hvor mange kilometer frem og varmen gør, at vejen ligner et spejl forude. Vi kører på kanten af Victoria Great Dessert og her er virkelig trøstesløs. Der er alene den røde jord og støv og vegetationen består af nogle små buske, der ikke er mere end 30 cm høje. Alligevel ser vi får og emuer. Det er svært at forestille sig, hvad de lever af og hvor de får vand fra. Lige nu er der ganske vist lidt vand nogle steder fordi det har regnet de foregående 5-6 dage, men det er absolut ikke normalen for denne årstid. Her burde være knastørt og det vil der også være i løbet af de næste par dage, hvis det fortsætter med denne temperatur (30-35 grader). Det er efter sigende ikke unormalt, at der er 45 grader nu!
Ved 13-tiden når vi frem til Australiens største saltsø – Lake Hart , hvor der også netop er vand i nu på grund af den unormale vejrsituation. Det er ellers kun hvert 10. år man kan opleve det, så vi ser helt sikkert nogle specielle forhold! Jeg er nede og smage på vandet. Det er meget salt, hvilket vel ikke kan komme bag på nogen ;-). Tager også sko og strømper af for at soppe lidt. Vandet er underligt nok ikke rigtig varmt, men det er sjovt at gå rundt i salten. Den ligesom knitre under fødderne.Oppe i bussen igen døjer vi lidt med alle de fluer, som vi har lukket med ind og lige skal have slået ihjel eller lukket ud igen. Nu hvor solen er kommet frem, er fluerne desværre også kommet frem og der er rigtig mange af dem! Så snart vi kommer ud af bussen, bliver vi overfaldet. De kredser om os hele tiden og vil meget gerne flyve omkring og sætte sig i ansigtet, så vi går alle sammen rundt og slår med hænderne konstant for at holde dem væk. Vi havde hørt om at fluerne kunne være en pestilens i Australien, men på grund af det forholdsvise dårlige vejr, vi hidtil har haft har vi været forskånet for dem, men det er slut nu!
Vi har en pause her ved saltsøen en times tid og må så op i bussen igen og her begynder et mareridt for mig. Vi har under hele turen haft musik på, men det har været god musik i mine øre, men nu bliver der pludselig sat en hel anden genre af musik på, som absolut ikke falder i min smag og så bliver der også skruet op. Jeg forsøger mig efter en time med ørepropper i håb om at kunne lukke larmen ude, men det hjælper ikke stort. Jeg bliver mere og mere desperat, men tænker hele tiden at der nok snart kommer noget andet på eller nogen af de andre siger måske noget til guiderne, men det sker ikke! Efter 2 timer (jeg er meget tålmodig, synes jeg) kan jeg bare ikke mere og da der bliver gjort et stop fordi en af pigerne skal tisse, tager jeg mig sammen og beder guiden om at finde noget andet musik. Det gør de så heldigvis og jeg kan begynde at falde ned igen!
De sidste 2 timer inden vi når Coober Pedy, møder vi et af de berømte eller berygtede roadtrain med 4 hængere og en længde på 53 meter. Dem skal man ikke komme på tværs af! Vi ser også en del kæmpestore ørne, som tager for sig af retterne ved vejsiden. Typisk får eller kænguru. Det er nogle store og flotte fugle, som desværre ikke er så lette at fotografere, idet de flyver væk, når vi stopper bussen og holder sig på afstand til vi sætter i gang igen. Vi er fremme ved Coober Pedy godt trætte på trods af, at vi kun har siddet og kikket ud hele dagen og småsovet, eller måske netop derfor! Vi vågner dog op, da vi kører ind i denne total mærkelige by. Den er kendt for sine opalminer og har desuden været brugt som kulisse for diverse film, hvilket man stadig kan se, da der står mange mærkelige ting rundt om i byen, som slet ikke normalt ville høre til bl.a. et halvt rumskib! 75% af indbyggerne bor under jorden! Man kan se indgange til “husene” som er huller ind i klipperne og ligeledes luftventilerne, som står på toppen af alle klipperne/bakkerne, hvorunder de har udhugget deres “huse”. Når man slår sig ned i Coober Pedy køber man et stykke land og så hugger man ellers sit hjem ud af klipperne i håb om at finde en opal-åre, som kan betale for “huset”. Grunde er meget billige. Du kan købe en grund for 40.000 kr. og så kan du ellers begynde at hugge løs. Nogle bliver rige ved at bygge deres eget hjem andre finder aldrig en opal. Det er aborginerne, som har navngivet byen. Coober Pedy betyder hvid mand i hul og når man ser landskabet rundt omkring Coober Pedy forstår man godt hvorfor de har navngivet den sådan. Der er små og store stenbunker overalt i en meget stor radius omkring byen og ved siden af hver bunke er der et hul, hvor en hvid mand har gravet efter opaler! Der skulle p.t. være ca. 250.000 bunker og huller! På vores tur her hører vi meget om aborginerne, den oprindelige befolkning i Australien, og deres livssyn og traditioner m.v. men vi ser ikke meget til dem. Vi har set nogle enkelte i Adelaide og også her i Coober Pedy, men det er desværre ikke det kønneste syn! Det er tydeligt, at de rangerer lavest i samfundet selv om det egentlig var deres land indtil de hvide kom hertil i 1880´erne. Dem vi ser sidder på gaderne i beskidt tøj og typisk fulde eller blot helt apatiske.
Vi startede med en rundvisning i et almindeligt “hus”, hvor man kunne se hvor der var brugt gravemaskiner og hvor man havde fundet opal og derfor startet med hakker. Det er meget hård klippegrund, så man behøver ikke at understøtte lofterne eller væggene og ønsker man et værelse mere, hugger man blot et nyt hul og udvider som man har brug for eller alene for at lede efter opaler! Det siges at det største hus her i byen har 25 værelser! Fra dette hus, var der adgang til et niveau lavere, hvor man alene gravede efter opaler. Det var en egentlig mine. De kan grave ned til 30 meter herefter bliver klipperne til ler og mudder, så der er ingen bæredygtighed eller opaler for den sags skyld! Når de graver har de fra gammel tid brugt dynamit, men det bliver ikke brugt så meget mere. Gravemaskinerne har taget over, men da dynamit er billigere end maskinerne bruger nogle det stadig. Tidligere var springstofferne så almindelige, at man kunne købe alle ingredienserne i supermarkedet sammen med dagligvarerne! Nu kræver det en vis autorisation for at måtte bruge dynamit, men det er muligt for almindelige mennesker at få en sådan, så den er ikke unormal her!
Rundvisningen slutter selvfølgelig i en opalforretning og Ulrich køber en flot julegave til mig!
Efter rundvisninger får vi lidt tid på egen hånd inden vi skal spise på byens pizzaria! Vi benytter lejligheden til at se nærmere på den meget mærkelige by. Turen bliver dog ikke så lang for her er meeeget varmt. 35-40 grader vil jeg tro i skyggen. Den højeste temperatur, som er målt i Coober Pedy er 56 i skyggen! Godt vi ikke var her den dag. Normalen på denne årstid er 40-45 grader, så vi er på sin vis heldig ;-). Fordelen ved at de bygger deres huse i klipperne er ud over, at de måske finder opaler, at de har en konstant temperatur på 23-27 grader under jorden uanset hvordan temperaturerne er udenfor.
Efter aftensmaden går vi endnu en tur op på toppen over vores “hotel” og ser på solnedgangen. Temperaturen er nu nede på 25 grader og det er virkelig behageligt og så er fluerne også væk sammen med solen, så det er rigtig rart at være ude nu, så dagbogen bliver også efterfølgende skrevet på terrassen uden for vores sovesal, som jo selvfølgelig også er underjordisk. Vi må denne gang leve med at skulle sove i køjeseng på et 6-mandsværelse. Det går OK. Alle er heldigvis så trætte efter en lang dag i bussen, så der er ro, så snart vi har lagt os.

(sol fra skyfri himmel 30-40 grader)

16. dec. (Coober Pedy—Ayers Rock): Op kl. 5.30 . Vi har sovet nogenlunde i vores underjordiske logi selv om det ikke bliver til så mange timer. Temperaturen er som lovet omkring de 25 grader hele natten og der er ingen fluer eller myg til at forstyrre kun en snorker! Vi får en hurtig gang morgenmad og bad. Jeg når lige at få skyllet shampooen ud af håret inden det er slut med vandet. Ikke alle er så heldige 😉 En af franskmændene står med shampoo i hele hovedet og har ikke noget vand til at skylle det ud med, så han må blot tørre det af han kan med sit håndklæde. Normalt er der vand på “hotellet” på trods af den generelle vandmangel i byen, men nogle børn eller fulde folk har i løbet af natten lukket vandet ud af vandtanken, som skal forsyne os med vand! Størsteparten af de underjordiske huse har indlagt vand, men dem som ikke har kan gå til den centrale vandpost i byen, hvor man kan putte penge i en automat og trække vand 😉 Så de kommer kørende med dunke og får fyldt dem op, så de har drikkevand.
Vi har en lang dag foran os i bussen og temperaturen stiger hurtigt til næsten 40 grader, så det er godt at komme af sted fra morgenstunden selv om det ikke giver meget søvn om natten. Vi skal i dag køre de ca. 700 km fra Coober Pedy til Yulara ved Ayers Rock. Det er bare derudaf af Stuart highway. Stuart highway følger den oprindelige telegraflinie mellem Adelaide og Darwin og den senere togbane på samme strækning og er i alt ca. 2700 km! Vi skal heldigvis ikke hele vejen, men “kun” de 1200 km fra Adelaide til Alice springs!Som sagt er det en vej som bare køre ligeud hele tiden og landskabet er ikke specielt afvekslende! I modsætning til i går er der dog nu på noget af strækningen træer, som blomstrer på grund af den nylige regn og hvor vi ellers skulle have set den tørre røde jord er der grønt græs. Vi bliver af guiderne hele tiden mindet om at vi ser et utroligt fænomen, idet vi ser græs, hvor der normalt kun er rød jord og støv. Vi er dog ikke af den hel samme mening! Vi har jo netop taget denne tur for at se den røde jord og støvet, som vi forbinder med outback, men vi forstår selvfølgelig godt deres glæde ved al den regn, da de virkelig har et problem med manglende vand.Der er ikke mere kænguruer at se omkring vejen, men pludselig ser vi 3 kameler! Det er absolut ikke kameler vi forbinder med Australien og de hører faktisk heller ikke til her, men blev bragt hertil fra Afghanistan, da man i sin tid skulle lave telegraflinien og senere jernbanen. Det var de eneste dyr, som kunne klare den høje temperatur. Da bilen blev opfundet, var der ikke mere brug for kamelerne og de skulle skydes, men kameldriverne var for glade for deres kameler, så de kunne ikke skyde dem og slap dem i stedet fri. Det har resulteret i, at der i dag er omkring 700.000 vilde kameler i Australien. Vi så dog kun de 3 i dag og ingen andre dyr, selv om der også skulle være vilde heste.
Efter en lang og varm dag i bussen, hvor vi kun har lavet stop, når vi skulle have diesel på ankommer vi til Ayers Rock til solnedgang. Vi er absolut ikke de eneste, som har fundet på at se solnedgang her! Der er adskillige busser linet op. Der er tradition for at man drikker champagne, mens man ser solnedgang. Det skal vi selvfølgelig også, men vi har ingen champagneglas! Så vi må drikke vores af store plastikkopper med te render på indersiderne. Jo vi er rigtige backpackere på lavbudget 😉
Vi hygger os nu fint og det er et meget flot syn med solnedgangen over Ayers Rock, så skidt med de manglende champagneglas ;-).
Da solen er gået ned kører vi til vores teltlejr for natten. Adventure Tours som vi rejser med har en permanent teltlejr med toilet– og køkken-faciliteter, og 4 personers telte med køjesenge og trægulve og teltene er bygget op over et træskelet, så det er ikke hvad vi helt forstår ved et telt. Vi prøver, at få et telt for os selv, men endnu engang lykkes det ikke idet canadierne, som vi også har delt værelse med de andre nætter spørger om det er ok, at de sover med os og det kan vi ikke sige nej til! Da vi har fået aftensmad og skal i seng får vi et alternativ til teltet. Vi kan sove i swag. Det er helt nyt begreb for os. En swag er en form for kanvaspose med plastikbund og en madras puttet ind i. Kanvasposen har en lynlås ligesom en sovepose og så kan man ellers kravle ned og sove under kanvassen eller putte sin sovepose ind i den og ligge under åben himmel og kikke stjerner! Det lyder næsten for godt til at være sandt. Temperaturen er fantastisk til sådan en nat under stjernerne ca. 25 grader og da vi er langt ude for lands lov og ret, er der heller ikke noget lys, som kan hindre, at man får det fulde syn af en skyfri stjernehimmel. Vi benytter os af tilbuddet om at sove i swag og det er helt fantastisk at ligge her og se op i stjernehimlen. Vi finder dog ud af i nattens løb, at vi ikke er helt alene under stjernerne. Fluerne er ganske vist gået til ro, men det er myggene og natsværmerne ikke! Vi kommer til at ligge og baske en del med armene for at holde summenen væk fra ørene 😉

17. dec. (Ayers Rock—Kings Canyon): I dag skal vi op kl. 3.30. Vi har sovet i swag og som sagt ikke fået sovet så meget, da vi skulle baske insekter væk hele tiden. Vi skal køre kl. 5 fra lejren for at komme ud og se solopgang over Ayers Rock. Ligesom i aftes er vi ikke de eneste, som skal se solopgang over Ayers Rock. Der står allerede en hel kødrand, da vi kommer frem, og der er der endnu 20 minutter til solen står op! Da solen så endelig står op, vil alle have billeder uden andre mennesker på, så der bliver lidt konkurrence om at stå i forreste række! Pludselig kommer en bil også og parkerer lige foran, hvor vi står. Ham får jeg dog jaget væk igen! Bort set fra alle menneskene er det også et flot syn at se solopgangen, men der er nu mere stemning over solnedgangen, måske fordi den bliver krydret med lidt champagne og man har ikke været oppe før en vis herre får sko på 😉
Da vi har set solen gå op, kører vi tættere på klippen og får lejlighed til at gå hele vejen rundt om den. Det er en tur på knap 10 km. En skøn tur, hvor vi får set klippen fra alle sider og set alle dens grotter og flotte formationer. Desværre havde de lukket gangstien, som går helt tæt op af klippen, og de steder, hvor der netop er flotte grotter og fremspring m.v. er markeret som hellige steder fra aboriginernes side, hvilket betyder, at man ikke må fotografere! Så de spændende steder må vi alene gemme på vores nethinder. Dem kan vi ikke give videre digitalt! Der er fuld sol, så det er en varm tur at gå rundt selv om det stadig er tidlig på morgenen og fluerne er stået op!! Man er ved at blive vanvittig af at have dem summende omkring ansigtet og det hjælper ikke altid at vifte med hænderne. De skal næsten pilles af ansigt og ører!! Det tager et par timer at gå rundt. Vi ender vores tur, hvor der er sat et reb op, som man kan bruge til hjælp, når man vil klatre op på toppen! Det ser rimelig stejlt ud, men der er ikke nogen som klatre derop, da der er lukket på grund af vind.
Det er aboriginerne, som ejer området, hvor klippen ligger, men de stiller den til rådighed, så alle kan komme ind til klippen. Da det imidlertid er et helligt sted for dem, ser de ikke gerne, at man klatrer op på toppen og det er måske medvirkende til, at der stort set aldrig er adgang. Den ene dag er der vind på toppen, den næste udsigt til vind, den næste igen for varmt osv. osv. Da vi ser, hvor stejlt der er, er det en udmærket undskyldning for os, at der er for meget vind i dag!
Vi kører videre til Kata Tjuta (The Olgas) også nogle klippeformationer, som ligger ude på et ellers fladt terræn. Vi havde hørt at det skulle være meget flot også, men vi blev lidt skuffet, måske fordi vi ikke fik den lange gåtur rundt imellem klipperne, som Ruth (vores guide) havde sagt, men alene en tur på et par kilometer frem og tilbage ind mellem 2 klipper. Der var frygteligt varmt, men ikke specielt interessant, så det var bare med at få turen overstået og tilbage i bussen!
Vi har 3 timers kørsel til Kings Canyon, hvor vores næste teltlejr er. Vi har et par stop undervejs bl.a. for frokost. Hvilket er et sted midt ude i ingenting, hvor der blot er en tankstation og en cafe og en barbi (grill). Tankstation og cafe har tidligere været drevet af aboriginer, som der også går nogle rundt af ved cafeen, men tankstationen har man været nødt til at overdrage til hvide mennesker for aboriginerne er meget “hjælpsomme” over for hinanden, hvilket betyder, at hvis jeg gør dig en tjeneste, så gør du mig en tjeneste på et andet tidspunkt. Det er selvfølgelig også en god regel at leve efter, men da det også betød at aboriginere på gennemrejse, som skulle have benzin på, blot tankede op og sagde, at når du kommer til mit område, så hjælper jeg dig og kørte uden at betale, så kunne det slet ikke gå som en forretning!
Det er meget varmt i dag næsten 40 i skyggen og nu mærker vi, at airconditioneringen i bussen absolut ikke virker optimalt. Vi er ved at koge over, men der er jo ikke så meget at gøre. Vi må blot sidde og lide og sørge for at drikke rigeligt, så vi ikke dehydrerer!På et tidspunkt, hvor vi alle sidder og halvsover og døser i varmen, laver guiden pludselig en brat opbremsning og råber “I hope I didn´t kill it” og springer ud af bussen og løber om bag ved den. Vi kan ikke se, hvad der foregår bag bussen på grund af den lille trailer vi har bag ved til vores bagage og overvejer om vi nu skal gå ud af bussen og hjælpe hende med et eller andet dyr, som hun har kørt over, men samtidig er vi ikke helt sikker på om vi er til nogen hjælp, for vil vi være i stand til at slå et dyr ihjel? Efter nogle minutter tager vi os sammen og går ud og så kommer hun glad gående tilbage til bussen med en lille devils lizard på hånden. Det er et meget specielt firben at se på med torne på hele kroppen! Det viser sig at Ruth har set den midt på vejen og har forsøgt at få den mellem hjulene, så hun ikke kørte den ihjel, dels fordi hun ikke vil slå dyr ihjel, men også fordi hun gerne ville vise denne sjove fætter. Den sidder helt roligt på hendes hånd og lader sig fotografere af os alle og bagefter bliver den stille sat tilbage, hvor den kom fra. Den ser meget uhyggelig ud og det var bestemt ikke en jeg ville tage op i hånden, men den er kun farlig for myrer, som den ynder at spise!
Tilbage i den varme bus kører vi videre svedende, men Ruth lover os, at hun vil køre ind et sted, hvor der er en swimmingpool, så vi alle kan blive kølet ned oven på denne næsten uudholdelige hede bustur. Vi er når swimmingpoolen kl. 17 og kaster os alle ud i vandet. Det er det bedste bad vi har fået i lang tid! Da badefaciliteterne iflg. Ruth ikke er de bedste i den lejr vi skal til i nat, råder hun os også til at tag et rigtigt bad i de baderum, som er her ved poolen, så vi evt. kan springe morgenbadet over i morgen tidlig! Inden vi forlader poolen, kommer der en dingo og kikker lidt på os, men den lunter lige så stille af igen. Vi får at vide at der kan være en del i den teltlejr, hvor vi skal overnatte, så vi skal sørge for at lukke døren til køkkenet og holde alle vores ting inde bag lukkede døre i teltene eller inden for swagen, hvis vi vælger at sove i sådan en, da dingoerne, som regel ikke gør menneskene noget, men de kan godt finde på at løbe med sko og tøj og madvarer, hvis de er tilgængelige!
Fremme i lejren ved Kings Canyon får vi aftensmad og går så tidligt i seng. Vi er alle temmelig udmattede efter at have været meget tidligt oppe, gået temmelig langt og ikke mindst siddet i en afsindig varm bus, så der er ikke megen snak over maden og vi kan også hurtigt finde sengene. Dvs. de andre sover i swag i nat igen, men Ulrich og jeg vælger at sove i telt i nat, så vi er fri for at baske med hænderne hele natten for at holde insekter væk!

18. dec. (Kings Canyon—Alice Springs): Op kl. 5 efter en god nats søvn skønt det har været varmt, 25-30 grader, men det har luftet lidt i løbet af natten og med oprullede “vinduer” med myggenet har vi sovet fint helt uden fluer og myg til at forstyrre os. De øvrige deltagere har igen i nat sovet i swag og de ser alle mere eller mindre kvæstede ud, da der har været rigtig mange myg, som har generet dem hele natten! Selv om vi har sovet inde i teltet, har vi alligevel kunnet se stjerne-himlen, som er helt forrygende herude, hvor der ellers er kulsort nat. Ingen lys fra nærliggende byer, da der ingen er!
I dag skal vi ikke tidligt op for at se solopgang, men for at køre til selve Kings Canyon, hvor vi skal gå en tur på 3-4 timer og den skal helst gåes inden solen er al for højt på himlen af hensyn til temperaturen. Vi har fået besked på mindst at medbringe 1½ liter vand hver ellers vil vi blive nægtet at komme med! Det bliver meget varmt op af dagen, så det er absolut ikke noget urimeligt krav. Det er jo i øvrigt også for vores egen skyld.
Turen rundt i Kings Canyon starter med en temmelig stejl stigning op til toppen af klippeformationerne som omslutter canyonen. Et par af de unge piger, som også sprang gåturen rundt om Ayers Rock over, stønner noget over at skulle gå op af alle disse “trapper”, men op kommer de da, hvilket vi ikke ville have troet! De er nogle unge “tøser”, som ikke er vandt til at dyrke nogen form for motion og tilsyneladende heller ikke er vandt til at skulle hjælpe til hjemme, for de rører bestemt ikke en finger med madlavning og oprydning, hvis de kan blive fri, men de er de første til at tage for sig af retterne! (Er meget træt af dem på nuværende tidspunkt, som det nok fremgår!) Nå, men vi kommer alle op på toppen og får en fantastisk udsigt ud over klipperne og de omkringliggende sletter. Det var anstrengelserne værd 😉 Vi fortsætter hen over toppen og kommer gennem nogle virkelig flotte klippeformationer og slugter, så kameraerne klikker løs hele tiden. Et sted kravler vi ned i en slugt, som bliver kaldt Garden of Eden. Det er fantastisk smukt med palmer og træer og buske, som omgiver en lille sø i bunden. Her falder roen virkelig over os alle, som vi sidder der og kikker på den stille sø og palmerne og op på klipperne og den blå himmel og hører fuglene med deres flotte sangstemmer. Det må være sådan paradis ser ud!
Vi må dog forlade dette lille paradis, da der jo er en køretur på 350 km til Alice Springs, som skal overståes! King Canyon er den sidste seværdighed på vores 6 dages tur mellem Adelaide og Alice Springs, men den har bestemt været en af højdepunkterne på turen. Her er fantastisk smukt, men det er svært at beskrive, hvordan nogle klippeformationer kan betage en, men det gør de ikke desto mindre 😉
Vi gør holdt ved en cafe, hvor man også kan komme ud og ride på kameler, for at spise frokost. Det bliver et mareridt!. Aldrig har vi set så mange fluer på et sted, måske er det kamelerne, som tiltrækker dem eller også er det varmen og vores mad. Jeg ved det ikke, men det er frygteligt. Man kan vifte fluerne væk fra sin sandwich på tallerkenen, men inden man har fået sandwichen op til munden, så er der fluer på den igen. Man skal virkelig passe på for ikke at få nogle af dem i munden. Det er bare for vildt! Det bliver den hurtigste frokost vi har haft for vi kan simpelt hen ikke klare alle disse fluer og vi priser os alle lykkelige for at det er sidste dag, vi har herude outback, hvor fluerne er flest! Nu vil vi bare ind til Alice Springs, hvor vi har et pænt hotel, hvor vi kan lukke fluerne ude og blive kølet ned af aircondition og sove i en rigtig seng, uden at være omgivet af andre mennesker hele tiden. Det har været en oplevelsesrig tur, men vi må nok erkende, at vi hellere er os selv, så vi selv kan bestemme tempoet og ikke hele tiden skal vente på andre og se på nogle badebilletter, hver gang der skal laves et stykke arbejde.
Turen til Alice Springs på 350 km går nogenlunde. Vi kører med åbne vinduer i stedet for airconen, som alligevel ikke virker ordentlig og er efterhånden så udmattet af varmen og manglende søvn, så vi bare sidder og døser apatisk hen. Landskabet omkring os skifter ikke voldsomt og der er ikke nogen dyr at se på, så vi ser bare frem til at nå Alice Springs og vores hotel, hvor der er en swimmingpool, som forhåbentlig kan friske os lidt op.
Vi bliver kørt lige til døren på vores hotel Desert Palm Resort og det første vi ser er poolen, som kalder på os! Vi får en lille villa med køkken og bad og en dejlig stor seng. Det er bare perfekt efter sådan en tur. Vi skifter straks til badetøj og får en svømmetur i poolen. Skønt bortset fra at der bliver holdt børnefødselsdag ved poolen også, så vi er bestemt ikke alene og her er heller ikke roligt 😉 Da vi er kølet ned, når vi lige at få vasket lidt tøj på hotellets vaskeri inden det er tid til aftensmad.
Vi har aftalt at holde en lille afskedsmiddag på en af byens gode madsteder, som hedder Bojangles. Det er bestemt også god og billig mad vi får her. Ca. 120 kr. for en 300 grams oksemørbradssteak. Det kan vist ikke siges at være dyrt, men det er et meget specielt sted. Det ligner mest af alt en western saloon med kraftige træborde og bænke og krokodilleskind og knive på væggene og på den ene væg er der en kiste stillet op og geværer rundt om og på en anden væg er der et glasmontre med en motorcykel med et skelet på med styrthjelm og 3 store levende slanger ligger og døser rundt omkring! Det eneste vi mangler for at gøre stemningen fuldendt er, at Crocodile Dundie træder ind af døren ;-).
Det bliver en rigtig hyggelig middag og vi får sagt pænt farvel til dem, som vi har haft det rart med undervejs. De 2 franskmænd, canadierne og Tatiana fra Italien. Det bliver ikke sent for vi længes bare efter at komme hjem i vores seng.

19. dec. (Alice Springs—Sydney): Man skulle tro at vi havde fået nok af at skulle tidlig op og derfor ville benytte lejligheden til at sove længe i dag. Vores første dag uden et selskab på 18 omkring os, men nej! Ulrich har set en reklame for luftballoner og synes det kunne være spændende at komme op og flyve i sådan en. Det synes jeg også det kunne, så han har bestilt en tur til os. Hvad vi ikke vidste var, at turen starter kl. 4 om morgenen! Men når vi nu gerne vil op og flyve, så må vi tage det med.
Vækkeuret ringer derfor kl. 3.30. Vi er nærmest bevidstløse, men kommer da op. Det er stadig kul sort nat, men så snart vi træder ud af døren, står der en mand med cowboyhat og siger godmorgen og spørger om det er os, der skal ud at flyve ballon, for så holder der en bus og venter på os. Vi har bestilt en ½ times flyvning, men han fortæller at de øvrige, som venter i bussen har bestilt en hel times flyvning, så hvis vi tier stille, så får vi også en hel times flyvning, selv om vi kun har betalt for det halve. Det lyder som en god deal for os, så vi er glade.
Vi kører uden for byen ad den gamle Stuart highway, som ikke er asfalteret og sender en prøveballon op med lys i, som luftskipperen følger, så han kan se vindretning og fart. Det skal han jo kende for at kunne sige, hvor vi skal hentes af bussen efter vores flyvetur. Der er pæn fart på prøveballonen, så han beslutter, at vi skal køre endnu længere væk fra byen for, at det kan passe med et egnet landingssted. Han prøver med endnu en prøveballon, som stiger pænt, men pludselig tager fanden ved den. Der er en kraftig vind, så snart man kommer 10-15 meter op i luften. Det er han ikke helt tilfreds med.
Vi har nu fået selskab af endnu en bus og en trailer med en luftballon lige som vores. De 2 luftskippere diskuterer lidt om vi skal op eller ej, imens sidder vi og venter i bussen. De bestemmer sig til at vente til solen går op for på det tidspunkt plejer der at være mindst vind. Alle træder ud af bussen undtagen mig. Jeg er for træt, så jeg sidder og småsover. Der går ikke lang tid, så komme en dame ind og skaber sig højlydt over, at der er fluer og myg og hun er blevet stukket over det hele. Hun bliver ved. Er fuldstændig utålelig at høre på. Det er en amerikaner, som åbenbart lige er landet og ikke kender til forholdene herude outback. Hun skulle nok være blevet hjemme i hotelsengen. Hendes mand kommer også ind i bussen igen, godt sur. Han havde da ikke regnet med al den påstyr. Han havde bare regnet med at køre ud på marken, puste ballonen op og så ellers lette. Det her var bare for meget for ham. Jeg lod, som om jeg sov, men krummede tæer i skoene! Da vi på turen tilbage til hotellet stopper fordi en kænguru hopper forbi bussen og chaufføren vil give os en chance for at komme ud og fotografere den, går amerikaneren helt i sort og siger: “If I want to see a fucking kangaroo, I would go to the zoo”!
Da solen stod op havde vinden ikke lagt sig og vi fik den nedslående meddelelse, at de måtte aflyse opsendelsen. Det var godt nok surt. Det var vores eneste chance for at komme op i luftballon, i hvert fald outback, idet vi flyver til Sydney senere på dagen i dag og når vi i oven i købet også havde stået tidlig op på trods af træthed efter 5 nætters sparsom søvn, men der var ikke noget at gøre ved det. Vi måtte bare konstatere, at vi havde spildt 3½ times nattesøvn og så se at få sovet de timer, der var tilbage inden vi skulle checke ud fra hotelværelset!
Vi fløj planmæssigt til Sydney lige over middag og landede i Sydney halv 5 . Vi havde booket hotel her også for 3 nætter, så vi fik en shuttlebus til at køre os til hotellet og gik så ellers en tur ud i den store by. Vi havnede nede ved Darling Harbour, hvor der virkelig er gang i den en fredag aften. Det var næsten for meget for os med alle de mennesker og høj musik. Måske var det også store julefrokost aften for australierne eller også er der bare altid så megen gang i den, men mange rendte i hvert fald rundt med nissehuer og nogle også i nissedragter! Det var svært at finde et sted, hvor vi kunne holde ud at sidde at spise aftensmad, men det lykkes til sidst. I øvrigt en dejlig middag. Det er gode steaks de har her 😉

20. dec. (Sydney): Endelig kan vi sove længe. Det var tiltrængt. Vi kommer ikke ud af hotelværelset før kl. 10, så det bliver sen morgenmad, men heldigvis er der en fransk cafe næsten lige uden for døren, så vi skal ikke gå langt, hvilket også viser sig at være rart for vi er stået op til blå himmel, og selvfølgelig klædt os på derefter, men mens vi sidder og spiser morgenmad skifter vejret og det begynder at regne, så vi må op på værelset igen og skifte tøj. Øv. Vi havde regnet med rigtig at skulle på sightseeing og ned og se Harbour Bridge og Operahuset, men det er jo ikke sjovt i regnvejr!
Vi går i stedet igennem Chinatown og ind på et marked, hvor man kan købe alt muligt skrammel. Meget sjovt at se på og man får ikke lænset tegnebogen. Efterfølgende er det holdt op med at regne, så vi kan bevæge os ud i gaderne. Det er lørdag og snart jul, så der er mange mennesker på gaderne og i forretningerne. Vi er inde og se på Ipod og linser til kamera, som begge dele er en del billigere end i Danmark, men køber ikke noget. Har vi nu også brug for det!! Vi ender i The Rocks området. Det er det rigtig gamle Sydney med en masse små butikker, restauranter, cafeer og barer og et udendørs marked. Her er rigtig hyggeligt, så vi tager et pit-stop og får en øl og sidder og kikker på mennesker, som passerer forbi i en lind strøm. The Rocks ender i Harbour Bridge og Opera huset, så det er selvfølgelig den helt store turist-magnet. Man har jo ikke været i Sydney uden at se byens 2 store ikoner. Vi er rundt om begge seværdigheder, men desværre kommer vi for sent til at få en rundvisning i operahuset, så det må vi udskyde til i morgen og broen vil vi også vente med til i morgen, hvor vejrudsigten lover solskin. I gråvejr som i dag, tror vi ikke man kan se så meget og i øvrigt er alt pænere i solskin, så vi krydser fingre for sol i morgen. Vi går tilbage mod hotellet for at få skrevet denne dagbog hel frem til i dag. Der har ikke været strøm i de sidste teltlejre, så vi har ikke kunnet få ladet batteriet op på computeren, og jeg er derfor kommet bagud med mit skriveri. Hvilket jeg nu må rådet bod på, mens vejret alligevel ikke er til at sidde ude. Det er lidt koldt, men inden vi når tilbage til hotellet er skyerne ved at forsvinde og vi ser noget blå himmel, så det er gode tegn for i morgen.

21. dec. (Sydney): Solen skinner fra en skyfri himmel, da vi vågner. Det var lige hvad vi havde håbet på for i dag skal vi rigtig ud og være turister i storbyen Sydney. Vi starter med at finde en turistbus, som dem vi også har i København, med åben første sal. Det er rart at sidde oppe på toppen og have det store overblik og mulighed for at fotografere seværdighederne. Der kører en forbi lige hvor vi spiser morgen, så vi behøver ikke at gå langt! Vi kører imidlertid heller ikke så langt med bussen for efter 5 minutter er vi ved Operahuset, som tager sig rigtig godt ud med sol og blå himmel. Det er et fantastisk smukt bygningsværk, som vi godt kan være stolte af at det er en dansker som har tegnet ;-). Efter en tur rundt omkring det tager vi en guidet rundtur inden for. Det er også smukt indenfor selv om det ikke er Jørn Utzon som har udformet det indre og der er en virkelig god akustik. Selv om Jørn Utzon ragede uklar med Australien under opførelsen af byggeriet p.g.a. økonomi og han derfor aldrig har set det færdige resultat, da han ikke ville sætte sine ben i Australien, så er det helt klart at australierne ikke bærer nag til ham. De er utrolig stolte af hans mesterværk og roser ham i høje skyer for hvad han har givet Sydney. Budgetoverskridelsen er også til at få øje på. På tegnebordet stod det til 7 millioner australske dollars (ca. 25 mill. danske kroner) men da det var færdigt 16 år senere (forventet byggeperiode 3 år) stod det i 102 mill. Australske dollars. Det største problem var for ingeniørerne at beregne, hvordan konstruktionen skulle laves for at kunne bære alle de sjove vinkler! Til sidst var det Jørn Utzon selv, som kom med løsningen efter at have skåret de enkelte tagdele ud af en halvkugle! Huset har til gengæld været i brug hver eneste dag siden åbningen!
Iflg. vores rundvisningsguide er operahuset bygget for at skulle ses fra vandet, så det må vi selvfølgelig ud at konstatere om det også er rigtig ;-). Vi tager en turbåd over til den anden side af havnen og tilbage igen, hvilket bringer os rundt om operahuset, og vi må give guiden ret. Det er også meget flot fra vandsiden. På de billeder man normalt ser af operaen er taget helt hvidt, men i virkeligheden er det lidt cremefarvet svenske tegl (1.056.000 stk.), som pryder taget.
Vi har nu fået set nok til operaen og hopper på bussen igen for at komme rundt og se om der er andre steder, som vi skal dyrke nærmere. Det tager halvanden time at komme hele turen rundt med bussen og vi får set rigtig mange dele af Sydney, men de steder vi synes bedst om er Darling Harbour, hvor vi var i går og The Rocks med Operahuset og Harbour Bridge, som vi også har set både i dag og i går. Vi tager derfor en anden bustur, som bringer os yderligere ud i periferien af Sydney. Bl.a. til Bondi Beach og et par andre strande. Det er flotte strande og der er rigtig mange mennesker i dag, hvor det er søndag og solen skinner og temperaturen vel er omkring de 25 grader! Vi står ikke af bussen, da vi dels ikke har badetøj med og dels mener at vi sikkert får set strande nok på vores videre tur op langs østkysten.
Tilbage i centrum af Sydney beslutter vi at tage op og få en middag på toppen af Sydney Tower (260 meter), hvor der er en restaurant, som kører rundt om tårnet på 70 minutter. Vi regner med at kunne sidde deroppe og se solen gå ned, men desværre har de restriktioner, så man kun kan have bordet i 1½ time, hvilket ikke er helt nok til at solen er gået ned og lysene er tændt over byen, men vi har en fantastisk flot udsigt ud over hele byen alligevel og får en god middag.Nede på jorden igen går vi gennem The Rocks og op på Harbour Bridge. Det er nu blevet mørkt og lysene er tændt på både bro og operahus. Det er imponerende af se i dette lys også! Herefter er det den lange gåtur af George Street hjem til hotellet og sove!

22. dec. (Sydney—Blue Mountains): Yes—solen skinner også i dag og vi kan mærke allerede fra morgenstunden, at det bliver en varm dag. Jeg skal nå at køre julegave til Ulrich inden vi forlader Sydney, så jeg står ved forretningen, da de åbner dørene kl. 9. Det er hurtigt klaret og så ellers tilbage til hotellet og checke ud inden kl. 10. Ned på gaden og få fat i en taxa, som kører os ud til Britz, så vi kan få vores “hjem” for de næste 16 dage. Bilen er klar så den får vi med det samme og kan lægge vores bagage på plads. Vi har efterhånden øvelsen i at få alt til at være på rette plads, så vi ikke skal flytte rundt hele tiden! De er imidlertid ikke personale nok til alle de kunder, som skal hente biler, så vi må vente på at få papirarbejdet på plads. Bilen er en Volkswagen igen, som de første vi havde både i New Zealand og her i Australien. Vi får en beskrivelse af hvordan vi kommer ud af Sydney og er så ellers On the road again. Denne gang med kurs mod Blue Mountains vest for Sydney og endelig alene igen 😉
Vi kommer til Katoomba sidst på eftermiddagen og skal have købt ind. Det viser sig at være et rigtigt dårligt tidspunkt, da alle åbenbart er på juleindkøb lige nu! Man skulle tro de ventede hungersnød, sådan som de handler ind og det til trods for at forretningerne her alene holder lukket den 25. dec.!! Vi får købt hvad vi skal bruge og kører så ud til en campingplads og får en velfortjent GT i solen. Snakker om at gå en tur, men er alligevel for trætte, så vi kommer ingen steder!

(Sol hele dagen og varmt. Kørt 140 km)

23. dec. (Blue Mountains): Øv det er overskyet, da vi vågner, og der kommer et par byger, men det giver os god grund til at tage en slapper indendørs! Jeg skal have skrevet nogle julehilsner—ja det er sent, men vi har haft for travlt til at få det gjort, men nu er det vist sidste udkald, selv om mails og SMSér jo heldigvis ikke er så lang tid om at komme frem som gammeldags postkort!! Jeg får lavet nogle få og sorteret i vores efterhånden 700 billeder fra Australien, så de kan komme på internettet. Det forpligter jo at have en hjemmeside og trofaste læsere 😉
Det lykkes at sidde ved laptoppen til hen over middag og få klaret det meste, men så har Ulrich ikke ro på sig mere. Der skal ske noget!! OK i rygsækken med laptoppen og så ellers ud at køre en tur i Blue mountains området. Vi følger den rute, som de forskellige turistbusser kører og stopper ved alle mulige udsigtspunkter. Her er utrolig smukt. Vi er i Katoomba, som er en by, der ligger på toppen af taffelbjerge og der er dybe kløfter omkring hele byen. Det giver nogle meget skønne udsigtspunkter ud over kløfterne og vandfald og til de øvrige taffelbjerge rundt omkring. Desuden er der et meget specielt skær over de bjerge som ligger ude i horisonten. De har et blåt skær. Deraf navnet Blue Mountains!! Der er mange muligheder for gåture her i området, men på grund af vejret og at vi er kommet sent ud, tager vi kun en lille tur ned til et kaskade vandfald og beslutter, at vi i stedet vil prøve at komme tidlig afsted i morgen og så få gået en lang tur.
Tilbage i byen kikker vi lidt på forretninger, men de er ved at lukke og desværre lukker biblioteket også lige da vi vil ind af dørene. De har ellers internet, så vi kunne få sendt vores julehilsner, men det må vente til i morgen. Heldigvis er vi 10 timer foran Danmark, så hilsner kan ligger i Danmark juledagsmorgen, selv om vi først får dem sendt op af dagen i morgen;-)Vi har rigtig mange vi gerne vil sende julehilsner til, men desværre har vi ikke fået mailadresser med på alle, så hvis du, som læser dette ikke har fået nogen hilsen er det ikke fordi vi ikke ønsker dig glædelig jul og godt nytår, men fordi vi ikke har din mailadresse—sorry!

24. dec. (Blue Mountains—Hunters Valley): Det er juleaftens dag og vi sidder i Australien i Blue Mountains. Det er første gang nogen sinde, at vi skal holde jul alene. Vi har været ude at rejse mange gange i julen, men aldrig alene. Vi ved ikke rigtig om vi bare skal lade som ingenting eller vi skal fejre det 😉
Da vi vågner er det total gråt udenfor. Man kan stort set ikke se en hånd for sig, så tåget er det. Vi skulle have været ud og gå lang tur ned i dalen i dag og kørt med verdens stejleste jernbane op til byen igen, men med det her vejr, vil vi ikke få noget som helst ud den planlagte tur, så vi må finde på noget andet! I første omgang går vi ned på biblioteket og får sendt vores julemails og opdateret hjemmesiden m.m. Vi kommer til at sidde der i 3 timer og efterhånden synes vi, at bibliotekspersonalet kikker lidt skævt til os, så vi må hellere se at komme videre. Det er dog ikke særlig tillokkende at komme udenfor. Det er stadig tåget og det regner også nu. Det er næsten som jul i Danmark 😉 I et supermarked finder vi en lille grill. Yes, så kan vi lave andesteg. Hvis vi altså havde en and! Vi har set efter en de forgående dage, men ikke fundet nogen, hverken fersk eller frossen og heller ikke engang et andebryst! Vi er inde hos slagteren, men han har kun kyllinger. Videre til næste butik, som annoncerer med frisk seafood og poultry. I køledisken ligger en (1) and. Hurtigt fat i et nummer og så håbe at den ikke bliver solgt inden det er vores tur! Det gør den ikke. Julemiddagen er reddet med både en and og en grill! Vi synes dog stadig ikke at vejret passer os, så vi beslutter at køre videre til Hunters Valley (stort vinområde) som ligger 170 km fra Katoomba, hvor vi er nu, tror vi. Det viser sig at være 270 km, hvor en stor del af turen er igennem Blue Mountains, hvilket vil sige små snoede veje. Vi har på fornemmelsen at det kunne være en rigtig smuk tur i solskin, men som vejret er nu med en sigtbarhed på under 100 m er det bare noget som skal overståes i håb om, at der er bedre vejr nede i dalen. Tågen letter efterhånden noget og vi kan se, at vi kører gennem meget store områder med frugtplantager op og ned af skrænterne. Der er specielt mange æbler og kirsebær. Længere nede mod dalen kører vi langs en flod, dog uden meget vand, og med eukalyptustræer og forrevne klipper langs vejen. Her er meget flot. Nede i dalen ser vi de første vinstokke og vi skal ind på en mindre vej, som kører lige igennem alle vinmarkerne. Der er den ene vingård efter den anden og det ser ud til at rigtig mange af dem også har vinsmagning og dørsalg, men de har lukket for i dag og desuden er vi også bare interesseret i at komme frem til campingpladsen, så vi kan nå at lave vores julemiddag inden det bliver mørkt. Vi er fremme omkring 19.30, så det bliver sen julemiddag, men til gengæld er det blevet rigtig pænt vejr. Vi kan sidde udenfor med vores andesteg og ris a la mande med stearinlys på bordet og se nogle få stjerner på himlen. Det er den helt rigtige måde at fejre juleaften på, når vi kun er os 2 langt væk fra Danmark ;-). Mens vi sidder og spiser får vi rigtig mange SMSer med julehilsner hjemmefra. Det er rigtig dejligt.

(Tåget og regn indtil sidst på eftermiddagen, hvor det klarer op. Kørt 270 km)

25. dec. (Hunters Valley): Jubii. Endelig en slapperdag. Vi vågner første gang ved at fuglene kvidrer helt vildt udenfor. En dejlig lyd, som man gerne vil vægges til selv om det er tidligt, solen er først ved at stå op. Falder i søvn igen!
Da vi vågner rigtigt er klokken blevet 9. Det er overskyet men varmt så det er morgenmad udenfor under eukalyptus-træerne. Det er nu en skøn fornemmelse at sidde udenfor 1. juledag 😉 Vi er ikke inviteret til nogen julefrokoster, så vi kan bare slappe af i dag og nyde vores julegaver. Jeg glemte vist at skrive, at vi selvfølgelig også gav hinanden julegaver i går! Det var nu ikke de store overraskelser, da vi hver især havde været med til at bestemme, hvad vi skulle have!!
Efter morgenmaden går vi hen til campingpladsens swimmingpool og ligger der det meste af dagen med en bog. Endelig en rigtig feriedag—uden program, blot en bog 😉
Ved 17 tiden har vi fået nok sol. Selv om det har været overskyet det meste af tiden, er vi alligevel blevet røde. Solen er nu kommet helt igennem og vi vil lige køre en lille tur i området bl.a. til et par udsigtpunkter, hvor man kan se ud over alle vinmarkerne og ud til bjergene i det fjerne på den anden side af dalen. Vi ser ikke mange mennesker eller biler for den sags skyld. Her i Australien fejrer man julen den 25. december, så alt er lukket, både butikker og restauranter og forlystelser.
Hjemme igen er det tid til aftensmad og dagbogsskrivning inden det er sengetid.

(Overskyet det meste af dagen men sol til aften og varmt hele dagen)

26. dec. (Hunters Valley): Solen skinner fra en skyfri himmel, da vi vågner og det er allerede varmt. Kan man ønske sig andet 2. juledag? Vi spiser selvfølgelig morgenmaden ude og hvis det ikke lige havde været for de altid sværmende fluer, ville det være helt perfekt. Der er ikke så mange fluer her som outback, men der er langt flere end vi ser i DK og de er virkelig irriterende!
Vi har bestemt os for at ville til vinsmagning i dag. Vi har set alle vinmarkerne, men ikke smagt vinen. Det må vi råde bod på! Der er ikke nogen arrangerede ture her, som på New Zealand, så vi må selv køre ude til vingårdene. Det giver selvfølgelig sine begrænsninger i hvor meget man kan smage, idet de er meget strenge med alkohol og køre bil og politiet er meget synlige i gadebilledet, hvor de standser adskillige biler! Vi vælger at køre ud til Windham, som var de første i området til at dyrke shiraz druen. Vi drikker en del af deres vine hjemme og synes det kunne være meget sjovt at se, hvor den kommer fra og smage nogle af de andre vine de laver. Vi får en rundvisning og et foredrag af en meget ivrig mand, som virkelig går op i vinproduktion. Hvad han ikke kan fortælle om vinproduktion er vist ikke værd at vide. Det er lidt svært at følge med i det hele, da der jo også er noget fagsprog ind i mellem, som vi ikke helt kender på engelsk, men vi følger med så godt vi kan og lærer en masse. Vi bliver også overbevist om, at vi ikke skal være vinbønder, der er alt for mange faktorer, som kan ødelægge en høst og dermed ens indkomst ;-). I salgslokalet får vi smagt alle de vine vi har lyst til. Vi kan blot pege på kortet, så bliver der skænket op. De er ikke så fedtede! – men da bilen holder der ude giver det sin begrænsning! Vi får bl.a. smagt en rød champagne. Det har vi ikke prøvet før. Den er meget speciel, men OK, så vi køber en til nytårsaften. Vi ved jo endnu ikke hvor og hvordan nytåret skal fejres, men en champagne kan vi altid drikke 😉 Da solen bager ned og det er meget varmt (over 30 grader) kører vi ud mod kysten, hvor det muligvis lufter lidt mere! Vi kører af de store veje efter at have forladt Hunters Valley, men efter et stykke tid ser vi et skilt med turistrute, selv om vi blev lidt skræmt af den sidste turistrute, vi kørte på New Zealand, som bragte os ud på nogle meget smalle veje, med nogle meget dybe afgrunde, så våger vi her forsøget igen. Bjergene her er ikke så høje, så det kan umuligt blive lige så slemt som i NZ. Det bliver absolut ikke nogen smutvej og vejen tilstand er ikke den bedste, men til gengæld er det en flot tur, så den er virkelig egnet for turister med god tid! Vi kører gennem både eukalyptusskov og regnskov og gennem dale og over bjerge (store bakker), så vi får virkelig nydt det gode vejr, med flotte udsigter, så vi lidt glemmer, hvor varmt det er, at sidde i en bil uden aircon!!
Vi når frem til Forster ude ved kysten ved 7-tiden og kører ind på BIG4, som de hedder de campingpladsen, vi får rabatter på og som alle er af en vis standard. Desværre oplever vi for første gang, at vi ikke kan få plads. Alt er optaget. Australiernes ferietid er begyndt!! Vi kører til den næste campingplads. Her er der plads, men vi kan ikke få en plads med strøm. OK. Vi kan godt klare os en enkelt dag uden strøm, så vi tager ind her. Det viser sig, at vi skal langt ud på en halvø, hvor vi kan parkere hvor vi vil. Der er ikke nummererede pladser, som vi er vant til. Vi er ikke de første herude! Der er rigtig mange telte, men også god plads alligevel. Australierne tager åbenbart på ferie sammen mange familier og danner en rundkreds af telte og vogne omkring et bål. Det ser meget hyggeligt ud, men vi får desværre sat os ved siden af en gruppe, som også har stort stereoanlæg med og da det bliver mørkt tænder de en generator, som står og banker og laver strøm til deres store lanterne, som lyser deres område op. Det er ikke lige, hvad vi forstår ved campingliv og nyde naturen, men vi har 2 muligheder. Blive irriteret over deres støj eller flytte os og vi vælger det sidste. Vi finder et mere ugenert sted, hvor vi kan nyde den varme aften med fugle og cikader omkring os!

(Sol hele dagen og meget varmt > 30 grader. Kørt 260 km)

27. dec. (Foster—Nambucca Heads): Det har været en varm nat, hvor vi for første gang har haft åbne vinduer for at kunne sove. Det er stadig varmt, da vi vågner, men solen gemmer sig bag skyerne. Vi spiser ude og for første gang får vi brug for brusekabinen i vognen. Der er nemlig ikke badefaciliteter herude på no-power pladserne, alene toiletter! Der er ikke meget plads i kabinen, men det går fint og der er varmt vand, så ingen problemer 😉
Da vi kørte igennem Forster i går, så vi at der var en masse forretninger og en marina, som så meget hyggelig ud, så vi kører ned i byen for at gå en tur og købe lidt mad. Det er en meget hyggelig by og der er rigtig meget liv omkring vandet, både badende, lystfiskere og forskellige både svømmer og sejler rundt mellem hinanden. På molen ved marinaen er der en hel koloni af pelikaner, som holder til her, måske fordi der er renseborde, hvor lystfiskerne kan skylle og rense deres fisk. Det ser ud til at de får rigtig mange fiskehoveder og indmad for det er de største pelikaner vi nogensinde har set!
Mens vi står og betragter pelikanerne får vi også kikket ud over havneindløbet og pludselig dukker der også delfiner op lige ud for hvor vi står. Der er mindst 10 som leger i vandoverfladen. En enkelt springer helt op over vandoverfladen, men resten ser vi ryggene og halerne af. Desværre er der nogle på jetski, som vil helt tæt på dem og drøner rundt om dem og så fortrækker delfinerne!
Vi skal også have købt lidt aftensmad og andre fornødenheder, så vi kører ud til en indkøbscenter med en meget stor parkeringsplads, men det er lørdag formiddag, så der er fyldt med biler. Når vi kører rundt på vejene lægger vi ikke så meget mærke til at det er en stor vogn vi kører rundt i, men at finde en parkeringsplads, der er stor nok til en camper en lørdag formiddag, kan godt være lidt af et problem! Vi kører lidt rundt og endelig viser der sig et hul, som er stort nok, men vi er kommet lidt for langt, så jeg må bakke. Kikker i alle spejle, ingenting at se, sætter i baggear og begynder langsomt at køre, men så lyder der en råben fra siden og et crash bagfra. Bremser. Shit. Hvad er der sket?? Der var jo ikke nogen i spejlene. Rystet suser vi begge ud af vognen. Bag vognen sidder en mand på en scooter. Der ser ikke umiddelbart ud til at være sket noget, men der lød jo et crash, så han må jo være blevet ramt selv om jeg ikke nåede at køre mere end højst en meter! Da han kører lidt frem og tilbage med scooteren viser det sig at forskærmen er knækket og falder af, men ellers er der ikke sket noget. Han siger selv, at jeg nok ikke har kunnet se ham, men han kunne heller ikke nå at flytte sig, selv om han hørte vores bipper, som lyder, når vi bakker. Vi står lidt og ser på skaden på scooteren. Manden er heldigvis ikke kommet noget til. Vi skal til at udveksle forsikringsoplysninger, men da vi endelig har fundet papirerne frem fra udlejningsbureauet har manden ombestemt sig. Det er ikke nødvendigt. Der er jo ikke sket så meget. Vi er begge rystede men også lettede over at der ikke er sket mere, så vi spørger endnu engang om han er sikker. Han smiler og slår os på skuldren og siger no worries og kører!
Vi får købt vores varer, men da vi skal ud fra parkeringspladsen igen er jeg nærmest panisk for jeg tør ikke bakke. Tænk hvis der pludselig er noget, som jeg ikke kan se i spejlene! Ulrich må ud og stå bag bilen og dirigere, men vi kommer da ud og kører ud til en biograf, som vi så i går. De spiller filmen Australia, som vi vil ind at se. Den havde danmarkspremiere den 25. dec., men her har den kørt i længere tid. Det er en fantastisk film. På højde med Titanic og Pearl Harbour.
Efter filmen kører vi nordpå. Skyerne bliver mørkere og mørkere over os og så begynder det ellers at regne og senere lyne og tordne. Vi skal have fundet en campingplads inden det bliver for mørkt. De første 2 er fully booked. Den tredje har lukket, men mens vi holder og snakker om, hvad vi så skal gøre, kommer en dame og får ringet værten op, og Ulrich skynder sig hen og ind i receptionen sammen med damen. Vi er yderst heldige. Der er plads! Så vi skal ikke sove på en parkeringsplads og være bange for hvornår politiet kommer og banker os op og beder os flytte os!

(Overskyet og regn sidst på dagen, men varmt. Kørt 220 km)

28.dec. En ren transportdag!! Vi startede ud fra Nambucca Heads og kørte en stor del af dagen på highway 1. Det var overskyet og kedeligt vejr med byger, men stadig varmt. Faktisk uhyggeligt fugtigvarmt fra morgenstunden, så vi havde svært ved at blive tør efter morgenbadet! Vi når frem til Ballina hen på eftermiddagen. Regnen står ned, så det er kun at handle lidt og finde en campingplads. Vi er heldige. Den første vi prøver har lige plads til os! Resten af dagen er indendørs, mens det regner udenfor. Prøver at planlægge en rute for i morgen ved at læse Lonely planet og brochurer fra turistbureauet.

(Overskyet og regn, men varmt! Kørt 260 km)

29. dec. (Ballina—Brisbane): I dag viser vejret sig sin bedste side. Sol fra en skyfri himmel og varmt fra morgenstunden. Dejligt så kan vi rigtig nyde landskaberne. Vi gider ikke køre på highway 1 i dag igen. Vi vil gerne længere nordpå, men også se noget undervejs og det gør man altså ikke på en highway. Kyststrækningen op til Brisbane kunne sikkert være flot i dette vejr, men omvendt har vi set kyststrækninger sydpå. De er nok ikke så forskellige bortset fra, at de her er 10 gange mere turistede. Det er den ene badeby efter den anden. Vi vil også gerne ind i baglandet og se naturen og bjergene. Vi har lagt en rute, som skulle bringe os gennem nationalparken Border Ranges, som har en del regnskov med et rigt dyreliv og også nogle rimelig høje bjerge bl.a. Mount Warning (1156m). Inden vi når ind til nationalparken kører vi op til en meget speciel by ved navn Nimbin. Den minder meget om Christiania. Det startede som er studenterfestival i 1973, men en del af de deltagene i festivalen blev hængende, fast besluttet på at den fantastiske stemning de havde under festivalen, måtte man kunne have hele tiden. Det krævede selvfølgelig bare en stadig strøm af stoffer!!! I dag er byen fyldt af pot-rygende mennesker med dreadlocks og kulørt tøj ;-). Alle husene er udsmykket med malerier, som man også kan se nogle steder på Christiania og slagord som fri hash og det er samfundet der er de kriminelle ikke os er overalt. Butikkerne sælger hashpiber og alternativt tøj! Det er afsindigt farverigt at gå rundt her og det er da også blevet lidt af en turistattraktion med busser, som kommer ind fra kystbyerne med nysgerrige, som går rundt et par timer og studerer de specielle subjekter, som går rundt her i en saglig rus! Det er bestemt en anden side af Australien end den vi hidtil har set 😉
Vi kører videre ind i landet og lidt nordpå og når til nationalparken. Her er flot og bakket, men vi ser ikke meget regnskov og heller ingen dyr ud over nogle køer og lamaer, som vist ikke er speciel vilde ;-). De små byer vi kører igennem er meget charmerende. Det ligner byer fra en western med huse med høje facader og balkoner og mange går rundt med cowboy-hatte, så det er næsten det vilde vesten, hvis det ikke lige var fordi vi er østpå!! På et tidspunkt kommer vi ind på en vej, som bliver mindre og mindre, men dog med asfalt. Den bringer os virkelig uden for al ting. Det eneste, som antyder at her bor mennesker, er en mælkejunge i ny og næ, som gør det ud for en postkasse og så måske en affaldsbøtte! Det er en fantastisk vej vi er kommet ind på. Den snoer sig rundt om bjergene og op og ned og over små ensporede træsvældebroer, som vi hver er gang er usikre på om kan holde til vores store camper 😉 men så længe de knager holder de! Vi har de flotteste udsigter ud over bjergene og dalene og pludselig kommer vi til et skilt, som siger at nu er vi ved grænsen til Queensland. Det er højt oppe og det første skilt ud over grænseskiltet og en advarsel om at man kan få en bøde op til 30.000 dollars for at holde kaniner, er et skilt der viser at vejen nu falder med en hældning på 19%. Det er meget stejlt for en lille vej!! Brug lavt gear står der. Jo tak. Det skal vi nok! Da vi kommer ned i bunden står der gud hjælpe mig et nyt skilt hvor vejen nu stiger med 18% og sådan fortsætter det nogle kilometer. Det er næsten som at køre i rutschebane 😉 og samtidig er der mægtig flot udenom, så vi nyder virkelig vores rutschebanetur! Ud over at vi har krydset grænset til Queensland fra New South Wales har vi også krydset en anden grænse, ikke at den lige falder sammen med statsgrænse, men vi er også kommet op i det tropiske område, hvor der er varmt og fugtigt. Vi ser nu flere palmer, store bambus og det er sukkerrør som dyrkes på markerne.
Det er ved at være sent på eftermiddagen og vi skal til at tænke på at finde et overnatningssted. Der er ikke mange her ude for lands lov og ret og vi vil i øvrigt også gerne nå lidt længere nordpå, så vi kan nå at komme ud til Fraser Island og op til det sydligste Great Barriere Reef, så vi må til at finde en større vej, som kører nordpå.
Vi sætter kursen mod Brisbane, som vi når ved 17-tiden, men det er en temmelig stor by, så inden vi er nået ud på den anden side er den 18 og det ved vi fra forleden er ved at være sidste udkald for at få en site på campingpladserne, så vi kører ind lige nord for Brisbane og da det ikke er en plads, som ligger ned til vandet og heller ikke lige i byen, er der plads. Det er australiernes sommerferie vi er midt i nu og det kan virkelig mærkes. Der er mange mennesker på de typiske turiststeder dvs strand- og sø-områder. Med den varme vi har haft i dag, kan vi også godt forstå, at de søger mod vandet. Her er virkelig hot og fugtigt, så man driver!
Vi når at få et bad og sidde et par timer uden for vognen inden et uvejr trækker ind over os. Det lyner og tordner og regner, så man skulle tro det var løgn. Det varer i en lille time og så er det overstået og luften er renset! Spændende at se hvordan vejret bliver i morgen efter sådan en omgang.

(Sol hele dagen og varmt 30-35 grader. Torden og regn til aften. Kørt 330 km)

30. dec. (Brisbane— Hervey Bay): Vi vågner til en skyfri himmel. Det er allerede varmt fra morgenstunden, og det er ikke til at mærke, at det var tordenvejr i aftes. Vi sætter straks kursen mod nord igen. Vi vil gerne op til området omkring Fraser island, så vi kan komme ud at se den, som vi har hørt skulle være spændende. Det er highway 1 igen, men som forleden dag, bliver det hurtigt kedeligt, så da den første turistrute bliver skiltet kører vi fra og følger den. Det er en tur, som fører os ind til Glas House Mountains nogle sjove saltstens klipper, som dukker op i et ellers rimelig fladt terræn. Der er flotte udsigtspunkter til klipperne/bjergtoppene, men ellers er det som sagt et næsten fladt terræn hvor der dyrkes ananas i stor stil.
Der er stort set ikke en vind der rører sig herinde i baglandet og solen bager ubarmhjertig ned fra en skyfri himmel. Vi er ved at blive kogte i bilen, selv om vi har blæseren på fuld styrke og vinduerne åbne. Vi har desværre ikke aircon. Det kunne vi virkelig godt bruge nu. Vi er oppe at snuse til de 40 grader i skyggen!! Vi må overgive os og gøre som australierne. Søge mod kysten i håb om at der her er lidt vind 😉 Vi kører mod Noosa Heads, som er en stor strandby. Vi vil lige se om det er noget for os. Vi finder hurtigt ud af, at det er det ikke. Det er godt nok en strandby, men den er meget lang og fuld af biler og der er en rundkørsel for hver 100 meter. (iflg. Lonely planet er der over 100 rundkørsler i byen!) Jeg er ved at koge over ved rettet og vi søger hurtigt videre nordpå, hvor vi kommer til Hervey Bay. Her er mere stille og roligt selv om det som navnet siger også er lige ud til en bugt, som er kendt for at være et af de bedste steder for whale watching om vinteren. Derudover er det også herfra man let kommer over til Fraser Island, som er verdens største sandø, der er 106 km lang og 15 km bred. Det er nationalpark og havet omkring er marinenationalpark.
Den første campingplads vi prøver er fully booked, men de henviser os til en anden, som heldigvis lige har fået et afbud, så der er plads til os. Det var skønt for vi orkede ikke at køre videre i denne varme. Vi skal bare have et koldt bad og en gin/tonic. Men inden skal vi lige have booket tur til Fraser Island til i morgen. Det viser sig ikke at kunne lade sig gøre. Ingen selskaber har ledige pladser, selv om det er nytårsaftensdag. Ærgerligt, men der er ikke noget at gøre. Vi må udsætte det en dag. Vi prøver også at booke hotel på Heron Island ved Great Barrier reef, men også forgæves. Alt er optaget. Vi er lidt slukøret, men må finde ud af hvad vi så gør. Vi ender op med at skulle slappe af i morgen, til Fraser Island i overmorgen og til Lady Elliot Island dagen efter. Puha, så har vi travlt igen 😉

(Sol og hammer varmt 40 grader. Kørt 350 km)

31. dec. (Hervey Bay): Sol og varmt fra morgenstunden. Vi skal til stranden for første gang i vores efterhånden 2 måneder lange ferie/orlov. Vi finder et sted, hvor der er lidt skygge under nogle træer, så vi ikke bliver for forbrændte. Vi ved solen er stærk her og det er første gang, vi skal i badetøj, så vi er jo blege på kroppen. Her er dejligt. Der er en lille vind fra havet, som holder temperaturen nede, så vi kan sidde og slappe af med en bog og se ud over havet og bølgerne. Vi er selvfølgelig også ude at bade. Vandet er dejlig varmt. Selv om vi sidder i delvis skygge og har smurt os ind i solfaktor, kan vi efter 3 timer godt se, at nu må vi vist hellere søge væk fra stranden og op i hel skygge på campingpladsen. Vi ligner begge kogte krebs!
Oppe på campingpladsen smider vi os i poolen og efterfølgende går vi næsten i coma i skyggen ved vognen. Det er ulideligt varmt over 40 grader i skyggen. Vi må under den kolde bruser adskillige gange. Først ved 19-tiden er det til at holde ud og vi kan klæde os om og køre ned i byen for at finde en restaurant til vores nytårsmiddag. Det er underligt at gå rundt i byen for der er ikke nogen speciel nytårsstemning. Det kunne være en hvilken som helst aften. Vi finder en spansk restaurant og får en dejlig middag. Hvorefter vi kører hjem til campingpladsen igen og åbner champagnen, som vi købte til vores seneste vinsmagning på Windham. Den hygger vi os med og skåler nytår kl. 24. Der er intet omkring os, som indikerer at det er nytår. Ikke en raket eller kanonslag. Alt er stille. Mærkelig by!!

(Sol og ulideligt varmt over 40 grader)

1. jan. (Fraser Island): Da vi jo havde en forholdsvis stille nytårsaften, har vi ikke tømmermænd i dag! Men vi har ikke sovet meget. Det har været rigtig varmt i nat. Så vi er temmelig bombede, da vækkeuret ringer og vi skal op på tur til Fraser Island. Fraser Island er verdens største sandø. Det er det eneste sted i verden, hvor høj regnskov gror i sandbanker, som er over 200 meter høje. Den højeste er 240 meter.
Vi bliver hentet lidt over 7. Der er lidt skyer på himlen til morgen, så vi håber det ikke bliver lige så varmt som i går. Vi kører ud til færgelejet, hvor vi skal sejles over til Fraser Island. Der er mange med færgen. Vi kan fylde 4 busser med 40 i hver og derudover er der nogle 4-hjulstrækkere med. Typisk udlejningsbiler hvor folk selv vil køre rundt ovre på øen. Det tager ca. 40 minutter at sejle over. Vi spejder ud over vandet i håb om at se noget af alle de delpiner og hajer, som der skulle være her. Vi ser et par enkelte delfiner, som dog hurtigt forsvinder igen.
Ovre på øen bliver vi sat på specielbyggede busser, 4-hjulstrukne og meget “højbenene”, som skulle kunne klare de sandede veje, som øen alene har! Der er ikke asfalterede veje overhovedet.
Vi starter med at køre til Central station, som er en tidligere lejr for skovhugst. Der er ikke meget tilbage af lejren, men det var den første udnyttelse af øen og træ herfra er bl.a. brugt til at bygge de gamle dokker i London. På grund af træets specielle beskaffenhed ved at det har groet i sand gør at det var specielt modstandsdygtigt over for angreb af pæleorm. Træerne her gror også helt lige op og blev derfor tidligere brugt til master på skibene. Ud fra Central station går vi en tur gennem regnskoven og langs Wanggoolba creek og ser selvfølgelig en masse træer, men også nogle specielle store træer, som kan blive op til 1200 år. Dem vi ser er dog kun ca. 175 år gamle og enorm store i stammer og højde! Creeken er hellig for aboriginerne, som brugte den som fødested for deres børn inden de hvide kom til øen. Af respekt for aboriginernes helligdom er der bygget en trægangbro, som vi går på, så vi ikke kommer i direkte kontakt med creeken og jorden omkring den!
Efter vores gåtur skal vi videre til Lake McKenzie og det byder på udfordringer! Der falder normalt meget regn på Fraser Island. 2,5 meter om året, men det seneste år er der faldet 4 meter dog ikke noget det seneste lange stykke tid og det har gjort sandvejene meget svære at køre på. Vi har en chauffør, som er født her på øen, så han er vant til at køre her, men det er virkelig en udfordring også for ham! Vejene er sandspor, som er mellem 30 og 60 cm dybe. Det ligner næsten sne, blot bliver sandet ikke kørt sammen. Det flytter sig konstant. Vi er rigtig glade for, at vi ikke har lejet en 4-hjulstrækker for selv at køre, selv om vi ikke er meget for afhængigheden af et stort selskab! Vi har ikke kørt ret langt før de første 4-hjulstrækkere med turister sidder fast i sandet og spærrer vejen for de øvrige! Vores chauffør er dog kold og kynisk og får pløjet vores bus forbi dem. Utroligt at han kan. Det fremgår tydeligt af hans kommentarer, at han er godt træt af alle de backpackere, som kommer og blokerer hans ø, med deres ukompetente kørsel!! Vi når sikkert men godt rystet (bussen hopper og danser og gynger) frem til Lake McKenzie, som er en af Fraser Islands regnvandssøer. Den er omgivet af det flotteste hvide kvartssand (98% rent) og vandet er fuldstændigt klart og så holder det en temperatur på ca. 28 grader. Det er fantastisk at bade i og vi får heldigvis en time til at nyde det i og vi udnytter denne fuldt ud ved bare at ligge og flyde rundt, mens solen bager ned fra en skyfri himmel. Her er virkelig flot og dejligt. Desværre skal vi bryde op og videre til et ressort, hvor der er frokostbuffet til os. Vi spiser hurtigt, da vi vil ned på 75-mile beach, som vi har hørt om. Vi kommer dog ikke så langt. Først fordi vi ser på biler, som er kørt fast i sandet lige uden for resortet og må trækkes fri og dernæst fordi vi brænder fødderne i sandet selv om vi har sandaler på! Det er virkelig en varm dag i dag!! Vi må tilbage og vente på, at bussen kører os ned på stranden.
Vi kører langt på selve stranden, som er klassificeret som highway, hvilket vil sige, at man må køre 100 km/t og der bliver kørt stærkt. Helt nede i vandkanten er sandet nemlig hårdt i modsætning til resten af øen!! Vi kører bl.a. til et skibsvrag “Maheno”, som har ligget og rustet på stranden siden 1935 og til Eli Creek, som i dag er et virvar af biler og mennesker, som alle har søgt til det kølige friske vand, som er perfekt til at sidder eller soppe i og blive kølet lidt ned. Det er lidt sjovt at se så mange menneske der samles om et lille vandløb, når der er den flotteste hvide strand og havet lige ved siden af, men der er en naturlig forklaring. Havet omkring Fraser Island er dødsens farligt at bade i! På den ene side af øen, hvor vi er nu er der smæk fuldt med menneskeædende hajer og portugisiske orlovsmænd (en dødelig gobble) og på den anden side er der saltvandskrokodiller!
Mens vi kører hen ad stranden bliver vi pludselig overhalet af en lille flyver, som bruger “vejen” til landingsbane. Man skal virkelig være vågen, når man kører her på stranden. Trafikken kommer ikke kun fra siderne, for og bagfra, men også fra oven 😉
Fraser Island er kendt for sit rige dyreliv med bl.a. 354 slags fugle, 10 slags slanger, hvoraf 6 er dødelig giftige, giftige edderkopper og dingoer, som her er speciel aggressive! Det er mest sandsynligt, at vi ser dingoerne og chaufføren holder hele tiden øje. Han vil så gerne give os mulighed for at fotografere en, men advarer samtidig om hvor farlige de er og hvad vi skal gøre, hvis vi kommer til at stå over for en! Vi ser dog ikke skyggen af en og heldigvis heller ikke slanger og edderkopper!
Ved 17-tiden sejler vi tilbage til kontinentet godt møre af indtryk, varme og rumlen rundt i bussen, som har hoppet rundt på de sandede “veje” med os, som en kænguru. Vi bliver kørt lige til døren på campingpladsen og efter en gt er vi klar til sengen.

2. dec. (Lady Eliott): Kanon dag. Det er den ultra korte beskrivelse af dagen i dag 😉 men jeg må nok hellere fylde lidt flere ord på! Vi har været på Great Barrier Reef. Det er stort. Ikke kun revet, men også oplevelsen! Revet er 2300 km langt og består af 2900 selvstændige rev. Vi besøgte den sydligste ø i revet Lady Elliot, som er på 42 hektarer.
Dagen startede ellers ikke så godt. Det var fuldstændig overskyet og gråt da vækkeuret vækkede os kl. 6. Det var ikke just det vejr, vi havde bestilt, når vi skulle ud at flyve i et lille 8 personers fly og flyve over revet og lande på en lille ø omgivet af koralrev. Ærgerligt, men vi kan ikke ændre det og vores trøst er, at så bliver det i hvert fald ikke så varmt, som de seneste dage.
Ulrich er hurtig, da vi skal borde flyet, så vi får de 2 pladser lige bag piloten, hvilket giver os en perfekt udkik. Der er ikke vinduer til alle, så vi er heldige! Flyveturen tager 40 minutter og går ud over Fraser Island, hvor vi var i går, og videre nordpå. Der er ikke meget at se under vejs. Andet end vand, men pludselig dukker Lady Elliot op forude. Den ser meget lille ud, men er omgivet af koralrev. Det er ynglesæson for fuglene og da der er 88 forskellige arter på øen, er der fugle overalt. Det vræmler med dem omkring flyveren, da vi lander og da vi står ud af maskinen, kan vi lugte dem! De er overalt på jorden og i træerne, hvor de ligger på rede side om side. Vi får en kort introduktion til øen og så ellers på med badetøj og snorkel og maske. Vi er jo kommet for at se revet og fiskene, ikke øen! Vi starter på den ene side af øen. Det er OK. Vi ser en masse fisk og koraler, men dog ikke så imponerende, som vi har set på Philipinerne, så vi er lidt skuffede. Great Barrier Reef skulle jo være toppen!
Kl. 11 skal vi ud med en glasbundsbåd på den anden side af øen og fra den kan vi også snorkle. Efter vores første tur i baljen har vi ikke de store forventninger, men men men det er bare helt fantastisk!!!! Mens vi sidder i båden hyler en af pigerne op. Hun har set en stor haj gennem bunden af båden! Vi ser den ikke, men ser mange andre små og store fisk gennem bunden og havbiologen, som skal fortælle os lidt om revet og fiskene fortæller også, at vi nok vil støde på havskildpadder, som kommer til øen for at lægge æg netop nu. Vi er mere ivrige for at komme i baljen end at høre på hende og det er alle de øvrige også, så vi får snart lov at hoppe i og får en halv times tid til at svømme rundt. Vi er ankret op i nærheden af kanten af revet og der er 3-4 meter ned til koralerne. Det er normalt ikke optimalt at være mere end et par meter over koralerne, hvis man skal kunne se dem klart, men det er ikke noget problem her. Vi ser tydeligt 20-30 meter omkring os. Og det er fantastisk, hvad vi ser. Koralerne er ikke så farvestrålende, men det er fiskene og der er mange af dem og de er store. Vi svømmer ud til kanten af revet, hvor der typisk er større fisk og de er meget store her. Vi har aldrig oplevet noget lignende. Der kommer store stimer af bl.a. tun og farvestrålende fisk, som vi ikke kender navnene på og så pludselig er der en skildpadde lige foran os og lidt efter en haj på næsten 2 meter!! Den svømmer lige så stille forbi neden under os. Det er lidt skræmmende og alligevel fantastisk at svømme sammen med sådan en, som man kun ser på fjernsynet i skrækfilm og nu er den lige dernede. Vi har dog fået at vide, at de hajer, som er her omkring ikke er interesseret i mennesker, så vi skal ikke være bange for dem og det er vi så ikke!! Lidt efter endnu en skildpadde, nu så tæt på at vi kan røre ved den. Det er bare for vildt det her! Vi er helt høje. Alle de flotte fisk, så tæt på og så store og skildpadder og hajer. Det er som at se en Jacque Costou film. Vi har kun en gang før på Apo Reef på Philippinerne svømmet med en skildpadde og nu har vi allerede set 2. Vi skal desværre op i båden igen. Vores trip er slut for denne gang, men vi er helt oppe under skyerne! Det er tid til frokost og derefter er der nogle gåture på øen og foredrag om øens tilblivelse. Det er vi ligeglad med. Vi vil bare ud i baljen igen og se på hajer og skildpadder og alle de andre fisk! Vi spiser vores frokost og hopper i baljen igen. Der er mere strøm nu og vi må svømme længere, da vi ikke har en båd til at sejle os ud til kanten, men det er om muligt mere vildt end første gang. Vi ser denne gang 7 skildpadder, hvoraf 3 er næsten lige så store som mig og et par af dem kan vi “kæle” med og så ser vi endnu en haj på 1,5 meter og en kæmpe havaborre + selvfølgelig alle de andre utrolig flotte fisk i alle regnbuens farver og former. Vi kan slet ikke få nok, men efter halvanden time, må vi desværre op. Vi er helt opløste og også efterhånden lidt udmattede af at kæmpe imod strømmen og holde os nogenlunde kystnært, men adrenalinen pisker rundt i kroppen 😉 Vi kunne godt tage et par dage mere her. Vi har ikke set nok!
Flyveren kommer og henter os. Det er begyndt at regne og vi kan høre på de passagerer, som har været med flyveren hertil, at vi kan se frem til en urolig tur hjem! Det er en anden flyver og pilot end på udturen. Vi får de samme pladser igen—lige bag piloten. Der er dog ikke så meget at se for vi flyver lige ind i regn og tåge efter vi er kommet op, men lige da vi kommer ud over vandet ser jeg 4 store manta rays, som skygger mod sandbunden. Dem kom vi desværre ikke til at svømme med, så vi har noget til gode!
Det bliver en noget urolig flyvetur, hvor flyveren danser lidt, men ikke så meget så man bliver urolig. Piloten ser ud som om han har styr over det! Vi får dog en extra flyvetur, da nogle af passagererne skal til Bundaberg, som ligger nord for Hervey Bay, hvor vi skal til, så vi må først til Bundeberg og sætte dem af og få fyldt brændstof på og så ellers op igen og ned til Hervey Bay. Vi er hjemme igen på campingpladsen kl. 19 trætte efter en oplevelsesrig dag, men stadig høje af vores snorkle-trip 😉

(Overskyet og småregn i løbet af dagen og vedvarende regn til aften. 28 grader)

3. dec. (Hervey Bay—Monto): Det er stadig overskyet, men det regner dog ikke, da vi vågner. Det er ikke rigtig strandvejr, så Ulrich får sin vilje med at køre ind i landet igen. Temperaturen er faldet ned til sidst i tyverne, så nu kan vi holde det ud igen ;-). Vi kører via Maryborough, fødebyen for Mary Poppins skaber—forfatteren PL Travers. Herfra videre nordvest til Monto og nationalparken Carnia Gorge. Bortset fra et enkelt højdedrag med et flot udsigtspunkt, hvor vi spiser frokost er det en temmelig kedelig strækning, hvor vi alene ser 5 wallabies og en stor leguan, så vi håber virkelig, der er noget at se i nationalparken, men vi er sent fremme, så vi må vente til i morgen med at udforske området. Vi når dog lige at se fuglefodring på campingpladsen, hvor specielt papegøjerne kommer til fadet!
Da vi sidder inde i vognen senere og det er helt mørkt udenfor hører vi nogle underlige lyde. Grynten og snerren! Vi kan ikke se noget, da vi kikker ud af vinduerne, men da vi lidt efter går ud med lommelygten, kan vi se en masse små hoppende grå dyr på størrelse med en kat, men de ligner en mellemting mellem kænguru og rotte med spids snude og lang hale. Det er bettongs erfarer vi senere. De er meget søde at se på. De kommer hver aften og tager det fuglefoder, som fuglene ikke har spist ved fodringstid.

(Overskyet og 28 grader. Kørt 390 km)

4. jan. (Carnia Gorge NP): Vi vågner ved, at fuglene skræpper helt vildt omkring vognen. De er i træerne over os og der er rigtig mange og alle mulige slags i forskellige farver. Det er overskyet, men det regner heldigvis ikke. Vi skulle jo gerne ud at se noget af nationalparken i dag. Vi har fået noget materiale med vandreture i området og udvælger os et par stykker. Den ene går gennem eucalyptusskov og regnskov og op til et udsigtspunkt og den anden går gennem et guldgraverområde. Det er et par gode ture og vi får set en masse forskellige fugle, men ingen wallabies, som der ellers skulle være i området. Først da vi kommer tilbage til campingspladsen står der 2 små søde sortstribede wallabies og byder os velkommen!
Vores plads er lige ved siden af fuglefodringsstedet og da vi sidder med vores gin/tonic lidt i 5 begynder fuglene at samles i træerne over fod-ringsstedet og kl. 5 hvor fodringsmanden kommer med maden er der flere hundrede fugle samlet, som skræpper op og flyver forvildet rundt, da de ser ham og det meste af campingpladsen er også samlet for at se på de fantastisk flotte fugle, som samles her. Det er mest papegøjer i alle regnbuens farver, men også galaer og kakaduer og nogle andre, som vi ikke kender navnene på. Det er et sjovt og flot syn og når der er mad på bordet er fuglene bestemt ikke sky. Vi skal passe på ikke at træde på dem.

(Overskyet og 28 grader)

5. jan. Ren “transportdag” hvor vi kører retur mod Brisbane, hvor vi skal aflevere camperen i morgen. Det er en temmelig kedelig strækning uden noget specielt at berette! Vi overnatter i Kingaroy.

(Skyfrit 28 grader. Kørt 340 km)

6. jan. (Kingaroy—Brisbane): Kørt det sidst stykke ind til Brisbane af en flot vej over og mellem meget grønne bjerge. Vi så også den rødeste jord vi nogensinde har set! I det hele taget var det sjovt at se, hvordan jorden hele tiden skifter farve fra rød over brun over til næsten hvid. Vi kom igen ind mod Glass House Mountains, som vi også så på vejen nordpå. Denne gang ser vi dem blot fra den anden side. Vi får afleveret camperen og tager ind på et hotel i Brisbane, hvor vi skal have en enkelt overnatning inden til flyver videre til Manila i morgen formiddag og går derefter en tur gennem forretningsområdet i Brisbane og får en stor steak 😉 Brisbane ser i øvrigt ud til at være en by, vi måske godt kunne have brugt mere tid i, men det er for sent nu!! Byerne er i det hele taget ikke noget vi har brugt meget tid på indtil videre. Vi vil hellere ud og se naturen og dyrene.

(skyet det meste af dagen 25-30 grader. Kørt 230 km)